Læseprøve: HVIS BARE af Vigdis Hjorth

Vigdis Hjorth Hvis bare kærlighed. Hun har længe vidst, at det ville ske. Man kan mærke sin evne til at elske, før man møder den, man elsker, tænker hun. Nu har hendes lidenskab ramt den ti år ældre professor Arnold Busk, også han er gift og har et barn. I nogle år længes hun ulykkeligt efter ham, før han opgiver sit gamle liv for hende.

Det er begyndelsen på et overstadigt dirrende og grænseløst kærlighedsforhold – en besættelse, som nærmer sig galskab.

HVIS BARE er en ond og smuk fortælling om kærlighedens væsen, et tema, som går igen i Vigdis Hjorths forfatterskab, og som hun i denne modige roman tager skridtet videre.

Vigdis Hjorth Hvis bare

Småbørnsmoren og dramatikeren Ida Heier har mødt sit livs

”En stor, tragisk kærlighedsroman,

der rammer læseren som et lyntog.”

dagbladet

Hvis bare_CVR.indd 1

20.12.2021 08.08

Hvis bare_INT.indd 2

20.12.2021 08.07

vigdis hjorth

Hvis bare Roman

Oversat af Karen Fastrup

Hvis bare_INT.indd 3

20.12.2021 08.07

På side 203 er der citeret fra Marcel Lysgaard Lechs oversættelse af Medea, Hans Reitzels Forlag 2016.

Hvis bare Vigdis Hjorth Oversat af Karen Fastrup © Turbine 2022 1. udgave, 1. oplag Originaltitel: Om bare Først udgivet i Norge i 2001 af Cappelen Damm AS Copyright © Cappelen Damm AS 2001 Cover: Øyvind Torseter Dansk sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN:9788740674538 www.turbine.dk

Hvis bare_INT.indd 4

20.12.2021 08.07

hjemkomsten Dine Forældre er blevet forældre til andre og dine søskende, naboer.

Naboerne er blevet naboer til andre og de andre bor i andre byer.

I andre byer vender de hjem nøjagtig som du.

Og de finder dig lige så lidt som du finder dem.

Henrik Nordbrandt

Hvis bare_INT.indd 5

20.12.2021 08.07

Hvis bare_INT.indd 6

20.12.2021 08.07

I for længe, længe siden, da jeg var nitten, sad jeg på en togstation i udlandet. Jeg var så alene, så ulykkelig. Jeg husker, jeg spurgte mig selv: Hvordan skal det gå med mig. Hvordan vil jeg have det, hvad vil der være sket med mig, om tyve år.

Tæppet går op, og der er jeg!

På stationscaféen som dengang, tyve år efter, ja, det er mig!

Jeg skriver på blokken, jeg løfter glasset. Hemmelige signaler til hende fra tyve år siden. Jeg læner mig tilbage og smiler forsigtigt, jeg opfører mig, som om hun studerer mig.

Og jeg ser hende for mig, som hun sad der, alene, ulykkelig, mod­ løs. Jeg prøver at kalde hende til live i mig. Kalde på hende, råbe hende hen til mig for at trøste hende.

Det, der virkede så tåbeligt dengang, virker ikke tåbeligt længere.

Den smerte, hun følte dengang, som hun skammede sig over, skulle hun ikke have skammet sig over, skammer jeg mig ikke over nu, tager jeg alvorlig nu, hvor jeg kender den ulykkelige p ­ iges gåde.

Jeg husker togstationslugten, caféen. Jeg husker, hvad der var blevet sagt, som havde gjort hende så skamfuld. Det var dumt, for dumt til, at hun, jeg, kunne tage den smerte, det medførte,

7

Hvis bare_INT.indd 7

20.12.2021 08.07

alvorligt. Det gjorde ondt, men jeg skammede mig over smerten, brød sammen under min egen smerte. Stakkels, stakkels.

Hvorfor var jeg ikke hos dig dengang? Hvorfor kunne jeg ikke gå hen til dig, sætte mig ned ved siden af dig, røre ved dig og trøste dig.

Jeg, din virkeliggørelse, var mange år væk. På togstationen tyve år forsinket.

Hvis bare_INT.indd 8

20.12.2021 08.07

II en relativt ung kvinde, tredive år. Gift, da hun var nogenogtyve, to børn. Hun skriver dramatik for radioen og redi­ gerer et tidsskrift om det samme. Det er vinter. Januar og fjorten kuldegrader, hvid tåge af kulde rundt om den parkerede bil, om grantræerne, postkassen på stolpen, men højere oppe er himlen blå, klar, dagene længes. I dagbogen står der, at hun venter på den sorg, som skal få hende til at blive sig selv. At hun vejrer den, eller det, at hun skal dø.

