Klaus fortæller om altid at ville have mere og kaldet til at leve med mindre
– TEMA side 16
En KFS-gruppe genopstår
Rebekka stod foran hele sin skole for at invitere til KFS – KFS-NYT side 9
Kaldet til at bo blandt muslimer
”Jesus virker ved sit ord, og at der ikke er grænser for, hvad han kan gøre”
– TEMA side 26
at kende Jesus at gøre Jesus kendt
Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.
Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.
Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.
Udgiver:
Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted
7100 Vejle
Tlf: 35 43 82 82
E-mail: kfs@kfs.dk
TIL TRO: tiltro@kfs.dk
Konto: 4597-004054954
Abonnement:
Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk
Redaktionen:
Redaktionen:
Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør)
Anna Vallentin Møller, stud.mag. Andreas Theodor Offersgaard Christensen (stud.psyk)
Designskabelon:
Klaus Juul Jensen, Characterise.dk
Layout: Fríðunn í Liljudali
Tryk: Øko Tryk
ISSN: 1395-9786
Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro
Annoncer:
Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk
Indhold
kF s nyt
Lad os tale om tro
En KFS-gruppe genopstår
Det fik jeg med fra Discipeltræf
Året der gik: Generalen genopfrisker
Stil op til bestyrelsen!
Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2025
Farvel og
i tiden
Globalt: Den fjerde
Lausannekonference –bespisningen af de 5000
Grønland: Lausanne 4 gennem grønlandske øjne
KFS'erne anbefaler
Fast kronik: Trendsættercirkus
Bøger: Søn af Hamas
Bøger: Bed Frimodigt
Leder: Mere KFS for flere studerende - er det værd at støtte?
tema
Elsk Gud og næsten - og gør da hvad du har lyst til
Hvordan et påbud funderet i nåde sætter os fri fra påbudssamfundet
Forhærdelse – en vaccine imod
Guds gave En trøstende udlægning af Hebræerbrevets skræmmende vers om frafald
Håbet giver et kald til afkald
Forstå hvad du har i vente, og bliv udfordret på din materialisme
Bøn
Far, hvad kalder du mig til?
Andagten
Om et ‘men’, der udløser en ny virkelighed
Det kristne business mindset gør festen større Erhvervsmand fortæller om, hvad der driver ham
Vi måtte bo blandt dem, vi delte evangeliet med En inspirerende historie om en satset flytning til Ishøj
Pligten gør kærligheden fri
Signe giver dig Kierkegaards udlægning af det dobbelte kærlighedsbud
Portræt
Hvad gør gadeevangelisten Daniel, når han selv bliver ‘cold called’ eller ‘cold contacted’?
Kald det, hvad du vil Prøv at regne den ud
Fra redaktionen:
Kære læser
Nogle ord bliver brugt hyppigere end andre. Betydningen af de ord, vi sjældent hører eller bruger, kan med tiden blive svagere i vores hukommelse – måske endda helt forsvinde. ’Kald’ er et af de ord. Måske har vi en vag idé om, hvad det betyder, men en entydig definition er svær at finde.
I Den Danske Ordbog beskrives ’kald’ som en livsopgave – et formål der giver mening og retning til den enkeltes liv. Det lyder nærmest som en nødvendighed – noget vi skal finde, hvis livet ikke skal virke formålsløst. Men er det hele sandheden? Har vi virkelig brug for et kald?
Sprog er nu engang dynamisk og nuanceret. Man kunne anse ’et kald’ for at være resultatet af verbet ’at kalde’. Men heller ikke her er betydningen entydig. Jeg kan kalde det apparat, jeg skriver på, for en computer – jeg benævner det. Jeg kan ’kalde’, hvem der vinder superligaen – jeg forudser det. Eller jeg kan sågar kalde mit kæledyr Findus – jeg navngiver det. ’At kalde’ har mange facetter, og måske har ordet ’kald’ netop derfor også flere betydningslag i vores daglige tale.
I Bibelen og den kristne tradition er ’kald’ dog et velkendt ord. Paulus taler om kald, Luther taler om kald, og hvis du for nylig har været i kirke, har præsten med en vis sandsynlighed også brugt ordet. Det ser ud til, at ordet har bevaret sin hyppighed i kristen sammenhæng. Kan vi så af den grund slå fast, hvad ‘kald’ er i denne sfære? Selvom det stadig diskuteres, hvad ‘kald’ præcist indebærer, er der ofte en tendens til at forstå det som et kald til noget – en formålsbestemmelse for den enkelte eller for kristenheden, kollektivt anskuet.
Men hvad er vi så kaldet til? Er vi kaldet til at leve på en bestemt måde? Til at rejse ud som missionærer, tjene penge, eller – måske mest radikalt – til at være helt almindelige? I dette nummer af Til Tro finder du flere spændende artikler, som udforsker, hvad forskellige kald kan indebære for os som kristne. For nogle kan kaldet imidlertid også blive en byrde; hvad nu, hvis jeg ikke kan finde mit kald? Jakob Swartz skriver i sin fremragende artikel “Elsk Gud og næsten - og gør da hvad du har lyst til” om behovet for at finde et kald, om hvordan vi håndterer oplevelsen af ikke at have et specifikt kald og om Bibelens svar på denne søgen.
Man kunne også vende spørgsmålet om: Er vi kaldet til at give afkald på bestemte måder at leve på? Klaus Laursen undersøger netop dette i sin artikel “Håbet giver et kald til afkald”, hvor han med personlige erfaringer og teologiske refleksioner overvejer, om vi er kaldet til at opgive visse ting i vores liv – måske at leve med et mindre forbrug. Artiklens appel er radikal og provokerende – men netop af denne grund er den vigtig.
Til sidst vil jeg gerne benytte lejligheden til at anbefale, det af alle højt værdsatte krydsord, som på én og samme tid holder din hjerne ung og frisk, og giver dig grå hår.
Jeg ønsker dig god læselyst – i det vi kalder Til Tro
På vegne af redaktionen
Christoffer Rafael Kofod Techow
Lad os tale om tro
KFS er med i samarbejdet bag samtaleprojektet ’Lad os tale om tro’, der har forsøgt at aftabuisere trossamtalen i Danmark. Derfor kommer her tre dryp fra KFS’ere, der fortæller om, hvordan de har brugt kampagnen, eller hvordan de oplever trossamtalen i deres hverdag.
AndreAs nørgård LodAhL, fysikstuderende på
AArhus universitet
På ladostaleomtro.dk ligger der videoer af kendte danskere, der parvist taler om tro. I min smågruppe har vi set videoerne sammen og snakket om de spørgsmål, videoen afsluttende stiller. Det har fungeret rigtig godt. Videoerne er lavet sådan, at man kan sende en video til en ven og spørge, om de har lyst til at drikke en kop kaffe sammen og snakke om den. Jeg husker særligt Alex Vanopslagh og Frederik Vads samtale, hvor de undrer sig over, hvor grænseoverskridende det er at fortælle om deres tro, og at de indimellem går i kirke sammen. På en eller anden måde har kendisfaktoren den virkning på mig, at det opleves mindre underligt at tro på Gud. Det motiverer mig til at vove mig ud i samtaler om tro. Trossamtalen bliver et fælleseje igen.
rebekkA AmmitzbøLL Jensen og mAJA bJærre
JAkobsen, 3. g’ere på vestJysk gymnAsium tArm
Det er ikke altid lige nemt at være kristen på et almindeligt dansk gymnasium, men KFS er et pusterum, hvor man kan samles om Jesus. Det er en gylden mulighed for at starte samtalen om tro med vores klassekammerater og give dem et indblik i, hvad det vil sige at være kristen. I vores gruppe oplever vi en stor frimodighed til at invitere venner med, netop fordi KFS har en lav dørtærskeldet er bare nemmere at få nye mennesker med ind i fællesskabet. Tidsbegrænsningen gør det dog svært at dykke helt ned i Bibelens nuancer. I stedet ser vi mere KFS som et sted, der giver plads til både nye og gamle i troen. Der er plads til at række hånden ud til de nysgerrige klassekammerater og invitere dem med i en snak om tro, Jesus og livet. En snak som ofte tages med videre ind i klasselokalet efter pausen. På den måde kan KFS være med til at plante et frø i en nysgerrig kammerat, som med tiden kan vokse sig stort.
Af CAroLine Andersen, 1. g’er på AALborg tekniske
gymnAsium
Da jeg startede på HTX, glædede jeg mig til at fortælle om Jesus, og hvad han havde gjort for mig. Men det gjorde mig også nervøs. På et tidspunkt overhørte nogen mig sige, at jeg havde gået på en kristen efterskole. Så begyndte spørgsmålene. De regnede nærmest ned over mig.
”Er du meget kristen?” Jeg plejer at omformulere det spørgsmål til ”Er du kulturkristen eller kristen?” Jeg tror, de prøver at finde ud af, hvor meget jeg lader min tro påvirke mit liv. ”Drikker du alkohol?” og ”Har du så ikke sex før ægteskab?”
Det var en lettelse at blive inviteret til KFS, fordi det er et åndeligt frirum med mennesker, som har de samme værdier som mig. Men det er også et sted, hvor jeg kan møde nye holdninger. Det minder mig om, at jeg ikke er alene, når jeg går ned ad gangen, og ser en jeg kender og tænker: ”Det er en fra KFS, endnu en der er kristen!”
Elsk Gud og næsten - og gør da hvad du har lyst til
Hvad vil du med mit liv, Gud? For de fleste unge er mulighederne mange, men valgene er svære, for man vil helst ikke skyde forbi Guds vilje. Men måske er vi ikke kaldet til at finde Guds skjulte vilje, men derimod at forstå og at følge den plan som Gud allerede har åbenbaret for os: At elske ham og vores næste.
Jakob Swar T z, a n T ropolog, Jakob S war T z@ho T mail.com
”Det kan da ikke passe, at Gud er ligeglad med, hvad jeg skal læse efter sommerferien!” Tårerne stod næsten i øjnene på højskoleeleven, da vi snakkede om hendes studiemuligheder og Guds kald for hendes liv. Hun ville så gerne have et tydeligt svar om Guds plan for hendes liv. Gå denne vej, læs dette, gift dig med ham her, arbejd her.
Men hun hørte ikke tydelige svar. Og det frustrerede hende. Ovenikøbet havde jeg vovet at sige til hende, at Gud var ligeglad med, hvad hun valgte at læse. Lad mig forklare nærmere.
Jeg tror, at Guds kald til os først og fremmest er at elske. Elsker vi Gud og andre, kan vi bruge vores lyst, evner og mavefornemmelser til at træffe valg gennem livet. Og netop dette kald til at elske er modsvaret til den utilstrækkelighed og skam, der er grundstemningen for mange mennesker i dag.
du er ingen stJerne
Du er vokset op med at høre det fra film og har set det trykt på t-shirts: Du skal være den bedste version af dig selv. Be all you can be. Be beautiful. Born to Shine.
I filmens verden skal Harry Potter redde Hogwarts. Paul Atreides i Dune og Disneys Rapunzel skal, i hvert deres univers, finde frem til den, de er – og derigennem redde verden. I den virkelige verden har du hele dit liv hørt, at du skal udleve dit potentiale, du skal berige verden, du skal være lykkelig. Problemet er bare, at der ikke er nogen grænser. Stjernerne er målet, universet din legeplads. Så hvornår er det godt nok? Det bliver det aldrig. Højskolelærer Christian Hjortkær skriver i sin bog ‘Utilstrækkelig’, at vi lever i et påbudssamfund, og at de mange påbud gør os utilstrækkelige.
Sådan har det ikke altid været. Tænk på din bedstemor. Da hun voksede op, fik hun at vide, at der var ting, hun ikke måtte. Der var trukket klare grænser om hende med tydelige forbud mod at overtræde dem. Så længe hun ikke overtrådte forbuddene, kunne hun hvile i, at hun levede et godt liv. Hun voksede op i et forbudssamfund, og det var der selvfølgelig også problemer ved. Men de var anderledes end i dag, hvor samfundets forståelse af, hvad det gode liv er, har ændret sig fundamentalt.
I vores påbudssamfund vil du altid være utilstrækkelig. For alle fejler over tid, når målstregen er et sted blandt stjernerne. Sådan er det at være et menneske.
At leve i kærlighed til Gud og andre gør, at du ikke skal leve for din egen lykke.
utiLstrækkeLighed fører tiL skAm
Tilbage til din bedstemor. Når hun overtrådte et forbud – og det gjorde hun, for også bedstemødre fejler – så har hun formentlig oplevet skyld. Skyld hænger sammen med, at du har gjort noget forkert. Hun er trådt udenfor og føler skyld.
Skyld hører til forbudssamfundet. Men vores grundlæggende følelse har ændret sig. For når der ikke er nogen grænser, og når samfundet ikke sætter rammer for god opførsel, men bare siger til dig, at du skal være den bedste, du kan være, så er det svært at gøre noget forkert. Der er ingen regler at følge, ud over det uopnåelige påbud om at leve livet til fulde og berige verden med lige netop den, du er.
Når du så ikke når stjernerne eller oplever, at du ikke lever i en lykkerus af gode oplevelser, så er det ikke et spørgsmål om, at du gør noget forkert, men at idealerne er uopnåelige. Så kan du komme til at føle, at du er forkert. Og den følelse hedder skam.
fy skAm dig AdAm
Skam kender vi også fra Bibelen. Faktisk fra nogle af de allerførste sider. Gud skabte Adam og Eva. De var nøgne, og det var naturligt. Men de spiste af den forbudte frugt til kundskab om godt og ondt. Og deres øjne åbnedes, de så, at de var nøgne. Og Adam gemte sig for Gud, fordi han var flov over at være nøgen. Adam skammede sig.
Gud mødte Adam i hans skam. Han lavede tøj til Adam og Eva og dækkede dermed deres skam. Og Gud kom med klare løfter om, at han havde en plan for endegyldigt at dække menneskers skam. Ikke bare med tøj, men permanent.
