Læseprøve: "Lysene på den anden side"

Foto: Linda Wassberg

Han greb fat i gummibåden. Så sig om efter drengen. Spottede ham i den selvlysende orange vest med hvide reflekser. Han drev væk fra gummibåden med stor fart og forvandt indimellem bag en høj bølge. Peter tog en dyb indånding og svømmede efter ham, men en mand kom ham i forkøbet. Han kom ud af mørket og hægtede sig fast i drengen. Drengen kiggede forbavset på manden, som forstod han ikke, hvad han ville ham. Så kom der en mere og en mere. Snart var der en hel bunke af mennesker, der udkæmpede en brydekamp om redningsvesten, så drengen blev trukket under.

Døden kom som en kniv i mørket, og de efterladte måtte bare finde en måde at leve videre på.

Peter gør rent om natten med et lånt sygesikringsbevis som eneste identifikation. Han er kommet til København efter en lang og udmattende flugt over Middelhavet. Hans kone og børn blev taget af havet, og hans landsby er jævnet med jorden. En dag bliver Peter fanget af politiet og sat på et Herculesfly mod Nigeria. Men deportationen går ikke som planlagt.

Lysene på den anden side er en barsk og spændende roman om forholdene for afrikanske flygtninge, hvor flugt og vold er en del af hverdagen, og hvor den hårde rejse ikke slutter, selvom man når til Danmark.

HANS LUCHT

Hans Lucht er forfatter og antropolog. Han har de seneste tyve år forsket i migration og smugling hen over Saharaørkenen og Middelhavet, med langvarige etnografiske feltarbejder i Ghana, Niger, Libyen og Italien.

Han har blandt andet skrevet den prisvindende monografi Darkness before Daybreak om sit arbejde med afrikanske migranter. Hans Lucht debuterede med en roman i 2000 på Gyldendal. Siden har han skrevet digte, manuskripter og er en del af forfatterteamet bag computerspillet Hitman.

HANS LUCHT Lysene på den anden side_SMUDS.indd 1

ROMAN TURBINE

02.03.2021 12.09

Lysene på den anden side_INT.indd 2

02.03.2021 12.01

hans lucht

Lysene på den anden side

turbine

Lysene på den anden side_INT.indd 3

02.03.2021 12.01

Lysene på den anden side Af Hans Lucht 1. udgave, 1. oplag Copyright © Turbine 2021 Forlagsredaktion: Martin Graae Jørgensen Tekstredaktion: Hans Peter Madsen Omslag: Heidi Schmidt Jensen Sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740667158 www.turbine.dk

Lysene på den anden side_INT.indd 4

02.03.2021 12.01

Lysene på den anden side_INT.indd 5

At/ være grusom er nemt: det er nok/ ikke at elske tua forsström

02.03.2021 12.01

Lysene på den anden side_INT.indd 6

02.03.2021 12.01

1 En baby vrælede. Peter satte sig op i sengen. Klokken var tre om natten. Det kunne ikke passe, det var alt for tidligt. Hvorfor havde de ikke sagt noget til ham? Han tog en skjorte på og tændte sin lommelygte og gik hurtigt hen over gårdspladsen til et af rummene, hvor kvinderne fra Eritrea sov. En vammel lugt af blod og foster­ vand slog ham i møde. Moren havde lagt en arm hen over ansigtet og hulkede lydløst i lyset fra en osende benzinlampe. Skyggerne dansede hen over de rå vægge, hvorpå migranterne havde kradset deres oprindelseslande: Nigeria, Ghana, Mali, Senegal, Elfenbens­ kysten. De andre kvinder fra Eritrea vaskede hende og barnet. Det lille spædbarn var helt blåt og hvidt af fosterfedt. Moren var så tynd, man kunne tælle hendes ribben. En ældre kvinde med et knæk i hoften masede sig forbi ham i døråbningen. Hun bar moderkagen i et bulet blikfad. Peter greb hende om armen og spurgte, om alt var i orden. Kvinden nikkede. Barnet skulle nok klare den. Så længe han fik dem over i et stykke.

