Illustreret Bunker - Okt. 2008

INDENFOR

5

BARSPORT Kamp til stregen

ALDER

15

KLUMMETVEKAMP Har journalistik en alder?

KULTUR

18

ÅRHUS TOOK IT Bleg rap i Århus

OKTOBER 2008 | 10. ÅRGANG | NR. 6

Strid om ophavsretten til skolens nye logo Tekst Nicolai Lisberg

Firmaet Kontrapunkt, der står bag skolens nye visuelle identitet, føler sig krænket og unfair behandlet.

De mener, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har taget ophavsrettighederne til det nye xxxlogo ud af hænderne på dem.

Kritikken går på, at Kontrapunkt havde en klar for-

ventning om, at de efter en ideudvikling vedrørende logoet skulle have lov til at køre projektet til ende.

I stedet valgte skolen selv at stå for videreudviklingen af det grafiske design, og dermed har Kontrapunkt ikke længere rettigheden over det logo, de selv har fundet på. ”Det er et problem, når en offentlig virksomhed leger forretning. De har en hel anden tilgang til det, end

en kommerciel virksomhed ville have. De er uerfarne med at gebærde sig i erhvervslivet,” lyder kritikken fra medstifteren af Kontrapunkt, Bo Linnemann.

Uklare aftaler

Den udlægning har den ordførende direktør for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær, svært ved at forstå.

Han har siddet med til forhandlingsmøderne med

Kontrapunkt. ”Jeg gik personligt selv ind i forhold til den kontrakt og sikrede, at når vi havde betalt 350.000 kroner, så havde vi købt retten til at bruge designet. Så jeg er forholdsvis overbevist om, at tingene er i orden,” forklarer han.

Kontrapunkt vedkender, at de juridisk set ikke har en sag at komme efter, men føler sig alligevel krænket rent professionelt.

”De krænker os lige præcis på det, de selv uddanner folk til på deres skole, og det synes jeg er meget primitivt og amatøragtigt. De må da vide, hvordan man har det som designer, når man har lavet et værk. Og de må vide, hvor meget det betyder at have ophav og rettighed,” forklarer han.

Krig om rettigheder

Bo Linnemann tror ikke, at skolen har forstået alvoren i

situationen og mener ikke, at skolen har handlet fair, selvom de ikke har brudt nogen juridiske regler.

Jens Otto Kjær tager dog ikke kritikken alt for nær og konstaterer, at der er mange følelser indblandet, og folk derfor let kan blive sure.

I stedet henviser han igen til den kontrakt, parterne har indgået og slutter: ”Jeg kan godt forstå, at de er dybt ærgerlige over det, men sådan er livet.”

NEDTUR

FC Åben Modus tabte højrisiko-kampen mod FC Jura Læs mere

Side 3

2

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008 I anledning af Panikdagen producerer Illustreret Bunker i samarbejde med Citat “Panikavisen”. Alle studerende fra 1. og 2. semester er mere end velkomne til at hjælpe

Hvis du finder en død fugl, så undgå at samle den op med de bare næver.

Gør i stedet brug af engangshandsker eller andre lignende hjælpemidler - Fødevarestyrelsen

LEDER

Tiden er igen inde til PANIK! 170 forventningsfulde studerende fra Journalisthøjskolen skal onsdag den 29. oktober søge nye græsgange uden for Bunkeren.

Og endnu engang er der PANIK! malet ud over betonmurene med store røde bogstaver. Praktikudvalget holder nemlig stadig fast i det gamle praktiksystem. Et system, der stresser såvel de praktiksøgende som medierne. Og som kritiseres for at føre et spil af tilfældigheder, pres og underhåndsaftaler med sig.

Heldigvis tyder noget på, at denne ”Panikdag” muligvis bliver den sidste af sin slags. Praktikudvalget forsøger nemlig i samarbejde med KaJ at udarbejde et nyt system, der skal give mere ro til alle parter i praktiksøgningen. I dag udleveres ansøgningerne til praktikstederne klokken 8.00 på selve dagen, hvorefter panikken slippes hæmningsløst fri. Et af de nye forslag er derfor, at praktikstederne får ansøgningerne et par dage i forvejen, og således har de god tid til at læse dem igennem.

De tiltag, der tages i retning af at gøre praktikdagen mindre panisk, bør bydes velkommen med åbne arme. For mange journaliststuderende er valget af praktiksted den vigtigste beslutning, der skal træffes under uddannelsen. Derfor bør udfaldet ikke afhænge af, om ens ansøgning ligger i den øverste eller nederste halvdel i bunken af kuverter. Det nye system bør bane vejen for en mere fair praktiksøgning, der sikrer især de studerende mod alt for flossede nerver. Vi må håbe, at PANIK-dagen med tiden får sværere ved at leve op til sit navn.

- Redaktionen

Skolen terrorangrebet af due Hvordan ser det ud med sikkerheden på Journalisthøjskolen i Århus? En due angreb for nylig bibliotekets ruder Tekst Peter Pedersen og Jakob Andresen Foto Lærke Posselt

Det er tidlig onsdag morgen på Olof Palmes Allé.

Himlen er skyfri og varsler om en kølig, men smuk efterårsdag.

Alt ånder fred og idyl, mens Århus gnider sine søvnige øjne og gør sig klar til dagens mange gøremål.

Med et flænses stilheden af et, omend ikke øredøvende, så klart hørbart sus.

En skygge glider over DR’s bygninger på den anden side af Alléen og fortsætter direkte mod Journalisthøjskolens litterære skatkammer: Biblioteket.

Ingen studerende er mødt endnu. Kun rengøringspersonalet, som er ved at afslutte deres arbejde, og ingen af dem er i nærheden af bibliotekets store vinduer.

Og gudskelov for det.

For pludselig når skyggen ind over gården ved biblioteket og et gevaldigt brag lyder. En due falder til jorden i en sky af fjer.

og har over 45 års erfaring med duer.

Det er således muligt at få duer til at flyve efter bestemte mål, og de kan bruges til at transportere eksempelvis miltbrandssporer.

“En due kan bære mellem fem og otte procent af sin egen vægt, hvilket vil sige 10 til 15 gram,” oplyser Bjarne Borgersen.

Det er ifølge Hjemmeværnet beregnet, at ét kilo miltbrandsporer kan slå 100.000 mennesker ihjel.

10-15 gram er altså nok til at dræbe samtlige studerende og ansatte på Journalisthøjskolen.

Bjarne Borgersen forklarer, at duerne altid flyver tilbage til deres dueslag, hvor de kan få mad og drikke.

Dueslaget er det sted, hvor duen bor, og hvor den holder til.

Og da et dueslag ikke optager meget plads, kunne det i al hemmelighed være blevet placeret på skolens område, hvorefter duen er blevet fragtet væk for at flyve til-

bage med sin dødbringende last.

Korn, vand og husly kan altså få duer til at gøre hvad som helst.

Fatal forglemmelse

Duen lå i skraldespanden i bibliotekets gård i flere dage efter sin død, men hos Bygningsservice har man intet kendskab til episoden: “Det har jeg ikke hørt noget om. Og det er ikke os, der har smidt den ud,” siger vagtmesterassistent Kim “Banjo” Sørensen.

Hermed bliver det svært at finde ud af, hvorvidt der var monteret beholdere, sprængladninger eller andet på duen.

Da duen blev fundet i skraldespanden, var forrådnelsesprocessen desuden så fremskreden, at alle eventuelle spor var slettet.

Ruden, som duen ramte, blev udskiftet tidligere på året, og hos Bygningsservice erkender bygningsingeniør, Lene Knuden, at man ganske enkelt har glemt at montere

klistermærker af rovfugle, de såkaldte rovfuglesiluetter, på det nye vindue.

En potentielt fatal forglemmelse.

“Hvis duerne kan se en silhuet af en rovfugl, så flyver de ikke den vej,” forsikrer Bent Borgersen fra DDB.

Sikkerheden strammet op

Personalet hos Bygningsservice har imidlertid taget episoden alvorligt og strammet op på sikkerheden.

For efter vores henvendelse er der igen blevet monteret rovfuglesiluetter på vinduerne.

Og så sent som onsdag d.

22. oktober modtog de studerende en advarsel om, at “et par suspekte typer, som muligvis ikke har helt fine hensigter”, som det hed i mailen, var blevet observeret på Journalisthøjskolen.

Man kan kun gisne om personernes ærinde, men det kan ikke udelukkes, at de har haft til hensigt at sætte dueslag op.

Duer kan trænes

“Militæret har lavet eksperimenter med at flytte dueslag, og det lykkedes dem at flytte dueslagene helt op til 50 kilometer, uden at duerne for vild”, fortæller Bjarne Borgersen, der er forretningsfører i De Danske Brevdueforeninger, DDB,

Redaktionen:

Fotoredaktører:

Heidi Qvistgaard Jensen (ansv.) hqjensen@mail.djh.dk

Kristoffer Juel Poulsen kjpoulsen@mail.djh.dk

Kasserer:

Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen svfrmikkelsen@mail.djh.dk

Tryk:

OTM Avistryk Herning-Ikast tlf - 97 15 66 00

Oplag: Tine Damgård tdamgard@mail.djh.dk

Nikolai Linares nikolail@mail.djh.dk

Svend-Vilhelm F. R. Mikkelsen svfrmikkelsen@mail.djh.dk

Bagsiden:

Katrine Grøndvald Raun kgraun@mail.djh.dk Anne Nyhus Christensen anchristensen@mail.djh.dk

Kristian Nygaard kdnygaard@mail.djh.dk Ulrik Kongsgaard ukknudsen@mail.djh.dk

Annoncer:

Katrine Grønvald Raun kgraun@mail.djh.dk Nikolai Linares nikolail@mail.djh.dk

Illustreret Bunker Journalisthøjskolen Olof Palmes allé 11 8200 Århus N. ib@mail.djh.dk www.illbunker.dk tlf - 89 44 04 90

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU, RUC og Mediehøjskolen.

Citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse:

28. oktober 2008 10. årgang - 5. udgivelse Næste deadline: 13. november Næste udgivelse: 18. november

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER Polka er en par-dans i 2/4-takt.

I dansk tradition findes der mange forskellige varianter. Blandt andet kan nævnes: Rheinlænderpolka, Rundtenompolka og Galop

OKTOBER 2008

3

Med 7 mål er Jeppe Strandberg indtil videre denne sæsons topscorer på FC Åben Modus.

Andenpladsen på 3 mål deles af Mads Møller Lauritsen og Jonas Wisbech Vange

- Wikipedia

- aabenmodus.wordpress.com

Pool og polka i Fredagsbaren En gevaldig forbedring af poolbordets forhold i Fredagsbaren var lige ved at udrydde det populære fænomen - Pooldans Tekst Steffan Lykke Møller og Nicolai Lisberg Foto Nikolai Linares Larsen

Fredagsbaren har gennem den seneste tid fået en gevældig ansigtsløftning.

Ud over Kurt Thyboes portræt på væggen, er der kommet nye stabile ben på fodboldbordet, forbedret musikanlæg og ikke mindst nye klæder på poolbordet.

Tiden med et slidt, hullet og ujævnt klæde med diverse ølpletter og skæve bander på poolbordet skulle være forbi.

Den hvide kugle, der ved en fejl røg i det forkerte hul, satte sig fast og ikke kom ud igen, skulle være passé.

Af den grund besluttede Fredagsbaren, med støtte

fra KaJ, at istandsætte poolbordet.

Nu løber nye kugler i lige baner på det grønne filt omringet af de nyistandsatte bandere.

Umiddelbart noget, der burde skabe glæde blandt Fredagsbarens mange gæster, men i stedet medførte det en større debat.

Fredagsbaren ønskede selvsagt at skåne det nye klæde, så en årgammel tradition med dans på poolbordet virkede til at være forbi.

Det fik Martin Davidsen, der er træner for fodboldholdet FC Åben Modus til at råbe op, hvilket man ellers kun ser ham gøre på sidelinjen.

Vild med dans

Da han i sin tid blev præsenteret for Fredagsbaren, var det med beskeden om, at her var Fredagsbaren. Her

var ingen hæmninger – og man måtte endda danse på poolbordet.

Den udmelding tog Martin Davidsen med flere til sig, og det er med tiden blevet en fast vane for ham i Fredagsbaren. ”Poolbord er blevet et centrum for dans. Det er blevet et symbol på, at vi smider hæmningerne. Nu skal det være rigtig sjovt,” forklarer ham.

der gerne ville medvirke til at finde en fornuftig løsning på problemet. ”Vi ville gerne gøre flest mulige tilfredse og finde et kompromis, der kunne accepteres af begge parter”, fortæller Fredagsbarens formand Casper Høygaard.

Løsningen blev et par træplader, der skal sørge for, at

poolbordet ikke bliver beskadiget, når det fra kl. 20:00 og frem bliver forvandlet til et dansebord.

Mr. Swingking

Efter en turbulent første aften ser løsningen med ”den glade plade” ud til at virke efter hensigten.

Kombinationen med poolbord og dansebord tilfredsstiller formand Casper Høygaard.

Det samme gør sig gældende for Martin Davidsen. For som han selv siger: ”Mr. Swingking skal danses PÅ poolbordet - ikke ved siden af”.

Nu på Facebook

Derfor gik han i offensiven og stiftede Facebook-gruppen ”Fri dans på poolbordet i Fredagsbaren”.

Allerede det første døgn meldte 40 medlemmer sig under fanerne, og det overbeviste Martin Davidsen om, at her var noget at kæmpe for.

Det fik ham til at indgå drøftelser med Fredagsbaren,

Fra venner til fjender Fredag den 24. oktober tørnede de tidligere klubkammerater fra FC Jura og FC Åben Modus sammen i efterårets Højrisiko-kamp på græsplænenerne bag Journalisthøjskolen Tekst Sven-Vilhelm Fredsgaard R. Mikkelsen Foto Nikolaj Svennevig

Der var had og gammelt nag at spore i den iskolde oktober-luft, da regelrytterne fra FC Jura mødte heltene fra FC Åben Modus i alletiders

fodbold-match.

