FOTO: BAARD HENRIKSEN
t or l e if
b j el l a
Jon og Ivar har nu en uge til at lade den mangeårige viden om søen, fiskehuset og fiskeriet gå i arv. Men vil Jon påtage sig ansvaret for at holde familiens traditioner i hævd? Fiskehuset er en roman om en uges efterårsfiskeri, om kunsten og naturen, der stormer frem, om kærligheden og et menneskeliv, der endnu ikke er blevet til noget særligt.
st ein tor l eif bjel l a (f. 1968) er
F I S K E H US E T
Fiskehuset_CVR.indd 1
Jon Aslesson Aal er musiker, men tjener til dagen og vejen som hjælpelærer. Han er enlig og har ikke mange mennesker i sit liv. Hans onkel Ivar har udpeget ham, og dermed forbigået egne børn, til at arve familiens grund med fiskehus og fiskesø.
stein torleif bjella
Klokken er tre om eftermiddagen. Søen ligger lige under tusind meters højde. Den er mørkeblå, små krusninger i overfladen. Ivar ormer sig fri af tasken. Han sætter sig på stenbordet. Han skærer ansigt i smerte, da han retter sig op. Så tager han en dyb indånding og siger: – Jeg vil, at du skal have det her, Jon. Vand, båd, bådehus, garn og det hele. Jeg så helst, at den, der får det, er egnet. Desværre har jeg engang lovet at holde Storsenn i slægten. Jeg har altid sagt, at fast ejendom kommer og går. Det er mennesker, og båndene mellem mennesker, der er vigtige. Vi har fødder, ikke rødder. Storsenn er undtagelsen. Den skal forblive i slægten. Jeg stod stille. Fandt intet svar.
st ein
F I S K E H US E T
norsk musiker og digter. I 2017 debuterede han som forfatter med den kritikerroste digtsamling Jordsjukantologien Nr. 1. For romanen Fiskehuset blev han tildelt Nynorsk litteraturpris 2021. Bogen har været nomineret til P2-lytternes romanpris og har været på flere avisers lister over årets bedste bøger i Norge.
roman | turbine
30.05.2022 11.43
Fiskehuset_INT.indd 2
30.05.2022 11.39
stein torleif bjella
F I S K E H US E T
På dansk ved
mai odgaard petersen
roman | turbine
Fiskehuset_INT.indd 3
30.05.2022 11.39
Fiskehuset Stein Torleif Bjella På dansk ved Mai Odgaard Petersen © Turbine 2022 Originaltitel: Fiskehuset © Stein Torleif Bjella Først udgivet af Forlaget Oktober AS, 2021 Udgivet på dansk efter aftale med Oslo Literary Agency Cover © Suzan Beijer & Marion Vrijburg Dansk opsætning: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740678963 www.turbine.dk
Fiskehuset_INT.indd 4
30.05.2022 11.39
INDHOLD PROLO G
7
mandag
NÆ STE Å R MÅ DU K L A R E A LT I NG S E LV
t i r sdag
BÆKØR R E D O G HJ E MME FØDN I NG
11
45
onsdag
E F T E RTÆN K S OMT E L L E R E N E RGI S K S PI L
t or sdag
HVE M E R J EG EGE N T L IG?
