Gammelt budskab - nye toner

Gammelt budskab - nye toner 2011 1

Gammelt budskab i nye ord og toner Stiftsårbogen udsendes nu igen af Ribe Stift med ny indholdsstruktur, men med det »gamle« formål: at sende en hilsen til menighedsrådsmedlemmer og folkekirkens ansatte i Ribe Stift.

Stiftsårbogen består af to dele.

- I den første del introducerer jeg nogle af de meget vigtige udfordringer, vi står over for - også i Ribe Stift. Udfordringer, som ligeledes har været årets tema på stiftsmødet. Desuden udfolder jeg visionerne og målene for de kommende års arbejde i stiftet.

- Den anden del er en temasektion, der fokuserer på salmesangen, sådan som den udfolder sig her i Ribe Stift.

Salmesang er et bærende element, når vi samles i kirken, hvad enten den er bygget af nye mursten eller gamle kampesten. Salmesangen giver stemme til lovsang og bøn, til

tro og tvivl, afmagt og håb, glæde

og sorg.

Denne stiftsårbog er en kalejdoskopisk skildring af, på hvilke måder salmesangen får lov til at leve ude i sognene – også uden for gudstjenestens rum. Stiftsårbogen indeholder eksempler på nye salmer med dertilhørende noder og stiftsårbogens illustrationer afspejler kirkens »levende stene«.

Dette overblik og alle eksempler og henvisninger gør årets stiftsårbog til en brugsbog - og jeg håber, den bliver til glæde og nytte.

Venlig hilsen Elisabeth Dons Christensen

4

Kirke og kristendom i Ribe stift nu - og i fremtiden Kirken i landområderne - affolkningen Jeg er født på landet. I 1944. På en almindelig bondegård i en lille udstykket landsby mellem Vejle og Horsens ved navn Vester Ørum.

Tre karle og to piger var der i mine første opvækstår, en stor søskendeflok, der også fik lov til at arbejde, så snart vi var store nok, plus mine hårdtarbejdende forældre. På de andre gårde i landsbyen var det ligeså. Og selv om landsbyen ikke var stor, så var der dog både smed, tømrer, købmand, en to-klasset skole, der dækkede 1.- 7. klasse, samt forsamlingshus, hvor årets store fællesfester blev afholdt.

Kirke havde vi ikke i landsbyen, men kirketro var vi. De fleste søgte sognekirken, hvor både de grundtvigske, de indremissionske og de stærke jyder var fælles om søndagsgudstjenesten, og hvor man tilmed, grundet de stærke jyders modstand mod den i 1798 autoriserede, udvandede Evangelisk-Kristelige salmebog, stædigt holdt fast ved én gang om måneden at synge efter Kingos salmebog, indtil 1953salmebogen blev taget i brug. Kirkegangen var pæn, vi havde nu også en afholdt og dygtig præst, den senere biskop over Haderslev stift, Th. W. Kragh.

Da jeg blev student i 1963, så verden helt anderledes ud: Min mor og far sad alene tilbage med én karl – og da jeg sidste år ville vise min yngste mit dengang så smukt velholdte barndomshjem, hvor mine forældre hver lørdag rev indkørsel og havegange næsten som med en tandbørste, kom vi til et forfaldent sted, hvor haveanlægget for længst var endt i et vildnis og stuehuset var lejet ud til beboere, der tydeligvis ikke havde hverken lyst eller interesse i et stort vedligeholdelsesarbejde. De fleste af de øvrige gårde var i samme forfatning, bortset fra de gårde, der havde opkøbt de øvrige og nu drev et storlandbrug af industriformat.

Ikke et ondt ord om det, men jeg var pludselig glad for, at mine forældre ikke skulle opleve, det som vi med en eufemisme kalder udviklingen, men som dybest set er en afvikling. Ikke al udvikling er som bekendt et gode, selv om vi ofte taler som om, det er sådan fat.

Og sådanne affolkede og udtømte landsbyer findes der mange af i dagens Danmark. Også i Ribe Stift.

5

Det er tvivlsomt, om et sådant udtømt landsbysamfund kan hænge sammen, når skole, børnehave, plejehjem er rationaliseret bort.

Men hvad med kirken? Den ligger ligesom i mit barndomsland ikke altid i landsbyen, men tit og ofte lidt udenfor, enten sådan som landet lå, da kirkebyggeriet tog fart med tiendens indførelse i 1000tallet eller som mange steder i Ribe stift mellem to landsbyer, fordi det var, hvad man kunne blive enige om, da de mange anneks -og hedekirker byggedes i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet.Men uanset, hvor kirken ligger, så er den det eneste samlingspunkt, man mange steder har tilbage på landet. Og selvfølgelig kæmper ethvert menighedsråd og lokalsamfund for at beholde dette sidste samlingssted. Koste hvad det koste vil. Men det er svært, når vi er nede i det konkrete, for kirken og kirkeskattegrundlaget kan ikke bære at være den sidste og eneste sammenbindende kraft. Vi er nødt til, menighedsråd, præster, provster og biskop, at gå i ørneperspektiv og så sammen analysere og vurdere, hvor der er flest kræfter til hvad. Vi må og skal tænke langsigtet, overveje og siden beslutte, hvilke landsbysamfund er overlevelsesegnede og funktionsdygtige? Hvor er det, vi i det lange løb mener, at præstegården skal ligge, for at præsten som én af de mange, der

6

er med til at sammenbinde det folkelige og det kirkelige, kan få de bedste muligheder for også at gøre det? Skal der være en konfirmandstue med de vedligeholdelsesudgifter, der er til en sådan i hvert eneste sogn, stort eller lille? Kan konfirmanderne ikke få og opretholde tilhørsforholdet til egen kirke ved noget af tiden at blive undervist andre steder, bare de kommer til hjemkirken en gang imellem og til slut ender med at blive konfirmeret der? Og vil de mange skolenedlæggelser ikke ende med, at vi i det hele taget begynder at organisere selve konfirmationsforberedelsen helt anderledes, således som det er sket i Tønder provsti, hvor der kun er 7 skoler tilbage, og hvor jeg derfor også har dispenseret fra gældende regler for at forberedelsen overhovedet kan komme i stand?

Affolkningen er en stor udfordring for kirken i Ribe stift, men ikke den eneste, for når det gælder den fremmedgørelse over for kirke og kristendom, som benævnes sekularisering, så deler land og by fælles skæbne.

Kirken på land og i by-sekularisering og individualisering I bogen: Karma, koran og kirke fra 2007 mener de danske præster, at den største udfordring

for kirke og kristendom i dagens Danmark er sekulariseringen. (7% siger Islam, 31% den nye af kirken mere eller mindre frigjorte spiritualitet og blandingsreligion, mens resten, altså knap 2/3 af alle præster anser sekulariseringen som den største udfordring. Det gælder land såvel som by. Se side 176).

Var vi sekulariserede på landet i min barndom? Vi var i hvert tilfælde ikke sekulariserede i den forstand, at vi følte os frigjorte fra den statslige enhedskultur, hvor folkekirken repræsenterede den almindelige statsligt accepterede religiøsitet, som tilmed var understøttet af den kristendomsundervisning med bibelhistorie

og katekismeindlæring, som nærmest 100% af alle børn og unge fik en grundig indføring i. Vi var dengang stadig et usædvanligt homogent samfund, både hvad angår det etniske og det religiøse. De religiøse spørgsmål blev rettet til og besvaret ud fra et kristent, folkekirkeligt perspektiv, også selv om almindelig folkereligiøsitet med sorte katte, der helst ikke må løbe over vejen og andre former for (over)tro selvfølgelig også fandtes.

