Illustreret Bunker - November 2010

ILL

BUNKER

NOVEMBER 2010//12.ÅRGANG//NR.07

Fjernsynets barnepige Hun bryder sig ikke om sin titel kanaldirektør.

Børn kalder hende også bare Signe, og så vil hun meget hellere lave programmer om lort end diskutere politik og medieforlig. Mød chefen fra landet Ramasjang, Signe Lindkvist.

Side 8-9

NY UDDANNELSE: DMJX planlægger at ­udvide med 100 nye kommunikationsstude­ rende. KaJ frygter, at udvidelsen vil gå ud over de studerendes praktikog jobmuligheder.

Side 3-4

FUNDRAISING: Økonomien til fremti­ dens journalistik skal findes hos fonde og ikke hos brugerne. Det spår en ekspert.

Side 7

FOKUS PÅ IDEER: Alle leder efter den gode idé. Nogen får dem ud af det blå, andre får dem aldrig. Vi bringer ideerne i fokus.

Side 12-13

Foto: Dennis Lehmann

2

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

LEDER:

NOTER:

Er det nok, at vi var her først?

Vi bliver uddannet til at stille de kritiske spørgsmål, til at være vagthund for borgerne og til at formidle, så tingene bliver gennemskuelige for alle. Hvis man roder i den store værktøjskasse for journalister, er dette bare nogle af de støvede værktøjer, man kan tage frem. Og det med værktøjskasse skal tages ret bogstaveligt. Journalisthøjskolen uddanner professionsbachelorer, eller sagt så alle forstår det, håndværkere. Vi skal ud og bestride ét job. Vi er journalister.

Eller er vi nu det? For når vi søger praktik, er der flere og flere stillinger inden for kommunikation, og journalister på arbejdsmarkedet tager stillinger som både presserådgivere og kommunikationsmedarbejdere. Det er helt sikkert gode jobs, men hvad er det for nogle redskaber, vi putter i vores værktøjskasse på Journalisthøjskolen, når det kommer til de stillinger?

Når vi søger praktik, kan praktikstederne ikke kende forskel på ansøgerne fra JH, SDU og RUC. Vi er én stor masse, og den rigtige praktikplads hænger mere sammen med, hvordan vores hjemmesider og ansøgninger ser ud, end hvilken uddannelse vi har.

Journalisthøjskolen tager nu konsekvensen ved at starte en helt ny uddannelse kun i kommunikation.

Men hvordan er det JH’erne skal adskille sig fra kommunikationsstuderende, cand. public’ere, SDU’ere og RUC’ere? Vi kan ikke alene slå os op på at være ”den uddannelse, der var her først”.

Når nu skolens ledelse bruger mange ressourcer på at overveje, hvad en ny kommunikationsuddannelse skal indeholde, kunne samme ledelse passende overveje, hvad vores journalistuddannelse skal indeholde i fremtiden.

Netop nu er et godt tidspunkt at tage debatten og finde ud af, hvordan vores uddannelse skal gøre os attraktive i branchen, og hvorfor kommende studerende skal vælge JH frem for SDU, RUC eller eventuelt en kommunikationsuddannelse her på stedet.

Ny kantineforpagter fundet

ISS har fået æren af at stå for kantinedriften på Journalisthøjskolen. Efter en udbudsrunde har skolens kantineudvalg valgt ISS frem for IDA Service, der også havde vist interesse for opgaven. Hvad de til den tid vil byde frokostsultne studerende og undervisere vides endnu ikke, ligesom kantinens nuværende personale ikke har besluttet, om de vil blive på skolen.

Efter planen overtager ISS kantinen 1. januar 2011, og kan man ikke vente så længe, kan man prøvesmage i Statsbibliotekets kantine, som også drives af ISS.

Er forskellen bare, at JH har 18 måneders praktik i forhold til de andres 12? Og vælger kommende studerende bare JH, SDU og RUC alt efter om det passer dem bedst at bo i Århus, Odense eller Roskilde?

I øjeblikket står oven en tredjedel af alle nyuddannede journalister uden fast arbejde. Det skyldes selvfølgelig til dels nedadgående konjunkturer. Men mediebilledet og de tilhørende arbejdspladser har også ændret sig. Hvert år færdiguddannes flere hundrede journalister, samtidig med at job på de traditionelle medier ikke hænger på træerne.

