"Leroy og Lise" af Jens Folmer Jepsen, læseprøve

Dette er så absolut en debutroman, og den er på ingen måde helstøbt, snarere sammensat, sådan som jeg lever og oplever tilværelsen. Væsentligt og uvæsentligt side om side som også alvor og humor og liv og pludselig død. Det er blevet til en historie om en tid, hvor vi aldrig har været rigere, raskere og bedre uddannet, og alle muligheder for et spændende og fantastisk liv er til stede. Når det ikke indfinder sig, prøver man sig måske frem med mere sex, med mere fest eller med at kontrollere andres liv. Og så er der dem, der fortabte ud i et håb om lykken ender med at bevæge sig i andre retninger.

22mm

142mm

LEROY OG LISE har det til fælles, at de begge bor i Århus. Og så har de også lige haft et engangsknald på en skibsbriks, før de går hver til sit og forsvinder ud i en by med vokseværk og et virvar af farverige personer som faren, der ikke er far, men alligevel har to børn, to syriske flygtninge i et kolonihavehus, der har tabt deres hjerte til et gammelt kassettebånd med Povl Dissing, og den melankolske stripper Miss Nancy – for bare at nævne nogle få.

Men først og fremmest handler det om Leroy og Lise og deres søgen efter en retning i en tid, der kan synes uoverskuelig med alle dens forandringer. Danmark hænger ikke længere sammen, lyder det. Fællesskabet er opløst. Men det er løgn. Når mennesker mødes, holder de altid et stykke af hinandens tilværelse i deres hænder.

Historien foregår i et nutidigt Aarhus, men kunne på en måde være hvor som helst. Det er trist og tragisk til tider, men det er altid morsomt.

Jens Folmer Jepsen 9 788740 658644 >

142mm

100mm

Foto: Martin Dam Kristensen

JENS FOLMER JEPSEN er født i Åbyhøj med udsigt fra første parket til Århus, er cand.phil. fra Aarhus Universitet og var fra 2006 til 2015 direktør for Aarhus Festuge. Han har ernæret sig som musiker, tekstforfatter, sportsjournalist og ved andet forefaldende arbejde, har skrevet og instrueret tv-serier som Kongeriget, Selfiestan og Mit liv som Bent og produceret større portrætfilm og koncerter med mere. Er for tiden vært på et dagligt nyhedsprogram produceret af hans selskab Paseo. Leroy og Lise er hans debut som romanforfatter. Jens Folmer Jepsen bor fortfarende i Åbyhøj med sin kone, Anne, og parrets fælles datter. Og hvis de ikke er hjemme, er de nok ude at rejse igen.

210mm

100mm

Der er i bogen lånt citater fra følgende: C.V. Jørgensen: ”Tiderne skifter”. Album: I det muntre hjørne, 1990.

Povl Dissing: ”Lykkeland”. Album: Lykkeland, 1992. tv-2: ”Romeo hader Julie”. Album: Vi Bli’r Alligevel Aldrig Voksne, 1990.

Leroy og Lise Jens Folmer Jepsen © TURBINE 2020 1. udgave, 1. oplag Litterær redaktør: Sine Norsahl Forlagsredaktion: Pia Sloth Poulsen Korrektur: Gitte Sloth Poulsen Omslagsillustration: Mikkel Henssel Sats: Lube Glien Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 97-887-406-5864-4 www.turbine.dk

Leroy Kystvejen Hun talte i ét væk om, hvor vild hun havde været med mig i skolen. Mine forsøg på at få noget kørende med hende dengang havde ellers været forgæves. Nu lå vi så her med kaninøjne og kneppede døgnets første timer sønder og sammen.

Jeg vidste, hun forvekslede mig med en anden. En, der hed Allan.

Jeg arbejdede på at smide alle tanker over bord, så de kunne blive blanket til hvid, befriende støj. Men hver gang jeg var ved at være der, blev jeg afbrudt af hendes snakken; om to veninder fra skolen og nogle kønsvorter, en klasselærer og en uretfærdig episode i niende. Hun talte i et væk, da hun først fik begyndt. Jeg havde glemt, hvad hun hed, og skulle hun have sagt det tidligere på aftenen, var det helt væk nu. Jeg gjorde mig stakåndet færdig og var klar til at komme videre.

