Læseprøve: DEN FORRESTE MAND af Peter Mogensen

100mm

145mm

145mm

100mm

Foto: Ulrik Jantzen

“I sin krimidebut giver han den politisk og handlingsmæssigt gas – dramaet er upåklageligt” – DAGBLADENES BUREAU

★★★★

Magten er ved at glide Henrik Foss af hænde.

Den tidligere jægersoldat og nuværende udenrigsminister er på vej ind i en valgkamp, som Venstre står til at tabe klart til Henrik Foss’ gamle fjende Smilet – den socialdemokratiske formand Oliver Kruuse.

PETER MOGENSEN, født 1965, er en dansk økonom, der

Men en uventet chance for at vende magtspillet dukker op.

Det kræver ageren langt udenfor både loven og landets grænser, og Henrik Foss må selv deltage i spillet. Har han råd til at lade være? Og ikke mindst – kan han lade være? Har han samtidig evnen og kræfterne til at finde en form for orden i sit kærlighedsliv, når chancen byder sig til?

“En spændingsroman, der vil mere end underholde – hvad den ellers gør til fulde.”

– DAGBLADENES BUREAU

★★★★ “Der er gang i mord, gåder og manipulation på højt niveau – og også på lavere niveau: bestikkelse og trusler.”

– Bogvægten.dk

★★★★★

Den forreste mand_SMUDS_v3.indd 1

har været redaktionschef for det politiske stofområde og politisk kommentator på Politiken. Desuden medvirker han i programmerne Mogensen og Kristiansen og Tirsdagsanalysen på TV 2 News sammen med Michael Kristiansen.

Peter Mogensen er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1991, og har undervist i økonomi på Handelshøjskolen i København. Fra 1997-2000 var

Spillet om magten er barskt og råt, og i Peter Mogensens tredje roman om Henrik Foss når intrigerne, forræderiet og de kyniske magtkampe nye højder. Endnu engang fascinerer Peter Mogensen læserne med en spændingsroman baseret på hans særegne blanding af indgående kendskab til det politiske spil og flair for actionmættet fortælling.

han sekretariatschef og politisk rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han har desuden arbejdet i Finansministeriet hvor han bl.a. var ministersekretær for daværende finansminister Mogens Lykketoft (1995-1997).

I august 2011 tiltrådte han som direktør for tænketanken Kraka, og forlod derfor sin stilling som politisk kommentator på Politiken. Den forreste mand er tredje bind i serien om

9 788740 674958 >

Henrik Foss.

De to første bind er I bjørnens kløer og Skyggespillet.

21.02.2022 14.15

Den forreste mand_INT.indd 2

15.02.2022 08.09

Den forreste mand_INT.indd 3

15.02.2022 08.09

Den forreste mand Af Peter Mogensen © Turbine, Aarhus 2022 Redigering: Jakob Aaby Harrits Omslagsdesign: Mikkel Henssel Ombrydning: Vinnie Andersen ISBN: 978-87-406-7495-8 Alle rettigheder forbeholdes www.turbine.dk

Den forreste mand_INT.indd 4

15.02.2022 08.09

TA K S I G E L SE Tak til min redaktør, Jakob Aaby Harrits, for at drive denne bog i mål.

Jeg fik god hjælp til bogen, ikke mindst de sidste ti procent, som for mig altid er de sværeste. Tak til et antal af mine venner, som har læst diverse udkast og fulgt Foss gennem hans mørkeste stunder uden at tabe humøret. Tak til Frømandskorpset og PJ for gode råd og indsigt.

Endelig tak til mit forlag Turbine, som med utrættelig optimisme står klar, når jeg atter nærmer mig en manuskript­afslutning.

Bogen er først og fremmest en politisk spændingsroman. Alle hints og underforståede passager, som eventuelt kan opfattes som en kommentar til aktuelle politiske begivenheder, står alene for forfatterens regning. Alle tilbageværende fejl og mangler ligeså.

5

Den forreste mand_INT.indd 5

15.02.2022 08.09

Den forreste mand_INT.indd 6

15.02.2022 08.09

PROLOG Det no rdl i ge Sy r ie n Vinden blæste mildt over den tørre støvede jord, og det svage lys fra aftensolen, som havde gemt sig bag en forhøjning, gjorde det muligt at se helt ud til bredden af floden Eufrat. Mandens øjne fulgte flodens bugtning mod syd, og han vidste, at halvtreds kilometer længere nede løb den ud i Lake Assad, det dominerende vandhul i den nordlige del af Syrien. Han kneb øjnene sammen for at holde de små sandpartikler, som blev båret af brisen, væk og spejdede hen mod lejrens største telt, hvor lederne sad på et tæppe udenfor og talte dæmpet sammen.

De to mænd var klædt i kjortler og bar den klassiske arabiske hovedbeklædning i sort, som var ISIS’ farve. Den enes skæg var næsten helt gråt, den andens sort, og deres silhuetter tonedes mørke mod horisonten, imens de sad tæt sammen og talte.

Bag ham fornemmede han bevægelser, og et kort drej med hovedet fortalte ham, at det snart var tid. Krigere, deres kvinder og nogle få børn var roligt på vej hen mod den lille støvede plads foran ledernes telt. Han tørrede panden let for sved og trak vejret dybt ind, hvor­ efter han satte sig i bevægelse og gik roligt hen mod de to ledere.

Manden stoppede op de obligatoriske tre meter foran lederne, som respekten krævede, hvor han ventede på deres opmærksomhed, imens han skuede ud over alle teltene, som i tusmørket ragede op som sorte skygger bag ledernes telt. Omkring halvtreds beduintelte, runde med firkantede indgangspartier udgjorde deres hjem mellem 7

Den forreste mand_INT.indd 7

15.02.2022 08.09

kampene. Teltene var nemme at pakke sammen, som deres evige krav om at være i bevægelse fordrede.