Berigtigelse

I artiklen ”I hælene på kantineudvalget” fra sidste udgave af Illustreret Bunker gav vi det indtryk, at det brød, der omkranser kantinens sandwichs, ikke er hjemmebagt. Direktør i Studenterhusfonden af 1991, Tom Ebbe Jakobsen, beder os præcisere, at brødet er hjemmebagt i Studenterhusfondens eget bageri.

Derudover påpeger han, at maden bliver lavet i kantinen på skolen og ikke bragt udefra, som vi skrev.

Vi beklager fejlen.

Børn bruger argumentet ”vi var her først”, men det klinger lidt mere hult på arbejdsmarkedet end i skolegården. JH burde kunne tegne en bedre profil end det. /Redaktionen

Web

Inde

Fokus

Ude

Perspektiv

Bagsiden

Foto

Foto

Webredaktør

Redaktionen

Morten Nevado mnevado@mail.djh.dk

Økonomi- & annonceansvarlig Kasper Iversen

Sofie Andersen

Mathias Johansen Mette Høyer

Simon Friis Degn

Liv Høybye

Andreas Beck

Mette Lützhøft mettelj@mail.djh.dk

Web

Ansvarshavende

Illustreret Bunker

Faste skribenter

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

Tryk Rune Wolfhagen

Ida Hasgaard Røntorp

Anne Niluka

Morten Nevado

Mette Lützhøft

OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIlustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse

16.november 2010 12. årgang - 7. udgave Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

3

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Ny kommunikationsuddannelse fra 2011 DMJX opretter ny kommunikationsuddannelse i både Århus og København. Skolen udvider butikken med i alt 100 nye studerende. Første kuld forventes at starte til september 2011.

Tekst: Rune Wolfhagen og Simon Degn

Rygterne har længe svirret om en ny kommunikationsuddannelse på Journalisthøjskolen, men trods flere henvendelser har det hidtil ikke været muligt for Illustreret Bunker at få nogen oplysninger fra skolens ledelse. Siden september har vi flere gange henvendt os til rektor Anne-Marie Dohm, der ikke vil udtale sig i sagen, før uddannelsen er endeligt godkendt.

100 nye studerende

Illustreret Bunker kan nu afsløre, at uddannelsen efter planen allerede starter i efteråret 2011. En aktindsigt i arbejdet med den kommende uddannelse viser, at uddannelsen bliver oprettet på både Journalisthøjskolen i Århus og på Mediehøjskolen i København, og at der samlet set kommer 100 nye studerende til DMJX.

Slipper for optagelsesprøve

Der er tale om en professionsbachelor i kommunikation, af tre et halvt års varighed, hvoraf praktik i alt udgør ét år fordelt på tredje og

sjette semester. Til forskel fra journalistuddannelsen, skal man have bestået en gymnasial uddannelse for at blive optaget. Til gengæld slipper man for den famøse optagelsesprøve.

Den nye uddannelse kommer blandt andet til at indeholde fagene kommunikation, research og formidling, samfundsfag, organisationsteori og videnskabsteori. Som navnet antyder, tager undervisningen udgangspunkt i kommunikation og fokuserer på kommunikationsteorier, branding og organisationsstruktur.

Efter et halvt års praktik skal de studerende tilbage på skolen og have et internationalt semester, der kommer til at foregå på engelsk inden anden omgang praktik. Ifølge praktikvejleder Pia Færing er det endnu ikke afgjort, om praktikken er lønnet, ligesom det er tilfældet for de journaliststuderende.

Inden man kan kalde sig bachelor i kommunikation skal uddannelsen afsluttes med et projektarbejde og bachelorprojekt.

Tavshed fra Dohm

Herefter er det planen, at de kommunikationsstuderende skal besætte job i blandt andet pri-

vate virksomheder, PR- og kommunikationsbureauer og i det offentlige. Før uddannelsen med sikkerhed bliver en realitet, mangler den blandt andet at blive endeligt godkendt af Undervisningsministeriet.

7. semester

Det har stadig ikke været muligt at få en kommentar fra rektor Anne-Marie Dohm, der ikke vil udtale sig i sagen, fordi hun ikke vil ”stikke blår i øjnene på folk, hvis uddannelsen ikke bliver til noget.”