Mens jeg tog tøj på, sad hun på kanten af sengen med en chipspose i hænderne og så glosuppeagtigt på mig. Mit ene ben ville for længst have været ude ad døren, hvis ikke jeg skulle bøvle med knuden på mit ene snørebånd. Til gengæld fik jeg

9

fortalt hende, at jeg altså ikke hed Allan, hvis det var det, hun troede. Det reagerede hun ikke lige på, hun var optaget af at fiske efter chipskrummer i den fedtede pose. Jeg har aldrig brudt mig om lugten af folk, der taler med chips i munden. Så nu var jeg definitivt den, der var smuttet, inden hun fyldte sig med braset og ville kysse farvel. På hendes køkkenbord lå en kniv med et langt, skarpt blad og et sejt skaft. Det så præcist ud, som om der stod mit navn på den, så jeg tog den med mig.

Fra 500. sals højde gungrede jeg ned ad trappen med én sko på, mens jeg brugte kniven til at skære igennem lorteknuden på lortesnørebåndet i den anden.

Det var ved at blive mørkt, og på vejen hjem skød jeg genvej gennem det skumle kvarter nede ved havnen. En af mine venner havde engang gasset en hund ihjel hernede for at få fred. Det talte til mit aktuelle humør.

Jeg savnede Liv på en destruktiv måde. Mens jeg uden bund i virkeligheden overvejede, om jeg var i stand til at tage mit eget eller ligefrem hendes liv, havde jeg bevæget mig ind i et område af havnen, jeg ikke kendte. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg var endt lige der, eller hvordan jeg kom videre.

Jeg var faret vild i en faldefærdig nutid. Jeg fortrød, at jeg var holdt op med at ryge.

Så fandt jeg et hjørne og pissede det til.

10

Lise Kystvejen Jeg har altid syntes, at sex er opreklameret. De siger ellers, at sex kan være sjovt. Og nogle gange mere end det. Det kender jeg ikke rigtigt noget til.

Måske lidt, men så er det, fordi jeg har været alene om det.

Jeg havde mødt ham i byen, og jeg var sikker på, det var Allan. Vi havde gået i folkeskolen sammen, så vi var begyndt at tale med hinanden. Nærmest før vi var nået indenfor på det hemmelige klubværelse, jeg havde fremlejet, lå vi så og knaldede på skibsbriksen, der var en del af møblementet. Måske var det dumt af mig at have ham med heroppe, men det var blevet for sent og for besværligt at sige nej.

Han vendte bare bunden i vejret på mig og pumpede løs.

Først prøvede jeg at sige noget om skolen for at få ham til at sætte farten lidt ned og et eller andet om dem, vi havde gået i klasse med. På et tidspunkt lød det, som om han var ved at sluge sin tunge. Mens han var ved at gøre sig færdig deromme, fik jeg øje på en halv pose chips på gulvet. Den lå selvfølgelig tre centimeter uden for rækkevidde, og selvom jeg strakte mig, nåede

11

jeg hver gang kun lige at få fingrene hen til kanten, før han trak i min hofte.

Jeg var sikker på, at han hed Allan.

Der var noget med den lidt overlegne måde, han bevægede sig på. Alle pigerne havde været vilde med Allan dengang. Han gav rigeligt med øl og lagde an på mig. Jeg havde ikke sagt nej tak. Måske fordi jeg havde fået lidt for meget at drikke, jeg var ikke vant til at gå alene i byen. Han var sådan set også okay sød.

Jeg havde håbet på at møde en, der kunne betyde noget for mig. En, der var noget andet end Micky. Der var ikke noget at komme efter med ham længere, og måske havde der aldrig nogensinde været det. Måske var det bare noget, jeg havde bildt mig ind.

Allan-fyren var ret så hurtigt færdig, og så kunne jeg endelig få fat i posen med chips. Da han tog sit tøj på, fortalte han mig, at han altså ikke hed Allan, hvis det var det, jeg troede. Og så var han ellers ude ad døren. De chips, der var tilbage i posen, var også blevet bløde nu.