Endelig så lederen med det grå skæg i hans retning og vinkede ham hen til tæppet. Han gjorde tegnet for fred og satte sig i skrædder­ stilling. Den gråskæggede nikkede som et tegn på, at han kunne tale, og han trak vejret dybt. ”Store leder, Allah er stor, og jeg takker ham, fordi jeg må være en del af jihad. Intet ser jeg frem til mere end mit martyrium.”

Den gråskæggede nikkede roligt mod ham, hvilket tillod ham at tale videre. ”Kan jeg spørge til, om det er nødvendigt at dræbe fangen?” Imens han sagde ordene, pegede han hen på en bulet Toyota pickup, hvis oprindelige grønlige farve næsten ikke var synlig på grund af støv og snavs fra ørkenen, og som med en primitivt påmonteret kran holdt et stålbur op i luften ud fra køretøjets venstre side. I buret sad en hvid kvinde, afklædt og med hele overkroppen rystende, som var hun gået i chok. Især havde hun vanskeligt ved at kontrollere sine arme, der gik som ukontrollerbare trommestikker. Hun var beskidt, som havde hendes forpinte krop suget ørkenstøvet til sig, og hele tiden mumlede hun nogle ord på engelsk, som han fra sin plads svagt kunne høre som skiftevis ”have mercy” og ”save me”. Ordenes uregelmæssige messen kunne til forveksling minde i sin rytme om bønnen, som han og hans brødre udførte flere gange dagligt. Torturen havde stået på hele eftermiddagen, hvor hendes skrig have overdøvet vindens susen, og hele lejren havde fra afstand fulgt med i den vantros lidelser. Endelig, hen mod aften, var hun blevet smidt nøgen ind i stålburet, neden for hvilket en lille pøl af blod havde samlet sig på jorden, stammende fra kvindens friske sår. Han bemærkede, at kontrasten til den lidt lysere tørre jord var slående, selv i tusmørket.

Den gråskæggede nikkede igen som tegn på, at han kunne tale videre.

8

Den forreste mand_INT.indd 8

15.02.2022 08.09

”Store leder, jeg synes som dig, at kvinden skal dø. Vi har haft hårde kampe med de vantro. Og de er ikke forbi. Men hvis vi brænder kvinden, som er CIA, vil det sværme med amerikanske soldater med det resultat, at vores opgaves tyngde mangedobles. Én ting er oprørerne fra syd, eller hunden Assads styrker, men en overvældende styrke af amerikanske special forces, som vi ved vil komme, kan hæmme vores indsats over for dem, som for alvor truer vores position her i Raqqa.”

Han vidste, at det ikke var hans rolle at spekulere i det militære eller terrorkampagnen, men han vidste, hvad der var i vente. Hans arabiske var nu så nuanceret, at han kunne finde de rigtige høflighedsfraser, så en samtale som denne kunne gennemføres. Han havde arbejdet ihærdigt for at lære sprogets detaljer i de seneste år.

Og han vidste, at det blev anerkendt af lederne. Mange udlændinge kom aldrig til at tale Allahs sprog og kom aldrig til at forstå argumenterne for kampen i detaljer. Det var kampens sjæl, der drev ham, en ny verden, hvor der var orden og regler, som skulle overholdes, og hvor en alvidende gud bestemte over liv og død.

Tanken om Hellfire-droner og natlige angreb fra soldater, som ikke kunne ses, før de stod tæt foran dem, bekymrede ham. Allah ønskede, at de skulle tænke sig om, han kunne mærke det.

Lederen med det gråsprængte skæg rettede sig lidt op på tæppet og skævede til den yngre leder ved sin side. Så sad han et stykke tid, som var han i trance, imens gruppen af mennesker langsomt fyldte den støvede plads op foran dem. Mængdens små lyde overdøvede kvindens jamren med undtagelse af hendes dyriske skrig, som trængte gennem alt, når enkelte af de omkringstående stak hende med en kniv eller ramte hende hårdt gennem gitteret med en sten.

Den ældste leder rettede sig yderligere op og så på ham med et roligt og venligt blik.

9

Den forreste mand_INT.indd 9

15.02.2022 08.09

”Måske kan jeg godt forstå din bekymring, broder. Men dette må vi gennemføre for Allah. De vantro skal se, hvad der sker, når man tager kampen op imod ISIS. Vi vil brænde hende. Vi vil filme det, og vi vil sende det ud i alle verdenshjørner over nettet, så vores skare kan vokse om kap med de vestlige hundes angst.” Den unge leder nikkede og lod hele kroppen rokke roligt og rytmisk frem og tilbage.

Manden foldede hænderne i en hilsen og forventede, at samtalen var forbi, men den ældre rømmede sig igen som tegn på, at han ville fortsætte. ”Vi sender først filmen ud på nettet om nogle måneder, når vi for længst har forladt dette område. Ingen vil vide, hvor vi er til den tid – kun Allah.” Han nikkede, og manden rejste sig, vel vidende at samtalen var forbi. Han bukkede for de to mænd og bevægede sig nogle meter væk fra de to ledere, i retning af mængden, og fornemmede samtidig, at lederne bag ham også rejste sig.

Det var tid.

Alle så hen mod den gråhårede, som havde øjenkontakt med to sortklædte mænd, der lænede sig op ad Toyotaen. Man kunne alene se deres mørke øjne i de tilslørede ansigter. Den ældre leder nikkede stille, og de to mænd gik om bag køretøjet og åbnede bagklappen til ladet, hvorfra de resolut løftede hver deres femogtyve liter plastikdunk ned og skruede lågene af. Kvinden, som nu lå ubevægelig i bunden af buret, stønnede tungt og bemærkede først ikke, hvad der skete, men da lugten af benzin skyllede ind i hendes næsebor, rettede hun sig forvirret op og udstødte et dyrisk brøl. Han var over­ rasket over styrken i hendes vokal og dybden, som kom den fra et sted dybt nede i svælget, tæt på mavesækken. Uden at stoppe med skriget greb hun fat i siden af buret og trak sig op på knæ. Han anede ikke, hvor hun fik kræfterne fra, men på få sekunder havde hun rejst sig helt og stod nøgen og tortureret foran dem. De hvide bryster – eller det som var tilbage af dem – og deres skamferede silhuet mod 10

Den forreste mand_INT.indd 10

15.02.2022 08.09

aftenhimlen fik ham til at tænke på en verden, han havde forladt, og bøjede hovedet i en bøn til Allah. Kvinden skreg stadig højere, i takt med at angsten fik yderligere tag i hende, men de to mænd, der havde hældt tændvæsken ud over hende, så ikke ud, som om de hørte hendes dyriske lyde på trods af den korte afstand mellem dem.

