Ribe stift årbog 2017 by Videbæk Bogtrykkeri A/S

levende stene bygget af

Ribe Stift ĂĽrbog 2017

indhold Forord................................................................................................................. 2 Et forsvar for en rummelig folkekirke........................................................... 3 Mon der er en Kirke derude i Skoven?.......................................................... 9 Hvilken gudstjeneste er kirken bygget til?.................................................. 14 Et ritual for mig............................................................................................... 19

Kvaderstensmur fra Vorgod Kirke.

Den fjerne kirke - de hellige salmer ............................................................. 25 Gudstjenestens salmesang - i et reformationsjubilĂŚumsĂĽr...................... 31 Kirkekunst mellem tradition og aktualitet.................................................. 37 Om kirkernes anvendelse.............................................................................. 43

Udsigten fra Thorsminde kirke.

Forord Ribe Stifts årbog 2017 handler om kirken og dens forhold til omverdenen og til de mennesker der er dens byggesten. Nogle af artiklerne fokuserer på kirkebygningen, dens indretning, udstyr og historie. Har kirkerummet en historisk ukrænkelighed der styrer indretning og brug, uden egentlig at være helligt, eller er kirken et forsamlingshus? Andre af bidragene lægger vægt på kirken som handlingsrum og undersøger rumfunktionens historiske mønstre og ritualer samt alternative gudstjenesterum enten uden for kirkebygningen, i naturen, eller ved at gøre gudstjenesten jordnær, lejlighedsbestemt og målrettet, som f. eks. i jagtgudstjenester. Fire artikler gør rede for hvad billedkunst, musik og sang udretter i kirkens rum og handlinger. Musikken og kunsten taler til krop, sanser

og følelse og indsætter kirkegængerens erfaringer i en tanke- og trosvirkelighed ved hjælp af åndedrættets rytme. Hvad betyder pause og stilhed? Hvad ville et kirkerum være uden musik? Ville der være kirkegængere hvis der ikke var musik? Hvad skal vi med billeder og lys? Når du læser artiklerne, har du allerede en nysgerrighed og nogle spørgsmål, som anført ovenfor. Som læser skal du ikke forvente færdige svar. Artiklerne går undersøgende til værks. Der spørges og eksperimenteres. De prøver grænser af. De gør brug af Luthers lære om de to regimenter når de bedømmer hvordan forholdet mellem verdsligt og åndeligt skal udtrykke sig i brugen af kirkerummet på moderne vilkår. Svarene er op til læseren. Det er læsning der rykker. God fornøjelse. Redaktionen

Vorgod kirke.

Et forsvar for en rummelig folkekirke Den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke, og den er en kirke, som tilstræber at være rummelig. Denne rummelighed bliver i disse år tit udskældt. Nogle gange med god grund, hvis rummeligheden forstås, som om at alt er relativt, men rummeligheden er, ret forstået, et gode. Den er givet af evangeliet, det glædelige budskab om, at Gud aldrig slipper mennesket, og at han møder os midt i vores almindelige liv. Folkekirken er ofte under beskydning i disse år såvel udefra som indefra. Her er nogle af de spørgsmål og kommentarer, jeg har hørt og læst: ”Er vi ikke blevet for vattede i folkekirken?”. ”Hvad er op og ned?”. ”Sæt skel og skær linjer til!”. ”Vis at kristentro ikke er hvad som helst!”. ”Træd i karakter og vis, hvad der er indenfor og udenfor skiven! Hvad, der hører til i kirkens rum”. Såfremt kritikken udtrykker et ønske om at tydeliggøre kristentroens kerne, forstår jeg den og er enig. Men jeg er kritisk, hvis sigtet er at snævre kirkens rum og mindske budskabet. Det gælder såvel ateisten som den sekterisk kristne, når de vil rykke det almindelige liv ud af kirken og ensidigt gøre den døbte og menigheden til en lukket kreds. For ateisten er folkekirken for meget, og for den sekteriske fylder kirkens

Peter på søen, altertavlen i Thorsminde.

menighed for lidt, og afgrænsningen til omverdenen står for utydelig. Jeg sætter pris på en rummelig folkekirke, som ikke kun er optaget af sit eget indre liv eller ensidigt luner sig ved at rakke ned på andre og sparke til sin omverden. Det er som kirke vigtigt at have fornemmelse for, hvad der rører sig blandt mennesker i dag, hvilke drømme og længsler der bor i os. Der er til stadighed meget at forholde sig kritisk til, men vi skal tage hinanden alvorligt og det konkrete og skrøbelige liv alvorligt, sådan som det nu leves i vores samfund i dag. Evangeliet modsiger os i vores selviskhed og ondskab, men evangeliet er et glædeligt budskab, og det skal forkyndes ind i livet. Kirken skal som folkekirke være til stede, hvor mennesker lever og bor. Og den behøver hverken puste sig unødigt op med gammel kirkelig og præstelig autoritet eller modsat skrue ned for det særlige, som kirkens rum er. Vi kommer i kirken for at møde noget andet og mere end os selv. Vi bliver i kirken mødt af Gud. Kirken bygger på evangeliet, låner rum til et budskab, som kirken ikke ejer, men som er givet den enkelte døbte at tage med sig i livet. Opgaven er klar, at forkynde Kristus, troen på Gud Fader, Søn og Helligånd, og at tydeliggøre, hvad et menneske er i lyset af Guds kærlighed og nåde, og hvad det er kaldet til i det fælles liv.

Dette kræver sans for både himmel og jord, det sakrale og det profane. Der er netop i folkekirken plads til menneskets længsler og fantasi og dermed plads også til menneskets stemme. Opgaven er at tage menneskers forskelligartede erfaringer og livstydninger alvorligt, sanse, hvad rører sig i tiden, og så tale evangeliets befriende budskab netop ind i dette liv.

de høje bølger og de kredsende måger viser livet i verden. Kristus kommer imidlertid Peter i møde og rækker ud efter ham.

Peter og Jesus på søen illustrerer imidlertid ikke kun en magisk beretning fra Jesu liv, men mødet mellem de to illustrerer på bedste vis det møde, som finder sted mellem Gud og menneske, himmel og jord, hver gang vi holder gudstjeneste. Det er ikke svært at falde igennem og synke til Vi, som har en forkyndelsesbunds i tilværelsen. Det sker Opgaven er at tage mæssig opgave i folkekirken, hele tiden, igen og igen, for menneskers forskelligskal fortsat søge at blive bedre bølgerne står højt hos os, og artede erfaringer og til dette, og vi skal som døbte livstydninger alvorligt.... truslerne er mange. Men i medvirke til et godt kirkeliv. At gudstjenestens rum rækker være kirke er således fortsat at Gud sin hånd ud og griber fat skærpe sin opmærksomhed for de forandringer, i os. Guds ord og Guds nærvær i dåben og nadsom finder sted i tiden, for at kunne forkynde veren løfter os til stadighed op af det brusende Guds ord sådan, at vi, når vi går fra kirken, på verdenshav. en og samme gang føler os sat på plads og samJeg vandrer for Herrens åsyn udi de levendes land. tidigt går derfra med lyst og lykke til at gøre Disse ord over udgangen til Thorsminde kirke gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde. binder da det glædelige budskab, som vi hører i Jeg vandrer for Herrens åsyn udi de levendes land. kirkens rum, sammen med det liv, vi lever udenDisse ord fra Salmernes Bog (Sl 116 vers 9) står for. Det er ikke kun inde i kirken, Gud lader sig over døren, når man går ud af kirkerummet i høre og griber fat i mennesket. Verden udenfor Thorsminde kirke (se side 7). Ordene forholder er til og er en gudsskabt verden. Gudstjenesten sig til kirkens altertavle, hvis motiv er disciplen føles måske som et kortvarigt helle og besøget Peter og Jesus på søen (se side 5). Disciplen Pei kirken som nødvendig pause i tiden. Men kirter er i billedets forgrund. Han er trådt ud på ken er ikke et kloster eller en lille ø, et ståsted vandet til sin mester. Men Peter falder igennem, i et stort ocean, ligesom menigheden heller alkan ikke gå på vandet. Den synkende discipel, drig kan nøjes med at se sig selv som den lille

Orglet over udgangen til Ribe domkirke.

rest af hellige i en verden, hvor bølgerne ellers går højt og vinden vedblivende suser. Som døbte og som del af et sogn og en menighed skal vi forstå os selv som del af et samfund og en fælles verden. Mennesket lever i tiden og i rummet, men det er ved Guds nåde et levende land, vi går ud i. Vi går fra kirken med Guds velsignelse i ryggen.