Adam og Eva havde vandret sammen med Gud i Edens have. Frimodigt havde de samarbejdet om den opgave, Gud havde givet mennesket: At tage ansvar for fugle, fisk og alle dyr på jorden. Efter Adam og Eva havde spist af den forbudte frugt, skulle de slide for livet uden for Edens have. Men deres – og vores – formål var det samme: At vandre med Gud og passe på skabelsen.
eLsk eLsk eLsk
I vores påbudssamfund vil du altid være utilstrækkelig, når målstregen er et sted blandt stjernerne.
Adam var skabt til at være sammen med Gud og til at tage vare på jorden. Et livsformål, Jesus blandt andet sætter ord på i Mattæusevangeliet kap. 22 v. 37-39, her lidt forkortet: Elsk Gud og elsk din næste som dig selv. Det er det, der er meningen med dit liv.
At elske Gud handler om at søge Gud i dit liv. At anerkende Gud som skaber og frelser og forsøge at holde Gud som centrum i dit liv.
Kirkefaderen Augustin skrev: “Elsk og gør, hvad du har lyst til.” Ikke som en opløsning af de ti bud. Men fordi kærlighed til Gud og til andre fører til, at vi indser, hvad der er rigtigt at gøre i vores livssituationer.
At leve i kærlighed til Gud og andre gør, at du ikke skal leve for din egen lykke. Derimod er du inviteret med til, sammen med Gud og andre, at skabe nyt.
en skAbende LivsstiL
Gud er skaber og har skabt mennesket i sit billede. Der er en skaberkraft i mennesker, en evne til at bygge op, til at skabe nyt. Til at tage sig af himlens fugle, havets fisk og alle dyr – og hinanden.
Det kan vi gøre gennem en skabende livsstil, der udspringer fra livets skaber.
Et eksempel på en skabende livsstil er din tilgang til dine penge. Tænker du, at du først og fremmest skal bruge dem på dig selv og derfor også, hvor lidt du kan slippe af sted med at give til velgørende foreninger? Eller ser du, at pengene på din bankkonto er noget, du må forvalte, så spørgsmålet ikke er, hvor meget du skal beholde for dig selv, men hvor meget du kan være med til at skabe med dine penge – til gavn for jorden og mennesker?
Et andet eksempel er dit karrierevalg. Det kan være en skabende livsstil at have en karriere i en bank, hvor du rådgiver virksomheder i at opbygge store projekter til gavn for mennesker og natur. Eller at vælge at arbejde på deltid for at have tid til frivilligt arbejde i dit lokalområde.
Meningen med livet handler hverken om at maksimere egen rigdom eller om at fornægte jordens gaver. Det handler om at leve, så Guds skaberværk blomstrer.
At leve skabende er inspirerende. Gud er skabende, og sammen med Gud kan vi gennem vores livsstil, arbejde, studie, engagement og relationer være med til at bygge nyt op. Fordi vi elsker Gud og mennesker.
en indvending
Jeg har påstået, at nutidens samfund er et grænseløst påbudssamfund. Derfor er vi mange, der rammes af skam, fordi vi aldrig kan være gode nok. Og straks efter kommer jeg så med endnu et påbud: Du skal have en skabende livsstil.
Vi ved alle, at uanset hvor skabende vi forsøger at leve i Danmark, vil vi have et negativt klimaaftryk. Jeg vil for eksempel altid skylle ud i toilettet med rent drikkevand.
Uanset, hvor meget jeg elsker mine naboer, vil det aldrig være perfekt, aldrig være nok.
Så har jeg ikke givet endnu et uopnåeligt påbud og endnu en grund til, at vi bør skamme os?
kærLigheden overvinder ALt
Adam skammede sig og gemte sig for Gud. Men Gud ledte efter Adam, kaldte på ham – og fandt ham. Resten af Bibelen er på sin vis en historie om, at Gud i sin kærlighed søger efter mennesker. Fordi Gud elsker os først.
Det vigtigste at sige om dig er derfor, at du altid allerede er elsket. Det er nåde. Det var Guds plan siden Adam at blive menneske, og at han gennem sin kærlighedshandling ville fjerne vores skam.
Søren Kirkegaard skrev, at det modsatte af skam er nåde. Guds nåde overvinder vores skam. Og ja, at elske Gud og andre er ganske rigtigt et påbud. Men det er et påbud, der er til at leve med, fordi vi fra starten ved, at vi aldrig kan gøre det godt nok. Det er uperfekt. Men vi gør det, fordi Gud elsker os først, og den kærlighed overvinder vores skam.
Det er en kærlighed, der bekræfter, at du er god nok, ja, du er faktisk elsket. Også når du fejler.
Det har vi alle sammen brug for. For alle fejler.
ud i verden med Løftet pAnde
Det er derfor, jeg tør sige til højskoleeleven, at Gud er ligeglad med, om hun vælger det ene eller det andet studie. For hun elsker Gud og sine medmennesker og lader kærligheden til Gud og skabelsen påvirke sine livsvalg. Derfor vælger hun ikke helt forkert. Og hun kan gå frimodigt og skamfrit ud i livet.
Eller som Grundtvig så smukt siger om meningen med livet:
”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.” ■
Ja, at elske Gud og andre er ganske rigtigt et påbud. Men det er et påbud, der er til at leve med, fordi Gud elsker os først.
En KFS-gruppe genopstår
På Favrskov Gymnasium er en KFS-gruppe genopstået fra coronaasken. Mød 2.g’eren Rebekka Ruby Østergård, som er formand for gruppen.
Med rystende ben og et hjerte, der hamrer i brystet, træder Rebekka op foran hele skolen til morgensamling. Omkring 800 sæt øjne er rettet mod hende, og hun mærker den intense stilhed, mens alle venter på, at hun begynder at tale. Hendes besked er vigtig, og skiller sig ud fra de meddelelser, skolens andre foreninger har præsenteret.
"Hej allesammen," begynder Rebekka med entusiasme i stemmen. "Jeg er kristen, og jeg er formand for en megakristen forening, som mødes i spisepausen."
”mAn behøver ikke prædike på gAngene”
Okay, det var ikke det, Rebekka Ruby Østergård rent faktisk sagde, da hun stod foran hele sin skole for at fortælle, at hun havde oprettet en KFS-gruppe på Favrskov Gymnasium. Men hun frygtede, at det var sådan, det kunne opfattes af nogen, som ikke er vant til at komme i et kristent fællesskab. Men det stoppede ikke Rebekka.
”Det var faktisk bogen Gymnasietro, der gav mig et kæmpe spark til at komme i gang. Bogen gjorde det klart for mig, at man ikke behøver at stå og prædike på gangene, men at man alligevel godt kan gøre sig synlig på sit gymnasium og vise sine kammerater, at det ikke kun er gamle mennesker, der er praktiserende kristne,” fortæller Rebekka.
Inspireret af bogen tog Rebekka fat i andre på skolen, som kunne have interesse i en KFS-gruppe. Flere andre elever havde allerede tænkt den samme tanke. Efter corona var skolens KFSgruppe bare aldrig startet op igen, og det havde efterladt et tomrum, som Rebekka gerne ville udfylde. Det lykkedes at samle en
KFS-gruppe på omkring otte KFS’ere. De havde lyst til både at sprede ordet om Jesus, men også bare at have et fællesskab med hinanden på skolen.
” troen er bLevet AftAbuiseret”
Det var grænseoverskridende for Rebekka at stå foran hele skolen og tale om sin tro. Som den eneste erklærede kristne i sin klasse, var hun nervøs for, hvordan hendes klassekammerater og lærere ville reagere. Heldigvis blev hun positivt overrasket:
"Reaktionerne har virkelig været gode! Både elever og lærere har henvendt sig med støttende kommentarer. Det har endda ført til, at vi har haft flere samtaler om tro i hverdagen," fortæller hun. I hendes klasse har Rebekkas åbenhed gjort en stor forskel: "Samtalen om tro er blevet lettere at tage op, fordi mine klassekammerater kan se, at jeg ikke er bange for at tale om det. Troen er blevet aftabuiseret lidt."
Nu er gruppen i gang med at finde ud af, hvordan KFS skal se ud på netop deres gymnasium. De håber på at kunne gennemføre deres første udadvendte arrangement engang i december.
”Specielt her i juletiden, hvor folk er lidt trætte og uoplagte, er det en god mulighed for at skabe noget hygge på skolen ved at dele noget kakao ud. Så vi er begyndt at snakke om, om vi kan få stablet det på benene,” siger Rebekka.
MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.
Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk
Kontaktpersoner:
Johannes Møller: 61 31 64 85 Dan Wejse: 26 83 37 44
”Vi er ikke _ nok, men vi er altid allerede elsket af ham, det hele handler om.”
”Er jeg _ nok?” var overskriften på dette års Discipeltræf i Hillerød, hvor 300 KFS’ere og frivillige fik lov til at prise Gud og ’kende Jesus’ med både hovedet, stemmen og på knæklys-floor.
Sådan lød nogle af de overskrifter, vi var sammen om på Discipeltræf, hvor 300 KFS’ere og frivillige fik lov til at nyde fem dage med det vante KFS-mix af forkyndelse, seminarer, lovsang, madkøer, for lidt søvn, sjov, spas og rigeligt med kaffe.
For anden gang (vi nærmer os at kunne sige: Som vi plejer) blev det afholdt i Hillerød, der dannede hyggelige rammer om møder med både nye og gamle venner og tid til at være sammen i det store KFS-fællesskab.
Men hvad står egentlig tilbage, når mikrofonen er slukket, gulvet er fejet og hønsene fløjet? Hvilke pointer blev hængende? Og hvilke minder blev skabt? Milla Bartels fra Hovedstadens Gymnasium fortæller lidt om, hvad hun fik med hjem fra Discipeltræf:
”Det var ekstremt givende at være på Discipeltræf. Det var skønt at prise Gud med sine venner gennem både lovsang og knæklys-floor! Jeg fik også rigtig meget ud af møderne og seminarerne, som blev holdt af nogle skønne talere.
Der var selvfølgelig også altid gang i noget sjov og spas. F.eks. Mortengymnastik (som man absolut ikke måtte gå glip af!), venner der rendte rundt med en bamse og pose på hovedet, som de vandt i Bingo banko, les lanciers, og da nogle venner kom tilbage fra “Byt til nyt” med 3 høns!? Virkelig fedt!
Årets tema “Er jeg _ nok?” fungerede virkelig godt, da det er ekstremt relevant. Det er spørgsmål, som jeg selv og mange andre nemt kan komme til at stille sig selv, måske helt ubevidst. Netop derfor var det fedt, at det blev sat i fokus. Umiddelbart tænkte jeg: ‘Er jeg _ nok? Fedt, det får vi så at vide, at vi er, og det er det’. Men så fortalte Jens Ole til aftenmødet mandag, at ‘jeg er elsket, selvom jeg ikke er god nok’.
Det satte sig fast, for det er så sandt. Jesus elsker os som uperfekte og ufuldkomne mennesker, og det er fantastisk! Vi behøver ikke at spekulere på, om vi er __ nok, for vi er altid allerede elsket af ham, som det hele handler om.”
Forhærdelse – en vaccine imod Guds gave
Hvorfor har Til Tro ikke bragt denne artikel noget før?! Redaktøren er formentligt ikke den eneste, der har bokset med Bibelens skræmmende passager om frafald. Teologiprofessor Sigurd Grindheim udlægger Hebræerbrevets advarsel imod forhærdelse i det sjette kapitel og placerer budskabet i Guds urokkelige troskab, der er ny hver morgen.
a f Sigurd g rindheim, profe SS or i T eologi ved h ø JS kulen på v e ST lande T, S grindheim@gmail.com
En vaccine virker ved, at kroppen får indsprøjtet svækkede bakterier eller andre sygdomsfremkaldende organismer. Når det sker, bekæmper kroppen bakterierne og opnår større modstandsdygtighed imod dem, så kroppen ikke udvikler sygdommen, når den inficeres af bakterierne naturligt.
Noget lignende sker, når mennesker bliver forhærdet overfor evangeliet om Jesus Kristus. Hver gang, de ikke tager imod evangeliet i tro, træner de sig op til at afvise frelsen i Kristus. Til sidst bliver de så modstandsdygtige, at evangeliets forkyndelse slet ikke gør noget indtryk på dem.
umuLige At føre tiL omvendeLse
Selv om ordet “forhærdelse” ikke står der direkte, bliver processen nærmere forklaret i Hebræerbrevet:
“For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem, som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot.” (Hebræerbrevet kap. 6, v. 4-6)
Dem, der beskrives i Hebræerbrevet, er mennesker, der har haft en fuld og ægte erfaring af Guds frelsesgave. De har ikke bare hørt rygter om Jesus og bestemt sig for, at de ikke vil tro på ham. Nej, dette handler om dem, som har haft fællesskab med Jesus. De er blevet oplyst, hvilket indebærer en grundig, personlig erkendelse (jf. Efeserbrevet kap. 1, v. 18-19a).
De har fået Helligånden, som er selve beviset på, at man har fået del i frelsen (Apostlenes Gerninger kap. 15, v. 8).
Forhærdede mennesker afviser det eneste middel, som findes for at mennesker kan blive frelst, Jesus Kristus. De korsfæster Guds søn igen og gør ham til spot. Da har Gud ikke flere frelsere at sende.
At de har smagt den himmelske gave, Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, viser, at det handler om noget, de selv har oplevet. Det er ikke teoretisk viden eller noget, de blot har hørt om og ikke har nogen personlig erfaring med.
For at give et eksempel kan man forestille sig et menneske, som er overbevist om, at stegt flæsk med persillesovs er dårligt uden nogensinde at have smagt det selv. For sådan et menneske er der stadig håb, hvis man bare kan få dem til at smage. Da vil de straks indse, hvad de er gået glip af.
Men når nogen har smagt og fortsat mener, at stegt flæsk med persillesovs er modbydeligt, så er der ikke længere noget håb for dem. De er dømt til at leve deres liv uden at få del i den største nydelse.
ingen pLAn b
Sådan er det også med Guds gave. Der er mange, som afviser den uden at vide, hvad de snakker om. Men når nogen har erfaret Guds gave og så bestemmer sig for, at de ikke vil have den, da er det anderledes. Når Gud har givet et menneske del i frelsen i Kristus, da har han givet dem det allerbedste. Gud har simpelthen ikke mere at give, for han har allerede givet alt, han har. Han har spillet sine bedste kort. Han gemmer ikke på et es. Den som afviser Guds gave i Kristus, har Gud ikke nogen plan B for.