Igen nikkede den gråskæggede, og den ene af de to mænd – manden tættest på mængden – tændte en træpind og holdt i nogle sekunder den brændende pind i luften, imens den anden tændte for et kamera, som stod på et tyndt trebenet stativ. Så lod han træpinden falde ind mod buret, og med et tungt sus eksploderede ilden op omkring kvindens stadig opretstående krop.

Han vendte sig om, imens skrigene fra den levende fakkel tog til i styrke. Den stille sydende lyd fra kødet, der nu fortæredes af flammerne, blandedes med en stank, som fortalte ham, at den ellers forsvundne brise alligevel ikke var helt aftaget.

Langsomt gik han ned mellem teltene til lyden af en stadig mere ophidset menneskemængde bag ham. ”Jihad, Jihad, Jihad.” Ordene rungede gennem ørkenen, imens skæret fra flammerne gjorde det nemt for ham at finde vejen til teltet. Han drog stoffet, der udgjorde indgangen, til side og bevægede sig ind i mørket. Uden behov for at kunne se fandt han let det lille sammenrullede tæppe i den lille kiste, som udgjorde teltets eneste møbel. Han rullede det ud og satte sig forsigtigt ned på knæene. Inden han forsvandt ind i bønnen, registrerede han, at skrigene fra den døende kvinde var i aftagende, og menneskemængdens ekstase som altid var stigende.

Da han nogle få sekunder efter sank ind i sin bøn, forsvandt lyden af den ophidsede hob.

Han var alene med Allah.

Den forreste mand_INT.indd 11

15.02.2022 08.09

DAGEN FØR, KLOKKEN 23.07 Udenrigsministeriets sjette sal, Henrik Foss’ kontor

Der var stille, næsten da. Ingen hørbare lyde kom fra de tre personer, der flyttede lidt uroligt på sig ved mødebordet. Stemningen mindede uvægerlig om et venteværelse for patienter med terminal cancer. Tæt uden for vinduet baskede skyggen af en enkelt måge ud mod havneløbet, videre ud mod sundet. Lyset fra operaen sendte et skær op i den sorte aftenhimmel, og enkelte lyde fra Havnegade trængte ind i kontoret, men Henrik Foss, som stod og så ud ad vinduet, ænsede ingen af delene.

Kontoret var præget af sirlig orden, og det store skrivebord for enden af det seks fag store rum tronede på tværs med sine to Wegner-­stole foran, hvor medarbejdere og gæster kunne sidde og fremlægge deres sager for udenrigsministeren og drøfte de politiske spørgsmål. På væggen til venstre hang en stor fladskærm, som var slukket, og ved siden af den hang en original stengun fra Anden Verdenskrig, som var blevet brugt af de britiske kommandostyrker, forløberen til SAS-styrken.

De tre gæster var kommet med kort varsel, og Henrik Foss havde sendt alle medarbejderne i sekretariatet hjem. Luften i rummet var træg, som manglede der ilt, og intensiteten føltes som en vedvarende isnen i tandhalsene.

Mørket bragte ham ingen lindring denne aften, og den ro, som normalt indfandt sig efter en lang dag i regeringskontoret, var erstattet af en stemning, han mærkede som intens panik. Foss havde ellers indtil dette øjeblik følt, at der var styr på det meste omkring hans person og rolle som udenrigsminister. Han måtte nu kæmpe hårdt imod sin impuls til at tage sin elskede stengun – en gave fra en britisk 12

Den forreste mand_INT.indd 12

15.02.2022 08.09

ambassadør – ned fra væggen og smadre den ud gennem vinduet og se den forsvinde seks etager ned i det grønsorte havneløb.

De seneste år havde bragt Henrik Foss en indflydelse, han end ikke havde drømt om, og han havde mere eller mindre egenrådigt styret landet. Fra Udenrigsministeriet, hvad der unægtelig var et særsyn. Men Roger Nielausen, som efter aftale havde indtaget Statsministeriet efter forgængerens, Marie Lindbergs, fald, havde ikke haft noget valg. Foss’ klemme på ham og hans kone var så voldsom, at alene et exit fra politik kunne få Nielausen af krogen. Foss vidste, at statsministeren utålmodigt ventede på, at et mirakel skulle indtræffe, hvor Nielausen igen fik overhånden over ham, men den situation frygtede udenrigsministeren ikke. Han troede ikke på mirakler, heller ikke for Nielausen. Der var styr på regeringen, partiet og på statsministeren. Eller det havde der været, lige indtil dette møde var begyndt for blot nogle få minutter siden. Et møde, som Lothar Hemmingsen, hans ven og kampfælle helt tilbage til kampen mod Sorokins mordere, og Jægerkorpsets chef tilmed først havde inviteret sig selv til for lidt under en time siden. Han mærkede kontrol­ tabet, mærkede dets rejse fra indledende vantro til en egentlig lammelse, som havde en læge givet ham en meddelelse om en dødelig diagnose. Han vidste, at noget af kontrollen ville komme tilbage, når han havde tilpasset sig situationen, hvorfor han lod minutterne gå, men i øjeblikket kunne han alene føle en udraderende angst, som han ikke havde følt, siden psykologen efter Sorokin-krisen havde tvunget hans hjerne ud på rejsen til helvede og tilbage.