Fra vinduet så jeg ham i morgengryet nede for enden af Jægergårdsgade. Han trak lidt på det venstre ben og gik, som om det var ham, der var blevet taget bagi. På gulvet lå hans telefon, som måtte være faldet ud af hans lomme, da han trak sine bukser ned om anklerne.

12

Leroy Jægergårdsgade Muren, jeg havde pisset til, var blevet en fucking Rorschach-test.

Strinteriet mindede om de urolige morgener, jeg vågnede op til for tiden.

Sammenfiltrede streger i en stak af mange flere streger, hvor man ikke kan greje, hvor den ene begynder, og den anden ender: Følg snøren, og find den fisker, der har den store krabat af en fisk på krogen. Som i opgavehæfterne, jeg blev udstyret med som barn på lange køreture. Eller måske er det en bunke reb, jeg ser, der har filtret sig sammen til et krusedulleknob, hvor hvert statisk reb er strammet og holdes sammen af en eller anden egen sammenhængskraft. Hvad ville der ske, hvis jeg en dag kunne få redt alle trådene ud, få bundet alle knuderne op? Jeg savnede Liv og kunne godt give mig til at græde, hvis det var, og hvis ellers man gjorde den slags i min familie, men det brugte vi ikke. Måske ville det være godt, hvis jeg bare lagde mig ned og lukkede øjnene lidt på det her lorte kosted. Hvis jeg bare kunne lade roen overmande mig og så vågne op om nogle timer og opdage, at alt i hele verden ville være faldet på plads. Nydelig plads. Så trak jeg mine bukser op og spændte mit bælte.

13

Lise Kystvejen/Jægergårdsgade Jeg havde fundet en badekåbe ude på toilettet på gangen, den var også en del af det fremlejede interiør og pænt for lille. Og hva’ så! På det her tidspunkt af natten – eller morgenen var det vel nærmere – var der alligevel ingen, jeg skulle gøre indtryk på. Jeg var også stadigvæk lidt småfuld. Jeg glemte i hvert fald at tage trusser på. Dumt. Da jeg rendte ned ad trapperne, mærkede jeg hans stads, der løb ned ad mine inderlår. Det var længe siden, jeg havde prøvet det. Her på det seneste ville Micky altid komme på mine fødder. Fint med mig. Så slap jeg da for at få det splattet ud andre steder på mig. Heldigvis var det ved at være lang tid siden. Men ikke længere, end at der dukkede billeder op, jeg prøvede at undgå. Der var ikke et øje i miles omkreds, da jeg krydsede Kystvejen, heller ingen biler. De plejede ellers at harke sig fremad på vejen det meste af dagen. Da jeg gik over for rødt, hørte jeg en udrykning, men den var langt væk. Man kan ikke vide ud fra lyden, om det er politiet eller en ambulance. Hvilket vel også kunne være ret så ligegyldigt på det her tidspunkt. Men jeg kunne selvfølgelig altid håbe, det var politiet, der hentede

14

Micky ind for et eller andet og holdt ham langt væk fra mig. Så slap jeg for at tage balladen med ham.

De var i gang med byggeri af banker og hoteller og andre store huse på området, hvor hjemløse og junkier havde haft en lille nålepark. Nede ved det gamle krymmelbageri indhentede jeg ikke-Allan. Han var lige blevet færdig med at tisse op ad en mur.

Da jeg rakte ham telefonen, tørrede han hænderne i sin buksebag, inden han tog den.

En slagteklar ko inde på slagteriet gav sin muuhende lyd fra sig og gjorde samtidig opmærksom på lugten dernede.

