SIDE
17
OLUF JØRGENSEN - Går sig til ekstra kage
SIDE
9
PANIK!!!! - Så gik det løs igen
SIDE
11
FAGFEST(IVAL) - Tid til at netværke
NOVEMBER 2008 | 10. ÅRGANG | NR. 7
PER ALENE I VERDEN: FYNS AMTS AVIS BRØD PRAKTIKAFTALE LÆS OGSÅ: - TRAFIKORDFØRER VURDERER T-KRYDSET VED JOURNALISTHØJSKOLEN - JOURNALISTIKKEN MANGLER INDVANDRERE - ALT OM PANIKDAGEN
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
Næste Fagfestival afholdes af Dansk Journalistforbund den 14. og 15. november 2010
- fagfestival.dk
LEDER Med den netop overståede fagfestival frisk i erindringen tegner journalistikken sig som en ambivalent størrelse præget af både finansiel deroute såvel som en tankemæssig blomstring. Fagfestivallen, der fandt sted i Odense Congres Center fra den 9. til den 10. november, blev tilløbsstykke for omkring 1400 danske journalister. I løbet af to dage nåede metajournalistikken nye flyvske højder; journalisters samspil med journalister om journalistik fik frit spil. Muligheden for at tale med andre ligesindede mennesker om vort fag var stor. Det samme var brugen deraf. Den fjerde statsmagt var altså samlet for at gøre status over en branche søbet ind i finanskrise, ansættelsesstop og befolkningsmæssig sladdertørst. I ly af ædle fagreflektioner kunne horderne af journalister benytte sig af sværvægteren inden for social intelligens, networking. Så mens konferencelokalerne flød med fagsnak, summede korridorer og gange af mingling og karrieremæssig placering på det journalistiske landkort. De faglige oplæg på festivallen omhandlede en branche, hvis økonomiske råderum længe har været på slankekur. Længden af de faglige oplæg var generelt på omkring en time. Og mens mange af indslagene var inspirererende og gav ideer og stof til eftertanke, vidnede indholdssiden ved andre om en lidt for overfladisk branceanalyse. En journalistisk kradsen frem for en graven - En light udgave af dybdeborende journalistik. Så måske er det ikke kun branchens økonomi, der er på slankekur. Måske kan den fjerde statsmagt ganske enkelt ikke kapere så meget substans, som længerevarende foredrags-sessions ville have indeholdt. Men hvis journalisterne selv har nået et informationsmæssigt mætningspunkt, hvordan skal vi så kunne forvente, at befolkningen magter de produktioner, vi spytter ud? - Redaktionen
Find Illustreret Bunker på nettet: www.illbunker.dk
Studerende til reeksamen midt i Førsteårsopgaven En administrativ fejl sætter 27 studerende fra 2. semester i en uheldig situation. De bliver nødt til at tage deres reeksamen i sprogkorrekthed midt under førsteårsopgaven Tekst Michelle Søndergaard Mikkelsen
Hvornår hedder det åben eller åbent? Ligger eller lægger? Og skal der være komma før eller efter ’hvordan’? Det skal 130 studerende på 1. semester bryde deres hjerner med til eksamenen i sprogkorrekthed d. 3. december på Journalisthøjskolen. Men de er ikke de eneste til eksamen denne dag. De får nemlig selskab af 27 andre studerende fra 2. semester, der i andet forsøg skal prøve at finde ud af, hvor kommaet skal placeres. Reeksamenen ligger syv dage, inden de samme 27 studerende og resten af 2. semester skal forsøge at bestå en helt anden eksamen: Den berygtede Førsteårsopgave. De må altså afbryde deres førsteårsopgave for at gå til reeksamenen i sprogkorrekthed, og bruge tid, der ellers var forbeholdt førsteårsopgaven, til at genoplæse reglerne for det grammatiske komma. ”Det er en ekstra stressfaktor. Førsteårsopgaven er i sig selv meget meget tidskrævende, og så har man bare ikke brug for endnu en eksamen midt i det hele,”
Redaktionen
Fotoredaktører
Heidi Qvistgaard Jensen (ansv.) hqjensen@mail.djh.dk
Kristoffer Juel Poulsen kjpoulsen@mail.djh.dk
Tine Damgård tdamgard@mail.djh.dk
Nikolai Linares nikolail@mail.djh.dk
Svend-Vilhelm F. R. Mikkelsen svfrmikkelsen@mail.djh.dk
Bagsiden
Katrine Grønvald Raun kgraun@mail.djh.dk Anne Nyhus anchristensen@mail.djh.dk
Kristian Nygaard kdnygaard@mail.djh.dk
siger Pernille Krogh fra 2. semester. Hun er en af de 27 studerende, der skal til reeksamen og slås med kommaerne for anden gang.
Logistisk fejl
Det skyldes en fejl, at eksamen i sprogkorrekthed og førsteårsopgaven falder sammen. Faglig leder på Journalisthøjskolen Solveig Schmidt beklager fejlen: ”Det er ikke optimalt. Jeg synes, at når man går til førsteårsopgaven, så er det det, man skal koncentrere sig om,” siger hun. Fejlen er sket under planlægningen af semestrenes eksamener, og Solveig Schmidt er først blevet klar over situationen, efter eksamensplanen blev offentliggjort i september. ”Det, vi har tænkt på, er at ligge eksamenen i sprogkorrekthed, hvor det er optimalt i forhold til dem, der skal op til prøven første gang. Så har vi overset, at det falder sammen med førsteårsopgaven, og det er vi rigtig kede af,” siger hun.
DSR: Kæmpe ulempe for 2. semester Flere af de 27 gengangere har henvendt sig til De Studerendes Råd for at gøre opmærksom på deres situation,
“
at her ligger eksamenerne, så ligger de fast,” siger Solveig Schmidt. Pernille Krogh fra 2. semester mener, det burde være muligt at rykke eksamenen. ”Jeg forstår ikke, hvorfor det skal gå ud over os, der skal til reeksamen, bare fordi skolen laver en administrativ fejl,” siger hun. Til gengæld behøver de 130 studerende på 1. semester, der skal til eksamenen for
Jeg forstår ikke, hvorfor det skal gå ud over os, der skal til reeksamen, bare fordi skolen laver en administrativ fejl.
- Pernille Krogh, 2. semester
”Det er jo ikke på nogen måde en overraskelse, de har jo vidst i et halvt år, at de skal op til den eksamen igen. Den stjæler noget fysisk tid fra førsteårsopgaven, men det er jo ikke meget, det drejer sig om en times tid. Så jeg ikke synes, det vælter Kristi nåde,” siger hun.
Ikke noget at komme efter
De 27 studerende må dog bide i det sure æble og tage til reeksamenen, for det er, ifølge Solveig Schmidt, ikke muligt at rette op på fejlen i denne omgang. ”En eksamensplanlægning ligger fast. Når et semester starter, og man får meldt ud,
første gang, ikke frygte, at de ender i samme situation, hvis de skulle dumpe d. 3. december. ”Vi har ikke løsningen på det nu, men vi vil sætte os ned og prøve at finde et andet sted, vi kan lægge den eksamen. Så rammer man ikke dem, der skal til førsteårsopgaven næste semester,” siger Solveig Schmidt.
Kasserer
Tryk
Annoncer
Oplag
Svend-Vilhelm F. R. Mikkelsen svfrmikkelsen@mail.djh.dk
Katrine Grønvald Raun kgraun@mail.djh.dk Nikolai Linares nikolail@mail.djh.dk
Forsidefoto
Nikolaj Svennevig nsvennevig@mail.djh.dk
Illustreret Bunker Ulrik Kongsgaard ukknudsen@mail.djh.dk
og DSR støtter dem. ”Det er meget uheldigt. Det hæmmer de studerende fra 2. semester, fordi det tvinger dem til at blive i Århus for at gå til reeksamen, selvom de egentlig skulle lave deres førsteårsopgave i København,” siger Nadia Filt, formand for DSR. Solveig Schmidt mener ikke, det vil få særlig store konsekvenser for de 27 fra 2. semester.
Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N. ib@mail.djh.dk www.illbunker.dk 89 44 04 90
“
2
OTM Avistryk Herning-Ikast tlf: 97 15 66 00
1700 eksemplarer 8 gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på sdu og ruc. Citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.
Udgivelse
18. november 2008 10. årgang - 5. oplag Næste Ideudvikling: 27. november Næste Deadline: 11. december Næste Udgivelse: 16. december
INDENFOR Jeg bliver mødt på folkeskolen med et: Nå, kan man godt blive journalist, selvom man er perker? - Norma Martinez
“ “
“
NOVEMBER 2008 Hvis en praktikant kan se, at hans praktikplads har fået en dårlig smiley, kan han bruge det til at banke i bordet og få sin praktikplads til at oppe sig - Esben Christensen, KaJ
3
“
ILLUSTRERET BUNKER
Journalistikken mangler indvandrere Få indvandrere søger ind på Journalisthøjskolen. Det er skadeligt for demokratiet, mener branchen Tekst Stefan Petersen og Nicolai Lisberg Larsen
Forestil dig Journalisthøjskolen uden kvinder. Journalistikken ville blive forringet på grund af manglende vinkler og forståelse for kvinders verden og livssyn. Prøv nu at forestille dig, at der næsten ikke er nogen med indvandrerbaggrund på Journalisthøjskolen. Det er ikke svært. Man skal bare kigge sig omkring. Alt for få indvandrer bliver uddannet journalister. Det er skadeligt for demokratiet, og giver mangel på vigtige kvalifikationer i journalistikken, mener fremtrædende folk fra branchen. Norma Martinez er fra foreningen ”Ansvarlig Presse”. Foreningen tager ud på skoler, hvor de taler med elever om deres forhold til medi-
erne. Hun tror, at en af årsagerne til manglede invandrer kan findes her: ”Helt ned til 8. klasse møder vi en negativ holdning til pressen,” fortæller Norma Martinez, der heller ikke var helt glad for medierne, da hun var ung. ”Jeg er flere gange blevet frustreret over at blive sammenlignet med dem, der laver ballade,” fortæller hun om sit syn på medierne, da hun voksede op i Brøndby Strand. ”Jeg tror, det er vigtigt, at pressen afspejler befolkningen,” siger hun.
Kan en perker blive journalist?
Norma Martinez kan ikke specifikt forklare, hvorfor der er så få indvandrere, der bliver journalister. Hun tror dog, at sproget er en stor barriere, og at journalistjobbet generelt ikke har prestige.
”Jeg bliver mødt på folkeskolen med et: Nå, kan man godt blive journalist, selvom man er perker?” Norma Martinez bakkes op af faglig leder på Jounalisthøjskolen Solveig Schmidt. Hun ledte indtil 2005 et projekt, hvor indvandrere med en videregående uddannelse kunne tage en toårig journalistuddannelse på Journalisthøjskolen. I løbet af projektet talte Journalisthøjskolen med 200 indvandrere. Skolen spurgte dem, hvorfor de ikke søgte ind på Journalisthøjskolen, og her gik især tre svar igen. Der var mange, der slet ikke havde overvejet uddannelsen, mens andre ikke troede, at de var dygtige nok. Den sidste gruppe overvejede journalistikken, indtil de talte med familien. Dennes opfattelse af journalistfaget kom fra en kultur, hvor det enten var yderst farligt at være journalist,
eller hvor journalister kun var mikrofonholdere for magtsystemet.
De har mere at byde på
Solveig Schmidt ser manglen på indvandrere som et tab for journalistikken. ”Kan vi få dem igennem den fireårige uddannelse, så er de faktisk lidt mere end på niveau med jer, for de har noget andet at byde på. Et samarbejde mellem jer vil gøre medierne stærke. Det er en situation, hvor 1 plus 1 giver mere end 2,” siger hun. Det er en pointe, som medierne er begyndt at få øjnene op for. ”Jeg vil personligt meget gerne ansætte indvandrere. Det er vi meget ude efter,” siger Bent Falbert, chefredaktør på Ekstra Bladet. Det er ikke kun Ekstra Bladet, der har det synspunkt. »Hvis man har nogen, som repræsenterer de store indvandrergrupper på redaktio-
nerne, så er det en fordel,« siger Ebbe Dal, administrerende direktør for Danske Dagblades Forening.
Ingen penge til de brune
På trods af efterspørgslen blev Solveig Schmidts projekt lagt på hylden i 2005. Der var ikke penge til at arbejde videre med integration på Journalisthøjskolen. Erfaringer fra projektet viser, at eleverne skal igennem den fireårige uddannelse. Arbejdsgiverne går nemlig ikke på kompromis med kvaliteten og ser er ingen grund til at hyre en person med en toårig uddannelse, når man kan få en med firårig. ”Det nytter jo ikke noget at ansætte nogen for at være sød over for en eller anden pakistaner,” siger Bent Falbert. Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen udsigt til en løsning, men det bekymrer ikke Norma Martinez. Hun mener ikke, at man skal
puste det op til et kæmpe problem. ”Jeg tror måske, at vi bare skal vente og se det ske naturligt. Vi er flere ”brune” journalister end for 10 år siden,” siger Norma Martinez. Det tror Solveig Schmidt ikke på. Hun henviser til alle de forhindringer, der er blevet lagt for forskellige befolkningsgrupper gennem historien. Ingen af dem er blevet fjernet uden opmærksomhed og debat om emnet. »Du kan bare se parallellen til ligestilling mellem kønnene,« siger hun.
KaJ laver smileyordning for praktikstederne De studerende vil fremover kunne vurdere kvaliteten af praktikstedernes undervisning på baggrund af en ny smileyordning Tekst Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen
Det kan være svært at finde det rette praktiksted. Praktikstederne har en uddannelsesmæssig forpligtelse til for eksempel at give deres praktikanter en ordentlig feedback under deres praktikforløb. Men gør de det, eller gør de det ikke? Og hvor god er feedback’en? Junglen af modstridende budskaber kan være svær at finde rundt i, men nu vil KaJ i samarbejde med de studerende i SDU og RUC’s fagforeninger forsøge at skabe større klarhed omkring de forskellige virksomhederes behandling af praktikan-
terne gennem en ny smileyordning. En smileyordning, der i stil med Fødevarestyrelsens bedømmelse af restaurationsbranchen, vil give en glad smiley til de praktiksteder, som lever op til deres forpligtelser, og en sur smiley til dem, der ikke gør det. ”På den måde giver vi også praktikstederne et større incitament til at gøre mere ud af deres praktikforløb ved at deres smiley kan få et bredere smil, hvis forløbet bliver bedre” forklarer næstformand i KaJ, Esben Christensen, der er leder af det nye projekt.
Smileys skal vejlede
”Når man besøger et sted til Åbent Hus, er det svært at danne sig et reelt indtryk af stedet som praktikplads, og
de nuværende praktikanter taler ofte ikke dårligt om det sted, de er,” forklarer Esben Christensen. Men gennem den nye smileyordning vil praktiksøgerne bedre kunne orientere sig om, hvilke praktiksteder der kan give dem en god uddannelse, og på den måde kan man danne sig et bedre overblik. Esben Christensen håber dog også på, at nuværende praktikanter kan få glæde af ordningen: ”Hvis en praktikant kan se, at hans praktikplads har fået en dårlig smiley, kan han bruge det til at banke i bordet og få praktikpladsen til at oppe sig,” forklarer han
Plan klar til marts
Esben Christensens håb er, at den nye smileyordning
kan være klar til brug allerede ved de studerendes næste praktiksøgning i marts 2009. Hvordan ordningen i praksis skal føres ud i livet, er man endnu ikke blevet enige om, men Esben Christensen fremhæver flere mulige løsninger. ”Jeg tror, at det bliver noget i stil med, at vi tager en snak med praktikstedernes praktikantvejledere og nuværende praktikanter og på den måde bedømmer stedet,” forklarer Esben Christensen og fortsætter: ”Men hvordan vi helt præcist vil gøre det, finder vi ud af sammen SDU’erne og RUC’erne under faglig weekend om to uger.” Fremover vil en af disse smileys måske være at finde hos de danske medier
4
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
Hver dag mister mere end én person livet i trafikken
- sikkertrafik.dk
Uheldigt T-kryds ved Journalisthøjskolen Det er ikke altid let at komme over vejen ved Journalisthøjskolen. Århus Kommune vurderer krydset som risikabelt, men har hverken hænder eller penge nok til at få gjort noget ved problemet inden for den nærmeste fremtid Tekst Michelle Søndergaard Mikkelsen Kristian Krog Kæmgaard Foto Heidi Quistgaard Jensen
”Fuck, jeg skal bare ikke ind under hjulene på den her lastbil!” Torsten Rojas-Danielsen fra 3. semester når knap at reagere, før lastbilen brager ud foran ham. Han er på cykel. Kun få meter fra den. Han forsøger at undvige, men han er oppe i fart. Førerhuset rammer ham i venstre side. Han ryger af cyklen og falder ned på asfalten. ”Jeg blev vildt forskrækket og ret rystet,” siger Torsten. ”Bagefter gjorde det sindssygt ondt i mit ben.” Det er sjældent, at det går så galt, som det gjorde for Torsten. Men mange studerende på Journalisthøjskolen har hver morgen svært ved at krydse Oluf Palmes Allé og må vente længe for at kunne komme over vejen.
