Læseprøve af Michael Larsens thriller DEN DER FALDER

100 mm

156 mm.

”Larsen skriver, så billederne danser for øjnene af læseren – sjældent har en roman bedt så indtrængende om at blive til en film.”

YYYYY Politiken

DØDENS KODE

En mystisk kraft hjemsøger Julie Viver i hendes drømme, og da hun søger hjælp, er det ved at koste hende livet. Da hun kort efter bliver vidne til en grufuld forbrydelse, går det op for hende, at nogen – eller noget – er efter hende. Hun har fjorten dage til at opklare hvem eller hvad. Længere kan et menneske ikke klare sig uden søvn. Og Julie kan ikke længere sove. Hun tør ikke ...

”Spændende og rystende troværdigt handlingsforløb.”

HHHHH

Dagbladenes Bureau

”Underholdende og fermt skrevet.”

YYYY

DEN DER FALDER

231 mm.

DEN DER FALDER er en nervepirrende videnskabsthriller om en ung kvinde med søvnlammelser, en ukendt art af svirrefluer, den ældst kendte civilisation på kloden og mystiske kræfter på jagt efter den unge kvinde. Michael Larsen er tilbage i storform med en thriller i stil med Slangen i Sydney og Femte sol brænder.

MICHAEL LARSEN

MORDET PÅ ØEN

34 mm.

156 mm

100 mm

MICHAEL

LARSEN DEN DER FALDER THRILLER

Foto: Maria Fonfara

MICHAEL LARSEN (f. 1961) debuterede i 1992 med romanen Med livet i hælene og har siden skrevet spændingsromanerne Uden sikker viden (1994), Slangen i Sydney (1997) og Femte sol brænder (2000), der er solgt til udgivelse over hele verden. Dernæst udkom det prisbelønnede tobindsværk Den store tid (2004 og 2008).

Michael Larsen har i mange år boet på Ærø, som han har beskrevet i bøgerne Ærø i tanke og streg bd. I-II (2007 og 2009) og Ærøs natur (2014). I 2015 vendte han tilbage til spændingsgenren med bestselleren Mordet på øen og opfølgeren Dødens kode (2017).

Politiken Omslagsdesign © www.koitz.dk

Den der falder_INT.indd 2

05/02/2020 12.27

MI C H A E L LARSEN

DEN DER FALDER

Den der falder_INT.indd 3

05/02/2020 12.27

Den der falder Michael Larsen Š Turbine, Aarhus 2020 Redigering: Sine Norsahl Omslagsdesign: Henrik Koitz Ombrydning: Vinnie Andersen Foto, forsats/bagsats: National Geographic Image Collection / Alamy Stock Photo ISBN: 978-87-406-2172-3 Alle rettigheder forbeholdes www.turbine.dk

Den der falder_INT.indd 4

05/02/2020 12.27

DEL 1 Tre dage efter min far døde, reddede jeg en dobbeltbåndet svirreflue ud af et edderkoppespind. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blande mig. Jeg plejer ikke at gribe ind.

Og edderkoppen har også krav på mad.

Den der falder_INT.indd 5

05/02/2020 12.27

Den der falder_INT.indd 6

05/02/2020 12.27

hun havde stået sådan før. Over for en flue, hun ikke kendte. Og vel at mærke ikke bare en flue, men en svirreflue.

Mens hun kravlede rundt i blomsterkummerne for at få et billede af den, dunkede Charli XCX for fuldt drøn i hørebøfferne. På et tidspunkt forsvandt den for hende, og hun troede, hun havde mistet den. Men så vendte hun sig om. Og stirrede den nærmest direkte ind i øjnene. Hun frøs. I stedet for at tage billedet forsøgte hun at indprente sig alle detaljerne. Det var til enhver tid bedre end et uskarpt foto, hvor alle særlige kendetegn var udviskede.

Hun huskede en lignende dag for tre år siden. En forårsdag stod hun over for en svirreflue, hun ikke kunne få hold på. At det var en forårsdag, indebar ellers en vældig fordel. Meget få svirrefluer er fremme og aktive i marts måned. Både drone- og dyndfluer kunne hurtigt udelukkes. Det kunne kun være håret svirreflue, firplettet svirreflue eller den meget sjældne lysende svirreflue. Firplettet kunne hun hurtigt udelukke. Hendes eksemplar var en hun. Det fremgik – som altid – af de adskilte øjne.

Hos den firplettede var det kun hannen, der havde fire svagt gullige rygpletter. Hunnen var helt sort og kun undtagelsesvis med en antydning af pletter. Dernæst var det bare at nøgle videre og udelukke sig frem.

Det besværliggjorde bestemmelsen, at fluen på billederne, hun havde taget med sit Canon 7d Mark II, sad med vingerne samlet på ryggen. Da hun bagefter nærstuderede hele serien, kunne hun dog tydeligt optælle fire smalle, adskilte rygpletter. Spørgsmålet var, om der på det øverste stykke, lige under scutelleum, gemte sig to blot antydede gule pletter, hun ikke kunne se. På et par af billederne så det faktisk sådan ud. Men

7

Den der falder_INT.indd 7

05/02/2020 12.27

det kunne være genskin fra blitzen, som hun overfortolkede. Ofte, når man havde stirret længe nok, opstod wishful thinking-fænomenet. Inderst inde ønskede man altid at stå over for noget sjældent, men landede – efter en lang, trættende proces – på noget helt ordinært. Det var et forløb, man bare skulle igennem. I den proces fik hun udelukket lysende svirreflue. For selv om hun på et tidspunkt mente, at pletterne spidsede til mod midten, måtte hun i et ædrueligt øjeblik og efter neutralt at have sammenlignet med andre billeder fra nettet konstatere, at det gjorde de ikke. Også håret svirreflue faldt. For hendes eksemplar havde ubehårede øjne. Så var der med de andre markører kun en anden lige så stor sjældenhed tilbage: Melangyna pavlovskyi. Kunne det virkelig være den? Via et link til et tjekkisk forum kunne hun konstatere, at Melangyna pavlov­ skyi i visse tilfælde kunne mangle de to øverste pletter. Med det sorte hoved og ikke mindst den hvide behåring langs kropsiden kunne der næsten kun være tale om den: Melangyna pavlovskyi.

Melangyna pavlovskyi var et fund. Hun vidste, hun ikke kunne finde noget om den i ’Nationalnycklan’, for arten var endnu ikke kommet til Danmark ved redaktionens slutning. Faktisk var det en asiatisk svirreflue, der af alle steder i Europa blev fundet første gang i Danmark – det skete i 2005. I Nordskoven i Hornsherred. Først ved eksemplarer, der blev sammenlignet med fund fra Japan og Rusland, kunne det konstateres, at arten vitterlig havde spredt sig fra Asien til Europa. I tidsskriftet ’Entomologiske Meddelelser’ nr. 79, bind 2, 2011 var arten fyldestgørende beskrevet. Det var den. Der var ingen tvivl.

Den, hun nu havde mødt i kummen, lignede ikke Melangyna pavlovskyi.

Den lignede i det hele taget ikke noget, hun før havde set. Hun havde kun mobilen på sig. Og den havde hun ikke nået at få frem. I stedet satte hun sig på hug og noterede på en lille blok alle de ting, hun havde observeret.

Solen silede ned gennem træerne på Assistenten. Den slubrede langs fortovskanterne, da hun steg op på skateboardet og bumpede ned ad fliserne mod Indre by og Rosengården.

