» Historien om Ungdomskredsen - Del 4

Historien om Ungdomskredsen • Del 4 Glimt fra tiden på vej mod de 50 år

Lea Stigel Kristensen er 34 år og arbejder i dag som socialrådgiver. Her fortæller hun, hvordan tiden først som menigt bestyrelsesmedlem og siden som formand i Ungdomskredsen har præget hendes ungdoms- og voksenliv. ”Jeg er helt sikker på, at det har stor betydning socialt og professionelt,” siger hun.

Af Mikkel Christensen

”Jeg er helt sikkert vokset som person,” fortæller Lea, da jeg møder hende over telefonen en tirsdag aften omkring kl. 20.00 i slutningen af september, da hun har fået sine tvillingedrenge til at sove. Da samtalen er slut efter lidt mere end halvanden time, har vi talt om, hvad det har betydet for Lea personligt og fagligt at være aktiv i Ungdomskredsen, og det er ikke så lidt, skal det vise sig.

Vejen ind i Ungdomskredsen Lea bliver aktiv i Ungdomskredsen i 2009. Det er der flere årsager til. Hun er 21 år og er lige flyttet hjemmefra. Hun skal flytte fra Guldborgsund Kommune til Københavns Kommune i forbindelse med, at hun skal til at læse til socialrådgiver. Hun ansøger derfor om en BPA-ordning. Guldborgsund Kommune lukker pengekassen i, da hun flytter. Københavns Kommune fortæller hende, at det er hendes tidligere kommune, der skal betale, og hun lander derfor imellem to stole. ”I den forbindelse har jeg haft stor personlig gavn af hovedkontorets rådgivning,” forklarer Lea. Samtidig kender hun allerede nogle af dem, der sidder i bestyrelsen.

På det tidspunkt har Lea svært ved at acceptere sit handicap og har lagt en hård tid

med mobning i gymnasiet bag sig. Mobningen påvirker hende så meget, at hun ikke deltager i noget socialt på sin videregående uddannelse. Det gør hun til gengæld i Ungdomskredsen, hvor hun møder op til landsmødet i 2009 og bliver valgt ind i bestyrelsen med overvældende mange stemmer, selvom det er første gang, hun er med.

I dag beskriver Lea tiden i Ungdomskredsen som et frirum. ”Jeg skulle jo ikke hele tiden være opmærksom på, om jeg nu ville føle mig udenfor. Altså, jeg tror tværtimod, jeg fik en følelse af, at her kunne jeg være mig selv og vise, hvad jeg kunne,” fortæller hun.

Ungdomskredsen dengang og nu Når Ungdomskredsen lavede larm i 1970’erne, var det tit i opposition til hovedforbundet. Det ændrede sig 1980'er og '90’erne, og i dag sker Ungdomskredens aktiviteter i tæt samarbejde med Dansk Handicap Forbund.

Lea husker for eksempel engang, hvor der lige er udkommet en rapport om, hvordan mennesker med handicap bliver mødt af mennesker uden handicap i offentlig transport. Her bliver Lea bedt om at udtale sig i Aftenshowet på DR. Udfordringen er, at hun er midt i en eksamensforberedelse. Det er dog ikke noget problem, forsikrer landsformand Susanne Olsen hende, og i fællesskab får de styr på interviewet. Senere medvirker Lea i en artikel på DR’s hjemmeside om, at DSB vil udvide deres handicapservice, så man ikke skal bestille hjælpen 48 timer før sin rejse, men 24 timer før. Artiklen er 2015. I dag skal hjælpen kun bestilles 12 timer inden afrejse. Det er en mærkbar forbedring. Lea mener dog, at det stadig kan gøres endnu bedre. Hun husker også, hvordan Ekstra Bladet i 2016 beder hende forholde sig til, at Lego for første gang har lavet en figur, der sidder i kørestol.