Et klart problem
Illustreret Bunker har haft besøg af trafikkonsulent Preben Pold fra Vejkontoret i Århus Kommune for at lade ham kigge på krydset uden for skolen. ”Der er helt klart et problem her,” vurderer Preben Pold efter at have observeret trafikken i en halv time en onsdag morgen fra klokken kvart i ni. Preben Pold kigger efter, hvor længe bilerne må holde stille, om færdselsreglerne bliver overholdt, og om der opstår farlige situationer. ”Det er især alle cyklisterne, der er problemet. Der er mange af dem, og de har svært ved at krydse vejen over til Journalisthøjskolen. Bilerne tager ikke hensyn, og cyklisterne spærrer cykelstien for at komme over vejen,” siger han.
Trafiksikkerheden omkring de videregående uddannelser - som Journalisthøjskolen - nedprioriteres i kommunen
Dyre løsninger
Preben Pold mener, at der er mange muligheder for at forbedre trafiksikkerheden i krydset. ”Det mest optimale ville være, at krydset blev lysreguleret. Det koster bare en million,” siger han, men fortsætter: ”En billigere løsning vil være at lave en krydshælge midt på vejen.” På den måde kan fodgængere og cyklister krydse én vejbane ad gangen, fordi de kan stoppe op midtvejs uden at være til gene for bilisterne. En krydshælge koster 300.000 kroner.
Lange udsigter
Men udsigterne til forbedringer er lange. Århus Kommune har over hundrede sager liggende på forbedringer af trafiksikkerheden, og de mangler både hænder og penge til at imødekomme det store antal ansøgninger. ”Vi når ikke alt det, vi gerne vil, selvom det egentligt er nødvendigt,” siger Preben Pold.
Kommunen prioriterer folkeskoler og børn højest, når det drejer sig om trafikale problemer. De videregående uddannelser ligger betydeligt længere nede på listen. ”Men jeg vil sørge for at gøre kommunen opmærksom på problemet, så der
Cyklen ligger midt på vejen. Den er blevet helt skæv. Torsten har fået et kraftigt slag på benet, men han har ikke brækket noget. Det finder han ud af et par timer senere, da han sidder inde på skadestuen.
kan blive gjort noget ved situationen. Det er dog ikke realistisk, at der sker noget før om et til to år,” siger Preben Pold. Bilerne på vejen stopper, og folk stimler sammen omkring Torsten på fortovet.
TA’ BUSSEN - LINIE 888
ÅRHUS ROSKILDE KØBENHAVN
”I dag er jeg klart blevet mere opmærksom og kigger mig for et par gange ekstra, når jeg skal over vejen,” siger han. Torsten cykler stadig i skole – på den samme cykel. For 300 kroner fik han rettet den ud.
KUN 130 KR. For studerende og seniorer fra mandag til torsdag
Rejsetid ca. 3 timer. Afgang fra Århus rutebilstation.
Telefon 70 210 888 Online booking: www.linie888.dk
UDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
5
Husk årets sidste idéudvikling på Illustreret Bunker tordag den 27. november klokken 15. Redaktionen sørger for kaffe og kage til alle!
Fyns Amts Avis brød mundtlig aftale Per Skovkjær Sand var af den klare opfattelse, at han havde fået en praktikplads på Fyns Amts Avis. Men praktikstedet løb fra aftalen er noget rigtig lort fra vores side,” siger Carsten Olsen. Gitte Kjeldal er mere moderat i sine udtalelser og påpeger, at hverken hende eller Carsten Olsen havde været med til Panikdagen før. De blev indkaldt som vikarer og lod sig rive med af stemningen. ”Jeg bliver ramt af panikken og kommer til at sige noget, som godt kunne forstås som en aftale. Det er ikke særlig kvikt gjort af mig. Vi bliver ramt af Panikdag. Det er jeg pissetræt af, og gud hvor er jeg da blevet klogere!” fastslår Gitte Kjeldal.
Panikkens sande ansigt viste sig fra sin værste side for Per Skovkjær Sand. Han blev aldrig ringet op af et praktiksted, men måtte i stedet selv opsøge en samtale. I lokale 213 holdt Fyns Amts Avis til under sidste måneds Panikdag. Her bankede Per på døren, selvom den var lukket.
Det forjættede land
Per Skovkjær Sand måtte lære på den hårde måde, at man skal være sikker på, at man har en aftale, før man forlader en samtale
”Vi tør vist godt allerede nu sige, vi gerne vil have dig.” En udlægning, Carsten Olsen, nyhedsredaktør på Fyns Amts Avis, ikke tager entydig afstand fra. ”Det var noget i den retning, hun sagde. Derfor kan jeg godt forstå, hvis han har opfattet det som om, at vi har lovede ham et job,” siger han.
“
En mundtlig aftale er lige så juridisk bindende som en skriftlig. Men problemet er, at det er umuligt at bevise en mundtlig aftale
Ingen underskrift
Da Per trådte ud af døren fra lokale 213, gik han imod kantinen, hvor en kold øl ventede ham. ”Jeg tænkte slet ikke på at skrive under, da jeg sad inde til samtalen. Set i bakspejlet burde jeg have gjort det. Men jeg var jo sikker på, at jeg havde fået pladsen,” fortæller Per. Det byggede han på en bemærkning, der kom fra Gitte Kjeldals mund nær samtalens afslutning. Ifølge Per lød bemærkningen således:
”Jeg sagde til Per, at ’vi nok kunne finde ud af noget’. Jeg har efterfølgende tænkt, at det var dumt sagt,” siger hun og fortsætter: ”Men jeg erindrer ikke at have sagt, at ’vi kan vist godt sige, at vi gerne vil have dig’.”
-Oluf Jørgensen
Ifølge Oluf Jørgensen, Journalisthøjskolens egen ekspert på området, er en mundtlig aftale ligeså juridisk bindende som en skriftlig. ”Men problemet er, at det er umuligt at bevise en mundtlig aftale,” forklarer Oluf Jørgensen. Gitte Kjeldal er dog ikke helt enig med Per Skovkjær Sand eller Carsten Olsen i deres udlægningen af samtalens afslutning.
“
Inde bag døren sad Carsten Olsen og Gitte Kjeldal. De er henholdsvis nyheds – og webredaktør på Fyns Amts Avis. Redaktørkasketten havde de dog lagt på hylden for en stund. Det var disse to personer, der skulle beslutte, hvilke fire praktikanter, der skulle følge dem til Fyn. Per Skovkjær Sand håbede i nogle timer, at det blev ham. Da han blev budt ind til samtale, var han fortrøstningsfuld. Han ville gerne på en lokalredaktion, og hvis han kunne vende hjem til Fyn, ville det være en ekstra fjer i hatten. Derfor blev han også ovenud lykkelig, da han fik den opfattelse, at praktikpladsen på Fyns Amts Avis var hans. Det skulle dog vise sig at være mere kompliceret end som så.
Den pludselige popularitet
Per blev meget overrasket, da han vendte tilbage til lokale 213 en times tid efter, han havde forladt det. Der stod nemlig stadig mennesker foran den lukkede dør. Døren gik op, og endnu en person gik ind for at prøve at sælge sig selv, som Per havde gjort tidligere på dagen. Fyns Amts Avis var med ét blevet et attraktivt sted og havde åbenbart stadig ledige pladser. ”Jeg forstod det ikke. De burde have besat alle deres
pladser,” siger han. Men Per slår hurtigt den pludselige nervøsitet hen. ”Jeg er stadigvæk meget overbevist om, at jeg har en sikker plads på Fyns Amts Avis,” siger han. Lidt efter går døren op. Gitte Kjeldal kommer ud og går hen imod Per. Med ét slår hun ud med armene. ”Desværre – jeg har prioriteret mine tolvmåneders stillinger,” siger hun. ”Men vi havde jo en aftale. Du kan da ikke bryde en mundtlig aftale,” prøver Per. Men der er ikke noget at gøre. Per står - i modsætning til mange andre - ikke med en skriftlig kontrakt i hånden. ”Jeg var både vred, skuffet og ked af det på en gang. Jeg begyndte sgu at tude lidt,” fortæller Per i dag med skævt smil.
Ingen konsekvenser fra Færing
En måneds tid senere er hverken Carsten Olsen eller Gitte Kjeldal i tvivl om, at sagen ikke er en, de skal bryste sig med. ”Vi er selvfølgelig utrolig kede af, at vi mere eller mindre har brudt en mundtlig aftale. Det er noget lort. Det
“
deres handlinger for tankeløse og egoistiske. Men den dag i dag har han lagt Panikdagen på afstand. Det kan han ikke mindst takke Pia Færing for. Hun var i dagene efter Panikdagen i kontakt med Fyns Stiftstidende, der oprindeligt var Pers første prioritet. Hun fik det arrangeret sådan, at han nu er ansat fra 1. august og 18 måneder frem. ”Det er faktisk endt fuldstændig, som jeg gerne ville have. Jeg har fået min første prioritet i 18 måneder. Vejen derhen er så blevet en lidt anden, end jeg havde forudset,” siger han.
”Vi er selvfølgelig utrolig kede af, at vi mere eller mindre har brudt en mundtlig aftale. Det er noget lort. Det er noget rigtig lort fra vores side - Carsten Olsen, Fyns Amts Avis
Praktikvejleder Pia Færing har været inde i sagen omkring Per og Fyns Amts Avis. Hun mener i lighed med Gitte Kjeldal, at Fyns Amts Avis er blevet grebet af panik og derfor handlede for drastisk. ”Det virker som om, at Fyns Amts Avis er kommet til at sige for meget, og Per var i sin gode ret til tro, at han havde fået pladsen,” siger hun. Selvom Færing er hård i sin kritik af Fyns Amts Avis, vil hun ikke gå videre med sagen. ”Jeg tror, ikke det får nogen konsekvenser. Jeg ved ikke, om der er nogen, der vil rejse sagen i udvalget. Jeg rejser den ikke, men der kan sagtens være nogle af de studerende, der gør det,” siger hun.
Den lykkelige slutning
Per føler sig utrolig dårligt behandlet af Fyns Amts Avis. Han mener ikke, at der er nogen undskyldning for, hvad de har gjort, og anser
“
Tekst Peter Zacher Poulsen Foto Nikolaj Svennevig
Per tillægger Pia Færing en stor del af æren for, at han nu kan trække i arbejdstøjet efter sommerferien. ” Færing har gjort det godt. Jeg er virkelig imponeret. Hun har reddet mig fuldstændig,” siger Per. Han måtte lære på den hårde måde, at man skal være sikker på, at man har en aftale, før man forlader en samtale. ”Mit råd til kommende praktikanter vil være at skrive under, når de er derinde – og være helt sikker. Der må ikke være den mindste tvivl, når man forlader rummet.”
6
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
UDENFOR Vi søger nye redaktører! Læs mere på side 20
Ny Panikdag
Crash din plads
Praktikudvalget mødes tirsdag den 18. november. På dagsordenen er en ændring af panikdagen, som den ser ud i dag. Mere tid skal skabe mindre panik og bedre kvalitet på dagen
Tekst Mette Munk Nielsen Kathrine Hermann
Tekst Kresten Morten Munksgaard
Når praktikudvalget tirsdag den 18. november mødes på TV/Midt-Vest i Holstebro, er der en ændring af panikdagen på dagsordenen. Ændringen er endnu ikke fastlagt, men Illustreret Bunker kan allerede nu løfte lidt af sløret for, hvordan den nye ’panikdag’ formentlig kommer til at se ud.
Den nye panikdag
Ansættelsesrunden kommer som hidtil til at foregå over én dag, og praktikstederne får udleveret de studerendes ansøgninger klokken 8. I modsætning til tidligere indføres der en læserunde, der skal sikre, at praktikstederne læser de studerendes ansøgninger. I løbet af denne tid er det ikke tilladt for praktikstederne at kontakte de studerende. Herefter er det uvist, hvad der så vil ske. Nogle medlemmer af praktikudvalget foreslår, at der efterfølgende kommer en samtalerunde, hvor de forskellige medier afholder samtaler, men stadig ikke må indgå bindende aftaler. Andre i praktikudvalget tror, at det vil blive for svært at overholde. Og det er blandt andet det, der skal diskuteres på mødet tirsdag.
KaJ tilfredse med ændring
Casper Dall, der er KaJ’s medlem i praktikudvalget, er glad for, at det ser ud til, at der nu endelig kommer en ændring af panikdagen. ”Det er noget, vi har kæmpet for i lang tid, og det er selvfølgelig dejligt, at der er nogen der lytter til os,” siger Casper Dall. Han tror, at den ekstra tid vil skabe mindre panik og mere kvalitet i ansættelsen af praktikanter.
Vil skabe mindre panik og bedre praktik Rektor Anne-Marie Dohm er Journalisthøjskolens repræsentant i praktikudval-
get, og for hende har det været vigtigt, at en eventuel ændring ikke går ud over de gode ting, der er ved den nuværende panikdag. Hun nævner, at med den nuværende løsning får 90 procent af de studerende en praktikplads på første dag, og 75 procent får en plads, de havde ønsket. Derudover er hun optaget af, at de studerende på førstedelen ikke går rundt og frygter panikdagen. ”Det væsentlige er, at de studerende ikke får ophold i deres uddannelse, og at de ikke skal gå og være nervøse for, om de kan få en praktikplads,” siger Anne-Marie Dohm. Hun går ikke ind til mødet med ultimative krav, men tror, at udvalget er i stand til at tale sig til rette. Formand for praktikudvalget og direktør for Danske Specialmedier, Christian Kierkegaard, tør ikke spå om, hvorvidt der kommer en ansættelsesrunde eller ej. Han fortæller, at praktikudvalget er et konsensusudvalg, og at der er tradition for at tale sig til rette. Han tror dog ikke, den nye ordning vil forhindre snyd. ”Hvis folk vil snyde, så gør de det. Vi skal gå på meget store kompromiser med kvaliteten, hvis vi skal forhindre det,” siger formand Christian Kierkegaard. Han håber i stedet, at den nye ordning vil skabe mere kvalificeret valg for både medierne og de studerende. På den måde håber han, at de kan øge kvaliteten af praktikken. Kvalitet er også nøgleordet for KaJ-repræsentant Casper Dall. ”I starten blev dagen kaldt ’Store-Match-Dag’. Pointen er netop at skabe det bedst mulige match mellem de studerende og praktikstederne. Så jeg håber, at praktikstederne vil bruge den tid, de får, til at sætte sig godt ind i ansøgernes kvaliteter,” siger Casper Dall. Du kan læse resultatet af praktikudvalgsmødet på www.illbunkerdk tirsdag
Det er onsdag. Der er panikdag. Det er dagen, hvor praktikpladserne skal fordeles. Klokken har lige passeret 8:16. For Rasmus Lund og telefonpasser Kathrine Hermann er tiden allerede ved at rinde ud. Rasmus har siden klokken otte stået med sin røde telefon i hånden og ventet på, at DR Ung eller Viasat Sport skulle ringe. Men nej. Viasat Sports to pladser var væk efter fem minutter, og DR Ung har endnu ikke slået på tråden.
På vej til DR
Krampagtigt står de to venner i forhallen på Journalisthøjskolen uden at ane, hvad de skal stille op. ”Rasmus, vi bliver nødt til at gøre noget, vi går over på DR,” kommer det fra Kathrine. Rasmus ser ned på den nærmest døde telefon. ”Det er bare så svært at se andre få den plads, man bare brænder så meget for. Det er som at få en mavepumper, når telefonen ikke ringer.” De hanker op i taskerne og
bevæger sig ned mod hovedindgangens døre for at komme over på DR. Rasmus tager fat i dørhåndtaget, men stopper i samme sekund op. Han er ikke klar til at opgive tanken om drømmepladsen.
