Liv i kirken 2014 by Videbæk Bogtrykkeri A/S

kirken

kirkeliv

Liv i kirken

Ă&#x2026;rsberetning

Kirke

2014

Liv

i kirken

kirken

Ă&#x2026;rsberetning 2014

kirken

Lolland-Falsters Stift

Indhold

Forord Kirkeliv - liv i kirken 3 Kirkelig undervisning 4 Task Force - bevar din lokale kirke 5 Fælles Kirkedag 6 Stiftsrådet samler trådene 9 Man åbner sig for meget, når man synger 10 Vi må ikke gå og krympe os! 12 Kirken har altid været et pejlemærke for mig 14 Kirke handler om fællesskab 16 Kirkelig Initiativpris 2014 18 Glæden først og fremmest glæden 20 Unge med selvskade og stofmisbrug 22 Rundt om treenigheden 24 Efterord - fra et hjørne af Herrens vingård 26

Redaktionsgruppe: Biskop Steen Skovsgaard, ansv. redaktør, Webredaktør Marianne Schwartz Kommunikationsudvalg: Biskop Steen Skovsgaard, Stiftsrådsformand Bent Normann Olsen, Provst Anne Birgitte Villadsen, Lolland Øste Provsti, Formand Lone Kepp, Majbølle-Vigsnæs Menighedsråd, Studenterpræst Dorte Hedegaard, Nykøbing F. Pastorat, Sognepræst Martin Egerup, Skt. Nikolai Pastorat, Nakskov, Webredaktør Marianne Schwartz, Kontorchef Helle Samson Layout & tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S Udgives af: Stiftsrådet for Lolland-Falsters Stift Østre Allé 2, 4800 Nykøbing F. Tlf. 54 85 02 11 / mail: lfstift@km.dk www.lfstift.dk Lolland-Falsters Stift

Oplag: 1500 stk. ISBN: 87-91376-62-9 Tak til: • Sognepræst Esbern Gauer Vernersen for artikler og fotos om kirkefunktionærer og præster. • Sognepræst Hans Maaløe for artiklen om de unge samt foto. • Sognepræst Anne-Lene Fredericksson for artiklen om menighedsplejen, og tak til Claus Grahndin for foto. • Provst Nils Roland for fotos af Treenigheden. Og ikke mindst tak til alle jer, der har fortalt jeres historier.

Forord Kirkeliv - liv i kirken Kirkerne ligger som markante pejlemærker i landskabet, og kirkens budskab lyder til gudstjenester og kirkelige handlinger. Men også i mange forskellige andre sammenhænge sætter kirkens budskab sig spor i sjæl og sind. Det kan man læse om i denne årsberetning for Lolland-Falsters Stift. Her finder man små, tankevækkende interviews og samtaler med forskellige kirkeligt ansatte. Der er også andre korte skildringer og interessante glimt af kirkens liv i stiftet. Som indledning bruger vi et par udsnit fra biskoppens årsberetning samt Stiftsrådets beretning ved formand for Stiftsrådet, Bent Normann Olsen. Årsberetningerne og artiklerne kan læses i deres fulde længde på stiftets hjemmeside www.lfstift.dk.

Hermed håber vi at have givet et lille indtryk af det kirkelige liv i Lolland-Falsters Stift. Men fremfor alt håber vi, at det kan være med til at give endnu flere lyst og mod til at lytte til kirkens budskab og deltage i det lokale kirkeliv i al dets mangfoldighed. For hvis du skulle mene, at der mangler liv i kirken, så er det måske netop fordi, din kirke mangler dig.

Så brug din lokale kirke. Den har brug for dig! På Stiftsrådets vegne Steen Skovsgaard

Kirkelig Kirkelig undervisning Lolland-Falsters Stift har et latinsk motto, som lyder: »Ex contemplatione innovatio«. Det betyder: »Fra fordybelse kommer fornyelse«. Det gælder i alle forhold og også for det kirkelige liv og de kirkelige aktiviteter. De skal vokse i dybden for at kunne spire og gro. En måde at vokse i dybden på er at lære. Det har i et par år været fokusområde i stiftet. Helt tilbage i 2012 valgte Stiftsrådet, at fokusere på den kirkelige voksenundervisning, og det har vi gjort på mange forskellige måder i årets løb. »Hvad tror vi på?« Den 18. september blev der afholdt en aften for præster, menighedsråd og andre interesserede med titlen: »Hvad tror vi på?«. Det var et forsøg på at drøfte tro og trosspørgsmål ved at deltagerne selv kom til orde og gav deres mening til kende i forhold til de 7 store klassiske spørgsmål: »Hvem er Gud?«, »Hvem er Jesus?«, »Hvem er Helligånden?«, »Hvad er et menneske?«, »Hvad er frelse?«, »Hvad er kirkens opgave?«, »Hvad håber vi på?«.

Det blev en meget spændende og tankevækkende aften, hvor det viste sig, at folk har meninger og erfaringer, som de gerne vil dele med andre. Det viste også, at den bedste form for undervisning finder sted gennem lytten og dialog. Apropos: »Hvad mener I?« – så kom den årlige stiftsdag til bl.a. at dreje sig om det arbejdshæfte for præster og menighedsråd, som jeg udarbejdede og udsendte forrige jul. Det har glædet mig, at det tilsyneladende er blevet godt modtaget og bliver brugt af mange menighedsråd både her i stiftet, men også udenfor. DR Julekaravanen kom forbi Den 13. december havde vi fornøjelsen af at få besøg af julekaravanen i Maribo Domkirke. Det blev også en del af undervisningsprojektet. For her kom Sigurd Barret og fortalte, spillede og underviste børn og voksne i en fyldt domkirke og fortalte om, hvorfor vi fejrer jul. (Fra biskoppens årsberetning)

Task Force - bevar din lokale kirke Tænk, hvis der ikke var en kirke i dit sogn? Hvis den blev lukket eller blev lejlighedskirke? Det kan blive resultatet, hvis den ikke bliver brugt, og der ikke kommer flere til gudstjenesterne. Under denne overskrift og med disse ord satte vi i foråret et såkaldt Task Force arbejde i gang i Lolland-Falsters Stift for de sogne i stiftet, hvor der i statistikken har vist sig at være flest messefald eller mange gudstjenester med meget få i kirke. Vi inviterede præster, provster, menighedsrådsrepræsentanter og andre fra sognene, som ønskede at bevare deres lokale kirke. Hermed indledtes et kort udviklingsforløb, som varede to hele lørdage. Det var meget opmuntrende, at der begge dage var omkring 50 engagerede deltagere, og der kom masser af ideer, tanker, visioner og ønsker. Der blev i løbet af dagene skabt netværk mellem sognene. Provsterne vil være tovholdere for processen – eller

»elastikholdere«, som de blev kaldt. Der skal nemlig være vide rammer, når man vil forsøge at gå nye veje. Alle initiativerne vil blive evalueret efter en prøveperiode, ligesom der også vil blive udarbejdet et idekatalog med flere andre ideer og initiativer. Man kan f.eks. læse om initiativer i Nordvestfalster Pastorat på stiftets hjemmeside. Så hold dig ikke tilbage, hvis du har en ide, som du tror, kan være med til at styrke og bevare din lokale kirke. Kontakt din sognepræst eller menighedsråd. De er åbne overfor gode forslag. Og husk: Den sikreste måde at bevare din kirke på er at bruge den! I invitationen hed det endvidere: Kirken har et vigtigt budskab om Guds kærlighed, fred og glæde. Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at finde måder at være kirke på, så dette budskab bliver hørt og levende hos os? Hvordan kan vi sammen skabe liv i vores kirke, få flere til at deltage i gudstjenesterne og bakke op om kirkens rolle i vores lokalsamfund? (Fra biskoppens årsberetning)

Den sikreste måde at bevare din kirke på er at bruge den!

Fælles

Fælles Kirkedag

Den 2. april i år afholdt vi for første gang en kirkedag med fokus på påske. Det blev en stor succes, med masser af nye initiativer og samarbejdsrelationer rundt om i stiftet. Vi havde også et samarbejde med Folketidende, som tog påske op som tema i to udgaver af avisen. Med støtte fra Stiftsrådet blev påskemagasinet »En uge, der ændrede verden« udgivet og sendt til alle stiftets præster og menighedsråd. Hæftet er aktuelt og kan bruges næste og næste år igen. Det var også dagen, hvor der blev indviet 8 nye cykelruter i stiftet. Ruterne er lagt, så der er 5 eller 6 kirker med hver deres påskemotiver, som samlet giver en oplevelse af påskedagenes beretninger. Men ruterne kan køres hele året. Ved hver kirke på ruten er der knyttet beskrivelser og spørgsmål til overvejelse for beskueren. De fås ved at skanne en QR-kode i kirkens udhængsskab. I hver beskrivelse er der også et link til den pågældende kirke, så man kan læse om kirkens historie, seværdigheder m.v. Det helt store samarbejdsprojekt blev dog strikkeklubberne, som gik sammen om at strikke et kors af patchwork til ophængning i domkirken. Hele vinteren arbejdede ca.

Det helt store samarbejdsprojekt blev dog strikkeklubberne, som gik sammen om at strikke et kors af patchwork til ophængning i domkirken. 15 forskellige strikkeklubber og over 100 damer med at strikke de mange firkanter i de rigtige farver. Det blev til 3 store kors, som blev ophængt i domkirken. Som afslutning på kirkedagen blev der afholdt en stor rockgudstjeneste med U2 kopibandet Die Herren og sognepræst Per Vibskov fra Roskilde Domkirke. Det blev en gudstjeneste fyldt med ånd – skrev Folketidende. Deltagelse var gratis, idet Stiftsrådet havde bevilget et økonomisk bidrag. (Fra biskoppens årsberetning)

Gudstjeneste/koncert med U2 kopibandet Die Herren og sogneprĂŚst Per Vibskov fra Roskilde Domkirke.

