Læseprøve: "Lola omvendt" af Monika Fagerholm

Om romanen Hvem slog bambi ihjel?

♥♥♥♥♥ ”En nådesløs afdækning af menneskers hykleri” – Politiken ”Hvad skal jeg mere sige andet end, at Monika Fagerholms roman er et stilistisk mesterstykke i en lige så mesterlig oversættelse ved Pia Juul.”

– Information

Lola omvendt

”Man, that’s weird”, siger Ray og vil høre mere.

Lola omvendt

Forfatterfoto: Niklas Sandström

Monika Fagerholm (f. 1961) slog internationalt igennem med romanen Skønne kvinder ved vandet (1994). For romanen Den amerikanske pige (2005) modtog hun Sveriges største litterære pris Augustpriset. I 2020 vandt Monika Fagerholm Nordisk Råds litteraturpris for romanen Hvem slog bambi ihjel?

Lola omvendt udkom oprindeligt i 2013, men foreligger her for første gang i dansk oversættelse.

Monika Fagerholms Lola omvendt er en rystende historie om nogle menneskeskæbner i en by, hvor alle kender alle, politiet og forbryderen, butiksejeren og butikstyven. Estonia er lige forlist, men selvom døden skyller ind fra alle fire verdenshjørner, så overlistes den gang på gang af fortællingens vilde livsmod og humor. Fagerholms univers er uendeligt stort, men også landsbysmåt – tiden ophører, og den bruser af sted. Det er spændende, det er smukt, det er sørgeligt. ”Jeg kan ikke love jer, at der bliver en dag i morgen”, prædiker præsten.

MONIKA FAGERHOLM

Årsagen til Jana Martons tilbagevenden er en middag hos Minnie Pettersson. Alle de gamle venner skal mødes til høstmiddag.

Alle, som lever – og de viser sig at være flere, end man skulle tro. Festen tager en overraskende drejning, da mordet på Flemming Pettersson kommer på tale.

MONIKA FAGERHOLM

Jana Marton vender tilbage efter sytten år til Flatnäs, den lille by ved sydkysten, byen med uskyldige gule skovblomster i sit byvåben. Hun vender også tilbage til mindet om mordet på Flemming Pettersson – en gådefuld, brutal forbrydelse, der berørte flatnäsboerne i midten af 90’erne. Det var Jana, der fandt liget. Morderen fandt ingen.

“Det er præcist og sjovt, men romanen er ikke satire. Den udfolder sig i spændingsfeltet mellem karikatur og rå realisme.”

– Weekendavisen

 Kristeligt dagblad Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2020

Roman

Lola omvendt_CVR.indd 1

28.03.2022 12.36

Lola omvendt_INT.indd 2

28.03.2022 10.55

mon i ka fag e r h ol m

Lola omvendt

På dansk ved Juliane Wammen

Lola omvendt_INT.indd 3

28.03.2022 10.55

Lola omvendt Af Monika Fagerholm Oversat af Juliane Wammen 1. udgave, 1. oplag Copyright © Turbine 2022 Originaltitel: Lola uppochner Copyright © Monika Fagerholm 2012 Udgivet efter aftale med Salomonsson Agency Omslag og sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740670905 www.turbine.dk Udgivet med støtte fra FILI

Lola omvendt_INT.indd 4

28.03.2022 10.55

PERSONER 1994 Jana Marton, sportspige, 15 år og netop flyttet til Flatnäs.

Petra, Jana Martons mor.

Dan-Johan, Petras nye mand. Jana og Petra og Dan-Johan bor i en lejlighed i forstaden Skatbacken lidt uden for Flatnäs centrum.

Dan-Johan har et lille sommerhus ved Blanksøen hvor Jana Marton og Dan-Johan tilbringer meget tid sammen.

Charles Berglund, 25 år, politiassistent. Bor i Hällaskovene. Östen Berglund, politiassistent, Charles’ tvillingebror. Bor i Hälla­ skovene.

Henrik Pettersson, 17 år. Bor i en af de fornemme villaer ved Skitvigen.

Knut ”Knutte” Pettersson, 15 år, Henriks lillebror.

Chloe Pettersson (f. Brakhage), Henriks mor.

Stig Pettersson, Henriks far.

Flemming Pettersson, Henriks fætter, 22 år.

Hertugen af Saint-Tropez alias Gunnar Pettersson, Flemmings far, bosat i Sydfrankrig med sin kæreste Nina Balders (se nedenfor).

Minnie Backlund, 18 år. Bor i en af de fornemme villaer ved Skitvigen.

Mitja Backlund, 16 år. Minnies bror. Familien har en sommer­ residens på Røverblusset ude i skærgården.

Den Gale Kvinde, Minnies og Mitjas faster, berømt digter, i halvtredserne. Bor om sommeren i en lille hytte, Den Gale Kvindes hus, ude ved Røverblusset.

Ca Bäck, 17 år. Bor i Møllen et stykke uden for Flatnäs, på den anden side af Den Franske Strand.

5

Lola omvendt_INT.indd 5

28.03.2022 10.55

Anita Bäck, 19 år, Cas søster. Lider af en sjælden muskelsvindsygdom der brød ud i tiårsalderen. Sidder i kørestol på øverste etage i Møllen.

Ulrika Bäck, 36 år. Cas og Anitas mor, mislykket digter.Tidligere gift med Ib Kavanaugh og endnu tidligere med Ronald Rouhe (se nedenfor).