Ribe domkirke og Thorsminde kirke er vidt forskellige. Den første er en katedral og en den anden en oprindelig lille redningsbådsstation ændret til kirke. Jeg holder meget af begge rum, og de er alle forskelle til trods begge dejlige kirkerum. Der er højt til loftet begge steder. I Ribe domkirke er det orglet og bruset fra det mageløse instrument, som fylder én, når man

går ud af kirken. Orglet og kirkemusikken er poesi, skrev organisten og komponisten Rued Langgård. Og han har ret.

og mangfoldige verden. Postludiet i domkirken kan ofte nærmest løfte én ud af døren og dermed pege på Guds velsignelse af mennesket. Som Orglets postludium sender os Moses skrev: Velsignet være Mennesket lever i tiden ud som ordene over døren i du i byen, og velsignet være du og i rummet, men det er Thorsminde. De fortæller det på marken…Velsignet være du, ved Guds nåde et levende samme: at kirken er mødestenår du kommer hjem og når du land, vi går ud i. det, hvor vi får dejlige ord at går ud (Femte Mosebog kapitel høre, til trøst og opbyggelse. 28,3 og 6). Her har vi pause og finder ro, men det er også et sted, som sender os ud af døren og ind i livet Elof Westergaard og fællesskabet med hinanden i denne brogede biskop Ribe Stift

Udgangen over Thorsminde kirke med skriftstedet: Jeg vandrer for Herrens åsyn udi de levendes land.

Mon der er en Kirke derude i Skoven?1 For to år siden gik jeg sammen med min ægteviv Når man søndag formiddag træder ind i Skovcaminoen fra Saint Jean Pied-de-Port til Santialund Kirke, bliver man mødt af et varmt, lyst go de Compostela. På denne pilgrimsrejse indog venligt rum. Hvis solen skinner, står lyset går der talrige gudstjenester og pilgrimsmesser. fra vinduerne ind i strålebundter, og man kan Men højdepunktet er den afsluttende pilgrimsvælge at sætte sig diskret i skyggen eller midt messe i den imponerende katedral i Santiago de i en solstråle. Man bliver også mødt af en venCompostela. Kirken er overdådigt udsmykket, lig kirkebetjening og et lille nik fra mange af de og det er her, apostlen Jacob er kirkegængere, som allerede begravet. Katedralen er proper kommet. Jo, her er godt at Og da gudstjenesten fyldt med pilgrimme, og her er være, og når bedeslagene lykan begynde, er der velsignelse og røgelse til alle. der og orgelet sætter i, så er tæt af menesker, og Men nadveren i alterpartiet er rummet klar til gudstjeneste. baobabtræets skygge forbeholdt ”dem der i hjertet er kan slet ikke rumme Men sidder man nu i et sakralt parat til at modtage den” og som menigheden. eller profant rum?2 Det er den er af den rette katolske tro. overskrift, jeg har fået tildelt. For år tilbage var jeg ansat i Folkekirkens NødSøndag før pinse er der friluftsgudstjeneste i hjælp og rejste ofte i Afrika, Asien og Stillehabyparken i Skovlund. Alteret og korset er stillet vet. Her mindes jeg mange forskelligartede og op af spejderne, men resten af udsmykningen farverige kirkerum og gudstjenester. Men een har Vorherre selv taget sig af. Skoven står foraf de oplevelser, som står klarest, var en gudsårsgrøn, søen er blå og rolig, solen skinner, og tjeneste i et ørkenlignende landskab under et ”græsset dufter lysegrønt”. Her er mindst dobbelt baobabtræ. Flere timer før gudstjenesten har så mange kirkegængere som normalt, for det trommer og klokker kaldt kirkegængere samflotte vejr og de flotte omgivelser og rundstykmen fra nær og fjern. Og da gudstjenesten kan kerne bagefter får langt flere til gudstjeneste begynde, er der tæt af menesker, og baobabtrædenne søndag. ets skygge kan slet ikke rumme menigheden.

1 2

H. C. Andersen, Klokken, 1854 Sakral: vedr. gudsdyrkelse, latin: sacer = hellig | Profan: verdslig, vedr. den ikke-religiøse del af virkeligheden 9

Her er hverken orgel eller klaver, men i stedet for præludiet er et kor, som stemmer i med en flerstemmighed af hallelujaer.

Også Grundtvig slår de samme toner an i den elskede salme ”Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falde”, som fortsætter i andet vers med: ”... Himlenes Gud vist ej bebor huse, som hænder mon bygge” og gør det helt klart i tredie vers, at ”vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”.

Her er tale om fire meget forskellige kirkerum. Er de alle sakrale, når de bruges til gudstjeneste? Eller er det kun de dertil indrettede kirkelokaler - kirken i Skovlund og katedralen i Med Luther og Grundtvig i ryggen kunne det Santiago - som er sakrale? Kan sakral gradbøvære fristende at konkludere, jes, så der i pilgrimsmenigat det er Ordet og gudstjeneheden i Santiago er et sakralt kirkerum for de mange og et Kirkerummet er et særligt sten, som skaber det sakrale rum, og at kirkerummet som supersakralt alterparti for de rum, hvor man ligesom sådant ophører med at være udvalgte? Er graden af sakral i sit eget hjem, sætter sakralt, så snart de sidste tonoget, som bestemmes af Vorvisse regler og rammer. ner af postludiet er døet hen, herre, Kirken eller det enkelte og at kirkerummet derpå er menneske? ganske profant og kan bruges til alle verdslige I dette Lutherår kunne det være fristende at formål. Men så enkelt er det nok alligevel ikke. finde facitlisten her. Og der er da også talrige For det første må vi være forsigtige med at becitater at læne sig op ad. Således er Luther citragte denne konklusion som universel gyldig, teret for i en juleprædiken at sige, at egentlig men medgive, at selv om vi lutheranere måske burde alle kirker rives ned, for ordet skal ud i ikke betragter kirkerummet som et helligt sted, gader og stræder. I artiklen ”Synet på det hellige så forholder det sig anderledes med andre trosog profane” bringer lektor Benny Schuster dette retninger. Der er ingen tvivl om, at den katolske Luther citat: ”Derfor kan man ikke med større ret kirke betragter katedralen i Santiago og Jakobs udnævne eller berømme nogle steder frem for angrav som sakrale steder, og hvis man vender dre som Guds hus eller tempel, hverken på grund sig mod Danmark, kan man konstatere, at Den af størrelse, kostbarheder, rummet eller bygningen, Katolske Kirke har en ”Kommission for tilsyn eller fordi folk strømmer dertil. I stedet kender man, med sakrale bygninger”. Med andre ord, så er det således som jeg har sagt, det sande Guds tempel på, spørgsmålet, hvem der har definitionsretten, at man der kommer sammen for at bede, tjene Gud og under alle omstændigheder bør man udvise og høre hans ord” (Martin Luther: Operationes in Psalmos 1519-21) 10

Skovlund kirke.

Med Luther og Grundtvig i ryggen kunne det vĂŚre fristende at konkludere, at det er Ordet og gudstjenesten, som skaber det sakrale rum...

Skovlund kirke.

respekt, når man betræder andre trosretningers og andre religioners hellige steder. For det andet er vi vel heller ikke parat til at tage skridtet fuldt ud og betragte kirkerummet som et ganske profant rum på linje med alle andre rum. I femte vers af Kirken den er et gammelt hus, udtrykker Grundtvig det således: ”Husene dog med kirkenavn, bygget til Frelserens ære, hvor han de små tog tit i favn er os som hjemmet så kære”. Kirkerummet er et særligt rum, hvor man ligesom i sit eget hjem sætter visse regler og rammer. Det er derfor, at der ingen facitliste er for kirkerummets rette brug eller misbrug. Det må være op til de enkelte menigheder og præster at fastsætte rammer og regler: • Må man klappe i en kirke? • Må man tage billeder og video af dåbs- handlingen? Og nadveren? • Må man afholde koncert med dansktopsolister? • Må børnene lege tagfat i kirkerummet efter gudstjenesten? • Må konfirmanderne overnatte i kirkerummet? • Må man gennemføre yogatræning? • Må man afholde clairvoyance? For det tredie, så er kirkerummet for mange tæt forbundet med begravelser, hvilket tilsiger, at rummet skal behandles med en vis andagt og respekt. Derfor tror jeg også, at mange af de

danske folkekirkemedlemmer er enige med den store danske encyklopædi, som under opslagsordet ”kirke” skriver, at i omtrent 2000 danske landsbykirker ligger ”kirkegården, lige uden for kirken, så de levendes verden, lovsangen inde i kirken, bindes sammen med de døde i et fællesskab, generation efter generation. Kirkegårdsmuren afgrænser endegyldigt overgangen mellem det profane og det sakrale”. Jeg synes, det er privilegeret at være kirkegænger i Danmark, med alle de flotte og velholdte kirkerum spændende fra de gamle middelalderkirker med deres kalkmalerier og den lange historie og tradition til de allermest moderne bygningsværker af vore ypperste danske arkitekter. Men på trods af disse pragtfulde rammer, så synes jeg, det er tankevækkende, når Eberhard Harbsmeier i Kristeligt Dagblad skriver, at ”mærkeligt nok er kristendommen på en måde en typisk indendørsreligion ... gudsdyrkelsen foregår først og fremmest inde i det lukkede rum”. Måske er disse perfekte rammer for gudstjenesten i Danmark, sammenholdt med mantraet om, at antallet af kirkegængere aldrig må blive et selvstændigt succeskriterium, blevet til en sovepude for kirken. Måske burde vi i stigende grad lægge os Luthers ord på sinde og forlade kirkerummet for at bringe kirken ud af kirkerummet og ud på gader og stræder til de steder, hvor folk lever og færdes. Max Kruse, menighedsrådsformand Skovlund 13