I dag føler de fleste danskere sig frigjorte fra folkekirken, som den statsligt autoriserede religion, ja mere end det, vi danskere er formentlig så sekulariserede og individualiserede,

7

at vi ikke bare er frigjorte og sekulariserede fra underdanigt at forholde os til, hvad folkekirken nu engang siger, er det bedste for vort trosliv, vi er også frigjorte i den forstand, at der både er sket et svind i kristen tro og praksis, og at tilværelsen på forhånd ikke opleves som religiøst indrettet af de fleste mennesker.

Religion er et valg, et spring ud på de 70.000 favne dybt vand, som vi kan vælge at gøre, fordi vi ikke kan lade være. Men pointen er, at vi lige så godt kan lade være. Dog viser de sidste undersøgelser om danskernes værdier, at vi siden 1981 ikke er blevet mindre religiøse, heller ikke hvad kristendom angår. Men der er sket den individualisering, at det er muligt frit at vælge kirkens eller andre religioners svar på den religiøse søgen. Der er simpelthen sket en omstrukturering af menneskers opfattelse af kristendommen. Når man vælger, er det religionen i dens positive form: Guds godhed og kærlighed, der står højt, ikke synden.

Vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi er et af de mest sekulariserede lande, hvad angår ikke bare vores ugentlige kirkegang, vore oplevelser af kristen mening og betydning, vore erfaringer med kristen tro og kristen praksis og viden om kristendommen, men også selve det at tænke sit liv ind i en religiøs/ kristelig sammenhæng. Men samtidig er den religiøse

8

søgen i stigning. Og kirken og kristendommen er ikke bare en gammel autoritet, der skal smides på lossepladsen. Den er som en mulighed.

En mulighed, som vi som Jesu Kristi kirke på jord selvfølgelig må gribe, så godt vi formår.

Det gør I menighedsråd og præster helt lokalt i jeres arbejde for at samle mennesker og forkynde Jesus Kristus som verdens frelser. Til tro og til håb og til indbyrdes kærlighed.

Det gør provst og provstiudvalg, så godt de kan på det økonomiske felt.

Og det gør jeg som biskop så godt jeg formår.

Jeg er til for jer. Stiftets administration er til for jer. Vi skal selvfølgelig holde love og regler, men vi skal også være opmærksomme på de steder, hvor vi kan komme til at administrere for rigidt, så vi kvæler i stedet for at opmuntre og støtte kirkelivet.

Målet er forkyndelse og formidling af kristendommen nu og i fremtiden. Vær vis på det. Årets gode tidender I Ribe Stift har provsterne og jeg arbejdet med en vision for Ribe stift de sidste tre- fire år, som kan ses i sin fulde længde på Ribe Stifts hjemmeside. Visionen skal ikke erstatte hele det sognekirkelige arbejde, som er helt grundlæggende i folkekirken, men være en støtte til det lokale kirkeliv. Set fra mit bord synes jeg

også, at det tegner som et godt og frugtbart samvirke. Derfor vil jeg her ved årets slutning opsummere, hvor langt vi er nået inden for nogle af overskrifterne for dette visionsarbejde og dermed samarbejdet mellem det, der sker lokalt og det, som kan udvirkes på stiftsplan. »Vedkommende formidling af evangeliet« »Evangeliet skal formidles forståeligt og vedkommende både i gudstjenstlig sammenhæng og udenfor. Ribe Stift vil arbejde på at finde veje til at frugtbargøre mødet mellem folk og kirke. Kirken vil lægge særlig vægt på mødesteder og samtaler med mennesker, der ikke føler sig hjemme i folkekirken eller i den kristne tro. Rammerne for folkekirken i Ribe Stift skal være så tilpas vide, at de kan rumme et lokalt kirkeliv i forandring og fornyelse – herunder ændrede gudstjenesteformer, frekvenser, og tider«.

Gudstjenestefornyelse er en god mulighed for at møde mennesker, der ikke kan forbinde noget med den gode, gedigne højmesse. Her arbejder vi på, at der på stiftets hjemmeside kunne være en liste med hverdagsgudstjenester og andre gudstjenester, der kan inspirere menigheder, der hvor søndagsgudstjenesten er trængt. Derfor er jeg også glad for, at vi nu i Ribe stift har fået en »stiftspræst for åndeligt søgende« også kaldet en »medvandrerpræst«,

som med udgangspunkt i Treenigheds sogn i Esbjerg vil kunne komme religiøst søgende mennesker i møde på en lidt anden måde end den normale folkekirkepræst har tid til og tilbud om. Stillingen er at sammenligne med andre særpræstestillinger, og må ikke ses som en nedprioritering af det helt almindelige præstearbejde, der foregår i et sogn, men som en støtte også til almindelige sognepræsters arbejde. Samtidig har jeg også af Stiftsrådet fået midler til et intensivt kursustilbud for præster, ”liturgisk nærvær”, hvor præsten får en tæt opfølgning af egne ressourcer og vejledning i at komme ud over rampen med budskabet, hvad enten det er fra prædikestolen eller i konfirmandstuen. De præster, der allerede har deltaget, er ovenud begejstrede. Vi vil alle så gerne ud med verdens bedste budskab. Og vi glæder os, når vi synes, det lykkes lidt bedre end før. Men det er et dyrt og intensivt kursus, derfor får præsterne tilbuddet provstivist. »Engageret og inspirerende dåbsoplæring og oplysning om kristendommen« »Alle i Ribe stift skal have mulighed for at møde det kristne budskab, uanset alder.

Ribe stift ønsker at videreudvikle religionspædagogiske aktiviteter, herunder at støtte forsøg med og udvikling af dåbsoplæring lokalt. Ribe stift vil

9

fortsat støtte og vægte det oplysende arbejde og samarbejde, der foregår mellem skole og kirke«.

Dåbsoplæring er et langsigtet projekt. Som kirke er vi nødt til at tilbyde forældrene støtte til den dåbsoplæring, de trosoplevelser og de troserfaringer, der må følge efter den kristne dåb, at de kan forblive i Kristus, således som de nu ved dåben er indpodet i ham, som det hedder i ritualbogens forslag til faddertiltalen. Derfor har jeg også med glæde erfaret, at børne - eller minikonfirmandundervisning, helhedsplaner for dåbsoplæringen, tilbud om at møde kirke,

10

kristentro, kristen praksis og kristne mennesker allerede i de allerfleste sogne i Ribe stift er højt prioriteret. Og her ved års skiftet bliver der – som opfølgning på det af biskopperne nedsatte Dåbsoplæringsudvalgs forslag om, at børnekonfirmandundervisning fremover skal være et tilbud, som alle sogne enten alene eller i samarbejde med andre sogne skal give alle sognets børn - oprettet ti forsøgsprovstier, et i hvert stift, som skal implementere udvalgets forslag. Det bliver spændende at følge evalueringen om to år, men jeg er ikke i tvivl: Dåbsoplæring på kirkens eget gulv er kommet for at blive. Det er et af de steder, fremtiden gror.

De religionspædagogiske konsulenter, som Ribe stift har ansat i de senere år er også klar til at støtte med udrykningshjælp, hvis man ikke selv i sognet synes man kan få et arbejde med f.eks. babysalmesang, børnekonfirmandundervisning, møde med dagplejemødre og børnehaver til at lykkes. Udvalget arbejder også med at strikke en kursusdag i teologi og kristendom sammen for alle menighedsråd og ansatte i et eller flere sogne for på den måde at støtte det lokale kirkeliv og øge antallet af ambassadører, der kan formidle kristendommens budskab videre. Via stiftsbidraget har vi afholdt praktisk orienterede kurser i konfirmationsforbe-

redelse for præster, som lederen af det i 2010 nystartede »Folkekirkens Konfirmandcenter«, har stået for. 44 præster fra stiftet har indtil nu været med og berømmet kurserne i høje toner.