Hun nævner også eksempler på, hvordan hun deltager i et stort antal radioindslag, der handler om udfordringerne på arbejdsmarkedet for mennesker med handicap. Hun blev eksempelvis tit spurgt, om hun mente, at man skulle nævne sit handicap i sine jobansøgninger. Hun gjorde det altid selv, fordi hun så sit handicap som en force i forhold til de job, hun søgte. Hun kom bare aldrig til samtale. Efter råd fra hovedkontoret skrev hun to ansøgninger, hvor hun ikke nævnte sit handicap, selvom det var grænseoverskridende. Hun kom til samtale på dem begge og fik det første job af de to. Lea fortæller, at hun sjældent oplever, at borgerne ser hendes handicap som en hindring i arbejdet. I dag er det blevet mere accepteret, at mennesker med handicap indgår på lige fod med andre på arbejdsmarkedet, mener hun, ligesom det i dag er mere anerkendt, at mennesker med handicap får børn.

Eksemplerne kredser om tilgængelighed, synlighed, diskrimination og mangfoldighed. Pudsigt nok er de tre første Ungdomskredsens nøgleord. Det er pudsigt, fordi nøgleordene – tilgængelighed, synlighed og diskrimination – først blev formuleret i 2016. ”Jeg tror, vi kunne have opfundet de nøgleord for mange år siden, måske for 20-30-40 år siden, og så ville de stadig være aktuelle i dag, som de jo er,” siger Lea og uddyber: ” Altså, det er jo en samfundsudvikling, som er nået langt, men som stadig har rigtig lang vej.”

Vores snak om nøgleordene åbner op for mange emner. Lea fortæller eksempelvis, at de forsøgte at oprette et rådgivningsteam i Ungdomskredsen i stil med det team, der er i Dansk Handicap Forbund. Hun husker også, at der en overgang var regioner i Ungdomskredsen. Her sad hun sammen med sin mand Kristian i en periode, og sammen fik de stablet en modeaften på benene på Sjælland med makeup, tøj, og hvad der ellers hører til sådan noget. Rådgivningsteamet, regionerne og modeaftenen var alt sammen aktiviteter, man satte i gang for at skabe øget synlighed om mennesker med handicap og for at tiltrække nye og eksisterende medlemmer til aktiviteterne. ”Det gør man jo også i dag bare på en anden måde,” som hun siger.

Naturligt nok leder nøgleordene også til en snak om tilgængelighed, og hvordan begrebet har udviklet sig igennem årene. Jeg sidder eksempelvis med et gammelt medlemsblad fra 2002, hvor en af overskrifterne er: ”Et tilgængeligt liv”, og vi snakker om, hvordan den overskrift lige så godt kunne være skrevet i dag. ”Det interessante det er jo også at se, hvad det var, man dengang syntes, der gjorde, at man havde et tilgængeligt liv, forklarer Lea.

Undervejs i interviewet kommer vi også til at tale om, at vi begge er ret fascinerede af at høre, når Susanne fortæller om, hvordan hjælpen tit var båret af frivillige kræfter, da hun var ung, før der var noget, der hed BPA- og ledsageordning. I dag er området mere reguleret. Vi fik de fire handicappolitiske principper – ligebehandlings-, kompensations-, solidaritets- og sektoransvarsprincippet – i 1993, som dansk handicappolitik har bygget på lige siden, og FN’s Handicapkonvention kom i 2006. Danmark ratificerede den i 2009. ”I dag er det nærmest umuligt at finde nogen, der gør noget frivilligt, siger Lea.

Hvad har tiden i Ungdomskredsen givet mig? ”Min mand og jeg havde en drøm om at skabe en familie, og det var jo egentlig det, der fik mig til at gå ud af bestyrelsen,” fortæller Lea. Hun gik af som formand i 2016 og trådte endeligt ud af bestyrelsen året efter.

Når hun ser tilbage på, hvad hun lærte af at sidde i bestyrelsen, nævner hun blandt andet, at man som formand skal uddelegere opgaver, være tovholder og stille forventninger til de øvrige bestyrelsesmedlemmer. ”Man påtager sig en del forskellige roller, når man sidder i en bestyrelse,” forklarer hun. De ting, hun lærte, skrev hun på sit CV, og de var med til at gøre hende mere attraktiv på arbejdsmarkedet.” Dengang fik man ikke noget job uden først at have erfaring,” forklarer hun. ”Det gør man heller ikke i dag.”

Udover nogle faglige kompetencer tog hun også noget socialt med sig fra sin tid som bestyrelsesmedlem, mener hun: ”Jeg har fået venskaber for livet.”