Præsterekruttering Fra Københavns og Aarhus universiteter har vi tilbudt unge teologistuderende 4 dages praktikophold her i stiftet, hvor de har været tilknyttet en praktikpræst, deltaget i foredrag og fællesudflugter og naturligvis også deltaget i og måske fået lov at prædike ved søndagens gudstjeneste. Det har været medvirkende til, at vi nu har fået ansøgere fra disse praktikforløb, og et par er også allerede blevet ansat. Det har betydet, at Lolland-Falsters Stift er blevet endnu mere attraktivt blandt nye kandidater. I hvert fald kunne lektor på Pastoralseminariet Anita Engdahl for nylig fortælle, at 10 ud af 14 studerende på pastoralseminariet i København havde givet udtryk for, at de ønskede at komme til Lolland-Falsters Stift som præster. Det er jo fantastisk glædeligt. Men vi skal bestemt ikke hvile på laurbærrene, for der bliver færre og færre teologistuderende, og vi må forudse, at der bliver rift om de nye kandidater. Derfor har vi indledt et samarbejde med Københavns universitet om at tilbyde forskellige praktikforløb.

Stiftsrådet samler trådene Et nyt Stiftsråd er valgt til at fungere i perioden november 2013 til november 2017. Rådet konstituerer sig for et år ad gangen ligesom andre organer i folkekirken. Formand blev Bent Normann Olsen, næstformand blev Mette Tangaa Jensen, og rådet betjenes af stiftsadministrationen. Ved valget kom 9 nye medlemmer ind i rådet sammen med 2 genvalgte og domprovst og biskop, der er fødte medlemmer. Der har været arbejdet meget med organisering af udvalgsstruktur, både i det afgåede udvalg og i det nyvalgte. Det er nu besluttet, at der skal være 6 faste udvalg samt et ad hoc udvalg: 1. Religionspædagogisk udvalg 2. Lolland-Falsters Stiftsudvalg for Mellem- kirkelige relationer og Religionsmøde. 3. Diakoniudvalg 4. Innovationsudvalg 5. Jubilæumsudvalg 2017

Alle udvalg arbejder indenfor en økonomisk ramme, som sammenlagt er det bindende stiftsbidrag. Stiftsbidrag besluttes hvert år, inden der lægges budgetter i provstier og menighedsråd. Det bindende stiftsbidrag er reguleret i 2014 med den særlige begrundelse, at undervisningen i kristendom på forskellige niveauer er et prioriteret tema. Stiftsrådene er sat i verden for styrke følgende områder: • K ommunikation mellem stiftet, menighedsråd og provstier.

• Formidle kristendom. • Inspirere til udviklingsprojekter inden for under visning, diakoni, IT, medier, kirkemusik og lign. Stiftsrådet bestyrer herudover på menighedsrådenes vegne kirkernes og præsteembedernes kapitaler og er på høringslisten, når ny lovgivning er på vej. (Fra Stiftsrådets årsberetning)

6. Kommunikationsudvalg.

Ann-Lisa Niclasen, kirkesanger:

Man åbner sig for meget, når man synger! Har du en yndlingssalme? - Jeg kan rigtig godt lide moderne salmer. For eksempel Tore Littmarcks »Herre du vandrer forsoningens vej« fra 1973. Der er en sørgmodig tone ligesom i salmen »Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig«. Jeg har måttet sætte mig ind i de nye salmer, i modsætning til for eksempel »Kirken den er et gammelt hus« – det var sådan nogle salmer, jeg husker min mor hørte i morgenandagten på Færøerne.

Ann-Lisa Niclasen er kirkesanger ved Majbølle og Vigsnæs Kirker i Lolland Østre Provsti. Hun er oprindeligt fra Færøerne og hendes musikalske ophav og opvækst på Færøerne præger i høj grad hendes forhold til kirke og musik.

synger Hvordan fandt du vej til kirken her i Majbølle? - Jeg har været ansat her i snart syv år. Det tog et par år at finde ind i rollen. På Færøerne findes stillingen som kirkesanger slet ikke. Derfor blev jeg også overrasket over, at man kunne blive ansat som sådan. Her betragter man det som et arbejde. Hvordan vil du beskrive dit forhold til gudstjenesten? - Jeg har altid godt kunnet lide at komme i kirken. At komme i kirken er fællesskab, en trøst og en meditation….

Om kirkesangerjobbet

Er der stor forskel på musikkens rolle på Færøerne og i Danmark? - Hvert lille barn kan synge på Færøerne. En gang skulle vi til juleaften i Danmark. Jeg husker, hvordan vi terpede julesalmer i dagene op til. Vi elsker at synge. I X-factor er der også næsten altid en færing med. Hende der vandt sidste gang var kvart færing, siger Ann-Lisa og griner. Jeg tror, man har et særligt fællesskab, når man synger sammen. Man kan ikke synge og være i dårligt humør. Men man bliver selvfølgeligt heller ikke altid glad af at synge. Sang er noget ægte, som man ikke kan forcere. Kommer man nærmere Gud, når man synger? - Det er lidt som at være til nadver. Der er en speciel intimitet, hvor man taler med Gud. Måske er det derfor folk ikke synger med, fordi man åbner sig for meget, når man synger.