15

Leroy Jægergårdsgade Jeg nåede aldrig at beslutte mig for en lur eller ej. Skibsbriksen kom storkende med min telefon. Jeg måtte have tabt den under bølgegangen på hendes leje. Jeg var kommet som en søsyg teenager. Uden sans og uden megen samling. Havde dunket hårdere og hårdere, hurtigere og hurtigere, i håbet om at hun i det mindste ville holde kæft, bare mens jeg var ved at komme, tak! Det var endt med en iltgæld så seriøs, at jeg var tæt på at besvime. Jeg måtte hive og slide og hige og søge efter frisk luft, før jeg kunne etablere en bare nogenlunde balance og blive genforenet med min normale vejrtrækning. Sex er et viskelæder, som fjerner stregerne i den del af tilværelsen, man ikke gider se i øjnene. Der var kommet to tekstbeskeder ude fra virkeligheden. Den ene var fra Ove, min tidligere arbejdsgiver og manden, man skulle visualisere, hvis en for tidlig sædafgang truede. Jeg gad ikke læse hans besked. Den anden var en kryptisk sms fra min mor, der ville tale med mig om min far og om en læge, der ville kontakte mig. Jeg kunne have ringet og spurgt hende, hvad helvede det drejede sig om. Jeg skulle nok give lyd, når engang

16

jeg fandt en. Der var ingen beskeder fra Liv. Min tidligere skolekammerat stod og kiggede pü mig, som om hun ventede pü, at jeg skulle sige noget om cirklens kvadratur eller bare noget pÌnt om bølgegangen pü hendes skibsbriks.

17

Lise Jægergårdsgade Jeg fik hverken tak eller noget, han begyndte bare at trykke taster. ”Sig mig lige, gik du i virkeligheden en klasse over mig?” spurgte jeg uden at få respons, så jeg prøvede igen: ”Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det er, du hedder?”

Han var optaget. ”Hvad er det nu, du hedder?”

Så kiggede han op og sagde: ”I hvert fald ikke Allan.”

Og så gik han, baglæns, med sin halve halten. Efter et par skridt slog han armene ud og så på mig, mens han sang En fuld mand uden navn/ en pige med et savn.

Ikke-Allan var pænt anderledes end nogen, jeg kendte, og lidt af en irriterende type, men han fik mig til at grine lige dér, og det var længe siden. Han kunne heldigvis heller ikke selv lade være.

Han lavede et par dansetrin og vendte så ryggen til mig, og jeg kunne høre ham synge Tag og kys det hele fra mig!

18

Så forsvandt han til højre rundt om hjørnet med retning mod Restaurant Kohalen.

Jeg tænkte, at ham så jeg nok ikke igen. Det var så heller ikke det store tab. Jeg havde større forhåbninger for mit liv. Jeg måtte se at komme helt væk fra Micky. Jeg skulle bare lige tage mig sammen og finde ud af hvordan. Og til at turde. Jeg forsikrede mig selv om, at det er sandt, når man siger, at der findes en kæreste til alle et eller andet sted derude. At der også findes en til sådan en som mig, en, som vil elske mig ubetinget, og hvor det vil være gensidigt. Man skal bare lede længe nok. Eller vente længe nok det rigtige sted.

19

Leroy Jægergårdsgade/Varna Jeg kunne ikke greje, om hun troede eller håbede på, at jeg hed Allan. Men for en god ordens skyld, sagde jeg det til hende igen, at jeg altså ikke hed Allan. Så begyndte jeg at gå. Baglæns. På vejen fandt jeg en af de sange, jeg havde fået af min far, og gav den videre til hende. Hun syntes vist, det hele var lige til at grine af. Det var sådan set også lige, hvad det var. Så tog jeg et par dansetrin, som jeg for længe siden havde lært af min svenske danselærer. De passede perfekt til sangen Tag og kys det hele fra mig!

Da jeg slog slaget forbi Kohalen på vej til stranden for at gå sydpå, bar jeg på en bagskid af de mere gummilastiske, men også på alt for mange ord, der sprang rundt inde i knolden. Jeg var opsat på at få makuleret tankerne, der stod i kø for at komme til. Alkoholforgiftningen ville jeg kunne få has på forholdsvis enkelt med en hotdog med det hele. Ikke så meget ketchup og lidt flere ristede end rå løg. Det kunne ikke vare længe, inden Pearl Harbour nede på havnen tændte op under pølsevandet og grillen. Hvad den evige ordstrøm angik, måtte jeg finde en kontakt, hvor jeg kunne slukke for den og få en pause. Måske ude