Hvilken gudstjeneste er kirken bygget til? En kirke er bygget for, at der kan holdes gudstjenester i den. Men en gudstjeneste er ikke bare en gudstjeneste. Jeg var således til en alt andet end stilfærdig gudstjeneste i USA. Det hele foregik fra en stor scene. Her stod sangerne. Det var også her, at tre unge mennesker trådte frem og fortalte, hvordan de var kommet til troen og hvordan troen havde ændret deres liv. Det var bevægende fortællinger, og menigheden klappede højlydt ad dem. Herefter kom præsten. Han talte ind i en håndholdt mikrofon, mens han gik frem og tilbage på scenen. Prædikenen var enkel og klar. Igen

handlede det om troen. Præsten fortalte for eksempel malende om, hvordan man skulle have mod til fortælle om sin tro til ekspedienten i Starbucks, når man købte en kop kaffe. Det gjorde han nemlig selv. Herefter opfordrede han alle, der endnu ikke var kommet til tro, til at komme op på scenen. Han ville lægge hånden på deres hoveder og bede for dem. Adskillige trådte frem, og flere fra menigheden græd af bevægelse. Hele gudstjenesten handlede således om menighedens trosliv. Til gengæld var der ingen dåb, nadver eller bibellæsninger. For en kølig dansk protestant var det meget

fremmedartet. Det samme var kirkerummet. Kirkerummet var som sagt indrettet som en teatersal med balkoner og en stor scene. Faktisk kunne kirkerummet lige så godt bruges til koncerter eller teater. At det skulle være en kirke, var ikke til at se, med mindre man vidste det. Der var ingen døbefont, alter eller andre kristne symboler. I den forstand var rummet nærmest neutralt. Det var det, der gjorde rummet anderledes. For modsat det amerikanske kirkerum er det danske alt andet end neutralt. I Danmark er man slet ikke i tvivl om, at det er en kirke, man er trådt ind i. Selvfølgelig kan

Sct. Jacobi kirke, Varde

man lave koncerter og andre kulturelle arrangementer i kirkerummet, men døbefonten, alteret og prædikestolen vil altid gøre en opmærksom på, hvad det er for et rum, man befinder sig i. Rummet vil ligefrem fortælle noget til den, der befinder sig i det. I min egen kirke viste vi engang en stumfilm af Charlie Chaplin. På forunderlig vis skete der noget, da vi sad og så filmen. I kirkerummet fik filmen nemlig en anden betydning, end den ville have fået i biografen. Fra at være en film, der handlede om en lille fjollet mand, blev den til en fortælling om Kristus. Rummet var så ladet med betydning, at det nærmest førte os hen mod denne tolkning af filmen.

Kirkerummet vil således altid noget med den, Mellem dåben og nadveren lyder prædikenen. der befinder sig i det. Hvad det er, viser sig i Fra prædikestolen skal præsten pege på dåben den gudstjeneste, man fejrer i rummet. Hvor og nadveren som de steder, hvor Gud taler og det amerikanske kirkerum er indrettet til, at menigheden svarer. Ved hjælp af bibelen skal menigheden kan fortælle om sig selv, er det det oplyses, hvad denne samtale mellem Gud danske kirkerum indrettet til, at Gud kan sige og menigheden kommer til at betyde. Først noget til menigheden. Gudstjenesten fungerer og fremmest skal den pege på, at samtalen vil som en samtale mellem Gud og menigheden, føre til kærlighedens fuldendelse mellem Gud siger Grundtvig. Her tager og mennesker. PrædikeGud til orde i dåben og nadnen skal dermed få håbet Således er det ikke lige veren, og menigheden svarer til at vokse i menigheden. meget, hvordan et kirkerum i bekendelse, forkyndelse og Grundtvig forklarer det et er indrettet. Det er indrettet, lovsang. Man kan høre det i sted med et billede af en fordi det vil noget med den, dåbsritualets ord, hvor bardansk middelalderkirke, der befinder sig i det. net bliver spurgt om trosbehvor døbefonten oprindekendelsens ord. For Grundtligt har stået ved indganvig er det Gud selv, der spørger. Når der på gen. Her begynder det kristne liv, når barnet får barnets vegne svares ”ja” til ordene, har Gud skænket troen i dåben. Efter dåben skal barnet fået sit svar. Svaret er troens livstegn. Gud og vokse ved at vandre op gennem kirkerummet. den døbte har herefter en historie sammen, som Undervejs vil han eller hun blive oplyst om troskal udfoldes i troen. Troen står dog aldrig stilens veje fra prædikestolen. Oplysningen skal få le. Den er altid på vej og skal vokse i håbet for håbet til at vokse ved at pege på, at vandrinat blive fuldendt i kærligheden. Kærlighedens gen vil ende oppe ved alterbordet. Her vil Gud fuldendelse er således troens mål. Derfor lyder indbyde til sit kærlighedsmåltid og give en indstiftelsesordene til sidst i gudstjenesten som forsmag på kærlighedens fuldendelse mellem en indbydelse til et kærlighedsmåltid mellem ham og menigheden. Således bliver døbefonGud og menigheden. Igen er det Gud selv, der ten og alteret ikke bare steder, hvor Gud taler. tager til orde, når det lyder: ”Tag dette og spis De bliver også udtryk for, hvordan det kristne og det, og tag dette og drik det.” Når menigliv udfolder sig i tro, håb og kærlighed. Ved heden svarer i lovsang, er det tegn på, at kærdøbefonten begynder troen, fra prædikestolen ligheden lever i den. Sangen er kærlighedens vokser håbet, og ved alteret fuldendes kærliglivstegn, siger Grundtvig. heden.

Aftenandagt ved Sct. Nicolai kirkeruin.

SĂĽledes er det ikke lige meget, hvordan et kirkerum er indrettet. Det er indrettet, fordi det vil noget med den, der befinder sig i det. Det amerikanske kirkerum er indrettet til at fejre menighedens tro. Det danske kirkerum er ind-

Aftenandagt ved Sct. Nicolai kirkeruin.

rettet for, at der kan finde en samtale sted mellem Gud og mennesker, hvor troen skabes, for at vokse i hĂĽbet og fuldendes i kĂŚrligheden. Morten Thaysen, sogneprĂŚst Varde

Et ritual for mig Det personliggjorte ritual

overvejelser over denne tendens til personliggørelse af kirkens ritualer og i forlængelse heraf kirkens målgruppegudstjenester.

Det personlige og individuelle er for alvor rykket ind i folkekirkens liturgiske praksis. Præster og kirkemusikere bliver ofte mødt med ønsker For mig til, hvordan brylluppet eller begravelsen skal foregå. Hvilken musik skal der spilles og hvorLuthersk teologi er på ingen måde ubekendt dan, skal der være særlige personlige indslag med, at det enkelte menneske og den personved en nær ven eller en professionel sanger, lige livssituation spiller en vigtig rolle. Evangeskal der helst ligge en hestesko på alteret eller liet er nemlig ikke bare noget, der svæver frit i en glaspyramide på kisten? I luften - det er noget, som er til de senere år har mange par gavn for mig i mit liv. Luther benyttet sig af muligheden Luther understreger, at understreger, at Guds ord er for at blive viet i haven elGuds ord er til mig ... det til mig, Guds handling er for ler på stranden eller et aner lige præcis mit liv, der mig (pro me); det er lige præcis det sted, som er af speciel bliver forandret og fornyet mit liv, der bliver forandret og betydning for brudeparret af evangeliet. fornyet af evangeliet. Derfor og deres livsfortælling. Og skal evangeliet tales ind i det det personlige og udbredte enkelte menneskes konkrete livssituation, der ønske om at høre eller synge Kim Larsens Om hvor den enkelte fortolker og forstår. Og vi er lidt blir her stille ved begravelsen er blevet taget nu efterhånden kommet så langt fra den diaalvorligt med sangens nylige optagelse i Kirlektiske teologis storhedstid, at vi igen kan se, kesangbogen. Bedemændenes hjemmesider og at der er behov for tilknytningspunkter mellem bryllupshjemmesiderne afspejler, hvor vigtigt menneskeliv og evangelium. De menneskelige det er for mange af os, at den kirkelige handling erfaringer er ikke ufine, dem er der brug for i konkret skal spejle eller repræsentere vores liv kirkens rum, hvor forkyndelsen skal blive for gennem opfyldelse af personlige ønsker. mig og tale ind i det liv, der er mit. I det følgende vil jeg ud fra en luthersk synsDerfor må vi tænke på genkendelighed i vores vinkel og ud fra nyere liturgisk teori dele nogle kirkelige former og sprog. Der kan blive så stor

Bryllup pĂĽ Nymindegab Strand

afstand mellem det konkrete liv og kirkens ord og handlinger, at det går hen over hovedet på os, der sidder i kirken, at der her er tale om repræsentationer af og tale til vores liv og erfaringer. Man skal kunne genkende sig selv og sit liv i kirkens udtryk.