FC Åben Modus var tidligere en del af FC Jura’s organisation og benyttede blandt andet klubbens træningsfaciliteter.

Men holdet blev i sensommeren smidt ud af klubben, fordi de gentagne gange havde glemt at rydde op og låse døren efter sig, når de forlod klubbens træningslokaler.

Nu skulle luften renses.

Forårets nederlag mod SDU skulle for altid slettes, og landets kommende jurister skulle smage deres egen hammer.

FC Åben Modus skulle vise, at de var blevet selvstændige og kunne spille med deres egne ben.

Opgøret begyndte som enhver anden fodbolddyst. FC

Åben Modus satte sig på starten af kampen.

Uheldigvis lavede holdet et par dumme fejl, og FC Jura udnyttede to skarpe kontramuligheder, så stillingen pludselig blev 2-0 til FC Jura.

Begge mål blev scoret af Jabob Kvols, storebror til Mikkel Kvols aka. Judas - ...

Manden, der på trods af sine mange gode år som studerende på Journalisthøjskolen i Århus, har valgt at sælge sin sjæl for at tjene FC Jura.

Tingene begyndte at se sort ud for FC Åben Modus, selvom viljen til sejr tydeligt var til stede.

Og helt galt gik det, da FC Jura lige inden halvlegen udbyggede deres forspring til 3-0.

“Det er fandme noget lort,” var trænerens kommentar til spillet i halvlegen.

Da anden halvleg blev fløjtet i gang, begyndte kampen mod FC Jura faktisk mere

og mere at minde om EMkvalifikationsopgøret mellem Danmark og Sverige i foråret 2007.

FC Åben Modus genfandt fokus, og topscoreren fra kampen mod SDU, Jeppe Strandberg, reducerede Juristernes føring til 3-1.

Dernæst var det selveste “Arabiens Drøm” aka.

Jakob Sheikh, der tryllede med bolden og ledte Åben Modus endnu tættere på Jura-drengene’s oppustede bagdele med stillingen 3-2.

20 minutter var der tilbage af kampen, og FC Åben Modus manglede kun ét mål for at sikre sig uafgjort stilling og dermed forlænget spilletid.

Men så skete det ubegribelige.

Selveste Judas aka. Mikkel Kvols trynede sine medstuderende på Journalisthøjskolen lige for øjnene af dem, da han lukkede kampen med målet, der fastslog slutstil-

lingen 4-2 til FC Jura.

Nederlaget var totalt. Drengene havde kæmpet og svedt sig gennem kampen, mens de mange supportere i stiv frost havde stået på sidelinjen og fulgt deres anstrengelser.

Men lige meget hjalp det.

Landets kommende journalister tabte til landets kommende jurister, der dermed er sikret håneretten det næste lange stykke tid.

“Vi går med æren i behold.

Vi spillede en god kamp og fortjener mere, end hvad slutresultater viser,” forklarer træneren for FC Åben Modus, Martin Davidsen.

“Vi starter med at lave to dumme fejl, og det var det, vi tabte kampen på,” slutter han og stamper jorden.

FC Åben Modus går nu i vinterhi og genoptager først gruppespillet i serie 5 til foråret.

4

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

KaJ’s generalforsamling havde i år omkring 80 besøgende gæster

KaJ-festen havde omkring 300 glade gæster

- Fredagsbaren

- KaJ

Dreng, mand dig op!

Flere drenge end piger dumper førsteårsopgaven. Mange af dem, fordi de ikke arbejder koncentreret og tager studiet alvorligt. Det gjorde Thomas for eksempel ikke Tekst David Wedege

Det er tredje og sidste forsøg for at bestå førsteårsprøven, der sender ham videre på tredje semester og mod resten af studiet.

Deadline er klokken 11, men kvart over 11 står han stadig og printer.

Thomas Bogø Johansen opdager, hvad klokken er. ”Og så brød jeg ud i et stort grineflip. Jeg måtte bare grine af min egen ynkelige situation, for det var så tragikomisk et øjeblik,” siger han og klukker imens.

Thomas er bare en af mange drenge, som har dumpet førsteårsprøven mindst én gang.

Det sker også for nogle piger, men langt oftere for drenge.

En statistik over de 10 seneste semestre viser, at 3 ud 4, som dumper førsteårsprø-

ven, er en dreng.

Enten på grund af dumpekarakter eller fordi der ikke er afleveret noget.

Selv om 6 ud af 10 studerende på skolen er drenge, dominerer de stadigvæk for meget i dumpestatistikken.

Tag jer sammen!

Pia Færing har flere gange været vejleder ved førsteårsprøven, og hun har igennem længere tid fokuseret på problemet. ”Jeg siger, I skal tage jer sammen, drenge!”

Hun oplever, at drengene ikke i lige så høj grad som pigerne evner at strukturere deres arbejde og bruge arbejdstiden hensigtsmæssigt. ”Det er ligesom på deres værelser. Hvor drengenes sokker ligger tilfældigt og flyder, så ligger pigernes altid parvis og på række,” forklarer hun Selv om det er et mønster, der gentager sig i alle årgange, så afviser Pia Færing, at det er noget, skolen skal

arbejde på at gøre op med. ”Det er slet ikke noget, vi skal bruge undervisningsresurser på. Det må drengene selv finde ud af. De bøger, vi bruger, har tilstrækkeligt med redskaber, som kan lære dem at arbejde mere hensigtsmæssigt. De skal bare gide at læse dem,” siger hun.

En tidsoptimist

Thomas begyndte på Journalisthøjskolen i september 2006.

Første semester var hyggeligt. Han følte, han kunne være med, selv om man læste blot 10% af pensum, og det udnyttede han til at feste. Og kombinere arbejdet med fest. ”Hvis jeg kunne lave en opgave, mens jeg var i byen for at more mig, så gjorde jeg det og tog diktafonen med på bytur,” beretter han.

Alvoren slog først ned, da han i forårssemestret 2007 dumpede sit første forsøg på at bestå førsteårsprøven.

Han lavede intet i de første to og en halv uge af opgavetidens tre uger, og resultatet blev også derefter: et 5-tal på den gamle skala. ”Det blev hastet igennem.

Jeg var alt for tidsoptimistisk og troede altid, at jeg havde bedre tid til at nå opgaven, end jeg havde.”

Og så var der reeksamen. ”Men jeg var meget træt af, at alle mine venner skulle på Roskilde Festival imens, og jeg fortrød egentlig, at jeg overhovedet gik op til den reeksamen, for jeg var virkelig kørt træt i det der udredende journalistik.”

Censor blev også træt – af artiklen, som gav et nyt dumpende 5-tal.

En kold spand vand

Lektor Lars Bjerg genkender problemet fra sit arbejde på skolens første del.

I klasserne ser han tit grupper af drenge, som ikke tager arbejdet alvorligt nok.

Hvis ikke det er sjovt at lave, så bliver det ikke gjort or-

KaJ - Generalforsamling & Fest Strukturændring vedtaget på generalforsamlingen Lørdag den 4. oktober 2008 afholdt KaJ endnu en gang generalforsamling i Frøberts Auditorium på Journalisthøjskolen.

Vigtigste punkt på dagsordenen var en ændring af KaJ’s bestyrelsesstruktur.

KaJ vil fremover kun bestå af én næstformand, frem for tidligere tiders to næstformænd.

Deruover bød generalforsamlingen på et fagligt oplæg med DR’s udenrigskorrespondent og nuværende vært på DR 2 Udland, Erkan Özden.

Han fortalte om sine oplevelser fra Irak og Afganistan.

Formand for KaJ er efter generalforsamlingen stadig Håkon Stolberg, mens ny næstformand blev Esben Christensen, nuværende praktikant på Ekstra Bladet.

Efter Generalforsamling var der traditionen tro stor fest på Journalisthøjskolen, og festens stemning blev suppleret af musikken fra “The Boogie Band”.

Næste generalforsamling i KaJ afholdes til marts 2009.

dentligt, og andre ting end studierne stjæler deres opmærksomhed.

Lars Bjerg mener, det et spørgsmål om modenhed. ”Jeg siger til dem: Gør det nu til jeres eget ansvar. Det er ikke for vores skyld, at I skal lave tingene. Og det handler om at blive en god journalist, ikke om hvordan man nemmest slipper igennem studiet.”

Og ifølge Lars Bjerg er der håb for mange af dem. ”Jeg har set mange drenge blive til mænd, mens de gik her. For nogle er det en stor tjeneste af os at blive dumpet. Det er jo som en kold spand vand i hovedet, og mange opdager for første gang, at der er konsekvenser,” forklarer han.

Game over

Men egentlig ikke så meget.

For jeg vidste jo, at jeg ikke havde gjort alt det, jeg kunne. Havde jeg derimod kæmpet for det, så ville jeg have følt det langt værre.”

Thomas tager nu en ommer på lærerseminariet. Under orlov fra Journalisthøjskolen arbejdede han som lærervikar. Det vakte hans interesse for at blive skolelærer, og i september 2008 begyndte han på det nye studium. ”Det giver en følelse af sikkerhed at have prøvet at starte på en uddannelse før, så jeg har nogle erfaringer.

Jeg skal undgå at havne i samme rolle som sidst, hvor jeg prioriterede fest og ballade over studierne. Jeg skal denne gang gå mere helhjertet ind i det, for eksempel købe pensum og få det læst.”

Efter at have dumpet tre førsteårsprøver var Thomas ”Game Over” på Journalisthøjskolen. ”Ja, det var hårdt, og jeg følte mig lidt som en fiasko.

Foto Jonas Vandall Ørtvig

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

5

Kvinder får en højere promille, selvom de drikker samme mængde alkohol som mænd. Dog bliver mænd mere højrøstede og mister kontrollen over finmotorikken, mens kvinder er bedre til at bevare ro og overblik - www.alkohol.dk

Politisk korrekt armlægning Armlægning, Meyer, ølslugning og bordfodbold er alle discipliner, der lægger op til konfrontationer. Men det var på sidelinjen, den hårdeste verbale kamp udspillede sig, da 1. semester fredag den 3. oktober dystede i barsport i ”Lille Audi” Tekst Jette Lin Nielsen Foto Tobias Nørgaard Pedersen

”Kom så, tøser!”

Den første armlægningsdyst kører på fjerde minut, og der er krise blandt tilskuerne.

De taktfaste klap er ved at blive utålmodige, og den insisterende heppen kapitulerer.

Tiden løber ud for de to duellanter. Afgørelsen skal findes i en armbøjningsdyst på gulvet.

Den foregår til lyden af ”Danmark har fået en borgerlig, liberal regering igen!”

Dyrevenlig liberalisme

For er der ét hold, der er svært at overhøre, er det hold fire.

De har i dagens anledning iklædt sig skjorte og slips, blå balloner, hjemmelavede Anders Fogh-hårspænder og påtaget arrogance.

Holdets folkeforførende frontfigur har tydeligvis styr på det politiske budskab: ”Enhver er sin egen lykkes smed. Hvis du smeder en hestesko, så er det okay, fordi det er godt for hestene,” udtaler holdets egen Anders Fogh, Anders Haubart Madsen, med stor overbevisning.

For de nyudklækkede VU’ere handler dagen mere om at hverve medlemmer frem for barsport.

Tobias Nørgaard Pedersen forklarer taktikken: ”Vi er virkelig gode til det der med at dele foldere ud og få nogle flere med. Hvis nogen er uenige med os, så omformulerer vi, og vupti så har vi dem!”

Peter fra Drømmeø’n

I et hjørne sidder Jesper Banke iklædt et lettere stumpet Peter Pan-kostume.

Hans grønne holdkammerater fra hold tre forsøger med et spagt ”Peter fra Drømmeø’n, lå lå lå lå lå” at overdøve de blå VU’ere ved

nabobordet.

Undtagen Jesper Banke.

Han er tidligere formand for VU i Fredericia og nyder de velkendte slagsange: ”De opfører sig, som VU’ere gør, når VU’ere er skidefulde, så jeg føler mig hjemme.

Jeg synger faktisk med på mange af sangene.”

Jesper virker dog til at være den eneste, der har fattet sympati for de blå.

Alt fra toiletpapirsindrullede mumier til lyserøde kaniner i satinbukser modtager med rullende øjne og falske smil blå balloner og VU-foldere.

Men trods sympatien savner Jesper særligt én sang: ”Når Anders Fogh, når Anders Fogh, når Anders Fogh marcherer ind.

Så er han ikke til at stoppe, når Anders Fogh marcherer ind,” demonstrerer han med den bamsede tenorstemme, der for alvor vil udfolde sig senere i singstar-konkurrencen.

Okay med dolk

Jesper Banke og resten af hold tre overvejede først et grønlændertema komplet med sorte parykker og klirrende flasker.

Men de fravalgte den provokerende farvefortolkning til fordel for Peter Pan, for man kunne jo støde nogen: ”Visse dele af klassen mente, at det var forkert. Men jeg havde det rigtig godt med grønlænderrollen,” siger Jesper Banke.

Men det mere pacifistiske Peter Pan-tema er ikke uden politiske undertoner. Anne Hammer Hansen erstattede ølslugning og armlægning med en dyst mod symaskinen derhjemme, hvor de 23 Peter Pan-kostumer blev kreeret.

Alligevel har hun haft overskud til at krydre kostumet med et politisk budskab: ”Folk, der går med kniv, er idioter, men folk, der går med dolk, er okay,” siger hun og fremviser stolt en smal dolk fra sit brune læderbælte.

Frihed til at håne

Blandt hold fires VU’ere

finder man ikke samme politiske korrekthed: ”Det er mest for morskabens skyld. Vi kan ikke tage det seriøst, hvis folk bliver stødt over, at vi er klædt ud til en konkurrence,” siger Anne Winther Rasmussen med V-symboler påklistret strategiske steder.

Den holdning støtter Jesper Banke op om og finder en floskel frem fra den liberalistiske lomme: ”Vi lever i et frit land. Man skal have lov til at håne dem, man vil. Vi håner jo også lidt Peter Pan. Det kan være, der er nogen, der er medlem af Peter Pans fanklub, og de bliver måske også ramt.”

