Læseprøve: HJULSKIFT af Vigdis Hjorth

forår. Det ansøgte arbejdslegat til at skrive en bog om Edith Key er ­bevilget. Men alligevel er der noget, der skurrer.

Bilsælgeren Truls er sexet og morsom, men har aldrig læst en bog.

De to mødes tilfældigt.

“Han har virkelig ikke en eneste bog. Jo, et pragteksemplar af en bog om Hardangervidden, sikkert en gave. Den står i skabet med hans glas, otte rødvinsglas, otte hvidvinsglas, otte cognac­glas i samme design, krystal, som det hører sig til.”

HJULSKIFT er en kærlighedshistorie om to, som er fanget i hver sin kultur – intelligent og humoristisk fortalt.

“Forfatteren lader sproget skinne i denne pragtfulde passions­roman om mentale klasse­­forskelle ...

Skarp og vittig, ja, til tider virke­lig morsom.”

Hjulskift_CVR_2 udgave.indd 1

Stein Roll, Adresseavisen

Vigdis Hjorth Hjulskift

Hun er følelseskold og mest af alt ligeglad. Noget må ske.

forfatterfoto: sara angelica spilling

Vigdis Hjorth Hjulskift

Litteraturprofessoren Louise Berg burde være glad. Det er

VIGDIS HJORTH (f. 1959) skriver underholdende og morsomt, men samtidig skarpt og udfordrende.

I sine romaner udforsker hun især kvinders muligheder for at leve og hengive sig uden at blive fanget af roller og konventioner. Hjorth har siden sin debut i 1983 udgivet over tyve bøger for børn og unge og siden 1990 hovedsageligt romaner for voksne.

Vigdis Hjorth vandt i 2010 den norske Gyldendal­pris for sit forfatterskab.

11.05.2022 10.48

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 2

25.04.2022 12.09

Vigdis Hjorth

Hjulskift Roman

Oversat af Ole Lindegård Henriksen

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 3

25.04.2022 12.09

Hjulskift Vigdis Hjorth Oversat af Ole Lindegård Henriksen 2. udgave, 1. oplag 2022 Turbine © 2011 Originaltitel: Hjulskift Først udgivet i Norge af Cappelen Damm AS Copyright © Cappelen Damm AS 2007 Cover: Øyvind Torseter Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740685879 www.turbine.dk Denne oversættelse er støttet af Nordisk Ministerråd

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 4

25.04.2022 12.09

I Det er forår. Menneskene kniber øjnene sammen mod solen.

Sidder på bænkene og slapper af. De, der går, går langsomt.

Ingen har hastværk. Der hviler en dæmpet stemning af opbrud over hele universitetsområdet. Eksamen er forbi. Karaktererne slået op. Professorer, stipendiater og kontoransatte har stadig ting at tage sig til, men undervisningen er forbi. Presset fra de studerende er borte. Mange af dem er rejst. Andre er i færd med at rydde deres plads på læsesalen og aflevere lånte bøger tilbage til biblioteket. De tager afsked med hinanden, når de tilfældigt mødes på de flisebelagte gange. Sidder i græsset under træerne eller på de brede stentrapper. Har tid til at tale om andre ting. Drikker øl ved bordene uden for kantinen. Den tid på året kan hun normalt godt lide. Det faglige bliver skudt i baggrunden, det er de menneskelige relationers tid. De summende stemmer har en anden klang. Der diskuteres sommerjob, ferien planlægges, man skal hjem på besøg, kærestepar skilles for et stykke tid. Men inden længe mødes de igen, flytter sammen og tager eksamen, får børn og job – nogle af dem som ph.d.stipendiater ved hendes eget institut, ligesom hun selv i sin tid. Der lugter af kløver og nyslået græs, og langt borte høres lyden af plæneklippere. Professorerne tager afsked med deres

5

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 5

25.04.2022 12.09

udvalgte kvindelige studerende. De unge piger fjerner sig langsomt mellem de blomstrende kastanjetræer med fugtige øjne, mens professorerne går i den modsatte retning, ad villavejene hjem til kone og børn. Normalt kan hun godt lide den tid på året. Fuld af milde følelser og blomsterstøv. Selv om hun ikke har været så meget på instituttet de sidste to år, fordi hun har haft forskningsfri og i stedet brugt sin tid på attenhundredtallets kvindelige lyrikere, har hun stadig sit kontor, sit dueslag, sin stationære computer, og hun har været censor ved slutningen af hvert semester. Denne tid på året har altid været den bedste. Korte, dovne dage, en følelse af, at fremtiden ligger åben, sommeren for døren, efteråret langt borte, åbenhed mellem mennesker. På denne årstid har hun haft sine bedste samtaler med kolleger, med enkelte studerende, med ansatte på andre institutter, som hun ellers aldrig har mødt. På denne årstid sker det, at de bliver siddende uden for kantinen, hvor der nu er stillet borde frem, og snakker og drikker øl til hen på eftermiddagen, og det er også sket, at de er blevet inviteret med hjem til kolleger, som bor i nærheden. For at drikke videre og snakke om litteratur, politik og kærlighed til langt ud på natten under blomstrende kirsebærtræer, mens græsset mørkner. Hun mindes let slingrende hjemture – bare fødder mod asfalt, der langsomt afkøles – med skoene i hånden, mens nattens dufte har gjort hende lykkelig. Af og til arm i arm med en mand, et nyt eller et gammelt bekendtskab, hjem til champagne på sengen med vinduerne åbne mod den lyse nat. På denne årstid tager man afsked – nogle går på pension, andre får barselsorlov, nogle skifter græsgange, andre har fået rejsestipendier og skal

6

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 6

25.04.2022 12.09

til udlandet, men kommer tilbage igen, forandringerne fejres til langt ud på natten, og man står sent op om morgenen. Men i år føler hun ikke den glæde, hun plejer at føle. Den var der heller ikke i fjor, når hun tænker nærmere efter, og måske heller ikke året før igen. Nu bemærker hun det. Ingen forventning om, at der skal ske hyggelige ting, ikke engang noget ønske om det. Det ansøgte arbejdslegat til at skrive en bog om Edith Key (1859-1923) er bevilget, hun har lige modtaget brevet, og hun burde være glad, men hun er det ikke. Føler slet ikke det gåpå­ mod, hun havde forventet at føle, havde glædet sig til at føle, ikke havde følt længe, havde savnet at føle. Hvis ansøgningen gik igennem, ville hun smøge ærmerne op og tage fat og med lyst og kræfter løfte den miskendte prosaist frem i lyset. Men hun føler ingenting.