Charme, selvtillid og et kækt smil
”Fandme nej, nu crasher vi dem,” siger Rasmus og vender om. Med Kathrine i hælene stormer Rasmus gennem vandrehallen op til lokale 316 Viasat Sport. Hårdt og myndigt banker Rasmus på døren. Døren åbner, og al panik fjerner sig fra Rasmus’ ansigt. Udadtil. Den cool Rasmus med det kække smil er tilbage, klar til at overbevise Viasat Sport om, at to praktikanter er én for lidt. Men inde i hovedet er han knap så cool. ”Jeg tænkte bare fuck, fuck, fuck. Jeg havde overhovedet ikke planlagt, hvad jeg ville sige. Jeg satte mig på en stol - eller måske gjorde de. Det er meget sløret, hvad der egentlig skete,” siger Rasmus. Dog husker Rasmus, at det var en underlig følelse at
sidde i lokalet. ”De havde jo ikke ringet til mig. Altså, jeg var jo faktisk blevet fravalgt.” Redaktionssekretæren lægger da heller ikke skjul på, at Rasmus ikke lige helt er, hvad de skal bruge. ”De er simpelthen bange for, at jeg er varm luft. At der er for meget gak og gøgl.” Kathrine venter udenfor. Nerverne er i højeste gear. Det eneste, hun tænker på, er, at Rasmus skal have en god plads. Hun kender ham som den allerbedste og ved bare, hvor god han er til noget, han brænder for.
’Glemte tasken’
I løbet af hvad der føles som timer, men kun varer to minutter, kommer Rasmus ud igen. ”De ringer om to minutter” er svaret på Kathrines spørgende ansigtsudtryk. ”De overvejer en mere, men jeg er ikke med i de overvejelser. Men jeg glemte min taske derinde,” tilføjer han med et smil på læben. ”Så hvis de ikke ringer, skal jeg jo have den hentet.” Den cool Rasmus er igen væk, og panikken breder sig. Kathrine prøver med bero-
ligende ord og små kram, men de ved begge godt, hvad der står på spil. Han skal på de to minutter have overbevist Kim Mikkelsen og Mette Cornelius fra Viasat Sport om, at de har taget fejl. At han er værd at have med i overvejelserne. At han ikke er varm luft. Den røde telefon ringer. Det er Viasat Sport. Rasmus lader Kathrine vente endnu engang, mens han får dommen. Bag døren sker det.
’Fik du den?’
”De sagde: ’Rasmus, det her er et sats. Vi er bange for, at du er varm luft. Men vi tager chancen, og vi vil gerne have dig i 18 måneder’,” siger Rasmus. Men Kathrine ved ikke, hvad der foregår bag døren. Ventetiden er lang. ”Fik du den?” er det første, Rasmus hører, da han åbner døren. Kathrine står med tårer i øjnene og krammer Rasmus midt på gangen. Ingen af dem kan rigtig forstå, at han virkelig har fået den plads, han så gerne ville. Klokken er 8:21.
Privatfoto
UDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
7
Moskva har været hovedstad i Rusland siden 1918, men har været landets politiske, kulturelle, finansielle, uddannelsesmæssige og transportmæssige centrum i mere end 850 år - Wikipedia
Halvdelen af tredje semester udeblev fra undervisningen 3. semester havde undervisning, da de skulle aflevere praktikansøgninger. Det betød, at 47 % udeblev fra samfundsfag Tekst Peter Zacher Poulsen
Halvanden uge til Panikdag. Auditoriet må have været tomt. Flere studerende rendte forvirrede rundt på gangene og kiggede nervøst på klokken. Det så ud til, at økonomiundervisning var det sidste, de tænkte på. Flere af dem bar rundt på hvide kuverter under armen. Inde i kuverterne lå ansøgningerne. Ansøgningerne, der på selve panikdagen kunne blive en afgørende
brik i spillet om de mest eftertragtede praktikplaser. Kuverterne skulle afleveres i tidsrummet 9-11, og undervisningen i økonomi lå fra 9.15-12.00. Altså var der kun et kvarter, hvor de studerende reelt kunne aflevere deres vigtige ansøgninger. En af de elver der gik glip af undervisningen i økonomi var Laura Lindskov. ”Jeg var ikke til undervisning den dag, vi skulle aflevere ansøgninger. Det var fordi, vi havde deadline på ansøgningerne klokken 11.00. Jeg
prioriterede mine ansøgninger højere, og jeg ville bruge lidt ekstra tid på at give dem den sidste finish,” siger hun.
Fejl i planlægningen
Der var skemalagt undervisning samtidig med, at elverne skulle aflevere ansøgninger til deres forhåbentligt kommende arbejdspladser. Det er ikke hensigtsmæssigt ifølge praktikvejleder, Pia Færing. ”Det er en fejl fra studieplanlægningens side, hvis undervisningen kolliderer
med tidsrummet, hvor de studerende kan aflevere ansøgninger. Det er rigtig dumt, at de har haft undervisning samtidig,” sagde Pia Færing dagen før Panikdagen.
Bad timing
47 procent af eleverne på tredje semester gik glip af undervisningen i økonomi, viser undersøgelsen. Laura Lindskov mener i lighed med Pia Færing, at det er dårlig planlægning. Hun er træt af, at hun missede
økonomiundervisningen. ”Det er dårligt planlagt. Havde de valgt at lægge deadline for aflevering af ansøgninger klokken 9.00, så havde jeg haft mine klar der og kunne altså gå til økonomiundervisning. Lige nu er jeg da ærgerlig over, at jeg ikke har haft den undervisning,” siger hun. Henrik W. Jørgensen, der er uddannelsesleder og sidder med det overordnede ansvar for planlægningen af undervisningen, blev gjort
opmærksom på fejlen af Pia Færing. Henrik W. Jørgensen lover, at det bliver rettet i fremtiden. ”Undervisningen vil ikke falde sammen med tidsrummet for aflevering af praktikansøgninger til næste semester. Det skal organiseres bedre,” siger han. Noget tyder på, at det er en god idé. Undersøgelsen viser nemlig også, at to ud af tre studerende på tredje semester mener, at undervisningen skulle være foregået i et andet tidsrum.
What happens in Moscow stays in Moscow Brudstykker af en studietur i det lukkede Rusland for 22 praktikanter fra Berlingske Media Tekst og foto Karoline A. Markholst
Han er ikke bange. Vi bliver ved med at spørge. Men han frygter ikke for sit liv, bedyrer han, journalisten Roman Shleynov på den regeringskritiske avis, Novaya Gazeta. Vi spørger igen og igen. Vi spørger, fordi hans kollega hed Anna Politovskaya. Og hun blev myrdet i 2006, fordi hun dækkede krigen i Tjetjenien. Man fandt hende skudt i hovedet i en elevator. Et dusin andre mord på kritiske, russiske journalister er – som i Annas tilfælde – aldrig blevet opklaret. Siden er to andre af Romans nære kolleger kommet af dage på samme vis som Anna Politovskaya, men Roman selv er ikke bange: ”I’m a political reporter,” forklarer han. ”I write about what happens in the Kremlin. What I write is forgotten the next day. The state controlled newspapers and tv-stations ignore my topics. Anna was killed because she wrote about regional issues like Chechnya.” Omverdenens øjne kunne ikke ignorere, hvad Anna Politovskaya skrev, og derfor var hun farlig. Roman Shleynov kalder hende altid bare ‘Anna’ og smiler og smager lidt på ordet, når han siger hendes navn. Og på Novaya Gazeta står
Annas skrivebord urørt hen.
stadig
I Moskva holder Dire Straits, Scorpions og Roxette for hårdt. Lak, fake fur og brintoverilte hitter på modesiden. Indretningsmoden sidder fast i træpaneler i livhøjde og svampemalede vægge i turkis eller en mat efterårslaks. I Moskva er der vodka. God vodka. En så god vodka, at den får mine to medprakkere til at opsøge vores portner og indlade sig på en dyb samtale med hende. ”Tell me your dreams, Ania,” beder den anden, da han mener, at han er nået til et afgørende punkt i deres samtale om livets store spørgsmål. Den anden siger fra bag sin telelinse, der peger mod hende: ”Don’t be shy, Ania. Don’t be shy.” De får lokket Anias store drøm ud af hende. ”...I want... to see Chicago.” Næste morgen hilser Ania ikke. I det smukke og kolde Moskva, hvor en gravid stilhed præger gaderne, bliver man tiltalt: ”____?” Mens man ligner et spørgsmålstegn og svarer ”Angliskij?” eller ”Biljet?”, bliver der svaret igen, bare råbende: ”___ ___ _______________?” Lidt som på Hovedbiblio-
teket hjemme i Århus, hvor bibliotekarerne tror, at indvandrerdamerne da sagtens forstår dem, hvis bare de råbende gentager arkivnummeret. I Moskva dobbelttjekker tjenerne, om man nu mener
sin bestilling. Med en opdragende mine. Kan det virkelig passe, at man vil bestille alt dét? Underforstået: og bruge alle de penge på ét måltid, som kunne gavne hele familier i dagevis i Sydossetien? Man skynder sig at nikke nej og ændre bestillin-
gen til noget mere passende, så ikke russerne skal tro, at man er et madsvin, bare fordi man er vesteuropæer. I Moskva knepper russerne gerne i en overkøje på et overbooket hostel, og de synes, man er snerpet, når
man beder dem dæmpe sig. Bagefter vil de gerne snakke. Med hele sovesalen.
8
UDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
85 procent af de studerende på Journalisthøjskolen holdt med Obama i præsidentvalgkampen
Færre kritiske spørgsmål til Obama Næsten ni ud af ti studerende på Journalisthøjskolen holdt med Obama ved det amerikanske præsidentvalg. Ekspert vurderer, at den samme tendens går igen i mediebranchen Tekst og voxpop af Per Skovkjær Sand og Steffen Stubager
”Man har sat færre kritiske spørgsmålstegn ved Obama,” siger han.
Ulla Terkelsen jublede, da Barack Obama vandt delstaten New Mexico. De danske mediers dækning af det amerikanske præsidentvalg var generelt ikke objektiv, mener Stig Hjarvard, professor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.
Barack Obama var danskernes klare favorit ved præsidentvalget, og hele 85 procent holdt med ham. Blandt Journalisthøjskolens studerende var tallet det samme, viser en rundspørge, som 305 af de studerende har deltaget i. Selvom der ikke er lavet lignende undersøgelser i den danske medie-
verden, mener professor Stig Hjarvard, at det samme gør sig gældende blandt medarbejdere her. ”De har givetvis været meget positivt stemt overfor Obama,” siger Stig Hjarvard. Han understreger, at danskerne generelt plejer at holde med demokraterne. Men støtten har været særligt tydelig ved dette valg. ”Obama har vist sig som en fornyer – indtil videre i hvert
Tre danske vælgere styr på finanskrisen og ro i verden igen. Jeg er ikke sikker på, at alle krigene har været helt fornuftige. Der har været meget snak om, at han er sort. Det, tror jeg ikke, har ret meget at gøre med, at der er blevet mindre racisme i USA. Men jeg tror, det kan hjælpe på racismen, at han er blevet valgt – også uden for USA.
Laust Stoltze, 3. semester. Stemte på Barack Obama i Illustreret Bunkers rundspørge
Hvorfor har du stemt på Barack Obama? Jeg synes, at George Bush har været for ekstrem i sin politik, og jeg tror, Obama er den bedste af de to kandidater. Jeg tror, McCain ville have fortsat i samme spor, som Bush har fulgt. Hvad håber du, der vil ske, når Barack Obama tiltræder som præsident? Jeg håber, at der kommer
Hvordan synes du, de danske mediers dækning af præsidentvalget har været? Jeg synes ikke, den var specielt interessant, men på valgdagen var den ok. Hvor objektiv synes du, dækningen har været? Det sidste lange stykke tid inden valget, var jeg ikke i tvivl om, at Obama ville blive valgt. McCain fremstod som en gammel gnier over for Obama, som var noget nyt og fantastisk.
fald – og det har betydet, at europæerne og danskerne i højere grad har kunnet se, at her var der noget afgørende nyt,” siger Stig Hjarvard. Kun en tyvendedel af Journalisthøjskolens studerende holdt med John McCain. Stig Hjarvard mener, at især John McCains vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, har været svær at tage seriøst. ”En lang række journalister har skullet gøre sig store
Fotos Asbjørn Sand
Martin Krabbe, 2. semester. Stemte på John McCain i Illustreret Bunkers rundspørge
i kød og blod, snakket med ham og hørt hans stemme han virkede som et menneske.
Hvorfor har du stemt på John McCain? Det er ikke fordi, jeg er specielt enig med ham. Det er mest fordi, jeg har mødt ham for tre år siden i Paris. Det var ved 200-året for H.C. Andersen. Jeg kender en, som arbejdede for ambassaden dernede, og så mødte jeg ham og snakkede med ham. Shook his haaand. Hvordan kan det være, han gjorde sådan et stort indtryk på dig? Det ved jeg heller ikke, om han gjorde. Men jeg har bare mødt ham, set ham
Hvad betyder det for den måde, du ville stemme? Alt. Meget mere end det, der bliver bragt i medierne. Jeg er sikkert meget mere enig med Obama, men jeg har bare mødt McCain.
anstrengelser for at dække Palin bare det mindste neutralt, fordi man relativt tidligt opfattede hende som utroværdig,” siger Stig Hjarvard. Sarah Palin kunne ikke svare på, hvad Bush-doktrinen var, og hun havde også problemer med at nævne navne på de aviser, hun holdt sig opdateret i.
en række uafhængige kandidater op ved det amerikanske præsidentvalg. Sammenlagt har de uafhængige kandidater fået to flere stemmer i Journalisthøjskolens rundspørge end John McCain.
Ud over Barack Obama og John McCain stillede også
Kaspar Ottesen, 1. semester. Stemte på den uafhængige Ralph Nader i Illustreret Bunkers rundspørge
Hvorfor har du stemt på Ralph Nader? Han er den, der nærmer sig europæisk politik mest af de tre kandidater. Nu vandt Barack Obama, men han er egentlig længere ude på højrefløjen, end Venstre er i Danmark. Ralph Nader er mere orienteret imod miljømæssige spørgsmål, og det interesserer mig meget.
komme i tvivl om, hvorvidt han kan gennemføre noget med den økonomiske krise hængende om ørerne.
Hvad håber du, der vil ske, når Barack Obama tiltræder som præsident? At verdenssituationen kan blive afspændt.
Hvorfor mener du, det er specielt vigtigt med miljøspørgsmål? Det er jo meget oppe i tiden, og der kommer en stor konference i København. Hvis ikke vi ændrer den måde, vi bruger energi på, så ødelægger vi verden.
Hvordan synes du, mediernes dækning af præsidentvalget har været? Den er blevet meget politiseret – specielt i USA, men også i Danmark. Journalistikken har bevæget sig væk fra at være objektiv med Fox News og venstreorienterede dittoer.
Hvordan synes du, dækningen af valget har været i Danmark? Stort set alle europæere har fokuseret på Obama, og han har helt sikkert været favoriseret i forhold til McCain – både i omtale og spalteplads. Ralph Nader har været ikkeeksisterende i debatten.
Hvad håber du, der kommer til at ske, når Obama træder til? Jeg håber, der vil være færre konfrontationer i verden, og at de vil trække sig ud af Irak. Jeg håber, der vil blive ført en helt anden miljøpolitik med fokus på det bæredygtige. Man kan godt
Hvad mener du om det? Jeg synes, det er for dårligt, at et stort land som USA, der prædiker demokrati ud i verden, har et to-parti-system, hvor det kun er de to store, der kommer til orde. Det virker udemokratisk på mig.
ILLUSTRERET BUNKER
UDENFOR
NOVEMBER 2008
PANIK!!! - Panikdagen, som Bunkerens fotografer så den:
Foto: Louise Leth-Espensen, Nikolai Linares, Lærke Posselt, Malene Korsgaard Lauritsen, Kristoffer Juel Poulsen, Tobias Nørgaard Pedersen
9
10 ILLUSTRERET BUNKER
UDENFOR
NOVEMBER 2008
Barack Obama indsættes officielt som præsident den 20. januar 2009. Den tidligere danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen er inviteret til at overvære det
- Ekstra Bladet
Praktikant i Washington DC Et stort drive og en interesse for internationale netværk og menneskerettigheder kan skaffe dig i praktik i den amerikanske kongres med det hvide hus lige om hjørnet Tekst Heidi Qvistgaard Jensen
Billeder hænger side om side. Alle forestiller de store amerikanske mænd. På samme vis som der på Christiansborg hænger portrætter af alle danske statsministre gennem tiden, hænger her malerier af de amerikanske præsidenter. Mads Mariegaard ser på de store mænd, der har regeret det store land. Han er på besøg i det hvide hus - præsidenternes hjem.