Ib Kavanaugh, digter, perfomancekunstner, død ved selvmord i december 1992. Kom til landet efter at have forelsket sig i Ulrika Bäck til en international poesifestival, boede sammen med Ulrika og Ca og Anita i en hytte ude i Hälla indtil han fik virkeliggjort sin vision om ”et hus i vinden” – Møllen. Der flyttede familien ind i begyndelsen af 1990’erne.

Anna Svanberg, 18 år. Henrik Petterssons kæreste, Minnies veninde. Bor i Västra Finslyet.

Ted Tallqvist, 58 år, verdensberømt dokumentarfilminstruktør, har vundet en Juliette i Hollywood.

Ramona ”Reppan” Tallqvist født Fagerström, 40 år, Teds hustru.

Indfødt Flatnäsboer, datter af den legendariske Grønne Smaragd, Imogen Fagerström.Ted og Reppan Tallqvist bor sammen med deres sønner Bill&Bull og mopsen Gloria i Den Gule Villa ved naturområdet tæt på Flatnäs centrum.

Eva Anderberg, fhv. lærer og præst, i tresserne. Har engang i fortiden startet Sorggruppen i Flatnäs. Bor i en lejlighed i Flatnäs centrum.

Nina Balders, 35 år, ven med Eva Anderberg, for øjeblikket ­kæreste med Gunnar ”Hertugen af Saint-Tropez” Pettersson (se ovenfor). Fhv. varehusdetektiv i storbyen. samt Filip Marin, 17 år. Søn af Gusse ”Fikser” Marin, supermarkeds­ bestyrer.

Bjarne Marin, 18 år, Filips fætter. Entreprenant slyngel, arrangerer for eksempel salg af slik og pølser med samt udbringning af

6

Lola omvendt_INT.indd 6

28.03.2022 10.55

illegale pornoblade i sin varevogn ”Candy Hot Truck”. Tjener mere end faren, taxachauffør Herman Marin. Bjarne Marin bor i portnerboligen neden for Den Gule Villa i naturområdet sammen med en stor og gul og skrækindjagende missekat uden navn.

Linnea Lind, 17 år. Fhv. bedsteveninde med atletikhåbet Fanny Holmström som døde af anoreksi kun 15 år gammel.

Skeletfuglene (Børnearméen): Lila, Lange John, Blege Becky osv.

Og Missne, lille pige med en hamster ved navn Rubin. Børn.

Rönnlund, politikommissær.

ReceptionsAnnie, receptionist på politistationen.

Ronald Rouhe, lokal gangster. Bor i skovene på den anden side af Blanksøen.

Birger Stenqvist, kommunalpolitiker, elsker.

2011 En del af de ovenstående sytten år senere, samt: Jarl ”Jalle” Tallqvist, finansmand i tresserne der har sadlet om og er blevet kunstner. Yngre bror til den verdensberømte dokumentarfilminstruktør Ted Tallqvist. Bor i en af de fornemme villaer ved Skitvigen (den fhv. backlundske villa). Ophavsmand til skulpturparken Menneskehaven i sin have.

Surit Tallqvist (f. Sung), i fyrreårsalderen.

Lola omvendt_INT.indd 7

28.03.2022 10.55

Lola omvendt_INT.indd 8

28.03.2022 10.55

”Do not go gentle into that good night.

Rage, rage against the dying of the light.”

– dylan thomas –

Lola omvendt_INT.indd 9

28.03.2022 10.55

Lola omvendt_INT.indd 10

28.03.2022 10.55

Flatnäs, 2011

Lola omvendt_INT.indd 11

28.03.2022 10.55

Lola omvendt_INT.indd 12

28.03.2022 10.55

Menneskehaven I (Kommer tilbage 2011)

Jana Marton parkerer bilen ved Skitvigen, ved de private både­ broer. Slukker motoren, ruller vinduet ned, trækker vejret dybt.

Indånder den bløde, milde luft. Her, foran broerne, så velkendte, selvom det er længe siden hun sidst var her, flere år.

Begyndelsen af september nu; stadig enkelte både fortøjet ved kajerne der er omgivet af ståltrådshegn med tunge låse på lågerne. Adgang forbudt for uvedkommende. Skiltene er nye, ligesom hegnet, låsene. Egentlig ikke så overraskende. Bådene ved Skitvigsbroerne er ikke hvilke som helst, det er hvide, vældige havjægere, de allerfineste og dyreste i Flatnäs. Sådan har det altid været, sådan er det nu.

Havblik, vandoverfladen spejlblank. Det har stormet hele ugen. En iskold blæst der har flået i hustagene inde i storbyen hvor hun bor, og hvorfra hun er kørt herud til Flatnäs denne fredag eftermiddag. Og regnet, som i øset ned, i dagevis. Men nu lige i tide før weekenden er blæsten stilnet af, og det er varmt igen. De har lovet sensommer indtil på lørdag, først derefter begynder det at blæse igen. Vind med orkanstyrke. Sådan sagde de i vejrudsigten i nyhederne som hun lyttede til på vej herud.

Hun skal tilbringe weekenden i Flatnäs. Overnatte på motellet.Tilbage i Flatnäs efter så mange år; det er sytten år siden hun boede her.

13

Lola omvendt_INT.indd 13

28.03.2022 10.55

Strandpromenaden ved bådebroerne er næsten øde, sommersæsonen er jo slut, og der er kun Flatnäs’ egne indbyggere tilbage. En mand løber efter en hund som har revet sig løs; hunden, lille, langhåret, hvid, sprinter forbi de pragtfulde villaer der ligger på række langs strandkanten længere inde i vigen; ind mod naturområdet som er noget særligt fordi der udelukkende vokser løvskov hvilket er et særsyn på disse breddegrader. Og om foråret et gult anemonehav mellem træerne: afbildet på samtlige Flatnäspostkort fordi det skal være Flatnäs’ vartegn – fine anemoner, den idyl. Hunden og manden forsvinder af syne.