Derfor er det umuligt for mennesker, der har taget det valg at blive ført til omvendelse. Grunden er ikke, at Gud ikke vil tage imod dem, for han tager imod alle, som vender sig til ham i Kristus.
Grunden er, at de har afvist det eneste middel, der findes for, at mennesker kan blive frelst; Jesus Kristus. De korsfæster Guds søn igen og gør ham til spot. Da har Gud ikke flere frelsere at sende.
Hebræerbrevet beskriver altså nogle, som har trænet sig op til at afvise Guds gave. De er blevet vaccineret imod den så at sige. De har taget imod den, de har kendt glæden i Kristus, de har smagt Guds søde ord, de har erfaret, hvad Gud kan gøre, de har smagt den kommende verdens kræfter, de har fået Helligånden. De har fået alt, Gud har at give. Og så har de spyttet det ud.
De har fordøjet Guds ord. Men det er blevet som en vaccine for dem, der har gjort dem modstandsdygtige mod ordet. Nu har ordet ikke nogen virkning på dem. De er blevet sløve og afstumpede.
den, som hører
Guds ord må fortsat gøre sin gerning i os. Vi må tage imod ordet hver eneste dag og hver eneste gang, vi hører det. I lignelsen om sædemanden forklarer Jesus, hvorfor der er nogle, som får gavn af Guds ord, og hvorfor andre ikke gør (Markusevangeliet kap. 4, v. 1-20)
Først er der nogle, som reelt ikke hører ordet. Ordet bliver godt nok forkyndt for dem, men de tænker på andre ting og giver det ikke opmærksomhed (v. 15).
Det Bibelen siger om forhærdelse er noget af det mest skræmmende, vi kan læse om i Bibelen. Men vi skal huske, at Gud aldrig forhærder sig mod mennesker.
Så er der nogle, som tager imod ordet, men vender sig bort fra det, så snart de oplever trængsler for troens skyld, eller når de distraheres af verdens bekymringer og fristelser (v. 16-19).
Endelig er der nogle, som ikke bare tager imod ordet, men som også bliver bevaret som troende. Det er “dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.” (v. 20)
Det græske ord, der er oversat med “hører”, er her i en grammatisk form, som fortæller os, at der er tale om en gentagende handling. De, som bærer frugt, er dem, som hører ordet og fortsætter med at høre ordet og giver agt på det. De bestemmer sig for at tage imod Guds ord på ny hver eneste dag. For de ved, at de trænger til det hver eneste dag. De ved, at de ikke har noget andet sted at gå hen end til Jesus Kristus. For han er det evige livs ord (Johannesevangeliet kap. 6, v. 68-69).
gud forhærder sig ikke
Det, Bibelen siger om forhærdelse, er noget af det mest skræmmende, vi kan læse om i Bibelen. Men vi skal huske, at Gud aldrig forhærder sig mod mennesker. “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.” (Klagesangene kap. 3, v. 22-23)
Han tager imod alle, som kommer til ham (Johannesevangeliet kap. 6, v. 37). Selv når Gud allerede har forkyndt dommen over et menneske, vil han tage imod dem, hvis de vender sig til ham (Jonas’ bog kap. 3, v. 4-10). Gud forhærder sig ikke. Hans nåde varer evigt.
Det er derfor, de dystre ord om forhærdelse i Hebræerbrevet efterfølges af stor optimisme:
“Vi er dog overbevist om, at det står bedre til med jer, I kære, og at frelsen venter jer, selv om vi taler, som vi gør” (Hebræerbrevet kap. 6, v. 9).
Så længe, vores håb er i Gud, vil der altid være håb. ■
GL BALT
Den fjerde Lausannekonference –bespisningen af de 5000
Jeg har længe været fascineret af Johannes’ beskrivelse af den store hvide flok fra den sidste bog i Bibelen. Han beskriver, hvordan han i evigheden kan se alle folk fra alle tungemål, der står foran tronen i deres hvide klæder og lovsynger Gud. I oktober måned fik jeg lov til at opleve en forsmag på, hvordan jeg forestiller mig, at det engang skal lyde. 5000 kristne fra mere end 200 (!) lande var fløjet til Sydkorea for at samle erfaringer, visioner og strategier for, hvordan vi som global kirke kan bringe evangeliet ud til hele verden. Der var farvestrålende kjoler, jakkesæt, præstekraver, bispetøj og sneakers. Der var gensynsglæde og kulturclash.
generAtioner
En af Lausannebevægelsens kæpheste er at investere i den næste generation. Michael Oh, direktøren for Lausannebevægelsen, sagde den første dag, at de farligste ord for den globale kirke i dag er: "Jeg har ikke brug for dig." Det globale nord har brug for det globale syd, den ældre generation har brug for den yngre –
og omvendt. Ingen mennesker, kirker eller missionsorganisationer er en ø. Jeg har brug for de andre, og de har brug for mig, og sammen er vi stærkere. Vi har brug for at det intergenerationelle får plads. At vi mødes på kryds og tværs af generationer, lærer af hinanden og forstår, at vi er sammen om at være kirke.
de 99 %
En anden kæphest for Lausannebevægelsen er mobiliseringen af de 99 %. Altså folk, der ikke er præster, biskopper, organisationsansatte eller teologer, som kun udgør 1 % af kirken, men ofte fylder meget mere. De resterende 99 % af kirken er kristne, der går på et almindeligt arbejde, og er et levende vidnesbyrd i de mange timer om ugen, hvor de er i gang med det liv, som Gud har kaldet dem til. De 99 % er også studerende, der engagerer sig i deres studiegrupper, er gode medstuderende, gør sig umage med deres studier og beder Gud vise dem, hvordan de bedst muligt kan tjene ham med de gaver og evner, han har givet dem. Prøv at tale med din KFSgruppe om de svimlende muligheder, der ligger i det!
kirken er ALtid gLobAL
Det gør indtryk at være sammen med folk fra hele verden. Det er smukt, at vi tilsammen er ét legeme, at vi alle er skabt i Guds billede, at vi tilsammen afspejler, hvem han er. På samme tid gør det ondt at opleve, når kirken ikke formår at være det, når konflikter og politik får lov at fylde. Det ryster mit fundament at høre forfulgte kristne fra vanskelige vilkår være de mest livsbekræftende indslag på scenen i løbet
af en uge – fyldt af glæde over at tilhøre Gud. Det bringer håb. 2026!
Det er 14 år siden, den 3. Lausannekonference fandt sted, så der går nok lang tid, inden der igen skal prioriteres ressourcer til at samle så mange sammen. Allerede i 2026 er der dog igen en global samling – og nu skal du spidse ører –det er nemlig den næste Younger Leaders Gathering, en Lausannesamling for unge ledere. Der går ikke længe, inden der skal nomineres folk til den danske delegation 2026, så skriv, hvis du synes, du skal med!
Det er 14 år siden, den tredje Lausannekonference fandt sted, så der går nok lang tid, inden der igen skal prioriteres tid, penge og CO2 til at samle så mange sammen. Indtil da er der rigtig meget inspiration at finde fra den fjerde Lausannekonference på Lausannebevægelsens hjemmeside
Læs
Grønland:
Lausanne 4 grønlandskegennem øjne
Vi vil først og fremmest sige tak til KFS og Iqaluit Christian Fellowship for at sende os afsted på Lausanne-bevægelsens fjerde verdenskongres. Uden deres støtte ville vi aldrig være kommet afsted. Tak for dét, og selvfølgelig tak til vores Herre, der giver os lov til at opleve noget så stort.
Lausanne 4 var en konference, hvor kristne fra hele verden, med forskellige kirkebaggrunde, mødtes for at styrke og lære fra hinanden. Der var over 5000 mennesker fra 222 nationer. Det er enorme tal, når man kommer fra et land med 56.000 indbyggere. Det var overvældende at se så mange mennesker på en gang og vide, at vi er brødre og søstre i Jesus Kristus. Vi er vant til at omgås de samme velkendte ansigter i vores kirke, og det plejer at være nogenlunde de samme, som kommer til gudstjeneste. Det var vildt at høre, at man i andre lande kan have flere hundrede eller flere tusinde medlemmer i en kirke.
Et af de bedste minder, vi tager med hjem, er at have sunget lovsang med 5000 mennesker fra fremmede kulturer, som har den samme himmelske far. Man må sige, det var en opvarmning til at lovprise Gud i evighed. Det irske lovsangsband fik virkelig åbnet vores øje for, at vi kan bruge vores nationale og kulturelle musikinstrumenter til at lovprise Gud.
Hver dag bød på forskellige emner til fællesundervisningen. Der var blandt andet et tema om at blive ledt og fyldt af Helligånden på vores vandring med Gud og et tema om forfulgte kristne i verden. Tænk, at vores brødre og søstre bliver fængslet på grund af deres tro på Gud, og at de må gemme sig og kæmpe for deres liv for at følge Jesus. Vi indså, hvor velsig-
nede og trygge vi er - vi skal aldrig frygte at blive fængslet eller straffet på grund af vores personlige tro.
Nogle kristne iranere gik på scenen og fortalte om deres tid i fængsel og om, hvordan de bagefter vendte tilbage til deres missionsarbejde. De var fyldt med glæde og begejstring over, at Jesus lever og allerede har besejret døden! Som de sagde, er forfølgelsen af kristne ikke enden på historien, men en del af det at følge Jesus. Selvom vi synes, det er uretfærdigt, når kristne bliver forfulgt, vi ved også, at den rigtige retfærdighed kun findes i Guds rige.
De forskellige seminarer på konferencen gav os en nye tanker om kirkeforhold og forskellighed. Vi skal nemlig bruge vores forskelligheder som en styrke, når vi samarbejder og udveksler ideer og ressourcer med hinanden.
Til slut vil vi dele budskabet om, at vi mennesker er dem, der skal ”gossip the gospel”.
Håbet giver et kald til afkald
Kender du det her? Du har hørt en formaning, der var sand, og den ramte et ømt punkt, der fortjente et prik. Du ved, at du har et problem, men alligevel er din automatreaktion at fejlsøge formaningen for at finde en udvej. Det kender vi i redaktionen, og netop derfor bringer vi en artikel, som ikke stryger os med hårene. Prikket er ubehageligt, men vi tror, at det er godt og sundt for os.
a f k lau S l aur S en, b ibelen l ive, bibelenlive@gmail.com
At have for lidt kan lede mig ind i et bekymringsfyldt liv med misundelse og umoralske beslutninger. At have for meget kan få mig til at glemme, at jeg er afhængig af Gud og ham alene.
er det nok?
Lad mig begynde med at tegne et billede for dig. Du står i køen nede i kantinen med din tallerken. Du rækker den frem, og den flinke mand lægger kartofler og andet godt på din tallerken. Han spørger dig nu: Er det nok? Du svarer med et smil, at det er det, og takker!
Hvad forventer du, at der nu vil ske? Bliver du stående med tallerkenen rakt frem i forventning om, at han vil give dig flere kartofler? Og hvad, hvis han gjorde? Ville det overhovedet være godt? Lad os forestille os, at han lægger det dobbelte på din tallerken, efter at du klart har udtrykt, at du har ”nok”! Ville det være til gavn for dig? For slet ikke at tale om dem bagerst i køen, som måske ikke fik, fordi du fik mere end nok...
Når jeg spørger kristne, jeg møder, om de, sådan rent materielt, har ”nok”, så møder jeg oftest et af to svar. Enten svarer de ja, eller også svarer de, at de faktisk allerede har for meget. Hvis jeg så spørger, om de ønsker sig mere – det kunne være lønforhøjelse, større hus eller måske at vinde i Lotto eller andet – så svarer de af en eller anden grund ofte også ja til det. De holder deres tallerken frem, som allerede er fyldt, i håbet om at få ”mere end nok”. Naturligvis gælder det ikke alle, men det gælder mange, jeg har talt med gennem tiden. Og det gælder også indimellem mig selv.
ALt formår Jeg
Paulus kendte til at have ”mere end nok”. Men han vidste ogs, at netop det kunne være farligt. I nogle missionshuse står følgende fra Filipperbrevet kapitel 4 på væggen: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft!” Som det står der, kan det tolkes generelt og samtidig måske også helt specifikt i forhold til frelsen. Alt, altså at nå målet og blive evig frelst, det formår jeg kun i ham, som giver mig kraft. Og det er sandt! Det kan også være sandt, hvis vi tolker det mere generelt. Gud er med os i vores hverdag i alle mulige situationer, og i det hele har jeg brug for ham, som giver mig kraft! I alle forhold. Men her i Filipperbrevets fjerde kapitel er ordene knyttet helt tæt til to ting: At have for lidt og at have for meget. Begge dele kan være både svære og farlige for en kristen.
for Lidt og for meget
At have for lidt kan lede mig ind i et bekymringsfyldt liv med misundelse, dårlige umoralske beslutninger og så videre. Det er ikke sikkert, at det gør det, og disse ting kan også friste den rige, men risikoen er der i hvert fald, når jeg har for lidt. At have for meget kan til gengæld få mig til at glemme, at jeg er afhængig af Gud og ham alene.
Der er stor velsignelse i at have ”nok” og lade sig nøje med det. I Filipperbrevet kapitel 4 vers 16 læser vi, at de sendte Paulus ”hvad han havde brug for”. Der er, når vi taler om materialisme, et vigtigt spørgsmål at stille sig selv, før jeg anskaffer mig mere eller beder om lønforhøjelse og så videre: Har jeg brug for dette, eller har jeg blot lyst til det?
Lad mig være ærlig: Billedet med tallerkener kom let til mig, fordi jeg elsker mad! Derfor kender jeg også til at have spist ”nok” men alligevel fortsætte... Fordi jeg har lyst! Men jeg kender sandelig også til, at min krop derefter fortæller mig, at det var en dårlig ide! Måske Gud også fortæller os det på et større plan nogle gange, og at vi derfor skal blive bedre til at lytte og handle på det, han siger.