Allerede den følgende aften kaldte Teacher dem til gudstjeneste på gårdspladsen. Peter sukkede, men den gamle havde ret, det kunne ikke vente. Han tog en skjorte på, men havde ikke noget slips. Et par stive lædersko, som han havde købt i guldminerne i Agadez for

7

Lysene på den anden side_INT.indd 7

02.03.2021 12.01

længe siden, og som var blevet for små i mellemtiden, eller også var hans fødder svulmet op på turen hen over ørkenen. Han sad et øjeblik og studerede sine fødder, så store og grove, sådan så gamle menneskers fødder ud i landsbyen, dengang han var dreng. Kvin­ derne, der gik med bare tæer i bushen for at sanke træ, og fiskerne i langkanoerne i Guineabugten, før fiskeriet kollapsede. Han gik ned ad trappen og stillede sig i udkanten af den lille forsamling.

Den bagende sol trak sig uendelig langsomt tilbage, som ville den være sikker på, at den havde myrdet alt levende på sin vej. Barnet blev båret frem af en af en af de ældre kvinder. Moren selv sad sammen­ sunken på en klapstol i skyggen og viftede fluer væk. Teacher stod for barnedåben som den ældste og mest bibelkyndige blandt dem.

Han havde gråt hår i skægget og to små, hvide duske af hår over ørerne. Den ældre kvinde rokkede det lille barn frem og tilbage.

Hun var iklædt et langt, hvidt tørklæde vævet med guld og sølv­ tråde, der dækkede hoved og skuldre. En yngre mand med moustache kom slæbende med en hvid plastikbalje med vand, som blev løftet op på det vakkelvorne køkkenbord, som de normalt hakkede løg og tomater på. Det lille spjættende barn blev pakket ud af sine ­gevandter og hang nøgen som en frø mellem kvindens hænder, de tynde ben pjaskede i baljen. Teacher tog ordet. Og Jesus sagde til den samaritanske kvinde, at enhver, der drikker af brønden, skal tørste igen, men den, der drikker af det vand, jeg giver, skal aldrig i evighed tørste. Han lavede en skål med de krogede hænder og øsede vand over hovedet på barnet, der straks satte i et spædt hyl, som fik moren til at rette sig op med blanke øjne. Peter kiggede ned på sine fødder, de sko smertede ham allerede. Barnet blev pakket ind igen

8

Lysene på den anden side_INT.indd 8

02.03.2021 12.01

og overdraget til moren. Hun lagde det ind til sit bryst, hvor det klynkede lidt endnu, men hurtigt faldt til ro. Kvinderne sang et par salmer på deres eget sprog. Mens sangene lød over gårdspladsen, vuggede forsamlingen i en række forbi moren og lagde pengesedler i hendes skød – nogle havde kun mønter – som hun tog imod med et fattet nik. Peter kunne ikke lade være med at tænke på, at det var et mirakel, at der overhovedet var nogen mælk til barnet i det hul­ kindede menneske.

Da sangene ebbede ud, hjalp den unge mand med overskægget Teacher op på en udrangeret kummefryser. Den lille mand, der blot gik Peter til skuldrene, kiggede ud over forsamlingen med sin bibel i hånden. Bukserne var flængede og beskidte, og han havde store, ujævne svedskjolder under armene. Folk trak tavse tættere på. Lad ikke solen gå ned over din vrede, og giv ikke plads til djævlen, sagde han. Han hankede op i bukserne og tørrede panden med skjorte­ ærmet. Brødre og søstre, lad os bekende vores synder sammen, så vi ikke tager alle vores fejltrin med ud på havet. Ingen sagde noget. Han sukkede. Spyttede i det askeagtige støv. Solen var gået så langt ned, at gårdspladen nu henlå i skygge, mens førstesalen lyste op som en gyldent tårn. Det var stadig kvalmende hedt, og Peters sko strammede om fødderne som et torturinstrument. Udmærket, ­sagde Teacher, så begynder jeg selv. Han havde været DJ på en radio i bushen i Nigeria et sted. En tysk NGO gav dem penge til at købe nye mikrofoner og højttalere. Og en ny generator. Han tog alle pengene og stak af, dengang havet steg. Teacher så ud over forsamlingen. Der var stadig tavshed, så rejste en mand sig og sagde, at han havde købt en ung pige i Agadez. En anden havde solgt nogle byggematerialer,