Liberalistisk lingolir

Efter en hel dag i en VU’ers sko, skjorte og slips kan Anders Haubart Madsen og Tobias Nørgaard Pedersen jonglere med liberalistisk lingolir som ægte VU’ere: ”Alle elsker jo Venstre.

Fremtiden er mod højre. Vi er alle sammen frie - alt er frit! ” Men selvom de to drenge har hvervet adskillige nye medlemmer, er én gruppe stadigvæk ikke velkommen ifølge Anders: ”Socialistiske ballademagere. Hvis de så meget som ytrer et enkelt ord, så skal man slå hårdt ned på dem.

Inde i baren er der en gut, der spørger, om han kan låne to kroner. ’Gu’ kan du ej! Har du tjent dine penge selv? Nej, det har du ikke!

Så kan du kraftedeme ikke låne to kroner!”

6

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

Bøger af Joachim Ladefoged: ‘Mirror’ - Et indblik i bodybuildingens verden.

‘Albanians’ - Historien om den turbulente udvikling i Albanien fra 1997 til 1999

De relevante studiejobs er derude Kalenderen viser den 16. Kontoen viser minus. Den formue, din SU plus det løse udgør, er på forunderligste vis forsvundet Tekst Anita Sørensen

Klarer du den sidste halvdel af måneden på havregryn og andres slatter i Fredagsbaren? Vil du hellere have lidt ekstra at gøre godt for, så er der muligvis hjælp på vej.

En undersøgelse viser, at de studerende i Århus ønsker relevante studiejob. Undersøgelsen viser også, at Århus langt fra lever op til efterspørgslen. Det har Århus Kommune nu gjort noget ved. I samarbejde med konsulentvirksomheden Mercuri Urval A/S har de opstartet Studiejob Aarhus. ”Studiejob Aarhus er af studerende for studerende. Vi har Mercuri Urval, der er

super dygtige til at se tingene fra virksomhedens side. Og vi studerende har kontakt til og viden om det at være studerende,” siger Tine Rahbek Sørensen, der er juniorkonsulent i Studiejob Aarhus.

Hun læser til daglig økonomi og psykologi på Århus Universitet. Hendes nye studiejob er at skaffe andre studerende et job. Et relevant studiejob vel at mærke.

Sporhund efter job

De relevante studiejob er ikke kun noget, der hører hovedstaden til. Derfor har de fire studerende i Studiejob Aarhus givet sig i kast som brobyggere mellem virksomhederne og de studerende. Det har vist sig

som et kæmpe opsøgende arbejde. ”Der er mange virksomheder, der ikke har overvejet at ansætte en studentermedhjælper. De skal måske have tid til at tygge lidt på det,” fortæller Tine Rahbek Sørensen og fortsætter: ”Nogle gange skal virksomhederne have et skub til at se, hvad de studerende kan lave. Vi må bare være gode til at opsøge dem og presse dem lidt.”

Studiejob Aarhus henvender sig til virksomhederne. Studerende, der vil bruge sin nyindlærte viden i praksis, er der nok af. Ved at tage udgangspunkt i virksomhedens behov kan Tine Rahbek Sørensen og de andre i Studiejob Aarhus sikre det

rette match. ”Det er vigtigt for os, at det er den rigtige kandidat, der får jobbet. Der skal være kvalitet i det, vi laver. Vi skal ikke ansætte en forkert studerende, så hellere vente på, at den rigtige viser sig.”

Ideologi med sikkerhedsnet

Det er meningen, at Studiejob Aarhus i løbet af fire år skal være selvkørende. Indtil da kan de trække på de erfarne folk hos Mercuri Urval.

At det er fire forholdsvis uerfarne folk, der skal varetage opgaven, mener Tine Rahbek Sørensen ikke er et problem: ”Vi får lov til at starte et drømmeprojekt, men det er med sikkerhedsnet. Det er

et spørgsmål om at kunne se behov og læse mennesker.

Pointen er, at det skal være til de studerendes bedste.

Vi er unge og friske og har ideologierne i behold. Alt vi gør, det er for de studerende.”

Selvom Studiejob Aarhus stadig er i opstartsfasen, er de blevet godt modtaget.

Især virksomhederne har været meget imødekommende.

Ingen sølvske

Studiejob Aarhus betegner et relevant studiejob som et job, hvor du får lov til at bruge noget af det, du sidder med i din uddannelse til daglig. Den studerende skal kunne tilføre virksomheden viden og benytte sig af sin

viden. Tine Rahbek Sørensen vil arbejde på at skabe en bedre situation for de studerende. Hun forventer, at der i fremtiden vil være rigtig mange relevante studiejob, så de studerende har noget at vælge imellem. Tine Rahbek Sørensen vil væk fra den holdning, der hærger i dag: ”Får man et relevant studiejob føler mange, at det er som at få stukket en sølvske i munden. Man kan endda være villig til at arbejde gratis. Sådan skal det bare ikke være. Især ikke når jobbene er derude. Det er et tegn på, at der er noget, der er helt galt.”

Du kan læse mere om Studiejob Aarhus på www.studiejobaarhus.dk

Når krigen kalder Pressefotograf Joachim Ladefoged har set verdens brændpunkter. Han har været fanget i krydsild og alligevel vendt tilbage til krige og katastrofer. Selvom han var bange Tekst Ditte Lilholm Post Foto Asbjørn Sand

Når Joachim Ladefoged ankommer, starter han med at orientere sig. Han stiller spørgsmål og undersøger.

Lige som til en hvilken som helst historie. Men det her er krig og katastrofe. Det kan være farligt.

Pressen som mål

Da han som 25-årig dækkede en krig for første gang, lærte Joachim Ladefoged en vigtig lektie. Han blev fanget i krydsild, men kom helskindet fra oplevelsen med det, han troede, var et

genialt billede. Da det var fremkaldt, viste det intet, som var værd at se på. ”Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være front line fotograf. Det var konsekvenserne af krigen, der var interessante. Det var dér, historien var. Det andet var bare billeder af mænd med våben.”

Noget andet, Joachim Ladefoged lærte af episoden, var at passe på sig selv. ”Efterfølgende var jeg meget mere forsigtig og opmærksom på ikke at blive et nemt mål i en gruppe. Jeg går for mig selv og finder ud af, hvor jeg kan kaste mig hen, hvis nogen skyder,” siger han og forklarer, at han også herfra er meget opmærksom på, at man skal kunne se, at han er fotograf. Han er ikke en del af mængden. ”Tidligere kunne pressen

bevæge sig frit,” siger han og påpeger, at tingene har ændret sig. ”I dag er pressen også jaget vildt, hvor vi i gamle dage var uafhængige. Det er længe siden, jeg har dækket en krig, men jeg føler, det er blevet farligere. Du kan ikke længere bare bevæge dig rundt.”

En anden virkelighed

”Jeg vil ikke sige, at jeg nød at være afsted. For man lever tit på kanten af livet. Hvis du ikke skal blive sindssyg, så kan du ikke blive ved med at leve på den kant, og du kan ikke blive ved med at se og opleve de ting uden at tage skade af det,” siger han.

Joachim Ladefoged tror selv, at det har været afgørende for ham, at han har haft

Joachim Ladefoged har modtaget adskillige priser og er den første dansker til at modtage en World Press førsteplads i kategorien Photo Story. Blandt hans arbejdsgivere er New York Times Magazine og National Geografic.

lang tid mellem sit arbejde i krigs- og katastrofeområder. Han har dækket krige og katastrofer i 13 år, men har også altid arbejdet med andet end krise-reportage ved siden af. ”Når du tager væk, kommer du ind i en virkelighed, der ikke er din virkelighed, når du kommer hjem. Men du tager den med hjem, og så går der et stykke tid, hvor du akklimatiserer. Hvis jeg ikke lavede andet end kata-

strofehistorier, ville det påvirke mig meget mere som menneske.”

Grebet af stemningen

”Det er ikke værd at dø for,” fastslår Joachim Ladefoged. ”Men det kan være et adrenalin-rush ud over alle grænser.”

Og det andrenalin-rush er en af grundene til, at han har valgt at tage afsted flere gange. Han oplevede, hvordan han blev grebet af stem-

ningen af at skulle og kunne fortælle en vigtig historie. ”Jeg betragter lidt mig selv som en religiøs fanatiker.

Jeg tror fuldt og fast på, at det, jeg gjorde, havde en virkning. Jeg havde et mål med at være der og fortælle historien. Og når du har det, tror jeg ikke, at du bliver smadret lige så meget af det, som hvis du bare var der og oplevede det. Jeg følte, at jeg gjorde en forskel.”

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

7

Christiano Ronaldo er opkaldt efter den tidligere amerikanske præsident­ Ro­n al­d Reag­a n -www.totalclubfootball.com

Da Goliat kom på besøg På banen stod et par milliarder kroner fodboldben linet op side om side med nogle bolsjestribede danskere. Medier fra hele Europa var dukket op til det, der var kaldt ”den største sportsbegivenhed på ålborgensisk jord nogensinde.”

På allersidste mandat fik Illustreret Bunker lov til at komme med Tekst og Foto Peter Bollerup Andersen

”Great tackle” udbryder en engelske reporter 23 minutter inde i kampen, da Manchester Uniteds Rio Ferdinand tackler, så det synger.

Der er stor entusiasme på pressetribunen til Champions League-opgøret AaB – Manchester United. Det vrimler med reportere, kommentatorer, fotografer og journalister. ”Dimi, well done,” udbryder Sky Sports udsendte og ironiserer over Manchester Uniteds nye angriber, der har kostet omkring 300 millioner, men endnu ikke har scoret mål for klubben. De dyre drenge er kommet til byen.

Illustreret Bunker: Ingen adgang

At Illustreret Bunker overhovedet fik plads til kampen og oven i købet kom til at sidde på række 15, sæde 16 med eget skrivebord midt mellem Sky Sports og Ekstra Bladets udsendte journalister, var et mindre mirakel i sig selv. ”Det er helt umuligt. Det løb er kørt. Du skulle have sendt en ansøgning for halvanden uge siden,” fortalte pressemedarbejder Jette Randrup fra AaB i telefonen, da jeg dagen før kampen ringede og spurgte, om de kunne klemme en ekstra ind på stadion. ”Ja, jeg ved godt, jeg er sent ude. Men jeg skal bare bruge én plads,” forsøgte jeg.

Det var dog mere eller mindre umuligt, da det skulle gennem UEFA og diverse sikkerhedsprocedurer.

Tirsdag kl. 20.45 startede kampen. Tirsdag eftermiddag og adskillige mail-korrespondancer, tilbud om blomsterbuketter og tele

Illustreret Bunkers udsendte sad godt placeret ved siden af sportsjournalister fra Sky Sports og Ekstra

fonopkald senere, var der stadig ingen plads. Altså ingen reportage fra den største kamp i AaB’s historie.

Klokken 16 ringede telefonen. ”Ja goddag, det er Jan Schrøder fra AaB. Nu skal du høre…” sagde han og holdt en pause. ”Vi har fundet en plads til dig.”

Aalborg parat

Således kommer jeg af sted med firetoget til Aalborg.

Et stort regnvejr kort inden aften har renset luften og efterladt en glasklar himmel.

Dannebrog vejrer på bybusserne. McDonalds-medarbejdere og buschauffører er iført t-shirts med teksten ”Champions League – kun i Aalborg”. I ”Gaden” har englænderne givet sig i kast med den danske øl, og ud fra pubberne lyder tonerne ”Glory glory Man United.”

Jo tættere man kommer på stadion, jo mere merchandise kommer i udbud. Særligt halstørklæder.

”Tonight’s scarf, only 100 kroner,” lyder det med en engelsk rullen på r’et.

Udenfor stadion går rygter om, at der er sorte billetter i omløb til 4-5000 kroner.

Det er ikke hvem som helst, der er på besøg.

Topprioritet

Fem minutter inden kampstart finder jeg endelig min plads på øverste række. Fantastisk udsigt. På sæderne nedenunder sidder hundredvis af pressefolk fra hele Europa med små tvskærme, bærbare computere, notesblokke og penne, der til dagens anledning er slebet med skalpel.

På banen viser Manchester United, at de ikke kun er en gigant uden for banen. De er også AaB overlegne fodboldmæssigt.

Til højre for mig sidder en journalist fra Ekstra Bladet og skriver til deres web. ”Kampen har topprioritet.

Vi er fire skrivende journalister afsted foruden fotografer.”

På venstre side sidder englænderen fra Sky Sports og jubler over, at Dimitar Berbatov til 300 millioner kroner endelig betaler lidt tilbage og scorer to mål i sejren på 3-0. ”Nice to meet you,” siger han, da dommeren fløjter af og trykker min hånd så hårdt, at knoglerne værker.

Han og kollegaen skal ud og lave deres indslag, forklarer han og tager sin blok med notater, der er så tætskrevne, at det er svært at skelne ordene fra hinanden.

Kampen er slut, men kun første halvleg for pressen.

Næste slag skal slås i mixed zone. En zone, spillerne skal igennem, når de går fra omklædningsrummet og ud i spillerbussen.

og den lille gang, spillerne skal passere. ”Ah, kom så!” mumler Ulrik Jönsson fra TV2, mens han skuler op mod det høje loft.

Spillerne lader vente på sig.

Pludselig sker der noget. Der råbes i munden af hinanden, da en flok United-spillere går igennem. ”Rio, can I ask you a question?”,”Rooney, how do you see the game tonight?” United-spillerne ignorerer alle spørgsmål og går forbi hele møllen uden at røre på sig. ”Rio! please?” prøver en sidste journalist. ”No!” råber han tilbage og forsvinder ud af syne med sin Louis Vuitton-toilettaske under armen.

DR-sporten forsøger at klemme sig igennem og komme helt frem, hvilket giver anledning til utilfredse fnys. Øjeblikket efter kommer 300 millioner-manden og dobbeltmålscorer Dimitar Berbatov forbi, og DRSporten fanger ham som den første og får et soloterview. Derefter trækker de sig tilbage og efterlader ham til de andre medier. ”Så går jeg ud fra, I er tilfredse?” spørger DR-manden retorisk bagefter.

Som en af de sidste spillere kommer Ronaldo igennem og standser op til interview, hvilket på det nærmeste skaber kaos og jungletilstand.