FAKTA

De fleste kirker i Danmark har en kirkesanger til at lede sangen ved gudstjenesterne, de kirkelige handlinger og måske ved de øvrige arrangementer, der er i kirken. I de større kirker kan der være et kirkekor eller et kantori, som er en lønnet gruppe af kirkesangere. Både kirkesangeren, kirkekoret og kantoriet arbejder tæt sammen med organisten, der har det overordnede ansvar for musikken. Nogle steder er det desuden kirkesangeren, der beder ind- og udgangsbøn.

Hvad er den morsomste og den mest gribende oplevelse, du har haft her i kirken? - En gang havde præsten glemt sin krave og måtte hjem igen. Eller da præsten kom for sent, fordi han ikke kunne finde vej, siger Ann-Lisa og griner. Og så var der dengang, da et spædbarn skulle begraves. Da kunne jeg slet ikke synge. Min hals snørede sig helt sammen. AnnLisa bliver rørt ved tanken, og vi taler videre om alt det, som kirkens gamle hus kan rumme og har været vidne til gennem årene. Hvad synes du om kirken som arbejdsplads? - Vi har det godt. Tonen er god, og vi kan gi’ hinanden lidt gas indimellem. Men jeg tænker mig lige så meget som en del af menigheden. Hvad er Folkekirkens største udfordring, kunne vi lære noget af færingerne? - Ja, det med besøgstallene…, siger Ann-Lisa og trækker lidt på skuldrene, mens hun ler.

Hans Iversen, pastor emeritus:

Vi må ikke gå og krympe os! Solen skinner og himlen er blå over Nordre Kirke i Nykøbing F., hvor vi møder Hans Iversen på parkeringspladsen foran kirken. »Det er den første dag i resten af mit liv«, griner Hans og viser vej mod kirken. Der er ikke skyggen af vemod at spore hos den netop pensionerede præst.

krympe

Hvad er den største glæde, du har haft? - Det er et svært spørgsmål. Jeg glæder mig altid rigtig meget til gudstjenesten, for her får jeg lov at fortælle evangeliet. Jeg er ikke teolog og kan ikke holde teologiske prædikener, men det kan også være en forbrydelse. Det vigtige er at få det ned, så det betyder noget for os alle.

Hvordan skal vi tænke om mission i dag? - Vi skal slet ikke tænke, at vi skal missionere. De madagaskiske bønder lærte mig meget om mission. Når de gik ude i rismarken, fortalte de hinanden, hvad de havde hørt i kirken, og hvad de havde af tryghed ved at være kristne - det var det levede liv. Vi, herhjemme, kan godt fortælle naboen om vores nye bil, men vi er for blufærdige til at fortælle, at vi har fået løftet om, at Gud er med os alle dage. Hans lægger hånden på døbefonten: - Vi tænker tit på mission som et overgreb, men i dag er vi jo glade for, at Ansgar kom og fortalte os noget, som vi ikke vidste, vi havde brug for. Jeg ville ønske, vi også kunne få missionen ned på et mere hverdagsagtigt plan. Hvilke udfordringer ser du for Folkekirken i de kommende år? - Det er vigtigt, at vi gør os klar, at vi lever med en grundbog der hele tiden nyoversættes. Kristendommen skal være levende i den nutid, vi er i. Derfor må vi tilpasse

Vi tænker tit på mission som et overgreb, men i dag er vi jo glade for, at Ansgar kom og fortalte os noget, som vi ikke vidste, vi havde brug for...

os til den verden, vi lever i. Nu skal vi også forholde os til vielse af homofile, og uanset hvad, støder vi nogen fra os, for vi kan ikke få alle med. Det vigtige er, at to af samme køn får samme forkyndelse. Problemet er, at vi kalder dem homoseksuelle. Vi siger jo heller ikke, at vi skal hen og vie et heteroseksuelt par. Den kærlighed, der er mellem to af samme køn, er af samme kaliber som mellem to af forskellige køn. Det er jo samme situation som i dåben, hvor disciplene prøver at forhindre Jesus i at give de små børn Guds velsignelse. Hvad har været den største motivation for dig? - Min glæde ved evangeliet. Glæden ved at vide, at jeg selv er tilgivet, at jeg kan være, som jeg er. Vi skal ikke gå og krympe os, vi kan gå ranke og frie. Da Dostojevskij stod foran sin henrettelse, blev han benådet. Da han så, hvordan de allesammen fortvivlede før deres henrettelse, blev han ked af, at han havde levet så længe uden at glæde sig over livet. Den største kristne forbrydelse er, at tro at vi skal gå rundt der med bedemandsansigtet på hele livet. Hans smiler og ler.