9

Lysene på den anden side_INT.indd 9

02.03.2021 12.01

som ikke tilhørte ham. Og sådan blev det ved til langt ud på natten.

Peter kunne høre dem fra sit værelse. Han lå på sengen og så på læder­ skoene, de stod stive og grinende på gulvet. Spild af gode penge.

Han kunne ikke sove og begyndte at tænke på forskellige kvinder.

En gang om ugen kom en prostitueret fra Marokko på besøg. Der var visse fordele ved at melde sig som kaptajn. Man fik også eget værelse og bedre mad. Marokkaneren var ikke helt ung, men heller ikke for gammel. Hun havde smuk, fast hud og langt, sort hår, der lagde sig over hendes ansigt, når hun sad og rokkede frem og tilbage oven på ham. Engang faldt hun i søvn og sov hos ham hele natten og vågnede med et sæt. Hvorfor har du dog ikke vækket mig? sagde hun. Der var hundredvis af beskeder på telefonen. Lort, lort, lort.

Peter sagde, at han også var faldet i søvn. Sandheden var, at han havde glemt, hvordan det var at have et andet menneske ved siden af sig i sengen, så elektrisk. Han kunne ikke få sig selv til at vække hende. Hun var den første kvinde, han havde været sammen med, siden Ama forsvandt. Marokkaneren stod bekymret ved vinduet og ringede med en hånd for panden, og han prøvede ikke at stirre for meget på hendes røv og bryster.

Næste morgen stod Peter i køkkenet og stegte et æg i middagsheden.

Et par magre duer, som han havde stækket vingerne på, pilede bange rundt på gulvet. En dreng kom løbende ned fra taget, hvor han havde holdt vagt, og sagde, at der kom en firehjulstrækker hen ad vejen. Okay, sagde Peter og vaskede hurtigt sine hænder og tog for­ klædet af. Et øjeblik efter stod en af soldaterne i døråbningen. Eller soldat og soldat. Det var svært at sige, hvem de smuglere helt præcis

10

Lysene på den anden side_INT.indd 10

02.03.2021 12.01

var; nogle var oldgamle, nogle var bare store drenge. Det var, som om man havde tømt en tilfældig bus og stukket alle passagererne et våben i hånden. Ham her var ret ung og havde en Adidas-træningsdragt på.

Han snusede i luften og sagde, at det lugtede skønt. Han kom vist på det helt rigtige tidspunkt. Han havde en skrammet AK-47 slænget over skulderen. Magasinet var surret fast med gaffatape. Nå, du skal lige med ud og hilse på de andre kaptajner, sagde han smilende. Peter slukkede for gasblusset og fulgte efter ham ned ad gangen. Folk bukkede hovederne og undgik at se dem i øjnene. Han stak sine penge i en krøllet cigaretpakke, som han diskret smed fra sig på gulvet med det andet skrald, hvis nogen skulle finde på at kigge i hans lommer.