Benene føltes pludselig kraftesløse, og han satte sig atter ned på sin stol ved mødebordet. Ville skæbnen endelig indhente ham? Han skævede rundt i sit kontor, som havde været hans andet hjem i de seneste år. Det store skrivebord i lys eg, hvor ikke et papir lå forkert.

Billedet af Churchill, som han havde arvet fra Marie, og som nu hang bag hans højryggede, stofbetrukne arbejdsstol.

13

Den forreste mand_INT.indd 13

15.02.2022 08.09

”Sig det én gang til.” Foss rettede på klappen og tillod sit øje at stirre manisk i nogle lange sekunder på Lothar, som sad foran ham på den modsatte side af det store mødebord. Til højre for Lothar sad Jægerkorpsets chef, H. Nielsen, som Foss umiddelbart havde været glad for at møde. Til venstre for Lothar betragtede PET’s computergeni, den Data Science-uddannede Sheree Atwater, ham med de kulsorte, intelligente øjne gennem de tykke brilleglas. I genskæret fra det højre brille­ glas kunne han se spejlbilledet af havneløbet seks etager under dem og nogle signallys fra et par fartøjer, som passerede i den sene aften. ”Jeg beklager, Henrik. Det er virkelig noget gedigent pis. Også derfor den hurtige anmodning om et møde. Sheree?” Lothar nikkede kort til hende, og hun rømmede sig hurtigt.

Få sekunder inde i PET-datalogens talestrøm mistede han igen kontakten med gæsterne. Ordene ’Klassificerede NATO-dokumenter’, ’hacket’ og ’fejlslået mission i Bosnien’ fik ham igen til at svæve væk på en sky af angst, og han blev gennemboret af en desperat trang til at ringe til psykologen. Med en kraftanstrengelse tvang han sit fokus tilbage til Atwater. ”I siger, at et dansk websted har hacket NATOs computer og af alle dokumenter alene har downloadet min mission i Bosnien?”

Imens Lothar og Sheree nikkede synkront, så han atter de hvide kister for sig, placeret på snorlige rækker. Langt de fleste var kun godt en meter lange. Han måtte bruge alle sine kræfter på at holde sine hænder i ro, da rystelserne startede. ”NATO lukkede lynhurtigt for lækagen, så hvem der end hackede systemet, vidste, hvad de gik efter, og vidste, at de kun havde kort tid til at få dokumenterne downloadet,” brød den kloge datalog fra PET igen stilheden. ”Hvem kender til min mission i Bosnien?” ”I princippet ingen, kun NATO, endda kun amerikanernes special­operationsledelse, JSOC. Hvem der end har hacket sig ind, 14

Den forreste mand_INT.indd 14

15.02.2022 08.09

vidste som sagt, hvad de gjorde … vidste præcis, hvad de skulle lede efter …”

H. Nielsen sad rank, og Henrik kunne se, at chefen for korpset stadig var i god fysisk form. Det korte, mørke hår, som stak en smule ud fra Jægerkorpsets velkendte lilla baret, sad oven på et smalt ­hoved og havde lidt grå stænk over ørerne. Kinderne var lettere indsunkne, hvad der er normalt for trænede elitesportsfolk. De brune øjne var rolige og årvågne.

Foss rystede atter opgivende på hovedet og stirrede længe ned i bordpladen, som forsøgte han at finde et usynligt ormehul at forsvinde igennem. De små årer i træet udvidede sig og fremstod som kæmpe månekratere. Kratere, som man kunne styrte ned i og finde fred. Han trak vejret tungt. ”Det må være nogen, som kender til din mission, Henrik, men hvem gør det? Hvem ved, hvad de skal lede efter? Eller ved, hvor de skal dirigere andre hen?” Henrik mærkede korpschefens ord bore sig ind i hjernen og rystede igen uforstående hovedet fra side til side. ”Jeg har aldrig sagt noget om dette til en levende sjæl. Er I klar over, hvad der vil ske, hvis det kommer ud, at jeg var den enkelt­ stående årsag til, at børn og kvinder, som var spærret inde i den kirke, blev bombet til døde?”

Der var stille, og kun Lothar bevægede ansigtet op og ned. ”Alle mine politiske modstandere, som bittert har måttet leve med, at jeg blev dekoreret efter Sorokin-krisen, foran Det Hvide Hus, for fanden, af præsidenten selv, vil nu kunne køre en politisk kampagne mod mig – ’Henrik Foss, nu som krigsforbryder’.” Han sukkede dybt uden at finde sin egen sarkasme morsom og rystede atter opgivende på hovedet. ”Det er ulovligt, det her, Henrik, vi vil sætte alt ind på at stoppe udbredelsen af materialet.” Foss var ikke i tvivl om Lothars hensigter, men i dette øjeblik tvivlede han på mulighederne for at ind15

Den forreste mand_INT.indd 15

15.02.2022 08.09

dæmme skaden. Hvis han havde lært én ting af sine kampe med mafiaen og Greywater i Firenze, så var det, at vanskelighederne med at styre internettets mørke kræfter var uoverstigelige. Det dybe net var uendeligt. ”Det kan sgu ligge på nettet om ti minutter?” Henrik rettede atter lidt på klappen og talte mest til sig selv, imens hans øje igen fandt kraterne i bordpladen. Han følte sig konfus, overmandet, som da han var vågnet fra operationen for mange år tilbage, efter at hans øje var blevet skudt ud, på hvad der skulle blive den sidste mission som Jæger.

Foss rejste sig desperat op og gik hen til vinduet. Han lænede sig ind mod vinduet og mærkede rudens kølige overflade mod panden.

Lange, tunge suk undslap munden i hans forsøg på at genvinde kontrollen, og der dannedes en lille cirkel af fugt fra hans ånde på vinduet.

Han fornemmede svagt, at de tre gæster rejste sig, og vendte sig om. ”Jeg beklager, Foss.” H. Nielsens stemme lød, som om han skammede sig lidt. ”Vi i Korpset har alt på spil her ligeså,” fortsatte han. ”Hvis din sag kommer ud, vil det blive svært at få gode folk til at søge ind til os fremover, det ved du.” Han rettede sig op og nikkede kort. Sheree Atwater nikkede ikke, men vendte sig abrupt om, og den lille buttede krop satte kurs mod døren, der førte ud til forkontoret, i hælene på Jægerkorpsets chef.