20

ved Ballehage, hvor jeg kunne sætte mig på badebroen og lade benene dingle sagte og se solen kæmpe sig op i al sin stilfærdighed. Det ville være dejligt. Fredsommeligt højt til loftet. Meget syntes at være under forandring denne ellers gennemsnitlige sommer. Parforhold i almindelighed og i særdeleshed mit var under forandring. En understrøm, der kun viste sig som små krusninger i overfladen, flød langsomt og kraftfuldt og skubbede til alt, hvad vi havde vænnet os til at tage for givet. Jeg, mine jævnaldrende, var ved at være for gamle til at kunne kalde os unge. Der var nogle yngre på vej, der var ved at afvikle hankøn og hunkøn og kød som noget, man kan spise. Det kunne godt være, at vi blev ældre, men jeg tvivlede på, at vi kunne leve op til det. De yngre blev nok nødt til at tage sig af klimakrisen, og det gjorde de så. I min generation talte vi ikke om arbejdere og overklasse, heller ikke om, hvorvidt man hørte til på højre- eller venstrefløjen. Men måske var det på vej tilbage. Min far sagde, at klassekampen aldrig var kæmpet færdig, selvom det kunne se sådan ud. Synes andre mit liv fremstår som spændende? Er du i gang med en misundelsesværdig karriere i konkurrencestaten?

Det havde måske været det mest presserende spørgsmål for min generation. Der blev talt mindre om, ”hvor kommer jeg fra, og hvilken historie har jeg med, og hvor fanden skal jeg hen?” Nu var de nye unge på vej, og de hævdede helt enkelt retten til at være den, man er. Der var noget under opsejling, der kunne gå ad endnu ukendte veje. Måske jeg bare skulle se at blive voksen, hvad det så end indebærer. I strandkanten neden for Hotel Marselis lå en halv mobiltelefon og låget fra en dåse hårgele og skvulpede i noget nikotinfarvet skum. Jeg samlede en sten op og kastede et hæderligt smut og forstyrrede en stime af småfisk,

21

der bevægede sig på en virrende og rykvis facon. Overlevelsens koreografi. Jeg er vokset op med, at fornuften styrer os mennesker. I modsætning til dyrene. Følelserne og instinkterne driver os, men fornuften styrer. Fornuften er i den del af bevidstheden, hvor også det rationelle befinder sig, og jeg havde længe forsøgt at oprette en kontakt, men lige nu fandt jeg ikke andet end fejl og mangler og uro og kapok og mekanik og snore i alle størrelser, der trak i alle mulige retninger og strammede sig om mig.

Alt forstærket af den truende dags bagskid. Den der hotdog med det hele præsenterede sig med fantomsmag og viste sig i et syn.

Ikke så meget ketchup og lidt flere ristede end rå løg. For det meste, og især for tiden, brød jeg mig mest om at være alene.

Jeg har aldrig deltaget i noget større og fælles, hvor jeg følte mig genkendt. Jeg trivedes med den ensomhed, der er ved sex med tilfældige.

22

Lise Kystvejen Jeg havde aldrig rigtigt haft andre kærester end Micky. Jeg håbede ikke, at han var den ene, der var til mig. Hvem mon denne ene var, hvis altså der var en? Det havde jeg svært ved at forestille mig. Det var helt sikkert en, der skulle komme til mig. Jeg er ikke lige typen, der opsøger nogen og slet ikke den rigtige.

Inderst inde håbede jeg nok på, at det var den rigtige Allan, der ville opdage mig, eller en, der mindede om ham. Hvis han havde været god nok til at være kæreste med min bedste veninde, Lise N, dengang i skolen, måtte han være dobbelt så god til mig.

Det var på det tidspunkt, hun forsvandt fra den ene dag til den anden. Vi spurgte Allan, om han vidste noget, men han var helt blank. Inger vidste heller ikke noget, hun var vores klasselærer, og hun flyttede også til en anden skole inden sommerferien. Jeg turde ikke spørge Lise N’s mor. Hun blev mere og mere indadvendt, og jeg tror også, hun blev skilt igen deromkring.