Manchester Uniteds eget tv-program står helt fremme. De danske medier har helt givet fortabt. ”Jeg tror, det er slut,” siger Ulrik Jönsson fra TV2 lidt efter og pakker sit tøj og går. Der er en halv time til midnat.

Tilbage til Manchester

Udenfor mixed zone holder Manchester Uniteds spillerbus og venter på én mand – træner sir. Alex Ferguson.

Til sidst kommer han gående. ”Can I have your signature?” spørger en fan. ”Yes, sure,” siger han og skriver på en United-trøje, inden han stiger op i spillerbussen på vej mod Aalborg Lufthavn. Lidt respekt for gæsterne var der trods alt, når de nu havde været så uforskammede inde på banen.

Positionskamp og jungletilstand

I mixed zone er positionskampen allerede begyndt.

Det er her, den sidste sløjfe på aftenens arbejde skal bindes. Spillerinterviews. Der er snor imellem det område, journalisterne må være på

Journalisterne overfaldt Ronaldo, da han kom ud fra badet.

8

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

KaJ er til for dig!

KaJ-kalenderen 2008...

29. Oktober Store Match-dag, Journalisthøjskolen 9.-10. November FagFestival 2008, Odense 29.-30. November Faglig Week-End, Fjeldholmlejren ...og så er KaJ kontoret for øvrigt, på populær anmodning, atter åbent hver onsdag mellem 14 og 16!

Vi ses på 100-gangen, Kredsen af Journalistuderende.

På DJStud’s hjemmeside finder du • Nyheder • Fede arrangementer • Debat • Bog-, bolig- og byttebørs • Info om støtteregler • ...og en hel masse andet!

Tjek www.djstud.dk - Vi er nede med’ du klikker forbi!

UDENFOR

“

OKTOBER 2008

I 20 år har TV2 været en munter og kreativ arbejdsplads, hvor alt kunne lade sig gøre. Jeg ved godt, der har været økonomiske problemer, og det er selvfølgelig synd, men i alle institutioners liv er der op- og nedture – det hører med - Ulla Terkelsen, international korrespondent og tidligere nyhedschef, TV 2

Ris, elefanter og journalistik

9

“

ILLUSTRERET BUNKER

Nyhedskanal i krise: TV 20 år senere

Eksamensstress? Træt af at se på de samme For 20 år siden gik TV2 i luften og fornyede grå mure hver dag? Kuren er to måneder på dansk tv-nyhedsjournalistik. Nu er fortælleet magasin i Indien glæden sluppet op og kanalen reduceret til en nyhedsmaskine i økonomisk krise Tekst

Steffani Rose Hansen

Som 2. sem’er på Journalisthøjskolen var det min tur til at lave den berygtede førsteårsopgave. Den ene ide efter den anden faldt fra hinanden, og jeg blev mere og mere opgivende.

“Hvorfor vil du overhovedet være journalist?” spurgte min vejleder mig.

Det gik op for mig, at jeg havde tabt en god del af min glæde ved at skrive i perioden op til førsteårsopgaven.

Jeg besluttede mig for ikke at aflevere, og at konsekvensen - det halve års tvungne orlov - skulle bruges på at finde skrivegnisten igen.

Jeg var gået direkte fra gymnasiet til Journalisthøjskolen og havde altså 15 år på skole-/auditoriebænken bag mig. Jeg trængte til at se verden.

Kulturchok

Jeg vælger at tage til Indien i to måneder for at arbejde på et lille månedsmagasin, der hedder Sivakasi Times.

Jeg bytter min familie ud med en indisk, mens ris og bananer erstatter sandwich og frikadeller. De smidige gule busser bliver ændret til bumlende, gamle vrag.

De er malet i syrefarver og indrettet med blomster, billeder af elefanter og højttalere, der spiller utrolig høj indisk musik, og afspejler dermed den indiske kultur ret godt.

Jeg møder op på kontoret den første dag i det mest business-agtige outfit, jeg kan finde, og forventer at finde et kontor fyldt af travle reportere. Hvad der møder mig er en dør med et lille papirskilt tapet fast.

“Sivakasi Times” står der med ydmyge bogstaver.

Bag døren sidder den “travle” redaktion: to udenlandske piger og to indere. Den ene af pigerne skriver en mail, den anden er på Facebook – min yndlings-overspringshandling. Jeg føler mig allerede hjemme!

En uge senere er begge piger taget hjem fra Indien, den ene inder er stoppet, og tilbage sidder jeg og Joel, magasinets koordinator.

Fra nu af er det kun os to, der skal arbejde på Sivakasi Times. Eller, Joels arbejde består mest i at læse i Biblen og falde i søvn ved skrivebordet. Jeg skal altså ene kvinde lave et helt magasin.

Well, game on!

Det går hurtigt op for mig, hvor anderledes det er at arbejde som journalist i Indien i forhold til i Danmark. Den første udfordring er at finde interviewpersoner, der kan tale og forstå et nogenlunde engelsk. Det er ret umuligt.

Joel bliver ofte nødt til at oversætte mine spørgsmål.

Det gør det unægteligt noget sværere at bruge en interviewteknik, som Kurt Strand ville være stolt af, og det sker jævnligt, at jeg spørger om noget og får svar på noget helt andet. Men så får jeg da i det mindste brugt én spørgeteknik: at gentage et spørgsmål, hvis IP snakker udenom.

Journalistik eller propaganda?

Jeg mærker tydeligt, hvor meget inderne værner om deres image. En kristen præst nævner under et interview, at der er begyndt at komme modstand fra nogle hinduer i området. Jeg lugter en god historie og spørger straks ind til det. Han

trækker det tilbage og siger, at han er sikker på, at der ikke bliver nogen problemer. Jeg minder ham om, at hinduer behandler de kristne ret slemt i Nordindien i øjeblikket (de brænder dem levende, voldtager nonner og mishandler præster), hvorefter han stopper interviewet. (Det bliver i øvrigt til en ret kedelig artikel om kirkens 150 års jubilæum).

Der skal ikke skrives noget negativt. Det minder koordinatoren Joel mig om, da jeg skal skrive om Indiens atomkraftaftale med USA: “Det er en super aftale, så skriv kun positive ting,” siger han og starter dermed en længere diskussion om journalistiske principper.

Det viser sig, at han ikke har den mindste journalistiske baggrund, og det bliver da heller ikke vores eneste diskussion i løbet af min tid på magasinet. Vi har det dog godt sammen, og jeg kan sagtens nikke alvorligt, når han endnu en gang prøver at overbevise mig om, at alkohol og sex ikke kan gøre mig glad.

Via mit arbejde på Sivakasi Times er jeg kommet tæt på inderne og deres kultur på en helt speciel måde.

Det har også været en stor udfordring. Jeg har haft ansvaret for at lave et magasin fra bunden, lige fra ideudvikling til layout og sidste redigering. Det har været en rigtig god måde at afprøve faget på. En ekstra bonus er, at jeg har set en masse smukke steder og mødt rigtig mange fede mennesker i weekenderne, hvor jeg har rejst rundt med de andre frivillige. Men det bedste er, at jeg fandt gnisten. Den lå gemt et sted mellem elefanter og ris.

Tekst

Kerstin Bruun-Hansen

”Vi byder seerne velkommen til vores første og længe ventede nyhedsudsendelse.”

Sådan lød det klokken 19:30 den 1. oktober 1988, da Samuel Rachlin med et lunt glimt i øjet og smil på læben tonede frem på danskernes tv-skærme med et hav af lysende tv-monitorer bag sig.

TV2 var i luften, og Danmarks Radios monopol var brudt.

En effektiv cocktail

”TV2-nyhederne osede fra starten af positivt overskud og fortælleglæde. Værterne var nogen, man havde lyst til at hygge sig med, og stilen var frisk og naturligt afslappet,” fortæller chefredaktør på Berlingske Tidende Lisbeth Knudsen.

Netop denne friskhed stod i skærende kontrast til hovedfjenden - TV-avisen på Danmarks Radio. Sammenlignet med TV2 fremstod Danmarks Radio tynget af tradition, seriøsitet og alvor i nyhedsudsendelserne. ”Hvor Danmarks Radio altid har kæmpet med at trække på smilebåndet, kom TV2 på banen med en høj grad af humor og selvironi,” husker Lisbeth Knudsen, der bakkes op af professor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet Stig Hjarvard: ”TV2’s nyhedsprogram distancerede sig på en række punkter fra den mere gammeldags og elitære tv-station i hovedstaden. At de var forankret i provinsen og samtidig havde et mere moderne amerikansk præg med højere tempo, flere jingles

og et mere dynamisk studiedesign var i den forbindelse en effektiv cocktail,” fortæller han.

Journalistik i øjenhøjde

Men det var ikke bare TV2’s stil udadtil, der var anderledes og varslede nye tider i dansk tv-journalistik. Også på indholdssiden er Lisbeth Knudsen og Stig Hjarvard enige om, at TV2 har fornyet og forandret dansk nyhedsjournalistik. ”TV2’s største betydning for nyhedsjournalistikken har grundlæggende været den øgede vægt på nærhed som nyhedskriterium,” mener Stig Hjarvard.

Hvor DR havde væsentlighedskriteriet fuldstændig inkoorpereret i generne, så havde TV2 nærhed og identifikationen som drivkraft. Man ville i et jævnt sprog tale folkets sag over for dem på magtens tinde.

Hvilke konsekvenser har de store politiske beslutninger for hr. og fr. Jensen, for lov og orden, eller i kroner og ører. ”Kanalen fik nyhederne ned på jorden ved en ekstrem brug af case- og konsekvensjournalistik. De skabte identifikation i nyhedsjournalistikken og kom i øjenhøjde og jordnær kontakt med seerne,” forklarer Lisbeth Knudsen.

Stig Hjarvard sammenfatter det således: ”Hvor Danmarks Radio fortalte historierne oppefra og udefra, fortalte TV2 dem indefra og nedefra.”

Nyhedsmaskine uden vovemod

Selvom TV2 altså i årene efter monopolbruddet lancerede en måde at drive nyhedsjournalistik på, der

var markant anderledes end Danmarks Radios, så er Lisbeth Knudsen og Stig Hjarvard enige om, at kanalerne med årene har nærmet sig hinanden. ”TV2 ville gerne have noget af Danmarks Radios troværdighed, og Danmarks Radio ville til gengæld gerne have noget af TV2’s folkelighed,” forklarer Lisbeth Knudsen.

For TV2’s måde at formidle nyheder på har det betydet, at kanalen i dag på mange måder er gået i stå. ”Det er tydeligt, at TV2 har mistet noget af fortælleglæden. Der er mindre vovemod, mere traditionel nyhedsjournalistik og en mere rutinepræget tilgang til formidlingen. Den boblende energi, det udfordrende og det anderledes er forsvundet, og det har reduceret TV2 til en nyhedsmaskine,” mener Lisbeth Knudsen.

Heller ikke Stig Hjarvard synes, at TV2 har megen grund til at fejre sin 20 års fødselsdag. Han peger på, at kanalen er forladt af sine politiske venner og står i økonomiske problemer til halsen: ”Der er et paradoksalt misforhold mellem den enorme begejstring og velvilje TV2 blev mødt med for 20 år siden, og så den lunkne interesse, der er for dem i dag”, siger han.

10 ILLUSTRERET BUNKER

FOKUS

OKTOBER 2008

FOKUS

ILLUSTRERET BUNKER

Viggo Rivad Tekst og foto Nikolai Linares Larsen

Igennem flere årtier har Viggo Rivad været en af Danmarks mest respekterede fotografer. Men fotografering har dog aldrig været hans profession. Han var taxachauffør Man er ikke i tvivl om, at her bor en fotograf. Der hænger en masse sort/ hvid-fotografier, og ikke én væg går fri i Viggos to-værelses lejlighed på Kastrupvej på Amager.

I dag er Viggo Rivad 86 år og har lagt sit gamle Leica M6-kamera på hylden.

Og hans køkken, som i løbet af få minutter kan blive til et velfungerende mørkekammer, bliver ikke ligeså ofte mørkelagt som tidligere. Hans nyere Canon digitale kamera bruger han dog stadig i ny og næ. ”Men jeg har bare ikke det samme drive længere,” forklarer Viggo Rivad og rører rundt i pulverkaffen. ”Nu har jeg sgu lavet billeder nok.

Ture i jungle og bjerge. Det orker jeg ikke i dag.”

Men Viggo Rivad har også været en aktiv herre, siden han vandt sin første fotopris i 1948. Ni bogudgivelser og fotoserier fra 17 forskellige lande, alle betalt af egen lomme og gennem rejselegater, har gjort Viggo Rivad til en herre, som de fleste danske reportagefotografer kender og respekterer.

Nogle udpluk fra Viggo Rivads arkiv...

De små historier er store

Viggo Rivad fik hurtig smag for de små personlige historier og det socialrealistiske fotografi. ”Jeg oplevede ofte, at 20 fotografer løb samme vej, og så var den historie ligesom lavet, tænkte jeg. Så gik jeg altid ned i den modsatte ende af gaden og lavede en lille historie om en skomager,” fortæller Viggo.

At gå den modsatte vej var ikke nyt for ham.

Mens alle andre ville være pressefotografer, ville Viggo Rivad ikke lade sig begrænse af det tidspres, der førte med jobbet, og valgte i stedet at køre taxa i 45 år og derved være sin egen herre over tid og økonomi, når han ville lave sine historier.

Det gode billede Viggo Rivad;

” Et godt billede fortæller mere end det, der er i fotografiet. Billedet er ikke helt færdigt. Du kan selv digte videre.”

I forlængelse af dette fortæller han om

Viggo Rivad i sit hjem på Amager med sit Leica M6 sine nye opdagelser med det digitale medie, hvor alt kan fixes og manipuleres. Han viser et billede af en balletdanser, hvor to arme i baggrunden forstyrrer billedets komposition. På væggen hænger samme billede, nu uden de to arme. ”Jeg sad og legede med billedet, og pludselig havde jeg fjernet armene, uden at man bemærkede det,” fortæller han med et smil på læben. ”Viggo!, hvad er det dog du har lavet?

