Læseprøve, "Medusas flåde", Franzobel

mennesker til kannibaler? Koloniherrer, der skulle viderebringe europæiske værdier til de vilde, havde forvandlet sig til menneskeædere. Var der nogen mening med disse rædsler? Æder katte ikke også deres egne killinger, eller kaniner deres artsfæller, hvis de ingen føde har? Savigny så interesseret på, hvordan kokken var gået over til at skære fine, tynde strimler ud af kødet for så at sætte dem fast på råen. Den lille, mørkhårede mand med den forbrændte ansigtshalvdel havde lige en patient kolde omslag. Sandsynligvis håbede han, at det ville blive tørret kød, beef jerky, eller noget i den stil.

Skibslægen bemærkede interesseret,

Denne historiske hændelse – et af verdenshistoriens mest berømte skibsforlis – danner baggrund for Franzobels eminente roman, der sigter mod kernen af selve det menneskelige: Hvad betyder moral og civilisation, når det handler om at overleve i en ekstrem situation? Og hvad er prisen for at overleve?

medusas flade 0

0

så travlt som en sygeplejerske, der gav

Det er den 18. juli 1816, og klokken er 11 om formiddagen.

Et stykke ud for Afrikas vestkyst får kaptajnen på briggen Argus øje på en tømmerflåde. Da flåden kommer nærmere, fryser blodet til is i hans årer. Om bord befinder sig 15 udmagrede skikkelser med hule øjne, forbrændt hud og hår, der er stift af salt. Det er de sidste overlevende ud af 147 mennesker, som to uger tidligere blev overladt til deres skæbne, da fregatten Medusa forliste.

f r a n z o b e l Foto: Dirk Skiba

timer ville være nok til at forvandle

”Splitte mine bramsejl for en roman! Den bedste skibsroman i årevis er skrevet af en landkrabbe fra Østrig.”

– VG

franzobel

”Hvem skulle have troet, at halvtreds

medusas flade



at de, der havde spist, snart virkede

Franzobel (Franz Stefan Griebl, f. 1967) er en østrigsk forfatter, som debuterede i 1992. Han fik sit gennembrud, da han i 1995 vandt Ingeborg Bachmann-prisen for fortællingen "Die Krautflut" (Kålfloden). Han har skrevet romaner, fortællinger, essays, skuespil, digte og børnebøger – næsten 50 værker – der er kendetegnet af stilistisk anarki, sproglig leg, humor og satire.

mere friske og stærke. Det mørke slør forsvandt fra deres øjne, de bevægede sig hurtigere, mere energisk.

Menneskets vilje er menneskets helvede.”

”Franzobel har gjort det umulige med den her roman … et rystende mesterværk.” – Der Tagesspiegel

ROMAN TURBINE

Medusas flåde_CVR.indd 1

10/06/2020 14.40

Medusas flaĚŠde_INT.indd 2

10/06/2020 14.41

f r a n z o b e l

medusas flade o

Oversat fra tysk af Lone Ă˜sterlind

Roman | Turbine

Medusas flaĚŠde_INT.indd 3

10/06/2020 14.41

Citatet fra Friedrich Kinds Jægerbruden på s. 124 er oversat af Adam Oehlenschläger og udgivet af Gyldendalske Boghandel, København, 1929.

Maleriet på omslaget er Théodore Géricaults Le Radeau de La Méduse fra 1818.

Medusas flåde Af Franzobel Oversat til dansk af Lone Østerlind 1. udgave, 1. oplag © Turbine Originaltitel: Das Floß der Medusa © Paul Zsolnay Verlag, Wien 2017 Dansk omslag og opsætning: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-406-6132-3 www.turbine.dk Denne udgivelse er støttet af: Bundesministerium für Kunst, Kultur, öffentlichen Dienst und Sport Sektion IV – Kunst und Kultur Abteilung IV/A/5 – Literatur und Verlagswesen, Büchereien Oversættelsen er støttet af Goethe-instituttet

Medusas flåde_INT.indd 4

12/06/2020 08.24

Water, water, every where, And all the boards did shrink; Water, water, every where, Nor any drop to drink. samuel taylor coleridge

Når mennesket har nået bunden, er det ikke længere modtageligt for forklaringer; dets instinkter bliver som et rovdyrs, og man må være parat til at skulle forsvare sig mod det på samme måde, som man ville forsvare sig mod et såret vilddyr.

alexandre dumas

Medusas flåde_INT.indd 5

10/06/2020 14.41

Medusas flaĚŠde_INT.indd 6

10/06/2020 14.41

EN DOVEN MORGEN Tre gange ni er torsdag, og den 18. juli 1816 var en herlig torsdag.

Ikke en sky på den azurblå himmel, solen flimrede, og selv den ellers så disede luft var krystalklar. Cirka tredive sømil ud for Vestafrikas kyst gled briggen Argus gennem det spejlblanke vand.

