8 minute read
Sandoy, Skúvoy og Stóra Dímun
Se byer, bygder og infrastruktur på side 10
#visitsandoy
Foto: Kirstin Vang
Mølheyggjar – de eneste klitter på Færøerne – ved stranden i Sandur
Sandoy, Skúvoy og Stóra Dímun
Sandoy er en let kuperet ø med flere, lange sandstrande, som navnet også indikerer. Øen er populær blandt cyklister og vandrere på grund af det forholdsvis flade terræn.
DEN GAMLE BYDEL ■ Tag dig tid til at vandre gennem labyrinten af stier og trange stræder, som udgør den gamle bydel i Skopun, og du vil snart se, at de mange små tilfældigt placerede huse skaber et mylder af små passager og gyder.
VERDENS STØRSTE POSTKASSE ■ Placeret højt på klipperne udenfor Skopun, ser du den kæmpestore kolos af en blå postkasse, som en overgang fik lillebitte Skopun i Guinness Book of Records. Den enorme postkasse, som er 7,42 meter høj og 4,45 meter bred, er stadig en af de største postkasser i verden selv om den ikke længere har verdensrekorden. Den er også et let genkendeligt pejlemærke for sømænd på havet.
DEN HOVEDLØSE TROLD ■ Nord for den idylliske Høvdahagi, på Sandoys yderste nordvestlige spids, ligger Trøllhøvdi (troldehovedet), som trolden uheldigvis tabte, da han skulle tøjre Nólsoy og
Sandoy sammen. Sagnet siger, at rebet var lagt rundt om øerne, men desværre havde løkken også lagt sig rundt om halsen, så hovedet faldt af, da han strammede til.
VANDRING OG CYKLING ■ Med sine jævne stigninger og store vidder er Sandoy ideel til vandring og cykling. Der er masser af steder på øen, som er værd at stoppe ved og nyde, f.eks. Søltuvík med dens brede sandstrand og let tilgængelige fuglefjelde. Du kan også følge varderne til fods fra Skopun til den fredelige Slavansdal eller tage på en guidet nattur til kolonien under Borgin, hvor den lille stormsvale holder til. Hvil ud mellem marehalmen i sandklitterne ved bygden Sandur og sval fødderne i åen, der stille løber forbi.
VIKINGEBOPLADS ■ Udgravningen af vikingebopladsen Undir Junkarafløtti i Sandur og ved den charmerende trækirke fra 1838, har kastet nyt lys på det færøske folks oprindelse – se side 46. Den gamle fiskerhytte, Norðari Koytu, fra 1812 er også et besøg værd.
OPLEVELSER FOR ALLE ■ Sandoy er fyldt med brogede sagn om nedrige præster, nøkker, trolde og hekse, som gennem tiden har huseret på øen. Konkrete beviser som troldkvindens hule, kæmpens fodspor og knomærker mejslet i sten viser, at det er ganske vist. Andre steder på Sandoy kan du besøge det imponerende kunstmuseum, tage på sightseeing i båd til fuglefjeldene vestpå eller på udbytterigt hav- eller lystfiskeri, besøge Veltan og høre om og smage på kvalitets grøntsagerne, som dyrkes her i det barske vejr – afsluttet med en picnic med velsmagende brød og kager fra den lokale café eller Heimablídni. Du kan endda vælge at rapelle ned ad lodrette klipper i 300 meters højde.
HISTORIE OG SAGN ■ Som Askepot rejste Sissal sig fra ilden og blev som ”Husfruen i Húsavík” den mægtigste kvinde på Færøerne da hun ejede al jorden i Húsavík og Skarvanes udover besiddelser på Shetlandsøerne. Húsavík har mange folkesagn. Ruiner af store huse, bådhus til havgående skib og kirkegården, som var den indfangede nøkkes trælarbejde, ses stadig mellem husene ved den store sandstrand. Sagnet siger, at nøkken sprang i Lítlavatn, da hans hale gik løs på grund af trækket fra en særlig stor sten. Der bor han stadigvæk.
AFSTRESSENDE IDYL ■ Hvis du gerne vil væk fra det hele og stresse fuldstændig af, så er de store åbne vidder omkring Skálavík det perfekte sted med dens smukke kampestenskirke, som har Færøernes ældste orgel. Skálavík er det perfekte sted til at stresse af og nyde den uspolerede natur i denne østlige del af Sandoy.
FÆRØAFTENER ■ Efter en hårrejsende tur ad den ensporede vej, der krampagtigt synes at klamre sig til bjergsiden, åbenbarer maleriske Dalur sig. Denne afsides liggende bygd ligger i en smal dal helt ned til havet og er overraskende nok hjemsted for nogle af Færøernes bedste kvadsangere, som er mere end glade for at optræde med et kvad eller to ved en speciel færøsk aften, som holdes i bygden. Her kan man opleve uld blive forarbejdet efter traditionelle metoder, og man får lejlighed til at prøve flere lokale delikatesser, så som tørret fårekød. Hjemturen kan tages til fods over fjeldet til Skarvanes med stedkendt guide.
SKARVANES’ SMUKKE UDSIGT ■ Med en af landets smukkeste udsigter er det forståeligt, at spiren til Færøernes malerkunst blev lagt i den idylliske bygd Skarvanes. Her, i den nedlagte bondegård Kárastova, tegnede Díðrikur, født i 1802, søn af en gårdskarl på Stóra Dímun, sine farveprægtige fugleakvareller, som nu er udstillet i Kunstmuseet i Tórshavn.