Når Jesus i Bjergprædikenen siger ”saml jer ikke skatte på jorden”, så mener han det.
mindre nyt tøJ
Lad mig give et eksempel fra mit eget liv. I mange år købte jeg jævnligt nyt tøj uden at overveje, om jeg havde brug for det eller blot lyst til det. Uden at overveje, om jeg havde nok.
I dag køber jeg stort set ikke nyt tøj. Jeg bruger mit tøj, helt til det går i stykker. Jeg modtager nogle gange tøj fra folk, der kender mit syn, og andre gange må jeg i en genbrugsforretning, hvis jeg virkelig mangler. Men grundlæggende handler det om at bruge tingene, til de rent faktisk er slidt op. Dette princip nedsætter det samlede forbrug markant! Det samme gælder naturligvis også resten af min familie. Også når det gælder andre dele af vores liv som for eksempel ferieformer, det gamle fjernsyn, vi købte brugt, sofaen, vi fandt i storskrald, prisen på vores skønne, men gamle, hus og så videre. Alle beslutninger skal gerne være præget af en sund tilgang til dette.
skAL vi sæLge ALt hvAd vi eJer?
Betyder det så, at vi som kristne skal leve fuldstændig minimalistisk og sælge alt, vi ejer? Det klassiske svar fra mange vil være: Nej, naturligvis ikke, for det er Gud, der har givet os alle disse ting, og vi skal blot huske at forvalte dem ret. Jeg er ikke helt uenig. Har Gud givet dig noget, så skal du forvalte det ret! Men at forvalte det ret kan betyde at give det væk. For måske skal du faktisk leve langt mere minimalistisk, TEMA
end du regner med. Når Jesus i Bjergprædikenen siger ”saml jer ikke skatte på jorden”, så mener han det. Det må være en stadig overvejelse for mig, om jeg er i gang med at samle mig skatte på jorden eller i himmelen!
Når jeg nogle gange tænker, at det også kunne være fedt at opleve det eller det, så er det en stor hjælp for mig at tænke på, at det som venter er langt langt større.
vi hAr et håb!
Og netop håbet om himmelen og Den Nye Jord er altafgørende for mig i dette. Håbet om at skulle leve evigt, hvor alt er godt! Intet, som folk stræber efter her på jorden, har en værdi, som kan måle sig med det, der venter den, som tror på Jesus. Når jeg nogle gange tænker, at det også kunne være fedt at opleve det eller det, eller når jeg har lyst til at købe den eller den ting, så er det en stor hjælp for mig at tænke på, at det, som venter, er langt langt større. Vi må som kristne altid huske på og minde hinanden om dette håb.
Det er der mange gode grunde til, men blandt andet skal vi gøre det for at hjælpe hinanden til frivilligt at give afkald nu og her. Det hjælper at sætte tingene i perspektiv. Samtidig skal vi glæde os over de skønne ting, Gud giver os allerede i denne verden. Og de største glæder er faktisk gratis!
kun kLAus’ kALd?
Nogle vil måske tænke, at dette er et særligt kald, som Klaus har fået. Min påstand vil være en anden. Det Nye Testamente har primært to ting at sige om rigdom: 1) Pas på rigdom, da den kan føre dig væk fra Jesus. 2) Har du rigdom, så vær gavmild.
Advarslen mod rigdom gives bredt. Det ser vi for eksempel i Jakobs Brev. Brevet er, kan vi læse i begyndelsen, skrevet bredt ud. Det er ikke til en bestemt menighed, som kæmper med netop dette. Det er til alle kristne. Så når Jakob skriver i kapitel 5, vers 1: ”Og nu I, som er rige...” så må det ramme os bredt. Jeg skriver ”os”, da meget få danskere kan undsige sig her. Vi er rige.
sLAgtedAgen!
Og hvad skriver Jakob så til de rige i de følgende vers? ”I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. (…) I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen!”
Det er krasse ord! Personligt kan jeg ikke læse disse ord uden at blive anfægtet. Er det mig, der tales om? Lever jeg mageligt og overdådigt her på jorden? Og hvis ja, hvad er så slagtedagen?! I kirken lærer vi tit, at vi ikke skal slutte fred med synden. Og det er sikkert og vist, at man ikke skal det. Men har vi nogle gange sluttet fred med netop den materielle synd? Og er der blevet prædiket ret imod det?
hvAd kAn Jeg så gøre?
Jesus møder et sted en rig ung mand, som han udfordrer til at gå hen og sælge ALT og give det til de fattige. Jeg skal ikke kunne sige, om Jesus udfordrer netop dig til det. Gør han, så følg Jesu kald – også i dette! Det kan også være, at han ikke kalder dig til at sælge alt, men til at gøre noget. Og du, som er ung, har virkelig mulighed for at sætte en sund retning for dit liv i forhold til dette.
Selv har jeg fire regler jeg forsøger at leve efter. Især, hvis det handler om større anskaffelser som en ny telefon og den slags. Reglerne er:
• Har jeg virkelig brug for det?
• Hvis ja, kan jeg så låne det?
• Hvis nej, kan jeg så købe det brugt?
• Hvis nej, kan jeg så købe det som fairtrade?
Jeg siger ikke, at jeg altid lever efter disse regler, men jeg forsøger at have dem med mig i mit liv.
Har vi nogle gange sluttet fred med den materielle synd?
håbet!
Det er ikke altid let at være kristen. På mange måder kan det være ganske udfordrende. Når det er det, så må vi huske livets korthed, dødens vished og evighedens længde! Vi har et håb. Et virkeligt et! En dag kommer Jesus igen og henter sine hjem til et sted, der beskrives som et sted med gader af guld og ting, der er vildere end det. Der skal vi ikke mangle noget. Det gælder materielt og på alle andre planer. Det håb sætter den kristne fri til nu i livet at give afkald, hvis Jesus kalder til det.
Alt formår vi i ham, som giver os kraft!. ■
Året der gik: Generalen genopfrisker
m arlene b ay h olm, re SS ource- og kommunikaT ion S medarbe J der, mbh@kf S .dk
Der
sker mange ting i KFS på et år. Nye KFS-grupper oprettes, kendte ansigter erstattes af
nye kræfter, og seje
KFS’ere går til medierne for at kæmpe for retten til at mødes på deres studiesteder. Vi kan ikke nævne det hele, derfor beder vi KFS’ generalsekretær, Jakob Højlund, om at se tilbage på året der gik i KFS.
hvAd er der sket i kfs i 2024?
”Året startede med, at bestyrelsen i januar besluttede at lukke LTC. Da den beslutning blev truffet, arbejdede vi grundigt med, hvad den nye strategi for KFS skulle være. Selvom det var sorgfuldt, har det åbnet veje for nye strategiske tiltag, der vil bidrage til KFS’ overordnede mission, som stadig er, ’at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt. Noget af det handler også om en omstrukturering af KFS som organisation.”
det Lyder som offiCe speAk, hvAd betyder det konkret for kfs’erne?
”Det betyder, at vi har ansat mange flere volontører. Vi vil simpelthen have flere medarbejdere ude blandt KFS’erne. Vores volontører er rigtig meget ude at besøge KFS’erne for at støtte og opmuntre i KFS-arbejdet i hele landet. Derudover vil vi pro-
ducere flere gode ressourcer til KFS’erne, som kan hjælpe dem med at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Derfor har vi ansat en ressourcekonsulent, som har arbejdet på nye spændende materialer det sidste halve år.”
hviLke ’usynLige ting’ er der sket i kfs?
"Nogle store organisationsændringer som er resultatet af flere års intensivt og oftest usynligt arbejde bag linjerne. Store forandringer stiller også store krav til KFS' medarbejdere, derfor har vi iværksat tiltag, som skal sikre, at KFS fortsat er en god arbejdsplads - og gerne skulle blive endnu bedre. Vi har prioriteret, at medarbejdere og ledelsen mødes oftere, så der er mulighed for at styrke samarbejdet. Vi har også en tæt dialog med medarbejderrepræsentanterne om, hvad KFS kan gøre for at styrke medarbejdertrivslen. Det er alt sammen noget, som ikke er synligt udadtil, men som er enormt vigtigt."
hvAd er det bedste, kfs hAr brugt penge på i 2024?
”KFS’ medarbejdere, helt klart! Men jeg har også lyst til at nævne podcasten ’12 Profeter 12 Uger’. Det er fantastisk godt materiale til at læse og forstå bibelen bedre. Dét, og forøgelsen af medarbejderflokken ude blandt KFS’erne er penge, der er godt givet ud. Og KFS’erne er begejstrede for den støtte og opbakning, de oplever.”
hvAd kAn vi se frem tiL i det nye år?
”At de nye materialer, som ressourcekonsulenten har arbejdet på, ser dagens lys. Der kommer blandt andet en ny bibelpodcast med tilhørende bibelstudiematerialer. Derudover skal KFS’ sekretariat flytte til Aarhus, og vi er rigtig spændte på at se, hvordan det kommer til at styrke vores arbejde med de studerende. Og så sender vi flere KFS’ere på tur til udlandet for at opleve det kristne studenterarbejde og tage ideer og inspiration med hjem til vores egen andedam.”
ægtige hellige Kære stærke store himmelske kærlige fuld Gud Skaber Herre Far Jesus H
Far, hvad kalder du mig til?
Kalder du mig til at
Være noget for andre? Hvile?
Passe på planeten?
Bruge tid med dig? Arbejde?
Far, hvad kalder du mig til denne uge?
Kalder du mig til at
Skrive til en ven?
Gå en tur i dit skaberværk?
Spare på strømmen?
Tage til gudstjeneste?
Lave aflevering?
Far, hvad kalder du mig til her i dag?
Kalder du mig til at
Smile til en fremmed?
Lytte til lovsang?
Spise vegetarisk?
Bede fadervor?
Læse lektier?
Far, du kalder mig til at være dit barn. Hjælp mig til at huske det midt i hverdagen.
Der er altid et men…
a f S T efan c hri ST ian m ocanu Jen S en, ST ud.T heol., c J mocanu@gmail.com
Det danske sprog er noget, mange af os er vokset op med. Et sprog fyldt med masser af ord. Måske tænker vi ikke så meget på, hvad vores sprog gør ved os. Lad os tage fat i ordet ”men”. Det er et ord, som indleder kontrast: ”Du er rask, men…, Du er klog, men…, Du er dødelig syg, men…” Det, som går forud for dette lille ord ”men”, får en ny betydning. På samme måde ser vi det i et ord fra Bibelen, som starter med et men. I Esajas bog kapitel 43 det første vers står der skrevet således:
”Men nu siger HERREN, han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.”
Dette men kommer som en kontrast til Guds dom forinden. Folket var ulydigt.
De adlød ikke Gud. Det fik den konsekvens, at Gud sendte sin glødende vrede og vold mod dem. Men! Hvad udløser sådan et stort men? Sådan en stor kontrast?
Vi kan kun forstå dette, men, når vi ser, hvem HERREN er. Han er den, som
skabte himlen og jorden. Han har skabt dig og mig. Ikke nok med det, Han har løskøbt dig og mig. Løskøbt os fra døden og den evige fortabelse. Hvordan det? Gud elskede verden så højt, at Han sendte sin egen søn, Jesus Kristus, til verden med det formål at give sin søn som det ultimative offer og betaling for vores synd. Det ultimative bevis på hans kærlighed og betalingen for vores løsladelse og frisættelse fra synd og død. Gud kalder dig ved navn. Det skete helt konkret ved din dåb, hvor du fik Faderens og Sønnens og Helligåndens navn udråbt over dig, og du blev hans. En konkret ny virkelighed, der har fået den betydning, at du og jeg har fået fællesskab med Jesus, Gud selv. En enhed, et hele, som du bliver en del af. Selv i en verden fyldt med ondskab, lidelse og synd. Selv dér er vi en del af fællesskabet med Jesus.
Det kan også siges på denne måde: Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! (2. Korintherbrev kap. 5, v. 17) Her er der ingen men, ikke nogen kontrast,
der kommer senere. Hvordan kan det gå til?
Det handler ikke om, hvordan, men om hvem, der handler. Det er selve HERREN vores Gud, Jesus Kristus vores frelser, som kalder dig og mig for sin, og derfor skal vi ikke frygte, ikke nu, ej heller i fremtiden eller i evigheden. Gud har lovet os sin frelse. Det kan vi regne med, fordi det er Guds ansvar. Han har begyndt sin gode gerning i os og lovet, at han vil fuldføre sin gerning indtil den dag, Jesus kommer igen (Filemon kap. 1, v. 6). Vi kan tage ham på ordet, når han siger: Han har løskøbt dig og mig og gjort al ting vel.
”Men nu siger HERREN, han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.” ■
Det kristne business mindset gør festen større
Ansvar, festglans og grønne teknologier. Erhvervsmand Martin Falch Rasmussen fortæller om, hvad der får ham ud af sengen om morgenen.
a f m ar T in f alch r a S mu SS en, iværk S æ TT er, mar T in.falch.ra S mu SS en@gmail.com
De store spørgsmål i livet bliver ofte udløst i mødet med livets store og skelsættende begivenheder: den store kærlighed, døden, lidelsen, kriser eller – som i mit tilfælde for to år siden – pludselig rigdom.
Historien er kort fortalt, at jeg for 10 år siden sprang ud som iværksætter og opbyggede en virksomhed indenfor grøn omstilling. På TV ser den slags tit sjovt og spændende ud. Men for mig og de fleste andre iværksættere var og er det en hård, kaotisk og med jævne mellemrum demotiverende beskæftigelse, som for flertallet – det viser statistikken –ender i konkurs.
Men ved Guds nåde og konkrete indgriben begyndte min virksomhed for fem år siden at flyve, og for to år siden endte jeg med at sælge den til Andel, Danmarks største energiselskab.
På det ydre plan er en exit af den slags naturligvis en stor oplevelse – i de dage, det varede. Men samtidig er det også på det indre plan en oplevelse, der netop sætter gang i nogle store spørgsmål i livet – spørgsmål, der berører kald, identitet, penge og arbejdslivets dybere mening og formål. Altså alt sammen temaet for dette nummer af Til Tro.
