roy jacobsen er en af Norges mest læste forfattere og oversat til 41 sprog. Han har modtaget Vesaas-prisen, Bokhandlerprisen, Gyldendalprisen, Kritikerprisen, har to gange været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og IMPAC-prisen og desuden nomineret til Man Bookerprisen. anneliese pitz er født og opvokset i Belgien. Hun har en ph.d. i lingvistik fra universitetet i Trondhjem og har i 24 år undervist ved Universitetet i Oslo, hvor hun forsker i grammatik. Hun taler mange sprog, også russisk. Hun har været gift med Roy Jacobsen siden 1978.
Mine forældre gav mig mange navne, men kaldte mig altid bare Fritz, og selv har jeg aldrig underskrevet mig med andet, Fritz Dörries. Født ind i en kendt entomologfamilie, som jeg er, var det vel kun forventeligt, at der også i mig skulle udvikle sig en overvældende kærlighed til naturen. Allerede som fireårig blev jeg fortryllet af de østsibiriske ødemarker ved synet af en sommerfugl med det magiske navn Parnassius nomion ... den tyske naturvidenskabsmand Fritz Dörries (1852-1953) levede et liv, som kun få i dag kan begribe. Fra han er femogtyve år gammel, foretager han en række eventyrlige rejser i Sibirien. Han opsøger klodens mest ugæstfrie områder og fanger tigre, hjorte og ørne og samler planter og sommerfugle, der sendes til museer i Europa. Han krydser hele Japan til fods, mens der er krig i landet. Og rejser med slæde tværs gennem det sibiriske isøde. Der er kulde og lidelser, men også en enestående skønhed.
fritz dörries (1852-1953)
manden som elskede sibirien er en roman baseret på hans erindringer, en fantastisk fortælling om natur, urfolk og opdagelser. FORSIDEFOTO: NATURALIS BIODIVERSITY CENTER/WIKIMEDIA COMMONS. OMSLAG AF STIAN HOLE
Manden som elskede Sibirien_SMUDS.indd 1
05/05/2020 13.17
6 | roy jacobsen og anneliese pitz
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 6
05/05/2020 07.33
roy jacobsen og anneliese pitz
Manden som elskede Sibirien En sommerfuglesamlers erindringer fra Ă˜stsibirien
Oversat af Camilla Christensen
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 7
05/05/2020 07.33
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 8
05/05/2020 07.33
Forord
mine forældre gav mig mange navne, men kaldte mig altid bare Fritz, og selv har jeg aldrig underskrevet mig med andet, Fritz Dörries. Født ind i en kendt entomologfamilie, som jeg er, var det vel kun forventeligt, at der også i mig skulle udvikle sig en overvældende kærlighed til naturen. Allerede som fireårig blev jeg fortryllet af de østsibiriske ødemarker ved synet af en sommerfugl med det magiske navn Parnassius nomion, som min far viste mig en tegning af. Tegningen var lavet af hans store forbillede, entomologen Gotthelf Fischer von Waldheim, en nær ven af Humboldt. Men den smukke skabning fandtes ikke i nogen samling, kun på denne tegning, og i Sibirien. I 1877 gik jeg som femogtyveårig til fods gennem Japan og sejlede derefter til øen Askold ud for den østsibiriske kyst. Derefter kortlagde jeg Suifun i indlandet, områderne omkring Ussuri og dens mange bifloder samt den endnu vældigere Amur. Jeg strejfede rundt i egnene øst og syd for Bajkal, langs grænsen til Mongoliet, i Khentii- og Jablonovyjbjergene, og jeg rejste over halvøen Sidimi mod Korea, gennem Sutjan og Sjantalase. Bare navnene gør mig svimmel. I min begejstring for opgaven og naturen trodsede jeg mange farer, og det blev mig forundt at sammensætte store samlinger af dengang ukendte dyr og planter, tusindvis af redskaber, våben og husgeråd fra de indfødte folkeslag i Østasien, pattedyr, fugle, slanger og lavere arter. Og sommerfugle selvfølgelig. Som museer og institutter købte og udstillede for at gøre Europas befolkning bekendt med en verden, den knap havde hørt om.
