Aleksandra
Aleksandra
Af Lisa Weeda
Oversat af Birthe Lundsgaard
1. udgave, 1. oplag
Originaltitel: Aleksandra
Copyright © Lisa Weeda 2021
Oprindeligt udgivet af De Bezige Bij, Amsterdam
Copyright © Turbine, 2023
Cover: Mikkel Henssel
Sats: Vinnie Andersen
Alle rettigheder forbeholdes
ISBN:9788740689082
www.turbine.dk
Aleksandra er udgivet med velvillig støtte fra Nederlands letterenfonds.
Note til læseren
Sjura er Aleksandras kaldenavn, men fordi der i Holland blev lavet et mindre flatterende rim på ”Sjura”, ændrede hun det selv til Sasja.
Sasja er også kaldenavn for drengenavnet Aleksandr og for pigenavnet Aleksandra.
Nastja er kaldenavn for Anastasija.
Kolja gælder som kaldenavn for Nikolaj. I denne roman møder vi tre Nikolaj’er. Den ældste hedder konsekvent Nikolaj og den yngste konsekvent Kolja.
Et fuldstændigt ukrainsk navn består normalt af et fornavn, et patronym (dannet af faderens fornavn) og et efternavn. Patronymet og efternavnet bøjes i køn. Således er min oldefars efternavn
Krasnov og min bedstemors Krasnova.
Byen Luhansk hed i perioderne 1935-1958 og 1970-1990
Vorosjylovhrad.
Se stamtræet side 316-317 og kortet side 320.
Til min mormor, Aleksandra
”And these are the trenches?”
“Yeah, these are the trenches. The final trenches of Europe.”
Den belgiske rejseserie Reizen Waes, S4E8 “Oekraïne” (2/2)
Jeg tør godt sige at vi har forpasset vores chance i halvfemserne.
Ved valget mellem et stærkt land og et værdigt land, hvor det er godt at leve, valgte man det stærke. Det er atter styrkens tid. Russere kæmper mod ukrainere. Mod deres brødre. Min far var hviderusser, min mor ukrainsk. Sådan er det for mange. […] En tid med håb er afløst af en tid med frygt. Tiden går baglæns.
Svetlana AleksijevitjTakketale ved modtagelsen af Nobelprisen i Litteratur 2015
O versat til dansk fra Jan Robert Braats oversættelse af talen på originalsproget.
Grænseovergangen Ukraine – Folkerepublikken Luhansk
august 2018
Selv da jeg nævner Aleksandras fornavn, hendes patronym, Nikolajevna, og hendes efternavn, Krasnova, får jeg ikke lov at komme forbi checkpointet. Jeg tager mit pas tilbage og peger på broen over til Luhansk.
”Da hun blev deporteret, hed den by stadig Vorosjylovhrad,” siger jeg.
Den ukrainske soldat, der har ladet alle foran mig slippe igennem, skubber sit gevær fra maven om på ryggen og lægger armene over kors. Broen hænger som et træ spaltet i to ned i floden, der skiller separatistrepublikken fra den ukrainske jord, som jeg står på. Trækonstruktionen, der allerede i næsten fire år har skullet tjene som opgang til det sammenstyrtede vejdæk, ser selv herfra faldefærdig ud.
”Der ligger miner overalt, der bliver skudt hvert andet øjeblik, om natten er der bombardementer,” brummer soldaten.
”Det sagde de godt nok.”
”Hvem de?”
”Min mormor. Hendes søster Nina, som bor her, kender du hende? Min grandtante og hendes søn i Odesa. De sagde: Du er vanvittig.”
Soldaten ryster atter på hovedet.
”Så din lille bedstemor, som forhåbentlig elsker dig, sender dig til en krigszone. Er hun skør i hovedet?”
”Det er nødvendigt,” siger jeg, ”hun har bedt mig om det.”
”Der er så meget, der er nødvendigt nu. Du har muligvis papirer, men du er alene. Skaf dig en fikser, en, der tager med dig.”