Kongressen på CV’et
Mads Mariegaard er netop uddannet journalist fra Journalisthøjskolen. Lidt for sent i forhold til de, som han
startede på 1. semester sammen med. Han tog en pause mellem sit fagspeciale og hovedopgaven for at bruge fire og en halv måned på praktik i udenrigsudvalget på demokraternes kontor i kongressen i Washington DC. ”Det har givet mig et unikt indblik i det amerikanske politiske system og det politiske spil, som foregår derovre,” siger han. Arbejdet i kongressen gik blandt ud på at arrangere briefinger i kongressen om menneskerettighedstemaer, som politikere, stabsmedlemmer og pressen kunne overhøre. En anden gang fik Mads Mariegaard mulighed for at skrive en tale for et medlem af kongressen i anledning af EuropaParlamentets halvtredsårs
jubilæum.
for HIA Danmark.
Drive giver bonus
Den femte arbejdsdag
Menneskerettighedsspørgsmålet fyldte det meste i arbejdet, da praktikpladsen gik gennem organisationen Humanity In Action (HIA). Det er en organisation, som blandt andre Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik har været med til at starte. Organisationen findes i USA, Tyskland, Polen, Frankrig, Holland og Danmark. HIA’s mål er at fremme menneskerettigheder og minoritetsspørgsmål og sætte fokus på det gennem engagerede mennesker. ”Vi kigger meget efter engagement, drive og initiativ, når vi udvælger de studerende til vores kurser og praktikophold,” siger Ulla Gade Bisgaard, programdirektør
Det Hvide Hus er ikke tilgængeligt for hvem som helst efter 9/11. Men fordi Mads Mariegaard var i praktik i Washington gennem HIA, fik han muligheden for at se huset fra indersiden. Han synes, det var underligt at gå rundt i det hus, som han kendte så godt uden nogensinde at have været der. ”Der er jo mange vigtige beslutninger, der er blevet truffet der,” siger han. Besøget i Det Hvide Hus foregik på den femte ugentlige arbejdsdag, hvor der altid arrangeres et eksternt besøg for HIA-praktikanterne. Foruden præsidentens hjem var Mads Mariegaard for eksempel på besøg hos tænketanke, internationale
Det er gratis at deltage på HIA-kurserne. Under et praktikophold betaler man selv leveomkostninger, og man får ingen løn. Der er ikke tale om traditionelt journalistisk arbejde, men derimod mere kommunikation. Praktikpladsen er pt. ikke godkendt som en del af journalistuddannelsens praktikpladser. Læs mere om Humanity in action og dets praktik- og kursusprogrammer på WWW.humanityinaction.org
interesseorganisationer og hos tv-stationen NBC, hvor praktikanterne overværede optagelserne til det politiske talkshow ”Meet The Press”.
Sommer i fokus
Før du eventuelt kan komme til Washington, er det et krav, at du også gennemfører et sommerkursus hos organisationen. Et kursus,
der varer 5 uger, og for danske studerende foregår det oftest i København. Kurset giver et indblik i menneskerettigheder og minoriteter, og man kommer for eksempel en tur forbi Sandholmlejren. Oliver Routhe Skov, der er studerende på Journalisthøjskolen, deltog i sommerprogrammet i år. Han var meget glad for den fordybelse omkring menneskerettigheder og minoriteter, han fik med derfra. Han mener, at det er en yderst relevant baggrundsviden i hans fremtidige journalistiske arbejdsliv, fordi emnerne er evigt relevante.
Globalt netværk
På sommerprogrammet i Danmark deltager 10 danske studerende, 10 amerikanske og to fra Bosnien. Kursisterne mødes to gange af en uges varighed med kursisterne fra sommerkurser i de andre fire europæiske lande. Det internationale strejf er meget bevidst, og Ulla Gade Bisgaard påpeger, at det giver de studerende en unik mulighed for at skabe et globalt netværk. Det globale netværk bliver også positivt fremhævet hos både Mads Mariegaard, der var i praktik i Washington i foråret 2008, og hos Oliver Routhe Skov, som har fået en af de attraktive pladser i kongressen i Washington til foråret. Han lander i verdens politiske hovedstad en uge inden, han skal se Barack Obama afgive sit præsidentløfte. ”Det er en unik periode i USA’s historie,” slutter han. Mads Mariegaard (til højre) foran Capitol-bygningen sammen med tre andre praktikanter fra Humanity In Action
Privatfoto
UDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
11
Fagfestival ‘08 var meget besøgt, og arrangørerne måtte allerede inden festivallen melde udsolgt. Der deltog i alt cirka 1500 gæster samt 200 foredragsholdere - fagfestival.dk
Fagfestival - tid til networking 9.-10. november blev der afholdt fagfestival i Odense, hvor 90 oplæg satte fokus på nutidens medieverden. Afslappet stemning og networking var også en del af arrangementet Tekst
Line Møller Højmark
Foto
Louise Leth-Espensen
Musikkens insisterende toner mixes ind i den højlydte mumlen. Smil og kvikke bemærkninger udveksles. Kvinderne, som for få øjeblikke siden stod side om side på toilettet og lagde makeup, griner højlydt. Balancerer på hælene, kaster med håret. Hurtigt fyldes vandrehallen i Odense Congress Center af de knap 1.400 gæster til årets fagfestival. Lydniveauet bevæger sig hastigt væk fra en svag mumlen, og folk kigger forventningsfuldt mod spisesalen, hvor røget laks, rødvin og en hær af tjenere venter. Resten af aftenen står i festens tegn. Efter godt 40 oplæg i løbet af dagen, er det nu tid til at pleje de sociale interesser i selskab med en lille én til ganen og levende musik.
Mulighed for networking
For Malene Koops Grønborg, journalistpraktikant på Sjællandske Medier i Slagelse, er det denne form for socialt samvær, der er trækplastret ved fagfestivalen. Hun er trukket ud foran hovedindgangen for at få en bid frisk luft før middagen. ”Jeg lægger stor vægt på det
Et par bajer kommer på bordet...
sociale. Det er nok primært derfor, at jeg kommer. Og så er det faglige bare en ekstra bonus,” siger hun. Hun skutter sig en smule i sin sorte festbluse. Novembervinden er alt andet end lun. For Malene Koops Grønborg er de sociale kontakter dog ikke kun hat og briller: ”Vores fag handler rigtig meget om networking, og det er dét, man kan gøre,
når man er her.” Længere når hun ikke, før en ung mand hilser på hende. Tilsyneladende kender de hinanden perifert. Networkingen er i gang.
Kontakt til gamle venner
Dagen derpå er Odense Congress Center så småt ved at vågne. Duften af kaffe blander sig med hæse stemmer. Festlighederne aftenen før sidder stadig i kroppen
på de fleste. Peter Ernstved Rasmussen, journalist på Jyllands-Posten, har netop holdt oplæg sammen med sin kollega Kristoffer Pinholt om deres artikelserie i Jyllands-Posten, der omhandlede stærkt kritisable forhold i de danske fængsler. Lokalet var stuvende fuldt, og en del tilhørere måtte sidde på gulvet. Nu siver folk langsomt ud, mens de dæmpet diskuterer oplæg-
Malene Koops Grønborg
gets indhold. Peter Ernstved Rasmussen er med på fagfestival for anden gang. Udover at være en kæmpe inspirationskilde opfatter han også fagfestivalen som en god mulighed til at holde kontakt med gamle kolleger og studiekammerater. ”Man bumper hele tiden ind i nogen, man kender. Det er også fint, de har det her band, der står og spiller
Peter Ernstved Rasmussen
i kaffepauserne. Det skaber den afslappede stemning, hvor man ikke nødvendigvis står og diskuterer journalistik, men også det lidt mere sociale: Hvordan går det med familien, hvor er du egentlig henne i dit liv og sådan. Det er måske en af de vigtigste ting. Hele det her networking.”
12 ILLUSTRERET BUNKER
13
Danske Fotokunststuderende FOTO
NOVEMBER 2008
ILLUSTRERET BUNKER
FOTO
NOVEMBER 2008
Af Asbjørn Sand
Mette Jakobsen
Fine Art Photography på Glasgow School of Art, Skotland Fotografiet stammer fra en større serie billeder, som snart kommer i en bog. Ideen bag serien og dette billede er at vise den stadig mere og mere menneskeskabte, konstruerede og iscenesatte natur, som omgiver os. Vores behov for at arrangere vores omgivelser. Fotografiet af det døde træ med fuglekasserne er et godt eksempel på, hvordan vi forsøger at tæmme naturen, omforme og dekorere den til, hvad vi selv ser som idyl. Vi idealiserer naturen og bygger den om, så den bliver vores natur, som vi synes, den bør være - her er der ikke tale om en naturlig natur. I fotografiet er mennesket ude af fokus, men alligevel handler det om de menneskelige fingeraftryk og forestillinger i relation til naturen.
Julie Born Schwartz
BA Art Goldsmiths England
Pratice på i London,
Fotografiet er fra en serie af billeder, som hedder 10:13. Det er et projekt, hvor jeg ville udforske den iscenesatte virkelighed og den dokumenterede virkelighed. Derudover har jeg også arbejdet med at bringe det perfomative ind i billedet. Projektet udformede sig til en serie af billeder, som var delvis affotograferinger fra skærme fra overvågningskameraer og delvis iscenesatte billeder indenfor og udenfor overvågningskameraerne. Jeg er fascineret af illusion, virkelighedsopfattelse, og det er de spredte oplevelser, som interesserer mig, hvor det narrative bliver fragmenteret og ikke lineært.
Illustreret Bunker har taget konkakt til fire danske foto gra fs t u d e re n d e, som er tilknyttet forskellige kunstskoler i både Danmark og udlandet. Vi bad dem sende et billede og forklare ideen bag det
Absalon Kirkeby
Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunst Skoler Billedet er fra en bog, jeg har lavet med titlen ”Pseudo”. Bogen tager udgangspunkt i en række pseudo-rejser, jeg har fortaget på 30-40 timer for at genskabe følelser, der er tæt tilknyttet det at rejse. Rejsen har altid skabt en følelse af uafhængighed, frigørelsen fra ens daglige jeg, og givet plads til drømmeri. Disse rejser er foretaget for at genskabe denne effekt af ”Rejsen”. De har været ‘falske’ i den forstand, at de kun er foretaget for at genskabe, gengive dette og ikke for at rejse med egentligt mål, formål eller uformål. Bogen er sat sammen uden nogen kronologisk orden i forhold til sted og tid. Billederne kunne for såvel været taget i Danmark som i Japan, da det er farverne, formerne og følelsen, der har været overordnet.
Anne Kathrine Sørup
Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. Det her billede hedder ”Teselskab”, og det er taget af min far for cirka tyve år siden. Min storesøster og jeg sidder om en kommode, og for cirka et år siden gjorde jeg det til mit eget: Jeg erstattede digitalt mig som 3-årig med mig som 22-årig og deltog i min søsters og min leg igen. Jeg er helt betaget af de åbenlyst uprofessionelle fotografier, man kan finde i familiealbums. Dette billede er en del af en serie på fem billeder, hvor præmissen er, at jeg deltager i alle. Fordi billedet er så let genkendeligt i og med, at man sandsynligvis kan finde et lignende i langt de fleste familiealbums, finder jeg det meget interessant at udstille det i stort format. Når et billede hænger på et galleri, får det automatisk stemplet ”kunst”, og det er sjovt at ophøje et ”grimt” billede til kunst.
UDENFOR
FRA FORPRAKTIK PRAKTIK
TIL
Holbæk Amts Venstreblad fandt sammen med Trine fra RUC. De kendte hinanden på forhånd gennem den 14 dages forpraktik Tekst David Wedege Foto Tobias Nørgaard Pedersen
”Samtalen gik meget hurtigt. Vi kiggede bare på hinanden og nikkede,” siger Christian Dahl, der er praktikvejleder ved Holbæk Amts Venstreblad. Tilfredsheden er stor i lokale 112. RUC-studerende Trine Henrichsen er netop blevet ansat og har fået den ene praktikplads, som Venstrebladet tog med til Århus. Og de kendte hinanden på forhånd. Trine Henrichsen var nemlig i 14 dages forpraktik på bladet.
Tilfreds med forpraktik
”Man kunne ikke have fået samme indtryk, hvis man kun havde været til Åbent Hus,” siger Trine Henrichsen. Hun begrunder sit valg med, at hun vil fungere bedre på en mindre avis. Bladets lokalredaktør Tove Bonnichsen er også tilfreds. Med ansættelsen og med RUC’ernes forpraktik. ”Vi vil gerne gøre vores hoser grønne over for de studerende, gøre os kendt som et godt praktiksted. Det ville vi bruge ordningen til,” siger hun. Venstrebladet fik to ansøgninger. Den anden var fra SDU. Det er to mere end
sidste gang, hvor der ingen ansøgninger var.
Skepsis hos KaJ
”Det er superfint for dem. Men så skulle stillingen aldrig være slået op,” siger Håkon Stolberg, som er formand for KaJ, Kredsen af Journaliststuderende på Journalisthøjskolen. Han kalder det ”forlorent” at slå en stilling op, hvis man på forhånd allerede har klare idéer om, hvem man ansætter. ”Vi er ikke ude efter at stoppe de RUC-studerendes forpraktik. Vi synes bare, der skal være en balance i det hele. Blandt andet mener han, at det er usolidarisk over for de andre skolers studerende, at forpraktikken tidsmæssigt ligger så tæt på panikdagen.
Ingen forhåndsaftale
Venstrebladet bedyrer dog, at der ikke var en forhåndsaftale. ”Vi forventede og havde et håb om, at Trine ville søge hos os, for hun leverede virkelig varen under forpraktikken,” siger Tove Bonnichsen. ”Forpraktikken er bare en super god idé, som burdes indføres for alle,” mener hun.
RUC’ere på to ugers mediebesøg før Panikdagen De studerende fra RUC har rig mulighed for at promovere sig selv inden panikdagen. De oplever nemlig den virkelige verden gennem 14-dages ulønnet forpraktik Tekst Kresten Morten Munksgaard
Medieprojekt, medieværksted eller forpraktik. Kært barn mange navne. Men faktum er, at de journaliststuderende på RUC som et led i deres undervisning får lov til at komme ud og opleve en mediearbejdsplads i to uger. Og det kun en måned inden den rigtige praktikplads skal findes. Dét vækker undren hos nogle af de studerende på Journalisthøjskolen. ”Det virker en smule besynderligt, at de studerende på RUC har så stor en mulighed for at promovere sig selv så kort inden Panikdagen. Specielt når de andre regler for praktiksøgningen lægger vægt på, at alle skal være lige,” siger Jakob Andresen. Han er 3. semester-studerende på Journalisthøjskolen og har netop været ude og søge praktik. Kristian Hansen, Studerende på RUC, synes til gengæld ikke, at systemet er urimeligt: ”Jeg kan godt se, at det umiddelbart virker som en stor fordel, men jeg tror, at Åbent Hus-arrangementerne betyder mere end de to uger. Det er ikke min opfattelse, at vi er sikret en god praktikplads, fordi vi har været ude de to uger,” siger han.
JR og KaJ uenige om to ugers-forløb
Tilfredshed hos Holbæk Amts venstreblad, da praktikant Trine Heinrichsen er blevet ansat
NOVEMBER 2008
Kristian Hansen bakkes op af formanden for de journaliststuderende på RUCís fagforening JR, Shida Chayesteh. ”Uddannelserne er jo forskellige og har hver især deres forcer. Vi har kun et år, inden vi skal i praktik,
og vi får for eksempel ingen undervisning i hjemmesider, hvilket de gør på Journalisthøjskolen. Så jeg synes, det går lige op. Og jeg ved, at medierne i højere og højere grad lægger vægt på hjemmesider, når de ansætter praktikanter,” fortæller hun og tilføjer, at de studerende på RUC kun har mulighed for at ønske, hvor de gerne vil hen i medietræning og ikke har nogen indflydelse på den endelige beslutning. Shida Chayestehs modstykke på Journalisthøjskolen, Håkon Stolberg, formand for KaJ, er dog ikke helt enig med hende i den betragtning. For selvom han som udgangspunkt synes, det er prisværdigt, at studerende kan komme ud og opleve den virkelige verden, så mener han også, at der er visse problemer ved forpraktikken ”Det er usolidarisk, at RUC’erne gør det så kort tid inden panikdagen. Det giver dem alt andet lige en fordel,” siger han.
