I Guds store IFES-familie

Af Per Ladekjær, formand for KFS, pela@km.dk

I starten af august rejste jeg til Indonesien sammen med en lille dansk delegation for at deltage i World Assembly, der hvert fjerde år samler alle 164 IFES-medlemslande til en stor generalforsamling og fælles konference. Det var som forventet meget givende, men på andre måder, end jeg lige havde forventet.

Jeg havde forventet at blive mødt at undervisning og forkyndelse, der ville fylde mig på personligt. Det var yderst skuffende. Det var kedeligt og uden kraft, og der manglede simpelthen fokus på Jesus. Så på en lidt bagvendt måde blev det tydeligt for os, hvad der er vigtigt i KFS, nemlig at forkyndelsen af Jesus skal være med i alt, hvad vi laver, uanset hvem vi forkynder til. Vi har brug for at kende Jesus bedre, og de studerende i Danmark har brug for, at vi gør ham kendt (og så må Helligånden gøre ham troet).

Jeg havde også glædet mig til at mødes med kristne brødre og søstre i en smallgroup. Der blev jeg også skuffet i første omgang. Gruppelederen talte ikke engelsk og vidste slet ikke, at hun var lederen og ønskede ikke at være det. En anden i gruppen kunne ikke løsrive sig fra sin mobiltelefon. Det endte med, at jeg selv blev leder. Øv. Men igen blev jeg på en bagvendt måde mindet om noget vigtigt: At være en del af Guds familie handler altså ikke om, at nu skulle jeg bare komme og få en ordentlig én på opleveren, men at være i familie betyder også at være den, der skal yde og give. At være i familie indebærer, at man må leve med forskelligheder og skuffelser. Vi endte alligevel med at dele vigtige ting, og jeg fik lov til at være både skriftefader og bidrage på andre måder. Gennem tjeneste gav Gud mig i virkeligheden en langt dybere relation til mine brødre og søstre.

Min pointe er: Vi har brug for hinanden i Guds store familie, og det er ikke en gratis omgang at være en del af familien. Det stærkeste indtryk var nok at møde forfulgte kristne. En studerende fra et lukket land fortalte om, hvordan hun kom til tro som teenager. Men på grund af familiens tro holdt de hende spærret inde i en kælder i 8 år. Hun kom ud igen, og nu stod hun på scenen og takkede Gud for, at hun havde en familie i IFES. Igen måtte jeg se min egen magelighed i øjnene. Ville jeg mon være villig til at dele evangeliet med mine medstuderende, hvis jeg var i hendes sted? Ja, vi har studiesteder i Danmark, hvor vi ikke må samles, men det lukker altså ikke døren for at dele evangeliet med hinanden. Og det er ikke med livet som indsats.

Jeg tog opmuntret hjem. Gud er trofast. Han sætter os sammen med brødre og søstre, der har brug for os, og vi har brug for dem. De beder i øvrigt for os om, at vi ikke må falde fra i vores vestlige sekularisering. Gud har båret IFES gennem mange år og gør det stadig. I Norge kom 90 studerende til tro på Jesus sidste år gennem det norske KFS, Laget. Hvorfor skulle det ikke kunne ske i Danmark? Vi har brug for at lære af hinanden internationalt, og vi er en del af noget langt større end vores danske virkelighed. Vi er en del af Guds mission i verden.