f r edag
FJ E L DE T S BA R S K E S ØN
l ør dag
73
93
10 5
I ST R A N DK A N T E N, I DYBE T, I VAN DE T
119
søndag o g mandag OVE RGA NGE E PILO G
Fiskehuset_INT.indd 5
13 7
14 9
30.05.2022 11.39
Fiskehuset_INT.indd 6
30.05.2022 11.39
PROLOG Jeg kunne have fortalt dig om Knud Hårspray, Einar Steinar, Busk-Bjørn og Bøje-Fanden. Jeg kunne have fortalt dig om liget i Livtjødn, ofringen på Brennodden og stridsvognen i skoven. Alt det må vente. Den bedste fortælling er den om Ivar Helgesson Aal (1936-2015) og jeg, der fisker efterårsfisk i Storsenn. Det var ikke ofte, vi var sammen, men den uge for otte år siden ændrede mit liv. Selv er jeg 47 år, hjælpelærer, musiker og hjemmefødning. Ivar hærger stadig, men nu i nye luftlag, hvor han balancerer på kanten af sorte huller, rider på nordlyset og udbreder sig om en ny verdensorden. Alle steder, han kommer, sidder folk stille tilbage, nogle kigger skamfuldt ned i bordet, nogle går under middagen, ingen sover, mange er usikre. Så til dit egentlige spørgsmål: Er det sandt, hvad jeg skriver? Ja, Fiskehuset er en sand historie. Det eneste, som ikke er sandt, og det har jeg heller ikke i sinde at afsløre: navnet på søen Storsenn. Den hedder egentlig Øvringsvatnet, men det ville være tosset at skrive her, med tanke på krybfiskeri. 7
Fiskehuset_INT.indd 7
30.05.2022 11.39
På turen med Ivar tog jeg noter, når der var en ledig stund: navn og årstal, store og små tildragelser, korte og lange tankestrømme. Skrev i overkøjen med lommelygten tændt, inden søvnen tog mig, på dasset, inden Ivar fortsatte sit brok, fra stolen på Slotsbalkonen og om aftenen ved det grønne bord nær stearinlyset. Jeg fyldte alle siderne i den blå notesbog. Sidenhen levede Fiskehuset blot i tankerne. Først under pandemien blev der tid til at skrive det hele rent.
jon aslesson aal Ål i Hallingdal, april 2021
Fiskehuset_INT.indd 8
30.05.2022 11.39
Fiskehuset_INT.indd 9
30.05.2022 11.39
Fiskehuset_INT.indd 10
30.05.2022 11.39
mandag
NÆ S T E Å R M Å D U K L A R E A LT I N G S E LV – hvis du vil være en god fisker, må du tænke som en fisk. Onkel Ivar ser direkte på mig. Selvom panden er drivvåd, sidder den amerikanske sideskilning perfekt. Vi står på græsstykket ved bådehuset. Søen Storsenn breder sig mod vest. Den er større, end jeg husker. Ivar kniber øjnene sammen i det strålende efterårsvejr. Han er klædt i høje kondisko, feltjakke, strikvanter og varm hue med øreklapper. Der er kun fire kilometer fra parkeringspladsen, men for Ivar var det fire mil. Han hev efter vejret, mens hans krumrygget kæmpede sig vej herhen. Tyngdekraften og svært belastede ryghvirvler pressede ham mod jorden. To gange faldt han. Først trådte han forkert og skvattede sidelæns. Tasken og han lå filtret sammen med den spæde bevoksning. Han hvislede som en hugorm, da jeg fik ham viklet fri. Kort efter væltede han bagover på stien. Han blev kilet fast mellem to sten. Da jeg sprang til for at hjælpe, slog han ud efter mig med kæppen. Han kom fri ved egen hjælp ved at 11
Fiskehuset_INT.indd 11
30.05.2022 11.39
vugge sig frem og tilbage. Efterfølgende haltede han på den højre fod. Jeg tænkte, at onkel ikke længere er i stand til at fiske efterårsfisk i de kolde søer i fjeldene. Hans balance er elendig, også synet og hørelsen, han fryser hele tiden om hænderne og ville synke til bunds som en sten. Kun munden fungerer. Siden jeg hentede ham tidligt i morges, har han ikke stillet et eneste spørgsmål. Der er ikke antydningen af samtale, kun enetale. Jeg har ikke formuleret en hel sætning, kun kommet med korte svar: “ja”, “aha” og “præcis, ja”. Ivar, derimod, har snakket ud i en køre: “Engang var her mere åbent. Engang fandtes der ørreder på tre kilo. Engang faldt der sne i august. Engang bad de til månen og ilden. Engang lå her to fiskerhytter, den ældste af sten og jord. Engang var båden en flåde. Et år havde bedstefar en malkeko med, bådehuset var stald, koen stod med et tæppe over sig om natten, så den ikke frøs, sådan fik bedstefar mælk og mad og kunne klatre hjem. Han patruljerede vandet med sølvstav. Håndtaget var et revolverskæfte, og staven et geværløb. Det er dine forfædre, Jon. En flok hårde nysere. Så langt tilbage vi kender vores slægt.” Klokken er tre om eftermiddagen. Søen ligger lige under tusind meters højde. Vandet er mørkeblåt, små krusninger i overfladen. Ivar ormer sig fri af tasken. Han sætter sig på