Det er sket lige så langsomt. Hun orker ikke at læse litteraturhenvisningerne hos de hovedfagsstuderende, hun er vejleder for. Når hun censurerer, hænder det, at hun ikke læser be­ svarelserne til ende, man bare bladrer dem igennem og giver en karakter midt på skalaen. Hun ved jo, hvad der står, når hun har læst de første sider. Det er forkasteligt. Hun tager det ikke så tungt med affaldet længere. Hun sprætter ikke mælke­ kartonerne op og stopper dem ind i hinanden, og hun lægger ikke aviserne i den orangefarvede pose til aviser, men smider dem bare i skraldespanden sammen med det almindelige affald.

Det sker, at hun smider glas i affaldsposen i stedet for at gå ned i kælderen til glascontaineren. Det ville aldrig være sket for nogle år siden. Hun videresender ikke protestmail mod opfør­

7

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 7

25.04.2022 12.09

else af gaskraftværker, hun svarer ikke på sms’er fra Amnesty.

Det hænder, at hun køber Se og Hør på benzintanken, når hun har fyldt benzin på sent om aftenen, for at have noget at læse i efter alt det faglige, for at kunne falde i søvn. Hun har grebet sig selv i at være spændt på, hvad der nu skete i Big Brotherhuset. Det hænder, at hun smider elartikler i affaldsposen – en defekt hårtørrer, en tv-antenne. Og papirservietter, kuverter eller det, der er værre: batterier. Hun sjusker, hun tager ikke ansvar, hun misligholder sin del af den sociale kontrakt, og det generer hende ikke særligt. Eller det vil sige: Hun noterer sig sin slaphed og sit manglende engagement, og det bekymrer hende, men ikke for samfundets skyld, ikke for miljøets. Det er ikke den ekstra CO2-udledning som følge af hendes ansvarsløshed, der plager hende, men hendes egen tilstand. Hvad den er et symptom på, hvor det fører hen – ønsket om at frigøre sig, blive fri for det hele, fra dem alle, til og med sine egne børn, giver hende en fornemmelse af at være monstrøs, unormal. Ikke fordi hun ikke kan se nødvendigheden af en social kontrakt – det kan hun jo: Hvordan ville verden se ud, hvis ikke alle følte et ansvar og ydede et bidrag? Det er ikke, fordi hun ikke kan acceptere indholdet af den sociale kontrakt, eller fordi hun ser svagheder ved den og vil forbedre eller reformere den – der er ikke noget konstruktivt ved hendes ligegyldighed.

Hun er ikke anarkist eller oprører, der er ingen kraft i hendes modstand, der ligger ingen tænkning bag, og derfor er den så ynkelig. Hun er bare træt, hun føler sig bare fanget, klemt inde i det lag, hun tilhører, middelklassen, det intellektuelle lag af middelklassen, i den modernistiske tradition, hun tilhører –

8

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 8

25.04.2022 12.09

som et ungt menneske, der ikke kan holde ud at bo hjemme længere, nærmere kommer hun ikke en tilsvarende følelsesmæssig oplevelse: en umoden teenager, der skændes med forældrene om småting, ikke kan holde sine formyndere ud, men alligevel er afhængig af dem, økonomisk og på andre måder, og det ved de, og de tager ikke den unges protest alvorligt, men smiler ad den bag den unges ryg – så banalt, så ynkeligt.

De bliver opgivende, men affinder sig med, at de skal igennem det her, bare en periode, før det uregerlige unge menneske vender tilbage til folden igen, og det sker jo før eller senere.

Men hun orker ikke folden længere. Hun har været for længe i folden, en klam og trang fold, hun vil ud, hun vil ikke leve, som hun lever nu, men hvordan skal hun så leve? Hun vil befri sig for det hele, men til hvilken nytte? Hun vil gøre noget andet, men hvad? Skide på det hele, rejse bort, men hvorhen, når hun ikke ved, hvad hun egentlig længes efter, når det ikke er mere præcist defineret, end at hun vil så langt væk, at hendes tidszone ikke længere er synkron med tiden i Norge, så det er morgen, hvor hun er, og nat i Norge, og omvendt. Et sted, hvor hun ikke risikerer at høre nogen tale norsk. Ved det sidste valg stemte hun ikke. Det er forfærdeligt.

Der er intet, som kan provokere hende, der er ingenting, som gør hende oprørt, hun kan ikke forestille sig en begivenhed eller sag, der vil kunne drive hendes puls i vejret. Og endnu værre: De, der oprøres og provokeres og giver udtryk for det, de irriterer hende. I kantinen, til middagsselskaber, i fællesrummet på instituttet – som de klager sig over Irakkrigen,

9

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 9

25.04.2022 12.09

men hvad havde de forventet? Hun er selvfølgelig imod den krig, jo, jo, men hvad hjælper det at brokke sig? Og værre: Hun tror ikke på dem, de er ikke for alvor oprørte, det er bare selvpromovering: Jeg er modstander af krigen, jeg er pacifist. Jeg har empati med de svage. Børn og kvinder. Skal vi ikke gå hjem til mig og bolle? Du forstår vel, at jeg tager dig blidt.

