Læseprøve: HVAD HUN KLAGER OVER, NÅR HUN KLAGER OVER HUSARBEJDET

Linn er lige siden de tidlige teenageår blevet begæret af mænd.

Nu er hun i slutningen af trediverne og lever udadtil et perfekt liv med en god mand, der forguder deres fælles fireårige datter.

Men mændene på gaden vender sig ikke længere om efter hende. Så hvem er hun, hvis hun ikke længere bliver begæret?

Vigdis og Linn ved det ikke selv, men deres liv vil snart flette sig ind i hinanden.

HVAD HUN KLAGER OVER, NÅR HUN KLAGER O V E R H U S A R B E J D E T er en roman om det moderne

samliv, om troskab og utroskab, moderskab og seksualitet – og om kunsten at finde tilbage til sig selv.



"Heidi Linde skriver skarpt, finurligt og subtilt ironisk."

HEIDI LINDE

H VA D H U N K L A G E R O V E R , NÅR HUN KLAGER OVER HUSARBEJDET

Er det overhovedet muligt at leve i en familie og i et ægteskab uden at miste sig selv? Er der andre her, som af og til føler, at al glæde, overskud, at vejrtrækningen forsvinder, idet man åbner døren til det, der skulle være ens hjem? Er jeg den eneste, som af og til må låse mig inde på toilettet, på arbejdet eller derhjemme eller på et tilfældigt, offentligt toilet, jeg passerer, fordi jeg er nødt til at græde, fordi følelsen af at kvæles, af at forsvinde, lammer mig fuldstændig?

Efter toogtyve års ægteskab står Vigdis på tærsklen til at ville forlade sin mand. Men hvordan kan hun retfærdiggøre at forlade en mand, der ikke slår, ikke drikker, er en god far og er med til at skabe et stabilt og trygt liv for deres tre børn?

Måske handler det om, hvor meget man forventer sig af livet.

Men hvor lave og middelmådige kan de forventninger blive, før selvforagten tager over, før man kvæles, før man dør?

H VA D H U N K L AG E R OV E R, NÅR HUN KLAGER OVER HUSARBEJDET

FOTO: CARL CHRISTIAN RAABE

H E I D I L I N D E (f. 1973) er norsk forfatter og dramatiker. Hun er uddannet manuskriptforfatter fra Den Norske Filmskolen i Lillehammer.

Hun har skrevet tv- og radiodramatik og en række børnebøger og romaner, som er oversat til flere sprog.



NRK

”Heidi Linde skriver, så det suser – om familie, børn og de vanskelige valg midt i livet.”

VG TURBINE

Hvad hun klager over_SMUDS.indd 1

28.04.2021 21.52

Hvad hun klager over_INT.indd 2

28.04.2021 14.12

H VA D H U N KLAGER OVER, NÅR HUN KLAGER OVER HUSARBEJDET

Oversat af Karen Fastrup

TURBINE

Hvad hun klager over_INT.indd 3

28.04.2021 14.12

Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet Heidi Linde Oversat af Karen Fastrup © Turbine 2021 Originaltitel: Hva hun klager over når hun klager over husarbeidet Først udgivet i Norge i 2020 af Gyldendal Norsk Forlag AS Copyright © Gyldendal Norsk Forlag AS 2020 Dansk opsætning: Vinnie Andersen Omslagsdesign: Egil Haraldsen og Ellen Lindeberg | EXIL DESIGN Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740667332 www.turbine.dk Denne oversættelse har fået støtte af Nordisk Ministerråd

Hvad hun klager over_INT.indd 4

28.04.2021 14.12

( n ovem b er 2 0 1 8 )

Vigdis står ved soveværelsesvinduet og stirrer ud i efterårsmørket, mens hun tænker på, hvilke ord hun bør vælge nu, hvor hun skal fortælle Rune, hendes mand gennem godt toogtyve år, at hun vil forlade ham.

Der er meget andet, hun hellere ville have tænkt på. Sengetøjet (hvor længe er det egentlig, siden det blev vasket), vagtplanen for julen (om hun bliver sat på juleaften, hvem kan hun i så fald for­ søge at bytte vagt med) eller poserne med småting, som står i bunden af hendes klædeskab: hårelastikker, nøgleringe, duftsæber, figurformede viskelædere og selvlysende slim; fire bæreposer med fuldstændig unødvendige ting, som hun omhyggeligt skal pakke ind som tooghalvfjerds gaver og fordele i børnenes jule­kalendere.

Vigdis har haft et svagt håb om at kunne lade traditionen fade ud, i hvert fald for Magnus’ vedkommende, hun sendte ham en sms i forrige uge og foreslog det, og han, som normalt bruger mindst et døgn på at besvare en enkelt sms, gav lyd fra sig med det samme: Det er jo ikke sådan, at man gerne vil holde op med at få kalender­ gaver, bare fordi man flytter hjemmefra!

Ude på badeværelset løber vandet fra bruseren, og Rune synger, ”Strangers in the Night”. Han skal ud at spise middag med arbejdet.

5

Hvad hun klager over_INT.indd 5

28.04.2021 14.12

Fødevarestyrelsen, skrev han i den sms, han sendte fra arbejdet tidligere i dag, han havde glemt aftalen, skrev han, også glemt at skrive den i familiekalenderen på køleskabet. I en sjælden ordrig sms, skrevet i en let undskyldende tone, forklarede han, at det nok ville blive sent, det var en af de nye kunder, de havde netop vundet udbudsrunden; det var vigtigt at være lidt fremme i skoene her!

Hun havde svaret ok. Uden punktum. Hvis hun følte noget, var det lettelse. At slippe for en fredag aften i hver sin ende af sofaen, eller på hver sin etage, uden at have noget at sige til hinanden. En stille aften med børnene, havde Vigdis tænkt, eller måske helt alene, hvis ungerne fandt på noget selv, for det skete tidligere i dag, flere timer inden hun indså, at det var nu – netop i aften – at hun måtte forlade ham.

Tanken om at gå er dog ikke ny. Faktisk er det, som om Vigdis ikke har tænkt på andet de seneste uger, måneder, år, at noget må ske, at der måske ikke findes anden løsning end at gå.