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 9
05/05/2020 07.33
10 | roy jacobsen og anneliese pitz
For en stadig erhvervsaktiv halvfemsårig er ånden i sagens natur ikke lige så stærk, som da jeg tog på strejftog i min ungdom. Men mine mange rejser har efterladt så stærke indtryk, at både store og små, farlige og harmløse oplevelser stadig gløder for mit indre blik. I mere end tyve år gav den sibiriske jord mig mad, tøj og bolig. Jeg er vokset sammen med det land, så tæt, at jeg den dag i dag elsker det højere end mit eget hjem. Der findes ikke noget mere givende end at vandre i uberørt natur, i tajgaen og over tundraen, hvor vinteren er hårdere, foråret mere berusende, sommeren mere strålende og efteråret mere farvestrålende end noget andet sted på jorden. For mig er Sibirien eventyrlandet. På mange måder er det også mytisk jord, med såvel en dramatisk historie som uudnyttede muligheder. Trods alle de konflikter og tragedier, der gennem århundrederne har hjemsøgt landet, mister jeg derfor aldrig troen på det. Og jeg håber, at de enorme skatte, som slumrer der – det være sig bosættelsesmulighederne, det sunde folk, den frugtbare jord – måtte gøre navnet Sibirien ensbetydende med ”fremtid”. Disse ord giver jeg mine kære døtre med på vejen.
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 10
05/05/2020 07.33
1 efter at have indhentet de nødvendige instrukser fra forskellige institutioner i Europa gjorde jeg mig rejseklar i løbet af otte hektiske dage. Som nævnt var jeg femogtyve år gammel og havde en baggrund som insektsamler og gartner, jeg havde været soldat og gennemført et omfattende privat studium, især i biologi, men jeg må nok alligevel sige, at jeg er autodidakt ligesom min far. Og den, der muligvis tror, at en insektsamler i Sibirien primært er udrustet med støvfrakke, net og cyankaliumglas, tager grundigt fejl. Også haglgevær, rifler og andre våben skulle blive helt afgørende for mig, og mit tøj var stort set identisk med det, de indfødte gik med, fordi alt andet var ubrugeligt. Med et arveforskud fra min far på tusinde mark og det, jeg havde været i stand til at spare op af min gartnerløn, gik jeg den tredje februar 1877 fuld af forventning om bord på det lille dampskib Alwine Said med den hensigt at forlade Hamborg morgenen efter, selv om det den aften mildt sagt var et forfærdeligt vejr. Jeg indrettede mig i den kahyt, jeg havde fået anvist; for at spare penge havde jeg taget hyre som kabysdreng. Og da jeg ikke kunne få øje på nogen om bord, begav jeg mig ind mellem de øvrige mandskabskahytter, hvor jeg til min store forbavselse kun fandt en døddrukken fyrbøder, der lå og snorksov i en snavset køje. Jeg gik tilbage og lagde mig til at sove, men var knap nok faldet i søvn, da jeg mærkede et kraftigt stød, hvorefter skibets bov løftede sig og faldt ned igen med et brag. Jeg løb op på dækket og kunne ikke tro mine egne øjne: Dækket var forvandlet til det skinbarlige vinterlandskab. En hylende vind fejede
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 11
05/05/2020 07.33
12 | roy jacobsen og anneliese pitz
gennem havnen, mens jeg famlede mig vej bagud langs rælingen og opdagede, at et afsejlende dampskib var braset ind i os og havde ødelagt hele agterdækket. Begge ankerkæder var knækket, som var de snore. Men så hørte jeg omsider stemmer. En båd med førstestyrmanden og resten af mandskabet kom roende gennem snefoget, lagde til ved skibssiden og klatrede om bord. Da de igen havde fortøjet skibet, kunne vi omsider gå til køjs. Næste morgen dukkede kaptajn Schulz også op og bad mig aflægge rapport om hændelsen. Og nogle dage senere var jeg nødt til at vidne i søretten. Et engelsk dampskib blev holdt ansvarligt for sammen stødet, og først efter at have spildt to hele uger i dok kunne vi forlade Hamborg. Det var blevet den nittende februar, og det var jo lidt af en begyndelse. Den enogtyvende fik vi igen med vejrguderne at bestille, nu i den sydlige del af Den Engelske Kanal. Selv om maskinen gik for fuld damp, sørgede storm og høje brodsøer for, at vi ikke rørte os ud af stedet. Kaptajn Schulz var en høj, kraftig mand i sin bedste alder med det mest imponerende kaptajn Ahab-skæg, men var nødt til at stå fastspændt på broen i mere end to døgn. Dønningerne slog ind over dækket i ét væk, og alt, hvad der ikke var surret fast, blev nådesløst skyllet i havet. Et skylight blev flået af, og vandet fossede ned i både salon og kahytter, så man kunne tage bad derinde. Men heldigvis virkede pumperne, som de skulle, og da vi nåede ind i Biscayen, stilnede det omsider af.
