Læseprøve: TRIOEN af Johanna Hedman

Johanna Hedman er født i 1993 i Stockholm. Hun har studeret Litteratur­ videnskab i Uppsala og Fransk i Paris.

Trioen er hendes debutroman.

Thora kommer fra gamle penge og bor hos sine forældre i en stor lejlighed i det eksklusive Lärkstaden.

Hun og kunstneren August har længe været tætte og af og til også elskere. Hugo kommer fra en helt anden baggrund og møder Thora og August, da han får lov at flytte ind på et værelse i Thoras forældres lejlighed.

Han både fascineres og forfærdes over deres privilegerede verden.

Trioen er en moden og løfterig debutroman, der indkapsler den bittersøde følelse af at være ung, når man har hele livet foran sig, og alting føles alvorligt.

trioen

Kærligheden er stor mellem de tre.

Men den skrøbelige balance i deres forhold er hele tiden i fare for at gå i stykker.

johanna HEDMAn

Thora, Hugo og August: tre venner, der bruger al deres tid sammen. De hænger på caféer og barer, cykler til Djurgården i sommernatten, møder foråret i Paris.

Men under overfladen rører stærke følelser på sig – og tanker om seksualitet, klasse og kærlighed.

trioen johanna HEDMAn

” Aftenhimlen var dybblå. Det var stadig lyst. Jeg ville komme til at huske den cykeltur, det vidste jeg så snart August begyndte at træde i pedalerne.

Jeg ville glemme min vagt på arbejdet, den halvfærdige pasta, måske endda det røde mærke på Thoras skulder, men jeg ville ikke glemme: Augusts bløde bomuldsskjorte mellem mine fingre, lugten af vaskepulver og cigaretrøg, aftensolen der skinnede gennem Thoras udslåede hår, lysets spil i trækronerne på alléerne, de fire statuer på Djurgårdsbroen der rejste sig som løfter om noget – om noget der var lige så flygtigt som de glitrende skumsprøjt i bådenes kølvand.”

Forfatterfoto: Elvira Glänte Omslag: Sara R. Acedo Omslagsmaleri: Eugéne Jansson, Nocturne, Thielska Galleriet/Wikimedia Commons

Trioen_SMUDS.indd 1

21.12.2021 16.45

Trioen_INT.indd 2

21.12.2021 16.35

johanna HEDMAn

trioen På dansk ved Juliane Wammen

Trioen_INT.indd 3

21.12.2021 16.35

På s. 16 citeres digtet ”Invisible Dark Matter” af Frederick Seidel, fra The Cosmos Trilogy (Farrar, Straus and Giroux, 2003)

Trioen Af Johanna Hedman Oversat af Juliane Wammen 1. udgave, 1. oplag Copyright © Turbine 2022 Originaltitel: Trion Trioen © Johanna Hedman, oprindeligt udgivet af Norstedts, Sverige, 2021 Udgivet efter aftale med Norstedts Agency Omslag: Sara R. Acedo Sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740673531 www.turbine.dk

Trioen_INT.indd 4

21.12.2021 16.35

del et

7

del to

31

del tre

Trioen_INT.indd 5

381

21.12.2021 16.35

Trioen_INT.indd 6

21.12.2021 16.35

del e t

Trioen_INT.indd 7

21.12.2021 16.35

Trioen_INT.indd 8

21.12.2021 16.35

Frances ringer en dag i slutningen af april og spørger om hun må komme forbi i næste uge. Sådan siger hun – komme forbi – som om det handler om lige at kigge ind til en kop kaffe en eftermiddag, selvom de befinder sig på hver sin side af Atlanten. Hun lyder som om hun er forpustet, og han kan næsten se hende for sig: røde kinder, håret uglet af blæsten, sikkert klædt i en for tynd denimjakke. Hun har fundet nogle billige billetter til New York og understreger at det er et direkte fly, som om han burde ønske hende tillykke med at have fundet dem. Han har ikke set hende længe og siger at hun selvfølgelig er velkommen. Han spørger om hun vil sove hos ham, men hun svarer at hun skal bo hos nogle venner. Der bliver stille. Han forstår at hun ikke kun har ringet for at planlægge en weekendtur. ”Der er noget jeg gerne vil tale med dig om,” siger hun. ”Ja, okay,” siger han. ”Hvad?” ”Mor.” ”Frances,” siger han, men fortsætter ikke, han regner med at hun opfanger den alvorlige måde han siger hendes navn på. ”Jeg ved det godt, jeg ved det godt,” siger hun. ”Det er derfor jeg ikke vil tage det over telefonen.”

Han kan høre på hendes tonefald hvordan hun holder hånden lidt ud fra kroppen, som om hun griber i luften efter noget usynligt.