De er også fremover tilknyttet konfirmandcenterets hjemmeside, hvor der opsamles masser af ideer til konfirmationsforberedelsens gennemførelse. Samtidig har vi i stiftet et godt og meget billigt skole – kirkearbejde, som RAMS via sognenes egenbetaling står for. Også det og de mange velgennemtænkte projekter berømmes i vide kredse. Jeg har derfor også støttet arbejdet over præstebevillingen med 0,7% af en præstestilling. Endelig arbejder udvalget for Folkekirkens mission og religionsmøde for et tværkulturelt mødested i Esbjerg, hvor Folkekirken både kan møde mennesker med andre religioner og de mange indvandrede kristne, som udgør en tredjedel af alle nydanskere. »Medmenneskelig omsorg« »Medmenneskelig omsorg er en uadskillelig del af kirkens historiske identitet og behøver et fornyet fokus.

Den medmenneskelige omsorg består i kirkelig sammenhæng i to opgaver, en pastoral og en diakonal.

Den pastorale opgave falder ind under præstens

stadige forpligtelse til at øve sjælesorg. Den diakonale opgave skal kirken løse med udgangspunkt i lokale behov og i et fortsat og fornyet samvirke med frivillige, såvel enkeltpersoner som organisationer«.

Diakonien er mere vigtig end vi tror – både i by og på land. Der findes megen skjult nød.

Og det arbejde har vi netop fået et engageret udvalg med en stiftspræst til at tage sig af.

Han har nu afdækket både de initiativer og det behov, der er i stiftet, så udvalget er klar til at sætte flere skibe i søen. Og ingen tvivl om det: Behovet for en forøget diakonal indsats findes også i Ribe stift. Medmenneskelig omsorg forventer vi af os selv som kirkefolk. Og den forventes også af kirken. Med rette.

Er vi nået langt nok?

Nej, for færdige bliver vi aldrig. Men som Luther siger: Går verden under i morgen, så skal du plante et træ i dag. Og det gør vi så. Mange endda.

Resten ligger i Guds hånd, og der ligger det godt.

Biskop Elisabeth Dons Christensen

11

12

Hvad er en salme?

Det kan ikke siges med få ord. Det kan måske netop kun synges. En salme er en enhed mellem ord og melodi, men salme bliver den først, idet nogen synger den højt eller inden i sig selv - som salme. Jeg forsøger med nogle ord: • En salme er en sang til Gud. En sang, der indeholder bøn, tak, og tanker.

• En salme er en sunget fortolkning af, hvad evangeliet betyder.

• En salme er tekst og melodi, som kan rumme forskellige menneskers bøn og længsel og glæde og kan gentages og synges sammen af lige så mange, det skal være.

• En salme er ord og musik, der tilsammen danner en himmelstige, hvor englene vandrer op og ned, og Gud og menneske mødes.

• En salme er en sang, der har en funktion i gudstjenesten.

• Ikke alle salmer er alt dette, men alle salmer er noget af det.

• En salme er nok et enkelt menneskes formulering af tekst og af melodi, men at den skal kunne rumme andre mennesker

i deres forskellige livssituationer – salmen kan være personlig, men aldrig privat.

Ordet salme stammer fra det græske ord for »at synge til et strengeinstrument« og henter sin betydning fra »Salmernes Bog« i bibelen.

De tekster, der findes der, er grundstammen for de salmer, der er groet frem i den kristne kirke.

Ingen ved, hvordan de har været sunget, men deres indhold er bøn og lovsang og indimellem heftig klage til Gud – og fortælling.

Navnlig vores del af kirken – den evangelisklutherske kirke – er blevet præget af salmedigtning og salmesang. Luther lagde vægt på, at gudstjenestens liturgi skulle være båret af menighedens fællessang, ligesom han og andre så salmen som et udtryk for forkyndelsen og som »pædagogisk middel«: Hvad der er sunget ind i poesi og musik, ligger i hjertet lige så meget som i forstanden, og selve det at synge er også en læreproces.

I den evangelisk-lutherske kirke er salmerne derfor ofte en slags poetiske prædikener, som vi synger sammen. Det har fået betydning for

13

længden af vores salmer i den danske folkekirke. Der er så mange vers, fordi der er så mange tanker, der skal med. Til gengæld er der så også stof nok i dem til at grunde over et helt liv.

Hvad er så ikke en salme?

Hvis en tekst og melodi ikke rummer et forhold til Gud og / eller forkyndelsen kan den ikke bruges som salme. Men der kan ske det, at selv tekster med et meget spinkelt forhold til bøn og lovsang kan blive salmer ved at blive brugt som sådan – eksempelvis »Altid frejdig«, som jo oprindelig er en lille sang fra et syngespil, men på grund af de situationer, den har været sunget i, kommer til at bære menneskers fælles bøn, sorg og fortrøstning på en måde, så

den forbinder sig med fadervor og bliver til en salme.

At en tekst ikke er på alle måder dogmatisk korrekt, forhindrer den ikke i at blive en salme, hvis den kan bære den fælles bøn eller tak eller glæde over Guds handlinger. På den anden side kan en tekst, der direkte strider imod den evangelisk-lutherske fortolkning af evangeliet, selvfølgelig ikke bruges som salme i folkekirken - f.eks. Poul Henningsens »I dit korte liv« – selvom den nærmer sig en kristen livstolkning.

At synge Selve det at synge er et udtryk for, hvad evangeliet betyder: Glæde, befrielse, forløsning. »Friest er dit åndefang, når dybt du drager det

Fotos kommer fra Gitte Volsmann

14

i sang, så højt i sky det klinger (Salmebogen nr. 10) er både et udtryk for samtalen mellem det jordiske menneske og vor Fader i himlene i åndedrættet og i sangen, og også for, hvad det at synge ”gør ved os«: Der sker en fysisk og psykisk frigørelse i sangen – så man både kan komme til at græde og le og tænke nye tanker og nå til gamle minder, mens blodet bliver iltet og struben bevæget. Der er noget grundlæggende menneskeligt i at synge: Vi sætter lyd på det åndedræt, der holder os i live, i en fælles melodi og fylder åndedrættet med ord og tanker.

Og der er også noget himmelsk. I den bibelske og kristne tradition er forestillingen om den evige glæde forbundet med sang og musik: Englene synger og spiller og den jordiske salmesang er et ekko, en vekselsang med englekoret. Det er meget godt at huske på, når vi sidder lidt forsagte på kirkebænkene og synger med hver vores næb. Vi synger i kor med alle engle.

tror noget sådant, kan ikke lade være, han må glad og med lyst synge og fortælle derom, så at andre også kan høre og komme dertil«. Fra Luthers fortale til Valentin Bapsts salmebog, 1545.

Kirken – også folkekirken – er en syngende eksistens. Den giver lyd og er til og står i et forhold til Gud i svar på tiltale i sangen, og den udtrykker glæden over opstandelsen fra de døde.

Hver generation skal give salmer videre til den næste – nye og gamle. Vi synger ikke kun i kor med englene men også med hinanden gennem tiderne.

Sognepræst i Løgumkloster Marianne Christiansen

Glæden i sangen var det vigtigste for Luther: »Gud har gjort vort hjerte glad ved sin kære Søn, som han har hengivet for os til forløsning fra synd, død og djævel. Den, som for alvor

15

16

»De knager endnu, de gamle ord« Smagsprøver på Hans Thimes’ salmer Hans Thimes Christiansen, som bor i Lyne, har skrevet en række salmer, hvoraf et udvalg blev udgivet i bogform og på CD i november 2010.

Thimes’ salmer udgør på samme tid et nybrud inden for genren og en videreførelse af traditionen. Teksterne er ærlige og karske. De trækker på den lutherske kristendomsforståelse på en medrivende måde. Dertil kommer, at de ind imellem er vældig morsomme. Melodierne er iørefaldende og for en stor dels vedkommende lette at lære.