Hun har mistet sit politiske engagement, og det plager hende – ikke fordi det gør nogen forskel for verden, det gør det ikke, men det føles som et personligt tab, at hun ikke brænder for noget. At hun ikke tror. At hun ikke føler lyst, ingen tro, ingen brand, sådan er det. Hun føler ikke, som mødre bør føle. Da børnene var blevet store, og det var okay at give slip på dem, gav hun slip på dem og åndede lettet op. Hun håber selvfølgelig, de vil klare sig, men hun har ikke noget engagement i dem, håber bare, de klarer sig, så der ikke bliver problemer, føler sig forpligtet til at træde til, hvis der bliver problemer, men håber, det ikke sker. Fint, siger hun, når de kommer hjem med karakterer og eksamener, for det betyder, at de klarer sig.

Hun hjælper dem med opgaverne, når de ønsker det, men uden engagement. Når den yngste søn kommer uanmeldt i de uger, hvor han bor hos sin far, bliver hun irriteret over at skulle være mor en aften, hun har glædet sig til at have for sig selv.

Hun er træt af at være mor, hun har været det for længe, det er en udmattende rolle, hun har spillet den for længe, måske ikke særlig godt, men længe, og nu må hun tage den på sig igen, for sønnen står i døren og ved, at han har retten på sin side. At trække sig ud af moderrollen er umuligt, hun må bare

10

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 10

25.04.2022 12.09

vente med at åbne den flaske vin, hun har glædet sig til at åbne.

Hun kigger i smug på uret og spørger, om han ikke snart skal tilbage til sin far og sove, så han får søvn nok, det er vigtigt for unge mænd. Sådan er det. Sådan er det blevet, at hendes egen søns uanmeldte nærvær opleves som en belastning og et overformynderi. Han kommer ind ad døren og kræver en ansvarlighed, hun ikke kan lade være med at tage på sig. Sønnen har ret, sønnen har retten med sig, og Louise må stille op, sådan er det, og det generer hende, at hun ikke har mere at give af, og at det, hun giver, bliver givet uden glæde. Hun er træt af at være mor, hun er træt af at være professor, frygtelig træt af studerende og deres forudsigelige opgaver, og særlig træt af de lange og gode opgaver med et imponerende noteapparat, træt af litteraturteori – hvad skal den nu tjene til – og træt af litteraturen og lysten til rødvin. Men hun smiler alligevel og siger: Nå? Går det godt, min ven?

Det går godt, alt er helt i orden, ingen problemer. Han får snart kørekort, det er også fint, så slipper hun for at køre ham hid og did. Hun er træt af at køre hid og did. Hun har kørt alt for meget hid og did, til træning og skole og ishockeykampe, og hun er utrolig træt af at køre taxi med hjertet oppe i halsen, som man må som mor.

– Og hvordan går det med far?

– Han og Reidun ser opera.

– Hvad?

– Opera. Video.

– Hvad?

11

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 11

25.04.2022 12.09

Nu stiger pulsen, og så kropstemperaturen, nu vågner engagementet. Eksmanden ser opera. På video! Han har ellers ikke sans for kunst, det er der nemlig kun få, som har – de færreste – selv om myndigheder og lærere prøver at bilde folk noget andet ind, at kunst er for alle, den litterære og musikalske kanon er for alle. De trækker kunsten ned over folket, som om alle bare kan tage imod den, en dosis kulturnyheder om morgenen gør hele forskellen, og nu også opera!

– Så kan jeg godt forstå, du kommer hjem til mig!

Eksmanden, for hvem bøger ikke er andet end titler på reolen, læst eller ikke læst gør ingen forskel for ham, han læser dem, fordi han tror på myndigheder og lærere og sin gamle far, der siger, at de fire store skal man have læst. Hvad har det så gjort ved ham, at han har læst dem? Han læser for skams skyld og springer sikkert en masse sider over, og det gør heller ikke nogen forskel, alt er ved det gamle, bog efter bog, billede efter billede, men bøger skal han have, og billeder skal han have, og nu også opera! Klassisk musik skal han spille, og det vælder ud af det store, diskrete stereoanlæg, når hun kommer forbi, som reklame for hans kulturelt dannede jeg, men hun hopper ikke på den! På en øde ø ville han aldrig have spillet Bach, eller hvad det nu er, han spiller, han ved det ikke engang selv, kender ikke forskel på en kantate og et cembalo, han tager det ikke til sig, har ikke evnen til det, bliver ikke bevæget, kan ikke! På en øde ø ville han spille Beatles, og hvad så? Er der noget galt med Beatles? Har hun nogensinde sagt det? Nej, netop ikke! Der er ikke noget galt med Beatles, det er sagen, spil dog Beatles,

12

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 12

25.04.2022 12.09

for fanden, ikke opera! Nu er det gået for vidt, nu er det altså gået for vidt. Hende Reidun, hun kan jo heller ikke lide det.

De sidder foran tv-skærmen og gør sig til for hinanden, sikke et liv, de har jo set det i en af disse britiske kriminalserier i tv for fanden, det er jo det, de vil, råber hun i sit meget ophidsede sind og bliver nødt til at sætte sig, helt udmattet.

– Har du prøvet med nervepiller?

– Hvad?

– Nervepiller. Har du prøvet det?

– Nej. Hjertet hamrer helt oppe i halsen på hende. – Det skulle jeg måske?

– Det er et forsøg værd.