når det liturgiske subjekt gengives så konkret, at der bare bliver tale om en spejling af individet, som dermed ”kan kjenne seg helt igjen i alt som bliver sagt” (Thomassen 2008). I noget af det, der siges og gøres, skal der være fremmedhed, noget der ikke er mig selv. Det er måske en banal sandhed, men ikke Genkendelighed spiller selvdesto mindre vigtig. Hvis ikke følgelig en afgørende rolle der er en evangelisk fremmedI noget af det, der siges ved bryllupper og begravelhed, bliver der slet ikke noget og gøres skal der være ser. Her er det traditionelt set luthersk pro me, så bliver der fremmedhed, noget der talen, der skal male det konbare mig. Talen og liturgien ikke er mig selv... krete liv frem, som er anledkan ikke nøjes med at være ningen til, at vi er kommet personlig, livsnær og eksii kirke. De nyere personlige ønsker ang. sted, stentiel, men må have et evangelisk ’mere’. Det udsmykning, musik, ’scenografi’ m.m. udvider konkrete liv med dets steder, sange og symbodet område, som skal konkretisere det personler skal jo udlægges i lyset af Gud. Det er bl.a. lige liv. Ønsket om genkendelighed finder i dag derfor, vi til stadighed læser fra Bibelen ved kirudtryk i andre og flere former end den sædvankens liturgiske handlinger. lige. Svaret på, hvorfor den traditionelle form for mange ikke længere er nok, skal ifølge den Det er også en pointe, at det menneskelige jeg, norske liturgiker Merete Thomassen findes i som luthersk teologi fremhæver, ikke umiddelden generelle samfundsudviklings subjektibart er at sidestille med det senmoderne subvering. De ordinære liturgier er ikke længere jektiverede jeg. Jeg’et i luthersk antropologi er nok til at repræsentere individet. Det særegne ikke først og fremmest det særegne jeg, men det må komme mere til udtryk, for at individet kan almene jeg, som er fælles med alle andre om de komme til syne (Thomassen 2008). menneskelige grundvilkår: At have brug for at få en ny chance næste dag til at elske sin æg tefælle, at lede efter meningen med det hele, To overvejelser over de at sige tak, at have ansvar for andre og svigte personliggjorte ritualer det, at have brug for tilgivelse fra både Gud og mennesker for det, der ikke kan ændres, når kiGenkendeligheden mellem den enkelte og listen er lukket osv. Derfor er det vigtigt, at det, turgien må ikke blive 1:1. Jeg er enig med Thosom de kirkelige handlinger kan så fornemt, massen, der beskriver det som problematisk, 21

nemlig den målrettede forkyndelse, ikke bliver kirken ligesom resten af vores samfund forholtil privathed, men at det målrettede foldes ud der sig til. Her repræsenteres det personlige i til at pege på det almene. Brylluppet er jo ikke grupper, der er fælles om at være et særligt sted kun for de to forelskede ved alteret, begraveli deres liv, at have fælles interesser osv.: kravsen selvsagt ikke kun for den afdøde i kisten, legudstjenester for småbørnsforældre, familiemen for de tilstedeværende. For dem, der ikke gudstjenester for dem, der har familier, manhar præcis de konkrete erdegudstjenester for mænd, faringer, de yndlingssange, børnegudstjenester for børn Det er en vigtig rettesnor osv. I en segmenteret verden familieforhold osv. som parfor de personliggjorte ret eller den afdøde, der er er de mange målgruppegudsritualer, at de skal være anledningen til, at vi er komtjenester én måde, hvorpå den for hele forsamlingen. met til kirken, men som har sandhed, at evangeliet skal andre erfaringer inden for være for hele folket, tages det ’fælles jeg’, som der kan tales til. Det er en alvorligt. Gudstjenesterne er ofte meget velvigtig rettesnor for de personliggjorte ritualer, besøgte, hvilket har at gøre med deres målretat de skal være for hele forsamlingen. Det, der tethed og genkendelighed. Her gives en klar anskal siges og gøres, skal ikke blot tale om parledning for den enkelte (som tilhører en given rets eller afdødes liv, men om vores. Derfor lymålgruppe) til at komme i kirke. Det er godt, der den aronitiske velsignelse både ved begraat disse typer af gudstjenester nu anses for at velse og bryllup over alle tilstedeværende. Som være rigtige gudstjenester, bl.a. fordi den anerudtryk for, at alle deltagende er set og genkendt kendelse betyder bevidsthed om, at der skal ari deres almene særegenhed af den Gud, over bejdes med kvalitet og gudstjenesteligt indhold for hvem alle er lige og alle lige elskede. Alle også i de gudstjenester, der ikke er stedets faste. særegenheder indbefattet og til trods. Med ThoSom ved de kirkelige handlinger er det vigtigt massens præcise formulering: Liturgien skal at tænke over, hvordan der gives rum for den tale til det kollektive liturgiske subjekt, ikke det evangeliske fremmedhed, så vi ikke bare møder subjektive (Thomassen 2008). vores eget spejlbillede i kirken.

Målgruppegudstjenesterne Også de mange målgruppegudstjenester er udtryk for det fokus på det personlige, som folke-

Også i forhold til de målgruppegjorte gudstjenester vil jeg nævne et par overvejelser: Målgruppegudstjenesterne peger på en teologisk udfordring. I luthersk kristendom skelner

VidebĂŚk kirke.

man mellem menneskelivet over for Gud og menneskelivet over for verden og andre mennesker. I verden hersker forskellene: Nogle får børn, andre gør ikke, nogle er rige, andre fattige, nogle er kvinder, andre er mænd osv. I forholdet til Gud er der ingen af disse mellemmenneskelige forskelle, der gør nogen forskel. Over for Gud er alle ’bare’ mennesker, alle er lige. Målgruppegudstjenesterne tager imidlertid netop udgangspunkt i de menneskelige forskelle, der her kommer til at gøre en forskel. Der skal noget til, før man kommer som single til en familiegudstjeneste og som kvinde til en mandegudstjeneste. Inklusion kan have eksklusion som bagside (jf. Øierud, 2014). Er det en katastrofe? Næppe endnu. Men skulle folkekirken en dag (for at få flest muligt i kirke) udelukkende tilbyde målgruppegudstjenester, tror jeg, vi ville komme til at sløre noget grundlæggende i det kristne syn på mennesket. Man møder ofte det synspunkt, at det kun er proforma, at højmessen er for alle - i praksis er den jo kun for nogle få. Derfor overvejes det faktisk nogle steder, om man skal undlade højmessen, når man har andre gudstjenester. For mig at se er det vigtigt, når det siges om højmessen, at den er for alle. Alle har adgang. Uanset at det ikke er alle, der kommer. Måske kan man sammenligne med folketingssalen. Folketingets debatter er åbne for alle. Man skal ikke bestille plads, betale entré eller tilhøre en bestemt gruppe for at komme ind. Uanset at det ikke er alle

danskere, der bruger muligheden, har det betydning, at den er der. Vel kunne man forestille sig, at nogle dage var målrettet børnehaver, skoleklasser, erhvervsfolk, men hvis alle dage var for målgrupper, ville grundklangen, der lyder ’her har alle adgang’, blegne. Opgaven er ikke at sløjfe højmessen som kirkens grundstof. Bag ved alle andre gudstjenester skal den være der som jævnligt tilbagevendende mulighed for at komme som det og den, man er, på denne søndag, med alt det særegne, som ens almindelige liv byder en, og som skal kunne rummes i kirkens kollektive liturgiske jeg. Og så skal vi se, om vi kan arbejde på højmessens former, så de i højere grad opleves som inkluderende og livsgenspejlende, og så fremmedheden tjener sit virkelige formål i stedet for at virke fremmedgørende. Så også højmessen kan opleves som noget, der er for os. Benedicte Hammer Præstholm, ph.d., lektor på Pastoralseminaret i Århus

Litteratur Merete Thomassen, ”Gudstjenesten som speiling av det individuelle eller kollektive subjekt? – Om gjenkennelseskriteriet i liturgisk reformarbeid”, Idunn.no, 2008/06. Gunnfried Ljones Øierud, ”Inkluderende gudstenestekommunikasjon”, i Geir Hellemo (red.) Gudstjeneste på ny, Universitetsforlaget 2014, s. 180-193.

Den fjerne kirke - de hellige salmer ”Kirken den er et gammelt hus, bygget af levende stene”. Sådan skriver Grundtvig i en af sine bedste salmer og minder os dermed om, at kirken ikke bare er et stykke arkitektur bygget af døde sten. Kirken er derimod os selv; vi skal være dens levende stene.

gudstjeneste vil typisk bestå af salmesang, og dertil kommer, at vi stadig har en autoriseret salmebog, som indtil for nylig havde status af at være folkeskat, og som i sig selv signalerer andagt.

