Den gode ven, Bjørn Esben Almaas, LÆSEPRØVE

I efteråret 1987 sker der noget med drengen. Derefter vil han ikke længere gå i skole eller til spejder, og han lader ofte, som om han er syg. Da han femogtyve år senere møder Mut, som han knap kan huske fra barndommen, begynder hans hverdag at ramle og fortidens gåder at udspille sig i hans hoved.

Hvad skete der det efterår i 1987? fotograf: inger bråtveit

bjørn esben almaas (f. 1975) debuterede i 2001 med den kritiker­roste novellesamling Costa del sol. Han har siden skrevet romanerne Katzenjammer (2003) og Sov eller snakk om kjærlighet (2009). Han har også lavet kortfilm og skrevet filmmanuskripter. Den gode ven er hans fjerde bog og den første oversat til dansk.

Den gode ven er en roman om udstødelse, fortrængning og misbrug.

b j ø r n e s b e n a l m a a s Den gode ven

I Den gode ven følger vi en elleveårig dreng i løbet af nogle skæbnesvangre efterårsmåneder i 1987. Vi møder ham igen femogtyve år senere, da han er blevet gift og har fået to sønner.

n o mi n e r e t t i l nordisk råds l i t t e r a t ur p r i s 2020

bjørn esben almaas Den gode ven

Jeg er oven vande, jeg er på lærerværelset.

Liv taler hurtigt, jeg fanger ikke, hvad hun spørger mig om, og min mor ser på mig, hendes mund bevæger sig, men jeg ved ikke, hører ikke, hvad det handler om.

Ja, hvordan går det med dig, siger min mor. Og jeg hører det, men fordi jeg ikke har hørt noget af det, de har sagt inden, ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Jeg vil sige: Godt. Godt, vil jeg sige, men jeg har jo ingen grund til at sige godt, ja, jeg kan ikke sige godt, for jeg har ikke kunnet holde ud at høre, hvad de har sagt. Og når det er min mor, der spørger, og hun ikke har spurgt før, og Liv er her og det hele, så er der ingenting, jeg kan sige. Og min mor spørger mig igen, som om vi skal spille en familie, og jeg hører, at min stemme er helt underlig, og jeg siger: Helt fint.

roman | turbine

Den gode ven_SMUDS.indd 1

06/07/2020 14.59

Den gode ven_INT.indd 2

06/07/2020 14.29

bjørn esben almaas

Den gode ven PĂĽ dansk ved Klaus Rothstein

turbine

Den gode ven_INT.indd 3

06/07/2020 14.29

Den gode ven Bjørn Esben Almaas På dansk ved Klaus Rothstein © Turbine 2020 1. udgave, 1. oplag Originaltitel: Den gode vennen © Bjørn Esben Almaas Først udgivet i Norge af Forlaget Oktober AS, 2019 Udgivet efter aftale med Oslo Literary Agency Sats: Vinnie Andersen Omslag: Egil Haraldsen og Ellen Lindeberg | exil Design Forsidefoto: Rainer Dittrich Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-406-6310-5 www.turbine.dk

Den gode ven_INT.indd 4

09/07/2020 13.48

Varden, der viser, at toppen er nået, fortæller: En spejder gør sit bedste i medgang og modgang.

Guds øjne, som ser dig, hvor end du færdes, fortæller: En spejder er åben over for Gud og Hans ord.

Hjertet er venskabets tegn, som fortæller: En spejder er en god ven. spejderbogen, 17. udgave, oslo 1982

Den gode ven_INT.indd 5

06/07/2020 14.29

Den gode ven_INT.indd 6

06/07/2020 14.29

silhuetgardiner Torsdag den 18. juli 2013

Den gode ven_INT.indd 7

06/07/2020 14.29

Den gode ven_INT.indd 8

06/07/2020 14.29

Ind i det skarpe lys mellem reolerne kommer en mand.