Innovativt projektarbejde 10 ECTS

6. semester 5. semester

BA-projekt 20 ECTS

2. praktik 30 ECTS Kommunikation IV 10 ECTS

4. semester

Videnskabsteori 10 ECTS

Kommunikation III 20 ECTS

3. semester

Forretningsforståelse og økonomi II

10 ECTS Forretningsforståelse og økonomi I

10 ECTS

1. praktik 30 ECTS

2. semester

Kommunikation II 10 ECTS

Research og formidling II 10 ECTS

Organisationsteori 10 ECTS

1. semester

Kommunikation I 10 ECTS

Research og formidling I 10 ECTS

Samfundsfag 10 ECTS

En aktindsigt viser, hvordan DMJX har tænkt sig, at den nye kommunikationsuddannelse skal opbygges.

PRAKTIK:

Tyvstart på Panikdagen Praktiksnyd er efterhånden ligeså stor en del af panikdagen, som sved og tårer. Alligevel står praktikudvalget magtesløse overfor praktiksnyden.

Tekst: Mette Lützhøft og Rune Wolfhagen Foto: Tine Sletting

En ud af ni. Så mange JH’ere blev ringet op før tid på Panikdagen, viser en rundspørge lavet af Illustreret Bunker. Og sidste semester viste en rundspørge foretaget af Lixen, de journaliststuderende på Syddansk Universitets avis, at hver sjette på SDU blev ringet op før tid.

For praktikvejleder på JH, Pia Færing, betyder tallet ikke det store. Hun mener ikke, at det store problem er, at der er nogle, der ringer et par minutter før. Problemet er, at når nogle snyder, kan det få hele systemet til at vælte. Hun sammenligner situationen med færdselsovertrædelser. ”Hvis en enkelt kører for stærkt, så herregud, så længe han ikke kører galt. Men hvis det gør, at alle andre siger: ’Ej, så skider jeg også på færdselsloven’, så bliver jeg nervøs. Så vil jeg gerne have, at man skrider ind.”

Jyllands-Posten har sendt praktikudvalget en

JH fik: Kommunikation: 19%

KaJ brød alkoholforbud

Dagblade: 39% Fagblad: 6% Tv/radio: 26% Andet: 10%

klage over Børsen, som de anklager for at have sendte sms’er ud til nogle af deres ansøgere allerede 8.30. Spørgsmålet er, hvordan man skal sanktionere for snyd. Praktikudvalget har før sanktioneret et medie, der snød, men tabte senere sagen i Undervisningsministeriet.

“Så praktikudvalget kan ikke gøre noget,” siger Pia Færing.

Hun fortæller samtidig, at alle parter har været glade for det nuværende system.

Netop derfor er det vigtigt, at alle overholder reglerne, så tilliden bevares.

“Hele systemet er bundet op på, at parterne accepterer det. De skal kigge hinanden i øjnene og sige: ‘Vi skal passe på det her system, for vi har ikke noget, der er bedre’,” siger Pia Færing.

RUC fik:

Statistikken er baseret på svar fra 108 ud af 170 praktiksøgende fra Journalisthøjskolen.

Tv/Radio: 30%

Kommunikation: 9 % Dagblad: 48 % Fagblad: 19 % Tv/Radio: 17 % Andet: 7 %

SDU, cand. public. fik: Kommunikation: 15% Dagblad: 30% Fagblad: 10% Andet: 15%

Ingen servering af alkohol på Panikdagen inden klokken 14.

Sådan var beskeden fra praktikvejleder på JH, Pia Færing. Alligevel åbnede KaJ flaskerne ved 12-tiden, skrev Panikavisen på Panikdagen.

“De ansvarlige skulle have et hak over tuden,” var Pia Færings reaktion.

Den ansvarlige var Frank Rasmussen, der er fungerende formand i KaJ. Han forklarede, at han satte flasken frem klokken halv 12, fordi det hjalp folk til at slappe af.

“De var vildt stressede og manglede noget, de kunne dulme nerverne med,” sagde han til Panik­­ avisen.

Pia Færing vil i dag ikke gå videre i sagen.

INDE

4

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

UDDANNELSE: LÆSERBREVE: Kære Anne-Marie

KaJ frygter øget konkurrence Kredsen af Journaliststuderende, KaJ, er bekymret over planerne for en ny kommunikationsuddannelse på Journalisthøjskolen. Samtidig langer de ud efter ledelsen for ikke at orientere om planerne.

