Læseprøve: MED HJERTET PÅ SPIL (Hjerterdame 3) af Julie Clausen

Julie Clausen

MED HJERTET på spil Med hjertet på spil

Hjerterdame 3

Julie Clausen

MED HJERTET på spil Hjerterdame 3

Med hjertet på spil Hjerterdame 3 Julie Clausen © Turbine 2022 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Lube Glien Andersen Sats: Karin Hald Omslagsillustration: © Shutterstock, Barracuda Studio Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740679397 www.turbine.dk

Vi må være villige til at give slip på det liv, vi har planlagt, for at kunne få det liv, der venter på os.

- JOSEPH CAMPBELL

KAPITEL 1

36,7. Er det ikke næsten feber? Der er jo også en vis usik­ kerhed, når man måler i munden, og der er også lidt koldt her på badeværelset. Jeg måler igen. 36,7. Måske er jeg på vej til at få feber. Skal man ikke også måle blodtrykket flere gange for at være sikker på at få det korrekte resultat?

Jeg måler lige igen. ”Emma?” kalder Axel på den anden side af badeværel­ sesdøren. ”Må jeg komme ind?”

36,6. Der er noget galt med det her termometer. ”Jeg er lige på toilettet,” siger jeg og googler: Hvornår har man feber. ”Er det termometeret, jeg kan høre?” ”Det er mega uhøfligt at lytte ved døren, når andre er på toilettet.” ”Luk mig lige ind.”

Jeg sukker. Smider termometeret tilbage i skabet og går over for at åbne. Jeg åbner døren på klem, så jeg lige akkurat kan ane ham derude. Han læner hovedet op ad dørkarmen og sender mig det der underspillede smil, jeg 7

stadig slet ikke kan stå for. En eller anden dag lærer jeg nok at se bort fra det. Når vi engang er ude over de her hvedebrødsdage, hvor alt ved ham er enten sexet eller nuttet, og jeg er blevet til den vrisne dame, som brokker sig over sure sokker og tis på brættet og altid har hoved­ pine. ”Du smiler,” siger han. ”Stop med at se så lækker ud. Du gør det ret svært for mig at slå op med dig.” ”Vil du da gerne slå op med mig?” ”Ja. Jeg har tænkt længe over det.” ”Alle de 45 minutter, du har buret dig inde herude?”

Hans blik lander bag mig, på den atomkrig i form af min tøjkrise, som ligger spredt ud over badeværelsesgulvet. ”Er du ved at nærme dig en løsning?” ”På tøjet eller på bodelingen?” spørger jeg og går ind i rummet, slår ud med hænderne mod bunkerne af krøllet tøj. ”Der er ikke noget af det der, der signalerer velmenende, ligevægtig, jeg har altid kun høflig, beskyttet missionærsex med jeres søn, jeg er 22, og nej, I må ikke se mit pas.”

Axel kommer ind i rummet. Hans blik falder på en kjole, der hænger over brusestangen og et par strømpebukser, der er landet i håndvasken. Så ser han over på mig. ”Hvad med den prikkede kjole, du havde på den anden dag?” ”Den jeg havde på, mens vi knaldede?” ”Ja, hvad er der i vejen med den?” ”Kan du ikke selv høre det?” Jeg tager mig til hovedet.

8

”Jeg havde tænkt mig at tage noget på, der signalerer gemmer sig selv til efter ægteskabet med en anden mand, men sådan et stykke tøj ejer jeg åbenbart ikke.”

Axel kigger rundt blandt tøjet, som om han skal til at komme med et nyt tåbeligt mandeforslag. Men så ser han over på mig og spørger: ”Hvad tror du, de havde håbet på? I en svigerdatter?”

Spørgsmålet kommer bag på mig. Jeg tøver. ”Det ved jeg ikke. Noget andet? Er det et trickspørgsmål?”

Nu træder han over til mig, stryger en lok af mit hår om bag øret. ”Jeg er en slacker med hockeyhjerne. Det eneste fornuftige, jeg foretog mig på gym, var at lære filosofi­ citater udenad, så jeg kunne score min lærer. Jeg kom ud derfra med et snit på 3 og en fraværsprocent på 80. Jeg brugte fem minutter på at google: Hvad er den nemmeste uddannelse jeg kan tage, og så valgte jeg den, og så tog jeg ud for at drikke bajere og spille hockey med gutterne.” ”Du sprang Ohio over.” ”Ohio er lige meget.” Han ser på mig, fra mit ene øje til det andet, og så smiler han. ”Du er en total overscoring, Emma. Du er smuk og sjov og intelligent og helt uden for min liga. Jeg er bare heldig, du ikke har opdaget det endnu.”