Det er forår, fredag eftermiddag med blomsterstøv i luften. Der blæser milde vinde gennem træernes kroner, og det suser i bladene. Hun lægger hovedet bagover og ser op i det blafrende løvtag oven for bænken, mens hun holder fast på de papirer, hun har i skødet. Hun satte sig ud for at læse, men orker ikke at læse dem alligevel. Klokken er tre. Klokken tre er det altid for sent eller for tidligt til noget, man gerne vil – et underligt tidspunkt på dagen. Hun pakker papirerne sammen og går op på kontoret, hvor hun lægger dem fra sig, læser og går hjem, men ikke til kæresten som planlagt. Ikke til sporvognsholdepladsen som normalt, men gennem de smalle, mennesketomme side­ gader ned mod Majorstua og videre mod Skøyen. Den tid, man bruger til at gå i fred og ro, forsvinder ikke bare på samme måde som tiden, når man kører bil eller sidder ved siden af nogen eller over for nogen i sporvognen. Den tid kan ikke bruges til

13

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 13

25.04.2022 12.09

noget. Man går alene og er ikke nødt til at vende blikket bort eller ned i gulvet, men kan roligt lade øjnene hvile på det, der kommer imod en, lejlighedsejendomme med døre, vinduer, gardiner og blomster, lysestager og lamper, stole og borde på altanerne, dørklokker med rækker af navne, højttalere ved indgangen, biler i vejkanten, små skyer over hustagene – og langsomt finder man ud af tingene. Ikke gennem Frogner­parken, hvor folk går for at se andre mennesker og møde bekendte og udveksle bemærkninger, hvor hendes kolleger og tv-folkene fra NRK sidder på cafeerne, men gennem de smalle gader, hvor der næsten ingen mennesker er, så hun ikke bliver forstyrret i sine tanker, der bliver mindre flerstemmige, efterhånden som hun går, fra Skøyen videre mod Lysaker og langs fjorden i halvanden time, til hun får øje på en uanselig café ned til vandet, uden mennesker, lige åbnet, klokken er blevet fem, og uden mennesker ved de to borde udenfor. Hun køber en øl. Hun tager ikke ind til Bernt, kæresten. Det er bestemt. Det er vel en begyndelse, hun må bare se at få det sagt til ham. Hun drikker og føler på sin følelsesløshed. Det er også noget. Giver den al den plads, den vil have. Det er sørme en stor følelsesløshed.

Den gør ikke rigtig ondt. Hun holder ikke af det sted, hun har været, hun holder heller ikke af det sted, hun skal hen, men hun er ikke utålmodig. Bare at sidde her er det rigtige, drikke øl og lade sig blive følelsesløs, se på himlen og havet og indimellem kaste et blik til siden mod parkeringspladsen, hvor småbørnsforældre kæmper sig hen til deres biler med indkøbsposer i begge hænder. Ikke tale med nogen, ikke møde bekendte, ikke læse eller tænke på Edith Key, hun kan vente.

14

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 14

25.04.2022 12.09

Bernt venter, hun må ringe, når hun har fået en øl mere. Han ligger på sofaen. Han er træt efter arbejdet. Børnene presser på for at få mad på bordet. Han venter på hende, før han går ud og køber ind. Det kunne jo være, at hun havde tænkt sig at lave noget, og så slap han for at finde på. Fjernsynet er tændt, pc’en er tændt, børnene skændes om at spille på den. Bernt ligger på sofaen, træt efter arbejdet. Hvad skal hun der? Hvis børnene havde været små, så de kunne lægge dem i seng, så de i fred og ro kunne drikke rødvin i stuen, så måske, eller måske alligevel ikke? Han siger jo ikke noget. Han har sagt, hvad han har at sige. Han spørger ikke til hendes arbejde, han er ikke optaget af hendes arbejde, men okay, hun er jo heller ikke selv særlig optaget af det. Han er heller ikke optaget af sit eget arbejde, bortset fra at han gerne vil beholde det. Hun interesserer sig ikke for hans arbejde. Han er ikke ambitiøs, han er efterhånden oppe i årene. Han er optaget af at beholde jobbet for at kunne beholde sin lejlighed og klare det, der er blevet ham pålagt: opdrage børnene så nogenlunde. Han er stivnet, han stivnede engang for længe siden, og han kan ikke se nogen mening med at anstrenge sig for at komme ud af sin stivnede form. Hvorfor, for hvem? Hvad havde hun ventet? Hun er jo selv ved at komme op i årene, og desuden mangler der et eller andet i hendes følelser, noget, der ikke er lykkedes. Det lykkedes tidligere, men evnen er forsvundet eller måske brugt op. Hun føler ikke kærlighed, hun føler ikke hengivenhed, hun føler ikke engang ømhed. Alt det, hun i sit stille, men forvirrede sind har bebrejdet ham, at han mangler, det mangler hun også selv. Det er slut med Bernt, det forstår hun. Hun lærer

15

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 15

25.04.2022 12.09

ikke noget af ham, hun lærer heller ikke ham noget, de ler ikke sammen, de diskuterer ikke noget, de bliver ikke bevægede, skal hun bare komme hos ham, for at de kan være ubevægelige sammen? Men, har hun så spurgt sig selv: Hvilken mand på halvtreds er engageret og nysgerrig og har stadig evnen til at blive bevæget? Og nu har hun selv mistet engagementet, nysgerrigheden og måske også evnen til at lade sig bevæge. Skal hun tage ind til ham, så de kan være uengagerede sammen?

Hvis børnene havde været små, kunne de drikke sig fulde i sofaen i fred og ro, sørgmodigt skulder ved skulder, og besynge deres savn. Men han føler ikke noget savn. Det er forskellen.

Hun bærer på et savn, han bærer bare på hverdagens byrde.

Den er tung nok, men de to ting kan ikke sammenlignes. Han har været, som han er, i uoverskuelig lang tid, han føler ikke andet end en ganske almindelig træthed, som han for længst har vænnet sig til. Men hun har mistet sin essens, eller sådan føles det. Hvis børnene havde været store nok til at tage til fest fredag aften, kunne hun være taget derind for at forklare ham det, have drukket mousserende vin og være kommet i humør til at betro sig til ham, men så store er børnene ikke, de sidder oppe til tolv eller et og skændes om pc’en og fjernsynskanal­ erne i den ikke særlig store lejlighed. Og han ville under alle omstændigheder ikke have forstået hende. Det ligger uden for hans horisont. Hvad skal der til for at ryste ham? Sygdom eller forelskelse, de fleste mennesker rystes ikke af andet end sygdom eller forelskelse, og når forelskelsens tid så er forbi, er der kun sygdom tilbage. Men de kan jo sove sammen. Skal hun tage derind for måske at være sammen med ham om morgenen?