Han har altid spekuleret på om det var en gestik hun tillagde sig 9

Trioen_INT.indd 9

21.12.2021 16.35

som barn på privatskolerne i Frankrig, den virker for svulstig til at være fremkaldt af det kølige stockholmske temperament. ”Er hun døende?” spørger han sarkastisk. ”Nej.” ”Syg?” ”Nej –” ”Godt,” siger han. ”Du må gerne komme forbi når du er her, men jeg vil ikke tale om Thora.” ”Jeg er bekymret for hende.” ”Hun vil sikkert ikke bryde sig om at du taler med mig om hende.” ”Hvordan kan du være så sikker på det?”

Selvom Frances ikke kan se det, ryster han på hovedet. På skrivebordet står computeren åben, men skærmen er slukket.

Han rører ved touchpaden med en finger, et tomt dokument kommer til syne, og han kigger på det i nogle sekunder inden han klapper skærmen i. ”Du kender hende jo,” siger Frances. ”Jeg kendte hende.”

Han hører Frances’ vejrtrækning og trafikstøjen i baggrunden.

Han forsøger at forestille sig hende et sted i det centrale Stockholm, men han ved ikke længere om de steder findes, eller om det er en sammensmeltning af minderne om en by i et underligt blåt skær, som på gamle postkort. ”Det er vel ikke derfor du kommer herover?” spørger han. ”Nej,” svarer hun. ”Er du vred på mig nu?” ”Jeg rejser ikke tværs over Atlanten for at tale med dig om min mor.”

10

Trioen_INT.indd 10

21.12.2021 16.35

”Okay. Godt.” ”Vil du stadig se mig?” ”Ja, selvfølgelig.” ”Man ved aldrig.”

Han kan ikke lide at hun siger sådan, men han protesterer ikke. ”Sig til når du er her,” siger han inden de lægger på.

* Der er gået en del år siden Frances første gang ringede på hans dør. Han åbnede, og Frances sagde: ”Hej.” Og så: ”Jeg tror du kendte min far.”

Han spurgte ikke hvem hendes far var. Det var ikke nødven­ digt. Han lukkede hende ind.

Frances var udvekslingsstuderende det år. I begyndelsen boede hun hjemme hos en af Thoras kusiner, senere flyttede hun ind på et kollegium på Upper West Side. Hun fortalte at hun ikke kendte nogen i New York andre end Thoras kusine. Hun var ensom.

Han vænnede sig til at have Frances i sit liv. Hver eftermiddag tog hun subwayen hjem til ham og sad i hans stue eller køkken og arbejdede indtil om aftenen. Hun sagde at hun havde nemmere ved at koncentrere sig hjemme hos ham end på kollegiet. Han gav hende en nøgle til sin lejlighed. Han kunne godt lide at komme hjem fra arbejde og finde hende i sofaen eller ved køkken­ b­ordet, omgivet af studiebøger, notesblokke og overstregnings­ tuscher. Om aftenen betalte han normalt en taxa for hende hjem.

Om søndagen inviterede han hende til middag på en restaurant, 11

Trioen_INT.indd 11

21.12.2021 16.35

og der spiste hun som om hun ikke havde fået et ordentligt måltid mad hele ugen. Hun stillede spørgsmål om August som han forsøgte at besvare så godt han kunne, men han havde ikke talt om August i mange år, og han havde en følelse af at svarene ikke var helt så udtømmende som Frances håbede. Han turde ikke spørge til noget om Thora. Af de ting Frances sagde en passant, forstod han at Thora var gift med en franskmand som hun havde to sønner med. Hun boede stadig i Stockholm.

Han præsenterede Frances for sine venner og inviterede hende med når han arrangerede middage. Når hans venner spurgte til Frances, svarede han ærligt at hun var datter af nogle af hans gamle venner fra studietiden, men han kom ikke med yderligere detaljer, og de lod sig nøje med det kortfattede svar. Hans venner var tilflyttere, flere af dem fra andre lande, og de havde ikke for vane at udspørge hinanden om tidligere liv. Dengang boede han i en lille lejlighed hvor spisebordspladen hvilede på et sæt vakkel­ vorne ben og gjorde hvert eneste måltid til en balanceakt, men vennerne kunne godt lide at samles hjemme hos ham, for beliggen­ heden var et knudepunkt for alle deres forskellige subwaylinjer.

Sidst på aftenen plejede de at klatre ud ad vinduet og sætte sig på brandtrappen og ryge mens de talte adspredt om at flytte et sted hen hvor boligerne i mindre grad føltes som huse lavet af pap der var ved at smuldre. Han forbød sine venner at tilbyde Frances pot og cigaretter. Frances kunne godt lide at sidde for bordenden og lytte til hans venners sladder om kollegaer og chefer. Når han kiggede på hende over bordet, gav det sommetider et sug i ham, det var som at dreje på et kalejdoskop af erindringsbilleder indtil mønstrene smeltede sammen, og han befandt sig ved fortsættelsen af noget som han troede at han havde lagt bag sig for år tilbage.

12

Trioen_INT.indd 12

21.12.2021 16.35

Da Frances’ studieår i udlandet var slut, hjalp han hende med at flytte ud af kollegieværelset. Han kørte hende i lufthavnen med bagagerummet fuld af kufferter, og hun rejste tilbage til Europa.

