Ribe Stift årbog 2014

Frie hænder

ISBN 978-87-91376-64-1

Ribe Stift årbog 2014

1

Indhold ›Frivillige i kirken gider ikke tage ansvar‹ eller? �������������������������������������������������������������������5 Interview med et menighedsrådsmedlem ��������������������������9 Pas på! �������������������������������������������������������������������������������������13 Frivillighed - »arbejde« med socialt ansvar ����������������������17 Frivillige ved Zions Kirke årgang 2014 ������������������������������21 Fordi vi ikke kan lade være �������������������������������������������������25 Vågetjenesten �������������������������������������������������������������������������29 Frivillighuset Vindrosen �������������������������������������������������������33 Fornemmelse for stedet, skolereform, kirke og samfund ������������������������������������������������������������������37 Menighedsrådene i et krydsfelt i en ny tid �����������������������42

2

Forord Mange af vores velkendte værdier - samfundsmæssige, folkelige, uddannelsesmæssige og kulturelle - er i disse år til debat. Velfærdssamfundet, som vi kender det, diskuteres ikke kun over køkkenbordet i hjemmets trygge rammer, men også i det offentlige rum. Der drøftes fra mange sider og med vidt forskellige udgangspunkter, om vi har råd til det samfund, vi lever i, og om vi er blevet for forvænte med, at “samfundet” understøtter alt lige fra kirken til den lokale forening. Ikke mindst førstnævnte er under hyppig beskydning, hvilket ikke mindst skyldes - sådan siges det fra mange sider - et faldende medlemstal af folkekirken, en voksende muslimsk befolkningsgruppe og danskernes generelle antiautoritære holdning til kirke og kristendom.

Derfor kan det måske heller ikke undre én, at der i dag fra mange kanter tales om betydningen af frivillighed. Der lægges ministerielle civilsamfundsstrategier og handleplaner for inddragelse af frivillige kræfter på mere eller mindre alle områder, som ikke har berøring med det offentlige eller det private arbejdsmarked. Det kan skyldes mange forskellige ting, men fælles for alle frivillige kræfter er, at de lægges for dagen af folk, som har noget at

bidrage med på den ene eller anden måde, og som gennem deres frivillige arbejde finder en glæde, som de vil dele med andre.

De frivillige bidrager til at opretholde mange af samfundets institutioner, som fx museer, fodboldklubber, spejderkorps og hospicer. På samme måde er også det kirkelige liv dybt afhængigt af frivillige, uden hvem kirken ville være ilde stedt. De frivillige er med til at muliggøre nye initiativer og et højt aktivitetsniveau i meget af det, der falder ind under den kirkelige paraply, og de er med deres engagement med til at skabe det levende fællesskab omkring kirken og sognet. Derfor rettes der i disse år og med denne årbog særligt opmærksomhed på, hvad de frivillige kræfter bidrager med både i den kirkelige og ikke-kirkelige dagligdag.

Hvor menighedsrådsarbejdet for nogle ofte kan forekomme alt for bureaukratisk, kan man som frivillig på en anden, og især praktisk måde, være med til at understøtte kirkens liv.

Ser man sig rundt i Ribe Stift, finder man næppe et sogn, som ikke på den ene eller anden måde benytter sig deraf, men mange steder er ønsket om et større engagement af frivillige

3

kræfter stadig udtalt. Er vi for tøvende? Er vi blevet for vante til, at der skal ansatte med kontrakt og ansættelsesbrev og løn til, for at vi er sikre på, at opgaverne løses på en tilfredsstillende måde? Er det for voldsomt at tro på, at vi gennem frivillige ville kunne få løst en del af de opgaver, som i dag varetages af aflønnet personale?

anno 2014, men i lige så høj grad i det samfund og de institutioner, som omgiver os. Årbogen kan derfor ses som en inspiration til at gå nye veje for det enkelte sogn og som hjælp til menighedsråd og præster, som går med tanker om at organisere de mange frivillige kræfter, som blot venter på at blive brugt, støttet og næret.

At have med frivillige at gøre er ikke en opgave, man kan klare med venstre hånd. Det kræver en stor indsats af den organisation eller det sogn, som ønsker at benytte sig af de frivillige kræfter. Der er mange forhold, der skal overvejes, inden man giver sig i kast med at organisere enkeltpersoner eller en gruppe mennesker, med hvem man ikke nødvendigvis har arbejdet sammen med tidligere. Det kræver planlægning og ordentlig koordination; fastholdelse af de frivillige gennem motivation og anerkendelse af deres indsats. Men ofte viser det hårde forarbejde sig at komme mangfoldigt igen, og oplevelsen af rigdommen gennem de frivilliges indsats kan medføre ønsker om flere tiltag, som næsten udelukkende drives af frivillige. Det findes der talrige eksempler på, hvis vi vover at se uden for folkekirkens fasttømrede rammer.

Redaktionsudvalget

Årbogens formål er at sætte fokus på denne skat af frivillighed, ikke kun hvad angår kirken

4

›Frivillige i kirken gider ikke tage ansvar‹ eller? »Hvis jeg ikke giver frivillige meget små og konkrete opgaver, kan jeg slet ikke få nogen til at gøre noget…« Noget lignende dette hører jeg mange steder i folkekirken. Det er svært at få frivillige til at engagere sig i større opgaver og til at tage ejerskab. Man er meget taknemlig over de eksisterende frivillige, der laver kirkekaffe, men man drømmer samtidig om flere og måske yngre frivillige. Prøver man at involvere sognebørnene, som dukker op til gudstjeneste i ny og næ, bliver man skuffet, fordi ›de vil ikke, når man spørger‹.

Min erfaring er, at mange gerne vil involvere sig. Det kræver dog noget af dem, som skal lede og hverve de frivillige. Engagement og ansvarlighed opstår ikke fra den ene dag til den anden. Det er noget, som vokser frem ofte stille og roligt. En frivillig starter måske med at varetage en mindre konkret opgave, men det betyder ikke, at det fortsat er mindre opgaver, personen skal varetage. For at fremme motivationen til at tage et større ansvar kræver det, at lederen vander jorden og skaber de rette betingelser for vækst. Ofte glemmer ledere billedligt talt at vande og skabe gode vækstbetingelser. Du kan vande ved at lære kirkegængerne at kende, spørge ind til deres

job og interesser for på den måde at finde ud af, hvad de er gode til og potentielt kunne være interesseret i at deltage i.

Velvidende at tingene i det følgende simplificeres, er her nogle gode råd til ledelse af frivillige:

Frivillig-energi

Se hvad der er frivillig-energi til og gør brug af det. Hav ikke udelukkende fokus på, hvad kirken har brug for frivillige til for at få det til at ›løbe rundt‹. Man kan blive så opslugt af at vedligeholde de eksisterende arrangementer, at man overser, hvad der egentlig er ›frivillig-energi‹ til at lave. Det kan være, at I er startet med spagettigudstjenester, fordi der er mange børnefamilier i nærområdet. Idéen er der ikke noget i vejen med, men hvis de potentielle frivillige er mere interesseret i pilgrimsvandringer og meditation, rammer man ved siden af. Hvis der ikke er frivillig-energi til spa- gettigudstjenester, kan dette være årsagen til, at det er svært at få frivillige til at sige ›ja tak‹ til en større opgave.

5

spørge kirkegængerne om at varetage en frivillig opgave, fordi man ikke vil overfalde folk, når de nu ›bare er kommet til gudstjeneste‹. Men så længe de potentielle frivillige bliver spurgt på en ærlig facon, og det er okay at takke nej, vil de fleste faktisk være beæret over at blive spurgt.

I hvert fald hvis lederen fortæller præcis, hvorfor ›jeg vælger at spørge dig‹. Fx »Jeg har lagt mærke til, at du er rigtig god til at snakke med folk, derfor…«. Eller »Jeg har fået af vide af Kirsten, at du er fantastisk til at tegne, jeg vil derfor høre om...« Hvis du ikke kender vedkommende, kan det også være så konkret som at sige: »Du ser ud som en stærk mand, kunne du have lyst til at hjælpe med…«.

Giv slip på kontrollen

Det er svært at give slip, men det er nødvendigt. Frivillige får aldrig ejerskab til opgaver, hvis de reduceres til arbejdsbier, der udfører opgaver minutiøst tilrettelagt af en leder. Motivation og ejerskab opstår, når ›jeg får lov til at bidrage, idéudvikle og gøre tingene på den facon, som jeg synes er bedst‹. Og ja! Der vil være ting, som i ny og næ falder på gulvet, fordi de tabes af frivillige, men sker det 1 ud af 20 gange, er det så ikke indsatsen værd alligevel?

Spørg de frivillige til råds og involver dem som eksperter

De fleste elsker at blive spurgt til råds. Skal man starte noget nyt, kan fx 3-6 potentielle frivillige deltage på et uforpligtende møde, hvor man sammen idéudvikler ›det nye‹.

