7 minute read
Vágar og Mykines
Se byer, bygder og infrastruktur på side 10
#visitvagar
Foto: Sansir
Udsigt fra Bøur mod Tindhólmur og Drangarnir
Vágar og Mykines
Mod vest ligger Vágar og Mykines. Lufthavnen ligger på Vágar tæt ved bygden Sørvágur, mens den mindre ø Mykines, som er kendt for dens rige fugleliv, er den vestligste ø i den færøske økæde.
FÆRØERNE FRA LUFTEN ■ Øen Vágar byder flypassagererne velkommen til Færøerne. Vágar Lufthavn ligger vest for hovedstaden Tórshavn. Her mellem fjeldene, hvor landingspladsen ikke kunne ses og beskydes fra havet, valgte den engelske besættelsesmagt under 2. verdenskrig af strategiske årsager at placere øernes eneste lufthavn. I godt vejr giver indflyvningen en fantastisk udsigt over de stejle fjeldtoppe og smukke kyster, som kendetegner øerne. Ved lufthavnen ligger et komfortabelt, moderne hotel og kursuscenter. ØENS STØRSTE SANDSTRAND ■ For foden af den stejle bakke, som strækker sig ned fra lufthavnen til havet, ligger bygden Sørvágur. Den har en malerisk kystlinje i bunden af den smalle fjord, som skærer dybt ind i øens vestside. Her finder du den store sandfyldte bugt, som er Sørvágurs største skat. Der er stor forskel på ebbe og flod, så man skal passe på, hvis man tager en tur langs stranden, ud for at se Sørvágur fra søsiden.
STORSLÅET UDSIGT ■ Vest for Sørvágur ligger den idylliske bygd Bøur, hvis beboere har en af landets bedste udsigter. Fra de græsklædte huse og kirken, der ligger klumpet sammen langs åen tæt ved den hvide sandstrand, er der et storslået udsyn til den lille ubeboede ø Tindhólmur, som kendetegnes ved dens nåleformede klippetoppe og dens nabo, den fladtoppede Gáshólmur. Længere ude ligger den gådefulde ø Mykines, hvis top som oftest er dækket af tåge, undtagen på særlig klare dage.
DEN YDERSTE BYGD ■ “1700 meter fra fremtiden” hedder Ulla Boje Rasmussens film om bygden Gásadalur, som indtil 2006 ikke havde vejforbindelse til resten af øen Vágar. Det eneste transportmiddel til omverdenen var med helikopter. Alternativt kunne man gøre som bygdens beboere og postbud gjorde før 2006, nemlig gå 4 km over den stejle fjeldside, hvor man en del af turen går helt ude ved kanten af fjeldet. I dag er tunnelen livsnerven for de få mennesker, der stadig bor i denne fjerntliggende grønne dal. Et tegn på bygdens voksende popularitet, nu den er blevet lettere at besøge, er en ny café og et guesthouse, som er åbnet i Gásadalur.
MELLEM TO SØER ■ I det naturskønne område mellem Leitisvatn – også kaldet Sørvágsvatn – og Fjallavatn, to af Færøernes største søer, ligger bygden Vatnsoyrar. Herfra sejler en husbåd ud til det storslåede landskab ved vandfaldet Bøsdalafossur og Trælanípan, hvorfra vikingerne i sin tid smed de udslidte trælle i havet. Du kan også vælge at vandre ud til Trælanípan og Bøsdalafossur. Læg mærke til: Der er adgangsgebyr. Det uspolerede landskab omkring Fjallavatn og det nærliggende Hvilvtkinnavatn er et paradis for lystfiskere og vandrere. En populær vandretur er stien mod øst til den forladte bygd Slættanes. Kontakt venligst den nærmeste turistinformation for yderligere oplysninger om vejrforhold, lokale ejerforhold og mulige lokale begrænsninger i færdselsretten.