En konstant kværnen af overvejelser, når hun sidder på elcyklen på vej ud til sygehuset om morgenen, når hun fylder ungernes mad­kasser med madder og antioxidanter, mens hun betaler reg­ ninger på netbank (her bliver hun altid grebet af panik ved tanken om, hvor få penge hun kommer til at have, hvis hun bliver alene), eller når spinninginstruktøren i slutningen af træningstimen råber hæsblæsende ind i mikrofonen ved det sidste interval: Gør det, der skal til, for at lige præcis du når det mål, du satte dig for denne time! (Et udsagn, som desuden gør Vigdis skamfuld, fordi hun først her opdager, at hun har glemt at formulere et mål.)

6

Hvad hun klager over_INT.indd 6

28.04.2021 14.12

En insisterende og tilbagevendende tankestrøm bliver efter­ fulgt af lige så ihærdige forsøg på at skubbe den væk, klynge sig til de små dryp af håb, som opstår, når samlivet føles over­ kommeligt, når der er en snert af noget, som har været, noget, der minder om kærlighed. Da har hun klamret sig til de sætninger, som de andre kvinder i vinklubben plejer at vende tilbage til: Det går op og ned for alle. De, der påstår, at de er lykkelige hele tiden, lyver.

Og altid er Vigdis landet på at prøve lidt endnu; eller i hvert fald at udsætte det, til efter jul, til efter påske, til efter sommer­ ferien og den allerede aftalte Portugalrejse, vente, til Magnus er flyttet hjemmefra (og helst lidt længere for at undgå, at han skal gennemgå to store livsforandringer for tæt på hinanden), prøve at holde ud til efter Alvas konfirmation, vente, til Jakob er færdig med grundskolen (allerhelst udskolingen også, det vil sikkert blive tre hårde år for ham, både fagligt og emotionelt). Lige til i eftermiddag – hvor hun stod inde på handicaptoilettet på Shell­ tanken og så sig selv i spejlet, så, hvem hun var blevet – har Vigdis tænkt sådan, at det måske er muligt at undgå, eller i hvert fald muligt at udsætte, lidt endnu.

Ude på badeværelset skifter Rune sang. ”It’s Now or Never”. Han ved ikke, at hun er hjemme, hun skulle jo stadig have været ude og ud­dele den palle med toiletpapir sammen med ungerne. November­ mørket ligger tæt uden for soveværelsesvinduet. Det eneste, Vigdis kan se, er et svagt omrids af hækken ud mod vejen og den oplyste, gule plet på fortovet under gadelygten. Og den overdådige og

7

Hvad hun klager over_INT.indd 7

28.04.2021 14.12

i­ntenst lysende slæde i haven foran villaen på den anden side af vejen selvfølgelig, den, der hvert år står der og blinker i grelle farver fra tidlig november til sen januar.

Det var her, de havde stået med Alva lige før jul det år, hun var halvandet, ni minusgrader og vinduet på vid gab, den lille, feber­ varme krop indhyllet i dyne og med strikhuen trukket ned over ørerne. Græd ikke, sagde Rune til Vigdis, det hjælper ikke, at du også græder. Men det var denne hjerteskærende hoste, bjæffende og hæs. Alva hev efter vejret, frostånden stod ud af den lille mund i rykvise stød, i dobbeltsengen bag dem lå Magnus og sov, han var kommet ind til dem en time tidligere, med våde pyjamasbukser og stadig skælvende efter mareridtet, nu lå han på tværs over sengen, kastede sig uroligt rundt i søvne. Vigdis tænkte: Hvordan skal jeg kunne tage vare på mine børn – i nat og alle fremtidige nætter og dage?

Men så slap det taget i hende. Præcis som de havde sagt i tele­ fonen hos lægevagten; Alva trak den kolde luft ind, og vejrtræk­ ningen faldt til ro, hosten ophørte, for det var jo bare falsk strube­ hoste, ufarlig, men ubehagelig, som kvinden hos lægevagten havde sagt. I det samme standsede Alvas blik ved den blinkende slæde uden for villaen på den anden side af vejen. Hun trak hæn­ derne op fra dynen, smilede for første gang i to døgn og sagde sit allerførste ord. Lys, sagde Alva, lyyys! For lidt siden, da de kørte af sted for at aflevere toiletrullerne, havde de passeret slæden, som lyste i eftermiddagsskumringen. Er det ikke helt sygt, mor, sagde Alva, at misbruge ressourcer på den måde, hvor mange kilowatt tror du, de brænder af på et døgn?

8

Hvad hun klager over_INT.indd 8

28.04.2021 14.12

Der er ingen, der kender til hendes planer. Da Vigdis afleverede ungerne hos sin mor for en halv time siden, sagde hun intet om, at den egentlige grund til det pludselige behov for pasning af bør­ nene var, at hun skulle hjem og afbryde ægteskabet. Deres forhold er ikke af en sådan karakter. Vigdis har heller aldrig betroet sig til sine veninder, selvom det har været tæt på nogle gange. I vin­ klubben, når den tilbagevendende beklagen sig over ægtefællerne begynder, har Vigdis altid siddet tavs eller snakket dem efter munden. Hun har lyttet opmærksomt, når en af de andre fortæl­ ler om ægtemanden, som glemmer absolut alle familieaktiviteter (selvom alle aftaler er lagt ind i Outlook), hun har grinet med, når en af dem i detaljer beskriver, hvordan manden skræver hen over affaldsposerne ved yderdøren uden overhovedet at ænse dem, alt imens hun har forestillet sig, hvordan samtalen vil tage en ny retning, bevæge sig forbi poserne med restaffald og brødkrum­ merne på køkkenbordet og alle de endeløse og meget tidlige håndboldkampe søndag morgen og ind i det sande og mørke, at nogen en aften vil sætte vinglasset fra sig og sige: Er det over­ hovedet muligt at leve i en familie og i et ægteskab uden at miste sig selv? Er der andre her, som af og til føler, at al glæde, overskud, at vejrtrækningen forsvinder, idet man åbner døren til det, der skulle være ens hjem? Er jeg den eneste, som af og til må låse mig inde på toilettet, på arbejdet eller derhjemme eller på et tilfældigt, offentligt toilet, jeg passerer, fordi jeg er nødt til at græde, fordi følelsen af at kvæles, af at forsvinde, lammer mig fuldstændig?

Efter sidste jul havde hun opsøgt en psykolog. Vigdis havde siddet alene på vagtstuen en rolig nattevagt i begyndelsen af

9

Hvad hun klager over_INT.indd 9

28.04.2021 14.12

j­ anuar. Nogle timer tidligere havde hun været med til at forløse et præmaturt tvillingepar, som nu var sendt videre til neonatal­ afdelingen. Vigdis sad i sofagruppen på vagtstuen med mobilen og googlede sig frem til en psykolog og et skema, der skulle udfyldes: Skriv lidt om, hvad du har brug for. Jeg har brug for hjælp! skrev Vigdis. Det føles, som om jeg ikke kan trække vejret! Hun fik en tid ugen efter.