16

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 16

25.04.2022 12.09

På den samme gamle søvnige og lidenskabsløse måde, med pyjamasserne halvt på endnu, mens ungerne står uden for døren og plager for at få morgenmad. Hun køber en øl til og lukker øjnene, mens hun vender ansigtet op mod solen. Det er slut med Bernt, så meget forstår hun. Hun ringer om lidt og siger, at hun ikke kommer, han tager det pænt. Han glæder sig ikke til at se hende. Måske gruer han i virkeligheden for at se hende, for han er træt og vil se fjernsyn, og så kommer hun med sin misfornøjelse og sine uudtalte krav, som han ikke kan indfri. Hvorfor er de i det hele taget sammen, hvis det da kan kaldes at være sammen? Fordi de hellere vil “have en” end være alene. Det er sagen. Hun vil hellere “have en” end være alene. Sådan er det, også for ham. Hun er “en, han har” for ikke at være alene. Hun ringer snart og gør det forbi, og hun siger ikke noget om arbejdslegatet, det vil være for ondt. Hun har jo snakket om legatansøgningen og været spændt på den, og måske har han også været spændt på den, så spændt som han nu kan blive, og forestillet sig, at der skulle være fest, hvis den blev imødekommet – champagne og Louises perlende humør som i den første, gode tid. Det, han var faldet for, og som havde holdt forholdet oppe de første måneder: champagne og Louises champagnehumør, der skabte stemning i den ellers ret triste stue, til hun ligesom faldt sammen og tavst begyndte at bebrejde ham alt det, han ikke bidrog med. Det er slut med Bernt, forstår hun. Hun gør det forbi med Bernt. Det er et fremskridt, det er den slags frigørende forandringer, hun har brug for flere af, men de er ikke lette at gennemføre undtagen på helt private livsområder. Hun bliver nødt til at skrive bogen

17

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 17

25.04.2022 12.09

om Edith Key, hun skal jo tjene til livets opretholdelse. Det er bedre end at undervise, bedre end det meste andet, men hun har ikke lyst.

Det er slut med Bernt. Hun køber en øl mere og føler vemod.

Det fortrænger langsomt følelsesløsheden og er rigtig godt – en sød følelse, hun ikke har mærket længe. Det er altid noget, og hun drikker og giver sig hen til vemodet. De har jo haft nogle dejlige stunder sammen. Han var da lidt forelsket på et tidspunkt. Solen går ned.

Hun sover længe næste formiddag. Klokken tolv har hun stadig ikke lyst til at stå op. Hun er glad for, at hun ikke vågner hos Bernt, hun er glad for, at hun ikke skal snakke med nogen eller forholde sig til nogen. Eller glad er måske for meget sagt, men hun er lettet over, at hun er alene og ikke behøver at stå op, selv om klokken er tolv. Hun ved på forhånd, at dagen er ødelagt.

Hun trækker dynen op over hovedet og døser videre. Det føles, som om hun kan blive liggende i sengen i ugevis. Tanken om, at hun faktisk kan, at det er op til hende, er ganske rar. Der er ikke noget, hun skal denne dag eller den næste – ­eller strengt taget hele den følgende uge. Hun kan bare overgive sig til denne fuldstændig udmattende træthed. Det er, som om hun har været vågen i flere år, nu skal hun så sove ud – en ophobet træthed har lagt sig over hende. Måske har hun haft så meget at lave, så mange projekter, så mange mænd, så mange ting og sager, at hun ikke har mærket sin egen træthed, men nu er den der. Telefonen ringer nogle gange, men der er ingen,

18

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 18

25.04.2022 12.09

hun har lyst til at tale med, og ingen, hun er nødt til at være til stede for, bortset fra børnene, og de kan vente. Nu skinner solen ind ad alle vinduer, og hun vakler ud i køkkenet, sætter vand over til kaffe og anbringer sig i sofaen under en plaid, mens hun spekulerer på, om hun skal blive siddende eller lægge sig igen. Hun laver kaffe og sætter sig, tom, overflødig, ligegyldig. På bordet ligger den gulnede stabel af Edith Keys romaner og en bunke kopier af avisartikler om og af hende fra Nasjonalbiblioteket. De har ligget der i flere år, og det gør hende utilpas at se på dem.

Da hun snublede over Edith Key dengang for helt uvirkeligt længe siden – ligesom i et andet liv – blev hun begejstret. Hun ved, at hun blev begejstret, men hun kan ikke genkalde sig begejstringen. Nogenlunde som et for længst afsluttet kærlighedsforhold. Man ved, at man var forelsket, men efterfølgende forstår man ikke, hvordan det kunne gå til. Hun husker, at man stirrede længselsfuldt på telefonen og bad til de højere magter om, at han, det latterlige menneske, skulle ringe. Utroligt og lige til at le ad. I mødet med sit tidligere, afhængige jeg føler man sig fri, grænsende til det jublende. Men i dette tilfælde er det noget andet. I denne sammenhæng er hun afhængig af, at hun kan genkalde sig begejstringen fra dengang i begyndelsen. Den er bogens forudsætning og begrundelse, bogens påstand og hovedgreb: at præsentere Edith Key lige så frisk for læseren, som hun forekom Louise selv ved det første møde.

Hun læste de kvindelig digtere fra det forrige århundredskifte.

Hun sad på biblioteket med tidsskriftartikler og avisomtale af

19

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 19

25.04.2022 12.09

deres syngende, følsomme vers. Plus nogle interview, hvor de selv kommenterer deres arbejde eller – sjældnere – samfunds­ forholdene i relation til kvinders og børns stilling. Ydmygt og klædeligt beskedent: Jeg er bare en uuddannet kvinde, men det kunne jo tænkes, at mine ydmyge erfaringer, i al beskedenhed, kunne være til nytte, i det små …

Beskeden og anstændig tone, og så pludselig denne uforskammede hævede stemme midt i et referat fra en litterær begivenhed i hovedstaden: “Pøj! Så snart en kvinde tænker nogenlunde hurtigt, kalder man det intuition!”

