1 minute read

Forord

Det er med en fantastisk stor glæde og stolthed, at vi atter kan udgive et spændende og fagligt inspirerende blad.

Glæde over de reumatologiske sygeplejersker, som bruger deres tid på at skrive til bladet og dermed medvirker til at sprede og dele deres viden og erfaringer inden for den reumatologiske sygepleje.

Stolthed over den reumatologiske sygeplejefaglighed, vilje og energi til fortsat udvikling og vidensdeling og ikke mindst over den kreativitet, der bringes for dagen for at tilgodese de reumatologiske patienters stadig forandrelige behov.

Covid-19 er stadig en del af vores hverdag, hvor fysiske møder, kurser mv. aflyses, udsættes eller erstattes af online møder. Dette betød for FSRS, at vi i 2020 desværre så os nødsaget til at aflyse vores Landskonference i september, udsætte generalforsamlingen, aflyse bestyrelsesmedlemmernes deltagelse i EULAR og afholde vores bestyrelsesmøder online.

Vi stiler dog mod at kunne afholde Landskonferencen til næste år i Vejle, så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 13. – 15. september 2021. Et program med mange spændende foredragsholdere er under udvikling og vi forventer at præsentere programmet her i ReumaDebat i foråret 2021. FSRS ønsker fortsat at yde økonomisk støtte til sine medlemmer til deltagelse i kurser, konferencer, studiebesøg, udvikling og implementering af lokale udviklingsprojekter etc. Så hvis du og/eller dine kollegaer ønsker faglig udvikling og har brug for økonomisk støtte til dette, så send en ansøgning. Ansøgningsfristen er den 1. februar 2021. Du kan læse mere om dette her i bladet eller på vores hjemmeside.

Vi håber I med interesse vil læse de spændende artikler i bladet.

Hvis I derude sidder med ideer, projekter, opgaver, udfordringer eller andet, som I gerne vil dele, så skriv endelig til redaktørerne, som også gerne hjælper med opsætning og korrekturlæsning.

På bestyrelsens vegne Randi Petersen

This article is from: