Er mor død LÆSEPRØVE

Johanna er kunstner og har levet de sidste tredive år i USA

men vi kneb øjnene sammen, for vi kunne

dør, og sønnen flytter hjemmefra, vender hun tilbage

hus, det mærkede jeg jo, det mærkede mor, ikke håndtere det, vi ville have set, hvis vi

turde se, for hvis der blev set og sat ord på,

ville boblen springe, og vi vidste ikke, hvad der ville løbe ud, højst sandsynligt noget,

der ville ødelægge væg-til-væg-tæppet, og nogen ville blive nødt til at sætte sig på knæ for at tørre det op, mor.

sammen med sin mand og deres søn. Efter at manden

til hjemlandet Norge, som hun forlod til familiens store forbitrelse mange år tidligere.

Hvilke familierelationer venter hende efter tre årtiers

adskillelse? Hvilket forhold kan og vil hun opbygge til sin mor, som hun forlod, og til sin søster, som blev tilbage?

Hvordan skal hun bygge bro mellem fortid og nutid?

Er mor død er en brutal, ilter og nådesløs fortælling om en

datters selvransagelse, om hendes forsøg på både at forstå og nærme sig sin mor og at gøre sig fri af mor-datterforholdets tyngende lænker.

Er mor død_SMUDS.indd 1

Vigdis Hjorth Er mor død

Der var mange hemmeligheder i det gule

forfatterfoto: sara angelica spilling

Vigdis Hjorth Er mor død

Vigdis Hjorth [f. 1959] er en af Norges stærkeste forfatterstemmer. Hendes store gennembrud kom med romanen Arv og miljø om en families fortielser.

Er mor død er hendes femte bog oversat til dansk.

24/09/2020 12.36

Er mor død_INT.indd 2

24/09/2020 12.31

vigdis hjorth

Er mor død

Oversat af Karen Fastrup

Er mor død_INT.indd 3

24/09/2020 12.31

Er mor død Vigdis Hjorth Oversat af Karen Fastrup © Turbine 2020 Originaltitel: Er mor død Først udgivet i Norge i 2020 af Cappelen Damm AS Copyright © CAPPELEN DAMM AS 2020 Cover: Øyvind Torseter Dansk sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-406-6276-4 www.turbine.dk

Er mor død_INT.indd 4

24/09/2020 12.31

Hun ville kontakte mig, hvis mor døde. Hun har pligt til det?

5

Er mor død_INT.indd 5

24/09/2020 12.31

Jeg ringede til min mor en aften. Det var i foråret, for dagen efter gik jeg tur med Fred rundt om Borøya, og det var varmt nok til, at vi kunne spise madpakken på bænken ved Osesund. Jeg havde næsten ikke sovet om natten efter den opringning og var glad for, at jeg havde en aftale om morgenen, og at den var med Fred, jeg var så rystet. Jeg skammede mig over, at jeg havde ringet til min mor. Jeg måtte ikke, og alligevel gjorde jeg det. Overtrådte et forbud, jeg havde pålagt mig selv, og et forbud, der var blevet mig pålagt. Hun tog da heller ikke telefonen. Bippene kom, med det samme der blev trykket på afvisknappen. Og alligevel ringede jeg igen. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Hvad ville jeg have ud af det? Jeg ved det ikke. Og hvorfor denne lammende skam?

Heldigvis gik jeg tur på Borøya med Fred dagen efter, jeg kunne næsten ikke vente, den indre skælven ville blive mindre, når jeg blot fik snakket med Fred. Jeg hentede ham på stationen, idet han satte sig ind i bilen, fortalte jeg, hvad jeg havde gjort, ringet til min mor, øste mig ud over Fred på vej til parkeringspladsen, hele vejen rundt om Borøya, men han syntes ikke, det var mærkeligt, at jeg havde ringet til min mor. Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at du vil snakke med din mor. Jeg skammede mig stadig, men det hjalp på min skælven. Jeg har jo ikke noget at sige til hende, sagde jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have sagt, hvis hun havde taget telefonen, sagde jeg. Måske håbede jeg, at der pludselig ville komme noget, hvis hun tog telefonen og sagde: Hallo? med sin stemme.

