Læseprøve: "Vi tror, vi kan måle alt" by Turbine Forlaget

er en anderledes fortælling om et udviklingssamarbejde, som er svært at måle og veje. Og en kærlighedserklæring til mødet mellem mennesker og kulturer. Det er især fortællingen om danske udviklingsarbejdere og zimbabwere, som sammen forsøgte at virkeliggøre nogle af de drømme om frihed og retfærdighed, frihedskampen i 1970’erne handlede om. På en rejse gennem Zimbabwe i 2018 opsøger forfatteren mennesker og miljøer, som han første gang mødte i starten af 1990’erne. ”Hvorfor er noget lykkedes, mens andet ligger i ruiner?” spørger han.

EN HISTORIE OM UDVIKLING er en dramatisk fortælling om, hvordan menneskers drømme forsvandt i skyggerne af en politisk kultur præget af vold, korruption, nepotisme og utilsløret magtbegær.

Bjørn Førde (f. 1949) har arbejdet med udvikling hele sit liv. Først for Mellemfolkeligt Samvirke, derefter for FN, og sidst for Dansk Institut for Partier og Demokrati. Han har desuden skrevet en lang række bøger om udvikling til børn, unge og voksne. Han har boet og arbejdet i Zimbabwe og Botswana.

788740

668018

BJØRN FØRDE

VI TROR VI KAN MÅLE ALT

EN HISTORIE OM UDVIKLING

VI TROR, VI KAN MÅLE ALT

Af samme forfatter: Underudviklingens og afhængighedens politik i Latinamerika, 1974 Latinamerika i kort og tal, 1977 Er vi stærke nok? Carlos og den fremmede, 1977 Ciudad Mexico – verdens største by, 1981 Kaffe, 1981 Te, 1981 Vi giver aldrig op. Carlos i Lima, 1982 Javel Frue! 1982 Tobak, 1982 Guld, 1982 Djævelen i La Tirana, 1983 Magtkampen om u-landene, 1983 Bolivia – en grundbog, 1984 Salt, 1984 El Salvador. Dagbog fra en krig, 1984 (med Lars Bonnevie) Latinamerika – en grundbog, 1985 Vi holder sammen. Fortællinger om u-landenes børn, 1985 Centralamerika bløder, 1985 Gummi, 1985 Hector og Den Lysende Sti, 1986 Slavernes børn. Fortællinger om børn i Brasilien, 1986 Jorden er skæv, 1987 Jorden er smuk, 1988 Malaysia – en grundbog, 1988 Kokain, 1988 Nicaragua og naboerne. På vej mod fred i Mellemamerika? 1990 Postcards from the Global Village, 2002 Engaging with Democracy Globally, 2016 Man bliver aldrig den samme, 2019 (med Klavs Wulff og Birgit Møller Jensen)

BJØRN FØRDE

VI TROR, VI KAN MÅLE ALT EN HISTORIE OM UDVIKLING

ZIMBABWE Kariba

Victoria Falls 1

10 9

Hwange

14 HARARE

2 Mutare 6 8 Bulawayo

Masvingo

Chiredzi

INDHOLD København – Derfor en bog om Zimbabwe · 12 1

Victoria Falls – Gensynets eufori · 24

Chivhu – I gode venners lag · 52

World’s View – Kunsten at måle og veje · 72

Nyanga – Kooperativet som model · 100

Chimanimani – Kolibrier kan flyve baglæns · 128

Buhera – Jord og floder uden vand · 140

Great Zimbabwe – Historien kaster skygger · 174

Bulawayo – Hovedstad nummer to · 196

Binga – Kultur og identitet · 224

Nembudziya – Folkestyret udvikling · 256

Harare – Kvinders rettigheder · 282

Union Avenue 122 – Bistand og diplomati · 314

State House – Nedtælling til et kup · 338

Drury Lane – Herskab og tjenestefolk · 376 København – Litteratur · 392

Tilegnet de tusindvis af danskere, som fra starten af 60’erne rejste ud som udviklingsarbejdere til fjerne hjørner af verden, hvor de har efterladt sig aftryk, som de kan være stolte af. Plus de tusindvis af lokale kolleger og samarbejdspartnere, som tog imod danskerne med åbne arme, samarbejdede med dem, lærte af dem, og lærte danskerne mindst lige så meget. Ingen blev “den samme” efter dette møde.

En særlig tak til Steen Christensen, Juliana Kadzinga, Titus Moetsabi, Matabbeki Mudenda, Herbert Mudzamba, Paul Themba Nyathi, Anne Thunbo, Jakob Erle og Klavs Wulff, som på vigtige tidspunkter har stillet sig til rådighed med støtte og vejledning.

Tak til de mange, som på forskellige tidspunkter og måder har bidraget til bogen: Morten Arrøe, Orla Bakdal, Inga Bendtsen, Niels Bendtsen, Vagn Berthelsen, Ellen Buch-Hansen, Hope Chigudu, Bodil Engell, Holger Bernt Hansen, Ingrid Hasberg, Boy Hoyer, Grethe Hoyer, Holger Jakobsen, Birgit Møller Jensen, Elin Jespersen, Morten Jespersen, Carsten Klog, Jørgen Kristensen, Alex Frank Larsen, Hanne Lindblom, Marianne Looft, Priscilla Misihairabwi-Mushonga, Ellen Nørgaard, Ann Poulsen, Kirsten Schaumann, Max Schrøder, Kim Tjellesen og Kirsten Vad.

Også tak til Autorkontoen i Dansk Forfatterforening for rejselegat til Botswana og Zimbabwe. Samt til Velux Fonden for støtte til produktionen.

Motiver fra Weya-kvindernes malerier pryder de fleste af bogens sider, som en kant øverst på siden, et meget lille udsnit fra en større fortælling, en ny scene i hvert kapitel.

Pamhidzai Rinomhota er én blandt mange kvinder, som siden 1987 har fået chancen for at udvikle deres talent til at male fortællinger om livet på landet i de områder af Zimbabwe, hvor jorden er dårligst og tilværelsen mest krævende. Det har de takket være træningen på Weya Community Training Centre 170 km øst for Harare. Et projekt som skulle bidrage til at give kvinderne tiltrængte indtægter oveni det beskedne udkomme fra landbruget.

Tyske Ilse Noy spillede en central rolle i udviklingen af projektet, og hun har i The Art of the Weya Women fra 1992 fortalt om historien og de temaer, kvinderne især beskæftiger sig med – kærlighed og ægteskab, ånder og heksekunst, natur, dyreliv og årets gang på markerne, plus sociale og politiske udfordringer.

Bogens udvalg af motiver er foretaget blandt de malerier, jeg selv har købt i tidens løb, eller malerier gengivet i bøger og på hjemmesider. I mange tilfælde har det ikke været muligt at identificere kunstneren, og jeg har derfor valgt denne måde at udtrykke min taknemmelighed til Weya-kunstnerne på.

Salg til turister var fra starten den vigtigste målgruppe, som det også var tilfældet for flere af de danskstøttede projekter, bogen fortæller detaljeret om. Nu er turisterne væk. Regeringen har kørt økonomien i sænk. De engang så succesrige kunstnere fra Weya kan ikke længere regne med, at kunsten holder sulten fra døren.

KØBENHAVN DERFOR EN BOG OM ZIMBABWE Lænet op ad baobabtræets tykke stamme, i den svalende skygge fra den majestætiske krone, et navnløst sted på hovedvejen mellem Birchenough Bridge og Mas vingo, med kvinder og børn hemmeligt iagttagende og fnisende nogle få meter væk, under halvtaget foran en lille kiosk, der sælger saftige vandmeloner, gamle kiks og lunkne colaer. “Hvad laver du med vores træ?” har de måske lyst til at spørge. “Omfavner det med hele mit hjerte, som jeg omfavner Zimbabwe,” ville jeg have svaret, hvis de havde haft modet til at spørge. Jeg kan stadig mærke stammens kølige, gummiagtige overflade mod min ryg, mens jeg skriver indledningen til denne fortælling om Zimbabwe. En udviklingshistorie om mennesker, miljøer og udviklingssamarbejde. Ikke gennem de mange hundrede år, som et baobabtræ kan overleve, men siden selvstændigheden i 1980.

KØBENHAVN

Samtaler med Lotte Jeg sidder med en lille bog i lille format, mindre end hundrede sider, med den ikke specielt ophidsende titel Botswana Revisited. Development Dependency and Donor Exodus. Forfatteren hedder Lotte Grauballe. Bogen udkom i 2001 hos Mellemfolkeligt Samvirke. Bortset fra en lille gruppe specielt interesserede og meget trofaste Botswana-aficionados var der ikke mange i det danske udviklingsmiljø, som bemærkede bogens eksistens. Det er synd, for der er tale om en sjældent ærlig og nuanceret status over en dansk ulandsorganisations landeprogram gennem 23 år, fra den skrøbelige og famlende start i 1973 til lukningen af den sidste kontordør i hovedstaden Gaborone i 1996. Lotte lever desværre ikke mere. Hun tabte i 2015 sin kamp mod kræften, knap et år før hun ville have rundet de 50 år. Da jeg i en periode var generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, var hun min næstformand, senere blev hun min medarbejder, men mest var vi kolleger i kampen for de globale forandringer, vi fuldt og fast troede på nødvendigheden af. Som jeg stadig gør. I de sidste mange år frem til hendes død var vi først og fremmest nære venner, som sparrede om arbejdet og tilværelsen, når det lod sig gøre. Det var især, efter at vi begge havde forladt Mellemfolkeligt Samvirke i starten af nullerne for at prøve kræfter med nye organisationer og udfordringer. Lottes rejse gik bl.a. til Norsk Flygtningehjælp, som sendte hende til Sudan for at arbejde med flygtninge, på et tidspunkt hvor Muhammedtegningerne gjorde arbejdet mere end almindeligt besværligt. Her var der brug for Lottes robusthed og kampvilje. Senere blev støtte til medier i det nordlige Afrika hendes arbejdsmark. Selv valgte jeg at prøve lykken i FN-systemets snirklede kroge, fordi jeg altid har ment, at vi har brug for et internationalt system uanset de svagheder, vi alle ved, det rummer. Først som FN-chef i det Botswana, Lotte havde kastet sin kærlighed på. Senere som direktør for UNDP’s center for demokratisk regeringsførelse i Oslo.