Da de var alene, rømmede Lothar sig og gik hen til Henrik. I en tid stod de begge og stirrede ud i havneløbet. Den nye bro længere ude, hvor cyklister og gående kunne krydse vandet, var stadig ganske trafikeret, på trods af at klokken nærmede sig midnat.

I spejlbilledet skævede Henrik til Lothar, hvis arrede ansigt var fattet. Henrik vidste, at hans ven ville gøre alt for ham, hvad han havde vist ved flere lejligheden. I deres kamp mod Greywater og mafiaen havde Henrik reddet Lothar fra at blive dræbt, men torturen var hans 16

Den forreste mand_INT.indd 16

15.02.2022 08.09

ven ikke undsluppet, hvilket plastikkirurgerne havde kunnet gøre så godt som ingenting ved. Deres fælles baggrund tilbage i Jægerkorpset gav dem et bånd, som de færreste kunne begribe. ”Klarer du den?” Lothars stemme var imødekommende, men også bekymret. Han var en af de ganske få personer, som kendte til Foss’ posttraumatiske stress. Det var Lothar, som havde sendt Henrik til den rigtige psykolog, efter at de sammen havde nedkæmpet Sorokins massemorder Kurtznes. ”Jeg ved det sgu ikke …” Henrik sukkede. ”Det føles helt uoverskueligt lige nu. Både at det hele vælter tilbage i mit hoved og at tænke på, hvad det vil koste mig politisk. Hele mit renommé er på spil, alt, jeg har kæmpet for, forstår du? Det er begge dele.” Igen aftegnedes en cirkel på ruden. ”Men du gjorde ikke noget galt i Bosnien, Henrik. Det var ikke din skyld, du var for fanden i god tro om, hvem der var i kirken.”

Lothar rystede på hovedet, som om han gav frustrationen frit løb.

Henrik trak atter vejret tungt. ”De fleste kister var tomme. Havde blot et skilt med barnets navn. De var blevet pulveriseret, Lothar, forstår du?”

Lothar nikkede. Henrik vidste, at han havde fortalt ham om det før, men det hjalp at få det sagt. ”De øjne, de våde forgrædte øjne hos forældrene, hos fædrene, der havde mistet både børn og ægtefæller … jeg glemmer dem aldrig, de er med mig hver eneste dag, og nu er det hele sprunget i luften på ny.” Han mærkede en tåre forlade øjet og tørrede den hurtigt væk. ”Hvordan i helvede kan det her ske? Hvem kan stå bag? Og drengene?

Når det her kommer ud, hvad så med Niclas og William, har de ikke lidt nok?” Atter fjernede han en tåre. Lothar nikkede og klappede ham blidt på skulderen.

Henrik tænkte på sine to drenge, som i den grad havde lidt på grund af deres far. Først skilsmissen fra deres mor, Sofia, som om 17

Den forreste mand_INT.indd 17

15.02.2022 08.09

den ikke var nok. Men da Sorokin senere legede russisk roulette med Henrik, og hans familie blev kidnappet og mishandlet som hævn for en gal russisk morder, hvis bror Henrik havde dræbt på en mission år tilbage i Bosnien, blev alle de mentale ar dannet, som drengene skulle slæbe med sig videre i deres stadig korte liv. Henrik havde gjort alt, men hans drenges hjerte var ikke længere inden for hans rækkevidde. Foss’ depression havde været dyb, og behandlingerne mod depression og angst hos psykologen havde kun delvist hjulpet.

Han havde i perioder haft svært ved at være alene med sine tanker.

Og nu tegnede skyerne i horisonten til, at hans relation til familien én gang for alle ville kollapse. Han lukkede øjet og forsøgte at fokusere. ”Tro mig, vi sætter alt ind på at finde lækagen, og husk nu, du var i god tro, min ven.” Lothar klappede ham atter på skulderen. Foss rystede stille hovedet benægtende fra side til side. ”Måske, men der er desværre ikke noget, der hedder ’god tro’ i politik.” Henrik tog en dyb indånding, lukkede øjet hårdt i og rettede lidt på klappen. I havneløbet var en sort coaster ved at arbejde sig op gennem broerne, og foran ham dansede de grønne og røde lanterner for styrbord og bagbord, imens fartøjet langsomt, nærmest ildevarslende som et dødsskib, kom nærmere. Foss genkaldte sig ved synet af den sorte coaster kaptajn Vanderdeckens skæbne, da denne ved en splint af Jesu kors svor, at han ville runde Cap Horn, om han så skulle sejle for evigt. Gud tog ham på ordet.

Håndens rysten indebar, at han først efter to forsøg fik tastet psykologens nummer på mobilen.

Den forreste mand_INT.indd 18

15.02.2022 08.09

DAG 1

KAPITEL 1 Seks måneder senere, København i det tidlige forår, lidt under tre uger før det næste folketingsvalg ifølge Grundloven senest skal udskrives

Underkanten af den grimme Edvard Munck-imitation af Skriget, som hang på gruppeværelsets bagvæg, maste sig ind i hans nakke, da han strakte sig bagover. Bevægelsen var nødvendig og et led i forsøget på at holde fokus. Gruppemødet i Venstre var startet for en time siden, og der var ellers utilfredshed nok i luften, til at Foss kunne holde sig vågen. Han var bekymret for sit parti, som det gik elendigt for i målingerne, og valget nærmede sig. Hvad værre var, Oliver Kruuse, eller ”Smilet”, som han også blev kaldt, havde fået et massivt comeback som leder af Socialdemokratiet, hvilket frustrerede Foss grænseløst.