Jeg mærker et sug i maven, og varmen spreder sig derfra og ud i resten af kroppen. Jeg kigger ind i Axels øjne, forsvinder ind i dem, og alt, jeg mærker, er forbindelsen mellem os. I det øjeblik virker alt andet totalt ligegyldigt.

Det er det eneste, der betyder noget. Ham og mig, os.

9

”Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det her,” siger han. ”Men du bliver nødt til at tage noget tøj på.”

Det er rigtigt. Jeg skal have tøj på. Fordi jeg skal til middag. Hos mine svigerforældre. Åh nej. Nu vender angsten tilbage.

Jeg trækker mig væk fra ham og rækker ud efter en lang, blomstret kjole, som prøver for hårdt. ”Du glemte at nævne, at jeg arbejder i Føtex, fordi jeg blev fyret fra mit rigtige job, fordi jeg knaldede min elev, som er dig.” ”Du er teamleder i Føtex.” ”Du får det til at lyde, som om jeg er i gang med at skrive en ph.d.” Jeg undlader at nævne det helt åbenlyse: At den eneste grund til, at Carsten valgte mig som ny teamleder, er, fordi jeg er den eneste over 20, og fordi Inez snart stopper.

Jeg kigger mig i spejlet. Min mascara er klumpet og lagt usikkert i sitrende angst for, at der skulle komme for meget på. Jeg har brugt en halv time på at sætte mit hår op, for derefter at lade det hænge løst, sætte mit hår op, for derefter at lade det hænge løst (det er faktisk blevet helt fedtet at se på af det – måske skal jeg vaske det igen?).

Hvordan er det nu – er det, når håret hænger løst, eller når det er sat op, at man udstråler sex? Jeg har brug for at se super lødig ud.

Jeg har nok aldrig rigtig været utilfreds med mit spejl­ billede, ikke sådan for alvor. Men jeg har nok heller aldrig været så opsat på at gøre et godt indtryk, som jeg er lige nu. Jeg er virkelig glad for Axel. Jeg er ikke bare vild med 10

ham eller tiltrukket af ham eller forelsket eller noget andet, som ikke rigtig beskriver det, jeg føler for ham.

Man skulle måske tro, at det hele ville være dampet lidt af efter Ohio og adskillelsen, den store kærlighedserklæring og genforeningen. At der meget hurtigt ville gå leverpo­ stej og aldersforskel i den, nu hvor vi endelig havde fået hinanden. Det havde jeg nok frygtet. Det var noget af det, der fik mig til at tøve dengang på bænken.

Men den frygt er blevet gjort til skamme. For selvom jeg måske ikke har ført de mest inspirerende samtaler med Rex (”Så du spiller også hockey?” … ”Nå, du spiller i for­ svaret?” … ”Kan jeg få en øl mere?”) og de andre af Axels venner, så er jeg kun blevet gladere for ham. Når vi ligger og snakker til langt ud på natten om alt, der falder os ind, samfundsidealer, feminisme, kreativitet, sport, humor, kærlighed, filosofi, kost (”Hallo, Pepsi Max smager ikke af hostesaft. Hvad tror du måske, der giver mest kræft, sukker eller sødestoffer? Hvidt sukker er det samme som gift. Jo, det er det altså”) kan jeg ikke mærke på ham, at han kun er 20 og en slacker med hockeyhjerne. Når vi taler sammen, er nærværet, forståelsen og forbindelsen mellem os så stærk, at jeg glemmer, at vi burde befinde os på hver vores planet. Han giver mig ro og tryghed og udfordrer mig og er vitterlig en levende kliche: en moden sjæl i en ung krop. Jeg kan ikke forstå, at jeg engang var ansat til at skulle lære ham noget som helst.

Selvom jeg jo egentlig er meget rationelt anlagt og mest af alt tror på logik, fornuft og en høj grad af selvbestem­ 11

melse over tilværelsen, så er jeg begyndt at hælde til den overbevisning, at vores møde var skæbnen. At det hele tiden var meningen, at det skulle være os, at det bare var et spørgsmål om tid. At jeg faktisk ikke havde noget valg dengang på bænken – og egentlig heller ikke på gymna­ siet, for den sags skyld.