Færing: Det har jeg ingen holdning til Pia Færing, der er praktikvejleder på Journalisthøjskolen og leder af Praktikudvalget, vil ikke blande sig i sagen. ”Jeg vil ikke blande mig i deres undervisning, ligesom de heller ikke blander sig i vores. Vi har jo også eksterne undervisere ude fra mediebranchen og har projekter, der gør, at de får kendskab til vores studerende,” siger Pia Færing. Hanne Dam. der er praktikvejleder på RUC, mener heller ikke, at det er et problem. ”Det er en debat, der har
kørt i mange år. Men for nogle år siden lavede vi en undersøgelse, der viste, at Medieværkstedet ikke har nogen betydning for
“
inden vi tager til Panikdagen. Det er også der, vi danner os et indtryk af de studerende,” fortæller hun. Under de 14 dages forprak-
Det er usolidarisk, at RUC’erne gør det så kort tid inden panikdagen. Det giver dem alt andet lige en fordel
- Håkon Stolberg, formand for KaJ
ansættelsen af praktikanter. Så det er en gammel historie, der bliver hevet frem hvert år,” fortæller hun. Håkon Stolberg mener dog også, at forpraktikken kan have en anden betydning end det, at RUC-studerende ender der, hvor de har tilbragt forpraktikken. ”Det giver også RUC’erne en enestående mulighed for at arbejde med noget, der er superaktuelt under kyndig vejledning af uddannede journalister,” siger han og påpeger, at det er noget, der kan bruges på en hjemmeside eller i en ansøgning
Hjemmesider betyder mere end forpraktik
Trine Lundager Pedersen, der er praktikvejleder på Politiken, tillægger ikke RUC’ernes forpraktik stor betydning. ”Selvfølgelig betyder det lidt, at vi måske ved, hvem nogle af dem er i forvejen, men der er andre måder at gøre opmærksom på sig selv,” forklarer hun. Hun tillægger i stedet de studerendes hjemmesider en stor betydning. ”Vi bruger enormt meget arbejde på at gennemgå de studerendes hjemmesider,
“
14 ILLUSTRERET BUNKER
tik kan man, ifølge Trine Lundager Pedersen, lige så godt risikere at give et uheldigt indtryk af sig selv. Så forpraktikken har altså både positive og negative elementer i sig. På TV2 betyder medieværkstedet heller ikke det store. “Det er primært på Åbent Hus, at folk skal gøre opmærksom på sig selv og så naturligvis til samtalerne,” fortæller Rasmus Sylvest, der er praktikvejleder på TV2 Nyhederne. Han mener bestemt ikke, at de studerende på RUC står foran studerende fra Journalisthøjskolen eller SDU. “Et førstehåndsindtryk består jo af mange dele og kan gøres på mange måder, så det er lige så meget ansøgningen, Åbent Hus og hjemmesiderne, der har betydning,” siger han og fastslår, at medierne er lige så meget i panik på dagen, som de studerende.
XXXTEMAXXX
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
15
Det er ofte praktikanter, der går undercover, da de er forholdsvis ukendte og anonyme i forhold til offentligheden - Miki Mistrati, medejer og tilrettelægger på Batard Film, til ‘Journalisten’
Det kræver nosser at være transseksuel muldvarp Overkropstrimning, page-paryk og rouge. Bastard Film havde ingen til jobbet som muldvarp. Ingen mænd i firmaet var interesseret i en kort karriere som transseksuel muldvarp. Men Mads Trolle var ikke bange for lidt nylonhår og øjenskygge
Væk skal tæppet under Operation X’s udsete. Denne gang en læge, der udskriver hormoner til transseksuelle, uden først at have tjekket deres fysiske tilstand. Den rene dødsfælde. Med en speakende og travende Morten Spiegelhauer i front afslører programmet disse handlinger. Mads Trolle skal være lokkeduen. En langbenet transseksuel ved navn Rose. Med rustrødt hår, falsetstemme, spadseredragt og et lille kamera i tasken, går Mads til konsultation hos denne udgave af Operation X’s superskurk. Hormonlægen. Mads Trolle er studerende på Journalisthøjskolen og i praktik på Bastard film. Der er ingen hos Bastard Film, der helt har mod på opgaven. Men det har Mads.
før Mads kunne blive til Rose. Han fik trimmet sit hår. Trimmet sine arme, sit ansigt, sit bryst og hænder. ”Jeg brugte meget tid forinden på at kigge på kvinder,” fortæller Mads og supplerer, at det var selvfølgelig var rent professionelt. Han så på dem. Hvordan satte de sig ned, hvordan gik de?
At hvile i sin seksualitet
Det krævede forberedelse,
Han vimsede feminint rundt på Bastard Film og fik sine medarbejderes vurdering. Førte sig frem i høje hæle. Roses identitet og baggrund skulle også opdigtes. Tilrettelæggeren fra Bastard film og Mads Trolle fik hjælp af den transseksuelle Sophie, der er formand for patientforeningen for transseksuelle. Sammen skabte de Rose og hendes historie. ”Det at være undercover er grænseoverskridende. Du lyver jo over for folk, og derudover skal du kaste dig ud i et større makeovershow, dametøj, høje hæle, paryk og make-up. Så bliver det svært.” Mads Trolle fortæller, at man skal hvile i sig selv. Man skal Privatfoto have et naturligt og afbalanceret
forhold til sin seksualitet og ikke være bange for at stå i nylonstrømper på tv.
Rose i aktion
Timen oprinder, hvor Mads Trolle skal spankulere ind til lægen. Med lidt transseksuel livshistorie og nybarberede og bløde kinder. Under konsultationen spørger lægen mere end forventet ind til Roses seksuelle erfaringer. Mads må på stedet impro-
“
spørgsmål, som jeg i virkeligheden slet ikke var i stand til at svare på.” Nervøsiteten viste virkelig sit angstsvedende ansigt, da hormonlægen undervejs lige vil vise Rose, hvordan hun skal sprøjte hormonerne direkte ind i fedtdepoterne. For det første skal Mads jo under ingen omstændigheder have kvindelige hormoner. For det andet er Mads’ krop barberet som efter
Det at være undercover er grænseoverskridende. Du lyver jo for folk, og derudover skal du kaste dig ud i et større makeover-show - Mads Trolle
visere en lang transseksuel historie ud over den, de i forvejen havde forberedt. Han skal fortælle, hvad Rose laver seksuelt. Hvor meget hun onanerer og ser andre mænd og kvinder. ”Der følte jeg mig lidt på dybt vand. Han stillede mig så mange detaljerede
“
Tekst Sofie Tholl
en skabelon. Alt, hvad der gemmer sig under kjolen, er stadig lige mandigt. Så hvis lægen hiver op i Roses kjole, ville det utænkelige for en transseksuel under transformation vise sig, nemlig mavehår. ”Der blev jeg godt nok nervøs. For det første skulle
den mand ikke røre ved mig, og for det andet ville jeg jo selvfølgelig ikke afsløres.” Hormonlægen viste dog metoden uden på tøjet, og Mads fik sine mavehår i fred. Programmet afslørede hormonlægens usaglige metoder og fik ham sat ud af arbejde.
Adrenalinsus
Mads Trolle ved det straks, da han ser lægen. De har fat i den rigtige. Den rigtige forkerte. ”Den er god nok. Han er en kvaksalver. Han er en ubehagelig mand, der gør ubehagelige ting ved folks kroppe. Men det giver et adrenalinsus at være face to face med ’the bad guy’. Det er spændende, men det er naturligvis historien og ønsket om at afsløre ham, der bærer det,” fortæller Mads Trolle. Og han er klar på at lave flere undercover-journalistiske projekter i fremtiden.
Branchen kritiserer skolens nye visuelle identitet Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lancerede 1. september et nyt website og dertil en ny visuel identitet for den samlede organisation. Men hele projektet får en hård medfart af branchefolk og medudviklere. Det er kun halvt færdigt, lyder dommen Tekst Steffan Lykke Møller
”Her er der nogen, som virkelig gerne vil tænke nyt, bare for at det skal være nyt,” lyder en af dommene fra Peter Krebs, som til daglig arbejder med at udvikle visuelle identiteter og hjemmesider til virksomheder i sit reklamebureau i Århus. Han har netop set Danmarks Medie- og
Journalisthøjskoles nye website og er bestemt ikke begejstret. ”Da jeg havde set den første gang, tænkte jeg - hvornår mon de laver det her færdigt?” Men selvom websitet ifølge ham ikke er færdiggjort, kan han godt se ideen i det med X’erne. ”Det ligner, at nogen har tænkt en god tanke og så bare ved død og pine har holdt ved den. Men de har ikke kunne få det gjort fær-
digt eller ført ud i livet.”
Skolen ville gøre det selv
Skolens visuelle identitet bygger på bogstavet X. Det skal blandt andet illustrere det ukendte problem, som skal bringes frem i lyset. Ideen står det professionelle reklamebureau Kontrapunkt bag. Men selve implementeringen og udførelsen af ideen ønskede skolen af økonomiske årsager selv at stå for. Ifølge Bo Linnemann,
medstifter af virksomheden Kontrapunkt, er det netop heri, problemet ligger. ”Det er et koncept, der er meget afhængigt af, hvordan det bliver gennemført. Vi fik ikke lov til at påvirke det på den måde, vi gerne ville. Det er skolen, der blandt andet har bestemt skriften. Den er meget anderledes fra det, vi foreslog.” Bo Linnemann er selv en af hovedmændene bag ideen. Men han er ikke glad for det, han ser, når han i dag klikker
ind på www.dmjh.dk. ”Jeg er overhovedet ikke stolt over den måde, det ser ud på i dag… på ingen måde.”
Mange ting skal rettes med tiden
Skolens bestyrelsesmedlem Jens Otto Kjær tager kritikken til sig, men er sikker på, at det nok skal blive bedre med tiden. ”Der er sikkert mange ting, som skal rettes hen ad vejen.
Der er sikkert meget, der kan gøres bedre. Det er der næsten altid. Men det er en ret stor præstation, at den faktisk kom til planlagt tid, og det har de (skolens arbejdsudvalg red.) gjort en kæmpe indsats for at nå,” siger han og tilføjer til kritikken: ”Jeg håber da ikke, at det generelle billede er, at vi har gjort ideen ringere. Så er der da noget at få rettet op på.”
16 ILLUSTRERET BUNKER
XXXTEMAXXX
NOVEMBER 2008
X-factor havde i gennemsnit 1 - 1,2 millioner seere i 2008 - Google
X antal skridt i Frøberts Rygtet vil vide, at der bliver gået rigeligt til den, når der undervises i mediejura. Illustreret Bunker har undersøgt, om Oluf Jørgensen virkelig er en mand med fart over feltet gensen underviser i mediejura.
Tekst Mette Albæk
X km/t
Foto Asbjørn Sand
Paragraffer med undtagelser fra undtagelser er vanskelige at forklare og trækker gennemsnitsfarten ned. Når det går rigtig stærkt, er det til gengæld med 62 skridt i minuttet. Med fem tavlelængder i minuttet bliver det til 1,5 kilometer i alt under en forelæsning. En afstand, som kommer bag på Oluf Jørgensen: ”Det overrasker mig virkelig, at det kan blive til så meget på en time. Men jeg kan ganske enkelt ikke lade være. Når jeg skal fortælle noget, er jeg nødt til at bevæge kroppen,” siger Oluf Jørgensen. Og det er ikke ubemærket
En ternet skovmandsskjorte, fløjlsbukser og en størrelse 43 vandrer bestemt frem og tilbage foran tavlen. Højre arm bærer den røde grundbog, mens den venstre danser rundt i lokalet i takt med juridiske forklaringer, som remseagtigt strømmer ud af munden på Oluf Jørgensen. På de bløde blå rækker sidder omkring 100 studerende og drejer hovedet fra venstre mod højre. Fra højre mod venstre. Med 54 skridt i minuttet får persondataloven og andre paragraffer bogstavelig talt ben at gå på, når Oluf Jør-
blandt eleverne: ”Jeg bliver nærmest lullet i søvn, når han bare går frem og tilbage. Jeg synes faktisk, det er lidt irriterende,” siger Anja Vestergaard Olesen fra første semester. For Mark Gundelund Nielsen, også fra første semester, er Olufs aktivitet positiv: ”Hvis underviseren ikke har
noget kropssprog eller dynamik, så har man en tendens til ikke at høre efter. Men jeg har lagt mærke til Oluf, pendulet.”
Aktive Oluf
Han har gået dér i årevis og været Danmarks formentlig eneste mand med mediejuraens paragraffer siddende
Stjernedrys og minusgrader... Næsten!
Til januar sender DR1 endnu en omgang X-Factor. Illustreret Bunker har været til audition og testet niveauet hos dette år deltagere Tekst
Karin C. Søkilde Foto Jonas Vandall Ørtvig
Jeg befinder mig i et x-factorvakuum. Jeg synger omkvædet af min sangoksens og begynder at føle mig helt godt tilpas
“
“
Det er mandag d. 10. november, og Århus N er på den anden ende. X-factor har ramt byen, og 2500 stjernedrømme står i en kø, der slanger sig i s-form foran DR-bygningen. Illustreret Bunker er med på vejen mod stjernerne. Sådan da.
Kendis-status
Da den lille viser rammer ni og den store 12, åbner dørene ind til DR-bygningen. Med jubelskrig vælter de første mange mennesker indenfor i varmen. Jeg sender menneskemængden et skeptisk blik fra den forkerte ende af køen, skutter mig, og vender mig over mod bunkeren. Jeg beslutter mig for at vende tilbage, når jeg har spist frokost, og køen ikke længere minder mig om udlevering af gratis mad i et U-land.
Fra morgenstunden har jeg ellers forberedt mig såvel fysisk som psykisk. Jeg har nynnet og småsunget den sang, der skal bære mig hele vejen op til Martin-kendisstatus, mens jeg har svunget mascarabørsten med store håndbevægelser. Ét blik i spejlet, og jeg var sikker – det er mig, der er den nye Martin. Det er det bare!
What is love?
Efter frokost starter mit x-factoreventyr. Nu er det alvor. Jeg stiller mig op i køen og har aldrig følt mig mere klar. Der er kun 20 meter mellem mig og de magiske glasdøre, der skiller fårene fra bukkene. Hvis jeg bare klarer denne precasting, får jeg måske lov til at pette Blachmans skinnende isse. Jeg kan næsten ikke vente. Omkring mig summer det med liv. Folk synger lidt sammen og hopper op og ned for at holde varmen i den bidende kulde. Der
fortælles skrækhistorier fra morgenstunden, hvor tenderende monsunregn og orkanlignende blæst skal have gjort det af med et telt, der skulle skærme de mange deltagere mod vejrets luner. Pludselig opdager jeg, at ingen ringere end Poul, ham med ”what is lååååve” fra første omgang x-factor, står lige foran mig. Jeg kan knap tro mit eget held. Jeg er star struck!