Han troede at alting derefter ville vende tilbage til normalen, hvilket det på sin vis også gjorde selvom hun efterlod sig en ny slags stilhed i lejligheden.

Hun arbejder som journalist nu. På trods af at han sjældent ser hende, ringer hun regelmæssigt til ham om artikler hun skal skrive, artikler hun gerne vil skrive, og artikler hun ikke får trykt.

Hvis hun skriver på svensk, læser hun en gang imellem stykker op for ham og spørger når hun er færdig: Er det godt svensk? kan man sige sådan på svensk? hvilket får ham til at le ad dette tresprogede barn som skifter sprog med en slags rasende lethed, næsten som om hun flår tøjet af og tager den nye trøje omvendt på og først bemærker det når hun allerede er ude ad døren. Han plejer at svare at han ikke er den rette at spørge, at hun er en af de få han stadig taler svensk med. Hvis hun insisterer, afprøver han tavst sætningen for sig selv for at finde ud af om der er afvigelser selvom han ikke længere instinktivt opfanger uregelmæssighederne i de forkerte præpositioner og syntaksfejl. At svare på Frances’ spørgs­ mål er som at forsøge at genvinde følesansen i en hånd der sover.

Han lader hende aldrig vide hvor ubehagelig til mode det gør ham.

* En gang på vej på arbejde så han Thora. Eller han troede i hvert fald at det var hende der stod ovre på den anden side af subway­ perronen: rød frakke, løst hår, opslugt af telefonen, med den ene 13

Trioen_INT.indd 13

21.12.2021 16.35

hånd hvilende på skuldertasken. Ud af øjenkrogen kunne han se fede, grå rotter løbe over skinnerne mens han forsøgte at få bedre udsyn til hende mellem de søjler der skilte togperronerne fra hinanden. Var det hende? Koldsveden sprang frem, hjertet galoperede i brystet på ham, men resten af kroppen stivnede. Han havde glemt hvordan det kunne føles, eller rettere – hvor stærkt noget kunne føles.

Det var ikke hende.

Det var hende.

Han ventede på at hun skulle kigge op, han havde kun brug for et hurtigt glimt af hendes ansigt for at være sikker. Så kom toget buldrende ind på stationen, og da det kørte igen, var kvinden i den røde frakke der ikke længere. I de følgende dage ledte han efter hende i menneskevrimlen i myldretidstrafikken, kiggede hen over alle hovederne og forsøgte at fange et glimt af noget rødt, noget som ville få hjertet til at springe et slag over. Men han så hende ikke igen.

* På gaden hænder det at han går forbi andre mennesker og op­ snapper bidder af samtale på svensk, og et kort øjeblik når han at tænke over hvad det er for et sprog, indtil det går op for ham at det er hans sprog. En gang imellem sidder han på en bar eller en restaurant ved siden af folk der taler svensk med hinanden, og han lytter tavst til dem uden at fortrække en mine. Ingen opfatter ham som andet end amerikaner, og han tænker at han alligevel aldrig har kunnet leve op til det klichéfyldte billede af en skandinav.

Det hænder at amerikanere som finder ud af hvor han kommer fra, 14

Trioen_INT.indd 14

21.12.2021 16.35

rynker næsen som om noget særligt nordisk vil dukke op hvis de kniber øjnene sammen. Så plejer han at tilføje at hans farmor var amerikaner, og af en eller anden grund fremkalder den oplysning et ”aha”, som om hans amerikanske aner forklarer et slags fravær af nordiskhed hos ham.

* Frances sender ham en besked da hun kommer til New York, og de beslutter at mødes førstkommende weekend. Det er i slut­ ningen af forårssemesteret, og han har ikke nogen skemalagte forelæsninger eller seminarer tilbage, men de studerende kontakter ham en gang imellem eller dukker op ved hans kontor og stiller spørgsmål om eksamen og deres karakterer. Fredag aften plejer der at være en afslutningsaften hvor institutionen og alle de studerende samles i en rød murstensbygning i nærheden af Washington Square Park. Officielt drikker de bare te og kaffe, men allerede først på aftenen er næsten alle enten skæve eller lettere berusede.

Han sidder på trappen ved indgangen omgivet af studerende og kollegaer. En eller anden stryger ham over armen, han ved ikke hvem hånden tilhører, han er ligeglad. Han tænker at hvis han rakte hænderne frem, ville håndfladerne berøre et usynligt stof som adskiller ham fra de andre.

I løbet af natten til lørdag vågner han af spændinger i skulder­ musklerne som holder ham søvnløs i flere timer. Smerten er vel­ kendt, den opfører sig altid på samme måde: begynder som et jag i højre skulder der øges i styrke, spreder sig til venstre skulder og stråler op langs nakken til kæberne hvor smertejagene borer sig dybere ind. Til sidst rejser han sig fra sengen og går ud i køkkenet 15

Trioen_INT.indd 15

21.12.2021 16.35

og laver te. Mens vandet koger, ligger han på gulvet og kigger op i loftet. Han drikker ikke teen, men hælder i stedet en whiskysjus i sig og tager et bad. Han retter den varme vandstråle mod smerte­ punktet i højre skulder, mens han åbner munden i et tavst skrig.