Tekst: Simon Degn og Rune Wolfhagen Foto: Liv Høybye

DMJX’s planer om at oprette en ny kommunikationsuddannelse i efteråret 2011 møder kritik fra KaJ, der er bange for, at der i fremtiden vil mangle endnu flere praktikpladser, end der gør i dag. Men det er der ingen grund til, mener praktikvejleder Pia Færing. Hun forklarer, at 90 procent af de nye kommunikationsstuderende vil søge praktikpladser, der ikke er relevante for journalister, fordi de ikke tilbyder nok journalistisk indhold. ”Journalistpraktikanter skal være på et periodisk medie, og det har rigtig mange kommunikationspladser ikke. Men der vil være en fælles mængde, helt sikkert,” siger hun og henviser til, at de sidste ti procent vil søge nogle af de kommunikationsstillinger, som også er godkendt til journalistpraktikanter.

Men den går ikke, mener KaJ. ”Nu har vi gennem det sidste halvandet år set, at det har været ekstremt svært at skaffe et tilstrækkeligt antal praktikpladser. Så uanset hvor stort overlappet bliver, er det ikke et særligt kærkomment tidspunkt med en ny uddannelse, der giver flere konkurrenter,” siger fungerende formand for KaJ, Frank Rasmussen.

Kræsne journalister

Pia Færing mener som udgangspunkt ikke, at der er et problem med at skaffe praktikpladser nok. Hun erkender, at de ti procent vil skabe øget konkurrence, men peger på, at problemet snarere er, at de journaliststuderende er kræsne, når det kommer til praktikpladser. ”Vi får ti til femten nye pladser om året.

Problemet er, at det er den slags steder, praktikanterne ofte vrager, og derfor falder stederne fra igen,” siger hun.

INDE

Frank Rasmussen vil ikke gå ind i en debat om, hvorvidt journaliststuderende er kræsne, når det kommer til praktik. ”Vi har bare kunnet konstatere, at der ikke har været praktikpladser nok det sidste halvandet år. Det er godt nok gået nogenlunde op, selvom der er nogle, der har været nødt til at tage orlov, men det er ikke en holdbar situation i længden,” siger han.

Konkurrence fra andre uddannelser

Men én ting er praktikpladser. En anden ting er det jobmarked, færdiguddannede journalister kommer ud på. Ifølge KaJ står mere end en tredjedel af nyuddannede journalister i øjeblikket uden fast arbejde, og KaJ frygter derfor, at de nye kommunikationsstuderende vil presse markedet endnu mere. ”I forvejen er journalister i hård konkurrence med akademikere, der har en kommunikationsoverbygning. Selvfølgelig kommer der mere konkurrence på området,” siger Frank Rasmussen.

Og netop konkurrencen fra andre uddannelser er ifølge Pia Færing den største trussel. ”Det er meget snæversynet kun at se på de nye kommunikationsstuderende. Der er så mange andre, man skal ud og konkurrere med,” siger hun.

Det drejer sig især om folk, der har en cand. public eller en anden akademisk uddannelse. ”De kommer jo ind fra højre og venstre, så det er ikke jeres egne studiekammerater, I skal frygte. Det er alle de andre, der også kommer ind på markedet,” siger Pia Færing.

Hvis det er tilfældet, mener KaJ, at man nærmere burde se på, hvordan man kan forbedre journalisternes konkurrenceevne. ”Hvis konkurrencen kommer et andet sted fra, ville det give mere mening at styrke jour-

nalistuddannelsen og for eksempel få kommunikationslinjen ind på grundforløbet,” siger Frank Rasmussen.

Efterlyser åbenhed

Hvorvidt de nye kommunikationsstuderende kommer til at øge konkurrencen om praktikpladser og jobmuligheder er endnu uvist, ligesom uddannelsen heller ikke er endeligt godkendt af Undervisningsministeriet. Ikke desto mindre er KaJ fortørnet over, at skolens ledelse ikke har orienteret om planerne. ”Det er ikke særligt befordrende for forholdet mellem ledelsen og de studerendes repræsentanter, at man skal høre det som rygter i krogene. Der kunne vi ønske, at skolen i langt højere grad meldte ud, hvad der foregår,” siger Frank Rasmussen.

Journalisthøjskolens rektor, Anne-Marie Dohm, har tidligere udtalt til Illustreret Bunker, at hun ikke vil ”stikke folk blår i øjnene”, før uddannelsen er godkendt. Men det giver KaJ ikke meget for. ”Hvis de kunne fortælle åbent om det, så folk ikke tror, der kommer øget konkurrence, så kunne det jo forbedre indtrykket af, at man faktisk går på en kommunikationsuddannelse, som formår at kommunikere klare budskaber ud.”