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 12
05/05/2020 07.33
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 13
05/05/2020 07.33
2 vi passerede fyret på Kap Sankt Vincent i det sydlige Portugal. Efter en rolig og behagelig sejlads over Middelhavet nåede vi til Port Said, og et døgn senere havde vi også lagt Suezkanalen bag os. I Det Røde Hav passerede vi fyret Abdul Kheesan vis-a-vis Emerald Mountains og satte kursen mod Aden, hvor en del af lasten blev losset. Mange steder tegnede jeg små skitser, især af fyrtårne, som jeg havde haft en svaghed for siden min drengetid, og der var trods alt ikke ret meget andet at bestille om bord end at tegne og læse. Med mig havde jeg alle seks bind af Alfred E. Brehms Illustrirtes Thierleben som jeg havde læst før, men nu for alvor kunne fordybe mig i, mens vi dampede af sted over Det Indiske Ocean, der var ulidelig kedeligt for en utålmodig ung mand. Arbejdet som kabysdreng optog ikke ret mange af mine timer, selv om kaptajn Schulz var en hård negl, som godt kunne lide at behandle sine folk barskt, men det gjorde mig ingenting, for jeg havde været soldat i den tyske hær. Efter at have passeret Ceylon og Singapore sejlede vi nordpå langs Vietnams og Kinas kyster og ankrede omsider op i Shanghai, hvor vi blev mødt af et trist syn: Det var urolige tider i Riget i Midten, briter, tyskere og franskmænd var optagede af at etablere handelshuse i byens havnekvarter, det såkaldte Bund. De havde ”concessions”, som det hed, og var på kant med de lokale myndigheder, som selv var viklet ind i interne stridigheder. Netop da var havnen okkuperet af hundredvis af kulier, arbejdsløse stakler, der var dømt til sult og nød. Da vi lagde til kaj, flød to børnelig mellem skibet og kajen. Vi fik at vide, at de udsultede børn ganske enkelt be-
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 14
05/05/2020 07.33
manden som elskede sibirien | 15
svimede og trimlede ned i floden, hvor de druknede. Ingen løftede en finger for at redde dem, og myndighederne havde bare stillet en lille damper til rådighed, der fiskede lig op, sejlede dem ud på dybt vand og sænkede dem der.