Han nikker og spørger, hvad han kan hjælpe os med. Jeg ser det røde firmalogo på brystet, ikke noget navneskilt, og da jeg ser på ham igen, nikker han. Kan du ikke huske mig? siger han. Hans mørke fortand er næsten lilla. Jo da, siger jeg, hvordan går det? Han siger, at det går fint, og breder armene ud, så jeg skal forstå, at han ejer hele gardinforretningen. Hvordan går det med dig? Jeg siger, at det går helt fint, og spørger, om han har hilst på min kone, og så griner han, ryster på hovedet, som om jeg har sagt noget sjovt, fortalt en joke, og da han rækker hånden frem mod hende og hilser, spørger han mig, hvordan eller hvornår han skulle have hilst på hende.

Ved du, hvor længe siden det er, vi sidst så hinanden? siger han uden at vente på svar. Selvom hun siger sit navn, siger han ikke sit. Jeg ser på hende og tænker, at lyset gør os blege, næsten umulige at genkende. Han stryger fingrene gennem skægget og hiver i det. Lad mig hjælpe jer, siger han.

9

Den gode ven_INT.indd 9

06/07/2020 14.29

Der er et rullegardin i vores stue, som ikke ruller op, når vi trækker i det. Uanset hvordan vi trækker, ruller det ikke op. Det hænger bare, og når vinduet er åbent, flagrer og dasker det mod krukkerne og potteplanterne i vindueskarmen. Han kniber øjnene sammen, og jeg får en følelse af at være for privat, at jeg siger noget, jeg ikke bør sige. På en hylde ved siden af ham står nogle små papæsker. De kan ikke rumme mere end en vielsesring, og jeg har lyst til at spørge, hvad der er i, men jeg gør det ikke. Hvis vi vil have det andet rullegardin op, skal vi bare trække i det, så ruller det op af sig selv. Det genstridige gardin, det, som ikke samarbejder, for at få det op må vi hente en skammel eller en stol og bruge begge hænder til langsomt at rulle det op. Han siger, at det ­lyder som dårligt udført arbejde. Det er mig, der har monteret, eller forsøgt at montere, begge rullegardiner, siger jeg. Jeg ved, at jeg gjorde noget forkert, da jeg monterede det ene, og noget rigtigt, da jeg monterede det andet. Det her med silhuetgardiner er ikke noget, jeg har fundet på, min far har fået dem sat op hjemme i sin lejlighed. Montøren var lige gået, da han ringede til mig.

De slipper ikke solen ind, sagde han, og alligevel kan jeg se alt udenfor.

Vi står foran udstillingsmodeller af silhuetgardiner, de fås i flere farver og nuancer, og med blikket fæstet på

10

Den gode ven_INT.indd 10

06/07/2020 14.29

min kone taler han om fordele og muligheder ved at skærme sig mod uønsket lys og frit indkig, samtidig med at man bevarer fuldt overblik og udsyn. Min kone siger noget, og da han smiler, tænker jeg, at det må være Mut. Det må være Mut, og jeg er glad for, at han har et arbejde, og jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt, for jeg kan ikke have tænkt på ham i mange år, men hvis jeg havde tænkt på ham, ville jeg jo aldrig have forestillet mig, at han havde et arbejde. Han ser på mig og siger, at fordi det er mig, kan han skaffe en god pris. Havde jeg vidst, hvad han hedder, ville jeg have brugt navn og sagt: Tak, Erik eller, tak Lars, ja, tak, Jonathan. Men ikke tak, Mut. Han er ikke en lille dreng længere. Jeg ved det ikke, tror aldrig, at jeg har kendt hans døbenavn, jeg kender kun til Mut, og derfor kan jeg ikke få mig selv til at spørge.

Tak, siger jeg. Han spørger, hvor vi bor. Af hensyn til montering, siger han. Jeg bliver slap i kroppen. Det trykker under det højre skulderblad på ryggen. Fra den anden side er der et pres mod ribbenene og lungerne. Er det en skarp smerte i mit venstre ben? Det er svært at trække vejret. Jeg er varm. Sveder. Et strejf af svedlugt.