Illustreret Bunker har henvendt sig til rektor Anne-Marie Dohm for at høre hendes og ledelsens syn på sagen, men hun vil ikke udtale sig, før uddannelsen er endeligt godkendt af Undervisningsministeriet.

Jeg er studerende på 8. semester og har netop afleveret mit bachelorprojekt. Jeg brugte mit forår på universitetet i San Francisco og skrev derfor opgaven som sygeeksamen ligesom de 18 andre studerende, der valgte at tage på udveksling.

Jeg skriver, fordi jeg undrer mig. Først og fremmest over, at jeg ikke har hørt fra JH siden januar. Jeg ved, at min årgang i foråret modtog flere mails om bachelorprojektet, og det irriterer mig, at jeg måtte ringe til skolen for at få info om forløbet.

Det burde være rimelig enkelt at sende en mail ud til os 19 studerende med et link til tilmeldingsblanketten og anden information.

Jeg undrer mig også over, at hvis man bliver på JH på 8. semester, får man fem uger plus tre uger til synopseforløb. Hvis man skal til sygeeksamen, får man ikke noget synopseforløb. Jeg har snakket med flere af dem, som blev færdige i foråret, og de så synopsefasen som en stor fordel.

De har tre ekstra uger til at fokusere på et emne og mulighed for at sprede deres vejledning over en længere periode. Vi har haft et mere presset forløb, hvor vi fik al vejledning inden for én enkelt uge, og hvor det ikke var muligt at ideudvikle på flere emner på grund af tidspres.

Jeg var utroligt glad for at være i San Francisco, og min oplevelse er på ingen måde blevet ødelagt af bachelorforløbet.

Jeg savner blot skolens opbakning, og jeg undrer mig over, hvorfor I ikke giver os de samme forhold som dem, der ikke tog på udveksling.

Venlig hilsen Katrine Barslev

Kære Katrine Tak for dit brev.

Du behøver ikke at ringe til skolen for at få den nødvendige information om dit bachelorprojekt. Som det fremgår af studieordningen, har studerende pligt til at holde sig orienteret om forløb, eksamener og andet via skolens hjemmeside eller via Medianet. Alle de nødvendige informationer ligger i holdrummet vedrørende bachelorprojektet også de informationer, du har behov for.

Som studerende på 8. semester har man et synopsforløb på to uger – og ikke tre som du skriver. Det er et forløb, hvor man optjener ECTS, ligesom du har gjort det på dit udlandsophold på 8. semester i San Francisco. Det er korrekt, at man kan bygge videre på den viden, man har fået på synopsforløbet i BA-projektet. Ligesom du kan anvende den viden, du har fået på dit udlandsophold i USA til dit BA-projekt.

Sagt med andre ord: Hvis du vælger at tage 8. semester her på skolen, får du noget, der kvalificerer dig. Hvis du tager 8. semester i udlandet får du andre kvalifikationer og mulighed for fantastiske oplevelser. Det er derfor, du har et valg. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi på skolen bakker begge valg op. Det er blandt andet derfor, at vi også gør en meget stor indsats for at hjælpe vores studerende til at få spændende og udbytterige ophold på udenlandske uddannelsesinstitutioner.

Venlig hilsen Anne-Marie Dohm

5

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

SPORT OG FRITID:

High Risk for hunkøn Bar hud, mr. wet T-shirt i regnen og en enkelt penis i fuldt flor. High Risk-kampe handler jo ikke om at sparke til en bold - de handler om dem, der sparker til bolden. Læs her, hvorfor kvinder i virkeligheden ser fodbold, og følg jagten på det forjættede rum: Omklædningsrummet.

”Gå efter bol­ den og ikke efter manden” er et af de fod­ bold-ordsprog, vi aldrig har forstået...

Tekst: Liv Collatz og Tatiana Tilly Foto: Andreas Beck

Efterårsregn falder fra himlen og gør drengenes hvide shorts lettere gennemsigtige. Stoffet klæber sig fast til deres svedige hud, og mudderet smyger sig om deres spændstige, muskuløse fodboldben, når de kaster sig mod jorden i kamp for at vinde bolden.