3 i shanghai forlod jeg Alwine Said med mine pakkenelliker og gik om bord på et japansk dampskib. Også den rejse forløb uden problemer. Land så vi dog kun ved øen Iwo Jima og ankrede nogle dage senere op i Nagasaki på øen Kyushu, den sydligste af Japans fire store øer. Nagasaki er en smuk by i en endnu smukkere bugt, omgivet af frodige grønne højdedrag og for en stor dels vedkommende bygget af hollændere og portugisere. Vi var nu i april, og foråret lå foran mig. Fra Nagasaki sendte jeg min kuffert videre med skib til Yokohama og tog selv ind på et tysk gæstgiveri, hvor jeg blev nogle dage for at proviantere og tænke mig om. Min plan var at gå til fods nordpå til Osaka for at kortlægge plantelivet i området, hvilket ingen europæer havde gjort før, en opgave, jeg havde fået stillet af Botanisk Museum i Hamborg. Imidlertid var der udbrudt et bondeoprør i regionen, som det kejserlige militær gjorde sit bedste for at nedkæmpe. Det klassiske shogunat var bukket under, og kræfter, der ville åbne Japan mod verden, var i færd med at få overtaget; landet havde nærmest været lukket siden 1603. Især omkring Nagasaki var der heftige kampe, som stort set kun foregik i dalene, så jeg var nødt til at lægge det meste af
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 15
05/05/2020 07.33
16 | roy jacobsen og anneliese pitz
min rute over bjerge og højdedrag. Udlændinge var særlig uglesete, og hvis jeg var blevet opdaget, ville jeg utvivlsomt være blevet anklaget for spionage og skudt. Kun i de tidlige morgentimer og i skumringen var det muligt for mig at snige mig ned i terrænet og samle de planter til herbariet, der ikke fandtes i bjergene. Under mine nedstigninger fik jeg også lejlighed til at iagttage kampene på tæt hold. Men egentlig kunne jeg slet ikke bevæge mig i sikkerhed noget sted, for parterne klatrede stadig oftere opad for at udkæmpe deres slag højere oppe, bønderne bevæbnet med bambusstænger, soldaterne med rifler, så der var ingen tvivl om, hvem der ville gå sejrrigt ud af opgøret. Fuldstændig i sikkerhed følte jeg mig kun i de tætteste bambusskove, hvor jeg hver aften byggede en provisorisk hule af blade og grene.
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 16
05/05/2020 07.33
4 efter godt to uger nåede jeg til Bungostrædet, et smalt stræde mellem Kyushu og den næste store ø, Shikoku, hvor heller ingen havde botaniseret før. De sidste dage havde jeg hørt mindre til krigens larm, så jeg bevægede mig ned fra bjergene og begyndte at følge strandkanten vestpå. Ved et lille fiskerleje stødte jeg på en fisker, der var i færd med at ordne nogle ruser ved en båd, der var trukket op på stranden. Det gav et sæt i ham, og han stirrede, som om han havde set et spøgelse – en hvid europæer i hans egen fredelige nat. Vi kunne naturligvis ikke tale sammen, men jeg viste ham mine herbarier og et kort, jeg havde lavet nogle anmærkninger på, og forsøgte ved hjælp af tegnsprog at forklare, hvad jeg ønskede. Og jeg gav nok et tilforladeligt indtryk, eller også lod han sig lokke af de penge, jeg rakte frem, lidt lokal valuta, jeg havde vekslet til i Nagasaki. I hvert fald indvilligede han i at sejle mig over strædet. Overfarten tog kun en god times tid og foregik i det mest fantastiske måneskin. Allerede ved morgengry dagen efter kunne jeg igen give mig i kast med indsamlingsarbejdet. Også her på Shikoku søgte jeg for en sikkerheds skyld op i bjergene. Med min baggrund som botaniker og gartner vidste jeg, hvor og hvordan jeg skulle lede i terrænet og tage lys og skygge i betragtning og desuden skovens og den øvrige vegetations karakter, vandtilgang og jordbundsforhold. Jeg havde en håndpresse, papir og proviant i en køjesæk, arbejdede hver aften med det, jeg havde indsamlet, sov oftest under åben himmel og stødte sjældent på mennesker. Men Japan har et mildt og behageligt sommerklima, så jeg led ingen nød, og overalt kunne jeg skue
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 17
05/05/2020 07.33
18 | roy jacobsen og anneliese pitz
