Drakenberg Del II: Ligfærd, Morten Leth Jacobsen, læseprøve

26mm 100mm

145mm

145mm

h t e L n te n r o M cobse Ja

Historisk roman om verdens ældste menneske

100mm

FOTO / AXEL SCHÜTT

AARHUS, 1770. Drakenberg har rundet de 143 år – hvis man ellers skal tro hans vidtløftige historier.

Døden nærmer sig med hastige skridt, men der er stadig meget at fortælle.

I dette andet bind af Morten Leth Jacobsens fabulerende fortælling om verdens ældste menneske hører vi om Drakenbergs liv på godt og ondt, efter han undslipper slavefangenskabet i Syrien og vender hjem til Danmark. Vi hører om svenskekrigene og om livet på nas hos adelen i København og på godserne i Jylland.

Om frihedstrang og anger, løgnehistorier og druk.

Pressen om DRAKENBERG, del I:

★★★★★ ”Morten Leth Jacobsens kompromisløse fortælling om den virkelige figur Drakenberg er underholdende og tidløs.”

– KRISTELIGT DAGBLAD

Samtidig tegner romanen et tidsbillede af menneskelivets barske vilkår i 1700-tallet. En omtumlet tid, hvor nye og gamle ideer brydes, og kongens livlæge Struensee kortvarigt sætter landet på den anden ende med sine uhørte ideer om pressefrihed og borgerlig lighed.

Drakenberg.ligfærd.indd 1

Morten Morten Leth Leth Jacobsen Jacobsen

MORTEN LETH JACOBSEN, f. 1967.

Hans romaner spænder fra moderne skæbnefortællinger som Mens vi venter (2011) til mere eksperimenterende magisk realisme som Den sidste dag på jorden (2014). Han har modtaget adskillige legater og stipendier, herunder Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i 2012, og har været stipendiat på bl.a. San Cataldo og Det Danske Institut i Athen. Denne bog er efterfølgeren til den historiske roman Drakenberg fra 2018.

Del II: Del II: Ligfærd

Ligfærd 9 788740 662375 >

215mm

Forvalteren Peder Mønster har påtaget sig det ærefulde hverv at nedfælde oldingens levnedsbeskrivelse. Hver dag sidder han ved Drakenbergs seng og lytter og tager notater, mens han finder sig i fornærmelser fra den gamle søulk.

d r æ f g i D el II: L

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

14.05.2020 15.30

Af samme forfatter: Drakenberg. Roman, 2018

LigfĂŚrd_INT.indd 2

27/05/2020 11.15

Morten Leth Jacobsen

LigfĂŚrd_INT.indd 3

27/05/2020 11.15

Drakenberg – Ligfærd Af Morten Leth Jacobsen 1. udgave, 1. oplag 2020 © Morten Leth Jacobsen og TURBINE, 2020 Omslagsdesign: Mikkel Henssel Sats: Vinnie Andersen Trykt hos ScandBook i Sverige ISBN: 978-87-406-6237-5 Alle rettigheder forbeholdes. www.turbine.dk

Ligfærd_INT.indd 4

27/05/2020 11.15

Indledning Christian Jacobsen Drakenberg er en gåde.

Denne bog er et forsøg på at komme nærmere på gådens løsning i digterisk form, baseret på alle de kilder, jeg har kunnet støve op.

Tiden, jeg skriver om – Danmark i 1700-tallet – er kendetegnet ved, at flere af kilderne er upålidelige og sporadiske, præget af en mangel på det, vi ville kalde evidens. Men ét faktum er ubestrideligt: Drakenberg var vidt berømt for sin alder og sine bedrifter, og han levede af sit ry og rygte i årtier hos de velhavende og magtfulde i riget.

Da den historiske, den virkelige mand Christian Drakenberg døde i Aarhus i 1772, var det alment anerkendt, at han var 145 år gammel. Det kan man læse i kirkebogen, og det står i skifteprotokollen, som begge er officielle dokumenter.

I første bind af denne romanserie har jeg fortalt min version af historien om Drakenbergs tidlige liv. Jeg har givet min beretning om Drakenbergs liv som sømand i handelsflåden og hans skæbne som slave i det osmanniske rige. Jeg gav slip på historien på det tidspunkt, hvor han flygter fra Aleppo og vender hjem til Europa.