Det er vist Åben Modus mod et presselandshold, der spiller derinde. Som Illustreret Bunkers udsendte har vi ét mål med kampen. Ikke de der mål med en bold (rygtet vil vide, at der blev scoret otte i alt). Men det mål, alle kvinder i deres hedeste fantasi drømmer om at nå.

Målet om at opleve stedet. Stedet, hvor kun de færreste hunkønsvæsner før har bevæget sig

hen. Det sagnomspundne rum som alle taler om, men ingen har set - omklædningsrummet.

Cantonas udholdenheds-formel

Men inden vi når så langt, laver vi en test til alle Bunker-kvinders fordel. Eric Cantona, som åbenbart er en eller anden semi-kendt fodboldgut fra Frankrig, skulle engang have sagt nogle kloge ord om fodboldspillere: ”Football is like making love. If you can’t last 90 minutes like me, you won’t win.”

Spillernes udholdenhed på banen skal altså kunne matche deres drive i sengen. I spænding følger vi med, så vi kan bruge Cantonas udholdenheds-formel til at se, om drengene kan klare presset.

Med skuffelse konstaterer vi, at en ellers fyrig og varmblodig spiller ikke kunne holde hele kampen. Om det er en velkendt tendens for vedkommende, kan vi kun gisne om. Til gengæld er størstedelen af de resterende spilleres udholdenhed utroligt imponerende.

Så kære Bunker-kvinder: Ifølge testresultatet kan det altså godt betale sig at gå efter en Modus-spiller.

Pølser i Paradise

Hvad ville fodboldspillet være uden efterspillet i omklædningsrummet?

Som kampen og kuldekramper skrider frem, udpeger vi vores hjælpeløse offer, som skal være adgangsbilletten ind i løvens hule. Der skrues helt op for uskyldige Bambi-øjne og tandpasta-smil, da vi spørger om hjælp - og offeret overgiver sig på stedet.

Succesen er overvældende, ventetiden ulidelig og behovet for testosteron eksplosivt.

Heldigvis bliver vores tørst slukket af holdets abe-maskot, der i pølseboden flasher sit eget svar på en Langelænder. Senere på dagen får resten af skolen samme fornøjelige syn, da han streaker hen over banen.

Kampen fortsætter, og der bliver vist også scoret. Åben Modus vinder og bader i champagne. Snart skal de bade nøgne. Og I, kære læsere, skal være med.

Endelig i mål

Euforiske og en kende spændte prøver vi at blende ind i mængden af snavsede spillere, der sætter kursen mod Christiansbjerg Hallen.

Omklædningsrummet emmer af mand, da de første bluser ryger af primaterne, der hopper på bænkene og skråler sejrshyl ud i atmosfæren. Om det er fordi, vi er placeret op ad en radiator, at det pludselig bliver meget varmt,skal ikke kunne siges. Temperaturen stiger som i en anden Nik & Jay-video, mens det nu er shortsenes tur til at ramme gulvet. Et hurtigt overblik viser, at Björn Borg i hvide nuancer er et hit på balderne. En enkel bagdel i rød og gul ser også dagens lys. De første brusere bliver tændt. Dampen vælter ud. Et håndklæde ryger ned om anklerne - vi har vores første nøgne mand!

Desværre bliver vi efter et alt for kort ophold smidt ud. Men det skal ikke stoppe os!

På ægte spion-manér placerer vi en diktafon som fluen på væggen og forsvinder uskyldigt.

Og hvad taler drengene så om, når de er alene i det hellige rum? Ja, kære Bunker-kvinder, de taler blandt andet om jer!

INDE

6

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

HANDICAPFORHOLD:

Det store hjulspænd Hvordan står det til med handicappedes adgang på Journalisthøjskolen? Illustreret Bunker har allieret sig med en kørestolsbruger for at prøvekøre den trappeglade bygning.

Tekst: Asger Gørup Nielsen Foto: Asger Ladefoged

“Gør DJH mere tilgængelig”. Sådan lyder opfordringen på en plakat på 300-gangen. På sidedøren ved hovedindgangen står, at man skal parkere cyklen et andet sted, så sækkevogne og handicappede kan komme ind.

Bemærk venligst, at sækkevogne og handicappede er sidestillede. Men hvordan står det egentlig til med tilgængeligheden for kørestole på JH? Illustreret Bunker testkører.