12
Fiskehuset_INT.indd 12
30.05.2022 11.39
stenbordet. Han skærer ansigt i smerte, da han retter sig op. Så tager han en dyb indånding og siger: – Jeg vil, at du skal have det her, Jon. Vand, båd, bådehus, garn og det hele. Jeg så helst, at den, der får det, er egnet. Desværre har jeg engang lovet at holde Storsenn i slægten. Jeg har altid sagt, at fast ejendom kommer og går. Det er mennesker, og båndene mellem mennesker, der er vigtige. Vi har fødder, ikke rødder. Storsenn er undtagelsen. Den skal forblive i slægten. Jeg stod stille. Fandt intet svar. Jeg kom her som dreng. Tog med far og Ivar på søndagstur i solen i det varme sommervejr. Ivar mente, at jeg og ham skulle ro en tur. Vi skubbede båden i vandet. Far blev siddende tilbage ved bådehuset inde på land. Da vi kom ud på vandet, blev jeg bange og begyndte at græde. Storsenn var stor og sort og dyb. Vi havde ikke redningsvest på, og hverken Ivar eller jeg kunne svømme. “Hvis du bliver bange, må du aldrig kigge ned. Kig op,” lød det resolut fra Ivar. Jeg lagde mig ned i bunden af båden, blev våd på ryggen, for flere steder piblede det ind med vand, fokuserede på skyerne og formationerne, der passerede over mig i højt tempo, så lyttede jeg ikke længere til Ivar, lukkede blot øjnene, drømte mig tilbage til fars favn inde på land, først da standsede gråden.
13
Fiskehuset_INT.indd 13
30.05.2022 11.39
Nu står jeg her, på det lille fiskerlod, med en segnefærdig Ivar, som gisper efter luft og venter på min reaktion. Jeg er skakmat, og det eneste svar, jeg kan komme på, er: – Mig? – Ja, dig. Tænk engang, svarer Ivar. Jeg forstod, at Ivar ville noget vigtigt. Lige fra han tog kontakt for et halvt år siden, og vi aftalte turen. Jeg stod i øvelokalet, da han ringede. Ventede på de andre i bandet. Vi skulle genopfriske nogle gamle numre, måske få et par nye ind; hvis vi var heldige, ville der være spillejobs om sommeren. Jeg havde mit at se til. Ikke at jeg havde så mange at tænke på i hverdagen, men jeg havde mit at se til, ting, der var vigtige for mig. Alligevel lovede jeg onkel at komme med den uge. Jeg syntes, det var rimelig generøst af mig at sige ja. Ivar tog det som en selvfølge. Da vi drejede ind på parkeringspladsen, pegede han og sagde: – Jeg parkerer altid der. Så det gør du også. Selvom der ikke var andre på den store parkeringsplads, holdt jeg bilen der. Så snart håndbremsen var trukket, var Ivar over bagagerummet, fik bakset tasken på ryggen, fiskede kæppen af birketræ frem, stod klar, usikker til bens. Jeg fandt tasken med sengetøj, skiftetøj, tørkost og drikkevarer. Det vejede godt til. Til sidst hængte jeg guitaren henne fra genbrugsen i en rem hen over brystet, så begav vi os på vej. To hundrede højdemeter op. Fire kilometer frem. 14
Fiskehuset_INT.indd 14
30.05.2022 11.39
– Mennesker har fødder, men alligevel er der mange, som også ønsker sig rødder, sagde jeg. Et åbent svar, men på det tidspunkt var det det bedste, jeg kunne komme op med. Var Storsenn en gave? Skulle jeg takke ja? Jeg, der holdt af at rejse og være fri. Her ville jeg få arbejde og ansvar. Havde jeg bare haft nogen at dele det med. Det var aldrig blevet til noget med det heller. Kan det egentlig lade sig gøre at fiske med garn alene? Ivar hev efter vejret, rystede på hovedet, kiggede op givende på mig, fandt brilleetuiet frem fra inderlommen og en spritny blå notesbog fra tasken. Mellem to af siderne lå der et brev. Han læste højt: “Jeg, undertegnede Ivar Helgesson Aal, Ål, overdrager hermed til nevø Jon Aslesson Aal, Ål, skøde samt mine rettigheder i søen Storsenn gnr. 130 bnr. 2 i Ål Kommune. I salget medfølger tilhørende hytte og bådehus med inventar, 30 fiskegarn samt 1 båd. Købesummen lyder 200.000. I tillæg medfølger løsøre værdisat til 50.000. Omkostninger forbundet til salget skal betales af køber. Jon Aslesson Aal overtager ejendommen her og nu. Ejendommen er uden hæftelser. Koncession ikke nødvendig, da køber er sælgers nevø. Ål, 31. august 2013. Ivar Helgesson Aal.”
