Illustreret Bunker nr. 2 2007 by Illustreret Bunker

INDENFOR

MINKE TAKKER AF Men han bliver på skolen

INDENFOR

UKAMPDYGTIG Ingen kørestole i baren

ÅRHUS

HAVNEN Fyldt med hemmeligheder

MARTS 2007 | 9. ÅRGANG | NR. 2

FOKUS: Presse, politi og Nørrebro

side 10, 11, 12, 13, 14, 15, 19

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Redaktionen vil gerne takke alle de hjælpsomme DJH’ere, der har været med til at producere denne udgivelse.

Tekst | Marie Rønde

LEDER

Stil høje krav!

Husk at komme til næste ideudvikling på Illustreret Bunker torsdag den 22. marts kl. 14.00. Nærmere info følger.

Tekst og foto | Valdemar Jørgensen

SHORT STORY

Hej mand! Må jeg tage et billede af dig? Hvem er du? Jeg er mig, og fotograf fra journalisthøjskolen. Ja, det må du godt. Klik, snak, snak, klik, snak, klik... Når man bor i et lille land, hvor man ikke snakker sammen, når man kører med bussen og knap nok ved, hvem naboen er. Så er det ret fantastisk med et kamera eller kuglepen. Det her er Thorkild Madsen. Han er dyrehandler og sælger ﬁsk til akvarier i private hjem.

1. april skulle 1000 elever og 100 ansatte sige goddag til deres nye leder. En person, der ifølge bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen, står over for en utrolig spændende fremtid, hvor der skal tages vigtige beslutninger, og hvor fremtidskikkerten skal i brug. Der er da også masser at tage fat på. Hvor længe skal Danmarks største journalistuddannelse være placeret i en asbestramt Bunker? Hvordan sikrer vi en fusion, der styrker skolen? Hvad er strategien, planerne, visionen der sørger for, at DJH fortsat er Danmarks bedste journalistuddannelse? Spændende udfordringer. Men selvom den 1. april er lige om hjørnet, så ser det ikke ud til, at vi skal øve os på velkomstreplikker eller være nervøse for store omvæltninger. Kun tre (tre!) har nemlig søgt stillingen som DJH’s nye familieoverhoved. Det er ikke nok, mener ansættelsesudvalget – som valgte at holde døren åben for ﬂere kandidater indtil 13. marts. Men det er jo ikke ligefrem fordi, at DJH er blevet overrendt af interesserede kandidater. “Vi tog munden for fuld i stillingsannoncen,” forklarede Lisbeth Knudsen til DJH’s hjemmeside. Hun er bange for, at ansættelsesudvalget med de høje krav måske har skræmt kandidater væk. Men der skal være høje krav! Det er en leder for Danmarks største journalistuddannelse, vi snakker om. En leder, der med oprejst pande, skal være stolt af at kunne sige, at han eller hun også står i spidsen for Danmarks bedste journalistuddannelse. “Jeg har jo fået lov at sidde lige i krydset mellem uddannelses- og medieverdenen, og det har været et meget stort privelegium at sidde lige der i den korsvej,” siger den afgående rektor Kim Minke i denne udgave af avisen. Og naturligvis er det et stort privilegium. Et kæmpe privilegium. Så kan det godt være, at lønnen ikke er så høj, og jobbet er i Århus – men det er job, hvor man for alvor kan sætte sit præg på fremtidens journalister. Hvor er ambitionerne, hvor er følelserne, hvor er visionerne? Det er sørgeligt, at der blandt titusindevis af journalister tilsyneladende kun er tre (tre!), der tør tage udfordringen op. Og det er pinligt, at det tilsyneladende er nødvendigt at få et dyrt headhunterﬁrma til at reklamere for jobbet på TV2 News. På DJH bliver vi opdraget til at være ihærdige, nytænkende journalister med visioner og klare mål. Hvis der da ellers er ambitiøse og engagerede mennesker tilbage i den danske journaliststand, burde det vælte ind med ansøgninger.

pvjorgensen@mail.djh.dk Tilrettelæggelse | Laust Johan Deleuran

De andre skriver Leder | HippoCampus’ redaktion

”Pengene eller vi synger!,” skriver Frelsens Hær med humoristisk selverkendelse på deres indsamlingsbøsser. ”Penge eller vi synker!” kunne så passende være vores trussel. HippoCampus har brug for frivillige bidrag fra folk, der støtter vores idealer om et uafhængigt magasin for fri og kritisk debat, for vidensdeling mellem forskere og studerende og for undersøgende journalistik, der bringer de vigtige historier frem i lyset. Desværre er det ikke nogen gratis fornøjelse at indgå i den stolte tradition af fri presse, så det er nødvendigt at sælge nogle sider til private virksomheder, fagforeninger osv. Det er med blandede følelser, at vi opsøger potentielle

billedredaktører

martin justesen martinjustesen@mail.djh.dk

valdemar jørgensen pvjorgesen@mail.djh.dk

pia buhl andersen buhl@mail.djh.dk

bagsiden

laust johan deleuran ljdeleuran@mail.djh.dk marie rønde ronde@mail.djh.dk

Artikel | Svante Karlshøj Ipsen, ansv. redaktør

LIXEN

Fri debat med omkostninger Pres på pressekortet

redaktionen

jeppe timmermann findalen (ansv.) findalen@mail.djh.dk

HIPPOCAMPUS

HippoCampus er RUCs yngste magasin Lixen er SDUs journalistblad

michael bothager bothager@mail.djh.dk

annoncører. Vi bliver på den ene side tvunget til at formidle andres budskaber på annoncepladserne – budskaber vi ikke nødvendigvis ﬁnder væsentlige ud fra redaktionelle betragtninger. Men på den anden side muliggør annoncerne, at de budskaber og historier, som vi i redaktionen brænder for at mangfoldiggøre, rent faktisk kan nå ud til vores læsere. Enhver annoncør ved, at annoncekroner ikke giver ret til indﬂydelse på det redaktionelle indhold. Ligesom enhver redaktion ved, at en kritisk historie om en annoncør kan betyde, at kassen smækkes i. Læs resten af lederen på: www.hippocampus-ruc.dk

Det sagnomspundne idkort, der giver indehaveren adgang bag politiafspærringer og - ikke så meget mere. Gennem de senere år har stadig ﬂere private ﬁrmaer og offentlige instanser lukket for adgang ved visning af pressekort. Formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, bekræfter, at det ikke kun er journalister, der kan få et pressekort: ”Vi er ikke de eneste, der udsteder pressekort. Alle, der arbejder som journalister, kan få et.” Ole Damkjær, udenrigskribent for Berlingske Tidende, er tøvende, når man spørger ham, hvornår han bruger sit: ”Det er ikke så ofte. I dag er alt blevet mere for-

kasserer

tryk

annoncer

oplag

jeppe timmermann findalen findalen@mail.djh.dk

pia buhl andersen buhl@mail.djh.dk laust johan deleuran ljdeleuran@mail.djh.dk

niels krogsgård nkrogsgard@mail.djh.dk

forsidefoto

niklas krigslund nkrigslund@mail.djh.dk

illustreret bunker

valdermar jørgensen pvjorgensen@mail.djh.dk

danmarks journalisthøjskole olof palmes allé 11, 8200 århus n ib@mail.djh.dk www.illbunker.dk mobil 2874 8987

maliseret. Tidligere kunne man møde op til møder og arrangementer og komme ind på sit pressekort. Det kan man ikke mere. Nu skal man ringe i forvejen og blive akkrediteret.” Mogens Blicher Bjerregård mener ikke, at der er gået inflation i pressekortet: ”Nej, det er jo ikke sådan, at Tivoli og andre steder er vigtige at få adgang til. Der er respekt om pressekortet hos politiet, og at der er kommet mange flere pressekort i omløb, har ikke haft nogen indflydelse på politiets respekt for pressekortet.”

Læs hele artiklen i den nyeste udgave af Lixen #2, 2007

otm avistryk herning-ikast 97 15 66 00

1800 eksemplarer 8 gange årligt. illustreret bunker uddeles til studerende og ansatte på djh, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på sdu og ruc. citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

udgivelse

20. marts 2007 9. årgang - 1. oplag næste ideudvikling 22. marts næste deadline 14. april næste udgivelse 24. april

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

INDENFOR

Støvede lærere er en myte DJH’s undervisere følger med i mediebranchen, mener tidligere og nuværende ansatte på DJH. Tekst Niels Toftegaard

Frygten for at DJH’s lærere lever i en osteklokke og er gået i stå i samme undervisning som for tyve år siden, er ubegrundet. Det mener Jan Dyberg, tidligere lektor på DJH og siden januar Århusredaktør på Nyhedsavisen. Han er ikke bange for, at DJH’s undervisere kører død i journalistik. “Der hersker en myte om, at man bare bliver grå og kedelig af at undervise,” siger han.

Krav om jordforbindelse På Den Graﬁske Højskole i København stiller ledelsen krav til lærerne. De skal dele deres tid op i tre, og veksle mellem undervisning, forskning og aktivt arbejde i mediebranchen. ”Det er meget vigtigt for os, at underviserne har arbejde ved siden af, så man ikke kører fast i undervisningen. Det vil sige løbende opgaver udenfor skolen, så de kan referere til mediebranchen i undervisningen,” siger Den Graﬁske Højskoles kommunikationschef Frank Christensen.

”Når vi sender de studerende tilbage i erhvervslivet som færdiguddannede, skal de også have udgangspunkt i erhvervslivet. Det vil sige, at det, der bliver formidlet i undervisningen, også foregår i industrien,” siger han. Men undervisningen skal tage udgangspunkt fra de rigtige steder i branchen. ”Jeg kan se mennesker i mediebranchen, der sidder fast i højere grad end underviserne på Journalisthøjskolen. Man skal følge med og se på udviklingen i dagligdagen for journalister, og det mener jeg, underviserne er gode til,” lyder modsvaret fra Jan Dyberg fra Nyhedsavisen.

Bedre end branchen På DJH er man opmærksom på, at uddannelsen skal følge med branchens udvikling. ”Vi prøver hele tiden at holde øje med, hvad der sker ude i mediebranchen, som de studerende skal kunne,” siger Solveig Schmidt, studieleder på førstedelen. ”Meget tit er det uddannelsesinstitutionerne, der er længere fremme i udviklingen end den såkaldte virkelighed,” siger hun. Hun tror ikke, det overhovedet er muligt, at læ-

Tegning: Tjelle Vejrup

rerne kan køre trætte i deres undervisning. ”Når man underviser, bliver man konstant stillet kritiske spørgsmål fra de studerende. Alt, hvad man gør, bliver betvivlet, og det er utroligt sundt,” siger hun. Tredelingen fra Den Graﬁske Højskole, opfylder DJH gennem brug af gæstelærere, mener Solveig Schmidt. Jan Dyberg fra Nyhedsavisen er enig i, at undervisningen på DJH er fremadrettet.

“Den undervisning, de studerende får nu, er langt bedre end den, jeg ﬁk. Journalister nu kan meget mere end eksempelvis deres redaktører, som er af den gamle skole. Jeg oplever, at mange redaktører endnu ikke har opdaget, hvor meget potentiale der er i de nyere journalisters værktøjskasse. Og det er da skide ærgerligt for journalistikken,” siger han.

Undervisere udefra Noget de studerende på

DJH lægger vægt på, er undervisere, der har ﬁngeren på mediernes puls. ”Jeg vil gerne, kunne identiﬁcere mig med underviserne, og det er fedt, hvis de samtidig kan komme med konkrete eksempler fra virkeligheden,” siger Jennifer Hansen på 1. semester. Søren Boy Skjold er koordinator på 1. semester, og står blandt andet for at fordele underviserne på de forskellige forløb. ”De eksterne lektorer er gode som et pust udefra. Det samme er gæstefore-

Ansatte kendte til asbesten

”Jeg vidste godt, at der var asbest i noget af det,” siger Pernille Madsen, der er forlagssekretær på Ajour og har kontor på 400-gangen. Det var hende, der bad om at få sagen undersøgt efter at have talt med en håndværker, der arbejdede på skolen. ”Han sagde, at jeg kunne være sikker på, at der var

asbest,” fortæller Pernille Madsen. ”’At sidde på de kontorer er ligesom at sidde i et S-tog,’ sagde han.” Sagen om DSB, der satte fokus på, hvor farligt asbest er, gjorde, at hun reagerede med det samme. ”Jeg har siddet ved de vinduer hver dag, og tænk, hvis der er røget noget op gennem udluftningen,” siger Pernille Madsen og peger over mod vinduerne. Efter at have kontaktet

skolens sikkerhedsudvalg, blev der sendt nogle prøver til Teknologisk Institut, der viste, at plader på 100, 300 og 400-gangene indeholder asbest. Pladerne har været der, siden skolen blev bygget i 1970, men ifølge Arbejdstilsynet er det ikke skadeligt, at pladerne blot sidder der. Det er først i det øjeblik, man arbejder med de asbestholdige plader eller der på anden vis kommer støv ud, at det bliver farligt. Støvet, der kan være svært

ntoftegaard@mail.djh.dk

OM ASBEST

Adskillige ansatte har længe været klar over, at der er asbest på DJH, men uden at gøre opmærksom på det. Nu skal det males væk. Tekst Marie Rønde

læsere som journalist, Lea Korsgaard fra Politiken og chefredaktør, Bjarne Ravnsted fra Hjemmet,” siger Søren Boy Skjold. Han skriver selv artikler til blandt andet Samvirke og Helse, og både han og Solveig Schmidt tror, det gør sig gældende over hele linjen. ”Mit gæt er, at DJH altid har haft undervisere, der rent faktisk laver noget ved siden af,” siger Solveig Schmidt.

at se, indeholder nogle små ﬁbre, der kan være skadelige ved indånding.

Det er der endnu Formanden for DJH’s sikkerhedsudvalg, Kirsten Jensen, siger, at ingen har givet udtryk for, at de er blevet påvirket af asbesten, men det undrer hende alligevel, at ingen har reageret før. ”Vi har så mange håndværkere hele tiden, så det er mærkeligt, at ingen af dem har sagt noget,” siger Kir-

sten Jensen. De asbestholdige plader vil nu blive malet, for at lukke asbesten inde. Det er, ifølge Teknologisk Institut, en sikker, midlertidig løsning. Skolen arbejder nu på en langsigtet plan, hvor pladerne vil blive udskiftet, men det kan først blive til sommer, forklarer Kirsten Jensen. Indtil da er asbesten der altså stadig – forseglet under et tykt lag maling. ronde@mail.djh.dk

Indånding kan forsage: - Lungekræft - Lungehundekræft - Asbestose, som er en kronisk lungsydom, der medfører åndedrætsbesvær. Sygdommen forværres med tiden, selvom påvirkningen af asbest ophører. Asbest kan ikke brænde og tåler temperaturer op til 900°C. Derfor har det været brugt til armering, isolering og brandsikring i adskillelige bygningsmaterialer op til midten af 80erne. Asbestholdigt materiale er stadig tilladt, hvis blot det er installeret inden den 1. januar 2005.

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Ved den oprindelige ansøgningsfrist til rektorstillingen, var der kun kommet fire ansøgninger, hvoraf den ene har trukket sig. Hvor mange der siden er kommet vides ikke, men der er samtaler i slutningen af marts.