ud over de berømte rismarker, der var lige så velplejede som de mest omhyggeligt passede haver i Europa. Efter at have vandret omkring på hele Shikoku, hvilket vel tog fire uger, nåede jeg til Linschotenstrædet, hvor det ligeledes ved hjælp af tegnsprog og en lille påskønnelse lykkedes mig at få en fisker til at sejle mig over til hovedøen Honshu i nattemørket. Så – efter at have vandret fem hundrede firs kilometer – ankom jeg til havnebyen Osaka, hvor urolighederne ikke var dominerende, og jeg omsider kunne bevæge mig nogenlunde frit omkring og forsøge at danne mig et billede af japanernes levevis, selv om jeg stadig ikke kunne tale med nogen. Det var en mærkelig følelse at være omgivet af så stort et menneskemylder uden at kunne forstå et ord af, hvad der blev sagt. Overalt påkaldte jeg mig opmærksomhed, måben og latter fra mændene, fnisen fra kvinderne, og jeg havde en råbende børneflok på slæb, hvor end jeg gik og stod, men jeg mærkede ingen fjendtlighed. Både kvinder og mænd gik med kimono, den traditionelle klædedragt af silke med farverige og ufatteligt smukke broderier. De trippede rundt på høje træsko og lignede dukker, et uforglemmeligt syn for en europæer, der kun havde set tegninger af dette liv. Her var små lave huse af bambus med vægge, der kunne åbnes som skydedøre. En række lysende templer svævede over de sommergrønne højdedrag, som også her var beplantet med ris. Jeg følte mig hensat til et stort teater, varieret, farvestrålende og fascinerende fremmed, ikke mindst fordi alt virkede så velorganiseret. Som udlænding var det kun med nød og næppe, at jeg fik adgang til en kro, en såkaldt ryokan. Jeg lejede et firemåtters rum, sikkert til en alt for høj pris. Men værten tøede op, efterhånden som vi gjorde mange mislykkede forsøg på at forstå
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 18
05/05/2020 07.33
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 19
05/05/2020 07.33
20 | roy jacobsen og anneliese pitz
hinanden, og da jeg havde lært både at smile, hilse og også sørgede for at tage skoene af, hver gang jeg trådte over en dørtærskel, viste han mig med arme og ben, hvordan japanerne tog bad i så varmt vand, at man nærmest bliver kogt. Først vasker man sig grundigt, mens man sidder nøgen på en lille trætaburet, derefter klemmer man sig ned i et alt for trangt kar og begynder at øse det skoldende hede vand ned over hovedet, og det bliver man ved med i meget længere tid end nødvendigt. Jeg forstod da, at ikke bare skulle snavset fjernes, sjælen skulle også renses. Og sådan et bad sidder da også i kroppen resten af dagen som en doven, beroligende varme. Det må være endnu mere behageligt at udsætte sig for denne tortur ved vintertide.
5 japan er ikke bare et smukt land, men især slående for en ven af naturen, fordi det virker, som om byerne er bygget ind i terrænet, der så fortsat plejes og dyrkes som private haver. Menneskene er små, arbejdsomme og har tilsyneladende beskedne behov – ris, hirse, fisk, urter og te var den vigtigste ernæring, jeg så aldrig et måltid med kød og heller ikke så meget som en stump ost eller andre mælkeprodukter. Efterhånden mødte jeg også kun venlighed, så det er med glæde, jeg tænker tilbage på denne sidste del af min rejse i Japan. Men nu var vi midt i juni, og det begyndte at haste, så jeg erklærede botaniseringen for afsluttet og satte mig på toget til Yoko-
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 20
05/05/2020 07.33
manden som elskede sibirien | 21
hama. På begge sider af jernbanelinjen lå store strækninger med morbærtræer, som man avler silkeorme (Bombyx mori) på, som regel fire kuld om året; silken er landets vigtigste handels vare. Lokomotivet, der trak det lille tog, var af legetøjsstørrelse, vognene var lave med kun et enkelt trin op til kupeen, og døre og vinduer stod åbne hele vejen. Undervejs så jeg også det hellige, ildsprudende bjerg Fujiyama, der på det tidspunkt ikke var aktivt, men hvilede under en kappe af glitrende hvid is. I Yokohama lejede jeg mig ind hos en tysk købmand og mødte omsider nogen, jeg kunne tale med, og først ved lyden af min egen stammende stemme gik det op for mig, hvor ensomt det havde været undervejs, men det var dog kun en forsmag