Og når manden på talerstolen derpå talte om sammenhængen mellem kvindernes afdæmpede vers og deres snævre horisont og beskyttede tilværelse, var hun der igen med sit pøj: “Jeg har oplevet alting! To gange!”

Referenten var tydeligt chokeret. Louise smilede for første gang, siden hun påbegyndte arbejdet med stoffet. Hun lænede sig tilbage i stolen, rejste sig, forlod biblioteket, gik ned ad trapperne og ud, satte sig på en bænk og følte sig som et lykkeligt menneske. Det var også forår dengang. Et af disse uforglemmelige universitetsforår. Alt blomstrede, alt lo og klukkede, alle lod håret hænge ned. Hun havde fundet noget andet, og hun var blevet opstemt. Derefter opstøvede hun alt, hvad der var at finde om Edith Key – ved siden af sit mere programsatte arbejde om digterne. Det blev til nogle artikler, et radioprogram og flere avisinterview. Det var let at tale om Edith Key. Hun kunne bedre lide at tale om Edith Key end om den

20

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 20

25.04.2022 12.09

modernistiske digtning. Hun kunne bedre lide at fortælle om Edith Keys virke end at undervise i fortolkningsteori. Det var måske foruroligende, at hun følte sig så oplivet og ivrig, når hun hentede historier i Ediths liv, men kørte på lavere blus, når hun analyserede den klassiske litterære kanon. Desuden var Ediths historier ikke til at stole på, i hvert fald ikke dem, hun selv fortalte i interview, artikler og diskussioner i aviserne.

Hun smurte tykt på, men det var morsomt. Det handlede meget om mænd. Erobring, begær, brud – i den rækkefølge. Derfor blev hun også opfattet som ret langt ude, selvfølgelig, dengang.

Og siden glemt. Ufortjent, mente Louise. For når Edith ikke slyngede om sig med smartheder og frivoliteter, som hun jo gjorde, var hendes analyser af kønnene ganske interessante.

Også for nutidens publikum, mente Louise. Replikkerne var stadig rammende, frækheden befriende, og de ramte havde fortjent det dengang og fortjente det stadig: mændene. Edith var meget optaget af mænd.

Der var kvindelige journalister, som henvendte sig til Louise angående Edith Key. Og interessen var stor nok til, at hun forstod, der var et marked for en bog om damen. Det var Ediths forhold til mænd, der appellerede, både i det virkelige liv og på den lidt mindre virkelige litterære scene. Hendes blik for de mandlige strategier, analyserne af det mandlige begær. Den homoerotiske kultur (hun må have været en af de første, der brugte dette ord), dyrkelsen af hinanden og etableringen af netværk, rædslen for at falde i unåde hos de mest toneangivende medbrødre. “Frygten og driften driver dem, mere indviklet er

21

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 21

25.04.2022 12.09

det ikke,” som hun udtrykte det i sin egen usentimentale stil.

Og alligevel var hun sammen med en hel hob af disse mænd, som hun omtalte med så stor foragt. Ja, hvor smart det nu var, kunne man diskutere. Pointen måtte være, at det provokerede, mænd såvel som kvinder. På den tid var der ingen kvinder, som støttede hende eller tog hende i forsvar, eftersom det indebar en risiko for at blive smittet med stigmatiseringen og udsat for den samme nedladenhed og aggression fra betydningsfulde mænds side, som Edith var genstand for. De turde ikke, men overvejede det sandsynligvis heller ikke. Der var ikke noget, som tydede på, at kvinderne kunne lide eller beundrede Edith Key, ikke engang i det skjulte. Koderne for sømmelig opførsel var alt for solidt forankret i deres sjæles dyb. Og for dem, der kunne tænkes at være i skred på dette område, spejlede hendes opførsel desuden deres egen fejhed – ligesom en venindekreds, der har som tidsfordriv at klage over ægtemændene, udstøder den, der bliver skilt, fordi hendes tilstedeværelse minder dem om det, de selv burde gøre, men ikke tør eller orker. Således udfordrede også Edith Key sine medsøstre. De tog ikke udfordringen op, men opfattede det som belejligt, at hun blev dysset ned og afskrevet. Og så blev hun dysset ned og afskrevet, ingen litteraturhistorikere nævnte hende, ingen skrev om forfatterskabet, og hendes bøger blev sandsynligvis ikke læst.

Afskrevet, ulæst og glemt, og det var ved en ren tilfældighed en solrig forårsdag på universitetsbiblioteket – solen stod ind gennem det åbne vindue og oplyste Louises arbejdsbord, der duftede af hæg og syren fra de blomstrende buske udenfor – at Louise stødte på hende og måtte smile. Senere fandt hun frem

22

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 22

25.04.2022 12.09

til Keys romaner og syntes, der var visse ting i dem, som var moderne tænkt og godt formuleret og vigtige også i dag, og det var så dem, hun ville pege på og fremhæve.

Der var nok af den slags, mente hun, til at forsvare en hel bog om emnet. Så hun i stedet for at undervise i de beherskede digtere kunne tilbringe sine arbejdsdage i selskab med den forfriskende Edith. Det var planen, sådan havde hun tænkt.

Hun rejser sig omsider, går rundt om skrivebordet med Edith-bunken og ud i køkkenet, hvor hun fylder koppen igen. ­Telefonen ringer, hun går langsomt efter lyden og finder den i badeværelset. Det er ikke Bernt, der har ringet. Hun lægger sig på sofaen og falder næsten i søvn i det stærke lys. Så tager hun sine store solbriller på og kører til Vestmarka og går ad de smalle stier ind til Tirilsæteren uden at møde et menneske.