Bagefter lægger han sig på sengen, nøgen og våd, og han ved ikke om han til sidst falder i søvn af ren udmattelse. Da han vågner om morgenen, er alt som det plejer, som om kroppens slagmark midlertidigt rydder op efter sig selv, sletter sporerne og lader som om intet var hændt.

* En nat mumlede Thora et stykke af et digt af Seidel i hans øre.

Hun klagede over at hun ikke kunne sove, og han sagde til hende at hun kunne prøve at recitere noget, hvad som helst. Han havde ikke forestillet sig at hun ville tage opfordringen alvorligt, og hun lå tavs længe, så længe at han til sidst troede at hun alligevel var faldet i søvn, men så vendte hun sig om mod ham, og så kom ordene, varme og fugtige mod hans hud … Det var linjer han havde hørt hende gentage flere gange tidligere, som en sang hun havde haft på hjernen lige siden hun købte digtsamlingen i en boghandel i Paris: I read my way across / The awe I wrote / That you are reading now. / I can’t believe that you are there / Except you are.

Så mærkeligt at det engelske sprog kunne lyde så smukt. I munden på en overklassepige fra Stockholm.

*

16

Trioen_INT.indd 16

21.12.2021 16.35

Lørdag eftermiddag ringer Frances på hjemme hos ham. Der er varmt udenfor, og hun kommer ind i den airconditionkølige entré med ansigtet glinsende af sved. ”Tænk at det kan blive så varmt her,” siger hun mens hun tager skoene af. ”Plejer du virkelig at blive i byen sommeren over?” ”Ikke hvis jeg kan undgå det.” ”Mine venner siger at her er frygteligt på det tidspunkt.” ”Her er frygteligt.”

De ser på hinanden. Hun er højere end sin mor og behøver ikke at stå på tæer for at give ham et knus. De går ud i køkkenet, som er forbundet med stuen og danner et L rundt om den lange, smalle entré. Frances siger at der dryppede væske ned fra loftet på subwayperronen i Greenpoint. Han giver hende et glas vand med isklumper. Mens han sætter kaffen over, forsvinder hun ind i stuen og spørger om han bor der alene. ”For det meste,” svarer han. ”Er den ikke for stor?” ”Det er den nok. Jeg lejer den af universitetet.” ”Du må tjene en virkelig god løn for at kunne bo sådan her,” sagde Frances da hun vender tilbage til køkkenet. ”Har du brug for penge?” ”Hvad? Nej.” ”Jeg troede altid nyuddannede havde brug for penge.” ”Jeg har ikke brug for dine penge.” Frances sætter sig ved køkkenbordet, folder hænderne og hviler dem på bordet. ”Jeg ved at du synes jeg er forkælet.” ”Du er okay,” siger han og tilføjer med et smil: ”Det kunne være gået meget værre for dig.”

17

Trioen_INT.indd 17

21.12.2021 16.35

Når han tænker på Thora og Frances, ser han dem som beskyttet af et finmasket net der afbøder hvert eneste fald. Som regel ser man ikke trådene, men en gang imellem glitrer de svagt i form af et problem eller en fejltagelse som alligevel aldrig kommer helt ind under huden på dem. Det har altid provokeret ham, samtidig med han ønsker at de skal forblive tæt omsluttet af en hinde af frihedskapital.

Frances beretter om rejsen til New York – lang og besværlig – om lejligheden i Greenpoint hvor hendes venner bor – nedslidt, men hyggelig – om hvordan hendes yngre brødre har det – den ene studerer i Paris og er nyforelsket, den anden bor i Stockholm og spiller teater. Hun nævner ikke sin mor, han venter på at hun skal gøre det, han tænker irriteret at det ville være bedre bare at få det overstået, for han ved at Frances før eller siden vil ende med at snakke om Thora, som om hans tidligere afslag ikke gælder fordi det blev givet over telefonen, og måske kan hun overtale ham nu hvor de taler sammen ansigt til ansigt – han ved at det er sådan hun ræsonnerer. Men Frances siger intet om sin mor. I stedet snakker hun om at hun er flyttet til København, om hvordan København er i forhold til Stockholm, hun opregner eftertænksomt de danske ord hun har lært sig, som om hun stiller små skatte op på række som hun har fundet under en tur i skoven.

Efterfølgende kigger hun alvorligt på ham over kanten af kaffe­ koppen og spørger: ”Flytter du aldrig tilbage til Stockholm?” ”Det tror jeg ikke.” ”Men det er jo dit hjem.” ”Ikke længere.” ”Så du bliver her?”