Jeg har mødt mange, som ikke Men Grundtvigs forståelse mener, at man bør synge andet Vi tænker dem ikke bare af kirken som langt mere end i kirken end det, der står i salsom smukke, traditionset kirkerum er ikke længere mebogen, fordi det nu engang rige fællessangstekster, helt indlysende for alle. Hvis er den bog - og kun den - man men opfatter dem også man spørger en tilfældig synger fra. Jeg har også mødt som del af et gammelt, dansker, hvad ordet kirke flere, der ligefrem ser det som helligt sprog. betyder, vil mange spontant ringeagt for traditionen enten begynde at beskrive en kirat skrive nye salmer (som om kebygning, altså det gamle hus af døde sten. de eksisterende ikke var gode nok) eller at digte videre på kendte salmer (som om de ikke var Det hus, man kommer i til gudstjenester og højurørlige, tidløse originalværker). Der er meget, tider, det hus, hvor man beder, lytter til en præder tyder på, at jo fjernere fra hverdagen og jo diken og synger salmer. Kirken er med andre ord for mange blevet til et sted, noget decideret mere ophøjet kirken bliver i den folkelige beikke-hverdagsligt og tilbagetrukket. Den er så vidsthed, jo mere hellige bliver salmerne i sig at sige smeltet sammen med det hellige, og det, selv. Vi tænker dem ikke bare som smukke, man foretager sig i kirken - det man siger og traditionsrige fællessangstekster, men opfatter synger - bliver derfor i sig selv til noget anderdem også som del af et gammelt, helligt sprog. ledes og ophøjet. Som vi helst ikke ændrer på. Den aura af hellighed, mange tillægger kirken, stråler i særlig grad gennem salmerne. I Danmark fylder salmerne meget i en gudstjeneste, både i tid og betydning. Mindst halvdelen af en

Salmer er føljetoner Men rent faktisk er det ikke historisk korrekt at opfatte salmerne som originale, tidløse vær-

ker. For det har været helt almindeligt op gennem salmedigtningens historie, at salmedigtere skrev videre på kendte tekster eller på hinandens salmer.

ske kunnen, deres personlige teologi og deres samtids sprog. Og nogle af salmebogens mest sungne og skattede salmer er salmer, som er skrevet som nydigtninger eller poetiske svar på tidligere salmer. ”Nu fryde sig hver kristen mand” Læser man de navne, der står med småt under (Grundtvigs nydigtning af Luthersalme), ”Jumange af salmerne i Den Danske Salmebog, får len har englelyd” (Ingemanns bearbejdelse af man ofte en helt lille salmehistorie. Navnene Grundtvigs bearbejdelse af latinsk julesang), angiver, hvem der har oversat, redigeret eller ”Hil dig frelser og forsoner” (Grundtvigs nydigtgendigtet en salme. Og de fortæller, at salmening af Arnulf af Louvains latinske hymne fra traditionen i høj grad op gen1200-tallet) og ”O Kristelighed” nem århundrederne er blevet (Grundtvigs salmesvar på fornyet indefra som en slags Nu kom dele af de gamle Kingos salme ”Far verden, farsmå føljetoner, ved at både vers frem i citater, vendin- vel”) er blot nogle af de kendte kendte og ukendte salmeger, rim og billeder i mine salmer, der aldrig ville være digtere vedkendte sig den egne salmer ... blevet skrevet, hvis salmebøtradition, de stod i, og lod sig gernes salmetekster op geninspirere af dens tekster til at nem historien havde været betragtet som urørskrive nyt. lige og én gang for alle færdigskrevne. Martin Luther - der på sin vis både opfandt og indførte salmesang som menighedssang - forfattede som den første protestantiske salmedigter fra midten af 1520erne en række salmer, som netop var skrevet ud fra ældre tekster, hymner, processionssalmer og vers. De blev siden oversat til dansk og indgik i den danske salmetradition, hvor de med årene blev bearbejdet alt efter salmebog og tidsånd. Brorson, Ingemann og Grundtvig - de skrev også alle masser af salmer, der ikke var originale, men var gendigtninger eller byggede på kendte tekster, som digterne bearbejdede ud fra deres egen poeti-

Desværre sygnede salmedigternes hæderkronede tradition for at gendigte og skrive videre på gamle salmer og hymner fuldstændig hen, efter at Grundtvig døde i 1872. Måske havde vores store danske salmedigter med sin enorme salmeproduktion mættet markedet for salmer over flere generationer. Måske var han også simpelthen for svær for senere digtere at komme efter. Under alle omstændigheder blev der påfaldende stille ved gendigtningsskrivebordene, da Grundtvig havde skrevet sine sidste salmer. Og selve salmedigtningen i Danmark gik med enkelte undtagelser helt i stå. Først in-

den for de seneste par generationer er det igen for alvor blevet muligt at skrive salmer. Men dermed er det også blevet oplagt at begynde at skrive videre på traditionens tekster.

Vi skal digte videre på traditionen Jeg delte selv i mange år den udbredte forestilling, at de gamle salmetekster - dem rører man ikke ved. Da jeg selv for alvor begyndte at skrive salmer, opdagede jeg imidlertid hurtigt, at jeg under arbejdet igen og igen lånte fra de salmer, jeg kendte. Jeg havde som barn lært at spille klaver efter Højskolesangbogen og Koralbogen, og derfor kunne jeg både mange sange og salmer udenad. Nu kom dele af de gamle vers frem i citater, vendinger, rim og billeder i mine egne salmer. I en vis forstand skrev jeg allerede - uden at ville det - videre på den tradition, jeg var dybt indfældet i, og som var indfældet i mig. Og da jeg i 2012 for første gang med frygt og bæven og helt bevidst gik i gang med at nydigte en kendt salme, nemlig Grundtvigs formidable ”Som tørstige hjort monne skrige”, gik det som en lille åbenbaring op for mig, at salmerne i Salmebogen ganske enkelt bare lå og ventede på at blive taget op på ny. Efter næsten halvandet hundrede års stilhed på gendigtningsfronten, må tiden omsider være inde til, at salmedigtere igen tør kaste sig over

Vi skylder faktisk traditionen at tage den så alvorligt, at den også i dag kan inspirere til et nyt salmesprog.

arbejdet med at digte videre på den tradition, vi er solidt plantet i. De mange navne med småt under mange af salmerne i Salmebogen kan ganske enkelt læses som fortidens små opfordringer til os i dag om at komme i gang igen. I dette reformationsfejringsår kan vi sagtens netop i respekt for den tradition, vi står i - gå mere frygtløst til de salmer, der engang var spritnye, men som nu er blevet klassiske for os. Vi skal også i dag turde kæmpe med vores traditions tekster ved at skrive videre på dem, omtrent som man skriver videre på en god og aldrig færdigfortalt historie. Vi skylder faktisk traditionen at tage den så alvorligt, at den også i dag kan inspirere til et nyt salmesprog. For ingen tekster er for hellige til at kaste nye tekster af sig, heller ikke selvom de er så gode, at de måske ligeså stille over årene næsten er blevet næsten hellige for os. Iben Krogsdal, forfatter og salmedigter

Salmesang i Thorsminde kirke.

Salmesang pĂĽ havnen i Thorsminde.

Gudstjenestens salmesang - i et reformationsjubilæumsår Fordi reformationen i høj grad blev sunget ind i folket, er der god grund til at tage udgangspunkt i Luthers tanker om emnet, når det skal handle om gudstjenestens salmesang. Men kan man finde spor af hans opfattelse af salmesangen i det blomstrende danske salmelandskab anno 2017?

Salmesangen på Luthers tid

ther ønskede, at der skulle synges salmer ”for at Guds ord og den kristelige lære derigennem på enhver måde kan blive dyrket og øvet”. Med salmerne fik menigheden selv lov til at synge om det, de skulle lære - og huske det ved at synge videre på salmerne i ugens løb.

Dansk salmedigtning i dag

Samtidig med at folkeskoleloven af 1975 beLuthers syn på sangen - og på musikken gevirkede, at det ikke længere var obligatorisk nerelt - var uforbeholdent positiv: ”Jeg skulle at lære salmer i skolen, var en stor generation ønske af hele mit hjerte, at enhver ville love og af danske salmedigtere begyndt at røre på sig. prise musikkens guddomUdgivelsen Salmer og sange melige og fortræffelige gave. fra vor tid fra 1974 markerede Man anser Luther for Jeg bliver så overvældet af begyndelsen på den udvikat være menighedsde mange og store egenskaling, der et århundrede efter salmens grundlægger. ber musikken har, at jeg ikke Grundtvigs død pustede nyt ved, hvordan jeg skal kunne liv i dansk salmeskrivning, eftale ret om den, eller hvor jeg skal begynde eller ter at kun ganske få i mellemtiden havde skreende min tale”. Man anser Luther for at være vet salmer (deriblandt Jakob Knudsen og ikke menighedssalmens grundlægger. Hans tanke mindst K. L. Aastrup). Den generation af salvar, at salmer på rimede vers med en sangbar medigtere, som begyndte at skrive i 70’erne og melodi skulle afløse leddene i den romerske 80’erne, udgøres af blandt andre Lisbeth Smemesse og give menigheden mulighed for akdegaard Andersen, Johannes Johansen, Hans tivt at deltage i gudstjenesten. Gudstjenestens Anker Jørgensen, Sten Kaalø, Holger Lissner, salmer havde også en didaktisk funktion; LuJens Rosendal og Lars Busk Sørensen. De blev

