Han gjorde en forskel!
AF INGER BLOCH
Når jeg går på gaden i Kolind er der langt mellem folk, der siger ”hej” til mig, meget langt – men endnu sjældnere er det i Ryomgård, hvor jeg ejede et hus på Rønne Allé og boede der nogle år. Således efterhånden ukendt af de fleste i Midtdjurs efter 23 års fravær – nå ja, 23 år kan jo nok også ses på sin kone. Således foranlediget finder jeg anledning til at præsentere mig. Jeg hedder Inger Bloch, boede i godt 30 år på Fasanvej i Kolind og var medlem af kommunalbestyrelsen for Midtdjurs Kommune fra 1974 til 1998, - og nej, vælgerne kostede mig ikke ud! Jeg gik frivilligt. MIDTDJURS 1980, Inger Bloch formand for Midtdjurs Kommunes socialudvalg og borgmester K. Løgstrup Knudsen.
med tilsammen 350 patienter. Dertil drev vi dagcentre i Grenå, Ebeltoft, Auning, Allingåbro og Randers med tilhørende bostøtteordninger for hjemmeboende patienter. På den tid var Aarhus Amt forpligtet til at skaffe behandlingstilbud og pleje til psykisk syge borgere, der ikke kunne udskrives til hjemmet. Jeg er cand. jur., sygeplejerske og har desuden en toårig uddannelse i hosp. adm. fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.
Mit professionelle job var ledelse af Råmosegård. Hen ad vejen fik jeg så også tillagt administrationen af Dalstrupcenteret i Norddjurs, Flintebjergcenteret i Randers - alle filialer af Psykiatrisk Hospital i Risskov,
6
Den, for mig, skelsættende oplevelse, som jeg vil fortælle om her, fandt sted i efteråret 1964. Jeg var på det tidspunkt sygeplejeelev på sidste år. Psykiatri var således det sidste speciale i min uddannelse, som jeg skulle studere. Sygeplejeskolen havde bestemt, at jeg skulle supplere psykiatri på Sct. Hans Hospital ved Roskilde. Det var et kæmpestort psykiatrisk hospital med mange bygninger, spredt ud over et stort areal. Hospitalet ligger naturskønt, nordvest for Roskilde, mellem Boserupskoven og Roskilde fjord. Hospitalet var ejet og drevet af Københavns kommune. Hospitalet var opdelt i mandshospital mod øst og kvindehospital mod vest. I dag drives hospitalet af Region Hovedstaden. Afdelingen, hvor jeg skulle gøre tjeneste, var en lukket modtageafdeling for mandspatienter med 30 pladser i alt. Der var låste døre og solide gitre for vinduerne. Vore patienter var for de flestes vedkommende tvangsindlagte på ”røde papirer” og ankom ofte under stor tumult og under eskorte af politi. Mange havde dom til behandling og/eller ophold på hospitalet. Afdelingen var velnormeret med stort personale, dog udelukkende af hankøn. Man skal erindre sig, at det var i løbet 1960’erne, at udviklingen af psykofarmaka virkelig tog fart. Miljøet på afdelingen var en voldsom oplevelse for en naiv bondepige som mig. I det so-
OPTIMISTEN - Maj 2021