En mat eftermiddagssol kigger frem over de spinkle elletræer på næsset der omslutter det inderste af Skitvigen. Altså der hvor de allerfornemste villaer ligger, et stykke borte på den anden side af græsplænen som breder sig bag den lille parkeringsplads hvor hun har stillet bilen. Girsens, Petterssons, familien Tufvas og længst inde, ved sivskovene inderst i vigen, det som nu er Tallqvists hus.

Smuk arkitektur: disse huse er ikke ”gamle” ligesom husene i Flatnäs’ ældste bydel Gamla Stan hvor boligpriserne er lige så skyhøje – de fleste af dem er bygget efter krigen. Og Tallqvist har ladet opføre en slags loftsetage på taget af deres villa, den der engang i fortiden – dengang Jana selv boede i Flatnäs – tilhørte familien Backlund – men det var dårlige tider, familieforetagendet gik bankerot, og Backlund mistede alt, herunder den smukke sommerbolig Røverblusset, det som datteren af huset, Minnie Backlund, stædigt holdt fast i at kalde Residensen. Men Minnie giftede sig med Henrik og blev en Pettersson og kunne siden købe ­Røverblusset tilbage, ikke hele grunden, men en stor del af den.

Minnie Pettersson, det er mærkeligt; de kendte ikke hinanden, Jana Marton var altid den yngre og hørte jo heller ikke til det villaerne og creme de la creme-selskab af unge fra Skitvigs­ Gamla Stan som hang ud med hinanden.

14

Lola omvendt_INT.indd 14

28.03.2022 10.55

Men det er faktisk, på sin vis, Minnie der er årsag til at hun er her. Inviteret af Minnie Pettersson. ”Høstmiddag for pigerne.” ”Jamen selvfølgelig skal du da med, du var en af de første jeg tænkte på,” sagde Minnie Pettersson født Backlund i telefonen da hun ringede for at tjekke. ”Birger Stenqvist er død, har du hørt det?”

Birger Stenqvist? Nej, ingen klokker ringede, men så: ”nåja, ham kommunalpamperen.” ”Ja, det er rigtig nok,” lo Minnie. ”Men han var også min gudfar.”

Tallqvists hus, den øverste etage: ligner kommandobroen på et fartøj – hæver sig over en muromkranset have fuld af hvide skulpturer af mennesker i naturlig størrelse, Menneskehaven. Han har selv lavet dem, Jarl ”Jalle” Tallqvist – finansmanden der opgav bankverdenen for at blive kunstner. Selv stenmuren blev bygget med håndkraft, så meget som det lod sig gøre.

Den er to meter høj og tillader intet indsyn.

Og hun har jo heller ikke selv set alt det der, Jana Marton, haven, skulpturerne, huset indvendigt og udvendigt, på stedet, i virkeligheden. Kun på fotografier fra en reportage. I et eller andet blad; hjemme hos kunstneren og hans hustru.

Kunstneren bag denne skulpturpark som ligner et opløb – mennesker af sten, hvide mennesker. Og der blandt stenstatuerne har kunstneren selv siddet i dårligt humør og klaget over lillebyens indskrænkethed og mangel på udsyn, perspektiv – og talt om sin egen længsel efter for eksempel den vidunderlige ø i det indonesiske øhav hvor han tilbringer en del af vinterhalvåret sammen med sin hustru Surit; sur ligesom ham, Surit. Sådan ser hun i hvert fald ud – høj, mager, vindtør, særlig interesse ”design og indretning”.

15

Lola omvendt_INT.indd 15

28.03.2022 10.55

Indenfor i huset rene flader. Glasting, malerier, abstrakt kunst.

Ingen bogreoler eller bøger bortset fra en bunke såkaldte coffee­ tablebøger med glittede illustrationer tilsyneladende tilfældigt placeret på sofabordet, også det af glas. ”Hjemmet skal være et sted hvor man kommer til for at blive renset,” konstaterer kunstneren sammen med sin hustru. ”Skræller alt det mentale snavs af sig som man har samlet sammen udenfor. I hjemmet skal essensen af alting findes, uden ydre indflydelse.”

To huløjede millionærer i et stort og øde indre … you are now entering the human heart.

Men Jana, i midten, for satan, ser det faktisk sådan ud derinde? ”For satan.” Noget andet fra et andet sted. En stemme som Jana Marton stadig kan høre inden i sig sommetider. Og den var her, i Flatnäs, selvom det er længe siden.

Anitas stemme. Anita fra Møllen.

Hvordan det engang gjorde ondt. Og stadig gør, også det.

Sommetider, selvom det er længe siden.

Og øverst i huset i den tilbyggede fløjdel med en udsigt et par meter over alle andre huse i Skitvigsrækken, står kunstneren bagefter selv til sidst og bander i den reportage: ”Stå her og stirre på havet, for fa’en. Skitvigen, sivskovene.

Havet. Det er slet ikke så dårligt –” Og det har han jo ret i, kunstneren, Jarl ”Jalle” Tallqvist som ikke er særlig kendt i egen ret, og måske er det der skoen trykker: for han er bror til den verdensberømte dokumentarfilminstruktør Ted Tallqvist som en gang for nogle tiår siden blev belønnet med en Juliette for årets bedste dokumentarfilm, i Hollywood.

Ted Tallqvist, med et slag Flatnäs’ stolthed, for han boede her i ganske mange år, også han i en smuk, gul villa på en bakke midt i naturområdet.