Det er vigtigt, at forklare, hvorfor man har valgt at invitere netop dem (og ikke de andre frivillige). Måske bliver de så interesseret i det nye projekt, at de får lyst til at bidrage lidt (…hvilket kan blive til mere på sigt), eller også kender de måske nogle, som de kan spørge om at involvere sig.

Være ikke nervøs for at hverve

- så længe det er okay at sige ›nej tak‹.

I nogle folkekirker er man nervøs for at

6

Vær ambitiøs og hverv

- evt. i en tidsbegrænset periode. Lad være med at gøre opgaver små og ubetydelige i et forsøg på at sælge dem til frivillige. Gør opgaver spændende, ambitiøse og tilpas konkrete og samtidig løse til, at den frivillige oplever at kunne sætte sit eget fingeraftryk på opgaven. Min erfaring er, at det ofte kan være en god idé at sætte en tidsramme for den frivillige indsats - fx være teamleder for meditationsgruppen det næste års tid eller lave børnekirke 2 gange det næste halve år. (Der vil være frivillige som kun takker ja

til en opgave, hvis den er tilpas lille/overskuelig, men undgå at gøre alle opgaver små og afgrænsede)

Vis dit eget engagement og energi i kirkens arbejde Er du glad for kirkens arbejde og synes, det er spændende, vil det også smitte af på dem, du forsøger at hverve. Det er meget nemmere at involvere folk i en op gave, som de kan se du synes er interessant eller vigtig – også selvom det er opgaver, du ikke personligt har kompetencer eller tid til at varetage.

Rie Frilund Skårhøj Konsulent og foredragsholder i ›Ledfrivillige.dk‹

7

8

Interview med et menighedsrådsmedlem Fra altanen møder blikket mod syd skoven ved Nørremarken og det historiske gods Store Grundet fra 16. århundrede. Mod nord ses Grejs. Åen skærer sig op til 60 meter ned i skrænterne og fortæller historie om fabrikker, drevet af vandkraft. Få hundrede meter fra lejligheden ligger Grejsdalens Kirke fra 1961.

Venligheden i hans ansigt og smilet er det samme som da han var medlem af menighedsrådet i Varde 1996-2013, valgt 17 gange til formand.

Vi har bedt Orla Duedahl fortælle om frivillighed i hvervet. Han beretter om brug af naturen, historien og kirken på en måde så han lige fra starten får vist at frivillighed for ham betyder bundethed.

Jeg er opvokset i et grundtvigiansk hjem nogle få km uden for Vejle med Højskolesangbog og engagement i foreningsarbejdet. Deltagelse i det frivillige foreningsarbejde var en naturlig del af min opvækst.

Hvilke overvejelser har du gjort dig når du stillede op til valg?

Ved et foredrag i Grundtvigsk Foredragsforening i 1996 gav jeg tilsagn om at opstille. Den første periode var faktisk en læringstid hvor jeg i den grad blev interesseret og inspireret af arbejdet. Folkekirken og det kirkelige område er

for mig af allerstørste vigtighed. Både historisk og kulturelt, men også med baggrund i at jeg her mødte medlemmer med samme indstilling.

Du har lagt vægt på at give plads til forskellige synspunkter og på at opnå resultater gennem dialog.

Hvordan har du som formand forholdt dig til de forskellige kirkepolitiske grupper?

Der gik nogle år inden jeg fandt helt ud af forskellen mellem de forskellige kirkeretninger, men det er en grundlovssikret rettighed at vi i Danmark må vælge den overbevisning vi hver især finder rigtig, på betingelse af at vi ikke forstyrrer den offentlige orden eller viser uanstændig opførsel. En sådan rettighed skal vi respektere, og det har været min ledetråd over for andre.

Du har lavet om på arbejdsgang og organisation i menighedsråd og kirke, fortæl hvordan.

Ved min start som formand og kontaktperson undrede det mig, at der ikke fandtes beskrivelse af mål, midler og etik for arbejdet, ligesom der heller ikke var krav om samarbejdsudvalg.

Efter forslag nedsatte menighedsrådet en arbejdsgruppe om målbeskrivelse, midler og etik.

Arbejdsgruppens forslag blev gennemarbejdet

9

af flere menighedsrådsmedlemmer, hvorefter der fremkom et glimrende resultat. Der indførtes samarbejdsudvalg og en personalepolitik.

Arbejdet er under stadig udvikling, for intet er statisk.

Ligesom et menighedsråd har arbejdsgiverrollen, så har præsterne også en lederrolle omfattende det der finder sted i kirkerummet, herunder også ledelsen af kirkens personale. Derfor indførte præsterne og kirkebetjeningen et møde på torsdage (formiddagskaffe), hvor man på en uformel måde tilrettelægger arbejdet og løser eventuelle spørgsmål. Menighedsrådets valgte medlemmer deltager ikke i dette møde.

10

Du har været byrundviser og er det nu igen i Vejle. Hvordan har det påvirket dit arbejde i menighedsrådet?

Jeg har mærket at virkelig mange mennesker interesserer sig for kirken og det arbejde et menighedsråd udfører. Når det kommer til stykket, så bestyrer vi den kirke der følger folk fra fødsel til grav. Og det sætter sine spor på den ene eller anden måde. Som byrundviser gennem mange år har jeg ofte været ude for at deltagerne gerne ville med ind i kirken. Endvidere har jeg været på talerstolen i mange foreninger i byen for at fortælle om dens historie, og helt na-

turligt har kirken været det omdrejningspunkt som folk interesserer sig for. I alle disse sammenhænge har jeg fået mange spørgsmål relaterende til menighedsrådets arbejde, og jeg er helt forvisset om at jeg har kunnet drage lære af disse spørgsmål, men også at folk har skærpet deres viden om og vurderinger af menighedsrådsarbejdet. Det nære møde mellem et valgt rådsmedlem og en borger giver mange åbninger. I Varde har der i mange år været direkte valg til menighedsrådet, og selvom deltagelsen har ligget på omkring 15 %, så er jeg overbevist om at dette at man kan sætte sit kryds ved en person eller liste efter eget valg er betydningsfuldt.

Vi har set på menighedsmøderne at det er engagerede mennesker der møder op med lyst til at blive medinddraget.

Hvad vil du nævne som tillokkende ved menighedsrådsarbejdet over for en uerfaren person som mulig kandidat til et menighedsrådsvalg?

Holde fast i den danske folkekirke, i kultur og tradition, arbejde med interessante opgaver, møde spændende mennesker. Menighedsrådsarbejde betyder meget i lokalsamfundene og regionalt. I særlig grad i mindre sogne, hvor efterhånden kun kirken, præsten og menighedsrådet er tilbage. I byerne møder mange op til menighedsrådets forskellige aktiviteter.

Hvad betyder frivillighed, hvordan skal den bruges, og hvordan skal den ikke bruges?

Frivillighed indeholder ordet engagement, glæde ved at bidrage, og så må man ikke glemme at lære. Frivilligheden skal gavne folkekirken, men også give plads til samarbejde og dialog med andre. Sidst og ikke mindst gælder det om ikke at blive siddende for sin egen skyld, men stoppe i rette tid.

Hans Jacob Iversen, medlem af Varde Menighedsråd

11

12

Pas på! »Nød lærer nøgen kvinde at spinde!« Sådan lyder en kendt dansk talemåde, og i mangt og meget opererer den danske menighed i Berlin, Christianskirken, efter denne devise. Nok har vi som dansk sømands- og udlandskirke fælles bekendelsesgrundlag med den danske folkekirke og markedsføres iøvrigt også som dansk folkekirke i udlandet, men økonomien er en helt anden. Kun halvdelen af præstens lønning modtages fra Danmark. Den resterende halvdel, drift af bygninger og aflønning af en kirketjener skal menigheden, der pt. tæller 230 medlemmer, selv finansiere. Budgetposterne er derfor indskrænket til et absolut minimum. Organist og kirkesanger har vi de sidste tre år haft held til at aflønne pr. gudstjeneste via fondsmidler. Hidtil har det heldigvis ikke været et problem at finde musikere – heller ikke juleaften! Det er et puslespil både økonomisk og organisatorisk, og brikkerne falder kun på plads, fordi de mange tilknyttede kirken føler sig forpligtede og ansvarlige overfor fortsat dansk kirkeliv i Berlin. Hvor der er vilje, er der som bekendt vej!

flere midler til den fremtidige drift af Christianskirken, men som den kendte talemåde så klogt postulerer, så spindes der måske derfor specielt flittigt af en 102-årig gammel dame i Berlin - nemlig den danske menighed - og det et garn, der ligesom troens bånd knytter sammen, hvilket som bekendt er et stærkt bånd og frivilligt!