Når vi krydsede hinandens hyppige rejseruter i Oslo eller København, Gaborone eller Nairobi, fandt vi tid til at dele tanker om udfordringerne for det internationale udviklingsarbejde, plus tilværelsen for os selv og vore kære. Der kunne gå år imellem vores samtaler, men de føltes hver gang som en fortsættelse af en samtale fra aftenen før. Savnet forsvinder aldrig, men netop nu, hvor jeg fortæller om min rejse gennem Zimbabwe for at besøge gamle partnere og se, hvad der står tilbage 25 år senere, føles det tungere end normalt. Jeg opmuntrede Lotte til at foretage sin rejse gennem Botswana for 20 år siden, og vi snakkede om hendes spændende iagttagelser og konklusioner, som vi ikke altid var enige om. Nu savner jeg hendes kærlige og indfølende evne til at opmuntre, og såmænd også hendes åbenhjertige, hudløst ærlige og besværlige spørgsmål. Lotte anglede aldrig efter popularitet, og det gjorde undertiden hendes liv besværligt. Hendes beretning om en dansk udviklingsorganisations bestræbelser på at bidrage til udvikling i en ung stat i Afrika har været et vigtigt kompas for mit arbejde med denne bog. Hun lyttede til ansatte på MS-kontoret; hun snakkede med nuværende og tidligere udsendte danske udviklingsarbejdere, med den ballast, det giver selv at have været udsendt i flere år. Ikke mindst lyttede hun også til de mange forskelligartede partnere, som var afgørende for udviklingsindsatsens succes; og hun snakkede med de ledende politikere, som havde ansvaret for at løfte den unge stat fra dyb fattigdom til et i afrikansk sammenhæng moderne, velstående og velfungerende samfund. Derved fik hendes beretning de forskellige perspektiver, som en udviklingsproces altid rummer. I Botswana. I Zimbabwe. “Det kan føles frygtindgydende at konfrontere sine tidligere jagtmarker på den måde,” bemærkede jeg en aften i Oslo, da skæbnen havde maget det så praktisk, at vi begge befandt os netop dér. Jeg boede i Oslo og arbejdede for FN. Hun besøgte Norsk Flygtningehjælps hovedkontor for at diskutere udviklingen i Darfur.

På besøg i Zimbabwe sammen med Lotte Grauballe i 2000, for at deltage i danske udsendtes og lokale partneres årsmøde. Lotte var næstformand for MS, jeg var generalsekretær. Øverst Lotte sammen med lederen af MS-programmet, nordmanden Patrik Ekløf. Nederst i samtale med Prudence fra Capricorn, en lokal medie-NGO.

“Din rejse vil føles som en vild rutsjebanetur, og du vil sikkert oftere, end du tror, undre dig over, hvorfor du dengang valgte at angribe en udfordring på præcis dén måde,” sagde hun, og tilføjede så med sit åbne og kærlige smil: “Jeg tror, du vil nå frem til samme konklusion, som jeg synes, historien om Botswana efterlod mig med: For både os og dem var det de svært målbare resultater af mødet mellem mennesker med forskellige kulturer, som står stærkest tilbage, snarere end de mere målbare resultater, som ‘systemet’ normalt tvang os til at fokusere på.” I introduktionen skriver Lotte: “Mit håb er, at de tanker, indtryk, synspunkter, anekdoter og beretninger, som præsenteres på de følgende sider, indeholder betragtninger, refleksioner og selvkritik, som kan bidrage til at inspirere fremtidens udviklingsarbejde i Mellemfolkeligt Samvirke såvel som i andre organisationer.” I dag er forventningerne til fremtidens udviklingsarbejde af en anden karakter. Det er i høj grad under forandring, som det ret beset har været lige siden starten af 60’erne. Men i disse år er det internationale udviklings- og bistandssamarbejde både i krise og under forandring. Måske burde det gentænkes og rekonstrueres mere radikalt, end vi tidligere har set. Den udfordring tager denne bog ikke fat på. Hensigten har i al beskedenhed været at skrive en slags udviklingshistorie om mennesker, miljøer og udviklingssamarbejde i Zimbabwe, som jeg har været en del af. Som det pointeres flere steder i bogen, er der i høj grad tale om en kærlighedsaffære med og mellem mennesker og miljøer, på tværs af alverdens kløfter, barrierer, forskelle og ligheder. En kærlighedsaffære med Zimbabwe, men også en kærlighedserklæring til mødet, som har været mit værdimæssige pejlemærke. Mødet mellem mennesker og forskelligheder. Mange vil sikkert betragte dette som frygtelig naivt, især i betragtning af de tusindvis af artikler og bøger, som lige siden begyndelsen på bistands- og udviklingssamarbejdet i starten af 60’erne har berettet om fejlslagne projekter, investeringer i ‘hvide elefanter’, mis-

KØBENHAVN

brug af statslige midler og god gammeldags korruption. Alt sammen udført med en forestilling om, at vores måde at skabe udvikling plus demokrati på uden videre kan overføres til deres verden. Jeg anerkender de bagsider, vanskeligheder, mærkværdigheder og fiaskoer, som kendetegner det vanskelige internationale udviklingssamarbejde. Jeg er klar over, at det globale kultur- og menneskemøde langtfra altid er nogen simpel eller romantisk øvelse. Det håber jeg også vil fremgå. Men der skal ikke herske tvivl om, at jeg har ønsket at skrive en optimistisk bog om min kærlighedsaffære med Zimbabwe.

Hvad står der mon tilbage? Mine år som udviklingsaktør har været en berigelse for mit liv, i en grad som jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, da det startede. Jeg har fået nære venner, som er en del af mit liv hver eneste dag, også når vi ikke har været i kontakt i årevis. De har lært mig en masse, som jeg ikke vidste, at jeg kunne have glæde af. Hvordan har alt dette, alle disse undertiden lidt flygtige aspekter af udviklingssamarbejdet, påvirket det konkrete projektarbejde, skolebyggeriet, oplysningen om kvinders rettigheder, beskyttelsen af miljøet, uddannelsen af de unge til arbejdsmarkedet? Hvordan får vi disse dimensioner beskrevet og forklaret, så det giver mening for andre end os selv? De spørgsmål havde jeg ikke svar på, da jeg i foråret 2018, nogle måneder efter præsident Mugabes fald fra tinderne i november 2017, rejste til Zimbabwe. Med det formål at besøge partnere, som jeg havde arbejdet sammen med 25 år tidligere. Jeg bankede uanmeldt på døren til kontorer, værksteder, sygehuse, klinikker, skoler, museer. De fleste steder blev døren åbnet og en åben hånd strakt frem, ikke altid af mennesker, jeg kendte. Enkelte steder hørte jeg kun larmende tavshed fra ruiner uden tag, vinduer og døre.

Mine spørgsmål var enkle, men ikke nødvendigvis lette: Er der noget tilbage fra dengang? Var vi for alvor klar over, hvad vi var med til at sætte i gang? Hvordan gør vi regnskabet op? Rundturen gennem Zimbabwe, fra øst til vest, syd til nord, udgør den fysiske ramme om bogens fortællinger. Gensynet med et lille udvalg af projekter og mennesker er udgangspunktet. De inddrager landskaber, samfund og personer, som jeg i varierende omfang har været en del af eller observeret på nært hold. Fortællingerne viser, at der ofte er langt flere gråtoner i de komplicerede og ikke altid let overskuelige udviklings- og forandringsprocesser, vi beskæftiger os med og aktivt indgår i, end vi til daglig gør os klart. Meget egner sig heller ikke til at blive smidt op på vægten, så vi kan foretage en nøjagtig vejning og måling efter dertil indrettede skalaer. Nogle læsere vil muligvis forvente, at de mange fortællinger til sidst vil blive udkrystalliseret i en slags megakonklusion om udviklingssamarbejdets positive og negative sider, i hvert fald for Zimbabwes vedkommende. Er bundlinjen sort eller rød? Disse læsere vil sidde skuffede tilbage, når sidste side i bogen er vendt. Men undervejs vil der være masser af muligheder for at vurdere, om denne eller hin aktivitet var nødvendig, meningsfuld, gennemførlig, kompliceret, naiv, risikabel, eksperimenterende, modig, eller hvilket ord den enkelte finder mest dækkende. Jeg løfter dog allerede fra starten gerne sløret for, at det langtfra er alle besøg på turen gennem Zimbabwe, som har været lige opløftende. Ofte har de socialt og økonomisk været deprimerende. Trods mange kloge analyser står det stadig som en gåde for mig, hvordan et så resurserigt samfund, naturmæssigt og menneskeligt, ikke har formået at sikre borgerne en bedre tilværelse. Politisk har de jævnligt mindet mig om, at fantasien ikke evner at rumme virkeligheden. Elitens, magthavernes, vilje til at bruge vold i alle dens afskygninger er forbløffende livskraftig.