I dette bind fortsætter beretningen, baseret på levnedsbeskrivelsen fra 1774.

1772, som er året for Drakenbergs død, er et skelsættende år i Danmarks og Norges historie. Det er et år, hvor døden hersker, og 5

Ligfærd_INT.indd 5

27/05/2020 11.15

hvor døden indvarsler en ny tid. I januar falder Johann Friederich Struensee fra magten. Hans skæbne var det, man talte om det år i hele riget, også i en udkantsby som Aarhus.

Med Struensees død visner de første spæde spirer til en moderne stat, som vi ville kunne genkende i dag. Med ham forsvinder også et diktatur, hvis radikale oplysningsideer ingen genklang fandt i samtiden.

Efter ham fortsætter enevældet i en afstumpet form i endnu et halvt århundrede, før Danmark får sin moderne forfatning. Men først skal landet miste sin ære, sin velstand og sin tvillingestat gennem flere hundrede år, Norge.

Den ene fortæller i denne roman, Peder Mønster, er sat til at få Drakenbergs levnedsbeskrivelse fortalt i bogform, inden oldingen dør. Peder Mønster er en historisk figur, der i sin tid var forvalter på flere jyske godser, og som oplevede hele den forandring, der lå i tiden mellem det, som i realiteten er en feudal tid, og en moderne stat.

Danmark i 1700-tallet: Livet var kort, horisonten var tæt på, det var en klaustrofobisk tid set med moderne øjne. Drakenberg brød alle normer og grænser for levetid, for rejser og handlinger, og han var derfor en kilde til fascination.

Vi lander i året 1770. Vi lander i Aarhus, det er sommer, og der er en, der skal begraves.

Ligfærd_INT.indd 6

27/05/2020 11.15

I

Ligfærd_INT.indd 7

27/05/2020 11.15

Ligfærd_INT.indd 8

27/05/2020 11.15

Drakenberg Jeg har intet skabt.

Intet gjort.

Jeg har levet. Længe nok, til at jeg ikke kan huske det væsentlige.

I den sump, der er min erindring, er der lag, der har sat sig fast, og som jeg ikke kan trænge igennem. Der er også lag, der er flydende og bevægelige. Der er de gasser i hjernen, der søger mod overfladen som bobler, når ting rådner.

Jeg har intet bidraget.

Jeg har levet. Det er alt, hvad jeg har præsteret.

Ikke huske alle ting. Hvordan skulle jeg? Så mange ting. Så mange skiver af erindring lagt den ene oven på den anden i sindets nådesløse maskine.

Jeg siger nådesløs. Jeg mener egentlig mekanisk og ukærlig.

Det er det, jeg mener.

Jeg har gjort mere end bare at overleve fra den ene dag til den næste. Jeg har også elsket.

Og fordi jeg er en mand, har jeg elsket hårdt og brutalt og håbløst, for det er sådan, vi gør. Tårer og kamp, vold og trusler og bønfaldelse, det er kernen i en mands kærlighed.

Jeg har intet skabt og intet lært.

Jeg ved ikke, hvad jeg taler om.

Jeg har intet givet, har taget, hvad jeg kunne rage til mig.

9

Ligfærd_INT.indd 9

27/05/2020 11.15

Jeg er blind. Jeg er døv. Jeg kunne lige så vel være død som levende.

Mens jeg ligger her i min seng, løfter jeg min højre hånd og holder den op for mine grusøjne, og jeg ser den som et objekt, som en mekanisme. Jeg knytter næven og slår mig selv i ansigtet med den. Jeg mærker noget.

Jeg slår. Det gør ondt. Der er en vis orden i verden endnu.

Jeg sætter mig op i sengen og kalder på Karen, kalder på Line.

De kommer ikke.

Ingen kommer.

Jeg har intet skabt.

Jeg har intet.

Ligfærd_INT.indd 10

27/05/2020 11.15

Aarhus, juni 1770: Peder Mønster Alle går udenfor, men ingen går på arbejde. Ikke denne dag.

Alle stiller sig ud på gaden, og de fleste har taget deres bedste hat på, så de kan tage den af igen.