At du ikke skammer dig!” var den første tanke, der ramte den erfarne fotograf, da han havde færdigmanipuleret billedet.

Men op på vægen skulle det.

F akta om Viggo Rivad: -Født i 1922 i København -Første danske fotograf, der modtog statens 3-årige arbejdslegat.

-Har bl.a. modtaget akademiets Bindes bøll-medalje, Henry Heerups ærespris to gange, L.O.-prisen samt første modtager af Palle Fogtdals fotografiske ærespris på 250.000 kr.

-Siden 1999 én af 275 personer, der er på finansloven i form af livsvarrig ydelse fra statens kunstfond

OKTOBER 2008

11

12 ILLUSTRERET BUNKER

ALDER

OKTOBER 2008

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er protektor for Hærvejsmarchen

- www.haervejsmarchen.dk

Ung i Boomtown

”Man skulle jo nødig få stive lemmer”

Vi har taget temperaturen på de unge århusianeres computervaner og spurgt, om de kunne tænke sig at gå Verner Vad i bedene og deltage i en hærvejsmarch

82 år. Mere aktiv end de fleste mennesker, som er 60 år yngre. En mand, som følger med tiden på sin helt egen måde

Tekst og foto Louise Lendal Petersen

Tekst og foto Ida Nyegård Espersen

Jesper, 23 år, finansøkonom: Hvor lang tid bruger du foran en computer hver dag? ”Ikke så meget. En tre til fire timer.”

Hvor ofte kommer du på netcafe? ”Ikke så ofte. Cirka tre gange om året.”

Han er høj og rank. Karismatisk. Giver et fast håndtryk og et anerkendende nik, mens han ser én i øjnene.

Herefter viser han vej til sin hybel: herreværelset. Et par enkelte hjemmebroderede puder har sneget sig ind i sofaen, men ellers bærer værelset ikke præg af kvindelig pynt. Til gengæld emmer det af historie og erindringer fra et 82-årigt langt liv.

Har du nogen venner i den virtuelle verden, som du ikke har mødt i virkeligheden? ”Nej, så indgroet er jeg ikke i den virtuelle verden.”

Hvad laver du her i dag? ”Vi kommer af med nogle aggressioner. Ha ha. Nej, vi er her for at have det sjovt.”

Kunne du finde på at deltage i en hærvejsmarch? ”Hvad er det for noget? Nej, det kunne jeg ikke forestille mig at gøre. Det har jeg ikke tid til.”

Samvær som drivkraft

”Når jeg står op om morgenen, starter jeg dagen med morgengymnastik på mit badeværelse, stræk og bøj og hop i stående øvelser i otte minutter. Så bliver musklerne varmet op. Man skulle jo nødig få stive lemmer ,” fortæller Verner Vad på dreven jysk, når snakken falder på hans dagsprogram.

Det er i øvrigt fyldt ud af løbetræning plus ugentlig gåklub, hvor der kun er ”to mandfolk”, som han selv formulerer det.

Samtidig cykler Verner Vad dagligt på sin ”halvracer” og ugentligt i cykelklubben. Derudover sluger det lokalhistoriske arkiv, Bliche-

Christian, 28 år, kokkeelev: Hvad laver du her i dag? ”Jeg spiller World of Warcraft. Jeg er nået til det højeste level, jeg kan ikke nå højere nu.”

Hvor lang tid bruger du foran en computer hver dag? ”Det varierer efter arbejde, men mellem 4 og 6 timer.”

Har du nogen venner i den virtuelle verden, som du ikke har mødt i virkeligheden? ”Ja, det er alle dem, som jeg spiller World of Warcraft med.”

Kunne du finde på at deltage i en hærvejsmarch? ”Ja, jeg har gjort det før. Jeg gjorde det, da jeg var i militæret. Det var sjovt. Anderledes. Det er jo en fysisk udfordring i forhold til at sidde foran en computer. Her bevæger man sig jo ikke så meget.”

TA’ BUSSEN - LINIE 888

ÅRHUS ROSKILDE KØBENHAVN

regnens museum, folkedans, lystspil og tjansen som instruktør og tekstforfatter til forskellige egnsrevyer meget af Verner Vads tid.

Verner Vad skuler hen til opslagstavlen, hvor der hænger et emblem med tallet 38. Det henviser til det antal gange, hvor han har spændt vandrerstøvlerne og gået hærvejsmarch: ” Jeg har været af sted med min datter og barnebarn de sidste par somre, så går vi 60 kilometer på to dage. Det er en dejlig tur.”

Noget af det, som driver Verner Vad er samværet med andre: ”Som mennesker har vi behov for at være sammen og mødes. Det er derfor, at vi danner foreninger, tror jeg. For at mødes. For at snakke sammen et sted, hvor man kan se hinanden i øjnene imens.”

Kommunikation mere end sprog

Verner Vad helliger sig også musikken. Han kan spille på sav og har gået til kor siden midten af 50érne: ”Vi synger alle genrer i sangkoret - også sådan noget negrospirituelt på engelsk!”

Verner Vad kan ikke tale engelsk, men det hindrer ham ikke i at have udenlandske

KUN 130 KR. For studerende og seniorer fra mandag til torsdag

Verner Vad slapper af i sit herreværelse, når han ikke bruger tiden på gymnastik, vandring og cykling.

venner. Indtil for et par år siden mødtes han hver sommer med en amerikansk officer, som gik hærvejsvandring: ” Vi snakkede ikke amerikansk i nogen af de 20 år, han kom. Men vi kunne godt kommunikere alligevel. Selvom vi døjede med at forstå hinanden, havde vi utrolig meget fornøjelse af hinandens selskab. Jov jov, man må ski´ da følge med tiden,” tilføjer han efter at have indtaget en enkelt småkage.

Fortravlet teknologi

Rejsetid ca. 3 timer.

Afgang fra Århus rutebilstation.

Telefon 70 210 888 Online booking: www.linie888.dk

Dog er der også grænser for nymodernes kommunikation i hjemmet i Thorning.

I hjørnet af herreværelset, bag en stor lænestol i grønt plysstof, står en computer: ”Ja, den er ikke ligefrem slidt. Det er sjældent, at jeg rører ved den. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men jeg har ikke lyst. ” Da SMS og virtuel virkelighed bliver bragt på banen, er Verner Vad helt klar i mælet:

”Det strider fuldstændig imod min opfattelse af livet.

Jeg tænker, at det er noget dødt noget. Det har da sine fordele; man kan selvfølgelig nå mere. Men spørgsmålet er, om det er et gode, at man kan nå mere. Verden kan også blive så forjaget, at man dårligt har tid til at nyde tilværelsen.”

Hærvejsmarchen i Viborg havde i år 40 års jubilæum.

Næste hærvejsmarch afholdes den 27. - 28. juni 2009.

For mere information: haervejsmarchen.dk

ALDER

ILLUSTRERET BUNKER Bruden har slør på, for at hun vil ikke genkendes

- Kenneth, 9 år

OKTOBER 2008

13

Hvis gamle damer skal blive forelsket, bør de snakke med vagten på plejehjemmet først

- Amalie, 7 år

- www.ambassen.dk

- www.ambassen.dk

Illustreret Bunker har besøgt Beboernes Børnehave i Århus og fået fire børn til at give deres definition af ord og begreber i det danske sprog Tekst Thilde Danielsen Larsen

Foto Asbjørn Sand

Hvornår er man ulykkelig?

Mikkel: ”Når en bil kører galt.”

Trisdan: ”Når man bliver kørt over, og når en cykel kører ind i et træ.”

Signe: ”Så kommer politibetjenten.”

Trisdan: ”Og så dør man nogle gange.”

Signe: ”Når man dør, så kommer man på hospitalet i sådan en slags seng.”

Mikkel: ”Eller man bliver gravet under jorden.”

Trisdan: ”Og man bliver lagt i en kiste.”

Noa Rokaya: ”Så kommer der sådan en bil, og så kommer kisten i bilen. Men når man er besvimet, så vågner man igen.”

Hvad er kærlighed?

Signe: ”At man elsker nogen, og når man synes, nogen er søde.”

Noa Rokaya: ”Man kysser, og man smiler. Og når man siger noget sødt.”

Mikkel: ”Man kan sige hej.”

Hvad er had?

Signe: ”Når man slår nogen i hovedet og siger noget dumt, selvom det ikke er rigtigt.”

Hvad er en bedste ven?

Mikkel Andreas Bredgaard, 5 år

Trisdan: ”Jeg har en bedste ven, som er Cecilie.

Mikkel og mig er også bedste venner.”

Signe: ”Det er nogen, man godt kan lide at lege med, fordi man synes, at de er søde.

Signe Kathrine Damgaard, 5 år

Men man kan jo godt lege med nogen, selv om man ikke synes, de er søde?

Noa Rokaya: ”Fordi de er flotte, så vil man alligevel godt lege med dem.”

Signe: ”Jeg ved en pige, der ikke er sød, men hende leger jeg stadigvæk med. Hun siger nogle sjove ting, og hun er helt vildt skør.”

Trisdan: ”Man kan ikke have en bedste ven, der leger med barbiedukker. Fordi det er kedeligt.”

Mikkel: ”En bedste ven er glad hele tiden.”

Hvornår er I kede af det?

Noa Rokaya: ”Jeg bliver ked af det, når man slår og sparker og sådan noget. Så siger jeg det til en voksen.”

Signe: ”Når man falder, bliver man også ked af det.”

Trisdan: ”Jeg bliver ikke ked af det, når jeg falder.”

Mikkel: ”Når jeg får hul i hovedet. Det har jeg prøvet. Så blev jeg ked af det.”

Noa Rokaya: ”Men man er glad, når man får musik.”

Signe: ”Og når man får slik.”

Trisdan: ”Jeg bliver glad, hvis jeg må spille hele tiden. Spille Wee og computer.”

Mikkel: ”Bare hvis jeg måtte spille gameboy, men jeg har ikke nogen. Den er gået i stykker.”

Noa Rokaya Sabah Jespersen, 5 år

Trisdan Valentin Winther Breitenbauch, 5 år

14 ILLUSTRERET BUNKER

ALDER

OKTOBER 2008

Beretningen om den polske operettedarling Det eneste, der blev som forventet, var en synsk sigøjners forudsigelser og drømmen om livet på de skrå brædder. Herefter tog tilfældighederne over for den polskfødte operettesangerinde, Krystyna Duval Tekst Thilde Danielsen Larsen

Foto Lærke Posselt

Året er 1937. Det er sommer. En 5-årig pige leger ved sine forældres kæmpe hus i Polen. Pludselig kommer en kvinde gående ind på gårdspladsen. Den lille pige stopper op og kigger på hende. Hun kan straks se, at kvinden er sigøjner. Sigøjnerkvinden tilbyder at spå den lille pige i hånden, hvis hun får lidt tøj i gengæld.

Den lille pige finder noget gammelt tøj og rækker sigøjneren hånden. ”Jeg var nysgerrig, så jeg kunne ikke lade være.” Den polske accent bølger stadig i den 76-årige kvindes stemme og afslører en fortid, som er alt andet end dansk.

Nogle dage efter mødet med sigøjneren bliver Krystyna Duvals far tvunget til at rejse til Warszawa af russerne, fordi han, ud over at være dyrlæge, er major i den polske hær. Anden verdenskrig overtager landet og ændrer den lille families liv totalt. ”Jeg så aldrig min far igen.

Jeg forstod det ikke rigtigt, fordi jeg var så lille. Min mor sagde ikke så meget, men nogle gange når hun spillede klaver, så løb tårerne ned af hendes kinder.”

Pengene rækker ikke langt, da faren er den eneste indtægtskilde.

Moren bliver tvunget til at sælge sine smykker ogkjoler. ”Min mor solgte sin natkjole. De russiske kvinder kiggede på den og ville bruge den som balkjole. Det var ubeskriveligt.”

Fremtiden ligger i hånden

Sigøjnerkvinden læser den lille piges hånd og fortæller hende, at hendes far meget snart vil rejse, og at hun aldrig vil få ham at se igen.

Inden kvinden forlader gårdspladsen, fortæller hun også den 5-årige Krystyna Duval, at hun vil rejse over meget vand senere i sit liv.

Dagdrømmen bliver til virkelighed

Drømmen, der optager barndommen, starter i bio-

grafen. ”Mens jeg kravlede rundt på sæderne, så jeg en sangerinde. Fra det øjeblik vidste jeg, at jeg skulle stå på en scene.”

Lysten til at blive sangerinde forbliver ikke bare i dagdrømmene.

I teenageårene begynder Krystyna Duval på sangundervisning, og hendes talent udvikler sig. Hun bliver hele Polens operettedronning og medvirker i utallige, store forestillinger.

En aften, mens den 21-årige Krystyna Duval er ved at spille en forestilling, modtager hun et brev. Hun er fyret. Teateret har fundet frem til hendes kapitalistiske baggrund.

Hun går de 12 km hjem. I mørket. Bag hende går en mand, en beundrer. Han følger hende det sidste skridt til hoveddøren. ”Siden hen blev vi gift. Han

var min første store kærlighed. Den glemmer man aldrig.”

Rejsen over vand

Kærligheden varer ikke ved, og Krystyna Duvals mand

dør, da hun er i slutningen af 40’erne. De polske myndigheder fratager ham retten til at arbejde, fordi han har et jødisk motiv hængende i sin tandlægepraksis. ”Han kunne ikke klare sig uden sit arbejde. Jeg tror, det var grunden til, han blev syg og døde. Jeg kunne ikke klare mere, så min mor og jeg rejste til Danmark.”

Operettesangerinden er 39 år, da hun ankommer til København. Sammen med sin mor flytter hun til Viby, som har været hendes hjem lige siden.

Det musikalske talent udfolder sig dog aldrig på den danske teaterscene. ”Det var ikke muligt i 70’erne at få arbejde på danske teatre, når man var udlændinge. Det var lige meget, hvor fine anbefalinger man havde, og hvor dygtig man var.”

Derfor lever operettesangerinden af at lære andre sit talent. Hun bliver sanglærerinde.