8

Den der falder_INT.indd 8

05/02/2020 12.27

Hun havde lyst til at fortælle nogen om den. Men Mads Kragelund Hansen var nok ikke den rette. Hvad kunne han ikke få ud af det? Og hvad skulle hun også sige? For faktisk vidste hun ikke, hvad hun havde set.

På dette tidspunkt havde Julie endnu ikke den fjerneste anelse om, at nogen fulgte efter hende. Det kom først senere. Spørgsmålet er også, om det ville have ændret noget. Men hun undrede sig virkelig, da hun skulle til at låse sig ind i opgangen. Som sædvanlig gik hun gennem gården og brugte køkkentrappen. Brættet plejede hun at stille på trappen, så hun ikke altid skulle slæbe det op og ned. Idet hun greb om håndtaget, faldt hendes blik på bedet langs husmuren med de støvetrøde sporebaldrian.

Der sad den igen. Svirrefluen. Det skete bare ikke. To steder med en flue, hun aldrig havde set før. På samme dag. Det skete bare aldrig. Hun frøs og forsøgte at stå bomstille. Men da hun første gang rørte sig, fløj den og forsvandt.

Den der falder_INT.indd 9

05/02/2020 12.27

FORHØRET Den ene af de to mænd placerede en mineralvand foran ham.

– Du er sikker på, du ikke trænger til noget stærkere, Magnus?

– Jeg savner hende.

– Vi savner alle noget.

– Hvem er I? Der blev ikke svaret.

– Fortæl mig om din far.

– Hvorfor?

– Vi vil gerne lære dig ordentligt at kende. Og vi ved, det betyder noget for dig.

– Hvad betyder noget?

– Hans død.

Magnus tog en dyb vejrtrækning.

– Han frygtede hospitaler. Hele sit liv. Og så endte han på ét.

Det var, som om han vidste det.

– Hvad får det dig til at tænke?

– Det får mig til at tænke på, om en mekaniker kan gå hjem og sove roligt hver aften i vished om, at han har strammet alle skruer nok. Om en læge kan? Om han tænker på den stent, han satte i den dag. Om han nu satte den ordentligt fast? Om han nogensinde overvejer, om han er en god eller en fucking elendig læge.

Om hans liv er en vittighed. Om andres er? Eller om han er pisseligeglad. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker. Jeg undrer mig over, hvad jeg laver her. Jeg plejede at stole på det her land. På dets indbyggere. På mine medborgere. Magnus tøvede. – Hvad var det?

De to mænd så spørgende på ham.

– Lyden.

10

Den der falder_INT.indd 10

05/02/2020 12.27

– Hvilken lyd?

– Den lyd der. Kan I ikke høre den? Magnus rejste sig fra stolen. – Hvor er vi henne? Hvor er vi helt præcis henne?

Begge mænd rystede på hovedet.

Den ene samlede en bunke papirer foran sig og rettede den til på en pertentlig, næsten kvindagtig måde. Magnus smilede. Han lænede sig ind over bordet.

Den ene af mændene så irriteret på ham.

– Tør det smørrede smil af fjæset. Hvad tænker du på?

– På hvem af jer, der er kvinden i forholdet.

Han langede ud efter Magnus, der per refleks rykkede sig tilbage i stolen. Da han gjorde det, tog han sig til skulderen af smerte. Han bandede lidt indvendigt over, så ondt det gjorde.

– Behøvede I virkelig at banke mig gul og blå?

– Vi har ikke banket dig.

– Hvorfor fanden er jeg så så øm?

De to mænd udvekslede igen blikke. De var sammensvorne og delte en hemmelighed mellem sig, som Magnus ikke måtte blive indviet i. Det var, som om noget i det øjeblik gik op for Magnus.

– Det er et spil, er det ikke? Ét stort skuespil?

Så vendte det tilbage, som det var begyndt. Med spørgsmål.

– Hvad ved du om pigen?

– Betyder det noget?

– Det betyder alt.

– Og det hele startede med en flue?

– Jesus! Ja, hendes fordømte fluer!

Den der falder_INT.indd 11

05/02/2020 12.27

Den der falder_INT.indd 12

05/02/2020 12.27

KAPITEL 1 lejligheden lå i Rosengården i det indre København.

Julie boede på anden sal. Under hende boede Molly Pitrachek, over hende Sun Chang. Øverst oppe boede en eller anden højrøvet og sær forfatter. Magnus Storm. Når hun en sjælden gang imellem så ham, svor hun, at hun aldrig ville blive så træt og ligeglad med sig selv, at al forfængelighed gik fløjten. Han gik ikke med hvide sokker i sandaler, hvilket trods alt virkede forsonende, men det var ikke meget galt. Han yndede at spankulere rundt i en spraglet og mølædt frottékåbe, som om han aldrig rigtigt stod op.

Han beklagede sig evindeligt over træk, når nogen havde glemt at lukke døren til gården, og af samme grund gik han – sommer og vinter – altid rundt med sine små, blomstrede halsklude, bandanaer, som en anden gammel bøsse. Og bøsse var han vistnok ikke. Julie havde tit set ham betragte både Molly og Sun Chang, når de solede sig i gården.

Det kaldes unihemisfærisk søvn. Den ene halvdel af hjernen sover, den anden er vågen. Spædbørn sover ligesom katten i 16 timer i døgnet.

Spædbørn lagrer de ting, de har lært, under søvnen. Det samme gør voksne.

Erindringerne lagres i hippocampus. Dybt inde i hjernen. Det virkede godt for de fleste. Og det havde virket godt for menneskeheden. Sandheden om de største fremskridt i menneskets historie fandtes i søvnen. Det virkede bare ikke for Julie. Hun vidste godt, at hun kunne sætte underbevidstheden til at gøre arbejdet. Det eneste, hun skulle, var at sove. Men hun kunne ikke.

13

Den der falder_INT.indd 13

05/02/2020 12.27

Virkeligheden spærrede hun ude ved hjælp af et godt headset. Og Charli XCX. På reolen i lejligheden stod ’Nightmare on Elm Street’-serien. Og Barbara Hershey-filmen ’The Entity’. Hun havde ikke fundet svaret i dem.

Hverken på sit søvnbesvær. Eller sine mareridt.

Så længe hun kunne huske, havde det været sådan. Da hun var lille, faldt hun. Faldt og faldt og faldt. Fra store højder. Enorme højder. Somme tider fra, hvad der forekom at være selve himmelrummet. Og så vågnede hun. Badet i angst.

Der var intet at høre. Når hun vågnede. Det var næsten mere uhyggeligt, end hvis hun havde kunnet høre nogen. Nogen eller noget bevæge sig. Kradse på en dør. Et eller andet. Men der var intet. Kun angsten.

Hun er vågen, men hun ved, hun sover. Eller? Faktisk er hun i tvivl. Da hun vågnede, var hun sikker på, hun havde hørt nogen skrige. Hun lå lidt med bankende hjerte og lyttede. Men der var ingenting. Fjerne sirener, skramlende skraldebiler, dytten. Ellers intet.

Hun ved også, at hun ikke er alene i rummet. Hun har lyst til at dreje ansigtet. Men hun tør ikke. Og så går det op for hende, at hun heller ikke kan. Hun er lige ved at tro, at lammelsen simpelt hen skyldes angsten.

For hun har aldrig været så bange før. Hun når kun at se hånden.

Har du nogensinde drømt om denne mand? Og i det sekund vågner hun.