Delfiner sprang af sted langs skibet, måger kredsede omkring dets kølvand, fløj i buer op og ned og var tæt på at strejfe vand­ overfladen med spidsen af deres fjer. Bevægelserne om bord greb så harmonisk ind i hinanden som i en kompliceret mekanisme.

Man mærkede ikke den mindste anstrengelse.

Så kom der grus i maskineriet. Klokken var elleve om formiddagen, Argus befandt sig nogle mil nord for Nouakchott, som i vore dage er Mauretaniens hovedstad, omtrent ud for Portendick, da udkigsmanden meldte om et mærkeligt objekt to streger om styrbord. Ingen anede, hvad det betød. Mindst af alle gjorde vi, men vi skal snart få mere at vide.

Hvad var det for et objekt? Kaptajn Léon Parnajon bappede på sin pibe, bad om at få kikkerten, men kunne ikke se noget – hverken et skib eller en ø. Drivgods? Først efter nogle minutter viste der sig noget i kikkertens lille kreds, først da fik kaptajnen øje på en drivende platform med et telt på. Var det maurere?

Berbere? Andre kameldrivere? En af ørkenfolkenes boliger, der var drevet til havs? Undvegne slaver? På den tid skete det tit, at 7

Medusas flåde_INT.indd 7

10/06/2020 14.41

nogle sorte overmandede deres opsynsfolk og foretog absurde flugtforsøg. Mens kaptajnen forsøgte at finde en forklaring, så han en vaklende skikkelse. Den stillede sig ved kanten af platformen, lagde hovedet bagud og … ja, der var ingen tvivl, manden urinerede – i sin egen hånd, så det ud til, og så … nej, det kan da ikke passe, han drak sit pis. Så snart den sjover så op og fik øje på Argus’ sejl, begyndte han at hoppe og vinke som en vanvittig. Nu klatrede han oven­ikøbet op i masten og viftede med et stykke stof.

Rolig nu, din gamle sjover. Vi har set dig.

Fyren kunne ikke holde sig oppe i masten ret længe, gled ned og forsvandt i teltet. Nu kom der flere ud, som også vinkede. Da det gik op for dem, at Argus nærmede sig, og at de var blevet fundet, faldt de hinanden om halsen i én stor omfavnelse.

Nej, det er ikke undvegne slaver. Ikke nogen darkies. Måske skib­ brudne? Fra Medusa? Umuligt! Medusa forliste for to uger siden, nu kan man i bedste fald finde overlevende ved kysten, måske også vraget.

En halv time senere var Argus nået frem til det sælsomme fartøj.

Tilsyneladende en tømmerflåde. Eller en vindebro fra en borg? I hvert fald havde fartøjet, så meget var kaptajnen helt sikker på, en lille mast og et solsejl. Skibsdrengen talte tretten, fjorten, femten afpillede skikkelser. De fleste var nøgne, men iført støvler, der virkede komiske på de tynde ben – som barnefødder i alt for store sko. Omvandrende skeletter! En af dem var iført hørparyk og gul uniformsjakke og havde en sabel bundet om livet. Hans trekantede hat kunne tyde på en militær fortid. Var det franskmænd? Eller pirater? Kun fem af dem kunne holde sig oprejst, de andre lå og døsede. Man firede skibsbåden ned i vandet og roede hen til dem.

– Vær forsigtig, råbte Parnajon. Måske er det en fælde. Måske …

8

Medusas flåde_INT.indd 8

10/06/2020 14.41

Nej, det var ikke nogen fælde. Da de var tæt nok på, så de indfaldne øjne, stive skægstubbe, dehydrerede læber, der var så tørre som pergamentpapir. Forbrændte skuldre, afskallet hud, alle vegne med sår og blærer. Nej, det var ikke slaver, ikke berbere og heller ikke pirater, men europæere. Sjovere! Og sikke nogle! ­Skeletter med udstående brystkasser, harpeformede hofteben og røvballer, der kun bestod af hudlapper. Deres hovedhår var stridt af havets salt og lignede gammelt polsterfyld til lænestole.

Og deres øjne? Uhyggelige og slørede, vanvittige. Hvad var de for nogle? Omvandrende lig? Hvad havde de dog været ude for?

Vi ved det endnu ikke, men bare rolig, vi skal nok få det at vide.

Et ynkeligt skue. Dødningeansigter, kraftesløse, tynde arme, sønderslidt tøj – alt i laser. Et ynkeligt, modbydeligt syn. Sammen­ lignet med dem her ser rakkerpakket i Paris faktisk ganske fornemme ud. Kaptajnen, som selv kun er en bifigur i vores historie, gav ­ordre til, at de skulle bringes om bord og have serveret bouillon og vin.

Desuden skulle de have cognac med irørte æg.