6

Er mor død_INT.indd 6

24/09/2020 12.31

Jeg havde selv sat mig i den situation, jeg var i. Havde selv valgt at rejse fra ægteskabet, familien, landet for næsten tre årtier siden, selvom det ikke havde føltes, som om jeg havde et valg. Jeg forlod ægteskabet og familien til fordel for en mand, de fandt tvivlsom, og en virksomhed, de fandt stødende, udstillede billeder, de fandt vanærende, kom ikke hjem, da min far blev syg, kom ikke hjem, da min far døde, kom ikke hjem til min fars begravelse, hvordan skulle de forholde sig til det? De syntes, det var forfærdeligt, at jeg var forfærdelig, for dem var det forfærdelige, at jeg rejste, vanærede dem, ikke kom til min fars begravelse, for mig skete det forfærdelige længe inden. De forstod det ikke, eller ville ikke forstå det, vi forstod ikke hinanden, og alligevel ringede jeg til min mor. Ringede til min mor, som om det var en tilforladelig ting. Selvfølgelig svarede hun ikke. Hvad havde jeg troet. Hvad havde jeg forventet. At hun skulle tage telefonen, som om det var en tilforladelig ting. Hvem troede jeg, jeg var, betydningsfuld på nogen måde, at hun ville blive glad? Det er ikke i virkeligheden som i Bibelen, at når det fortabte barn vender hjem, holder man fest. Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde stået ved min beslutning, og over, at jeg afslørede for min mor og Ruth, som min mor garanteret havde fortalt om opringningen, at jeg ikke kunne stå ved den, mens de, min mor og min søster, stod ved deres beslutning og ikke kunne finde på at ringe til mig. De måtte have fundet ud af, at jeg var i landet. De googlede mig sikkert regelmæssigt, havde fundet ud af, at en retrospektiv udstilling var under udarbejdelse, at jeg havde fået norsk nummer, hvis ikke havde min mor taget telefonen. De var stærke og stod fast på deres, mens jeg var svag og barnlig som et barn. Og forresten havde de ikke lyst til at tale med mig. Men jeg havde lyst til at tale med min mor? Nej! Men jeg havde jo ringet! Jeg skammede mig over, at

7

Er mor død_INT.indd 7

24/09/2020 12.31

noget i mig ville tale med hende, og over, at jeg ved at ringe viste hende, at noget i mig ville, at der var noget, jeg havde brug for?

Hvad skulle det være? Tilgivelse? Måske bildte hun sig det ind.

Men jeg havde ikke haft noget valg! Men hvorfor ringede jeg så, hvad ville jeg? Jeg ved det ikke! Min mor og Ruth troede, jeg ringede, fordi jeg angrede, de håbede, jeg angrede og havde det skidt, at jeg savnede dem og ville gøre det godt igen, men min mor tog ikke telefonen, for så enkelt skulle det ikke være, at så snart jeg var hjemme i landet og ville have kontakt, så stod de parat til at tage imod mig, åh nej. Nu kunne jeg mærke mit valg og angre. Men jeg angrede ikke! For dem så det ud, som om jeg havde haft et valg, og det irriterede mig, men irritation er let at bære, irritation er intet mod skam, hvorfor denne lammende skam?

Det hjalp at tale med Fred. Vi gik ad skiferstensstierne langs havet, som var fuldt af svømmende ænder og svaner, i svinget ved Osesund fandt jeg hestehov, jeg sagde til mig selv, at det betød lykke. Da jeg kom hjem, satte jeg den i et æggebæger med vand, men den visnede hurtigt. Nu er det efterår, 1. september. Mit første norske efterår i tredive år.

Er mor død_INT.indd 8

24/09/2020 12.31

Jeg havde drukket, da jeg ringede, ikke meget, et par glas vin, men jeg havde drukket, ellers havde jeg ikke ringet. Jeg fandt nummeret på Krak og tastede det ind med dirrende fingre. Hvis jeg havde tænkt rationelt, ville jeg ikke have ringet. Hvis jeg på forhånd havde pålagt mig selv at tænke klart, at forestille mig de mest sandsynlige scenarier, der ville følge, hvis min mor skulle tage telefonen, ville jeg ikke have ringet, så ville jeg have forstået, at det ikke ville føre til andet end ubehag for begge, under nogen omstændigheder. Det var en urealistisk, irrationel opringning.

Den blev heller ikke besvaret. Min mor og søster var rationelle, jeg var irrationel, det var det, jeg skammede mig over? Havde jeg tænkt rationelt, ville jeg have forstået, at hvis min mor tog telefonen, ville det alligevel ikke have ført til noget, der kunne kaldes en samtale. En samtale mellem min mor og mig var blevet en umulighed. Men jeg stoppede ikke min irrationelle impuls, jeg ville ikke tænke klart, jeg ville følge denne pludselige, for mig selv overraskende stærke impuls, fra hvilket dyb kom den. Det er det, jeg forsøger at finde ud af.

9

Er mor død_INT.indd 9

24/09/2020 12.31

Jeg havde ikke haft noget, der kunne kaldes en samtale med min mor i tredive år, måske havde jeg aldrig haft det. Jeg mødte Mark, ansøgte i al hemmelighed og kom ind på det universitet, han under­viste på i Utah, rejste med ham over oceanet, væk fra ægteskabet, familien, det skete i løbet af en eneste hed sommer. Det er så sandt, som det er sagt, at ét blik kan være nok, ét blik, og jeg lyste som en uudslukkelig flamme, det hele blev betragtet som et svigt og en hån. Jeg skrev et langt brev dengang og forklarede, hvorfor det var nødvendigt for mig, tømte mit hjerte ud i et brev, men i det korte svar, jeg fik, var det, som om det brev ikke var blevet skrevet. Et kort, kontant svar med trusler om fornægtelse, men hvis jeg kom til fornuft og kom hjem med det samme, kunne jeg måske tilgives. De skrev, som om jeg var et barn, de havde råderet over. De remsede op, hvad det havde kostet dem af penge og mentale ressourcer at opfostre mig, jeg skyldte dem en hel del.

De mente det bogstaveligt, forstod jeg, jeg stod i gæld til dem. De mente for alvor, at jeg skulle opgive min kærlighed og mit arbejde, fordi de havde betalt for tennisundervisning i min ungdom. De tog mig ikke alvorligt, de læste mig ikke velvilligt, de truede. Så stor magt havde deres egne formyndere måske haft over dem i sin tid, så meget havde de selv skælvet i mødet med deres ord, især de skriftlige, at de troede, deres egne virkede lige så stærkt på mig.

Igen skrev jeg et langt brev og forklarede, hvad kunstuddannelsen betød for mig, hvem Mark var, igen svarede de, som om det ikke var skrevet, ikke læst, remsede de udgifter op, de havde haft i

10

Er mor død_INT.indd 10

24/09/2020 12.31

forbindelse med den lejlighed, de havde købt, så jeg kunne bo tæt på universitetet, mens jeg læste, og brylluppet, som jeg nu med min umodne opførsel latterliggjorde for alverden, svigtede en nyslået ægtemand og efterlod hans familie i vantro og fornedrelse. Jeg skulle slå disse tanker, som denne M havde sået i mig, ud af hovedet. Det var kun nogle få udvalgte, for hvem det lykkedes at leve af deres kunst, det lå i kortene, at jeg ikke var en af dem. Det smertede mig, og det, at de oprigtigt så ud til at tro, at den slags sproglige vendinger ville få mig til at forlade mit nye liv, rejse hjem til min gæld, tilpasse mig deres form, selvom det indebar selvlemlæstelse. Jeg svarede ikke på det brev, skrev et julebrev, da julen nærmede sig, et venligt, men distanceret brev om den lille by, vi boede i, huset, den lille have, hvor vi dyrkede tomater, årstidernes gang i Utah, skrev, som om deres forrige brev ikke var blevet skrevet, gjorde mod dem, som de gjorde mod mig, god jul! Fik et lignende brev tilbage, kort, distanceret, godt nytår! Jeg sendte af og til et udstillingsprogram eller et postkort fra en rejse, skrev da jeg fødte John, og sendte et billede af ham. Han fik et brev tilbage, Kære John, velkommen til verden, hilsen mormor, morfar og moster Ruth. Da han fyldte et år, fik han et sølvkrus med posten, hilsen mormor, da han fyldte to, en sølvske, da han fyldte tre, en gaffel. De første år skete det, at min søster skrev korte beskeder om vores mors og fars helbred, hvis der var noget særligt, en nyre­ stensoperation, et fald på isen, ikke noget kære, ingen spørgsmål, bare en sætning om mine forældres fysiske tilstand, Ruth.

Eftersom de var relativt friske, skete det sjældent. Undertonen var, at det var synd for hende, at hun skulle håndtere dem alene, at jeg var egoistisk, fordi jeg var rejst og åbenbart ikke bekymrede mig om dem. Hun skrev, sådan oplevede jeg det, for at give mig dårlig samvittighed, men måske oplevede jeg det sådan, fordi

11

Er mor død_INT.indd 11

24/09/2020 12.31

noget i mig havde dårlig samvittighed? Jeg svarede god bedring.

Men efter at triptykonerne Barn og mor 1, Barn og mor 2 blev udstillet i deres by, min by, på et af dens mest prestigefyldte gallerier, med stor publikumstilstrømning og bred mediedækning, ophørte Ruths korte beskeder og min mors højtidshilsener. Ad omveje, fra Mina, hvis mor stadig boede i nabolaget, fik jeg at vide, at de fandt billederne oprørende, at jeg udskammede familien, især min mor. John fik stadig fødselsdagsbreve, men ordlyden var mindre varm, ellers var der stille. Jeg vidste intet om mine forældres hverdagsliv. Jeg gik ud fra, det var rutinepræget som de fleste ældre, veletablerede menneskers, de boede stadig i det hus, de flyttede ind i, da jeg blev teenager, et finere kvarter i byen end der, hvor huset, der tilhørte barndommen, lå, jeg havde ikke hørt andet. Jeg ville have vidst det, hvis det var solgt, de var ordentlige mennesker, når det kom til økonomi. Det var let at se dem for sig i rummene i huset, hvor jeg selv havde boet, men jeg så dem ikke for mig. For fjorten år siden, jeg stod og arbejdede i et studio i Soho, New York, som jeg havde lånt, Mark lå på Presbyterian Hospital, fik jeg en sms fra Ruth om, at vores far havde fået en hjerneblødning og lå på hospitalet, der stod ikke andet, hun bad mig ikke komme. De næste tre uger skrev hun flere korte sms’er om vores fars tilstand, brugte blandt andet uforklarlig medicinsk terminologi, der var intet inviterende i ordene, ikke noget kære, ikke mit navn, konstateringer, hun følte sig nødsaget til at sende, jeg tror ikke, hun ønskede, jeg skulle komme. Mit nærvær ville virke forstyrrende. Jeg havde ingen rolle at spille, jeg ville bare sprede uro, jeg følte det selv alene ved tanken, jeg ønskede min far god bedring. Den 20. november skrev hun, at han var død, det kom som en overraskelse for mig, også på det tidspunkt stod jeg i atelieret i Soho, Mark lå stadig på Presbytarian, jeg rejste ikke, overvejede