Hvis du mener noget alvorligt med dit arbejdsliv eller med din kristentro – eller med begge dele – så føles karriere, succes og penge ret hurtigt som et ret uinteressant eller uambitiøst slutmål at have for sit liv.
ArbeJdsLivets mening
Men nogen kan måske synes, det lyder lige lovlig akademisk –hvor svært kan det være? For som iværksætter eller ansat i det private erhvervsliv er ”kaldet” og motivationen, ja, glæden i (arbejds)livet så ikke netop bare at gøre karriere, få succes og at tjene godt med penge?
Det er en fordom, jeg tit møder. Hos kristne såvel som ikke-kristne. Og hos nogle kristne forstærket af det syn, de i forvejen har på det private erhvervsliv som værende en ekstra sekulariseret og materialistisk orienteret sektor.
Men det er i mine øjne en fejlopfattelse eller i hvert fald en meget grov generalisering. Og jeg kan for min egen del sige, at hvis du mener noget alvorligt med dit arbejdsliv eller med din kristentro – eller med begge dele – så føles karriere, succes og penge ret hurtigt som et uinteressant eller uambitiøst slutmål at have for sit liv.
For mig som erhvervsmand er det i hvert fald helt andre ting, der får mig ud af sengen om morgenen –ting, som jeg tror, jeg har til fælles med de fleste andre kristne, uanset branche. Og det handler for det første om … et Jævnt og muntert, virksomt Liv på Jord Jesus var tømrer; blandt disciplene var der fiskere, en tolder mv.; Paulus, Akvila og Priskilla var teltmagere, Lukas læge, Kornelius officer, Lydia purpurhandler … Mange af hovedog bipersonerne i Det Nye Testamente var selvstændige erhvervsdrivende og bidrog på den måde personligt til at løse vigtige samfundsopgaver. Det samme har talløse kristne gjort efter dem, ligesom mange også er beskæftiget i det private erhvervsliv i dag.
Jeg arbejder selv med grønne teknologier, og det gør jeg som en del af en koncern, der frem til 2030 er i gang med af egen lomme at investere hele 90 mia. kr. i den grønne omstilling. Det er dybt meningsfuldt at være en del af og gør mig stolt af mit arbejde.
På samme måde er det for mange andre, jeg kender –kristne som ikke-kristne – der hver dag gør en positiv forskel indenfor medicinalindustrien, fødevare, transport, teknologi, byggeri, forsikringer, kapitalforvaltning, nyhedsformidling og så videre.
At tage det ansvar på sig er en grundlæggende del af dét at være skabt som menneske, og selv er jeg derfor varsom med at tale om et unikt personligt ”kald” i den her forbindelse. Også fordi, at det med kald i forhold til arbejdslivet er en idé, der – med gode hensigter – bliver søsat af Luther, men som i den protestantiske verden siden er slået over i kalds-forvirring, over-åndeliggørelse, selvovervurdering, tårnhøj asketisk arbejdsdisciplin og udbrændthed – ”jernburet”, som sociologen Max Weber kalder det.
Så kaldstanken bør man være forsigtig med. I stedet skal man se det at gøre sit arbejde og tage ansvar som noget, der helt naturligt hører under vores almindelige fælles forvalterog samfundsansvar, som følger af den befaling, Gud gav os, da han bød Adam, mennesket, at underlægge sig jorden, at
Med Jesus er forfesten til den store og evige fest allerede begyndt. Og den fest skal vi som lys i verden hver dag være med til at gøre større.
navngive dyrene og at dyrke og passe haven (1. Mosebog kap. 1-2).
Lidt kedeligt, vil nogen måske synes. Fair nok. Så lad os gå videre til det, der reelt kan tage arbejdslivet til nye højder.
At gøre festen større Fest er et hovedtema i Bibelen og i livet fra Gud. Begge dele både begynder og slutter i jubel og fest. Og med Jesus er forfesten til den store og evige fest allerede begyndt. Den fest skal vi som lys i verden hver dag være med til at gøre større. Som erhvervsleder prøver jeg at efterleve dette ved overalt at være konsekvent med min tro og mine kristne værdier. For eksempel i den måde, vi i min virksomhed behandler og strækker os i forhold til vores hundredvis af kunder – en lille fest, man kan se på TrustPilot ved at søge på Enova Energy.
Det påvirker også vores kultur internt, og hvordan vi – uanset rang – behandler hinanden med en lyttende og tjenende indstilling, der har sin direkte inspiration fra fortællingen om Jesus, som vaskede sine disciples fødder. En beretning, jeg på et tidspunkt har oplæst og ’prædiket over’ for min lettere forbløffede administration og ledelse. Det fik vi en hel del sjov ud af.
Men også som investor søger jeg ting, der gør nøden mindre og festen større. For eksempel som medejer i et nystartet craftbeer-bryggeri, der – ud over at brygge gourmet-øl – samtidig skaber arbejde og nye muligheder for mennesker, der har mistet alt, som de flygtninge, vi i øjeblikket har beskæftiget.
I KFS i 90’erne sang vi om at være en ”hverdagskristen”, der spejler og ”spreder festglans i det hverdagsgrå.” Siden har jeg forstået, hvor lidt det egentlig kræver. Personlig frygt eller succes og stræben efter kortsigtede livsmål kan defokusere og bremse os. Men i samme grad, vi bliver fri af disse bindinger, i samme grad begynder vi at se og kunne handle på de mange muligheder, der ofte ligger lige for – også i erhvervslivet. ■
Scan QR-koden og se mere om dine rejsemuligheder!
OM Danmark
Stil op til bestyrelsen
Det er tid til at indkalde til generalforsamling i KFS. Derfor bringer vi her et lille dryp fra en af bestyrelsens yngre medlemmer, som fortæller om, hvordan det er for hende at sidde med i KFS’ bestyrelse.
a
f i
ngeborg
S T øvring, 3. g’er, medlem af kf S’ be ST yrel S e
I foråret blev jeg spurgt, om jeg mon ville stille op til KFS' bestyrelse, og efter lidt overvejelse valgte jeg (heldigvis) at sige ja. Jeg blev valgt ind ved generalforsamlingen på Påskelejr sidste år. Først og fremmest stillede jeg op til KFS' bestyrelse, fordi jeg synes, det er helt vildt vigtigt, at gymnasieelever er repræsenteret i bestyrelsen. På den måde er vi med til at påvirke de store linjer i KFS. Når vi er repræsenteret i bestyrelsen, får vi nemlig en stemme ind i de beslutninger, der også påvirker os.
En del af mine overvejelser gik på, hvor meget tid bestyrelsesarbejdet mon ville tage. Vi mødes
fire gange om året med et par timers forberedelse til hver gang, og det passer ret godt ind i min hverdag som 3.g'er. Samtidig synes jeg også, at det er en ret unik mulighed for at få et blik ind i en verden, jeg normalt ikke kender – noget så voksent som en bestyrelse. Nu lærer jeg om de overvejelser, der ligger bag beslutninger fra de mere garvede bestyrelsesmedlemmer, samtidig med at jeg kan komme med mine egne input og forslag. Det er selvfølgelig et ansvar, men samtidig også virkelig spændende. Nu har jeg siddet i bestyrelsen i et halvt år, og jeg suger til mig af viden.
Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2025
Generalforsamling i KFS 2025 afholdes søndag den 13. april klokken 15:30-17:00 på Påskelejr i Skanderborg.
Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ordinær generalforsamling i forbindelse med Påskelejr 2025. Generalforsamlingen finder sted:
Søndag den 13. april klokken 15:30-17:00 på Skanderborg Center for Uddannelse, Højvangens Torv 2, 8660 Skanderborg.
Forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag, der ønskes behandlet under punkt 8 sendes til sekretariatet senest fire uger inden generalforsamlingen.
Af bestyrelsens 15 medlemmer er syv personer på valg. Bestyrelsen kan være på op til 15 medlemmer. Der kan derfor opstilles kandidater til syv poster og op til to suppleanter.
Endelig dagsorden tilsendes alle medlemmer fysisk eller elektronisk senest to uger inden generalforsamlingen.
Medlemmer, der har betalt kontingent for 2025, har stemmeret. Kontingentet opkræves automatisk i marts 2025. Både studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS. Du kan blive medlem via vores hjemmeside kfs.dk
foreLøbig dAgsorden ser såLedes ud:
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
2. Aflæggelse af formandsberetning til godkendelse
3. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse
4. Fremlæggelse af budget til godkendelse
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
6. Valg af revisor
7. Beslutninger om vedtægtsændringer
8. Drøftelse af indkomne forslag
9. Eventuelt
Vi måtte bo blandt dem, vi delte evangeliet med
“Mens vi boede i Hillerød besøgte jeg moskeen i Ishøj. Da folk spurgte, hvor jeg kom fra og jeg fortalte, at jeg boede i Hillerød, blev det hele temmelig akavet, for hvad lavede jeg så der?”
Anker fortæller her forhistorien til en afgørende flytning til Ishøj med det mål at bo blandt muslimer og dele Jesus med dem.
a nker n iel S en, evangeli ST og menighed S leder, an@gn TT.dk
a nker n iel S en, evangeli ST og menighed S leder, an@gn TT.dk
At møde de kristne i Tyrkiet oplevede jeg på en måde som at dumpe ned i Apostlenes Gerninger i Ny Testamente.
vi boede ikke det rigtige sted.
I 2016 solgte Tine og jeg vores hus i Hillerød og flyttede til Ishøj. Det har vi ikke et øjeblik fortrudt! Før vi satte ”Til Salg”skiltet i jorden i Hillerød var der gået mange overvejelser.
Ingen af os kender fremtiden. Selv om vi mange gange har en forventning om, hvad vores dispositioner for fremtiden vil betyde, ved vi det i virkeligheden ikke.
Fra 2003-13 arbejdede jeg som konsulent for international mission hos Luthersk Mission. Her fik jeg lov til at lede både en undersøgelse og opstarten af arbejde i Tyrkiet. Mødet med tyrkiske kristne gjorde et stærkt indtryk på mig og førte til, at både Tine og jeg fik en nød for, at mennesker med tyrkisk oprindelse i Danmark skulle høre om Jesus.
Ikke fordi, de har mere ret til det end andre, men fordi ingen tidligere målrettet havde forsøgt at dele evangeliet med dem.
Vi boede i et udpræget dansk villakvarter i et område med relativt få mennesker med tyrkisk oprindelse. Vi var overbeviste om, at skulle vi møde tyrkisktalende med et vidnesbyrd om Jesus, måtte vi bo der, hvor de bor. Vi boede ganske enkelt ikke det rigtige sted!
At flytte med det formål var et ambitiøst projekt. Vi havde ingen sikkerhed for, at det ville lykkes. Det mest sandsynlige var vel, at det ikke ville lykkes. Alligevel tog vi skridtet. Vi sagde til hinanden, at vi hellere ville gøre forsøget og risikere, at det ikke lykkedes, end at sidde tilbage som pensionister og
sige, at vi kunne have gjort det, men at vi ikke turde.
Jeg har siden lært tyrkisk, været i Tyrkiet et utal af gange og leder i dag en tyrkisktalende menighed i København – den både første og eneste i Danmark!
mArtyriet i mALAtyA
I 2007 blev tre kristne slået ihjel i Malatya i den sydøstlige del af Tyrkiet på grund af deres tro. Inden jeg i 2008 rejste til Tyrkiet første gang, vidste jeg, at det var vanskeligt at være kristen i Tyrkiet. Jeg havde også hørt om ”Martyriet i Malatya”. Alligevel gjorde det et stort indtryk på mig at møde lokale kristne som oplevede chikane og forfølgelse på grund af deres tro.
Selv om jeg var kristen, var virkeligheden, at jeg ikke var særlig optaget af at tale med mennesker om tro. I Danmark er det ufarligt at tale om sin tro. Ingen vil gøre mig fortræd, fordi jeg fortæller, at jeg er kristen. Måske nogen vil trække på skulderen eller smile lidt bedrevidende og overbærende af mig.
På den baggrund gjorde det indtryk at møde mennesker, for hvem det havde store konsekvenser bare at fortælle, at man var kristen. Jeg mødte mennesker, hvor familien ikke ville betale for deres uddannelse, fordi de var blevet kristne. Folk, som ikke kunne få arbejde eller som fik de dårligste job uden mulighed for forfremmelse, eller hvor familien ikke ville have med dem at gøre.
Lige meget, hvem jeg mødte og talte med af kristne i Tyrkiet, bragte de ”Martyriet i Malatya” op i vores samtale. At møde de kristne i Tyrkiet oplevede jeg på en måde som at dumpe ned i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente.
Jeg oplevede det som om, jeg konkret mødte noget, der mindede om det, vi læser om dér. Alligevel var det, der gjorde stærkest indtryk på mig, at opleve, at selv om det kunne betyde døden at fortælle andre mennesker om Jesus, tav de kristne ikke! De fortsatte med at vidne om Jesus.
En amerikaner, som jeg talte med, havde boet i Malatya, da de tre kristne var blevet slået ihjel – i øvrigt en tysker og
Jeg boede i et land, hvor jeg havde alle muligheder for at fortælle om Jesus, men jeg brugte dem stort set ikke.
to fra Tyrkiet. Den organisation, der havde sendt ham, havde bedt dem om at flytte til Ankara. Det, mente han, var en fejl. De skulle være blevet i Malatya! Og den tyske enke og hendes børn blev boende i Malatya efter, at manden var blevet myrdet!
Evangeliet er virkelig Guds kraft til frelse, og derfor må det formidles. Det blev mindre afgørende for mig, om jeg lykkedes. Jeg ønskede, at de ressourcer, Gud havde givet mig, og de kompetencer, han havde udrustet mig med, blev bragt i spil for, at mennesker kunne lære Jesus at kende.
vi må kende mennesker, som ikke tror på gud
Når jeg lever som jeg gør, er det så fordi jeg i virkeligheden ikke rigtig tror på det, jeg siger, at jeg tror på?
hvorfor Lever Jeg, som Jeg gør?
Det, jeg mødte i Tyrkiet, satte mange tanker i gang hos mig. Jeg boede i et land, hvor jeg havde alle muligheder for at fortælle om Jesus, men jeg brugte dem stort set ikke.
