Bakskuld

Bakskuld eller dabs er en flere hundrede år gammel vestjysk specialitet, som stadig er på menukortet på flere af spisestederne ved Vadehavet. Bakskuld er en tørret og saltet ising, der ryges og steges på panden og serveres med rugbrød og evt. en kaffepunch. Navnet bakskuld stammer efter sigende fra den tid, da ”esepiger” ordnede fiskernes liner. Isingerne der dengang ikke var særligt værdsat, blev smidt hen på ”æ bak” som en ”skyld” til pigerne. Førhen saltede man fisken i et døgn i lage, bandt dem sammen to og to i halerne og hængte dem til tørre i det fri. Dengang hang de som guirlander ved næsten hvert hus i Hjerting og på Fanø. Når de var tørre blev de pakket i aviser og lagt i kakkelovnens gløder. Når avisen var brændt, var fisken stegt.

Bakskuld is a West Jutland specialty that dates back hundreds of years and can still be found on the menu of several dining places by the Wadden Sea. Prepared by drying and salting dabs, a type of flatfish in the flounder family, it is subsequently smoked and fried on a pan and served with Danish rye bread and, sometimes, a cup of ”kaffepunch” – coffee with some Danish schnapps. The name bakskuld is said to originate from a time where local girls, known as “esepiger”, would help the fishermen by cleaning fishing lines and hooks and attaching bait to them. Dabs, which were not a very desirable fish at the time, were given to the girls as a form of payment. In the past, the fish were salted in brine for 24 hours, tied together two by two and hung to dry in the open air. Back then, you could find a string of them hanging like garlands outside nearly every house in Hjerting and on Fanø. Once dried, they were wrapped in newspapers and placed on the embers of a tiled stove. Once the newspaper had burned up, the fish was considered fried and ready to eat.

”Bakskuld” oder ”Dabs” (Kliesche) ist eine mehrere hundert Jahre alte Spezialität aus Westjütland, die in mehreren Restaurants am Wattenmeer noch immer auf der Speisekarte zu finden ist. ”Bakskuld” ist getrocknete und gesalzene Kliesche, die in der Pfanne geräuchert und gebraten und mit Schwarzbrot sowie eventuell einem Kaffeepunsch serviert wird. Die Kliesche war in alten Zeiten kein sehr geschätztes Gericht. Damals wurde der Fisch 24 Stunden lang in Salzlake gesalzen, mit einem weiteren Fisch zusammengebunden und an den Schwänzen zum Trocknen an der frischen Luft aufgehängt. Zur damaligen Zeit hingen sie wie Girlanden an fast jedem Haus in Hjerting und auf Fanø. Nach dem Trocknen wurden sie in Zeitungen eingewickelt und in die Glut des Kachelofens gelegt. Wenn die Zeitung verbrannt war, war der Fisch gebraten.