Fordi hun var bange for ikke at kunne finde stedet, var hun taget af sted i alt for god tid. Døren til den adresse, hun havde fået opgivet, havde to ringeklokker, en til psykologen og en til en fysio­ terapiklinik. En mand med krykker kom haltende ud, mens hun stod der. Der var stadig fyrre minutter til hendes aftale. På den anden side af vejen lå der et mindre indkøbscenter. Vigdis var gået derind og havde fundet en ny slalomhjelm til Jakob (den havde stået på listen længe), og i skoforretningen fandt hun et par støvletter på udsalg, som Alva havde ønsket sig til jul, men ikke fået. Det føltes lettere at brænde 1500 kroner af på sig selv, tænkte Vigdis, hvis hun først havde købt noget til ungerne.

Da hun ringede på døren (nu kun seks minutter før aftalt tid), havde hun hænderne fulde. Venteværelset blev åbenbart delt mellem psykologen og fysioterapiklinikken. Der hang plancher på væggene af sener og skeletter. En kvinde på Vigdis’ alder sad på en stol og roterede med hovedet, mens hun kiggede i et blad.

Vigdis tænkte: Ligner jeg en, der skal til fysioterapeut eller psyko­ log?

Kvinden med det roterende hoved blev hentet af en mand i sundhedssandaler og løst tøj. Vigdis satte poserne fra sig på

10

Hvad hun klager over_INT.indd 10

28.04.2021 14.12

gulvet ved siden af stumtjeneren. Mens hun tog frakken af, kom psykologen ud ad døren til sit kontor. Hun lignede en almindelig, voksen kvinde, sådan en, man kunne møde bag skranken i en bank, hun smilede og sagde: Bare hæng tøjet der! Vigdis blev hek­ tisk og selvbevidst, da hun satte støvletterne fra sig, hun hængte tørklædet over frakken med en forsøgsvis nonchalant bevægelse, men kunne ikke dy sig og foldede det pænt over frakkekraven.

Det var vist en lidt klodset entré, sagde Vigdis, da hun fulgte efter psykologen ind på det lille kontor med hænderne fulde af poser.

Jeg bærer vist på lidt for meget, sagde Vigdis, for lidt for mange.

Hun havde tænkt, at hun ville afslutte det med en lille, selvironisk latter. I stedet væltede tårerne uforvarende op i hendes øjne. Psy­ kologen fastholdt hendes blik og sagde: Og hvem bærer dig?

Skammen over alt, hvad dette ene spørgsmål havde udløst, havde siddet i hende i flere uger; tårestrømmen, åbenheden, hvordan hun udelukkende havde plapret løs om sig selv. Bør jeg gå, havde hun spurgt, forgrædt, i slutningen af konsultationen, synes du, jeg bør lade mig skille? Psykologen havde set på hende fra øreklapstolen. Jeg kommer aldrig til at sige, sagde hun, hverken til dig eller nogen anden, at de bør forlade deres partner. Åh, sagde Vigdis. Hun så ned på den fugtige og mascaraplettede kleenex, hun havde i hånden, og følte sig patetisk. Men hvis du mærker efter, sagde psykologen, hvis du mærker efter inde i dig selv, kender du måske svaret.

Vigdis var aldrig kommet tilbage. På vej ud, mens hun tog frakke og tørklæde på, havde hun sagt, henkastet over skulderen, at hun ville tjekke kalenderen og skrive tilbage for at lave en ny

11

Hvad hun klager over_INT.indd 11

28.04.2021 14.12

aftale. Men hun tog aldrig kontakt igen. Engang, omtrent et halvt år senere, var hun stødt på psykologen i foyeren i et teater, hvor hun var med vinklubben. Deres blikke havde mødtes over de mange hoveder, så gled psykologens øjne videre. Vigdis havde først følt lettelse, tænkt, at psykologen ikke gav sig til kende, fordi hun var professionel, men senere, mens hun sad og så stykket, tænkte hun, at psykologen måske ikke havde genkendt hende.

Vigdis havde trods alt kun været der én gang, hun havde sandsyn­ ligvis heller ikke gjort noget stort indtryk, blot været én i mæng­ den, nem at glemme, og denne tanke gjorde hende oprørt. Hun var ikke i stand til at følge med i stykket, selvom det havde fået strålende anmeldelser (oprivende og medrivende, som der havde stået i en avis). I pausen havde Vigdis ledt efter hende, taget en ekstra tur rundt i baren, var gået på toilettet to gange, men psyko­ logen var ikke at se noget sted.

Men nu er hun sikker. Nu vil hun gå. Ude på badeværelset strøm­ mer vandet fra bruseren, og Rune synger, ”I Was Made for Lovin’ You baby”, han ved ikke, hvad der skal ske, han, der skal til middag med Fødevarestyrelsen og alting. Vigdis tænker: Jeg må være tyde­ lig, løsningsorienteret, jeg må gøre det klart, at det er alvor, ingen vej tilbage.

Første gang hun traf ham, den aften ude på Handelshøjskolen, havde han en T-shirt med rødt KISS-logo på. Dagen efter var hun taget i pladeforretningen i Galleriet, havde købt en cd med Best of KISS, lyttet sig gennem alle sangene flere gange, og mens hun granskede teksterne, var det, som om de afdækkede noget sandt

12

Hvad hun klager over_INT.indd 12

28.04.2021 14.12

og hemmeligt om, hvem han var. Da de mødtes weekenden efter, to dage efter at han havde ringet og spurgt, om hun ville komme til fest i kollektivet, hvor han boede, var han iført en lyseblå piqueskjorte. Først senere, da de var blevet kærester, kom det frem, at KISS-T-shirten var en, han havde lånt af en af vennerne i kollektivet. Alt mit tøj var snavset, havde Rune sagt og leet, tænk, at jeg havde en fucking bandtrøje på.

Visheden indfandt sig her i eftermiddag, da hun stod på handicap­toilettet på Shelltanken efter at have kørt rundt med ungerne for at aflevere pakkerne med toiletpapir. Det var Alvas projekt, studietur i tiende om Anden Verdenskrig i Berlin med rejseselskabet Hvite busser, de havde allerede været i gang i snart halvandet år, havde solgt bambusstrømper og førstehjælpskasser, arrangeret julemarked og kagelotterier, over fem tusind skulle hver elev samle ind, men man samlede ikke ind til sig selv personligt, der skulle indsamles en uoverstigelig sum på over seks hundrede tusind, og alle samlede ind for alle.

Det er det, der er fællesarbejdets sande og smukke væsen, havde Rune sagt, helt uden ironi, alle hjælper alle! Men det var Vigdis, der havde fået jobbet med at køre rundt for at aflevere rullerne – en palle toiletruller med seksogtredive sække, hver med seksoghalvtreds ruller. De var allerede købt og forhånds­ betalt, efter at Alva, særdeles modvilligt, havde gået rundt og ringet på døre i nabolaget. Skønt de fleste køb var sket ved, at Vigdis og Rune havde annonceret toiletpapirsalget på deres respektive Face­booksider, en handling, som Vigdis i udgangspunktet havde været stærkt imod (for var det ikke det, der var fællesarbejdets

13

Hvad hun klager over_INT.indd 13

28.04.2021 14.12

allersandeste væsen: at forældrene organiserede og gennemførte det, der egentlig skulle have været ungernes opgave og pligt?).

Men efter flere dage med Alvas ustoppelige plagen (alle de andre forældre gør det!) og Runes overbevisende argumenter (chefen lagde også toiletpapirsalget til sønnens studenterkørsel på intranettet), og ikke mindst efter at stuen nede i kælderen blev ved med at stå fuld af toiletruller, havde Vigdis kapituleret.

Så blev det vores tur, skrev hun, sådan muntert på Facebook.

Toiletpapir til salg – tre lag nyfiber, ekstra blødt, svanemærket – overskuddet går til Alvas studietur i tiende klasse: Kold krig, Berlinmur og holocaust – køb nu!

Jeg burde faktisk være sluppet for at tage med i dag, sagde Alva, da de tog af sted ved femtiden, jeg har så mange menstruations­ smerter. Jakob fniste lavt fra bagsædet, men Alva var uanfægtet.

Hun var ikke flov over noget, allermindst det kropslige. Sidste uge havde hun bedt Vigdis tage stilling til, om hendes ene kønslæbe var unormalt stor. Er du sikker på, at du vil have, at jeg skal se på det, havde Vigdis spurgt, da Alva kaldte hende ud på badeværelset den aften, og Alva havde bare sagt: For fanden, kroppen er da helt naturlig, ikke?

Mens de bakkede ud af garagen, tænkte Vigdis på den nærhed, hun havde til børnene, den lå milelangt fra den, hun havde haft til sin egen mor, da hun selv var barn, ikke bare rent fysisk, men også emotionelt; børnene delte alt, hvad de tænkte, frygtede, drømte om, med hende, selv Magnus gjorde det stadig her halv­ andet år efter, at han var flyttet hjemmefra. Og Alva havde selvføl­ gelig ret, tænkte Vigdis, kroppen er naturlig. Der var ikke meget,

14

Hvad hun klager over_INT.indd 14

28.04.2021 14.12

Vigdis glædede sig så meget over, som at datteren – i modsætning til hende selv – blev ved med at have et afslappet og naturligt forhold til sin krop gennem puberteten. Alligevel var der noget ved denne åbenhed, som plagede hende, dette manglende behov for at holde noget for sig selv. Men straks Vigdis havde tænkt tanken, kom skammen. For burde hun ikke betragte denne åben­ hed som en gave? Andre mødre klagede over, hvor lukkede børnene var, at de lukkede forældrene ude. En uoverkommelig afstand, som en af børnesygeplejerskerne på arbejdet havde sagt om sin datter på sytten. Vigdis havde nikket indforstået, mens hun tænkte: Hvornår opstår den afstand mon?

De kørte ind ad stikvejen neden for skolen. Vigdis gjorde holdt foran Grete Frantzens hvide villa. Alva så på listen og sukkede: To sække, det bliver sygt tungt at bære. To sække, sagde Vigdis, jeg troede, sønnerne var flyttet hjemmefra. Man skal vel skide, selvom sønnerne er flyttet hjemmefra, sagde Alva. Jakob fniste igen fra bagsædet. Alva steg ud af bilen, stønnede unødigt højt, mens hun trak toiletrullesækkene ud fra bagagerummet. Vigdis havde sagt: Jeg kan annoncere for dig på Facebook, jeg kan køre dig rundt, men selve udleveringen må du klare selv.

Gennem bilruden så hun Grete Frantzen åbne døren, hun løftede hånden mod Alva, smilende. Det måtte være hen ved ti år siden, hendes mand var flyttet ud. Et chok, havde Grete sagt, over æblerne i Kiwi, som at falde ned i den dybeste afgrund. Det var for megen åbenhed, Vigdis havde ikke vidst, hvad hun skulle svare, de kendte ikke hinanden så godt. Mens hun fyldte posen med æbler, og uden at slippe Vigdis med øjnene, havde Grete

15

Hvad hun klager over_INT.indd 15

28.04.2021 14.12

Frantzen fortalt om sin mand, som var flyttet ind hos en femten år yngre kvinde. Femten år, gentog Grete, uden at ænse æblet, som var trillet ned på gulvet og ramte hjulet på en anden kundes indkøbsvogn. Ifølge sladderen havde hun kun med nød og næppe været i stand til at beholde huset.

Sådan, sagde Alva, så er der kun fireogtredive sække tilbage.

Hun dumpede ned i sædet, smækkede bildøren. Grete bakkede ind i entréen, mens hun trak toiletrullerne efter sig over dør­tærsklen.

Vigdis tænkte: Havde der bare været en anden! Et udenoms­ ægteskabeligt forhold ville selvfølgelig blive betragtet som et svigt, men alligevel, følelser kunne man ikke argumentere imod.

Var de stærke nok, kunne man måske heller ikke kæmpe imod dem. Hvis hun var blevet forelsket i en anden og først havde for­ søgt at stå imod, inden hun til sidst, efter en langvarig og smerte­ fuld kamp, måtte tilstå over for omverdenen, at hun elskede en anden – så havde det måske været forståeligt, næsten lidt heroisk, at være nødt til at gå.

Men der var ingen anden. Der var ingen forelskelse, ingen at sætte Rune op imod, hvis hun gik, ville Rune ikke blive skiftet ud med en anden – han ville blive skiftet ud med ingenting. Og ville det ikke være det mest nedværdigende af det hele, tænkte Vigdis, at ingenting blev anset som bedre end ham?