Men faktisk synges der mere i fællesskab nu end for bare få år siden, og salmen er meget mere end sit tekstlige indhold ... alle repræsenterede i den seneste, autoriserede salmebog fra 2003 - men samtidig var det, som om det relativt ringe antal helt nye salmer i den nye salmebog fik salmeskrivningen til at blomstre endnu kraftigere. De fleste fra denne generation skrev nemlig videre - og skriver fortsat - samtidig med at yngre salmedigtere begyndte at skrive. Fra denne generation udmærker Simon Grotrian og Iben Krogsdal sig med en stor produktion, men også Arne Andreasen, Janne Mark, Christiane Gammeltoft-Hansen og Benedicte Hammer Præstholm er blevet repræsenteret i de nyligt udkomne salmebogstillæg 100 salmer fra 2016 og Kirkesangbogen fra 2017. At der så relativt få år efter den seneste, autoriserede salmebog er grundlag for at udgive to tillæg - med henholdsvis 100 og 229 numre, hvoraf kun 19 salmer går igen i begge udgivelser - vidner om, at der er grøde i dansk salmeskrivning. Mens redaktionsgruppen bag 100 salmer har bestræbt sig på at samle mange af de allerede indsungne salmer fra de foregående årtier, har udgiverne af Kirkesangbogen også bedt unge sangskrivere og skønlitterære forfattere om at skrive salmer til udgivelsen. Disse udgi-

velsers fremtidige skæbne vil afstikke den kurs, som den kirkelige sang i Danmark vil bevæge sig ad i de kommende år. For samtidig med, at der skrives tekster og melodier på skuldrene af en stærk salmetradition, bliver sange, som ikke oprindelig var tænkt som salmer - eller tekster og melodier fra en anden verden end den kirkelige - anvendt i en kirkelig sammenhæng.

Hvad salmerne også kan Luthers forestilling om, at musikken og teksten i samspil gør salmen forståelig for kirkegængeren, eftersom vedkommende tager ordene i sin mund, udtaler dem i sangen og lytter til dem - i én proces - er en idealforestilling, som sjældent opfyldes i nutidens gudstjeneste. Men faktisk synges der mere i fællesskab nu end for bare få år siden, og salmen er meget mere end sit tekstlige indhold. Jeg vil i det følgende give nogle bud på, hvad salmesangen - hvor den fungerer bedst - kan afstedkomme. Det er påvist, at mennesket udskiller velværehormonet oxytocin, når det deltager i en aktivitet med andre i fælles takt (for eksempel, når man klapper i takt i håbet om et ekstranummer). Den enkelte kirkegænger kan derfor i fællessangen opleve helt konkret at blive indlemmet i gudstjenesten, som følge af at man sammen med en mængde mennesker foretager sig det samme. Det er altså en kropslig aktivitet og

Salmesang i Thorsminde kirke.

Salmesang pĂĽ havnen i Thorsminde.

Da jeg for et par år siden foretog en lille unsansemæssig påvirkning, der får de fremmødte dersøgelse af kirkegængeres opfattelse af saltil at føle sig som en menighed - som en flok mesangen, hævdede flere af de interviewede mennesker, der har et fælles mål og sigte med uafhængigt af hinanden, at den fælles salmeat være der, hvor de er. Man vil derfor opleve sang bevirkede et ’løft’. Jeg antager, at dette en fælles retning, en fælles handling - og måske ord peger på en såvel fysisk som psykisk påføle sig som én stemme. Denne ’samsyngning’ virkning af den syngende - en totaloplevelse af kan i heldigste fald bevirke, at kirkegængerne tekst, musik, krop, udforerfarer et menighedsfældring, sansning, situation lesskab, når de istemmer I ... glæden ved at synge salmen og muligvis endnu mere. østen siger solen op søndag forener det kropslige med det Måske er salmesangen på formiddag. tekstlige og melodiske derved, den måde med til åbne op at man som syngende nyder at Bliver man skuffet over, at for mere end summen af give ordene lyd. man til høstgudstjenesten dens enkelte dele? synger Nu falmer skoven på den ’forkerte’ melodi, skyldes det mere end musikalske tilbøjeligheder eller sentimentalitet. Salmesangens betydning Når man har sunget en salme et vist antal gange, opstår der nemlig en slags symbiose mellem Hvor finder salmesangen med 500 års tidsforteksten og melodien: glæden ved at synge salskel sin fælles berøringsflade? Den glæde, som men forener det kropslige med det tekstlige og udspringer af beskæftigelsen med musikken, melodiske derved, at man som syngende nyder var for Luther lig med den glæde, som udat give ordene lyd. Tekstens iboende klangmusprang af evangeliets forkyndelse. I mine ører ligheder forener sig med melodikken og rytforholder det sig i dag således, at musikkens mikken i en naturlig samklang. Dette fænomen betydning for den salmesyngende menighed er gør sig naturligvis gældende ved en række af af afgørende betydning. Forkyndelsen i ord forde mest populære salmer, og hvis salmen desberedes af musikken, fordi den glæde, som opuden knytter sig til en særlig lejlighed eller tid leves ved at synge en tekst på en melodi, resulpå året, er den godt på vej til klassikerstatus terer i en fællesskabserfaring, der grundlægger og det af grunde, der ligger uden for salmens menighedens samhørighed i den gudstjenstlige tekstlige kvaliteter. sammenhæng. På den måde er salmesangen med til at skabe rammerne for en nutidig guds-

tjeneste. At der i dag skrives så mange salmer - og at det samtidig diskuteres, hvad vi skal synge i vore kirker - er på den ene side et tegn på, at vi stadig vil synge i gudstjenesten og på den anden side et udtryk for, at vi aldrig bliver helt enige om, hvad vi nu kan tillade os at synge, og hvad vi ikke gider synge mere. Og det er ikke det værste udgangspunkt for at holde salmesangen i live. Mads Djernes

Mads Djernes er pt. sognepræst i Åbyhøj, cand. theol. og forhenværende organist, cand. musicae. Underviser i salmekundskab og kirkemusik på pastoralseminariet i Aarhus og er medlem af redaktionsgruppen for såvel ’Hymnologi - nordisk tidsskrift’ som ’salmedatabasen.dk’.

Salmesang på havnen i Thorsminde.

Kirkekunst mellem tradition og aktualitet gejstret. Til TV2 udtalte han: ”Jeg kan ikke selv nå ud til den brede befolkning med budskabet om, at naI år fejrer Aarhus, at byen er udnævnt til Euroturen ødelægges på daglig basis. Det ender som regel pæisk Kulturhovedstad. Det markeres på mansom petitstof, når det tages op i medierne. Når der ge forskellige måder. En af dem har medført stor så er en kunstner, der maler med lidt maling i en tilopsigt og en del forargelse. Den tyske kunstner, fældig have, så er hr. og fru Danmark ved at gå ud af Katharina Grosse, havde deres gode skind. Det er kofået grønt lys af både Aros misk”. Til en modstanders Spørgsmålet om, hvad der er Kunstmuseum, der havde indvending om, at kunstgod kunst, kan altid diskuteres, bestilt værket, og Teknik værkets maling havde tamen et kunstværk, der rejser en & Miljø i Aarhus Kommuget livet af en mængde innødvendig debat, sådan som ne til at lade en flok masekter, svarede han: ”Sikke det var tilfældet med Katharina lere i sikkerhedsdragter noget vrøvl. Hun slår flere Grosses, kan for mig at se ikke overmale græs og et par insekter ihjel, når hun kører være dårligt. Og dog! træer i byens mindepark en tur i sin bil. Det er ikke med rød og hvid akryltil fare for naturen, at man maling. Derved skabtes et værk, der indgik i smider lidt maling udover en have i Aarhus”. Ved Aros’ udstilling ”The Garden”. Kunstværket således at provokere til en debat, der manede skulle igangsætte tanker og debat om måden, til eftertænksomhed over, hvilke af vore handhvorpå vi behandler naturen. Det skete da også. linger der skader naturen mest, fik værket den Forargelsen var til at føle på, da medierne flød virkning, kunstneren havde satset på. over med vrede udtalelser om, at kunstværket Sagen fik dog en lidt trist, men også komisk udselv var udtryk for miljøsvineri. Imidlertid forvikling, da det efter en måned pludselig viste sikrede Aarhus Kommune, at værket ikke ville sig, at det malede græs var blevet slået. Dermed medføre varig skade. Når dets tid var omme, var værket ødelagt, og det var ikke længere ville man rydde op på en miljømæssig forsvarmuligt at specialhåndtere en del af affaldet. Sålig måde. ledes udviklede kunstværket sig til at udgøre Værket førte dog ikke kun kritiske røster med noget miljøsvineri, stik imod arrangørernes og sig. Museumsinspektør ved Naturhistorisk kunstnerens ønske og intention. Museum i Aarhus Morten D. D. Hansen var be-