12

Er mor død_INT.indd 12

24/09/2020 12.31

ikke at rejse eller tage til begravelsen. De bad mig heller ikke om det, Ruth skrev, at han skulle begraves der og på det tidspunkt, punktum. Dagen efter begravelsen fik jeg en sms fra hendes telefon, men den var fra dem begge, der stod vi, den var underskrevet mor og Ruth, en afskedshilsen. Min mor havde taget det uhyre tungt, at jeg ikke kom hjem, da min far var syg, til hans begravelse, det havde næsten taget livet af hende, stod der, på en måde havde jeg dræbt hende symbolsk, sådan blev det artikuleret, så vidt jeg husker, jeg gemte ikke den sms, slettede den med det samme, det fortryder jeg, det havde været interessant at leve jeg mener læse den i dag, nu, her i september. Jeg oplevede den som et påskud for at skubbe mig endeligt væk og give mig ansvaret for dette endelige. Fødselsdagshilsenerne til John ophørte.

Vi var ikke længere “ikke på talefod”, men fjender, forstod jeg, det gjorde ikke indtryk på mig, jeg arbejdede, tog mig af Mark, af John.

Huset blev solgt, min mor købte en lejlighed, jeg fik et regnestykke, et beløb og et sagligt brev fra en advokat, ikke min mors nye adresse, godt det samme. Når det skete, at vi besøgte landet kortvarigt, gav vi ikke besked, da Mark døde, gav jeg dem ikke besked, de havde aldrig mødt ham og aldrig ytret ønske om at møde ham. Da John flyttede til Europa, København, for fire år siden, gav jeg ikke besked, hvorfor skulle jeg, de havde aldrig mødt ham. Jeg talte med Mina, jeg talte med Fred. Men da Skogum Kunstmuseum to år senere besluttede at arrangere en stor retrospektiv udstilling med mine arbejder, begyndte barndomsbyen at hjemsøge mig i drømme. Efterhånden som kuratorsamtalerne om, hvilke værker der skulle med, blev hyppigere, hjemsøgte den mig også om dagen. Jeg havde lovet at bidrage med mindst ét nyt værk, men formåede ikke at frembringe noget, stod dag efter dag

13

Er mor død_INT.indd 13

24/09/2020 12.31

foran forskellige lærreder, men mine strøg var ligegyldige. Ved nærmere eftertanke havde jeg ikke produceret noget væsentligt siden den maniske raptus efter Marks død, de år, hvor jeg stod i atelieret og bearbejdede sorgen over ham. Nu var den mildnet, var det derfor, og fordi jeg nu boede alene i alt det, der havde været vores? Jeg besluttede mig for at flytte hjem, jeg kalder det stadig hjem, som udgangspunkt i en periode, frem til udstillingsåbningen. Jeg gav dem ikke besked, hvorfor skulle jeg. Lejede huset i Utah ud, lejede en ny lejlighed i den nye bydel ved fjorden med indbygget tagterrasse, jeg kunne bruge som atelier, enkepensionen efter Mark gjorde det økonomisk muligt. Jeg bor i samme by som min mor, fire en halv kilometer fra hende, jeg har tjekket adressen på Krak, hun bor i Arne Bruns Gate 22, tættere på centrum end de huse, jeg voksede op i, på Krak fandt jeg også telefonnummeret.

Er mor død_INT.indd 14

24/09/2020 12.31

De første måneder var jeg mest indenfor, jeg kendte ikke byen længere, jeg følte mig fremmed, det var desuden sidst på vinteren.