Byen er et hav af hatte. Bøndernes bredskyggede af filt og ­embedsmændenes tresnudede – alle holder ejerne dem i andagt i hænderne foran livet.

De få, der ikke ejer en hat, bøjer hovedet og lader deres hatteløshed være et tegn på en særlig underdanighed. Som om de altid har haft hovedet bart i ærbødighed for den, der nu skal føres til graven. Som om det at være for fattig til at eje en hat er et adelsmærke. Deres bare isse vendt mod himlen er et tegn, der siger, at de hele tiden har vidst, at denne dag ville komme.

Hvor vi skal begrave en af vores store.

Jeg går ud på gaden og lytter til tavsheden i denne store by.

Der er kun mågerne, der ikke ved, at en stor ting er sket. De kredser om på himlen på deres brede vinger og taler til hinanden på mågesprog. Jeg tænker mig, at de siger noget til hinanden om, hvor der er mad at få. Eller at de siger, gå væk. Hvem ved, hvad måger mener om noget som helst? Måske spørger de hinanden om, hvad de mennesker nede på jorden nu har tænkt sig at gøre.

11

Ligfærd_INT.indd 11

27/05/2020 11.15

Alle samler sig i et langt optog, og forrest ruller en vogn, og på den vogn står en kiste. Alle i Aarhus giver sig til at gå bag den.

Langsomt trækkes kisten på knirkende hjul gennem byens gader og når frem til Vor Frue Kirke. Klangen af jern og hove mod de ujævne brosten.

Vognen er hyllet i sort klæde, og de fire heste bærer fjerkoste, der stritter mellem deres ører.

Alt er sort; men himlen, hvor mågerne på deres vinger sejler og kredser, er blå. Det er sommer, og her i den sene eftermiddag mærker man solens varme. De, der kan, søger ind i skyggen.

Vognen ankommer til kirken, og seks mænd i officersuniformer bærer kisten. Jeg har min plads i følget, der går bag soldaterne. Jeg ser hårpiskene i deres parykker vippe og daske dem på skuldrene, mens de bærer den tunge kiste. Hvide knoer og gullig hud i deres hænder. Guldbrokade, og under parykken på officeren lige foran mig, rødmende hud, fugtigt nakkehår og svedperler; det er en meget tung kiste, og den unge mand siger en lyd dybt nede i halsen, mens han bærer en sjettedel af kistens vægt i sin højre hånd og på sin skulder. Så stille er kirken, at jeg hører hans vejrtrækning.

Jeg ser hans sved i sollyset, der strømmer gennem kirkedøren.

De seks mænd vakler under vægten hele vejen op ad kirke­ gulvet, op ad de fire trin til alteret, hvor de stiller kisten på katafalken, og man ser, at de sukker efter vejret og retter sig militærisk op, en efter en, røde og fugtige i huden.

Jeg lægger min hånd på skuldre, beder om lov, går frem, knæler ved kisten. En af de unge officerer skal til at skubbe mig væk, men han genkender mig og siger: “Nej. Det er jo Peder Mønster.”

Han trækker sin udstrakte hånd til sig. Knytter den, som om han bebrejder den dens iver. Som om han ville slå sig selv i ansigtet med den.

12

Ligfærd_INT.indd 12

27/05/2020 11.15

Jeg siger ja, jeg er Peder Mønster, og om jeg må få lov til at gå frem til den dødes leje. Officeren nikker til mig. Han hæver en finger og tørrer en svedperle væk fra næsetippen.

Sådan knæler jeg ved kisten og beder en bøn, siger farvel.

Solen er på vej ned over tagene, og snart bliver det nat, og hele dagen har folk i byen gjort sig klar.

Kirken er fuld af mennesker. De sidder der med sollys i hatte, i hår, med lys gennem øreflipper, sorte skygger i sommersolnedgang.

Nogle står, andre sidder. Nogle har sat sig på hug og har sparket træskoene af. Andre er for fine og stiller sig op ad murene og retter på deres kraver og kniplinger, mens de venter på, at noget skal ske.

Jeg lukker øjnene og beder, taler til Gud. Rører ved kisten.