Børnene er i skole og i børnehave. Så stille der er, når hun ikke skriver. Hun rejser sig og lister omkring. Der har været debat i avisen. En ung mandlig dramatiker har angrebet de ældre, og de ældre har taget til genmæle. Det skal diskuteres på et seminar, hun er inviteret til at deltage. Februar, det drypper fra tagene.

Hun ved, hvad hun skal sige, det er ikke det, hun er så urolig. Det er foråret.

Radioen er til stede på seminaret. Den unge, vrede dramatiker skal holde det første oplæg. Han siger, han ikke er vred længere.

Måske fordi hans sidste stykke har fået gode anmeldelser, over­ vejer han.

Det er marts, som nu, snart forår. Han er i hvert fald ikke vred længere.

9

Hvis bare_INT.indd 9

20.12.2021 08.07

Er der nogen, der har kommentarer? Radioreporteren går fra paneldeltager til paneldeltager. Men hvad skal de sige; hvis den unge mand ikke er vred længere, er der ingenting at diskutere.

Ingenting at argumentere imod, ingenting at forsvare. Kun den sidste paneldeltager, en lille karseklippet mand nederst til venstre, Brecht-oversætteren Arnold Busk, har noget at meddele. Han er helt uenig, siger han.

Helt uenig? Salen spidser ører, radioreporteren kommer løbende.

– Vejret har ikke været godt på det sidste. Ikke i Trondheim, hvor Arnold Busk bor.

Om aftenen bliver der drukket. Arnold Busk prøver at stryge en kvinde over hånden, kvinden trækker forskrækket hånden til sig.

Han er åben, tænker Ida. Nogen går i seng, nogen bliver siddende.

Til sidst ved et eneste lille bord. Der er ikke nok stole. Ida sætter sig på hans armlæn. Nogen bor i et anneks hundrede meter fra hovedbygningen og skal have deres egen nøgle for at komme ind, de bliver enige om at gå sammen. Da de rejser sig for at gå, da han rejser sig for at gå, siger Ida: Du behøver ikke at gå, du kan sove hos mig. Så sætter han sig ned igen. Da de senere bryder op, følger han efter hende op ad trappen, han tog hende alvorligt, tænker hun. Han er spædlemmet, han har en diamant i det ene øre, måske er han homoseksuel, de kan ligge med hovedet i hver sin ende.

Hun klæder sig af og lægger sig. Han klæder sig af, han henter et glas vand på badeværelset, lægger sig med hovedet samme vej som hende, tager kontaktlinserne ud og kommer dem i vandglasset.

– Du må ikke drikke det, siger han.

Hun slukker lyset. Han rører ved hende, som om de skal elske.

De forsøger at elske, men det lysner, uden at han er kommet.

– Er du ikke gift, spørger han.

10

Hvis bare_INT.indd 10

20.12.2021 08.07

– Jo. – Også jeg.

– Jeg troede, du var bøsse, siger hun.

– Jeg har en søn på tre år, siger han fornærmet.

Hun skal holde det første oplæg om morgenen, så de står op.

Hun er mærkeligt let i kroppen. Mens hun er på badeværelset, spekulerer hun på, om han vil være der, når hun kommer ud igen, det er han, det bliver hun glad for, han står nøgen på gulvet med et ar fra armhulen til skulderen.

– Hvad er det?

– Et ar. Jeg hedder ikke Ar-nold for ingenting.

Hun tænker: Det har han sagt mange gange.

De går ud af værelset og ned ad den første trappe. Hun fortsætter mod seminarlokalet, han går til venstre, for at ingen skal se dem komme sammen, forstår hun. Han sidder der, mens hun taler, så forsvinder han, men kommer tilbage igen efter næste oplæg i en ny skjorte. En ung mand taler om at skrive med kroppen, skrive med kønnet. Arnold Busk rækker den blege hånd i vejret og får ordet. Han rejser sig og står med sammenkneben mund. Han venter, til der er stille, til alle ser på ham, han venter for længe og snakker, han snakker for lavt, så de må koncentrere sig for at op­ fange ordene, som om han ikke gider hæve stemmen, som om det ikke er det værd, som om det hele keder ham.

– Jeg har, siger han langsomt, – i løbet af dette seminar fået be­ kræftet noget, jeg længe har haft mistanke om. At norske dramati­ kere har det bedre, end vi og de selv har troet. I modsætning til mig og mine kolleger, som synes, det at skrive er et slid, som kæmper med skriften, hver dag, nyder de at skrive, siger de. Og ikke nok med det. Nu har jeg hørt, at de også får seksuel tilfredsstillelse ud af det.