15
Fiskehuset_INT.indd 15
30.05.2022 11.39
– Jeg har sendt en kopi til tingretten i Hallingdal. Ingen ved, hvor længe livet er en leg. Så rakte han mig bogen og en kuglepen. – Skriv alt ned, alt, hvad der bliver sagt og gjort i disse dage. Jeg fortæller det kun én gang. Næste år må du klare alting selv. Vi går ned til vandkanten. Foran bådehuset. Storsenn synes glasklar herinde fra land. Vand og lys gør bunden grønlig. Det er ikke mudder og vegetation, kun klippe, små og store sten, vasket rene, lagt på plads af vind og is. Jeg kan ikke få øje på noget liv, ikke nogen fisk. – Giv mig den der, siger Ivar og peger på en lille hellesten i vandet lige der, hvor jeg står. Jeg tager den op. Ivar beder mig vende stenen. – Her har du ørredens føde i Storsenn. Han peger på flere småkryb, der sidder fast på den våde sten. Skubber brillerne på. – To tanglopper, en snegl, en linse, to larvehuse. Havde vi været her i sommer, ville vi have set vårfluer og flyve myrer, døgnfluerne ville være klækket og hænge over hele søen, og forskelligt kravl og insekter, jeg ikke kan navnene på, men det er bare at få det lært, altsammen er det føde for ørreden. Ivar smider stenen ud i vandet igen. Jeg vender mig mod land. Tæt ved et stort grantræ, halvtreds meter bag bådehu16
Fiskehuset_INT.indd 16
30.05.2022 11.39
set, ligger dasset. Det grå træværk får det til at gå i ét med alt det omkringliggende. Bølgeblik på taget, døren vender ind mod land. Det var ikke udsigten, man havde i tankerne, da det sanitære anlæg blev opført. Direkte afløb, derimod, det havde de styr på. Ivar bevæger sig op på vejen til bådehuset. En mere officiel, formel gennemgang begynder. Onkel Ivar rømmer sig og tager ordet. – Som du kan se, Jon, er bådehuset todelt. Længst væk fra vandet en gammel laftekasse. Foran et uisoleret udhus opført med lodrette brædder på rammen, siger Ivar og løfter en sten ud af fundamentet, bag den ligger smede jernsnøglen, en ordentlig krabat. Han sætter nøglen i låsen i hoveddøren. – Jeg ved ikke, hvor mange år den ældste del har stået her, men det er mange. Det har altid været herfra, man har fisket i Storsenn. Ivar nikker mod hytten, som om der står nogen der. Så giver Ivar sig til at fortælle, og jeg skriver alt, hvad jeg kan, sådan som han gerne vil det. I gamle dage var det en åben bådeplads, kun med det lille træskur omme bagved. Dengang lå den under åben himmel. Hytten tjente som både opholdssted og redskabsskur. Bedstefar gravede ud og udvidede bådepladsen. Han brugte lang tid og gjorde det alene. Det krævede planlægning og indsats. Materiel blev fragtet hertil inden vinteren. Han tørmurede langvæggen 17
Fiskehuset_INT.indd 17
30.05.2022 11.39
ved sommertide. Alle stenene fandt han i vandkanten. Så lagde han en række bjælker, som blev til bådehusets loft og gulvet til etagen over. Deroppe byggede han udhuset, placerede det ind mod det gamle laftehus med samme tagvinkel, samme bredde og højde. Kun en enkelt dør mellem de to rum, den øverste dørramme var skiftet ud med sprossevindue. Det fremstår hjemmelavet den dag i dag, men også gennemtænkt. Jeg noterer mig, at Ivar konsekvent omtaler tilbygningen fra 30’erne som den nyopførte. – Tilbygningen er det eneste hus, far opførte, siger Ivar. Vi står på det lille græsstykke ved langvæggen, betragter hytten fra siden. Der er jordtag på den gamle del. Rødrustent bølgeblik på den nye. Fortil, ud mod vandet, er der et overdække med plads til at sætte udstyr fra sig, når man er på vej ind og ud med båden. Ivar kalder det for Slotsbalkonen, for der sidder man godt, med udsigt ud over vandet. – Når du sidder på Slotsbalkonen, ønsker du ikke at være noget andet sted i verden. Han har ret. Her er fint. Foran os troner Storsenn. Midt på åsen, midt i skoven, en indsø, der er ligeglad med os og mig, den er der bare. – Bedstefar var en vildmand. Far lige modsat, sådan er det gerne, siger Ivar og kører en hånd over munden. Fæstner blikket på noget langt borte. Kigger og venter. Gør han sig til? 18