Den der falder_INT.indd 14

05/02/2020 12.27

KAPITEL 2 mads kragelund hansen sagde altid, at mænd drømmer om katastrofer, hvor kvinder drømmer om parforhold. Han tilføjede, at kvinder har flere mareridt end mænd.

Julie smilede altid. Hun spekulerede over, om det var, fordi han var mand, at han ikke kunne høre, hvor morsomt det lød.

– Du siger, du har haft dem før? Drømmene?

– Det er nogle år siden nu.

– Det er meget normalt. Som regel er det helt unge mennesker, der har dem.

Det blæste svalt fra det åbne vindue. På væggen blafrede tegningerne med de blå fugle. Hun vidste ikke, hvem der havde tegnet dem. Hende var det ikke. Måske hans (psykologens) børn? Længere nede hang en flybillet. Utvivlsomt et godt minde fra hans fortid. Julie klemte øjnene sammen og prøvede at regne ud, hvor han havde været på vej hen. Måske med en kvinde? Måske ikke hans kone?

– Kan du beskrive rummet?

– Jeg kan altid beskrive rummet. For det er det første, jeg ser.

– Beskriv, hvad du ser.

Julie fugtede læberne.

– Jeg ser alt foran mig. Næsten i en 180 graders vinkel. Jeg ved egentlig ikke, om jeg ser mere, end jeg burde kunne.

– Ved du, om du er vågen her?

– Det er meget svært at afgøre. Måske er der en forvrængning i billedet.

15

Den der falder_INT.indd 15

05/02/2020 12.27

– Men du ser ikke tingene bag dig?

Hun rystede på hovedet.

– Nej. – Og rummet er tomt?

– Nej. Det vil sige, jo. Men jeg kan mærke, at der er noget. Nogen. Jeg ved det ikke.

– Men du ser intet?

– Nej. – Men du er bange?

Hun nikkede.

– Når du går på gaden, har du så også en fornemmelse af, at nogen følger efter dig?

Hun tøvede lidt, før hun rystede på hovedet.

– Hvad er det så, der gør dig så bange? Fortæl mig, hvad der sker?

– Det føles bare så virkeligt. Som om der er en anden i rummet.

– Men det er der ikke.

– Siger du, jeg er tosset?

– Nej, det siger jeg ikke. Det, du oplever, er velbeskrevet i litteraturen.

Og det er faktisk ikke ualmindeligt for en pige i din alder.

– Nu er jeg helt afslappet, sagde hun ironisk.

– Der vil sikkert komme andre mareridt.

– Hvilke?

Han svarede ikke. Han samlede papirerne på bordet og skubbede stakken til side.

– Du er nødt til at få lidt søvn. Netop søvnunderskuddet kan være med til at fremprovokere disse drømme.

– Det gør det til lidt af en ond cirkel, ikke? Jeg kan ikke sove, fordi jeg har disse mareridt, og det bedste våben mod dem er … at sove?

Han nikkede.

– Hvad laver du, når du ikke kan sove?

Hun så tøvende på ham.

– Jeg ser på fluer.

Den der falder_INT.indd 16

05/02/2020 12.27

KAPITEL 3 – har du belæg?

– Nej, men jeg så den tydeligt.

– Foto?

– Desværre ikke.

– Du er nødt til at lære at spritte dem, skrev Monika til hende. Ellers er der en dag en rigtig særlig en, der slipper fra dig. Du kan også bare køle dem ned. Du behøver ikke nåle dem.

Men Julie sprittede dem ikke. Hun brugte hverken ketsjer eller exhaustor. Hun brugte ikke eddikeæter, kloroform eller cyanid. Hun brugte heller ikke malaisefælder. Hun vidste, at Monika næsten udelukkende artsbestemte svirrefluer i sprit (70 % ethanol). Monika mente ikke, at farverne tog skade af det ud over en svag falmen. Derimod mente hun, at døde svirrefluer i vindueskarme blev helt visne at se på. Julies eksemplarer bevarede nu fint farverne. Hun gemte af og til et eksemplar og kom det i en lille placticæske med låg. I modsætning til eksempelvis guldsmedene, der helt tabte farven, når de døde. Og hvem ville også bare lade fluerne ligge i solen og smuldre væk?

Julie bøjede sig over tasterne og skrev tilbage: – Denne her var særlig.

– Prøv at beskrive den for mig. Måske kan jeg nøgle mig frem til den, skrev Monika tilbage.

Julie angav, hvad hun huskede.

– Fik du virkelig ikke et billede af den? Det gør ikke noget, at det er uskarpt.

Julie maste øjnene sammen.

17

Den der falder_INT.indd 17

05/02/2020 12.27

– Nej, skrev hun, – men jeg kan godt huske den. Jeg kan sende dig en tegning. Giv mig lige en dag eller to.

Af og til så Julie sig tilbage over skulderen. Også i lejligheden. Ofte kunne hun godt have fornemmelsen af, at nogen kiggede efter hende. Men hun levede også i en verden af guldsmede og svirrefluer.

Og her kunne man ofte få den fornemmelse.

Den der falder_INT.indd 18

05/02/2020 12.27

KAPITEL 4 på alle måder var den unge kvinde outreret. Da det gik op for ham, at det var insekter, hun fotograferede, når hun lå med popoen strittende op fra buskene, vendte Magnus’ forsigtige forbehold sig til væmmelse.

Magnus brød sig ikke om insekter. Og slet ikke fluer. Der var små partier af hans egen krop, han ikke brød sig om, alene fordi de sorte hår mod en bleg hud gav ham mindelser om fluepels. Der var noget ubehageligt over fluer. Noget med død og ulykke. Og der var noget direkte suspekt over en kvinde, der studerede dem. Det var næsten værre, end hvis hun havde haft kat.

Al Magnus’ misogyni bundede i virkeligheden i, at han for Gud ved hvilken gang var bagud med et manuskript, som han letsindigt havde forsikret forlaget snart var klart.

– Godt. Det går godt, sagde han, når han blev afkrævet en bulletin om, hvordan det gik. – Jeg mangler kun at skrive det.

Helt løgn var det ikke. Historien var i det store hele på plads, men han stivnede eller henfaldt hurtigt til alverdens overspringshandlinger, når han satte sig til rette bag tastaturet. Han klikkede sig ind på et par avis-hjemmesider og deres nyheder, og der gik ikke lang tid, før han var opfyldt af flammende raseri.

Hver dag var der verden over samvittighedsløse mennesker, der gik i seng tilsyneladende uden problemer med at døse hen. Diktatorer i fjerne regimer, der uden at blinke havde aflivet x antal personer den dag. Vel­ ærværdige folkevalgte i demokratiske stater, der mødtes med disse utysker, gjorde forretninger med dem og minsandten også retfærdiggjorde det. Det hele var så konsekvensløst. Nosseløst. Nej, det var værre. Det var

19

Den der falder_INT.indd 19

05/02/2020 12.27

grotesk og uvirkeligt og fyldte ham med kvalme. Intet forandrede sig. Og hvis, kun til det værre.

Det virkede, som om alle levede på en klode, der dybest set ikke interesserede nogen. Nyhederne med deres uopfindsomme grød af bulletiner om folk, der egentlig ikke var interessante. Og begivenheder, ingen behøvede at høre om. I få og små næsten infantilt optimistiske øjeblikke forestillede Magnus sig af og til en verden, hvor nyhederne bestod af fuldstændigt fantastiske indslag. Af beretninger om nye opdagelser, nye udgravninger, nye epokegørende fund. Opbyggelige historier, der viste, at mennesker delte denne verden og havde kloden til fælles. Noget, der gjorde alle klogere på den helt fantastiske verden, alle delte? Så man ikke bare tog den for givet, men indså, hvor enestående den var?