18

Trioen_INT.indd 18

21.12.2021 16.35

Han smiler ad den bekymrede rynke i hendes pande. Han kunne godt sige til hende at han aldrig har elsket Stockholm på den måde som Thora og August gjorde, men han ved at Frances også er meget nært knyttet til sin fødeby. Hun kunne opfatte hans ambivalente forhold til Stockholm som en personlig fornærmelse, så han trækker bare på skuldrene som svar, som om emnet ikke interesserer ham. ”Forført af the Big Apple,” siger hun. ”Jeg troede du var hævet over den slags klichéer.” ”Nej, det er dig der er det,” siger han. ”Har du fortalt Thora at du mødes med mig herovre?” ”Ja.” ”Taler hun nogensinde om mig?” ”Ikke direkte.” ”Men?” ”Men ikke noget. Hun taler ikke om dig.”

Han får standset sig selv inden han når at spørge om Thora stadig tænker på ham. Hvor skulle Frances vide det fra.

* Sidste gang han så Thora i Stockholm, var på en café i nærheden af Vasaparken på den tid hvor træerne netop var begyndt at blomstre. Han har gennemspillet samtalen så mange gange for sig selv at scenen ligger foldet sammen inden i ham, og han kan når som helst folde den ud igen som en stivnet udsigt han lader blikket glide hen over uden at vide hvad han leder efter.

De sad på hver sin side af et vakkelvornt lille bord, han drak kaffe, og hun spiste en salat. Efterfølgende har han tænkt at det 19

Trioen_INT.indd 19

21.12.2021 16.35

formentlig var et strategisk valg fra hendes side så hun kunne fo­ kusere på maden, omhyggeligt skære grønsagerne og salatbladene i små stykker, tygge langsomt, tørre mundvigene med servietten.

De få gange hun kiggede op, havde hun ladet blikket glide hen over hans ansigt som om hun ikke kunne finde noget at lade det fæstne sig ved. Alligevel var han blevet siddende lige over for hende og havde forsøgt at få øjenkontakt. Han betragtede de sænkede øjenvipper mod den fregnede hud, øreflipperne med de små guldøreringe, den snorlige midterskilning. Alt omkring hende syntes at falde sammen, styrte i grus. Som vandrette billedstriber af landskaber uden for togruder flimrede caféen lodret forbi, fra loftet ned gennem gulvet. ”Fortæl mig hvad du vil have at jeg skal sige,” sagde han til sidst. ”Det går ikke. Sådan fungerer det ikke,” svarede hun.

* I det engelske sprog genopfandt han sig selv. Demonterede et jeg som var for ilde tilredt af alt det han ikke kunne kontrollere, og opbyggede et nyt jeg som det upersonlige engelske sprog ikke kunne trænge ind i. Han oplever ikke verden som lige så umiddel­ bar på engelsk. Der er ingen direkte forbindelse mellem følelserne og de engelske ord der benævner dem, kun omveje.

* Dengang Frances studerede i New York, var han endnu ikke begyndt at arbejde på universitetet. Han arbejdede stadig for den store internationale organisation og tilbragte sine arbejdsdage i en 20

Trioen_INT.indd 20

21.12.2021 16.35

grå bås på et kontor hvis lave loftshøjde kun delvis blev bedret af udsigten over skyskraberne. Han fortalte Frances om de timelange drøftelser af enkeltord, om budgetforhandlinger og nedskæringer, men Frances lyttede ikke eller ville måske bare ikke høre efter.

Hun var ikke modtagelig over for virkelighedsbeskrivelser der antydede at voksenlivet mere bestod af gentagelser og rutiner, formet af en sær blanding af stress og tristesse, end af spænding og eventyr. Han havde en mistanke om at hun benyttede enhver given lejlighed til at fortælle sine bofæller om at hun kendte en der arbejdede i hovedkvarteret. Han forklarede at han ikke kunne skaffe hende en praktikplads, og han gentog det endnu en gang da hun spurgte om han kunne tage hende med ind og vise hende rundt. ”Alle har lov at gå derind,” sagde han. ”Man skal bare bestille tid.” ”Det er anderledes når man kender nogen,” sagde hun.

Han syntes at hun var for ung til at have en så rå og ligefrem forståelse af denne skelnen mellem forskellige former for adgang.

Senere kom han til at tænke på de medlemsklubber som Frances’ morfar tog hende med til når han var på besøg, på de bygninger med marmorgulve og dørmænd hvor Frances’ studiekammerater boede, på hendes måde at tale om europæiske byer på som om verden var et stort, tætbebygget nabolag. Så han protesterede ikke, for Frances havde ret; det var anderledes.