Lugten kommer fra mig, og en dag vil alle rum, jeg går ind i, komme til at lugte på den måde, på lige præcis den måde, og jeg ved det, men ved ikke hvorfor. Min kone prøver at svare, men jeg afbryder hende, er bange for, at

11

Den gode ven_INT.indd 11

06/07/2020 14.29

hun vil give ham vores adresse, og siger, at vi bor tæt på lufthavnen. Han siger noget om montørens køreafstand, men selve gardinerne vil vi få til en god pris. Jeg tager min kones hånd og klemmer den hårdt, siger, at det ­lyder godt. Ungerne venter i bilen, siger jeg. Vi må tænke lidt over det og vende tilbage.

Min kone sætter bilen i gear og spørger, hvorfor jeg lyver om, hvor vi bor. Hvem var han? siger hun og bakker ud fra parkeringsbåsen. Bare kør, siger jeg. ­Ungerne venter i bilen? siger hun. Tænk, at vi har bilen for os selv, siger jeg. Hvor får du det fra? Ved du, hvem han er? siger hun og drejer på rattet. Og så siger jeg det næsten, som det er. Jeg siger, at jeg ikke ved det, at jeg ikke ved noget som helst, jeg fatter ikke noget og forstår det ikke. Det er det, jeg siger.

Den gode ven_INT.indd 12

06/07/2020 14.29

superkraft Mandag den 30. november 1987

Den gode ven_INT.indd 13

06/07/2020 14.29

Den gode ven_INT.indd 14

06/07/2020 14.29

Den rumlende sky ligner Mut, men Mut som en fed ­engel med ble. En engel, der drysser sne fra. For at være helt sikker på, at jeg ikke går hjem igen, har min mor bestemt sig for at følge mig i skole. Det sner under gadelygterne, og det sner med en vind, der pisker mod kinderne. Nej, siger jeg, jeg er gammel nok til at gå selv.

Jeg burde have sagt det for lang tid siden, før vi gik ud ad døren. Hver gang jeg standser, går hun tilbage til mig og siger, at hvis jeg ikke går frivilligt, vil hun holde mig i hånden. Jeg trækker armen til mig og mærker, at hun ser på mig fra siden. Ude på vejen fyger sneen over plovkanterne, og lyden fra bilernes lydpotter, som kommer mod os, er ulden. Vi er alene på fortovet, min mor og mig.

Martin, det lille fjols, blev derhjemme. Min lillebror er alene hjemme, og jeg siger det: Vi kan gå hjem og vente, vi er gået for tidligt. Vi skal passe på Martin. Igen er min mor foran mig, en bil kører forbi os, glider nærmest på sneen, og jeg småløber efter hende. Vi er gået for tidligt, siger jeg, og hun ser på mig. Ryster på hovedet. Hun har

15

Den gode ven_INT.indd 15

06/07/2020 14.29

allerede lavet en aftale med Liv. Vi skal møde hende, en halv time før skolen begynder. Gud, hjælp mig. Jeg vil have superkræfter. Eller, ikke Gud. Superkraft. Hvorfor? siger jeg. Har du set dig selv i spejlet? siger min mor. Du kan ikke engang fortælle mig, hvorfor du er gul og blå i ansigtet. Du er begyndt at pjække, og jeg ville ønske, at du kunne indrømme det. Sådan som det hele er blevet, kan jeg ikke stole på dig længere.

Hvad sker der med Mut, hvis jeg fortæller det hele?

Da min mor talte i telefon med sin veninde, som er ­lærer, og de talte om en elev, sad jeg bag den beige håndstøv­ suger i gangen, hvor hun ikke kunne se mig, og lyttede.