Micky havde henvendt sig til mig dengang. Alene det, at nogen gjorde det, henvendte sig altså, og tog mig med på restaurant og ikke kun ville have sex med mig, fik mig til at tro, at det

23

havde noget med kærlighed at gøre. Eller at det ville blive til det.

Efterhånden blev det med Micky mest et praktisk arrangement, fordi alting er lettere, hvis man kan sige, at man har en kæreste, og når man kan komme med sin kæreste og ikke alene, når man er ude til noget. Så er man som de fleste og går ikke så let op i sømmene. Jeg havde været alene og bange, før Micky samlede mig op, og nu, hvor jeg ville væk fra ham, var jeg ved at blive det igen.

Værelset med skibsbriksen havde jeg lejet, men det var, som om det var en anden, der gjorde det. At jeg bare stod ved siden af og kiggede på, da jeg overførte de aftalte penge for fremlejen.

Men selve initiativet måtte vel alligevel betyde, at jeg for alvor var ved at finde ud af, hvordan jeg slap væk fra Micky. Værelset her var helt mit eget de næste fem måneder, og jeg kunne øve mig i at trække vejret roligt. Der dukkede dog også tanker op, som skræmte mig. Det var ligesom de tegninger, jeg lavede i hundredvis af i skolen. Der var altid et hus med to vinduer, en dør og en skorsten og en sol, men også uden undtagelse store skyer, som jeg farvede med sorte og grå farver, og et flag, der blæste i modsat retning af skorstensrøgen.

Først på aftenen i går bippede en sms ind. Jeg regnede med, at det var fra Micky, og jeg tænkte, at jeg ville prøve at se, hvor længe jeg kunne lade være med at læse, hvad han ville. Der gik næsten et helt minut, inden jeg åbnede beskeden: Hvis nogen som helst spørger dig, hvor jeg var henne sidste onsdag, så var jeg hjemme hele dagen sammen med dig og glo tv og knalde og glo tv igen!

Tror, at sidste gang, Micky knaldede mig, var godt og vel et halvt år siden. Det var den dag, han kom hjem med en gave til

24

mig. Da jeg pakkede den ud, var det en skoleuniform, og han ville have, jeg skulle tage den på med det samme. Da jeg havde gjort det, sagde han, at han vidste, den ville få mig til at ”se skidedejlig ud!” Jeg havde ondt i hovedet og følte mig ikke skidedejlig.

Så vidt jeg kunne regne ud, var han ude at lave lydløse penge den onsdag, jeg skulle lyve om. Sammen med Gesse, selvfølgelig. Gesse havde hentet ham sidst på eftermiddagen. Jeg var taget ”på nattevagt” herinde på klubværelset, inden han kom hjem igen.

Der var en nabo, der spurgte mig dagen efter, om Micky var begyndt at lave fjernsyn for Mogens Dahlberg, som må siges at være en ret så kendt tv-vært. De havde nemlig set Micky tidligt torsdag morgen stige ud af en vildt tjekket firhjulstrækker, hvor der stod Dahlberg film & tv på siden. Den bil, Gesse havde hentet ham i, var ikke vildt tjekket, den var rød og nærmest vildt ramponeret. Mærkeligt.

Snart behøvede jeg forhåbentlig ikke bekymre mig om den slags længere. Snart.

Men lige nu var jeg nødt til at tage hjem.

25

Leroy Ballehage Måske var skaren af selvretfærdige vinterbadere ude ved Ballehage allerede mødt op for at bryde freden og brokke sig over, at vandet var for varmt. Jeg er fucking træt af vinterbadere. Også om sommeren. Massemaskiner. Kan de ikke nøjes med bare at bade? De skal altid kæfte op med deres påtagede friskfyrsstemmer om, hvor tidligt de er stået ud af sengen, og hvor koldt vandet helst skal være, og om, at de ikke har tøj på. Og så deres evindelige ”Kom nu, du skal da med i!”

Det halve af Århus har efterhånden fået svømmehud mellem tæerne, så de lettere kan gå i deres foretrukne gåsegang. ”Man skal bare lige i og så op igen!” Og så kommer omkvædet: ”Man bliver helt vildt frisk af det.”