Turen gik en sjælden gang fra Zimbabwe til Danmark. Her er programmedarbejder Juliana og partner Foyo fra Gokwe Community Centre på besøg i Skælskør i 1993, for at besøge min mor, og for at opleve, hvordan livet former sig i en dansk provinsby. Det var Foyos første rejse nogensinde udenfor Zimbabwe.

Danske udsendte og deres børn, ledere og medarbejdere fra lokale partnere, plus et antal børnepassere, forsamlet til årsmøde i det østlige højland, iklædt årets tematiske T-shirt. Årsmødet var en lejlighed til at drøfte fælles problemer og udfordringer, men også til at snakke politik og slappe af.

Priscilla, lederen af Women’s Aids Support Network, på besøg i Danmark i 1996, for at deltage i et seminar for MS’ partnere. Min datter Thea leger her med hendes hår. Priscilla blev nogle år senere medlem af parlamentet. I samlings regeringen 2009-13 var hun minister og kollega med nuværende præsident Mnangagwa, som her er fotograferet med mundbind i juli 2020.

KØBENHAVN

Men den oplevelse har altid stået i skyggen af de kærlighedsaffærer, som er blevet aktiveret og bekræftet. Og endnu en gang er jeg blevet overvældet af menneskers evne og vilje til at holde ud, trods al modgang. Når tørken tog livet af småbønders kvæg; når den sidste rest af vand i den nærliggende flod tvang børn ud på kilometerlange vandreture; når kvinder måtte gå dobbelt så langt for at finde brænde; når endnu et familiemedlem bukkede under for aids. De fandt altid styrke til at komme videre. Jeg vil ikke påstå, at jeg trods næsten et halvt århundrede i udviklingsbranchen har lært at forstå, hvor de finder den styrke.

Da pandemien lukkede verden Rejsen gennem Zimbabwe i marts-april 2018 fandt sted på et tidspunkt, hvor lyset omsider havde fundet vej gennem de mørke skyer, som gennem fire årtier havde samlet sig over en af de smukkeste pletter på verdenskortet. Mugabe, helten fra frihedskampen, blev tvunget til at træde ned fra magtens tinde. Hans banemænd var hans egne fortrolige. Alle forsøgte at få det til at se ud, som om det var et business as usualmagtskifte. Selv børnene, der legede under baobabtræerne rundt om i Zimbabwes landsbyer, vidste, at det ikke forholdt sig sådan. Mere ydmygende kan det næsten ikke blive at træde tilbage efter 37 års magtfuldkommenhed. Man fik næsten ondt af den gamle mand. Ikke alle var i månederne efter magtskiftet lige optimistiske; mange var klar over, at det under alle omstændigheder ville tage tid at vende udviklingen og gøre Zimbabwe til det foregangsland, man troede på ved selvstændigheden i 1980; en del frygtede, at det nye hold af magthavere ville fortsætte den praksis, de alle sammen havde været med til at udvikle og eksekvere under Mugabe. I hvert fald var der forår i luften, da jeg fire måneder senere kørte gennem Zimbabwe. Luften sitrede af de samme fornemmelser af håb og optimisme, jeg havde oplevet i Egypten i foråret 2011, da Mugabes

gode ven, diktatoren Mubarak, blev væltet fra magtens tinde, tankevækkende nok også her af sine egne. Kvinderne, der solgte tomater ved landevejssiden, pludrede løs om troen på bedre tider. De unge mænd, der tankede bilen op og vaskede ruderne rene, fortalte åbent om, at de nok ville stemme på den unge kandidat fra oppositionen. Gode venner fremhævede, at de var holdt op med at se sig ekstra grundigt over skulderen. Foråret varede kun kort. Efter præsidentvalget i juni 2018 stoppede kvindernes og de unge mænds åbenhjertige samtaler. Folk så sig igen frygtsomt over skulderen. Militæret slog hårdt ned på oppositionen. Folk døde i gaderne. Derfor besluttede jeg at foretage en sidste rejse, før jeg afsluttede bogen. Jeg ville have et personligt indtryk af stemningen, præcis 25 år efter jeg forlod landet efter tre års ophold. Jeg startede i begyndelsen af marts 2020 med et besøg hos tidligere kolleger og samarbejdspartnere i Botswana. Den 13. marts opfordrede udenrigsministeren alle danskere til at komme hjem på grund af Coronapandemien, samtidig med at jeg var på vej videre til Zimbabwe. Danmark var ved at lukke sine grænser. Få dage senere lukkede også Botswana og Zimbabwe deres grænser. Dermed forsvandt muligheden for endnu et møde med mennesker og miljøer, jeg havde glædet mig til at gense. Men forhåbentlig kun for en stund, som en parentes. Verden lukker (forhåbentlig) snart op igen, for vi kan ikke undvære det direkte møde på kryds og tværs af alt muligt og umuligt, af grænser, kulturer, køn, seksualitet, sprog, religioner, identiteter, etniciteter, ideologier, hierarkier, meninger og meget mere, uanset hvor vanskeligt og besværligt det ofte kan være i praksis.

CHIVHU

VICTORIA FALLS GENSYNETS EUFORI April 2018. På første sal i det smukke og hyggelige, men desværre grundet manglende økonomiske midler dårligt vedligeholdte, National Gallery i centrum af ho vedstaden Harare, med udsigt til naturens mangfoldige frodighed i Harare Gardens gennem de store vinduer, står jeg ansigt til ansigt med Robert Gabriel Mugabe, tidligere præsident, nu velhavende pensionist under militært opsyn. På hans hoved spankulerer en hane, regeringspartiets symbol. Den gamle mand ser fortabt ud, som om han spørger sig selv: “Hvordan gik det dog til?” Så nænsomt, og dog så tragisk, har den unge Zimbabwe-maler Benjamin Furawo portrætteret magthaveren, kort efter han var blevet fjernet af militæret. En hel udstilling fortæller i fotos og malerier om begivenheden. Maleriet hænger i dag på væggen i min stue, og herfra kan præsidenten holde øje med mig, mens jeg skriver om ham og det land, som han ved selvstændigheden den 18. april 1980 i sin tale til folkemængden forpligtede sig til at udvikle til fordel for alle, kvinde som mand, rig som fattig, sort som hvid, shona som ndebele.

VICTORIA FALLS

Indflyvning til Harare Som sædvanlig har jeg valgt British Airways via London til Johannesburg for at komme til Harare. I tidernes morgen var der en direkte rute mellem de to lande. Det er desværre alt for mange år og alt for mange menneskelige lidelser siden Zimbabwe gjorde sig fortjent til den service. Folk rejser ikke længere til Zimbabwe. Jeg har sikret mig en vinduesplads på strækningen fra Johannesburg til Harare, vel vidende at den lille, kompakte propelmaskine fra South African Airways flyver meget lavt, så jeg med barnlig og nærmest euforisk begejstring kan følge med i landskabets konturer og farver. I starten domineres udsigten af Johannesburgs blanding af trø stesløse slumkvarterer og ekstravagante rigmandsvillaer med blå glinsende svømmebassiner, men snart overtager de rødbrune grusveje og sølvglimtende vandløb, som bugter sig som slanger hen over skiftende landskaber af bakker og bjerge, savanne, busksteppe, skov, plantagelignende farme og små intensivt dyrkede landbrug. Så ligner det mere Afrika, som vi normalt tænker, Afrika skal se ud. En halv time efter vi lettede, krydser vi den krokodillebefængte Limpopoflods strøm af rødbrunligt muddervand på grænsen mellem Zimbabwe og Sydafrika. Hverken krokodiller eller grænsebetjente har i de ti år siden den økonomiske nedsmeltning i 2008 formået at holde de fire-fem millioner mennesker, fattige som veluddannede, som har forladt Zimbabwe for at søge lykken og muligheden for at overleve i Sydafrika og andre nabolande, tilbage. Vi flyver hen over grænsebyen Beitbridge, hvor kolonnen af biler på vej ind i Zimbabwe med varer købt i Sydafrika er uendelig. Jeg ved af erfaring, at tolderne tager sig god tid til at gennemgå hvert enkelt køretøj, og god tid til at sikre sig betaling for at slippe chaufføren igennem. Sluppet igennem bliver man, det ved alle, for alle har en aktie i en simpel vareøkonomi, hvor varer bliver indkøbt i Sydafrika og fragtet over grænsen af tusindvis af småhandlende. Derefter føles det, som om jeg fra vores lavtflyvende fugleperspek-