De talte om en pige, der var så klog og alligevel næsten aldrig kom i skole. Hun boede hos sine bedsteforældre og var begyndt at drikke og gå til fester. Jeg sneg mig ind i mine forældres soveværelse og løftede stille røret af. Jeg hørte min mors stemme i telefonen: Hun synger jo så smukt, nogen burde få hende til at gå til sang et sted. Så sagde min mor mit navn og bad mig lægge på. Jeg taler i telefon, læg på med det samme, sagde hun. Jeg sagde ja, men lagde ikke på. Min mor gentog mit navn og sagde, at jeg skulle lægge på. Hvis jeg faktisk havde lagt på, kunne jeg ikke have svaret, så jeg svarede ikke. Undskyld mig et øjeblik, sagde min mor, jeg må lige ind og se efter, om han virkelig har lagt på. Da de bløde såler fra hendes

16

Den gode ven_INT.indd 16

06/07/2020 14.29

hjemmesko nærmede sig, lagde jeg på. På badeværelset låste jeg døren. Jeg stillede mig op på vægten. Jeg kunne høre min mor trække vejret uden for døren. Hun stod der, bankede ikke på. Jeg blev stående på vægten, så ned på tallene, som om det var vigtigt. Tænkte på det, den anden lærer havde sagt: Tror ikke, at det bliver til noget, lige nu virker det, som om de er plejefamilie for pengenes skyld. Så tænker jeg på sol. På sand. På Åge Aleksandersen, som synger, når vi kører bil, han synger, at vinteren er for lang.

Min mor går ind i læskuret. Sneploven skraber mod asfalten, det orange lys kastes rundt i skolegården. Luften er kold, og det orange lys rammer sneen, oplyser børnehavens mur, træernes grene. Kom nu her! råber min mor. Vil du køres over af ploven, eller hvad? De grå stolper, som læskuret står på, er så tydelige, har aldrig set dem på den måde, og jeg ser min mor stå foran hoved­indgangen, og da jeg kommer hen til hende, ser jeg lyset i gangen ind til lærerværelset.

Jeg elsker min skole. Eller, jeg har altid elsket min skole. Nu er den helt tom, her er ingen, helt mørk, ikke som et hospital eller en benzinstation, hvor lyset altid er tændt. Jeg tænker på de byer, hvor alt lyser, uanset hvad klokken er. Min mor trækker i døren, men den går ikke op. Lyset bliver tændt hos pedellen, og for længe siden

17

Den gode ven_INT.indd 17

06/07/2020 14.29

sagde Tony, at han har gang i noget ulovligt i kælderen, noget, som ingen må opdage, det er derfor, han aldrig siger noget, og det er derfor, vi aldrig må gå derned, og det er derfor, pedellen er tavs og sur. Min mor tager handsken af og banker hårdt på ruden. Bag os hører jeg latter, ploven, som skraber, og et øjeblik føler jeg, at det orange lys bliver kastet over os, men så forsvinder det.

Der er nogle unger uden for børnehaven. Der er hvid sne, orange sne, hvid sne, og min mor lægger en hånd på min ryg. Jeg ryster hånden af mig og trækker i tørklædet, vil ikke svede på halsen. Igen lægger hun hånden der, lige over numsen, på ryggen og ryster på hovedet: Du skal fandeme ikke røre mig, siger jeg og går væk. Det svier bag øjenlågene. Kan vi ikke gå hjem? siger jeg. Nej, vi bliver her.

Nøgler klirrer, og ved siden af min mor står Liv og siger: Godmorgen! Undskyld, at jeg er lidt sent på den, og da hun ser på mig, ser jeg, at hendes smil bliver fladt, det dør, og jeg ved godt hvorfor. Jeg har set mig i spejlet og ved, at hun forstår det, og med hånden på døren har hun ikke lyst til at se på mig igen. Jeg er gul og blå, nogle steder lilla, og jeg ser på hende, men hun ser ikke tilbage på mig. Selvom hun er voksen, kan hun ikke klare det.

18

Den gode ven_INT.indd 18

06/07/2020 14.29

Superkræfter. På lærerværelset sidder min mor og jeg i en grøn sofa. Min mor vil have, at jeg skal tage huen og frakken af, men da jeg nægter, siger hun ikke noget. Alt er så åndssvagt, det trykker for tindingerne, og lyden af frakkestoffet knitrer for højt.