Tænker, at der må strømme livskraft fra mig til den døde derinde, som jeg ikke kan se. Måske ikke livskraft som sådan, for død er han, og død forbliver han.

Måske en strøm af bevidsthed fra mit sinds kildevæld til den dødes. Mit eget lille puf af tanker, så at den dødes sjæl i dette øjeblik i Guds hus gør sig fri af sit hylster og damper op gennem taget i kirken og forvirrer mågerne på sin vej op til himlen. Måske ser han utallige små væsener myldre omkring sig, alle dem, han har kendt og holdt af og hånet i sit liv. Måske det bare ingenting.

Jeg rejser mig. Der er andre, der vil til. Jeg har ikke eneret på at bede for den afdøde mands sjæl, og jeg skal ikke stå i vejen for nogen. Der er en, der siger til mig: “Forvalter Mønster, tak for den bøn,” og jeg møder mandens blik, aner ikke, hvem han er. Den døde har kendt så mange mennesker i denne by.

Jeg finder en plads. Der er ikke flere steder at sidde, men jeg hviler mine baller på en søjlefod, og jeg ser, at domprovsten er kommet ind i kirkerummet, og at han gør anstalter til at begynde 13

Ligfærd_INT.indd 13

27/05/2020 11.15

ceremonien. Højt over os kimer klokkerne, og jeg tænker mig, at det er kirketjener Cramer, der hænger i sine klokkereb. For hver gang den store klokke slår, letter han et par fod, indtil hans vægt trækker ham ned på plankegulvet oppe i tårnet. Det er også Cramer, tænker jeg, der har tændt lys i de to store sølvstager, der står på alteret. To flammer, der blafrer i vinden fra den åbne dør.

Jeg ser, at provst Middelboe tøver, som om han venter på nogen.

Han famler og piller ved sin bibel, som han holder i hænderne.

Menigheden venter også. Uden at nogen har givet et tegn, vender alle ansigterne sig mod døren til kirken. De lange skygger, de solkransede hatte og parykker, der gløder rødt og gult.

Domprovsten ser op, retter sig, nikker. Noget er igen på plads, noget er, som det skal være, og vi kan gå i gang, synes han at tænke. Han breder armene ud; i den ene hånd holder han sin bibel, og han ser ud mod indgangen til kirken og smiler.

Der kommer han. Så kan begravelsen begynde.

Drakenberg står i døren og støtter sig til sin stok. Han er en sort silhuet, sammensunket, men alle kan se, at det er ham.

Drakenberg hæver den ene hånd og giver tegn til domprovsten. Så gør de plads til ham, bagest i kirken; der er nogle, der rejser sig, så han kan sætte sig på en af kirkebænkene. Han forsvinder i mørket, og de rykker sig. De mumler, og de siger: “Nu er han kommet. Han kom alligevel.”

Domprovsten rømmer sig. Han udtaler de ord, der gør det, som alle ved, til en realitet.

Han siger: ”Frederik greve Danneskiold-Samsøe er død. I dag skal vi i fællesskab sørge for, at han kan sendes op til sin skaber i ære og fred.”

Alle bøjer hovederne, knuger hænderne og beder for den afdøde marineminister.

14

Ligfærd_INT.indd 14

27/05/2020 11.15

Jeg går gennem byen på en stille lørdag eftermiddag. Så stille, som en by som Aarhus nu kan blive på en dag, hvor en af rigets største sønner er blevet begravet. Folk er på vej hjem fra kirken, og hvor en stormands død normalt er en undskyldning for at mødes og mindes, er mændene og konerne her i byen mere forvirrede end i festhumør, for hvornår vil der igen i byen Aarhus bo en så stor og mægtig person, der kaster glans over byen og bringer kultur og ære med sig?

Frederik Danneskiold var enkemand, og han mistede stort set alle de børn, han fik. Livet fravristede ham alt, siger de. Og det er nok også sandt. Men hans livsværk består på Holmen i København og giver Danmarks rige stor magt og anseelse og holder krigen fra døren. Han var en stridbar herre, han var Drakenbergs protektor, og trods sit fald ved hoffet en af vores stolteste mænd.