”Mine grandkusiner bor i Luhansk,” fortsætter jeg, ”her er deres telefonnumre.”
Jeg stikker min telefon hen for næsen af ham og scroller, til Iras og Julias navne dukker op. Han presser sine korslagte arme endnu tættere ind til brystet, så det blågule emblem på hans ærme krøller en smule.
”Unge dame, jeg beklager.”
Med mit mest alvorlige ansigtsudtryk trækker jeg et aflangt lærredsklæde op af tasken. Jeg viser det til soldaten.
”Det her klæde er næsten hundrede år gammelt. Det har tilbagelagt tusindvis af kilometer. Du må ikke nægte det den sidste rejse hjem.”
På det hvide klæde er der broderet sorte og røde linjer. Kanterne er pyntet med blomstermønstre i farverne blå, rød og sort. Jeg stikker pegefingeren ned i det. ”Kan du se den her linje, der hvor navnet Kolja står ovenover, den linje, der stopper i 2015? Min skøre mormor bad mig om tage det med til hans grav for at tætne tiden. Ellers er han fortabt.”
Soldaten ser til, mens jeg folder klædet sammen igen. Langsomt, først en fold midtpå, og så endnu en fold midtpå, indtil jeg står med en lille firkant af stof mellem hænderne. Forsigtigt lægger jeg det ned i min taske. Jeg forsøger at gøre det så dramatisk som
muligt, langsomt, som om det er den mest betydningsfulde genstand i verden.
”Giv mig nu bare dette sidste lille stykke. Et par dage, så er jeg væk igen.”
Jeg roder endnu en gang i min taske og finder fotoet af Aleksandra frem, min trumf, det sidste, jeg har på mig, til at overtale ham med. Jeg holder fotoet op foran hans ansigt, presser det næsten mod hans næse, så han er nødt til at kigge på det. Aleksandra ser lige på ham. Til venstre og til højre for hende sidder Njusja og Dusja, hendes kusiner, der ligesom hun blev taget med under krigen.
”Du almægtige Gud,” siger soldaten dæmpet og vender blikket mod himlen.
”Alle andre fotos fra hendes ungdom er brændt,” siger jeg. ”Jeg har spurgt mig for, min mor har spurgt sig for, ingen i familien har noget tilbage. Alt er forsvundet. Stukket i brand. Af tyskerne.”
Han tager fotoet og holder det op ved siden af mit ansigt, kniber det ene øje i, ser på mig og så igen på fotoet. Jeg strammer læberne ligesom Aleksandra og kniber øjnene let sammen. Skulle jeg have lavet en fletning af mit stride hår og lagt den på traditionel vis omkring hovedet som en krone?
”I ligner hinanden. Men det hår …”
”Morsomt, virkelig morsomt,” mumler jeg.
Jeg flår fotoet ud af hånden på ham og stopper det med en hidsig bevægelse i min taske. Det er toppen af min dramatiske kunnen. Havde jeg blot mere vildskab i mig, vildskaben i mine ukrainske grandtanter, der bjæffer uophørligt ad folk uden at trække vejret.
”Lad mig komme ind,” forsøger jeg at snerre. Den gamle kvinde bag mig begynder at sukke eftertrykkeligt. Hun stiller med en teatralsk stønnen sine plasticposer på jorden og spørger, hvor længe min teaterforestilling varer endnu. Når hun taler, glimter hendes guldhjørnetænder i sollyset.
”Den er slut nu,” siger soldaten og vifter mig væk. ”Gå ud af køen. På den anden side af det ukrainske flag, dér, efter broen, er du ikke i sikkerhed med disse papirer, det klæde og det ynkelige foto.”
”Jeg har afgivet et løfte,” forsøger jeg endnu en gang, ”lad mig nu bare komme igennem, så er du fri for mig.”
”Nej. Der er flere, som vil forbi, folk, som virkelig er på vej hjem. Som bor her,” siger han hårdt. Kvinden nikker gnavent og samstemmende.