Blusen med palietterne, tak

Tiden i Danmark byder på to nye forelskelser. Den sid-

ste bliver Krystyna Duvals anden mand. Sammen rejser de verden rundt. ”Det var en god tid.”

Krystyna Duval sidder tilbage alene i stuen. Mellem hænderne holder hun sin ungdom. Fotografier vidner om en fortid med kostumer, smil og parykker.

Det tikkende ur i hjørnet slår et slag og river Krystyna Duvals tanker tilbage til stuen. Den minder mest af alt om en nyåbnet Anton Berg æske med de mange strålende figurerer, tæpper og kunstige blomster.

Man kan ikke se det. Hendes alder. Hendes fortid. Huden ser ikke ud, som om den har åndet i 76 år. Den lyserøde mund med det hjertevarme smil skjuler årenes modgang. Livserfaringerne er godt gemt i kvinden, som på sin vis ser smukkere ud nu end på de billeder, der er taget af hende i årenes løb.

Forklaringen er simpel: ”Jeg har altid haft det sådan: ’Hvorfor vælge den kedelige, sorte bluse, når jeg kunne få den med alle de skinnende palietter?’”

ALDER

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

15

Berlingske Tidende (oprindeligt Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender) er Danmarks ældste eksisterende avis. Den udkom første gang 3. januar 1749 - Wikipedia

KlummeTvekamp

Har journalistik en alder? Illustreret Bunker har bedt to skribenter i hver sin ende af aldersspektret om at vurdere deres journalistiske kompetencer.

Yes, I can!

I aftenpedellens perspektiv

Af Emil Eusebius OlhoffJakobsen, 19 år

Af Erik Lund, journalist og afdelingsforstander, Journalisthøjskolen, 69 år

”Din svaghed er din naive tilgang til tilværelsen.”

Sådan lød de venlige, men bestemte ord fra en gammel rusvært.

Vi stod i Fredagsbarens dunkle, svedige og humlelugtende lokale. Jeg havde spurgt min gamle rusvært: Hvad er svagheden ved at være ung i journalistbranchen?

Jeg mener, at det var ved ordene ”naive tilgang”, at det skete. Baren ændrede sig med et snuptag til en stor amerikansk hal fyldt op med tusindvis af vilde og hysteriske vælgere. Spækket med TV-folk og fotografer med deres massive kameralinser.

Anders Lund-Madsen og Ulla Terkelsen blev med et trylleslag forvandlet til Barack Obama og John McCain i 3D-format. Kæmpende, skændende på hinanden for at komme op til baren og rafle om fordelagtige priser.

Alkohol har muligvis været en afgørende faktor for dette pludselige sceneskift – og er det muligvis i skrivende i stund – for det var hér, midt i den fredagsbar’ske amerikanske valgjungle, at jeg kunne høre John McCain råbe til skaren af fans: ”The way Barack Obama approaches the friday’s bar is both young and naive. I have the experience that Barack Obama will never get.”

Og så slog det mig: Om man er en ’mindre erfaren’ politiker runnin’ for presidency, en bumset knægt, der møder til første arbejdsdag på den lokale tankstation, eller om man er journaliststuderende på 19 år, så er der især én ting, man ikke kan undgå at møde: Folk med erfaring.

Folk, der hævder sig.

Ligesom John McCain gør.

Og forståeligt nok. Han forsøger at gøre Obama til en ung (læs: naiv) modstander.

Og det ville sikkert virke, hvis ikke Obama lige var ung – på den fede måde.

Han er nemlig ihærdig. Og besidder masser af fremdrift og tro på sig selv. Og det er den kompetence, der kendetegner ungdommen – ikke bare i politik. Men i alle brancher og verdener.

Har man drive, kan man aldrig angribe nogen for at være for ung til noget. Heller ikke i journalistik.

Og det gælder internt på DJH og udenfor i den virkelige verden.

På DJH: Jeg har lige så god mulighed for at blive en kanon journalist som alle andre. 25-årig eller 40-årig.

I den virkelige verden: Det er sgu ikke og har aldrig været meningen, at man skal have erfaring, når man kommer i praktik.

I virkeligheden er det sociale eller ’menneskelige’ det, der er kontroversielt ved at være ung. Folk forbinder det med, at det kommer til at påvirke det professionelle. Fordi man ikke har ’oplevet så meget’. Tjah. Mange journaliststuderende rendte måske rundt og vendte burgers på McDonalds efterfulgt af en håndfuld breezers fra tanken, da de var 19. Det gør jeg jo som sagt ikke nu.

(Jeg er gået over til øl).

Men sådan er det altså. Der er også DJH’ere med hus og børn, der prøver en ny karrierebane. Fedt, at folk er lidt forskellige.

Det kan kræve en ganske veludviklet skizofreni at være aktiv journalist på Journalisthøjskolen - og i samfundet i det hele taget - i en alder af blot 69 år.

Det ene øjeblik er man attraktiv som en del af ”det grå guld”. Det næste øjeblik er man udstødt som en del af ”Ældrebyrden”.

Rollerne skifter brat og uafladeligt. Det ene øjeblik kan man som underviser på fagspecialet ”krigs-, kriseog katastrofejournalistik” på 8. semester glæde sig over i det mindste hovedparten af de studerendes accept af utraditionel undervisning, utraditionelle undervisningslokaler på flyvestationer og a-kraftværker, sjældne netværksgæstelærere og eksklusive ekskursioner til steder, studerende normalt ikke har adgang til.

Det næste øjeblik bliver man af nytilkomne undervisere og studerende opfattet som aftenpedellen, der allernådigst får lov at pusle rundt, også efter at hovedparten

af både studerende og undervisere hastigt har forladt skolen.

Det kan forme sig ganske underholdende - især når ”spøgen” drives så vidt, at jeg af nye undervisere brysk bliver bedt om senest næste dag at få deres sager kørt til deres kontorer!

Nået dertil plejer jeg stilfærdigt at bemærke, at det er jeg ikke sikker på, jeg får tid til.

Reaktionerne er interessante.

Hvad skal det sige? lyder det ofte lettere opbragt.

Jeg anfører ydmygt, at jeg skam også har et job som underviser at passe om dagen.

Troværdigheden er tydeligvis ikke på min side...

Det generer mig ikke det mindste.

For det indgår som en vigtig del af alderskompetencerne at kunne vurdere, hvad folk indeholder.

I aftenpedellens perspektiv bliver det ofte noget ganske andet og langt mere afslørende, end der normalt

opleves i nyansattes bevidst selvpromoverende projektørlys i dagtimerne.

Rollen som aftenpedel er en fremragende måde at wallraffe på - en oplagt mulighed for at opdatere alderskompetencerne. Kan varmt anbefales alle, når først alderen er til det...

af gæstelærerne er Rasmus Tantholdt, der for blot otte år siden befandt sig dér, hvor hovedparten af de studerende nu befinder sig.

Men også endnu yngre gæstelærere er på banen - med engagement og erfaring, parat til at dele det altsammen med kkk-holdet.

Den altafgørende alderskompetence består dog i tilvejebringelse og vedligeholdelse af et - tilsyneladende evigt, næsten selvopdaterende - netværk af engagerede gæstelærere, der helt siden fagspecialernes indførelse på Journalisthøjskolen i 1982 stiller deres viden og erfaring til rådighed for kkk-hold efter kkk-hold.

Mange er selv udgået fra et kkk-hold. ”Alderspræsidenten” er Steffen Jensen, TV 2 Jerusalem. Med baggrund i mere end en snes år som Mellemøsten-korrespondent vil han også på det uigenkaldeligt sidste fagspeciale forårssemestret 2009 sikre en unik gennemgang af ”verdens mest overdækkede konflikter”.

Netop som alderskompetence bliver netværk vigtigere og vigtigere. Egne kompetencer forgår måske, men netværk består. Derfor bliver erfaringsopsamling og ertfaringsoverdragelse nyttige elementer i undrvisningen.

En betydeligt yngre udgave

Det er gode spørgsmål fra unge på vej ind i faget til erfarne i faget, der bringer faget videre.

Tempoet i medierne accellererer. Der er simpelhen ikke tid for den enkelte journalist til at begå alle dumheder selv - og lære af dem. Det er nødvendigt også at lære af andres dumheder, gerne i systematiseret form.

Det vigtige er ikke nødvndigvis, hvad de erfarne har behov for at fortælle, men hvad de unge har behov for at høre.

Journalistik har aldrig været noget statisk størrelse. Det er i mødet mellem journalistgenerationer, at faget udvikles.

Det har jeg vidst helt siden min første ansættelse ved Journalisthøjskolen i 1962.

Deri består i bedste fald den egentlige alderskompetence.

”Men til gengæld er din styrke ihærdighed og din energi.”

Min gamle rusvært bankede hårdt på min tinding. Pludselig forsvandt den hylende valgkampsarena. McCain og Obama smed raflebægeret og forsvandt. ”Er det her noget, du kan bruge til din klumme?”

Yes, I can.

Foto Nikolai Linares Larsen

16 ILLUSTRERET BUNKER

D E B AT

Ansøgerstatistikken for efterårets praktikanter: 0 ansøgninger til Dagbladet Ringkøbing-Skjern 0 ansøgninger til Dagbladet Holstebro-Struer 0 ansøgninger til Herning Folkeblad

Boykot gratisterne Rikke Struck Westersø, 8. semester

En mail dumpede ned i min djh-inbox: ”Kære journaliststuderende. Har du lyst til at komme i praktik hos os? Eller... Komme i praktik er måske så meget sagt.”

Det startede godt, men blev lynhurtigt rigtig skidt.

Mailen beskriver to konkrete opgaver, som afsenderen gerne vil have løst.

Til gengæld loves ”mulighed for at prøve kræfter med at arbejde i et fagprofessionelt miljø”, sparring, direkte udgifter dækket og dit navn på artiklen.

Jo tak. Med andre ord vil de gerne have to opgaver udført for en betaling, der svarer til sandwich, kaffe og togbillet.

Og det er her, jeg bliver virkelig harm. For jeg kan godt huske, hvordan det var på 1. delen. De fleste har ingen erfaring, når der skal søges praktik. Så tiden

inden panikdagen bliver et rotteræs for at skynde sig at få noget på cv’et. Derfor er det også så luset.

Jeg savner stillingtagen fra skolens side. Er der slet ingen, der vurderer, hvad der ryger gennem mailporten? Får de ikke som et minimum at vide, at Journalistforbundets forskrifter lyder: ”Journalistisk arbejde har en værdi, uanset om det er produceret af studerende eller uddannede personer.

Og derfor er de studerendes arbejde ikke billigere til salg, end en færdiguddannet freelancers.”

Hvorfor støtter skolen ikke op om det budskab, der er skabt til at beskytte os?

Jeg ved godt, at der er et stort pres på 1. del. Men jeg bønfalder jer: Boykot gratisterne! Og kære DJH: Led os ikke i fristelse, men fri os fra gratisterne. Thi din er mailporten, magten og vores faglige integritet i al studietid. Amen.

Brok på Bunkerplan Har du brokket dig lidt for meget over fejl og mangler ved skolen og branchen i det hele taget?

Så sig det i Bunkeren! Vi giver gerne spalteplads til debat og konstruktiv diskussion.

OKTOBER 2008

Berlingske tidende har fået 57 praktikansøgninger og er dermed topscorer i statistikken. Alligevel er det sværere at komme ind på DR Aftenshowet eller DR Kultur, som begge har fået 21 ansøgninger til en plads. Det giver hver ansøger en chance på 4.8 % - Go for it!

Når en rådden banan fortrænges...

Christian Baadsgaard, 7. Semester

Det er lige så sikkert som amen om søndagen.

Efter panikdagen står en flok medier uden praktikanter.

Deres beliggenhed – eller beskaffenhed – gjorde, at de ikke blev blandt de heldige vindere af et stk. praktikant fra den århusianske betonbunker.

Jeg havde 18 sjove og ikke mindst lærerige måneder på Dagbladet RingkøbingSkjern. Ud at snakke med ganske almindelige folk.

Lave den historie, der diskuteres næste dag på arbejdspladserne. Skrive den klumme, der fik folk på gaden til at vende sig om efter en.

Eller plads til at begå de fejl, som man kun kan lære af.

Og ikke mindst adgang til et hav af gratis mad til alskens arrangementer derude, der kan holde et husholdningsbudget nede. Eller ens koncert/kulturbudget for den sags skyld. De penge kunne fint have været brugt til at betale forlystelsesskat af redaktionshumoren, der var på højde med ”Langt fra Las Vegas”.

Mit hæve-sænke skrivebord på Skjern-redaktionen ville jeg hellere end gerne have, at nye praktikanter skulle have glæde af, da jeg efter at have skrevet godt 1000 artikler skulle tilbage til Olof Palmes Allé.

Men nej.

Redaktionschefen vendte tilbage uden en praktikant, og det endte med at de måtte ansætte en vikar til at overtage min plads.

Jeg ved, at der ikke er mange,

der kan forestille sig, at slå sig ned i Skjern eller Ringkøbing i halvandet år. Men det er to dejlige byer, og for mit eget vedkommende kender jeg ikke en by i Danmark, der er mere charmerende og inspirerende for en kreativ hjerne end Ringkøbing.

Det er også derfor, at jeg er glad for, at de studerende nu skal lokkes til provinsen.

Når det så er sagt, så kunne det være, at man også skulle trykke på nogle andre knapper, og her kommer DJH ind i billedet: Eksempelvis kunne man i undervisningen begynde at uddele eksempler fra de lokale aviser. Det kan da ikke passe, at det primært kun er Politiken, der virkelig kan fyre en journalistisk raket af.

Midtjyske Medier, som Dagbladet Ringkøbing-Skjern er en del af, har blandt meget andet en absolut udmærket featuresektion, der hedder ”fri”, hver lørdag. Skulle det for en underviser være uudholdeligt at komme igennem et tillæg, som lokaljournalister har snedkereret, så er det suppleret op med bidrag fra Berlingske Tidende – som Dagbladet Ringkøbing-Skjern i øvrigt er i familie med.

For når så kvalificerede journalister har valgt at uddele af deres store erfaring for bestandens nye bladsmørere qua deres job som undervisere her på skolen, ja, så må de da vide, at en god historie ikke altid behøver at kunne vælte en minister, eller for den sags skyld være blevet bragt i Politiken.