Han begreb ikke, hvad der foregik. Han forstod heller ikke, hvordan bankdirektører, finansfolk, advokater kunne gå så lidenskabsløst gennem livet. Somme tider var det, som om ens medmennesker kunne tilhøre en helt anden race, en anden art.

Han så undrende på hende. Han vidste, hun betragtede ham som mærkelig.

– Hvad er der i vejen? sagde hun en dag på trappen.

– Jeg kan ikke lide den verden, jeg lever i.

Andet sagde han ikke. Det var nok for kortfattet og kategorisk.

Det forbedrede ikke hans i forvejen dårlige humør, at han var bagud, og snart sad han fast i noget, der mindede om en depression. Han var blevet skilt, han havde mistet sin far, han var kommet i den alder, hvor gamle venner og bekendte døde, ikke pludseligt og uventet, men som en naturlig følge af livet.

Og snart stod det klart, at hans menneskeforagt i virkeligheden var langt mere facetteret. Der var ikke udelukkende tale om et had rettet mod kvinder, men reelt et had, der rettede sig mod et hav af institutioner, enkeltpersoner og samfundsindretninger, og ufrugtbart, men veloplagt,

20

Den der falder_INT.indd 20

05/02/2020 12.27

gik Magnus derpĂĽ til tasterne i et rasende essay om verdens dĂĽrligdom.

Men uden at komme meget videre med sin roman.

Den der falder_INT.indd 21

05/02/2020 12.27

KAPITEL 5 stereoluppen havde hun købt på Monikas anbefaling. Men hun fik den stort set aldrig brugt. Selv om det var behæftet med mange faldgruber, kunne hun bedst lide at bestemme ud fra fotos. Desuden nænnede hun ikke at slå de små kræ ihjel. Og det var det, den var til. Stereo­ luppen. Primært. At studere deres døde skikkelser. De små, livløse kroppe. At påvise ’ved belæg’. Vestlig videnskab er grundig og effektiv.

Og infam.

Julie elskede svirrefluer. De små, gule solskinsvæsener, der fløj fra blomst til blomst og mæskede sig i bladlus eller pollen. Hun samlede på dem.

Som hendes far havde samlet bilkort som dreng.

Når det blev forår, tog hun altid ud til Kirke Værløse hos sine forældre.

I den store have med søen og skoven og træerne og krattene og hegnene.

Ved dronningebusken, de italienske bjergskovranker, ved laurbærkirsebærrene, jasminerne, blåregnen, kornellerne, de uægte akacier, ved haslen, brombærbuskenes lyserøde blomsterskærme, ved fjerbuskens sammenfiltrede, hvide blomsterstande.

For Julie var svirrefluerne gulddukater, der af og til satte sig på hendes hånd, når hun fotograferede dem. Den hypernervøse hvidplettede agersvirreflue, let og krum som en malet pegefingernegl. De graciøse køl- og græssvirrefluer. De smukke kuglebærere med deres forsigtige føleri i luften og deres snørklede og sært arkaiske ornamentik på ryggen.

Brakvandsdyndfluerne, der ligesom gassede op og bremsede hårdt i luften, som unge mænd, der er ude og køre råddent, de rødgule glanssvirrefluers tålmodige, næsten overbærende, poseren på bladene. Og så

22

Den der falder_INT.indd 22

05/02/2020 12.27

sumpsvirrefluerne, hvis mesonotum-striber mindede hende om gamle faraoners hovedbeklædning. Nemes.

Julie var så forelsket i fluerne, at hun ikke engang var flov over det.

Nok var hun tilbageholdende med at vise dem frem, og hun postede altid kødfarvet gøgeurt eller ægbladet fliglæbe på Instagram og Facebook, når hun havde været en tur på Amager Fælled. Planter. Eller blomster. Men det var mest, fordi det i sig selv var en anelse suspekt at poste så meget natur. Mad eller selfier var bedre. Men orkideer kunne alle sært nok alligevel forstå. Ikke mindst de vilde.

Men mødte folk hende på tomandshånd, holdt hun ikke den sære interesse tilbage. Og det skyldtes naturligvis den oprigtige og ubetingede kærlighed til de små væsener, men nok så meget, at det var første gang, hun for alvor havde fået en vedvarende hobby. Noget, hun altid havde misundt andre og ønsket for sig selv. Sun Chang havde virket interesseret og spurgt nysgerrigt, når hun lå og rodede rundt i buskadset i gården. Og Julie havde næsten ikke været til at stoppe igen, fordi der endelig var en, der fandt fluerne interessante.

Allermest fascinerede de hende, fordi de havde været der altid. I moleret på Mors var nogle af verdens ældste svirrefluer fundet. De mere end ti fossile arter stammede fra Tidlig Eocæn, og det ville sige, at for 55 millioner år siden svævede stort set de samme fluer som nu, de samme familier, blot en anelse større. De havde været der længe, før nogen fandt dem. Og næsten uden at efterlade sig spor.

Julie satte dem ikke på nål. Hun var ikke på den måde samler. Selv om hun medgav, at de digitale fotos vel også var en art samlermani.

Også i hendes eget liv havde de altid befundet sig. Også dengang hun ikke selv værdigede dem et blik eller anede, at de var til.

Det gjorde det ikke dårligere, at man stort set ikke kunne knytte et ondt ord til de små kræ. Svirrefluerne. Helt ufarlige var de, ingen af dem kunne stikke. Og hvis de kunne, kunne de formentlig slet ikke finde på det. Deres larver åd bladlusene, de voksne bestøvede havernes frugttræ-

23

Den der falder_INT.indd 23

05/02/2020 12.27

er. Ofte mere effektivt end bierne. Selv langt ind i entomologiske kredse herskede der en slags uudtalt hierarki, hvor svirrefluerne lå i toppen. Det skyldtes deres enestående skønhed, begrænsningen i antallet af arter og så netop det forfinede, mere delikate, der var over fluer uden behåring, som modsat mange af de behårede sataner nærmest kun kunne roses for deres egenskaber. Alligevel slog de fleste med armene for at vifte dem væk, når de svirrende, brummende, stod dem omkring hovedet. Folk forvekslede dem med hvepse.

Når Julie skatede i byens parker, de få, der havde fucking fliser, samlede hun på svirrefluer. De fleste bestemte hun selv. Med ’Torps Danmarks Svirrefluer’ og ’Britain’s Hoverflies – a field guide’ liggende på bordet. Med ’Nationalnyckeln Blomflugor 1 og 2’. Med ’Biologie der Schwebfliegen Deutschlands’. Og nettet. Hun brugte mest Steven Falk. Også til hvepse.

Vejhvepse, bladhvepse, snyltehvepse. Når det virkelig kneb, tyede hun somme tider til Lundbecks ’Diptera Danica’ i syv bind, selv om den i dag var stærkt forældet. Resten sendte hun til Monika. Monika var en sjov type.

– Hvad bruger du mest til at fange fluer?

– Nettet.

Stor smiley. Smiley gensendt.