Gyldne dråber
Efter to timer står jeg stadig
udenfor. Det er iskoldt, og jeg kan ikke længere mærke mine tæer. Jeg har næsten glemt, hvorfor det her var en god idé. Når køen virkelig tager fart, rykker vi os fem skridt. Det sker cirka hver halve time. Det her er virkelig et antiklimaks af format. Jeg får et opkald fra en veninde. Hun kommer forbi med et filttæppe til mig. I et indfald af genialitet har hun også medbragt noget flydende til at give mig varmen. Rommens gyldne farve hypnoti-
XXXTEMAXXX
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
17
Når man googler “Oluf Jørgensen + DJH”, kommer der cika 17.900 opslag frem
Telefontinitus er fortid Undgå skingre bib-lyde, når du optager telefonsamtaler Af Per Skovkjær Sand Bib-bib-bib. Det er en pestilens for både kilder og studerende, når mobiltelefonen gør opmærksom på, at samtalen bliver optaget. Men du kan ganske let komme deforstyrrende lyde til livs. En telefonpickup er løsningen. Du kobler ganske enkelt et kabel til mikrofonindgangen på din diktafon og sætter en øretelefon i det øre, du taler i telefon med. I øretelefonen er der en mikrofon, som kan optage hele samtalen – både det du siger, og det kilden siger. på rygraden. Det er måske netop derfor, at han under forelæsningerne har overskud til spadsereture så lange, at sundhedsstyrrelsens anbefalinger om daglig motion aldrig bliver noget problem. Det høje aktivitetsniveau er ikke uvant for Oluf Jørgenserer mig, den lokker. Da de første dråber rammer min tunge er effekten åbenlys. Mine tæer vågner op til dåd, og jeg er lykkelig for varmen, om end den er kortvarig. Jeg tilbyder de andre i køen, men de takker pænt nej. De vil ikke være fulde til audition. Jeg ryster på hovedet af dem. Jeg er villig til at gå på kompromis efter tre timer i frostgrader. Det er frost, er jeg sikker på. I hvert fald, hvis man tager wind chill faktoren med. Og alt med ”factor” skal med i dag. På fjerde time rykker vi helt op foran, og vagten stirrer bidsk på mig. ”Kæden er der ikke for, at I skal hoppe over den, men for at stoppe jer. I skal nok komme ind, når det bliver jeres tur!” råber han. Jeg har berømmelsen lige foran mig. Alle kan mærke det – det er derfor, de skubber. Der kommer en slukøret deltager ud. Jeg råber prøvende et ”TILLYKKE?” efter hende. Ingen respons. Hun er nok ikke gået videre. Hun smider sit nummererede x-factor mærke på jorden og tramper på det. Hun er helt sikkert ikke gået videre. Poul fra tidligere fortæller
sen, der også dyrker sport i fritiden: ”Jeg er medlem af roklubben i Ålborg, hvor jeg kommer to gange om ugen. Jeg har svært ved at holde mig i ro,” siger Oluf Jørgensen.
X gram kage/t
I løbet af en times gang med mig, at der er mindst tre timers kø indenfor også. Hjertet synker lidt i livet på mig. Men pludselig glider glasdørene op igen, og denne gang er der ingen kæde, der hindrer mig i at løbe ind. Til egen overraskelse, tilslutter jeg mig jubelråbet fra de andre, der slipper med ind. Jeg er kendt nu. Næsten. Jeg kan røre berømmelsen med fingerspidserne. Vi får udleveret numre, der skal påklistres foran på tøjet. Jeg er nummer 4154. Jeg ved, at det nummer er magisk.
Så er det nu
”Ja tak! Næste…” Tre timer senere, bliver jeg sammen med ni andre sluset ind i venteposition foran pre-casterne. I mellemtiden har en frelsende engel givet mig mad. Jeg havde ikke selv provianteret hjemmefra. Det var dumt, det kan jeg godt se nu, syv (læs: SYV!!!!) timer senere. Vi føler os hævet over de andre, der med spændte blikke
armbevægelser forbrænder en voksen mand i gennemsnit 550 kalorier. Det svarer nogenlunde til et stykke svampet chokoladekage på 100 gram. Beregningerne bliver godt modtaget af Oluf, og derfor kan de studerende forvente at se ham noget oftere i kan-
tinekøen: ”Det lyder godt! Nu kan jeg spise kage med god samvittighed. Så efter jeg har undervist, vil jeg have mig et stykke solid kage,” siger Oluf Jørgensen.
følger os hen imod de små rum, der er overmøblerede med kamera, lyssætning og x-factorplakater. Det er, som om al lyd forsvinder, da jeg går ind ad døren. Jeg befinder mig i et x-factorvakuum. Jeg synger omkvædet af min
sang og begynder at føle mig helt godt tilpas. Nu skal den have. Lige som jeg skal til at fyre den af, råber den lille skaldede fyr, der kigger på mig højt: ”JA TAK! Næste…” Jeg trisser ud af lokalet og
Illustreret Bunker har lavet et pristjek, og det billigste sted koster en telefon-pickup fra Olympus 195 kroner inklusiv moms og fragt.
Her kan du købe en telefon-pickup: www.kelkoo.dk Søg på ’Olympus TP’.
hjemad. Jeg er ikke gået videre. Det er blevet mørkt udenfor. Hele dagen er faret forbi. Jeg er ikke blevet kendt. Jeg var ellers så tæt på. Jeg fik ikke engang lov til at møde Blachman. Han ville helt sikkert have kun-
net lide mig. Nu glæder jeg mig bare til at se tv hver fredag. Tænk, hvis én af dem, jeg har mødt i køen bliver kendt! Det er alligevel næsten lige så godt, som hvis det var mig…
18 ILLUSTRERET BUNKER
XXXTEMAXXX
NOVEMBER 2008
X-trem tatoveringsreklame i menneskeskikkelse Muffe Vulnuz er en af de mest piercede og tatoverede mænd i Danmark. Han har blandt andet fået splittet sin tunge i to dele Tekst og foto Svend-Vilhelm Fredsgaard Revnkilde Mikkelsen
På en sidegade til Strøget i hjertet af det indre København ligger butikken Copenhagen Body Extreme. Butikken er, som navnet også antyder det, hjemstedet for noget af den mest ekstreme form for piercing, der findes i Danmark. På vej ned af trapperne til butikkens lokaler, der nærmest ligger begravet under jorden, får man straks følelsen af, at man nu træder ind i en anden verden. Muffe Vulnuz kongerige. Udsmykningen i butikken står i skærende kontrast til den julebelysning, der præger gaderne udenfor. Overalt på væggene hænger der både billeder af tatoverede og piercede mænd, og folk med brændemærker, der hænger i kroge ned fra loftet. Kranier og andre nærmest sadistiske symboler præger enhver reol, og pigtråd slynger sig om lamperne som guirlander. På et skilt bag disken står der skrevet med tydelige bogstaver: ”Advarsel! Her findes ekstremt tatoverede perso-
ner”. Ud fra baglokalet kommer Muffe Vulnuz. Manden, der nærmest fungerer som en levende reklame for alle de mange mulige måder, hvorpå man kan dekorere sin krop. Hele Muffes krop er bearbejdet fra top til tå. Faktisk er næsten hver en kvadratcentimeter af hans hud enten dækket af farve eller metal. Hans overarme er nærmest kulsorte af flere lags tatoveringer, som strækker sig helt ud til fingerspidserne. Rundt om hans skaldede isse er der aftegninger af pigtråd, og i panden har han fået indopereret to horn, ligesom man ville finde dem på djævelen selv. Fra Muffes øre hænger der otte store metal-ringe, og det lille hul, som de fleste piger og også nogle drenge får lavet i øreflippen, er hos Muffe udstrakt til en diameter på 10 cm af en stor ring. Muffe har fire piercinger i læben, men noget af det mest overraskende ved hans krop er, at hans tunge er skåret over i to dele, som kan bevæge sig uafhængigt af hinanden. ”Jeg kender nogle, som er mere piercede end mig. Men jeg ligger nok i top 10 blandt de mest piercede af slagsen i Danmark,” griner
Muffe Vulnuz.
Udsmykning af kroppen
”Jeg piercer mig, fordi jeg synes det er pænt,” svarer Muffe på spørgsmålet om, hvorfor han har valgt at pierce sig så voldsomt: ”Det er jo udsmykning af kroppen. Det er svært at forklare helt præcist, hvorfor jeg synes, det er pænt,” siger han, men indrømmer dog, at der også er en smule oprør i det: ”Man vil jo gerne gøre op med de gængse normer. Vi lever i et land med jantelov, hvor man helst ikke må skille sig for meget ud. Jeg synes, det ville være kedeligt, hvis alle folk var helt ens. Jeg nyder at gå en tur ned ad Strøget og se, at folk ser forskellige ud,” fortæller Muffe Vulnuz.
Et hul i øret var unormalt
Muffe Vulnuz fik sin første piercing i øret, da han var 10 år gammel. ”Der var kun én pige i klassen, der, udover mig, havde hul i ørerne, så jeg skilte mig rimeligt voldsomt ud,” fortæller den i dag 40-årige Muffe Vulnuz. Derefter gik det slag i slag. Muffe blev i starten af 80’erne en del af punk-bevægelsen, og han begyndte at pierce og tatovere sig selv
derhjemme med nåle og strikkepinde. Efterhånden begyndte han også at gøre det på sine kammerater. Til sidst endte han med at komme i mesterlære i Danmarks eneste piercerbutik, som lå i København. Den lå lige ovre på den anden side af, hvor Muffes butik i dag har til huse. Herfra har han drevet forretning i 15 år.
mærksomhedssøgende i det. Man vil gerne skille sig ud fra mængden, og én af måderne at gøre det på er ved at blive tatoveret eller piercet.” Til spørgsmålet om hvorfor nogle mennesker vælger at gå så langt, som Muffe har gjort det, svarer Ole Bjerg: ”Dengang Muffe var ung, skilte han sig voldsomt ud blot ved at være piercet i øret. Men i dag er
der mange, der er piercet eller tatoveret flere steder på kroppen, det er blevet mainstream, og derfor må man gøre sig mere ekstrem, hvis man vil skille sig rigtigt ud. Et hul i øret er ikke nok. Man må skære tungen over.” Det startede med et hul i øret som 10-årig. I dag er hullet udvidet til at have en diameter på 10 cm.
Piercing er identitetsskabende
” Der er forskellige grunde til, at folk begynder at pierce og tatovere sig,” forklarer Muffe Vulnuz, og fortsætter: ”Nogen gør det, fordi moden dikterer det. Nogen får intim-piercinger af seksuelle årsager, og så er der selvfølgelig nogen, der gør det for at skabe identitet.” På Københavns Universitetet, sidder forsker og sociolog Ole Bjerg og forsøger at give en forklaring på, hvorfor folk tatoverer og piercer sig. Han mener, identitetsskabelsen er den afgørende faktor. ”Når man piercer eller tatoverer sig, forsøger man at indskrive sin identitet på kroppen,” forklarer Ole Bjerg og fortsætter: ”Der er også noget op-
Techno, vild fest og X antal sodavand Spidse stiletter, lårkorte hotpants, afbleget hår og technobeats. Det er ikke ligefrem det, de fleste normalt forbinder med sodavand. Alligevel er det den cocktail, diskotek Broen i Århus serverer, når de holder fest for de helt unge. Konceptet skal vise unge, at man godt kan feste igennem og have det sjovt uden X drinks med alkohol Tekst Kirstine Biltoft-Knudsen
Det er ikke den sædvanlige lugt af øl og Bacardi Breezers, der møder én, når man træder ind på diskotek Broen. Det er snarere den tunge dunst af alt for meget Armani-parfume og sved. De to bartendere i stramme CULT-toppe står og hyggesnakker i baren. De har ikke travlt. Der er åbenbart ingen, der er interesserede i sodavand, selvom det netop er det, Broen lægger båd til i aften. Det er fredag, og der er sodavandsdiskotek for de helt unge. Aldersgrænsen er max 16 år, og i aften er det eneste, man øjner i baren, læssevis af æblejuicekartoner og Coca Cola-flasker. ”Vi kører en nul-tolerance politik til vores sodavandsdiskoteker. Det, der virker,
er at vise de unge, at dårlig opførsel har konsekvenser,” fortæller Thomas Gielfeldt, manager og partner på Broen. Han vil gerne opdrage de unge til at opføre sig ordentligt i byen og få dem til at forstå, at en god bytur ikke nødvendigvis er lig med alkohol.
Pingviner på dansegulvet
”Shake that ass for me, shake that ass for me!” Bassen forplanter sig fra gulvet og op gennem kroppen. Det dunker i brystet. Der er en næsten monoton bevægelse på dansegulvet. Den store flok af unge mennesker rykker langsomt fra side til side. De ligner en flok små pingviner. Pludselig pifter og skriger den store flok så meget, at man skulle tro, at det var Eminem selv,
der kom slentrende ind med mikrofonen i hånden. Men det er ikke Eminem, der er genstand for skrigeriet. En lille fyr på podiet i stram vest, sportssokker udenpå de blå hængerøvsbukser og håret sat i noget, der ligner pindsvinepigge, griber fat i en lyshåret pige. Hun gnider sig kælent op ad ham og smyger de korte spinkle ben om hans krop. Sangen skifter. ”What is love, baby don’t hurt me!” Nu er der gang i dansegulvet. DJ’en lægger op til det helt store brag af et technobeat. Alle de tændstiktynde arme ryger i vejret. Blå og lilla lys hvirvler rundt i lokalet i takt med, at lyset under det ene podie skifter mellem neongrønt og orange. En pige med tung makeup og stramme jeans er pludselig oppe på podiets gelænder. Hun rækker
armene op i den pink stjernehimmel, der dækker loftet over dansegulvet. Guldøreringene reflekterer i lyset fra den store diskokugle, mens hun danser op og ned på gelænderet.
Alkohol og spinkle pigekroppe
Midt under technobeatet bliver der kaos på trappen. En rødhåret pige i lårkorte hotpants og en gennemsigtig hvid top lægger an til et vildt hop op på podiet. Hun falder på de tynde stilethæle og ruller hvinende ned ad trappen. Dørmanden er der hurtigt, og han samler i et snuptag den spinkle pigekrop op fra gulvet. Hun hiver efter vejret. Øjnene ser tomme op i loftet. ”Hun var her også sidste torsdag,” siger bartenderen og fortsætter. ”Der dejsede
hun også om.” Søs og Line står i baren med front mod den rødhårede pige. Alligevel ser de ikke ud til at bemærke hende. De fniser til hinanden og vifter vildt med mobilen: ”Ring nu bare til ham,” siger den ene. ”Nej, det tør jeg ikke,” svarer den anden. De to piger synes, det er helt okay, at alkohol er forbudt i aften. Søs lugter af sprut. ”Vi drikker altid hjemmefra,” forklarer hun. ”Men det er nu godt, at man i det mindste ikke må drikke herinde. Så tager det ikke overhånd som med hende den rødhårede.”
Et sørgmodigt farvel
Klokken er 23. På den stejle trappe fra skibet og ned mod kajen er der efterhånden så proppet, at der udbryder
kaos. ”Du skal ikke gå ud. Så kan du fucking ikke komme ind igen,” råber en dreng frustreret ad sin kammerat, mens folk maser og skubber sig hen mod udgangen. Nede ved kajen har der samlet sig små grupper af frysende unge. Nogle snakker og griner højlydt, mens de giver hinanden et sidste knus inden hjemturen. Andre står afventende iført korte stropbluser og med krydsede arme som det eneste værn mod kulden. En søvndyssende sang brager ud fra skibet. Der er noget sørgmodigt over det hele, men kun indtil næste skoleferie, hvor Broen igen byder de helt unge velkommen til techno, vild fest og sodavand.
D E B AT
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
19
XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX XXK L U M M E T V E K A M P XXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX I L L U S T R E R E T XB U N K E R XP R Æ S E N T E R E R XF O R S V A R XF O R XO G XA N G R E B XA F XD E T XN Y E XV I S U E L L E XD E S I G N XXXXX XXXXXXXV E D XK O M M U N I K A T I O N S C H E F XF R A N K XC H R I S T E N S E N XV S XS T U D E R E N D E XM A R T I N XK A M P M A N N XXXXXXXX XXXXX
HISTORIEN OM XXXXXXXXX’ERNE Af Frank Christensen
Som en naturlig konsekvens af fusionen mellem Danmarks Journalisthøjskole og Den grafiske Højskole fastlagde bestyrelsen og direktionen, at der skulle udvikles en ny visuel identitet, der klart skulle udtrykke de værdier og holdninger, som den nye organisation står for. Den overordnede præmis var, at det var de tre brands – UPDATE, Mediehøjskolen og Journalisthøjskolen – som skulle positioneres, dog med et tydeligt slægtskab til det overordnede brand – Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Målsætningen med den nye visuelle identitet var at udvikle et dynamisk iden-
titetsprogram, som pegede fremad, og som knyttede sig til måden, design laves på i det 21. århundrede - det vil sige moderne i sit koncept og i sin visuelle fremtrædelsesform. Vi ønskede med andre ord ikke et logo, som var statisk og altid placeret i højre hjørne uden hensyn til, hvilket medie der var i spil. Den primære kommunikationsplatform for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er Internettet, og det var derfor essentielt, at den visuelle identitet var optimeret til dette medie. Med andre ord skulle den nye identitet kunne bruges dynamisk og give mulighed for forskellighed og variation, uden at konceptet blev svækket. Som uddannelsesinstitution inden for medier, journalistik og ikke mindst
design anså vi det samtidig som et krav, at den endelige løsning skulle være nytænkende. Vurderet ud fra de mange tilbagemeldinger, positive som negative, synes dette krav i høj grad at være blevet indfriet, og sådan må det være, når man ønsker at sætte en ny dagsorden. Med X-konceptet har vi udviklet et dynamisk identitetsprogram, som ud over at indfri de krav, vi havde, består af et stærkt og enkelt symbol, som giver os mangfoldige muligheder for udfoldelse. Det kan man allerede se på den korte tid, vi har eksekveret primært på web, men også offline i annoncer, på skilte og brochurer. X’et symboliserer for os krydspunktet mellem indhold og design, medier og design, studerende og ny viden, det ukendte problem, som vi får afdækket og bragt frem i lyset, og så er X også alfabetets joker. Vores målsætning er, at vores målgruppe, når de ser X’et, præcist ved, at det er os, som er afsender. LEGO ejer deres røde logofarve, Hästens ejer de blå og hvide tern, 3 ejer 3-tallet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ejer fremover X’et. Det seneste, der er sket med vores visuelle identitet, er implementeringen af vores nye skrift Aller Sans. Skriften er udviklet af Dalton Maag med hovedsæde i London med Henrik Birkvig, der ud over at være uddannelsesleder på Mediehøjskolen også er en af Danmarks mest kompetente inden for udvikling og rådgivning omkring visuelle identiteter og skriftdesign.