I det følgende vil jeg give nogle få korte smagsprøver fra Hans Thimes’ salmer.

En del af Thimes’ salmer beskæftiger sig med de svære dele af livet. I »Så standsed’ den rastløse døs« beskriver Thimes det syndige og samvittighedsplagede menneske. Om mørket er af den indre, sjælelige slags eller rent faktisk omringer mennesket i salmen kan diskuteres.

I hvert fald skildres en kulsort nat, hvor den syngende vågner, badet i sved og med en samvittighed, der er endnu sortere end nattemørket. Det er bevidstheden om at have syndet overfor Gud og mennesker, der har givet den brat opvågnede dårlig samvittighed. Meget malende beskrives den plagedes vågne mareridt og deraf følgende paniske bøn til Gud:

Herre, mit hjerte er angst.

Skyggerne kommer i trav med neonfråde om munden over et skummende hav.

Den sproglige billedrigdom, der findes i dette vers, er fascinerende. Midt i nattemørket kommer skyggerne marcherende i trav som en fjendtlig hær. Men hvordan kan skyggerne ses, når det er mørkt? Det kan de kun, fordi deres galskab og blodtørst medfører, at de fråder som hidsige hunde. Imidlertid er det ikke almindelig fråde, der løber ned ad deres kæber.

Det er neonfråde. Neonlys er det koldest tænkelige. Der er ingen glødetrådshygge over det.

Tværtimod. Neonfråden er altså forfærdende i sig selv, men den lyser tilmed de uhyggelige skyggerne op, så de kan ses, idet de kommer marcherende over det natmørke hav, der skummer som fråden.

Mens dette vers ligefrem vælter sig i uhyggelige billeder, slutter salmen nogle vers senere med en nærmest meditativ gentagelse af et citat fra Det Gamle Testamentes Salme 62:

17

Min sjæl, vær stille hos Gud. Min sjæl, vær stille hos Gud. Herre, mit håb og min frelse.

Min sjæl, vær stille hos Gud. Nu er synderen blevet bønhørt. Tilgivelsen er rakt og den angste kan igen finde hvile.

En anden af Thimes’ salmer, der beskæftiger sig med menneskets syndighed, beskriver menneskeheden som en flok pirater på det store verdenshav. Det er da heller ikke Guds bedste børn, der udgør besætningen: Kaptajnen hed Laban og med Goliath til rors og med slangen som navigatør.

Potifars hustru sku’ røre i gryden, men hun havde helt andre gehør Salome og Da-li-la slappede af under øjne og hviskende slør.

Denne opremsning af bibelske skurke er ganske sjov, men endnu morsommere bliver det, da det beskrives, hvor skidt det går fartøjet: Havet var verden.

Med stundesløs griskhed blev lasten nu stuvet med rov.

Forblændede færden,

18

mens trækfugle fløj for at pikke en orm bag en plov.

Så sker det en nat, at én taber en klat.

Vi går ned nu med takkel og tov!

Menneskeheden har haft så travlt med at skrabe til sig, at lasten er mere end fuld. Der skal ikke mere til end en fugleklat, der tilfældigvis rammer dækket - så går skibet ned!

Eftersom kristendommen ikke kun forkynder dom, men også nåde, er dette dog ikke enden på menneskeheden. De skibbrudne kæmper sig ind på land, hvor det første, de ser, er en kirke.

Stenet var stranden, men oppe på randen af bjerget er bygget et hus til ære for Jakobs alvældige Herre, en kirke i havgus og sus.

Den tordner af liv, liv! og holder sig stiv midt i tidernes stormende brus.

Blandt Hans’ salmer er der dog også en del, der ikke beskæftiger sig med livets barske sider.

Blandt disse er en julesalme eller dansk Xmas Carol, som fortrinsvist er skrevet til børn, hvilket ikke mindst afsløres af omkvædet: Der

var sikkert stjerneskær / på Marias bare tæer.

Salmen genfortæller juleevangeliet. Halvvejs inde i andet vers dukker både hyrderne og de hellige tre konger op: …for nu kom de jo i flok englene og ringe hyrder, helligkonger fulgte trop, Josef kom og lukked’ op, stolt men udenbys og flov.

Bag ham lå et barn og sov.

Sådan kan julens hændelser også fortælles!

Som nævnt er et udvalg af Hans Thimes’ salmer udgivet på bog og CD. De to dele sælges kun samlet under titlen »De knager endnu, de gamle ord - og 14 andre salmer«. Bogen indeholder salmetekster samt de dertil hørende énog flerstemmige melodier. Det er organisten ved Treenighedskirken i Esbjerg, Lasse Toft Eriksen, der har udarbejdet noderne. På CDen medvirker professionelle musikere som Christian Blom Hansen (orgel, klaver) og Martin Guldberg (sang). Desuden synger Sct. Jacobi Kirkes pigekor fra Varde med på de fleste af salmerne. Udgivelsen kan købes hos boghandleren eller hos undertegnede.

Sognepræst i Kvong – Lyne, Egil Hvid-Olsen

19

Tekst og melodi: Hans Thimes

De knager endnu

2.

20

Året lemper sig frem med list lidt sky og gemmer sig hen.

Men ude i skoven skyder en kvist, en stub gir sig igen.

Hjorten dirrer og tænker sit, tåge, alt er hvidt.

Vi aner det helt herinde: som Himlen er højt over jorden, er håbet over fornuften.

Der´ advent i luften.

3.

Det timeglas blir vendt med vægt og tiden skal komme, der sker, det mindste skud blir en mægtig slægt, den ringeste mange fler´.

Sådan lød det fra Herrens mund.

Vent endnu en stund.

Vi aner det helt herinde: som Himlen er højt over jorden, er håbet over fornuften.

Der´ advent i luften.

4.

Et barn bliver født nu, den tid er nær da Livets Træ springer ud.

Og folk skal vandre i lys og skær, lyder det glædens bud.

De gamle har gjort det vel bekendt.

Vent i glæde, vent!

Vi aner det helt herinde: som Himlen er højt over jorden, er håbet over fornuften.

Der´ advent i luften.

At skrive en salme - er let, svært, umuligt, muligt, besynderligt, fantastisk, almindeligt, ualmindeligt, naturligt, unaturligt, nødvendigt, tidsspilde. Det ikke brugte bedes streget over!

Salmer er så meget. Salmer indeholder sprængkraft. Salmer skal man omgås varsomt. Salmer både frastøder og tiltrækker. Salmer er til fællessang. Salmer er for hin enkelte. Salmer er Gudstiltale.

At sige noget nagelfast om salmer er ikke muligt – udover at: En salme skal være Gudhenvendt, og helst rumme både Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente, og sproget må signalere i hvilket halve århundrede den er skrevet.

Hvad angår salmers længde findes der ingen påbud. En salme kan se ud som dens forfatter ønsker det – når bare det er muligt at komponere en melodi til ordene, og det er muligt at synge ordene sammen til melodien.

Man kunne spørge om ikke der er skrevet salmer nok – salmer, som vi elsker – salmer, vi har et så nært forhold til, som tøjet vi bærer på

kroppen – er det ikke fint nok, som det er – behøver vi flere salmer?

Jo, det er fint nok som det er. Men ligefrem at udstede forbud mod at skrive nye salmer, er der vist alligevel ingen der har tænkt sig. Derfor må vi finde os i, at der rundt omkring i det ganske land sidder nogle som stadig skriver salmer.

Endda mange forskellige slags salmer. Men alle udtrykker først og fremmest ét og det samme, nemlig: Taknemmelighed og håb til Gud – trods alt grumt i verden, og i os selv.

Men kan dette håb og denne taknemmelighed på trods, blive ved med at varieres, er der ikke grænser for, hvor mange gange det samme kan tåle at blive sagt – det er som at spise havregrød eller flæskesteg den ene dag efter den anden tre gange om dagen – kan vi holde det ud?