16

Lola omvendt_INT.indd 16

28.03.2022 10.55

Sådan er det i Skitvigen: temmelig langt til det åbne hav herfra.

Og brokke sig over alting, men alligevel blive her. Også en ganske udbredt Flatnäsfølelse.

Men, havet: bag det næs der omkranser Skitvigen, ligger Stadsfjorden som umærkeligt bliver til andre fjorde med andre navne; Fjäderfjorden, Smörfjorden, Den Franske Fjord og så videre, for den indre skærgård er langstrakt og ørig, flere kilometer, og først der, efter alle fjordene, dukker det frem: havet, vildt og åbent, med sine klippeøer og horisonter.

Og det er der hun kommer fra nu.

Eller, tja, på den anden side, havet siger heller ikke hende så meget – har aldrig gjort det, hun er jo ikke noget bådmenneske, eller sejler for eksempel, egentlig ikke. Og dengang hun selv boede her, var havet næsten aldrig i hendes bevidsthed over­hovedet.

Kun to gange har hun været der rigtigt, ad søvejen altså, med båd. Første gang med Filip Marin, i teenageårene, kun de to alene, det var i foråret efter efteråret 1994 hvor de blev kærester.

De var sejlet ud i Filips motorbåd og havde overnattet på en lille træløs ø der hed Söderskær, i telt, i en klippesprække, havde frosset som små hunde, men derudover havde det været dejligt.

Den anden gang de sejlede ud over fjordene i den indre skærgård ud mod det åbne og tilbage igen, var i forbindelse med brylluppet for syv år siden, maj måned 2002. De havde lejet restaurantbåden Vovestykke II til festen efter vielsen i kapellet i Hälla; et lille cruise med mad og dans og lykønskninger, og da de kom i land, havde hun og Filip omgående sat sig ind i bilen og var kørt tilbage hjem til storbyen og var tidligt den følgende morgen fortsat til lufthavnen på bryllupsrejse som var fjorten dage på et All Inclusive-resort i det indonesiske øhav.

Og – siden dengang har hun ikke været her, i Flatnäs, overhovedet. Syv år, plus ni år inden da: da hun seksten år gammel i

17

Lola omvendt_INT.indd 17

28.03.2022 10.55

vinteren 1995 forlod Flatnäs, forlod hun byen for altid. Og hvordan det føles? Nu? Velkommen tilbage? Og vandet var aldrig så mørkt, så stille.

I Skitvigen, her og nu, hvor hun sidder i bilen og forsøger at ryste det af sig – netop det, havet. Den følelse.

For det er altså der hun allerførst er taget hen, som efter en indskydelse. Havet, Røverblusset; en af de alleryderste små øer i skærgården hvor man jo også visse steder ganske udmærket kan tage bil med: på Røverblusset er der nu om dage en sommercafé med gæstehavn. Men det er der hun allerførst kørte hen, som efter en indskydelse.

Drejede af til venstre lige efter afkørslen til Flatnäs og kørte ud ad skærgårdsvejen, flere kilometer, kørte og kørte – forbi den lille skovvej hvor deres sommerhus engang lå og måske stadig ligger, det ved hun ikke.

Dan-Johans hus, hendes stedfar i de år; nogle kilometer fra Flatnäs centrum, ved en lille sø. De havde boet der, hende og ham, meget ofte kun de to sammen, for hendes mor Petra har aldrig været videre begejstret for sommerhuslivet.

Om sommeren og i weekenderne plejede hun at cykle frem og tilbage mellem huset og byen hvor hun dengang arbejdede i Gusses supermarked; som sommerferiejob, og i skoleåret som tilkaldehjælp om aftenerne og i weekenden.

Hun havde elsket at cykle, løbe, ro – Men siden havde Petra ”fundet sammen med” sin forrige fyr, Mats, og havde sagt til Dan-Johan at hun var gravid og at det ikke var hans barn og så videre.

Hun havde naturligvis været vred på Petra.

Men der var også sket så meget andet dengang, her i Flatnäs.

Det der frygtelige sidste halve år, efteråret 1994, vinteren 1995 – hvor alting blev ødelagt og forandret for hende, uigenkaldeligt.

18

Lola omvendt_INT.indd 18

28.03.2022 10.55

Og så bagefter, tilbage i storbyen med Petra havde hun glemt, først bevidst, som et resultat af anstrengelser og vilje og derefter, da det værste chok havde fortaget sig og alting begyndte at normalisere sig, i stadig højere grad som en vane, automatisk.

Og der havde jo været et andet liv også: skolen, senere studierne, arbejdet så småt. Og tiden var gået, hun fyldte atten, nitten og blev selv voksen; begyndte at læse på handelshøjskolen, og Filip fulgte efter, og de forlovede sig så og flyttede sammen og gjorde studierne færdige og giftede sig og tog et stort lån i et rækkehus.

Hun skal mødes med Dan-Johan i aften. For første gang i sytten år. Har bestilt bord på Grillen – ikke den gamle Grillen, men den nye Grillen.

Her vil hun også fortælle at hun og Filip skal skilles.

Men forbi altså, og videre, ad lange veje i retning væk fra Flatnäs centrum har hun kørt, med to færger på vejen, inden hun er nået frem og har parkeret og er steget ud af bilen på en lille offentlig skovparkeringsplads. Røverblusset, hele området som sagt engang den backlundske slægts sommerresidens – i dag den ene del udelukkende Petterssons. Og præcis ligesom bådebroerne i Skitvigen, i dag altså delvist Petterssons.