Siger folk, nu hvor han er død. En dag vil nogen skrive en levneds­ beskrivelse over ham, men det bliver ikke mig, jeg, Peder Mønster, så meget kan jeg sige med sikkerhed i denne tvivlsomme verden, hvor kun Gud har en plan for os.

Nede ved stranden, der hvor ruinerne af Sankt Olufs kapel står, finder jeg Drakenberg og Karen Jensdatter. Han har sat sig på en robåd, der ligger i sandet med bunden i vejret, og han ser ud over bugten over mod bakkerne på Mols.

Karen står ved siden af ham og har trukket sit tørklæde tæt sammen om halsen; hun holder det fast med den ene hånd. Den anden hviler på Drakenbergs sammensunkne skuldre. Også hun ser ud over havet, hvor skibe ligger for anker på reden og venter på at falde ud over horisonten mod fremmede lande.

Jeg havde opgivet at se ham igen. I ugevis har jeg færdedes som en skygge i grevens hus, hvor tjenerskabet har gået om med tomme øjne, for i det fine sovegemak har greven svævet mellem 15

Ligfærd_INT.indd 15

27/05/2020 11.15

liv og død, indtil han bestemte sig for, hvilken vej det skulle gå. I al den tid har jeg været som spændt ud mellem to pæle, der begge vakler, rådne i deres fundament: Drakenberg i den fattige bod i Fiskergade, greven i sit fornemme hus i Vestergade, begge døende. I dagevis intet nyt fra nogen af enderne af det tov, jeg hænger og dingler i og kun venter på at styrte fra.

Jeg har tilbragt dagene i andagt i Vor Frue Kirke, og kirketjener Cramer og jeg taler sammen, spørger hinanden om nyt, men ingen ved noget, ingen siger det endegyldige ord: nu.

Vi har bedt, Cramer og jeg, og han har spillet på orgel. Han gør det, som han gør alting, med stor følsomhed og med øjnene tårevædet vendt mod Vorherres himmel, som om Han vil se igennem Cramers simple sjæl og tilgive ham de talløse fejl, han begår, når hans fingre falder over hinanden.

Karen Jensdatter går i byen og køber ind, og folk spørger hende til Drakenberg, og nogle er endda utålmodige: Er det ikke snart forbi? Hun ryster på hovedet, siger ingenting, peger bare på de gryn, hun skal bruge, og får dem med hjem; hun tæller sine mønter nidkært og sender bud til grevens hus, når hun mangler midler. Husets forvalter sender hende en pung, og pigerne i køkkenet lader spande med god mad bære over til de fattiges kvarter i Fis­ kergade – den slags føde, de ved Drakenberg holder af: flæsk, grød, mælk, tevand, enkel kost. Men alt kommer ufortæret retur og ender hos svinene.

Så kommer den morgen, hvor stilheden i grevens hus omsider splintres, og fornemme folk går til og fra, og der er grupper af mænd, der samles i storstuen og taler sammen, nu ikke længere med behov for at sænke stemmerne: Greven er død. Så hvad gør vi nu?

16

Ligfærd_INT.indd 16

27/05/2020 11.15

Nu bliver vi praktiske, for der er vigtige ting at gøre, og det er alt andet lige bedre end at sidde og vente. Kongen skal have besked, selv om han formentlig er ligeglad, tumpet som han er.

Grevens slægt i det ganske land skal have besked, men hvem skal tage sig af det, hvem skal betale for kurererne, hvem skal sørge for boskiftet, hvem skal tage initiativ til begravelsen, hvem har egentlig højest rang, nu hvor greven ikke er mere, og det er vigtigt, for det handler om, hvem der har lov til at åbne og læse grevens testamente, skal det være borgmester Gleerup, skal det være domprovsten, og hvilken af dem, for der er to?

Nu er alt det bragt til ende, og greven lagt i sin grav. Om de mægtige er blevet enige, ved jeg ikke, men jeg tvivler. Det skulle da være første gang siden verdens skabelse, i så fald.

Jeg står og betragter Drakenberg og Karen nede ved stranden.

Han er skrumpet og sidder ikke længere så rank, som han havde for vane at gøre inden disse mange lange ugers sygdom og kradsen på dødens dør.