Foto: Nikolai Linares
MÅSKE DE SKULLE PRØVE EN PIBE? Af Martin Kampmann
Når jeg skriver klummer supplerer jeg som regel arbejdet med en cigaret og en lunken carlsberg. Bare for inspirationen og hyggens skyld. Men i tilfældet med denne klumme er jeg blevet nødt til at opgradere mit klummesupplement til en pibe tobak og et glas whiskey. For det er sandt for dyden ikke nemt at bidrage med noget nyt, når alt vel snart er blevet sagt og skrevet i sagaen omkring X’erne - skolens nye visuelle identiet. Enhver kan jo se, at det menneske, der står bag ideen, ironisk nok, ikke aner noget som helst om grafik, kommunikation eller det, der måtte minde derom – når jeg entrer skolens hjemmeside og bliver ramt hårdt i øjensoklen af flimrende X’er ledes mine tanker tilbage til 1970’erne og engelske Slades julehymne, ‘Merry Xmas Everybody’. Det er vel næppe hensigten. Men yderligere latterliggørrelse af X’erne vil jeg dog undlade. For den har vores alle sammens langhårede prins, Jan Dyberg allerede klaret på fin vis – oven i købet med en reprimande til følge - og det kan jeg ikke overgå. Må jeg i den forbindelse anbefale det nyeste nummer af fagbladet Journalisten. Den nye visuelle identitet er mest af alt et godt billede på Danmarks Journalisthøjskole, Journalisthøjskolen, Medieskolen, eller hvad det
Foto: Nikolai Linares
nu er, vi går og hedder for tiden. For noget kunne tyde på, at Rektor Anne Marie Dohm og hendes udvalgte ikke helt har styr på, hvad meningen med galskaben egentlig er. Så vidt jeg ved, hedder skolen nu Danmarks Medieog Journalisthøjskole eller måske bare Journalisthøjskolen, men på mit studiekort står der altså Danmarks Journalisthøjskole, og min mailadresse hedder noget med djh. Jeg har spurgt Anne Marie Dohm, hvordan det nu hænger sammen, men hendes svar var rundt regnet ligeså rodet og forvirrende som de famøse
X’er. Og hvis nogen skulle være i tvivl om det herskende kaos, så kast blot blikket mod skolens facade fra Olof Palmes Allé. I forgrunden et lille fint permanent skilt med skriften Danmarks Journalisthøjskole – i baggrunden et kæmpe banner med skriften Journalisthøjskolen. Det er mig bekendt ikke sådan man skaber klare linier om et nyt brand. Nå. Piben er røget og Whiskeyen er væk, men jeg havde nu klaret mig uden. Måske er der andre, som trænger mere til den slags inspiration?
XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
20 ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
Illustreret Bunker udkom første gang i 1999
BUNKEREN SØGER NYE REDAKTØRER... Det meste af bunker-redaktionen er på vej i praktik. Vi søger derfor nye redaktører og fotoredaktører til avisen. Send en ansøgning med billede mærket “ansøgning” til ib@mail.djh.dk senest den 4. december klokken 18.00. Det forventes at kommende redaktører kan deltage i layout-weekenden den 13.-14. december. Hvis du har spørgsmål kan du skrive til hqjensen@mail.djh.dk
K U LT U R
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
21
”Quantum Of Solace” betyder “en dosis trøst” på dansk
Bond blæser hovedet af ”Quantum of Solace” er en actionspækket, men simpel film, hvor adrenalinkicks sejrer på bekostning af substans Tekst Maj Christiansen
Den nye Bond-film, “Quantum of Solace” følger fint i fodsporene af den forrige film, ”Casino Royale” (2006) – atter med Daniel Craig i hovedrollen, som machoagenten med de udtryksløse, iskolde blå øjne.
Hævntørstig Bond
Denne gang leder James
Bond efter Mr. White, i skikkelse af danske Jesper Christensen (og nej, han har ikke nogen stor rolle i den nye film!). Mr. White kender til sandheden om mordet på Bonds store kærlighed, Vesper Lynd, og agent 007 ønsker hævn. Imidlertid fører Bonds søgen ham til superskurken og ”miljømodkæmperen”, Dominic Greene og til den hardcore og gudesmukke Camille. Hurtigt bliver Bond hvirvlet ind i et
plot, som omhandler magt, intriger og politik.
Reel dræbermaskine
Med Daniel Craig i forgrunden som en hårdtslående og hårdtpumpet James Bond, har filmen tabt lidt af tidligere tiders elegante, engelske charme. På overfladen synes humoren bidsk og menneskene mekaniske. Bond fremstår som en reel dræbermaskine, men der sniger sig enkelte øjeblikke noget menneskeligt og vir-
keligt ind over ham. Han viser svaghed. Øjeblikkene er dog få og kortvarige. Hvad ”Quantum of Solace” mangler på det rent emotionelle plan, henter den til gengæld hjem på anden vis. Filmen er spækket med dynamiske, hårdtpumpede og nervepirrende actionscener. Højdepunktet er en dramatisk flyvetur gennem voldsomme kratere i Bolivias ørken. Et kapløb med tiden, inden maskinen eksplode-
rer. I ”Quantum of Solace” bliver Bond jagtet – både til vands, til lands og i luften og som tilskuer, får man ikke meget fred fra de drabelige scener.
Intellektuel skuffelse
”Quantum of Solace” er en film, som nok skal få adrenalinen til at pumpe. Den er flot filmet, lækkert ”lydlagt” og plottet er ganske godt skruet sammen. Hvis du forventer at blive stimuleret på det intellektuelle
eller følelsesmæssige plan, vil filmen nok skuffe. Det er actionscenerne, som giver filmens største sus. Hvis du rent bogstaveligt talt vil have blæst hovedet af, så gå ind og se ”Quantum of Solace.”
Rock med udholdenhed Bagmændene bag rockbandet Rock Wood troede, at de kunne færdiggøre en plade på fire måneder. Det kom til at tage seks gange så lang tid. Følg processen fra start til slut Tekst Nikolaj Søndergaard
Det er søndag eftermiddag, og Studenterhuset genlyder af hård guitar, bragende trommer og svedig bas. Det århusianske band Rock Wood giver en smagsprøve på deres hårde, men melodiøse rockmusik. Dette er den foreløbige kulmination på en proces, der har krævet oceaner af tid og 80.000 kroner. Det startede for over to år siden, da Simon M. Jensen og Mads Aagaard Poulsen gik i studiet for at indspille et album. Her fik de hjælp af producer Jacob Horney, trommeslager Jon Kruse og Ole Møller på bas. Efter den første uges indspilning var de enige om, at de burde kunne have pladen ude i løbet af fire måneder. De tog fejl.
Navnet sendt fra himlen
Først blev en del af indspilningen udsat, da forsanger Simon M. Jensen skulle opereres i skulderen. Dette viste sig dog ikke kun at være en skidt ting. ”Som jeg så sidder der på neurokirurgisk afdeling i sådan et par specielle tryk-
bukser og lårkort badekåbe, får jeg stukket en gul seddel i hånden,” fortæller han. På sedlen stod navnet på den planlagte operation: Rock Wood. Det blev bandets navn.
Mere end indspilninger
Folkene bag Rock Wood spillede sammen i et andet band og arbejdet med dette forsinkede pladeprojektet yderligere. I sommeren 2007 blev de dog færdige med indspilningerne. Flere forskellige mixere havde fat i sangene, blandt andre Mark Norup. Han havde aldrig mixet musik før arbejdet med Rock Wood, så han øvede sig med bandets indspilninger. Det gjorde han så godt, at han endte med at mixe det hele. Herefter blev musikken sendt til selskabet Sterling Sound, der laver masterproduktioner for navne som Michael Jackson og Madonna. ”De helt store big shots kostede selvfølgelig en milliard, men nogle af dem, der sidder i lære derovre, koster en fjerdedel af prisen,” forklarer Simon M. Jensen. Det endte med at blive Justin Shturtz, der masterede Rock Woods album. Han
har blandt andet siddet med ved produktioner af My Chemical Romance og Slipknot.
Færdig plade, frustration, forløsning Da bandet i oktober 2007 stod med den færdige kopi af deres album, var der stadig lang vej til udgivelsen. Der skulle tages billeder, bestilles covers og brændes cd’er. Men det trak ud. De to var efterhånden ved at miste gejsten. Det værste var dog, når folk spurgte ind til, hvornår cd’en kom. ”Det er lidt ligesom med en sygdom. Jo mere man snakker om det, jo sværere bliver det. Og til sidst gider man ikke snakke om den sygdom mere,” fortæller forsangeren. Men søndag den 2. november i år skete det. Rock Wood holdt pladereception i studenterhuset i Århus. Den lange proces har dog ikke spoleret de tos lyst til at udgive flere plader. Tværtimod, forklarer Simon M. Jensen: ”Det er overhovedet ikke sidste plade! Nu har vi gået i skole. Hardcore!”
PR-foto
22 ILLUSTRERET BUNKER
D E B AT
Anne-Marie Dohm, rektor, JH
Som Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen skriver i sit indlæg i seneste nummer af IB, er de tunge ståldøre ved Journalisthøjskolens hovedindgang væk. De er erstattet af glas, som lader lyset komme ind.
Der, hvor vi underviser i de nye medier og teknologier i samspil med den klassiske journalistik. Der, hvor vi afprøver nye fortællemodeller og tilpasser sproget de nye medier.
I dag er online-journalistikken integreret på alle semestre, fordi skolens ambitiøse medarbejdere på mindre end et år rullede en strategi Om kort tid forlader de for området ud på hele skogamle, tunge trykmaskiner len. skolens vandrehal, og der Fremtiden er, når engagerebliver plads til at opsætte de undervisere og studerenskærme, der informerer om de diskuterer journalistens stort og småt på skolen og i rolle i et medielandskab, medierne. hvor barM e n riererne det er imellem kun inkilde og I dag er online-journalisv e n t a r, læser, lytter tikken integreret på alle som dog og seer er semestre, fordi skolens symbobrudt ned ambitiøse medarbejdere på l i s e r e r, og erstattet mindre end et år rullede en at fremaf nye kontiden strategi på området ud ventioner er rykom, hvad ket ind journalistik i vores faktisk også grå haler og skal. ler. Der, I dag er Journalisthøjskolen hvor fremtiden i virkelighe- arbejdsplads for nogle af de den udfolder sig, er i under- bedste forskere, udviklere, visningslokalerne, ude på undervisere og teknikere gangene og i kontorerne. inden for new media, hvil-
“
ket vil bringe studerende helt op på siden af de bedste medier på området – og gerne foran. Fremtiden er, når skolens undervisere afprøver den nyeste udvikling inden for den computerstøttede journalistik eller nye interviewformer. Det er på gangene og i samspil med vores branche, at Journalisthøjskolens forskere producerer ny viden om journalistikkens, samfundets og mediernes udvikling. I en sådan grad at man næppe undgår at høre dem, når man tænder for sin radio, sit tv eller går ind på forskellige webmedier og åbner sin avis, hvor de udfolder deres viden. Det er fokus på fremtiden, som har gjort Danish School of Media and Journalism anerkendt ude i verden blandt gruppen af verdens absolut førende uddannelsesinstitutioner inden for journalistik. Men når det er sagt, har Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen en pointe: Vi mangler stikkontakter!
Skolens middeladertankegang appellerer ikke til dens purunge studerende ned, så hvad med en studi- triske hjerner. etur ud i verden til os, der Undervis os i stedet i Chili stadig savner sutten i stedet og Tjeck . Lad os lave portrætter af Anders And, finde for mediejura? Vi er reportageelementer fra LeSom selvudt r æ t t e golands åbning af Piratland nævnt anaf sam- og skrive features om ælfører på det Vi tror alligevel, vi er f u n d s - drebyrden. Vis TV-holdet journalistiske fag. Vi hvordan man bedst præsenudødelige så hvorfor U21 landsbelære os om terrortrusler? k o m - terer en boogieliste og fortæl hold vil jeg mer jo radiorotterne, hvordan man slå et slag for d i r e k t e bedst kommer til at lyde en reform af fra gym- som Rasmus Radiomus. denne midn a s i e t s Betragt det som et opråb fra delalderskole, hvor man helst skal have oplevet 2. partisanstrikkende, venstre- en vred, ung mand. En synrødmossede opse fuld af optimisme for Verdenskrig, stået vagt med orienterede, Malle Brock tilbage i 1864 leflen for det politiske enga- fremtiden. og sige ”cikel” i stedet for gement, og den internatio”cykel”, når man fortæller, nale politik hvordan man klarede Ran- er da dybt dersvej for at føle sig hjem- godnat. Vi Udredende journalistik er tror alligeme blandt de fire grå. da alt for dybt til vores For vi der knap har fået vel, vi er overfladiske egocentriske hår på brystet og kun har u d ø d e l i g e hjerner set genudsendelsen af John så hvorfor Faxes ”lige i røven”, trænger belære os til fornyelse. Skolen trænger om terrorTak til Emils klummetvetrusler? til lidt kulør. Vi har ikke drukket gede- Hvad skal vi bruge økonomi kamp, men hvad betyder mælk med inkahoveder i til? Vi får jo stadig vores det? Vi får alligevel ikke de Sydamerika, peget fingre af regninger betalt af mor og voksnes praktikpladser. Saen fattig mand i Afrika eller far, og udredende journa- lute! taget om på den anden side listik er da alt for dybt til af jorden for at se solen gå vores overfladiske egocenTekst
Kristian Nygaard, 3. semester
“
“
“
Tekst
Opråb fra en sur, ung mand
“
Journalisthøjskolen er fremtiden
NOVEMBER 2008
“
Det tabuiserede X - Klædt af til (og med) skindet Organdonation er både kontroversielt og tabubelagt. Ikke desto mindre bør vi tage stilling til det Cecilie Gremaud, 1. semester
forsvinder for altid. Meget tydede altså på en debat, der ikke ligefrem førte til festlige skåltaler og dans på bordene. Men denne gang skulle dødssejleren af et emne dreje diskussionen i en ny retning. Hen i mod noget tabu. Noget berøringsangst. Nemlig organdonation.