Kaptajn Parnajon og alle andre om bord på Argus var klar over, at disse afkræftede skikkelser, disse omvandrende lig, var de skibbrudne, de overlevende fra Medusas flåde. Det var dem, som man havde troet var døde, de sidste femten af oprindelig et hundrede syvogfyrre mennesker, som havde overlevet i tretten dage på denne flåde. Tretten dage! Han bappede på sin pibe og betragtede den dilettantiske bræddekonstruktion, det teltlignende sejl. Utroligt, at denne indretning havde kunnet holde sig oven vande i så lang tid. Men hvad han derefter så, fik blodet i hans årer til at fryse til is; det var en fod, der sad fast mellem to brædder, hugget af lige oven over anklen. Kødet var gulliggråt og opsvulmet, hele fodens form var udflydende, svampet, men man kunne godt 9

Medusas flåde_INT.indd 9

10/06/2020 14.41

se, at det var en fod. Og Parnajon, vi kan snart glemme hans navn igen, så mere endnu, små grå strimler, hængt op i snore.

Tørret fisk? Gammelt morgenmadsflæsk? Nej, kaptajnen forstod, at det var menneskekød! Hvordan skulle disse femten ellers have kunnet overleve i næsten to uger? De sjovere havde ikke bare drukket deres egen urin, de havde også ædt hinanden. Parnajon, hvis eksistens vi ikke ville kende mere til, hvis ikke det var for disse overlevende, fik piberøgen galt i halsen og hostede. Måske havde han en fornemmelse af, at det var denne dag, denne flåde, disse grå kødstrimler, som ville sikre ham en lille notits i historie­ bøgerne? En plads blandt fodnoterne i udødelighedens bog.

Blandt søfolk var kannibalisme ikke et helt ukendt fænomen, så længe reglerne blev overholdt. Selv den højhellige katolske kirke så gennem fingre med indtagelse af menneskekød i ekstreme situationer. Men femten overlevende ud af hundrede og syvogfyrre? Var reglerne blevet overholdt i dette tilfælde? Eller havde man kun kendt til én regel, nemlig den stærkestes? Havde man slagtet og derefter ædt hinanden?

Knap var de reddede kommet om bord, før nogle af dem faldt på knæ og takkede Vorherre. Én omfavnede skibsdrengen, en anden kaptajnen, der dog holdt ham lidt på afstand i væmmelse, idet han mindedes urinscenen fra før. Fire af dem var så afkræftede, at de måtte bæres, og en anden skreg noget om sin pung, der stadig befandt sig om bord på flåden: Mine penge! Mine papirer! Kun med stort besvær lykkedes det at forhindre ham i at springe i vandet. En anden bestilte champagne, østers, krebs, marengs­ kager og en serviet.

– Sig til orkestret, at de gerne må spille lidt højere. Og bed damerne om at udvise tålmodighed. Jeg skal nok snart danse med 10

Medusas flåde_INT.indd 10

10/06/2020 14.41

dem. Der var ingen tvivl om, at manden var gået fra forstanden.

En anden, det var geologen Alexandre Corréard, som vi senere skal vende tilbage til, udtalte tørt: – Mine herrer, jeg er helt ude af mig selv, De kommer hele ti minutter for sent. Kalder De det præcision? Sikken slendrian!

Hvis det bliver moderne … Han forsøgte at smile, og da ingen reagerede på den morsomhed, som han nu i dagevis havde for­ beredt, brød han sammen.

De var skindøde med matte øjne. Øjne, der havde set for ­meget. Kun én af dem skilte sig ud, virkede kraftigere, sundere: manden med den gule uniformsjakke, hørparykken og den trekantede hat, som han nu knugede ind mod sit bryst. Han havde et tæt, stikkende skæg, et kødfuldt, rosa ansigt og skarpe, blå øjne.

Hvis man kiggede nærmere efter, kunne man se, at knapperne manglede på hans luvslidte uniformsjakke, og at der var blevet gnavet i hans læderstøvler, så der var opstået et helt net af saltårer på dem.

– Jean Baptist Henri Savigny, assisterende skibslæge på Medusa.

Han præsenterede sig med et dybt buk, ikke kun for kaptajn Parnajon, men også for os, for verden. Så tog han en dyb indånding og sagde med forbløffende kraftig stemme: – Verden skal vide – og det vil den også komme til – hvad vi har oplevet … vi er i live, fordi det var vores pligt at overleve og fremlægge vores skæbne for menneskeheden … Han talte om Medusas forlis på Arguinsandbanken, om redningsbåde, der havde forladt dem, om mytteri. Som et vandfald fossede ordene ud af ham. Et kappet reb, storme, en sommerfugl, flyvefisk, ­hajer, endnu et mytteri, knuste vandbeholdere, vinrationer og så videre.

11

Medusas flåde_INT.indd 11

10/06/2020 14.41

– De må underrette Josephine, min forlovede. Sig til hende, at jeg er i live, og at hun skal lave limonade. En stor, kold limonade.

