5 minute read

Han gjorde en forskel

AF INGER BLOCH

Når jeg går på gaden i Kolind er der langt mellem folk, der siger ”hej” til mig, meget langt – men endnu sjældnere er det i Ryomgård, hvor jeg ejede et hus på Rønne Allé og boede der nogle år. Således efterhånden ukendt af de fleste i Midtdjurs efter 23 års fravær – nå ja, 23 år kan jo nok også ses på sin kone. Således foranlediget finder jeg anledning til at præsentere mig. Jeg hedder Inger Bloch, boede i godt 30 år på Fasanvej i Kolind og var medlem af kommunalbestyrelsen for Midtdjurs Kommune fra 1974 til 1998, - og nej, vælgerne kostede mig ikke ud! Jeg gik frivilligt.

MIDTDJURS

1980, Inger Bloch formand for Midtdjurs Kommunes socialudvalg og borgmester K. Løgstrup Knudsen.

Mit professionelle job var ledelse af Råmosegård. Hen ad vejen fik jeg så også tillagt administrationen af Dalstrupcenteret i Norddjurs, Flintebjergcenteret i Randers - alle filialer af Psykiatrisk Hospital i Risskov, med tilsammen 350 patienter. Dertil drev vi dagcentre i Grenå, Ebeltoft, Auning, Allingåbro og Randers med tilhørende bostøtteordninger for hjemmeboende patienter. På den tid var Aarhus Amt forpligtet til at skaffe behandlingstilbud og pleje til psykisk syge borgere, der ikke kunne udskrives til hjemmet. Jeg er cand. jur., sygeplejerske og har desuden en toårig uddannelse i hosp. adm. fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet. Den, for mig, skelsættende oplevelse, som jeg vil fortælle om her, fandt sted i efteråret 1964. Jeg var på det tidspunkt sygeplejeelev på sidste år. Psykiatri var således det sidste speciale i min uddannelse, som jeg skulle studere. Sygeplejeskolen havde bestemt, at jeg skulle supplere psykiatri på Sct. Hans Hospital ved Roskilde. Det var et kæmpestort psykiatrisk hospital med mange bygninger, spredt ud over et stort areal. Hospitalet ligger naturskønt, nordvest for Roskilde, mellem Boserupskoven og Roskilde fjord. Hospitalet var ejet og drevet af Københavns kommune. Hospitalet var opdelt i mandshospital mod øst og kvindehospital mod vest. I dag drives hospitalet af Region Hovedstaden. Afdelingen, hvor jeg skulle gøre tjeneste, var en lukket modtageafdeling for mandspatienter med 30 pladser i alt. Der var låste døre og solide gitre for vinduerne. Vore patienter var for de flestes vedkommende tvangsindlagte på ”røde papirer” og ankom ofte under stor tumult og under eskorte af politi. Mange havde dom til behandling og/eller ophold på hospitalet. Afdelingen var velnormeret med stort personale, dog udelukkende af hankøn. Man skal erindre sig, at det var i løbet 1960’erne, at udviklingen af psykofarmaka virkelig tog fart. Miljøet på afdelingen var en voldsom oplevelse for en naiv bondepige som mig. I det so-

matiske sygehusvæsen havde jeg da mødt patienter med depression, borderline, neurose o.s.v., men ingen med så svære psykoser. Dengang havde man endnu ikke oprettet retspsykiatriske afdelinger. Da der var gået ca. 2 uger, og jeg spontant havde tabt 3 kg. af legemsvægten, ringede jeg til min mor og sagde til hende, at jeg måtte opgive at blive sygeplejerske, for den psykiatriske sygepleje, kunne jeg ikke klare. Hun hørte tålmodigt på mig i ca. 10 min., hvorefter hun spurgte om:” Hvor mange sygeplejeelever, er der døde på afdelingen gennem tiden?” Jeg svarede, at jeg da ikke havde hørt, at der ligefrem skulle være nogle døde. Jamen, så klarer du den nok også, var hendes svar. Der var på afdelingen stærke adfærdsregler for personalet – og især for eleverne, der strikse skulle overholdes. Som sygeplejeelev måtte jeg således ikke gå alene ind på sengestuerne, men skulle altid have en plejer med, såfremt jeg f.eks. skulle dele medicin ud eller forrette fysisk sygepleje over for en patient. Man skulle ”bakke ud” af stuerne, så man kunne være forberedt, hvis der var tegn på angreb fra en patient. Men så skete der en begivenhed, der skulle få afgørende betydning for mig. En af vore patienter skilte en radiator ad i dagligstuen og meget, varmt vand fossede ud og fyldte det forsænkede gulv. Niels, som jeg vil vælge at kalde ham her, havde endnu en gang været aktiv. Ja, Niels hed han ikke, og vi måtte heller ikke være på fornavn med patienterne eller mellem personalet, når vi var på afdelingen. Niels var ingeniør af uddannelse og havde et stort IQ. Han var meget velanskrevet og toneangivende hos sine medpatienter. Han havde dagen forinden radiatorbedriften haft en noget højrøstet diskussion med en overlæge. Episoden grundede jeg meget over og kom til den konklusion, at Niels måtte have følt sig forurettet eller ydmyget af lægen. Det måtte jeg finde ud af. Den næste dag bankede jeg derfor på Niels’s dør og gik ind, da han sagde kom ind. Ved synet af mig, råbte han meget højt, at jeg skulle gå ud, for elever havde ikke lov til at gå ind på hans stue, og om jeg ikke vidste, at han var kategoriseret som ”farlig?” Jo, det vidste jeg godt, og jeg skulle nok gå igen, hvis jeg bare måtte have lov til at stille ham et enkelt spørgsmål? Det fik jeg så lov til, og jeg spurgte ham, om jeg havde grund til at være bange for ham? Efter nogen tid i tavshed svarede han: ”Nej, ikke hvis du kan ”høre”, men det kan de fleste læger og sygeplejersker ikke. De ved lige præcis, hvordan jeg har det med min sygdom, og hvordan jeg skal behandles. Det kan gøre mig meget vred, og til tider slår jeg, når folk ikke gider høre på mig. Samtalen med Niels blev en øjenåbner. Psykiatrisk sygepleje ændrede fuldstændig karakter for mig, og da jeg gik hjem fra arbejde den dag, vidste jeg med mig selv, at min fremtid måtte ligge i psykiatrien. Det blev til 34 år i alt. Med til historien hører også, at jeg måtte modtage en irettesættelse fra ledelsen for mit besøg hos Niels.

Det folkevalgte talerør for alle, der er fyldt 60 år

Der afholdes orienteringsmøder vedr. valg til Ældrerådet Syddjurs. Valget afholdes tirsdag den. 16. november (sammen med kommunevalget)

Orienteringsmøder

Støbesalen på Maltfabrikken, Ebeltoft Tirsdag den 7. september kl. 15.00-16.30

Kulturhotellet, Rønde Tirsdag den 14. september kl. 15.00 til 16.30

På orienteringsmøderne vil der blive mulighed for at melde sig som kandidat til ældrerådet.

Ældrerådet Syddjurs valgudvalg:

Elsa Bannebjerg………… tlf. 30625278 Rita Vinding……………. tlf. 61267352 Freddy Ovesen ………… tlf. 24411421 Jens Ove Nielsen……….. tlf. 21651758

This article is from: