100mm
142mm
31mm
142mm
100mm
˝
Når det gælder menneskehandel, så havde vi de værste arbejdsbetingelser. For det første var vi under konstant pres. Det var altid os, der skulle betale regningen. Tiden arbejdede altid imod os, og ting, der tilsyneladende gik udmærket, udviklede sig pludselig til en katastrofe. Arbejdet var egentlig ikke så kompliceret, men som i alle illegale aktiviteter stolede ingen på nogen, og man skulle virkelig træde varsomt.
Drengen Gaza bor på den tyrkiske Ægæerhavskyst. Han er kun ni år gammel, da han bliver menneskesmugler. Han arbejder for sin far, Ahad, der gemmer illegale migranter på et lager, indtil de bliver kørt videre til bådene til Grækenland. Gazas eneste overlevelsesmulighed er at hjælpe sin far med at udnytte de desperate flygtninge. Men hvad er der tilbage af et menneske, som kun møder ligegyldighed, kynisme og løgne? MERE, MERE er en roman om menneskesmugling, om desperation, vanvid og om at miste grebet om virkeligheden, når mennesker reduceres til erstatteligt gods. En rystende historie, der går tæt på såvel bødler som ofre i Europas flygtningekrise. MERE, MERE er blevet tildelt den franske pris Le Prix Medicis Estranger, som er Frankrigs årlige pris for bedste udenlandske roman.
ISBN 9788740613056
9 788740 613056 > Mere-mere.indd 1
210mm
FOTO / SELEN OZER
HAKAN GÜNDAY blev født på Rhodos i 1976. Han bor nu i Istanbul. Günday fulgte med sin far, som er diplomat, til Bruxelles og læste på universitetet der. Han er derfor fransksproget og har været meget optaget af Rejse til nattens ende af Céline, som i høj grad har præget hans skrivestil og hans syn på verden. Hakan Günday har modtaget flere litteraturpriser og hans bøger er bestsellere i Tyrkiet. Desuden repræsenterer han den tyrkiske litteratur internationalt.
OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
28/09/16 14.15
MERE, MERE
Mere, Mere_INT.indd 1
28/09/16 11.20
Mere, Mere_INT.indd 2
28/09/16 11.20
HAKAN GĂœNDAY
MERE, MERE ROMAN
oversat af anders juel michelsen
Mere, Mere_INT.indd 3
28/09/16 11.20
Mere, mere Af Hakan Günday Oversat fra fransk af Anders Juel Michelsen © TURBINE 2016 1. udgave, 1. oplag Originaltitel: Daha Først udgivet i Tyrkiet i 2013 af Doğan Publishing © Hakan Günday, Kalem Agency Omslag: Mikkel Henssel Sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-406-1305-6 www.turbineforlaget.dk
Mere, Mere_INT.indd 4
28/09/16 11.20
Til dem, som menneskets historie i nationernes navn begraver levende i gaderne
Mere, Mere_INT.indd 5
28/09/16 11.20
Mere, Mere_INT.indd 6
28/09/16 11.20
Det eneste uudholdelige er, at intet er uudholdeligt.ยน
Mere, Mere_INT.indd 7
28/09/16 11.20
Mere, Mere_INT.indd 8
28/09/16 11.20
SFUMATO En af de fire teknikker i renÌssancens maleri, hvor man udvisker konturerne og blander farvetonerne til en sløret skyggevirkning. Denne teknik bliver isÌr anvendt ved overgangen mellem lys og skygge.
Mere, Mere_INT.indd 9
28/09/16 11.20
Mere, Mere_INT.indd 10
28/09/16 11.20
Hvis min far ikke havde været morder, var jeg ikke blevet født … ”Det var to år før din fødsel. Der var en båd, jeg glemmer den aldrig, som hed Swing Köpo. Ejet af en skummel fyr, som hed Rahim … Nå, men lasten var taget om bord. Der var mindst fyrre mennesker. En af mændene var syg. Du skulle have hørt ham hoste! Han var døden nær! Han kan have været 70, måske 80.” Hvis min far ikke havde været morder, var jeg heller ikke blevet det … ”Jeg sagde til ham: ’Hvad søger du? Vil du flygte, vil du emigrere? Selvom du når frem til dit mål, kommer du ikke meget videre. Er det for at dø, at du holder alt det her ud?’ Nå, men … Rahim siger så til mig: ’Tag med os, når vi vender tilbage, har jeg et par ting, jeg vil tale med dig om.’ Dengang var jeg arbejdsløs, jeg havde endnu ikke købt lastbilen.” Hvis min far ikke havde været morder, ville min mor ikke have været død, da hun fødte mig … ”Fra tid til anden hjalp jeg med at smugle mennesker. Jeg lærte faget ved at udføre små opgaver. ’Fint,’ sagde jeg. Jeg gik om bord, båden sejlede … Lidt før Sakiz kom der et stormvejr. Swing Köpo forliste. Uden at nogen forstod, hvad der skete, befandt vi os pludselig på en flåde.” Hvis min far ikke havde været morder, var jeg aldrig blevet ni år, og jeg ville ikke have siddet ved hans bord. ”De var på alle sider, og de skreg og hylede. Det var ørkenfolk, de kunne selvfølgelig ikke svømme. De forsvandt en efter en. De 11