Fiskehuset_INT.indd 18
30.05.2022 11.39
– Far var perfektionist, konstaterer Ivar og fortsætter. – Tilbygningen på bådehuset er solidt udført, som alt andet, han lavede. Far kunne aldrig have været landmand. Han ville, at alt skulle være lige i øjet, rent, ligetil, nymalet, ryddeligt og tiptop. Rod og ragelse gjorde ham handlingslammet og utilpas. De penge, han arvede, gik til biler, motorcykel, barbergrej og kamera, grammofon, radioer, jakkesæt og hotelophold, hatte og en kostbar skosamling, det hele kun til sig selv. Utroligt nok førte det til den bedste rakefisk, for far var en pernittengryn. Han var grundig og brugte lang tid. Han mente ikke, at rakefisk var mad, men han lavede det alligevel, med en akkuratesse som en ur mager, og omhyggelig som en våbensmed, fordi bedstefar ville, at han skulle. Ellers havde han aldrig lavet rakefisk, men det gjorde han. Det var den bedste fisk i Ål. Jeg havde hørt meget om bedstefar. Jeg husker ham vagt. Slørede billeder fra derhjemme og trappen foran huset og bedstefar med stok og hat en stille eftermiddag. Det stærkeste minde er lugten af barbersprit kombineret med cigaretrøg. Det stod i en os rundt om ham. Mor kaldte bedstefar for “en tornado”. Det var måske ikke kun ment positivt, men hun sagde det med et smil. Han må have været lidt af en type. Da han havde opbrugt arven efter oldefar, fik han til alt held arbejde som tjener. Det var også et held for hotellet, ingen ansatte duftede så godt og gik med så nystrøgen en skjorte. 19
Fiskehuset_INT.indd 19
30.05.2022 11.39
Under gennemgangen af bådehuset følger jeg lige i hælene på Ivar. Han ser mig ikke i øjnene. Virker utålmodig. Hiver flere gange efter vejret, tager huen af, kører højre hånd gennem pandehåret, forsøger at stå med spredte ben og hænderne på ryggen, det går dårligt, som om han ikke helt ved, hvor han skal begynde, eller hvor han skal stå. Jeg tror, at onkel Ivar er glad for at slippe for ansvaret, mens han samtidig er ængstelig ved at overlade det til mig, det har han jo sagt. Det er ikke mig, der kommer her og presser mig på. Det var Ivar, der ville det her. Hvorfor er det egentlig mig, der skal have Storsenn? Langs ydervæggen på bagsiden af hytten står der flere udhuggede stenheller. Man skulle tro, de stod til pynt, så ensartet runde de er. De bruges som pres oven på tønderne med rakefisk. Langs den anden langvæg mod nordsiden er der muret en åben passage i jorden, som fører hen til en lav dør i fundamentet. Døren fører ind til en lille jord kælder. Ivar forklarer, at indgangen er nødt til at være der og kun der, på den nordlige side, så solen ikke opvarmer jordrummet. Jeg følger efter ned i kælderen. Der er koldt og rent, ryddeligt og tørt. Omtrent halvanden meter til loftet. I midten, på en muret forhøjning med en plan træflade, står fem trediveliters tønder med bunden i vejret. – Indtil 50’erne brugte de trætønder. Da man lancerede plastikken, omfavnede far med det samme det nye, rene og 20
Fiskehuset_INT.indd 20
30.05.2022 11.39