Og – præcis ligesom bådebroerne i Skitvigen, afspærret: kode­ låse på lågen i et højt plankeværk – brædderne sat ret tæt sammen, men der har hun alligevel stået og trykket næsen imod.

Forsøgt at kigge ind, huske noget, forestille sig.

I hendes ungdom havde det hele været åbent, og om foråret og efteråret efter sæsonen var Blusset blevet et hemmeligt udflugtssted for de unge, Kilroy was here, sådan noget. Altså ikke blandt dem der kom fra de fine familier som Petterssons og Backlunds og Svanbergs og så videre – men på et tidspunkt havde det næsten været en tradition at alle skulle ud til

19

Lola omvendt_INT.indd 19

28.03.2022 10.55

Røverblusset og ind på området og ned til en gammel badstuehytte, som alle kaldte Den Gale Kvindes hus, i et skovbryn på en høj klippe længere ude.

Gå ind i huset og være der, der var aldrig låst. Og når man var der, skulle man være der, uden noget formål: bare være et stykke tid – det var Filip der havde fortalt hende det, at det var sådan og altid havde været sådan. Og en gang var de cyklet herud sammen: Det havde været første gang de lavede noget sammen, kun de to. Efteråret 1994, september, det havde været efter … ja alt det frygtelige var begyndt allerede dengang.

Mordet på Flemming Pettersson og alt, alt, som fulgte efter.

Den Gale Kvindes hus: et ganske almindeligt bjælkehus egentlig, og Den Gale Kvinde havde vel egentlig heller ikke været så gal endda, selvom Jana Marton faktisk aldrig havde mødt hende: forfatter af profession, og der i sommerhuset havde hun plejet at sidde og skrive når hun var der.

En Backlund var hun jo også, men lidt sær og speciel sådan som skabende mennesker kan være. Så hvis hun blev betragtet som familiens sorte får, så havde det været med kærlighed frem for alt.

For de havde holdt af deres faster, hendes nevø og niece, de to søskende Minnie og Mitja Backlund. Vores særlige faster, havde man sommetider hørt Minnie sige, men aldrig uden tilføjelsen, men så er hun jo også landets fineste digter.

Minnie Backlund. Som giftede sig med Henrik Pettersson og blev en Pettersson. Og overtog alt det her: hele den forhen­ værende backlundske sommerresidens.

Hun er blevet ved med at gå. Langs med plankeværket og der hvor plankeværket endte, en sti, et skilt, ”sommercafé”, og hun er gået ind på stien der fører op ad en høj bakke, en mosklædt stejl skråning, haft lidt svært ved at gå i de pæne sko, egentlig helt flade, men ubrugelige ude i den vilde natur.

20

Lola omvendt_INT.indd 20

28.03.2022 10.55

Oppe på bakken et slags udsigtspunkt, det var der heller ikke i hendes tid. Dengang bare skov, skov det hele, men nu altså både sommercafé på bakken og en gæstehavn nedenfor.

Og på den anden side – den private grund mellem træ­ plankeværket som hun står højt oppe over nu – har hun faktisk ind mellem træerne kunnet skimte den gamle hytte, Den Gale Kvindes hus.

Men foran hende og lige frem: havet, lange bølger. Efterårshav, gråt og svagt glitrende i solen der er trængt igennem et sprækket skydække, lange, dybe dønninger. Efterdønninger: rester af stormen som nu er stilnet af.

En båd er dukket op i indsejlingen langs kysten, den vipper hid og did i de lange, tyste bølger. Stort træmonstrum, glasfiberovertrukket lyseblåt ruf. Ikke just nogen skønhed, og mange mennesker om bord. Unge kvinder og mænd, musikkens dunken. Den har stampet i bølgerne under hende, det har set halsbrækkende ud. Passeret bakken der hvor hun stod, og er drejet ind mod gæstehavnens bådebroer.

Bagefter har hun været på caféen, et hyggeligt og ret lille lokale med en masse ragelse på en hylde langs væggen helt oppe under loftet. Fiskenet hængende i bløde buer fra loftet, ophængte stormlygter og søkort og fotografier af hav og både overalt. Bag disken et par unge mennesker; pige, dreng, som har været optaget af at fjolle rundt med hinanden. På den der kærlighedsfulde måde, som et teenagepar.

Ingen andre kunder derinde: Hun har købt sig en kop kaffe og sat sig ved et bord længst ovre ved vinduet.

Kigget ud. Den store grimme båd som hun så før oppe fra skrænten, er nu nået frem til bådebroerne. Drengen bag disken er løbet ned til stranden for at hjælpe med fortøjningen.

21

Lola omvendt_INT.indd 21

28.03.2022 10.55

”I har et fint sted her,” har Jana Marton sagt til pigen da de er blevet alene i det lille lokale. ”Synes du?”

Pigen er lyst op og kommet hen til hende. ”Synes du?” ”Alle de ting.” Jana Marton har peget op mod hylderne langs med loftet. ”Ved du hvad? Det er tyvekoster. Vi er sørøvere, ha ha. Jeg mener, jeg er: og kun lidt, kun på min mors side. De hed Backlund, de var sørøvere, de boede her.

Det her sted hedder Røverblusset, blus som i bål, og de tændte falske bål på klipperne så fremmede fartøjer der kom ind fra havet og troede at det var lodsbål, navigerede forkert og gik lige på Røvergrunden og kom i havsnød, og så sejlede familien ud og slog besætningen ihjel og bjærgede lasten.” Pigen ler. ”Så vi holder historien i live.” ”Ej,” siger hun så, ”du skal ikke tage dig af hvad jeg siger, det var måske slet ikke sådan det var. Men det her er arvegodset.”