Mere, Mere_INT.indd 11
28/09/16 11.20
sank som sten. De druknede. Pludselig fik jeg øje på Rahim, hans pande var helt blodig. Han havde slået hovedet. Bølgerne var som mure. Mændene steg og faldt. Pludselig var Rahim forsvundet.” Hvis min far ikke havde været morder, havde han ikke kunnet fortælle mig denne historie, og jeg ville ikke have været her til at høre den … ”Jeg er fast besluttet på at svømme, men ved ikke hvilken vej. Det er bælgmørk nat! Jeg har et håb om at slippe ud af det, men jeg har svært ved at holde hovedet oven vande. Jeg synker, jeg stiger op til overfladen igen. Jeg tænker ved mig selv: ’Lille Ahad, det er sket med dig.’ Pludselig, mellem to store bølger, ser jeg noget hvidt … og oven over det en mørk silhuet.” Hvis min far ikke havde været morder, havde jeg aldrig vidst, at han var det … ”Det er ham den syge, ham, der er døden nær. Han har fundet et redningsbælte, han klamrer sig til det. Jeg ved ikke hvordan, men det lykkes mig at nå hen til ham. Jeg griber fat i bøjen, jeg river den ud af hans hænder. Han kigger på mig. Han strækker armen ud. Jeg slår den tilbage. Jeg griber fat om hans hals. Til sidst fører en bølge ham bort.” Min far var morder, ganske enkelt … Her i aften fortalte han mig stille og roligt sin historie. Ordene dryppede fra hans læber med pauser imellem. Det er derfor, de står spigret i min erindring, skruet ind i min erindring. De snurrer rundt i mit hoved. I det mindste i det, der er tilbage af det … Nu siger jeg til mig selv, at hvis han ikke havde været morder, kunne han ikke have været min far. For kun en morder kunne være min far. Det har tiden tydeligt vist. Han talte aldrig siden om mordet, han begik. Det var ikke længere nødvendigt. Hvor ofte kan man tilstå den samme ugerning 12
Mere, Mere_INT.indd 12
28/09/16 11.20
over for den samme person? Én gang er nok. Derefter skal man ikke gøre andet end at rejse sig roligt fra bordet og gå i seng. Men prøv du lige at lukke øjnene! Jeg spekulerer på, hvorfor jeg kommer til at tænke på den aften nu, og hvorfor han fortalte mig det der. Fortalte han det til mig eller til sig selv? Det var måske den eneste lektie, han var i stand til at lære sin søn på ni år. Det var det eneste, han havde at lære mig: ”Red dig selv!” Og jeg kan huske, at jeg lærte en anden lektie: ”Men fortæl ikke nogen, hvordan du bar dig ad.” Jeg kan huske, at jeg sagde grædende til mig selv: ”Jeg må ikke fortælle nogen, at når han stadig trækker vejret, så er det, fordi han har stjålet et liv.” Jeg var kun ni år. Alt det her var for stort for mig … Hvordan kan nogen klamre sig til livet blot for at kunne fortælle, hvordan han havde overlevet? Jeg mindes, at jeg flere gange forestillede mig min far, der greb denne gamle mand om halsen og skubbede ham væk. Jeg kom til at tænke på, at han også havde et adamsæble. Og jeg spekulerede på, om min far mon havde haft denne knold i hånden. Havde den gamle mands adamsæble efterladt et aftryk i min fars hånd? Kunne jeg mærke det, når han strøg mig over kinden? Jeg kan huske, at jeg faldt i søvn til sidst. Og så vågnede jeg … Han havde lavet morgenmad til mig, jeg kan huske lussingen og ordren, han gav mig. Et stykke brød … ”Hvilken lektie lærte du af det, jeg fortalte dig i går?” ”Det var enten dig eller denne mand, som måtte dø.” To skiver ost ... ”Flot. Lad os så se … Hvad ville du have gjort i mit sted?” ”Redningsbæltet kunne måske have reddet jer begge.” Lussingen … ”Kig ikke sådan på mig! Og tør øjnene.” 13
Mere, Mere_INT.indd 13
28/09/16 11.20