Hun sætter sig op i sporvognen, drikker te fra termokanden og stirrer ned i græsset og ud over engen, hvor hun tæller otte forskellige slags blomster. Til sankthans kan hun plukke dem og lægge dem under hovedpuden og drømme om at møde en stimulerende mand. Botaniker har hun aldrig tænkt på at blive. Eller biolog eller zoolog, selv om hun er glad for dyr. Hun skal måske købe en hund? Det skulle være noget humanistisk, noget med digte, filosofi og idéhistorie, ja, selv religionshistorie overvejede hun, men aldrig videnskaberne om den faktiske verden. Om den ved hun ikke så meget. Droppede hun ikke kemi i gymnasiet? Eller var det fysik? Og nu ønsker hun sig intet andet end en hytte oppe i fjeldet, langt fra andre hytter – langt borte, højt oppe, en hytte, hun skal grave fri af sneen om

23

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 23

25.04.2022 12.09

vinteren og fyre op i med brænde, ved et vandløb, hun skal hente vand fra. Geologi tænkte hun aldrig på dengang, er det nu for sent alt sammen?

Der er afslutningsfest for de ansatte på instituttet. Den professor, der bor i Ullevål Hageby, inviterer som sædvanlig. Hun tager sporvognen et stykke og går et stykke. I haverne i de små side­ gader står ældre husejere i kakishorts og kasketter og arbejder i bedene, mens plæneklipperne står varme ved siden af andre haveredskaber, river og bidetænger. Sprinklere, der bevæger sig fra side til side, på bordene termokander og kaffekopper og aviser, barnevogne inde i skyggen under de blomstrende kirsebærtræer, røde skovle i sandkassen, solen endnu højt på himlen. Så stille trods alle disse tegn på menneskeliv. Som om de lister rundt og hvisker. Oppe ved sporvognens vendeplads sætter hun sig på den udendørs café med en øl – det er ikke morsomt at komme for tidligt. Længere nede ad vejen får hun øje på tre kolleger, der småsnakkende nærmer sig i deres pæne, nystrøgne tøj. Hun håber, de ikke får øje på hende. Det er dem, hun vil undgå. Kort efter slutter der sig endnu to til dem, og de passerer caféen uden at bemærke hende, gudske­ lov. Hun bestiller endnu en øl, det gør ikke noget, hvis hun kommer lidt sent. Der er ingen bordplan, bare tapas og vin, helt uformelt. Hun ser for sig, hvordan hun rejser sig fra dette behagelige og fredelige sted og går de tre hundrede meter op gennem havebyen og ind på den lille græsplet, hvor hendes kolleger står eller sidder, hvordan hun nikker til den ene og den anden, giver hånd til dem, hun ikke tidligere har hilst

24

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 24

25.04.2022 12.09

på, småsnakker og drikker vin. Når hun tænker det igennem i detaljer, mister hun helt pusten. Som hun strengt taget ikke har haft på noget tidspunkt. Hun føler sig mat. Hvorfor skal hun derhen? Hun behøver ikke gå derhen, der er ingen, som vil savne hende eller bebrejde hende, at hun ikke kommer, det er et tilbud, ikke en pligt, men alligevel føler hun, at hun er nødt til det. Når hun prøver at få hold på dette er nødt til, er det nærmeste, hun kan komme det, at det er hendes liv, hendes miljø. Det er det, hun har, det er den måde, de er sammen på, det er hendes kolleger. Hvis hun holder op med at deltage i den slags arrangementer, er det virkelig alvorligt. Hun kommer til at drikke for meget. Det er der andre end hende, der gør ved sådanne lejligheder, har hun bemærket, hun kan ikke være den eneste, der synes, det er anstrengende. Havde det ikke været for i går, ville hun være taget ud til Bernt hen på natten, når hans børn helt sikkert var faldet i søvn, og hun ville have vækket ham, så de kunne drikke rødvin i sengen sammen, mens hun sladrede om sine kolleger, rigtig ufint, og det ville have været okay som afslutning. At tage ham med, sådan som de andre tog deres kærester med, at gøre sig mere ufri, end hun var i udgangspunktet, ville hun ikke kunne finde på. Men hun går ikke derind i nat, det ligger fast, hun kan ikke annullere sin første omvæltende beslutning i lang tid. Hun går de tre hundrede meter op gennem havebyen og ind ad lågen. Dér står kollegerne sommerligt pyntet med solbriller ved siden af deres respektive ledsagere. Hun nikker til højre og venstre og hilser på dem, hun ikke har mødt før. Udveksler bemærkninger med dem, hun nok har mødt, men ikke set siden samme tid

25

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 25

25.04.2022 12.09

sidste år. Skænker sig så et glas ved bordet, forsyner sig med et kyllingelår og stiller sig i udkanten af en gruppe, der skal til Provence i ferien. Og Toscana. De har været der før, og de skal derned igen. Der er så kønt og så meget at se på og god mad at spise og vin at drikke allerede til frokost. Skal hun tage til Toscana i sommer? Hun har faktisk ikke været der. Hun føler et øjeblik den opstemthed, der følger med sådan en mulighed, en god idé, og lytter mere opmærksomt. De udveksler erfaringer fra Provence og Toscana, adresser på overnatningssteder og vinslotte, og det varer ikke længe, før hun har bestemt sig til ikke at tage til Toscana denne sommer eller nogensinde.

For hvert ord, de siger, skræller de noget af det eksotiske ved Toscana bort, befolker Provence og Toscana med sig selv og deres ligesindede: midaldrende, dannede, kulturinteresserede.

