Romerske dage af Simon Strauss, læseprøve

Han møder usædvanlige mennesker og finder sin opgave: bruge alle sanser, ikke udelade noget.

Romerske dage fører os til de mange begyndelser og slutninger i vores verden og spørger, hvad vi vil stille op med dem i morgen.

Romerske dage_CVR.indd 1

ROMERSKE DAGE

En sommer i Rom, 231 år og otte måneder efter Goethe.

En ung mand ankommer til den evige by, for at ryste nutiden af sig og slippe af med den knipsende lyd i øret: Gør dét, vis dét, vær med. Han søger sin egen vej, mærker fremmede tider leve i sig. I Rom husker han tilbage.

I Rom forelsker han sig. I Rom føler han sorg.

SIMON STRAUSS

ALLE DE VINDUER, ALLE DE PORTE

SI MON STRAUSS

ROMERSKE DAGE 02/04/2020 14.51

merske dage_INT.indd 2

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 3

SIMON STRAUSS

ROMERSKE DAGE

PÃ¥ dansk ved Maj Westerfeld

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 4

Romerske dage Simon Strauss På dansk ved Maj Westerfeld © Turbine 2020 Originaltitel: Römische Tage Først udgivet i Tyskland i 2019 af J.G. Cotta’sche Buchhandlung Nachfolger GmbH © 2019 Klett-Cotta - J.G. Cotta’sche Buchhandlung Nachfolger GmbH, Stuttgart Dansk udgave efter aftale med Michael Gaeb Literary Agency Coverdesign: zero-media.net Coverfoto: © (Sala Age) F1online Dansk opsætning: Vinnie Andersen ISBN: 978-87-406-6157-6 www.turbine.dk Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening Denne oversættelse er støttet af Goethe-Instituttet

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 5

Til dig, Rom

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 6

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 7

I.

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 8

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 9

ankomst til rom. Første juli. To hundrede og enogtredive år og otte måneder efter Goethe. I det forsinkede fly var klimaanlægget i stykker, over Alperne rystede alle af kulde og måtte tage en ekstra trøje på. I det mindste en forestilling om, dog uden sammenligning med, hvad rejsen hertil engang har betydet. Hvor mange har ikke frosset og lidt på pilgrimsrejserne førhen? Eller er døde oppe i de smalle bjergpas, uden klatrereb?

Nogle satte sig allerede efter få dage udmattede ned i sneen og varmede deres iskolde tæer over bålets flammer.

Romrejsende tænker på romrejsende. Ellers ville de aldrig begive sig af sted. Og så? Så satser de på, at også deres ånd vil blive renset og fornyet af opholdet, at den vil blive strejfet af skønheden, genoplivet eller i det mindste gennemluftet. Rom som sanatorium – drømmen lever endnu. Går gennem århundreder. Nøjagtig som den bratte

9

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 10

opvågnen i byen: lange køer ved taxaholdepladsen, stinkende klorvand i Bernini-fontænen, ensomhed med pizza og plastikflaske.

Jeg sidder på en restaurant over Piazza Navona og gør det, som så mange andre har gjort før mig: Jeg er i Rom og håber, at nogen lægger mærke til det. Forestiller mig, at mit ophold bliver vigtigt.

Foran mig ligger kuplen fra Sant’Agnese. Måger er kommet flyvende ude fra havet og sidder nu oppe på tagene over de svedende mennesker, basker med vingerne og køler sig i luften, der trænger op gennem det utætte tag.

Ikke en eneste dag i det forgangne år har jeg været alene. Altid sammen med nogen, altid på farten. Har kigget ud ad fremmede vinduer om aftenen og mødt de forkerte mennesker til morgen­maden. Jeg er flygtet til Rom. For at ryste nutiden af mig, slippe af med den knipsende lyd i øret: gør dét, vis dét, vær med. Jeg drejer og drejer og flagrer omkring. Men der er også noget andet.

De sidste par uger har mit hjerte gjort ondt. Ikke nogen indre, men en ydre smerte, har hjertelægen sagt, blot en betændelse af en muskel eller en sene, men den stikken, jeg føler, er ægte nok. Har ikke snakket med så mange om det. Når man taler om hjertet eller bare peger på det, ser folk straks så

10

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 11

bekymrede ud. Ikke noget at gøre, tænker de, hemmeligt lettede over, at de ikke selv er ramt.