Grå tåge drev over den delvis islagte fjord, fjeldkammene i horisonten lignede sovende dalmatinere, fortovene var isglatte. Når jeg en sjælden gang gik ud, hændte det, at jeg havde en bevidsthed om min mors nærvær fire en halv kilometer væk. I modsætning til de tredive forudgående år var der nu en reel chance for, at jeg kunne støde på hende. Men hun var sikkert ikke meget ude, i dette vejr, i denne kulde, med dette isglatte fortov, for ikke at brække hoften. Ældre kvinder er bange for at brække hoften. Hun måtte være langt oppe i firserne nu. Jeg stod ved billetautomaten på stationen en eftermiddag i februar, da en ældre kvinde spurgte, om jeg ville hjælpe hende med at købe en billet. Jeg havde netop selv lært det og hjalp hende, hun stod tæt på mig med en tillid, som bevægede mig, med åben taske og åben pung. Da hun fik billetten, spurgte hun, om jeg ville hjælpe hende op ad trappen, jeg kunne ikke sige nej. Hun tog fat om min arm med den ene hånd, den anden på gelænderet, indkøbsnettet hang om hendes hals og dinglede for hvert skridt, der var så langsomt, at jeg frygtede, jeg ikke ville nå toget, men jeg kunne jo ikke give slip. Jeg talte trinnene på trappen for at berolige mig selv, der var toogtyve. På perronen takkede hun mig overstrømmende, jeg sagde, det var så lidt, hun skulle besøge sin datter, sagde hun, og jeg blev forlegen.

15

Er mor død_INT.indd 15

24/09/2020 12.31

Jeg ringede til min mor for at lære hende at kende på ny? For at se, hvem hun er nu? Tale med min mor, som om hun ikke var min mor, men et helt almindeligt menneske, en tilfældig kvinde på en togstation. Det er ikke muligt. Ikke fordi hun ikke er et helt almindeligt menneske med alle dets særheder, men fordi en mor aldrig kan være et helt almindeligt menneske for sine børn, og jeg er et af dem. Uanset om hun har fået nye interesser, har udviklet nye egenskaber, forandret sit temperament, vil hun for mig altid være moren fra dengang. Måske hader hun, at det er sådan, at være mor er et kors. Min mor er træt af at være mor, at være min mor, på en måde er hun det ikke længere, men så længe datteren lever, er hun ikke tryg. Måske har min mor altid følt, at det at være min mor har været uforeneligt med at være sig selv. Måske har min mor, lige fra jeg blev født, haft et ønske om ikke at være min mor. Men hun slap ikke, uanset hvor hårdt hun prøvede. Eller også er det lykkedes, måske har hun i løbet af mit lange fravær glemt, at hun er min mor, og så ringer jeg og minder hende om det. For hende må det virke pludseligt.

16

Er mor død_INT.indd 16

24/09/2020 12.31

Hun vil sige, at hun er en anden nu end dengang. Det er forståeligt, at forældre ønsker at blive set af deres børn med et nyt blik, når børnene er blevet modne og klogere. Men ingen kan forvente eller kræve af afkommet, at det lægger billedet af moren, sådan som det erfarede hende i barndommen, væk, ingen kan kræve af et afkom, at det skal udviske billedet af moren, sådan som det blev skabt i de første tredive år af dets liv, for at se hende uhildet som halvfjerds- eller firsårig.

Det er enklere for dem, der ser deres forældre jævnligt. De fleste af mine venner, som ser deres forældre jævntligt, ser mildere på dem nu end før, fordi forældrenes kanter er blevet slebet af i løbet af livets tumulter, de er blevet mere overbærende og forsonligt stemt, og nogle har oplevet, at forældrene har forklaret baggrunden for deres fejltrin, og nogle få, at de har sagt undskyld. Måske har Ruth oplevet vores mor blive varmere og klogere, det må føles godt for både Ruth og min mor. Langsomt bliver det gamle billede erstattet af et nyere, eller billedet af den unge og den gamle flyder sammen, og det billede, der opstår i fusionen, er lettere at leve med. Den, der jævnligt har kontakt med sin mor og taler med hende om fortiden, er med til at genskabe fortiden, der laves en historie i fællesskab. Sådan er det formentlig. Ruth husker den formentlig nu, som vores mor ønsker, hun skal huske den.