Hvad så, sagde Alva, skal vi køre i dag, eller hvad? Undskyld, sagde Vigdis, hun slog blinklyset til, svingede ud fra kantstenen, nåede lige at se Grete Frantzen lukke døren. Hvor flyttede de hen, sagde Jakob fra bagsædet. Hvem, sagde Alva og fandt mobilen frem. De sønner, sagde Jakob, sønnerne til hende damen, der fik

16

Hvad hun klager over_INT.indd 16

28.04.2021 14.12

toiletrullerne. De flyttede bare hjemmefra, sagde Vigdis, det er normalt, når man bliver stor. Jeg skal aldrig flytte hjemmefra, sagde Jakob lavmælt. Vigdis kastede et blik i spejlet, men det var for mørkt i bilen til, at hun kunne se hans ansigt tydeligt. Jeg sagde præcis det samme, sagde Vigdis, til mormor. Men du flyttede jo, sagde Jakob. Selvfølgelig gjorde jeg det, sagde Vigdis, når man bliver omkring atten-nitten år, har man rigtig meget lyst til at flytte. Måske, sagde Jakob, han lød ikke overbevist. Sådan som Magnus, sagde Vigdis, han flyttede jo, lige efter at han var blevet student. Alva så op fra mobilen. Men det var jo, fordi han absolut ville studere i Bergen, sagde hun, man behøver jo ikke rejse så langt for at studere. Nej da, sagde Vigdis. En bil kom imod dem, med det lange lys på, det skar i øjnene, idet den passerede. Mange bor hjemme, mens de studerer, sagde Alva, det er normalt. Nor­ malt og normalt, sagde Vigdis. Jo, sagde Alva, det er sygt normalt.

Og tænk på alle de penge, man sparer, man behøver ikke engang tage studielån.

Tidligere, da de var mindre, var det, som om hun ikke kunne have dem tæt nok på sig. Rune havde været opgivende over, at børnene sov i deres seng, men Vigdis elskede at falde i søvn med armene om børnene, vågne flettet sammen med en varm, lille krop.

Det var med sorg, hun betragtede, hvordan de voksede ud af stadig større tøjstørrelser, ud af tremmeseng og børnedyner, hun havde ønsket at standse tiden, holde dem tilbage, aldrig slippe dem.

Jakob flyttede på sig på bagsædet. Så er det måske bedst bare at bo hjemme, når man studerer. Det er i hvert fald billigst, sagde Alva. Vigdis strammede hænderne om rattet. Hun begyndte at

17

Hvad hun klager over_INT.indd 17

28.04.2021 14.12

regne. Hvis hun skulle vente med at lade sig skille, til børnene var store, hvor store burde de så være? Og hvor mange år kunne hun risikere at have dem boende hjemme? Måske ville Magnus få børn, inden Jakob nåede at flytte hjemmefra, være blevet færdig med studierne, måske ville det ovenikøbet ske, inden Jakob var færdig med grundskolen. Magnus var ikke mere end enogtyve, og så vidt hun vidste, var det ikke blevet til noget med den kæreste, han havde snakket om i sommer, men det kunne skifte hurtigt i den alder, at være studerende var for mange ingen hindring for at få børn. Så kan jeg ikke gå, tænkte Vigdis, jeg kan ikke gå fra Rune, lige når vi er blevet bedsteforældre.

Hvis jeg skal studere, sagde Alva, hvis jeg i det hele taget kom­ mer ind på noget. Hun trak pegefingeren over displayet, swipede.

Vigdis sagde: Men selvfølgelig kommer du ind. Hvordan ved du det, sagde Alva, er du klar over, hvor sygt højt snittet er til dyrlæge­ studiet, eller hvad? Dyrlæge, sagde Vigdis, har du tænkt på det?

Alva trak på skuldrene, slap ikke telefonen med blikket, hun sagde: Det er under alle omstændigheder vigtigt at holde alle mulig­ heder åbne.

Et mørkklædt par gled ud i fodgængerfeltet ved kiosken. Det var næsten umuligt at se dem uden reflekser. Du går kun i niende, sagde Vigdis, du bør ikke bekymre dig om den slags nu. Men det bliver jeg da nødt til, sagde Alva, man er nødt til at tænke på, hvilket snit man behøver, hvis man skal have en chance for at komme ind på den uddannelse, man vil, faktisk er det nu, jeg skal tænke på det.

18

Hvad hun klager over_INT.indd 18

28.04.2021 14.12

Hun strammede hestehalen. Vigdis kunne ane en svag lugt af sved. Hun havde også bemærket det tidligere, når Alva kom for tæt på hende, og i tøjet, som hun kastede fra sig i bryggerset, det satte sig i armhulerne på trøjerne, en stram lugt under duften af deodorant. Vigdis havde ikke kunnet få sig til at sige noget, hvordan skulle man sige sådan noget skånsomt og uden at risi­ kere, at Alva udviklede et eller andet, Vigdis huskede stadig den skræmmende historie i Aftenpostens Magasin for flere år siden om unge med tvangstanker og vaskemani, Vigdis tænkte: Så må hun hellere lugte lidt.

Det er nemt for dig at sige, sagde Alva. Du, som havde så høje karakterer, at du næsten blev læge. Vigdis vendte sig mod datteren.

Høj pande, store øjne, den buede næse, hun havde fået fra Runes side, hun var køn.

Hvem har sagt det? sagde Vigdis. Mormor, sagde Alva. Læge, sagde Jakob, skulle du være læge, mor? Nej, sagde Vigdis, absolut ikke. Men du kunne være blevet det, sagde Alva, det er det, der er sagen, at du kunne. Jo, jo, sagde Vigdis. Alva vendte sig mod bag­ sædet. Mor begyndte at læse medicin i Bergen, men så holdt hun op efter bare nogle år, selvom hun havde det højeste snit af alle i gymnasiet.

En bil svingede ud fra højre, sikkerhedsselen skar mod skulde­ ren, idet Vigdis bremsede hårdt op. Havde du det højeste? sagde Jakob. Vigdis sagde: Mormor har det med at overdrive. Alva vendte sig mod bagsædet igen. Det er faktisk sandt, sagde hun, mor var så dygtig, at hun fik en præmie af rektor. Wauw, sagde Jakob, var det en pokal? Nu må I holde op, sagde Vigdis. Men så stoppede hun på

19

Hvad hun klager over_INT.indd 19

28.04.2021 14.12

medicin, sagde Alva, stadig vendt bagud mod broren, selvom hun kunne have tjent meget, meget mere som læge end som jorde­ moder. Er det rigtigt, sagde Jakob, var det sådan, mor?