11

Hvis bare_INT.indd 11

20.12.2021 08.07

Hun kom ikke over det. Seksuel tilfredsstillelse. Mens hun sad i lokalet. Den, han ikke havde fået. For at få dem til at le. De ler. Let foroverbøjet i ny, lysegul skjorte, han røber sig. Så tidligt: Alt er med.

Senere på dagen, afrejsedagen, han går nede på kajerne med en kollega. Hun løber ned til dem og prikker ham på ryggen.

– Jeg har brug for at snakke lidt med dig, siger hun.

Kollegaen, en mand, nikker og forsvinder.

– Har du tømmermænd, spørger Arnold.

Det er ikke derfor. De går sammen halvtreds meter den ene vej langs kajen, før de vender om og går halvtreds meter tilbage igen.

Han er nok ti år ældre end hende og veletableret, snart professor.

Hun er kun lige begyndt.

– Vi er jo gift, siger han. – Det her angår flere end os.

Det var ikke derfor. Han misforstår. Det var bare fordi. Hun har ikke brug for noget. Der er opbrud, oppe ved hotellet står se­ minardeltagerne klar med kufferter og tasker. De giver hinanden et høfligt farvelknus og går derop. Siger farvel, giver hånd til de andre, krammer alle, bortset fra hinanden. Han skal til Trond­ heim, med bus til lufthavnen. Hun skal til Oslo med toget. De fleste sover i toget, ikke Ida. Hun har ikke dårlig samvittighed.

Hun har gjort det før. Hun ender med at blive skilt alligevel, det har hun vidst længe. Hun vidste ikke, hvad der ville komme, hvad der var begyndt.

Man kan mærke sin evne til at elske, før man møder den elskede.

Mærke sin evne til lidenskab, før man mærker lidenskaben.

Mærke den, når man er barn, som mulighed; jeg er i stand til at elske stærkt. Møder du ham ikke, ved du alligevel noget om

12

Hvis bare_INT.indd 12

20.12.2021 08.07

kærlighed. Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten. Vågner i dyret, snart er hun et dyr.

Hendes mand henter hende på stationen, hun har ikke dårlig samvittighed, hun er mærkeligt opstemt. Hun tænker ikke på det i dagene efter. Så kommer der en brun konvolut fra universitetet i Trondheim, med A. Busk skrevet med håndskrift over universi­ tets logo. Göran Sonnevies digtsamling Det omöjliga. Hun bliver glad for den. Hun læser i den og skriver tilbage og takker for den.

Tænkte, ikke dengang, men ofte siden på, at han var gået hen til boghandlen og havde spurgt efter den eller selv fundet den på en hylde, lagt den på disken og betalt for den, fundet ud af, hvad han skulle skrive på titelbladet: Er der skrevet bedre poesi i nyere tid? / har jeg ikke læst den / i mørket / skyggernes skygge – som for at sige, at ikke bare Sonnevie, men også afsenderen er en poetisk natur, for en kunstner at regne – puttet den i en konvolut, skrevet A. Busk med rød pen over universitetets logo, fundet hendes adresse, ringet til oplysningen formentlig, købt et frimærke, slikket på det, puttet konvolutten i en postkasse, men titlen var Det omöjliga, så hun ikke skulle håbe på noget. Hun drømmer væmme­ lige drømme om seksualitet, det er, som om det er i biografen, som om det ikke angår hende, men hun nyder det alligevel, og efter nydelsen bliver nogen dræbt for det, hun har gjort.

Jeg sætter ting i gang, står der i dagbogen, og så forsvinder jeg bare, som om det ikke angår mig, jeg er stadig ængstelig, en dag sker der noget slemt.

Tre dage efter at hun har takket, ligger brevet der. Fire hånd­ skrevne sider om tysk dramatik, om hans oversættelsesarbejde, om det ene, om det andet, om solen, som går ned i fjorden, mens

13

Hvis bare_INT.indd 13

20.12.2021 08.07

han sidder på terrassen med et glas vin og skriver. Konen er bort­ rejst. Kjersti er bortrejst, skriver han. Hun svarer, ikke så langt som ham. Han er ældre end hende, en veletableret akademiker.

Han anmelder samtidsdramatikken. Hun skriver den, hun er lige begyndt. Hun er lidt bange for ham. Hun skriver det. Hun nævner aldersforskellen. Hun går ikke ind i nogen diskussion om Goethe og Schopenhauer.

Det bliver påske. Hun tager på fjeldet med familien. Hun løber på ski i sine egne tanker hen over søen i mørket. Hun står i hotel­ vinduet og ser på sin mand. Han står udenfor og snakker med en kvinde, det er uudholdeligt, nu mister hun ham, han mærker, at hun ikke elsker ham, og forsvinder fra hende. Hun må lade sig skille, før det sker, før han forlader hende. Hun løber alene på ski op på bræen og alene over søen i skumringen mod det oplyste hotel. Hvor er børnene? De er sammen med deres far. Han står på ski med dem på bakken. Han snakker med mødre, som står med deres børn mellem benene ned ad bakken. Kroppen varm, luften kold, fjeldet koldt, hendes vejrtrækning er den eneste hørbare lyd.

Nu og da en anden mørk skygge i andre spor, mod hotellet, hun går langsomt, for at det skal vare længe. Inden maden, børnene, musikken, gæsterne. Kun vinen hjælper, vin hjælper. Trække mørket ind, læne sig ind over stavene: Hvordan skal det gå med mig? Hvad laver han nu? Står i receptionen med rim i ferie­ skægget, mørk, snakker med andre kvinder, som sætter pris på ham, som synes, han er flot. De smiler: Jeg vil være sød ved dig.

Der er varmt i mine arme. Jeg vil give dig det, hun ikke giver dig, som alle ser, hun ikke giver dig, som du har brug for og længes efter. Hun er på vej væk og forbereder sig på tabet, det er det, der sker. Hun øver sig på at miste ham, så hun ved, hvad hun skal

14

Hvis bare_INT.indd 14

20.12.2021 08.07

gøre, så det ikke kommer uventet. Det vil indebære dette: Du mister ham, han vil kysse en anden. Rette sin energi, sin gode, store energi mod en anden. Hun drømmer, at han bedrager hende, det er frygteligt. Men når han snakker om vejret, om maden, når han konverserer fremmede, er det uudholdeligt, hun må gå. Hans sprog er uudholdeligt, det værste, det er ham. Derhjemme ligger der et brev fra A. Busk i postkassen, det er hende, der henter posten og bladrer den igennem. Han har læst en artikel, hun har skrevet i Tidsskrift, som hun redigerer, og diskuteret den med sin svigermor i påsken. Svigermor er bibliotekar, skriver han. Sviger­ mor er med. Han sidder med et glas vin og ser solen synke i havet også denne gang. Kjersti er bortrejst også denne gang. Kjersti er med. Alderen nævner han, fordi hun nævnte den. Kjersti er fem­ ogtyve, skriver han. Selv er han niogtredive, det er mærkeligt at tænke på, at nu er hun ældre, end han var, da de mødte hinanden.

Niogtredive år og hører alderens buldren over stepperne, skriver han, det er smukt. Er det muligt, står der til sidst, eller umuligt, for dem, de to, en dag at se solen gå ned i havet, sammen?

Hun læser det under en gadelygte lige ved skoven. Hun lægger det der, hvor hun har lagt de andre breve fra ham, i en konvolut bag bøgerne i reolen i det værelse, hvor hun arbejder. Hun svarer, ikke så langt som ham, men længere end sidst. Det er blevet april.

Det er vel muligt, skriver hun. Han svarer, han skal til Oslo i slut­ ningen af maj, den femogtyvende, han skal være censor i tysk på grunduddannelsen og spørger, om de skal mødes.

Var det syttende maj det år. Klædte hun børnene pænt på og gik i optog sammen med dem. Spiste de fin middag med familien, var hun på skolen med børnene og deltog i kartoffelløb? Vi kan godt mødes, skriver hun, da det nærmer sig, vi kan mødes, “som om

15

Hvis bare_INT.indd 15

20.12.2021 08.07

ingenting”. Hun hører ikke noget og bliver rastløs, har hun øde­ lagt det, allerede før det er begyndt, har hun ødelagt det allerede?

Dagene går, det nærmer sig, hun hører ikke noget. Hun synes ikke, han er flot, hun kan ikke kalde det, der skete på seminaret, at elske. Hvorfor har hun en skælvende, urolig venten i kroppen, en lyst til at græde. Hun skriver til ham, at de kan mødes som om alt, som om alt. Der går fire dage, før han svarer, fire fortvivlede nervepirrende dage, før hun får to breve. Et som svar på det første og et som svar på det andet, men begge er skrevet, forstår hun, efter at han fik hendes andet, hvor der stod, at de kunne mødes som om alt. De kan godt gøre det som om ingenting, skriver han i det første, og se, om de hører ingentings bjælder. De kan også gøre det som om alt, står der i det andet brev, og nummeret, hun skal ringe til på hans kontor. Hun skriver det ned et sted, hvor ingen kan se det. Hun skal ringe på tirsdag, skriver han, mellem klokken to og tre. Hun sover ikke natten til tirsdag. Hun vil ringe på slaget halv tre. Hun er hos en veninde, for at få tiden til at gå har hun taget børnene med hen til en veninde. Børnene leger med venindens børn i haven, de sidder ude under træerne og drikker kaffe. At have noget at tage sig til er nødvendigt, at snakke med nogen om andre ting.

– Må jeg låne telefonen?

Hun går ind i husmørket, hun ryster på hånden.

– Hej, siger han, han har ventet.

Hun siger, han kan bestemme tid og sted. Alt er lige godt for hende.

Han fortæller, hvad han skal, omtrent hvornår han regner med at være færdig. På Herregårdskroen måske, torsdag, klokken seks, passer det. Det passer.

– Jeg glæder mig, siger han.

16

Hvis bare_INT.indd 16

20.12.2021 08.07

Han glæder sig. Hun skulle have sagt: Det gør jeg også, men fik det ikke frem. Han glæder sig. Han siger det ligeud. En mand.

Han glæder sig. Hun går ud i haven. Det har aldrig været på denne måde før, nu er hun forelsket. Kan I se, at jeg er helt for­ andret? Kan I se, at jeg er forelsket? Ser mor mærkelig ud?

– Nej. – Ser mor ud, som hun plejer?

Barnet gransker hendes ansigt. – Har du slået dig?

– Nej. Hvorfor det?

– Der, siger barnet og prikker hende over øjet.

Hun kommer først. Hun sidder på muren og venter. En spæd­ lemmet mand i lysegul T-shirt, sorte jeans og sort habitjakke i en finger over skulderen. Er det sådan, han ser ud. Bleg, uden hår. De hilser. Han er ikke hendes type. De drikker øl. De snakker om forhold, om det, der har været for længe siden, han har været gift to gange. Det er varmt. Det er lyst. Han er tynd.

De går ud for at spise. De finder en restaurant. Han har læst et interview med hende, i forbindelse med Tidsskrifts nye nummer, et morsomt interview. Han blev lidt bange, siger han. Hun forstår det. Hun lader, som om hun ikke forstår det, men hun forstår det, hun ved det. Han er ikke bange nu, det er hende, der skælver. Han stryger hende pludselig over kinden, hun vender sig forbavset, og han smiler, det er ingentings bjælder, som kimer.

Det er forår i Oslo. De har betalt, de står udenfor. Hun siger ikke farvel. Hun siger ikke, at det er på tide at tage hjem. Han har en flaske vin på hotellet, siger han, hun siger ikke nej.

Vinen er åbnet. Han har taget et glas af den, inden han gik ud.

Han skænker i to glas og sætter det ene på bordet ved siden af

17

Hvis bare_INT.indd 17

20.12.2021 08.07

hende. – Du må ikke drikke det, siger han og smiler, og det skal minde hende om det, han sagde den første gang på seminaret, da han lagde sine kontaktlinser i et glas med vand. Hun smiler og drikker det, og han sætter sig ved siden af hende i sofaen og stry­ ger hende igen over kinden og kysser hende. De klæder sig af, de har sex. Han kommer. Han ruller om på siden og smiler: Nu kan jeg ikke mere, siger han. De drikker mere vin. På et tidspunkt kalder han hende Kjersti, men det gør ikke noget. Han ler, da han siger: – Sådan må man vist ikke gøre? Han spørger til hendes mand, til ægteskabet, hun svarer ærligt. Hun vil snart lade sig skille. Selv siger han: – Jeg orker ikke flere brud.

Måske sover de, før de vågner, måske ikke. Hun har et tidligt møde på radioen. Derhjemme har hun sagt, at hun sover hos en veninde. Hans nøgne hoved kun lige synligt over dynen, han åbner de tunge øjne, da hun kysser ham, han er så fremmed. De bliver enige om, at hun skal ringe til ham om eftermiddagen, det er hans sidste dag i Oslo. Om morgenen næste dag tager han af sted, om aftenen skal han spise middag hos en ven, som han også skal sove hos.

– Det er lidt skræmmende, siger han alvorligt.

Hun smiler, hun er ikke det mindste bange. Hun går ikke, hun løber gennem byen.

Hun ringer til hotellet som aftalt, han er der ikke. Tidligt på efter­ middagen som aftalt, de siger, han er på sit værelse, men ingen svarer, han tager ikke telefonen. Hun ringer og ringer, til sidst hysterisk. Hun ved det: Han tør ikke. Præcis, hun ved det: Han tør ikke. Hun ringer og ringer i en time, nu ser hun ham aldrig mere.

Hun finder brevene fra ham frem og river dem i stykker, næsten

18

Hvis bare_INT.indd 18

20.12.2021 08.07

tredive sider, i så små stykker, at de ikke kan limes sammen igen, og lægger dem i en konvolut og skriver hans navn udenpå og vil sende den til ham. Se, hvad jeg gør ved brevene, ved kærligheden.

Fordi du ikke tager telefonen. Hun ringer ikke mere, hun har ­givet op, det er det, hun må, hun må give op, blive stille. Han ringer efter et kvarter. Stemmen er nærværende, hun er ikke vred længere. Der må have været noget i vejen med telefonen, siger han, han lyver.

– Jeg blev så vred. Jeg tænkte, at du var en typisk mand, en kujon, at du blev bange.

Han siger, at han blev bange, da han hørte om hendes ægte­ skab, at hun ville skilles. For at han blot er en brik i det spil, siger han. Han orker ikke flere brud, siger han. Ja, han er bange. De aftaler at mødes, om kun to timer. Inden han tager hen til sin gamle ven og hans kone og spiser middag, der, hvor han også skal sove, det er aftalt for længe siden. På Herregårdskroen som sidst.

Hun står ved muren og venter. Han kommer i sorte jeans, sort T-shirt, sort habitjakke, sort dokumentmappe, sorte solbriller, han er hendes type. Hun har konvolutten med de iturevne breve i tasken, hun vil ikke give den til ham. De giver hinanden et knus, han siger, hvor ser du godt ud. De deler en flaske vin og slår følge gennem parken til taxaholdepladsen, mellem træerne hvor ingen ser dem, trækker han hende ind til sig.

– Jeg har længtes efter dig, siger han.

Jeg har længtes efter dig, siger han. De tager den samme taxa, først derhen, hvor hun skal; for ikke at skulle tage hjem, for at kunne fortsætte med at drikke, har hun lavet en aftale. Da den standser foran huset, kysser de hinanden. Hurtigt, fordi chaufføren er der, fordi han skal videre, og klokken er mange. Hun går ind i venindens have, så ondt det gør, allerede efter fire skridt, efter det

19

Hvis bare_INT.indd 19

20.12.2021 08.07

første. Hun drikker, hun snakker, der er ingenting, der hjælper, hun går i ring i stuen, rystet af længsel, så intens at hun føler sig brændt. Må sige, at jeg elsker ham. Jeg elsker ham. Hun finder nummeret til hans ven og ringer derhen og spørger efter ham for at sige, at hun elsker ham. En kvinde tager telefonen, vennens kone.

– Må jeg tale med Arnold Busk?

Han kommer. Han er forbeholden. Han er hos vennen, som kender hans kone, som kan få mistanke. Er hun sådan en, der kan lave problemer, som ikke kan styre sig.

– Jeg ringer for at sige, at jeg elsker dig.

Ja ja. Det er fint. Hav det godt. Hav det godt. Han ved ikke, at det er første gang, hun siger det ord, elske. Da hun har lagt røret på, er det værre, uudholdeligt. Hun vil smide brevene ud, hun drikker for at blive fuld, så hun har kræfter til at smide de iturevne breve i en offentlig skraldespand på vej hjem.

Senere i historen, engang, hvor hun var vred, overspændt, som hun ofte var det første år, de kendte hinanden, bad hun ham smide de breve ud, hun havde skrevet til ham. For at gøre ham ondt, hun tænkte, det var det værste, hun kunne bede ham om, fordi hun troede, hendes breve betød lige så meget for ham som hans breve for hende, at de var uerstattelige. Hun fortrød, at hun havde smidt hans ud. Hvis hun ikke havde været fuld, havde hun ikke gjort det, hun drak sig mod til for at smide dem ud, noget i hende ville ødelægge alt, allerede før det var begyndt, som om hun anede, hvad det ville komme til at koste. Hun bad ham smide brevene ud, men troede ikke, han ville gøre det. Han havde dem på kontoret. Han var ædru, når han var på kontoret, han ville ikke smide dem ud, hvis han var ædru. Senere, længere ude i historien,

20

Hvis bare_INT.indd 20

20.12.2021 08.07

da de var blevet et par, spurgte hun ham, om han havde smidt dem ud dengang, og han sagde, at han havde smidt dem ud.

– Det var jo det, du bad mig om.

Deres enestående histories mest dyrebare dokumenter havde han smidt ud, han sagde det uden at rødme. Han havde ikke været der, hvor hun havde været. Han var ikke der, hvor hun var. Måske havde de aldrig været det samme sted samtidig.