En morgen stillede han sig sammen med Frances, turisterne og skoleklasserne op i den kø der hver dag blev dannet langs det høje hegn og flagstængerne. Han viste sin legitimation og sit adgangskort til vagterne og ventede på Frances som skulle gennem sikkerheds­kontrollen. Han huskede det som en solrig efterårsdag, 21

Trioen_INT.indd 21

21.12.2021 16.35

og det var ikke den rigtige dag til at trække proppen ud af Frances’ optimisme. Hun sendte ham et strålende smil da de gik gennem svingdørene, og holdt i remmene på sin rygsæk som en lidt for voksen udgave af et skolebarn i uniform. Han viste hende general­ forsamlings­salen, de malerier og skulpturer som han syntes bedst om, den lille café i den vinduesløse stueetage hvor diplomater førte lavmælte samtaler, de overdådige saloner der var indrettet af rige olie­sheiker, baren på anden sal hvor folk med adgangskort samledes hver fredag aften og drak vin på terrassen. Det var en verden som Frances ikke var ubekendt med, og hun opførte sig heller ikke som en der forventede når som helst at blive eskorteret ud af en vagt. Når hun jokede med elevatorførerne og hoppede i paradis på det skakternede gulv i en tom korridor, forstod han at Frances tilhørte Thoras verden, ikke Augusts, selvom hendes slidte sko, rygsæk og jeans gav indtryk af noget andet. Hun lignede August, men hun talte og opførte sig som Thora. Det var for­ virrende.

* De går en tur. Udenfor bevæger alle sig langsomt, som om varmen gør luften til et fysisk objekt som man er nødt til at trænge ned under for at kunne bevæge sig fremad. Fugtigheden trykker mod huden og lægger sig som en blank hinde, den får ham til at tænke på den gennemsigtige plastikfolie der er klistret på skærmene på ny elektronik, og han stryger sig over den ene arm som for at finde det hjørne man kan tage fat i for at trække fugtigheden væk.

Ud fra kirkerne på de brede gader strømmer pænt klædte men­ nesker der blinker, ligesom søvndrukkent, mod det stærke sollys 22

Trioen_INT.indd 22

21.12.2021 16.35

på gaden hvor caféerne har sat borde frem, lige op og ned ad trafikken.

Frances spørger om han vil med hende på museum. Han har opgaver han skal bedømme, men han ved allerede at han ikke ville kunne koncentrere sig om dem, og siger ja. De tager subwayen fra Union Square og går nogle gader hen til museet. Trappen er fulde af turister som poserer foran bygningen. Han har smøget skjorteærmerne op og bærer sin jakke over armen. I receptionen tager Frances et kort mens de står i kø for at betale entré. Kvinden bag skranken spørger om de vil købe billetter til den store minde­ udstilling om pandemien. ”Den blev indviet på tyveårsdagen,” forklarer hun og gestikule­ rer mod æsken med mundbind på disken. ”Alle der besøger den, skal tage sådan et på.”

Hun ser ud som om hun er på alder med Frances, sikkert for ung til selv at kunne huske den. Han takker hurtigt nej, pludseligt meget bevidst om Frances’ intense tavshed bag sig.

Da de går op ad trappen, væk fra de besøgende med mundbind med museets logo på, holder Frances kortet foran sig som om hun guider dem ind i en fremmed by. Hun går direkte hen til den ame­ rikanske fløj, de passerer gennem flere korridorer og sale indtil hun til sidst standser foran nogle portrætmalerier af Sargent, og der bli­ ver hun stående tavs. Han ser på hende som hun står med armene over kors, hænderne griber om albuerne, som om portrætterne fører en samtale hun ikke ved om hun har lov til at deltage i. ”Mor siger at far elskede de her malerier,” siger hun. ”Se.” Og han kigger, men siger ingenting. Han synes at han kan mærke forårsvarmen udenfor, som et fnysende dyr der banker hovedet mod bygningen.

23

Trioen_INT.indd 23

21.12.2021 16.35

Frances kaster et blik på ham. ”Kan du lide dem?”

Han genkender portrættet af den blege kvinde i sort kjole.

August havde en reproduktion af den på sit kollegieværelse. En sveddråbe triller ned ad nakken på ham. Han ville ønske at han kunne lægge jakken fra sig – hvorfor tog han den med? ”Lidt for traditionelt,” siger han. ”Traditionelt?”

Han smiler til hende og går videre ind i næste rum. Da han vender sig om og kigger på Frances gennem døråbningen, står hun igen og studerer portrættet.

Bagefter går de en tur i parken. Det suser i bladene, og sky­ skraberne rejser sig bag træerne som kunstige bjergkæder med toppe af glas der reflekterer sollyset. I den runde dam ved Fifth Avenue leger børn med sejlbåde i modelstørrelse.

Da de har gået tavse rundt et stykke tid, spørger Frances: ”Ville du sige at du var lykkelig?” ”Frances. Helt ærligt.” ”Hvad?”

Han ryster på hovedet. ”Du kan da ikke bare spørge om den slags.” ”Hvorfor ikke?” ”Er du lykkelig?”

Frances løfter hånden og skygger for ansigtet da hun ser på ham. ”En gang imellem er jeg.”