”Ja, far.” Et æg … ”Uden mig ville du ikke være her, forstår du det?” ”Ja, far.” Tre olivener … ”Det er godt. Glem det aldrig! Sig mig så, hvad du ville have gjort i mit sted!” ”Jeg ville have gjort ligesom dig, far.” Lidt smør … ”Alt hvad jeg har gjort her i livet, har jeg gjort for din skyld.” ”Tak, far.” Ordren … ”Eftersom du har forstået, at det her arbejde er en måde at kæmpe for at leve, skal du komme med mig.” ”Ja, far.” Min far havde brug for en partner, som var af hans kød, knogler og marv. Han ville have sin søn som partner for ikke at skulle dele sin fortjeneste med en fremmed. ”Du kommer med mig,” sagde han, da han gik. Således blev jeg det år, lige efter at skolen var sluttet, menneskesmugler. Ni år gammel. Ikke at det rigtig ændrede noget. Jeg var allerede en menneskesmuglers søn. Nu tænker jeg, at han nok var fuld, da han fortalte mig den her historie. Og da det gik op for ham, hvad han havde gjort, var det allerede for sent ... Min far var formentlig en galning. Det er måske hans fars skyld. Når alt kommer til alt, er vi så ikke alle børn af overlevende, af dem, som kom helskindede gennem krigene, jordskælvene, de langvarige tørkeperioder, besættelser, konflikter og katastrofer? Børn af bedragere, tyve, mordere, løgnere, kujoner, af dem, som rev deres redningsbælte til sig fra andre. Af dem, 14
Mere, Mere_INT.indd 14
28/09/16 11.20
som havde været i stand til at overleve. Som var parat til alt, virkelig alt, for at overleve … Så hvis vi findes i dag, er det, fordi en af vores forfædre sagde: ”Det er ham eller mig!” Det er der måske ikke noget forkert i. Vi kan synes, det er gement, men det er måske ganske naturligt. Der er måske ikke noget i naturen, som er gement. Og intet, der er smukt. En regnbue er bare en regnbue, og ingen naturvidenskabelig bog kan tillægge den en særlig egenskab. Alt i alt kan jeg takke to døde for livet: Den ene døde i sit ønske om at leve, den anden i sit ønske om at formere sig. Det første er min fars handling, det andet min mors. Således kom jeg til at se dagens lys … Havde jeg noget valg? Sikkert. Men hvem ved, det er måske sådan, livet fungerer, det står måske skrevet et sted: Introduktion til livets fysik: Enhver fødsel medfører mindst to dødsfald. To dødsfald, hvor det ene er forbundet med ønsket om at leve, det andet med ønsket om at formere sig. For at holde sig i live skal den nyfødte lade hånt om, at han er kommet til verden takket være disse døde. Ellers vil hans person være i konflikt med sig selv og dør hver dag. Ja, jeg hedder Gaza …² Men jeg har aldrig tænkt på at begå selvmord. Man fornemmer selvmordet. Og det er rigtigt, at jeg har fornemmet det. I hvert fald én gang.
15
Mere, Mere_INT.indd 15
28/09/16 11.20
Jeg vil fortælle mig selv en historie, og jeg vil anse den for at være sand. For hver gang jeg vender mig mod fortiden, bemærker jeg forandringer. Stederne adskiller sig, begivenhederne ændrer sig. Intet bliver stående samme sted i denne tilværelse. Tingene er aldrig tilfredse med det sted, som de optager. Faktisk har de måske ikke et definitivt sted. Det er derfor, de ikke bliver i det hul, hvor man efterlod dem, som man gravede ud specielt til dem og deres dimensioner. Rent spild af tid. De stikker af, lige så snart man vender ryggen til dem, de finder et nyt sted for at gøre en tosset. Især ens fortid … Tiden er inde. Nu bør du fortælle alt det, du kan huske, og forsegle det. For det er slut! Du vil aldrig vende om og se tilbage. Du vil ikke engang se dig selv i et spejl. Du vil forlade alt dette ved at fortælle om det. Derefter vil du rense tænderne med en tandstikker og tvære skidtet ud med foden. Det er din eneste chance for at overleve. Hvis du ikke gør det, vil kroppen, som du bor i, ligesom få tiden til at gå i stå. For den ved ingenting: Den ved, at den vil dø og gå i forrådnelse … Hvilket røvhul har informeret den om det? Denne krop ved, at den vil dø og forsvinde. Det er endda den eneste grund til, at den smækker kæberne om livet, som en hund med rabies, og at den får mig til uophørligt at gentage de samme fejl. Atter og atter. For at vinde tid fører den mig konstant til noget velkendt, som hører fortiden til … Men nu er det slut! Når jeg er færdig med min historie, når jeg tier, så kan jeg kun lave nye fejl. Underlige fejl, som får tiden til at storme af sted. Fejl, som gør 16
Mere, Mere_INT.indd 16
28/09/16 11.20
væguret forvirret. Storslåede og uhørte fejl som for eksempel opdagelsen af et forsvundet kontinent eller liv i rummet. Enestående fejl som mennesker, der laver maskiner, som laver maskiner, som laver mennesker, der laver maskiner. Enorme fejl som opfindelsen af Gud. Uforudsete fejl som skrifttegnet, der er den største opfindelse siden Gud. Magiske som en nyfødts første fejltagelse. Begå en fejl, der er lige så dødelig som fødslen. Det er alt, hvad jeg ønsker mig … Og måske også lidt morfinsulfat.