Den der falder_INT.indd 24

05/02/2020 12.27

KAPITEL 6 ingen normale mennesker interesserer sig for fluer. Og slet ikke kvinder. Her, som i mange andre af livets forhold, afveg Julie. Ikke alene var hun interesseret. Hun var nærmest grådigt optaget af dem, forslugen, altædende. Af at finde dem, fotografere dem, tegne dem, at indoptage dem, krænge dem om sig, indsvøbe sig i dem, være i deres liv. Hun bildte sig ind, at det var derfor, hun opdagede den uhyre sjældne gråpelset spiralhårsflue, der ved første øjekast slet ikke lignede en svirreflue med sin spinkle, gracile statur og de nærmest hypnotiske, halvusynlige kropsbånd. Eller den lige så sjældne korthornet mosesvirreflue, som hun fandt på et gammelt æbletræ. Var der en ting, hun fortrød, var det, at hun ikke havde opdaget dem før.

Der findes i Danmark alene over 300 forskellige arter. Tusinder i andre lande. Selv på et langt liv nåede man næppe at kunne overskue endsige se bare de 300. Som faktisk blev til 600, når man tog højde for, at hanner og hunner var forskellige. Og selv for hende voldte mange af de mest almindelige stadig besvær. De var så svære. Svirrefluerne. Og somme tider, efter lange sommerdage i felten, kunne det hele flyde sammen. Det var som et fiksérbillede. Som et billede af Escher. Var det mørke baggrund og det lyse forgrund eller omvendt? Var de nu gule med sorte pletter og streger? Eller var de sorte med gule? Det gjorde det ikke nemmere, at eksempelvis stor havesvirreflue først på sæsonen kunne optræde med smalle gule striber, hvorefter man senere på sæsonen kunne konstatere dens tykkere gule striber. Hvordan var følehornene? Var det fjerbusket antenne? Var der ansigtsstribe? Eller gult på forfødderne?

25

Den der falder_INT.indd 25

05/02/2020 12.27

Det hed sig om enkelte slægter, at de var særligt svære. Men det gjaldt nu på nær nogle få undtagelser for de fleste. Svirrefluerne var bare svære.

Eupeodes-slægten gik eksempelvis for at være særligt vanskelig at bestemme. Men hvad så med Melanogaster? Eller Sphaerophoria? Eller hvad med barksvirrefluerne, hvor et lille mavepanser og en diffus variation i humidor, der var mindre end en lille rosentorn, var den eneste forskel på almindelig barksvirreflue og storhornet barksvirreflue? Næh, så priste man sig lykkelig over en identificerbar bredfodsflue eller kompostsvirrefluen, der med sine markante, sølvgrå trekanter i nakken ikke kunne forveksles med nogen anden.

Hun ville ønske, hun havde set dem før. For selv om hun medgav, at det forholdsvis glatte og ubehårede, der var over dem, var en del af tiltrækningskraften, blev hun alligevel ramt af den syge, der griber mange dipterologer og entomologer: Der er mange andre vildt fascinerende skabninger, når først man monterer ringflashen og stirrer ned i makroobjektivet!

I udgangspunktet havde hun det samme forhold til fluer som mange andre, og hun var ikke meget til fluer med sorte strithår. Men det var et æstetisk kriterium, der kun holdt, lige indtil hun stod foran den sjældne, irgrønt fluorescerende Stomorhina lunata-hun med de iriserende øjne, der var kommet til Danmark helt fra Afrika. Eller et funklende eksemplar af Argyria, der skiftevis var blå eller koralgrøn alt efter lyset – og så de støvede gule kropsstriber på den kegleformede og lyse krop. Igen og igen var der helt nye verdener, der åbenbarede sig. Med tusinder og atter tusinder af farvede, flyvende bolsjer. Hvordan havde man ikke kunnet se dem? Med guldhvepse, parringsdansende øjefluer, de delikate rodfluer og de strålende våbenfluer.

Måske var det, fordi det indledtes med en sjældenhed af de helt store. At det på den måde greb hende. Volucella zonaria. En enorm, eksotisk humlesvirreflue. Under spredning, men da Julie fandt den, endnu uhyre sjælden i Danmark. Indtil da var hun blot begyndt så småt at bemærke

26

Den der falder_INT.indd 26

05/02/2020 12.27

dem. Men nu var det, som om en helt ny verden åbnede sig. Det blev et spark til bevidstheden, som hun ikke havde oplevet, siden hun som barn havde ligget og drukket direkte af det reneste ferskvand i denne verden i den store badesø Lake McKenzie på Fraser Island lige ud for Brisbane i Australien. At det fandtes. At det endnu fandtes. Hun havde intet begreb om, hvor mange de var, hvor smukke de var. Hvor uendeligt forskellige de var. Eller hvor de havde gemt sig i al den tid. Den sjældne og sky ruderat-­ kuglebærerflue, den almindelige træsvirreflue, der sprang i hop som en loppe, den nysgerrige dobbeltbåndede, den lille, uanfægtede kompost­ svirreflue med de tykke lår.

Den dobbeltbåndede svirreflue er den, der for de fleste slet og ret er lig med svirrefluerne. Den, de fleste har set. Når den nysgerrigt, guldskinnende og stribet står som en diminutiv guldsmed, dirrende i luften, og ser en an. Før kaldte man dem blomsterfluer. Eller svævefluer. Men de svæver ikke. De svirrer. Og skifter lynhurtigt position. Det var mærkeligt og mirakuløst at opdage dem. De havde været der hele tiden. I titusindvis. Og i alverdens udgaver, farver og former. Uden at andre end et par stakkels dipterologer havde set dem. Hun indså, at der var meget ved verden, hun aldrig ville få øje på.

Det måtte gerne være kommet til hende før.

Hun vidste ikke, hvilken svirreflue det var, hun havde fundet. Men hun vidste, at Monika sikkert ville kunne sige det.

Den der falder_INT.indd 27

05/02/2020 12.27

KAPITEL 7 hun lagde notesbogen på bordet og tegnede først en bedre og mere detaljeret stregtegning end skitsen. Lidt flere detaljer kom på. Det hele blev strammet op. Men hun passede på med ikke at digte detaljer, som hun kunne regne ud måtte være der, men som hun rent faktisk ikke havde set. Hvis tegningen skulle have nogen værdi for Monika, måtte den være sanddru og næsten videnskabelig.

Derefter tegnede hun som sædvanlig igen motivet på et 34x40 Arches akvarelpapir med en B4-blyant. Og her tillod hun sig at digte. Som regel var denne procedure den samme: Først frembragte hun en tegning af mere teknisk art og i tillæg en mere kunstnerisk version, hvor realismen ikke var det afgørende.

Julie kunne bestemme dronefluerne og den dobbeltbåndede alene på deres agtpågivende måde at stå på i luften. Kuglebærerne på deres forsigtige, næsten følende glideflugt. Men denne her kendte hun ikke. Den havde næsten størrelse som en Volucella, med et for hende ukendt mønster. Og samme nysgerrighed som den dobbeltbåndede.

Hun begyndte slavisk og metodisk at tegne den op. Hun lagde et gridmønster ned over papiret. Med hovedet og antennerne og arista yderst.

Med frons og ocellar-trekanten på panden og selve ansigtet, det, hun havde set af det. Med thorax og abdomen. Med humerus, thoracis dorsum, squama og haltere. Med scutelleum og de fire segmenter på bagkroppen. Sternitterne kunne hun af gode grunde kun gætte sig til, da hun havde set den ovenfra. Med benene, med coxa og trochanter, femur (låret), knæet og tibia (skinnebenet). Fødderne kunne hun også kun gisne om, for hun så hverken kløerne eller fod og forfods mere detaljerede inddeling.

28

Den der falder_INT.indd 28

05/02/2020 12.27

Hun havde egentlig planlagt at udspare enkelte områder. Men efter nogle overvejelser valgte hun at lade være. Hvis tegningen var god nok, var det ikke nødvendigt.