Indtil der bliver fundet en ny rektor, er Jens Otto Kjær blevet konstitueret som fungerende rektor fra 1. april. Han er direktør for UPDATE - den journalistiske efteruddannelse.

Minke bliver på skolen Selvom Kim Minke snart stopper som rektor, vil du stadig møde ham på DJH. Tekst Pia Buhl

Den moderne mac-computer er kun en plet på det store røde skrivebord, der er dækket af ﬂere stakke af papirer. I kontorstolen med front mod indgangen sidder rektor Kim Minke, men kun få dage endnu. Fredag den 30. marts er det sidste gang, han sætter sig på den side af bordet. Det er med vemod, for det er afslutningen på 13 års arbejde som leder af skolen.

Ny fremtid

Ikke RUC eller SDU ”Der er ikke mange uddannelsesinstitutioner indenfor mediebranchen, og jeg forestiller mig ikke, at jeg skal til RUC eller SDU, så det bliver nok et brancheskift,” siger Kim Minke, der oprin-

deligt er uddannet cand.mag i ﬁlm og medievidenskab. Allerede i 1982, før ﬂere af skolens nuværende studerende havde lært at gå, blev Kim Minke underviser og senere afdelingsleder på DJH. Først i 1994 stillede han op som rektor og kan i dag glæde sig over, at han blev valgt. ”Det har været skægt at være et sted, hvor uddannel-

sesverdenen og medieverdenen mødes, fordi det er to af de vigtigste sektorer i fremtiden,” siger Kim Minke. ”Jeg har jo fået lov at sidde lige i krydset, og det har været et meget stort privilegium at sidde lige der i den korsvej.”

Uenig med bestyrelsen Det er ikke nogen hemmelighed, at Kim Minke stop-

Dårligt tidspunkt at søge ny rektor Det er fusionens skyld, at kun tre har søgt rektorstillingen, mener Niels Krause-Kjær. Tekst Peter Korsgaard

Den 1. april bliver UPDATEs leder Jens Otto Kjær Hansen indsat som midlertidig rektor i stedet for afgående Kim Minke. Ansættelsesudvalget har trods hjælp

Foto: Andreas Bro

YNDLINGSSTED | Kim Minke foretrækker skolens bibliotek. Det kan han stadig nyde godt af fremover, for indtil videre bliver han på skolen.

fra et headhunterfirma ikke kunnet finde Kim Minkes afløser. Da deadline for ansøgere udløb, lå der kun tre ansøgninger på ansættelsesudvalgets bord. Tidliger underviser på DJH, Niels Krause-Kjær, der har været nævnt som spidskandidat til stillingen, mener, at forvirring om

stillingens indhold er skyld i den manglende interesse. ”Det er et meget uheldigt tidspunkt, rektorstillingen er blevet slået op på,” siger han. Krause-Kjær mener, at det ville have været bedst, hvis man havde slået stillingen op om et års tid, når alle spørgsmål om skolens

per som rektor, fordi han ikke er enig med bestyrelsen omkring skolens fremtid. ”Jeg synes, at vi skulle have brugt vores mulighed til at melde os ind i et universitet. Det var min anbefaling, men bestyrelsen ville noget andet, og så skal vores veje jo skilles,” siger Kim Minke, der lige er fyldt 57 år. ”Jeg har lagt meget fremtid er besvaret. ”Det kan godt ske, at det er klart for bestyrelsesformanden. Men uden for bestyrelseslokalet er det svært at se, hvad stillingen præcist kommer til at indeholde, når fusionen med Den Graﬁske Højskole er blevet gennemført,” siger han.

Fusionen giver problemer Selve fusionen giver også problemer, mener Niels Krause-Kjær: ”Personligt synes jeg, at en fusion med Den Graﬁske Højskole er en forkert løsning, og det ved jeg at andre, der kunne være relevante til stillingen, også

arbejde i det, så jeg håber, det fortsat vil gå godt for DJH.”

DJH fylder meget Selvom Kim Minke ikke har besluttet, hvornår han siger endeligt farvel til DJH, så har tiden indtil nu betydet meget. ”Det har været en lang periode af et arbejdsliv, så

“

mener.” Den retning skolen tager med fusionen, kan ifølge Krause-Kjær afholde folk fra at søge. Men det er ikke kun den dårlige timing og fusionen, som giver problemer. De 600.000 kroner, som bestyrelsen kan tilbyde en rektor om året, er ikke tilfredsstillende. ”Lønnen er for lav i forhold til det lønniveau, der ellers er på markedet for sådan en stilling,” siger Krause-Kjær, som mener, at der følger et stort ansvar med jobbet i forhold til lønnen. Selvom der har været

det vil da fylde meget,” siger Kim Minke. ”Først og fremmest kommer jeg til at savne nogle kollegaer, som jeg er glad for at arbejde sammen med og også de spændende arbejdsprocesser og problemstillinger. Men der kommer vel nye af de samme,” siger Kim Minke. buhl@mail.djh.dk

Det er et meget uheldigt tidspunkt, at rektorstillingen er blevet slået op på.

“

Selvom Kim Minke tager afsked med rektorkontoret på DJH, siger han ikke helt farvel til skolen. I første omgang fortsætter han som underviser, men han har dog fået en undervisningsfri periode indtil sommer til at tænke over, hvad han præcist gerne vil. ”Jeg elsker DJH, de studerende og kollegaerne, men der kan være meget, der taler for, at det vil være fornuftigt at ﬁnde nogle andre græsgange,” siger han. Endnu har han ikke gjort sig store tanker om, hvad det kunne være, men han er sikker på, at han gerne vil fortsætte med uddannelse og en grad af ledelse.

- Niels Krause-Kjær

meget snak i krogene om, at Niels Krause-Kjær kunne blive den nye rektor, har han ikke overvejet at søge stillingen. ”Jeg er på et tidspunkt i mit liv, hvor det ikke er aktuelt. Jeg laver nogle ting professionelt, som til fulde tilfredsstiller mig,” siger han. pkorsgaard@mail.djh.dk

+RAVLING PRISEN UDDELES AF I SAMARBEJDE MED

+HUZR 1V\YUHSPZ[MVYI\UK 4LKPLY RVTT\UPRH[PVU

&OTOKRAVLINGEN UDDELES I SAMARBEJDE MED

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER Bunkeren kunne i sidste nummer afsløre, at der ikke var mere strøm på biblioteket. Det er der nu taget hånd om, meddeler bygningsservice.

MARTS 2007 Skolens fodboldklub, FC Åben Modus, er i fremgang: Over 40 studerende spiller bold hver tirsdag og torsdag kl. 16 på grusbanerne ved siden af skolen.

Studerende på første klasse Han har været leder i en bank, men har skiftet den faste løn ud med et liv på SU. Lars Gammelgaard er en stor, glad dreng. ud med løse cowboybukser, sort skitrøje, skægstubbe og krøllet hår. Et nyt liv er begyndt for Lars.

Jakkesæt, slips, velpasset frisure og nybarberet. Sådan så Lars Gammelgaard ud for mindre end et år siden, når han langede penge over skranken i den bank, hvor han var leder. Nu er han førsteårsstuderende på DJH. Selv sammenligner Lars livet med en trebenet stol. Hvert ben symboliserer henholdsvis bolig, familie og arbejde. For Lars’ vedkommende blev det ben, der repræsenterede arbejdslivet kortere, og stolen begyndte lige så langsomt at vippe.

“

Vil leve i nuet Alligevel skulle der 10 år og en ulykke til, før Lars endelig tog beslutningen om at tage til optagelsesprøven på DJH. Hans 5-årige søn blev kørt ned af en snescooter og ﬂøjet på hospitalet i helikopter. ”Hvis han kommer over det her, så spilder jeg ikke mit liv på noget. Så lever jeg i nuet,” proklamerede Lars til sin kone i helikopteren. Sønnen kom sig fuldstændig over ulykken, og Lars tog til optagelsesprøve, kom direkte ind og sagde sin lederstilling op dagen efter. Dermed var det tid til at sige farvel til den månedlige løn på 45-50.000 kr. og goddag til SU i stedet. Ligeledes er jakkesæt og slips byttet

Fri fugl Lars har altid været god til sprog, og føler sig mere hjemme i den journalistiske verden, end i bankverdenen. ”Som journalist får du mulighed for at bruge din kreativitet. Du er lidt mere

Min største bekymring var, at de unge tænkte: ‘hold kæft en særlig’. Lars Gammelgaard

“

Tekst Signe Rugholt Carlsen

en fri fugl,” mener Lars, der selv synes, at han er en enspænder, og at det var hårdt at gå på kompromis med sine egne idealer i bankverdenen.

Hus, båd og bil På trods af et væsentligt mindre beløb hver måned bevarer Lars roen. ”Jeg mangler ikke noget. Jeg er studerende på første klasse,” erklærer Lars. Med hus på landet, bil, båd og sommerhus mener Lars, at han har en helt anden forudsætning end de yngre studerende. ”Jeg har midlerne sparet op, så det har egentlig været ganske målrettet,” fortæller han. Lars har i sin tid som leder opsamlet noget erfaring, som yngre studerende næppe har. Alligevel tænker

Lars ikke én ond tanke om de unge. ”Jeg møder nogle unge mennesker, som er meget forskellige fra mig. De er yngre, de har gået i skole for ikke ret lang tid siden, de ved noget om ungdomskultur, som jeg ikke kender til, så vi kan supplere hinanden helt vildt,” lyder det optimistisk fra Lars.

Angstprovokeret Ligesom de yngre studerende havde Lars nogle bekymringer, inden han startede på DJH. ”Min største bekymring var, at de unge tænkte ´hold kæft en særling`. Det var virkelig angstprovokerende, da jeg så min klasse, men allerede efter første dag, var det gjort til skamme,” fortæller Lars. Derudover havde Lars de samme bekymringer som mange af de yngre studerende. ”Er det noget, jeg kan klare det her? Er det for svært? Er jeg dygtig nok?” Disse spørgsmål kan vække undren, når man ved, at Lars har været leder i 15 år. Til det svarer han: ”Hvis du er verdensmester, så er det ﬁnt, hvis du har noget at have det i. Det er værre at være verdensmester, uden du har noget at have det i.”

Positiv, positiv, positiv Kort sagt er Lars ”positiv, positiv, positiv,” som han selv udtrykker det. Han glæder sig til at komme i

ELEVPORTRÆT | Lars har skiftet lederjobbet ud med et liv på SU Fotomanipulation: Sanne Vils Axelsen

gang og lære de unge bedre at kende, også selvom de aldrig har været ledere. ”Jeg har ikke respekt for folk, der har en titel, men

På DJH bliver man klog på den fede måde Til U-days blev der ikke lagt låg på forventningerne. er gift, har et barn på 15 år og bor i Holstebro.”

Tekst Siv Steffensen og Julie Homann

Et mylder af mennesker som både er helt unge og lidt ældre, stavrer efter guiderne op og ned ad de grå gange. DJH er for et par timer blevet invaderet af de, der endnu ikke har deres faste gang i betonen.

Hvorfor DJH? De mange fremmede ansigter kigger sig nervøst omkring. Illustreret Bunkers udsendte mødte nogle af de forhåbningsfulde besøgende på deres vej rundt i bunkeren. Vi tog en snak om forventninger, forberedelser og fremtidsdrømme.

Jens Peter Christensen, 46 år

Hvad er din baggrund? ”Jeg har været politimand i 25 år, og er det endnu. Jeg

”Det kunne være sjovt at prøve noget nyt. Noget helt andet. Det har i øvrigt også irriteret mig alle de gange, jeg er blevet interviewet, at jeg ikke er blevet spurgt om de rigtige ting. Jeg synes tit, at journalisterne kigger forbi

for det, de kan”. Lars bekymrer sig ikke længere om sin alder. ”Jeg gider ikke gøre noget ved det, jeg ikke kan gøre de gode historier – altså ikke altid men nogle gange. Ofte har journalisten så travlt med at følge sin egen vinkel på tingene, at han overser, hvad den egentlige pointe i historien er. Hvis jeg søger, forventer jeg, at det er det kreative, alternative, spændende anderledes, man får lov til at dyrke.”

Om 4 år? ”Jeg vil gerne arbejde i det hurtige medie – TV. Det er der, de oftest misser pointerne. Der kunne det lidt skæve og kreative ﬁnde sin plads.”

noget ved, men det jeg kan gøre noget ved, det gør jeg noget ved med det samme.” srcarlsen@mail.djh.dk

Søren Bülow, 21 år

Hvad er din baggrund? ”Jeg blev student i sommers og arbejder i Netto på fuld tid. Nu går jeg bare og venter på, at jeg kan søge ind her.”

Hvorfor DJH? ”Siden min spæde ungdom har jeg haft en svaghed for journalistisk. Jeg har altid

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Rusforløbets afslutningsfest er rykket til den 20. april. Det skyldes, at der den 13. april - som oprindeligt var datoen - er Kravlingfest i Pressens Hus.

Indvandrere sparet væk Der er for få med en anden etnisk baggrund end dansk på DJH, mener skolen. Viljen er der, men pengene mangler. Tekst Sissel C. Böss

Et enkelt kig ind i Frøberts afslører det. De er der ikke – indvandrerne. År for år bliver skolen fyldt med studerende med samme baggrund og stort set samme forudsætninger for at fortælle fremtidens historier. Og det er et problem, mener skolen. ”Det er jo helt nede i kernen af mediers opgave – nemlig at afspejle det samfund, vi lever i og afdække, hvad der sker rundt omkring. Hvis du har en redaktion fyldt med 35-årige mænd, der alle sammen

kommer fra den samme sociale klasse, er det bare ikke ok,” lyder den klare vurdering fra Solveig Schmidt, lektor og studieleder på DJH.

Mangfoldighed søsættes I 2003 var Solveig Schmidt en af hovedkræfterne bag et tiltag, der skulle ændre den ensformige rille. Et to-årigt forløb rettet mod journalistaspiranter med indvandrerbaggrund blev søsat, men kun 16 studerende blev optaget. De repræsenterede i alt 11 nationaliteter – fra Sri Lanka til Marokko. Efter projektet var tanken at kunne lave et forberedelsesforløb til optagelsesprøve. Her ville

fordomme for prøven kunne blive be- eller afkræftet, og ﬂere ville blive ansporet til at søge ind. Umiddelbart kunne projektet ligne kimen til succes, men nu står der 2007 i kalenderen, og for den uvidende ser projektet ud til at være endt som en dødssejler. For hvad er der sket siden dengang? Grunden til stilstanden er klar, slår Solveig Schmidt fast – hvor der mangler handling, mangler der penge. ”Det går kun den gale vej, nemlig at vi skal spare. Og det er klart, at når det kommer til at koste i grunduddannelsen, så er det ikke lige der, man vil skære. Vi

har ikke pengene i det system, der kører i dag,” lyder det ærgerligt fra Solveig Schmidt.