* Da han fik sit første job på et kontor hvor det var obligatorisk at gå i jakkesæt, tænkte han hver morgen at han klædte sig i en slags 24

Trioen_INT.indd 24

21.12.2021 16.35

ironi. Det var et spil om levebrødet som alle var nødt til at deltage i. At blive voksen er at sælge sig, men så længe der er andre der opfatter ironien i ens medvirken, er det lettere at bevare en slags selvrespekt. Han omgås ikke længere nogen som han ved opfatter den ironi, og han har en mistanke om at han efterhånden kommu­ nikerer på en bølgelængde som ingen andre er modtagelige over for. Han ved at han udefra set er blevet et med jakken og skjorten, der er ingen sprækker hvor ironien kan trænge ind og rokke ved billedet af en indifferent, midaldrende mand. Han spekulerer over om de studerende kigger på ham og ser – en hykler? Thora og August ville have leet ad det.

* I begyndelsen brød han sig ikke om New York. Han havde ikke direkte følt lede ved byen, men han forstod ikke hvorfor folk kom tilbage til Europa nærmest med stjerner i øjnene, som om de var blevet blændet af et kraftigt lys. Det var bare en by. Med høje huse og brede gader og en gammeldags undergrundsbane. Senere begyndte han at gå lange ture om aftenen. Han holdt af at gå planløst rundt, bevæge sig ind og ud af kvarterer for til sidst at opdage at han ikke anede hvor han befandt sig henne. Han spiste middag på små restauranter som han sjældent vendte tilbage til fordi han glemte hvordan han var kommet derhen. Han kiggede ikke på kort, og når det blev sen aften, prajede han en taxa. Han forstod af gadenumrene at det ville have taget mange timer for ham at gå hjem. Med ømme fødder sad han dybt nedsunket på bagsædet af taxaen mens der kørte reklamefilm på den tv-skærm som var monteret i sædet foran ham. Han lænede hovedet mod 25

Trioen_INT.indd 25

21.12.2021 16.35

ruden, kiggede ud på menneskene og butikkerne og restauranterne og caféerne og byggepladserne og parkerne og busskurene, og så opstod der en sjælden følelse af ro inden i ham, en slags udmattelse og mæthed af indtryk som gjorde at han følte sig opløst, som om grænsen mellem ham og byen var blevet midlertidigt opløst. Han var ingen og alle på samme tid. De nætter sov han altid dybt.

* De går ind på en café på Amsterdam Avenue, nær parken. Han stiller sig i kø og køber kaffe og kager mens Frances skynder sig ned til et ledigt bord langt inde bagved. Hun vinker til ham da han har betalt. ”Jeg plejede tit at gå herhen dengang jeg læste,” siger hun. ”Det ved jeg godt,” siger han og minder hende om at hun ofte havde kager til kaffen med i små æsker når hun sad hjemme hos ham og læste inden en eksamen, sprøde flødekager med butterdej der smuldrede ved den mindste berøring, og hvis smuler satte sig fast mellem gulvbrædderne og lokkede mus til om natten.

Kaffen er varm, den brænder i munden. Han drikker den lang­ somt mens Frances spiser. Så snart kagetallerknen er tom, skubber hun den fra sig, folder hænderne på bordet og ser alvorligt på ham som om alt det andet de har foretaget sig i løbet af dagen, bare var noget der skulle overstås. ”Jeg er bekymret for mor,” siger hun. ”Okay?” ”Hun er begyndt at skille sig af med ting. Hun overvejer at sælge lejligheden i Lärkstaden.” ”Hvor vil hun så bo?”

26

Trioen_INT.indd 26

21.12.2021 16.35

”Det ved jeg ikke. Hun fortæller mig ikke hvad hun har tænkt sig. Jeg så boligannoncen ved et tilfælde, ellers havde jeg ikke en­ gang vidst at hun havde tænkt sig at sælge. Mor elsker den lejlig­ hed.” ”Hun synes måske den er for stor.” ”Men er det ikke mærkeligt? At hun har besluttet sig for at sælge sit barndomshjem?” ”Det ved jeg ikke.” Han tænker på hvordan det var at stå i gangen der førte gennem lejligheden og se på sollyset der faldt i rektangler ind gennem døråbningerne, striberne af skygger og sol på sildebensparkettet. ”Måske.” ”Hun siger bare at hun gerne vil være fri.” Frances udtaler det sidste ord som om tanken om et voksent menneskes frihed er lattervækkende, fjollet på en måde som et ungt menneskes friheds­ længsel ikke er. ”Hvis du tror at jeg kan forhindre hende i at sælge …” ”Nej. Det tror jeg ikke. Jeg synes bare at du burde have det at vide.” Hun ser opfordrende på ham som om hun alligevel forventer en myndig handling fra hans side. Han ser mildt tilbage på hende.

Han tænker på hvorfor hun mon synes at Thoras lejlighedssalg er noget der angår ham, men han stiller ikke spørgsmålet højt. Det føles som om de taler om en sagnomspunden person som engang eksisterede, men som efterhånden er begyndt at mangle konturer.