tætte materiale, det var godt til rakefisken og for salget, forklarer Ivar og låser kælderdøren efter os. Vi går ind ad hoveddøren, gennem udhuset og ind i den gamle del. Der står en lille Bjørn-ovn nr. 14 fra Drammens Jernstøberi & Mek. Værksted, med kogeplade, skorstensrør direkte ud gennem væggen. Køjeseng, to stole, trækasse med fladt låg, væghængt skab til mad, et lille, grønt højbord under det eneste vindue i hele hytten. På væggen ved døren hænger to fotografier. Det ene af bedstemor, far, Torleif og Ivar. Bedstemor sidder på en sten foran døren udtil, med tørklæde om hovedet og fødderne tæt samlet under forklædet, læner sig lidt frem og smiler mod fotografen, som må være bedstefar. De tre sønner kigger alvorligt ind i kameraet, helt tydeligt opstillet langs væggen med fiskegarn til tørre i vinden bag dem. Det andet billede er af Ivar og bedstemor i båden tæt på land. Hun griner, mens Ivar poserer ved årerne og lader, som om han ror. Han ser stolt og stærk ud. Jeg bemærker, at der er to billeder af Ivar, og kun et af far. Formentlig blev det på et tidligt tidspunkt afgjort, at den ældste skulle have Storsenn. Eller det blev ikke afgjort. Sådan var det bare. Den ældste skal have alt, fordi han er den ældste. Uanset hvad synes jeg, det er rart at se et foto af far. Jeg bliver glad, når der en sjælden gang imellem dukker et op, især fra barndommen og ungdomsårene. Jeg identificerer mig selv med ham i alt. 21
Fiskehuset_INT.indd 21
30.05.2022 11.39
I udhusdelen er der vask og gaskomfur. En slibesten til knivene. – Endnu en specialitet efter far, siger Ivar og demonstrerer stenen, som drives rundt via cykelkæde og pedalkraft. Langs samme væg er hoveddøren udtil, lav og bred og med båndhængsler, sort, stor låsekasse til smedejernsnøglen. På gulvet står zinkbaljerne; en af dem fuld af tomme olie flasker til garnblåser. En anden balje er fyldt med fiske redskaber og en gammel militærvandkikkert og derudover flere smårustne baljer sat ind i hinanden. Til højre for hænger to stager med garn. Falmet og i farver: mørkeblå, lysegrå, mørkere grå, dybgrøn, mørkerød, bundet sammen to og to, sat i orden på tyve træstokke, snittet til og gjort smalle af bedstefar. Garnene hænger som gardiner hen ad væggen, eller draperinger, eller endnu bedre: et stort scenetæppe. Ivar træder frem, mens jeg lader hånden glide gennem garnet. – Det skal du ikke gøre, det der. Du laver uorden i garnene, siger Ivar hurtigt. Jeg svarer ikke, tænker bare, at jeg ikke laver uorden i garnene, at han ikke behøver være så opfarende for så lidt, at det er en mærkelig måde at snakke til en voksen mand på, som man er onkel til. Rundvisningen er slut. Jeg har gjort mig noter i den blå bog. Da tilbygningen stod færdig, døbte bedstefar det 22
Fiskehuset_INT.indd 22
30.05.2022 11.39
iskehuset, det var ikke bådehus, ikke udhus, ikke sæterF hytte, det var det hele på en gang, et fiskehus var det, praktisk og skræddersyet til efterårsfiskeri og ikke andet. Med ubehandlede vægge, slidte og udtørrede efter solens branken, ser Fiskehuset ud som et, der altid har stået der, som en del af landskabet og vegetationen og åsen, som er det vokset direkte op af jorden. Jeg står ved vandkanten. Ivar står med en fod på den lille stenmole og en fod på land. Eftermiddagsvinden tager til. Skyerne skyder af sted. Det synger og rasler i klyngen af aspetræer på vandets nordside, den rene sildestime. En kvidren i buskadset, der omgiver os, jeg får øje på en kraftig rødmavet fugl i fuld vigør ved dasset. Er det en skovskade? Den