Engagementet er der Men hvordan er stemningen ude i den virkelige verden? Journalist Abdel Aziz Mahmoud arbejder på DR Nyheder og ligner med sin palæstinensiske baggrund umiddelbart den perfekte rollemodel for nye ansøgere. Ifølge ham mangler der hverken interesse eller respekt for journalistik i indvandrerkredse. ”Journalister er kun nogen, man kan være stolte af,” fortæller han med engagement i stemmen. ”Specielt for folk med

palæstinensisk baggrund, der længe har været undertrykt. Der er det godt, at få lov til at udtrykke sig,” forklarer Abdel Aziz. For ham er der heller ingen tvivl om, at hans baggrund åbner døre, når de nuancerede historier skal fortælles. ”Jeg kan skaffe kilder og komme videre med historier, som redaktionen sidder fast i,” uddyber han. Solveig Schmidt nikker genkendende til Abdel Aziz’ erfaringer. ”Jeg tror, at alle bliver bedre af at sidde på redaktioner, hvor der er et stort mix. Det åbner nogle ﬂere porte inde i hjernelapperne – det kan kun være godt,” siger hun. ”Det er også derfor, vi bliver ved med at arbejde på at få noget op at stå – vi har jo ikke droppet det på nogen måde,” siger hun.

BAGGRUND 23-årige Abdel Aziz Mahmoud blev færdig fra DJH i februar 2007 Praktiktiden gik på DR, blandt andet med radio og TV I 2006 var han medvært på DR-ungdomsprogrammet Smæk for Skillingen, hvor han i rollen som Agent Abdel kæmpede teenageforbrugernes sag Som noget helt nyt kan man booke Abdel Aziz til at fortælle om journalistuddannelsen via Nørrebro Biblioteks nye tiltag, KarriereBiblioteket. Læs mere på www.karriere biblioteket.dk

scboess@mail.djh.dk

Fortsat adgang for studerende uden hue Undervisningsministeriet har trukket omstridt krav om studentereksamen tilbage. Bagere, snedkere, taxachauffører, skraldemænd – alt har interesse. Journalisthøjskolens optagelsesprøve anses for at være en af landets sværeste, men især fordi den tiltrækker folk fra alle samfundslag, uanset uddannelse, alder, status og joberfaring. Længe så det dog ud til, at ikke alle fortsat skulle have muligheden for at komme ind på skolen. Undervisningsministeriet

bestemte nemlig for et par år siden, at en gymnasial uddannelse skulle være en forudsætning fra år 2008. Nu har ministeriet imidlertid skiftet mening, og meddelte for nyligt skolen, at det frafalder kravet.

Absurd krav Skønt kun cirka fem procent af en startende årgang ville blive påvirket af denne regel, faldt den nemlig mange inden for faget for brystet. Cavling-vinder og freelance-journalist AndersPeter Mathiasen var ansat på fagbladet Journalisten,

”Så arbejder jeg på Politiken, DR eller TV3 Sport. ”

Anders-Peter Mathiasen

sen kalder det daværende krav, for et forsøg på at harmonisere det danske uddannelsessystem, med helt rene linjer for optagelseskravene. ”En gymnasial uddannelse forudsætter ikke, at man er en god journalist. Nogle af de bedste journalister, jeg har arbejdet sammen med, har ikke haft en studenterhue.”

der sidste år fulgte sagen tæt. Her skrev han i ﬂere kritiske artikler. ”Det var et kunstigt og absurd krav at stille,” siger han. ”Ganske vist har størstedelen, af de der optages på skolen, en gymnasial uddannelse. Men vi snakker stadig om et dusin særdeles egnede hvert semester, der har bevist deres værd.” Anders-Peter Mathia-

Debat ændrede beslutning Hvorfor undervisningsministeriet ændrede mening er ukendt for Erik Farmann, leder af optagelsesteamet. ”Godt en måned før vi

”Det er jo på DJH, de rigtige journalister bliver uddannet. Miljøet er bare super fedt heroppe.”

Om 4 år?

Hvad er det?

Om 4 år?

Det var et kunstigt og absurd krav at stille.

Hvorfor DJH?

elsket at skrive. Jeg forventer, at man får en stor indsigt i en masse ting. Man bliver klog på den fede måde.” ”Det er sådan, at man har en ide om samfundet. Man har en ide om, hvordan tingene fungerer, og man har evnen til at gå alternativt og kreativt til værks.”

“

Tekst Tjelle Aase Vejrup

Henriette Vinkel, 22 år

Hvad er din baggrund? ”Jeg har været 8 måneder på universitet, hvor jeg læste dansk og det var ligesom der, jeg ﬁk øjnene op for journalistikken. Jeg går på højskole i Askov nu – på et intensivt kursus i håb om, at jeg så kan klare optagelsesprøven.”

”Jeg kunne godt tænke mig at være i et mediehus, hvor man kan komme rundt og prøve nogle forskellige ting.”

ﬁk beskeden, bad undervisningsministeriet om en rapport om hele optagelsessystemet,” fortæller han. ”Måske har den haft en effekt. Det ved vi ikke, for vi ﬁk aldrig noget egentligt svar på den.” Peder Michael Sørensen, kontorchef for videregående uddannelser fra Undervisningsministeriet, kan ikke give nogen entydig begrundelse for, hvorfor kravet blev stillet i første omgang. ”Men det skabte en masse debat, og derfor valgte vi at revurdere det,” fortæller han. ”Vi endte med at konklu-

dere, at der ikke var nogen grund til både en prøve og et krav om en gymnasial uddannelse. Og hvis optagelsesprøven kan vurdere, om en ansøger har den reelle kompetence, så kan vi godt anse den lille gruppe uden studenterhuen for egnede.” Skolen har nu spildt tid på at omskrive informationsmateriale om optagelsesprøven, men irritationen hos Erik Farmann er minimal. ”Det betyder ikke så meget, vi er bare glade for, at kravet er frafaldet.”

sådan, at hvis jeg skal noget andet, så skal det være nu, hvor jeg er færdig med at få børn. Jeg har to børn på 3 og 7 måneder.”

det er Danmarks bedste studieby.”

Hvorfor DJH? Asha Wellis, 33 år

Hvad er din baggrund? ”Jeg er oprindeligt uddannet blomsterbinder. Jeg blev færdig på HF i 1997, og så måtte jeg ﬁnde nogle alternativer, når jeg ikke kunne komme ind på universitetet. Og så blev det blomsterbinder. Jeg har fået børn og arbejdet med børn. Nu er det

”Jeg mener, det er et voksenstudie. Jeg skal ikke på rustur og sådan noget. Hvis jeg kommer ind, så er det for det faglige. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke, om jeg skal være journalist på den klassiske måde, men det er noget, der tænder mig enormt, og jeg synes, man kan bruge det til rigtig meget. Jeg kender mest til Århus, og jeg synes

tjellevejrup@mail.djh.dk

Om 4 år? ”Jeg vil gerne rejse mere – med familien og jobbet. Jeg vil være freelance! Det kan passe ind med det hele. Jeg tror på hjemarbejdspladsernes fremtid – længe leve computeren!”

swsteffensen@mail.djh.dk jhsorensen@mail.djh.dk Foto: Andreas Bro

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Sidste år havde KaJ udokumenterede udgifter for over 27.000 kr. Nu er de forsvundne penge kommet tilbage - det var banken, der havde lavet en fejl.

Umuligt at komme rundt på hjul Formanden for DJH’s sikkerhedsudvalg er sprunget i kørestolen for at tjekke tilgængeligheden på skolen set fra en kørestolsbrugers synsvinkel. Tekst Agnete Birch Smith Siv Wigh Steffensen

TILGÆNGELIGHED | Kirsten Jensen skal være gode venner med tyngdekraften for at bestige trapperne.

Foto: Tonje Eliasson

Sony Ericsson er bedst

Du kender det godt. Roderiet i tasken, når du sidder og skal lave et professionelt interview. De røde kinder og den undskyldende bemærkning: ”Jeg havde den lige før…,” når du ikke kan ﬁnde diktafonen i tasken. Det er ikke ligesom mobiltelefonen, som du altid ved hvor er. Derfor har Illustreret Bunker allieret sig med mobilekspert Brian Dixen, og er gået på jagt efter den bedste mobiltelefon, som dækker alle journaliststuderendes behov. Han er ikke i tvivl, når han hører, hvilke ønsker de studerende på DJH har til en mobiltelefon. Der skal blandt andet være diktafonfunktion, et godt kamera med blitz og mulighed for at synkronisere med både Mac og PC. Som chefredaktør på Magasinet Mobil har Brian

Dixen et bredt kendskab til mobiltelefonerne på markedet, og han peger på Sony Ericsson K810i som den bedste. Nokias N73 er også et godt bud, men kameraet i Sony Ericsson K810i tager bedre billeder.

Ingen røde øjne Sony Ericsson K810i indeholder alt det, et journalisthjerte kan begære. Den kan optage samtaler både som diktafon, men også mens du laver telefoninterviews. Kameraet med 3,2 megapixels tager super skarpe billeder, og med Xenonﬂashen kan du tage billeder i dårlig belysning uden røde øjne. Den synkroniserer kalenderen eller telefonbogen med både PC og Mac, og så har den 3G, det mobile bredbånd, så du hele tiden kan blive opdateret via TV2 News. At telefonen siger bip, når du optager dine telefoninterviews, kan være

Kun et dørtrin fra målet DJH er dog ikke den eneste uddannelsesinstitution, der har problemer på det område. ”Tilgængeligheden halter generelt langt bagefter,” fortæller Lasse Michaelsen fra Center for Ligebehandling af Handikappede. En halten, der nu volder Kirsten Jensen nye problemer. Hun sidder og bakser med indgangsdøren til tv-

kælderen. Den er tung og svær at få op. Da de hvide kældervægge langt om længe viser sig bag jerndøren, kommer næste forhindring: Dørtrinnet. Kørestolens forreste hjul bumper mod det høje trin. Stolen giver et hop, men Kirsten kommer ikke videre. ”Jeg tror, jeg skal have et skub,” siger hun opgivende.

To skridt frem og tre tilbage Med ﬂere hjælpende skub og DJH’s eneste fungerende elevator når Kirsten frem til 200-gangen. Men til enhver rundtur på DJH hører også et besøg i fredagsbaren. Desværre for Kirsten er der mere end en enkelt trappe mellem hende

Hvad skal din telefon kunne?

Smid diktafonen og kameraet i skraldespanden. Illustreret Bunker har fundet den ultimative journalisttelefon. Tekst Simone Bodholdt

Gruset triller ned ad den asfalterede bakke, mens hjulene skrider ud. Formanden for DJH’s sikkerhedsudvalg, Kirsten Jensen, er i fuld fart på vej ned ad nedkørslen til tv-kælderens indgang i en kørestol. Nedkørslen er det tætteste DJH kommer på en sort piste, og er bestemt ikke for børn. Desværre for formanden er det den eneste vej ind, hvis hun vil i kantinen. Efter en halsbrækkende tur når hun endelig målet:

En af skolens tre handikapindgange. ”Jeg tør godt, for jeg kan hoppe af. Det kan man jo ikke, hvis man er handikappet,” smiler Kirsten Jensen oven på anstrengelserne. Hun er godt klar over, at handikapforholdene på DJH langt fra er i orden.

en smule irriterende. Men Brian Dixen fortæller, at der ikke ﬁndes telefoner på markedet, som kan optage samtaler uden biplyd. Til gengæld er telefonen utrolig nem at betjene, så teknofobiske studerende kan sagtens lære at håndtere de mange funktioner. Desværre kommer Sony Ericsson K810i først på gaden den 1. maj. Michael Fahlén, key account manager hos Sony Ericsson, vurderer, at prisen vil ligge på omkring 2800 kr. uden abonnement. Det er mange penge, men så sparer du udgifter til både kamera og diktafon.

KRITERIERNE En mængde studerende på DJH er blevet spurgt: “Hvad skal din telefon kunne, og hvad kunne du godt tænke dig, at den kunne? Svarene er herefter brugt som kriterierne for en god telefon til journaliststuderende. bodholdt@mail.djh.dk

Så skarpt tager Sony Ericsson K810i billeder. Der er ikke lavet forbedringer af billedet, efter det er taget. laver telefoninterviews, skal man kunne slå telefonnumre op på den. Det ville også være fedt, hvis man nemt kunne overføre ﬁler via bluetooth. Jeg bruger også min notefunktion rigtig meget til huskesedler og som idébank.

Mette Kimose, 3. semester Magnus Bjerg, 3. semester Udover at den skal kunne optage samtaler, når jeg

Min telefon skal kunne optage samtaler, når jeg laver interviews over telefonen. Derudover skal den kunne lave nogle fede billeder. Så man kan tage næsten ligeså

TA’ BUSSEN - LINIE 888

gode billeder som med sit digitalkamera, når man er ude.

KUN 120 KR. For studerende og seniorer fra mandag til torsdag

ÅRHUS ROSKILDE KØBENHAVN

Rejsetid ca. 3 timer Afgang fra Århus rutebilstation Tlf. 70 210 888 Online booking: www.linie888.dk

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Fra august skal vi vænne os til nye karakterer. 13-skalaen bliver afløst af en skala der går fra -3 til 12.

Der er blevet valgt nye folk til KaJ. Håkon Stolberg fra 3. semester er ny formand, og Niels Krogsgård fra 2. semester er ny næstformand på skolen. - Læs mere på www.djstud.dk

BAGGRUND 300-gangen, den nederste del af biblioteket samt fotoafdelingen er helt utilgængelige for kørestolsbrugere. Vil man færdes der, må man bæres. En tidligere studerende i kørestol havde en kontorstol stående på hver etage. Hans medstuderende bar ham op og ned fra de forskellige etager og kørte ham rundt på kontorstolene.

og DJH’s øldunstende hjerte. For at komme så meget som bare i nærheden af baren, skal hun tilbage, hvor hun kom fra: Gennem 200gangen, ned ad 700-gangen, ned med elevatoren, igennem tv-kælderen, gennem jerndøren og over det høje dørtrin. Derefter skal hun på mirakuløs vis bestige den stejle nedkørsel, over parkeringspladsen, op ad bilrampen, forbi cykelparkeringen og ind ad sidedøren til Sydindgangen.

Ingen ben, ingen fredagsbar Endelig. Fredagsbarens røde dør kommer til syne. Hvad der gemmer sig bag den, får Kirsten dog ikke at se. Det sætter de 15 trin en stopper for. ”Det er ganske uheldigt, at man ikke kan være med i det sociale liv,” påpeger Lasse Michaelsen fra Center for Ligebehandling af Handikappede og fortsætter: ”Det er jo en stor del af det at være studerende.” En del Kirsten Jensen dog må undvære i dag.

Alt kommer til den, der venter Kirstens tid som kørestolsbruger slutter uden for hendes kontor på 400-gangen. ”Det var mindst lige så slemt, som jeg havde troet. Måske endda lidt værre,” konstaterer hun om skolens tilgængelighed. Det ser dog ikke ud til, at Kirsten kan gøre noget ved de dårlige forhold foreløbig. Hun har gentagne gange søgt hjælp hos diverse fonde, men uden held.

Foto: Tonje Eliasson

TILGÆNGELIGHED | Det er ikke let at slippe gennem bunkerens store, tunge porte i rullestol.

Selv om skolen har en klar handlingsplan på området, er der ikke midler til de

nødvendige forbedringer. Det bliver først muligt, når skolen skal totalrenoveres.