En malet park

Erik Hagens udgangstavle i Skovlunde Kirke. 38

der en balancegang. En kunstner, der i meget høj grad tænker aktuelt, er Erik Hagens, der så Spørgsmålet om, hvad der er god kunst, kan småt er ved at afslutte en storstilet udsmykning altid diskuteres, men et kunstværk, der rejser af Skovlunde Kirke. Udsmykningen består af en nødvendig debat, sådan som det var tilfælen række store (alter)tavler, der hver især omdet med Katharina Grosses, kan for mig at se handler en af kirkens højtider. En del af tavikke være dårligt. Og dog! Det er nemlig ikke lerne kan lukkes op og i i takt med kirkeåret, alle steder, et sådant kunstværk hører hjemme. således at f.eks. pinsetavlen kun er åben i pinI nogle tilfælde er placeringen altafgørende. sedagene. Man bliver dog Mindeparken var et oplagt ikke snydt for udsmykning, sted i tilfældet med den Imidlertid må kirkekunsten når tavlerne er lukkede, for spraymalede natur, fordi også ydersiderne af lågerne ikke blive så løsrevet fra værket handlede om vores er bemalede. sin tid, at den fremstår forhold til naturen. Kirken uvedkommende... Hagens har et anstrengt forderimod er et af de steder, hold til Folkekirken som inhvor et kunstværk, der prostitution, men anerkender den visdom og de vokerende kommenterer en aktuel problemstilretningslinjer, der udtrykkes i evangelierne. ling, kan have svært ved passe ind. Her kræves Dette ses eksempelvis i den udgangstavle, han der noget andet og mere af kunstneren. Her er har malet, og som skal give de kirkegængere, den aktuelle provokation ikke tilstrækkelig, for der forlader søndagsgudstjenesten, noget at der er noget mere vedvarende på spil; noget, tænke over på deres vej ud i hverdagen. Tavkunstværket også skal forholde sig til og komlen minder om en julekalender, hvor lågerne er mentere, nemlig det kristne budskab. Kristenåbnet. En nutidsdansk hverdagsfamilie svæver dommen har 2000 år bag sig og har stadig noget rundt i hjemmet omgivet af illustrationer til en at sige mennesker, sådan som den også vil have række af Jesu lignelser. Nr. 10 viser et dollardet om 2000 år. Derfor kan forskellige tiders tegn, en bil og et hus, alle med et rødt kryds tidstypiske kunst hurtigt blive uaktuel i kirken. over sig. Umiddelbart under har Hagens malet Imidlertid må kirkekunsten ikke blive så løsreen jordklode. Illustrationen henviser til denne vet fra sin tid, at den fremstår uvedkommende. tekst fra Matt. 10,45-46: ”Himmeriget ligner en Det kan ikke nytte noget bare at kopiere tidlikøbmand, der søgte efter smukke perler; og da han gere tiders alterbilleder. I dette dilemma melfandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte lem det traditionelle og det aktuelle opstår alt, hvad han ejede, og købte den”. Hagens har ak-

Jordkloden som en perle

tualiseret meningen med lignelsen ved at sætte røde krydser over alt det, vi vil have mere af, nemlig penge og statussymboler. Jordkloden undlader han imidlertid at krydse ud, for det er den, der har behov for vores opmærksomhed. Samtidig udgør den - hvis vi tænker os om - en langt større værdi end penge, hus og bil. Jordkloden er lignelsens perle. Således er Hagens ude i det samme ærinde som Katharina Grosse, men han får koblet problemstillingen ind i en bibelsk sammenhæng, idet maleriet findes i en kirke, og jordkloden ifølge kristendommen er Guds skaberværk.

Dødt hoved og Livets træ En anden kunstner, der bestemt også har et moderne udtryk, men lægger sig mere op af traditionel kirkekunst, er Stig Weye. Han har sat sit præg på Grindsted Kirke (hvor jeg har min daglige gang som sognepræst), idet han har leveret malerier til prædikestol og alterbordsforside samt designet kirkens store altertæppe. Mens Hagens kommenterer nutid og fortid, fortæller Weye i højere grad historier, der fletter sig ud og ind af det bibelske stof. Alterbordsforsiden i Grindsted Kirke er en slags tegneserie, for samtlige 18 malerier udgør illustrationer til Den Apostolske Trosbekendelse, der siges eller synges mindst en gang om ugen i langt de fleste af Danmarks kirker. Imidlertid udgår der fra den enstrengede gennemgang af trosbekendelsens dele en lang række sidefortællinger, der hver især understøtter de enkelte illustrationer. For eksempel har Weye illustreret Djævelen som en traditionel, hornet satan, der er parat til at bide til med sine hugtænder. Hvad man ikke umiddelbart ser, er, at Djævelens ansigtshud er malet med en maling, hvori Weye har blandet varierende mængder af farvepulveret ”Caput Mortuum”, ”Dødt hoved”. Lidt makabert er det, at pulveret består af knust, udtørret ådsel, men det passer jo vældig godt til motivet, for Djævelen er den personificerede ondskab, der gerne spreder død og rædsel omkring sig. Således fortæller selv malingen en lille, kommen-

Når det frodige bjerg med Livets Træ i toppen har sine rødder placeret i jordklodens dyb, skyldes det, at det evige liv allerede har taget sin begyndelse med livet her på jorden. Det er altså ikke et splinternyt liv, hvor hukommelsen er renset for minder fra livet her på jorden, der venter de afdøde. I så fald ville det jo ikke være det samme menneske, der fik del i det evige liv. Budskabet om det evige liv forudsætter, at der er tale om en fortsættelse under helt andre rammer og forhold, end vi kender til i det liv, vi lever her og nu. Om disse rammer og forhold kan vi ikke sige særlig meget, fordi de ikke er beskrevet særlig tydeligt i Det Nye Testamente. Den smule, der beskrives, peger dog frem mod noget trygt og godt.

terende historie i trosbekendelsens store fortælling. I sin illustration til ”…kødets opstandelse og det evige liv…” lader Weye et grønt bjerg vokse op af jordklodens blå skal. Den blå farve skyldes, at cirka 70% af jordens overflade er dækket af vand. Op ad det grønne bjerg vandrer personer, der må repræsentere afdøde mennesker. De er på vej op til træet på toppen. Det er ikke nogen tilfældig vækst, men lige præcis det træ, Adam og Eva blev forhindret i at spise af, da de først havde sat tænderne i frugten fra Kundskabens Træ. Da afholdt Gud dem fra også at spise af Livets Træ ved at smide dem ud af Paradiset.

Kunst sætter refleksioner i gang De to kunstnere, Hagens og Weye, har grebet opgaven med at udføre kunstværker til danske kirker vidt forskelligt an. På hver deres måde sætter de refleksioner i gang hos kirkegængerne, og det er vel netop det, der er kirkens opgave: i en balancegang mellem tradition og aktualitet at igangsætte tanker om det gudgivne liv.

Egil Hvid-Olsen, sognepræst i Grindsted-Nollund-Urup pastorat

Give kirke.

Om kirkernes anvendelse udgifterne til kirkernes vedligeholdelse fremI efteråret 2016 var der festgudstjeneste i Sønover afholdes af staten, som så mange mener. derho kirke i anledning af genåbning af kirken, efter arbejdet med isætning af nye vinduer var Festgudstjenesten på Fanø blev afholdt utragennemført. De gamle vinduer var mørke og ditionelt som en spillemandsmesse, hvor utætte blyvinduer, som ikke var bevaringsværgudstjenesten blev forrettet sammen med et dige, hvorfor menighedsrådet havde fået den spillemandsorkester samt kirkens kor og megode ide at udskifte dem med støbejernsvinnighedens sang. Fordi der duer med klart glas udført ikke er noget sognehus ved som nøjagtige kopier af kirDer er flere nyere eksempler kirken, var der efter gudskens vinduer fra midten af på, at disse ændringer har tjenesten dækket et langt 1800-tallet. Den i forvejen fået et profant institutionkaffebord ned gennem kirsmukke kirke er nu endnu udtryk. kens midtergang, hvor der smukkere, fordi kirkerumblev serveret det specielle met med det fornemme inFanøsmørrebrød. Eksemplet med festgudstjeventar i dag fremstår lyst og storslået. Arbejdet neste i Sønderho kirke viser, at der er mange er et blandt utallige eksempler på den fornyelse forskellige muligheder for kirkernes ændrede og forbedring af kirkebygninger, der løbende brug, når det vel at mærke foregår i respekt for bliver foretaget, og det viser klart og tydeligt, at kirken som en indviet og hermed en sakral bygden eksisterende opbygning med menighedsning. råd, provstiudvalg og stift, som myndighed for kirkernes vedligeholdelse og istandsættelse, er I forbindelse med debatten om kirkernes ænvelfungerende. Det er grunden til, at kirkerne drede anvendelse er det værd at erindre, at er den bygningsmasse, der er den mest velholdkirkerne gennem tiden i meget stor udstrækte og bedst bevarede i Danmark – de fredede ning har skiftet indretning og udseende. Den bygninger inklusive. Alene derfor skal kirkerne romanske kirke var enkelt opbygget med et kor ikke bygningsfredes af Kulturstyrelsen, men med alteret mod øst. Triumfbuen mellem kor fortsat beskyttes af kirken selv ifølge den eksiog skib var flankeret af nicher med sidealtre for sterende lov herfor. Samtidigt stiller det spørgshenholdsvis Jomfru Maria og kirkens skytshelmål ved, om det i det hele taget er en god idé at gen. Skibet var forsynet med faste bænke langs