Et helt fad fuldt af limonade. Tolv skæpper! Og en gåsecassoulet.

Ragout. Tarte tatin – nej, for resten, der er stadig firs år, til den bliver opfundet, så her må vi hellere sige æblekage. Creme brulé, profiteroles, iscreme.

Først da Parnajon løftede hænderne og gjorde det klart for ham, at han måtte vente med alt dette til senere, mærkede også Savigny, at han var ved at besvime. Han bad kaptajnen, om han måtte tage et sug på hans pibe, ”det har jeg glædet mig til i to uger”, og så – kun modvilligt lod kaptajnen ham gøre det – faldt han sammen, måtte støttes, men talte stadig om Josephine: – Hun er ikke smuk, og hendes intelligens er ikke noget at prale af, hun er ualmindelig almindelig, ikke nogen prinsesse, men jeg elsker hende. Jeg …

– Hvad har De spist? spurgte kaptajnen. Han så skarpt på den reddede mand, tog sin pibe tilbage og tørrede den af.

– Spist? Savigny kiggede op i luften og lo. En herlig gryderet med oksehale og kalvekæber, gratineret med ost, svineskank med linser, miltsnitter, langtidsstegte nyrer, brød med oksemarv, gåse­ lever, fyldte karper, pærekage … Han kiggede hen på Parnajon, fulgte dennes blik, så de grå kødstrimler, der hang på flåden, og vidste, hvad kaptajnen på Argus tænkte. Det ville blive vanskeligt at forklare den civiliserede verden, hvad der var sket på flåden. Ville nogen overhovedet kunne forstå det? Eller var det en skandale, som skulle dysses ned med alle tænkelige midler? Noget, som aldrig måtte komme til verdens kendskab?

Disse udtærede skikkelser ville ikke have overlevet én dag mere på havet, og selv om Parnajon var lykkelig over at have reddet 12

Medusas flåde_INT.indd 12

10/06/2020 14.41

femten menneskers liv, blandede der sig også bange anelser i hans højstemthed. Var der tale om nogle stakkels skabninger, der var blevet mishandlet af skæbnen, eller var det vilde, umenneskeliggjorte bestier, sjovere!, som han havde hevet om bord for at levere dem tilbage til civilisationen? Var det sådan nogle, der – som hans gamle lærer altid havde sagt – mente, at tre gange ni var torsdag?

Besynderligt nok finder de store katastrofer ofte sted i det skjulte.

Ligesom med koncentrationslejrene, folkedrab, torturfængsler eller tragedierne med flygtningeskibe på Middelhavet hørte offentl­ig­ heden heller ikke noget om fregatten Medusas forlis i første omgang. Først i september 1816 nåede historien frem til aviserne, først de franske, snart efter i resten af verden. Den sensationshungrende offentlighed kastede sig over den, og beretninger fra de overlevende kunne snart læses i Lemberger Zeitung, i Gazeta Lwowska, i Steyermärkische Intelligenzblätter samt i Augsburger Allgemeine, i El Mercurio, i The Times, i Norske Intelligenz-Sedler, i Sankt Petersburgskije Vedomosti samt i hundredvis af andre aviser.

Men inden det nåede så vidt, gik der præcis to måneder, nemlig til den 18. september 1816, før den franske marineminister, general Bouchage – hans navn betyder forstoppelse – kunne skrive følgende til kong Ludvig 18.: ”Jeg skal spare Deres Majestæt for en beskrivelse af de forfærdelige scener, forårsaget af sult og fortvivlelse, der udspillede sig på denne flåde. Og jeg skal også spare Deres Kongelige Højhed for en beskrivelse af de gruopvækkende handlinger, som blev begået i de tretten dages isolation. Nu som før beklager jeg dybt, at nogle journalister har afsløret hændelser, som havde været bedre tjent med at være blevet holdt skjult for menneskeheden til alle tider.”

13

Medusas flåde_INT.indd 13

10/06/2020 14.41

Tre år senere udtalte den gamle, gigtplagede konge, royalisternes håb, en fed, blævrende opsvulmet mand med hvidt hår og en forkærlighed for store ordener og lyse sko, sig om denne hændelse, som han betegnede den. I anledning af åbningen af Paris’ Kunst­ salon i 1819 sagde han til en ung maler, der i en overmenneskelig kraftpræstation havde fastholdt begivenhederne på et kæmpemæssigt lærred: ”Hr. Géricault, Deres skibsforlis dér, det bryder vi os ikke om!” Den fede regent gjorde en nedladende bevægelse, så vraltede han sindigt videre sammen med sit følge, mens den unge maler, der under arbejdet på sit maleri havde talt med overlevende og skaffet sig lig fra de anatomiske institutter til sit atelier, stod tilbage temmelig sønderknust. Han kunne jo ikke vide, at hans værk skulle opnå berømmelse og to hundrede år senere skulle hænge på Louvre, og endda i en af de store sale, lige over for Jacques-Louis Davids billede Napoleons kroning.