Efter fem års venten er sidste nyt, at det vil blive påbegyndt til nytår.

agnete@mail.djh.dk swsteffensen@mail.djh.dk

Jerngitter og kvælende gas beskytter karakterer Bunkeren gemmer på rum, du ikke vidste eksisterede - eller har lyst til at opholde dig i. Tekst Solveig Willum Jon Bjerre

Rundt omkring i krogene og dybt under DJH, ﬁndes der lokaler, som kun meget få personer overhovedet ved eksisterer. I virvaret af gange og tunneler, er der sågar steder, der helt er blevet glemt.

HEMMELIGE RUM | Her har du sikkert aldrig været.

Skolens Fort Knox ”Rummet er tilsluttet argoniteanlæg og skal forlades, når alarmen lyder.” Sådan står der på døren til skolens bedst beskyttede lokale, server-rummet på 200 gangen. Kun meget få af skolens ansatte har adgang til lokalet, der indeholder oplysninger om alt fra de ansattes løn til de studerendes karakterer. Adgang til lokalet opnås med et nøglekort og en ﬁrecifret kode. Når koden

indtastes, lyder der et lille klik, og et jerngitter på den anden side af døren kører langsomt op i bedste James Bond-stil. Det første, der møder en, er en øredøvende larm og en kølig brise skabt af to store ventilatorer i loftet. Når man ser sig omkring i lokalet, bliver man overvældet af det virvar af ledninger og blinkende lamper, der stikker ud alle vegne. Bare fordi man har fået foden indenfor i det allerhelligste, skal man ikke vide

sig for sikker. Når den røde lampe over døren begynder at lyse, har man 15 sekunder, før fælden klapper, og gitteret går ned. For tunnelentusiasterne er der ingen mulighed for at grave sig ud, da væggene er armeret med et tykt lag jern. Først da det er for sent, får man øje på den mandshøje trykﬂaske med påskriften ”argonite gas” i det ene hjørne. Brandanlægget går i gang, og langsomt fyldes lokalet af den kvælende gas.

Altså giver det mening, at det kun er et fåtal der har adgang til rummet, og de bliver færre og færre.

Radioland senior Når man træder ind i gangen til det gamle Radioland i kælderen under IT, er det som at træde tilbage i tiden. En mur af stilhed og en muggen luft minder en om, at stedet har stået stille siden murens fald. Et rengøringsrum dækket med spindelvæv og rengøringsremedier fra det

Foto: Casper Christoffersen HEMMELIGE RUM | Det forhenværende radioland bliver i dag brugt til opbevaring.

Foto: Casper Christoffersen

forrige årtusinde, er et klart tegn på, at også bygningsservice har glemt stedet. På et bord i det store studie fire ligger en sæk med påskriften ”Skal makuleres”, og i det hele taget virker stedet en smule fordækt og overset. Det perfekte sted at gemme et lig. Et stort vægmaleri af New Yorks skyline i skrigende gule og orange farver vidner om studiernes storhedstid i 80erne. De gamle radiostudier havde en kort levetid. Fra 1984 foregik radioredigeringen i de mørke, tætte betonrum, indtil brandmyndighederne endegyldigt satte en stopper for det i 1990. Der var simpelthen for få flugtveje. Derfor flyttede Radioland op til dets nuværende placering, hvor der hidtil havde været et pressemuseum. I dag bliver de gamle studier brugt til opbevaring af nedslidt EDB-udstyr og støvede, lasede bøger, som er blevet kasseret fra biblioteket. solveig@mail.djh.dk jbjerre@mail.djh.dk

10 ILLUSTRERET BUNKER

FOKUS

MARTS 2007

FOKUS: Politi og presse

I skudlinjen Når journalister og fotografer vil være tæt på nyhederne, har pressekortet ingen funktion. Politiet behandler alle lige.

Pia Buhl

Pressekortet er værdiløst i kampens hede. Seneste eksempel på det var i forbindelse med urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Her måtte journalister og pressefotografer ﬁnde sig i at blive behandlet på lige fod med aktivister. ”Sådan er det. Og det plejer de ﬂeste pressefolk at være mandfolk nok til at forstå. Men der er kommet nogle pivskidder imellem,

må jeg erkende,” siger Flemming Steen Munch, vicepolitiinspektør, Københavns Politi. Det synspunkt bliver mødt med skepsis af formanden for Danmarks Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård: ”Hvis man som journalist er på stedet og viser pressekort, så skal politiet respektere at man er på arbejde.”

Væk eller få slag Når politiet går i aktion, er der ikke tid til at vise hensyn. Og i den situation er knippelslag og anholdelse ting, man må ﬁnde sig i. Her er pressen på lige fod med demonstranter, mener

Flemming Steen Munch. ”Det kan ske, at en, der er i besiddelse af et pressekort, kommer i klemme og får en over nakken. Det skal jeg da være den første til at indrømme,” siger han. Han ser ingen problemer i politiets håndtering af pressen under urolighederne på Nørrebro. ”Hvis der er givet opløsningsformular, så står vi altså ikke og skeler til, om man står og vifter med et pressekort,” siger han. Opløsningsformular vil sige, at politet tre gange har erklæret en demonstration for ulovlig. Efter de tre gange, kan politiet storme og anholde de demonstranter, som ikke adlyder.

Og her er journalisterne overladt til samme skæbne som alle andre, hvis de kommer i vejen for politiet. En skæbne, som Mogens Blicher Bjerregård, formand for Danmarks Journalistforbund, ikke mener bør være den samme. I hans øjne har pressen et vigtig ærinde. ”Det er ikke sådan, at de skal være udsat for knip-

“

pelslag, når de i øvrigt viser deres pressekort,” siger han. ”Det var en væsentlig begivenhed. Der skal være plads til journalisterne, og de skal kunne rapportere. Man skal selvfølgelig have respekt for dem, der udfører deres arbejde,” siger han. Men det hensyn, mener Flemming Steen Munch ikke politiet hverken kan

Hvis man som journalist er på stedet og viser pressekort, så skal politiet respektere, at man er på arbejde. Mogens Blicher Bjerregård

eller skal tage. Det står for pressens egen regning. ”Det er en beslutning, de selv tager. Så må de tage konsekvenserne. Og det er der forståelse for, hos de rigtige pressefolk. Dem, der forstår at acceptere, at politiet har en arbejdsopgave at udføre og erkender, at pressens dækning ved de begivenheder kan medføre en risiko,” siger han.

Ingen beskyttelse

“

Tekst Jeppe T. Findalen

Pressekortet giver ikke journalisterne nogen særlig status. Politiet skal vise hensyn, så pressen kan udfylde sin rolle, men der er ikke noget lovmæssigt, der sikrer dem. Især ikke når først de

FOKUS

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Københavns Politi og Danmarks Journalistforbund holder jævnligt møder, hvor de drøfter det indbyrdes forhold.

Slået og truet af politiet

PÅ JOBBET | Helt i front arbejdede pressen og politiet ofte skulder om skulder efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro.

Foto: Jesper Langhoff

Foto: Valdemar Jørgensen

Rasmus Voss blev mødt med knippelslag og trusler af politiet, da han dækkede urolighederne på Nørrebro.

Giver adgang bag politiafspærringer. Pressen skal rette sig efter politiets anvisninger, fx. forbud mod at bevæge sig ind i særlige områder eller kontakte bestemte personer. Politiet kan nægte pressen adgang, hvis de vurderer, at spor bliver ødelagt eller det hindrer politiets taktiske arbejde. Hvis man ikke adlyder politiets anvisninger, risikerer man at blive anholdt.

I en turbulent situation, bør pressekortet bæres synligt. Forlang at komme med på stationen, hvis politiet beslaglægger dit udstyr. Bliver du bedt om at forlade stedet, efter du har fremvist pressekort, bør du bede om en begrundelse. Opretholder politiet beslutningen om, at du skal forlade stedet, kan du bede om politimandens navn, nummer og afdeling, så du har mulighed for at klage over episoden. Kilde: Danmarks Journalistforbund

bevæger sig ind i de konﬂiktfyldte områder, forklarer ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen. ”Politiet skal tage videst muligt hensyn til pressen. Men når jeg har billedet på nethinden, så er der grænser for, hvad man kan forvente at politiet tager af hensyn,” siger han. Det er, ifølge Oluf Jørgensen, en vurderingssag om politiet går for vidt i de enkelte situationer. Men han mener ikke, man kan forvente at politiet tager hensyn, når først de går i aktion. ”I en dramatisk situation, hvor poltiet har hjelme på og så videre, skal

man ikke tro, man er i sikkerhed, fordi man har et pressekort,” siger han.

Nægtet adgang Pressekortets eneste funktion i forbindelse med demonstrationer er, at det giver adgang bag politiets afspærringer. Her kan politiet vælge at holde pressen ude, hvis de vurdrer, at de skal have arbejdsro i et lukket område. Og politiets afspærringer var helt igennem lukket land for journalister i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

Det har Flemming Steen Munch en forklaring på. ”Det hænger i høj grad sammen med den eksplosion, der er sket i medierne,” siger han. Han ser det som journalisternes største problem, at de er blevet for mange om at skrive om for få nyheder. ”Der er alt for mange, som har et pressekort og løber rundt nogle steder, hvor der ikke er nogen egentlig grund til at de er.”

findalen@mail.djh.dk buhl@mail.djh.dk

Tekst Jeppe T. Findalen

vede Rasmus Voss endnu en konfrontation med politiet.

”PRESSE! PRESSE!” Pressens skyld det hele råber Rasmus Voss, 26. Det er sent på natten. RasForan ham står en betjent mus Voss går op ad Nørremed stålfast blik og kigger brogade mod Runddelen for på den skræmte journalists at mødes med en kollega fra pressekort. Det hænger på Ekstra Bladet. Han er træt brystet. Betjenten slog ham og på vej hjem. Demonfor et øjeblik siden i ryggen, stranterne har ikke rørt på da han forvekslede ham med sig i noget tid. For at komme frem til sin en demonstrant. Nu står de med front kollega skal Rasmus Voss mod hinanden. Rasmus passere en politiafspærring. Voss gør gentagende gange Her står en betjent imidleropmærksom på sit ærinde tid i vejen for ham. ”Der er masser på Nørreaf journalister bro denne deroppe. Du beDet er jeres aften. Han høver ikke også arbejder skyld det her, at skulle derop,” som jourmand. Det er lyder svaret. nalist for jeres skyld, det Rasmus Vtoss Ekstra er gået sådan begynder uforståBladet. amok. ende at forklare De andre - Betjent på Nørrebro sig. betjente ”Jeg skal op og trækker møde én.” sig tilbage. Det er en ordre. Der er for mange demon- Længere bliver diskussionen stranter i den sidegade til aldrig. Rasmus Voss, når Nørrebrogade, hvor Ras- nemlig ikke at sige mere, mus Voss og betjenten står. før to betjente slæber ham Men betjenten bliver stå- ind i en sidegade. Her bliver ende og kigger indgående han krænget op mod muren. på pressekortet. Han hæver Han forstår ingenting. atter engang sin knippel. Foran ham står tre betjente Tøver et sekund. Og slår så. i en halvcirkelog skubber Denne gang i brystet – og ham op mod muren. lige på pressekortet. Heref- ”Det er jeres skyld det her, ter vender han sig og løber mand. Det er jeres skyld, det er gået sådan amok,” råber tilbage til sin deling. Senere samme nat ople- de ind i hovedet på ham.

“

PRESSEKORTET

AKUTLINJE Dansk Journalistforbund har en AKUTlinje, som er tilgængelig døgnet rundt. Her kan medlemmerne få rådgivning af en advokat. Tlf.: +45 3342 8010

Rasmus Voss holder sit pressekort helt frem i hovedet på betjentene. ”Jeg er presse. Jeg er presse.” De skubber videre. Lidt efter slipper han fri og løber væk. ”Jeg troede, jeg skulle have en røvfuld,” siger han.

Under al kritik De to situationer er ifølge formanden for Danmarks Journalistforbund, Mogens Munch Bjerregård, langt fra tilfredsstillende. ”Hvis han har været på arbejde og har vist sit pressekort, så skal han selvfølgelig have lov til at arbejde. Ellers skal politiet fortælle ham, hvad han ikke skal gøre. Det gør man ikke ved at slå med en knippel.” Han anbefaler Rasmus Voss at gå videre med sagen. Københavns Politi ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.

12 ILLUSTRERET BUNKER

MIDTERSIDERNE

FOTO: | Hanne Hvattum, Tonje Eliasson, Emil Ryge, Christian Brandt, John Tully, Valdemar JĂ¸rgensen

MARTS 2007

ILLUSTRERET BUNKER

MIDTERSIDERNE

MARTS 2007

FOTOJOURNALISTSTUDERENDE PÅ NØRREBRO

14 ILLUSTRERET BUNKER

FOKUS

MARTS 2007

Københavns Politi lånte 16 hollændervogne af det hollandske politi i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

Konflikten i øjenhøjde To forskellige steder på Nørrebro arbejder en journalist og en politibetjent under urolighederne, efter Ungdomshuset blev tømt for unge. Tekst Jeppe T. Findalen

Emil Langballe, journalist, løber rundt og ﬁlmer fronten af demonstranter på Nørrebro. Han ﬁlmer også, da han i kampens hede bliver overfaldet og slået af politiet. Et andet sted på Nørrebro oplever Simon Jørgensen, politibetjent, hvordan journalister stiller sig i vejen og nægter at adlyde politiets ordrer. Han er nødt til at bruge fysisk magt for at løse sin opgave. De to møder aldrig hinanden, men begge oplevelser udspiller sig i det samme kaos på Nørrebro.

kroppen - på hovedet en hjelm med visir. Han sidder i en af Københavns Politis hollændervogne, som styrer direkte mod urolighederne på Nørrebro. Vognen er specialfremstillet i Holland og bliver hovesageligt taget i brug ved gadekampe. Vognen har ruder af pansret glas, og på forruden hænger et tungt metalgitter i vejen for kasteskyts. I bunden er placereret ekstra dødvægt, så tyngdepunktet er så lavt, at det praktisk talt er umuligt at vælte den. Simon Jørgensen er halvdelingsfører. Han skal lede 10 betjente i deling Delta 5 på dagens opgave. De skal opløse den største demonstration siden rydningen af Ungdomshuset.

cowboybukser og løbesko. Han arbejder som journalist for Bastard Film og har fået til opgave at dække urolighederne på nært hold. I Emil Langballes tilfælde helt forrest, hvor mødet mellem politi og aktivist er allermest anspændt. Med sig har han et kamera og sit pressekort, så han har mulighed for at blive skelnet fra deltagerne i demonstrationen.