17
Mere, Mere_INT.indd 17
28/09/16 11.20
Forskellen mellem østen og vesten er Tyrkiet. Jeg ved ikke, om det er resultatet af substraktionen mellem de to dele, men jeg er sikker på, at afstanden, der skiller dem, er lige så stor som det. Det var dér, vi levede. I et land, hvor politikerne hver dag i fjernsynet mindede om geopolitikkens betydning. Til at begynde med vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forstå det. Ville det dermed sige, at vort land var som en faldefærdig bygning, foran hvilken en bus med mørkt indre og blændende forlygter standser midt om natten? At det er en enorm 1565 kilometer lang bro over Bosporus? En kæmpebro, som er blevet påtvunget dette lands indbyggere. En gammel bro mellem et barfodsøsten og et vesten med godt skotøj, på hvilken der udspiller sig alt det, der er illegalt. Alt det bekymrede mig. Især de mennesker, som man kalder de illegale immigranter … Vi gør alt muligt, for at de ikke skal sætte sig fast i vores hals. Vi gør en synkebevægelse, og vi sender hele flokken derhen, hvor de gerne vil være. En trafik fra den ene grænse til den anden. Fra den ene mur til den anden. Resten af verden stod selvfølgelig ikke bare der med korslagte arme, de skabte alle slags problemer for at besværliggøre deres hastige vandring mellem stedet, hvor de blev født, og stedet, hvor de vil ende deres dage. De fordærvede deres liv med spørgsmål om højde, vægt og alder. Mens vi stillede os tilfreds med at ordne spørgsmålet om bredde og længde. Vi førte disse mennesker fra helvede til paradis. Jeg tror ikke på nogen af delene. Men disse mennesker var yderst godtroende. Hos dem var det med18
Mere, Mere_INT.indd 18
28/09/16 11.20
født. De ræsonnerede sådan her: Hvis der eksisterer et helvede martret af krig, og hvor man dør af sult, så må der nødvendigvis også være et paradis. Men de tog fejl. Man havde holdt dem for nar. At der er et helvede, beviser på ingen måde, at der er et paradis. Men jeg kunne godt forstå dem. Det var det, man havde lært dem, sådan som man havde lært alle det. Man havde skrevet det på en stor tavle, og man havde ladet verdens befolkning lære det udenad. Tavlen viste kampen mellem det gode og det onde, mellem helvede og paradis. Men den kamp eksisterer ikke og har aldrig eksisteret. Den nådesløse krig, som det gode og det onde menes at udkæmpe frem til dommedag, er det største bedrag, menneskeheden nogensinde har været offer for. Det drejede sig utvivlsomt om at bevare den offentlige orden og beskytte magten på stedet. For hvis man havde indrømmet, at alle mennesker var både gode og onde, ville lederne, som vakte massernes beundring og henrykkede folkemængderne, have været de første til at se deres image blive plettet. Det ville have skabt stor forvirring, og ingen ville længere ønske at ofre livet for noget som helst. Men sådan var det ikke, og det enkleste middel til at anspore folk til at myrde hinanden, var at opfordre de gode til at bekæmpe de onde. De, der sagde: ”Det er jer, der er de gode!”, mente dermed: ”Slå ihjel for min skyld!”, og de, der sagde: ”Det er jer, der kommer i paradis!”, mente dermed underforstået: ”Dem, I har slået ihjel, kommer i helvede!” Således delte paradis og helvede, det gode og det onde, skabningen kaldet mennesket i to og satte det i denne absurde situation: Dets to halvdele lå i åben krig med hinanden. Det var lykkedes snedige småsvindlere at sælge frie mennesker ideen om en lydighed med livsvarig garanti, pakket ind i teorien om antagonisme. Legen bestod i at drive lydige hunde til at kaste sig over andre lydige hunde. Lyset 19
Mere, Mere_INT.indd 19
28/09/16 11.20
og mørket var ikke hinandens fjender. Det eneste modsætningsforhold, der fandtes, sorterede under biologien: To be or not to be, være død eller være levende … Og når man transporterede mennesker, var der kun én ting, man skulle tage sig i agt for: at antallet af levende personer, som man afleverede, var det samme antal personer, som man havde modtaget. At vide, om disse mennesker forestillede sig, at de flygtede fra helvede for at komme i paradis, havde ikke den ringeste betydning. Vi transporterede kødet. Udelukkende kødet. Drømmen, forestillingen eller følelserne var ikke inkluderet i prisen. Hvis de havde betalt i dyre domme, havde vi måske gjort os umage for at lade dem passere igennem uden skader. Jeg ville endda have gjort det til et personligt anliggende, jeg ville have holdt øje med, at drømmene, som de havde haft i huset – eller i hullet, eller hvor de end var født – ikke brast under turen. Det ville være nok at vise dem nogle Hollywoodfilm for at få dem til fortsat at tro på paradiset. Eller også anvende en metode, som ofte har været brugt med held i historiens løb, og vise dem en hellig bog. Eller vise den til en enkelt af dem. Og pålægge ham at belære de andre. Som de nu selv ville … Jeg ville endog havde indvilliget i at gøre alt det her gratis, men jeg havde ikke tid. Der var altid noget, jeg skulle lave. ”Gaza!” ”Ja, far?” ”Hent lænkerne på lageret.” ”Ja, far.” ”Og husk nøglerne.” ”Dem har jeg i lommen, far.” Jeg løj. Jeg havde glemt alt om det. Men jeg tvivlede på, at han ville opdage det. Det kostede mig to lussinger og et los i røven. 20
Mere, Mere_INT.indd 20
28/09/16 11.20
Hvordan kunne jeg vide, at min far lænkede folk om nødvendigt? ”Gaza!” ”Ja, far?” ”Hent vand, og giv dem det.” ”Okay, far.” ”Ikke en flaske per person ligesom sidste gang. Lad to dele en flaske, er du med?” ”Men de siger altid det samme, far.” ”Hvad siger de?” ”Mere!” Jeg løj. De sagde godt nok ”Mere!”, det var det eneste tyrkiske ord, de kendte. Det var ikke, fordi vi ikke havde vand nok, men fordi jeg ikke ville miste mine indtægter. Jeg var begyndt at sælge dem vandet, som de egentlig skulle have gratis. Selvfølgelig uden at min far vidste det … Jamen jeg var jo kun ti år. ”Gaza!” ”Ja, far?” ”Hørte du det? Var der ikke nogen, der skreg?” ”Nej, far.” ”Jeg må have hørt forkert.” ”Sikkert.” Det var også en løgn. Vel havde jeg hørt det skrig. Men jeg havde lige opdaget for små to dage siden, at jeg var indehaver af en kødklump, som man ikke kun brugte til at tisse med. Og jeg ville bare gerne blive færdig med arbejdet hurtigst muligt og lukke mig inde på mit værelse. Inde i kassen i vores lastbil, der stod parat til at køre, befandt sig toogtyve voksne og et spæd21
Mere, Mere_INT.indd 21
28/09/16 11.20
barn. Hvordan kunne jeg vide, at dette skrig, som blev undertrykt af de andre passagerer, var blevet udstødt af en mor, som lige havde set sit lille barn dø i sine arme? Og hvis jeg havde vidst det, hvad ville det så have ændret? Intet. Jeg var kun elleve år nu.