på, hvad der ventede mig. I Yokohama genså jeg også min kuffert, som jeg havde sendt fra Nagasaki, intakt og forsvarligt lukket, den indeholdt blandt andet våben, som bestemt ikke måtte komme på afveje. Og jeg kunne sende min første samling til Europa! Det var en mærkedag, en plantesamling til Botanisk Museum i Hamborg med fem hundrede nitten nummererede arter, som jeg havde samlet i løbet af disse to måneder, hovedsagelig på Shikoku. Jeg fik at vide, at Yokohama var verdens største havneby. Jeg havde imidlertid både set Hamborg, Bremen og Antwerpen og anså det for at være en overdrivelse, indtil jeg dagen efter gik ned til havnen og ikke kunne få øje på andet end skibe, så langt øjet rakte, den nye verden med sejl og damp mellem hinanden og den traditionelle japanske flåde, militære og civile fartøjer og en gedigen fiskerflåde, et overvældende og farvestrålende syn. Jeg havde fra morgenstunden søgt råd hos den tyske konsul og bevægede mig ud på en af molerne, hvor et russisk dampskib
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 21
05/05/2020 07.33
22 | roy jacobsen og anneliese pitz
lå fortøjet, og en civilklædt, men bevæbnet matros stod vagt ved landgangen. Jeg henvendte mig til ham på hans eget sprog, og først blev han overrasket, som russere ofte gør, når de møder fremmede, der behersker deres sprog. Men få minutter efter befandt vi os på dækket, hvor kaptajnen stod og talte med en fra mandskabet. Jeg præsenterede mig, igen på russisk. Han kunne sandsynligvis høre, hvor jeg kom fra, for han svarede på gebrokkent tysk, og det var ikke så sært, for han var hollænder. Han hed Hoeck og skulle blive en af mine nærmeste og mest pålidelige venner gennem alle de toogtyve år, der lå foran mig i Sibirien. Hoeck drev hvalfangst nordpå i Beringstrædet og desuden pelshandel med de indfødte, tjukterne, korjakkerne og ainuerne. Han var efter vintersæsonen på vej hjem til Rusland, hvor han havde sin base på halvøen Sidimi, syd for Vladivostok, der var mit mål. Jeg behøvede ikke engang at betale for overfarten, og allerede dagen efter kunne jeg tage afsked med Yokohama og gå om bord med mit udstyr. Også den rejse forløb uden nævneværdige problemer, men i konstant og meget tæt tåge. Vi sejlede mellem Honshu og Hokkaido uden at få det mindste glimt af de majestætiske øer. Alligevel stod jeg på broen under så godt som hele overfarten, tre mærkelige døgn, hvor jeg sludrede med Hoeck. Det var som at sive gennem en tunnel af gråt vat.
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 22
05/05/2020 07.33
6 til gengæld ankom vi til Vladivostok i glasklart solskinsvejr, og jeg kunne endelig lade blikket hvile på det land, jeg havde drømt om siden min drengetid. Det lignede en uigennemtrængelig grågrøn masse, der ikke svarede til nogen som helst forventninger, ikke nødvendigvis skuffende, snarere temmelig intetsigende. Jeg fik bagagen bragt i land og kunne ved hjælp af et anbefalingsbrev fra konsulen i Yokohama finde logi hos en tysk forretningmand, hr. Körner, der boede i byen med kone og tre børn. Det var ikke første gang, de tog imod rejsende fra hjemlandet. Fattig, som Tyskland var på kolonier, greb myndighederne enhver mulighed, ikke mindst de muligheder, der havde åbnet sig østpå med grundlæggelsen af Vladivostok i 1860. Der var også en række andre europæiske handelshuse, stort set alle sammen træhuse opført efter russisk byggeskik med undtagelse af det tyske handelskammer, der sten for sten var blevet transporteret halvvejs rundt om jorden med skib og nu tronede som et slot i byen. En række nationaliteter sås i de krogede gader, der var så travle, at hestene knap nok kunne komme frem. En håndfuld apatiske russiske soldater forsøgte at holde en form for orden i det hårde samfund – det virkede, som om alle var vrede eller havde travlt, en stærk kontrast til det velorganiserede Japan. Danske telegrafister, franske bagere, briter, amerikanere, et sandt Klondike i færd med at vokse sig stærkt ved Stillehavets fjerne kyst; der var glædeshuse, spillebuler og opiumsknejper, og på halvøen Pestzani havde en rætoromansktalende schweizer hjorteopdræt.