Og Jana Marton har også trukket lidt på smilebåndet, så har hun forsigtigt sagt: ”Og du er så Minnie Petterssons datter?”

Pigen, lyshåret og lidt buttet, har set forbavset på hende. ”Hey, kender vi hinanden?” Har leet, stukket hånden frem. ”Jo, det er rigtigt. Jeg hedder Lotta Pettersson.” ”Jana Marton. Jeg boede her engang. I Flatnäs. Jeg skal ud til Minnie i morgen –” ”Ha ha … good luck. Når mor har selskab, må man hellere komme af vejen. Ligesom far. Han tog til Frankrig. Var I også gode venner?” ”Hvem?” ”Dig og far. Henrik Pettersson. Kendte du også ham? – Hey, hvad er der?”

22

Lola omvendt_INT.indd 22

28.03.2022 10.55

For pludselig, men længst oppe på en hylde tæt på vinduet, har Jana Marton set den.

Rejst sig og er gået nærmere. Hun har ikke troet sine egne øjne – og på den anden side, hvor naturligt.

Dukken.

Den samme dukke.

Siddende på hylden, dinglende med benene – luvslidt, gammel, Lola omvendt.

Men ikke navn på maven længere: ingen kjole. ”Dukken. Jeg genkender den.” ”Åh den. Den sad i Den Gale Kvindes hus. En badstuehytte på vores grund.

Jonatan og jeg tog den med herned da vi åbnede caféen.

Jonatan,” en håndbevægelse mod døren, ”er min kæreste, vi har holdt den i gang sammen efterhånden i et par somre.” ”Jeg kender det. Den Gale Kvindes hus. Jeg var der.” ”Aha.” ”Jeg mener, ikke bare der.Vi plejede at cykle herud en gang imellem, om efteråret. Badstuehytten stod altid åben, man kunne bare gå ind. Dengang var der jo ikke nogen port eller noget hegn.” ”Jeg forstår,” Lotta har leet mere, kilroy was here, jo, hun forstår. ”Dukken var der dengang. Jeg kunne bare genkende hende.

Hun hedder Lola. Lola omvendt.” ”Den Gale Kvinde var mors moster, og digter. Lad de små børn komme til mig. Blev lidt religiøs på sine gamle dage, det er det eneste jeg kan huske om hende. Nok lidt sær, men en fin digter, en af landets fineste – Vil du have den?” ”Hvad?” ”Dukken. Den har brug for et ordentligt hjem, ellers er vi nødt til at smide den ud. Det er den sidste weekend vi har

23

Lola omvendt_INT.indd 23

28.03.2022 10.55

åbent, vi rømmer stedet. Jonatan og jeg lukker caféen. Vi skal på jordomrejse.”

Men så har der ikke været tid til mere snak, for caféen er blevet fyldt med mennesker fra den båd der, og Lotta Pettersson har fået nok at gøre bag disken.

Og hun er selv gået sin vej. Gået ned ad bakken, ad stien, tilbage til parkeringspladsen. Har stået lidt igen og kigget ud over vandet og båden ved gæstehavnsbroen: stadig dunkende musik, drengen ved navn Jonatan og en anden mand i gang med at justere fortøjningen.

Gammel træbåd med glasfiberbeklædning, lyseblåt, plastik­ laget er blevet sat på af en amatør, sådan har det set ud til her på nærmere hold.

Men da hun allerede har siddet inde i bilen og startet motoren, er Lotta Pettersson kommet løbende med den store dukke.

Og samtidig er der kørt et par biler ind på parkeringspladsen: folk i sort tøj, pænt tøj, begravelsestøj, er steget ud og er begyndt at tage oilskinstøj på, støvler, redningsveste.

Gamle folk, måske skærgårdsbeboere, for der er jo ikke så mange der tager ud til sommerhusene i weekenden i begyndelsen af september.

Jana har bremset, Lotta Pettersson har åbnet døren i passagersiden: ”Hey. Jeg tænkte. At du alligevel skulle have den her. Som et minde eller sådan noget –” Og har leet, sat trædukken på sædet ved siden af Jana Marton. ”Og se. Hvor blev hun glad. Nu får hun lov at komme med – ud i verden, Lola omvendt.”

Og så har hun smækket bildøren i og er forsvundet af syne, op ad stien tilbage til caféen.

24

Lola omvendt_INT.indd 24

28.03.2022 10.55

Og her nu, altså, i Skitvigen, igen: stilheden, det næsten blanke vand.

Mennesketomheden: en mand med en hund, en gammel berner sennen, lunter afsted ad promenaden langs vandet. Bevæger sig langsomt, hund og hundefar, kigger ikke i retning af hende da de kommer forbi, ind mod byen, torvet i Flatnäs, centrum.

De vidtstrakte grønne græsplæner. Villaerne som rejser sig i baggrunden. De mørke villaer, en af dem skal hun besøge i morgen. ”Til høsttræf med pigerne.”

Velkommen til vores pigetræf. Stod der jo ikke i indbydelsen, men Høstmiddag: et lyseblåt kort, gammeldags riflet i kanterne; smuk skrift, guldbogstaver og noget gyldent efterårsløv oppe i øverste hjørne. Kom med posten, svar udbedes. Og først, som sagt, tænkte hun at det måtte være en fejl. Hun var jo aldrig med.

Hørte aldrig til dem selvom hun ligesom alle andre i Flatnäs godt vidste hvem de var, de lidt ældre unge fra familierne ude omkring Skitvigen og Gamla Stan og Västra Finslyet – som arrangerede middage hvor de regelmæssigt ”omgikkes hinanden”.