Men nu er det vel ikke helt så slemt. For de fleste gælder det, at det kun er søndag morgen at salmerne synges. Det er ikke tre gange om dagen. Men alligevel. Kan det ikke blive for meget med et indhold i salmerne der i den grad er overlappende?

21

22

Nej, det kan det ikke. Med mindre man da går hen og frasiger sig troen på Gud. Gør man det, vil enhver salme jo være for meget.

Men du dér, fidus, som skal forestille at være salmedigter, du skulle jo fortælle, hvordan det er at skrive en salme!

Ok: Det gamle ord om, at »hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med« passer på dét at skrive salmer. Hjertet, ens inderste, måske er det hjernens elektriske system, skal være parat, skal være fyldt af den omtalte taknemmelighed, af det omtalte håb, på trods – ja, skal vel nærmest være ved at sprænges af taknemmelighed og håb på trods – så begynder salmen – af sig selv – inde i en selv. Den flabrer og vil ud, den

vil skrives. Så er det bare at fatte papir og pen – eller computer – og skrive løs.

Er det alligevel så nemt? Man skal bare føle, at det her, det må man tale til Gud om, og fortælle videre til andre?

Det er overhovedet ikke nemt – for med det første ord begynder det svære. Hvilken verseform?

Og skal salmen skrives til en kendt melodi eller ud i luften, og bagefter sendes til en komponist?

Og hvordan undgå, at den bare bliver en gentagelse af hundrede andre salmer i salmebogen?

Det er skønt at skrive salmer. Men hvordan en salme bliver til, er ikke til at sige – udover at det, for det meste, er hårdt arbejde.

Frimenighedspræst i Bovlund, Sten Kaalø

23

»Så lidt som dit ord, så lidt kan dit kor, dit syngende folk, gå til grunde« Sådan skriver Grundtvig i salmen »Vor Herre, til dig må jeg ty«. At synge, og gøre det sammen, har lige fra begyndelsen været et af den kristne menigheds kendetegn. Et kendetegn, som vi forresten har overtaget fra den jødedom, som de første kristne forstod sig som de sande arvtagere af. Jøder og kristne synger salmer til deres gudstjenester. Det allersidste, Jesus foretager sig sammen med sine disciple Skærtorsdag aften, efter at de har spist den sidste nadver sammen, er faktisk at synge. »Og da de havde sunget lovsangen, fik de ud til Oliebjerget«, fortæller Mattæus (Matt 26,30). Og Paulus skriver omkring år 50 til den kristne menighed i Kolossæ (en by i det nuværende Tyrkiet), at de skal undervise og formane hinanden med salmer, hymner og åndelige sange og synge med tak i deres hjerte til Gud (Kol 3,16).

Hvor mange salmer menigheden i Kolossæ har haft til deres rådighed, ved jeg ikke. Men de har i hvert fald ikke haft så mange, som vi har i den danske folkekirke i dag. 791 numre er der i den nuværende salmebog. De er skrevet i et tidsrum, som strækker sig over 1800 år. Den ældste salme, nr. 435 »Aleneste Gud i Himme-

24

rig« er fra det 2. århundrede, hvor vi i Danmark befandt os i jernalderen, og ingen heroppe havde knækket nogle bogstav- eller runekoder endnu. Den udgave af salmen, som vi har i dag i salmebogen, er ganske vist bearbejdet, men det er da en storslået tanke, at vi i dag kan sidde og synge en tekst, som Tollundmanden og hans samtidige kunne have hørt og forsøgt at brumme med på, hvis de havde forvildet sig til Grækenland og ind i en kristen menighed.

Den kæmpe samling af salmer fik vi i Ringkøbing provsti lyst til at synge igennem fra første til sidste vers. Det tog os 2½ år. I den periode mødtes en flok på mellem 40 og 90 mennesker hver anden torsdag aften (dog med sommer- og julepause). Vi sang ca. 20 sider af salmebogen pr. gang. Salmerne var på forhånd fordelt ud, så vi op til højtiderne det første år sang de salmer, der passede til kirkeåret.

Og vi fulgte Paulus’ overnævnte råd: Det med at formane overlod vi ganske vist mest til salmernes forfattere at tage sig af. Til gengæld blev vi undervist så meget desto mere af de forskellige organister og præster, som undervejs har fortalt om salmerne og melodierne, forfatterne

og komponisterne. Vi ved nu f.eks., at når der står »fornøjet« i en salme, så er det næsten med garanti Brorson, som er forfatteren. Hos Kingo er ordet »guld« negativt, mens det så godt som altid er positivt hos Grundtvig. Vi lærte om barok og 1800-tallets vækkelser. Vi sang rytmiske salmer både fra det 20. og 16. århundrede. Og vi så hinandens kirker, for vi mødtes på skift i 17 sogne, som deltog i projektet.

Som præst har det været sjovt og lærerigt at høre de andre deltageres kommentarer til sal-

merne. Nogle af de salmer, som måske sjældent bliver brugt i gudstjenesten, og som man som præst derfor kan være dum nok til at tro, ingen kender, har deltagere begejstret fortalt personlige erindringer om. »Den lærte jeg udenad til præst«, eller »den sang vi altid derhjemme«.

Og man har kunnet høre, hvor glade folk var for endelig at få lov at synge netop dén salme i kirken igen. Nu hvor det for en gang skyld ikke var præsten, der bestemte, hvad der skulle synges.

Sognepræst i Tim, Margrethe Koch

25 Foto: Jørgen Kirk

Hvordan starter man børnekor i kirken?

Der er mange gode grunde til at oprette børnekor i kirkerne. Ud over at det er videnskabeligt bevist, at børnene bliver mere afslappede og sociale af at synge, så er det en kæmpe gevinst til kirkernes børnearbejde. Børnene bliver bekendte med kirkens liturgi, lærer en masse salmer og at gå i kirke.

Anny Jespersen organist ved Grene og Billund kirker

1

2

26

Det er vigtigt at have menighedsråd og præster med på ideen.

Der skal laves annoncer og PR til aviser og ugeaviser om børnekorstart.

Skriv i annoncen, hvilken alder og at børnene skal møde sammen med deres forældre i et tidsrum på 2 timer. Der er lavet kaffe og saftevand til de, der venter.

Koristen synger en sang og enkelte øvelser og man kan få en god snak med korist og forældre. Her et det en god ide at nævne, at man gerne vil have et afbud når barnet er forhindret i at komme, man skal komme til tiden osv.

3

Der kan deles korfoldere ud på skolerne. Er der flere kirker i samme by, er det vigtigt, at man har en klar aftale om, på hvilke skoler, man må dele foldere ud.

4

I de fleste kirker er der minikonfirmander/juniorkonfirmander og det kan være en god ide at rekruttere børnene derfra. I nogle kirker »låner« korlederen børnene ved en undervisningstime eller der kan deles foldere ud ved minikonfirmandafslutningen.

5

Når børnekoret er startet, er kunsten hele tiden at holde liv i koret.

Korlederen skal være vel forberedt til hver korprøve! Sørg for at arbejde hen imod en gudstjeneste eller en koncert evt. sammen med ungdomskor eller voksenkor, så de får en god oplevelse at se frem til.

6

Det er vigtigt, at holde et par aftener sammen med forældre og søskende. I Billund kirke har vi stor succes med at starte med at spise kl. 17 (et par forældre hjælper med at bestille mad og sodavand, dækker borde og rydder op). Alle årets korplaner kan tages op og aftenen slutter med en lille korkoncert.

27

Babysalmesang - en mulighed for dåbsoplæring i kirken Trianglen slår 9 sprøde bedeslag. Stemningen fortættes. Hoveder drejes. Små og stores opmærksomhed rettes mod lyden. Hov, hvor kom det fra?