er ikke alene. Så henter Ivar en ny nøgle, til båden. – Det første, du gør, når du kommer herhen, det er at få vand på båden. Den har alle dage stået i læ, godt beskyttet, så den behøver ikke ligge længe i vandet. Ivar smutter ind i bådehuset. Lettere til fods nu. Tjep som en skovmår. – Så kom dog! råber han irriteret. Han fjerner bundproppen, kaster vand med en spand på birketræsbeddingen, så skubber vi båden ud. Den glider overraskende nemt hen ad de to våde, tilskårne brædder. De bugter sig ud og ned i vandet helt ude, som en tragt. En 23
Fiskehuset_INT.indd 23
30.05.2022 11.39
bedding, formet af naturen selv. Jeg følger med inde fra land med tov og navigerer båden hen til en stor sten, fortøjer den til et grantræ. Efter få minutter ligger den tungt i Storsenn, inden længe mættet med vand, i et med vandoverfladen. Ivars snakken aftager. Vi kommer på plads i Fiskehuset. Hænger dyner og puder fra kisten til luftning. Ivar vil have mig til at tænde op i ovnen, den går ud med det samme. Selv får han ild på et øjeblik. Vi kunne have brugt gas til at koge vand, Ivar vil hellere fyre op. – Så får vi bugt med fugten herinde. Bliver her for varmt, lufter vi bare ud, siger Ivar. Han har en ide til og et svar på alt. Vi sætter os på Slotsbalkonen. En skive brød med nøkkel ost. Ivar laver pulverkaffe, det smager af ingenting og stygt på samme tid. Jeg drikker den alligevel. Slapper af. Er landet. Ør i hovedet efter turen herop, rundvisningen, det hårde slid. Seks grader i luften. Hviler blikket ved søbredden. Bare at sidde her, det er godt. Hvem er Ivar Helgesson Aal egentlig? Den ældste. Min far, Asle, var den yngste (1941-2001), onkel Torleif i midten (1938-2014). Ivar fik to døtre. Torleif fik ingen børn. Selv er jeg enebarn. De tre brødre drev mange virksomheder. Først startede de et snedkerværksted. Det brændte ned uden at være forsikret. De opførte værkstedet 24
Fiskehuset_INT.indd 24
30.05.2022 11.39
igen, før det atter brændte ned, fuldt forsikret. Så forsøgte de sig med skiferbrydning. Så var de pionerer inden for ski, der ikke skulle smøres, fræsede riller og limede strimler af elgskind ind. Først da de anlagde to virksomheder under samme tag, lysnede det. Den ene lavede trælegetøj, små laftehuse, Hallingdals svar på Lego, med stue, tag, fadebur, lade og ildhus. Den anden lavede mørkbejdsede direktørskriveborde. Stort set ingen i Hallingdal ville have direktør skriveborde. Brødrene vendte næsen og produktionen mod markedet for husgeråd. Startede ud med salt- og pebersæt, drejet i pudset fyrretræ fra området, kværndelen var fra Taiwan. Trods en del omtale gik det trægt. Virksomheden med trælegetøjet, derimod, havde i lang tid flere ansatte. Det gik længe godt, inden også det eventyr endte i en stor kamp mod røde tal. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det eneste, der varer ved, er kunsten. Alt det mægtige og vigtige, far og onklerne havde gang i, var forgængeligt. Heldigvis lod det ikke til, at de selv var af den opfattelse. Til familie komsammener sad de i timevis og snakkede forretning. Far og onklerne med cerutter i vinterhaven, og der var tid nok. Det var Ivars stemme, vi kunne høre. Han messede løs, lavmælt og fyrig. Og frem for alt: De lykkedes med mangt, og de havde altid klaret sig selv, det var også det vigtigste, sagde Ivar til os, hans nevø og døtre, “det vigtigste er at klare sig selv, det behøver ikke være stort og pompøst, men man er nødt til at klare sig selv”. 25
Fiskehuset_INT.indd 25
30.05.2022 11.39