Vi må videre fra stenalderen Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen, 3. Semester

Nu har jeg været studerende på Journalisthøjskolen i Århus og haft min vanlige gang i betonbunkeren på Olof Palmes Allé gennem snart halvandet år. Alligevel overrasker det mig stadig, hver morgen når jeg træder ind over dørtærsklen til dette arkitetoniske makværk, hvor gammeldags og forhistorisk uddannelsens bygninger stadig virker på mig.

Hvor er indretningen, der skal minde mig om, at; “Vi lever i en multimedie-verden fuld af muligheder og udfordringer”?

Hvor er udsmykningen, der får mig til at tænke anderledes og kreaktivt, og giver mig lyst til at gøre tingene på en anden måde, end sådan som de er blevet gjort på gennem de sidste 40 år.

Hvorfor er det første man bliver mødt af på skolen et gammelt og aflagt trykkeriapperat med dertilhørende trykplader fra tidligere tiders lokalaviser?

Hvor er fladskærmen der viser direkte billeder fra TV 2 News 24-timer i døgnet, og lysavisen der viser de nyeste telegrammer fra Ritzau?

Forstå mig ret! Vi skal ikke leve i en fiktiv science-fiktion verden, men jeg synes godt at man må gøre lidt mere ud af at fortælle folk, at journalistik i nutidens Danmark er andet end at sidde og hakke på en slidt skrivemaskine til gamle aviser.

Journalisthøjskolen bør uddanne folk til fremtidens medieverden - ikke fortidens.

Hvis man ser rigtig sort på

det, så vil den trykte presse sandsynligvis være død og bortgået om blot 25 år, og så er det ved fjernsynet og internettet arbejdspladserne skal findes.

Hvorfor gør Journalisthøjskolen ikke mere ud af at vænne folk til, hvilken vej vi som journalister i fremtiden bør gå.

Den eneste kontakt man her kan få sig med den nuværende medieverden er på biblioteket, hvor gårsdagens aviser fra de sidste 14 dage ligger frit tilgængelig for de studerende. Ønsker man derimod at læse om dagens aktuelle emner, bliver man staks mindet om, at disse kun er at fnde på bibliotekets hylder til fordel for underviserne Adgang forbudt for de studerende.

Men hvor er strømstikkene der gør, at vi kan bruge vores bærbare computere til at researche og tage notater på fremfor via skriveblokken?

Det virker som om, at det endnu ikke er gået op for Journalisthøjskolen, hvor vigtigt et arbejdsredskab computeren er, eller bør være, for både nuværende og fremtidige journalister.

Og hvor er det trådløse netværk som fungerer pålideligt på skolen uden problemer?

Vi må videre fra stenalderen, i mere end én forstand. Væk fra betonbunkerens stentunge vægge, og ud i den friske luft med udsyn mod fremtiden.

Første skridt blev taget, da de store tunge døre ved Hovedindgangen, blev udskiftet med nye fuldautomatiske glas-skydedøre.

Hvornår tager vi næste skridt?

Send bidrag til anchristensen@mail.djh.dk senest den 8/11

Bunkerkalenderen uge 44: Fra redaktionen:

Onsdag: Panikavis fra kl. 6, hvor vi panikker med løbende deadlines og hurtige historier. Kom og vær med! Send gerne besked til kgraun@mail.djh.dk, så vi kan købe morgenmad til alle.

Rektor Anne-Marie Dohm, er blevet opfordret til at svare på et debatindlæg fra sidste numnmer af Illustreret Bunker. Indlægget kritiserede rektorens manglende tilstedeværelse på Journalisthøjskolen.

Torsdag: Ideudvikling kl. 15 i lille audi, hvor vi serverer kaffe og kage. Her vil vi blandt andet udvikle idéer om det næste tema: X

Anne-Marie Dohm har takket nej til at svare på eller kommentere indlægget.

Tilmeld dig vores mailliste: illbunker-feed Kilde: google

K U LT U R

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

17

Ordet kultur er oprindeligt latin og betyder dyrkning. I skelnen mellem naturfolk og kulturfolk er det ofte henholdsvis fraværet/tilstedeværelsen af landbrug, der lægges til grund - Wikipedia

Praktikanter udnytter Illustreret Bunker Tekst Anne Nyhus

Redaktionen er blevet bekendt med et mindre heldigt fænomen: Journalistpraktikanter, der tager gratis i teatret under dække af at

være kulturanmeldere for Illustreret Bunker.

Desværre glemmer de at forhøre sig hos redaktionen først.

På et af landets teatre skabte dette i midten af oktober problemer for Illustreret Bunkers redaktion. Uden redaktionens vidende udgav

en praktikant sig for at være udsendt af avisen for dermed at komme gratis i teatret.

Teatrets presseansvarlige forventede således en anmeldelse i Illustreret Bunker. Et par uger senere henvendte en anden praktikant sig til teatret for ligeledes at score en gratis billet. Igen skete

det, uden Illustreret Bunker havde kendskab til situationen. Denne gang reagerede den presseansvarlige på teatret ved dels at afvise praktikantens billetforespørgsel, dels at undre sig over sammenstødet.

Ved et tilfælde kom sagen redaktionen for øre. De to

involverede praktikanter blev kontaktet. Begge beklagede den uheldige situation.

Redaktionen påpeger, at al akkreditering, der har at gøre med Illustreret Bunker, skal godkendes af redaktionen, før kultursæderne indtages.

Det konkrete eksempel vidner om manglende omtanke

og respekt for skoleavisen.

Det er Illustreret Bunkers troværdighed, der er på spil.

Og som ethvert andet medie er det troværdigheden, vi må værne om. Det er den, vi på sigt skal leve af.

Lulu på Århus Teater To en halv times halvfed rejsning på Århus Teater blev aldrig for alvor fulgt til dørs Tekst Lars Dinesen

Teaterstykket Lulu handler om en kvinde, der lever sit liv gennem sit skræv. Scenen for Wedekinds stykke er sat i de dekadente tyvere. Her fascineres en række prominente mænd og kvinder af

femme fatalen, Lulu. Lulus Lolita-figur er besnærende for samfundets spidser. De slår ihjel og dør for Lulu.

Lulus skræv tager en tour de force igennem Berlin, Frankrig og London. Hvor falder hun for Jack The Rippers kniv.

Der var lagt op til drama,

liderlighed og halvfede rejsninger. Mine forventninger var i top, og de blev da også fulgt nogenlunde til dørs.

Titelrollen blev spillet af den nyudklækkede skuespiller, Ida Marie Rasmussen.

Hun klarede rollen som sexet, hjernedød lillepige, og der går da heller ikke mange

minutter, før hendes bryster sniger sig til et kig ud af den gennemsigtige buksedragt.

Med al respekt for Ida Maries bryster. Over to en halv times drama falder spændingskurven. Der bliver simpelthen lagt for hårdt ud, og det tager det pirrende ud af en stor asparges

imellem Lulus læber. Det slår simpelthen ikke nok ud i forhold til udspilsniveauet af lummerhed.

Der er nok en grund til, at de fleste stripshows og den slags ikke varer to en halv time. Jeg er nok ramt af at være medlem af pornogenerationen, men når forestil-

lingen er hængt op på, at det skal være pirrende, underlødigt og lummert hele vejen igennem, så skal det pinedød følges til dørs. Fejlen ligger ikke hos skuespillerne, men hos instruktøren.

ker, at de siden har haft for travlt til at følge detaljerne til dørs. For eksempel er der kampscener, hvor man spørger sig selv, om det virkelig kan være meningen, at slåskampen skal se så ukoordineret og parodiagtigt ud, at man glemmer at følge med i handlingen. Et par fejlcast og en håndfuld replikker, der hviner af skoleteater, cementerer oplevelsen af en halvfærdig, forhastet pro-

duktion.

En god grund til, at man dog ikke løber ud fra salen før tid, er den tidligere Hvide Løgne-skuespiller Mads Knarreborg, som i dragkostume og med en missekatteblød stemme er en udmærket fortolkning af Bagheera, junglens sorte panter. Også Anne Vester Højers skuespil og især sangpræstationer som slangen Ka er værd at opleve – leveret i en bo-

dypaintagtig, tæt Kill Billmotorcykeldragt. Men hvis Junglebogen er godt musikalsk teater i Danmark, så siger det nok desværre mere om dansk teater end om stykket.

2 stjerner ud af 6.

Junglebogen spiller på Nørrebro Teater indtil 15. november.

Tåkrummende storbyeventyr Tekst Maria Christoffersen

Med skyhøje forventninger venter man hele første akt på, at Junglebogen skal komme op i omdrejninger og blive til det ”dj-dunkende storbyeventyr”, det er blevet kaldt på reklameplakater og i én milliard begejstrede

avisanmeldelser. Men selvom Nørrebro Teater smider breakdance og dj-set i junglegryden, så dækker det ikke over en temmelig flad fornemmelse af at overvære de første prøver på et stykke, der med en mere tight koreografi og bedre castede skuespillere måske en dag kunne blive et fedt stykke.

Og omkring pausen går det op for en, at man ville ønske, man var blevet hjemme og

havde lejet Disney’s udgave i stedet.

Junglebogen er et af årets mest hypede teaterstykker, men den opdaterede historie om drengen Mowglis opvækst i junglen – der her er en sammenbrudt og smadret Nørreport Station – virker halvfærdigt. Man får fornemmelsen af, at nogen er blevet så begejstret over ideen om at opdatere den gamle Kipling-klassi-

En tourguide til mediebranchens jungle af tilbud: Sådan følger du med Hvad skete der egentlig med Nyhedsavisen? Og kommer TV 2 til at lukke?

Det kan være svært at skabe overblik over, hvad der sker i mediebranchen. Ikke desto mindre kan det være en fordel, at du følger med i den verden, du allerede er en del af.

Laura Bøge Mortensen er i praktik på mediesitet MediaWatch – her giver hun dig en hurtig oversigt over, hvor du læser de bedste danske og internationale nyheder fra mediebranchen.

Børsens Mediemarked

Hver onsdag udkommer børsens medietillæg ’Mediemarkedet’ Børsen var de første, som dækkede mediebranchen ud fra et erhvervsmæssigt synspunkt.

Smart move, da en stor del af mediebranchen hænger sammen med annoncemarkedet. Tillægget har ofte uddybende og unikke artikler om branchen.

Business.dk

På Berlingskes ’business.dk’ kan du læse medienyheder i ’Medier&Reklame. Artik-

lerne er tit korte, men bliver opdateret løbende og links fungerer godt. Derfor kan du hurtigt skabe overblik over et emne.

MediaWatch

På MediaWatch arbejder jeg selv – så selvfølgelig bliver det her en reklame. MW er det eneste site, som kun skriver om medier. MediaWatch har eksisteret i mange år, men sitet er nyt. Alligevel er det hurtigt blevet det sted, de fleste går hen for at få de seneste medienyheder først.

Sitet dækker hele medie-

branchen med alle genrer.

Her er blogs og kommentarfunktion og den seneste sladder om ’Vild med Dans’.

Lange artikler kræver pricy login, men journaliststuderende får det gratis ved at skrive til redaktionen.

Mennesker og medier

Radioprogrammet fredag eftermiddag på P1 med hypede Lasse Jensen dækker mediestof på en altid saglig og P1-agtig måde. Lasse Jensen går hver uge i dybden med et aktuelt medieemner fx Nyhedsavisen eller

skjult kamera- problematikken, og han får tit de bedste eksperter med.

Journalisten

Journalisten dækker også mediebranchen (for det meste med journalist-vinklen). journalisten.dk fungerer godt. Her kan du ofte læse Journalistens artikler, inden du har modtaget bladet. Sitet har godt gang i blog og kommentar-delen, så er der god mulighed for at flashe ens eget navn i branchen og læse de andres bitre bemærkninger.

Kommunikationsforum

Branchesite hvis målgruppe er alle, som har interesse for kommunikation. Artikler, blogs og debat har ofte akademisk karakter, men det har mange aktive brugere, og det er et godt sted at orientere sig om navne og tendenser.

Gode internationale links: www.guardian.co.uk www.resume.se www.kampanje.com www.dagensmedia.se www.journalisten.no

18 ILLUSTRERET BUNKER

K U LT U R

OKTOBER 2008

Rap (forkortelse af “Rhythm and poetry”) er rytmisk sang og kultur af amerikansk oprindelse. Rap er kendetegnet ved en grundrytme (beat), hvor en mandlig eller kvindelig rapper fremsiger en slags monolog henover musikken - Wikipedia

Håndtegn i hovedhøjde Hiphopfestivalen ”Aarhus Took It” lod århusianerne kaste håndtegn i tre dage på natklubben Train. Der var hiphop, homeboys og gyldne damer. Et miks, der tiltrak mange Tekst og foto Jonas Vandall Ørtvig

Streetsucces. Danske Majors har publikum i deres hule hånd. Her med den blot 17-årige Negash Ali i front og veteranen J-Spliff i skyggen.

Jeppe ”Jay-Bee” Bisgaard og Michael ”Jøden” Christiansen var konferenciers gennem ”Aarhus Took It 2008” – som tourguides i BonBonLand med en stor pose bolsjer. Om favoritbolsjerne er sure eller søde, lyse eller mørke er lige så forskellige som børnene, der vil smage. Ét er sikkert – det var lækkersultne hiphopbørn.

Hiphop a la carte

Med texanske Bun-B som

repræsentant for såkaldt ”Dirty South” er der langt til vor breddegrads leverpostejsspisende forstadsgangstere. Men modspillet virkede.

Danske Majors byggede broen af lyd imellem – så amerikansk, at det kan synes unødvendigt at hente folk fra staterne.

Homeboys og poptøser

Train spiller mange genrer, men selv om det mest er

Freestyle Phanatix: De fire breakdansere kan fysisk, hvad rappere kan verbalt.

kendt som natklub, virkede hiphoppen velplaceret. Genrens brede appel blev med al tydelighed bevist på dette års Aarhus Took It. Gæster med hængerøv indtog ikke stedet alene. Også Only-tøser og Jack&Jones-drenge havde langet 400 kroner ud efter en billet. De ville også kaste håndtegn mod scenen.