Der lægges en umådelig stor og frivillig indsats fra menighedens side for at skabe de bedst mulige rammer for vores virke - kirkeligt, kulturelt og socialt. Flere har mere end 25 års-jubilæum som frivillige. Dog er flest med en enkelt gang eller to. Sådan er det med »en rejselysten flåde«. Det er et vilkår, vi lever med. Ikke desto mindre: Haven og biblioteket tilses og passes, danskundervisning organiseres, koret ledes, kulturelle tilbud såsom jazzaften udføres, kager bages, mad laves, og ikke mindst afses og lægges der mange, mange timer for at gøre det muligt at afholde vores årlige julebasar, der sikrer en positiv og helt uundværlig indtægt til kirken.

Ovenstående skal ikke høres som en klagesang, omend det kunne være ønskeligt med

13

skabe et nærende netværk på tværs af menigheden - også et frivilligt sådant.

Der opstår dog ud af al denne frivillighed mere end økonomisk råderum - nemlig hjerterum og husrum, ja, en rummelighed, der giver menigheden en særegen styrke. Menigheden lærer ganske enkelt hinanden at kende på kryds og tværs og godt og ondt under udførelse af den fælles opgave, som ansvaret for kirkens liv og vækst er.

Det er jo ingen hemmelighed, at det kræver sin mand at holde styr på et stort hus med mange boliger og således også med disse ovennævnte rum, der følger med frivilligheden. Det kræver sit, det kræver tid, og det kræver en tovholder.

Det er min erfaring som præst for en menighed med stor udskiftning blandt medlemmer og brugere af kirken, at det ikke er helt uvæsentligt, at præsten påtager sig den rolle. Gennem embedet kommer præsten ganske enkelt i kontakt og taler med mange mennesker og får derigennem en viden, som kan hjælpe til at

14

Bygger man på frivilligheden, og de frivillige ikke kommer frivilligt - altså af sig selv - skal de findes. Det lyder nok kryptisk, men det drejer sig om at være på stadig udkig, ikke ulig en pejlevogn og blot spørge ud fra anerkendelsen af den enkeltes kompetencer - også dem, der ikke bliver skiltet åbenlyst med. Hvis og når man er heldig at finde hinanden, er det væsentligt at udvise rettidig omhu. Den frivillige giver ganske uforpligtet sin tid og evner, og det skal respekteres og anerkendes, hvis målet er at gøre denne forpligtet. Anerkendelse er den faktor, jeg i mit virke har oplevet som drivkraften i frivilligheden. Der er på ingen måde tale om en »noget for noget«-politik, men en taknemlighed over at blive set som mennesket bag opgaven. De, der bliver set, bliver ofte hængende. Dette sidste er ment i absolut positiv forstand, og et pragteksempel herpå er, hvorledes kirkens ungdomsarbejde opstod: Peter Vogt Jensen tilbød for et par år siden at bage en kage til en fastelavnsfest. Han kom med fire bradepander, godt humør og lyst til kirkelivet. Jeg spurgte straks, om han ikke ville stille op til menighedsrådsvalget nogle måneder senere, hvilket han takkede ja til. Han blev valgt og ønskede som det første at arrangere noget for alle de unge danskere,

der i disse år søger til den tyske metropol. Det blev starten på »Ung i Berlin«, en månedligt event, hvor 30-40 unge mødes i kirkens lokaler til en 3-retters menu for et beløb, der dækker indkøb af mad - 3 Euro. De unge netværker om boliger, jobs, mobilabonnementer og finder her rum til at tale med ligesindende om det, der gør livet nemt og svært i det fremmede.

Desuden er der til formålet oprettet en facebook-gruppe, der nu har et imponerende antal »likes«, og hvorigennem information om dit og dat postes. Sidste år arrangeredes en støttekoncert for »Ung i Berlin« under navnet »Reverb«.

Koncerten havde fem bands på plakaten og blev arrangeret af frivillige ved kirken. Det var et stort og anderledes arrangement for Christianskirken, som blev modtaget varmt af hele menigheden - og af de unge, som for de flestes

vedkommende kun er i byen et halvt års tid og derfor sjældent når at melde sig ind i kirken.

De fleste - ung som gammel - tror desværre fejlagtigt, at deres medlemsskab af folkekirken også er et medlemsskab af sømands- og udlandskirkerne.

Peter Vogt Jensen er én af mange ildsjæle. Flere kunne og burde egentlig nævnes, men spaltepladsen er trang og navnene mange - heldigvis!

Overskriften til dette lille indlæg kunne lyde som en advarsel, men det er ingenlunde hensigten. Tværtimod er det en opfordring - pas på de frivillige!

Iben Nordestgaard, Præst ved Den danske Kirke i Berlin

15

16

Frivillighed - »arbejde« med socialt ansvar At være frivillig er at gå ind i et stykke arbejde, ofte af social karakter, og udføre dette uden at få vederlag/løn for det.

I dag er værdien af »frivilligt arbejde« opdaget af det offentlige, og mange opgaver, som ellers ikke ville blive udført, udføres af frivillige.

Du vælger selv at være frivillig – i et eller andet – men når du er gået ind i et frivilligt arbejde, er der nogle rammer, du går ind i, og det forventes, at du fylder dem ud. Der følger et ansvar med. Et ansvar over for dem, du er frivillig sammen med eller arbejder for:

Når frivilligt arbejde er sat i gåseøjne, skyldes det, at det offentliges behov for besparelser presser grænserne for, hvad der er frivilligt arbejde.

En flok fodbolddrenge kan f.eks. ikke lades alene, selv om man en aften knap har så meget lyst til at forlade hjemmet. De andre i genbrugsbutikken kommer på hårdere arbejde, hvis man udebliver.

Og den ældre, der venter besøg, bliver skuffet, hvis man udebliver.

Man kan blive frivillig af flere grunde: fordi man har lyst til det, fordi man selv har behov for at gøre noget, der giver mening, og samtidig skabe social kontakt og netværk. Og fordi man føler, at man, i den situation, man selv er i, har et ansvar og mulighed for at gøre det.

Langt tilbage i tiden har spejdere, idrætsforeninger, ungdomsforeninger, kirkelige og sociale organisationer eksisteret, fordi frivillige har gjort en indsats.

Lektor Anders la Cour, som bl.a. forsker i frivillighed udtrykker det på denne måde: »Man må erkende, at man ikke kan definere, hvordan frivillige udfører deres indsats, for deres motivation er netop, at den sker frivilligt. I stedet må det offentlige stille sig til rådighed for de frivillige som et tilbud om et rum, hvor de frivillige selv kan undersøge, hvordan de bedst udfører deres frivillighed. Ellers er der ikke tale om andet end gratis arbejdskraft«.

Han siger også: Frivillighed på kommando findes ikke.

Der er eksempler på, at kommuner sammen med medarbejderne har udarbejdet regler for det frivillige arbejde. Rammerne for den frivillige indsats aftales med den frivillige, men når man har sagt ja, har man også bundet sig.

Det siges, at indsatsen fra de frivillige ikke koster jobs, men på samme tid er der skåret drastisk i de sociale budgetter, såh…!

17

Pensionister udgør en stor gruppe af de frivillige, især inden for det kirkelige og sociale arbejde. Således er hovedparten af medarbejderne i Kirkens Korshærs mange hundrede genbrugsbutikker landet over pensionister.

Spejderledere og trænere i idrætsforeninger er ofte forældre, hvis børn nu har nået en alder, hvor de vil/skal være aktive.

Unge rejser ud som volontører til 3. verdens lande, hvor de deltager i hjælpearbejdet og selv bliver hjulpet til en ny forståelse af forholdene der.

Menighedsrådene og andre råd inden for kirkens liv eksisterer i kraft af voksne frivillige i alle (næsten) aldre.

Der findes frivillige fra de fleste aldersklasser

Politiske organisationer, for unge som ældre, eksisterer i kraft af den frivillige indsats.

I én af Kirkens Korshærs sognekredse fik de for nylig en ny medarbejder. Hun var blot 90 år.

Og landets mange indsamlinger udføres hovedsageligt af frivillige i alle aldre.

I København har Kirkens Korshær et ret nyt arbejde, kaldet »Kompasset«. Det er en rådgivningstjeneste for hjemløse migranter, der alle har det til fælles, at de har forladt fattigdommen derhjemme og er søgt til Danmark i håbet om at tjene penge til dem selv og deres familie.

På Kompasset tales 10 sprog, og her er de frivillige ofte studerende, som kan bidrage med ting fra deres fagområde.

18

Kilde: ›Frivilligt arbejde – den frivillige indsats i Danmark‹, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ifølge »Det Nationale Forskningscenter for Velfærd« udfører 35 % af befolkningen i løbet af et år frivilligt arbejde. Og danskerne bruger i gennemsnit 17 timer om måneden på frivilligt arbejde.