Hvor var børnene. Gav hun dem mad. Fulgte hun dem i børne­ haven. Var hun til forældremøder. Hun kan ikke huske det, husker kun ét navn. Hun bar eller trillede børnene omkring, mens hun tænkte på ét navn. I skoven, inde ved søerne, barfodet på den støvede vej tænkte hun på ét navn. Hun lå i græsset og så på himlen, mens de kravlede rundtomkring og på hende, hun tænkte på ét eneste navn. Til skolens sommerafslutning i gymnastiksalen stod de på den lille scene og sang. Lille persille i haven står. Lyse­ grøn kjole og kruset hår. Hendes lille dreng helt foran, længst til venstre med håret i vejret og store ængstelige øjne. Måske du kommer til bal i år. Hun blev så bevæget. Hendes mand lægger armen om hende. Hele tiden det ene navn. Alt, hvad hun ser, alt, hvad hun hører, også hendes eget elskede, ængstelige barn får hende til at tænke på ham, på Arnold med uendelig ømhed, som om han er den trængende, ængstelige, fortabte, som om han er barnet. Trangen til at omfavne ham og klynge sig til ham og bære og trøste og elske ham er næsten ikke til at bære. Der findes ingen forløsning for denne trang. Skal hele sommeren gå sådan, skal hun have det sådan hele sommeren?

Han skriver til hende om aftenen, efter at hun har ringet og sagt, hun elsker ham, brugt ordet for første gang. Da værterne er gået i

21

Hvis bare_INT.indd 21

20.12.2021 08.07

seng, og han er alene i gæsteværelset og fortryder den afvisende tone, som kom med frygten. Vinduet åbent mod natten, forestiller hun sig, blomstrende frugttæer og stjerner. Han savner hende.

Han tænker på hende. Brevet ligger i postkassen og forandrer den uudholdelige ødelæggende længsel til svimlende glæde, den ­varer en dag eller to, før den langsomt forandres til uro. Hun skriver tilbage så hurtigt, at han kan nå at svare, inden uroen kommer.

Hun gentager sine egne sætninger igen og igen, dem, hun har skre­ vet, mens hun gør rent, laver saftevand, smører madder. Tre dage, og uroen kommer og stiger hen under aften, men om morgenen tændes håbet sammen med lyset og bærer hende, indtil posten kommer, ikke noget brev, så sover hun ikke om natten, græder over ingenting, vender sig væk, vrider sig væk, der findes ikke hvile i andet end hans nærvær, i hans stemme eller skriften. På et ternet stykke papir revet af en notesblok har han i hast skrevet, at de rejser, Kjersti, Berthold og jeg, i den rækkefølge, på ferie til Nøtterøy, “så er vi tættere på hinanden end ellers” og nogle strofer fra et Paal Brekke-digt, hun ikke kan huske, hun har aldrig fundet det igen i hans samlede digte. Han kunne have lindret uroen, han gjorde det ikke. Han kunne have skrevet: Vi ses til august, han gør det ikke, han lover aldrig noget, af princip, ingenting, så kommer han ikke til at skylde noget. Han er væk, måske ser hun ham aldrig mere. Hun skriver et fortvivlet bebrejdende brev, hun kan ikke lade være.

Tung sommer, det drypper fra alt, alt hænger, solen hænger. Hun vænner sig til uroen, den forvandles til begær, et tungt, bedøvende begær, som giver hende en ny gang. Hun kan ikke spise for be­ gæret, der lugter af begær, så mænd og hunde vender sig efter hende på gaden. Hendes mand kommer forsigtigt og i mørke. I

22

Hvis bare_INT.indd 22

20.12.2021 08.07

lyset ser han ængsteligt på hende. Han kommer ikke. Ikke fordi han ikke elsker hende, fordi han ikke kan. Fordi han er forpligtet, har kone og barn, som er afhængige af ham. Fordi han er bange for, at et forhold til Ida vil byde på mere smerte end lykke, sådan som det altid er med stor kærlighed. Den store kærlighed for­ svinder, den lille forbliver, står der i de bøger, han læser. Fordi hans kærlighed er for stor, ikke for lille, er hun ikke blevet svigtet, siger hun til sig selv. Hun mærker den, hun ved det. Hun har hans kærlighed, og det gør en forskel. Omsluttet af kærlighed er hun, selvom hun ikke har set ham, hørt fra ham hele sommeren, går hun rundt som en elsket kvinde. Hun er elsket af sin elskede, det stråler ud af hende. Fordi hun er så elsket, kan hun give kærlighed, kærtegn, hun tænker, snakker, ånder erotik, omsluttet af hans kærlighed går hun med vuggende, gyngende skridt, og møder hun spædlemmede mænd uden hår med særegen gang og vagt­ somme øjne, sætter hun sig så tæt på dem, hun kan, møder deres blikke og holder dem fast, prøver at lugte, hvordan de lugter. De smiler tilbage, de ser på hende, der bliver givet drinks, hun får dem bragt til sit bord, hvis hun sidder alene, men det er sjældent, det er ferie, hun er ude at rejse med mand og børn. Hun ser ikke andet end ham, i alle mænd ser hun ham, og fordi han ikke er tilgængelig for hendes spørgsmål, spørger hun de andre. Fordi hun ikke kan skrive til ham, skriver hun til andre. Sætter sig på sten i skoven og skriver, fordi hun ikke har anledning til at besvare hans kærlighed andet end i tankerne, besvarer hun via andre, sin mand, andre mænd, hvisker opsamlede ord ind i andre ører med en sådan lidenskab, at det blusser i deres kinder, og nogen hvisker tilbage, ord, de har forberedt længe, beregnet på andre end hende, presser deres kroppe mod hendes, så megen ulykkelig kærlighed, der findes, så mange ulykkelige mennesker,