FAKTA Om ansættelse som præst efter §2 Kirkeministeriet kan undtagelsesvis give en person, der ikke har bestået teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet tilladelse til at søge præstestilling, hvis den pågældende har vist sig i besiddelse af egenskaber, der har væsentlig betydning for varetagelse af en præstestilling. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren er fyldt 35 år og består en prøve, som kirkeministeren har fastsat. (Lov om ansættelse af præster i Folkekirken, §§ 1-2).

Jesper Nielsen, graver:

pejle

Kirken har altid været et

pejlemærke for mig En tidlig sommeraften er vi sejlet ud på Guldborgsund for at se kirken lidt på afstand. Inde på land skimter vi Majbølle Kirkes tårn. »Det var derovre skibet gik ned julenat i 1701«, siger Jesper og peger hen over vandet. »Hvis sømanden havde svømmet efter lyden af klokkerne, var han altså kommet lige op til Majbølle Kirke«. Jesper fortæller, at lysekronen i koret blev skænket af en sømand i havsnød. Hvad tænker du, når vi ser kirken herudefra? - Først og fremmest er den min arbejdsplads. Jeg har sejlet herude på sundet, siden jeg var ti år og har altid brugt kirken til at styre efter, når jeg skulle sætte garn. Den har altid været et pejlemærke for mig. Og i dag er den snart det eneste, der er tilbage. Men jeg tror godt, jeg tør skrive under på, at den aldrig lukker. Vores kirke skal bevares, man river jo heller ikke Rosenborg ned. Hvilken rolle spiller kirken i dag? - De unge mennesker er én ting, men når man bliver ældre, kommer man til at spekulere mere over tingene. Jeg ved, at mange siger, de kommer i kirken om søndagen for at kunne sidde og filosofere over tingene. Man slapper af på en speciel måde under gudstjenesten. Folk har brug for fred.

Hvad laver du, når du ikke arbejder i kirken? - Vi har en lille ejendom med frugtplantage, og så er der jo musikken og sejlads og fiskeri. Men det er mit arbejde ved kirken, jeg lever og ånder for. Det er det, jeg vægter højest.

Du har jo lært mig at spise kogte sild. Hvor kommer det fra, det med sildene? - Det har jeg lært hjemme fra. Min onkel, som var fisker her i Guldborg, lærte mig at sætte garn og ordne fisk. Der er så mange måder at salte på, men min er den bedste - siger Jesper og griner, mens jollen får lidt mere gas, og vi vender næsen hjemad. Hvad mener du om Folkekirken som arbejdsplads? - Det er den bedste arbejdsplads, jeg har haft. Jeg har prøvet lidt af hvert, men her har jeg fundet min rette hylde. Man er bundet af sit ansvar men også meget fri…. Da det gamle menighedsråd ville spare på kirkegården og bruge flere penge i kirken, sagde jeg til dem, at der kommer flere gæster på kirkegården end i kirken. Jeg har kontakt med mange mennesker, og hvis jeg kan se, at folk kan tåle det, gasser jeg dem lidt. Til konfirmationerne var der nogen, der spurgte, hvor de skulle sidde. Og jeg svarede: »på bænkene…«. Jesper griner, og vi er i havn. Tak for turen.

Folk har brug for fred.

Jesper Nielsen – ansat som graver ved Majbølle Kirke siden 2004.

graver FAKTA

Om graverjobbet

Graverjobbet er en servicefunktion over for kirkens og kirkegårdens brugere og besøgende. Graveren varetager vedligeholdelse af alle kirkegårdens fælles arealer, vedligeholdelse af gravsteder samt eventuelle anlægsopgaver. Graveren kan også have til opgave at klargøre kirken til gudstjenester og kirkelige handlinger.

(www.kirkeuddannelse.dk)

Kenneth Bjørnholt Jacobsen, sognepræst:

Kirke handler om fællesskab

Vi sidder i det blå præsteværelse i Slemminge Præstegård. Kontorstolen er et øjeblik sat på cruise control, og Kenneth Bjørnholt Jacobsen har taget en halv time ud af kalenderen til en samtale om stort og småt og den første tid i embedet som sognepræst.

På bordet foran os ligger filmen »Fodboldpræsten« fra 1951 med Jørgen Reenberg, som den nyansatte præst, Søren Holm. Kan du kende dig selv i fodboldpræsten? - Ja, filmen er en prototype på min egen rolle som præst. Der er jo sket et skifte i præsterollen. Han er den nye præst med nye indfaldsvinkler. Han er præst hele tiden, ligesom mig. Jeg slæber også altid min identitet med mig. I foldboldklubben bliver jeg kaldt »præst«. Søren Holm møder megen modstand. Det gør jeg nu ikke. Måske har han brudt isen. Hvad er din største glæde ved præstearbejdet? - Kirke handler om fællsskab, håb og trøst – og kærlighed. Når det kommer ud over rampen, er det dejligt. Så føler man, at man bliver brugt af Gud til det formål - så kan man hurtigt glemme, at man også er træt. - Når folk får håb og trøst med sig og føler sig hørt og godt behandlet, så er det en stor glæde midt i det hele. Jeg har kun været præst i et år. Men det glæder mig, at Gud vil bruge mig til det her. Jeg har også været på afveje. Det her er et håb og en drøm, der går i opfyldelse for mig.