De to egyptere stod ude på gårdspladsen og blinkede i middagssolen, som var de lige trådt ud af et mørklagt rum. De var også fiskere en­ gang, sagde soldaten, de kender Middelhavet som deres egen bag­ lomme. Den ene havde en fake Gucci-pung i en snor om halsen og svedte voldsomt igennem den hvide T-shirt. Den anden havde en rød Levi’s-kasket på, der så stor ud på det benede og karseklippede fuglehoved. Soldaten tog en pakke Marlboro ud og bød dem alle ­cigaretter. Han missede med øjnene og rynkede på næsen. Det er lunt i dag, hva’? Han grinede, så man kunne se, at han manglede nogle kindtænder bagest i overmunden. Han lagde cigaretterne til­ bage i skjortelommen og forklarede, at han ville lære egypterne at bruge GPS’en. Du tager dig af passagererne, sagde han til Peter. Sørg for, at de bliver på deres pladser. Hvis de begynder at flytte sig, så skal du give dem nogle tæsk, er du med? Den ene af egypterne grinede usikkert og puffede på sin cigaret. Han havde sylespidse pupiller på grund af opioiderne, det havde de begge to.

11

Lysene på den anden side_INT.indd 11

02.03.2021 12.01

Peter fulgte efter fyren i træningsdragten ud til bilen. Han hjalp med at læsse mad og vand ned fra ladet af den hvide Toyota Hilux, mens soldaten stod og røg og tjekkede noget på mobilen. En pap­ kasse med halvrådne grøntsager, en sæk mel, noget olivenolie. En dunk benzin til generatoren. Fem gule tanke med røde skrue­låg, fyldt med det beskidte vand, der gav dem dårlig mave. Peter rettede sig op. Der er ikke nok mad til os alle, sagde han. Vi er mange, der er også små børn. Soldaten kiggede op fra telefonen, blæste røg ud i middagssolen, hvor den stod stille omkring ham som lette pensel­ strøg. Der var ikke en vind, der rørte sig. Det skal nok række, der går ikke så lang tid nu. Hvornår? spurgte Peter. Vi kommer, når vi kommer, sagde han og smilede. Hvordan går det med Aisha? Er du tilfreds med hende? Peter slog blikket ned. Han gik ud fra, han mente den marokkanske kvinde. Han kendte ikke hendes navn, og han brød sig ikke om at tale om hende. Det var dumt, men han følte, det var privat. Åh, jeg havde næsten glemt det. Smugleren hoppede ind på forsædet og slog handskerummet op. Her, sagde han, og smed en æske med piller ud til Peter. Tak. Han stak dem i bukserne.

Da han var kørt igen, kom drengen hen og spurgte, om der var noget nyt. Peter så på ham. Ja, nu varer det ikke længe. Drengen nikkede og vendte rundt og løb op på taget igen. Han tog sin opgave med at holde vagt meget alvorligt. Peter havde først fået øje på ham oppe fra taget engang, hvor drengen byggede en fælde af betonklodser og et bræt, som han fandt på byggepladsen bag huset.

Han havde gemt nogle rester fra aftensmaden, tarme og et kogt

12

Lysene på den anden side_INT.indd 12

02.03.2021 12.01

kyllingehoved uden øjne. Hen på eftermiddagen lød der en skramlen derude. Drengen løb ud og tampede livet af en stor, grå huskat med en sten. Han lavede et bål og brændte hårene af dyret. Den blev helt stiv og hvid og så næsten udstoppet ud. De andre passagerer kom til. En havde en køkkenkniv med, som drengen huggede katten i seks-syv stykker med. Så kogte de suppe på den. Folk kom med deres egne kopper og skåle og fik hver en skefuld. Peter delte nogle tørre fladbrød med drengen som tak. De sad og dyppede brødet i suppen og sugede hver en dråbe op. Han så på den blodige bunke tarme. Katten var i god stand, den måtte have et hjem i nærheden.

Du må hellere begrave ben og indvolde, inden det bliver lyst, sagde Peter. Han tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. Libyerne bryder sig ikke om, at man spiser deres katte. Efter midnat lød der et bank på hans dør. Han åbnede den på klem. Udenfor stod drengen.

Han havde taget sin trøje af og så ham dybt i øjnene. Peter rystede på hovedet og lukkede igen.

Egypterne røg åbenbart deres shit. Lugten snoede sig fra deres ­værelse hen ad gangen og krøb ind under hans dør. Peter kiggede rundt i sit værelse. Væggene var sorte af snavs og skjolder. Et lysstof­ rør, som aldrig havde virket i den tid, han havde sovet der, hang over et tomt skrivebord, der var alt for stort og klodset til rummet.

Mærkeligt, at det ikke var blevet hugget op til brænde. De fleste huse i området var blevet endevendt for længst. Han stak hånden ind under madrassen for at tjekke, at hans pas lå, hvor det skulle.

Og den lille, flossede roman, Tidsmaskinen. Det var den eneste bog, han havde reddet fra ødelæggelserne og af en eller anden grund

13

Lysene på den anden side_INT.indd 13

02.03.2021 12.01

havde slæbt med sig på rejsen. Han ville begrave Ama og børnene, men der var ikke nogen kroppe at begrave. De havde aldrig fundet dem, heller ikke i onklens hus, hvor ikke engang murene stod tilbage, så han tog ind til Accra og ledte efter noget, han kunne begrave i stedet. Det tog flere dage at komme frem og tilbage til byen, hundred­ ­tusindvis af mennesker, der havde mistet alt, var ude på vejene.

Deres hus var plyndret og ødelagt af havet, men han krattede noget børnetøj frem af mudderet, som han begravede. Han sad længe med det i hænderne og græd. Men han blev der ikke mere end et par ti­ mer, det var ikke sikkert efter mørkets frembrud, og der var alligevel intet at se. Da han rejste sig for at gå, fik han øje på bogen øverst på en reol, der var gået fri af vandet, og stak den uden at tænke videre over det i jakkelommen. Peter så ud på den sorte nattehimmel i vinduets firkant og besluttede sig for, at han alligevel ikke kunne sove. Han gik op på taget, hvor mange af mændene havde deres sovepladser. Hen til murens kant og stod og stirrede ud over Gasr Garabulli. Kampene i Tripoli var stilnet af de seneste dage, men urolighederne ulmede videre, og man kunne høre fjerne skudsalver, arrr, arrr, som skader, der kaldte på hinanden. Drengen kom hen og stod ved siden af ham. Har du set noget? spurgte Peter. Drengen sagde, at der havde været et par billygter i mørket, men de var langt væk. Bilen stod parkeret i en halv times tid med motoren tændt, så var den drejet omkring og forsvundet i retning af kysten. Måske betød det, at de var ved at samle folk op, sagde drengen. Måske, sagde Peter. Det var svært at sige, de havde fået strenge ordrer om ikke at forlade huset, før båden var klar. Man kunne ikke se checkpointet herfra, eller resterne af det, men det måtte ligge et par kilometer væk

14

Lysene på den anden side_INT.indd 14

02.03.2021 12.01

i retning mod kysten. Bag checkpointet lå stranden. Engang havde libyerne bevogtet den, men nu var alle optaget af krigen om Tripoli.

Peter snusede ind. Bortset fra cikaderne lå deres sønderbombede forstad stille hen, og det var kun godt. Det sidste, man ønskede, var besøg. Hey, hvornår skal vi af sted, kaptajn? spurgte en fyr ved navn Ismael fra Somalia. Han lå på siden og røg en cigaret og hørte dæmpet hiphop på en mobiltelefon. Han var leder for en gruppe unge mænd fra samme landsby. Peter kunne ikke se hans ansigt, kun gløden fra cigaretten. Snart, håber jeg, sagde han.