Betydningen af frivillighed Det er nok ikke forkert at sige, at store dele af »livet i Danmark« ville ligge stille/dø, hvis der ikke var frivillige til at gøre en indsats.

Vi ser, hvordan spejdergrupper/idrætsforeninger o.a. vokser og skrumper, afhængige af mængden og kvaliteten af den frivillige indsats.

Kirkens Korshærs arbejde for socialt udsatte beror på de frivilliges indsats!

De frivillige er kernen i Kirkens Korshærs arbejde. Uden dem ville det omfattende og alsidige arbejde ikke kunne finde sted, og det ville slet ikke have den karakter, det har.

De frivillige arbejder på mange forskellige måder: I lokale kredse med at holde møder og arrangere debatter, foredrag og loppemarkeder. I genbrugsbutikker over hele landet, hvor frivillige sælger tøj, møbler og andre genbrugsvarer.

Og som medarbejdere i varmestuer og ved Sct. Nicolai Tjenesten, hvor frivillige er med til at være sammen med Kirkens Korshærs brugere.

Der fortælles i en af Korshærens pjecer om en brugers glæde ved at åbne en pakke med et hjemmestrikket tørklæde eller et par dejlige sokker, at det ikke blot er glæden ved gaven, men også glæden over, at nogen frivilligt har tænkt på og har noget til overs for »en som mig«.

Og de frivillige fortæller om deres glæde ved arbejdet: Hvor skulle jeg gøre af mig selv, hvis jeg ikke havde …. !

Min selvforståelse og mit selvværd henter næring fra den/de opgaver, jeg udfører som frivillig. Kontakten til nærområdet får jeg for en stor del igennem mit frivillige arbejde.

Kontakten til de mennesker, man måske engang arbejdede sammen med, holdes ved lige.

Kriminelle hjælpes ud af deres miljø gennem en indsats som hjælper/træner i en boldklub.

Der ville givetvis blive mange sociale tilfælde blandt os pensionister, hvis der ikke var gode opgaver at gå i gang med.

Ja! Landet må sige: »LÆNGE LEVE FRIVILLIGHEDEN«!

Viggo Kaspersen, Frivillig i Kirkens Korshær Medlem af Andst Menighedsråd

19

20

Frivillige ved Zions Kirke årgang 2014 Ofte er Bibelen fyldt med gode anvisninger og budskaber, som vi gør klogt i at bruge. I Bibelen kan vi læse om de første kristne, at de var fælles om alt, ikke kun gudstjenesten, men også de daglige gøremål. Her var ikke nogen, der var ansat til at stå for »deres kirke«. Alle var frivillige. Denne del af kirkelivet er ved at blive genopdaget, så servicekirken bliver bredt ud som et fælles projekt for hele menigheden.

Ved Zions Kirke har vi valgt følgende model i arbejdet med frivillige: En »tænketank« blev nedsat med 5 frivillige og 2 ansatte for at få frivilligheden til at blomstre.

Disse 5 frivillige udtalte følgende, da vi mødtes:

Jeg oplever glæde ved at gøre en forskel.

Jeg foretager mig noget, jeg kan lide.

Jeg yder et stykke arbejde, som jeg kan lide, og så får jeg bonus: snak, hygge, og jeg udvikler mig.

Jeg oplever, jeg er aktiv i indflydelse på vores kirke.

21

Man bliver »høj« af det.

God fornemmelse at bakke andre op.

Jeg oplever mig selv i et godt samvær med andre.

Sådan udtrykte forskellige menighedsmedlemmer deres oplevelse at at være frivillig ved vores kirke. De gav på denne måde udtryk for deres »løn«.

Ud fra disse udtalelser gik vi videre med tanker om, at man trives ved at være frivillig, og spørgsmål til, hvor det er, vi allerede har frivillige i gang ved Zions Kirke? For måske kunne andre finde inspiration til at deltage mere aktivt i kirkens liv fremover.

Der blev besluttet, at der skulle laves en mappe over »frivillige job«, så det var let at finde gode job til interesserede. En mappe blev sammensat. De aktiviteter, vi allerede har gang i, kan nu tydelig ses med beskrivelse af, HVAD det er, HVEM der står for det, HVILKEN OPGAVE der ligger i at melde sig til dette job og endelig TIDSFORBRUG for den, der melder sig. Så kan der altid opfindes nye job og tilføjes til mappen.

21

Denne »jobmappe« lægges tydelig fremme på en lille hylde i sognehuset, og her opsættes små opslag om job, som lige nu er aktuelle.

Synligt for enhver, der kommer til kirken.

På billedet står Karen Hessellund med mappen, som hun har redigeret og samlet. Karen er frivillig i menighedsrådet og bl.a. kontaktperson, hun er også afløser ved Legestuen og hjælper ved Spaghettigudstjenesten. Se evt. mappen på www.zionskirke.dk under »Frivillige«!

Ud over denne synliggørelse af, at det er godt at være med i et arbejdsfællesskab i kirken, har to fra menighedsrådet påtaget sig at holde tanken om frivilligheden varm ved de kommende menighedsrådsmøder!

Det er gennem aktivt engagement, man føler medejerskab af kirken og dens liv!

Arbejdsgruppen har også besøgt 2 kirker i Århus for at lære mere om, hvad andre har gjort

22

af gode erfaringer. Den slags ekskursioner er meget inspirerende. Et af guldkornene, vi fik på turen til Århus, var: LAD DE FRIVILLIGE FINDE DE FRIVILLIGE! Så bliver den frivillige introduceret på en god engageret måde, og hvis de kender hinanden lidt i forvejen, og giver det en naturlig glæde ved at mødes.

Desuden havde man en årlig visionsdag for ansatte og interesserede frivillige, så ansvaret for en aktiv kirke blev givet videre i fællesskab.

Hos os har vi hvert år inviteret frivillige til at komme til en hyggelig aften med middag, sang og lidt underholdning - et synligt bevis på, at vi som kirke er taknemmelig for hinandens arbejdsindsats. Det er også en opmuntring at mødes med dem, der har et »job« på en anden måde ved kirken og opleve en fælles belønning med en dejlig aften i fællesskab. Som ansatte er det godt at være åben over for nye »i firmaet« hele tiden.

Ved Zions Kirke er der frivillige i alle aldre fra 11 til 82 år, men stadig brug for flere!

Vi har et kunstværk hængende af Helle Noer, som for mig illustrerer frivilligheden i kirken.

Det viser Zions Kirke afbilledet i firkanter, men oveni er lagt øjne, ører og hænder. At vi ikke bare vil være en murstensbygning, men et sted, hvor hænder tager imod og gør godt,

hvor man bliver set som ny, og hvor nogle vil lytte til den enkelte.

Da fotografen var forbi Legestuen, som vi tilbyder hver onsdag og fredag i 2 timer i Sognehuset, var 3 af de 5 frivillige på job. De står for »brunch«, hygger om familierne, rydder op, synger med mm.

Den yngste af de frivillige, Henriette, udtaler om sit job: »Jeg er frivillig her i Zions Kirke, fordi jeg er glad for kirken og føler mig velkommen her. Når jeg er frivillig, føler jeg, at jeg er en del af et fællesskab, så føler jeg, at det er min kirke, og det er dejligt. Arbejdet giver mig værdi og livsglæde«.

Grethe: »Det er dejligt at føle, man hører til. Man lærer på denne måde verden mere at kende gennem mødet med forskellige mennesker i forskellige aldre.

Jeg føler, at jeg får så meget givet i oplevelse og sammenhold, og det er jeg umådelig taknemmelig for«.

Thea (frivillig i 20 år i Legestuen): »Det giver mig glæde at se børnene og deres omsorgsfulde mødre. Det glæder mig at have en opgave i dette fællesskab«.

Denne fredag var Søs Honore tildelt ferie fra jobbet.

Vi har i Folkekirken mange gode job, hvor endnu flere kan få oplevelsen af at være med og få følelsen af at høre til, bruge sine evner og være værdsat.

Frivillige giver ikke kun gratis timer, de giver liv i menigheden!

Frivillige får ikke løn, ikke fordi de er værdiløse, men fordi de er uvurderlige. »Ingen kan alt. Alle kan noget.

Sammen kan vi endnu mere« Dorthe Kobbersmed, Sognemedhjælper ved Zions Kirke i Esbjerg

23

24

Fordi vi ikke kan lade være I Danmark har vi en lang og stærk tradition for frivillighed. Ikke mindst i regi af de kirkelige organisationer og folkekirken. Det er et forhold, som i høj grad har rod i kristendommens tanke om at vise barmhjertighed og næstekærlighed. Frivillighed er dog langt fra forbeholdt de kirkelige organisationer. Tusindvis af danskere er engageret i alt fra sportsfestival i den lokale idrætsklub til indsamling af affald på landets strande forud for turistsæsonen.