Kruuse var en natural born gunfighter, når det kom til politik, et vildt dyr på savannen, og han havde klogt udnyttet konflikten mellem Foss og Nielausen gennem de senere år. Socialdemokraterne havde udbyttet, at Foss’ linje i både udlændingepolitikken og socialpolitikken var blødere end de mest højreorienterede på Roger Nielausens hold, og nu stod de to store partier med omtrent den samme politik på de to centrale områder, men med en langt mere karismatisk leder hos socialdemokraterne. Nielausen var en kedelig bogholder sammenlignet med den Gerhard Schröder-­lignende Oliver Kruuse, som vælgerne elskede, om ikke andet så for hans vindende smil. Venstre manglede et play – et brugbart våben mod Socialdemokratiet – der kunne vende situationen, men Henrik var ikke sikker på, hvad det skulle være.

19

Den forreste mand_INT.indd 19

15.02.2022 08.09

Og nu stod valget for døren, og på spidsen af sin tunge måtte Kruuse kunne smage magtens tilbagevenden til sit parti.

Men i øjeblikket var magten ikke Foss’ hovedfokus, hvor presset hans parti end var. Lækagen af de klassificerede NATO-papirer om hans mission i Bosnien var efter måneders tavshed atter kommet til live for lidt over en uge siden. Han var ellers næsten kommet til et punkt, hvor han havde været i stand til at indbilde sig, at sagen var gået i sin mor igen. Men også kun næsten. I sine mørkeste stunder havde han været sikker på, at materialet ville blive anvendt, når det kunne skade ham og partiet mest – i valgkampen. Siden mødet på hans kontor for et halvt år siden havde han ikke haft et øjebliks sindsro, men på en mærkelig måde havde han næsten vænnet sig til presset. Mere træning i ministeriets fitnesskælder, mere løb omkring søerne og mere arbejde havde været hovedparten af hans metode.

Dertil havde han tilføjet et antal tunge sovepiller og en god flaske Brunello eller to til kuren, når det brændte mest på, og søvnen igen var udeblevet på andet eller tredje døgn. Og sluttelig havde han mindsket al kontakt til Sofia og hendes psykopat af en journalistkæreste og kun set drengene, når muligheden bød sig, hvad der i antal kunne tælles på en snedkermesters hånd.

Men efter Lothars opringning for en uge siden havde han ramt bunden. Hans angstanfald var taget til, søvnen udeblev næsten hver nat, og tvangstanker om, hvordan hans to drenge og Sofia ville se på ham, efter at hele Danmark havde lært ham at kende som en krigsforbryder, gjorde det umuligt for ham at finde ro. Selv den tur, Bjarne Riis var igennem, fra hyldesten på scenen i Tivoli i sommeren 1996, da han endte øverst på podiet i Tour de France, til udskamningen efter hans tilståelse om brugen af epo, var en søndagspicnic i Dyrehaven sammenlignet med det, som Foss nu stod over for. Der var ikke længere nogen drenge med cykeldrømme, der havde Riis som deres forbillede. Og for Foss’ ved20

Den forreste mand_INT.indd 20

15.02.2022 08.09

kommende: Døde børn og kvinder var ikke ligefrem opskriften på en folkehelt.

Foss var bange. Bange for udskamningen, bange for tabet af drengenes sidste rest af sympati for deres far, men mest af alt bange for, hvad de måtte gennemleve fra omverdenen, hvis deres far blev brændemærket som krigsforbryder. Og adskillige besøg hos psykologen havde ikke kunnet ændre på hans afgrundsdybe bekymring.

Lothar og Sheree havde siden mødet i efteråret gjort alt, hvad der var muligt for at spore hackerne, men uden held. PET havde fået assistance fra amerikanernes NSA, men lige lidt hjalp det, når sporet var dødt. De måtte vente på, at de, som havde materialet, tog det næste ryk. Det næste ryk ville blive taget nu og ville som en tonstung hammer ramme ham og hans nærmeste.

Uden at høre noget spejdede han lettere svimmel ud over Venstres gruppe, ned langs de tværgående borde, som dannede en hestesko med et ekstra ben i midten. De fleste havde forventningsfulde miner i ansigterne, som politikere får, når der er en ofring i gang. Få så skræmte ud, det var Nielausens tilbageværende tropper, dem, som Foss ikke ville have med i sin gruppe efter opgøret, fordi de lidt for nidkært havde gået Roger Nielausens ærinde i ydmygelsen af dennes forgænger, Marie Lindberg, og ham selv.

Hans tanker gled atter over på hans familie og udskamningen, der lå forude. Sofia og han var på talefod, men heller ikke meget mere end det. Det var lige før, de havde fået en bedre relation, efter at hendes behandlinger var ovre, og hun igen kunne tage sig af sig selv og ikke mindst drengene. Niclas og William havde hovedsagelig boet hos Sofias forældre, mens hun fik behandlinger, da hans arbejde som udenrigsminister for ofte krævede, at han var ude af landet. Det var i alt fald den version, han fortalte sig selv.

Sofia var blevet misbrugt af Sorokins morder, og Henrik blev stadig varm af vrede, når tankerne søgte tilbage til den vanvittige 21

Den forreste mand_INT.indd 21

15.02.2022 08.09

kamp mod russerne. Det havde været et helvede for hans ekskone at kæmpe sig tilbage. Depression, pillemisbrug og et overdrevent forbrug af psykiatere var kun uendelig langsomt blevet vendt til noget positivt. Det var egentlig gået nogenlunde med Sofia og ham, efter at hun blev udskrevet, lige indtil slangen i paradiset var ankommet, i form af idioten og ekstrabladsjournalisten Theis Erlandsen. Henrik havde svært ved at tilgive hende, at hun som sin første gerning efter indlæggelsen absolut skulle falde for den idiot. Manden var en latterlig cocktail af opblæsthed og mindreværd, ikke ligefrem en rollemodel. Nu boede de sammen, Erlandsen og hende, i Henriks og Sofias gamle villalejlighed på Østerbro, sammen med hans drenge. ”Gud giver aldrig med begge hænder,” tænkte han opgivende og så for sig Erlandsen sidde i stuen sammen med sine sønner og ekskone, formentligt midt i et foredrag om den frie presses rolle over for de korrupte magthavere.