Min hjerterytme er ude af takt. På grund af denne stikken går hjertet nogle gange i stå, begynder dog straks at slå igen og sætter tempoet op, som om det skal indhente de forsømte slag.

Med plastikflasken i hånden stiller jeg mig hen til gelænderet. Straks sætter nye gæster sig ved mit bord, slår op i menukortet, sænker hovederne og strækker pegefingrene ud. Foran mig ligger Piazza Navona. Tusindvis af mennesker myldrer op ad trapperne mod tribunen, de sveder, glor og skråler. Om lidt træder Domitian ud af sin loge, den ensomme kejser, der var så plaget af hårtab, at han skrev en bog om god hårpleje. Det her er hans stadion, han har ladet det bygge, efter græsk forbillede. Lad bare de andre kalde ham skør, her finder han ro. Når hestevognene brager ind i hinanden dernede, lukker han øjnene og nyder sin magt.

Nu sidder trætte tjenere nede i solen, smælder med tungen og forsøger at lokke nye kunder ind på deres restauranter. De fleste af dem er temmelig garvede og gør nærmest en dyd ud af at arbejde så lidt som muligt. Ligesom de romerske skralde­ mænd, om hvem der står i avisen, at de sætter ild

11

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 12

til deres egne skraldebiler om natten, fordi jo færre køretøjer, desto mindre arbejde. En af tjenerne er stadig ny. Han prøver seriøst at lokke nye gæster til. Et stykke tid har han iagttaget en ung kvinde, som sidder på en bænk foran Fontana del Moro og ryger en tynd cigaret. Hendes hvide kjole flagrer i middagsvinden, hendes solbriller er gledet et godt stykke ned på næsen. Da hun stikker den næste cigaret ind mellem læberne, stormer den unge tjener frem mod hende, siger noget morsomt, lokker, gestikulerer, måske lidt for ivrigt, som i en lærebog om italienske omgangsformer, sætter sig ned ved siden af hende og fortsætter med at snakke, mens han tilfældigt rører ved hendes knæ og lægger hovedet på skrå. Hun rejser sig ikke og går, kan åbenbart lide ham.

Med benene over kors lader hun den højre fod glide ud af sandalen, så han kan fornemme, hvad han går glip af. Et par gange ser det ud, som om han vil bede om hendes nummer, overbevise hende om, at de skal ses igen. Men så rejser han sig skuffet op, snyder snot ud af det ene næsebor og går tilbage til de andre tjenere.

Jeg bor på Via del Corso. Et værelse skråt over for Casa di Goethe, Goethes hus. Om sommeren

12

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 13

flygter romerne ud til havet og lejer deres lejligheder ud, fordi der er for varmt inde i byen. En bekendt har givet mig et tip, så nu er jeg her, de næste to måneder. Jeg står ved det lille vindue og forestiller mig, hvordan Goethe kom hjem efter en lang dag og vaskede sine fødder, hvordan han rystede sengetøjet og satte sig ved bordet for at skrive et par linjer. Jeg er ikke en kender, er først begyndt at læse hans Italienische Reise for et par dage siden. Til venner har jeg sagt: ”læser den igen”, men det passer ikke, jeg læser bogen for første gang.

Måske kan værelset her hjælpe mig. Den stille susen, de knagende rør, stemmerne udenfor senere på dagen. Når grupper kommer, hører man det straks: Først den stigende mumlen, så pludselig stilhed, derefter en stemme i en megafon. Korte forklaringer, svar på spørgsmål, som ingen stiller.

Hvornår, hvor, men aldrig hvorfor. Man kan vise dem alt, forklare alt, men de vil altid stå afslappet med hænderne i lommerne. Og dog drømmer jeg stadigvæk om den bustur under åben himmel gennem en fremmed by, jeg var på som barn, fordi jeg aldrig ville gå. Chaufføren fortalte dyrevittigheder, rundt omkring mig tog de andre passagerer deres hovedtelefoner af, men jeg beholdt

13

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 14

mine på og lod mig køre. Aldrig har jeg følt mig mere tryg.

Nu, her, tidligt om morgenen, ringer klokkerne.

Lægen har sagt, at jeg hver morgen skal stille mig hen til dørhåndtaget og lave mine øvelser med elastikbåndet, strække hjertemusklen lidt ad gangen. Han har givet mig en seddel med piktogrammer, som skal opmuntre mig. Men jeg lader sedlen ligge i kufferten og sætter mig ud på altanen. Palmen i gården har lagt sine blade til hvile på gelænderet, ingen andre lader til at være stået op. På første sal ligger der et hotel, over mig bor en berømt arkitekt, fra gården strømmer en sødlig duft af sæbe op. En stor kosmetikkæde er for nylig rykket ind i stueetagen og forstyrrer andagten. Store sæbebobler står stille i luften og brister mod den gamle mur, bryder auraen, påstår at være et varsel.