22
Mere, Mere_INT.indd 22
28/09/16 11.20
Det er umuligt at vide præcist, hvornår man begyndte med menneskehandel. Hvis man tager i betragtning, at det kun implicerer eksistensen af tre personer, må det gå meget langt tilbage i befolkningernes historie. I en ligegyldig bog, som jeg læste for nogle år siden, understregede jeg denne sætning: Det første redskab, mennesket brugte, var et andet menneske. Det har nok ikke taget lang tid at bestemme prisen på dette redskab og handle med det. Man kan gå ud fra, at menneskehandel begyndte ved den første den bedste lejlighed. Det er, når det kommer til stykket, det næstældste erhverv i verden efter alfonseri. Jeg anede ikke, at vi videreførte en så gammel tradition. Jeg nøjedes med at svede og gøre mit bedste for at udføre min fars ordrer. Hvorom alting er, så har menneskesmugling altid været rygraden i menneskehandel. Uden menneskesmuglere ville denne handel formentlig aldrig have eksisteret. Det var den mest risikable fase i hele processen. I forhold til det var det en barneleg at stuve de illegale sammen i hulerne, få dem til at arbejde atten timer om dagen med at fremstille forfalskede mærkevarehåndtasker, stuve dem sammen i huse og snyde dem på alle tænkelige måder. Når det gælder menneskehandel, så havde vi de værste arbejdsbetingelser. For det første var vi under konstant pres. Det var altid os, afsenderne og modtagerne og transportørerne skældte ud på. Ved det mindste fejltrin var det altid os, der skulle betale regningen. Tiden arbejdede altid imod os, og ting, der tilsyneladende gik udmærket, udviklede sig pludselig til en katastrofe. Arbejdet var egentlig ikke så 23
Mere, Mere_INT.indd 23
28/09/16 11.20
kompliceret, men som i alle illegale aktiviteter stolede ingen på nogen, og man skulle virkelig træde varsomt. Varerne ankom tre gange om måneden efter at have krydset grænsen til Iran – nogle gange kom de også fra Irak eller Syrien – man samlede dem op og sendte dem videre. De ankom som regel som TIR-transport (Transport International Routier) og skiftede lastbil flere gange. Nogle gange blev varerne sendt af sted i flere forskellige køretøjer, lastbiler, pickupper og minibusser. Det var en vis Aruz, som tog imod dem og sendte dem videre. Han arbejdede for PKK,³ for noget, der blev kaldt ”Rådets reguleringskomité for koordinering af den frie cirkulation af individer mellem staterne mod et honorar, der skal dække udgifterne til de ledende kadrers underhold og øge resurserne til den demokratiske krig med henblik på at forevige fremskridtet og realisere Kurdistans udelelige enhed”. Til gengæld for den frie cirkulation betalte man en pris, som man selv fastsatte. Man kunne ligeledes donere et hjerte eller en nyre ud over at betale udgifterne selvfølgelig … Det viste sig, at Aruz var en af PKK’s ministre med ansvar for kontrabande. Men han beskæftigede sig kun med menneskesmugling. Andre ministerier behandlede smugling af narkotika, brændstof og våben. Man måtte uomgængeligt adskille myndighederne. Man ville selvfølgelig ikke skabe samme forvirring som i Tyrkiet med et ministerium, der hed noget så underligt som Ministeriet for Krig og Fred og Ministeriet for Kultur og Turisme. Når to modstridende myndigheder, der skal tjene penge og give statstilskud, er samlet i det samme ministerium, bliver kulturen til en tilbudskuglepen, der ikke kan skrive, og turismen indskrænker sig til et femstjernet hotels halvt udviskede logo, som er præget på den samme kuglepen. Men hvem tog sig af det? I hvert fald ikke Aruz. Aruz, der var lige så kompetent med hensyn til vold som til handel, havde en 24
Mere, Mere_INT.indd 24
28/09/16 11.20
helt anden opfattelse af turisme. For det første styrede han sit imperium, bureauet for illegale rejser, udelukkende fra sin telefon. Han talte med røret nede i halsen, så det var ikke til at forstå, hvad han mumlede med sin flodhestestemme. Jeg gentog: ”Jeg kysser Deres hænder, Aruz amca!”, eller når jeg ikke kunne finde på andet, spurgte jeg, bare for at irritere ham: ”Hvordan har Felat det?” Når han hørte navnet på dette barn, der overhovedet ikke lignede den søn, han havde drømt om, så han rødt, og med en grynten som en mammut, der mindede om et latterudbrud, gav han mig besked på at lade ham få min far. Sådan tolkede jeg det i hvert fald. Forholdet mellem min far og ham mindede om både kærlighed og had. De kunne tale i telefon sammen i timevis. Lidt fordi det var nødvendigt, skal det dog siges. Mens de talte i telefon sammen, kunne de ikke gå bag om ryggen på hinanden. Men snyderiet kom straks på banen og vedrørte varemængden. Jeg vidste, at min far ikke smuglede alle de illegale ud af landet, og at han sendte nogle til Istanbul. Han solgte dem som slaver til tekstilfabrikker eller til prostitutionsnet. Derefter ændrede han tonefald fra anklager til uskyldigt anklaget og meddelte Aruz i et ynkeligt tonefald, at der var hændt os en katastrofe, og at godset ikke var fuldstændigt. Aruz brugte en halv time på at lave sine udregninger i hovedet, mens han gryntede som et næsehorn, og til sidst, da min far meddelte ham, at det var umuligt at finde en mere pålidelig vognmand, kom han med nogle vage trusler og smækkede røret på. For at forhindre den slags bryderier besluttede han en dag at lade et nummer tatovere på hver illegals hæl og arkivere fotografierne. Når der så manglede en, spurgte han straks: ”Hvad er hans nummer?” Han var så begejstret for at have fået den ide med tatoveringerne, at han ringede til min far en dag og sagde: ”Find nr. 12!”. Min far rullede ærmet op på nr. 12 og læste ordene, ”Vierdebed25