Her, sagde Vigdis. Hun bremsede foran et dobbelthus. I mørket så det brunmalet ud, selvom hun mente at huske, at det var rødt.

Hun havde været til middag her for et par år siden, det var en af Runes kolleger, der boede her, Rune havde vist købt både op­ tændingsbriketter og bambusstrømper af økologisk bomuld af kollegaens barn tidligere, som bidrag til dennes skigruppe. Det er også fællesarbejdets smukkeste side – havde Rune sagt, da kolle­ gaen kommenterede Runes Facebookopslag og skrev, at han godt kunne aftage en sæk toiletpapir – at det appellerer til gensidighed og fællesskab, vi støtter hinandens børn.

Alva klikkede sikkerhedsselen løs. No offence, mor, sagde hun, men med den backstory lægger du et sygt stort pres på mig. Vigdis satte bilen i frigear, trak håndbremsen. Kære Alva, sagde hun, for mig kan du blive, hvad du vil. Det mener du ikke, sagde Alva. Jo, sagde Vigdis, det mener jeg, virkelig, bliv lige, hvad du vil, så længe du bliver lykkelig.

Alva drejede brat hovedet mod hende, en duft af shampoo, heldigvis, tænkte Vigdis. Det der er jo helt urimeligt af dig, mor! sagde Alva. Hvad, sagde Vigdis. At kræve, at jeg skal blive lykke­ lig, sagde Alva. Vigdis rystede på hovedet: Det gør jeg heller ikke.

Alva sagde: Det var lige det, du sagde: Bliv, hvad du vil, så længe du bliver lykkelig.

Vigdis flyttede hænderne på rattet. Der var noget, der pres­ sede mod kravebenet. En ømhed, den havde ligget der og ulmet,

20

Hvad hun klager over_INT.indd 20

28.04.2021 14.12

lige siden hun fik den sms fra Rune, nu strammede det under bh-stroppen. Og du snakker om ikke at lægge pres, altså, sagde Alva, at blive lykkelig er måske det sværeste af alt! Det var ikke sådan, jeg mente det, sagde Vigdis, og det ved du. Hun forsøgte at fange Alvas blik, men hun vendte sig væk, lænede overkroppen mod bildøren og skubbede den op, en kold træk slog ind over knæene.

Se, sagde Jakob, se alle lysene, mor! Han pegede mod huset på den anden side af vejen. En veranda strakte sig langs hele huset, og rundt om gelænderet var der viklet gule lys. Kan vi også få sådan nogle? sagde Jakob. Vigdis trak sikkerhedsselen ud fra brystet, men presset var der alligevel. Hun tænkte på alt det, der skulle ordnes inden jul, men også på selve julen, alle dagene og aftenerne og timerne sammen derhjemme. Kunne hun i smug bede om nogle ekstra vagter? Melde sig frivilligt til at tage et par af de mindst attraktive vagter? Afdelingsjordemoderen strakte sig altid langt for at tage hensyn til dem, der havde mindre børn, når hun lagde vagtplanen for julen, det vidste alle, også Rune.

Julen sidste år havde været uudholdelig. Det var den klaustro­ fobiske følelse af at være fanget mellem væggene, og samtidig en intens skam, fordi hun ikke kunne give sig hen, nyde alt det, der var smukt og lysende. Om aftenen anden juledag havde hun gået en lang tur alene. Hvis jeg skal gå tilbage til huset, havde hun tænkt, må jeg have tro på, at noget vil ske!

Men hvad var der sket? Hun havde godt nok opsøgt den psyko­ log i begyndelsen af det nye år, men det var blevet ved det. Så hvad var det nye? Hvad havde hun indset eller lært – hvad var

21

Hvad hun klager over_INT.indd 21

28.04.2021 14.12

hun og Rune sammen kommet frem til – som kunne give grund til at tro, at denne jul ville blive anderledes?

Kan vi, mor, sagde Jakob, kan vi få sådan nogle lys? Alva var kun en smal skygge, mens hun sled sig op ad trappen med toilet­ rullerne i armene. Vigdis tænkte: Hun vil vende sig mod mig.

Alva ville garanteret tage farens parti. Jakob og Magnus var hun mere usikker på, men med Alva var der ingen tvivl. Og selvom Rune ville gå med til, at de samstemte flosklerne (vi er enige om det, vi er bare vokset fra hinanden, vi er stadig verdens bedste venner), ville Alva gennemskue dem. Hun vil afkræve svar, tænkte Vigdis, og jeg vil ikke være i stand til at lyve.

Svar nu, mor, sagde Jakob, det gav et stød i baghovedet, da han lænede sig frem og greb fat om nakkestøtten, kan vi få sådan nogle lys til jul? Ja, sagde Vigdis, eller nej, jeg ved det ikke, kan du ikke spørge din far! Sådan var hun blevet, en, der omtalte børne­ nes far og sin egen mand som din far. Det var som at høre sin egen mor i årene efter, at hun var blevet forladt, eller rettere be­ draget, det var det udtryk, moren havde foretrukket at bruge.

Vigdis tænkte: Nu er jeg i færd med at blive som hende, og der er ingen, der har bedraget mig.

Undskyld, sagde Vigdis. Jakob svarede ikke. Hun vendte sig mod bagsædet, men Jakob havde sat sig tilbage, han så ud ad vinduet. Undskyld, sagde Vigdis, jeg mente det ikke sådan, det kom ud helt forkert, undskyld! Jakob vendte sig og så på hende, forvirret. Hvad? sagde han.

Glem det, sagde Vigdis. Jakob blinkede i mørket. Glem hvad?

Vigdis rystede på hovedet.

22

Hvad hun klager over_INT.indd 22

28.04.2021 14.12

Se, sagde Jakob, han satte pegefingeren mod bilruden, se ham den gamle der. På fortovet på den anden side af vejen kom en mand med rollator. Han havde refleksbånd om håndleddene og begge ankler, han bevægede sig fremad med korte, kantede skridt.

Tænk, hvis han falder på næsen, sagde Jakob. Ja, uha, sagde Vigdis. Jakob lagde hele håndfladen mod bilruden og sagde: Men han har da i det mindste reflekser på.