”Folk som mig,” hvæser hun, ”det her er ikke et sted for dig. Kom tilbage, når krigen er forbi. Din døde slægtning går bestemt ingen steder, tro mig. Så, gå nu til side, jeg har fandens langt hjem, og så skal jeg ovenikøbet nå at lave mad.”
”Må jeg ikke følges med Dem,” siger jeg påtrængende, ”så snart vi når til Luhansk, går jeg min egen vej, når jeg har ringet til min familie.”
”Og hvad så, hvis de ikke svarer? Bliver du så hos mig? Om aftenen går jeg ned i min kælder, stadig væk, efter fire år. Kommer du så og ligger ved siden af mig i min enkeltseng? Skal jeg så fortælle historier om bedre tider, indtil du falder i søvn?”
”Papirer, frue,” siger soldaten og rækker armen ud.
”Ja, ja.”
Kvinden hvæser ad mig og løfter sine poser op på et langt bord. Ud af sin bh haler hun et ukrainsk pas og et pas fra Folke-
republikken Luhansk. Soldaten kigger på hendes ansigt og på billederne. Så åbner han én for én hendes poser. Han er ikke ret meget ældre end jeg, ser jeg nu. Hans hænder bevæger sig rundt mellem tingene, henkogningsglas med agurker, mælkekartoner, blomstrede underbukser, strømpebukser pakket i knitrende plastic, et broccolihoved, en artiskok, dåser med bønner, knækpølser, smalle dåser med sardiner, gul- og blåstribede plastickrus, et rugbrød, plastictallerkener med knaldlyserøde blomster på.
”Hvad var De i Ukraine efter?”
”Pension. Grønsager. Brød, strømpebukser. Et par nye underbukser.”
”Hvad skal De her?”
”Mand, mand, mand, du burde efterhånden genkende mig. Du burde bære mig hjem over den vakkelvorne bro. Ja! I dine store arme, som du står den udslagne dag og holder på de her lette pas med.”
”Frue …”
”Jeg er træt af det. Noget så træt. Er du ikke træt af det? Det her cirkus, det her skuespil.”
”Frue, hør nu her, nu står De selv og sinker køen. Vi laver andet end at kontrollere pas, det ved De også godt.”
”Ja, ovre på den side!”
Hun peger bagud, mod Ukraine, og ler hånligt: ”Sikke en vittighed. Alle går altid rundt her og leger grænsevagt. Der er ikke en snus, der har forandret sig i al den tid, jeg har boet her.”
”Tag mig nu bare med,” afbryder jeg hendes kaglen, ”min bedstemor voksede op her, hun er født i en lille landsby ved grænsen til Rusland, måske kender De den.”
Jeg tager min telefon frem igen, nu for at vise hende kortet.
”Nåh!” skvaldrer kvinden op. ”Din bedstemor er født her i nærheden! Det ændrer jo selvfølgelig sagen.” Hun gemmer sine pas væk igen og trækker med et sæt poserne ned fra bordet.
”Din bedstemors forbandede fødested er ikke et sted at besøge, det er for farligt. Do svidanija!”
Hun maser demonstrativt poserne mod min mave, så jeg må tage et skridt bagud, klemmer sig forbi mig og spadserer så stateligt, hun kan, på sine lyseblå, glimmerbesatte høje plastichæle forbi grænseposten. Vredladent hilser hun på de fem soldater, der i fuldt beredskab går frem og tilbage på vejen. I højt tempo skrider hun hen over den brandvarme asfalt, som heden damper fra. Hendes blomstrede kjole får hende langsomt til at forandre sig til en stærkt farvet klat, der svæver hen imod træopgangen. Jeg tager min rygsæk og vender mig om.
”Nej, altså,” siger jeg højt nok til, at soldaten hører det.