tiv næsten kan røre ved den monumentale skønhed i de unikke stenformationer i Matopos, hvor kolonisatoren, forretningsmanden og eventyreren Cecil Rhodes ligger begravet. På den sidste strækning følger piloten hovedvejen mellem Bulawayo og Harare, hvor jeg flere steder plejede at holde te- og spisepause på mine hyppige bilture for at besøge projekter, som oftest sammen med programmedarbejderne, Juliana eller Titus. Heroppe i den let vippende maskine mindes jeg med glæde det land, jeg gæstede i tre år. Gensynet starter en strøm af minder, i første omgang præget af dyb taknemmelighed, efterhånden tilsat doser af smerte og savn. Alt var jo, trods alt, ikke altid så enkelt, som vi troede og håbede, da vi ankom. Dernede til højre ligger Mutirikwi National Park i nærheden af Masvingo, hvor Mutirikwi-søen fylder op mod halvdelen af arealet, hvis regntiden har været god. Lige nu virker søen kun halvt fyldt, med endnu mindre vand end dengang i 1994, da landet var ramt af tørke. Jeg spejder efter ruinerne af Great Zimbabwe, men ser dem for sent. Heldigvis står et besøg på dette magiske sted på rejseplanen, så der bliver mulighed for at reflektere over historiens lange skygger, ikke blot det sidste halve århundrede om befrielseskampen og frihedskæmpernes forvaltning af deres nye stat. Dér, nogle kilometer syd for Gweru, serverede de strækningens bedste helstegte kylling, godt nok med en lidt for pulveragtig kartoffelmos efter min smag. Hvis dét ikke var sagen, kunne man få en omgang fritter, godt sovset ind i ketchup, som her kaldes for tomat sovs, og eddike, en smule slatne, som de helst skulle være. Hvis man virkelig ikke var til kylling, kunne man få en rigtig god toast med ost og tomat, alternativt ost og skinke. Undertiden kunne vi finde på at overnatte på et hotel i udkanten af Gweru, når mørket indhentede os, og det blev for farligt at køre på vejen, for selvom vi havde lygterne i orden, var det ikke sikkert, det var tilfældet for de mange lastbiler, som hostende kæmpede sig op gennem landets højslette, fyldt med varer fra Sydafrikas havne- og storbyer.

Zimbabwes natur byder på enestående oplevelser. Bløde grønne bjerge afløses af uendelige vidder, som antager dæmo nisk skønhed, når et tordenvejr sætter himmel og jord i bevægelse. Og pludselig overraskes man af naturens kunstneriske installationer, når man tæt ved vejen ser sten sat sammen på måder, man ikke troede mulige.

Dér, lige efter Chegutu, plejede vi at drikke te på engelsk kolonivis, med scones, syltetøj og flødeskum, serveret af damer, der snakkede engelsk nøjagtigt, som da Cecil Rhodes og hans følge kom anstigende i hestetrukne vogne i 1890’erne og tilranede sig den mest frugtbare landbrugsjord i nogle af de smukkeste landskaber, man kan forestille sig. Helt uden at spørge om lov. At jorden i praksis var ejet og brugt af andre, i fællesskab, bekymrede ikke Rhodes og hans følge, for ejendomsretten var ikke juridisk registreret på papir med underskrift, som civiliserede mennesker sørger for. De var her jo først! Dermed havde de ret til den jord, deres fødder berørte. Og dér, 30 km før vi lægger an til landing i Robert Gabriel Mugabe International Airport, et kaos af huse, hytter, rønner, eller hvad man nu vælger at kalde boligerne i et såkaldt ‘tæt bebygget’ område som Chitungwiza. Med knap 400.000 indbyggere er det den største bebyggelse af sin art i Zimbabwe, og faktisk landets tredjestørste by. Den opstod først for alvor i slutningen af 70’erne som et sted, hvor arbejdskraften til hovedstadens produktions- og servicevirksomheder kunne overnatte – og måske overleve. Der er en verden til forskel på levevilkårene i Chitungwiza og de middel- og overklassekvarterer i Harare, hvor venner, kolleger og min familie boede tilbage i 90’erne, kvarterer som Avondale, Borrowdale, Newlands, Highlands, Greendale, Lichendale, Strathaven og mange flere. Engang kvarterer for de hvide, som sørgede for, at Harare blev så smuk en by, som den faktisk var engang, men ikke længere har råd til at være. Nu kvarterer domineret af den sorte over- og middelklasse, som udgør landets økonomiske og politiske eliter. Den lille flyvemaskine hopper lidt efter lidt ned mod landingsbanen, og piloten vipper den fra side til side, inden han lader den glide de sidste meter ned mod den hvide streg. Jeg er tilbage! Det er ikke første gang, jeg vender tilbage. Jeg har gennem et kvart århundrede med mellemrum besøgt Harare for at deltage i møder og seminarer, enkelte gange også med familien. Denne gang er rejsen

VICTORIA FALLS

helt særlig. Det bliver første gang, jeg vender tilbage med det bestemte formål at gense steder og mennesker spredt ud over de bjerge, dale og sletter, jeg engang færdedes hjemmevant i. Første gang, jeg landede i den internationale lufthavn i Harare, sad venner og bekendte fra Mellemfolkeligt Samvirke på tagterrassen og nød en kold øl, mens de ventede på, at flyet omsider landede, passagererne omsider kom gående hen over landingsbanen, og immigrationsmyndighederne omsider slap de rejsende ind. Man måtte væbne sig med tålmodighed. Kritiske spørgsmål og åbenlys irritation nyttede ikke. Det kunne tværtimod have konsekvenser. Sådan er det ikke mere. Robert Gabriel Mugabe International Airport, som meget belejligt endte med at blive bygget af et firma indregistreret på Cypern, som den gamle mands nevø, Leo Mugabe, havde økonomiske interesser i, har fået international karakter, uden at det virker specielt overbevisende ved nærmere eftersyn. Hverken indkøbsmuligheder eller valget mellem to caféer, der ligger side om side, er imponerende sammenlignet med andre lufthavne. Til gengæld er køen i dag ikke specielt lang. En febril politisk kultur og en økonomi i permanent krise holder turisterne væk. “Dit ærinde?” spørger paskontrolløren uden begejstring. “Jeg vender tilbage,” svarer jeg hurtigt og smilende, og håber på, at han har en smule humoristisk sans. “Tilbage?” spørger han træt. “Til det land, jeg boede i med min familie i 90’erne.” “Det var tider!” svarer han, nu med lidt mere glød i stemmen. “Sådan bliver det snart igen i Zimbabwe. Vi får det fint igen! Den gamle er væk. Nu kommer der friske kræfter til.” Et kort øjeblik er jeg fristet til at spørge, om præsidenten og hans håndgangne gruppe af ældre mænd nu er så friske, som han antyder. De har trods alt forklaret og forsvaret Mugabes mere eller mindre gennemtænkte beslutninger lige siden selvstændigheden for 38 år siden. Mnangagwa er godt nok yngre end Mugabe, men dog over de 75, og han blev udnævnt til Mugabes personlige assistent på par-

tikongressen i 1977. At tale om starten på en ny æra med friske koste forekommer en smule optimistisk. Men det er absolut forståeligt, at paskontrolløren og hundrede tusinder af hans landsmænd har et dybfølt behov for at overbevise sig selv om, at nye og bedre tider er på vej. Det er en følelse, jeg deler. De af os, som har fulgt udviklingen siden selvstændigheden i 1980, husker tydeligt, at Zimbabwe var et af de lande i Afrika, der blev stillet størst forventninger til. Med rette. Infrastrukturen var god. Muligheden for at producere fødevarer både til sig selv og til eksport var god. Der var basis for masser af turister. Arbejdskraften var veluddannet. Alt dette fik Mugabe med assistent Mnangagwas helhjertede støtte ødslet bort gennem opbygningen af et år for år mere og me-re rendyrket kleptokratisk styre, holdt oppe af et sikkerhedssystem, som slog hårdt ned hver eneste gang, der var optræk til modstand, hver eneste gang, borgere valgte at forsvare deres rettigheder. Jeg ved, at jeg i de næste par uger ved mange lejligheder vil komme til at drøfte kampen mellem vores forhåbninger om et nyt Zimbabwe på den ene side, og erfaringerne fra flere årtiers skuffelser på den anden. Det glæder jeg mig til at komme i gang med, da jeg får mit pas med visumstemplet tilbage. “Jeg håber, du får ret. Det fortjener Zimbabwe!” svarer jeg optimistisk, takker for god behandling og skynder mig ud til ankomsthallen, hvor gamle venner venter.