I Tyrkiet mødte jeg mennesker, for hvem det havde store konsekvenser bare at sige, at man var kristen, og for hvem det ultimativt kunne koste livet at fortælle andre om Jesus, uden at det så ud til at stoppe dem.
Det var som om min logik ikke passede. Jeg tænkte, at hvis det har negative konsekvenser at fortælle om Jesus, så tier folk stille – det var sådan, jeg selv gjorde – men det modsatte var tilfældet. Jeg kendte fra mig selv, at frie muligheder ikke førte til, at jeg talte mere om Jesus. Jeg blev klar over, at det ikke var mine tyrkiske kristne venner, der var ”forkerte”, det var mig!
Uden at jeg kan sige, hvor det kom fra, begyndte jeg at stille mig selv et spørgsmål, som jeg ikke har kunnet slippe siden: Hvis jeg virkelig tror på det, jeg siger, jeg tror på, hvorfor lever jeg så, som jeg gør? Eller sagt på en anden måde: Når jeg lever, som jeg gør, er det så fordi, jeg i virkeligheden ikke rigtig tror på det, jeg siger, at jeg tror på?
Jeg ved, at der ikke er frelse i noget andet navn end Jesu navn. Kun ved at kende Jesus kan mennesker blive sat fri til at leve det liv, som Gud har skabt dem til. Kun ved at tro på ham kan mennesker blive sat fri fra syndens, dødens og Djævelens magt og evigt komme til at leve i fællesskab med Gud. Den erkendelse og det spørgsmål har på en måde været drivkraften i mit liv siden.
brug for At Lære At Leve evAngeLiet
Mit møde med tyrkiske kristne satte en proces i gang i mig, som smittede af på Tine. Det var med til at åbne vores øjne for den ubehagelige erkendelse, at vi ikke havde brug for mere ”teologi i hovedet”, men at lære at leve evangeliet ud i praksis. I de år var det som om, Jesus gik fra at være en teoretisk og ikke så nærværende Gud, til at være en levende og kærlig Herre og Frelser og bror. Jeg blev på en ny måde overbevist om, at Jesus virker ved sit ord, og at der ikke er grænser for, hvad han kan gøre.
Samtidig blev mine øjne åbnet for, hvor meget fællesskab betyder. Fællesskab har naturligvis altid betydet noget for mig. Vi er sammen til gudstjenester, møder, på lejre, i familien, med vennerne og på mange andre måder. Men et fællesskab, hvor vi alle kan lære Jesus bedre at kende med en tydelig intention om, at dem, der ikke kender Jesus, skal møde ham, var på en måde nyt. Evangeliet vandrer ad relationer, og derfor må vi skabe og dyrke relationer med mennesker, som ikke kender Jesus. Vi må være venner med de mennesker, som vi gerne vil, skal lære Jesus at kende.
Jeg stoppede som konsulent for international mission hos Luthersk Mission i 2013 og vidste ikke rigtig, hvad jeg så skulle. Uafhængig af hinanden brugte Gud tre forskellige personer til at rette mine øjne mod tyrkerne i Danmark. Jeg opsøgte to, som jeg vidste havde tyrkerne på deres hjerte, og vi blev enige om at forsøge, om vi kunne rejse finansiering til en evangelist med fokus på tyrkere i Danmark.
Jeg vidste også, at det at kunne tale tyrkisk ville være afgørende, så jeg begyndte at pendle til Tyrkiet for at tage intensive kurser i tyrkisk. At forestille sig, at jeg som 50-årig ville kunne lære tyrkisk, var i sig selv et ambitiøst projekt.
nærhed tiL mennesker
Tine og jeg blev hurtigt overbevist om, at hvis vi skulle have nogen mulighed for at møde tyrkere med et vidnesbyrd om Jesus, måtte vi bo et sted, hvor der boede tyrkere. Jeg husker, at mens vi boede i Hillerød, besøgte jeg moskeen i Ishøj. Da folk spurgte, hvor jeg kom fra, og jeg fortalte, at jeg boede i Hillerød, blev det hele temmelig akavet, for hvad lavede jeg så der. Efter vi flyttede til Ishøj, og jeg igen besøgte moskeen, var der en helt anden forståelse.
Selv om der bor mange med tyrkisk oprindelse i Ishøj, bor der også mange andre – og stort set ingen kender Jesus! Selv om vi oplever et specielt kald til tyrkisktalende, er der mange andre, der også må høre om Jesus. Derfor er vi optaget af at skabe relationer og bygge fællesskab med vores naboer. Vi inviterer regelmæssigt til brunch hos os. Ugentligt har vi et hverdagsfællesskab, hvor vi spiser sammen, læser i Bibelen og beder sammen. Her har forskellige mennesker været med. Efterhånden, som vi lærer mennesker at kende, giver det anledning til at tale om Jesus og nogle gange også til at bede for dem. ■
Evangeliet er virkelig Guds kraft til frelse og derfor må det formidles.
anbefaler
‘Den
‘Den kærlighed som sætter fri’ er en fortælling, som er skrevet over Hoseas’ bog. I bogen møder vi pigen Sarah, som mister troen på Gud, da hun oplever at blive holdt fanget og misbrugt som otteårig. Bogen beskriver, hvordan det kan føles at tvivle på Gud, og hvordan han kan føles fraværende. Samtidig beskrives Guds kærlighed helt konkret gennem manden Michael, som til enhver tid har Gud med sig. Den viser, at kærligheden ubetinget er til enhver, og at Gud arbejder gennem mennesker. En rørende bog fyldt med spænding og kærlighed.
‘Set nedefra’ (podcast)
‘Set nedefra’ er en kristen podcast, hvor fem unge studerende snakker om deres tro på Jesus. De giver hver især deres kristne synsvinkler på afsnittets emne og spejler det i Bibelen. De snakker både om parforhold, bagtalelse, at vende den anden kind til og om Gud lover det gode liv. Særligt det sidstnævnte afsnit var en opmuntring for mig at høre på en af mine gåture. Det gav mig en dybere forståelse af, hvorfor jeg tror på Jesus.
Med denne DR podcast kastes der et blik tilbage i historien. Som lytter bliver man i hver episode ført igennem en nyere historisk begivenhed. Med en levendegjort lydside føres man som lytter direkte ind i historien. Dette er en podcast, som gør én klogere på historien, hvori der også trækkes tråde til nutiden, og derved åbner historien sig. Så hermed en varm anbefaling til at blive klogere på historien på en underholdende måde.
Bakspejl (Podcast)
kærlighed som sætter fri’ af Francine Rivers (bog)
Maja Bjærre Jakobsen
Mette Braüner Stenholt Bækgaard
Laura Højgaard Petersen
Fast kronik:
Trendsættercirkus
In. Så yt. Som trendsætter skal du få følgere og samtidigt virke ligeglad med, hvad de tænker, og så snart trenden er mainstream, er det vovede, enestående og individualistiske sejret ihjel og en ny udtryksform må skabes for igen at hæve sig over normen og bevare egoets selvhøjtidelighed - med en uinteresseret attitude naturligvis. Det er ikke nemt at være in. Derfor oversætter vores kære kronikskribent tidens trends, så du kan ride med på bølgen – eller lade være.
a f n ikola J n ørgaard b ach, STa TS kund S kab SST uderende, n ikola J bach123@gmail.com
#89CC04 er farvekoden på en grøn farve, der vækker minder om slim i en Nickelodeon-serie. Indrammet i et kvadrat og påsat en tekst i skrifttypen Arial har du albummet >brat<, udgivet af britiske Charli XCX i forsommeren 2024. Albummet bragte anti- og hyperpop til Danmark. Musikgenrer, der ellers havde været forbeholdt undergrunden.
Aner du ikke, hvad jeg taler om, har du ikke haft en brat-summer og har undgået den brat-ification, som selv 59-årige vicepræsident Kamala Harris har været igennem. Mens mandlige artister som Kendrick Lamar og Drake gjorde traditionelle mandeting og havde en beef, var kvinderne i branchen brat. Ud over lyrik og musik er brat en bestemt æstetik, hvor det er okay at være uforskammet selvisk, hvor grim og lækker går hånd i hånd, og dit kald i livet er hedonistisk selvudfoldelse (se videoen til nummeret ”360”).
Hvis du lige er faldet ned fra et kokosnøddetræ og først nu hører om fænomenet, så er det allerede på vej ud. Der er brat-fatique, blandt andet fordi brands som Duolingo og Flixbus kæmpede om at brat-markedsføre sig bedst. Ligesom Charles Dickens’
Udover lyrik og musik er brat en bestemt æstetik, hvor det er okay at være uforskammet selvisk, hvor grim og lækker går hånd i hånd, og dit kald i livet er hedonistisk selvudfoldelse
Ebenezer Scrooge har brat-girls en frygt for at finde værdi i dét, der er mainstream.
Senere leverede TikTok’eren Jools Lebron et humoristisk modsvar til brat. På sarkastisk vis beskriver hun sig selv som ”very demure” og ”very mindful”. Med det mener hun, at når hun går på arbejde, er det med ordentlig makeup, og når hun går i byen, kommer hun tidligt hjem. Demure er egentligt et ældre udtryk med undertrykkende konnotationer om andægtighed. Men som transkvinde brugte Lebron ordet på en subversiv måde, hun tog ejerskab og gjorde det frigørende. Hun koblede ikke ordet til sømmelig, men mindful. Det kunne hun, fordi hun havde en ironisk distance til ordet, men også fordi der er en reel kritik af brat-fænomenet.
Brat var kun overfladisk frigørende, og det blev et nyt, krævende ideal. For hvem kan egentligt se godt ud i et dirty-girl look? Kun få personer, kroppe og sind passer ind i æstetikken – og hvad så med resten? Mens det var brat at være ligeglad med omverdenen, blev det nu moderne at være demure og mindful over for andre – tiltrængt for fællesskaberne, der ikke ligefrem higer efter mere individualisme.
Men demure-trenden frigør sig ikke fra det moderne, individualiserende kald. Der er stadig en snært af at skulle finde sig selv og være sig selv. Og det digitale rum gør, at dette selv også konstant skal kommunikeres. Uden TikTok var der ingen demure-trend.
Jeg vil ikke afslutte teksten med at teologisere over, hvordan en kristen æstetik er bedre med et kald, der ikke afhænger af omskiftelige trends. Men jeg vil gerne opmuntre dig til at tage alt, hvad du synes er sjovt og godt i disse trends – for de er sjove – men med vished om, at de hurtigt går over og, ud over at have bagsider, heller ikke giver dig dit egentlige purpose in life. ■
Pligten gør kærligheden fri
I denne artikel af Signe Thorup får du en klar og præcis udlægning af en kierkegaardiansk forståelse af det dobbelte kærlighedsbud. Det handler ikke om mavefornemmelser og varme følelser, men pligt, frisættelse og bleskift.
Signe Thorup e lmelund, cand.T heol., S igne T horup92@gmail.com
“Du skal elske!” Sådan lyder en umiddelbart provokerende kondensering af Guds bud til mennesker ifølge Jesus. Men er det ikke meningsløst at forsøge at tvinge kærligheden frem med en ordre?
I Matthæusevangeliet kap. 22, v. 37–40 citeres Jesus for at have sagt:
” ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
Hvis du har hørt de ord mange gange, kan de virke tilforladelige og meningsfulde, men et påbud om at elske rummer noget tilsyneladende selvmodsigende.
Normalt tænker vi, at kærligheden er noget, der skal komme indefra. Det er en grundfæstet moderne opfattelse, at kærlighed er en indre personlig virkelighed, som udtrykker sig spontant i mødet med de mennesker, vi elsker. Det er kontraintuitivt, at kærligheden skulle kunne tage imod ordrer, for enten elsker man, eller også gør man ikke. Og hvis ikke kærligheden kan føles hos den, der elsker, er det så overhovedet kærlighed? Er det så ikke bare en sur og meningsløs pligt?
pLigten gør kærLigheden uAfhængig
I sin bog Kjerlighedens Gjerninger beskæftiger Søren
Kierkegaard sig med præcis dette spørgsmål. Han mener, at pligten er selve kendetegnet på den kristne kærlighed, som ikke skal forveksles med en umiddelbar menneskelig følelse. Han mener faktisk, at netop pligten er det, der gør den kristne kærlighed fri.
Når mennesket får at vide: “du skal elske", sker der nemlig en “evighedens forvandling” af kærligheden, siger Kierkegaard. Kærligheden bliver evig. I stedet for at forholde sig til umiddelbare følelser, skal den forholde sig til pligten. Den bliver på den måde forankret i noget evigt uden for mennesket og de konkrete forhold, det står i. Med andre ord, når vi forholder os til buddet om at elske, bliver vi sat fri fra at granske os selv for varme følelser og undersøge vores egen mavefornemmelse. Vi bliver frie til at forholde os til den opgave, det er at elske de mennesker, vimøder. Den kristne kærlighed er på den måde uafhængig af, hvor nemt det kommer til os at synes om andre menne -
Når kærligheden er en pligt, betyder det også, at den ikke er afhængig af at blive elsket tilbage.
sker, og den er uafhængig af, hvor elskværdige de mennesker, vi møder, er.
Når kærligheden er en pligt, betyder det også, at den ikke er afhængig af at blive gengældt. Den skal ikke forandre sig afhængig af omgivelserne, og derfor er den, som elsker på grund af buddet, fri for at være slave af andre menneskers anerkendelse. Det menneske skal ikke være bange for, om kærligheden er gengældt, for pligten til at elske består, uanset hvilken respons kærligheden bliver mødt med.
intet “noget for noget”
Påbudsretorikken kan give en fornemmelse af, at der er et regneark, hvor man skal gøre sin pligt, og så kan man få, som man fortjener, men ifølge Kierkegaard er det omtrent det modsatte, der er på spil i buddet om kærlighed. Når kærligheden er en uforanderlig pligt, kan du ikke bevise noget ved at elske, og modtageren af kærligheden kan ikke gøre sig fortjent til den.