Platinblonde poptøser forsøgte at røre en storsvedende MC Clemens. Drenge i babyblå cardigans kastede håndtegn i en sådan grad, at

Publikum. Det er lækkersultne hiphopbørn,ww der står foran scenen til Aarhus Took It. Et publikum med mange ansigter.

man skulle tro, de prøvede at kompensere for noget.

Deres opmærksomhed var på scenen. De lignede bare ikke dem deroppe. Og dog.

Store dele af kunstnerne var iført klassisk hiphop-kostume. Blingbling og store trøjer. Danske FredNukes optrådte til gengæld i lilla cardigan. Kom ikke hér – alle kan være hiphop i dag.

Et styk favoritbolsje

Skal et enkelt bolsje frem-

hæves, er det Kinski. ”De har fundet sig et navn, der viser, hvor smart og cafe latte-agtig hiphop er blevet i Danmark,” kom det spydigt - på tyk jysk - fra Jøden.

Det smagte umiskendeligt af Per Vers’ lyriske talent. Her blev serveret en lækker, verbal gourmet. ”De laver kække punchlines, som vi andre ikke forstår før tredje gennemlytning,” var den misundelige reaktion fra Jøden, der lød som drengen på Michelin-restauranten,

der spørger efter ketchup.

Publikum slugte grådigt de ukendte Kinski-tekster, men med en ny tekst til Per Vers’ kendte ”Black Power” gik de amok. Nu ikke over kaffe – ”sort som alle andre end Tintin i Congo,” men over Per Vers, der vil være sort. Han er en bleg dansker. ”Neeeegeren,” synes han selv.

2008-udgaven af ”Aarhus Took It” foregik i første weekend af oktober og var på ingen måde nederen.

MC Clemens har gennem 15 år været kendt på den danske hiphopscene. Han var med på et afbud, men klarede det godt som ”Lyrisk 9mm.”

K U LT U R

ILLUSTRERET BUNKER Kunstmuseet Aros ser ud til at få et underskud på halvanden million kroner i 2008

OKTOBER 2008

19

Indtil 1. juni 1948 var det lovligt at ryge i de danske biografer

- Århus Stiftstidende

- Wikipedia

Hollywood back to nature

Oplev forunderlige Lars i Paradis

Papfars plan

Isbjørne, der sveder, og negre, der sulter. The bad klimasamvittighed transformeres til kunst på Århus Teater

‘Lars and the real girl’ er en forrygende følsom film, der tryllebinder seeren med hovedpersonens kamp mod fortidens koldhed

Som en anden Egon Olsen har kunstneren Søren Behncke med spekulative aktioner indtaget Aros med kunstværker bygget af pap

Tekst Karina Schultz

Tekst Laura Lindskov Jensen

Tekst Iben Moerner Jensen

Anne Nyhus

Polerne smelter, Hollywood drukner, folkevandringerne eskalerer, og PLANET EARTH er på retur. Katastrofescenarierne er mange, men bare rolig, Brad Pitt er på watch. På Århus Teater antager den samvittighedsplagende klimadebat nye former, når ’Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia’ sætter drivhuseffekten på kunstnerisk prøve.

I løbet af halvanden time tages tilskuerne med på en grotesk sjov rejse ind i Hollywoods opreklamerede plastic universe. Med pinefuld latterkrampe er man med Brad Pitt og Angelina Jolie til statussymbolsk garden party, før Brad Pitt ser klimalyset og får en fiks idé om at ville redde PLANET EARTH. Udstyret med et festivaltelt rejser han into the forest, hvor han indser, at Moder Jord har det bad.

I selskab med en selvransagende kæmpekanin og en påtrængende psykose fabulerer superstjernen over menneskehedens altøde-

læggende behaviour. Kloden er på retur, men Brad Pitt skrider til action in a beautiful climate movie, hvori han skildrer den døende klode. Sammen med Mother Angelina adopterer han i autentisk stil en flok chokoladebrune kids. Han makes a difference.

Mange år senere er PLANET EARTH en flydende by, og Brad Pitts mokkafarvede barnebarn spørger forundret sin bedstefar, hvorfor der ikke blev skredet til handling, mens tid var. Den gråhårede superstar kan kun svare ét: Det gjorde vi skam også. Vi talte i hvert fald meget om det. ’Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia’ er et samfunds- og klimarevsende teaterstykke med stærk appel til tilskuernes dårlige samvittighed og korrektselvfede forbrugerisme.

Med dårlig smag i munden og muskelsmerter i maveregionen forlader vi teatret. It is all vores skyld. Men pinslerne skylles hurtigt ned med en øl på baren Pinden. Økologisk, selvfølgelig.

Lars lever et stille og ensomt liv i et lille kristent samfund på landet i USA. Alle holder af ham. Han er hjælpsom, venlig og stiller ikke nogen krav til familie og venner. Men livet flyver forbi Lars, og trods hans svigerindes utallige forsøg på at skabe nærvær, viger han udenom og søger tryghed i ensomheden.

Lige indtil den dag, Bianca ankommer. Lars bestiller en kæreste på nettet; en voksdukke. Hun skaber en spirende social tryghed og bringer ham tættere på familien og lokalsamfundet, som accepterer og integrerer Bianca. Hun bringer ham kunstigt og intetanende tættere på sig selv og sin fortid.

Skuespilleren Ryan Gosling leverer en fantastisk præstation i rollen som den følelseskolde Lars. ‘Lars and the real girl’ får én til at påskønne tilværelsen en ekstra gang og nyde livets farver helt ind i marven. Dog er slutningen en anelse søgt, en anelse forudsigelig, en anelse for lykkelig.

i Paradis. Enten for at opleve ”Lars and the real girl”, ”det mexicanske drama”, ”Stille lys” eller den italienske mafiafilm ”Gomorra”.

Den første søndag i måneden byder biografen på søndagsbrunch kl. 12. Så snup din dyne og en omgang lækker søndagsbrunch efterfulgt af en film, når tømmermændene virkelig skal have kvalificeret modstand.

Hvis du vil undgå popcornspisende teenagere uden skyggen af anstændig biografkultur, så tag en tur i Paradis og oplev masser af interessante film med kant.

Hollywood har næsten ingen adgang her – og godt for det.

Filmen spiller fra d. 24. oktober til d. 13. november i Øst for Paradis.

Læs mere: www.paradisbio.dk

Tømmermænd i Paradis

Tag tømmermændene med

”Jeg skal bruge en damekjole, en paryk og to sammensyede lagner,” forklarer Søren Behncke otte af hans venner.

De sidder hjemme i kunstnerens lejlighed. Foran dem hænger utallige billeder fra indersiden af Aros samt anvisninger for planens udførelse. Søren Behncke vil i ly af en fingeret polterabend smugle en kæmpe slangebøsse af pap ind til Boy (kendt gigantfigur på Aros, red.).

Søren Behnke er gadekunstner og kendt under navnet ”papfar”. Siden han i 2002 lukkede sin grafiske virksomhed, har han samlet affaldspap sammen og derefter ved hjælp af limpistoler omdannet det til den papkunst. Kunst, han flere gange har indtaget bybilledet med. Ud over at male på genbrugspappet tilføjer han allerede eksisterende skulpturer en ny skulptur for at lede publikums tanker i en ny retning. ”Jeg går ind og påvirker skulpturer for i et kort øjeblik at give dem et andet udsagn. Det var også tanken med slangebøssen. Når man

ser Boy siddende ved siden af med røde, blanke øjne i skovskiderstilling, kommer man til at spekulere på, hvad han har gjort galt.”

Slangebøssen fik ikke lov til at ligge ved siden af Boy i mere end fem minutter, men det betyder ikke så meget for Søren Behncke. ”Det er kun politikere, som har brug for at bygge en bro, som holder i tusinde år. Det er jeg sådan set ligeglad med. Det gør ikke mig noget, at tingene ligesom forgår - at verden flytter sig. Det er processen, jeg er interesseret i.”

Det er tre år siden, at et par forvirrede vagter frarøvede Boy sit nye legetøj. Siden har Søren Behncke slået navnet papfar godt og grundigt fast. Han har derfor fået lov til at smugle en hel del flere kunstværker ind på Aros. Udstillingen ”Candle with hare” kan ses på kunstmuseet netop nu. Blandt de mest bemærkelsesværdige værker finder man en massey-ferguson i størrelsen 1:1 samt ”paphornene” udstillet i en glasmontre.

Udstillingen kan opleves på Aros indtil den 7. december.

KULTURKALENDEREN

Spareguide til studerende: her bliver du ikke flænset

Koncerter

Teater

Teater

Moi Caprice torsdag den 30. oktober 2008 kl. 21.00, VoxHall

Loveplay 24.10.08-15.11.08, Århus Teater

Aura lørdag den 8. november 2008 klokken 21.00, VoxHall Lauryn Hill onsdag den 19. november 2008 kl. 20.00, Train BliGlad fredag den 21. november 20008 kl. 20.00, Kulturhuset pavillionen, Grenå

Blackbird 19.10.08-17.11.08, Svalegangen

Udstillinger ”Candle with Hare”, Søren Behncke, 18.10.08-07.12.08, Aros ”En aften i logen - fri mureriet i Århus” 24.09.08-12.04.09 Bymuseet

GRAN-teater, Svalegangen, Entré Scenen og Århus Teater tilbyder studerende teaterbilletter til halv pris.

Biografer og museer

Cinemaxx, Bruun’s Galleri giver studerende 10 kroner i rabat fra mandag til torsdag.

Aarhus Kunstmuseum, Høeghs Guldbergs Gade 2, 8000 Århus C. En studiebillet koster 45 kroner.

Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Århus C. Entré for studerende: 45 kroner. Januar, februar og marts dog kun 25 kroner.

Naturhistorisk Museum, Bygning 210, Universitetsparken, 8000 Århus C. Entré for studerende 35 kroner (normalpris 45 kroner).

For kun 50 kroner kan du erhverve dig et årskort til museet.

Steno Museet, C.F. Møllers Allé 100, 8000 Århus C. Museet: 35 kroner.

Planetariet: 40 kroner.

Kombibillet: 65 kroner.

Århus Kunstbygning, J.M. Mørksgade 13, 8000 Århus C. Entré 20 kroner (normalpris 40 kroner).

Cafeer

Burger King, Banegårdspladsen, 8000 Århus C. Studerende kan gratis gå fra en normal til en stor Whopper menu ved fremvisning af gyldigt studiekort.

(For 6 kroner mere kan du få en mega menu).

Café Ris Ras Filiongongong, Mejlgade 24, 8000 Århus C. 10% studierabat på drikkevarer. Ikke rabat på ”dagens tilbud” o.lign

Kopiering

Vester Kopi, Østergade 44, 8000 Århus C. 50% rabat på alt studierelevant arbejde. Samt 10% rabat på øvrige produkter.

Studiekort skal forevises, før opgaven produceres.

Personlig hygiejne og forplejning

Franks Tattoo Studio, Havnegade 24-26, 8000 Århus C. 10% rabat på alt!

D & D frisør og kosmetolog, vesterbrogade 12, 8000 Århus C. 20% studierabat mandag til torsdag mellem klokken 10 og 13.30.

BAGSIDEN

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2008

Yo yo yo!

John MC Cain og Barack The Big O dyster mod hinanden i den ultimative freestyle battle om tidens aktuelle emner.

Vinderen tager Den Hvide Bunker! vært

1. Runde / Finanskrisen ekspertise? krise, hva’ har du af

Finans

arpskytte s jeg var hærens sk en m , te yt rh le en i Du blev født børs senterer den sorte æ pr re og rs dø en Du skider ud er Luna jeg er Bamse og du a, um ep ng pe e id Jeg er den hv er men du ved de hold e, ed nk ry er De r? bolle Vil du smage mine r-rus Hvide Hus og dolla Holder dig fra Det

Hva’ ved du om pe nge? Du e engang v r bare en inde valg bonderøv e t , fra Arizon om så jeg Du er lige a. Du kun lå i respirato glad med ne ikke r , o a g t k b o o m ligprisern a. plejehjem e f alder. Når og kalder . vi når der Det er sjo til, står d vt, som d it e t v il s ke. Du va igen klar r barn un til at få sk der 30’ern iftet ble.

For du er es krak, o rynken so g nu’ du m en indtørr stadig en e t tomat. D elendig so u tabte i V ldat. ietnam, o g du er

2. Runde / Praktikdag 29. oktober blir’ din ble-dag

Jeg tager alle dine pladser, om så du havde en helvedes masse forbindelser.

For panikdag er min højreorienterede mærkesag

Du kunne ikke ryste mig, om du så var bakket op af et jordskælv med

Hvor mig og Pia Færingen skider på menneskerettighedserklæringen

parkinson-tendenser.

Og kaster folk for løver, dem kender du vel fra Afrika, din røver!?

Ærgerligt for dig, at man ikke længere bruger telegraf.

Frem med albuer og pløk de fucking fredsduer Men du er socialist så kys dit krucifiks, for du blir’ aldrig journalist

Selv med Sarah Palin som telefonpasser, ville du få svært ved at få redaktørernes autograf.

3. Runde / Din mor Hvem er det lige, de

r ryster? Du sku’ ha

’ set din mor, da je

g voldtog hendes br yster nde i valgbussen, in dtil hun fik ondt i ku Beklager, jeg ved, du er mors dreng, ssen men hun tiggede og bad om min gamle Hendes patter er læ stang ngere end den flod af modgang, du må svømme imod Når jeg bliver præsi dent og din slavereg ent Obama, hils din mam

a. Jeg knalded’ he

John MC Cain / Ulrik Kongsgaard

går. r end hun o v h , s e o r af ground ze film lavet r n e e v r la e n e r u th /11 ba r så fed, a un tror, 9 h t a n Din mor e ’s u h t bliver USA g så dum, a r je e e r r o d ø m Din alle m dt – fuck ore. n o e v M n l a e a d h n Mic mere e så meget r e r o m Din t! rpræsiden e g e n e t s før

Barack The Big O / Kristian Nygaard