Hvordan fandt du vej til præstegerningen? - Jeg kommer fra en typisk dansk firehjulskristen familie, men nu har familien efterhånden vænnet sig til det. Der var ikke noget alternativ for mig. Hvad skulle jeg dog gøre uden kristendommen. Ligesom fodbolden er det helt afgørende for mig. Jeg startede i 1995 med at læse teologi. Da jeg fik min søn Elias, gik jeg hjemme med ham og blev fodboldtræner sideløbende. Gennem fem år var jeg fodboldtræner for nogle drenge. De var alle født af indvandrerforældre. De havde et forfærdeligt sprog og mange attituder og kunne puste sig op og råbe: »min mor knækker dig«. - Klubben var Kristeligt Studenter Settlements Boldklub, en bevægelse, der kom fra England. Når folk får håb og trøst med sig og føler sig hørt og godt behandlet, så er det en stor glæde midt i det hele. Hvad med det kristelige, ville indvandrerne godt være med til det? - Der var ikke tale om mission i ordets gængse betydning. Vi beder jo ikke ligefrem før kampen. I hvert fald ikke i Jesu navn. Men troen må alligevel have båret frugter. Sporten havde i høj grad en opdragende funktion for børn og unge på Vesterbro. Jeg tog også på husbesøg allerede dengang og fik kage og kaffe og en snak, og nogle fik også lige at vide, at, nu var det tid til at hanke lidt op i deres børns fremmøde. Kunne kirken ikke lære noget af fodbolden? - Jo, at være kirke for folket, ikke en lejlighedskirke for de få. Vi skal ud og få det til at virke blandt mennesker. - Den største udfordring er nok at få fjernet den skranke folk skal over for at komme ind i kirken.

Kirkelig Initiativpris 2014

Initiativprisen gik i år til aktivitetsudvalget omkring Fælles Kirkedag. Prisen blev overrakt af stiftsrådsformand Bent Normann Olsen, og Per Møller modtog prisen på udvalgets vegne.

Fælles Kirkedag er et skoleeksempel på, hvad der bør laves i fællesskab i stiftet. Der skete mange ting rundt omkring i sognene som optakt til den fælles kirkedag og på selve dagen den 2. april.

Ideen bag den Fælles Kirkedag i Lolland-Falster Stift var, at alle kirker i stiftet skulle tilbyde undervisning, koncerter, teaterstykker, debat og meget mere om emnet påske. Vi fejrer jul, ja, men påsken har ikke samme plads.

Aktivitetsudvalget, der stod i spidsen for koordinering, inspiration og udviklingen af Fælles Kirkedag bestod af: Lill Arendt Hemmingsen Vestre Provsti, Per Møller Maribo Domsogn, Karen Margrethe Antonsen, Lolland Østre Provsti, og Anna Sloth Jørgensen, Falster.

FAKTA Om den Kirkelige Initiativpris i Lolland-Falsters Stift Det er anden gang Stiftsrådet uddeler en kirkelig initiativpris. Det er stiftets Innovationsudvalg, som fik ideen til denne pris, og det er også dette udvalg, som udvælger vinderen. Udover æren og et fornemt diplom består prisen i et smukt og enkelt kors. Prisen skal gå til et særligt godt initiativ, som andre sogne/pastorater kan have glæde af – et hvilket som helst arrangement, møde, gudstjeneste m.v., som er afprøvet med succes i sognet/pastoratet.

Glæden først og fremmest glæden Eva og Grethe fra Holeby og Omegns Menighedspleje er sat stævne i præstegården. Morgenbrødet er spist, og teen er drukket. Der skal dækkes op til aftenens spaghettigudstjeneste, og vi taler om, hvornår det hele begyndte:

optimisme Grethe var med fra starten, og Eva kommer med nogle måneder senere den gang i 2003. De første år koncentrerede menighedsplejen sig udelukkende om arbejdet blandt de ældre. Det gør den stadig. Der er ca. 20, der får besøg af frivillige, og der afholdes sommerudflugt og julefest for dem, der får besøg, og julefesten er også åben for andre, som menighedsplejen skønner kan have brug for at komme lidt ud. Eva og Grethes hjerter banker stærkt for børnene og deres familier. Et arbejde der rigtig tog form i 2008, og som hele tiden udvikler sig. Eva har lige været på kursus i at være bisidder for de familier, vi har kontakt med. Øjnene lyser og hænderne tages i brug, mens de fortæller med engagement og begejstring om arbejdet med børnene og deres familier. Senest er menighedsplejen kommet med i Familie netværket på Lolland-Falster under Samvirkende Menighedsplejer. Der har været et par arrangementer med et lidt sløjt besøgstal, for selv om familierne har tilmeldt sig, så kommer der ofte noget i vejen, der gør, at familierne alligevel ikke kan deltage.

