3 minute read
Portræt
Portræt af: Emma Gro Kloster, skuespiller, emmagro@hotmail.dk
Hvilken filmkarakter fascinerer dig og hvorfor?
Under min uddannelse på Det Danske Filmskuespillerakademi var jeg så heldig at få lov til at prøve at spille en kvindelig version af karakteren Jules fra filmen Pulp Fiction, og jeg endte med at synes, han var en rigtig spændende karakter. Han er ikke en ‘good guy’ og slår folk ihjel for sin chef Mr. Wallace. Han siger altid en passage fra biblen, en omskrevet version af Ezekiels Bog kapitel 25 vers 17, til sine ofre inden han slår dem ihjel, så det er det sidste, de hører. Men det bibelvers kommer til at betyde noget helt andet for ham, da han, efter at have sagt det, overlever nogle skud på mirakuløs vis, og ser det, som om han har fået en ny chance fra Gud. Han ender med at forlade sit kriminelle liv på trods af, at det ikke lige er et miljø, man bare kan gå fra. Jeg synes, han er en fed karakter, fordi selvom han er en karakter med mange onde handlinger og hård attitude, så ender han alligevel med at blive mødt af Gud i alt det. Og så er Samuel L. Jackson også bare en enormt fed skuespiller.
Hvilken bibelsk karakter opmuntrer dig og hvorfor?
Der er mange, men den første karakter, der falder mig ind, er David. Han havde en enorm tiltro til Gud og Guds plan for sit liv. Tilgav andre, bar ikke nag. Vidste, at Gud ville ham det bedste. Det betyder ikke, at David ikke oplevede en masse svære ting, eller at han ikke lavede fejl, men at han stolede på Gud i alt, han gik igennem. Jeg synes, det er enormt opmuntrende at vide, at Gud har fuldstændig kontrol over mit liv også, og han har endnu større planer for mig, end jeg selv har. Selvom alt ser sort ud, så kan jeg bare stole på ham, og vide, at han nok skal give mig det, jeg har brug for, og at jeg nok skal opnå alt, han har tiltænkt mig, hvis jeg bare holder mig til ham.
Hvad har du lært af at spille en anden person?
Jeg synes, det er rigtig spændende at sætte sig i andre menneskers sted og prøve at forstå dem. Hvis du skal spille en karakter troværdigt, må du ikke dømme den, men retfær- diggøre for dig selv, hvorfor karakteren gør de ting, den gør. Hvad får et menneske så langt ud, at det slår et andet menneske ihjel, hvad får et menneske til at udføre overgreb på børn, eller mindre ekstremer som at være sin partner utro, eller mobbe andre? Det er nemmest bare at tilsidesætte dem uden at se mennesket bag, men i virkeligheden er de mennesker ligesom alle os andre. Selvom vi godt kan blive enige om, at det ikke er i orden at gøre nogen af de ting, jeg nævner, så er det loven og Guds job at dømme andre – ikke vores. Man ved aldrig, hvad et menneske går igennem, som får dem til at gøre det, de gør. Vi trænger alle til tilgivelse og ikke mindst kærlighed. Det har givet mig en enorm kærlighed til alle mennesker og en bedre forståelse for, hvad de kan gå igennem. Det er rigtig spændende at forstå mennesker og andre udgangspunkter, end det jeg lige står i.