Julie lagde altid farve på i tynde, transparente lag. Det var en særlig teknik, der sikrede større gennemskinnelighed fra papiret. Hun brugte både mårhårs- og egernhårspensler. Den store no. 12 af egernhår til de flade laveringer, mårhår no. 6 til de midterste partier og en sylespids rigger til de allerfineste detaljer. Af og til også nogle af de pensler, Sun Chang havde givet hende.

Det tog hende otte timer at færdiggøre akvarellen. Bagefter stillede hun den altid frem, så hun kunne vurdere den i forskelligt lys og fra forskellige vinkler.

Hun var kun bange for mørket, når hun vågnede i det.

– Hvorfor tænder du ikke lyset? havde en kæreste engang spurgt hende.

– Jeg kan godt lide at gå i mørke, sagde hun og famlede sig frem med lukkede øjne. Hun havde aldrig kunnet forklare det for nogen. Men hun kunne faktisk godt lide at gå i mørke. Når hun slukkede lyset i sit kontor om aftenen. Når hun klædte sig af og slukkede lyset i soveværelset. Hun lukkede somme tider øjnene, og fordi hun havde foretaget den samme manøvre et utal af gange, havde hun en fin fornemmelse for, hvor et dørhåndtag sad, hvor den næste lyskontakt befandt sig. Det var lettere infantilt, men sådan havde hun gjort i mange år.

Det gjorde hun også nu, hvor hun som sædvanlig havde svært ved at falde i søvn. Og heller ikke turde.

Først da hun gik forbi spejlet på vej til toilettet, tændte hun lyset. Og stivnede. Hun tog et par skridt tilbage. Hun skævede ængsteligt mod billedet i stuen. Og først var hun overbevist om, at hun måtte have set syner. Et ansigt.

29

Den der falder_INT.indd 29

05/02/2020 12.27

Der fandtes én svirreflue med dette kendetegn: dødningehovedsvirreflue. Rødgul glanssvirreflue kunne imponere med den kobberagtige og skinnende overkrop, man kunne ane slidbaner i lille havesvirreflue, og der var nogle af dyndfluerne, der kunne opvise en smule grumset gætværk i abdomen, men der fandtes kun en blandt svirrefluerne, hvor aftegningen på ryggen havde givet så mange associationer til et ansigt, at det ligefrem havde afspejlet sig i dens navn. Hun havde før oplevet at kunne se menneskelignende ansigter i hovederne på især de små havesvirrefluer. Når skyggerne faldt rigtigt, var det næsten uhyggeligt. Som om et menneskeansigt var forpuppet i miniatureformat og forsøgte at presse sig ud af sit trange hylster. Hun tændte mere lys. Hun hentede mobilen for at tage et foto, men da hun stod foran billedet og tog det nærmere i øjesyn, var det, som om aftegningerne var forsvundet.

Hun rykkede lidt rundt, slukkede for et par lamper igen, fordi hun tænkte, det måtte have været en måde, lyset udefra faldt på, der gav virkningen. Men hun kunne ikke genskabe synet.

Hun lyttede lidt til de ulidelige rytmer fra boybandet Acrush og tænkte, at Sun Chang nok havde sent besøg. Måske en herre. Selv om hun vist var til kvinder.

Nætterne var det værste.

Hun kunne ikke falde i søvn. Hun turde ikke. Når hun alligevel faldt hen, vågnede hun ofte i en tilstand af intens frygt.

Hun vidste ikke præcis, hvad klokken var, men hun fornemmede, at det stadig var nat. Hun så rummet for sig. Men det var, som om hun så det gennem sine øjenlåg. Eller som om det hele var en drøm. En meget virkelig drøm. Hun var stiv af rædsel. For hun følte, at der var en anden i rummet. Og hun var ude af stand til at bevæge sig. Helt fysisk. Det var som at være levende død. Og hun vidste ikke, om hun sov og var midt i et frygteligt mareridt. Eller om hun var vågen. Og var med i et, der var værre.

Den der falder_INT.indd 30

05/02/2020 12.27

KAPITEL 8 mads kragelund hansen spurgte ikke til svirrefluerne, for han begreb det vist ikke. Det var tit, som om han reelt ikke anede, hvad han stod overfor. For ham var og blev hun en gåde.

For ham var det uforståeligt, at hun som 25-årig kvinde kickflippede på sit skateboard hele vejen fra Rosengården til hans klinik med Charli XCX pumpende for fuldt drøn i hørebøfferne. I sin egen verden. Sin helt egen verden. Men det var, fordi han aldrig havde tænkt over, aldrig havde behøvet at tænke over, at ingen ville overfalde en ung kvinde på et skateboard. Det var for mærkeligt. For underligt at nærme sig en ung kvinde, der ollie’ede, pop’ede, grindede eller carvede med pandebånd, i underlige gevandter og med sort dødsbemaling omkring øjnene. Hvad han derimod var interesseret i, var drømmene. Så efter sært udeltagende at have spurgt til Lamotriginen, som han kategorisk afviste kunne have noget med søvnlammelserne at gøre, spurgte han igen og igen til, om der var tilfælde af narkolepsi i familien. Dette benægtede hun altid.

Der kom den sædvanlige svage brise fra det åbne vindue i konsultationsværelset. På væggen: tegningerne med de blå fugle, blafrende. Flybilletten.

– Hvordan ligger du, når du sover?

Hun så afventende på ham. Hun kunne ikke finde ud af, om han var pervers og ligesom alle andre spurgte med en anden hensigt, selv om han var psykolog.

– Er det vigtigt?

Han nikkede.

– Jeg ligger på ryggen. Men også på siden.

31

Den der falder_INT.indd 31

05/02/2020 12.27

– Prøv at vende dig om på siden. Hele tiden.

Hun skød sig bagud på stolen og lagde benene overkors.

– Hvorfor?

Han anbragte skriveblokken i skødet.

– Fordi lammelserne ofte opstår, når man ligger på ryggen. Ved du, om du er vågen her?

– Det er meget svært at afgøre. Jeg ser jo det hele. Tydeligt.

– Men du ser ikke tingene bag dig?

Hun rystede på hovedet.

– Og rummet er tomt?

– Nej. Det vil sige, jo. Men jeg kan mærke, at der er noget. Nogen. Jeg ved det ikke.

– Men du ser intet?

– Nej. – Men du er bange?

Hun nikkede.

– Hamrende angst. Jeg er jo ude af stand til at røre mig.

– Hvad sker der så? Hvordan er det, at angsten kulminerer?

– Det er, som om noget svæver over mig.

Han så opfordrende på hende.

– Er det en person?

Hun nikkede.

– Hvad gør han? Hvordan ser han ud?

– Først smiler han bare.

– Hvordan ser han ud? Prøv at beskrive ham.

– Buskede øjenbryn, smalle læber, høje tindinger. Egentlig virker han venlig. Men det er mærkeligt. Han kan både være en helgen. Og en forbryder.

– Hvad gør han?

– Han smiler til mig.

– Hvad sker der så?

– Han lægger hænderne om min hals. Og så kvæler han mig.

Den der falder_INT.indd 32

05/02/2020 12.27

KAPITEL 9 det var tegningerne , der satte ham i gang med undersøgelsen af Brunelleschi. Pigen. Julie. Og hendes tegninger. Hvad enten han brød sig om det eller ej. Og han brød sig ikke om det.