Sidste sommer fik min bror og jeg snorkel, dykkermaske og svømmefødder. Vandet var helt klart, og jeg så små fisk svømme i stimer. Søgræsset gyngede, der var søpindsvin, som jeg sørgede for ikke at træde på, en forsigtig krabbe bevægede sig sidelæns med kun en klo.

At bevæge sig i så klart vand. At kun se på og ikke måtte være med, kun at se på og se på. Ah! Så en hånd på skulderen. Min far, som stod over mig i vandet og sagde, at jeg skulle holde en pause. Luften i snorklen er tynd. Du kan besvime, sagde han. Drukne. Bare lidt mere. Fem minutter? sagde jeg. Du kan få fem minutter. Stemmerne blev til lyde og forsvandt under vandet, ingen ord under vand. Så må du selv passe på, sagde han. Hvad? Så er det på eget ansvar.

Jeg er oven vande, jeg er på lærerværelset. Liv taler hurtigt, jeg fanger ikke, hvad hun spørger mig om, og min mor ser på mig, hendes mund bevæger sig, men jeg ved ikke, hører ikke, hvad det handler om. Ja, hvordan går det med dig, siger min mor. Og jeg hører det, men fordi jeg ikke har hørt noget af det, de har sagt inden,

19

Den gode ven_INT.indd 19

06/07/2020 14.29

ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Jeg vil sige: Godt. Godt, vil jeg sige, men jeg har jo ingen grund til at sige godt, ja, jeg kan ikke sige godt, for jeg har ikke kunnet holde ud at høre, hvad de har sagt. Og når det er min mor, der spørger, og hun ikke har spurgt før, og Liv er her og det hele, så er der ingenting, jeg kan sige. Og min mor spørger mig igen, som om vi skal spille en familie, og jeg hører, at min stemme er helt underlig, og jeg siger: Helt fint. Vikaren, som har 6. a, går hen til køkkenbordet i træsko og skænker kaffe i et krus. Hallo, siger Liv, hvis vi skal tale med dig, har vi brug for, at du følger med. Du siger helt fint, men helt fint, det er det jo ikke, vel? siger Liv, og hun smiler ikke. Hun er streng, måske vred. Det er vel ikke min skyld? Jeg ved ikke, om jeg råber det eller tænker det. Hvad er der sket med dig? Liv bøjer sig frem mod mig, så mærker jeg hendes hånd stryge hen over min skulder. Jeg slår den væk. Du rører mig ikke! siger jeg.

Der er mørkt i gangen uden for klasseværelset. Fordi min mor ville tale med Liv uden mig, og jeg ikke ville følges hen til klasseværelset sammen med Liv, står jeg her og hører trappen blive fyldt af stemmer. Nogen kommer ind i gangen bag mig, og jeg vender mig ikke om.

Uh, her er mørkt, er der en, der siger, det må være en af tvillingerne. Birgitte Rustad? Og Ellen Rustad siger: Jeg

20

Den gode ven_INT.indd 20

06/07/2020 14.29

ved, hvor kontakten er. Mørket brydes op i glimt, før hele gangen er oplyst. Det presser i tindingerne og svier bag øjnene. Hvis de ikke har set mig før, ser de mig nu.

De taler stille. Da vi lavede opgave om Indien i forrige uge, grinede jeg, da Edmund kaldte dem for spedalske.

Det fortryder jeg. Jeg sagde det selv engang, da vi gik fra skolen. Ikke til dem, de var langt foran, og ingen hørte det, tror jeg. Alligevel vidste jeg med det samme, at det var forkert, og jeg fortrød. Jeg samler min rygsæk og frakke op fra gulvet. Skjuler ansigtet, da jeg går tværs over gangen.

I mørket finder jeg frem til toilettet længst til højre, sætter rygsækken, frakken, det hele, og låser døren. Med ryggen mod væggen sætter jeg mig ned ved siden af toilettet. Der lugter stærkt af sæbe, og det suser i rørene.