Rammen er sat til endnu en omgang babysalmesang, en af folkekirkens »succes-historier« gennem de sidste år. Babysalmesang er kirke på børnenes præmisser. Vi vedkender os gerne en infantilitet: Det her er for børn, men sandelig også for deres forældre. Bare fordi det er simpelt og let at være med til, behøver det jo ikke at være forfladigende eller uvedkommende.

Evangeliet forkyndes også her.

Gennem forskellige lydlege og småsange, bevæger vi os ind til salmerne. Klassikere som »I østen stiger solen op«, »Lille Guds barn« og »Sov sødt barnlille« tillægges en ekstra dimension, når man kan se, hvordan Vor Herre tager de små i favn, og kærligheden reflekteres i deres mors, fars eller bedstemors øjne.

Babysalmesang er en mulighed for at hjælpe forældrene med den dåbsoplæring, de al-

28

lerfleste gerne vil, men som mange står lidt famlende overfor. Forældrene får genopfrisket salmer og sange, de for længst havde glemt, og de lærer nye. Undervejs bliver de sat ind i kirkeåret og den ramme, det sætter omkring vores liv: Vi synger salmer, der passer til jul, påske, pinse og trinitatis-søndage. Morgenog aften-sange. Måske kun et enkelt vers og altid gentaget mange gange, men nok til at det »hænger ved«. Mange forældre melder tilbage, at de sange, de har lært til babysalmesang er blevet evergreens i hjemmet.

Som religionspædagogisk konsulent i Ribe Stift tilbyder jeg sognene at starte babysalmesang op uden udgifter for menighedsrådene. Jeg underviser i et forløb af 8-10 gange, hvorefter sognet selv tager over. Der er stadig plads til ét forløb mere i 1. halvår af 2012, og to i efteråret 2012.

Sognepræst i Gesten og religionspædagogisk konsulent i Ribe Stift, Anna-Sofie Arendt

29

Al musik begynder ved sang At komponere er at få ideer, sætte dem sammen og nøje strukturere et bestemt forløb. Kompositionen kan fortælle historier og være både flygtig og nærværende; den kan være mere eller mindre personlig i sit udtryk og kan tage sit udgangspunkt i ideer, følelser, stemninger og/eller eksakte intervaller og tal-forhold. I tilfældet salmer og sange er drejebogen til en vis grad givet på forhånd: Rytme, længde, klang, vokalerne, trykstærkt og tryksvagt, den overordnede stemning og handling o.s.v. Dertil kommer hensynstagen til i hvilket regi digtet skal bruges, om det er til fællessang, kor – eller solo-sang.

For mit eget vedkommende er udgangspunktet først og fremmest at synge. Al musik begynder ved sang, - sådan har jeg haft det fra barneårene. Hvorfor? Simpelthen fordi jeg har kunnet….. Stemmen er det instrument vi bærer i os gennem hele livet. Alle de andre ting er tillært, men sangen har jeg fået som gave og brugt den som kraft i miljøer, hvor der er blevet sunget meget. I min moders familie med indremissionsk baggrund og i min faders familie med højskolesangbogen; i Bording skole, FDF, Ikast

30

Gymnasium, Aarhus Universitet og Konservatoriet; i kormiljøet i Århus, på Højskolen og Refugiet og musikmiljøet omkring Løgumkloster kirke. I tilbageblik har jeg måske hele livet søgt miljøer med baggrund og forankring i sang og musik.

Jeg har skrevet musik siden 70’erne, men med årene har det taget til. Det er blevet til over 200 sange, viser og salmer + klaverstykker, orgelstykker, kanons og korværker. Det har altid været mere end en hobby og musikken er altid blevet til ud fra en nødvendighed. Tillige har jeg haft det privilegium at min musik for en stor dels vedkommende er blevet opført, så jeg kan ikke med Scuberts ord sige: »Ak, nu har jeg igen komponeret omsonst!«.

Forbillederne har været mange: Bach og Mozart som de store ånder, men også Schubert, Carl Nielsen, Oluf Ring og Peter Møller m. fl. har via deres melodiske substans inspireret mig. Peter Møller musik måtte jeg på et tidspunkt lade være med at lytte til, for ikke at komme for tæt på. Der er altid en risiko for at

ens fingeraftryk udviskes. Kunst, der kun er personlig er formålsløst; kunst der ikke er personlig er indholdsløst. Det er altid om at finde en balance og hovedstolen, som der bestandig tæres på men som jo også til stadighed stiller de store spørgsmål og gør at vi bliver ved, er en kostbar størrelse.

Blandt de nulevende salmister har jeg arbejdet tæt sammen med Lisbeth Smedegaard Andersen, Inge Hertz Aarestrup, Sten Kaalø, Jens Rosendal og Holger Lissner og i min egenskab af kursusleder på kirkemusikkurser, salmekurser og korlederkurser på Løgumkloster Højskole 1990-2010 har salmerne og kirkemusikken fyldt meget i mit liv.

Komponist, Aksel Krogslund Olesen

31

32

2.

Gå en aftentur langs vandet - duft af salt og kølighed trække vejret dybt og nynne om et slot i Vesterled høre græsset gro og tiden ganske langsomt gå i stå tid til eftertanke, stilhed nu før natten falder på.

3.

Dette liv så smukt og flygtigt og som Jesus kendtes ved kom med trøst til de forsagte bygged´ op hvor vi rev ned hørte græsset gro og tiden gå og vidste at en dag blev det tid til blod og smerte og et kors på Golgata.

4.

Da han opstod blev det påske overalt på denne jord og et folk blev til. Vi lever her i frihed på hans ord hører græsset gro og tiden gå og fyldes af hans ånd så sekunder bliver til evighedens sitren i hans hånd.

Gå langs røde murstenshuse

Gå langs røde murstenshuse se på folk der går forbi børn med øjne fyldt af undren himlen spejler sig deri høre græsset gro og tiden gå med korte faste skridt tid til glæde, tid til takke Gud for alt hvad der blev dit.

Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen 2008 · Melodi: Aksel Krogslund Olesen 2009

1.

33

Hvordan bliver en melodi til?

Et interview med organist og komponist Willy Egemose, Skjern. Af formand for Varde menighedsråd, Orla Duedahl.

Der er sikkert en del kirkegængere som jeg, der før gudstjenestens begyndelse kigger op på nummertavlen for at se, hvilke salmer vi netop denne dag skal synge. Et hastigt blik i salmebogen giver svaret på salmen, forfatterens navn, samt hvornår salmen er skrevet, og hvis man orienterer sig nærmere under den historiske

34

oversigt kan man let finde flere oplysninger om forfatteren. Hvem var (eller er) han/hun, forfatterens livsperiode med videre. Alt sammen spændende læsning, der viser os, at vi har at gøre med tekster, der for nogles vedkommende går omkring tusind år tilbage, medens andre er ganske nye og godt for det.

Men et er at der skrives en salmetekst, noget andet er hvordan bliver mon melodien til?

Selvom komponistens navn står skrevet over

!

salmerne, giver salmebogens historiske oversigt ikke nærmere oplysninger om komponisternes navne eller disses oprindelse.

Komponere er at opfinde og udarbejde et musikstykke; en komponist er en tonedigter, forfatter af musikstykker.

For at blive klogere på, hvordan en melodi bliver til, har jeg fået en aftale i stand om et interview med en af Ribe Stifts salmekomponister Willy Egemose (WE) i Skjern.

Men nu til samtalen med Willy Egemose:

Han siger indledningsvis, at de svar, meninger og udtalelser, han kommer med, står for hans egen opfattelse, medens andre komponister kan have andre bevæggrunde.

For at finde definitionerne på dette at lave en melodi har jeg i min ordbog læst følgende:

Skal der være en særlig baggrund for at komponere en melodi?