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 23
05/05/2020 07.33
24 | roy jacobsen og anneliese pitz
Tres verst (én verst = 1066,78 m) syd for byen ligger den maleriske ø Askold, som ikke tidligere var blevet besøgt af forskere, en hesteskoformet, meget frodig og vulkansk lille landmasse i havet med et næsten tropisk klima. Netop der håbede jeg at kunne indlede min sommerfuglefangst, og mine forventninger var ikke små, fordi der på øer ofte kan udvikle sig specielle arter og varianter, øer er alle naturforskeres drøm. Det var Tysklands fremmeste entomolog, Otto Staudinger – en af fars venner – der havde bedt mig opsøge netop Askold. Jeg fik at vide, at der fandtes et guldvaskeri på den sydlige del af øen, og kontaktede skipperen på den skonnert, der forsynede anlægget med proviant. Han hed kaptajn Indwind og viste sig at være en rar og omgængelig fyr, der uden videre lovede mig, at jeg kunne sejle med på næste overfart. Jeg sørgede for værktøj, udstyr og mad til en måned og hyrede også en manchu ved navn Wanka, som hr. Körner havde sat mig i forbindelse med. Wanka var omtrent på min egen alder, talte russisk lige så godt som kinesisk og manchurisk og stammede fra en stolt jægerfamilie, der havde levet i distriktet, længe før russerne kom. Vi lettede anker og den femtende juli 1877 lagde vi til ved Askold efter ni timers overfart. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Vegetationen var smukkere, rigere og mere overvældende end nogen anden, jeg havde set for mine øjne. Der var virkelig noget tropisk over øen, med sommertemperaturer som dem, man oplever i Italien. Men den eneste civilisation på øen var det omtalte guldvaskeri, så vi var nødt til først at bygge en hytte. Jeg fandt et perfekt lille fremspring i terrænet på den nordlige del af øen, tæt ved en lille bjergbæk. Og Wanka viste sig hurtigt at være både lærenem og udholdende. Allerede en god uges tid senere havde vi en hytte, det var muligt at bo i. Efterhånden skulle stedet
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 24
05/05/2020 07.33
manden som elskede sibirien | 25
også blive mere imponerende, og vi brugte endda nogle ledige stunder på at mure en bred stentrappe op på forsiden, jeg ved ikke hvorfor, men nede fra stranden virkede byggeriet efterhånden næsten fornemt.
7 når en insektsamler ankommer til et nyt område, retter han først og fremmest sin opmærksomhed mod vegetationen, fordi de fleste sommerfuglelarver lever på og er tilpasset særlige træer, buske og urter. Her ernærer de sig af bladene, indtil de forpupper sig og bliver til fuldt udviklede sommerfugle, der kan forlene landskabet med deres egenartede charme. Sommerfuglene er luftens diamanter, og da de er så tæt knyttede til vegetationen, vil jeg præsentere nogle af arterne på Askold og fastlandet inden for øen: Særligt fremtrædende er den sibiriske eg (Quercus mongolica) med de store buklede blade. Så er der lindetræet (Tilia mands hurica) og elmen (Ulmus campestris). Her er løn (Acer ukurun duense), ask (Fraxinus mandshurica) og østasiatisk birk (Betula dahurica), mens dunbirk kun forekommer sporadisk. Af mellemvegetation findes korkeg (amurkorktræ) (Phello dendron amurense), tørst (Rhamnus frangula), slåen (Prunus padus), sibirisk balsampoppel (Populus suaveolens) og tjørn (Crataegus mandshurica). Jeg registrerede syren (Syringa amu rensis) og hyld (Sambucus nigra) samt hasselarten Corylus hetero phylla, der kan danne hele krat.
Manden som elskede Sibirien_INT.indd 25
05/05/2020 07.33