4 minute read
Eksistentiel sygepleje i reumatologisk regi
from ReumaDebat Maj 2020
by Trykpartner
v/ Linda Eggen, sygeplejerske, Dansk Gigthospital, Sønderborg LEggen@danskgigthospital.dk
Som sygeplejerske og studerende på studiet ”Master i rehabilitering”, har jeg været så heldig at få lov til at kaste forskellige perspektiver på den reumatologiske sygepleje. Især de bløde værdier i sygeplejen har min interesse, hvilket modulet palliation og rehabilitering har givet mig mulighed for at ”dykke ned i”. Nogle vil sikkert tænke, hvad har palliation dog med den reumatologiske sygepleje at gøre? Palliation, den lindrende omsorg og sygepleje bliver interessant inden for den reumatologiske rehabilitering, da den reumatologiske patient i de fleste tilfælde ikke dør af gigten, men derimod skal leve med gigten. Den reumatologiske patient skal leve med symptomerne, den fysiske og ikke mindst psykiske smerte, som påvirker patientens hverdag.
Når vi taler om smerte ved en kronisk sygdom, bliver læge og sygeplejerske Cicely Saunders ”total pain” begreb meget interessant at inddrage. Hendes model omfatter, ud over de tre dimensioner, det fysiske, psykiske og sociale, som ICF modellen også omfatter, også en fjerde dimension, det eksistentielle. En dimension, som er væsentlig at have fokus på, også ved kroniske gigtpa
tienter. Det blev jeg særlig opmærksom på, da jeg mødte patienten med det fiktive navn Mia i praksis. Mias historie rørte mig som sygeplejerske, og derfor vil jeg derfor dele den med jer.
Mia er midt i 40´erne. Hun har haft reumatoid artrit i ca. 20 år. Mia er meget plaget af sin gigt og føler ikke rigtig, at hun er velbehandlet trods optimal behandling med biologiske præparater. Gigten har sat sit præg på Mia, som har flere kunstige led. Mia har et flexjob på 15 timer ugeligt, som hun har svært ved at klare på grund af en hverdag plaget af smerter og træthed. Samtidig har hun svært ved at klare dagligdags aktiviteter og har sagt fra over for det sociale liv, da hun ikke har overskud til det efter arbejde. Desuden fortæller Mia, at hun har valgt familie og børn fra, da hun ikke føler, at hun kan byde nogen et sådan liv med hende. Mie drømmer om en førtidspension for at få ro og overskud.
Mødet med Mia fik mig til at tænke på, hvordan vi som sygeplejersker er klædt på
til at tage den komplekse samtale omkring det eksistentielle med patienter, der har levet mange år med deres gigtsygdom og som skal leve resten af liv med sygdommen. Patienter, der føler en smerte såvel psykisk som fysisk, selvom om de på papiret er velbehandlede. Patienter, der som Mia er nødt til vælge og fravælge vigtige ting i livet. Som oplever at gigtsygdommen fylder så meget i hverdagen at deres eksistens er truet. Vores opgave som sygeplejersker bliver her at lytte til patientens historie for at kunne hjælpe patienten i den eksistentielle krise.
Professor Niels Christian Hvidt´s eksistentielle omsorg har fokus på patientens eksistentielle krise individuelt og menneskelivets dynamiske dimension generelt. Menneskelivets dynamiske dimension er den livskraft og energi, der altid er i spil og som er fundamentet for det, der kan bringe mennesker igennem svær livskrise. Det er her, at vi som sygeplejersker kan gøre en forskel ved at lytte til patientens historie og hjælpe patienten til at finde livskraft og energi – finde et håb og mening med fremtiden, et liv med en kronisk gigtsygdom.
Spørgsmålet er, hvordan vi som sygeplejersker får åbnet for emnet i samtaler med patienter som Mia, der er truet på eksistensen? Det er der flere eksempler på i praksis. Man kan bl.a. søge inspiration i spørgeguiden ”Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet”. Spørgeguiden er egentlig er udviklet til almen praksis, men er nu også udbredt til sygeplejersker og andre faggrupper og kan være en god start mod at åbne op for en svær samtale.
Som sagt er den eksistentielle dimensi
on en kompleks størrelse, som jeg tænker kræver mere fokus i den reumatologiske sygepleje. Jeg tænker, at vi sagtens kan lade os inspirere af andre patientkategorier og perspektiver på den eksistentielle sygepleje, som I har fået en lille bid af. Masterstudiet har for mig været med til at åbne op for muligheder. Det er inspirerende, spændende og udfordrende at være masterstuderende. Studiet spænder bredt og giver mange muligheder for at udvikle praksis.
Lige nu i studiet, bygger jeg lidt oven på det eksistentielle og har på modulet ”Bruger perspektiver” fokus på forandring, identitet og accept og på hvor den narrative fortælling er alt afgørende i mødet med patienten.
Dette var lidt om mine oplevelser som master studerende og som indlægget giver et billede af, bliver man revet med af alle de spændende perspektiver, der kan kastes på en den reumatologiske rehabiliterings praksis.
Referencer:
Anita Metha (2008): Understanding of the concept of total pain: I: Journal of hospice and palliative nursing. No 1 Hvidt et al. (2018): Eksistentiel og åndelig omsorg i Danmark: Hvorfor, hvordan og hvem? I: klinisk sygepleje, nr. 4 Spørgeguide. Projekt: ”Eksistentiel kommunikation i almen praksis”. Syddansk universitet (2015) www.cfpk.dk/medic/1099/spoergeguide.pdf.