Han rev sig selv ud af tankerne og skævede lidt mod Roger Nielausen – statsministeren – som sad til hans venstre side. På den plads, der havde været Maries. Nielausen sad som vanlig og gjorde små noter om det, han skulle huske fra gruppemedlemmernes forskellige indlæg. Denne gang havde de små ulæselige kruseduller, som åbenbart var en håndskrift, men som for Foss lignede små uordentlige klumper af museafføring, lagt beslag på adskillige sider af den A5-blok, som sammen med de korte gammeldags træblyanter altid lå klar på bordet foran dem. Kritikken af regeringens situation havde været hård, og Roger Nielausen sukkede i sine velkendte små ukontrollerede bjæf, når Venstres folketingsmedlemmer igen og igen sendte et missil imod ham. Hver gang det var en af Henriks folk, kunne statsministeren ikke dy sig for at sende Foss et blik, som ikke ligefrem forsøgte at sløre, hvad der gik gennem hovedet på landets politiske leder. ”Vi står til at miste magten, og jeg fornemmer ikke, at ledelsen og regeringen foretager sig noget nævneværdigt for at forhindre dette?”

22

Den forreste mand_INT.indd 22

15.02.2022 08.09

Den smukke, rødhårede Karin Holme svingede elegant sit lange hår bag over højre skulder, imens hun forsøgte at holde statsministerens blik i sit kikkertsigte. ”Vi har igen og igen sagt, at der skal en mere borgerlig klar politik til for at sikre os mod Smilets comeback. Vi har ikke noget våben lige nu mod socialdemokraternes leder, og derfor vil jeg foreslå, at vi udpeger et antal medlemmer af gruppen, som skal udvirke en plan for, hvordan kampen skal føres mod Kruuse. Hvis dette fortsætter, er vi ude af regeringskontorerne om få uger.” Hendes slanke skikkelse blev stående et par sekunder længere end nødvendigt, som for at understrege vigtigheden af hendes ord.

Holme var ikke en af Henriks folk, så hendes ord brændte mere intenst på Nielausen, som måtte tåle denne åbenlyse politiske kastrering.

Henrik mærkede, hvordan statsministeren trak luft ind for at sige noget, men fortrød efter at have skævet til Henrik, der nikkede umærkeligt afværgende. Angrebet var egentlig møntet på Henriks linje, men Nielausen tegnede den som statsminister og skulle ikke have chancen for at gå til modangreb.

Den kraftige jyske kvinde, der som gruppeformand styrede mødet, var efterhånden trænet i at afkode, hvordan Henrik diskret kørte møderne uden om Nielausen. Hun nikkede kort til transportministeren, Vilhelm Søndergaard, der om nogen var Henriks allierede. Den ældre, slanke mand rejste sig op, rettede på slipset og rømmede sig kort. ”Et af vores største problemer handler om den elefant i rummet, som ingen vil tale om. Jo, vi vil gerne tale om den uden for gruppemøderne, en til en, men ikke her. Elefanten hedder Christina Refshauge.” Nielausens øjne lynede i Henriks retning, inden den højre hånd manisk nedfældede yderligere små ulæselige grupper af muselort på blokken. ”Jeg ved ikke, hvorfor hun forlod os, men siden hun startede som chefredaktør på Berlingske, har hun vedvarende 23

Den forreste mand_INT.indd 23

15.02.2022 08.09

bombet løs på os, på regeringen.” Søndergaard så hen mod Henrik, og der var næppe nogen i lokalet, som var i tvivl om, hvor inspirationen til transportministerens indlæg havde til huse. ”Intet er for småt til at sende en ondskabsfuld leder fra hendes pen mod vores parti. Og gerne på søndage, hvor vælgerne har god tid til at læse om vores fejl og mangler. Alle vores kernevælgere læser kun om, hvordan regeringen intet kan foretage sig, uden at det er skidt for landet eller blå blok som helhed. Vores partnere i blå blok er nu på krigsstien, ikke mindst de ekstreme højrepartier, for de tror alle sammen på Christina, og frem for alt tror de på, at hun har en kilde, som fortæller hende, hvad der reelt foregår hos os.” Søndergaard rettede atter lidt på slipset, vel vidende at han nu var gået efter statsministeren personligt.

Foss lod tankerne ramme Refshauge. Hun var en forræder, længere var den ikke. Hun var sprunget over på Nielausens skib, da dennes krig mod Marie og ham var på sit højeste, og var derfor på Henriks ordre blevet forbigået, da Nielausen blev udnævnt til statsminister og skulle danne sin regering. Tværtimod var den ekstremt talentfulde og ambitiøse kvinde blevet degraderet fra forsvarsminister til kulturminister og havde i raseri forladt politik ved først givne lejlighed.

Henrik havde undret sig, dengang hun gik, idet politik havde syntes at være Refshauges egentlige passion i livet. Hun var single, barnløs og uden andre kendte interesser. Og dygtig. Og det var korrekt, hvad Søndergaard sagde, at hun igen og igen havde fået afløb for sin bitterhed gennem sin nye arbejdsplads, Berlingske. Giftigt og hadefuldt havde hun sendt sine sylespidse pile efter Foss’ fløj, og altid lige nøjagtig så kritisk mod statsministeren, at Foss aldrig helt havde et synligt bevis – en smoking gun – på, at regeringschefen var hendes kilde. Men Foss var ikke i tvivl, og de gange, han havde mødt hende siden hendes brud med partiet, havde hun nægtet at tale med ham.

24

Den forreste mand_INT.indd 24

15.02.2022 08.09

Søndergaard fortsatte ufortrødent sit bombardement af landets statsminister, og Foss så den anden vej. Muselorten stressede ham, og da han lukkede øjet, kom NATO-sagen hamrende tilbage i bevidstheden. Den ville komme, og komme snart, det var han sikker på. Men hvordan? Og hvem ville stikke kniven ind? Men endnu vigtigere, hvem stod reelt bag angrebet? Han kunne ikke se sin fjende og følte sig som et hjælpeløst mål i kikkertsigtet på en snipers effektive riffel.