Ulydige og i vejen Simon Jørgensen står i Elmegade med resten af sin deling, Delta 5, ved siden af vognene. De er kørt i position og afventer nu en ordre oppefra. De andre delinger er ved at køre sig i stilling i de andre indfaldsveje til demonstrationen. Efter kort tid lyder ordren. Demonstranterne får besked på at opløse demonstrationen, og den melding sætter for alvor

gang i begivenhederne. Og så går det løs. Demonstranterne bliver aggressive. I stedet for at adlyde politiets ordre, begynder de målrettet at jage Delta 5 og de få

andre 10-mands grupper i Elmegade. En sky af ﬂasker og sten brager ned mod Simon Jørgensen. “VÆK,” råber han. Foran ham og mellem vognene står en gruppe journalister. De ﬂytter sig ikke. “Væk! Til side!” Intet sker. Delingen skubber de modstridende journalister frem foran vognene og ud til siderne for at få plads til at arbejde. De skal bruge vognene til at dække sig bag, når de skal i direkte kamp med demonstran-

terne. På de få meter, der adskiller demonstranterne og Simon Jørgensens deling, står hobevis af pressefotografer og journalister langs murene. Uden beskyttelse. Uden at trække sig. De tager billeder og løber frem og tilbage mellem betjentene. “At de tager billeder, rører mig ikke. Vi har intet at skjule,” siger Simon Jørgensen. Men når de ikke adlyder ordre, har han kun et valg. “Hvis de kommer i vejen, når jeg kommer løbende, så må de ﬁnde sig i at blive skubbet til side eller blive rendt over ende,” slår han fast.

Kampklar hollænder Simon Jørgensen, 30, er klædt i en mørkeblå uniform med beskyttelse til hele

I pressens tjeneste Emil Langballe, 24, er klædt i en blå jakke, PRESSE | Emil Langballe, 24, går på DJH og var i praktik på Bastard Film, da han blev sat til at dække urolighederne på Nørrebro.

Nørrebros vidner Studerende fra DJH var til stede på Nørrebro og kan her berette om, hvordan de oplevede begivenhederne. Tekst Anne Rønne

Foto: Jeppe Timmermann Findalen

Christian Brandt, 25 år Fotojournalist på andet semester. Dækkede urolighederne i tre døgn.

Hvordan reagerede du, da tingene begyndte at udvikle sig på Nørrebro? Jeg fotograferede ikke særligt meget, fordi jeg prøvede at undgå at få brosten i hovedet og blive slået med knipler. Hvad gik der gennem dit hoved, da begivenhederne var på sit højeste? Det var nok mest uoverskuelighed. Jeg var ikke rigtigt bange for at få sten i hovedet. Det skal nok hele igen. Det var skræmmende, at to parter kan hade hinanden så meget, at det udmønter sig fysisk.

Er der en enkelt situation, som du husker bedst? På Sankt Hans Torv sagde demonstranterne, at pressen skulle lade være med at fotografere. Så rykkede vi lidt tilbage og 35-40 pressefolk stod i en stor klump. Pludselig kommer der ﬁre æg ﬂyvende. Der var mange, der blev bange og folk stormede i alle retninger. Heldigvis var det jo bare æg. Der kunne jeg mærke, at der var en vrede mod pressen.

FOKUS

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Politiet startede nedrivningen af Ungdomshuset den 5. marts. Siden politiet har ophævet blokaden, er der afholdt adskillige fester på den tomme grund. To af festerne er endt med anholdelser.

Nør

reb

rog

Jag t

vej

Nørrebros Runddel

Ragnarok i København

ade

gad

Assistens Kirkegården

e Elm

mer løbende i den modsatte retning. Bag dem kan han se betjente. De tæver løs med knipler. Emil Langballe trækker sig i al hast til siden. Han holder sit kamera i den ene hånd og sit pressekort i den anden. “Normalt plejer man bare at skulle løbe med. Men jeg vidste, at jeg helt sikkert ville få slag i nakken, hvis jeg vendte mig om og begyndte at løbe,” siger Emil Langballe. Han optager stadig, da

“Dem, vi arbejder meget sammen med, er gode til at Emil Langballe følger deholde sig ude af kredsen,” monstranterne på vej op ad siger Simon Jørgensen. Nørrebrogade. De kaster Han har til gengæld maling og brosten efter ikke meget til overs for den politiets hollændervogne, gruppe journalister, der der langsomt begynder at ikke respekterer politiet og bakke. Betjentene står bag giver dem det fornødne arde solide vogne og forsøger bejdsrum. Han påpeger, at at undvige. journalisterne, ud over at stå “Pansersvin,” lyder det i vejen for politiet, samtidig gentagende gange fra floksætter deres egen sikkerhed ken. på spil, når de ikke adlyder Der hersker en stemning ordre. af blodrus og ragnarok, og “Der er desværre en det bliver vildere, da det går kedelig tendens op for demontil, at de vil stille stranterne, at sig op og diskupolitiet er ved at Normalt plejer man bare at skulle tere. Derfor får trække sig. løbe med. Men jeg vidste, at jeg helt de – ikke samme De følger sikkert ville få slag i nakken, hvis jeg behandling som efter. Op ad vendte mig om og begyndte at løbe. ballademagerne Nørrebro– men de bliver gade. Op mod Emil Langballam Journalist hjulpet på vej, Runddelen ved bølgen af betjente tordner hvis de ikke forstår det,” krydset mellem Jagtvej og mod ham. siger han bestemt. Nørrebrogade. Med Assistens Kirkegården bag de gule mure på venstre hånd, Diskussion og brok Øjenkontakt og knippelkaster demonstranterne “Det er et irritationsmoment slag brosten med højre hånd. for os, at de går i vejen. For Emil Langballe starter afIntet skal stoppe dem. så skal vi først flytte dem, før spilningen af det klip, hvor Emil Langballe vender vi kan komme hen og løse betjentene går til angreb på sig. En voldsom larm bryder vores arbejde,” forklarer gruppen af demonstranter. igennem bagude i demon- Simon Jørgensen. “AAARV! PRESSE!” strationen. Tre enorme poHan fortæller, at hans Den skingre stemme skratlitivogne kommer brasende opfattelse af langt de fleste ter i de små ud fra en sidegade og deler pressefolk er positiv. Og c o m p u t e r demonstranterne i to. for ham er det tydeligt, at h ø j t a l e r e . Emil Langballe vender den gruppe, der ofte omgås Billedet rysig igen. Her bliver han politiet, også har en bedre ster og er mødt af de forreste rækker forståelse for, hvordan de f y l d t demonstranter, der kom- skal opføre sig. med

“

mørkeblå betjente, der stormer fremad i et inferno af kaotiske lyde. Et tungt metal-slag trænger sig vej igennem lydbilledet. “AAARV! PRESSE, FOR FANDEN!” Stemmen er den samme. Han er ramt igen. Strømmen af betjente fortsætter i et hæsblæsende tempo fra nederste højre hjørne i skærmbilledet. Knipler og hjelme overalt. Et par sekunder efter fryser billedet. Filmklippet varer ikke længere. Emil Langballe ryster på hovedet af de fastfrosne betjente på skærmen foran ham. Det er optagelsen, der genkalder mindet om de sekunder, hvor han mødte politiets knipler. Han fortæller, hvordan han først bliver slået af en kvindelig betjent, der i forbifarten lader kniplen ramme ham. Hvordan han kort efter får øjenkontakt med en betjent, og h v o r-

dan de to hårde slag på armen sender ham på skadestuen. Armen var ikke brækket,

findalen@mail.djh.dk

“

POLITI | Simon Jørgensen, 30, blev for godt et år siden forfremmet til halvdelingsfører i Københavns Politi.

Camilla Westersø Olsen, 28 år

Emil Ryge Christoffersen, 26 år

Journaliststuderende i praktik på DR. Dækkede urolighederne i 12 timer.

Fotojournalist på andet semester. Dækkede urolighederne i tre døgn.

Hvordan var stemningen på Nørrebro? Det var komisk, fordi der mindst var lige så meget presse og lokale Nørrebrofolk, som var nede at glo, som der var aktivister. Det var også intenst, og det var første gang, jeg følte et nyhedsrush, hvor jeg var virkelig tæt på. Hvor tæt var du på? Jeg havde politiet på den ene side og aktivisterne på den anden. Jeg stod lige midt imellem. Jeg kan huske, at jeg stod helt oppe mod muren. Pludselig kom der en måge ﬂyvende over mit hoved og i et sekund, troede jeg, det var en brosten. Jeg ﬁk fornemmelsen af, at det

lige pludselig kunne gå rigtigt stærkt. Alt kunnne ændre sig på et sekund, hvis jeg ﬁk en brosten i hovedet. Hvad synes du om mediernes dækning? Medierne omtalte urolighederne som en krig på Nørrebro. Min veninde turde ikke cykle gennem Nørrebrogade. De ting, hun havde set og hørt, var lige det sekund, hvor der var action. Jeg var henne og tage et billede af en dame i en rullestol, som sad og kiggede. Og det siger bare meget om, hvor roligt det var, hvis man tør sidde og kigge fra en rullestol. Men det var tydeligt, at medierne prøvede at ﬁnde krigen.

Hvordan var det at være på Nørrebro? Det er første gang, jeg har lavet noget, som var så anspændt. Jeg var fuldstændig klar over, at det ville gå helt op i hat og briller og bål og brand. Det var bare spørgsmålet om, hvornår det ville ske. Det var en vild oplevelse, da alt gik amok natten til fredag. Flaskerne begyndte at ﬂyve, og der blev tændt bål i gaderne. Det var den største oplevelse. Var du bange? Jeg var ikke rigtig bange. Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte: Er det her nu

men slagene efterlod Emil Langballe med et blandet indtryk af politiets syn på pressen. “Det virkede til, at de ikke brød sig særlig meget om vores tilstedeværelse. Vi blev skubbet hårdhændet væk.” Han fortsatte sin dækning i frontlinjen.

Foto: Jeppe Timmermann Findalen

dumt? Blandt andet hvor politiet kom, og jeg løb sammen med aktivisterne. De kom med hævede stokke. Bagefter tænkte jeg, at det sikkert var dumt at løbe. For pressen løber jo ikke. Hvordan oplevede du politiets håndtering af urolighederne? Jeg ved ikke, hvordan det er meningen, at politiet skal gøre ting, men det var en voldsom oplevelse. Jeg opfattede også aktivisterne som meget voldsomme, når brostenene blev kastet med fuld hammer efter bilerne.

16 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

MARTS 2007

UDENFOR

Bertelsens uambitiøse time Uanset om du er blevet en af de afhængige, som ikke kan sove, før Mikael Bertelsen har puttet dig, får du her et indblik i Den 11. Time - en journalistisk verden, der er helt sin egen. lavet i eftermiddags. Den amerikanske ﬁlminstruktør David Lynch var i studiet, og det kan mærkes på humøret her til aften. For et talkshow som Den 11. Time er sådan et prominent besøg en pludselig og vidtåben dør til uanede muligheder. ”Det var helt vildt at få David Lynch i kassen. Han kan blive en åbning for andre stjerner, der kommer til landet. Når vi kan ringe op til en manager og sige, at programmet har haft David Lynch som gæst, så kan alt lade sig gøre. Så kan vi for

ikke analyseres ihjel - det er bedre at sige ’Lad os nu bare prøve det’. Konsekvensen ved at have så frie hænder Anders Carlsberg er dog, at man nogle gange laver noget, der er spild af folks tid, og det er jo forfærdeligt.” Mikael Bertelsen foreDer er kommet et alternativ trækker de programmer, til søvnen. Danmark har fået hvor indholdet opstår af et natteshow, og manden, en følelse af begejstring, der sætter din skønhedssøvn fascination eller raseri over på standby, hedder Mikael noget. Samtidig er han også Bertelsen. Showet kalder godt klar over, at det bare er sig Den 11. Time og er et et arbejde. direkte talkshow, der sen”Det er en kæmpestor des tre aftener om ugen, i fabrik, og vi når ikke at se den sendetid som ingen os tilbage. The neverandre end Kanal ending samlebånd. København gider Jeg var virkelig glad røre ved – nemlig Vi hjælper nogle folk, som sidder i efter optagelserne med timen hvor i dag deres leverpostejshverdag og egentlig David Lynch, men der bliver til i morgik nok fem minutter er interesserede i noget kultur, men gen. efter at kameraerne ikke helt ved, hvor de skal starte. var slukkede, før vi be- Oliver Stilling, redaktør på Den 11. Time Darth Vaders gyndte at tale om næste sommerhus program. Det er ligeDer skal en masse som et monster, man gæster gennem systemet i eksempel få folk som David kæmper med, som lever af løbet af de 100 udsendelser, Bowie herind,” siger redak- ens hjerteblod.” der indtil videre er sat af til tør Oliver Stilling. Han forklarer, at i et lille talkshowet. Denne aften er land som Danmark, er det Højpandede anmeldere det Simon Kvamm og Jørn Hjorting, der har fået et lift faktisk set før, at talkshows DR’s pressemateriale deﬁmed butler-ekspressen. Da løber tør for mulige gæster nerer Den 11. Time som de ankommer, ligger store efter en tid. Vi har sim- ”en unik balance mellem dele af DR-byen mørke og pelthen ikke tilstrækkeligt kulturjournalistik og ekspetavse hen. De ﬂeste med- mange kendte mennesker rimentalfjernsyn”. Men Mikael Bertelsen arbejdere er gået hjem nu. på disse kanter. mener, at det er vigtigt, ikke Stemningen passer godt til at have for mange ambitiodet kælenavn, teknikerne ‘Lad os nu bare prøve det’ har fundet på: Darth Vaders Mikael Bertelsen hiver ner på programmets vegne. sommerhus. Her er uende- noget op fra tasken, som vi Så begynder man bare at ligt højt til loftet og sten- skal se. Det er TV2 News’ forestille sig et perfekt provæggene er sorte og blanke. manual for, hvad der er gram, og det er umuligt at Kun i et enkelt studie er der ’breaking news’. Alle tilste- leve op til. På redaktionen er der dog alligevel enighed stadig lys, kamera og action. deværende griner. om, at vi skal et spadestik Mikael Bertelsen og ”Den må vi kunne bruge hans crew har været i gang til noget,” siger Mikael Ber- dybere end bare underholdning: i mange timer – showet, telsen og forklarer: ”Hvis det eneste, vi der om lidt skal optages, er ”Et godt tegn er, hvis nemlig dagens andet, og vil man umiddelbart bliver havde som ambition, var at først blive vist efter påske. glad af at høre en ny idé. Så være skidesjove, så ville der Mens det bliver lavet, sen- er den ofte værd at arbejde sidde en grædende klovn tilder DR2 det show, der blev videre med. Og så skal den bage, når de 100 programTekst Maria Denise Christoffersen

“

DEN 11. TIME | Den casual stil forhindrer ikke Bertelsen i at blive sminket, inden optagelserne begynder

mer er færdige, og være helt slidt ned,” siger Mikael Bertelsen. ”Men vi har egentlig ikke så mange ambitioner for, hvad seerne skal have ud af programmet – mere for hvad vi selv skal have ud af det.” Redaktør Oliver Stilling vil gerne have, at seerne får noget ud af at møde nogle gæster, som ikke normalt får taletid på landsdækkende tv. ”Vi får feedback fra mange seere, som for eksempel siger: ‘Hvor var det fedt at se ham Goodiepal’,

(musiker, som optrådte i Den 11. Time med et elektronisk pipfuglebur og en planetinstallation, red.). Vi hjælper nogle folk, som sidder i deres leverpostejshverdag og egentlig er interesserede i noget kultur, men ikke helt ved, hvor de skal starte. Men så ser de sådan en som Goodiepal, og vil gerne vide noget mere om ham. Der er både noget for de højpandede anmeldere og almindelige mennesker.” Uanset om de vil indrømme det, er det altså alligevel ikke helt tilfældigt,

Foto: Anders Carlsberg

hvad vi får at se i den færdige udsendelse.