FAKTA

JA - men taber I så ikke modet, og tænker I ikke, at I kunne have brugt den aften eller den lørdag bedre? Svaret fra dem begge er: »Nej, og der kom jo nogle, og du skulle bare se, hvor glade, de var, og hvordan børnene hyggede sig. Næste gang går det fint, så kommer de alle sammen«. Optimismen og glæden lyser ud af de to. Siden 2008 har de taget en uge på sommerferie arrangeret af Samvirkende Menighedsplejer. De lokale afdelinger melder sig til sommerferien og bliver tildelt en eller flere kvoter. I år har vi igen fået tildelt 2 kvoter, så der kan komme 6 familier af sted. Det bliver til 24 personer. Eva og Grethe har været med på ferie hvert år, og det er et større puslespil at finde familierne for der er krav om indkomst og andet, der skal være på plads.

Turen går i år til Rørvig, hvor familierne bor i feriehuse på et kursuscenter. En eftermiddag er sat af til leg og lagkage sammen med menighedsplejen i Toreby, der er af sted samtidig. Igen i år skal alle en dag i Sommerland Sjælland, hvor det er obligatorisk, at alle får en stor is! Is må der til, når vi er på udflugt. Eva så lige, at en af de små cirkus kommer til Rørvig den uge, hvor familierne er på ferie, det lyder som om, at cirkus bliver en del af ferieugen i år.

Holeby og Omegns Menighedspleje Holeby og Omegns Menighedspleje blev dannet på en stiftende generalforsamling den 4. marts 2003. Den første formand var Erik Bjerre. Formand siden 2008: Eva Petersen. Koordinator for besøgs- og aflastningstjeneste: Grethe Vognsvend Hansen. Medlem af Samvirkende Menighedsplejer. Menighedsplejen dækker følgende pastorater: Holeby-Bursø; Fuglse-Krønge-Torslunde; Errindlev-Olstrup-Tågerup.

Unge

med selvskade & stofmisbrug

Det er befriende endelig at vĂŚre fuldt accepteret for de indre dĂŚmoner og fejl, man mĂĽtte gemme under masken for resten af verden...

selvskade

I Østofte mødes en gruppe unge fra Lolland en gang om ugen for at have et sted at snakke og hente støtte. Denne onsdag er syv mødt frem, én er til dimission og to er allerede taget på ferie, én vil ikke fotograferes. Det er blandede problemer, de unge møder frem med: én bor med en psykisk syg mor og har oplevet vold og misbrug, en anden kommer i gruppen for at undgå at tage sit eget liv, én har alvorlig spiseforstyrrelse, flere har forældre med massive alkoholproblemer, én dæmper sine indre stemmer med et passende stofmisbrug. Deres fælles erfaring er, at »kommunen« ikke er til ret meget, og de oplever gruppen som et fristed.

De unge blev på sms bedt om at sætte et par ord på, hvad gruppen giver dem (navnene er opdigtede): Anja: - At vi er på en præstegård, glemmer jeg hver gang. Stedet symboliserer hverdagens eskapisme. Det er der, hvor jeg aflader mine negative energier og modtager gode råd og opbakning :-) Sanne: - Når man har et problem, så stiller Hans spørgsmål, og får dig til at tænke over, hvad DU kan gøre for at løse problemet. For det meste stiller Hans gruppen spørgsmål om, hvad de ville gøre i personens sted, og for det meste har gruppen faktisk et svar, man kan bruge til noget. Eva: - Det er befriende endelig at være fuldt accepteret for de indre dæmoner og fejl, man måtte gemme under masken for resten af verden. En godt og varmt sted for mennesker med besvær. Karin: - Og det, at der er andre som sidder og lytter til en, gir en speciel følelse, at der faktisk er folk som lytter til en, og kan komme med gode råd til andre, som måske sidder i samme situation.

Bodil: - At der er andre gør, at man ikke kun får en persons råd, som kan hjælpe med at gøre problemerne til en mindre byrde i hverdagen. Karina: - Man kan mærke Hans er præst, fordi han hjælper os, han hjælper andre mennesker, og han er glad for at gøre det. Han tror på det bedre i alle mennesker. Iris: - Det at være flere gør, at man ikke føler sig som Palle alene i verden.

Han tror på det bedre i alle mennesker.

FAKTA Gruppen er oprettet for at tilbyde et frit samtalerum i for udsatte unge i alderen 13-19 år. Kontakt til gruppen: v/ Hans Maaløe, telefon: 54 78 66 67. Gruppen har været omtalt i Kristeligt Dagblad den 28. april 2014 under overskriften »Alle har øjne, men ingen ser«.