20 meter på ni minutter

Fra informationen til kantinen. En tur, der tager få sekunder til bens, skal nu afprøves på hjul. Kørestolsbruger David Tue Jensen fører an: Først skal vi udenfor. Vi kører ud til Olof Palmes Allé og til højre ned ad rampen til skolens parkeringsplads. Helt nede for enden af parkeringspladsen drejer vi til højre, ned ad endnu en rampe, for dernæst at komme ned i kælderen i tv-bygningen. Så tager vi elevatoren halvanden etage op, kører rundt i 700-bygningen og hele vejen ned gennem 200-gangen og tværs over vandrehallen. Så er vi kommet de 20 meter fra informationen til kantinen. Samlet tid: ni minutter og 35 sekunder. Det er 38 gange så lang tid, som det tager denne kække skribent at komme til frokost.

Ifølge Bygningsservice er turen udendørs den officielle rute, hvis man sidder i kørestol og skal fra første til andet plan på skolen. Her er ingen kære mor - heller ikke i regnvejr.

Det er samme tur, hvis man skal besøge skolens eneste handicaptoilet, der ligger ved lokale 600.

“Det er en lang tur, hvis man er typen, der skal sidde ned på toilettet. Jeg ville sgu selv gå ud i en busk og tisse,” griner David Tue Jensen efter testkørslen.

Blev skubbet rundt på kontorstol

Vores testkører er ikke den eneste, der har prøvet kræfter med JH’s trapper. I skoleåret 2002-2003 efteruddannede teolog, højskolelærer og forfatter Michael Pedersen sig på JH. Han er spastiker og sidder ligesom David Tue Jensen i kørestol.

“Med støtte kan jeg gå lidt, så på den måde kom jeg op ad trapperne. Jeg havde så en kontorstol stående på hvert plan, men det var en nødløsning,” siger Michael Pedersen og gør opmærksom på, at det var hans

Det kunne ligne en kørestolsrampe, men nej. Jernskinnerne i vandrehallen er desværre kun tilpasset sækkevogne.

Men indtil renoveringen kommer, vil hun ikke love nogen forbedringer.

“Der vil ikke ske forbedringer indtil da. Der er behov for nogle grundlæggende omstruktureringer, og det skal gøres på den rigtige måde, men det koster.”

Hvornår renoveringen kommer, kan hverken rektor eller Bygningsservice svare på.

Indtil da må David Tue Jensen og ligemænd væbne sig med tålmodighed.

Ifølge skolens Bygningsservice har tilgængelighedsproblemet været drøftet før.

“Man har mange gange undersøgt muligheden for en elevatorløsning i vandrehal-

len, men hidtil har man ikke valgt at prioritere det økonomisk, men det er med i renoverinsplanerne,” forklarer Lene Knudsen fra Bygningsservice.

Som alternativ til en lift/rampe/elevator i vandrehallen findes en skitsetegning over skolen. På tegningen er der handicapsymboler de tre steder, man kan komme ind i bunkeren med kørestol: Hovedindgangen, Update-bygningen og kælderen i tv-bygningen.

Skolens rektor, Anne-Marie Dohm, erkender, at der er et problem.

“At man ikke kan bevæge sig rundt på skolen eller bruge facilite­­­terne, det er ikke acceptabelt. Der er ingen tvivl om, at det er en prioritering, nu når vi skal til at renovere,” siger hun.

kede af at høre. Vi anerkender dog samtidig, at skolen står over for nogle udfordringer med en trængt økonomi og en planlagt renovering og modernisering af skolen.

Flere studerende per klasse vil uundgåeligt påvirke undervisningen negativt, da det vil resultere i mindre feedback fra undervisere.

Vores organisation, hvis formål er at værne om de studerendes interesser, kan derfor ikke

være glade for denne udvikling.

Det skal igen siges, at vi er forstående over for, at skolen gerne vil forbedre sin økonomi og udføre tiltrængte forbedringer af de fysiske rammer på skolen.

Det ærgrer os, at skolens ledelse ikke har taget de studerende mere med på råd, inden beslutningen blev truffet. Vi glæder os til i den kommende proces at indgå i en dialog med

skolens ledelse om effektiviseringen af uddannelsen til gavn for de studerende.

held, at han har en smule førlighed i benene.

“Det kan ikke være rigtigt, at det er omgivelserne der afgør, om man kan få en uddannelse. Alle har ret, hvis­de opfylder kravene,” siger han.

Tilgængeligheds-plakaten på 300-gangen har Michael Pedersen ikke meget til overs for.