Mere, Mere_INT.indd 25
28/09/16 11.20
ste”, og Aruz begyndte at grine som en nyfødt elefantunge. Beskeden vedrørte fodboldholdet, som Aruz finansierede, og var rettet til min far, som var supporter for et andet hold. Manden, der havde tjent som papyrus for at viderebringe meddelelsen, var en usbeker i tyverne. Jeg ved ikke, hvorfor han også morede sig. Jeg tror, han var skør. Faktisk tror jeg, de alle var skøre. Alle disse usbekere, afghanere, turkmenere, maliere, kirgisere, indonesere, burmesere, pakistanere, iranere, malajer, syrere, armeniere, aserbajdsjanere, kurdere, kasakhere, tyrkere, dem alle … Man skal være skør for at finde sig i alt det der. Når jeg siger alt det der, så mener jeg egentlig os: Aruz, min far, brødrene Harmin og Dordor, kaptajnerne på bådene, der førte de illegale til Grækenland, håndlangerne, hvis antal steg og faldt med tidevandet, og alle disse mere eller mindre anonyme galninge, som rejste tusinder af kilometer for at transportere dette menneskelige gods. Især de to brødre, Harmin og Dordor. Det var de mest ejendommelige væsner, jeg nogensinde har mødt, og jeg elskede dem virkelig. Sammen med dem var det, som om livet ikke eksisterede. Det bøjede sig ikke for nogen regler, men fordunstede og spredtes i luften. Intet blev tilbage, hverken tid eller moral eller min far eller min frygt. Dér hvor de var, ændrede civilisationen sig til en ørken, de lavede et kæmpe spejl af sandet i denne ørken og drev barbariet så vidt som til at skrive blodrøde afskedshilsner. De tog mig begge i hånden, de førte mig mange gange til det punkt, hvor menneskeligheden ophører, men desværre forlod de mig efter deres sidste rejse og er aldrig vendt tilbage. Ja, min far var en ubarmhjertig mand, og som en orangutang i Aruz’ tjeneste var hans følelsesmæssige univers som en plasticmodel af Jorden. Men med brødrene Harmin og Dordor var det noget andet. Et par Arthur Cravan’er! De var to meter høje og 26
Mere, Mere_INT.indd 26
28/09/16 11.20
vejede hver to hundred og halvtreds kilo. Paradoksalt nok havde de tynde stemmer. De talte altid lavmælt, og for at kunne høre, hvad de sagde, måtte jeg stille mig på tæerne. De fik hele tiden lavet nye tatoveringer, som jeg forsøgte at dechifrere. Til sidst forstod jeg, at det altid var de samme sætninger: Born to be wild Raised to be civilized Dead to be free Det stod skrevet overalt på deres krop. På deres ben, arme, hænder … Jeg spurgte dem, hvad det betød. ”Det er alt sammen navne på kvinder,” sagde Harmin. Dordor kunne se, at jeg ikke rigtig troede på det, og sagde smilende: ”Det er gammeltyrkisk, knægt, osmannisk.” Først efter tre års studier forstod jeg, hvad ordene betød. Om morgenen efter den nat, hvor Aruz fik fire af sine håndlangere til at dræbe Dordor med seksogtres knivstik, sagde Harmin til mig, lavmælt som altid: ”Vi var ikke meget ældre end dig. Vi tog af sted, vi gik om bord på en båd. For at sejle Jorden rundt. Og så … En dag kastede vi anker i Australien. ’Lad os gå i land,’ sagde vi. Men nej, det gik ikke! Vi sagde til hinanden: ’Hvad sker der?’ Vi blev dårlige, hovedet snurrede, vi havde kvalme. Da vi satte foden på landjorden, blev vi helt blege. Der er dem, der bliver søsyge. Vi skulle vel ikke tilfældigvis være jordsyge? Findes der sådan noget? Folk sagde nej. Men for helvede, vi var virkelig jordsyge! Siden da er vi blevet om bord. Og årene er gået. Læg mærke til, at vi ikke rejser jorden rundt. Nej, vi rejser havene rundt … Du ville vide, hvad disse tatoveringer betød. Det er det, de betyder. På tyrkisk. En dag vil du også lære engelsk.” 27
Mere, Mere_INT.indd 27
28/09/16 11.20
”Hvor har du lært det?” ”I Belconnen Remand.” Da han kunne se, at jeg ikke var med, tilføjede han: ”Det er en straffeanstalt. I Australien.” ”Så I er aldrig siden gået i land?” ”Nej! Vi blev på havets dyb.” Jeg forstod ikke et ord af det. Jeg troede altid, at de fortalte mig skrøner. Det oversteg min fatteevne. Men jeg blev også smittet. På trappen op til lighuset, hvor Dordor lå. Han gik selvfølgelig straks hen for at slå Aruz ihjel. Men det lykkedes ikke. Det var ham, der blev dræbt. Jeg har lært engelsk nu. Og jeg ved, at de begge er frie. Måske ikke på fast grund … men under den.