”Jo, jo, så gå bare,” brummer han. Jeg vender om og går tilbage til Ukraine. Overalt langs vejen er landet gyldent. Kornet bevæger sig i blæsten. I horisonten ryger fabrikker, deres hvide, strimlede røgskyer opdeler den klare blå himmel i felter. Et sted i det fjerne lyder et skud. Derefter endnu to, så fire, hurtigere og hurtigere efter hinanden. Skyderiet kommer fra to sider, øst og vest. Jeg farer sammen ved lyden og kigger på køen af mennesker ved checkpointet for at se, om de også bliver forskrækkede. Gamle mennesker, mænd og kvinder på mine forældres alder, en håndfuld unge mennesker – ingen lader til at være overraskede. De scroller roligt på deres telefoner og flytter vægten fra det ene ben til det andet. Ekkoet af knaldene fortoner
sig ud over markerne. Mens jeg følger den forsvindende lyd, standser en blikagtig bil bag køen af ventende. Det er en gammel Zaporozjets-model, kantet og sammenskrabet: kun den venstre bagdør er rød i stedet for hvid. En mand stiger ud, kaster et hurtigt blik på sit sølvur og derefter på køen under halvtaget af spånplade. Han nikker tilfreds og bøjer sig et øjeblik ind ad den åbne bilrude for at sige noget til føreren. Så går han ud i kornmarken. Efter at have vendt med et par klodsede træk frem og tilbage kører bilen tilbage ad den støvede vej.
”Hov, vent lige.”
Soldaten stikker en piges pas i hånden på hende. Han går hen til enden af køen for at se, hvad der foregår i marken. Alle bliver stille, folk lader deres telefon synke. De vender sig om mod manden i marken. De følger hans skikkelse, der forsvinder i kornet, først til hofterne, så til skuldrene og til sidst til issen.
”Går der én derude,” bjæffer han til en ranglet knægt, der ængsteligt dukker sig.
”Han skulle tisse, tror jeg.”
”For fanden, den idiot,” bander soldaten.
Han iler hen til udkanten af marken, hvor en smal sti er opstået. Idet han er på vej til at tage et skridt ud på jorden foran sig, bræger en ringetone i marken: ”Hvorfor forlader du mig nu?” lyder en sensuel stemme. Det undertrykker alle lyde i omgivelserne. Alle i køen står stille og ser til.
”Hallo?” lyder det fra kornet.
Kornet bevæger sig ikke længere, støvet lægger sig. Den sorte jord holder sig i ro, venter på, hvad der kommer.
”Ja, ja, selvfølgelig, det giver mening,” fortsætter manden.
Hans isse bevæger sig et øjeblik. Jeg ser en kvinde vende sig bort fra marken og lukke øjnene, som om hun venter på noget. Der lyder en mærkelig sugende lyd. Noget smælder. Et enormt drøn trykker min trommehinde ind. Sort jord og kornstrå flyver gennem luften. Mandens isse forsvinder i en tiendedel af et sekund i en sky af røg. Folk i køen bøjer sig samtidig ned. På grund af den hvinen i ørerne har jeg mistet orienteringen. Jeg ser det svajende korn og soldaterne. Med deres skudklare maskingeværer løber de hen til det stykke grøftekant, der ligger foran eksplosionsstedet. De taler højt og i korte sætninger.
”Er han død?”
”Stendød.”
”Upraktisk på det her tidspunkt af dagen.”
”Fuldkommen idiotisk igen, folkens, fuldkommen idiotisk.”
De trænger sig sammen på den støvede vej for at rådslå i et hviskende stemmeleje.
”Bliv stående,” råber de hen imod køen, ”alle sammen! Ingen rører sig, før vi har erklæret det her sted for sikkert.”
I en kort kolonne går de ind på marken med skudklare geværer. Én soldat bliver stående i udkanten af marken for at holde øje med checkpointet. En gammel mand giver sig til at græde sagte. Andre kigger på deres armbåndsure og telefoner, ryster ærgerligt på hovedet.