Frivillighed skaber såvel værdi som merværdi, og det giver den enkelte dansker en mulighed for at engagere sig i en sag, som har betydning for den enkelte. Derfor ligger det også det politiske Danmark på hjerte konstant at forsøge at skabe bedre vilkår for det ForeningsDanmark og de korps af frivillige, som bidrager med mangt og meget rundt omkring i landet.

Når der skabes plads til frivillige fællesskaber, hvor man kan trække på vores folkeligt forankrede civilsamfund, giver det frivillige muligheden for at engagere sig, opbygge meningsfulde relationer og skabe et velfærdssamfund med værdigheden i behold.

når vi har været frivillige. Der er en enorm glæde ved at kunne gøre noget for andre. Ikke mindst, når man kan se, det gør en håndgribelig forskel.

Jeg har selv haft glæden af at være besøgsven hos en ældre og mentor for et ungt menneske, som skulle hjælpes på vej i livet. Ligesom jeg gennem det meste af mit ungdoms- og voksenliv har været frivillig leder i diverse foreninger.

Som politiker har man også brug for frivillige – ikke mindst, når det er tid til valgkamp, hvor der er meget arbejde, som skal gøres.

I takt med at arbejdslivet tager mere tid, har mine frivilligvaner ændret sig. I dag er det typisk ved enkeltstående arrangementer, jeg er frivillig. Det kan være som billetsælger ved Ringkøbing Fjord Jazzfestival i Stauning, som burgersælger ved Bork Havnefestival eller som hjælper ved fodboldstævne i Skjern. Fleksibiliteten er fordelen ved det frivillige arbejde, så man kan engagere sig i det omfang, man har mulighed for, og hvem synes ikke godt om at få et »Tak for hjælpen«.

At leve til man dør Glæden ved det frivillige Langt de fleste af os kender det fra os selv,

25

Hos os på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande ser vi dette udfoldet i fuldt flor. Næsten 100

25

frivillige er del af hverdagen på et hospice, der drives ud fra tankegangen, at man kommer på Anker Fjord Hospice for at leve, til man dør.

Det betyder, at vi bestræber os på at skabe så megen normalitet som muligt med alt fra kunst, koncerter, foredrag, ballet, jazz og god mad som del af hverdagen. Det frivillige arbejde struktureres af en frivillighedskoordinator, der også drøfter opgaver med nye frivillige, ligesom man er på et minikursus forud for, at man begynder som frivillig, da huset jo har den karakter, et hospice har.

26

Solvognens glæder De frivillige bidrager med alt fra at vaske vinduer til at gå rundt fra lejlighed til lejlighed med »Solvognen«. Solvognen rummer chokolade og slik, rødvin og Baileys, samt andre gode sager, der bliver tilbudt patienterne. Der bliver tid til en lille hyggesnak, hvis patienten har lyst til det, og ellers går den frivillige videre i al stilhed.

Ved såvel middagsmaden som aftensmåltidet er to frivillige »værter«. De sørger for opdækning og pyntning af bordet. Dermed fjernes

en stor del af den institutionalisering, som så ofte præger miljøet omkring syge og døende.

De frivillige trækker også verden ude fra med ind på en sober og ordentlig måde, ligesom deres bidrag betyder, at det faste personale har overskud til andre ting. Aftensygeplejersken skal ikke stå for måltidet alene. Pedellen har ekstra hænder på de grønne arealer. Administrationen skal ikke selv levere blodprøver på det tidligere sygehus i Ringkøbing eller på Hospitalsenheden Vest i Herning.

Hundelufter og blomsterpiger Anker Fjord er også begunstiget med blomsterpiger, der hver fredag sørger for at sætte friske blomster i hver lejlighed, så patienter og pårørende har noget godt at se på i løbet af weekenden. En privat donation sikrer, at et team af blomsterpiger fredag efter fredag køber blomster ind og retter dem an i lejlighederne. Det bringer noget af naturen inden for til stor glæde for alle på Anker Fjord. Endelig har vi frivillige, der lufter hunde, hvis der er patienter, der har kæledyr med, så opgaverne er mange, glæderne ligeså.

jævnligt deres gang på Anker Fjord, mens andre kører mellem 50 og 100 kilometer for at komme til huset som frivillig. Typisk lyder det fra de frivillige på Anker Fjord Hospice, at »vi får langt mere, end vi giver«, og så længe det kan være omdrejningspunktet, er vi fantastisk godt hjulpet.

Kunne dette bredes ud til det øvrige Danmark, så var der meget vundet. Ikke bare for dem, de frivillige glæder, men også for alle os andre.

Derfor er det afgørende, at der bliver plads til disse frivillige for og som en del af det fremtidige velfærdsamfund.

Esben Lunde Larsen MF,V, Bestyrelsesformand på Anker Fjord Hospice

Ønsker man at være blomsterpige, »chauffør« på Solvognen eller gå til hånde med noget helt tredje, melder man sig selv som frivillig hos vores frivilligkoordinator. Det kan være pårørende til tidligere patienter, som gerne vil bidrage. Nogle bor i lokalområdet og har

27

28

Vågetjenesten Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side.

Det ønske giver Grundtvig udtryk for i sin salme »At sige verden ret farvel« – et ønske, som deles af mange, at hverken vi selv eller vores kære skal være overladt til os selv i den sidste stund, inden døden gør skel mellem støv og ånd.

Det er ikke altid, at den døende har pårørende, eller at de pårørende har mulighed for at sidde hos den døende, fordi familierne ikke længere bor tæt på hinanden. Og i nogle tilfælde kan de pårørende kan ganske enkelt have brug for at blive aflastet. At overvære et nært familiemedlems sygdomsforløb eller død kan være en stor psykisk belastning for de pårørende, og her kan en vågekone, der tager over nogle timer, være en stor hjælp.

Våge- og aflastningstjenesterne i Menighedsplejen i Ringkjøbing og Aflastningstjenesten i Esbjerg og Varde er to eksempler blandt mange på kirkens sociale arbejde omsat i praksis i Ribe stift, og begge steder fortæller de om en stigende interesse for både aflastning og vågetjeneste.

Hvad er en vågekone i dag?

Der har været vågekoner langt tilbage i tiden.

En vågekone kunne udover at holde vagt ved en døende, også være en kvinde, der holdt vagt ved en syg eller barslende kvinde. Vågekonen var uuddannet og varetog oftest patientpleje på sygehuse om natten.

En vågekone i dag er en frivillig og kan være både en mand og en kvinde. Ifølge Ingrid Bang, som er leder af Aflastningstjenesten i Esbjerg, har den typiske vågekone m/k en fortid inden for plejesektoren, og ofte har deres motivation for at blive vågekone været en erfaring fra deres arbejde af, at der ikke altid var overskud til at imødekomme den døendes eller eventuelle pårørendes behov i det professionelle regi.

Der er stadig ikke tilstrækkeligt personale til at sikre, at en døende ikke ligger alene i det øjeblik, døden indtræffer. For mange pårørende er dette ikke nogen rar tanke – og de pårørende kan ikke altid klare den opgave at være til stede for den døende i døgnets 24 timer.

29

Vågetjenesten, som det kaldes i dag, kan tilbyde, at der våges hele døgnet, men typisk sidder den enkelte frivillige 3-4 timer hos den døende, enten i hjemmet, på plejecenteret, hospitalet eller på hospice.

De frivillige tilbyder ikke den type støtte, der varetages af det faglige personale. De frivillige tilbyder løsning af de opgaver, som en pårørende kunne hjælpe til med.

Aflastning og følgeskab Med vågetjenesten er der tale om et følgeskab – et følgeskab, der i denne sammenhæng er en del af de folkekirkelige organisationers uvurderlige diakonale arbejde.

Det gode følgeskab er netop dér, hvor man bliver set som det menneske, man er, og med det, man bærer på, uden at den anden forsøger at tage det fra én eller trøste det bort. Det er den frivilliges fornemme opgave at være til

30

stede hos den døende og skabe så trygge og rolige rammer for den døende som muligt – enten ved at lytte til og tale med den døende eller blot ved at holde i hånd og være til stede i tavsheden.

En vågekone skal kunne udholde og ikke være bange for stilheden, men turde gå det sidste stykke af livets vej med et andet menneske, så det ikke skal gå det stykke alene.

I Esbjerg er det Ingrid Bang, der koordinerer vågetjenesten og hjælper med, at pårørende kan blive aflastet, så de kan finde kræfter til fortsat at være noget for deres døende. Det er også hende, der hjælper med at finde et menneske, der vil sidde ved dén døende, der ikke har nogen pårørende.

Det ikke er svært at finde frivillige medarbejdere til vågetjenesten, fortæller hun. Listen af frivillige er lang. Mange sætter gerne andet til side, når der ringes om en vagt. Og det er vigtigt, for den aflastning, som vågetjenesten tilbyder, er det af gode grunde svært at planlægge langt ud i fremtiden.