SPÆKKET MED HISTORIE ■ Vikingehøvdingeøen Skúvoy har navn efter storkjoven, som findes i stort antal på øen. Dette var stedet, hvor Sigmundur Brestisson, en af hovedmændene i Færingesagaen, blev født. Efter faderens voldsomme død voksede han op som hirdmand ved hoffet under Olaf den Hellige af Norge. Her konverterede han til kristendommen og drog på kongens befaling tilbage til Færøerne, hvor han i 999 kristnede Færøerne med sværd i hånd. Øen vrimler med steder, som er nævnt i de færøske sagaer, og som bliver levendegjort af dygtige historie-
fortællere. Sigmunds kamp mod høvdingen Tróndur í Gøtu, som ville dræbe Sigmundur er et af de vigtigste kapitler i den tidlige færøske historie.
ØEN VED VERDENS ENDE ■ Bortset fra en ustabil helikopter service, som binder den afsidesliggende ø Stóra Dímun sammen med verden udenfor, går livet sin vante gang i sin helt egen verden. At lægge en båd til her er mildt sagt udfordrende, og stien, hvor man klatrer op fra havet til den smalle klippehylde Kleivin for at komme op til øens eneste bondegård, er ikke for sarte sjæle – derfor er båd-service til øen praktisk talt ikke eksisterende. To familier bor på øen, hvor de får en beskeden indkomst fra en kombination af fårehold, fuglefangst og turisme, hvilket gør dette lille øsamfund nærmest selvforsynende. Øens ottende generation af bønder kombinerer i dag dygtigt traditionelle metoder med moderne landbrugsdrift, hvilket gør livet i denne øde afkrog så komfortabelt, som det er muligt. Øens ufremkommelighed og øde beliggenhed tiltrak engang eneboere, som valgte at gemme sig her langt fra verdens nysgerrige øjne. Øens historie virker som en magnet på den stadige strøm af besøgende og hjemlige og udenlandske journalister, som kommer her for med egne øjne at se, hvordan det er at bo så langt fra alfarvej i det 21. århundrede.
#visitsandoy
FACILITETER I BYGDERNE
Sandur 554 indb.
Skopun 461 indb.
Skálavík 138 indb.
Húsavík 66 indb.
Dalur 37 indb.
Skúvoy 31 indb. Stóra Dímun 10 indb.
Se signaturforklaring på side 4
OPLEVELSER
VisitSandoy arrangerer ture bl.a. til klippeformationerne "drangarnar" ved Skopun, hvor man kan opleve en storslået udsigt til fuglebjerge og fascinerende klippesøjler. Når man går til den naturskønne bugt i Søltuvík ved Sandur, ser man også majestætiske klippesøjler på vestsiden af Sandoy, og du møder højst sandsynligt en sæl eller et par stykker i bugten. Turen til Søltuvík tager omkring en time at gå hver vej.
KAJAK PÅ SANDSVATN
Du kan nyde søen Sandsvatn i kajak. Sandsvatn er Færøernes tredjestørste sø. Der er 20 kajakker til leje og man kan leje dem enten via VisitSandoy eller GuideToFaroeIslands.
FJELDTURE, BYGDETURE OG SAGAER
Det er muligt at bestille guidede ture i
Udflugteri Sandoy, Skúvoy og Stóra Dímun
Foto: Kirstin Vang
Veltan dyrker mange lækre grøntsager
fjeldene og i alle bygderne. Der er bl.a. en fast ‘bygdetur’ i Húsavík hver mandag, onsdag og torsdag, hele året. På Sandoy og Skúvoy – samt Stóra Dímun, har du mulighed for at følge i sporene på de gamle sagaer – hvor mange af dem går helt tilbage til vikingetiden og høvdingtiden på Færøerne. Du kan opleve at nutid og fortid mødes. Alle disse fantastiske historier foregik i den storslåede natur. I kan også tage på eventyrtur med en af vores imødekommende lokale guides. En af vores yndlingsture til børn og familier er eventyrturen i Sandur hvor I hører mere om troldkvinden og følger i hendes fodspor. I ser også den store flotte strikkesten. Turen tager 2 timer. Det er også muligt at komme på ein guidet tur i Veltan, hvor I kan se og smage alle de lækre grøntsager, som det er lykkedes at dyrke i det barske færøske klima.
RAPELLING FOR GRUPPER
Er man til ekstrem sport og ekstreme udfordringer, kan man på Sandoy‘s vestlige side, også kaldet Lonin, rapelle i 300 m højde, hvis vejret tillader det. På den guidede tur som varer 56 timer, går man gennem flot landskab og spiser også færøsk mad. Hør nærmere om rapelling for grupper på turistkontoret. Turen arrangeres også uden rapelling hvis man hellere vil nyde naturen med begge ben på jorden.
BÅDTUR
Fra maj til august er de betagende stejle bjerge på Sandoy og Skúvoy et sandt fugleparadis med lomvier, søpapegøjer, skarve, mallemukker og alker. Afhængigt af strømforhold sejler ”Hvíthamar” enten langs Sandoy eller rundt om Skúvoy, og der er store chancer for, at du vil se nysgerrige eller slumrende sæler. Kontakt Jóan Petur Clementsen, bådebygger, eller VisitSandoy. Turistkontoret arrangerer af og til ture til den ensomme ø Stóra Dímun.
FÆRØSK AFTEN
Efter aftale arrangeres der ”kvøldseta” med traditionel mad og fremvisning af de gamle kunster inden for spinding, karting etc. Gæsterne får mulighed for at deltage i kædedansen sammen med bygdefolket i Dalur.
VIGTIGT! Se retningslinjer for vandreture på side 89.
For mere information, venligst kontakt: Visit Sandoy Tel. +298 222078, info@visitsandoy.fo, www.visitsandoy.fo