» Glimt fra UK's deltagelse ved skandinavisk konference i Oslo

Glimt fra UK’s DELTAGELSE ved

Konferencen ”Ungdom og Politikk – Skandinaviabarrierefritt” den 11.-13. oktober 2019 i Oslo, som jeg deltog i sammen med UK’s øvrige bestyrelse, viste, at der er basis for et fremtidigt samarbejde. Vores søsterorganisationer fra Norge og Sverige – Norges Handikapforbund Ungdom og Unga Rörelseshindrade – kæmper nemlig med mange af de samme udfordringer, som vi gør i UK. Af Mikkel Christensen

Da Bjørn og hans hjælper Kim hentede mig på min adresse i Odense, for at vi sammen kunne køre mod Norges hovedstad Oslo, var klokken kun 03.40, og det regnede. Lad os bare sige, at ordet aquaplaning fik en helt ny betydning for både Bjørn, Kim og mig. Hvorfor fløj vi ikke bare sammen med de andre fra bestyrelsen? Svaret er helt enkelt. Jeg har aldrig været særligt glad for hverken at flyve eller at sejle. Bjørn har tidligere haft dårlige oplevelser med, hvordan hans kørestol er blevet behandlet af lufthavnspersonalet, og desuden var der ingen af færgerne, som passede til vores tidsplan. Efteråret viste tænder, men selskabet var godt, og der var varme på i bilen, så vi kom frem i god behold – allerede fyldt op af gode oplevelser. Den svenske og norske natur kan nu noget helt særligt. Vi snakker klipper, fosser og skove iklædt efterårets farver.

”Same struggle – different difference” Vi var cirka halvvejs i lørdagens program, da Ida Hauge Dignes, som er bestyrelsesmedlem i både Norges Handikapforbund og Norges Handikapforbunds Ungdom, fortalte om CRPD, en forkortelse for ”Convention on the Rights of Persons with Disabilities”. I Danmark bedre kendt som Handicapkonventionen. Det viste sig, at både Danmark, Sverige og Norge har ratificeret konventionen – Danmark og Sverige i 2009 og Norge i 2014. De tre landes parlamenter har altså tilkendegivet, at de har til hensigt at indarbejde konventionens bestemmelser i de nationale love. Uden at inkorporere konventionen har landene dog ikke forpligtet sig til noget.

I løbet af den efterfølgende diskussion kom det frem, at de i Sverige var begyndt at sidde ude foran den svenske rigsdag hver torsdag for at gøre opmærksom på vigtigheden i at indarbejde konventionen i svensk lov.

Det var endnu en af forskellene på de tre organisationer, som blev tydelig i løbet af weekenden.

Fredag aften, hvor vi hørte om de tre organisationer, kom vi eksempelvis ind på, at medlemsalderen i UK er 15-36 år, mens den i Sverige er 0-32 år, og at vi driver UK som frivillige, mens de i Norge har lønnede ansatte – også i deres ungdomsorganisation. Sidst men ikke mindst kom det frem, at Norges Handikabforbund Ungdom er en selvstændig organisation, der er afhængige af et økonomisk tilskud fra Norges Handikapforbund, mens UK er et forbund under Dansk Handicapforbund og derfor også er afhængige af økonomisk støtte derfra.

Den største forskel så jeg dog i vores forskellige måder at arbejde på. I Norge og Sverige har handicapsagen nemlig slået sig sammen med andre minoritetsgrupper – LGBTQ+, kvindesagen og kampen for flygtninge og indvandreres rettigheder. Det har man gjort under slagordene ”Same struggle – different difference”. Jeg kan få øje på to årsager til et samarbejde: Der kan være mennesker, som tilhører flere minoritetsgrupper samtidig, hvilket også kaldes intersektionalitet. Samarbejde giver desuden en stærkere stemme over for politikere og andre, som man ønsker at påvirke. Det var netop en af hovedpointerne, da Kristoffer Gustavsen fra Geelmuyden-Kiese lørdag eftermiddag holdt oplæg om, hvordan man bliver en superlobbyist. At man er stærkere sammen giver jo god mening. Da Sunniva Ørstavik, som er generalsekretær for Norges Handikapforbund, holdt oplæg for os søndag formiddag, sagde hun dog også, at handicapsagen indimellem kan blive lidt ”klemt”, når medier og andre sætter fokus