Hundrede og halvfjerds år senere igen var der planer om at filmatisere historien, men verden ville stadig ikke vide noget om denne ”hændelse”. Orkanen Hugo ødelagde en kopi af Medusa ud for Guadeloupe, og der blev lagt så mange og så store sten i vejen for den iransk-franske filmskaber Iradj Azimi, at han blev drevet til randen af sammenbrud. Til sidst måtte han skære sine pulsårer over foran kulturministeriet i Paris, før hans film Le Radeau de La Méduse, der ikke skulle slå igennem, omsider kunne blive vist i biograferne, næsten ti år efter sin tilblivelse.

Men hvad var det for nogle begivenheder, der hellere skulle have været holdt skjult for menneskeheden til alle tider? Hvad er det for en historie, der tilsyneladende er behæftet med en forbandelse, som ligger bag disse femten udtærede skikkelser? Er det noget for os? Et forsøg på at retfærdiggøre mennesket over for Gud? 14

Medusas flåde_INT.indd 14

10/06/2020 14.41

Noget ophøjet? Opløftende? Sønderknusende? Det skal vi få at se.

I hvert fald er denne ”hændelse” noget, der kradser i den franske, ja, i det hele taget i den europæiske nationale stolthed, fordi den afslører menneskelige afgrunde og viser, at vores art er i stand til lidt af hvert. Det er ikke noget for frankofile, rødvinsdrikkende, ostenydende modefreaks. Men altså, begivenhederne ligger i mellemtiden mere end to hundrede år tilbage. Vi kan altså gøre det bekvemt for os selv og forsikre os om, at vi i hvert fald er anderledes, hos os ville den slags ikke forekomme. Men er det nu også sandt?

Medusas flåde_INT.indd 15

10/06/2020 14.41

MUDDERMANDEN – Det er lige netop det, jeg er bange for, knirkede en hæs stemme.

Lige netop det. Jeg har haft det på fornemmelsen i flere dage. Jeg har mærket det i urinen i flere dage … Men jeg vil ikke have det!

Det var den 22. september 1816, fire dage efter at den franske marineminister ved navn Forstoppelse havde afleveret det omtalte brev til sin opsvulmede konge. Skibslægen Savigny, det var ham med den gule uniformsjakke og hørparykken, havde i de to måneder, der var gået siden redningen, taget tredive kilo på, var i mellem­ tiden vendt tilbage til Frankrig og havde her fået besked om, at admiralitetet ikke var interesseret i hans historie. Tværtimod, man ville helst feje sagen ind under gulvtæppet. Skibslægen fik at vide, at han ikke havde nogen fremtid i marinen og ikke skulle gøre sig håb om nogen skadeserstatning.

– Det er ikke i statens interesse, at De udbreder Dem om, hvad De har set. Det bedste er, at De holder lav profil og ikke lader høre mere fra Dem. Man hænger mig til tørre, behandler mig som en luset, rådden tigger. Men det var ikke Henri Savignys stil, det var ikke derfor, han havde præsenteret sig for os. Han ville udbasunere sin historie, hele verden skulle tage del i hans skæbne. Han havde jo ikke overlevet dette helvede i tretten dage for så blot at holde sin mund. Hvis han bare ikke havde haft denne ufattelige appetit, denne trang til at proppe sig med alt muligt: sammenkogte retter, 16

Medusas flåde_INT.indd 16

10/06/2020 14.41

kød, kartofler, brød, ost, bønner, smør, som han slikkede i sig af fingrene, kager, postejer med en ske, budding og sirup. Og naturligvis limonade. Han åd som en vanvittig, drak som en vand­ bøffel.

– Du revner snart, sagde Josephine.

– Det har du ikke forstand på. Du har ikke set døden i øjnene i tretten dage i træk. Han ventede på, at nogen skulle sætte sig i forbindelse med ham, nogen, der havde læst hans beretning, der var nået frem til en avis på indiskret maner, nogen, der ville hjælpe ham med at opnå det, som uomtvisteligt tilkom ham, nemlig berømmelse og anerkendelse. Men der skete ingenting. Ingen viste interesse for ham. Hans historie var for eventyrlig, for afsindig, for hårrejsende.

De fleste af dem, der var blevet reddet, befandt sig stadig i Senegal, hvor de var indlagt på et hospital i Saint-Louis, i et stort, fugtigt rum med gamle madrasser, hullede moskitonet og rødt, lerstampet gulv, som der hele tiden kravlede nye skadedyr op af – stikkende, bidende, flyvende eller kravlende uhyrer, som hver især var en perfid mester i at ødelægge ens nerver.