Victoria Falls 1980 Det første, jeg lægger mærke til på køreturen ind fra lufthavnen, er portrætterne højt oppe i lygtepælene. Nu er det Emmerson Mnangagwa, som pryder plakaterne, ikke Robert Mugabe. Det føles chokerende, nærmest surrealistisk og uforståeligt. Hvor ofte har vi ikke i årenes løb snakket om, hvordan det kunne ende, uden rigtigt at turde tro på, at det nogensinde ville. Konklusionen blev som regel, at når det omsider skete, ville det

VICTORIA FALLS

ske naturligt og på det tidspunkt, hvor Mugabe selv valgte at holde op med at trække vejret, liggende fredeligt i sin seng. Det var ikke sket på dette tidspunkt i marts 2018, hvor vi suser hen over landets bedste vejstrækning, en autostrada med tre baner i hver retning. Døden gav først Mugabe fred den 6. september 2019, symbolsk nok i en hospitalsseng i Singapore, så fjernt fra sit folk, som han reelt også var i det meste af sin præsidenttid. Vennerne råber i munden på hinanden, ivrige efter at fortælle om dagene i november 2017, da de strømmede ud i gaderne, efter at Mugabe og hustruen Grace havde fejlbedømt situationen, overvurderet deres magtbase, undervurderet deres modstandere i partiet og især helt havde misforstået, hvem det var i militærets interesse at have siddende i præsidentstolen, når Mugabe en dag var borte. “Jeg overvejede jo at tage flyveren herned for at være med til festlighederne,” råber jeg. “Men så havde jeg også den fornemmelse, som vi tidligere har haft, at det ikke ville lykkes. At han til sidst ville finde en vej ud af det mørke, som lukkede sig omkring ham.” “Jeg vil altid huske, hvor jeg befandt mig den 21. november 2017, da Mugabe omsider indså, at det var slut, og parlamentets formand læste det brev op, hvor han trak sig tilbage,” siger én af dem, som jeg har kendt siden 1992. “Lidt ligesom mange af os kan huske, hvad vi lavede 11. februar 1990, da Nelson Mandela blev sluppet fri efter at have tilbragt 27 år af sit liv i fængsel, de fleste af årene på øen Robben Island,” supplerer jeg historiefortællingen. “Ja, eller hvor vi var den 18. april 1980, da Zimbabwe kunne fejre sin selvstændighed som demokratisk nation med sort flertalsstyre, efter års befrielseskamp,” siger en anden. “Jeg var i Botswana,” fortæller jeg. “Et par uger senere satte jeg for første gang fødderne på Zimbabwes jord. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige.” Den historie fortæller jeg, mens vi kører gennem centrum og videre mod forstadskvarteret Borrowdale, hvor Robert Mugabe reside-

rer som pensioneret præsident i sit smagløst prangende palads med det blå tag, bygget af kineserne, hans engang så nære venner. Det er i det samme forstadskvarter, jeg plejer at slå mig ned, når jeg er på besøg, hos et hollandsk ægtepar, som, efter at have rejst verden rundt for Læger uden Grænser, fik lyst til en mere fredelig tilværelse og besluttede at bygge en villa om til et gæstehus. Det var tilfældigheder, som i slutningen af april 1980, få uger efter selvstændigheden, bragte mig til Zimbabwe. Jeg var rejst til Botswana for at samle stof til artikler om Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejderes indsats i Afrika. Efter dagene i Botswana var planen at flyve til Zambia og køre i bil op gennem landet. Sidste del af turen skulle foregå med toget ad den kinesiskbyggede Tazara-jernbane fra det nordlige Zambia til havnebyen Dar es Salaam i Tanzania. På dette tidspunkt var der endnu ikke startet et program i Zimbabwe. Derfor indgik Zimbabwe ikke i programmet. Når jeg i dag tænker tilbage på denne månedlange rejse til frivillige i Botswana, Zambia, Kenya og Tanzania for 40 år siden, er det ordet øjenåbner, som først trænger sig på. Jeg havde ikke den store tro på, at bistand i bred almindelighed var nøglen til at afskaffe fattigdom og undertrykkelse i udviklingslandene. Det krævede snarere politisk kamp lokalt, retfærdige handels- og investeringsaftaler globalt og solidaritetsarbejde lokalt-globalt med aktører i civilsamfundet. Måske kunne bistanden gøre en forskel på marginalerne. Men først og sidst handlede det om at forandre strukturer og systemer, som var større og stærkere, end selv de stærkeste bistandsmuskler kunne gøre noget ved. Slagordet var klart: Handel, ikke bistand! Besøgene hos de danske frivillige ændrede ikke mine grundlæggende antagelser om, hvordan verden var skruet sammen. Men de overbeviste mig om, at menneske- og kulturmødet indeholdt en masse muligheder. Det producerede begejstring, idéudveksling, erfaringsudveksling, konkret viden, løsningsmuligheder, nysgerrighed og overraskelse, gensidig respekt, tvivlens nådegave, forundring det

VICTORIA FALLS

ene øjeblik og fortvivlelse det andet, gråd og glæde, når ting lykkedes, smerte og fortvivlelse, når alt brød sammen – og meget mere. Alt sammen noget, som mennesker kan bruge i deres bestræbelser på at skabe en bedre tilværelse for sig selv og andre. Jeg skrev om mine oplevelser med mennesker og miljøer i tidsskriftet Udkig i efteråret 1980. Et par tilfældige eksempler. Tømreren Frederik på brigaden i Maun i Botswana havde til opgave at uddanne en lokal medarbejder til at overtage den rolle som leder, Frederik havde lige nu. Håndværkeren Karsten var ansat på en håndværkerskole i et slumkvarter i Zambias hovedstad, Lusaka, og fungerede som rådgiver under opstarten af skolen, hvor det hele skulle planlægges. Arkitekten Halina arbejdede i et ministerium, men brugte sin fritid til at starte en tegneskole for børn i slumkvarteret Kinondoni i udkanten af hovedstaden Dar es Salaam i Tanzania. Ernæringslæreren Anne Marie stod i spidsen for arbejdet med mobile ernæringsklinikker i Mbita-området i Kenya, tæt ved Victoriasøen. Nyttige dråber i et stort hav. På dette tidspunkt havde Mellemfolkeligt Samvirke 250 danske udviklingsarbejdere placeret i fem lande i Afrika. Skabte de overhovedet udvikling? I givet fald hvilken slags udvikling? Og udvikling til gavn for hvem? Det var den slags spørgsmål, jeg stillede de danske udsendte og deres lokale samarbejdspartnere, når de med stor gæstfrihed og åbenhed inviterede mig indenfor i deres verden. Som indledning til de konkrete historier forsøgte jeg at sammenfatte erfaringerne på denne måde: “Mange forhold spiller ind. Derfor bliver alle udviklingsprojekter, som danske udviklingsarbejdere deltager i, naturligvis heller ikke vellykkede. Når et projekt er vellykket, betyder det bl.a.: At det er den fattigste del af befolkningen, som får glæde af det. At den lokale befolkning selv deltager og gør en indsats.

At udviklingsarbejderen lytter til og samarbejder med de lokale. At udviklingsarbejderen prøver at gøre sig selv overflødig. At de lokale selv kan køre projektet, når danskeren rejser. Det er store krav at stille. Kun de færreste projekter kan nå så langt på totre år. Fem-seks år er mere realistisk. Og så er det endda svært.” I dag forekommer den slags konklusioner banale og selvindlysende. Sådan var det ikke helt i 1980. I hvert fald var det ikke tydeligt for alle danskere, som via skattebilletten betalte for udsendelsen af Frederik, Karsten, Halina, Anne Marie og alle de andre udsendte, hvor stor eller lille betydning bistanden havde i bestræbelsen for at bekæmpe den globale fattigdom, og hvor let eller svært det var at udføre et vellykket bistandssamarbejde. Efter turen til Maun i Botswana, byen ved kanten af Okavango-deltaet, et af naturens globale mesterværker, blev jeg indkaldt til møde med Jørgen Andersen, Mellemfolkeligt Samvirkes landekoordinator i Botswana, tidligere generalsekretær for organisationen. Han havde besluttet, at min Afrikarejse skulle gøres endnu mere spændende, end den efter min mening allerede var. “Der er en bil på vej fra Durban til Zambia,” sagde han nonchalant, da vi gennemgik mit program. “Det kunne blive en stor oplevelse at køre den til Lusaka. Du ville få mulighed for at køre gennem den sydlige del af Zimbabwe på et tidspunkt, hvor landets befolkning lige har fejret selvstændigheden. Hvad siger du til det?” Jeg syntes, det var en rigtig dårlig idé. Jeg havde aldrig prøvet at køre en bil i Afrika. Jeg var ikke vant til at køre i venstre side. Jeg havde ingen erfaring med at køre på grusveje med dynger af løst sand, i en Toyota Hilux, hvor man ikke sidder specielt behageligt. Det blev, som Jørgen havde foreslået. Heldigvis var trafikken overskuelig på de første 434 km fra hovedstaden Gaborone til Francistown ved grænsen til Zimbabwe, så jeg kunne for det meste navigere i mit eget tempo. I dag er det en tur ad asfaltvejen på knap fem timer. Det tog mig det dobbelte i 1980. Jeg var træt og næsten følelsesløs i armene, da jeg efter mørkets frembrud