Madonna-ringen Uden for studiet står tre sofaer og et fjernsyn. Simon Kvamm sidder sammen med nogle redaktører og ser eftermiddagens optagelser med David Lynch. Nogle meter derfra er Jørn Hjorting ved at få sminke på. Hvis man ikke kunne forudsige det med et kig på sit ur, ville ingen gætte, at hver eneste mand og kvinde om få minutter rejser sig og

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

De Studerendes Råd holdt rektorvalg i fredagsbaren. Under sloganet “For et mindre aktuelt DJH” blev Mikael Bertelsen valgt som de studerendes foretrukne kandidat.

Pas på, når du sælger din artikel Hvis du sælger dine skoleopgaver til et dagblad, skal du passe på. Det kan være svært at få din løn. For dårligt, siger DJ. det. Denne gang udskyder Nordjyske betalingen for artiklen til en gang midt i marts. ”Et eller andet sted er det ﬁnt nok, at jeg først får pengene et stykke tid efter, men jeg ville gerne have klar besked fra starten af. Man får ingenting at vide.” Pia Fjordbak har i skrivende stund ikke fået løn for hendes to måneder gamle artikel.

Tekst Kristoffer Miles

delse at virke så casual, som vi gør”. Ordene kommer fra en tekniker, og de kunne ikke være mere velvalgte. I programmet bliver Simon Kvamm ringet op fra studiet og skal forestille at være i sit hjem på Østerbro. ”Grib guitaren og kast dig ned i en taxa, og kom herud nu!” opfordrer Mikael Bertelsen. Simon Kvamm sidder i en sofa lige udenfor studiet – det vil næppe kræve de store anstrengelser at nå ind i studiet. Alligevel gør han først sin entré tyve minutter senere, med jakke på og tilsyneladende helt uforberedt. Simon Kvamm har selv lavet meget fjernsyn, og han mener, at Den 11. Time er

“

Troen på TV ”Det kræver meget forbere-

Det er ligesom et monster, man kæmper med, som lever af ens hjerteblod. - Mikael Bertelsen

Osama, quiz og kage Der er masser af skæve indslag på tegnebordet til fremtidige udsendelser. Redaktionen arbejder med en idé om at prøve nye studieværter af eller stilmæssigt lade programmet gå i opløsning. Fordi Den 11. Time arbejder med en såkaldt open end, har programmet mulighed for at sende så længe, det vil. Hvis Mikael Bertelsen frit kunne vælge, ville den ultimative gæst i studiet være Osama Bin Laden. ”Journalistisk ville det jo være et scoop. Det har lige været hans 50 års fødselsdag, så jeg ville nok bløde stemningen lidt op med noget kage og quiz. Efter udsendelsen ville jeg indkassere dusøren og købe DR-byen.”

“

går ud på deres poster. Men før de når så langt, skal de lige lave ’Madonna-ringen’. Det er en programlagt peptalk med Mikael Bertelsen som samlende overhoved. Alle, som er tilstede på aftenens optagelse, stiller sig i en rundkreds i studiet og tager hinanden i hænderne. Mikael Bertelsen står foran sit skrivebord og taler. Han kan ikke selv se det, men den projektor, som kaster lysende bogstaver ned på skrivebordet og normalt bruges til at vise hans eget og gæsternes navne, rammer lige nu hans blå skjorte med de opsmøgede ærmer. Mens han taler, står der således ”MIKAEL BERTELSEN« med lysende bogstaver henover hans brystkasse. Mikael Bertelsen er manden, hvis talent er at være sig selv. Der er noget ved ham, som gør, at man slapper af. Lige nu kommer han med de sidste opmuntrende ord. Det er stilhed før airtime: ”Tror I, det bliver et godt program?” Spørger Bertelsen. Alle råber ”JA!” og Bertelsen gentager spørgsmålet. Studie 12 runger. Så er raketten klar til opsendelse. Klokken viser ét minut i den ellevte time.

Foto: Anders Carlsbeg

et særsyn i dansk tv, fordi programmet ikke drives af koncepter, men af de mennesker, der laver udsendelserne. ”Du kan ikke deﬁnere den her genre. Er det intellektuelt eller plat? Det er lidt det hele på en gang, og det, synes jeg, er genialt. Det er lige før, det kan give én troen på tv tilbage.”

mariadc@mail.djh.dk achristensen@mail.djh.dk

Send en regning

Illustreret Bunker bragte Dansk Journalistforbund i sidste nummer en artikel kender godt til de forsinom, hvordan du sælger dine kede betalinger for studeskoleopgaver til medierne. rendes artikler og her er Men efter arbejdet med holdningen klar: Det er for idéudvikling, interviews og dårligt, når medierne ikke skrivning opstår der nye får sendt checken i god tid problemer. Det er nemlig til de fattige studerende. ikke alle danske dagblade, Også selvom de studerende der er lige gode til at få beikke får meldt klart ud. talt for de i forvejen billige Christian Dølpher er juskoleartikler. Hos Dansk ”Slå os oven i hovedet” ridisk konsulent for JournaJournalistforbund kender de Nordjyskes featureredaktør, listforbundet. Han mener, godt til problemet, og her er Flemming Kristensen, har medierne bærer et stort holdningen, at det er medi- ansvaret for salg af artikler medansvar for at få betalt ernes ansvar at få betalt. til studerende. Han bekla- deres freelancere. Pia Fjordbak fra 3. se- ger, at der i enkelte tilfælde ”Det er ikke okay, når mester solgte i midten af kan ske fejl i betalingen og medierne lader stå til. Deres januar sit førsteårsprojekt til indrømmer: freelancere skal have løn. Nordjyske Medier. ”Der er jo mange beske- Det gælder i høj grad også I en mail oplyser studerende,” siger Nordjyske hende han. om, at hun vil modMen Christian Det er ikke okay, når medierne tage 2500 kroner, Dølpher peger på lader stå til. Deres freelancere umiddelbart efter et centralt punkt, skal have deres løn. Det gælder artiklen er offentligsom de studerende gjort. Derfor undrer i høj grad også de studerende. skal tage ved lære af: det Pia Fjordbak, at ”Send en regning! Det - Christian Dølpher, jurist i DJ der ingen penge er er det eneste rigtige at kommet en uge efter, gøre, når man er freehendes artikel blev bragt der, der skal gives videre fra lancer. Sæt jer ned med et redaktionen til lønkontoret, Word-dokument og skriv så den 23. januar. og der kan altså ske menne- en faktura ud, som I sender, skelige fejl,” fortæller Flem- efter I har solgt artiklen. Og Stadig ingen løn ming Kristensen. så husk en betalingsfrist, så Redaktionen fortæller Pia, Men selvom fejlene kan bogholderiet husker jer.” at der vil gå indtil den 16. ske, fortæller Pia Fjordbak, Redaktionen har i skrifebruar, inden hun modta- at det har været træls, at vende stund kendskab til tre ger løn. Men der kommer skulle rykke sådan for sin 3. semesterstuderende, der stadig ingen penge midt i retmæssige løn. har måttet vente i omkring februar, og derfor beslutter ”Det er rigtig irrite- to måneder på betaling. En Pia Fjordbak sig for endnu rende, at man selv skal hive venter stadig på sin løn. en gang at sætte sig ned og informationer ud af dem, De har ikke villet medvirke tage et ærgerligt rykkerop- når man går og regner med, i artiklen på grund af den kald. at pengene kommer,” for- forestående praktikrunde, Men selv efter to ryk- tæller hun. hvor de måske skal møde kere er der stadig ingen På Nordjyske fortæller det dagblad, der har købt aktivitet fra Nordjyske Me- Flemming Kristensen, at deres historie. dier på Pia Fjordbaks konto; hvis studerende oplever, at kun en besked om, at hun de ikke får deres penge i god mangler at aﬂevere nogle tid, skal de selv tage aktion. personoplysninger, som hun ”Der kan ske forglemførst har fået besked på, er melser, så det er helt okay nødvendige en måned efter at slå os oven i hovedet med offentliggørelsen. en mail, hvor der står: ’Hej Pia Fjordbak ringer en Flemming. Hvornår får jeg sidste gang, men må igen den løn, vi aftalte?’ For selvlægge røret på tomhæn- følgelig skal vi levere løn i miles@mail.djh.dk

“

DEN 11. TIME | Butler Morten Søkilde henter programmets gæster i sin ombyggede minivarevogn

god tid,” siger Flemming Kristensen.

18 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

2. marts dystede 12 par i skolens bordfodboldturnering. Det blev Christian Nørgaard og Christian Frederiksen, der overlegent vandt finalen og et gavekort til Cafe Smagløs.

MARTS 2007 Til forskel fra deres “rigtige” kolleger må praktikanter ikke strejke. Det kan sætte dem i en solidaritetskonflikt, men Journalistforbundet oplyser, at der er ikke udsigt til, at det bliver ændret.

Profesionelle spådomme Trendspotting er markedsføringens nye våben og kan nemt bruges af medieverdenen. Men medierne tøver.

En ny metode til at spå om fremtiden vinder for tiden frem i erhvervslivet og den journalistiske verden. Metoden hedder trendspotting. Den har længe været i brug i udlandet, men er først i disse måneder ved at udløse sit potentiale herhjemme. Trendspotting handler om at se tendenserne og mønstrene i samfundet – før de er der.

Find trenden først John Hird er medindehaver af trendspottingﬁrmaet Firstmove. ”Det vi gør, er at gå ud og få øje på nogle ting før andre. Hvis en virksomhed opdager en markedsudvikling eller en trend først, så

får de et forspring i forhold til konkurrenterne. I dag er konkurrencen så intens, at virksomhederne konstant er på jagt efter nyt. Vi sælger forspring – eller vi hjælper folk til at få et forspring,” forklarer John Hird, og

“

Målbevidste forbrugere Trends er ikke længere synonym med den nyeste mode fra Paris og Milano, men et bredt begreb, der anvendes inden for alle former for samfundsudvikling. Klaus Mogensen, forsker ved Institut for Fremtidsforskning (IFF), vurderer, at trendspotting allerede bruges ﬂittigt i mediebranchen: ”De beskæftiger sig med det, af ren og skær frygt

Hvis det journalistiske indhold ikke lever op til brugernes forventninger, så henter de deres nyheder og viden et andet sted.

“

Tekst Laust Deleuran

male mennesker vil gøre i fremtiden.”

- John Hird, Firstmove Aps giver et eksempel: ”Lad os sige, at vi har en kunde i mobiltelefonbranchen. Så ﬁnder vi simpelthen frem til de mennesker, der gør tingene først i den branche. Ved at få fat i dem, der gør tingene først og interviewe dem, kan vi sige noget om, hvad alle vi andre lidt mere kedelige eller nor-

for fremtiden. Fremtidens medieforbrugere er meget mere bevidste og kritiske, og ved hvad de vil have. De går speciﬁkt efter det, der interesserer lige præcis dem. Rent nyhedsmæssigt og mediemæssigt vil det være meget individuelt, hvilke områder, man synes, det er interessant at få dækket,”

siger han. Og når det gælder forbrug, er journalistik ligeså meget et produkt som alt mulig andet. ”Det journalistiske indhold er en del af produktet, ligesom indholdet af colaﬂasken er en del af produktet. Hvis det journalistiske ikke lever op til forbrugernes forventninger, så henter de deres nyheder og viden et andet sted,” mener John Hird fra Firstmove.

Fluffy fakta Men mediernes arbejde med trendspotting er begrænset. ”Vi bruger trendspotting som inspiration til ideudvikling. Vi har ikke brug for at ﬁnde de hurtige, kortlivede trends. TV-markedet rykker sig ikke så hurtigt – og derfor har vi brug for et bredere spektrum,” forklarer medieforsker Flemming Hedegaard fra DR TV Medieforskningen. Heller ikke Nordisk Film arbejder med trendspotting i traditionel forstand. De bruger det til inspiration, ikke målrettet programudvikling. ”Hvis man er ude i en søgende fase, så bliver re-

sultatet af trendspotting for upræcist. Vi læser også Institut for Fremtidsforsknings publikationer. Det er jo ekstremt ﬂuffy. For mig er det bare et input som alle andre – det er ikke et styreredskab,” fortæller Michael von Würden, udviklingschef i Nordisk Film.

Mere potentiale Fordi medierne primært benytter trendspotting som inspiration og baggrundsviden, realiserer de endnu ikke trendspottings fulde potentiale. I en verden med voksende individualisering ligger den egentlige markedsfordel i koncentreret målretning. Situationen er på mange måder magen til avisernes nuværende situation. Kun de aviser, der forstår at målrette deres produkt til små, afgrænsede grupper, går frem i oplag. John Hird fra Firstmove er sikker på, at trendspotting direkte kan bruges til konkret journalistik. For eksempel programudvikling: ”Med trendspotting vil man kunne skabe nogle fremtidsorienterede programmer. Man vil kunne

TRENDSPOTTING Firstmove Aps er et trendspottingfirma. Populært sagt specialiserer de sig i at spå om fremtiden. Her er nogle af deres spådomme: Fjernsynet forsvinder ud af flere og flere hjem for meget underholdning og for lidt indhold. Light-sodavand er på vej ud. De virker sunde uden at være det. Flere ægtepar vil have to adresser, bo hver for sig og rejse med vennerne i stedet for partneren Økologiske caféer uden mobiltelefoner, røv og spiritus bliver de nye insteder.

sige: ’Okay, jeg udvikler mine programmer i dag, for jeg ved, hvad der vil ske i morgen. Så har jeg det rigtige tilbud klar til forbrugerne i morgen,’” siger han.

ljdeleuran@mail.djh.dk

Studerende udgiver uafhængigt RUC-blad Efter en sag om censur i RUC’s officielle blad, har en gruppe studerende nu udgivet et uafhængigt blad, HippoCampus Tekst Klaus Buster Jensen

Ansatte og studerende på Roskilde Universitetscenter har tidligere fået mudkurv på i RUC’s ofﬁcielle RUCNyt, blandt andet fordi rektors kommunikationschef er ansvarshavende redaktør. Men da en studerende i efteråret blev hevet til side af rektor og forment adgang til debatsiderne i bladet, blev det gnisten, der tændte en gruppe studerende på RUC. Som modtræk startede de deres eget blad. Helga Mathiassen sidder i redaktionen for HippoCampus og var med fra starten. ”Vi har nu fået et helt uafhængigt organ, hvor vi kan debattere frit. Der har længe været et behov for at skabe et uafhængigt forum for debat på RUC. Men det

er også vigtigt, at de studerende nu har deres eget blad,” siger hun. Sagen om censur tiltrak mediernes opmærksomhed for en kort stund, men HippoCampus fortsætter med at udkomme. Foreløbig har de studerende lavet ﬁre numre - et hver måned. Rektor har hilst bladet velkommen, men har ikke ville svare på den kritik, de studerende har rejst. Helga Mathiassen påpeger, at den største forskel på RUC-Nyt og HippoCampus er, at de studerendes eget blad rent faktisk bliver læst. Bladet udkommer i 4000 eksemplarer og deles gratis ud mellem de cirka 10.000 studerende på RUC.