WE: Ja, der skal være en grundig musikuddannelse til stede og en komponist skal ville det samme som salmens tekst. Hvis der er tale om en lovsang, skal melodien lovsynge – glæde og lyst. Melodien skal afspejle lysten til at synge; det skal føles dejligt. Endelig skal melodien hjælpe teksten på vej. Melodien skal altså følge

?

35

?

36

teksten hele vejen. Salmer har tekstmæssigt i dag tendens til at være individuelt orienteret mod tidligere, hvor den mere rettede sig mod fællesskabet.

Hvordan bliver en melodi til?

WE: Når jeg modtager en tekst, der skal komponeres en melodi til, vurderer jeg bl.a., om teksten har et indhold, jeg tænder på. Det er vigtigt at kunne le og græde sammen med forfatterens tekst, og det forudsættes, at den både har bibelsk substans, og at den hviler på bibelens grund. Det dybe indhold af tekst skaber den gode melodi. En dyb og åndelig oplevelse er nødvendig samtidig med, at komponisten kan se forfatterens mening med teksten. En fantastisk tekst kræver en tilsvarende melodi. Dog har han været ude for at måtte afstå fra at lave en melodi. Der foregår konkret et samarbejde mellem tekstforfatter og komponist, idet man anerkender hinandens styrker.

I princippet bør hver tekst have sin egen melodi. Som eksempel nævner WE julen, der har mange melodier, medens Kr. Himmelfartsdag ingen har. De er ikke i koralbogen. WE overvejer, om han vil arbejde videre med dette spørgsmål. Flere salmer kan have flere melodier.

Der er hele tiden nye tekster og melodier på vej. F.eks. har han deltaget i mødet mellem forfattere og komponister på Silkeborg Højskole, hvor der udveksles erfaringer. Eller på en kursusuge i Løgumkloster, der i perioden 11-17. september i år afviklede et inspirationskursus

med deltagelse af menighedsrådsmedlemmer, medarbejdere i folkekirken samt forfattere og komponister (herunder WE), der gav hinanden inspiration.

WE siger, at han arbejder langsomt med megen tænkning, når han skal lave en ny melodi. Ca. 14 dag. På mit spørgsmål om det ikke er hurtigt, svarer han nej. Nogle komponister arbejder endnu hurtigere. Det kan forekomme, at han kontakter tekstforfatteren med henblik på at finpudse tekst og melodi.

De gamle salmeskrivere brugte meget lang tid på deres arbejde. Deres tænkning var ikke bare Gud, men endnu dybere. Det ville ikke gå i dag, hvor vi er mere overfladiske, og Gudstroen knap så dybtliggende. Forfatteren skal vide meget om bibelen og også tro på den. Vi kan ikke måle og veje Guds kærlighed, men tingene skal pege i retningen af troen.

En forfatter kan ønske ændringer i forhold til komponistens arbejde. Han anslår, at 2/3 dele af tekstforfattere ikke har komponistegenskaber. En melodi skal være holdbar – omkring de 25 år.

Hvad kommer først: tekst eller melodi?

WE: I 99 % af tilfældene kommer teksten først.

Det kan f.eks. forekomme, at en forfatter foretrækker en melodi, der i forvejen bruges til en anden tekst. Derved er melodien på plads før teksten, men WE mener, at enhver tekst skal have sin helt egen melodi.

? !

Der er hele tiden nye komponister på banen, og dem skal der lyttes til.

Har læge personer indflydelse på en melodi’s tilblivelse?

WE: Ja bestemt. Igennem korarbejde afprøver han nye melodier, og hvis de ikke fænger, bliver de kasseret.

Også ved salmesangsaftener lytter han til deltagernes udmeldinger.

Som eksempel nævner han endvidere inspirationskursus i Løgumkloster med deltagelse af bl.a. menighedsrådsmedlemmer. Et sådant kursus er hjerteblod, hvor man åbner sig ud ad til.

Vi skal bruge de nye melodier.

Han betragter det som noget vigtigt, at der kommer fornyelser for nok er der komponeret mange gode melodier, som langt de fleste kender og som bruges meget, men der er altså også mange, der bør kendes og anvendes. Som eksempel på hvordan nye melodier læres foreslår han, at kirkerummet er det sted, hvor nye melodier tages i anvendelse for det er kirken, at melodien er tiltænkt. Han forestiller sig, at en gudstjeneste kan afbrydes, hvorefter organisten fortæller menigheden om melodien og dens oprindelse.

Derefter genoptages gudstjenesten. Menigheden vil gerne have rytmisk musik, og det gælder også for kirkemusik, der løbende bør varieres.

Tak Willy Egemose fordi du gav dig tid til denne samtale.

Salme 675 Tekst: N.F.S. Grundtvig 1853-55 Melodi: Willy Egmose 1986 1.

Gud, vi er i gode hænder, dine hænder, gode Gud! som alt ondt med visdom vender, så det godt må falde ud, trods al synd og død og pine, godt for dig og godt for dine.

2.

Synd og død og Helveds plage, al vor magt mod dem er tant, kaldtes en af dem den svage, os dog brat den overvandt.

Helten under korsets mærke, han alene bandt de stærke.

3.

Synd og død og Helveds plage, som med ret ej kom ham ved, bar kors-helten uden mage, bandt dem med sin kærlighed.

Aldrig mer de dem kan skade, som i Jesu navn dem hade.

4.

Gud, vi er i dine hænder, kærlighedens hænder to; sandhed du og nåde sender til med fred hos os at bo.

Vige må for dem tilbage synd og død og Helveds plage.

5.

Dine hænder, sang de ældste, er din Søn og Helligånd, thi med dem vor sjæl du frelste, løste vore trællebånd, og af dem på barnesæde evig mættes vi med glæde.

N.F.S. Grundtvig 1853-55.

37

38

Kan man varme op til salmesang?

Det begyndte egentlig med, at præsten og menigheden var inviteret til at holde gudstjeneste i DR-Kirken. Ved formødet med produceren sang vi de salmer igennem, som var valgt til gudstjenesterne, og på vej til optagelserne varmede den ihærdige kirkesanger den buskørende menighed grundigt op og sang salmerne igennem endda flere gange. Ved gudstjenesterne sang menigheden sig efterfølgende sikkert og flot igennem alle salmerne - også de mere ukendte. Det lød godt, og efterfølgende gav flere udtryk for, at det var rart sådan at føle sig sikker på tonerne og ordene.

Kirkesangeren syntes, vi burde sende menigheden ud på en bustur før gudstjenesten hver søndag. Hun skulle gerne køre med og synge for. Ideen var glimrende, blev vi, sanger, organist og præst, smilende enige om. Men mindre kunne vel gøre det. Vi kunne jo mødes lidt før i kirken og varme op, bare en gang i mellem.

stemmerne er så varme, at de kan komme op på de høje toner.

Nu skal ideen føres videre. Hvorfor ikke invitere menigheden en halv time før hver søndag?

Børnekoret er jo alligevel i kirken og varmer op og øver salmer sammen med organisten og sangeren. Forestil jer det: hver søndag, en opvarmet, salmesikker menighed, som synger af fuld hals. Synger så dåbsgæsterne kan læne sig op ad sangen, synger så ordene får vinger, og det særlige fællesskab, som findes i stemmer i sang, kan blive til.

Organist Jesper Allin og sognepræst i Bryndum-Vester Nebel, Kirsten Sønderby

Da DR P1 meldte sin ankomst måneder senere, blev tanken ført ud i livet. Man vil jo gerne lyde godt i radioen. Og det gjorde vi, synes vi selv.

Fordelen ved at være varmet op er jo ikke kun at man kan salmerne lidt bedre, men også at

39

Tekst: Sten Kaalø 2010 · Melodi: Erling Lindgren 2010

Gå i mørket med lyset 40

Gå i mørket med lyset.