Fem af de reddede havde ikke overlevet sommeren, og de fleste af de øvrige lå også og døsede, havde hallucinationer eller det, som man i dag ville betegne som posttraumatisk stresssyndrom: aggression, selvmordsforsøg, depression. Ud over skibslægen var det kun den evigt bedende løjtnant Coudein, der var ramt af religiøst vanvid, og matrosen Hosea Thomas, der viste de første tegn på katatoni, der havde indledt hjemrejsen til Frankrig. ­Under den tre uger lange sørejse vekslede de ikke et ord med Savigny.

De gik i land i Brest. Coudein ville straks opsøge pave Pius 7. for at udvirke en kanonisering af en skibsdreng, der var omkommet, 17

Medusas flåde_INT.indd 17

10/06/2020 14.41

og Hosea drog af sted for at opfylde et løfte – et løfte, som han havde aflagt på flåden. Han havde ikke mange ord tilovers for skibslægen: – Jeg vil aldrig se Dem mere. Aldrig mere. Det vil jeg ikke.

Mens Savigny havde trang til at tale og uophørligt fortalte om de tretten dage på flåden, ville Hosea ikke høre mere om det. Han var en mand af en robust konstitution, men havde stort set ikke sagt et ord, efter at de var blevet reddet. Det meste af tiden sad han bare og skar en tåbelig, grinende grimasse og tav. Men han spiste også meget, han røg og drak, som om han ville ødelægge sig selv. Men han sagde ingenting. Når nogen undervejs på rejsen til Brest spurgte ham, hvordan det havde været på flåden, rystede han bare på hovedet og mumlede: – Det har du ikke lyst til at få at vide, det har du ikke.

Her er vi nødt til at foretage et lille spring ind i hjertet af Frankrig, nærmere betegnet til Limoges, hvis vi skal følge efter Hosea Thomas: Det var en kold søndag morgen i september, to måneder efter den katastrofe, som verden endnu ikke vidste ret meget om.

På en vej i byens udkant standsede et oksespand op for ikke at komme til at køre hen over en person, der lå på vejen.

– Prrr, sagde kusken. En lille, tyk, rødmosset mand med glinsende hud, et indsmurt påskeæg på to ben. Han rystede på hovedet, strøg sig over folderne i nakken og mumlede: Jeg vil ikke have det der. Det er lige netop det, jeg er bange for. Lige netop det … Sådan begynder det alt sammen, dommedag og …

Lugten af vinter hang allerede i den kølige luft, og de tunge skyer lovede regn, selv om det havde øsregnet hele sommeren.

Det havde regnet uafbrudt lige siden april måned.

18

Medusas flåde_INT.indd 18

10/06/2020 14.41

Hanerne havde allerede galet, og spurvenes kvidren og duernes kurren var ikke til at overhøre, men menneskene tog sig en doven morgen og sov længe. Den tykke kusk, en landmand fra den nærliggende landsby Pressac, havde været på marked dagen forinden og havde i løbet af natten allerede drukket halvdelen af sit høstudbytte op. Høst? Bortset fra et par forkrøblede kålhoveder og nogle latterligt små roer havde denne forbandede sommer ikke givet noget som helst. Græskarrene var knap nok større end børnenæver, kornet var råddent op til knæhøjde. Kartoflerne var på størrelse med valnødder, og selv hønsenes æg var ikke større end små drenges testikler. Det forbandede regnvejr! Møgsommer!

Jeg vil ikke have det!

Nu var tyksakken fra landsbyen plaget af halsbrand – fremkaldt af brændevin tilsat sortkrudt og cayennepeber – men også af dårlig samvittighed over for sin kone. Den møgkælling! Pulverheks!

Da han nu så denne person ligge på tværs over vejen, strakt ud som et nedlagt vildsvin, bandede han højlydt.

– Flyt dig, din ulykkesfugl, dit uhyre. Sådan begynder det alt sammen, men det dér behøver du slet ikke at begynde på. Den slags skal du ikke gøre mod mig. Lad være med det!

Sandsynligvis ville han gerne selv have ligget sådan, fredeligt sovende, uden halsbrand og garanti for et snarligt skænderi med sin kone. Men vejen var fuld af mudder, nogle steder endda så meget, at okserne sad fast i det.

– Lige netop dét er jeg bange for, de der bænkebidere, som indvarsler dommedag. Den slags skal du ikke gøre mod mig.

Manden på vejen reagerede ikke, men til gengæld blev vinduer lukket op, og nogle stak hovedet ud og smældede ”Kan vi så få ro!”, ”Det er søndag, vi vil sove!” og ”Jeg melder dig til præsten!”.

19

Medusas flåde_INT.indd 19

10/06/2020 14.41

Det fik den tykke bonde til at stige ned fra bukken og traske gennem mudderet hen til fulderikken, som han ublidt prikkede i siden. Ikke med sine fede fødder, som på den smattede vej havde lavet smaskende lyde, men med en stok, der havde et smedejernssøm for enden. Den plejede han ellers at støde i bugen på sine okser, når de ikke makkede ret – den måtte vel være god nok til det stykke kreatur, der lå der midt på vejen.