Hun der boede hos Petra og Dan-Johan i en lejelejlighed med to værelser og køkken på Skatbacken.

Og hun var jo nogle år yngre, tilflytter – ”Nej nej,” havde Minnie som sagt forsikret da Jana Marton ringede for at tjekke at hun ikke var blevet inviteret ved en fejl. ”Selvfølgelig skal du med. Du var en af de første jeg kom til at tænke på.”

Hæs latter, den lød bekendt fra dengang. Minnies bløde stemme, latteren. Meget venskabelig, og altid på en eller anden måde blottet for ironi.

Hun havde takket ja. Endda været lidt smigret og modvilligt erkendt det over for sig selv.

25

Lola omvendt_INT.indd 25

28.03.2022 10.55

Den der smigrede taknemmelighed, som en refleks: et rudiment fra den ungdom hun havde forladt, som ikke ligger noget sted i hende, havde fået hende til at føle afsky.

For ja, der havde været et tidspunkt hvor de havde interesseret sig for hende.

Hvor hun havde fået lov at være med. Minnie, Anna Svanberg, Linnea og hvad de hed … pigerne i den gruppe, de udvalgte.

Blevet inviteret med til hundepasningsweekend i den verdens­ berømte dokumentarfilminstruktør Ted Tallqvists villa i naturområdet en gang hvor ham og hans familie var bortrejst. ”Du er så fascinerende, Jana Marton. Så cool på en eller anden måde.”

Men hun vidste jo godt, hun havde vidst det: Det var på grund af Flemming Petterssons død at hun havde fået lov at være med.

For det var hende der havde fundet liget.

Og de havde udspurgt hende, ville høre historien igen og igen.

En historie der begynder med at en pige en morgen ved Blanksøen skubber en båd ud i vandet.

Men, men – det var jo ikke hendes historie, havde ikke været det, ikke den … den … den var begyndt et andet sted, eller … måske lige der, men alligevel, en anden.

Overhovedet ikke særlig klart hvordan alt det der – det havde været grusomt. Men med så meget andet i sig, uklart også.

Anita, for eksempel. You are now entering the human heart. En anden, i kørestol, som læste bogryggene i et stort bibliotek højt. ”Kraa, kraa ulykkesfugl, ulykkesravn,” Anita som skrattede oppe i Møllen, ”Girl Interrupted, Lola Omvendt, Lola hænger sig … eller burde hænge sig.”

26

Lola omvendt_INT.indd 26

28.03.2022 10.55

Anita der sad i kørestol i et værelse højst oppe i Møllen, på gulvet mellem puslespilsbrikkerne som hun hele tiden lagde og lagde og lagde – Havde været enormt, det puslespil, over – det var ikke en overdrivelse – tyve tusind brikker.

Og når hun ikke orkede at lægge mere eller fik for ondt i benene af at kravle rundt på gulvet på maven mere end kort tid ad gangen – som det senere skete, mod slutningen, havde hun bare siddet der, og snakket.

Snakkede og snakkede. ”Nitten år og dødsdømt. Dagenes skum, Jana. Er det sådan det skal siges? Eller sådan her? Nitten år og ude af trit. Lola som går under: The Crack-Up.” ”Sådan er det jo ikke, Anita –” ”Men for helvede, det er jo sandheden.”

Og Anita der har trillet over til vinduet, lokket af lyden af en bildør der smækker: ”Men se nu her, sikke en overraskelse. Hvem har vi her? Hvis ikke Ca Bäck, min egen søster. En for alle alle for en, det er det der siges om hende. Men jeg er ikke dum, Jana, så ved du hvad jeg siger?

Jeg siger at ’hvem har vi her? Hvis ikke Tess af Uberville og hendes patetiske elsker der er kommet kørende over markerne?’” ”Hvilken elsker?” har Jana spurgt, og hun er også gået over til vinduet og har set bilen – en hvid Mercedes – holde nede i gården.

Anitas søster Ca Bäck som er steget ud af bilen som bakker, og bilen som er kørt sin vej, forsvundet over markerne.

Og Ca Bäck, med uglet hår og ligesom søvndrukken, er nogle øjeblikke blevet stående i gården inden hun ligesom har taget tilløb og er begyndt at gå op ad trappen til huset.

27

Lola omvendt_INT.indd 27

28.03.2022 10.55

”Ved du ikke hvad han hedder?” ”Nej.” ”Nå, så skal jeg fortælle dig det. Birger Stenqvist. Kommunal­ pamper og sikkert hundrede år gammel. Og at det er de to, ved alle her i byen selvom tys-tys, ingen lader sig mærke med det.”

Stenqvist. Birger Stenqvist. ”Birger er død, Jana.” Var det ikke det Minnie Pettersson sagde i telefonen? ”Der bliver en stor begravelse fredagen inden min middag.”

På skærgårdsparkeringen lige før: de sortklædte mennesker.

Birger Stenqvists begravelse. Kom de derfra?

Og Ca Bäck, Anitas søster, det var hende der senere blev pågrebet for mordet på Flemming Pettersson.

Ulykkesfugl, Ulykkesravn – Jana Marton ryster på hovedet, retter ryggen, rækker ud efter håndtasken på bilgulvet. Ender i øjenhøjde med trædukken.

Stor som et barn, sat oprejst.

Sidder der huløjet og glor på hende.