Gå i visheden om ikke at gå alene.

Gå med lyset. Kom!

Gä så bange, med modet.

Gå med alt, hvad du tror.

Natten blir lys som dagen.

Gå på Herrens ord!

Gå for andre, med håbet.

Gå mellem skred og fald.

Gå i flakkende sþgger.

Gå - mærk at vi skal!

Gâ - fil livet begynde.

Gå med budskab om fred.

Gå - lad hjerterne synge.

Gå med kærlighed!

Gå med sultne og trætte.

Gå - vær den anden nær. Åbenbaring og nåde.

Gå - Kristus er her!

Gå i mørket med lyset.

Gå i visheden om ikke at gå alene.

Gå med lyset. Kom!

41

Voksenkor i kirken giver sangglæde Af og til hører man folk sige, at korsang og kirkekors medvirken i kirken, tager motivationen fra menigheden til at synger med på salmerne til gudstjenester og kirkelige handlinger. Kirkekoret synger jo så pænt, så der er slet ikke behov for, at man selv synger med, siger de måske. Det er nu på ingen måde noget, vi genkender i Sct. Ansgar Kirke. Her ”lokker” kirkekoret nærmere menigheden til at synge med.

Voksenkoret ved Sct. Ansgar Kirke i Bramming har efterhånden godt ti år på bagen. Medlemstallet har i årenes løb svinget omkring otte-ti korsangere. Koret er i alle aldre og bor i Bramming og nærmeste omegn, en enkelt i Esbjerg.

Langt de fleste er kvinder.

Koret mødes hver torsdag eftermiddag i Sognehuset i Bramming for i halvanden time at gennemgå og øve salmerne til den kommende søndag. Organist Chu Nguyen er voksenkorets korleder, og korsangere medvirker på skift ved søndagens gudstjeneste efter en plan, som lægges forud en måned ad gangen. Ved bryllupper og begravelser medvirker to korsangere, ved

42

højmesser tre eller fire. Et antal gange i kirkeårets løb medvirker hele koret ved højmessen, og her fremføres de korstykker, koret har arbejdet med under den ugentlige korprøve. Blandt de flerstemmige værker og satser, vi har indøvet, kan fra nyere tid nævnes Niels W. Gades »Morgensang af Elverskud (I østen stiger solen op)«. Th. Alvads »Kom Guds englekor i kæde«.

Knut Nytofts »Mine tider er i din hånd«, samt Taizés korværker »Kyrie« og »Laudate omnes gentes«. Vi har også med held prøvet kræfter med Mozarts »Ave Verum«.

Ved søndagens gudstjeneste mødes korsangerne en god halv time forinden for at varme stemmerne op. Ofte synger enkelte korsangere andenmelodi til de mest gængse salmer.

En fællesnævner for voksenkoret er korets store sangglæde, kærligheden til den danske salmeskat og glæden ved at være en del af et godt kollegialt fællesskab.

Af kirkekormedlem Harry Pedersen, organist Chu Nyguyen og sognepræst Elise Balslev

43

44

Salmer er seje!

En skoleleder: »Jeg gik aftentur forbi fodboldbanen, da jeg pludselig hørte salmesang! En dreng var ved at samle kegler ind efter træning.

Han brugte en kegle som megafon, mens han skrålede »Her har dagen evighed, / her har kærlighed sit sted, / hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,…« - den salme kendte han via RAMS og den var bare så god!«.

Kernesalmer og salmeslagere Salmerne i RAMS’ undervisningsmateriale er kernesalmer, som børnene vil kunne møde ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Men det er lige så vigtigt, at der hvert år er en »salmeslager« med. Den trækker nemlig undervisningen i de andre salmer med sig, så eleverne synes, det er sejt at arbejde med salmer. En slager er vigtig! »Det var jo næsten som at være til landskamp i Parken!« udbrød en lærer i Domkirkens våbenhus.

Materialet med tilhørende opgaver er lige til at lægge i kopimaskinen, når det stof, der er egnet for klassen, er udvalgt. Der er fuld overensstemmelse med Fælles Mål for hvert fag.

Børn vælger salmer En familie var på herrens mark, da de skulle vælge salmer ved en udsyngning. De fik hjælp af deres 10-årige barn: »Kan vi ikke synge Tunge, mørke natteskyer? Den kender jeg fra Domkirken«. En minikonfirmand foreslog ved første undervisning Betesdasøjlernes buegange, og da et barn på 11 år havde mistet sin mor, bad han om, at de ved begravelsen skulle synge Du satte dig selv i de nederstes sted. En klasse ville gerne synge Befal du dine veje, da de sammen med præsten besøgte en klassekammerats grav.

Alle de nævnte salmer er »RAMS-salmer«.

Med arbejder ved RAMS, Lotte Demant

Grydeklart materiale RAMS’ undervisningsoplæg er oplysende.

De er tværfaglige og inddrager mindst 4 fag.

45

46

Digtere: Holger Lissner, tidl. højskolelærer på Løgumkloster Højskole.

Sten Kaalø, frimenighedspræst i Bovlund.

Jens Rosendal, digter og tidl. højskolelærer, Ballum.

Jens Simonsen, tidl. provst og sognepræst i Skjern.

Torben Bramming, sognepræst i Ribe og Seem.

Hans Thimes Kristiansen, tidl. højskolelærer, Lyne.

FAKTABOKS

Nulevende salmedigtere og komponister i Ribe Stift.

Listen over på nulevende salmedigtere og -komponister med tilknytning til Ribe stift er ikke dækkende, og skal forhåbentlig forlænges hele tiden.

Komponister: Aksel Krogslund Olesen, Løgumkloster.

Peter Langberg, organist og tidl. rektor for Løgumkloster kirkemusikskole.

Willy Egmose, komponist, musiker og organist ved Skjern kirke.

Mikkel Andreassen, organist ved Vor Frelsers kirke, Esbjerg.

Bo Gunge, komponist, Ribe.

Lotte Bille Glæsel, kantor ved Ribe Domkirke.

Peter Elkjær Petersen, lærer ved Løgumkloster kirkemusikskole.

Omkring højskolen og kirkemusikmiljøet i Løgumkloster er der gennem de sidste årtier opstået en række salmesamlinger: Løgumklostersangbogen, 1974, »Tredjedagens lyse rum« 2001, og »Så gådefuldt stort…«, 2010. En ny udgivelse »Lysets utålmodighed« er på trapperne.

Udover de nævnte salmedigter og komponister indeholder disse salmesamlinger bla. tekster af Lisbeth Smedegaard Andersen, Arne Andreassen, Johannes Johansen, Niels Johansen, Hans Anker Jørgensen, Iben Krogsdal, Jørgen Michaelsen, Leif Rasmussen, Lars Busk Sørensen og Inge Hertz Aarestrup – samt melodier af Preben Andreassen Caroline Borello, Hans Dammeyer, Jesper Gottlieb, Johannes Buch Jørgensen, Werner Knudsen, Erling Lindgren, Anton Lyhne, Jørgen Michaelsen, Birgit Nordvig, Thomas Reil, Hans Peter Soelmark, Erik Sommer og Merete Wendler.

Sognepræst i Løgumkloster, Marianne Christiansen 47

48

49

Gammelt budskab - nye toner - en publikation fra Ribe Stift i anledningen af årsskiftet 2011-2012.

Layout: Videbæk Bogtrykkeri A·S Typografi: Gill Sans og Palatino Foto: Gitte Volsmann Papir: 200 g MultiDesign Original White og 170 g Satimat Oplag: 2200 Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S, november 2011

ISBN: 87-91376-37-8

Billede af hĂŚnder og/eller salmebog

ISBN 87-91376-37-8 52