nord-, syd- og vestvæg, og døbefonten stod plariske bygningskultur foregik der hårdhændede ceret mellem de to indgange til kirken højt hæog stilefterlignende tilbageføringer til det, man vet på et rundt podie. Lyset fra de små vinduer troede var oprindeligt. Senere blev foretaget og fra tællelys og olielamper har været meget gennemgribende moderniseringer i tidens stil. I sparsomt. I gotikken kommer de meget store alle tilfælde er det sket på bekostning af mange indgreb med opførelse af murede hvælv, efter bevaringsværdige kvaliteter, som er blevet fjerat bjælkeloftet er blevet fjernet, der foretoges net. I dag er man derimod nået frem til en mere udhugning til store vinduer betænksom restaureringssamt utallige ombygninger holdning, som bygger på, at Kirken er og bliver et med forlængelser af kor og kvaliteter fra alle tilstedevæsærligt rum for fordybelse skib og ikke mindst mange rende tidsperioder sammenog sjælsro. tilbygninger i form at våbenstilles med ny arkitektur. hus, tårn og sakristi. Med Med dette udgangspunkt er reformationen forsynes kirkerne med prædider i de seneste årtier sket mange fremragende kestol, døbefonten flyttes op til koret, og der istandsættelser, som tilgodeser nye krav til kiretableres faste stolestader omkring en midterkernes funktion. Det gælder en række hovedgang. Denne række af små og store ændringer områder, som her kort skal omtales: fortsætter i senere perioder gennem bygning af I den traditionelt indrettede kirke med stolepulpiturer, sideskibe og kapeller, ligesom kirstader opbygget omkring en midtergang er der kerne forsynes med varme, orgel, elektrisk lys, ikke megen plads foran koråbningen, og derhøjtalere m.m. Det har givet den sammensatte for er der i mange kirker gennem de seneste år situation, som i dag er udgangspunktet. Kirgivet tilladelse til at fjerne én eller to bænke i kerne udgør hermed samtidig en stor og spænhver side, så der bliver plads til musik- og kordende kunst- og arkitekturhistorie. arrangementer m.v. Fordi bænkene udgør en Der er over tid udviklet mange meget forskelgennemarbejdet helhed, må disse ombygninger lige teorier og metoder til kirkernes renovering. i hvert tilfælde ske efter et gennemtænkt og deOprindeligt kendte man ikke til bevaring i votaljeret projekt, så der bliver tale om en smuk res betydning. Man foretog enten nybygning efløsning og ikke en af de grimme hovsaløsninter nedrivning eller om- og tilbygninger i tidens ger, som desværre ses flere steder. På samme stil med anvendelse af det, man fandt med formåde kan der udtages bænke i skibets bageste del kunne genbruges. Med 1800-tallets voksendel med etablering af et område for kirkekaffe de interesse og stigende forståelse for den histom.v. Endeligt er de flere eksempler på, at der

SĂ¸nderho kirke.

ved én af de oprindelige to døråbninger etableres et tilsvarende område forsynet med løse stole samt eventuelt også en ny placering af døbefonten. Det sidste er foretaget i forbindelse med den store og smukke istandsættelse, der for nylig er foretaget af Give kirke.

For alene hvad angår valg af møblering, er der også afgørende forskel på situationen inden for og uden for kirkens mure.

Hvor der ikke er de nødvendige rum tilstede, er en tilbygning måske den eneste mulighed for at skaffe mere plads. Men det er en kostbar og En mere radikal ændring krævende opgave at gener ombygning af et større nemføre, og der skal tages område i kirken, så det udvidet hensyn til både Kirkerne og deres kirkegårde kan rumme nye pladsarkæologiske og arkiteker meget betydningsfulde for krævende funktioner. Det toniske forhold. Der findes hele vores identitet og ikke en er sket med inddragelse heldigvis gode nyere ekeneste af de gamle kirker skal af for eksempel sideskibe, sempler på smukke tilbygderfor opgives. tværskibe, kapeller, tårnninger med f.eks. dåbsværum og arealer bag alterelser og toiletfunktioner, ret. Rummene ryddes for bænke og møbleres i men desværre lever de fleste ikke arkitektonisk stedet fleksibelt med borde og stole, så der her op til kirkernes fine kvaliteter, og det er meget opstår mulighed for mange forskellige nye akskæmmende for helheden. tiviteter som f.eks. møderum, konfirmandrum, For at fremme en ændring af gudstjenesterne småbørnsrum og rum til relevante skiftende har det i de seneste år været et stadigt stigenudstillinger. Denne type ombygning medfører de krav, at kirkerne forsynes med elektroniske ofte indgreb i gulve samt nyt varme- og elsymonitors og andet av-udstyr. Det er et spørgsstem, og derfor må der i alle tilfælde udarbejdes mål, om det er nogen god ide set i forhold til et projekt med arkitektbistand til godkendelse. de sakrale handlinger. Er det ikke befriende, at Det er af afgørende betydning for et godt resulkirkerummet friholdes for disse apparater, som tat, at al nyt inventar, belysning og kunstnerisk i så stor udstrækning præger vores hverdag? udsmykning vælges, så der opnås en smuk Kirken er og bliver et særligt rum for fordybelse sammenhæng med den øvrige del af kirken. og sjælsro. Men såfremt det besluttes, skal man Det er langt fra altid tilfældet. Der er flere nyvære opmærksom på, at det især i gamle kirere eksempler på, at disse store ændringer har ker udgør et dominerende og synsforvirrende fået et profant institutionsudtryk, som med et indgreb i hele kirkerummenes udsende. Disse slag ødelægger stemningen i en smuk kirke.

arbejder må derfor ske i tæt samarbejde med et arkitektfirma, som kan udarbejde et projekt til godkendelse.

gang lyde interessant, men konsekvensen heraf vil uden tvivl fuldstændigt undergrave kirkens særlige status og betydning.

I forbindelse med indvendige istandsættelser af kirker opstår der ofte stor diskussion, om de faste bænke skal udskiftes med løse stole, fordi man tror, det giver større fleksibilitet. Her er det vigtigt først at undersøge, om de eksisterende bænke er bevaringsværdige og derfor ikke kan fjernes. Ligeledes skal man være opmærksom på, at der bliver færre pladser i kirken, og at der sandsynligvis samtidigt må foretages en omfattende ændring af kirkens varmesystem og af hele gulvet. Derfor er restaurering af de gamle bænke for at opnå god siddekomfort en bedre løsning. Alternativt kan tegnes helt nye bænke, som suppleres med løse stole i udvalgte områder. Endeligt har det vist sig vanskeligt at finde stole på markedet, der passer til kirkebrug, og i flere af de kirker, hvor man ved tidligere istandsættelser har fået stole i hele kirken, er man ved senere istandsættelser gået tilbage til nye lette bænke.

Måske er det nødvendigt, at kirker må nedlægges, som det f.eks. er sket for nylig i København. I denne forbindelse fremhæves ofte mange eksempler på, at kirker i indog udland er konverteret til alle mulige funktioner som f.eks. forretningslokaler, kontorer, restauranter, biografer og svømmebade. Det forekommer respektløst og blasfemisk, og derfor er det et spørgsmål, om disse kirker ikke i stedet burde være nedrevet. Få af de tiloversblevne og arkitektonisk bevaringsværdige kirker kan måske med godt resultat afmonteres og anvendes til offentlige funktioner som museer og koncertrum, men det er forkert at forestille sig, at mange gamle kirker overalt i landet skal overgå til nogen anden funktion. I stedet må de mange kirker, der har et lille befolkningsunderlag og manglende kirkegang, overgå til en mindre gudstjenestefrekvens, som det allerede sker i dag. Det betyder selvfølgelig, at de fortsat skal passes og plejes. Kirkerne og deres kirkegårde er meget betydningsfulde for hele vores identitet, og ikke én eneste af de gamle kirker skal derfor opgives.

I den seneste tid har der været drøftelser af, om en kirke sideløbende kan anvendes til foredrag, filmforevisning musikarrangementer, udstillinger m.v. med emner, der ikke klart kan relateres til kirkens formål. Med andre ord en skiftende anvendelse mellem den sakrale funktion og rene profane funktioner. Det kan i første om-

Niels Vium, arkitekt, fhv. lektor og Kgl. bygningsinspektør

Sønderho kirke, Fanø.

bygget af levende stene - en publikation fra Ribe Stift i anledningen af årsskiftet 2017-2018. Ansvarshavende redaktør: Elof Westergaard. Redaktion: Hans Jacob Iversen, Søren Pedersen og Jane Marie Sognstrup Layout: Videbæk Bogtrykkeri A·S Typografi: Pacifico, MetaPlus, Palatino Fotos: Gitte Volsmann, Pernille Klemp (side 38), Jan Friis (side 40 og 41) Papir: 300 g Matsilk og 170 g MatSilk Oplag: 1700 Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S, november 2017

ISBN 978-87-992290-2-4

ISBN 978-87-992290-2-4 4