Hvis de havde sagt ”Man bliver helt vildt træls af det”, ville jeg have givet dem ret. Man bærer sit smil med byrde, og jeg orker det ikke. Og nu kom jeg igen til at tænke på, at jeg aldrig havde deltaget i noget større og fælles, hvor jeg følte mig genkendt. Det ville da slet ikke være muligt i selskab med en gruppe vinterbadere. Og desuden: Hvem fanden har besluttet, at det er godt at være

26

helt vildt frisk? Jeg spørger bare. Sådan som man gør, når man hidser sig op på forhånd og uden belæg og får sat nok en streg, der blander sig med de andre i den rodebunke, der ligner ens liv.

Visse dage, som i går og som i dag og som sikkert også i morgen, håber og forestiller jeg mig, at Liv og jeg finder en måde at være sammen på igen. At mit opbrud bare er et lille udbrud og ikke det endelige nedbrud. Det er sikkert også en lille løgn af den slags, håbløst elskende klynger sig til. Mens jeg gik på stranden, tekstede jeg Liv: Hva’ så, vil du med ud at vinterbade?

Jeg havde ikke regnet med, at hun ville svare. Det gjorde hun så heldigvis heller ikke.

Hun lå sikkert og sov, men nok ikke så længe endnu. Hun vågnede med lyset. Jeg var begyndt at sove ujævnt, den sidste tid vi var sammen.

Liv sov som et lykkebarn. Når jeg ikke kunne falde i søvn, lå jeg og kiggede på hende og holdt tal på hendes vejrtrækninger, der var helt jævne. Så faldt jeg som regel i søvn igen, til hun vækkede mig. Hun var aldrig stået op uden at have kysset mig et eller andet sted. Fra starten elskede hun mig uden modstand, og det var gensidigt. Og det havde stået på i fem år nu. Alligevel havde jeg altså, med en tåbes klarsyn, fundet, at det gav god mening at gå fra hende.

Hun var kommet ud af badet, og jeg stod i gangen og iagttog som en tilskuer til vores efterhånden gennemførte vaner, hvordan hun børstede sit hår. Hun stod foran spejlet og havde håndklædet om livet. Også den dag var det blåt i den nuance, der kun gør noget godt for hendes naturlige farver. Det var som et håndkoloreret foto. Sceneriet gav mig en ujævn fornemmelse

27

af ikke at være involveret. Jeg skippede morgenmaden også den dag. Jeg var sjældent sulten for tiden. Bare rastløs. Jeg bryggede kaffe til Liv, sådan som jeg vidste, hun kunne lide den. Hun læste overskrifter i dagens aviser. Når hun faldt over noget, hun syntes var sjovt eller interessant, læste hun det højt for mig. Så talte vi lidt om det. Snart ville hun pakke sin taske for at gå på arbejde, og så ville hun som altid sige noget, der fik mig til at smile eller grine. Hun gjorde det på en måde, så det lød som en venlig, men bestemt opfordring til at gå ud blandt andre mennesker, som om jeg var et af dem. Selv havde jeg en fornemmelse af, at jeg var ved at blive overtaget af algoritmer, som bearbejdede og koordinerede mine usorterede tanker og følelser og distribuerede dem ud som en grimasse, der kunne passe plausibelt til en hvilken som helst lejlighed.

Omstændigheder, jeg selv havde været med til at skabe, havde taget over som form. Jeg var reduceret til en udenforstående. En fremmed i min egen verden.

Fra vinduet så jeg Liv låse sin cykel op og sætte sin taske i cykelkurven. Så hende vinke smilende til en mand, der passerede på det modsatte fortov. Han vinkede glad tilbage. Hun trak sin cykel ud på gaden.

Jeg prøvede også at smile. Prøvede at ligne en, der var glad.

Jeg stillede mig foran et spejl og tog tid på, hvor længe jeg kunne holde smilet.

Kunne jeg for eksempel holde det længe nok til at gå ned på gaden og vente, til en mand passerede på det modsatte fortov, så mig smile og tænkte: Der går en mand med styr på tingene, en lykkelig bilejer med et dejligt hus og en smuk kone.