– Rejs dig op! Ellers flår jeg ørerne af dig! En vej er ikke nogen horeseng. Vej? Et mudderspor! Du må finde dig et andet sted at sove rusen ud. I dag er det søndag, og Vorherre elsker kun én ting, nemlig orden. Eller er du måske død? Nej! Det vil jeg ikke have.

Du trækker vejret. Så er det op med dig. Hvad er der i vejen? Er du døv, dit møgsvin?

Da manden stadig ikke gjorde tegn på at bevæge sig, lavede bonden, som nu var opildnet af den almindelige opstandelse, en ordentlig gang ballade. Han opførte sig som en prædikant i pestens tid, beklagede sig over sin skæbne og den dårlige høst og gestikulerede voldsomt. Til sidst trak han kalorius frem for at vise denne menneskelige okse, hvad han mente om den slags vejspærringer.

En kort stund var han nødt til at slappe lidt af, men så gav hans blære efter og slap sit indhold løs.

Den tynde, varme stråle havde knap nok ramt hovedet på den liggende mand, og bondens dampende urin var lige akkurat ­begyndt at flyde som gift ind i Hamlets fars øre, før der kom liv i skroget. Først løftede han næsen i vejret, så kom der en gurglende lyd ud af munden på ham, og hans øjne åbnede sig, så gned han sig over maven og udstødte en skrækkelig prusten. Bonden begyndte at grine så højt, at han fik krampe i lukkemusklen på sit urinrør.

Fra vinduerne i de omkringliggende huse hørtes der også latter.

20

Medusas flåde_INT.indd 20

10/06/2020 14.41

Da den nu vågne mand fik stablet sig på benene og strøget sit lange, sammenfiltrede og nu også våde hår væk fra panden og tørrede sig over den våde kind med fingrene, som han så bagefter slikkede, opstod der en foruroligende stilhed. Bonden havde allerede oplevet lidt af hvert, havde egenhændigt slået svin ihjel, trukket kalve ud af køers maver, vredet halsen om på gæs, men dette havde han aldrig oplevet før: to forrykte øjne, der brændte sig ind i huden på ham som glødende sværd.

Han skyndte sig at pakke sin lille hyggespreder sammen og springe op på vognen, der så sandelig ikke var nogen limousine, men et robust køretøj, der kunne bruges til at transportere kul med.

– Hold dig væk! Hyp-hyp!

Den fremmede stirrede med ubevægelig mine på oksernes lyse­røde næsebor, som den varme ånde stod ud af, på den søm­ beslåede stok, der lignede en hvalfangerharpun, på bonden og hans støvler, der var svinet helt til.

– Fremad, hyp–hyp!

Mandens bryst og lår var dækket af mudder, klatter af jord klæbede til hans krop, små klumper af størknet mudder faldt af – en golem. Så bemærkede bonden tatoveringerne på denne kleppert, han fik øje på en slange, der snoede sig omkring et anker, og en dolk, der gennemborede en skriftrulle: ”Davy Jones’ skat” stod der på den. Bonden hørte den fremmedes tunge åndedræt og blev stiv af skræk. Mænd som ham burde man spærre inde, hugge hovedet af. En skam, at man ikke længere sønderriver folk med fire heste. Han greb om tøjlerne med sine krumme kløer, råbte op og stak til sine dyr. ”Hyp-hyp! Fremad! Nelson! Napoleon!” Okserne var faktisk opkaldt efter de to berømte mænd. Men Nelson og 21

Medusas flåde_INT.indd 21

10/06/2020 14.41

Napoleon reagerede ikke – den ene var som en død, den anden i eksil. Omkring de store, sorte øjne sad mange fluer, og dyrenes varme ånde lugtede af hø og stald og komaver.

Manden rørte sig stadig ikke. Med sit lange, sandfarvede skæg, der var filtret sammen af mudderskorper, havde han et frygt­indgydende udseende. Men det var især dette blik, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk. Det blik, man møder hos en, der er besat, hos en, der kommer direkte fra Helvede. Det var Hosea Thomas, matros fra Medusa, vi kender ham allerede, en af dem, der blev reddet, en af de femten overlevende. Men da han præsenterede sig her, lettede han ikke på hatten, og han bukkede heller ikke, tværtimod, han tog imod sin redning fuldstændig upåvirket, med en indgroet ligegyldighed.

– Savigny, din blodmide, sagde han nu lavmælt, da han så på bonden. Du skal komme til at bøde for det, du har gjort imod os.

Jeg skal knuse dig, din hørparyk, din kvaksalver. Så begyndte det at regne, himlen åbnede for sine tunge vanddråber, og alt blev dækket af et gråt, diset tæppe.

Savigny var nu ikke engang i nærheden af dette spektakel. Han opholdt sig i Paris og skulle forklare sig over for marineministeren.