Det er derfor, det her møde er så vigtigt for mig. Det er derfor, det er så afgørende for mig, at hans forældre kan lide mig. At de forstår, at jeg ikke bare udnytter ham eller fordrejer hovedet på ham eller er en gal sexafhængig med omvendte faderkomplekser, eller hvad man nu måtte tro om sådan en som mig. Fordi den her sindssyge, jeg er ramt af, åbenbart ikke er noget, der går over. ”Hvad har du egentlig sagt til dem?” spørger jeg og fanger hans blik i spejlet. Han sidder på vasketøjskurven og betragter mig. ”Hvad mener du?” spørger han. ”Hvad har du sagt til dem om mig?” ”Ikke så meget.” ”Men hvad har du sagt?”

Han rejser sig og kommer over til mig. Lægger armene omkring mig og kigger på mig i spejlet. ”Jeg har enten sagt til dem, at du er lækker og vildt god til at undervise i seksualundervisning …” ”Stop, det har du jo ikke sagt.” ”Eller også …” ”Det har du ikke sagt, har du?” ”… har jeg sagt til dem, at jeg tager min kæreste med 12

hjem, og at jeg er sikker på, de vil synes, hun er lige så fantastisk, som jeg synes, hun er.” ”Det nytter ikke noget,” siger jeg og ryster på hovedet. ”Det preller af.” ”Kvinde, du er jo lavet af is.” ”Jeg er bange for, at de hader mig.” ”Det gør de ikke.” ”Så de er bare helt cool med, at jeg var din lærer?” ”Nej, jeg tror måske, min far er lidt utilfreds med, at du kun gav mig 2 i årskarakter for det, jeg har ydet for den.” ”Det har han ikke sagt … har han sagt det?”

Axel smiler, trækker mig ind til sig og kysser mig. ”Det skal nok gå fint. Det lover jeg.”

Da Axel og jeg går hånd i hånd gennem byen på vej hjem til hans forældre, er luften lun, sommerferien står for døren, og i det fjerne kan vi høre musik og råb fra en stu­ dentervogn. De første gange, vi gik sådan her offentligt, var jeg altid et nervevrag. Hvad nu, hvis vi mødte nogen, vi kendte? Nogen fra gymnasiet? Eller hvis vi var ude at handle, og en eller anden lille pige skulle pege på mig og kalde mig hans mor?

Det betyder ikke så meget for mig længere. Måske mest, fordi Axel tilsyneladende hviler fuldstændig i det. Går rundt med mig i hånden, som om os to sammen er det mest naturlige i verden, og hans ro smitter.

Bare ikke lige i dag. Måske er angst bare et grundvilkår i livet, tænker jeg. Lige nu kan jeg overhovedet ikke mærke, 13

at jeg har rejst rundt med en rygsæk i en moden alder, at jeg har fået tatoveret ordet oui på min arm for at minde mig selv om, at jeg skal sige ja til alt, hvad livet byder på, og at jeg i mange måneder har øvet mig i at tage Lille Emma ved hånden og forsikre hende om, at hun er god nok. Måske vil der bare altid være prøvelser, som ryster ens fundament? Måske bliver man aldrig helt færdig med at øve sig, og måske er det det, man vokser af.

Det er det, jeg siger til mig selv, men det hjælper ikke rigtig. Jeg er svedig og har ondt i maven, og da vi endelig når frem, er jeg overbevist om, at jeg skal kaste op. Jeg vil gerne bede om en anden prøvelse. En hvilken som helst anden. Jeg skal nok bungeejumpe eller holde en tale eller sætte ild til mig selv, hvis bare jeg må slippe for det her.

Axels forældre bor i et lille, pænt parcelhus, som ligner ethvert andet 70’er-hus på den her vej og alle andre villa­ veje. Der er blomsterbede langs indkørslen og blomster i kummer, og der er nogen, der luger det rigtig grundigt.

Ikke engang min mors bede ser så rene ud. Der er ukrudt overalt og hele tiden, kan jeg huske, hun engang sagde til Chris og mig, da vi som børn skulle luge vores eget lille jordbærbed i haven og brokkede os over, at der blev ved med at dukke ukrudt op mellem planterne. Men åbenbart er der ikke ukrudt i Axels mors bede.

Hans mor er åbenlyst også lidt af en havedame. Måske kan vi snakke om dét. ”Jeg kan høre, de er i haven,” siger Axel, da vi går ind i indkørslen, og det undrer mig, for jeg kan ikke høre andet 14

end en susen for mine ører. Han fører mig med ad en lille sti langs garagen om bag huset, og jeg klamrer mig til hans hånd.