Både kritik og fest Opskriften på bladets succes er ifølge Helga Mathiassen, at de studerende ser bladet som deres eget.

”Det skal både være kritisk journalistisk og samtidig være et rum for vidensdeling, for eksempel annoncering af en fest eller et foredrag,” mener hun. Redaktionen på bladet er en blanding af forskellige studerende lige fra journaliststuderende til naturvidenskabelig basis, som Helga Mathiassen læser. En gang om ugen holder bladet redaktionsmøder, men mange studerende er tilknyttet på freelance-basis, der enten layouter, skriver, fundraiser eller bare hjælper med at dele bladet ud på universitetet. Pengene bliver den store udfordring for HippoCampus, fortæller Helga Mathiassen. De kæmper i øjeblikket med at tilknytte faste annoncører, så projektet kan fortsætte. Indtil videre har de klaret sig med støtte fra deres Studenter-

råd, men det er ikke nok på længere sigt.

HippoCampus’ venner For Helga Mathiassen er projektet også vigtigt, fordi universiteterne bliver stadig mere topstyrede. Siden universitetsreformen i 2003 har især de studerende mistet indﬂydelse, og konkret på RUC har det betydet, at ledelsen sidste år gennemførte en omfattende institutreform uden at spørge studerende og undervisere til råds. ”Vi har en ambition om at være mere kritiske, også overfor de generelle strukturer bag universiteterne,” fortæller Helga Mathiassen. Blandt andet derfor bliver bladet hilst varmt velkommen af underviserne, der har oprettet HippoCampus’ Venner for at støtte projektet.

OPRØR | RUC’erne fik nok af censuren og startede magasinet HippoCampus.

Læs HippoCampus på nettet på www.hippocampusruc.dk. klausbuster@mail.djh.dk

REPORTAGE

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

REPORTAGE Pas på fotografen - fotograf, pas på! Brian Berg er fotojournalistpraktikant på Berlingske Tidende. Han fotograferede på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset. Tekst Valdemar Jørgensen og Michael Bothager

”Det her bliver en familiedemonstration, en walkover,” siger Brian Berg til sin kollega Søren Bidstrup. Det er torsdag, og de er sammen taget ned til Blågårds Plads for at dække en demonstration. 20 minutter senere ﬁnder Brian sig selv liggende på Nørrebrogade, med lyden af brosten der rammer asfalten omkring ham. Kameraet har han tabt og venstre arm er forstuvet. Brian blev løbet ned af menneskemængden, da kampene for alvor brød ud.

At passe på sig selv ”Jeg tog stort set ingen billeder på det tidspunkt. Jeg havde travlt med at holde øje med mig selv,” fortæller Brian. Meget af hans energi bliver brugt på at være det rigtige sted. En fotograf skal helst være mellem demonstranterne og politiet. Kommer du bag politiets kæde kan det være svært at komme tilbage i kampen. Politiet kan nemlig holde dig væk ved at henvise til din sikkerhed.

Sympati hos en fotograf Brian var en af brugerne af Ungdomshuset, og nærer sympati for de unge. Demonstranterne skelner ikke

mellem good press og bad press, og alle blive behandlet ens. De ﬂeste aktivister kan ikke lide pressen, blandt andet fordi der går rygter om, at politiet får fotografernes materiale. På et tidspunkt får Brian en støvle i ryggen, imens han fotograferer en barrikade. Men da han konfronterer aktivisten, sker der ikke mere og Brian arbejder videre.

Knipler og betjente Politiet er heller ikke altid tilfredse med pressen. De går hårdhændet til værks, og skelner ikke altid, om det er en demonstrant eller en fotograf, der bliver ramt, når det går hedt til. Brian har set tilfælde, hvor en fotograf kommer i klemme mellem fremadstormende betjente og bliver ramt af en knippel i ryggen. Men han ved godt, at politiet i bund og grund bare gør sit arbejde.

TÅREGAS | Pigen vælger at gå direkte igennem en sky af tåregas på Nørrebrogade.

Vær vågen - rigtig vågen Selv om Brian ikke kalder sig konﬂiktfotograf, så har han prøvet demonstrationer og uroligheder før. Og noget af det vigtigste for en fotograf er hele tiden at være på forkant med, hvad der sker omkring ham. Og man skal være vågen - rigtig vågen, ellers kan det let gå galt. Alle billeder er taget af Brian Berg pvjorgensen@mail.djh.dk mbothager@mail.djh.dk

PAUSE | Selvom man som fotograf forsøger at holde pause, sker der hele tiden noget omkring en, som man skal følge med i.

ACTION | Få sekunder inden politiets hollændervogne brager igennem barrikaden. Fotografens ben er på vej væk, men øjnene er låst fast på den stenkastende aktivist.

STILHED FØR STORMEN | Torsdag aften, 20 minutter før det hele brager løs.

HUNDE | Om natten bliver hundene sat ind på Nørrebrogade, men de bliver ikke sendt efter aktivister eller andre. Hundenes gøen runger i gaderne og påvirker folk psykologisk.

20 ILLUSTRERET BUNKER

ÅRHUS

MARTS 2007

ÅRHUS En dør til hele verden Tekst Marie Rønde

I gamle dage var havnen stedet, hvor unge mænd kunne betragte de store sejlskibe og mærke

udlængslen trække. Den store verden og de eksotiske varer fra varme lande gav drømmene ny energi. I dag er Århus Havn en af Danmarks største, og ligner med de gigantiske containerskibe og tårnhøje kraner nøgtern forretning. Heldigvis er der stadig ﬂere sider af havnen.

Ved træskibsbroen, lidt nord for Mols-linien, er der plads til romantikere, med hang til træplanker og hvide sejl. Du kan opleve adrenalinen punpe, hvis du tør trække tommelﬁngeren op ad lommen og tage imod et lift. Alt sammen overvåget af Søværnets Operative Kommando. Vidste du ronde@mail.djh.dk det?

På udkig efter muslimske søterrorister Århus er hjemsted for Søværnets Operative Kommando, der døgnet rundt på alle årets dage holder øje med de danske farvande fra deres betonborg.

Overvågningskameraet retter sin linse mod os i aftenmørket, og der lyder et klik, før de tykke gitterporte ruller til side. Forinden har vi bevæget os gennem en allé af høje pigtrådshegn på den skovvej, der fører frem til militærbunkeren ved Århus’ sydhavn. En vagt lukker os ind. ”Det kan godt være lidt træls med al den sikkerhed - især når vi bestiller pizza.” Michael Wils, der er uddannet elektronik-mekaniker i Forsvaret, griner, mens han tørrer sveden af panden. Han har fulgt os ned ad trapperne og igennem de smalle underjordiske gange til sit arbejdsrum. Rummet er fyldt op af mindst 20 tændte computere med uforståelige koder og oversigtskort. Ved hver computer står

en telefon. Her har han to døgn om ugen ansvaret for at give teknisk assistance til de to marinedistrikter i Frederikshavn og på Bornholm, der fungerer som underafdelinger. ”De ringer for det meste, fordi deres radar er gået ned, eller fordi de mangler strøm, men jeg har også været ude for at hjælpe med at lappe en cykel gennem røret.”

Oliesyndere og u-både Michael skal overordnet sørge for, at de oplysninger, der sendes fra de to distrikter, når frem til bunkerens kerne: Operatørrummet. Her sidder folk døgnet rundt og overvåger farvandene for blandt andet oliesyndere, ulykker og mistænksomme skibe. Hvor det før var russiske ubåde, der var fjenden, er det nu eventuelle muslimske terrorister. ”Det handler om at være

BUNKER | Ved siden af livet som elektronik-mekaniker arbejder Michael Wils i en underjordisk bunker.

proaktiv. Vi skal se tingene, før de sker og overordnet sørge for, at vi ikke får

“

Hvor det før var russiske ubåde, der var fjenden, er det nu eventuelle muslimske terrorister.

“

Tekst Lykke Port

noget at lave,” siger en af operatørerne, og kigger på afmærkningen af civile skibe i Storebælt. På bagvæggen hænger et ﬂadskærmsfjernsyn. Bubber og BS på nye eventyr bliver overdøvet af kimende telefoner og heftig kommunikation over vandene. Én hælder kaffe op, imens han stirrer koncentreret på skærmen foran sig. Aftenen og

Foto: Tobias Markussen

natten er kun lige begyndt i rummet, der ligesom resten af institutionen, er holdt i de maritime farver hvid og blå. Kun brudt af tykke ringbind i alle regnbuens farver.

Jordskælv og giftbomber I et beskyttet rum står en kæmpemæssig nødgenerator. Her har den stået siden bunkeren blev bygget i 1961. Den testes en gang

om ugen og er søværnets garanti for at have strøm, hvis hele landet går i sort. Beredskabet er overalt på højeste blus og både Forsvarets Efterretningstjeneste og de militære politifolk tjekker jævnligt, om tingene er, som de skal være. Tankerne ledes hen på gamle spionﬁlm, når man hører ord som jordskælvssikret, kryptering og giftbomber. Bare for at komme fra det ene rum til det andet, skal der bruges et chipkort. Det har alle ansatte hængende om halsen. ”Personligt kan jeg godt tænke, at det er lidt overdrevet. Vi lever ikke under Den Kolde Krig mere og har som sådan ikke så meget at skjule. Men det er sådan, systemet fungerer,” slutter Michael Wils af. Vi føres tilbage igennem de smalle gange og op til jordens overﬂade. Efter et par timer i de tørre betonomgivelser føles luften befriende frisk. Gitterporten smækker hårdt i bag os. Fæstningen er atter sikker.

lport@mail.djh.dk

Fem minutter med tomlen betaler sig

Fem stive minutter ved kajen på Århus Havn, et Kalundborg-skilt og en emsig tommeltot. Så er man gratis med færgen til Kalundborg.

På Århus Havn angiver et stort, blåt skilt med pile, hvilke to veje der fører til færgen mod Kalundborg. Gående passagerer skal til venstre, biler og lastvogne skal dreje til højre. Jeg går mod højre og placerer mig strategisk langs kørebanen ved kajen med mit blafferudstyr: Mellemstor bagage, et destinationsskilt med sprittuschteksten ’Kalundborg’ samt min tommelﬁnger. To mindre containere sørger heldigvis for, at man ikke kan se mig fra billethusene, så der er ingen fare for,

at en medarbejder fra Molslinien kommer og smider mig væk. Klokken er 18.20. Efter to minutter standser en personbil. Føreren kaster et vurderende blik på mig og træder så på speederen igen. Men jeg når knap nok at ﬁske Kalundborg-skiltet op af tasken, før en sort minivarevogn ruller frem mod mig.

På forsædet Klokken 18.25 sidder jeg på forsædet ved siden af 21-årige Justus Møller, som kører til billethuset. Jeg kigger ikke på damen bag lugen, da vi passerer. Måske kan hun fornemme min aura af blind passager. Mens vi holder i ventebane

“

Jeg tror, jeg ville have større bet æ n k e l i g h e d e r, hvis nu det øsregnede, og man skulle have to sjaskvåde backpackere ind i bilen.

“

Tekst Julie Myhre

13, fortæller Justus mig, at han er på vej til Kalundborg for at tømme sin farfars dødsbo og har lejet bilen til formålet. At bilen er tom, er mit lykketræf, fordi han som regel har bilen stopfuld af mennesker og oppakning.

På vej mod Kalundborg Derfor er det også første

gang, Justus samler en blaffer op. ”Denne gang tænkte jeg ’jo, hvorfor ikke?’ Så tager det også lidt kortere tid at sidde her og vente på at komme om bord. Jeg tror, jeg ville have større betænkeligheder, hvis nu det øsregnede, og man skulle have to sjaskvåde backpackere ind i bilen,” siger Justus, der selv har prøvet at blaffe ”Det var engang på vej til en musikfestival, hvor vi kom væk fra et stoppested. Vi var rigtig fulde, og så ﬁk vi faktisk et tog til at stoppe for os, og vi blev samlet op. Det var meget underligt,” siger Justus. Han starter motoren, og bilen bliver gennet ind i færgen. Først da vi er kommet

BLAFFER | Sådan ser en komplet blafferpakke ud ifølge reporteren. Foto: Julie Myhre

inden for bovporten, føler jeg mig på sikker grund. Oppe på dækket betragter jeg det pink lys fra Bruuns Galleri, der bliver mindre, mens jeg glæder mig over, at

jeg om 2 timer og 40 minutter kan betræde landgangsbroen i Kalundborg i rollen som ”gående passager”. jmyhre@mail.djh.dk

ÅRHUS

ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

Århus Havn er værtshavn for Tall Ship’s Race 2007 den 5.-8. juli. Her lægger flere hundrede sejlskibe fra hele verden til kajs.

HAVNEN

- Læs mere på www.tsr07.dk

Nye nitter puster liv i sejlene Kampela er som en levende organisme for Rainer Rudloff, der trodser kulden for at pleje den gamle familiebåd.

gammelt som denne båd kræver en bestemt psyke. Man skal være viljestærk og målrettet, også når ﬁngre og tæer fryser om vinteren,” siger 52-årige Rainer Rudloff.

Tekst Petter Becker-Jostes

En levende organisme

Hun kan bedst lide, når vinden kommer agten for tværs, altså skråt bagfra – det er hendes kurs.

vene. Renoveringen omfatter blandt andet udskiftning af skibets 5000-6000 nitter. ”Hvis alt går rigtig godt, tager én nitte minimum et kvarter at skifte ud,” siger Rainer Rudloff. Den gamle motor skal også skiftes ud. Men det er det, der er kendetegnende for sådan et skib: Man skal vide utrolig meget om mange forskellige ting, siger Rainer Rudloff: ”Sådan et skib er en stor

EN LEVENDE ORGANISME | Under presseningen gemmer Rainer Rudloffs båd Kampela sig. Kampela er finsk og betyder fladfisk.

levende organisme, det kan man mærke. Det giver lyde fra sig, og når du kender dit skib godt, kan du også høre, når det bevæger sig forkert.” Det er anden gang, han er med til at renovere Kampela. Første gang var for 40 år siden, da han efter købet hjalp sin far med at sætte kahyt og sejl på den gamle fiskerbåd, der har navn efter det finske ord for fladfisk.

“

Hvis jeg ikke havde en båd ville der mangle noget i mit liv.

“

”Hvis man skriver alle de timer ned, jeg har brugt på hende, bliver man tosset i hovedet,” siger Rainer Rudloff. På Træskibshavnen i den nordlige ende af Århus havn er han i færd med at renovere sine forældres gamle sejlbåd Kampela. Hun ligger i et skur, Rainer Rudloff har bygget af et stillads med presseninger omkring. På en regnvejrsdag som denne trænger sollyset aldrig helt gennem presseningerne, så der er kun omtrent lige så lyst som i et telt. Uden maling står hun alene i det uopvarmede rum. Kravler man op ad stigen, når man op på dækket, der er fyldt med værktøj og bøtter. Rainer Rudloff sætter sig på agterdækket ved siden af hullet, hvor motoren normalt sidder. ”At renovere noget så

Den uddannede møbelsnedker er oprindeligt fra Tyskland, men ﬂyttede til Århus på grund af bugten og sko-

Kampelas kurs Efter at Rainer Rudloff i 1997 overtog Kampela, sejlede han de følgende år i hele Århus Bugt, vigene ved Ebeltoft og Kalø og til

Samsø og Tunø. ”Hun har vældig gode sejlegenskaber,” siger Rainer Rudloff. ”Hun kan bedst lide, når vinden kommer agten for tværs, altså skråt bagfra – det er hendes kurs,” siger han.