Med Kierkegaards perspektiv på det dobbelte kærlighedsbud bliver vi fri for konstant at granske os selv og vurdere og sammenligne andre mennesker. Det sparer os dog ikke for at overveje, hvordan kærligheden skal komme til udtryk. Kærlighed betyder ikke altid at give andre ret og tilgodese de andre på bekostning af sig selv. Næstekærlighedsbuddet lyder da også “du skal elske din næste som dig selv”. Pilen vender ikke kun ud, men også ind, og også her er kærligheden obligatorisk. Det er en forudsætning for at elske andre, at du elsker dig selv.
kærLighed er hAndLing
Måske er vi i en protestantisk sammenhæng særligt ansporede til at tænke om kærligheden som en personlig indre bevægelse, fordi det i høj grad også er sådan, vi tænker om troen. Men ifølge Bibelen må både troen og kærligheden også lede til konkrete handlinger, som ikke bare vidner om en indre tro eller kærlighed, men faktisk selv er den. At den opfattelse virkelig har noget på sig, bliver særlig tydeligt i forholdet til børn. Børn har så godt som ingen gavn af forældre med gode intentioner, som føler en kærlighed til dem og endda siger det, hvis ikke den kærlighed bliver ganske konkret udtrykt i havregryn, bleskift og store portioner tålmodighed med at hjælpe børnene godt igennem hverdagen og livet. Det er den handlende kærlighed, som er substansen i enhver henseende, og i særdeleshed overfor børn.
en kærLighed mennesker ikke hAr gJort sig fortJent tiL
Det er klart, at ingen mennesker formår at elske perfekt. Med andre ord er der ingen, som opfylder det dobbelte kærlighedsbud. Den evige kærlighed, som Kierkegaard mener ligger i pligten til at elske, er Gud selv repræsentant for. Han er den eneste, som elsker upartisk. Det demonstrerede han ultimativt gennem Jesus. Jesus kom ikke og ledte efter elskværdige mennesker. Han kom og elskede det menneske, han så, påpeger Kierkegaard.
Det er dog stadig relevant at overveje, hvordan kærligheden undgår at blive noget, vi gør med modvillighed. Her hører det utvivlsomt med til billedet, at den evige ufortjente kærlighed netop er den, vi selv er elsket med. Gennem den perfekte kærlighed, som Gud elsker os med, kan vi få kræfter til at elske mennesker uden at vurdere, om de har fortjent det. Pligt handler altså ikke om at gøre kærligheden til et regneark, hvor hengivelsen er koblet af, og man tilsidesætter sig selv for den anden i mekanisk selvopofrelse. Det handler om at blive sat fri fra at grave i sin egen navle og bedømme og sammenligne mennesker omkring sig. Det handler om, at du ved hjælp af den kærlighed, Jesus møder dig med, og ved hjælp af pligten i det påbud, Jesus giver dig, kan løfte blikket fra dig selv og øve dig på at elske de mennesker, du møder. ■
Pilen vender ikke kun ud, men også ind, og også her er kærligheden obligatorisk.
Portræt
Daniel Mikkelsen,
ph.d.-studerende
i Det Nye Testamente ved University of Edinburgh
Må vi tage fem minutter af din tid, hvor du fortæller lidt om, hvem du er, og hvad du laver?
"Jeg er først og fremmest et Guds barn og mit navn er Daniel Mikkelsen. Jeg er gift med min skønne hustru Valerija og bor i Edinburgh (Skotland). Jeg er uddannet automekaniker og teolog (cand.theol. og MPhil i Nye Testamente). Det var ikke nok studie så jeg er i gang med en PhD i Det Nye Testamente på University of Edinburgh.
Jeg har et firma, der hedder NT Greek Tutoring, som udbyder online undervisning i græsk. Det faciliterer også podcasten ’Exploring the Language of Scripture’, som har til formål at gøre guld fra bibelforskningen tilgængelig for hverdagskristne og illustrere, hvordan grundsprogene åbner Skriften. Jeg har også mere end 10 års erfaring med evangelisation og gadeevangelisation både som frivillig og som ansat i OAC Danmark. Det vigtigste er, at vi kender Jesus og gør ham kendt!"
Hvad er dit bedste råd til at fastholde en person i en samtale?
"Der er ikke en formel på det, men jeg har erfaret, at det er frugtbart for en samtale at stille oprigtige spørgsmål og lytte til folk, før jeg fremfører mine synspunkter. Udfordringen ved gadeevangelisation eller lignende er, at det ofte går ret stærkt, men her stoler vi på, at Gud leder os i samtalen. Målet er ikke at fastholde en samtale for enhver
pris. Det er derfor altid en god idé at stille et reflekterende spørgsmål om tro som f.eks. ”hvem tror du, Jesus er?” Det giver en hurtig indikator på, om der er en reel samtale. Svarer personen, ”Bibelen er fuld af fejl,” ”du kan ikke stole på Jesus” eller noget lignende, er et godt modsvar: ”Okay, kan du give mig et eksempel?” I de fleste tilfælde har folk ikke noget konkret modsvar, men siger det bare for at undgå at forholde sig til Jesus, og dermed er der grobund for en dialog om, hvem Jesus er.
Det har også flyttet samtalen til det vigtige; nemlig de gode nyheder om, at vi kan blive frelst fra Guds dom og vrede ved tro på Jesus – budskabet om ham, der frelser syndige mennesker. I de tilfælde, hvor personen rent faktisk har en begrundelse for sin påstand, er det en oplagt mulighed for at føre samtalen videre. Det er dog altid vigtigt i evangeliserende samtaler at holde fokusset på evangeliet om Jesus, da det er det, som frelser."
Hvad gør du, hvis andre cold caller eller cold contacter dig?
"Det kommer lidt an på, hvornår og hvordan det sker. Hvis jeg har travlt, så siger jeg: ”jeg har ikke tid lige nu,” hvilket oftest er tilfældet. Andre gange har jeg sagt til facere, at de kan præsentere deres produkt, hvis jeg må dele det, som er vigtigst for mig bagefter. Det er ikke så tit, jeg gør det, men det har givet gode samtaler om Jesus. I tilfælde af telefonopkald, tager jeg sjældent telefonen, hvis jeg ikke kender nummeret."
Har du prøvet at blive cold call’et i mere overført betydning i dit liv (kaldet til noget, du ikke umiddelbart var interesseret i)?
"Nej, ikke rigtig. Dog vil jeg sige, at jeg nok næppe ville have taget mit kald som evangelist og teolog på mig, hvis Gud havde sagt: ”Du skal være evangelist og teolog!” Gud gav mig i stedet en brand for, at mennesker måtte blive frelst og opbygget i troen. Jeg måtte så på et tidspunkt erkende, at det var det, Gud kaldte mig til, men på det tidspunkt var jeg allerede i fuld gang med at fortælle folk om Jesus på gader og stræder. Så hvad kan jeg gøre…"
Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder
Solrig altan og lynhurtigt fibernet
Gratis nyttehave og plads til husdyr
Tæt på indkøb og studie
Gratis parkering og delebil
Millioner af muslimer har brug for at høre om Jesus – i lande, hvor kristne risikerer diskrimination, chikanere og forfølgelse.
fra 6.480 kr.
Priser
En hilsen fra KFS' afgå- ende kommunikationsmedarbejder
Kære skønne, sjove og fuldstændig fremragende KFS’ere
Hvor er det skørt og mærkeligt at skulle sige farvel. 4 ½ år som KFS’ kommunikationsmedarbejder/hofdanser er slut. Det sidste facebookopslag er skrevet. Det sidste meme er sendt afsted. Den sidste dans er danset.
Det har været et kæmpe privilegium at få lov til at vandre en lille smule af vejen sammen med jer – og så endda få løn for det – I er simpelthen for vilde! Jeres brand for Jesus, kærlighed til jeres medstuderende og begejstring for KFS er så smittende og inspirerende at være vidne til. Tak, fordi I gav mig lov til at fortælle jeres historier!
Og tak til alle jer, der har fulgt med fra sidelinjen! Jeg ved, at I er mange, der beder med, støtter KFS økonomisk og engagerer jer i arbejdet på forskellige måder. Som medarbejder er der en enorm tryghed og glæde i at vide, at I er med til at lægge os, KFS’erne og KFS frem for Gud i bøn. Bliv ved med at bede, at støtte og at engagere jer!
Den største tak skal dog lyde (til Gud selvfølgelig!) og til alle de fantastiske kollegaer, jeg har fået lov til at tjene sammen med gennem årene. Ord kan ikke beskrive, hvor latterligt seje I er! I bliver savnet – og hvor er det godt at overlade KFS i jeres trygge hænder nu.
Jeg ved, at I vil blive ved med at arbejde for, at KFS er et sted, hvor studerende oplever plads til mening(en), plads til at stille spørgsmål, og – vigtigst af alt – møder, smager og erfarer den nåde, kærlighed og rigdom, der er i at kende Jesus og gøre Jesus kendt.
Det vil jeg glæde mig til at følge med i på sidelinjen som KFS’ største cheerleader.
Tak for nu, tak for dansen og tak til Gud!
Morten, over and out.
Mød Dorthea
–KFS’ nye medarbejderkommunikations-
Jeg hedder Dorthea, jeg er kandidat i journalistik, og jeg bor i Aarhus.
Når jeg ikke er på arbejde, kan jeg godt lide at bruge tid ved min symaskine, i naturen eller sammen med venner og familie. Jeg drømmer om en dag at eje en glad cockerspaniel, jeg elsker en god quiz, og jeg bliver altid imponeret, når mennesker går op i noget med liv og sjæl.
Min KFS-historie tager sin begyndelse i min gymnasietid i Hillerød, hvor den lokale gruppe var en stor del af min hverdag. Jeg nød bibelsnak og bøn i frokostpausen, at servere KFS-kaffe og gratis kage til gymnasiefesterne og kollektivuger med minus på søvnkontoen men til gengæld stort plus på hav det sjovt-kontoen. Siden har jeg været forbi KFS København, påskelejr i Skanderborg og forskellige KFS-arrangementer i Aarhus.
Nu glæder jeg mig til at bidrage til arbejdet i KFS med det, jeg gør bedst – at jonglere med ord og fortælle historier. Jeg glæder mig over, at jeg kan være med til at skabe rammerne for det fællesskab, som jeg selv nød godt af i min studietid. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at møde jer KFS’ere og til at fortælle historier om jer, til jer og sammen med jer!
Bøger:
Midt i et inferno af ubarmhjertighed vidner ’Søn af Hamas’ om Jesu forvandlende kærlighed
Krigen i Mellemøsten raser, og det er en svær og uhåndgribelig størrelse, der bidrager til polariseringen både ved konfliktens brændpunkter og herhjemme. I et forsøg på at forstå bare en flig af baggrunden for det kaos, der nu hersker nogle tusind kilometer fra vores trygge hverdag i Danmark, satte jeg mig for at læse Mosab Hassan Yousefs 14 år gamle bog ’Søn af Hamas’.
Bogen er Mosabs egen historie om at være opvokset midt i Hamas som søn af sheik Hassan Yousef, en af terrororganisationens grundlæggere. Han har også selv været en brændende ekstremist, for siden hen at gennemgå en utrolig trosforandring.
Bogen viste sig rigtig nok kun at belyse en flig af konflikten. Den er jo netop i sig selv kun en flig af Mosabs egen historie, der igen kun er en flig af en indviklet mangeårig fortælling. Derfor må man også til tider holde tungen lige i munden for at
bevare overblikket over både de tidsnedslag, bogen er bygget op omkring, og de mange navne på organisationer og personer, der nævnes undervejs.
Ikke desto mindre er bogen enestående, idet den ikke kun med en uhørt nuance og ærlighed bringer begivenheder frem for lyset, men også peger utilsløret på Jesus. Det er nemlig Mosabs rørende vidnesbyrd om mødet med en nådig og tilgivende Gud midt i et inferno af ubarmhjertighed, der står klart til sidst.
Historien er på den måde et på en gang smukt vidnesbyrd om omvendelse og samtidig en spændingsfyldt beretning om tragiske hændelser. I begge bestanddele oplevede jeg, at fortællingen sprængte min forestillings rammer og nåede ud til et sted, hvor virkeligheden overgår fantasien.
I den sammenhæng må der også lyde en advarsel om nogle til tider voldsomme beskrivelser. Denne voldsomhed er for mig
Af Musab Hassan Yusef
Prorex, 2010
304 sider
at se ikke kun en konsekvens af den hudløse ærlighed, Mosab skriver med, men også en konsekvens af bogens malende og sanselige sprog. Gennem levende beskrivelser mærkede jeg næsten følelsen af netop at være dér; i støvet, på gulvet, i heden … Følelsen af at være med midt i bogens handling står særlig også stærkt, hvad angår trosaspektet. Her får læseren lov til at mærke den langsomme overbevisning af Jesus som Gud og frelser, som Mosab selv gennemgår, og som han efter egne ord stadig er på vej i. Forfatteren skriver med netop de briller, som han i nedslagets øjeblik så situationen med.
Hvis man overvejer at læse bogen som en endelig rettesnor for at vælge side i konflikten, går man formentlig forgæves. Forfatteren bliver til tider politisk, hvilket uden tvivl er svært for en mand i den position at undgå, men uanset hvilken politisk indgangsvinkel, man går til situationen med, er det afgørende ifølge Mosab i sidste ende ikke den rette politiske løsning på konflikten, men en løsning, der stikker langt dybere i både israelske og palæstinensiske hjerter: Jesus.
Søn af Hamas
Hvad er bøn? I ’Bed frimodigt’ får
du det korte svar – men ikke det skarpeste
Bøger: a f S T efan l umhold T p eder S en, ST ud.mag. i engel S k, lumhold T 9098@gmail.com
Korte bøger om bøn er ikke det sværeste at finde. Det er som om, emnet bøn ikke kan udtømmes. Så hvorfor er det, vi skal bruge tid på lige præcis denne lille bog om bøn?
Jeg tænkte, jeg ville bruge denne anmeldelse til at opridse noget af det, bøn IKKE er ifølge Michael Reeves. Så må du tage stilling til, om det gør dig nysgerrig på at høre, hvad bøn så kan være!
Bøn er ikke:
Større selvtilstrækkelighed – Reeves gør klart, at der ingen målestok er for, hvornår du har bedt nok til, at du kan føle succes i forholdet til Gud. Det er slet ikke, hvad bøn handler om. Bøn er ikke, at du kan få mere i dig selv, men mere i Gud.
