1 minute read
Regeringsgrundlaget og ungdomsskolerne
Heldigvis er ungdomsskolernes aktiviteter ikke direkte afhængige af det politiske liv. Valget blev som bekendt udskrevet i starten af oktober 2022 til afholdelse den 1. november, og regeringen tiltrådte medio december med en juleferie stående lige for døren. Men selv om det politiske liv nærmest har været sat på ”stand by” i tre måneder med dertilhørende pause i de ministerielle embedsmandsaktiviteter, så har de kommunale ungdomsskoler på ingen måde ligget på den lade side. Vores fritidsundervisning, heltidsundervisning og 10. klasser – for nu blot at nævne nogle af de mest fremtrædende – har kørt på fuld knald i samme periode. Alligevel bliver skolefolk nysgerrige på regeringsgrundlaget – og på det lovkatalog, som er udmøntningen af de politiske aftaler. Der er fokus på de 45.000 unge uden uddannelse eller job, på pædagogisk udvikling, på fritidsjobs, på barrierer for uddannelse og på det gode ”børne- og ungdomsliv” ud fra rettesnore om trivsel, myndiggørelse, livsmod, robusthed, selvtillid m.v. Med andre ord stort set alle de opmærksomhedspunkter og indsatsområder, som ungdomsskolefolk i det daglige beskæftiger sig med. Og det ud fra tesen om, at det, der sker i skoletiden, er meget afhængig af alt det, der sker ”udenom og rundt omkring den unges hele liv” - altså kammeratskaber, forældretilhør, misbrug, sport, fritidsaktiviteter mv., der hver især påvirker den unges livsmod og evner for læringstilegnelse.
Derfor er der alletiders chance for, at ungdomsskolerne kan komme i centrum i den næste 4-års regeringsperiode - i partnerskaber og godt samarbejde med mange andre aktører. Hvis vi altså vel at mærke selv griber chancerne og byder ind på alle de muligheder, der må forventes at opstå. For heldigvis er ungdomsskolerne upolitiske i vores virke. Men vi tager de unges parti og byder os til med råd og dåd til alle unge, som har et behov for trygge fællesskaber med mulighed for demokratisk medvirken.
Advertisement
Lykkes det at få sat handling bag ord –både på Slotsholmen og ude lokalt – har regeringsgrundlaget potentiale til at blive det mest skelsættende og positive for en ungdom, der er meget udfordret. På flere områder er vi allerede godt i gang. Mange ungdomsskoler gør en ihærdig indsats for at forebygge og modvirke mistrivsel, ligesom der samarbejdes med såvel grundskolen som ungdomsuddannelserne for at lette overgangen mellem disse. Og hvad angår fritidsjob har det længe været et indsatsområde for såvel ungdomsskoler som Ungdomsskoleforeningen – ikke mindst i regi af vores store udviklingsprojekt Coop Crew, hvorfra vi i foråret udsender en publikation med gode og illustrative ungehistorier. Ungdomsskoleforeningen vil bestræbe sig på det kommende år at bakke medlemsskolerne op i deres arbejde med at byde ind og udmønte intentionerne i regeringsgrundlaget. Sammen kan vi gøre vores for at hjælpe de unge videre.