Baghaven er lige så sirlig som forhaven. På terrassen er der dækket op ved havebordet, og der står en høj, mørk­ håret mand med kasket og er i gang med at gøre grillen ren, mens han fløjter for sig selv. ”Hej far!” kalder Axel.

Han drejer rundt og lyser op i et smil, da han ser os.

Sådan et rigtigt ægte, varmt far-smil, som smelter toppen af mine bekymringer væk. ”Hej med jer,” siger han og tørrer hænderne af i khaki­ shortsene og får en lille smule sod på dem. Han trækker Axel ind til et tæt kram. Ikke sådan et, mænd normalt udveksler med hinanden, hvor det nærmest bare lige er et klap på skulderen. Nej, han trykker ham ind til sig, som om Axel har været ude at rejse i flere måneder, selvom jeg ved, Axel var her i sidste uge.

Så vender han sig mod mig. ”Velkommen til, Emma.

Jeg hedder Frank.” ”Tak,” siger jeg og rækker hånden frem. ”Du får altså også lige en krammer.”

Og så hiver svigerfar mig ind til et kram af nogenlunde samme kaliber, som Axel lige har fået, lige så tæt og varmt og gammel-ven-af-huset-agtigt, og da han slipper mig, kan jeg se, at han har tårer i øjnene.

Axel klapper sin far på skulderen. ”Det skal nok gå det hele, far.”

15

”Ja, undskyld, knægt. Det er bare en stor dag.” ”Gem nu lidt til vores bryllup.” ”Der er rigeligt til det hele.”

Jeg står en smule paf, mens svigerfar tørrer øjnene, og Axel går over for at tage et jordbær fra en skål salat, der står på bordet. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en mand, der græd af glæde før. Da Thomas’ bror fik sine tvillinger, stod Thomas’ far på sygehuset med den ene i favnen og så på ham, som man ville se på en liter mælk, og jeg forestiller mig, at LC hellere ville lade sig stene end at vise følelser på den måde. Jeg er overvældet af Axels fars bløde væsen og hans umiddelbare accept, og … vent, hvad var det, Axel lige sagde? Gem nu lidt til vores bryllup. Sagde han det? ”Undskyld, Emma,” siger svigerfar. ”Det var ikke for at gøre dig forlegen.” ”Det skal du ikke tænke på,” siger jeg og er helt varm indeni. ”Hvad kunne du tænke dig at drikke?” spørger han og slår en hånd ud mod bordet, der er dækket så fint med krystalglas og servietter, at man skulle tro, vi rent faktisk skulle giftes. ”Øl, rosé, sodavand, vand?” ”Vand er fint,” siger jeg, fordi jeg stadig er helt svedig og tør i halsen og sindssygt tørstig, men ombestemmer mig.

Jeg har brug for noget at styrke mig på, og jeg har egentlig også brug for at signalere, at jeg ikke er indremissionsk eller sundhedsfreak eller gravid. ”Nej, vent, jeg vil egent­ lig gerne have en øl.”

Svigerfar griber en flaskeøl, knapper den op og rækker

mig den. Jeg takker og sætter den op til munden. Det er sjældent, jeg drikker øl, men smagen minder mig om sommer og fester og ubekymrethed. Jeg får pludselig en følelse af, at det hele nok skal gå. Sommeren er kun lige begyndt, det er en lun aften, jeg kan høre børn, der hopper på trampolin et sted i nabolaget, kan lugte, at der er andre, som griller. Svigerfar er sød, og Axel synes, vi skal giftes engang. Jeg fanger Axels blik og smiler til ham, og han sender mig et blik, der siger: Sagde jeg ikke, at det nok skulle gå fint?

I det samme kommer Axels mor ud gennem terrasse­ døren med en bakke med grillspyd i hænderne. Med det lange, glatte hår strøget tilbage over skuldrene, iført en stilfuld flaskegrøn slå-om-kjole, små ferskvandsperler i ørerne og en udstråling, der er stoisk, nærmest kongelig.

Hun stiller bakken fra sig på grillen og kysser Axel på kinden. ”Hej skat.” ”Hej mor.”

Så går hun over til mig, der står som forstenet midt i det hele. Jeg tænkte umiddelbart, at Axel lignede sin far med det mørke hår, men det er åbenlyst hans mor, han slægter på. Det er hendes skønhed, han har fået, hendes grå øjne.

Hun smiler til mig, men smilet når ikke op til øjnene. ”Jeg hedder Anja,” siger hun, og al den lettelse, jeg følte lige før, er forsvundet. ”Dejligt at møde dig.”

17