Intet virker for os moderne mennesker mere moderne end samtidigheden af det usamtidige.

Samspillet mellem gammelt og nyt. Og dog plages jeg af spørgsmålet: Hvilken tid tilhører jeg? Hvilke tider bor i mig? Ofte føler jeg mig befængt, ædt op af forgangne idealer, drevet af en utilfredsstillet ærgerrighed. Den, der er kommet for sent til verden, vil aldrig finde sin tid, siger man.

14

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 15

Fra palmebladene løber myrer hen over vindues­ karmen og ind i køkkenet. De har dannet en kæde hen til brødkurven og rækker forsigtigt krummerne videre med deres kløer. Hvis en af dem taber noget, bliver den straks bragt hen til dronningen og må liggende på ryggen bede en sidste bøn.

Min sproglærer hedder Francesca. Hun har krøller og hver dag en ny kjole på. Tidligt hver morgen kører hun to timer ind til byen med det forsinkede regionaltog, men er aldrig i dårligt humør af den grund. Når jeg for tredje gang betoner en præposition forkert, dasker hun mig leende på hovedet med det sammenrullede øvehæfte. Hun er lige så gammel som mig. Hun kunne være min kæreste. Sågar min kone. Vi kunne få et barn sammen. Jeg flytter ud til hende, i forstaden.

Jeg går med hendes far til fodboldkamp, trækker cyklen for hendes nevø. Om aftenen sidder vi på sengen i hendes værelse og kaster med puder, mens den sovende bedstemor sidder nedenunder i stuen foran det tændte fjernsyn. Vi planlægger ferie sammen, putter børnene i bad, bygger et hus oppe på bjerget og skændes om støvet bag vaskemaskinen. Dagene går, og tvivlen kommer.

15

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 16

Først små spring til siden, så det store brud. De fleste taler om livet, som om alt er så nemt. Som om der ikke findes andre muligheder, som om vi allerede kan se det hele. Sådan er det ikke. Sådan har det aldrig været. Sådan vil det altid være.

I Palazzo Altemps, på Ludovisi-tronen, vises Afrodites fødsel af havets skum. Spinkle kvindehænder løfter hende op af vandet, slør vajer, fødder træder forsigtigt på jorden. Til højre sidder en fløjtespillende kvinde og overvåger fødslen. Hendes venstre fod er drejet let ud til siden som til en plié, så man kan beundre hendes tæer og – rationalist, som man er – også kan tælle dem. Seks små tæer træder frem af den lyse sten og viser, at man her har at gøre med noget højere.

Palazzoets gård bevogtes af Marco. Stolt viser han sit navneskilt. Hans tænder er dårlige, men han har en lys hørjakke på og et fast håndtryk.

Hver dag står han her i gården, alt efter solen og skyggen i et andet hjørne, og vogter over, at de besøgende ikke bruger blitz. Bag ham står en ung atlet hugget i sten. Hans smukke hofter vil Marco ikke udsætte for de forkerte blikke. De to har en aftale: Kun unge kvinder med skønhedsplet på kinden må fotografere statuen, alle andre

16

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 17

skal holdes på afstand. Derfor holder Marco nøje øje med, hvem der træder ind i hans gård.

Da jeg blændet af solen træder ud i det fri, ser jeg ovre på den anden side af gården fligen af en hvid kjole forsvinde i udgangen. Det kunne være kjolen fra i går, fra den smukke kvinde ved Fontana del Moro. En smule cigaretaske kommer flyvende og lander nænsomt foran min venstre fod. Jeg får lyst til at følge efter hende, bøjer ryggen bagover og folder hænderne. Så glider en sky ind foran solen, og jeg mærker mit hjerte banke alt for hurtigt. Jeg standser og tager min puls. Marco ser skeptisk på mig, under hans blik retter jeg mig op, min langsomme gang hen over gården forvandles til en træden ind på scenen.

Jeg føler mig hverken ude eller inde i denne gård, der jo egentlig blot er et gennemgangsrum, en passage.