28
Mere, Mere_INT.indd 28
28/09/16 11.20
Jeg var tolv år, og på grund af asiaterne fra Nær-, Mellem- og Fjernøsten, der jævnligt var en del af mit liv, havde jeg en lige så omfattende geografisk viden som en sigøjner. Læreren sagde: ”Dér ser I”, og gjorde mig til et eksempel til efterfølgelse. ”Ser I, jeres kammerat Gaza studerer kortet over verden i sine ledige stunder. I burde gøre det samme. Universet er ikke begrænset til det sted, hvor I bor, børn.” Siden da så alle eleverne på mig, bortset fra Ender, min sidemand ved pulten, som om de ville fortære mig, og lugten af deres had fyldte klasseværelset i sådan en grad, at man følte trang til at åbne vinduerne. Jeg var sikker på, at de hadede mig. De havde lyst til at slå mig. Men de var ikke sikre på, at de kunne tillade sig den luksus. De havde hørt visse foruroligende ting om mig og om min både nære og fjerne omgangskreds. Den voldelige trang, som ulmede hos dem og kunne slå ud i lys lue hvert øjeblik, blev straks dæmpet, den dag Harmin og Dordor, som fremviste deres imponerende statur, hentede mig fra skole. Deres had blev afløst af dyb tavshed. Kun Ender blev ved med at tale med mig. Han fortalte mig alt muligt, stillede spørgsmål, han ikke ville kunne få svar på, og nøjedes med at smile. Hans far, Yadigar amca, var oversergent i gendarmeriet. Jeg kendte ham godt. Når han dukkede op efter skole, trak han altid en plade chokolade op af lommen, som han rakte Ender med disse ord: ”Her, sønnike, del den her med Gaza.” Mens jeg gnaskede på min chokolade, sagde han til mig: ”Kom og besøg os, Salime teyze har lavet kødboller.” Jeg gik min vej, mens jeg rystede på hovedet. 29
Mere, Mere_INT.indd 29
28/09/16 11.20
Han vidste udmærket, at jeg var Ahads søn, og jeg er sikker på, at han ville stille mig spørgsmål om min far. Det var nok derfor, han blev ved med at invitere mig. For at lokke tilståelser ud af mig til gengæld for kødboller. Men jeg havde ingen mor og var i stand til at lave mine egne kødboller. Det havde jeg kunnet i to år nu. Yadigar amca var en helt! Virkelig. For to år siden havde han reddet tre børn ud af flammerne i en skovbrand og båret dem ud i sine arme. Hans venstre kind fik brandskader, og man gav ham en medalje. En dag havde Ender blæret sig med den i skolen, og de andre drenge, sønner af grøntsagshandlere, skræddere, krydderiproducenter, papirfabrikanter, restauratører, møbelsælgere eller fædreløse, havde snerpet munden sammen i misundelse og spruttet af harme. De lagde allerede afstand til Ender, fordi han talte med mig, men nu fjernede de sig endnu mere fra ham og lavede så at sige en dobbeltboykot, så i en klasse med syvogfyrre elever stod sønnen af en menneskesmugler og sønnen af en gendarm alene sammen mod resten. Men Ender syntes ikke at bemærke det og blev ved med at smile. Selv var jeg overbevist om, at bumserne i mit ansigt også voksede indad. De illegale begyndte at give mig kvalme. Jeg betragtede disse mennesker, som ved den mindste mistænkelige lyd rykkede sammen og udstødte små skrig, hvis pupiller dirrede, som om de var på et mystisk stadie af Parkinsons sygdom, hvis brækkede næser, der lignede blyanter, som havde ligget i blød, konstant sitrede i et forsøg på at opfange lugten af det næste øjeblik, og som uophørligt gentog ordet ”Mere!”. Men de kunne ikke finde på andet at sige, viklet ind som de var i adskillige lag stof, der først blev gult af sved, så sort af sod, og som kun løftede hovedet, når de ville bede om noget. Så jeg skreg i ansigtet på dem: ”Skrid, for helvede!” De forstod det alligevel ikke. Og hvis 30
Mere, Mere_INT.indd 30
28/09/16 11.20
