Kampen for at få de unge ud af værelset

Ungdomsskoleaktiviteter kan skabe fysiske fællesskaber som alternativ til gaming og SoMe på værelset, lyder det fra Ung Aabenraa

Vi lever en stor del af vores tid foran skærmene og med skærmenes underholdning. Det gælder i stort omfang både børn, unge og deres forældre. Samtidigt oplever vi et samfund, hvor vores unge i øget omfang oplever mistrivsel.

Fysisk fællesskab kræver mere I ungdomsskolen har vi en vigtig rolle og kan være et vigtigt redskab i kampen for at få de unge ud af værelset og give dem en pause væk fra skærmenes underholdning. Væk fra en ”skærmrelation” til et fysisk ungemiljø, hvor de sociale kompetencer kan styrkes, og hvor den unge kan opleve livsglæde og meget mere i fællesskaber omkring fritidsaktiviteterne.

Når mange af vores unge bruger meget tid alene på værelset med gaming eller SoMe, kan det for mange føles som en tryg og underholdende måde at slappe af på. Derfor kræver det meget mere af den unge at bryde ud af værelset og væk fra skærmenes underholdning og søge de fysiske fællesskaber, hvor man også møder unge, som man ikke kender i forvejen.

Vejen til et sundt ungdomsliv

Mange ungdomsskolefolk oplever sikkert, at det ikke er let at få de unge ud af værelset, men ungdomsskolernes mange fritidstilbud er måske vigtigere end nogensinde.

Skal vi lykkes med at sikre vores unge en god trivsel, sociale kompetencer, et realistisk selvbillede, øget almen viden og demokratisk dannelse, skal vi have flere unge ud af værelset og væk fra skærmens underholdning og informationsstrøm. Vi skal lykkes med at bidrage til, at vores unge får et godt og et sundt ungdomsliv som fundament for at videreføre og udvikle det danske samfund. Det er nok de færreste unge, der på værelset får udviklet kompetencer for at blive aktive demokratiske borgere med forståelse for andres behov og holdninger. Derfor skál vi lykkes med, at de unge finder rummelige fællesskaber, som udvikler mennesker og øger den unges livstilfredshed.

De vises sten

Det svære er at omsætte alt dette til virkelighed, og der er ikke meget, som tyder på, at vi har fundet de vises sten – endnu. Hos os i Aabenraa mærker vi, som for en stor del af resten af Ungdomsskole Danmark, stor, ret konkret konkurrence fra skærmene om de unges opmærksomhed, og i indeværende skriv tager vi jer kort med ind i noget, som fungerer lokalt for os.

Måske på grund af traditioner, måske på grund af vores geografiske beliggenhed, måske på grund af noget helt andet.

Markfræs og ma mæ momo

Det er ikke helt uforståeligt for os hernede i det sydligste, hvis andre ungdomsskoler trækker lidt på smilebåndet, når vi fortæller om vores markfræshold, der år efter år stadig blæser afsted med fuldt bundtræk og ventelister. Men ikke desto mindre skaber tilbuddet et fællesskab for en gruppe unge, fortrinsvis drenge, som ikke altid rummes lige godt i folkeskolernes fagfaglige rammer.

I en anden lokal kategori kører holdet ”Ma mæ momo” på femte sæson. Et madhold, hvor den unge møder op med en bedsteforælder, og så står ungdomsskolens kok for planlægning og undervisning. I starten var titlen det rigsdanske ”Mad med mormor”, men i en finurlig skelen til den lokale dialekt valgte vi en lidt anden titel. Og måske troede vi (i starten) ikke selv helt på projektet, som nu nærmest er blevet en institution i sig selv, idet man mødes på tværs af generationer om gode oplevelser og god mad.

Det er oplevelsen i Ung Aabenraa, at frekventeringen af vores klubber går op og ned over tid. Af denne grund har vi haft øget fokus på rekruttering af medarbejdere, og sammen med andre tiltag er det for nuværende lykkedes at få mange unge i vores klubtilbud, og vi har store forventninger til foråret, hvor vi barsler med flere arrangementer på tværs af klubberne.

Adresseløse rollespillere

Ligesom så mange andre kommuner huser vi en mangfoldig gruppe af unge, og nogle gange kommer det måske lidt bag på os, hvad de selv ønsker af deres fritidsliv. ”Det ved jeg ikke,” er i hvert fald tit svaret, når man spørger, hvad de egentlig godt kunne tænke sig.

Men der er undtagelser. Første dag efter juleferien kom en ung mand ind på konto- ret til de tre koordinatorer fra Ung Aabenraa. Forinden havde han ringet ind, men noget var gået tabt i informationen, så vi vidste egentlig kun, at han «ville starte en klub” - og ikke så meget andet. Ind trådte en synligt nervøs 14-årig, som gerne ville tages seriøst, kunne vi godt mærke; så vi lagde alt fra os og tog imod den unge med nysgerrige spørgsmål. ”Ja … altså … vi er nogle stykker, en håndfuld sådan cirka. Og vi vil gerne spille rollespil … altså den slags på et bord. Og vi har ikke noget sted til det … øh … med et bord og sådan. Og vi har prøvet to andre steder, det ene kommunalt, men de kunne ikke hjælpe. Og så kom vi i tanke om jer … så nu … ja, kan I sådan noget?”

Hurtig reaktion

Under en halv time senere var alt på plads med lokaler og underviser, og holdet lå parat på hjemmesiden til at tage imod flere interesserede unge mennesker. På under en uge har holdet trukket ti tilmeldte og er klar til at starte op – på trods af, vi ikke har haft tilbuddet i vores

”Ma mæ momo” er nærmest blevet en institution i Aabenrra og kører nu på femte sæson program eller promoveret det aggressivt på skolerne; faktisk har vi kun delt holdet på vores sociale medier. Ti deltagere er naturligvis hverken 20 eller 50, men for et nichehold opstået næsten ud af det blå er det ganske udmærket for os.

Åbne døre

Noget af det allerfineste, vi som Ungdomsskole kan, er jo at åbne dørene, tænde lysene og handle hurtigt i overensstemmelse med de unges ønsker.

Det er et stort privilegium at arbejde inden for rammer, som typisk ikke betynges af lang behandlingstid, og hvor vi tværtimod har mulighed for at gøre ord til handling, når vi siger, vi gerne vil de unge.

Den 14-årige og hans rollespilsmakkere er et billede på en type af relation og kommunikation, som måske er den bedste forudsætning for at lykkes med at skabe succesfulde ungeaktiviteter i 2023. Det har i mange år handlet om at møde de unge, hvor de unge er, og her har særligt ungdomsskolen en reel mulighed, måske endda et reelt ansvar, i sin gøren, laden og væren for netop at opfylde dette, når det lader sig gøre. Vi er som ungdomsskole stolte af at kunne imødekomme sådanne konkrete her og nu-behov – særligt når de selv banker på vores altid åbne dør.

Stafetten fortsætter til Ungdomsskolen Skive.