Det var sådan her det havde været, i Den Gale Kvindes hus, engang for længe siden da hun og Filip var cyklet ud til Røver­ blusset sammen. En af de første gange de var på tomandshånd, det frygtelige efterår, i september 1994. Hvordan de havde efterladt cyklerne ved parkeringen og var gået over grunden med flere beboelseshuse og ind ad en sti der førte til badstue­ hytten og der, i omklædningsrummet – ikke noget særligt ved det, et helt almindeligt rum med stol og bord og slåudseng og et lille tekøkken – og så til badstuedelen. Der, i det varme rum, på bænken, lå trædukken. Eller sad, placeret sådan i oprejst position.

Som om nogen havde placeret hende sådan.

28

Lola omvendt_INT.indd 28

28.03.2022 10.55

Det eneste ligesom hele, nye blandt alt ragelset. Hun havde blå kjole og naturfarvet hår af garn, vilde lokker, og rød bred stofmund – fløjl – og gnistrende sorte knapøjne som stirrede på dem, og pludselig havde de ikke turdet røre ved hende.

Stor. Som et barn.

Jana havde rakt hånden frem og var standset op. Filip havde gjort det samme og var også standset op – og de havde leet, lige­som forlegne, ikke sagt noget; sådan set ikke noget underligt ved det den første tid de var sammen. Med Filip, så generte: de første uger havde de næsten ikke talt med hinanden overhovedet.

Men der i badstuehytten havde han pludselig lagt sin hånd på hendes skulder og sagt at han kunne lide hende. Mumlet, faktisk. Og hun havde mumlet noget tilsvarende igen. ”Du skal ikke være bange,” havde han også sagt, pludselig. ”Du har mig.” Grødet i stemmen.

Lidt komisk også, bare en anelse, ved nærmere eftertanke. For Filip Marin var lille af vækst, og stemmen var næsten gået i falset ved alvoren. Jeg er ikke bange. Det var det man burde have svaret. Normalt. Men hun havde ikke kunnet. For bange havde hun jo været, skrækslagen.

Som om hun havde forstået det helt præcist netop da, der, i badstuehytten, med trædukken, og hvad det indebar.

Så det havde ikke været normalt, ikke fra begyndelsen, havde ikke kunnet være det, der havde ingen forudsætninger været.

Det mellem hende og Filip. At indse det. Nu. Hvordan de havde kysset, og den der uhyggelige trædukke som havde stirret på dem.

Stakåndet nu, en stille panik der vokser i hende. For de kommer nu, billederne, minderne, alt det gamle som har været væk, som hun ikke har tænkt på, skubbet væk, i evigheder – kommer væltende.

29

Lola omvendt_INT.indd 29

28.03.2022 10.55

Se dette: motelreceptionen den eftermiddag i oktober 1994.

Hun husker alting nu. De papirer hun var ved at udfylde, da telefonen ringede.

Og hvordan hun havde efterladt det hele, kastet sig op på cyklen – men ikke var nået frem.

Møllen som flammede op for øjnene af hende.

Og – se – her, her kommer historien, hele historien, væltende ned over hende.

NEJ. Og nej.

Tvinger sig tilbage til virkeligheden.

Tilbage til roen, det normale.

Håndtasken i favnen, hånden i tasken – hvad ledte hun efter?

En bil kører ind på parkeringspladsen, holder ind nogle få tomme pladser fra hende, en stor Land Rover, sølvgrå.

En mand i bilen. Står ikke ud, han sidder der bare.

Hun starter bilen, til motellet, nu kører hun herfra.

Hun bakker ud, og manden i bilen vender ansigtet mod hende, og hun ser.

Det er jo ham.

Et blegblåt opsvulmet ansigt.

Og nej, er det ikke.

Det ER ikke ham, men pludselig ved hun også hvem det er, ældre nu selvfølgelig, men ligheden mellem fætrene er der stadig.

Ikke Flemming, men Henrik Pettersson.

Han nikker til hende, hun nikker igen. Han genkender hende jo ikke, hvorfor skulle han? ”Kender du også far? Henrik Pettersson?”

Som hende pigen derude ved Røverblusset spurgte om for lidt siden. ”Nej, ikke rigtig, jeg var nogle år yngre.”

30

Lola omvendt_INT.indd 30

28.03.2022 10.55

Og det var jo sandt. ”Du godeste, når mor har fest … far tog endda til Frankrig.”

Og hvis Jana Marton i det øjeblik havde tænkt klart, ville hun måske også have tænkt noget andet.

På det som Lotta Pettersson også sagde, at far, Henrik Pettersson, rejste til Frankrig.

Men det er jo ikke rigtigt. Han er jo her.

Men hun tænker ikke.

For hun er et andet sted. I zenit.

I midten af sig selv, og det er i skrækken, rædslen.

Er standset op et stykke væk, kørt ind til kanten ved den grønne græsplæne.

Og hun sidder der, i bilen, ved siden af en trædukke, med en pistol i hånden.

Knuger våbnet, en Mauser, i håndtasken.

Mod rædslen.

Så – bliver hun bevidst om sig selv igen.Tilbage i virkeligheden: idiot.

Vikler våbnet ind i vaskeskindet igen og lukker håndtasken.

NEJ. Smider tasken på gulvet af bilen, ruller vinduet op og kører sin vej, til det motel hvor hun har booket sig ind over weekenden.

Puffer Lola i maven.

Nej, hun siger ikke – det hun sagde.

Må være noget med mekanikken der er gået i udu.

Sandheden findes i Lola omvendt.

Men ansigtet. Jana Marton glemmer aldrig det ansigt.

Lola omvendt_INT.indd 31

28.03.2022 10.55

Lola omvendt_INT.indd 32

28.03.2022 10.55