VICTORIA FALLS

faldt omkuld på et hotel, som viste sig at være en afslappet blanding af hotel, restaurant, bar, dansested og bordel. Næste morgen krydsede jeg grænsen, før solen begyndte at bage. Dagen før havde jeg erfaret, hvordan det føles, når solen bager skånselsløst ned på taget fra morgen til aften, og der ikke er aircondition. Det handler om at starte tidligt. Planen var at tilbagelægge de 628 km til Victoria Falls samme dag, så jeg kunne krydse grænsen ad broen over Zambezi-floden, før bommen blev lukket klokken 18. Ruten var enkel. Først ligeud nordpå til Bulawayo. Derefter ligeud vestpå til Victoria Falls. Hele strækningen på asfalt. Tættere på Bulawayo var der hist og her militære køretøjer på patrulje. Bortset fra enkelte udbrændte biler i vejkanten og nogle få nedbrændte hytter var der ikke noget, som henledte opmærksomheden på et land, der lige havde været plaget af borgerkrig. Heller ikke atmosfæren i storbyen Bulawayo bar præg af den historie, landet for nylig havde gennemlevet. Folk slentrede afslappede hen ad fortovene langs de brede boulevardlignende hovedgader. De sorte dominerede klart gadebilledet, men det virkede ikke, som om de hvide var nervøse. Det ændrede sig på den anden side af Nyamandhlovu, omkring 50 km fra Bulawayo i retning mod Victoria Falls. Her stod et yngre hvidt ægtepar pludselig midt på vejen, vinkede med armene. “Vi er løbet tør for olie,” forklarede manden med den særlige dialekt, som ligger tættere på sydafrikansk eller australsk engelsk end britisk engelsk. “Kan du tage os med til næste tankstation?” Hvorfor ikke, tænkte jeg. Jeg havde hitch-hiket en del på mine rejser gennem Latinamerika i 70’erne, så hvorfor ikke hjælpe, når jeg nu var alene i bilen. Snart kom jeg i tvivl om fornuften i den beslutning. Manden var på min alder og en typisk ‘rhodie’, betegnelsen for efterkommere af de englændere, som koloniserede landet i slutningen af forrige århundrede, iført brune korte bukser og tykke uldstrømper, som endte lige under knæene. En pistol dinglede i bæltet. “Jeg agter at bruge den, hvis det bliver nødvendigt,” sagde han med et

selvsikkert grin, da han så, at jeg interesserede mig for hans skydevåben. “De har måske nok vundet krigen, men de skal ikke få lov til at stjæle alt, hvad der tilhører os!” Den tyggede jeg lidt på, tænkte, at han vel ville opføre sig fornuftigt, når vi mødte landets nye magthavere. En times tid senere pegede rhodien på et skilt og bad mig om at dreje af fra hovedvejen. Der var en benzinstation i nærmeste landsby, forklarede han. Engang havde der sikkert været en velfungerende benzinstation, men nu var der kun en nedbrændt ruin tilbage. “Satans!” udbrød han, åbnede døren, steg ud og smækkede den i med et brag. Pigerne i butikken fortrak ikke en mine, bevægede sig ikke så meget som en millimeter, da han gik hen imod dem. En gruppe ældre mænd, siddende eller liggende under et skyggefuldt baobabtræ, fortsatte deres lavmælte samtale, som om alt var normalt. Jeg syntes til gengæld ikke, der var noget som helst normalt over det optrin, jeg overværede. Heldigvis var ingen i landsbyen interesserede i den unge rhodie med pistolen dinglende fra hoften. “Har I motorolie?” spurgte han pigerne. De rystede på hovedet, sagde ikke noget. “Ved I, hvor jeg kan købe noget?” Endnu en gang blot en hovedrysten. Han kom tilbage, sydende af indestængt vrede. “Lad os prøve i Hwange, på tankstationen ved indkørslen til nationalparken, i nærheden af hotellet.” Jeg begyndte først at trække vejret normalt, da vi nåede afkørslen til nationalparken, som dengang var kendt for sine store flokke af elefanter. Jeg satte parret af oppe på hovedvejen, for jeg måtte hurtigt videre, hvis jeg skulle gøre mig håb om at krydse grænseposten ved broen, inden klokken blev seks, og bommen gik ned. Et par minutter over seks standsede jeg foran bommen. Vagterne vinkede smilende, mens de bevægede sig frem og tilbage

Få hoteller har en så gennemført kolonialhvid-mands-charme som Victoria Falls Hotel. Men smukt ligger det. Går man gennem hotellet, kommer man ud i haven og kan nyde synet af vandfaldet, som er et af verdens vidundere, hvor regnbuen stråler hen over vandmasserne hver eneste dag.

over vejen med geværet hængende afslappet over skulderen. De nikkede, da jeg spurgte, om grænsen virkelig var lukket, for klokken var ikke mere end et par meget korte minutter over seks. “Hvad så?” spurgte jeg, måske lidt dumt. “Find et hotel, spis en god middag, sørg for at få hvilet ud, så kommer du over grænsen i morgen tidlig,” foreslog en af vagterne. Jeg kørte ind til byen for at finde et hotel. Turister havde ikke overrendt Rhodesia i de senere år, så priserne var overkommelige. Selv det verdensberømte Victoria Falls Hotel var til at betale for en græsrodsturist som mig, og der var heldigvis et ledigt værelse. Et legendarisk hotel bygget i 1904, oprindelig tænkt som overnatningssted for de arbejdere, der skulle bygge jernbanen mellem Cape Town i Sydafrika og Cairo i Egypten, et af Cecil Rhodes’ mange grandiose påfund. I dag er det nok mest kendt for at være Zimbabwes mest luksuriøse og historiske hotel, designet til at forsøde tilværelsen for hvide velhavere og pengestærke udenlandske turister. Hotellet havde tydeligvis kendt til bedre tider, men man kunne stadig fornemme eksklusiviteten, når man sank i til anklerne på de tykke røde tæpper og spiste middag under de overdimensionerede lysekroner. Mest imponerende var det, når man gik ud på den overdækkede veranda gennem de store glasdøre og stod ansigt til ansigt med kæmpemæssige skyer af vanddamp fra Victoriafaldet nogle hundrede meter fra hotellet. Al samtale blev overdøvet af larmen fra de millioner af liter vand, som uafbrudt væltede 125 meter ned i bunden af det 1,6 km brede fald. Et af verdens absolutte vidundere. Jeg har besøgt det flere gange, og det er lige spektakulært hver eneste gang. Det må have virket voldsomt og nærmest uvirkeligt, da David Livingstone som den første europæer så faldet i 1855. Naturligvis navngav han det efter Dronning Victoria. Stående på verandaen denne aften i slutningen af april 1980 var det desværre ikke udsigten til skyerne af vand og den brusende larm, som optog mig. Jeg var helt tilfældigt kommet i selskab med medlemmerne af Zimbabwean Association of Doctors, en forsamling af

VICTORIA FALLS

lutter hvide samlet til noget, der lignede en generalforsamling. De var bestemt ikke glade. Mugabe havde tidligere på dagen holdt en radiotransmitteret tale, hvor han varslede en nationalisering af sundhedsvæsenet, en beslutning, som også ville få konsekvenser for de privatpraktiserende læger. Da jeg satte mig ved et bord på verandaen, havde lægerne tydeligvis allerede hældt rigelige mængder spiritus indenbords, så stemningen var præget af alt andet end beundring for det naturlige vidunder, vi sad nogle få hundrede meter fra. Jeg fornemmede en nærmest desperat stemning blandt denne gruppe hvide, som kun havde haft et par uger til at indstille sig på, at de hvide ikke længere var magtfuldkomne. Jeg fornemmede uro og usikkerhed, had og håbløshed, forvirring og fortvivlelse. I nogle timer var jeg skydeskive for disse følelser, da det rygtedes, at der var en dansker, en skandinav, en kommunist til stede. “Jeg mistede mine venner i bushkrigen. Nu kommer de og tager alt, hvad vi ejer,” lød det fra en ung læge. “Dit land støttede de sorte under krigen. I vidste ikke, hvilke forbrydelser de begik mod os, og I vil slet ikke tro på, hvad de gjorde mod hinanden,” forklarede en ældre læge. “Vent og se! En dag vil I fortryde, at I støttede Mugabe og alle hans kommunistiske venner!” Da jeg gik i seng den aften, var jeg sikker på, at lægerne tog fejl. Jeg var overbevist om, at frihedskæmperne – og Mugabe – havde historien på deres side. Der var ganske enkelt hverken juridiske eller moralske argumenter for, at et lille hvidt mindretal skulle have lov til at bestemme over et overvældende sort flertal. Men jeg var også urolig og usikker, da jeg slukkede lyset og faldt i søvn til bruset fra faldet. Ville det være muligt at hele sårene fra tyve års bitter strid mellem sorte og hvide? Ville ledere på begge sider evne at række hånden frem og bygge bro over modsætningerne? Ville Mugabe og hans kammerater forstå nødvendigheden af at bruge den viden og de resurser, som de hvide rådede over? Disse tanker hjemsøgte mig stadig tidligt næste morgen, da jeg

præcis klokken seks ankom til grænsen ved broen og rakte pas og bilpapirer gennem vinduet til en af soldaterne fra i går aftes. “Fandt du så et godt hotel?” spurgte han. “Ja, det gamle Vic Falls Hotel,” svarede jeg. “Fantastisk!” “Jah, Old Vic. Måske kommer jeg også til at overnatte dér en dag,” svarede han og rakte mig papirerne, nu med stempler. “Kør forsigtigt, når du kommer over på den anden side,” tilføjede han. ”Vejene i Zambia har ikke nær samme standard, som vi har i Zimbabwe. Du skal se godt efter hullerne, som nogle steder er store nok til, at en elefant kan tage bad i dem!” Efter få kilometers kørsel på den anden side af Zambezi-floden kunne jeg konstatere, at han havde ret. Alene bedømt efter vejenes tilstand skulle man tro, at det var Zambia og ikke Zimbabwe, som lige havde været igennem flere års borgerkrig.