Red.: Denne artikel blev bragt i Nutidens Unge nr.1/2020

skandinavisk konference i Oslo

på de fire minoritetsgrupper. Hun kom for øvrigt direkte fra et møde med sine nordiske kolleger. Mødet var blevet afholdt i Danmark.

Laks til morgenmad og ingen rugbrød til frokost Jeg har engang læst, at McDonald’s i Norge har en ”McLaks” på menukortet. Jeg nåede aldrig at få det bekræftet, mens jeg var i Norge. Til gengæld var der laks på flere måder i den morgenmadsbuffet, som restauranten Egon’s (Ja, det hed den ) kunne tilbyde. Den lå i tilknytning til indkøbscentret Byporten, som vores hotel Scandic Byporten delte navn og bygning med. Den lå downtown Oslo, så vi skulle kun gå et lille stykke vej for at komme hen til mødelokalerne, så det var nemt. Når vi ikke var midt i programmet, sad vi derfor gerne og hyggede i hotellets lobby, hvor vi eksempelvis kunne købe en fadøl af normal størrelse til op imod 100 DKK. Jeg vidste godt, at alkohol er dyrt i Norge, men så dyrt havde jeg alligevel ikke forestillet mig. Nordmændene er naturligvis vant til det – ligesom de sikkert er vant til ikke at spise rugbrød til frokost. Brødet, som vi fik til frokost om søndagen, var godt nok groft, men rugbrød var det ikke. Vi lavede et par toasts.

Hvad tog jeg med hjem fra konferencen? Jeg lærte for det første en masse nye mennesker at kende, og så fik jeg øjnene op for, at de tre lande ”bokser” med mange af de samme udfordringer på handicapområdet – eksempelvis uddannelse og personlig assistance. Det første holdt Eivind Digranes fra Unge Funksjonshemmede (Norges svar på SUMH) et oplæg om. Det sidste kom frem i løbet af weekendens debatter, hvor vi hørte, at man i Bergen kun må tage sin assistent med ud af kommunen i fem uger om året. Til sammenligning kan man i Danmark tage sin BPA med sig til udlandet i op til en måned, uden at systemet siger noget til det. Skal man have den med sig i længere tid, kan man søge om tilladelse til det. I Norge varierer dette mellem kommunerne. Derfor kalder de det ”kommunearrest”, når man enten ikke må eller skal søge kommunen om at måtte rejse med sin assistent. For at gøre opmærksom på det urimelige i ordningen havde de i Norges Handikapforbunds Ungdom lavet en kampagne med sloganet ”Hvis Erna var hemma”. Formålet med kampagnen var at stille spørgsmålstegn ved, om Norges statsminister Erna Solberg, som kommer fra Bergen, kunne være statsminister uden for sin hjemby mere end fem uger i løbet af året, hvis de samme regler gjaldt for hende.

Weekenden viste mig også, at man kan arbejde med handicapspørgsmålet på flere måder: Man kan være interesseorganisation, man kan være lobbyist, og man kan selv have et handicap og eksempelvis gå ind i politik, som Maria Johansson fra Liberalerna havde gjort – uden dog nødvendigvis at beskæftige sig med handicappolitik.

Endelig kom programmets danske islæt Jeppe S. Kerckhoff, afdelingsleder for Politik, jura og rådgivning i Dansk Handicap Forbund, i sit oplæg om de danske forhold på handicapområdet også ind på det tætte samarbejde, som Norge, Sverige og Danmark har med hinanden. Det var jeg slet ikke klar over.

Alt i alt var det en weekend, som viste, at der er mere, der samler os, end der skiller os på handicapområdet i Norge, Sverige og Danmark.