Rundt om treenigheden Trinitatis søndag den 15. juni 2014, blev Hein Heinsens skulptur: Treenigheden opsat foran bispegården i Nykøbing F. Skulpturen er skabt til stedet, og det er Ny Carlsbergfondet, som har skænket den til stiftet. Gudfadersiden Står man foran den første side ud mod vejen, har man foran sig Gudfader-siden. Her står på hebræisk og dansk: »Jeg er den jeg er«. Ordene er fra 2. Mosebog kap 3, vers 14, hvor Moses møder Gud ved den brændende tornebusk. Da Moses spørger om Guds navn, svarer Gud: »Jeg er den, jeg er!« Hvad er det for et hul? Er det Guds uudgrundelighed? Eller er det et tvivlerhul? I ny Testamente hører vi, hvordan Tvivler-Thomas ønsker at stikke fingrene ind i naglegabene på den opstandne Jesus, ellers vil han ikke tro. Er det et sådant tvivlerhul, som Gud her udfordrer os til at stikke hånden ind i? Guds søn På den anden side finder vi en åben grav. Indeni er der noget, der ligner et horn. Er det et frelsens horn, som vi hører om i det gamle testamente? Det horn på alteret, som man kan gribe fat i, så intet kan skade én. Eller er det »Hicks partikel«, Guds partiklen. Den, som fysikeren Peter Hicks i 1960’erne regnede sig frem til, som den partikel, der kan give andre partikler masse? Med andre ord et billede på skabelsen/skaberen. Udenfor er stenene væltet fra. Jesus er stået op. Men han har åbenbart siddet i åbningen påskemorgen. Har han hvilet sig, bedt til Gud, glædet sig over morgenen, lyset, fuglene og så rejst sig og vandret ud af graven? Ud til disciplene. Her er en fod. Er det Jesu fodspor, eller er det vore fodtrin i verden?

Gud Helligånd Endelig kommer vi til den sidste side: Gudhelligånd. Den er voldsom, fyldt med former, ustyrlig, mangfoldig. Dér er en bog, dér er et øre, dér er en knibtang, dér er noget i toppen, som ligner en engel eller Jesus, dér er...ja, er der overhovedet noget, som ikke er? Er det Guds kraft, som ånder og virker i verden? Skulpturen rejser mange spørgsmål og giver anledning til mange samtaler. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan den langsomt er blevet taget imod af alle aldersgrupper siden opsætningen den 15. juni. Folk og grupper af børn kommer på alle tider af dagen og går rundt om skulpturen, studerer den fra alle vinkler, rører ved den, undrer sig, snakker om Gud, og om hvad det betyder, at der er disse 3 sider af treenigheden. Man bliver ligesom aldrig færdig med at bevæge sig rundt om skulpturen og treenigheden - og det er også meningen. Der er meget at se og tænke over og tale om. Du er velkommen til at tage endnu en runde. Og én til!

treenighed

ens vingård Steen Skovsgaard, biskop:

Efterord

- fra et hjørne af Herrens vingård For 7 år siden var der en kvinde, som efter gudstjenesten i Maribo Domkirke fortalte mig, at hun var med i en lille gruppe, som hver uge samledes for at bede bl.a. for kirken i Lolland-Falsters Stift. Hvis der derfor var noget, som jeg kunne tænke mig, at de skulle bede for, så måtte jeg endelig kontakte hende. Et par dage efter modtog jeg et brev, hvor hun skrev: Tak for gudstjenesten i søndags i Maribo. Det var mig, der nævnte, at vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt p.gr.a. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden vi lever i. Ja, der

er såmænd emner nok, bare på forsiden af avisen eller TV… Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. Én næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. Én kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar. Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård. Jeg har ofte siden brugt denne lille gruppe, når der var forhold eller mennesker, som trængte til forbøn, og jeg er meget taknemlig for, at den og lignende små grupper og mennesker findes rundt omkring i stiftet. Det er ikke grupper, man normalt hører meget til. De fører deres eget stille liv, men netop som sådan har de stor betydning. De er folkekirkens maskinrum. De gør et stille og

Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden vi lever i

upåagtet arbejde, men kirken kan ikke undvære deres og den enkeltes trofaste forbøn. I begyndelsen af juli måned besøgte jeg gruppen for første gang. Det blev en berigende oplevelse. Gruppen er økumenisk og består af katolikker og folkekirkemedlemmer. Der er sket udskiftning i årenes løb, så alle er ikke længere over 70 år. Mødet indledtes med en salme, trosbekendelse og oplæsning af et stykke fra Bibelen. På bordet var der sat en krukke fyldt med mange forskellige bedeemner. Dem kunne man plukke i, hvis man syntes. Jeg trak en takkebøn for de digtere og komponister, som gav os nye salmer. Det har jeg vist aldrig husket at takke Gud for. I løbet af den næste lille times tid, var der mange andre emner, hvor vi bad for det nære, for Lolland-Falsters Stift, for præsterne - men også for en iransk præst, Farshid, som er fængslet, fordi han er kristen. »Vær udholdende i forbøn« – skriver Paulus (Efeserbrevet kap 6.)

Det er godt at vide, at der er mennesker her i stiftet, som er udholdende i forbønnen. Den er drivremmen i alt kirkeligt arbejde.

ISBN 87-91376-62-9