”Nu må det snart være slut, sådan nogle tosser,” mumler en ung mand i en Luhansk-fodboldtrøje. Han lægger sine tatoverede arme over kors og ser ud på marken, som soldaternes hjelme svæver hen over. En af soldaterne råber, at der er brug for en ambulance, hvorpå en anden siger, at det ikke giver nogen mening
med en ambulance, og at de gør bedre i at samle mandens lemmer sammen og ringe efter det lokale politi. Jeg kigger på broen i det fjerne og så igen på pigen, der står forrest, og som nu står og telefonerer. Hendes perlemorsbesatte Swarovski-cover stråler i solen.
”Ja, ja, jeg er forsinket,” siger hun med et dybt suk, ”du har gættet det. Der står også bare sådan et skilt i udkanten af marken, ikke, men tager man sig af det, næh.”
Alle omkring mig står i mellemtiden og ringer. Jeg vender mig om. Jeg er skør, tænker jeg, så sætter jeg i løb. Jeg løber forbi det ubemandede checkpoint-skur og i slalom mellem betonafspærringerne hen imod træopgangen til broen.
”Gør det ikke, pigebarn,” råber en gammel mand efter mig, ”din mormor ville skamme sig over, hvordan hendes land nu ser ud!”
Mens jeg løber, stikker jeg en arm i luften og gør en afvisende bevægelse. Jeg kan ikke holde op med at løbe, ikke nu. Hvad sker der, hvis jeg standser? Hvad må soldater i grunden gøre, i tilfælde af at nogen krydser grænsen illegalt? Mens min mormors fødejord kommer nærmere, tænker jeg på den eftermiddag, da min mor grædende ringede til mig og kun sagde én eneste sætning: ”De har fundet ham, Kolja.” Og på Aleksandra, der foldede klædet for mig og sagde, at Kolja var den af os alle sammen, der havde mest brug for klædet, og derefter pålagde mig at købe en skudsikker vest til at have på under T-shirten – hvilket jeg ikke gjorde, og det fortryder jeg nu, hvor jeg hører en af soldaterne bag mig råbe, at jeg omgående skal komme tilbage.
”Ingen kommer og henter din døde krop, hvis det går galt,” brøler han.
Jeg løber forbi den gamle kvinde i den blomstrede kjole og op ad den vakkelvorne træopgang. For mit indre blik ser jeg i et glimt min mormor sidde ved spisebordet i sin beskyttede bolig og ryste bedrøvet på hovedet, og jeg glemmer at se ned på broens ituflåede vejdæk. Afgrunden til venstre for mig trækker mig næsten ned i Donets, den flod, hun altid taler om, hvor hun badede som barn, hvor min mor badede, da hun var her første gang, den flod, som jeg nu ser for første gang, og som får mig til at tænke: Hvis jeg falder, så er jeg færdig. Jeg bevæger mig til højre, griber fat om gelænderet og sætter endnu hårdere af mod den revnede asfalt. For enden påbegynder jeg en klodset nedstigning på trappen der er holdt lige så provisorisk sammen. Trappen er ikke ret meget andet end nogle skrå træplader med påmonterede lister, så man ikke rutsjer hele vejen ned.
”Sikket hastværk!” råber en mand, der kommer gående imod mig. Han trækker en indkøbstaske med slidte hjul efter sig. Efter hver liste, som han trækker vognen hen over med et ryk, holder han en kort pause. Under ærmerne på hans hawaiiskjorte er der runde svedpletter, hans hår er redt nydeligt til siden, og han dufter af sød eau de cologne. Duften prikker i min næse.
”Undskyld, hr,” siger jeg, mens jeg også standser op og støtter hænderne mod knæene for lige at få vejret, ”den gamle begravelsesplads, kender De den?”
”Den på Skhidnyi-allé?”
Jeg nikker.
”Ligeud og ligeud og så til højre et sted. Det er langt at gå, skal du vide, tag ikke fejl. Og når du er kommet ned fra broen, skal du ikke løbe mere, det vækker opsigt.”