Men jeg har også hørt historier om, at de egenskaber ved moren, som var værst for barnet i barndommen, i løbet af livet er blevet

17

Er mor død_INT.indd 17

24/09/2020 12.31

forstærket i en sådan grad, at de til sidst dominerer personlig­ heden. Minas mor hakkede på og beklagede sig over Mina dag ud og dag ind og gør det stadig, blot endnu hårdere, mere nådesløst.

Mina besøger hende på plejehjemmet hver dag med frikadeller og suppe og bliver mødt med anklager og spydigheder, hvad får Mina til at blive ved? Hvis hun råbte op om det urimelige i det, ville moren få bekræftet sin livs- og Mina-forståelse, siger Mina, og det under hun hende ikke. At morens ord tilsyneladende ikke gør indtryk på Mina, er Minas straf over moren. Barn og mor.

Er mor død_INT.indd 18

24/09/2020 12.31

Da jeg havde besluttet at flytte hjem, gik arbejdet bedre, jeg ­begyndte på et billede, jeg oplevede som lovende, det kom med mig over oceanet, men da alt det praktiske, flytningen indebar, var overstået, og jeg skulle begynde igen, gik det ikke. Jeg begyndte på et andet, et mere forårsagtigt, så ringede jeg til min mor, så stoppede det. Jeg ville besøge museer og gallerier, som jeg plejer, når jeg ikke kan komme videre, men følte en angst for offentlige rum, som jeg ikke havde følt før. Jeg havde været så meget alene, efter at Mark døde, at jeg var blevet menneskesky, eller var det, fordi jeg ikke kendte byen længere, eller fordi min mor boede i den, og jeg frygtede at støde på hende? Når jeg var ude, lagde jeg mærke til alle ældre kvinder. De stiger langsomt og krumbøjet på togene. Holder fast i håndtagene, støtter sig til vægge og døre, rejser sig med besvær, når toget nærmer sig, tjekker indholdet i de gammeldags tasker for at sikre sig, at alt er der, pung, briller, nøgler, jeg var begyndt at gøre det selv, brillerne? På apoteket sidder de på de få stole med lukkede ansigter, læser ikke avis, ser ikke på telefonen, vendt bort fra verden, eller omvendt, vendt mod det nærmeste, nummersedlen mellem de rystende fingre, displayet, hvor nye røde numre hele tiden dukker op, alt sker så hurtigt, ængstelige for, at tallet skal skifte, inden de har nået at rejse sig og gå hen til skranken for at få den nødvendige medicin.

De gamle kroppe skranter. Min mors krop skranter? Hvorfor skal jeg vide det. Har min mor høreapparat? Hvorfor skal jeg vide det.

Jeg tænker over det. Man er særligt interesseret i information,

19

Er mor død_INT.indd 19

24/09/2020 12.31

man er afskåret fra. Af mangel på information opdigter jeg hende. Hvad er jeg optaget af? Jeg tænker på, hvordan hun har det. Ikke af omsorg, ikke på den måde, men: Hvordan har du oplevet det hele. Hvordan har det været for dig. Og hvordan op­ lever du situationen nu, den eksistentielle, som vi deler, hvad tænker du om vores situation. Skal jeg aldrig få det at vide? Skal hun aldrig få at vide, hvordan det har været, hvordan det er for mig? Hun må jo spekulere på det. På, hvad jeg tænker, på, hvordan jeg har det, uanset hvor vred, hvor forurettet hun er, må hun spekulere på det, fordi jeg trods alt er, det snart tres år gamle, barn.

Er mor død_INT.indd 20

24/09/2020 12.31

Hvor gammel er min mor? For mange år siden fik jeg en sms fra Ruth: Mor fylder halvfjerds i dag. Jeg svarede hils og sig tillykke.