de forstod det, så forholdt de sig i ro med hovedet trukket godt ned mellem skuldrene. Når Ender spurgte mig: ”Hvad skal du lave i weekenden?” svarede jeg selvfølgelig ikke: ”Jeg skal smugle mennesker, for helvede!” Jeg sagde blot: ”Jeg skal hjælpe min far.” Men han blev ved: ”Hvor er det ærgerligt, at du aldrig går i byen med mig,” og han opremsede alle de steder, hvor jeg gerne ville hen: byens biograf, markedsfesten i nabolandsbyen, spillehallen i byens handelscenter, en af de to internetcaféer i vores landsby … Ender kunne gøre, som han ville. Han skulle bare lave sine lektier, spise sin mors kødboller og på et tidspunkt følge korankurserne. Jeg arbejdede selv som en negerslave. Jeg havde ikke et minuts ro: Jeg samlede plasticposerne op, som de illegale havde skidt i, og jeg gravede lortet ned bag lageret; for ikke at vække opmærksomhed ved at foretage mine indkøb samlet købte jeg flaskerne med vand to ad gangen og brødene tre ad gangen i forskellige butikker; jeg tømte urindunkene, og eftersom der altid var nogen, der var syge, løb jeg fra apotek til apotek. Jeg var altid i fuld gang, og alt det bare fordi disse mennesker havde fået den idé at skifte land! Jeg måtte endda give Ender den Robinson Crusoe tilbage, som han havde lånt mig, uden at have haft tid til at læse den. Og jeg ville gerne have læst denne bog, der fortalte om en ”slavehandler, der er strandet på en øde ø”. Bare ved at høre disse ord havde jeg fået lyst til selv at komme til en øde ø. Jeg var trods alt selv en slags slavehandler, og jeg havde fået mere end nok af slaver og slavehandel. Det eneste, jeg ønskede, var, at min far, ligesom alle andre fædre, kun skældte mig ud, når jeg fik dårlige karakterer. Og ikke fordi jeg havde glemt at åbne for ventilationen i lastbilen. Det var langt mere alvorligt end at glemme at slukke lyset, når jeg gik. Min forglemmelse havde kostet en afghaner livet. Han var seksogtyve år, og han havde lavet en frø til mig 31
Mere, Mere_INT.indd 31
28/09/16 11.20
af papir. En frø, som sprang, når jeg trykkede bag på den med en finger. Han hed Cuma, det vil sige Fredag.⁴ Altså afghaneren, ikke frøen. Flere år senere lærte jeg, at Robinson også havde en Fredag. Men med ham var det noget andet, for han var hovedpersonen i en roman. Man risikerede ikke at finde ham kvalt til døde inde i en lastbil, og han ville aldrig have lavet en papirfrø til en dreng, der opførte sig så gement over for ham. Men hvis Robinson og Fredag virkelig havde eksisteret, kunne vores liv også have været en roman. Hele problematikken er der. Andres liv minder om en roman. Men kun livet tæller. Romanen findes ikke i fortællingen, som man skaber af den. Medmindre det drejer sig om en obduktionsrapport. Udførligt beskrevet. Bibliotekerne er fulde af dem. Indbundet eller ej, så fortæller de historien om deres falmede bind. Mennesket er jo skabt af kød og knogler. Det ender med at blive rynket eller gå i stykker undervejs. Eller omkommer knust af en sten, ligesom Rodin. Der var engang en afghaner, som hed Fredag. Han døde en søndag. Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne stå imod længere og endte med at spise kødboller hos Ender. Men det hjalp ikke en skid. Og jeg fik det endda endnu dårligere af at sidde ved dette bord og betragte denne familie. Kødbollerne var for øvrigt lækre. Hvis jeg havde haft en mor, ville hun sikkert have lavet samme slags. Hun ville også have spurgt mig: ”Vil du have mere? Endnu mere?” Det var nok i det øjeblik, at jeg begyndte at hade ordet ”Mere”. Da jeg af gammel vane rejste mig for at lægge kødbollerne tilbage i stegepanden, sagde Salime til mig, sådan som min mor sikkert ville have gjort: ”Det skal børn ikke gøre.” Så som et barn blev jeg siddende, sprøjtene fra den kogende olie brændte ikke mine hænder, og jeg havde ikke fingre, der var fugtige af damp, sådan som jeg plejede at have. 32
Mere, Mere_INT.indd 32
28/09/16 11.20
De sagde, der var is til dessert, men jeg blev ikke. Jeg flygtede. Yadigar havde ikke spurgt mig ud om noget. Hverken om min fars helbred eller hans arbejde. Som om han vidste besked med alt, nøjedes han med at sige: ”Spis. Du trænger til det.” Han havde ret. Vi var alle i voksealderen. Alle uanset vores alder. Hele verden. Vi farer gennem voksealderen som en hvirvelvind. Vores hoveder snurrer. Det er derfor, vi spiser og har brug for at spise. For at fortære hinanden gensidigt, for at tygge på alle slags ting. Vi har brug for det. For at vokse hurtigst muligt, dø og overlade pladsen til andre. For at påbegynde en ny epoke. Som helst skal ligne denne epoke mindst muligt. For vi havde forstået, at den intet godt får ud af os. Vi var ikke så dumme, at vi ikke forstod dét. Ikke helt så dumme …
33
Mere, Mere_INT.indd 33
28/09/16 11.20