23

Hvis bare_INT.indd 23

20.12.2021 08.07

som længes, som aldrig får hinanden, så mange, som elsker i hemmelighed.

– Så smuk, du er, siger hun.

– Så stærk, du er, siger hun, de færreste har hørt, at de er smukke, er stærke, hun går opfyldt gennem lufthavnene, står på rulle­ trapperne, tager sporvognen, går i gaderne.

Hvis det var fortsat på den måde. Hvis tilstande kunne fryses og vare, hvis hun kunne være gået gennem livet opfyldt af hans ind­ bildte kærlighed og så møde ham, efter tyve år. Møde sin elskede med konen og barnet, som er blevet voksent i mellemtiden. De standser et øjeblik og er ikke sikre på, om det er hinanden. Særligt han er usikker på, om Ida er Ida, men endnu mere usikker på, om han er ham, sig selv. Og hun mærker, at det forsvinder. Ser han længe på hende, forsvinder det, og hører hun dem snakke, ser hun ham henvende sig til hende, sin kone, til sin søn, forsvinder det, og derfor går hun, vinker hun bare, vender sig og går, og alt må begynde på ny.

Der må ligge et brev fra ham derhjemme, som hun får, når de kommer tilbage. Han elsker hende, andet er ikke muligt. Hvis han bare tør, det er spørgsmålet, hvis han bare er stærk nok. Han er ikke blevet elsket sådan før, det er umuligt, det er første og sidste gang. Hvis han bare kan tro det. Han må blive tryg, hun må gøre ham tryg, måske tør han aldrig.

Der ligger et brev til hende, da de kommer hjem, det er hende, der henter og sorterer posten. Det er langt, men behersket, når hun ikke er behersket, er han behersket, en faderlig tone, som om han ikke er ramt, som om kun hun er ramt, som om det ikke er

24

Hvis bare_INT.indd 24

20.12.2021 08.07

usædvanligt, som om han er vant til, at kvinderne omkring ham rammes. Hun har ingen grund til at bebrejde ham, skriver han.

Han har aldrig lovet hende noget. Han nævner konen, han nævner barnet. Men, jeg har tænkt på dig hver dag hele sommeren, skriver han. Skubber væk og trækker tilbage igen. Som om det var en ære, som om hun burde være taknemmelig. Han har tænkt på hende hver dag? Han har tænkt på hende hele tiden, hvert sekund, også om natten, indrøm det bare, hvis du ikke tør, går det aldrig.

De ses to gange i løbet af efteråret. Han har opgaver i Oslo eller er på gennemrejse og bor på hotel. Han skriver og siger, han skal til Oslo, det er alt. Det er hende, der må spørge, foreslå, bede om, gøre det på eget ansvar. Han sørger for ikke at love, ikke at bede om, ikke at planlægge, måske tror han selv på det, at det sker næsten tilfældigt. Hun skriver: Skal vi ses? Hun skriver: Jeg vil se dig! Hun skriver: Fortæl hvor og hvornår, jeg kommer! Han svarer forsinket, i sidste øjeblik, hvornår og hvor, men der er altid et men, han kan blive forhindret, skriver han, planerne kan blive ændret, noget kan pludselig dukke op, skriver han, hun ved, han kommer, han kan ikke lade være, han lader, som om der er et men, han ­kaster et men ud, for at holde hende på pinebænken. Det hænder, hun skriver tilbage med ubeherskede store bogstaver: Så lad være, røvhul! Bliv hjemme, din idiot! Og der bliver uudholdeligt stille, ikke et livstegn, det er straffen, hun fortryder desperat og er bange for, at hun har ødelagt det for altid, og beder om undskyldning og beklager: Jeg elsker dig! skriver hun. Elsker, elsker dig! skriver hun. Tilgiv mig! skriver hun. Vær sød, Arnold! tigger hun.

Sådan skal det være. Dagen kommer, og timen kommer, og han kommer. Ikke blive vred! Ikke kræve noget! Liste på tå. Der er han!

25

Hvis bare_INT.indd 25

20.12.2021 08.07