KULTUR OG NATUR ■ Bo godt i Miðvágur på det gamle hotel i gennemført vintagestil. For eksempel kan du slappe af i bløde sæder fra bl. a. Amalienborg slot. På en stille tur rundt i bygden går turen forbi statuen af den kendte forfatter og sangskriver Mikkjal á Ryggi, op til kirken med den imponerende altertavle af maleren Torbjørn Olsen, gennem den hyggelige plantage, forbi den gamle kirkegård, videre forbi den gamle præstegård og til sidst ned til stranden. I kulturhuset Listastovan er der jævnligt koncerter og kunstudstillinger.
BARBARAS ENKESÆDE ■ Jørgen-Frantz Jacobsens roman om den livsglade “Barbara” er bygget over præsteenken Beintas liv. Hun var gift tre gange og levede sin sidste tid på enkesædet Kálvalíð. Her langt oppe ad fjeldsiden, næsten usynligt fra bygden Miðvágur, levede præsteenkerne deres stille liv. Det er bemærkelsesværdigt, at et så beskedent hus, som ligger så isoleret, var beboet frem til engang i 1950erne. ENGELSK INVASION ■ Cirka 8.000 britiske soldater besatte Færøerne under anden verdenskrig, hvoraf cirka 6.000 var på Vagar, da der var flest. Danmark var blevet invaderet af nazisterne, og den britiske besættelse var et forsøg på at undgå, at vitale sejlruter over Nordatlanten også faldt i tyskernes hænder. Naturligvis satte krigen sit præg på Vágar, hvis indbyggertal på det tidspunkt var knap 2000. Trafikken på øen foregik i venstre side (hvilket ikke var tilfældet på de andre øer) og Vágar blev også udsat for en del tyske luftangreb, som et direkte resultat af den britiske tilstedeværelse. Alle lokale beboere skulle have et specielt visum for at kunne bo på Vágar, som blev valgt til placering af Færøernes første lufthavn. Museet Krígssavnið i Sørvágur lader krigsårene komme til live i en interessant samling af fotografier, film og andre genstande.
RUNER FRA ROGALAND ■ “Thorkild Onundarsonur, østerlænding fra Rogaland, var den første til at bosætte sig her” står der på runestenen fra vikingetiden, der ved et tilfælde blev fundet i marken ved Sandavágur i 1917. Stenen står nu inde i Sandavágs kirke, som med sit farverige ydre er bygdens vartegn. Kirken blev indviet samme år.
FAKTA
Tunnelafgift for gennemkørsel i den undersøiske tunnel mellem Streymoy og Vágar betales på www.tunnil.fo. Se annoncen på s. 22-23.
Øst for bygden rejser Troldkonens finger sig 313 meter op af havet. I 2012 forsøgte syv mænd at bestige denne smalle søjle, og det lykkedes fire af dem at komme op på toppen, for første gang siden 1844.
RETSKRIVNINGENS FADER ■ Lagmandssædet Á Steig ligger ved åen midt i bygden Sandavágur. Her boede de færøske lagmænd fra 1555 til 1816. Præsten V. U. Hammershaimb, som var søn af den sidste lagmand, som boede her, konstruerede i 1846 det færøske skriftsprog, som med nogle modifikationer stadigvæk bliver brugt.