Det må have været, inden min far døde, så nu må hun være femoghalvfjerds eller mere. Jeg husker ikke fødselsåret, ikke fødselsdatoen, det er ikke så let at finde ud af den slags, som man skulle tro. Jeg kunne ringe til nogen i familien og spørge, Ruth eller min mors bror, han findes på Krak, men jeg kan ikke ringe og spørge om min mors fødselsdag, det er udelukket. Det er om efteråret.

Jeg husker hendes femogfyrreårs fødselsdag, må det have været, for Thorleif var med, vi stod i haven under frugttræerne. Måske opdigter jeg det. Men jeg husker åndedrætsbesværet, presset i mellemgulvet, som jeg altid havde i den slags sammenhænge, når familien viste sig frem offentligt, følelsen af at have fået et manus stukket i hænderne, forventningerne om, at jeg skulle spille min rolle, den loyale advokatdatter, advokathustruen, jurastudenten, ubehaget ved det og ubehaget over, at de andre, Thorleif, Ruth og de øvrige gæster, var trofaste over for manuskriptet, forfattet af min mor og far, især min far, følelsen af ufrihed og af, at jeg ikke kunne være mig selv, og forresten vidste jeg ikke, hvem jeg var, og kunne ikke finde ud af det der, hvor jeg befandt mig, i min mors og fars have, i min mors og fars selskab, jeg husker det tydeligt, følelsen af fængsel og en ulmende frustration, som jeg frygtede, jeg på et tidspunkt ikke ville kunne holde tilbage, og hvad så.

Thorleif med sin dybe respekt for min far, Thorleif snakkede min far efter munden, Thorleifs latter, når min far ironiserede over

21

Er mor død_INT.indd 21

24/09/2020 12.31

mine “kunstnernykker”, himlen med øjnene, fordi jeg ville søge ind på Kunstakademiet, Brunstakademiet, som han kaldte det, Thorleif lo. Jeg tænkte tidligt, at min far ikke var min far. Da jeg hørte historien om Hedvig, som ikke var datter af Hjalmar Ekdal, tænkte jeg: Det er sådan, det er! Blot at jeg ikke ville skyde mig selv, hvis jeg fik det bekræftet, men blive lettet, føle mig fri, troede jeg. Min mor havde været sammen med en anden, måske kun en nat, blev gravid, og min far anede, at det var med en anden, for jeg lignede ham ikke, og hver gang min mor så på mig, blev hun mindet om utroskaben, skammede sig og frygtede, at det skulle blive opdaget, sådan måtte det være, det forklarede alt. Hvorfor hun fór sammen, når jeg uventet kom ind i et rum. Lad være med at skræmme mig! Min far kom for hundrede og syttende gang med den vits om tyvene, der skulle røve et kunstmuseum, den ene spørger den anden, hvordan de kan vide, hvilke billeder der er mest værd, de grimmeste, ha ha. Det er ikke kunst, bare fordi ingen forstår det, ha ha. Hvis du ikke er konservativ som voksen, har du ingen hjerne. Det var mig, der ikke havde nogen hjerne. Mine forsøg på at tage til genmæle blev mødt med overbærende smil, enhver kim til protest blev betragtet som udtryk for et umodent ønske om at opponere for oppositionens skyld, for at få opmærksomhed, til at grine ad. Thorleif grinede, og min hals snørede sig sammen, men det er brændt ud af mig. Min mors brændende blik, da det gik op for hende, at jeg ikke ville holde tale, fars isbræblå.

Men det er brændt ud af mig alt sammen.

Er mor død_INT.indd 22

24/09/2020 12.31

De ved, jeg er i byen. Mina ringede, hun havde mødt Ruth ved Langvann, og da hun fortalte, at jeg var flyttet hjem for en periode, vidste hun det allerede.

De lader ikke høre fra sig. De er principfaste og stolte, besluttede sig dengang, jeg ikke kom til min fars begravelse, og så var det besluttet.

23

Er mor død_INT.indd 23

24/09/2020 12.31