Han kan ikke længere forestille sig Thoras hverdagsliv – hvad hun spiser til frokost, hvordan hun klæder sig, hvad hun tænker på inden hun falder i søvn. En sjælden gang imellem kan han få en indskydelse om hvad hun ville have syntes om nogen eller noget, men det er normalt ved helt banale lejligheder, som når han har et møde med en kollega og det eneste han kan tænke på, er at 27

Trioen_INT.indd 27

21.12.2021 16.35

Thora ville have bemærket hvor iøjnefaldende kollegaens bukser er, at skjorten er for lang og skoene for afslappede til et kontor. ”Hun siger at vi ikke har brug for hende længere fordi vi er voksne nu og har vores egne liv. En gang imellem bliver jeg bange for at hun vil forsvinde,” fortsætter Frances. ”At hun vil rejse væk –” ”Ligesom jeg gjorde,” siger han fordi han kan høre det usagte i hendes abrupte afslutning. ”Ja,” siger hun. ”Ligesom dig.”

Han stryger med hånden over bordet, skubber en fin lille høj af krummer sammen. Undviger hendes blik. ”Jeg ville ønske at jeg havde kendt far,” siger hun. ”Det er klart,” siger han og forsøger at lyde blid, men han kan høre at sætningen bliver utilsigtet hård på svensk, nonchalant på en måde som det engelske svar ikke lød inde i hans hoved.

Frances skifter stilling og retter sig op som for at tilpasse sig samtalens ændrede form og retning. ”Du kan godt være svær at snakke med, ved du godt det?” siger hun. ”Nej.” ”Du er god til at småsnakke sådan som alle herovre er, men du kan også godt få noget lukket over dig. Som når jeg prøver at tale med dig om noget der betyder noget.” ”Lukket?” ”Ja, altså, du trækker dig.” ”Bare fordi du har lyst til at tale om noget, betyder det ikke at jeg har,” siger han.

Frances møder hans blik over bordet, og han tænker at det er som om hun ser på ham fra et sted langt borte, og han ved ikke 28

Trioen_INT.indd 28

21.12.2021 16.35

om det er hende der bevæger sig væk fra ham, eller ham der ­bevæger sig væk fra hende. ”Jeg er bare en bleg kopi af dem, eller hvad?” siger hun. ”Du minder mig om dem.” ”Når du ser på mig, ser du dem.” ”Jeg ser også dig, Frances.” ”Elsker du hende?”

Han forstår at Frances efterhånden er den eneste som kunne finde på at stille ham sådan et spørgsmål. Ingen andre ville finde på at tale med ham om kærlighed som andet end et teoretisk begreb. ”Love is a social construct,” sagde en af hans studerende engang til et seminar, og et kort øjeblik overvejer han at genbruge det svar. ”Jeg elsker dem begge to,” siger han i stedet, usikker på hvilket tempus han skal bruge.

Frances ser forbavset ud, måske ventede hun ikke at få et svar.

Hendes holdning mildnes, og han føler sig underligt glad, som om han har overbevist hende. De sidder tavse lidt, han spiser sin croissant mens Frances roder efter noget i sin taske. Hun tager en notesblok og en pen frem, river et stykke papir af og skriver noget mod knæet med hætten til pennen mellem læberne. Så lægger hun blokken og pennen tilbage i tasken og vender sig atter om mod ham. ”Det er aldrig for sent,” siger hun og skubber sedlen over til ham, opfordrende. Han ser på telefonnummeret, genkender den svenske landekode. Det er muligvis det barnligste han nogensinde har hørt hende sige, men han tager imod sedlen uden protester. ”Skal vi gå?”

Han nikker.

29

Trioen_INT.indd 29

21.12.2021 16.35

Efter nogle gader skilles de i et kryds. Han vil videre på gåben, hun skal mødes med nogle venner i en anden del af byen. Han ser hende gå over gaden, ind gennem dampen fra brønddækslerne i vejen, og hun forsvinder ned ad trappen til subwayen. Den seddel hun gav ham, brænder i lommen.

* Da han kommer hjem og låser yderdøren op, får han en fornem­ melse af at Frances sidder på gulvet inde i stuen bøjet over lære­ bøger og notesbøger. Tiden er den fjerde dimension. Men Frances sidder ikke inde i stuen, lige så lidt som Thora sidder i arbejds­ værelset og skriver på en opgave, lige så lidt som August sidder ved køkkenbordet og drikker kaffe. Lejligheden er tom og mørk. Han går fra værelse til værelse og tænder lyset. Han tager sedlen frem og lægger den på køkkenbordet. Stolene hvor han og Frances sad tidligere på dagen, står stadig skubbet lidt bagud, som om de netop har rejst sig fra dem. Han vender og drejer sedlen og læser Thoras nummer igen. Han rækker ud efter computeren og sætter sig ned for at skrive, måske til hende, det ved han ikke helt. Da han er færdig, er daggryet ved at dukke frem bag vandcisternerne på hustagene. Det bliver endnu en varm dag.

Trioen_INT.indd 30

21.12.2021 16.35