JUVELEN I DEN FÆRØSKE KRONE ■ Sommeren igennem strømmer turister til øen Mykines for at opleve den måske allermest idylliske ø på Færøerne og opleve øernes berømte fugleliv. Det er altid en god ide at planlægge enhver tur til Mykines omhyggeligt i forvejen, da der er begrænsede muligheder for både at spise og overnatte på øen – og aflysninger af transport ud til øen kan forekomme på grund af vejrforholdene. De tætliggende, mangefarvede, græsdækkede huse, som ligger langs åen, som løber ned fra fjeldene til havet, er et skønt skue. Bygden på Mykines passer perfekt til et puslespil. Dertil kommer en hvidkalket stenkirke, omgivet af en kirkegård, den smalleste havn, som ligger ved lodrette klippevægge, der er udsat for Atlantens nådesløse bølger og bakkerne, som strækker sig op mod øens højeste punkt, Knúkur, tillige med de mærkelige basaltformationer. Alt dette gør det let at forstå, hvorfor Mykines er blevet en favorit både blandt besøgende og færinger. Den mest populære tur på Mykines er at vandre ud til Mykineshólmur for at se søpapegøjerne, sulerne og de andre havfugle, som yngler i stort tal hver sommer. Bemærk at der er adgangsgebyr til vandreruten, som skal betales forud på mykines.fo. Hav kvitteringen med, da den skal vises ved starten af ruten. For mere information, kontakt Visit Vágar.
FÆRØERNES ENESTE SULEKOLONI ■ Fra Mykines bygd går den stejle klippesti fra bygdens generator forbi mindesmærket over dem, der er omkommet i fjeldet og på havet. Længere fremme har man skåret en del af klippen væk, således at stien kan fortsætte langs klippetoppen, som ligger højt over havet. Derefter går stien ned mod søpapegøjernes yngleplads, som kaldes Lambi. Læg mærke til! Lad venligst være med at holde pause i lundernes yngleplads, så fuglene ikke bliver forstyrret unødvendigt. Derefter fortsætter den over en metalbro til selve Mykineshólmur. Fra broen ses fyrtårnet og fyrmesterens hus, som ligger tæt på Færøernes eneste sulekoloni, hvor tusinder af fugle maser sig sammen på hylder på toppen af en smal klippesøjle.
#puffins
FACILITETER I BYGDERNE
Sandavágur 982 indb.
Miðvágur 1.138 indb.
Sørvágur 1.148 indb.
Bøur 74 indb. Gásadalur 14 indb. Vatnsoyrar 45 indb. Mykines 17 indb.
Udflugterpå Vágar og Mykines
Foto: Shawn Ogulu
Søpapegøjerne kan opleves på øen Mykines
BÅDTURE
Daglige ture: Det er muligt at tage på en sejltur til fuglefjeldene syd for Sørvágur og langs Vágar's og Mykines' kyster. Kun efter aftale. Se mere på visitvagar.fo.
Sejlturen – for grupper – med turbåden Lakeside på indsøen Sørvágsvatn/ Leitisvatn er den eneste af sin slags, der tilbydes på Færøerne. Her kan man siddende glide langs denne store flade med fornemmelsen af at sidde i en havestue med udsigt horisonten rundt. Der sejles fra Flúgvarabedingin, området lige neden for lufthavnen ved bygden Vatnsoyrar – som de engelske soldater, der var stationeret her under Anden Verdenskrig kaldte Lakeside – ud til søens sydkyst, hvor vi stiger i land og tager en vandretur ud til Bøsdalafossur.
RIDETURE
Davidsens Hestar arrangerer rideture efter ønske. Både kortere og længere ture i det fantastiske landskab, med heste, der passer til ryttere på alle niveauer. Både varighed og sværhedsgrad kan tilpasses.
VANDRING/TREKKING
På Vágar er der gode muligheder for trekking. Der er både lette ture, og ruter i kuperet område for mere erfarne trekkere. Turene arrangeres i samarbejde med guiden og er en oplevelse for både sjæl og legeme. Hvert år, den første lørdag i september, bliver Færøernes smukkeste halvmarathon arrangeret i Vágar. Ruten er fra Gásadalur til kirken i Sandavágur.
FÆRØSK MAD
Hos Eddie, på Mykines, kan man smage traditionel mad fra den færøske hjallur (tørrehus). Kun for grupper.
VIGTIGT! Se guidelines for vandring på side 89.
For mere information, venligst kontakt: Visit Vágar Tel. +298 333455, vagar@visitvagar.fo, www.visitvagar.fo