Tanken om at rejse dertil bliver uudholdelig. At rejse til Toscana og støde på sin kollega professoren med kone, netop som man føler sig rimeligt tryg, og så blive nødt til at drikke et glas vin med dem, som de så kan fortælle alt om, fordi de har været på det vinslot, hvor vinen produceres, og desuden på et afsidesliggende, lille jødisk museum, som de stærkt kan anbefale. Skræk og rædsel. Jo flere gange ordet “Toscana” kommer ud af den kunstinteresserede frues smalle mund, jo mere umuligt bliver det at besøge stedet. Har de det, som der ser ud? Snakker de sammen, som der ser ud, er det med dette sprog, de går løs på Toscana og snakker sammen undervejs? Det er umuligt, der må være noget andet, noget mere. Hun kender til affærerne.

Den affære, professoren i går afsluttede – samme professor, som nu noterer navnet på et spisested i Aix-en-Provence i sin

26

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 26

25.04.2022 12.09

kones notesbog. Affæren snakker de ikke om, naturligvis, men det er den, Louise har lyst til at tale om. Den spekulerer hun på. Hvordan har han det med den kvindelige studerende, og hvordan har han det med konen, og hvad er forskellen? Der må jo være en forskel, som gør den unge kvinde nødvendig.

Kroppen? Alderen? Situationen? Fremtidsløsheden? At det ikke blot er endnu en vane? Bekræftelse? Forelskelse? Har han sjælekvaler, eller er det affæren, som holder ham oppe? Eller begge dele? En blanding? Endelig en følelse? Regnestykket må jo give et positivt facit, ellers havde han ikke gjort det. Og selv om det så giver overskud i øjeblikket, hvad så, hvis konen opdager det og vil skilles? Bliver facit så negativt? Er det den hårfine balancegang og spændingen? Eller ønsker han netop, at hun skal finde ud af det, så hun kan forstå det, så han kan blive skilt og slippe for Toscana til sommer? Løber han helt bevidst risikoen for at slippe for at rejse til Provence med det kulinariske spøgelse? Nej. Han vil gerne til Provence, han glæder sig til at rejse og spise kaninragout på Det Gyldne Horn i Aix, hans mundvige glinser allerede, spise kanin og drikke lokal rosé, læne sig tilbage i stolen, klappe sig på sin voksende mave og tænke på den kvindelige studerende, der sutter den af på ham, som konen ikke længere gør? At sutte den af på dem holder man op med på et tidspunkt. Derfor er den unge kvinde nødvendig, hun sutter den af på ham. Og måske gør konen det også, fordi hun mærker, at han er ved at glide fra hende, og derfor begynder på det igen. Så nu har han to, der sutter den af på ham, og derfor smiler han så tilfreds og godmodigt. Hun gjorde det, lige før de tog af sted, sådan ser det ud, på bade-

27

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 27

25.04.2022 12.09

værelsesgulvet eller køkkenbordet suttede hun den af på ham med sin smalle mund, Louise ser det for sig, når hun betragter dem. Sådan hænger det sammen. Hun klæder sine kolleger af i tankerne, mens de snakker uskyldigt om ragout. Det ville hun spørge om, hvis hun kunne. Og han selv, som stadig rejser til Cuba, er han homo, og hvorfor står han ikke frem med det?

Han skriver jo kun om bøsselitteratur, og nu om stunder er det vel ikke et problem, hvad holder ham så tilbage? Det vil hun spørge om, og om han går til prostituerede på Cuba? Hvornår fandt han ud af, at han var homo, og hvordan finder man mænd på Cuba? Er det en større nydelse at trænge ind i nogen end at blive trængt ind i? At tage, ikke blive taget, bruge kræfter og kontrollere fornemmelsen og vejen til udløsningen frem for at være i andres vold? Er det kun hende, der spekulerer på det? Svaret vandrer lyslevende omkring på græsplænen, men hun kan ikke spørge. Har hun forsøgt? Nej. Det kommer der ikke noget ud af. Det vil være forgæves. Blive betragtet som et umodent forsøg på at provokere, være frivol – det er in at være frivol. Drikfældighed er ikke moderne, desværre. Hvor meget drikker de, det spekulerer hun på. Ret meget, håber hun.

Det vil hun gerne tale om. Har hun forsøgt? Nej. Det kommer der ikke noget ud af. De vil ikke svare ærligt. Det interessante snakker ingen ærligt om.

Men de har jo litteraturen at konferere med, siger hun til sig selv. Det står der alt sammen, ærligt og uforstilt. Er det ikke nok for hende?

Nej, det er det ikke.

28

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 28

25.04.2022 12.09

Sommetider snakker de om de studerende. De bedste af dem.

Dem, der kommer til at præge det litterære felt i de kommende år, når de først træder frem på den litterære scene. De snakker om og er stolte af deres studerende – af dem, der er i rampe­ lyset, skriver i avisen eller arbejder ved tv, som om de var deres værk, selv om det aldrig er sket, at en studerende offentligt har givet sin forelæser eller vejleder ved instituttet æren for sin viden eller sine retoriske evner. Men kollegerne snakker ufortrødent om deres studerende, så meget trænger de til bekræftelse. Det sker, at de taler om deres forskningsprojekter, det er sandt nok. Det hænder, at en af dem, der har været så heldig at få bevilget forskningsmidler, fortæller noget om sit forskningsprojekt, men det vækker ikke interesse. Det er længe siden, de har talt om litteratur. De er trætte af litteraturen.

Der er langt imellem de lykkelige stunder ved mødet med en tekst. Hun kan faktisk ikke huske, hvornår det sidst skete, at hun blev bevæget – at hun syntes, hun forstod noget, hun ikke havde forstået før. Selv når hun går i gang med noget, hun ved er godt, føler hun lede og træthed. Hun er blevet afstumpet, hun er blevet uimodtagelig, sløvet af at have læst for meget, for mange aviser, for mange bacheloropgaver, for mange dårlige tidsskriftartikler – hun orker ikke mere!

Men de gamle bøger er der, siger hun til sig selv, den store litteratur er der. Men det er vel med den som med konerne, de er allerede indtaget, taget forfra og bagfra og fra siden, og de er blevet til vane.

29

Hjulskift_INT_2 udgave.indd 29

25.04.2022 12.09