Skal han være en af de overlevende? Hvordan kan han være lige så tyk som Ludvig 18.? Har han proppet sig med alle ligene helt alene?

Men på vejen til Limoges havde Hosea ikke blot tabt de fleste af sine tænder, der var lige så store som klavertangenter, men også sin forstand. Måske havde matrosen, der var søn af østersavlere på Îled’Aix, aldrig været særlig intelligent, men nu rasede der et stormvejr i hans hoved. Det var, som om hans i forvejen kun middelmådige ånd var klappet i som en østers, som om hans forstand blev holdt under vand og kun i glimt fik lov at trænge op til 22

Medusas flåde_INT.indd 22

10/06/2020 14.41

overfladen. Nu stod han der med stift blik, gryntede og udstødte et skingert, hvinende skrig, der lød, som når en gris bliver slagtet.

– Nu må du ikke tage mig det ilde op, mumlede den tykke bonde, men jeg er ikke Sabine, eller hvem det nu er, og man lægger sig altså ikke til at sove midt på vejen … Det gør man ikke, det bryder jeg mig ikke om … Det er sådan noget, jeg er bange for, det er et tegn … Verdens undergang … Ligesom når man går under en stige, eller som en sort kat, der krydser vejen, eller …

Der må jo være en eller anden grund til, at vi ikke har haft nogen rigtig sommer i år … Han forsøgte at få gang i sine okser igen.

Men Nelson og Napoleon stod helt stille, som om Djævelen var faret i dem og stak til deres indvolde med sin glødende trefork.

Til sidst vedkendte de sig dog deres sande bestemmelse som ­okser og traskede af sted.

Hosea Thomas stod som fastgroet på den mudrede vej. Ned over hans ansigt løb brunt slam, der opløste krummerne i hans skæg, dryppede ned på hans bryst og fortsatte ned over mave og ben.

Han kunne vel være omkring tredive år, kinderne var indfaldne, og tandrækken fuld af huller, men hans statur var imponerende.

Brede skuldre, muskler og en kraftig hals med fremtrædende, blå årer. Hans tøj var laset og alt for tyndt til dette råkolde vejr. En plettet lærredsskjorte og et par bukser, stive af skidt – begge dele som var de dyppet i mælkekaffe. Nu, da regnen spulede skidtet af hans krop, kunne man se, at hans fødder var nøgne og fulde af afskrabninger, huden var nærmest som garvet læder. På det højre skulderblad, hvor hans skjorte var revet i stykker, stak en aske­ tatovering af Jesus frem, som var tænkt til at beskytte ham mod piskning. Hvis bonden ikke var kørt sin vej, kunne han have hørt, hvordan de sprukne læber mumlede ”Viktor, Viktor”. Inde i Hoseas 23

Medusas flåde_INT.indd 23

10/06/2020 14.41

hoved myldrede det med billeder af flåden, af det azurblå hav og af Senegal. Han så de indfødte med deres fløjlsbløde, mørke hud, kvinderne klædt i farverige gevandter, kaptajnen på Medusa og igen og igen ligene, de sønderskårne kroppe, trancheret som filet de boeuf, og Savigny, der smagte på forskellige blikkrus fyldt med urin og skar grimasser som en sommelier.

En dåre, tænkte en ung pige, der ikke brød sig om, at H ­ oseas øjne flakkede sådan omkring. En idiot, tænkte en gammel kone, der tømte sin natpotte og bagefter skyllede den af med regnvand.

Et fjols, brummede en mand, der havde travlt med at bringe grønsagsaffald ud i hønsehuset. En landstryger, tænkte de alle tre, én, som man burde spærre inde eller snarere straks hugge hovedet af. Det er en skam, at man ikke længere lemlæster, radbrækker og brænder folk på bålet. Sådan en rigtig henrettelse er nemlig noget af en forestilling. Når bødlen kommer med sine glødende tænger og kniber brystvorterne af delinkventen …

Men Hosea bemærkede tilsyneladende ikke disse mennesker, disse selvtilfredse småborgere, heller ikke børnene, der trods regnen kastede små sten efter ham, men stak af, så snart han vendte sig om. Han blev bare stående, hele formiddagen, faldt i staver og mumlede igen og igen: ”Viktor, Viktor. Du må ikke give op, redningsskibene er på vej.” De fleste, der vovede sig udenfor på trods af møgvejret, anså ham for en forrykt soldat, der var strandet her på grund af krigens forvirring og uro, og som stadigvæk fantaserede om sejr. Hvem skulle også have kunnet forestillet sig den katastrofe, som denne skæggede muddermand var undsluppet, en katastrofe, der havde udspillet sig to måneder forinden på Atlanterhavet ud for Vestafrikas kyst, og som de fleste mennesker ikke havde det mindste kendskab til – heller ikke vi.

24

Medusas flåde_INT.indd 24

10/06/2020 14.41