Hun tegnede insekter. Eller fotograferede. Han kunne ikke finde ud af det. Somme tider sad hun længe i gården, og det var svært for ham at få øjnene fra hende. Efter den indledningsvise forfærdelse over, at det var fluer, hun var koncentreret om, vendte hans blik langsomt tilbage til hende, når hun rodede rundt i buskene. Han fantaserede om, hvad hun foretog sig, indtil alle hans aversioner mod hende en dag forsvandt (og det var ikke, fordi han havde jern på – eller det havde han også, men det havde han så tit). Det var, fordi det gik op for ham, at der endnu fandtes mennesker, der havde roen til at sætte sig ned med en blyant og en blok og lade verden gå ad helvede til. Han bebrejdede sig selv, at han aldrig helt kunne vide, om det var den evigt slumrende libido, der, ved synet af hendes bare ben, farvede hende i et grelt positivt skær. Han havde ellers besluttet sig for ikke at bryde sig om hende. Men langsomt blev han hjælpeløst optaget af, hvem hun var, og hvor hun kom fra. Men frem for alt fascinerede hun ham umiddelbart.

Modstræbende måtte han erkende, at det faktisk var hende, der hjalp ham igennem en midlertidig skrivekrise ved med sin blotte tilstedeværelse at angive retningen for hans research. Han indså også, at det var småligt af ham ikke at vedstå den inspiration, hun havde givet ham. Men han indlod sig nødigt i nære og følelsesmæssige relationer. Han havde det bedst oppe på kvisten. Uden for meget menneskelig kontakt. Desuden ville det sikkert også bare blive misforstået. Herregud, han kunne være hendes far.

33

Den der falder_INT.indd 33

05/02/2020 12.27

Fordi han var optaget af hende, fordybede han sig i tegningens kunst og historie, og det var derved, han kom på sporet af perspektivet. Og for første gang i lang tid tændtes der en lille inspirationens glød inden i ham.

Perspektivet havde nemlig optaget ham som ung, da han som mange andre havde været fascineret af især Egyptens mysterier.

Han kunne udpege præcis, hvornår og hvordan det startede, nemlig da han første gang læste om den britiske Royal Air Force-pilot, der i 1940 tog et foto af den store Giza-pyramide og viste, at pyramiden ikke kun har fire sider, men faktisk er ottesidet – et faktum, mange ikke var klar over. Selv ikke i dag. Derfra fuldførte han alle fantasters uundgåelige dannelsesrejse, som gik over, at der ingen inskriptioner var i pyramiderne, der fortalte, hvem der havde bygget de tre store pyramider, at der ingen ligfund var gjort i pyramiderne, selv om egyptologerne hårdnakket hævdede, at de var gravmæler, at der ingen hieroglyffer var, der angav, hvordan de var bygget og hvorfor, at pyramiderne muligvis, muligvis, var anlagt efter stjernehimlen, at de lå nøjagtig midt i verden, at Sfinksen muligvis, muligvis, var tusinder af år ældre end hævdet af egyptologerne, at der ingen fornuftig forklaring var på, hvordan i himlens navn et folk, der kun havde småtandede kobbersave til rådighed, havde udskåret de millioner og atter millioner af sten, der skulle til for at skabe det monstrøse pyramidebyggeri. Han kom i forbindelse med alverdens forskere og bindegale fanatikere, alle med hver deres himmelråbende idiotiske konspirationsteori om, hvad man forsøgte at dække over. Hvad der dog frem for alt slog ham som en bizar udeladelse eller mangel ved disse fænomenale bygherrers formidable præstationer, var det totale fravær af perspektivet i deres afbildninger.

Hele hans ungdom havde han været optaget af disse spørgsmål: Hvem var vi? Hvor kom vi fra? Hvorfor kunne vi ikke besvare fortidens gåder?

Selv om verden tilsyneladende ellers var sandet til i ligegyldige gøremål, hvor man diskuterede karismaforladte og åbenlyst vanvittige politikere, fandtes der, erfarede han, en undergrund af ungdom, der stillede nøjagtigt de samme spørgsmål, som han havde været optaget af engang. Mag-

34

Den der falder_INT.indd 34

05/02/2020 12.27

nus var ikke længere helt ung. Hvis hans liv skulle give mening, måtte han yde et bidrag og skabe noget, han kunne stå inde for. Om så det bare blev det lille hjørne, der hed opklaringen af perspektivets indførelse i verden. Det fyldte ham med uforklarligt godt humør. Ligesom Julie. ”Det kan virke næsten uforståeligt i dag, at synssansen, der er så styrende i en moderne kultur, og de forholdsvis simple principper om lineær afstandsmarkering i kraft af den gradvise formindskelse af genstandenes indbyrdes størrelse ind i et billede eller et landskab så længe kunne unddrage sig den menneskelige erkendelse”.

Cursoren stod som en afventende streg på skærmen og dunkede. Som en lyspuls. Nå ja, det skulle nok gøres mere salgbart, men det udtrykte faktisk præcis, hvad han ønskede at sige.

Ud over at de hilste på hinanden, når de en sjælden gang løb på hinanden i opgangen, havde Magnus nærmest aldrig vekslet et ord med sin muse. Men da han næste dag steg af cyklen, sad hun på hug på fliserne i gården med sit kamera og fotograferede. Han gik hen mod hende, for nu ville han have det sagt til hende. Hun rejste sig i det samme og løb forfærdet hen mod ham.

– Aj, klodsmajor.

– Hvad har jeg gjort?

– Du har lige trådt på en Physiphora alceae.

Idet hun sagde det, røg hendes skuldertaske af, og alle hendes ting væltede ud over fliserne. Magnus stivnede, mens hun arrigt gav sig til at samle tingene sammen. Hun rejste sig, drejede om på hælen og forsvandt i porten, da Magnus fik øje på en stor, brun manilakuvert, som hun havde overset.

– Julie, råbte han, mens han på tæerne nærmest sprang fra flise til flise for ikke at lave flere ulykker. Han hørte hende le ved synet af hans ynkelige hopperi.

35

Den der falder_INT.indd 35

05/02/2020 12.27

– Det er sikkert vigtigt, sagde han og rakte hende kuverten.

– Tak, sagde hun, mens hun stadig lo. – Det kan måske ændre mit liv.

Den der falder_INT.indd 36

05/02/2020 12.27

KAPITEL 10 – ’ham’?

Mads Kragelund Hansen så uforstående på hende. Men ikke i affekt.

Det var, forestillede hun sig, nærmest, som om han forventede underlige udbrud fra hende. Hendes mærkelighed var forklaring nok i sig selv.

– Ham? Du spurgte, hvordan han så ud? Hvorfor spurgte du, om jeg havde drømt om ’ham’?

Han satte sig bag bordet.

– Åh, ’ham’. Visse … klienter, ikke alle, får nogle drømme, mareridt, hvor personer kan materialisere sig … dæmoner …

– Dæmoner?

– … Ja, det er mere sådan en faglig term for det.

– Men hvorfor en mand?

– Det er oftest mandspersoner. Ret beset er der tale om hallucinationer.

Mads Kragelund Hansen forklarede, at der intet mærkeligt var ved hendes drømme.

– I REM er forbindelsen til kroppens muskler praktisk taget ikke-­ eksisterende. Det er for at forhindre den sovende person i at udleve sine drømme og gøre skade på sig selv. Når hjernen bevæger sig ud af REM-fasen, er kroppen endnu ikke fulgt med. Som regel er det her, drømmene opstår. Er der narkolepsi i familien?