At sejle er terapi Trods de mange timer i selskab med Kampela, overvejer Rainer Rudloff at sælge hende. Det er alderen, der

Foto: Peter Helles Eriksen

trykker. Rainer Rudloff skal i stedet have en mindre båd. ”Hvis jeg ikke havde en båd, ville der mangle noget i mit liv. At sejle er ren terapi for mig. Når du smider fortøjningerne og sætter sejlet, behøver du ikke sejle mange mil, før tankerne kan få fred til at ﬂyve,” siger Rainer Rudloff.

petterbj@mail.djh.dk

JOURNALIST PÅ CHRISTIANSBORG? Netavisen Altinget er med snart ti journalister en af Christiansborgs store redaktioner. Vi udgiver på uvildigt, kritisk journalistisk grundlag syv portaler med nyhedsbreve samt leverer stof til TV2.dk og TV 2 Radio. Vi vokser, abonnenterne er

loyale - ja, det er efterhånden rigtig sjovt at være online. Vi ansætter journalistpraktikanter – næste gang onsdag morgen den 18. april i Århus. Vi slår to 12 måneders stillinger op.

Hvis du overvejer at søge os, kan du forberede dig. Vi har åbent hus i Folketinget i uge 13, og du kan gå om bord i vores indhold, der normalt kræver abonnement, ved at logge på www.altinget.dk med mailadressen opslag@altinget.dk og koden praktik. Held og lykke med uddannelsen, faget og karrieren.

Altinget.dk Gammel Strand 50 1202 København K Tlf. 33 34 35 40 red@altinget.dk

22 ILLUSTRERET BUNKER

DEBAT

MARTS 2007

DEBAT ! over stregen

Opråb til den uengagerede pøbel Tekst Niels Krogsgård

Jeg pisser på dig. Sig til, når jeg rammer. Som antydet af navnet, er denne spalte tænkt som en provokation. Med det som mål, argumenterede jeg i sidste nummer for, at mange af jer er for unge og uerfarne til at gå på Journalisthøjskolen; at optagelsesprøven er til grin, fordi den ikke tester en række væsentlige, journalistiske kompetencer; og at underviserne på første semester lader de studerende lalle igennem et halvt års uddannelse uden på noget tidspunkt at presse dem. Hvor nuancerede disse påstande er, kan diskuteres. Lur mig, om ikke også mange af jer er uenige. Det var i hvert fald meningen. Men meningen var også, at I skulle sige mig imod. Eller i det mindste bare sige noget. Til det formål oprettede avisen en blog. Problemet er bare, at kun en enkelt har reageret. Således er sidste måneds Over Stregen kommet til at fremstå som om, jeg sparker på folk, der ligger ned. Naiv, som jeg er, troede jeg oprigtigt, at den nittenårige medstuderende turde blande sig i en åben debat og fortælle os andre, hvorfor han eller hun har fortjent at gå her. Jeg troede, at Erik Farmann og optagelsesteamet var interesserede i at argumentere for deres tilsyneladende håbløse dispositioner. Og jeg troede, at der fandtes argumenter for, at så få journaliststuderende tør – eller vil – eksperimentere med deres fag. Undskyld, hvis jeg overvurderede jer. Skyldes din tavshed andre grunde, så har du stadig chancen. Klik ind på www.illbunker.dk og skriv din kommentar. Således opråbet, der passer meget godt til denne måneds emne for Over Stregen: DJH’eres manglende mod og engagement. Skolens måske største og mest oversete problem. Her har du

nogle eksempler. Vi kan jo starte med avisen, du sidder med. Tænk, hvis alle studerende brugte Illustreret Bunker som deres legeplads. En avis, som ikke er afhængig af annoncørers og læseres ønsker, ville kunne ﬂytte grænser for journalistik. I stedet har man typisk svært ved at skaffe skribenter, og de artikler der skrives, er ofte mere forudsigelige end en dårlig Daniel Steel roman. KAJ & ANDREA er et andet eksempel. Kredsen af Journaliststuderende og De Studerendes Råd. Fantastisk mange studerende har en holdning til studiet og vores kommende arbejde. I hvert fald når de står og ryger ude i gården. Alligevel sukker begge organisationer efter aktive medlemmer. Et sidste eksempel, er vores forhold til branchen. Selvom vi skal i praktik efter kun halvandet år, virker de ﬂeste meget lidt fokuserede på, om deres artikler kan sælges. I stedet fortsætter de med at skrive til den papirkurv, de har haft som fast abonnent siden folkeskolen. Alt for meget skoleskrivning, hvis du spørger mig. Hvornår har du for eksempel sidst solgt en artikel? Skrevet en historie, som ikke var dikteret af en underviser? Eller formuleret et debatindlæg, fordi du ikke kunne lade være? Summa summarum: DJH’ere har det meste i munden og gør sjældent noget ud over det, som deres lærer beder dem om. Efter min mening ikke det bedste udgangspunkt for journalistikkens fremtid. Skriv nu bare den kommentar. --------------------------Vi gør opmærksom på, at skribenten udtaler sig uafhængigt af redaktionen.

Bland dig i diskussionen! På www.illbunker.dk har vi oprettet en debatside. Her kan du hver måned debattere OVER STREGEN. Undervisere er også meget velkomne til at deltage.

SNAK I FRØBERTS

Tekst | Christian Frederiksen, 3. semester

Ligegyldig snak skal straffes med gulvvask Er du et orakel af endegyldige sandheder? Nej, vel! Det er der åbenbart nogle, der synes, de er. De personer, jeg refererer til, er dem, der via ligegyldige spørgsmål og konstaterende selvhævdelser, stjæler vi andre Frøbert-brugeres dyrebare tid og opmærksomhed. De personer forstår åbenbart ikke, at mens de tømmer deres mund, inddrager de samtidig det, vi alle går og mangler, nemlig vores elskede tid. Åh ja, hvem der bare havde tid.

Det er et problem, der koster skolen en unævnelig stor mængde ressourcer, både for elever og lærere. Ikke nok med, at jeg er så ﬂink at påpege dette formentlig velkendte irritationsmoment, så har jeg såmænd også et løsningsforslag. Jeg foreslår, at der ved hver seance i Frøberts bliver udråbt en kontrollant. Denne kontrollant skal så tage tid hver gang, der er en elev, der skyller sin mening ud i auditoriet. Efter endt undervisning gør kontrol-

lanten status over spildt tid. Vi forestiller os nu, at “Søren” har talt ligegyldig snak i to minutter. Minutterne bliver herefter ganget med det antal deltagere, der har været i Frøberts. Vi forestiller os, at der har været 127 deltagere, da “Søren” ytrede sin ordgalle. 127 gange 2 minutter giver efter lynhurtig hovedregning ca. ﬁre timer og et kvarter. Den tid skal nu på en eller anden måde betales tilbage. Her er jeg åben for nye ideer, men jeg foreslår, at

Tekst | Solveig Willum, 3. semester

minutterne skal uddeles på gavekort til de fremmødte, som herefter har ret til at bruge “Søren” som slave m.m. i to hele minutter. Ellers foreslår jeg, at “Søren” betaler tiden tilbage ved på en eller anden måde at udføre en form for samfundstjeneste på skolen. Her er der mange muligheder. Det kan enten være vask af gulve, oprydning i kantinen eller at stå og løfte skolens potteplanter i en skammekrog. cfrederiksen@mail.djh.dk

KARAKTERER

Karakterbrist På tredje semester gives der efter medierum 1, hvor man i seks uger beskæftiger sig med et medie, såkaldte “vejledende karakterer”. Det forstår jeg ikke.

rende har forsøgt at hive en karakter for en opgave ud af en underviser. Med 1. årsprøven og mediejuraeksamen som undtagelserne, der bekræfter reglen.

Journalistiske produktioner er unikke, og en numerisk bedømmelse af et givet produkt, vil i bedste fald være utilstrækkelig. Det er godt nok min egen formulering, men det er også, hvad jeg er blevet fortalt, hver eneste gang jeg eller en medstude-

Derfor forstår jeg ikke meningen med at lade vurderingen af en studerendes indsats og output i løbet af et seks uger langt forløb, afhænge af en enkelt og til en vis grad, tilfældig opgave.

omhyggelige vores undervisere var med ikke at give os karakterer i løbet af de første to semestre på DJH, og hvor grundigt de så gik til værks, da der endelig skulle sættes nummer på 1. årsopgaven, så synes jeg, det er foruroligende, så let disse karakterer tilsyneladende bliver delt ud. Jeg synes i meget høj grad, det strider i mod den holdning, skolen ellers har til emnet.

Hvis man ser på, hvor

Hvorvidt der skal gives nu-

meriske karakterer for vores produkter eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg mener, der bør være en konsekvent holdning til emnet, således at den feedback eller de karakterer, vi bliver givet, er noget, vi kan bygge videre på, og ikke som nu, spredt ud som pletvise byger uden nogen egentlig kontinuitet. solveig@mail.djh.dk

“

Public service-stationer skal afvise ethvert forsøg på pression, og det er kulturministerens fornemste pligt at værne om uafhængigheden. Det, han så gør, er, at han selv som den ansvarlige minister øver politisk pression mod DR. - Oluf Jørgensen til Berlingske Tidende

Levering

Alle indlæg sendes til ib@mail.djh.dk i doc eller rtfformat. Husk rubrik, fulde navn, semester / stilling og e-mail adresse i dokumentet. Skriv ‘læserbrev’ i emnefeltet.

Omfang

“

For indlæg og svar gælder det, at de maksimalt må fylde 2500 anslag (inkl. mellemrum), og hvis debatten strækker sig over flere numre maksimalt 1600 anslag.

MARTS 2007 Bundlinjen for en god journalist er altid, at han modstår presset og bliver ved med at være fri og uafhængig. For pres har der altid været, og kan man ikke modstå det, skal man finde sig et andet job. - Uffe Ellemann-Jensen til Politiken om DR-sagen

Redigering

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte indlæg. Desuden at vælge indlæg fra, såfremt der ikke er plads til alle indkomne - eller hvis redaktionen vurderer, at et indlæg falder uden for avisens område.

Over stregen

Er på maksimalt 3500 anslag. Kontakt redaktionen.

Redaktionen

Kunne du tænke dig at være en del af debatredaktionen, så skriv til ib@mail.djh.dk.

Deadline

“

DEBAT

ILLUSTRERET BUNKER

Indlæg m.v. til næste udgave skal indsendes senest 14. april 2007.

24 ILLUSTRERET BUNKER

MARTS 2007

BAGSIDEN BAGSIDEREDAKTIONEN | Esben Christensen og Niklas Krigslund

TV-AVISEN | Har du droppet en tur til Riskov på grund af de dårlige toiletter? Du er ikke alene, i følge TV-Avisen fravælger 60 procent af danskerne motion på grund af dårlige toilet forhold. Find link til indslaget på ilbunker.dk (FOTO: Valdemar Jørgensen)

”Hov! Det her er ikke så godt.” Onsdag den 14. marts nedlagde medarbejderne på DR arbejdet på grund af varslede nedskæringer. Dagen derpå efterlod TV-Avisen indtrykket af, at nedskæringerne allerede var trådt i kraft.

”Du er taget ud til Amager, hvor der er for.. for.. hvor der er langt.. det er noget værre vrøvl, jeg skal sige der.. hvor der er langt mellem toiletterne, er der også langt mellem folk derude?” siger dagens vært Morten Schnell-Lauritzen inden han stiller om til TVAvisens udsendte Ninette Zacho Brasted. Hun står ved Kastrup Strandpark. ”Ja, i den halve time, vi har stået her, kan det i hvert fald tælles på én hånd, hvor mange løbere vi har set komme forbi”. Hun fortæller, at en ny dansk undersøgelse viser, at 60% af danskerne fravælger at dyrke motion i naturen,

fordi der er så dårlige toiletforhold. Ved siden af hende står Torben Frøhlich. Han er direktør for Lokale og anlægsfonden.. Han fortæller, at han er overrasket over resultatet.

Stakåndet og beklemt Ved siden af Torben Frøhlich står en mand i træningstøj. Han er stakåndet og virker beklemt. Det er Asbjørn Rasmussen, og han er motionist. Han fortæller, at han ﬂere gange er blevet nød til at løbe hjem, fordi han har skullet på toilettet. Andre gange er det gået galt. Det beskriver han som ”temmelig ubehageligt”. ”Men hvad har du gjort de gange, hvor.. hvor du har

kunne mærke at hov! det her er ikke så godt?” spørger Ninette. ”Jeg har både prøvet, hvor det går galt, og jeg har også prøvet, hvor jeg måtte vende om, og så har jeg også prøvet, at jeg desværre.. må have nogle servietter .. et eller andet.. må låne mig frem til et eller andet. Og så har jeg så klaret det. Men det er selvfølgelig ikke særligt tilfredsstillende,” siger han og kigger sig lidt omkring. Leder han efter et toilet? Til sidst spørger Ninette, Torben Frøhlich hvilke forslag, han har til at løse problemet. Han foreslår toiletter bag på spejderhyt-

ter. Det drejer sig om folkesundheden, siger han og virker som om, han mener det.

Martin Skovmand var redaktør på indslaget: Har du selv aflyst en tur ud i det fri, fordi der ikke var ordentlige toiletter? Nej, det har jeg ikke. Har du hørt om andre, der har valgt en tur i det grønne fra? Jeg har aldrig fået ideen. Jeg har aldrig fundet på at stille folk det spørgsmål, altså: ”har du droppet at tage i skoven, fordi du skulle skide?”

Overraskede det dig, at I kunne få en mand til at udtale, at han oplever uheld, når han er ude at løbe? Ja, det kom også bag på mig. Folk researcher jo forskelligt, så hvordan vi lige ﬁk fat på ham, det må i spørge journalisten om.. Torben Frølich foreslår i indslaget, at man kunne lave toiletter bag på landets spejderhytter. Hvad vil I gøre for at sikre jer, at han følger op på den idé? Vi må vente og se om Frølich får fat i spejderne, altså om hans lobbyisme er stærk nok til få ﬂere åbne toiletter i deres hytter. Det er klart, at den udtalelse kræver opfølgning.

Nu fyldte denne nyhed ca. en fjerdedel af den første tv-avis efter strejken onsdag. Er det dette nyhedsniveau, vi seere kan forvente os af fremtidens DR? Forhåbentlig ikke. Når vi laver tolveren (Tv avisen klokken 12 - red.), bliver det det muliges kunst. Grunden til, at denne nyhed kommer til at fylde en fjerdedel, er, at det bliver ”live indslaget”, og det fylder typisk 25%. Topnyhederne i torsdags handlede om sexturisme og terror. Jeg vil altid bestræbe mig på, at det hele ikke bare bliver død og ødelæggelse, derfor passede den godt ind. For resten må det nogle gange godt være lidt humoristisk.