At sige verden ret farvel Når det ikke er svært at skaffe frivillige til vågetjenesten, er det måske, fordi vi instinktivt synes, at denne verden skal siges ret farvel.

Der skal være en hånd at holde i og et blik at

30

Kom, vær hos mig nu i afskedens time Våg denne nat, for natten bli´r lang Se kun med hjertet, det viser dig vejen, hvor ordet forstummer, og nærhed er nok, hvor blikke kan mødes, åbent og trygt, hvor varsomme kærtegn mildner min frygt Ræk mig din hånd nu i afskedens time Hvisk mig i søvn med stilhedens ord.

Marianne Harboe

Hvad er vågetjeneste?

Vågetjenesten, som det kaldes i dag, kan tilbyde, at der våges hele døgnet, men typisk sidder den enkelte frivillige 3-4 timer hos den døende, enten i hjemmet, på plejecenteret, hospitalet eller på hospice. møde, når ordene ikke rækker, eller der ikke er mere at sige, fordi døden er en realitet indenfor den allernærmeste fremtid.

Det handler om at være dér, hvor der ikke er mere at gøre eller sige. Måske skal der synges en salme, læses et stykke fra en bog eller bedes en bøn. Men ofte er der alene brug for plads til stilheden og rum til at lytte.

Ligesom vi var i menneskehænder, da vi kom til verden, bør vi alle have den samme mulighed til sidst. Et fast og blødt blik fra levende øjne og en varm og tryg hånd, der tør gribe éns egne svage, trætte og måske bange hænder, så vi bæres af levende hænder.

Hvad er formålet med vågetjenesten?

Formålet med vågetjenesten er at give ro og nærvær i livets sidste timer, og at ingen, der ikke ønsker det, skal dø alene.

Vågetjenesten tilbyder at støtte og aflaste pårørende, så der gives mulighed for at koble fra nogle timer.

Hvem kan henvende sig?

Den, som selv ved, at livet er nær sin afslutning og ønsker en hos sig, pårørende til en døende eller hjemmeplejen, plejecentrene, sygehuset og hospice.

Provst Lilian Tyrsted

31

32

Frivillighuset Vindrosen - et lokalt samlingspunkt for frivillige Frivillighuset Vindrosen er en paraplyorganisation for over 130 foreninger og grupper, der udfører en frivillig social, sundhedsfremmende eller humanitær indsats i Esbjerg Kommune. Frivillighuset Vindrosen er samlingspunkt for en stor gruppe borgere, der ønsker at yde en frivillig indsat eller leder efter hjælp og støtte, når livet er svært.

Det er en non profit organisation, der er partipolitisk neutral og fri af religiøse interesser.

I juli måned fik jeg en henvendelse fra redaktionsudvalget bag Stiftsårbogen i Ribe Stift.

Redaktionsudvalget har ønsket at brede årets emne ”Frivillighed” ud, også udenfor folkekirkens ramme, og jeg greb straks muligheden for at fortælle om Frivillighedshuset Vindrosen, vores baggrund og aktiviteter.

Et mangfoldigt Frivillighus Vi kan alle komme ud for svære perioder og oplevelser, som er godt at tale med andre om.

Frivillighuset Vindrosen, som blev etableret i 2001 og i dag formidler kontakt mellem 130 foreninger, er netop sådan et sted, hvor man kan møde andre, der har været i samme situa-

tion som en selv, og som gerne deler ud af sine erfaringer. Og så er det meget mere end det.

Frivillighuset Vindrosen gør en social indsats indenfor børn og unge, handicap, integration og etniske minoriteter, sygdom og sundhedsfremme, væresteder og socialt udsatte, ældre, selvhjælps- og netværksgrupper.

Frivilligformidling Der er heldigvis mange borgere, som gerne vil gøre en forskel for andre og giver sig tid til det. Hvis en borger ønsker at gøre en frivillig indsats, men ikke helt ved, hvor han/hun kan gøre en forskel, så kan vedkomne kontakte Frivillighuset Vindrosen, idet vi har kendskab til de foreninger, der mangler frivillige og har brug for hjælp lige fra besøgsven til lektiehjælper, mentor, fundraising, webredaktør, gældsrådgiver eller aktivitetsleder for børn og unge.

Når en borger henvender sig til os, tilbyder vi vedkommende en frivilligsamtale. Her tager vi en samtale med borgeren om, hvilke ønsker de har, og finder forskellige foreninger, hvor de kan gøre en forskel. I Frivillighuset har vi en

33

oversigt over de mange frivilligjobs, der findes lokalt, og på hjemmesiden frivilligjob.dk kan borgerne selv gå ind og søge efter ledige frivilligjob i den kommune, de bor i.

Selvhjælpsgrupper og individuel hjælp Borgere, der gerne vil mødes med ligestillede, kan også henvende sig til sekretariatet, hvor vi kan hjælpe med at finde den gruppe, der passer bedst til vedkommende. I huset mødes mange forskellige selvhjælpsgrupper, netværksgrupper og pårørendegrupper, fx.

34

selvhjælpsgrupper for sygdomsramte, handicappede, voldsramte kvinder, børn og unge i sorg mv. Mange af foreningerne tilbyder også grupper, hvor pårørende kan mødes.

Frivillighuset kan også hjælpe borgere, der ønsker at få individuel hjælp, og i huset tilbydes frivillig og anonym rådgivning, personlig samtale og bisidder.

Frivillighuset fungerer således som formidlingsled mellem vores medlemsforeninger og de borgere, der har brug for hjælp eller ønsker at hjælpe andre.

Foreningernes hus Frivillighuset Vindrosen, som har til huse i Esbjerg, Ribe og Bramming, har til formål at udvikle, inspirere og synliggøre den frivillige sociale indsats i hele Esbjerg Kommune. Dette gøres gennem foreningsservice, lokaleudlån, synliggørelse af foreningerne og deres aktiviteter, formidling af frivillige, konsulentstøtte, faglig sparring, kurser, temamøder, samarbejde og netværksdannelse.

Frivillighuse i hele landet

Frivilligcenter og Selvhjælp Danmark (Frise).

Frivilligcentrene/-husene er organiseret på forskellig vis og har deres lokale særpræg, men de fleste har mange af de samme tilbud til foreninger og borgere som Frivillighuset Vindrosen. På hjemmesiden www.frise.dk kan man finde kontaktoplysninger på det Frivilligcenter/hus, der ligger i den kommune, hvor man bor. Det er Frise, som står bag portalen www.frivilligjob.dk.

Britt Schak Hansen, Daglig leder for Frivillighuset Vindrosen, Esbjerg

Frivillighuset Vindrosen i Esbjerg er et af de 65 frivilligcentre/-huse, der findes rundt om i landet og som er medlem af landsorganisationen

35

36

Fornemmelse for stedet, skolereform, kirke og samfund Gud, skaber og frelser, Vi takker dig for dette hus Som er bygget til din pris.

Vi mennesker kan bygge med mørtel og sten, træ og beton, Og vi kan synge og sanse, Men det er dig som skaber liv.

Derfor beder vi dig: Gør dette hus til din kirke, Et levende sted.

Lad det blive fyldt af din herlighed, Dig til ære, os til gavn.1

1

På et lille lamineret ark, som jeg modtog umiddelbart efter min indsættelse, og som jeg bærer rundt på i min tegnebog, står der anført nogle facts om Ribe Stift. Stiftet består af 215 kirker, 205 sogne, 109 pastorater, 8 provstier og 183 menighedsråd. Antallet af medlemmer af folkekirken står anført som 309.563.

Sådanne tal kan være ganske nyttige at have ved hånden, for så vidt de giver en hurtig oversigt over Ribe Stift, medlemstal og antal af sogne og kirker, men de har samtidig deres begrænsning. Det fremgår således ikke af disse tal, hvor geografisk vidtstrakt Ribe Stift er. Køreturen er lang fra stiftets nordligste ende fra Thorsminde, Vemb, Gørding og Bur til grænsen mod syd, til Højer, Ubjerg og Øster Højst.

Og Ribe stift rækker ligeledes langt fra vest til øst, fra Blåvand til Thyregod.

Det er også vigtigt at have øje for, hvordan hver enkelt kirke og hvert enkelt sogn er andet og mere end en lille del af en sådan samlet opgørelse. Den irske digter Seamus Heaney skrev i det smukke essay Fornemmelse for stedet,

Denne bøn er fra Gudstjenestens Bønner II, som udkom efteråret 2014.

Bønnen er en af flere, som jeg har skrevet til brug ved kirkeindvielse.