Det ringer ind. Jeg hører stemmer udenfor. Jeg kan blive her. Frakker knitrer, og tasker dunker ned i gulvet. ­Nogen råber. Av, og: Rend mig i røven! Jeg kan blive her, til alle er kommet. Ellen og Birgitte Rustad ved, hvor jeg er. Jeg kan blive her, til den sidste er på vej ind ad døren.

Lydene bliver højere, og lyset bliver tændt. Jeg lukker øjnene og rører mig ikke. Nogen tænder for vandet.

Nogen slubrer vand i sig. Nogen kan ikke finde ud af at slukke rigtigt for vandhanen igen. Døren går op igen.

Hvis Liv spørger, om nogen har set mig, ved Ellen og

21

Den gode ven_INT.indd 21

06/07/2020 14.29

Birgitte Rustad, hvor jeg er. Vandet løber og laver en svagt hylende lyd. Jeg rejser mig op. Det eneste, der er værre end at gå frivilligt, er at blive hentet.

Jeg tænker på Wayne. Bruce Wayne. Det er Batman, jeg tænker på. Jeg tænker på at være forældreløs. At hævne alle, som giver nogen noget at hævne. Det er ikke det, jeg vil. Det er det, jeg vil. Jeg vil hævne alle, som har givet nogen noget at ville hævne. Den superkraft, jeg vil have, er den, som gør, at jeg aldrig begynder at græde igen. Kun den. Mine ben er ikke til at stole på. Edmund ser på mig. Oppe fra katederet ser Liv på mig. Edmund griner, ser bange ud. Når de begge to ser på mig, er det, som om jeg ikke kan huske, hvordan jeg plejer at gå. Der er ikke plads nogen steder, undskyld, siger jeg, og stolene bliver trukket ind til bordene. Jeg ser ikke på nogen og siger ikke tak. Alle stirrer, men ingen spørger, hvad der er sket. Skal jeg sætte mig ved siden af Edmund? Det er kun Tonys plads, der er ledig, og jeg kan ikke sætte mig på Tonys plads. Alle ved, at der ikke er andre ledige pladser. Det burde jeg have tænkt på. Edmund siger hej, og jeg svarer, for jeg ved ikke, hvad andet jeg kan gøre.

Liv siger, at vi skal tænde et lys, vi skal tænde et lys for første søndag i advent. Hun spørger ikke, om nogen har set Tony. Alle ved, hvad der er sket, og at han må komme, når han vil. Det er, som om han også må gå, når han vil,

22

Den gode ven_INT.indd 22

06/07/2020 14.29

efter det med stedfaren og alt det, jeg ikke orker at tænke på. Efter sommerferien, da jeg hørte om det, prøvede jeg at se på ham i smug. Se, om det var muligt at se på ham.

Der var noget mærkeligt ved hans øjne. Han så måske mere træt ud end før, men jeg ved det ikke, for jeg havde egentlig aldrig set særlig grundigt på ham.

To fra klassen skal åbne adventskalendere. Liv læser adventsverset, og jeg vil ikke se op. Jeg tænker: Fandens Jesus. Så tænker jeg: Undskyld, Jesus. Edmund griner og vipper på stolen. Mumlede jeg det? Måske mumlede jeg, måske er det mig, han griner ad? Jeg prøver at smile. Det gør ondt. Lodtrækning. Katrine og Michelle skal åbne.

Et viskelæder med duft, klistermærker med glimmer.

De viser det frem, men alle kan vel mærke, at vi er blevet for gamle til den slags nu? Liv peger på mig. I to må lige komme med mig udenfor, siger hun. Edmund.

Helen er her jo. Og Edmund griner. Edmund strækker hånden frem mod mig. High five. Og jeg griner også.

Det gør ondt i maven, som om jeg har grædt for længe, jeg kan ikke holde det ud mere, men jeg griner og griner.

Klasker hans hånd. Highfive. Vi er problemet. Vi er dem, hun vil have ud. Edmund og jeg skal uden for døren. Jeg tror ikke, at jeg griner rigtigt, latteren er så tynd og forvrænget, og jeg håber ikke, at nogen lægger mærke til det.

23

Den gode ven_INT.indd 23

06/07/2020 14.29