Mit blik glider op, vil indfange facaden, vil se, hvem der muligvis i dette øjeblik træder ud på terrassen, lægger hænderne på balustraden, vender ansigtet op imod solen og nynner Fidelio-arien: ”O welche Lust in freier Luft, den Atem leicht zu heben.” Øjnene søger opad, ørerne lytter nedad.

Ned mod brønden. Fra tidligt til sent leger vand og luft her tagfat med hinanden, sprudler op fra

17

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 18

underjordiske kilder. For vores korte ophold her på Jorden findes der egentlig ikke nogen bedre baggrundsstøj end denne plasken, denne antydning af havblik og vellykket sejlads.

Jeg sætter mig ved kanten af brønden og skovler vand op i mine svedige armhuler. Marco sidder overfor i skyggen og drejer på en knitrende radio. Han smiler. Vi udveksler blikke. Hvem er han? En mand uden hensigter, med en datter, der studerer i udlandet? Eller en tidligere kok, der blev smidt ud af sin restaurant, fordi han i fuldskab byttede om på sukker og salt? Måske er han også billedhugger, en kunstner, der om dagen søger klassikernes nærhed, for om aftenen at skabe noget helt andet i sit atelier. Hvilken betydning har vores gøren egentlig for nutiden?

Langt vigtigere er det vel, hvordan vi bliver husket i fremtiden. Og Marco vil jeg huske.

Hvordan han sidder i skyggen i sin hørjakke.

Med den knitrende radio mellem benene.

Om aftenen har jeg en aftale med en pensioneret, tysk general, der har boet i Rom siden 1990’erne.

Hans lejlighed vender ud mod Vatikanet, når man står op og tisser på hans lille toilet, kan man se Peterskirken gennem vinduet. Han fyldte firs

18

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 19

sidste år, og jo ældre han bliver, desto bedre ­husker han sin barndom. Restauranten, som vi går hen på, ejes af en tidligere springrytter, en solbrændt, ældre kvinde, der anser Nero som den største romer nogensinde. ”I bund og grund er alle italienere fascister,” siger hun og taler begejstret om il Duce, der hurtigt ville have fået bugt med landets problemer. En mand med en guitar træder hen til vores bord, men i stedet for at spille holder han med lukkede øjne et lille skilt i vejret: Jeg undlader at spille, fordi jeg ikke vil for­ styrre. Et lille bidrag modtages dog med glæde. ”Skrub af,” mumler værtinden og viser os et video­klip af sin tolvcylinders jeep. Som baggrunds­ musik har hun valgt ”Valkyrieridtet” af Wagner, ingen ”Bella Ciao” på hendes restaurant. Garibaldi og hans kompagnoner er en flok uduelige svende, den nye højrefløj er nogle vatpikke, og vejskilte er kun til for at blive skudt i stykker. Til afsked trækker hun mig med om bag disken og viser mig et læderbælte med et hagekors på. ”Il permesso per l’inferno” – ”Mit adgangskort til helvede,” mumler hun.

Jeg betaler og skynder mig ud. I de smalle ­gader suser scooterne forbi, lyset fra deres for­ lygter spejler sig i butiksruderne. Inde bag dem

19

02/04/2020 14.4

merske dage_INT.indd 20

på væggen hænger hundredvis af violiner og venter. Mærkeligt at tænke på, at hænder gør nøjagtigt det samme i dag, som de gjorde for fire hundrede år siden – de bygger og spiller. ”Her i Rom,” skrev Goethe, ”har jeg ingen nye tanker haft, og har ikke fundet noget helt fremmed, men de gamle tanker er blevet så klare, så livlige, så sammenhængende, at de kunne gælde som nye.”

Så lad os tænke det gamle påny. Hvor ellers, hvis ikke her, ville det kunne lykkes? I denne by.

På dette værelse. Hovedpuden er blød, en dyne har man ikke brug for. Jeg ser ud i mørket, lader spørgsmålet hvile. Og måler hellere mit blodtryk igen. 130 over 85. Ingen grund til bekymring.

Italienerne starter altid med at sige ”jeg”, når de remser noget op. Io e il mio amico. Io e la mia ­patria.

Det kan forstås som en metafor på landets sindstilstand: Først kommer jeg, så de andre og til sidst den store helhed. Man giver ikke meget for Rom, for dens overbetalte politikere og korrupte bureau­krati. Alt for mange familieforetagender er gået konkurs, fordi det offentlige ikke betalte.

Man elsker sit land, men hader staten, sådan ­lyder tommelfingerreglen i Italien.

20

02/04/2020 14.4