37

at »det egnsbestemte er universelt. Det har at gøre med de fundamentale ting«2. De 205 sogne i Ribe stift er forskellige, og de 215 kirker har hver deres historie. Hvert sogn bærer præg af de mennesker, som har levet og lever på det pågældende sted. Vores liv er konkret og stedsbundet, og det, hvad enten vi bor på landet eller i byen, i en forstad eller i en lille landsby. Vi har hver »vores« sted, og vi har også »vores« egen kirke og præst. Et sådant tilhørsforhold er af både stor betydning og værdi.

Evangeliet er imidlertid det samme, uanset om vi bor på Klitten, i Give, Esbjerg eller i Ballum, og gudstjenesten søndag formiddag, om end der kan være mindre forskelle fra kirke til kirke, fra Billund, Varde, Hover og til Rømø, er genkendelig. Vi er fælles om en ritualbog, som foreskriver gudstjenestens grundforløb, og vi synger fra den samme salmebog. Men vi kan som præst, organist, kirketjener og menighed hver især så også være med til at forme kirkelivet på det konkrete sted, hvor vi lever og bor.

Der er her plads til stor forskellighed.

Det er et privilegium som biskop at have til opgave at komme rundt i stiftet og her møde det mangfoldige kirkeliv, som findes.

2

38

Det er således en stor glæde at deltage i de orienteringsmøder, som skal føre til udvælgelse af prøveprædikanter og til ansættelse af en ny præst. Biskoppen gennemgår på dette møde sammen med provsten og menighedsrådet ansøgningerne, og det er i den forbindelse spændende at høre om det enkelte sogn og ikke mindst lytte til, hvad man som menighedsråd vægter og gerne vil med kirkelivet netop på sit sted.

Ligesom min forgænger i embedet vil jeg i det omfang, det er muligt, også gerne deltage i de to årlige konsulentrunder. Sammen med en repræsentant fra Nationalmuseet og den kongelige bygningsinspektør Niels Vium besøger vi på disse rundture de menighedsråd, som har bedt om en besigtigelse af deres kirke eller kirkegård. Det kan dreje sig om indledende drøftelse af et større istandsættelsesarbejde eller om ønsker til ændringer af kirkernes indretning, f.eks. udtagning af enkelte kirkebænke.

Disse besøg giver god indsigt i det lokale kirkeliv og tydeliggør for mig, hvor vigtigt det er, at vores kirker ikke er museer, men at de bygninger i brug til gudstjenestefejring.

Seamus Heaney, Fornemmelse for stedet, Kbh. 1998.

De fleste kirker i Ribe Stift er gamle middelalderbygninger, og disse huse fortæller mange århundreders historie og gemmer spor af fortiden. Vi skal passe godt på vores kirker, tage hensyn til den historiske arv og de kulturmæssige rige værdier, de rummer, men kirkerne er samtidigt rum med en funktion, huse, som er i stadig brug. Der skal i kirkerne kunne være begravelse på fredag, bryllup på lørdag, gudstjeneste på søndag og babysalmesang på tirsdag.

Endelig vil jeg også gerne fremhæve min glæde ved at deltage i gudstjenester rundt om i stiftet. Jeg vil tilstræbe at nå rundt i stiftet i løbet af en kortere årrække. Jeg har deltaget i gudstjeneste flere steder, og jeg er hver gang kørt opbygget hjem. Ribe stift er fyldt med dygtige præster, som redeligt og med stor flid tager livtag med søndagens tekst og her søger at formidle evangeliets budskab.

Skolereform og konfirmandundervisning I de kommende år skal vi have særligt øje for forholdet mellem skole og kirke. Den nye skolereform giver store udfordringer for den kirkelige undervisning og ikke mindst for konfirmandforberedelsen.

39

I de fleste provstier er der indgået fornuftige rammeaftaler med kommunen, sådan at konfirmandforberedelsen som foreskrevet i loven kan finde sted inden for skoletiden. Men de »gamle« dage med konfirmandforberedelse placeret primært i morgentimerne er langt de fleste steder passé.

Det er nu ofte et større puslespil at få konfirmandforberedelsen placeret, og det kræver meget logistik, ikke mindst i de mindre sogne.

Med de større skoler, hvor børnene ofte kommer fra forskellige sogne, kan det ligefremt blive vanskeligt alle steder at tilbyde og at få

40

konfirmandforberedelse i eget sogn, i alt fald indenfor skoletiden. Går sognets konfirmander i forskellige skoler, bliver de logistiske problemer endda endnu større.

Udfordringerne ved den ny skolereform er mange, det er derfor vigtigt, at vi får opsamlet de erfaringer, man gør sig rundt om i stiftet, bringer de gode eksempler frem og nytænker konfirmandforberedelsen i lyset af de nye rammer, som skolereformen sætter.

Skolereformen med den øgede undervisningsmængde udfordrer desuden minikonfir-

mandundervisningen samt de mange frivillige tilbud, mange sogne tilbyder, som f.eks. det rige korarbejde for børn og unge. De første undersøgelser af skolereformens konsekvenser viser tydeligt, at mange børn fravælger flere af de fritidsaktiviteter, de tidligere gik til. Børnene kan ikke nå mere efter en lang skoledag.

En af folkeskolereformens målsætninger er imidlertid, at skolen skal åbne sig for det omgivende samfund, f.eks. at musikskolerne og idrætsforeningerne kan indgå i den understøttende undervisning, dvs. indgå i skoletiden. Kirken var først ikke nævnt, men den er også en naturlig aktør, og vi kan i folkekirken også bidrage til den understøttende undervisning.

anden religion fra skolen. Hvis man vil være en skole, som åbner sig mod det omgivende samfund, så implicerer det også kirken. Jeg kan således kun appellere til, at vi fortsat alle søger at medvirke til et frugtbart samarbejde mellem kirke og skole, og i det hele taget mellem kirke og samfund.

Biskop Elof Westergaard

Det kræver både iderigdom og stor fleksibilitet fra kirkens og skolens side, og det kræver, at de offentlige myndigheder og de politiske beslutningstagere har øje for folkekirkens betydning og skærper deres sans for religioners placering i det offentlige rum, dvs. forstår, at religion ikke blot er en privatsag, men er noget, man deler. Det er et stort gode, at vi i det danske samfund har religionsfrihed. Det er langtfra en selvfølge overalt i verden, men det er en misforståelse, hvis man som konsekvens heraf, i religionslighedens navn, marginaliserer eller ligefrem søger at fjerne al kristendom og

41

Menighedsrådene i et krydsfelt i en ny tid Et menighedsråds rolle og opgaver kan sammenfattes i det menighedsløfte som vi som nyvalgte underskriver.

Målet er ”Den kristne menigheds liv og vækst”.

For godt 100 år siden (1908) slog demokratiet for alvor igennem i folkekirken med valgte menighedsråd, og få år efter – før kvinderne fik valgret til folketinget – blev de første kvinder valgt ind i menighedsrådene.

Med tiden er vores kompetence vokset. Sammenlignet med de lokale kirkelige forsamlinger i vore nabolande, har de danske menighedsråd virkelig indflydelse på de kirkelige forhold, men menighedsrådene er også opbundne på love, bekendtgørelser og cirkulærer og disse lovbundne opgaver og kompetencer er ret så mange, lad mig nævne nogle:

Økonomi Udarbejde forslag til budget og forelægge det for provstiudvalget.

Være repræsenteret i budgetsamråd med provstiudvalget.

Forvalte sognets økonomi inden for den

42

tildelte rammebevilling, vi kan omdisponere uden at skulle indhente godkendelse.

Forvalte udgifter til anlægsarbejder inden for de tildelte anlægsbevillinger Hvert år afholde et menighedsmøde hvor der orienteres om budget, regnskab, det forgående års arbejde og planer for det kommende år.

Aflægge regnskab til revision og provstiudvalgets godkendelse.

Sognefuldmagten der blev indført ved ændring af loven om folkekirkens økonomi i 2003, betyder at menighedsrådet med virkning fra 2004 har haft større frihed til at disponere over sognets økonomi (FØLER VI DET)?

I forhold til kirke og kirkegård Sørge for løbende drift og vedligeholdelse af KIRKE, KIRKEGÅRD, PRÆSTEBOLIGER og evt. BYGNINGER til brug for kirke og kirkegård. Foretage årligt syn, provstesyn hvert 4. år. Provstiudvalget beslutter hvad der skal foretages som følge af Provstiets syn.

Sørge for udarbejdelse af forslag og godkendelse af ombygning, ændring og istandsættelse af kirkebygninger.

Det samme gælder – kirkegårde – præstebolig – ombygning og nedrivning af bygninger til brug for kirken eller kirkegården, køb eller salg og leje af præsteembedets faste ejendom (minus præsteboligen), samt ombygning og nedrivning.

Forberede og være bygherre for evt. opførelse af en ny kirke i sognet.

Kan indstille at en kirke helt eller delvis tages ud af brug.