Han tog en tramadol fra pakken og skyllede den ned med det grumsede vand, der smagte slemt af klor, og ventede på, at han skulle gå omkuld. Pillerne var endnu et frynsegode. Han lovede sig selv, at han ville stoppe med dem på den anden side. Jeg stopper næste uge, næste måned, næste år. Sådan sagde de alle sammen. For ham begyndte det med, at han faldt fra en stige i guldminerne i Niger og knækkede noget i ryggen. Men det var ikke derfor, han tog dem nu. Pillernes dybe søvn var som et dokument, hvor alle klassi­ ficerede oplysninger var streget ud med sort tusch.

Inden han faldt hen, tænkte han på engang i ørkenen, hvor de kom forbi en firehjulstrækker, der havde ramt en sten under sandet og var væltet om på taget. Et af hjulene stod stadig og kørte langsomt og slingrende rundt. Chaufføren sad fast i forruden, død. De stop­ pede, og smuglerne gennede dem ned fra ladet. Bilen var fuld af papkasser med tramadol, syntetiske opioider til militserne i Libyen.

Smuglerne gav dem ordre om at flytte papkasserne over på deres bil,

15

Lysene på den anden side_INT.indd 15

02.03.2021 12.01

så måtte de bare sidde oven på dem. Under medicinen kom tre skæve trækasser med fugle frem. Det var de grå afrikanske papegøjer, som middeklassen i Nordafrika yndede at have i hjemmet, fordi man kunne lære dem at tale. De havde dem også i bushen bag landsbyen, da han var dreng, men han havde troet, at de for længst var uddøde.

Smuglerne brækkede kasserne op og slap fuglene løs. De gik stive og forpjuskede rundt på det brandvarme sand som små admiraler med fjerhatte og fine, røde haler. Alle stod og gloede på fuglene, mens de en efter en slog med vingerne og forsvandt op i Saharas farveløse himmel med en lyd som skarpe pistolskud.

Ved daggry gik Peter op på taget igen. Folk lå endnu og sov, men temperaturen steg hurtigt. Om en halv time ville det være ulideligt, og alle ville pakke sammen og søge mod skygge. Han kiggede ud over den lave by. De fleste bygninger var blot sammenstyrtede bun­ ker grus, men her og der stod endnu intakte huse, og han anede også en tynd stribe røg fra et af dem. En generator brummede et andet sted. En bevægelse langt oppe ad vejen. Han kunne ikke se hvad eller hvem, men det kunne måske være et par løse hunde. ­Solen møvede sig op på himlen, den virkede så mærkelig stor og havde ikke længere noget klart omrids. Nogle sortsvedne palmer stod og vuggede fra side til side i silhuet mod den blå himmel. Men himlen var aldrig blå ret længe, solen brændte alle farver væk og ­efterlod atmosfæren som et hvidt, sydende kar, man måtte kigge væk fra for ikke at få skader på synet. Han vendte sig og kiggede mod syd. De havde en byggeplads bag huset, der strakte sig, så langt øjet rakte. Byggeriet var gået i stå. En cementblander stod rustet fast.

16

Lysene på den anden side_INT.indd 16

02.03.2021 12.01

Et fundament groet til med gult græs. Et par halvfærdige etagehuse uden tag stod vidtåbne mod himlen. Bag byggepladsen anede man en hovedvej med udbrændte biler og huse med åbne døre. Der lød et skrig nede fra gården. Peter løb hurtigt hen til kanten og kiggede ned. En af kvinderne kom løbende omme bag fra huset, hvor de tømte deres natpotter. Der var ikke rindende vand i huset længere, og de gamle, stinkende lokummer i porten var for længst løbet over, så han og nogle af mændene havde hakket et hul i den stenhårde jord, som de havde dækket til med en presenning. Kvinden holdt sig for munden og hulkede. Peter løb ned ad trappen og videre ned i bunden af gården, hvor porten ud til byggepladsen stod åben. Han så sig omkring. Spanden med ekskrementer lå væltet om på siden i det grå sand. Den tomme byggegrund lå stille hen. En vind som en lav hvisken løb igennem det lave, døde buskads. Der var noget, der bevægede sig nede under presenningen. Folk var stimlet sammen og stod i porten bag ham og kiggede ud. Han gik langsomt hen mod hullet. Han kaldte. Hallo? Hallo? Der var ikke noget svar. Så kom bevægelsen igen, som en arm, der skød op efter hjælp. Han tog forsigtigt fat i et hjørne af den grønne presenning og slog den til side. Tog et skridt tilbage og snublede. For fanden da også. En stor, grå giftslange var gået i hullet og svømmede rundt dernede og for­ søgte at skyde sig op. Det var en hornet hugorm, den måtte være over en meter lang, og dens krop var tyk som en mands underarm.