Et redskab til at få, hvad vi vil have – Bøn former os, så Guds vilje bliver vores. I Kolossenserbrevet beder Paulus om, at læserne må lære Guds vilje at kende. Det er en stor del af bønsfællesskabet med Gud, at vi tuner ind på, hvad han vil, i stedet for, hvad vi vil.
Et fromhedstegn – I fællesskabet og i bønnen skal der ingen konkurrence være. Det viser Jesus os blandt andet, når han taler om farisæeren og tolderen, der begge går til templet for at bede, farisæeren for at fremhæve sig selv, mens tolderen blot overgiver sig til Gud – og netop her skænkes retfærdighed. Bønnen er ikke et sted, hvor vi kan sammenligne os med andre, hverken på godt eller ondt.
En tung pligt – Vi hører tit, at det er godt og vigtigt at bede, men det kan også let blive til en pligtfølelse, hvis ikke vi selv har motivation for det, og det kan være svært at komme ind i den gode vane. Men bøn er ikke kun en vane, det er en relation, vi plejer. Nøjagtigt som når vi taler med vores familie og venner fra tid til anden for at holde relationen ved lige.
Bogen skal ikke klandres for det, den giver, men det må blot siges at være én i en lang række bøger om emnet bøn. Det er ikke den skarpeste gennemgang af emnet, du kan finde, for det er en meget kort bog,
men til gengæld kan den ret let læses igen, og du kan derfor bruge den som en god påmindelse eller måske til at tage temperaturen på dit gudsforhold.
Jeg vil fremhæve den del af bogen, der gjorde mest indtryk på mig, hvilket er da Reeves citerer Martin Luther som et eksempel på en vigtig person i kirkehistorien, der også oplevede, at bønslivet var udfordrende: ‘’Din ros og dine høje tanker om mig er beskæmmende, for sandheden er, at jeg sidder her som en doven tåbe, beder kun lidt, kerer mig ikke om Guds kirke … Kort sagt: Jeg burde være ivrig i ånden, men er i stedet ivrig i kødet - liderlig, doven og dvask som jeg er … Der er allerede gået en uge, uden at jeg har skrevet noget som helst, og jeg har hverken bedt eller studeret; det skyldes dels kødets fristelser, dels at jeg plages af andre byrder.’’
Det er en stor trøst for mig, at vi får lov at møde den her ærlighed fra en som Luther, hvis navn vi alle kender i dag. For bøn kan være en svær disciplin, men den er et livsnødvendigt udtryk for troen.
Bed Frimodigt
Af Michael Reeves 2024, LogosMedia 48 sider
Kald det, hvad du vil
August: "Jamen hva’ så, Kalle, din store, stygge ged. Spiller du stadig smart, eller hvad sker der her?"
Kalle: (...)
August: "Haha! Klart – det kan du selv være. Hvorfor jeg ringer? I hvert fald ikke for at høre på dine præpubertære stemmebånd. De sender mig tilbage til femte… var du ikke en af dem, der drak kærnemælk?"
Kalle: (...)
August: "Altså den grønne mælkekarton var jo definerende, men berettigede det virkelig, at du fik buksevand så offentligt… så ofte? Tjaa…"
Kalle: (...)
August: "Laks svømmer imod strømmen, ikke? Lige indtil de må lege russisk folkedans i en brunbjørns mundvige. Nå, jeg ringede egentlig for at fortælle dig, at Nora begyndte at græde under gruppearbejde i dag."
Kalle: (...)
August: "Ja, typisk ville jeg jo ae hende grundigt på ryggen og så lige bede hende om at tage sig godt og grundigt sammen. Men i stedet kom jeg til at tænke på, hvad man kalder følelsen, når én, man ikke kender, græder?"
Kalle: (...)
August: "Nej, ikke ubekvem. Hvis du skulle bruge sætningen: ‘Hey, når du græder, får jeg det...?’"
Kalle: (...)
August: "Ligegyldigt? Jo, 100%. Bare lidt ironisk, når man læser kommunikation og ikke engang kan kommunikere, hvordan jeg får det, når min klassekammerat udfordrer mig til tvekamp i saltvand."
Kalle: (...)
August: "Hmm tjoo… altså bare fordi jeg er kristen, gør det mig jo ikke til dragekriger i at håndtere følelser – og slet ikke andres."
Kalle: (...)
August: "Men er jeg egentlig kaldet til at støtte Nora, og svier det i samvittigheden, at jeg lod være? Lad mig sige det sådan her: Ja, det kan du gange med dit telefonnummer!"
Kalle: (...)
August: "Hvad et ‘kald’ er? Hvor. Er. Min BIBEL! Ah, dér… Okay, Paulus…"
Kalle: (...)
August: "Ja, Paulus! Stor på filosofi og teltmageri. Ham, jeg nævnte før. Han siger: 'Til fred har Gud kaldet jer. […] Men enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham.' 1. Korintherbrev kap. 7, v. 15b-17a."
August: "Okay? Så jeg skal forklare dig ‘kaldet’, som var du en hjertelig, hjerneløs skoledreng i første klasse Kristendom?"
Kalle: (...)
August: "Fair! Så får du en ‘første klasses’-forklaring…"
Kalle: (...)
August: "Hallo…?"
Kalle: (...)
August: "Nej, jeg vil ikke sige undskyld! Okay, det at være kaldet betyder nok det samme som at være opkaldt. Opkaldt efter Gud. Det bliver alle, der tror på Ham – børn, opkaldt efter deres Far."
Kalle: (...)
August: "Så minder jeg, mine valg og mit liv om Ham – fordi vi er i familie, fordi jeg er opkaldt af Ham, efter Ham."
Kalle: (...)
August: "Jeg skal forklare dig det, som var du fire år? Okay, nemt… Lovsangsmusikeren Mike Donehey siger det nogenlunde sådan her: ‘Dit kald er at leve Jesus nær. Hvis du vil vide mere, så gør følgende: Find ud af, hvad kirken har brug for, og find så ud af, hvad du elsker at lave. Hvor de mødes, er dit kald.'"
Kalle: (...)
August: "Okay… som var du et spædbarn. Jeg tror, en del af mit kald er at spille lovsang! Min kirke har brug for, at der bliver klasket på trommer, og jeg ELSKER at klaske trommer. Jeg arbejder for Gud og mig selv på samme tid. Dét kaldes kald, Kalle."
Kalle: (...)
August: "Okaaay! Jeg forklarer dig det, som var du en hund: Pinden er ikke en pind. Pinden er, hvor kirken har det hårdt. Apport." ■
Krydsord
1. Efternavnet på oplægsholder i KFS KBH
2. Del af et navn som Jesus bruger om sig evighed.
3. "Dér vil jeg ........ mig for dig, og fra 4. "... et labora"
5. Initialforkortelse på initiativtager til den gymnasie-gruppe i KFS i 1963.
6. Find det rette ord ud af disse bogstaver,
7. Lille saftig frugt uden kernehus.
8. Hvilket kødstykke fra svin refereres der
9. Hvilken stamme kaldes til præstedømmet?
10. Mellemnavn på hjælpesekretær, øst 2004-2005.
11. Forkortelse for den akademiske titel
12. Hvordan skulle pagtens ark bæres?
13. Hvem skulle bære pagtens ark? Se 4
14. "Men de må ikke .... ved helligdommen, Mos 4).
15. Hvem mistede Israel pagtens ark til?
16. Hvordan transporterede Kong David Kirjat-Jearim? Med ....
17. Hvilken stamme kom Uzza fra? (2 Sam
18. "Den skal ligge hos ham, og han skal (5 Mos 17).
19. Som er underordnet, mindre eller lavere
20. Embede hvortil man udnævnes af en embede som præst.
21. Hvilken by hører baseballholdet Red
22. Hvad skal deres bedes om i Zakarias'
23. To go - 2.
24. Hvilken måned er H.M. Kong Frederik
25. Træk dyret fra koala.
Created with XWords – the free online crossword puzzle generator https://www.xwords-generator.de/en
1. Efternavnet på oplægsholder i KFS KBHd. 30/09 E24
2. Den del af et navn som Jesus bruger om sig selv, der betegner evighed
3. "Dér vil jeg .......mig for dig, og fra sonedækket" 2 Mos 25.
4. "...et labora"
5. Initialforkortelse på initiativtager til den første gymnasie-gruppe i KFS i 1963
6. Find det rette ord ud af disse bogstaver, EILBB.
7. Lille saftig frugt uden kernehus.
8. Hvilket kødstykke fra svin refereres der til i en af artklerne
9. Hvilken stamme kaldes til præstedømmet? (4 Mos 18)
10. Mellemnavn på hjælpesekretær, øst for Storebælt, 2004-2005
11. Forkortelse for den akademiske titel philosophiae doctor.
12. Hvordan skulle pagtens ark bæres? Med .........
13. Hvem skulle bære pagtens ark? Se 4 Mos 4 & 7
14. "Men de må ikke ... ved helligdommen, for så dør de." (4 Mos 4).
15. Hvem mistede Israel pagtens ark til?
16. Hvordan transporterede Kong David pagtens ark tilbage fra Kirjat-Jearim? Med ...
17. Hvilken stamme kom Uzza fra? (2 sam 6).
18. "Den skal ligge hos ham, og han skal læse i den .... sit liv..." (5 Mos 17).
19. Som er underordnet, mindre eller lavere end noget.
20. Embede hvortil man udnævnes af en højere myndighed, især embede som præst.
21. Hvilken by hører baseballholdet Red Sox til?
22. Hvad skal der bedes om i Zakarias' bog 10?
23. To go -2.
24. Hvilken måned er H.M Kong Frederik født?
25. Træk dyret fra koala.
KFS-leder:
Mere KFS for flere studerende – er det værd at støtte?
2024 har været et særdeles begivenhedsrigt år i KFS. LTC blev lukket, og en ny strategisk retning blev sat af KFS’ bestyrelse, hvor vi ønskede, at KFS skulle være mere for flere gymnasieelever og studerende.
En ny regionsinddeling og lukningen af LTC frigav ressourcer til at ansætte en ressourcekonsulent og flere volontører, til at være mere KFS for flere studerende. Vi er kun få måneder inde i de nye ansættelser, men de foreløbige erfaringer er særdeles gode, og det er vi meget taknemmelige for!
Et eksempel på et vellykket initiativ med afsæt i ressourcekonsulentstillingen, er podcastserien ”12 Profeter 12 uger”. Den opnåede flotte lyttertal og blev en inspiration for studerende til at læse i bibelen og dykke ned i de 12 små profeter.
KFS har nu i alt seks volontører fordelt på tre områder i Danmark. Det er en markant fremgang i forhold til de tre-fire volontører, KFS ellers har kørt med. Der er allerede flere gode erfaringer, men særligt det forhold, at volontørerne kan køre parløb i samarbejde med den lokale KFS-konsulent, er en kæmpe styrke for arbejdet og et boost til, at KFS er mere for flere studerende. Endelig er der et styrket IFES-fokus, hvor flere studerende får mulighed for at deltage på IFES-lejre og udlandsture. Mens jeg skriver dette, er en lille flok studerende netop fløjet til Montenegro, og i uge syv sender vi en flok gymnasieelever til Etiopien for at besøge det etiopiske studenterarbejde, EvaSUE. Håbet er, at de vender tilbage med fornyet energi til dagligdagen på gymnasiet eller studiet.
KFS er allerede langt med at udfolde strategien om at være mere KFS for flere studerende. Disse forandringer er sat i søen for at sikre, at KFS fortsat er relevant for nuværende og kommende generationer af studerende.
KFS’ økonomi blev hårdt ramt af inflationsstigningen i 2022 og 2023. Størstedelen af KFS’ budget dækker lønomkostninger, som steg som følge af nødvendige lønreguleringer på grund af inflationen. Selvom inflationen har normaliseret sig, er KFS’ udgifter ikke faldet – de er blot på et nyt, højere niveau. Indtægter fra gavebreve og fastgiveraftaler er ikke steget. Det skyldes, at kun en mindre del af gaverne automatisk reguleres med inflationen. Langt størstedelen er på faste beløb.
I 2023 fik vi en stor en arv, som bragte økonomien i balance. Det var en stor hjælp. I 2024 ser det ud til, at de nævnte ændringer samt støtte fra Borgfonden vil give et år i nogenlunde balance. Til slut vil jeg gerne opmuntre dig til at give KFS en god julegave. Du skal IKKE gøre det, fordi det er synd for KFS, at inflationen har
øget vores udgifter. Du skal gøre det, hvis du tænker, at kristen studentermission er en virkelig god idé, og at KFS’ nye strategi er værd at støtte!
Du kan læse mere om, hvordan du kan støtte KFS på magasinets bagside.
Tak for enhver gave og forbøn for KFS’ arbejde blandt studerende.
“ ”
Jeg blev på en ny måde overbevist om, at Jesus virker ved sit ord, og at der ikke er grænser for, hvad han kan gøre. Evangeliet er virkelig Guds kraft til frelse, og derfor må det formidles. Det blev mindre afgørende for mig, om jeg lykkedes. Jeg ønskede, at de resurser som Gud havde givet mig, og de kompetencer, som han havde udrustet mig med, blev bragt i spil for, at mennesker kunne lære Jesus at kende.
Anker birk nie L sen, i " v i måtte bo b LA ndt dem, vi de Lte evA nge L iet med" Side 26
Støt KFS’ arbejde økonomisk
Via MobilePay: 700800
Via bankoverførsel: 4597-0004054954
Via kfs.dk – klik på i toppen af siden
Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden
Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer
Hvad går pengene til?
At KFS’erne kan få støtte til deres lokale arrangementer! Hvis du vælger at give en julegave til KFS, går pengene blandt andet til at støtte de lokale KFS-grupper. Vi elsker, når KFS’erne tager initiativ og stabler arrangementer på benene. Derfor kan lokalforeningerne søge penge fra en pulje hos KFS Danmark, som går til deres lokale arrangementer. Det kan være kollektivuger, vaffelaftner, kakaouddeling på studiestederne eller, meget aktuelt, julegudstjenester.