Mugabe var også min frihedshelt Da jeg godt ti år efter mit første besøg vendte tilbage, i sommeren 1992, var det et halvt år siden, at præsident Mugabes hustru, Sally Mugabe, var blevet begravet. Hun var landets førstedame fra 1987 og frem til sin død efter længere tids sygdom. At hun var fra Ghana, var ikke nogen hindring for, at hun var afholdt, ligefrem elsket, i de fjerneste afkroge, uanset folks etniske tilhørsforhold. At det senere kom frem, at Mugabe havde et kærlighedsforhold til sin sekretær, mens Sally stadig var i live, og tilmed gjorde sekretæren gravid to gange, styrkede kun hendes kultagtige status. Det trak tilsyneladende heller ikke fra, at en række historier kunne give indtryk af, at præsidentfruen lidt skuffende var næsten lige så begejstret for ussel mammon, som flertallet af præsidentens ministre og medarbejdere viste sig at være. Sådan oplevede jeg det i hvert fald på mine ture rundt i landet. Det var sjældent præsidenten og partiet, som dominerede snakken under baobabtræerne om aftenen, mens vi satte majsgrød med en

VICTORIA FALLS

sovs af grøntsager, tørre stykker bålstegt ged eller saftige stykker grydestegt kylling til livs. En vis forsigtighed var påkrævet, for regeringspartiet rådede over et vidtforgrenet net af meddelere, som sjældent forsøgte at skjule deres ærinde. Men Sally Mugabe kunne vi godt snakke om. Hun var savnet. Mange mente, at Mugabe havde brug for sådan én som hende, hvis han fortsat skulle bevare sit folks tillid og opbakning. Måske følte de ikke, at han var fuldkommen på alle områder, men de fleste støttede hans markante meldinger til den tidligere kolonimagt, og de var stolte over at have en præsident, som turde tale stormagterne midt imod. Også uden Sally ved sin side havde Robert utvivlsomt stor opbakning de fleste steder i Zimbabwe. Men Sally gav ham de stænk af menneskelighed, tilgængelighed og almindelighed, som despoter, diktatorer og autokrater sjældent er i stand til at mobilisere og heller ikke tillægger større betydning. Hendes humanitære arbejde og evne til at snakke ligefremt med almindelige mennesker ophævede ikke husbondens ofte firkantede, stive og humørforladte fremtoning, men viste måske, at der trods alt var noget forsonligt og menneskeligt i hjertet af Mugabe. Tilbage i 1970’erne var det ingenlunde sikkert, at Mugabe ville blive leder af ZANU, det selvstændige lands første premierminister og senere (næsten) livsvarig præsident. Han var blot én blandt flere, som stod i spidsen for befrielseskampen. ZAPU-lederen Joshua Nkomo fra Matabeleland i den sydlige del af landet var en konkurrent, som med sin kompromissøgende linje længe fyldte mere i det politiske landskab og tydeligvis var Storbritanniens foretrukne kandidat til at føre den nye stat gennem overgangen til selvstændighed. Advokaten Herbert Chitepo var en intern konkurrent og længe leder af ZANU, og han kunne sagtens være endt på toppen, hvis han ikke var blevet myrdet i sit eksil i Zambia i 1975, sandsynligvis af den rhodesiske sikkerhedstjeneste, selvom det hvide styre beskyldte Chitepos fjender i bevægelsen for mordet.

Der var også den populære kommandant over styrkerne i felten, Josiah Tongogara, som omkom ved en trafikulykke i 1979, eller ved en planlagt henrettelse kamufleret som biluheld, sådan som Zimbabwe har tradition for. Mange forventede og håbede, at han ville blive præsident, med Mugabe som en kompetent og pålidelig premierminister. Rygterne om, at han blev dræbt af sine egne, lever i bedste velgående den dag i dag. Mugabe vandt udskilningsløbet, og han var specielt i starten en populær leder. Var det også den rigtige leder, Zimbabwe havde fået, da Union Jack lige efter midnat den 18. april 1980 blev firet ned fra flagstangen på Rufaru Stadion i Harare, og det nye flag med billedet af fuglen fundet i Great Zimbabwes ruiner blev hejst til øredøvende jubel? Det mente jeg helt bestemt ved mit første besøg i 1980. Det mente jeg vel stadig i 1992, da jeg bosatte mig i Harare. Men tvivlen var for alvor begyndt at nage. Konturerne af en magtfuldkommen, enerådende og despotisk statsleder tegnede sig stadig tydeligere. Indtrykket af et regime, som til glæde for donorerne flirtede med idéen om Zimbabwe som et demokratisk styre, hvor flere partier kappedes om magten, mens man reelt stilede mod et étpartisystem, tegnede sig klarere og klarere. At der skulle gå 37 år, før Mugabe blev tvunget fra magtens tinde, kan sikkert forklares, skridt for skridt, stilfærdigt og logisk. Dog forekommer det stadig helt ubegribeligt, at han kunne holde så længe. Lige så vanskeligt er det at forstå, hvordan et menneske med så stor kærlighed til sit land, som havde ydet så store personlige ofre og som politiker havde vist stor kapacitet til at analysere udviklingen, kunne ende med at lade sig udnytte og ydmyge, som tilfældet var i november 2017. Vidste han på det tidspunkt overhovedet, hvad der foregik? Det er en fascinerende politisk fortælling, og en fortælling, som berører alle os, der gennem årtier har investeret hjerteblod i landets udvikling, som har nære venner både i regeringsparti og opposition,

VICTORIA FALLS

og som har arbejdet tæt sammen med politikere og embedsmænd, der har været Mugabes nære medarbejdere. Var det nødvendigt og fornuftigt for os, som bistands- og solidaritetsarbejdere, at arbejde så tæt sammen med et system, som allerede fra sidste halvdel af 80’erne udviklede sig i en mere og mere autoritær, voldelig og kriminel retning? Det spørgsmål har mange af os tumlet med. At svaret hver gang blev et “ja”, er der ikke nogen enkel forklaring på. Med til billedet hører som så ofte, at der især i de første år sjældent var tale om en enkel sort-hvid problemstilling. Mugabe var en sammensat person. De mørke og diabolske sider af hans personlighed fremhæves ofte, men de står ikke alene. Et par år før slutspillet i efteråret 2017 besøgte jeg Harare og mødtes med en god ven fra 90’erne. Siden vi arbejdede sammen, var vedkommende gået ind i politik. “I 70’erne betragtede jeg Mugabe som en helt, der gav sit folk frihed og demokrati,” forklarede jeg. “I 80’erne knækkede han ryggen på sin største modstander, Joshua Nkomo, uden at det internationale samfund råbte vagt i gevær. I 90’erne oplevede jeg, som du selv, at regimet bevægede sig i en autoritær retning. I 00’erne blev præsidenten og hans parti for første gang for alvor udfordret af en opposition, og han var villig til at bruge alle midler for at bevare sin magt. I dag ser vi en 90-årig mand sovende i sin stol ved offentlige optrædener, med en selvbevidst 40 år yngre hustru ved sin side. Er han alt det, som hans modstandere påstår? Og ville alt i Zimbabwe have set helt anderledes ud, hvis Sally ikke var blevet syg, og hvis han ikke havde giftet sig med Grace?” En robust latter rullede gennem lokalet. “Sally Mugabe har jeg aldrig kendt. Grace kender jeg. Ingen tvivl om, at de to kvinder har haft forskellige tanker om deres rolle som førstedame. Sally havde nok flere politiske ambitioner, end man skulle tro, og hun brugte sine muligheder for at rådgive sin mand. Det gør Grace også, samtidig med at hun har tydelige personlige ambitioner.”

Tættere på mennesket Robert Gabriel Mugabe kom jeg ikke. Som billedet af Mugabe er blevet formet gennem årtier, kan det være svært at nå frem til et portræt, som giver mening. Svært at få et menneskeligt billede af ham til at passe med billedet af den ukærlige og ufølsomme despot, halvvejs liggende eller ligefrem sovende på sin trone, tordnende med sin monotone stemme, hamrende i talerstolen med sin knyttede næve, truende alle hvide og imperialistiske fjender i Vesten med besværgelser, bål og brand. Mange har skrevet bøger om Mugabe, både mennesker, der har været tæt på ham, og en del akademikere, som har bygget deres vurdering på samtaler med andre. Tilsammen efterlader de indtrykket af et menneske med mange ansigter. Den svenske filmmand og forfatter Stig Holmqvist udgav i slutningen af 2018, efter Mugabes fald, bogen Diktatorens blik. Holmqvist beskriver og forsøgsvis forklarer forvandlingen fra ombejlet befrielsesleder til magtfuldkommen tyran. Han fortæller bl.a. om de bånd, som blev knyttet mellem Sverige og befrielsesbevægelsen, meget stærkere bånd, end tilfældet var for Danmarks vedkommende. Amnesty International i Sverige sørgede for, at Mugabe fik tøj og bøger, mens han var fængslet. Sally Mugabe var flere gange på besøg i Sverige for at mobilisere støtte til befrielseskampen. I alle disse sammenhænge fremstår Mugabe som en person, der var villig til at lytte, gav udtryk for taknemmelighed for støtten fra det internationale samfund og viste åbenlys kærlighed og hengivenhed over for sin hustru. Ikke mindst virker det, som om han lyttede til sine venner, når de sagde, at han skulle række hånden ud til det hvide mindretal og bygge det nye Zimbabwe på et fundament af forsoning. Ved en middag i Stockholm i september 1981 til ære for Mugabe, med den svenske statsminister, ministre fra begge lande og repræsentanter for solidaritetsbevægelsen omkring bordet, sagde Mugabe bl.a.: “Vi skal ikke fortsætte med at leve adskilt fra hinanden, sorte på den ene side og hvide på den anden. I dag er et menneske et menneske, uanset farven.