Karen læner sig ind og siger noget til ham. Hun lytter, men der kommer intet svar, så hun gentager sit spørgsmål. Og idet hun gør det, ser hun mig og nikker kort, og så siger hun, så højt, at også jeg kan høre det: “Christian, det er Mønster, der er kommet.”

Drakenberg vender sig langsomt, han drejer hele kroppen, der hvor han sidder på bunden af båden.

Han løfter en hånd, og jeg træder frem, grangivelig som en mand i audiens. Drakenberg siger intet.

“Han er dødeligt udmattet,” siger Karen til mig. “Hans kræfter er brugt, bare på at gå hen til Vor Frue og sidde der, og nu kæmper vi os hjemover, men så vil han ned til stranden og se på skibene på reden. Så her er vi.”

17

Ligfærd_INT.indd 17

27/05/2020 11.15

Drakenberg har fjernet blikket fra mig og ser igen ud over bugten. Ser og ser, det er måske så meget sagt. Hans øjenlåg er tunge, og hans næsten blinde øjne kan næppe sanse meget; jeg tænker mig, at han ser med sin erindring i stedet. I lange minutter har han ansigtet vendt ud mod vandet og de fjerne bakker på Mols.

Hans hud er som pergament; hvid og stiv og gennemsigtig.

Hans øjne er indsunkne, hans underlæbe hænger lilla og slap. De modermærker, han altid har haft, har vokset sig store og klumpede i tindingerne. Drakenberg er en mand, der har givet sig til at dø, og jeg ser det så tydeligt, som jeg ser mine egne silkesko der i sandet på stranden.

Jeg finder en plads til min bagdel på robåden i sandet. Christian og Karen siger intet, jeg siger intet. Mågerne spankulerer rundt og piller i det affald, folk smider på stranden; alt det, høns og grise ikke kan æde. Gamle klude. En sko uden sål. Knuste lerkar.

Bølgerne ruller sagte ind, og jeg spekulerer fjernt på, hvorfor landet omkring os ikke forsvinder, når der dagligt ruller tusinder af bølger over det, og jeg spekulerer på, hvorfor markerne ikke synker hvert år, når kornet vokser op af dem, hvorfor jorden ikke spises op af de afgrøder, den skaber. Vi mennesker spises op af livet og synker, til vi bliver til jord og ånd, jord og ånd og minder, måske. Jeg spekulerer på mange ting i disse dage, hvor mit skriveprojekt er gået i stå, ting, jeg aldrig har tænkt over før. Jeg undrer mig over Guds plan med alting.

Greven var seksogtres år, da han døde, en gammel mand, men med sin trodsighed utæmmet, sin vilje til at kæmpe for sin plads ved hoffet, som han mente var retmæssigt hans i kraft af hans meritter, stand og cirkel. Og nu er han død, og vi lever videre, jeg selv, som er næsten så gammel som greven, og Drakenberg.

Og ingen af os to har nogensinde bidraget til hverken kunst eller 18

Ligfærd_INT.indd 18

27/05/2020 11.15

videnskab eller til Guds pris i nævneværdig grad. Vi troede alle, at Drakenberg havde nået enden af sin bane, og nu sidder han her og fortsætter stædigt med at trække vejret. Hvad er planen, tænker jeg, hvis der da er en plan?

Jeg skræmmer mig selv med mine triste og ugudelige tanker, og ingen har jeg at dele dem med. Drakenberg selv har tydeligt mistet mælet, og Karen er, om end klog og mild, ikke andet end en gammel tjenestepige og simpel. Kun én ting forener os, kun én ting har vi at gøre, inden vi alle tre skal følge greven og ind til den salighed, jeg sådan er begyndt at tvivle på i disse sene dage.

Jeg siger højt: Bogen, Christian. Hvad gør vi med den?

Drakenberg siger ingenting. Så brummer han og rører på sig.

Langsomt kommer han på benene, og Karen og jeg hjælper ham. Jeg mærker knoglerne i hans arme og skuldre. Kæmpen er krympet, kødet falder fra hans skelet.

Han ser mig øjnene og giver et kort nik.

“I morgen,” siger Karen. “Lad hver dag have nok i sin plage.

Kom igen i morgen, Peder Mønster.”

Ligfærd_INT.indd 19

27/05/2020 11.15