Alderdommen, tænkte Vigdis, der vil jeg være glad for, at vi er to. Om godt et år ville hun fylde halvtreds, derfra ville det bare gå jævnt nedad: lidelser, smerter, skavanker, i første omgang uskyl­ dige, men alligevel et varsel om, hvad der var i vente. Og hvad, hvis hun blev syg? Hvis hun havde fået en alvorlig diagnose, ville hun utvivlsomt have klamret sig til Rune og til hverdagen. Hun ville være holdt op med at hænge sig i bagateller, som at hun ikke blev set eller blev taget for givet. Og Rune ville have mobiliseret handlekraft og fremvist helt nye sider af sig selv. Sammen ville de se på livet med nye øjne, og både hun og Rune ville indse værdien af alt det, de faktisk havde (Brystkræften fik mig til at vågne! som Vigdis for nylig havde set en kunstner udtale på forsiden af et magasin) og omfavnet hvert eneste minut af det.

Men hun var ikke syg. Både hendes gynækolog og bedrifts­ lægen og den privatpraktiserende, alt for dyre neurolog, hun op­ søgte, da hun i en periode i foråret var overbevist om, at der sad noget i nakken, havde glædestrålende fastslået det samme: Du er helt rask!

De kørte videre, forbi Kiropraktorklinikken, hvor det ifølge Ingebjørg på arbejdet var let at komme ind, men umuligt at

23

Hvad hun klager over_INT.indd 23

28.04.2021 14.12

komme ud. Hun havde harceleret over det til sommerfesten sidste år, over, hvordan hun blev fanget i nettet, da hun havde opsøgt klinikken med en stiv nakke. Uden at spørge havde fysioterapeu­ ten booket nye aftaler og henvist hende videre til en naprapat og akupunktør – først da en af behandlerne havde antydet, at hendes lidelser måske kunne bunde i emotionelle spændinger, og tilføjet, at de tilfældigvis også havde en psykolog i huset, var det lykkedes Ingebjørg at trække sig væk, mindst ti tusind kroner fattigere, påstod hun, og med en lige så stiv nakke.

Sloganet skinnede mat og indbydende i lyset fra gadelygten: vi er her for dig! Da væltede det op. Trykket under kravebenet, det pressede videre op i halsen, strammede til, så det blev svært at trække vejret. Vigdis drejede brat til venstre uden at blinke, en bil bag ved dem dyttede, hun svingede ind på pladsen foran Shell.

Hallo, hvad sker der? sagde Alva og så op fra mobilen.

Jeg er her jo, havde Rune sagt. De havde været så tæt på hinanden engang, det måtte de jo have været, hun havde jo født hans børn og alting. Men nu lå de i mørket i sengen (sidste år? For tre år ­siden?), og Vigdis sagde: Det føles bare, som om du er så langt væk. Rune strakte sig efter mobilen på natbordet for at sætte alarmen, han skulle tidligt op i morgen, det var allerede sent. Men jeg er jo her, sagde Rune. Og det var han jo, og nu var hun blevet den, der insisterede på drama, det var jo ikke sådan, hun var. Men det er, som om jeg savner dig alligevel, sagde hun. Men for pokker, Vigdis, sagde Rune, skal vi gå ind i det nu? Han lagde telefonen på natbordet igen, Vigdis tænkte: Jeg må holde op med at tage ting

24

Hvad hun klager over_INT.indd 24

28.04.2021 14.12

op på det forkerte tidspunkt, jeg må prøve at finde bedre ord. Så stod Jakob der, i døråbningen, iført skeletpyjamassen, som han egentlig var vokset ud af, men som han ikke ville holde op med at bruge, sort med hvide striber, som blev selvlysende i mørket. Jeg havde en ond drøm igen, sagde han, med spinkel stemme henne fra døren. Rune stønnede lavt og vendte sig ind mod væggen.

Vigdis løftede dynen, det lysende skelet gled over gulvet, helt ned til hende i sengen, kolde fødder mod underbenet, hun strøg ham over håret, det var svedigt i nakken. Jeg er jo her, havde hun hvisket ind i hans øre, det er jeg.

Skal vi have benzin på, sagde Jakob. Diesel, rettede Alva, det er virkelig pinligt at køre rund i en dieselbil i 2018. Jeg skal tisse, sagde Vigdis, bare vent her så længe. De sagde noget, begge to, noget sur­ mulende i munden på hinanden, men hun lod, som om hun ikke hørte det, smækkede bildøren efter sig, hastede mod indgangen, på trappen stod der en palle med sprinklervæske og en stabel fak­ ler, endnu en ting, der skulle skrives på sedlen med juleindkøb.

Der hang et skema inde på handicaptoilettet. En slags logbog over tilsyn af faciliteterne, rubrikker, hvor initialer var kradset ned hver anden time, døgnet rundt, hele ugen. Vigdis sank ned på toiletbrættet, så det hele for sig: hvordan de ansatte kom herind, igen og igen, tjekkede mængden af toiletpapir og håndservietter, fyldte sæbe i dispenseren, tømte skraldespanden, samlede et pølse­ papir eller en brugt snuspose op, som lå på vaskekummen eller i hjørnet på gulvet, evigt tilbagevendende opgaver og krav syv dage om ugen. Som mit eget liv, tænkte Vigdis, med den eneste forskel, at jeg ikke bogfører det.

25

Hvad hun klager over_INT.indd 25

28.04.2021 14.12

Og igen denne skam, for hvad havde hun egentlig at klage over? Alle lader sig vel af og til overvælde af krav eller husarbejde, tænkte Vigdis. Folk klager, men de gør det, de skal, de udfører plig­ terne, de låser sig ikke inde på et handicaptoilet på en tankstation, med to unger og en palle toiletpapir ventende i bilen udenfor.

Nogen tog i døren. Vigdis sprang op fra toiletbrættet, gik hen til vasken, tændte for hanen. Tag dig sammen, sagde hun til sig selv, du er en fighter! Det var det, alle andre også sagde om hende, det første år på medicin havde hun tilmed fået det som en ud­ mærkelse – ”Årets fighter”, det var, fordi hun altid sad længst tid på læsesalen, de måtte have gået ud fra, at hun læste. Det bippede fra mobilen. Alva: Hvor lang tid kan det tage dig at tisse? Og straks efter, fra Jakob: Må vi få en is? Please? Bare en lille en?