Jeg takker ham og løber i trav længere ned, forbi gamle kvinder og mænd. Deres tempo er langsomt. De trækker sig op ved det vakkelvorne trægelænder. Heden synes næsten at presse de gamle bagud. De dupper sveden af panden med blomstrede lommetørklæder, ligesom Aleksandra på varme sommerdage, når hun sidder i sin lille forhave. Vejen bag dem er lang og fuld af huller. Aleksandra siger, at floden før i tiden var lige om hjørnet, men nu hvor jeg ser vejen ligge foran mig og i det fjerne kun Folkerepublikkens checkpoint, tænker jeg: Hvor begynder hendes gamle Luhansk nu præcis?
”Hov, pigebarn. Du kan altså ikke uden videre komme hertil!”
Soldaten er halvvejs henne ad broen. De store skridt, han tager i sine støvler, smælder dumpt mod asfalten.
”Løb, løb alligevel!” skynder manden i hawaiiskjorten på mig oppefra. Han stiller sig midt på trappen og lægger sin indkøbstaske tværs over trinene, mens han lader, som om han leder efter noget. Han åbner flappen og giver sig til at tage alt muligt ud af den: tomater, kartofler, en melon.
”Det sinker ham ikke længe, davaj!”
Jeg strammer remmene i min rygsæk og sætter af fra den sidste liste. Nedenfor, i den støvede grøftekant, glider jeg og falder om. De mennesker, der kommer gående fra krigszonen, ser forvirret på mine klodsede bevægelser.
”Hold den soldat tilbage!” råber jeg. ”Vil I ikke nok, jeg er på vej til min onkels grav.”
Jeg kaster et hurtigt blik bagud. Netop som det går op for mig, at jeg også skal gennem den næste grænsepost på samme måde, hører jeg en mand råbe et sted til venstre for mig.
”Her, ind på marken!”
Jeg krydser vejen og styrter efter stemmen, forbi et rødt trekantet skilt med ordene: Pas på, miner!
”Åh nej, for fanden,” bander jeg, mens jeg hen over stråene søger efter den stemme, der for et øjeblik siden kaldte på mig.
”Løb videre, mit barn, du er der næsten. Der vil ikke ske dig noget.”
Hveden slår mod mit ansigt og sætter aftryk på mine underarme, tynde røde strimer på mine lægge. Jeg majer med armene foran mig som en tosse for i hvert fald at kunne se en meter jord foran mig. For at røre mindst muligt ved jorden, spurter jeg af sted på tæerne.
”Hvor skal jeg da hen?” råber jeg.
”Herhen!”
Efter ét skridt til højre støder min fod på en stenblok. Jeg mister balancen og knalder forover på en gigantisk hvid trappe.
Områderne Donetsk og Luhansk ved Ukraines grænse mod Rusland har været præget af krig og uroligheder, så længe nogen kan huske. Så mange har gjort krav på jorden, at selv de, der bor der, har svært ved at afgøre, hvem der er den retmæssige ejer.
Aleksandra er en storslået fortælling om en slægt, som i alle led har måttet tåle krigens hærgen: fra sovjetiske brigadister til tyske nazister og pro-russiske separatister. Det er en smertelig og gribende beretning om fornedrelse, undertrykkelse, frarøvelse af jord og ejendele, sult, korruption og dyb fattigdom. Men også om at huske, hvem man er og var, når så meget er ødelagt og gået til grunde.
I 2018 er Lisa rejst fra Holland til det annekterede Luhansk for at lede efter sin familie. Med sig har hun et ganske særligt klæde fra sin bedstemor Aleksandra. Et klæde, som er broderet med slægtens brogede linjer. I et forunderligt møde med Lisas afdøde tipoldefar udfolder sig en samtale på tværs af generationer, som vækker slægten til live igen, levende og døde.
Aleksandra sætter et menneskeligt ansigt på krigens ofre og giver stemme til et folk, som alt for længe har måtte tie.