Peter rejste sig og børstede sine hænder i bukserne. Så tog han en knortet gren fra bunken af sanket træ, som kvinderne kogte mad over, og stak den ned i hullet. Slangen tøvede et øjeblik, tungen gik ud og ind. Så snoede den sig hurtigt op ad pinden og væk i buskadset.

17

Lysene på den anden side_INT.indd 17

02.03.2021 12.01

Utroligt, at den stadig kunne leve her, tænkte han og fulgte dens smidige flugt gennem det høje, gule græs. Der måtte nok alligevel være nogle smådyr tilbage i ruinerne, den kunne jage, mus og firben.

Han spiste frokost med Teacher under et halvtag i gården, der bestod af en blå presenning, der var fæstnet til piggene øverst på muren og til to skæve kæppe. Hvis den slange kommer tilbage og bider nogen, så har du et problem, sagde Teacher. Peter nikkede og spiste videre i tavshed. Kvinden havde fortalt de andre, at slangen havde horn som en djævel. Det er rigtigt nok, sagde Peter. Det har den type slanger, men det betyder ikke noget, det er bare sådan, den ser ud. Jeg ved det godt, sagde Teacher. Jeg har selv boet i Libyen i mange år. Men det havde alligevel været bedre, hvis du havde slået den ihjel. Nu snakker alle. Peter spiste videre. Kvinderne havde kogt en tung grød på mel og olivenolie, som de spiste med stegte gulerødder. Så sagde Peter, at han ikke slog nogen eller noget ihjel, bare fordi folk snak­ kede. Teacher nikkede og spiste. Du er ikke bare fisker, vel? sagde han så. Peter så op på ham. Så spiste han videre. Teacher sagde, at livet på jorden aldrig holdt op med at forundre ham. Hvordan livet tilpassede sig. Også efter deres tid, når menneskenes tid var forbi, ville der være andre former for liv, som ville komme til og tage over.

Og med tiden ville de få deres egne problemer og løsninger. Skal vi ikke nøjes med at bekymre os om vores egen situation? sagde Peter.

Efter frokosten fik han nogle af mændene til at bære generatoren frem, og så skruede han låget af dunken med benzin og hældte halv­ delen ned i tanken og skruede låget på igen. Teacher fulgte med inde

18

Lysene på den anden side_INT.indd 18

02.03.2021 12.01

fra skyggen af halvtaget. Peter trak i snoren, motoren hostede og gik ud. Han prøvede igen, uden held. En gang til. Han sørgede for ikke at trække for hårdt, i fald snoren skulle briste. Så tog generatoren fat med et knald. Folk kom frem og skiftedes til at oplade deres mobiler.

De havde vel et par timers strøm på den halve dunk benzin. Han gemte resten til en anden god gang, hvis de alligevel ikke kom af sted med det samme. Man kunne aldrig vide, hvornår smuglerne var klar. Det kunne være i aften eller om fjorten dage. Teacher kom hen og stod ved siden af ham. Han lugtede som gammel bark. Der er stadig håb, sagde han. Det ved du godt, ik’? Gud lader os ikke alle sammen dø, han tillader det ikke. Peter svarede ikke.

19

Lysene på den anden side_INT.indd 19

02.03.2021 12.01