Pludselig forstod jeg, hvad det vil sige at bede

Af Benedikte Støvring, stud.mag. i litteraturhistorie, bestovring@gmail.com

Det er sjældent, at magasiner og dagblade bruger spalteplads på at anmelde gamle bøger, der bliver udgivet igen. Nyhedsværdien er væk, og genoptrykket taler for sig selv: Bogen er tydeligvis god nok til at kunne sælge flere eksemplarer. Så hvorfor har jeg valgt Ole Hallesbys ”Fra bønnens verden” til anmeldelse, når den er næsten 100 år gammel og nu udkommer i sin 4. udgave?

Der er to grunde: 1) Jeg er en del af en yngre generation, som for første gang stifter bekendtskab med denne såkaldte ”klassiker” og derfor kan undersøge, om den stadig holder i dag. 2) Efter endt læsning må den siges at have forandret mit eget bønsliv radikalt.

Det stærkeste våben

Hallesbys bog fra 1927 er en ”tour de force” om bøn. Hvad er bøn egentlig? Hvordan kan man gøre det helt praktisk? Hvad stiller vi op med tilsyneladende modstridende udsagn om bøn i Bibelen? Spørgsmålene er mange og for så vidt ikke nye. Det er Hallesbys evne til at balancere sin benhårde realisme og sin samtidige insisteren på bønnens frisættende rum, der gør bogen fremragende.

Hallesby lægger ikke fingre imellem, at vi har med verdens stærkeste våben at gøre, når det gælder bøn. Faktisk er jeg sjældent stødt på en så direkte tekst, der udpensler min indre modvilje mod bøn og de mange måder, jeg konstant misbruger bønnens gave på i det daglige. Av! Han er heller ikke bange for at tiltale sin læser ”du” og dermed komme ganske tæt på –også når det bliver ukomfortabelt. Selv i en nyoversat udgave med fodnoter til at forklare de mest gammeldags gloser, er Hallesbys tone umoderne påtrængende.

Alligevel ender ”Fra bønnens verden” med at bevare sin aktualitet, fordi Hallesby skriver om bønnen som en fælles kamp, vi alle kæmper, og fordi han konstant vender tilbage til korset. Den konkrete kærlighed dér kan gøre noget særligt ved min hjælpeløshed, tvivl og utilstrækkelighed, så det ikke længere holder mig tilbage fra at folde hænderne, men bliver selve anledningen til at gøre det. Jeg blev på mit efterskoleophold introduceret for sætningen: ”En kristen kan ikke overleve uden bøn,” og jeg har efterfølgende lidt af kronisk dårlig samvittighed, fordi jeg hørte det som et udefrakommende krav. Hallesbys bog åbner op for, at det med tiden kan blive til et glædeligt udråb båret af erfaring: ”Jeg kan ikke overleve uden bøn.”

Guddommelig bedemakker? – ja tak!

Jeg vil efterlade dig med en kort gengivelse af ét af Hallesbys billeder på bønnens rum. Det er et billede, jeg nu ser for mit indre blik hver gang, jeg enten bøjer eller løfter hovedet i bøn.

Dine fodtrin giver ekko i det tomme kirkerum, mens du roligt går op ad altergangen. Foran alteret sidder en skikkelse på knæ, som ser op og sender dig et smil, da du når op på siden af ham. Du knæler, og I sidder et stykke tid sammen i tryg tosomhed; nogle gange i stilhed, nogle gange i samtale, nogle gange i gråd. Efter du har rejst dig igen, bliver din bror og frelser siddende og fortsætter sin forbøn for dig.