Et lykkeligt ægtepar i starten af 80’erne, hvor Robert Mugabe var premierminister og Sally Mugabe fra Ghana var landets førstedame. Sally døde i starten af 90’erne, og selv om hun måske ikke kunne have forhindret Mugabe i at udvikle sig til en djævelsk despot, kan det ikke helt udelukkes, at hun kunne have dæmpet hans udskejelser.

Kritikken af det hvide mindretalsstyre går helt tilbage til 50’erne og 60’erne. Krigen mellem befrielsesbevægelserne ledet af Joshua Nkomo og Robert Mugabe og det hvide styre under ledelse af Ian Smith blev mere og mere brutal op gennem 70’erne. Den endte med at koste 30.000 livet, de fleste sorte.

Robert Mugabe håbede på, at han ville vinde befrielseskampen på slagmarken, så han kunne få alle sine krav igennem. Sådan gik det ikke. Han blev tvunget til at forhandle af sine præsidentkolleger i regionen. Her ses (nederst fra venstre) Kaunda fra Zambia, Machel fra Mozambique, Nyerere fra Tanzania og dos Santos fra Angola på et møde i 1980.

VICTORIA FALLS

Vi skal ikke diskriminere de hvide for det, de gjorde i går. Vores politik skal virkelig være ærligt humanistisk og ikke-racistisk…” Sådan var forhåbningen også i det danske solidaritetsmiljø. Det sorte flertalsstyre skulle naturligvis bruge sit flertal til at forandre landet. Håbet var, at det samtidig ville være i stand til at opbyde den nødvendige overbærenhed og tilgivelse, så de resurser, som hvide farmere, fabriksejere, småhandlende, bureaukrater, læger og sygeplejersker rådede over, kunne bidrage til en udvikling, der kom det brede flertal til gode. For en leder, som befolkningen forventer kan levere alt det, befrielseskampen handlede om – jord, arbejde, retfærdighed, ligeværd – må det være en næsten umenneskelig udfordring også at levere forsoning med og tilgivelse af de mennesker, som med våben i hånd bekæmpede dine rettigheder. I Mugabes tilfælde er det vigtigt at huske, hvordan han blev behandlet af Ian Smith, premierministeren i den regering, som internerede Mugabe i 1964. Året før fødte Sally deres barn, Nhamodzenyika. De fejrede sammen hans etårs fødselsdag. Derefter så han aldrig sønnen igen. Sally flyttede tilbage til Ghana, da Mugabe blev fængslet. Et par år senere fik drengen et alvorligt malariaangreb, som han døde af, tre år gammel. Ian Smith nægtede ham udgang, så han kunne deltage i begravelsen. Det var en sorg, Mugabe aldrig glemte. Mange bøger skriver om den vrede, måske had, det skabte hos Mugabe. For Mugabe var det et eksempel på, at man ikke kan stole på de hvide. Mange år senere var det den oplevelse, han fik bekræftet under forhandlingerne mellem befrielsesbevægelserne og briterne i de såkaldte Lancaster House-forhandlinger i London i slutningen af 1979. Her blev betingelserne for overgangen til sort flertalsstyre og det videre samarbejde mellem Zimbabwe og Storbritannien fastlagt. Mugabe var imod. Han mente, at en forhandlingssejr ville blive fuld af vanskelige kompromisser, mens den militære sejr, hans styrker var tæt på at virkeliggøre, ville give ham frie hænder. Men han blev tvun-

get til at acceptere forhandlingsvejen efter stærkt pres fra Tanzanias præsident, Julius Nyerere, og Mozambiques præsident, Samora Machel. Begge landes økonomier var hårdt ramt af den langtrukne krig. Aftalen betød, at det nye styre ikke fra starten kunne få gjort op med den ekstremt ulige jordfordeling, hvor det beskedne hvide mindretal, nogle få tusinde farmere, ikke bare sad på det største areal, men også den mest frugtbare del, mens millioner af sorte farmere måtte tage til takke med små udpinte jordstykker. Aftalen tillod ikke en retfærdig fordeling med det samme. Den gav de hvide farmere en stor beskyttelse i de første ti år. Mugabe var rasende. Ikke blot fordi Margaret Thatchers regering havde tvunget det igennem, men også fordi hans afrikanske kolleger i nabolandene ikke havde støttet ham efter fortjeneste. Hævnens time kom hurtigt. Både Rhodesias hvide og regeringen i London forventede, at Joshua Nkomo, lederen af den anden befrielsesbevægelse, ville vinde det første valg i februar 1980. Nkomo var nemlig alt det, Mugabe ifølge deres vurdering ikke var – populær, folkelig, karismatisk, høvdingeagtig, stor i fysisk fremtoning, en Zimbabwes Fader, som han yndede at kalde sig selv. De tog alle fejl. Den generte, kantede og læremesteragtige Mugabe og hans ZANU-parti vandt 63 procent af stemmerne og 57 af parlamentets 80 pladser. Næppe fordi Mugabe var en bedre taler eller en mere folkelig politiker, men fordi han som shona havde en større andel af befolkningen i ryggen, end Nkomo kunne fremvise med sit ndebelefolk i Matabeleland. Det fysiske magtforhold mellem de to store etniske grupperinger har ligget som et grundlæggende politisk vilkår i alle årene efter selvstændigheden. Ligesom magtforholdet mellem de centrale ledere af de to befrielsesbevægelser, som var i eksil i lejre i Mozambique og Zambia op gennem 70’erne, har kastet lange skygger over de årtier, hvor Mugabe har styret både sit land og sit parti. I årene 1983-87 sænkede mørket sig for alvor over Matabeleland, med storbyen Bulawayo som centrum. Valget af Mugabe og ZANU’s

VICTORIA FALLS

store valgsejr blev af ndebele-folket tolket som en shonabaseret magtovertagelse. Det skabte uro og usikkerhed i Matabeleland, og ifølge Mugabe også forberedelser til væbnet opstand mod regeringen i Harare. En påstand, som næppe holder vand. Men at hovedparten af befolkning og vælgere mente, at der var tale om en reel trussel mod Mugabe og regeringen, er der ingen tvivl om. Flertallet var også enige i Mugabes svar på udfordringen. Den 5. Brigade bestående af elitesoldater trænet af rådgivere fra Nordkorea blev sat ind for at slå det påståede oprør ned. Det lykkedes. Elitesoldaterne dræbte omkring 20.000 mennesker. Joshua Nkomo blev i december 1987 tvunget til at indgå en aftale om at opløse de to eksisterende partier, ZANU (Mugabe) og ZAPU (Nkomo) og slå dem sammen i det parti, som har regeret Zimbabwe lige siden: Zimbabwe African National Union – Patriotic Front, i daglig tale kendt som ZANU-PF. Dermed var Mugabes største konkurrent elimineret. Nkomo måtte lade sig nøje med posten som én af to ceremonielle vicepræsidenter. Han døde i 1999. Parlamentsvalget i 1990 resulterede i endnu en knusende sejr for Mugabe og ZANU-PF, som vandt 117 af de 120 pladser. Dermed var kursen sat mod det étpartisystem, som Mugabe mente var den bedste løsning for Zimbabwe, selvom han i sine taler koketterede med, at den nye nation ville respektere almindeligt anerkendte kriterier for et demokrati. Det virker, som om han allerede på dette tidspunkt forestillede sig, at han skulle være præsident, så længe han orkede; at han var indstillet på, at en nådesløs bekæmpelse af partier og personer, som fandt på at udfordre ham, var en del af jobbeskrivelsen. At han i taler til det internationale samfund kunne finde på at byde konkurrerende partier velkommen, var alene et udtryk for, at han vidste, hvad donorerne ønskede at høre. Det var til at leve med, så længe udfordrerne ikke havde tilstrækkeligt med folkelig opbakning eller overbevisende ledermæssige kvaliteter, og det var netop tilfældet op gennem 90’erne. Mange nye par-

tier forsøgte sig, men ingen kunne for alvor gøre en forskel. De fleste havde meget diffuse forestillinger om, hvad de ville gøre anderledes end ZANU-PF og Mugabe. Ti år senere var situationen en helt anden. Fagforeningslederen Morgan Tsvangirai stod, sammen med ledere fra mange dele af det civile samfund, i spidsen for et nyt parti, Movement for Democratic Change (MDC). Kombinationen af erfarne og hærdede fagforeningsfolk, frihedskæmpere fra regeringspartiet, en vifte af ledere fra civilsamfundet plus tænksomme studenterpolitikere, alle sammen disciplinerede operatører fra årtiers udviklingsarbejde og med gode kontakter i det internationale samfund, gjorde MDC til den hidtil mest formidable udfordring. Flere af bogens kapitler illustrerer forskellige dimensioner af transformationen fra et Zimbabwe præget af håb og udvikling i de første årtier efter selvstændigheden (1980-2000), til et Zimbabwe præget af frygt og fattigdom, som kan siges at være overskriften fra 2000 og frem til Mugabes ydmygende afsættelse i november 2017. Det kan være svært at tro, at frihedshelten fra 1980 er den samme person, som sov fredeligt ind i september 2018 i en alder af 93 år, mindre end et år efter, han i november 2017 var blevet afsat ved et militærkup, som ingen må omtale som et militærkup. “Du har arvet en juvel. Du må sørge for at passe godt på den.” Det sagde præsident Nyerere til Mugabe ved fejringen af den nye stats fødsel i Harare den 18. april 1980. Zimbabwes indbyggere kan i dag konkludere, at det ikke var et råd, Mugabe tog alvorligt.