Atter gik han i tankerne igennem de få personer, der kendte til hans mission i Bosnien, og ingen af dem ville svigte ham. Han havde lyst til at skrige og løbe, men i stedet knyttede han sin højre hånd til smertepunktet og åbnede roligt øjet. For at få kontakt til mødet lod han øjet fokusere på de latterlige plakater, man havde fået lavet af den gode stemning til sidste valgaften. Flere af gruppemedlemmerne så åbenlyst berusede ud, og de billeder, der havde haft Marie som en del af motivet, var skiftet ud. Partisekretæren havde ment, at de var demotiverende.

Søndergaard havde sat sig ned, tilfreds, og havde sendt Henrik et triumferende blik i håb om at få et anerkendende nik som tak for slagtningen. Henrik ignorerede ham.

Den kraftige jyde nikkede kort til integrationsministeren, Kristian Frandsen. Henrik rettede på klappen og tvang sig selv til at høre ­efter. Frandsen var ikke nogen kriger, eller for den sags skyld en stor politiker, men integrationsministeren var gået planken ud for ham og Marie i magtkampen mod Nielausen, så han fortjente en vis respekt.

Frandsen havde videreført Maries og Henriks mere humane integrationslinje imod Nielausens vilje, og stod det til statsministeren, var Frandsen for længst blevet degraderet til ordfører for halekupering af hunde. Men det stod ikke til statsministeren.

Integrationsministeren rejste sig langsomt op og startede med vanlig usikker stemmeføring. Imens han talte, strøg han jævnligt de 25

Den forreste mand_INT.indd 25

15.02.2022 08.09

få grånende hår, som strittede lidt i siderne af hans ellers hårløse hoved, tilbage, som var det en strid løvemanke. ”Jeg synes, at vi skal nedsætte en gruppe, som efterforsker, hvem der lækker materiale til Berlingske. Det er ikke acceptabelt, og hvem der end står bag, kan umuligt være interesseret i, at vi genvinder magten.” Klapjagten på Nielausen fortsatte.

Foss rakte hånden lidt op, og den kraftige jyde registrerede det med et lidt skræmt udtryk. ”Henrik, ordet er dit,” sagde hun og skævede til statsministeren ved siden af hende, som sad og skulede videre mod Foss, imens han udløste endnu et par små bjæf.

Henrik rejste sig og så ud over forsamlingen. Alle studerede de ham, vel vidende at nu ville den reelle chef tage ordet og sætte retning.

Henrik rettede lidt på klappen og trak vejret ind. ”For nogle år siden gjorde Smilet mig ondt. I kender historien.

Sorokin brugte os – brugte mig – som en boksebold i et større spil.

Dengang brugte Kruuse mig også, bare i sit eget spil. Jeg er ikke fan af Kruuse. Marie vandt valget, Kruuse gik. Nu er han tilbage. Og ja, han har dygtigt set, hvordan han kunne neutralisere vores særkende i politikken, det medgiver jeg gerne. Og måske er han sikker på at vinde, hvad jeg personligt afskyr som få. Men skal vi bare give op?

Skal Venstre bare give op?” Der kom et mumlende bifald fra gruppemedlemmerne. ”Nej, tværtimod, vi skal slås. Vi vil lave en plan for at vinde valget og fremlægge den om en uge, på vores gruppemøde. Derefter udskriver Roger valget, og hele valgkampen kører vi hårdt på Kruuse personligt. Jeg foreslår, at Vilhelm bliver formand for denne lille gruppe, men at både Karin og integrationsministeren bliver medlemmer. Og måske Roger kan pege på et par stykker.”

Han trak vejret ind og så ud af øjenkrogen, at alle mumlede bifaldende, men bemærkede også, at Roger Nielausen var den eneste, som undlod at kigge op på ham. Henrik forstod godt den indestængte 26

Den forreste mand_INT.indd 26

15.02.2022 08.09

vrede, men følte ikke, at han havde andet valg end at konkludere mødet nu. Noget måtte gøres. Det var slagtetid. ”Vi skal have nye ideer at tilbyde danskerne. Nye tanker om at sikre landet mod indvandring fra Afrika gennem en indsats for at hjælpe i Nordafrika. En reel indsats, ikke en lala indsats som den, vi har hørt så mange tale om, herunder Oliver Kruuse. Og vi skal have et skarpt skatteudspil klar, et stærkt borgerligt skatteudspil, og hvis Kruuse kopierer det, så vil en del af hans vælgere hellere stemme på os på grund af vores nye klare linje i udlændingepolitikken,” fortsatte han.

I nogle lange sekunder blev han stående og konstaterede, at forsamlingen nikkede accepterende. Dette havde de villet høre længe.

De skulle have våben at slås med. Politiske våben mod den populære Kruuse. ”Endelig, mine venner, så skal vi ikke glemme, at vi fik sejren sidst, fordi vi havde en god tone i den blå blok. Marie var en mester i at skabe de alliancer. Roger må række ud og få fodslag i blokken.

Hellere i dag end i morgen.” Da han stoppede talestrømmen, havde adskillige af gruppefællerne rejst sig og klappede spontant. Han følte ingen begejstring eller glæde, men pressede alligevel et smil frem. Statsministeren sad som en saltstøtte ved siden af ham og så tomt frem for sig. Der var ingen grund til, at han tog ordet. Planen var nu lagt.

Henrik skævede ned på sin mobil og så en sms tikke ind. Han satte sig ned. Den var fra Anker. ”Ekstra Bladet vil have et interview med dig om din soldatertid – det er Theis Erlandsen, som anmoder.”

Henrik greb to af de små blyanter og hamrede spidsen af dem ind i væggen, så de splintredes, og søgte i løb mod døren.

Den forreste mand_INT.indd 27

15.02.2022 08.09