Og så ville jeg vinke til ham, og han ville vinke tilbage, og så

28

ville alle vide, hvordan to tåber i lykkelandet tager sig ud.

Da Liv kom hjem den eftermiddag, var jeg taget afsted for at blive væk. Uden at jeg helt kunne fatte meningen med det. Som min mormor sagde: ”I dag farer de unge vild fra næse til mund.”

Jeg tænker, at dengang hun havde min alder, var hendes bane for længst udlagt. Tiderne skifter. Vi andre skal finde vores igen og igen, og ingen veje er snorlige. Der var absolut ingen fejl ved Liv, som jeg ikke kunne leve med. Så det ville være vandret forkert at udelukke, at det var mig selv, den var gal med. Ikke hende, ikke os, men mig og min manglende evne til at leve med gentagelserne i de faste former. We love our lovin’. Nogle gange tænker jeg, at de sange, der fyldte min barndom, har sat sig som sandheder i min sjæl. But not like we love our freedom. Men hvad ved jeg, der aldrig har lært at kende forskel på veje og vildveje, men per refleks kender alle de hurtige udveje, når det gælder, og måske forveksler det med frihed. Det måtte jeg se at få styr på.

Der var snart gået fire måneder, siden jeg lukkede vores hoveddør bag mig, og jeg havde endnu ikke fået styr på hverken det eller andet.

Da jeg gik videre hen ad stranden forbi Varna, fandt jeg den kniv frem, som jeg havde snupset oppe hos Skibsbriksen.

Jeg tegnede en cirkel i strandsandet og overvejede, om man kunne melde krig mod sig selv. Jeg melder krig mod … var en af de mange børnelege, som Fætter Fut underholdt med til festerne i Livs familie. Uagtet at ingen bad ham om det. Fætter Fut gjorde altid sig selv til centrum som selvudnævnt underholdningschef.

Han mener vist, det giver ham ret til at fratage familien viljen til selv at bestemme. Trods støt dalende entusiasme fra fætrene og

29

kusinerne og deres påhæng, var der aldrig nogen, der stoppede ham. Fætter fucking Fut er vinterbader, uden tvivl.

Cirklen delte jeg op i tre lande: Idtalien, Leroystan, og Checkpoint Charlie. Efter at jeg havde glattet sandet pænt ud og taget opstilling uden for cirklen, erklærede jeg krig mod mig selv og kastede, som reglerne foreskriver, kniven hårdt ind i cirklen.

Den ramte lige i midten, lavede bare et blødt hul og lagde sig ned på siden. Jeg samlede den op og kastede den endnu hårdere.

Og gjorde det igen og igen, til den sad rank og lige i den efterhånden ødelagte midte. Da jeg trak den op, blev jeg ramt af en distinkt lugt, der steg op fra sandet. Den kom fra en død fugl i fremskreden forrådnelse, som nogen havde begravet. Mellem toppen af kraniet og næbbet hang et rødsort øje, der så ud, som om det stadig kunne se. Og det gloede på mig, som om det var min skyld, det var endt sådan. Kadaveret og stanken fik kvalmen til at melde sig igen. Den steg fra mellemgulvet op til en af hjernehalvdelene, hvor den fremkaldte et billede af glemte, slagtede dyr, der hang på kødkroge i lange, lige rækker. Det havde anet mig, at der var something rotten in the state of Leroy.

Jeg smed kniven ind i det tætte buskads med hybenbuske. Og så gik jeg min vej. Lidt efter vendte jeg tilbage, tiltrukket af det lange, skarpe blad og det gyldne skaft, og fandt kniven og tørrede den af i nogle blade, før jeg stak den ind mellem bæltet og linningen på mine Levis.

Så gik jeg min vej igen. Mod Ballehage, eller måske lidt længere sydpå til et lidt mindre rodet og mere ensomt sted. Lidt længere udad til Silistria, for eksempel, hvor man kunne lade sig opsluge af verdensaltet og finde fred med sig selv og den fremtid, jeg for tiden ikke kunne se for mig. Men som ikke desto mindre ventede mig.

30