Man må tænke på børnene, tænkte Vigdis. Det var altid bør­ nene, hendes mor fremhævede, når hun hørte om nogen, der var blevet skilt; at de ikke tænker på børnene! sagde moren. Det, at hun selv var blevet skilt, forandrede ingenting, for hun havde aldrig haft noget ønske om at bryde ud af ægteskabet, hun var den bedragede, i en periode havde det været hele hendes identitet.

Og Vigdis tænkte på børnene. Hun havde tænkt på børnene så længe, hun kunne huske, men mens hun stod der, foran den rin­ dende vandhane, var det, som om alt prellede af: tankerne om huset, der sikkert måtte sælges, venskaber, der ville gå i stykker, privatøkonomien, der ville blive dårligere – ingen af tankerne var nye, hun havde været det hele igennem før. Det sved, men alt – selv det med børnene – prellede af, for hun havde ikke længere noget valg, det var sådan, hun følte det nu, at dette ikke var et valg.

26

Hvad hun klager over_INT.indd 26

28.04.2021 14.12

Det bippede fra telefonen igen. Rune skrev: Har du set den blå blazer?

Hun var holdt op med at sige ting, som at han var langt væk, at hun savnede ham. På det sidste havde hun gået rundt i en farveløs tåge af resignation. Kun en gang imellem kunne hun mærke en følelse af foragt presse sig på, som et surt opstød, som nu.

Vigdis skrev: Er jeg din mor? Hun slettede det, skrev: Du er sgu som en teenager. Hun slettede også det, tænkte: Sådan er jeg ikke!

Hun så ned på vandet, som formålsløst strømmede ud af hanen, så løftede hun blikket og så sig selv i spejlet, ansigtet grelt oplyst af de stærke lysstofrør i loftet. Livløsheden i blikket, draget af mismod og foragt langs næsefløjen, det farveløse hår mod væg­ gen bag hende, hvor nogen havde skrevet FISSE med sort tusch.

Jeg må holde op med at sige, at det ikke er sådan, jeg er, tænkte Vigdis. Det her er mig. Jeg er blevet sådan. Jeg må redde mig selv, tænkte Vigdis. Indsigten var kold og klar. Det løsnede lidt i hal­ sen. Hun slukkede for hanen, skrev til Rune: Tjek tørreskabet. Så ringede hun til sin mor.

Mens de snakkede, fyldte hun en pose med bland-selv-slik.

Holdt telefonen mellem øret og skulderen, mens hun tog børne­ nes favoritter: krokodiller, spejlæg, chokoladehjerter, tavlekridt. I aften, sagde moren, du mener nu? Jeg ved, det er med kort varsel, sagde Vigdis, Rune og jeg er kommet til at dobbeltbooke med arbejdet. Arbejdet, sagde moren, I arbejder alt for meget. Vigdis fyldte skovlen med røde hindbærbåde, orkede ikke at modsige hende, orkede ikke at give hende ret. Ungerne ville så gerne hen til dig, sagde Vigdis, jeg kunne have fået naboerne til at komme,

27

Hvad hun klager over_INT.indd 27

28.04.2021 14.12

men ungerne nægtede. Åh? sagde moren. Ja, sagde Vigdis, det var kun dig, der duede, Jakob sagde, at det var så længe siden, han havde hygget med mormor. Det lød næsten sandt, som noget, han kunne have sagt. Hendes mor lo. Hun var så let at smigre, hun sagde: Ja, de har jo både pyjamasser og tandbørster her. Ja, netop, sagde Vigdis, jeg kan hente dem i morgen tidlig, hvis du har planer. Nej, planer, sagde moren, i morgen tager vi os en hyg­ gelig lørdag, vi kan bage, det plejer Alva også så godt at kunne lide. Tak, sagde Vigdis, tusind tak, mor.

Og nu står hun her, ved soveværelsesvinduet. Det blinker fra slæden på den anden side af vejen. En lastbil kører forbi. Og ude på badeværelset er der blevet slukket for bruseren. Hun burde have udtænkt det hele. Lejet en lejlighed. Måske vil Rune hænge sig i alt det praktiske, det ville være typisk ham. Hun kan tilbyde at flytte ud. Allerede i morgen, hvis han foretrækker det. Der ligger sikkert en masse på DBA, noget, der er ledigt med det samme, indtil videre. Det er ikke meget, hun vil have brug for i første omgang, en seng, et lille køleskab, et tekøkken. Hun vil være tryg og stabil, sige: Vi er voksne mennesker, vi vil hinanden det bedste.

Det bipper fra telefonen. Jakob og Alva løfter hver sin kagerulle op mod kameraet, Jakob holder sin som et sværd, moren skriver: Der var nogen her, der allerede ville bage i aften! Vigdis skal til at svare, noget om taknemmelighed, at moren er unik, exceptionel – men så bipper det igen. Det er Rune, han skriver: Vi er flere, der glæder os til at se dig, Linn!

28

Hvad hun klager over_INT.indd 28

28.04.2021 14.12

Linn, tænker Vigdis, det må være hende kollegaen, hende den nye, den nygifte. Vigdis hilste på hende til sommerfesten i juni, manden havde gået et skridt bag hende hele aftenen, da hun var på toilettet, stod han udenfor og holdt hendes taske, en kongeblå clutch. Eller nej, tænker Vigdis, det var Line, det husker hun nu.

Så hvem er Linn?

Det bipper endnu en gang fra telefonen, det er Rune igen, en mms denne gang, og penissen fylder hele displayet, en erigeret, let skrånende og helt gennemsnitlig penis. Badeværelsesdøren går op. Vigdis løfter hovedet. Rune kommer ud fra badet. Hans hår er vådt, han har håndklædet om livet og mobilen i den ene hånd, hans skuldre gør et ryk tilbage, idet han får øje på hende, der er noget uvirkeligt over måden, han farer sammen på, tegneserie­ agtigt.

– Er du hjemme nu? siger Rune.

– Ja, siger Vigdis.

– Men, siger Rune, – ungerne? Og toiletpapiret?

Han ser på hende, mens han fletter fingrene, folder hænderne om mobilen, foran skridtet, over håndklædet.

– Hvem er hun?

– Hvad, siger Rune.

Han får dobbelthage, idet han trækker ansigtet tilbage. Vigdis løfter telefonen med den lysende penis, vender den mod ham. Og det er, som om hele hans ansigt opløser sig, som om hver lille bestanddel mister fæstet og glider udad.

– For helvede, siger Rune og lukker øjnene, – for helvede.

Hvad hun klager over_INT.indd 29

28.04.2021 14.12