Til en fødselsdag med nogle venner faldt snakken pludselig på festdræberen over dem alle. Det store spørgsmål: findes der mon liv efter døden? Øjeblikkeligt så jeg for mig, hvordan selskabet inden længe ville dele sig i Som en fyr til fødselsdagen to modstrisagde: min krop er sgu da dende fløje. efterhånden det eneste, jeg Den ene side selv bestemmer over ville bestå af åndernes magtsegmentet (mig selv inkluderet), som uden den Aha! Så skulle de moralske store argumentation ville kort kastes på bordet. Og holde på, at der da bare må det blev de. Det gjorde mit være noget derude . På den i hvert fald. anden fløj ville fyrene smide For før nogen kunne nå at nyretransplantation, det kyniske trumfkort, at de sige havde jeg hevet mit donordøde bliver ædt af orme og kort frem og kunne med
“
pletfri glorie bevise, at krydset var sat det helt rigtige sted. Nemlig plantet lige midt i feltet om fuld tilladelse. Jeg havde nemlig taget stilling, havde jeg. Og ingen skulle kalde mig et dårligt menneske! Niksen.. Men var de andre så det? Altså dårlige mennesker. De sagesløse fødselsdagsgæster som ikke lige syntes, at det var så nem en beslutning. Jeg måtte selvfølgelig give dem ret i, at man jo selv bestemmer, hvad der skal ske med ens korpus, når man dør. Og som en fyr til fødselsdagen sagde: ”min krop er sgu da efterhånden det eneste, jeg selv bestemmer over!” Selvom jeg ikke ligefrem synes, Danmark er stedet, hvor man kan tillade sig at klage over manglende frihed, kan jeg godt følge hans pointe. Kroppen er trods alt vores private bolig og følgesvend gennem livet - med
det slid de 21 år måtte have betyde en vis forringelse påført den. Derfor er tanken af livs kvaliteten deroppe. om at lade den dissekere, for Men hvis det er selveste himmeriderefter ge, vi taler at dele om, altså ud af det ultiden til Rent spiseligt vil min mative paandres tomme krop nok være et radiso, så brug, skuffelsesmoment for samt- burde der lettere lige mider. Men det er et da være en skræmvilkår, jeg kan leve med ordning for mende. den slags For ikke probleat sige mer. Eller surrealistisk. Men på trods af min er velfærdssamfundet kun hang til åndernes magt og forundt os jordboere? Den generelt alle, der vil fortælle lader jeg lige svæve i luften. mig, at der er flere dimen- Selv hvis jeg skal tilbringe sioner i tilværelsen, kan jeg min hinsides tilværelse i et ikke se, hvad dælen jeg skal hul i jorden, får jeg jo ikke bruge mine organer til, når ligefrem brug for mine orjeg først er død. Ikke mindst ganer dernede. Rent spiseligt vil min tomme krop nok når de kan redde andres liv. Selvfølgelig hvis jeg er så være et skuffelsesmoment heldig at lande i et him- for samtlige mider. Men melsk rige, er tanken om det er et vilkår, jeg kan leve at rende rundt uden lunger med. og hjerte ikke ubetinget den Så alt i alt syntes der kun at fedeste, og det vil nok også være et svar på spørgsmålet
“
“
Tekst
om organdonation: nemlig det, jeg havde givet med mit kryds. Yes! Og klap på skulderen til mig.
Debatten i Bunkeren
Klummer og læserbreve er velkomne på Illustreret Bunkers debatsider. Deadline for indlæg til næste udgave er den 10. december 2008 Indlæg sendes til: anchristensen@mail. djh.dk
“
D E B AT
ILLUSTRERET BUNKER
NOVEMBER 2008
23
Anne-Marie Dohm var selv rusvært, da hun studerede på Journalisthøjskolen
- Rusværterne
Den usynlige rektor
Klagesang fra en fotojournalist
Journalisthøjskolen svømmer i x’er, men den mest ukendte på skolen er måske skolens rektor
En vigtig del af min drømmeuddannelse stinker. Jeg er træt af det. Dette er en klagesang om fotojournalisternes praktiksystem
Måske skulle jeg alligevel have råbt min bøn noget højere. For siden den augustdag har min popo rejst og sat sig mange gange i Frøberts, og min spiren har ændret sig fra grøn til mange andre farver. Men Anne-Marie Dohm har jeg ikke set meget til. Og dog. Hun trækker kaffe i samme automat som jeg, sidder i samme kantine som jeg (med et lydtæt vindue imellem os) og går ad samme grå gange som jeg. Hendes navn står også både på hjemmesiden og af og til i skolens avis og magasin. Et par gange er hun tilmed blevet annonceret som gæst i fredagsbaren - allersenest til den kommende fredag – og skænker hun vitterlig min juleøl op
”Hvem er hende den høje dér?” spurgte min telefonpasser på Panikdagen og nikkede efter en dame, der vandrede gennem indgangshallen. ”Øøh… det ved jeg ikke,” skulle jeg lige til at svare. Men da jeg kastede et ekstra blik i kvindens retning, kom jeg i tanke om, at det da var skolens rektor, Anne-Marie Dohm! Min tvivl ved første øjekast siger dog noget om, hvad jeg egentlig kender til Journalisthøjskolens rektor. Selv på en dag med panikken lurende i hvert et hjørne. Jeg ved, at Dohm er en dame i en lederstilling. Hun er uddannet fra DJH, tjek, har været Hun blev præsenteret i en ved Mejeriglædes-stemning med en snak foreningen, på gangene om, at nu kom der tjek. Er høj nye (tiltrængte?) farver i den grå og gråhåret, bunker dobbeltjek, og … ja, så stopper det faktisk ved det. Hvem er hun, denne høje rektor? da, vil det i bedste fald være Jeg er ikke sikker. bedre sent end aldrig. Heller ikke til skolens fester har Dog er jeg sikker på, at jeg jeg kunnet skåle med hende for snart tre semestre siden eller set et enkelt dirty move en augustdag sad på min fra sølv-rævens side. Ikke grønne spire-popo i Frø- at jeg synes, jeg har været berts og blev budt velkom- fraværende i hverken barer men af skolen nye rektor. eller på dansegulv… Hun blev præsenteret i en Hvor er rektoren, der står glædes-stemning med en og går blandt de studerensnak på gangene om, at nu de? Dén rektor, der byder kom der nye (tiltrængte?) velkommen på uddannelfarver i den grå bunker. sens mærkedage? RektoWell… I hvert fald stod her ren, der live opdaterer på en rektor, der virkede uhøj- skolens beslutninger og vitidelig og åben. Hun fortal- sioner – og ikke alene via en te kort om sig selv og lagde mail? Hvor er den rektor, ellers ud med ord om kom- som skolen er på fornavn munikation og dialog, ’en med og kan kende på en altid åben dør’ og et ’hul’, dag, hvor der er kapløb med der skulle laves fra gangen panikken? og til hendes kontor, så hun Jeg ved det ikke. Men all kunne se ud og andre ind. right... Den bedste konHvorvidt det var i overført takt er tovejs, og ærligt har betydning, er jeg nu lidt i jeg heller ikke rendt den tvivl om. Men glad var jeg. dør ned, der skulle være så Glad for at starte på skolen, åben. I læserbrevets tjeneglad for at starte ’med’ en ste var jeg for nylig oppe på ny rektor og glad for hendes gangen for at se det omtalte åbenhed og hendes visioner. ’hul’, men fandt det ikke. Guderne skal vide, at jeg Det kan ske, jeg ikke så godt har oplevet skoleledere nok nok efter, men den burde uden indsigt i eller kontakt ikke være helt til at overse, til elever og studerende. hvis en rektor af Anne-Ma-
“
rie Dohms rang skal kunne komme ud.
Tekst
Well.. Når rektor ikke er den sidste, der laver snigeren ud ad døren fra skolefester, må jeg antage, at hun har travlt i andre korridorer. Sammenlægninger og nyt design skal passes, og det hele er muligvis ikke noget, de studerende hele tiden skal høres i. Det er muligt, at hun bevidst har valgt at lægge kræfterne i administration og bestyrelse frem for booty-dance og fælles madpakkespisning. Eller måske mener hun, at de studerende skal være ansigtet både ind- og udadtil. I så fald skulle det bare have været ordene den dag i august.
Skrivende journalister kan komme i praktik på tv, radio, aviser, magasiner og tipsblade. De har et hav af muligheder for at tilpasse praktikperioden til deres interesser og fremtidige job. Fotojournalisterne har én mulighed: Dansk avis.
I hvert fald tager jeg efter halvandet år på studiet snart ud i branchen uden rigtigt at vide, hvem rektoren på Journalisthøjskolen er. Skulle nogen spørge, må jeg svare, at de jo kan researche på det. Og skulle jeg komme i en graver-gruppe, kan jeg jo selv forsøge at finde hende… Lur mig, om ikke der kunne være gevinst med tiden?
Astrid Dalum, 2. semester
Højst to fotojournalister ud af et hold på otte mand ender med at arbejde som fotograf på en avis. Hvis dét er statistikken, er det så ikke på tide at ændre praktiksystemet? Hvorfor kan en fotojournalistpraktikant ikke fotografere for et udenlandsk magasin, et reklamebureau eller følge en freelancer – i hvert fald en del af den 18 måneder lange praktikperiode?
Folkver, Lorenzen og co.
De danske billedchefer gider ikke tage en fotopraktikant, der kun kan tilbyde sin arbejdskraft i 12 måneder. Billedcheferne var mildest talt ikke begejstrede for mit opråb, da jeg fremlagde mine tanker for dem, en dag
de var samlet i Journalisthøjskolens kantine. Jeg fik en mindre overhaling af blandt andre Politikens Per Folkver og Berlingskes Søren Lorenzen, da jeg foreslog at dele praktikopholdet.
skal være tidssvarende og tilbyde praktikpladser, der reflekterer branchens og tidens behov. Tilbage til min navle. Hvorfor skal min uddannelse være
“
Billedcheferne argumenterede skide Højest to fotojournalister godt – for deres sag. ud af et hold på otte mand Jeg blev helt bleg. ender med at arbejde på en De mente, at jeg avis. Hvis dét er statistikikke ville kunne lære noget som helst i ken, er det så ikke på tide udlandet eller på et at ændre praktiksystemet? alternativt sted til deres aviser. Fedt at danske aviser har sådan en kolossal fotografisk stanså ensrettet, når de skrivendard. Men helt ærligt, hvis de journalister kan udforme jeg bruger seks måneder i deres uddannelse efter deres Beirut, fotograferer i inspi- eget hoved og drømme? rerende omgivelser, skaber kontakter og lærer arabisk, Der er ingen tvivl om, at det så ville jeg være en stor gave er meget lærerigt at være til en dansk avis, selvom jeg i praktik på en dansk avis, kun kunne tilbyde mig 12 men vi behøver fornyelse på måneder. fotojournalistuddannelsen. Den er slet, slet ikke retBranchens behov tet mod det faktum, at kun Det var mit ønske. Hvad ganske få ender som avisfomed branchens behov? Avi- tograf. sernes deroute betyder færre arbejdspladser for fotojournalister. Journalisthøjskolen
TV-praktik trækker folk til “den rådne banan“
Underviserne på de skrevne medier kan lære meget af TV-forløbene på JH Tekst
Svend Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsensen
I sidste nummer af Illustreret Bunker læste jeg et udemærket debatindlæg af Christian Baadsgaard, der har været i praktik på Dagbladet RingkøbingSkjern. Han beskrev, hvorledes man kunne gøre mere i undervisningen på Journalisthøjskolen for at lokke de studerende til at tage et praktikophold på halvandet år i banan-provinsbyer som for eksempel Ringkøbing eller Skjern. Et af hans løsningsforslag var, at underviserne på Journalisthøjskolen i højere grad skulle inddrage flere eksempler på gode lokaljournalistiske historier i deres undervisning frem for altid kun at tage udgangspunkt i forsideartikler fra Politiken, Jyllands-Posten eller Berlingske Tidende. - Og jeg
inddraget enormt me-get i undervisningen på Journalisthøjskolen, specielt på Fortælleteknik-forløbet Her kommer meget kvalificerede mennesker, som for eksempel Søren Juul Baunsgaard fra TV /MIDTVEST i Holstebro og fortæller og viser eksem-pler på journalistiske produktioner. Det er tiltag som disse, der gør, at studerende ingen skrupler har over at tage halvandet år til Holstebro, Vordingborg eller for den sags skyld Bornholm for at lære at lave TV fra bunden Hvorfor skal succeskriteriet for en god udredende - og ikke blot sidde bag glasfacaderne artikel kun være, at den på DR og skrive bliver solgt til forsiden på voice-overs om korte en landsdækkende avis? udenlandske nyheder til studieværterne på TV-Avisen eller DR Update. Jeg tror, underviserne
tror, han har helt ret. Selv skal jeg i praktik på en lokal / regional TV-station Nemlig TV Syd i Kolding. I modsætning til forholdene i den skrevne presse så vurderede jeg det ikke som mindre prestigefyldt at skulle i praktik på en regional TV-station frem for en landsdækkende. - Snarere tværtimod. Der er nemlig kamp om pladserne på TV 2 regionerne af én enkelt grund: Deres indslag bliver
“
“
Helle Nørrelund Sørensen, 3. semester
“
Tekst
på de skrevne forløb kan lære meget af måden, hvorpå undervisningen foregår på TV-forløbene. Hvorfor skal succeskriteriet for en god udredende artikel eller en god førsteårsopgave kun være, at den bliver solgt til forsiden på en landsdækkende avis? Stram op og lad os få noget mere lokaljournalistik ind i hjernene på landets kommende journalistspirer. Husk altid dette gamle slogan: “En nyhed kan blive national eller måske global... .Men den starter ALTID lokalt!” Så hav ikke berøringsangst for at inddrage lokale medier i undervisningen. Politiken og Jyllands-Posten skal nok få deres praktikanter alligevel. Det er jeg ikke i tvivl om.
“
Skolens logo burde have været et L Båndudskrift fra bestyrelsesmøde, mandag den 10. januar 2008
Bagsiden kan i dette nummer fortælle, hvordan bestyrelsen på Danmarks Medie – og Journalisthøjskole helt valgte at se bort fra vores udkast til et nyt skolelogo. Det blev Latterliggjort, Leet ad og Lagt væk. I stedet påbegyndte Dohm og co. en koldblodig operation X, som skulle få fatale følger. Bagsiden var med til det bestyrelsesmøde, som ændrede alt.
Dohm: Vi er samlet her i dag for at blive enige om et nyt logo til Danmarks Medie – og Journalisthøjskole. Jeg synes, det skal være en hel røvfuld X’er. Dyberg: Hvorfor? Dohm: Hold nu kæft, Dyberg! Du skal altid være så pissevanskelig og barnlig! Dyberg: (tuder) Nygaard: Arh Jan. Tør øjnene mand. Dyberg: (tuder) Kongsgaard: X er nok det mest ukonkrete bogstav af alle. En ukendt faktor. Og er det ikke meningen at vi som journalister skal være skarpe i vores formidling? Lorte X-faktor! Nygaard: Hørt. Og er det ikke meningen, at skal være objektive og upartiske? Et X er vel det, vi sætter på stemmesedlen. Come on, kan vi ikke gøre det lidt bedre?! Dohm: Jamen altså… jeg synes, at X er så... X-otisk. Kongsgaard: Hva’ med bogstavet L? Det er da 10 gange federe! Nygaard: 20 gange federe! Kongsgaard: L er kendingsbogstavet for motorkøretøjer i Luxembourg…. Nygaard: ….Og L er også forkortelsen på størrelsen large. Dyberg: Jeg bruger large! Ha ha! Kongsgaard: Hold nu kæft, Jan. Nygaard: Vi har brugt det nye, topavancerede designprogram Paint til at lave logoet. Prøv lige at se her…. Dohm: ….Det er jo bare en hel masse L’er. Fuck, det ser dumt ud. Talentløst! Kongsgaard: Hør nu her. L’et gav os Ludvig som i Holberg, Lise som i Nørgaard og Lars som i Larsen. Nygaard: Lækkert ik? Der er jo også L:Ron:Harald, L’Oréal og Lego. Det er fandme livsbekræftende. Dyberg: Og lort og lagkage! Ha ha! Dohm: Dyyyyyyybeeeeeeeeeeeeeerg! Dyberg: (tuder) Kongsgaard: Det er jo ikke kun betydningen. Det er også rent visuelt, ik? Nygaard: Ja man bliver jo helt skæv af at glo på de x’er…. Kongsgaard: L’et er stilrent. To lige streger der samler hinanden. Det er sgu da smukt! Dohm: Det er stadig bare en masse L’er. Dyberg: Ellerfanter. Ha ha!! Nygaard: Seriøst, L er så meget bedre end X. Dyberg: XL. Ha ha! Det bruger min kone! Dohm: Øhhh, nu ved jeg, hva’ vi gør. Vi lever i en demokratisk verden, så jeg bestemmer, at L er lig med lort. Vi bruger X’et. Dyberg: Lort og lagkage. Ha ha! Kongsgaard: Dohm, din samvittighed må kraftedme være belastet, dit store røvhul! Nygaard: For fanden hvor er du en lumsk ledertype, du er. Er du klar over det? Gud fader i skuret mand. Dyberg: Nogen der har set min kam?