Opgaver i forhold til kirkefunktionærer Ansætte og afskedige kirkefunktionærer.

Personaleadministration.

Lave arbejdspladsvurderinger APV hvert 3. år (Sur smiley, bøde, regndråber fra blytag, 800 år) (Pudsning af kirkevinduer i 3 m højde, vinduespudseren må, graveren må ikke! (arbejdsmiljø) Kontaktpersonen varetager disse opgaver.

beslutning om anskaffelse af nye autoriserede salmebøger og salmebogstillæg.

Træffe beslutning om tid og sted for konfirmation. Give præsten tilladelse til indsamlinger.

Anvendelse ved faste gudstjenester og kirkelige handlinger af anden LITURGI ( den række af handlinger som en gudstjeneste består af, indgangsbøn, indgangssalme, kollekt, oplæsning fra bibelen, trosbekendelse, prædiken og nadver ) eller ritualer end dem der hidtil er anvendt.

Opgaver i forhold til det kirkelige liv i samarbejde med præsten, vi skal være enige:

Mindre ændring i LITURGI eller ritualer og anvendelse af ikke autoriserede salmebøger.

Styre de kirkelige og administrative anliggender i sognet.

Så vidt så godt

Fastlægge tidspkt. for gudstjenester. Træffe

Vi ynder at sige at kirken skal være for alle –

Men til det kirkelige liv:

43

børn, unge, middelalderende og os seniorer, men hvordan takler vi fraflytnigen fra sognene mod byerne?

Vi skal være positive over for fornyelse, men jeg vil samtidig mene at den kirkelige tradition er meget værdifuld, så al fornyelse bør ske indenfor ret snævre rammer, det centrale, det bærende – FORKYNDELSEN – bør vi ikke ændre på.

Barnedåb Heldigvis bliver mange børn båret ind i vore kirker for at blive døbt, glædeligt og livsbekræftende, og siger barnet fra med et lille klynk eller lignende og præsten tager til genmæle med ordene, nå du er ikke helt tilfreds, ja så har de to jo haft den første snak og er allerede i gang med evt. babysalmesang og videre til børnehaven, hvor de forhåbentligt kan fortsætte med at synge sammen med pædagogerne?

Konfirmation I min konfirmationstid var det en festdag når vi hos præsten skulle til konfirmationsforberedelse. Vi havde fri fra skolen i nogle timer, vi var på vej til at blive voksne.

Med den nye skolereform har det givet nogle udfordringer at få konfirmationsforberedelsen

44

indpasset i skoletiden. Hvor der er friskoler eller mindre folkeskoler har man fundet brugbare løsninger langt fleste steder med nogle timer hver uge eller samling af forberedelsen i bundter af flere dage sammen og fortsat i at konfirmanden skal møde op 10 søndage til gudstjeneste i kirken og gerne have forældrene med. Er forældrene med, eller er konfirmanderne blevet sat af og forældrene kørt videre? I de større skoler, byskolerne, har det nogle steder være mere problematisk. Skoleledelsen og lærerne måske også ville helst at forberedelsen skulle ske sidst på dagen, vel ikke det tidspunkt på dagen hvor eleverne er mest kvikke og lydhøre. Jeg mener helt klart at her har vore politikere glemt at vi har en dansk folkekirke bundet op på grundloven.

Og hvad med minikonfirmanderne, hvor skal de indpasses?

Og hvad med vore salmer og sange, hvor lærer vore børn disse? Er det som før nævnt i børnehaven? eller synger man hjemme?

Eller sker det ved morgensang og morgenbøn, som jo langtfra er obligatorisk i den danske folkeskole mere?

Bryllupper Dejligt at se når flaget en lørdag eftermiddag

er hejst ved kirken og de unge vender hjem for at blive gift, fint, men sjældent bliver de jo i sognet, metropolerne trækker. Og mon vi husker at tage betaling fordi der skal indkaldes ekstra mandskab?

Begravelser/bisættelser Før blev de fleste begravet i en kiste. I dag bliver flere og flere kremeret og bisat i en urne på en lille gravplads.

Den lange fredningstid på 25 – 30 år er dermed blevet kortere. D.v.s. at vi i fremtiden ikke får brug for den ekstra tilkøbt jord for at have plads nok på kirkegården, nej nærmest det modsatte, der vil blive flere græsbelagte gravpladser på vores nuværende kirkegårde hist og pist, og hvad gør vi så?

Og skal vi fremover i alle sogne have plads til alle former for begravelser, eller skal vi sige at det klarer vi med en samlet ordning i hvert provsti?

Ovennævnte fører til at der fremover bliver brug for færre timer på den enkelte kirkegård og at mange sogne ikke hver kan have en graver, arbejdet skal evt. udbydes i licitation? Men herved vil sognets/byens kontakt til en person som ved alt om kirke og kirkegård blive langt mindre.

Ligesom vi også fremover skal se for os i menighedsrådene at landsognene affolkes, den tilbageværende befolkning, - arbejdende – er vel ikke den der kommer mest i kirken. Mange af de ældre finder vi efterhånden i beskyttede boliger eller på plejehjemmet i vore centerbyer, hvor deres præst så kan besøge dem, de fleste plejehjem i landsognene bliver jo nedlagt.

Førnævnte har vi hidtil klaret ved at samle flere sogne i et pastorat og vænne os til at alle kirker i et pastorat er vores kirke.

Men skal dette mere end nu medføre at der kun lejlighedsvis er gudstjeneste? Hvilket jo vil medføre at der bliver mere behov for præstens besøg hos ældre, fordi der bliver længere til kirken, hvis vi da ikke sørger for at det bliver en vane for vore ikke mobile personer at de må tage en taxi betalt af os eller en teletaxi?

Spørger jeg vores præst, så er svaret at hos os forventer de ældre at hun bruger al sin tid i vores sogn, vi er kun 1300 personer; men vores præst skal jo lægge 40% arbejde i Ringkøbing kirke.

Vi kunne selvfølgelig spørge bispen om vi kunne få lov til at have Vivian for os selv med anbefaling fra vores PROVST? De gamle præstegårde, totalt fredede måske, er jo en hel sag for sig. De er ikke billige for et

45

provsti og sogn, måske burde slotstyrelsen eller fredningsmyndighederne overtage drift og vedligehold? Bare det at få lov til at sætte en ny yderdør i kan jo tage halve og hele år.

Frivilligt arbejde Dette er jo meget af arbejdet i et menighedsråd. Inden for ligningsområdet/budgetterne gør vi det efter bedste evne. Men for at et frivilligt arbejde skal trives og vi skal kunne rekruttere nye medlemmer til vore menighedsråd, bør der være en gulerod, ellers dræbes lysten. Det skal være muligt at kunne spare op eller gemme til næste år. Ellers ender det jo med at vi lejer til det hele, hvilket jo helt klart vil give færre penge til det kirkelige arbejde.

Vel skal vi ikke spare store midler op, men en buffer skal der være, f.eks. går maskiner ikke altid i stykker på dato, og af og til kan de byttes fordelagtigt ved særlige lejligheder.

Det at være kasserer for lægmand er blevet umuligt, kravene til vores små regnskaber er blevet alt for bureaukratisk. Tænk på momsregler, % gravarealer kontra gangarealer. Men hvad, nu står der jo også MINUS der hvor vi mener der burde stå PLUS. Burde vi provsti for provsti ikke gå sammen om en regnskabsfører, nogle sogne har jo gjort det, og så kunne vi i menighedsrådene nøjes med kvartalsudskrif-

46

terne for at følge udviklingen i forhold til vores budget?

Afslutning Jeg skal til at holde, men til slut vil jeg sige.

Undertiden synes succeskriteriet for FOLKEKIRKEN at være ”at der er fuldt hus”.

Man kan godt fylde kirkerne, men det skulle jo gerne være med kristendom. Det er måske knap nok, hvis FOLKEKIRKEN bliver omdannet til et forsamlingshus eller koncertsal, og det bliver det bærende i FORKYNDELSEN. Derfor må disse ting ikke fylde det meste, og det enkelte sogn bør vel heller ikke konkurrere med andre sognes ”attraktive tilbud”, men søge at fremme relevante mål for kirkelivet i sognet, i et tillidsfuldt og udbytterigt samarbejde over sognegrænsen.

Og endelig er vi nødt til at få gjort op med den mere eller mindre medieskabte idé at kirkerne står tomme om søndagen. Realiteten er at der ud over landet meget ofte er rigtig mange i kirke, og at det i den grad ikke kun er ”ældre damer med hatte” der kommer og føler at det er vigtigt at være med i det kirkelige fællesskab.

Af Jens Kirk, formand for Velling sogns menighedsråd

Landemode

2014

47

Landemode

48

2014

Frie hænder

ISBN 978-87-91376-64-1

Ribe Stift årbog 2014