Julie rystede på hovedet.

– Ikke hvad jeg ved af.

– Mange hallucinerer i søvnlammelserne. Det sker, fordi hjernen stadig er i drømmestadiet. Folk har rapporteret om mærkelige og usædvanlige syner.

37

Den der falder_INT.indd 37

05/02/2020 12.27

– Og det kan ikke have noget at gøre med medicinen?

Han så indgående på hende.

– Lamotriginen, medicinen, er ment som en stabilisator – den ændrer kun dybden af eventuelle dyk, men ikke på tænkningsmåden og heller ikke på vaner …

– Så medicinen kan ikke forklare det?

Han så på hende over brillestellet.

– Drømmene?

Han rystede på hovedet.

– Vi vil gerne revurdere om et halvt eller et helt år. Der er ingen grund til at tage den, hvis der ingen effekt er.

– Man ved vel heller ikke alt om bivirkningerne?

– Lamotriginen vil ikke fremkalde anfaldene. Men der er jo en grund til, at du tager medicinen.

– Hvad tænker du på?

– Årsagen til, at du tager medicinen, kan være en forklaring i sig selv.

Stress og depression kan være med til at udløse dem. De drømme, eller mareridt, du har, går under betegnelsen ’intruder-fænomenet’. Men der er en afart af at føle, at nogen er i rummet sammen med en.

– Og det er?

– At man rent faktisk ser, eller tror man ser, en person, en skikkelse, i rummet. Vi kalder det en ’incubus’. Som regel den mandlige dæmon.

Hvorfor spørger du?

– Men hvorfor sagde du ingenting?

– Fordi jeg regnede med, at du selv ville undersøge det. Du er jo så grundig med alting. Sidst belærte du mig om Lamotriginens bivirkninger. I detaljer. Nogle af dem kendte jeg ikke engang.

– Hvordan forklarer man det?

– Det kan man ikke.

Hun tav. Hun studerede ham lidt. Så sagde hun: – Det er ikke den eneste grund, vel? Hele forklaringen?

38

Den der falder_INT.indd 38

05/02/2020 12.27

Han så tøvende på hende. Så skubbede han stolen tilbage, rejste sig og hentede en mappe fra arkivskabet. Han trak et papir frem og skød printet af en internetartikel over mod hende.

– I 2009 offentliggjorde hjemmesiden thisman.org et billede af en mand, som efter sigende hjemsøgte folk over hele verden. I deres drømme. ”Har du nogensinde drømt om denne mand?” Tusinder verden over reagerede. Folk fra så forskellige steder som Los Angeles, Berlin, Sao Paulo, Teheran, Beijing, Rom, Barcelona, Stockholm, Paris, New Dehli og Moskva havde alle drømt om den mystiske mand. Der opstod hurtigt alle mulige teorier om, hvem han kunne være. Og hvordan det kunne gå til, at så mange tilsyneladende havde de samme drømme om ham.

– Hvad skete der?

– Hans betydning blev hurtigt omdiskuteret. Hvad var han udtryk for?

En kollektiv bevidsthed? En jungiansk arketype? Gud? – Gud? – Ja, nogle mente seriøst, at han var materialiseringen af Gud. – Der var også nogle, der mente, at han var en levende person, der kunne til­ tvinge sig adgang til folks drømme.

– Men hvorfor fortæller du mig det?

– Fordi nettet er fuldt af den slags junk. For et par år siden kom det frem, at det hele var en hoax. En prank. En joke. En happening. Et markedsføringsstunt. Udtænkt af en italiensk sociolog ved navn Andrea Natella. Et fuckup med letpåvirkelige personer. Der var ellers planlagt en film, og hvad ved jeg. Jeg ville ikke have, at du skulle forurenes af nettets pladder, når du nu gør så gode fremskridt.

– Men hvorfor spørger du, om jeg har set ham, når nu det åbenbart er en hoax?

– Fordi jeg har haft en del andre … klienter … på det sidste, der har udpeget ’ham’. Netop ham. Det er min egen lille undersøgelse.

– Men hvorfor forberedte du mig ikke på det?

– Fordi jeg ville vente, til du selv bragte det på bane. Er du klar til at fortælle om det? I detaljer?

39

Den der falder_INT.indd 39

05/02/2020 12.27

Hun nikkede.

– Det føltes, som om nogen var i rummet?

Hun nikkede.

– Så du ham?

– Først var det lidt utydeligt.

– Men lignede det ham?

Hun skød printet tilbage til ham.

– Det var ham. Fortæl mig lidt mere om søvnlammelserne.

– Jeg kan give dig alle tallene. Cirka 7,6 procent oplever søvnlammelse. Tallet stiger til 28 procent hos folk, der generelt har afbrudte søvnvaner. Og op til 34 procent hos dem, der lider af angst eller depressioner.

Ofte sker anfaldene for personer mellem 10 og 25 år. Genetiske årsager kan være en medvirkende faktor. Tilstanden er ofte forbundet til narkolepsi. En neurologisk lidelse, hvor man har en overdreven tendens til at falde i søvn. Det har vi jo så udelukket. Men det er næppe den slags, du vil høre?

Julie rystede på hovedet.

– Som sagt: Hallucinationerne kan forekomme i forskellige former: En af dem er det såkaldte ’intruder-fænomen’. Hvor folk føler, at der er en anden i rummet sammen med dem.

En anden type hallucination er ’the incubus’, den mandlige dæmon-fænomenet, som er følelsen af at blive knust eller kvalt, mens man sover. Det er helt normalt. Naturligvis ikke rart. Men hey, du overlevede.

Julie, det er ikke virkeligt. Det er drømme. Det kan føles mægtig ubehageligt. Men det er kun drømme. At sove på ryggen kan fremtvinge hyppigere anfald af søvnlammelse. For lidt eller uregelmæssig søvn kan være en anden årsag.

– Kommer der mange ind med de problemer? Og hvad siger du til dem?

– Jeg får mange unge ind. Mest unge piger. Derfor startede jeg min egen undersøgelse. Jeg kan ikke pege på en klar årsag. Det er unge, der på den ene side er uansvarlige og forkælede, men som samtidig er fryg-

40

Den der falder_INT.indd 40

05/02/2020 12.27

teligt ensomme, selvhadende og selvskadende, emotionelt over- eller understimulerede, modløse, opgivende, suicidale.

– Drømmer alle om … ham?

– Nej, nej. Men nogle få gør. Det er en fase. Tror jeg. Man vokser fra det.

– Gør man?

– Du ved, vi ikke kan gøre noget ved det. Men jeg tænkte alligevel på, om du kunne have lyst til at medvirke i nogle undersøgelser? Det foregår på Bispebjerg Hospital.

– Forsøg?

– Der bliver ikke eksperimenteret. Det er udelukkende for at monitere oplevelserne.

– Jeg ved så ikke, om jeg vokser fra det.

– Hvad mener du?

– Du siger, at hoaxen gik ud i 2009. Og blev afsløret i 2015?

Han nikkede.

– Ifølge historien fik en psykolog den første patient ind i 2006. Men det er jo ligegyldigt, nu hvor vi ved, det hele var et nummer. Også det var tilsyneladende løgn og latin.

– Det eneste problem, Mads, er, at jeg er 25 år. Jeg var 15 år, da nettet blev fyldt med hans kontrafej. Men jeg drømte om ham første gang, da jeg var ti år gammel. På det tidspunkt fandtes han slet ikke …

Den der falder_INT.indd 41

05/02/2020 12.27