“Det er da udmærket, at man beder eleverne om ikke at holde i vejen med cyklerne ved hovedindgangen, men skolen har nogle helt andre problemer end den indgang,” siger han.

Uacceptabel situation

LÆSERBREV: Kære ledelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den første februar starter fem nye hold på første semester på Journalisthøjskolens professionsbacheloruddannelse. Det er ét hold færre end normalt, mens antallet af elever, der optages, vil være det samme som hidtil. Der bliver altså flere studerende per hold.

Det er vi i Kredsen af Journaliststuderende

INDE

Venlig hilsen Kredsen af Journaliststuderende

ILL

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

ØKONOMI:

PERSPEKTIV

7

Kære Fond. Vil du sponsorere mit projekt?

JA

NEJ

MÅSKE

Fremtidens journalistik vil i stigende grad blive finansieret af fonde, siger ekspert fra JH. Tekst: Mette Lützhøft

”Der tjenes ikke de samme penge på internetgyngerne, som der tabes på papirkarrusellerne”. Ordene er journalist Troels Mylenbergs og har et par år på bagen. For nej, problemstillingen er ikke ny. Men selvom spørgsmålet, om hvordan fremtidens journalistik skal finansieres, har givet panderynker verden over, er svaret stadig ikke fundet. Man har kigget og kigger stadig - i brugernes retning. Men måske skal man ikke kigge efter brugerne for penge. I fremtiden skal journalisterne i stigende grad selv finde pengene til deres projekter.

Et oplagt bud på en finansiering er fundraising, siger Christian Breinholt, som er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og specialiseret i mediernes udvikling.

Hvad er din forretningsplan?

Det kan være alt fra hel- eller halvoffentlige fonde under ministerier og styrelser til private fonde. ”Lad os sige, at man vil lave en større produktion om arbejdsmiljø. Så skal journalisten være opmærksom på muligheden for, at man kan gå til arbejdsmiljøfonden og få penge til at lave hsitorien,” siger Christian Breinholt.

Og vil man fundraising, skal man vænne sig

til at tænke i finansieringsmuligheder sideløbende med vinkel, kilder og interviewstrategi. ”Journalisterne skal ikke alene kunne sige, at de har et godt journalistisk projekt, men også at de har overvejet, og måske har et godt forslag til, hvordan det kan finansieres,” siger han.

Christian Breinholt tilføjer, at sådan har man tænkt flere steder i branchen i mange år.

I fremtiden vil det kun blive mere nødvendigt.

”Vi søger penge hele tiden”

På den lille radiostation Den2Radio, D2R, kender man alt til fundraising. ”Vi har levet af at søge penge hos fonde til vores eksistens,” siger Jytte Nordholt, som er en af initiativtagerne bag radiostationen.

D2R, produceres af en gruppe tidligere ansatte ved DR, og programmerne er en blanding af information og musik i stil med P1 og P2. Men D2R får ikke andel i public servicemidlerne og skal derfor finde hver en krone andre steder. ”Vi søger penge hele tiden,” siger Jytte Nordholt og fortæller, at D2R for nylig fik støtte fra EU-nævnet til en række udsendelser om EU.

Vælg dine fonde med omhu

Men det er ikke ligegyldigt, hvilke fonde man vælger, siger Christian Breinholt. Og det er vigtigt, at journalisten er opmærksom på hvilken dagsorden, der ligger bag støtten. Især de store tænketanke og organisationer, som i stigende grad præger mediebilledet, finansierer deres arbejde med fundraising.

Et eksempel er den liberale tænketank CEPOS, som laver analyser, som ligger offentligt tilgængelige på nettet, og derfor er med i mediebilledet. Fondene bag CEPOS’ arbejde har et klart mål med pengene, de ligger i tænketankens projekter, men sådan behøver det ikke at være. ”Det er ikke kun onde firmaer, der vil have deres budskaber losset ind. Der findes også mange gode, store almene fonde, som måske gerne vil støtte, at der er en god journalistik.”

Og så bør man ifølge Christian Breinholt altid sørge for at lægge det tydeligt frem, at det er den og den produktion, man vil lave, og at man har redaktionel frihed til det. Et såkaldt frihedsbrev, siger han.

nansiering af deres projekter. Man kan ikke regne med, at der er jobs på de traditionelle medier, siger Christian Breinholt. ”Det store flertal af en fremtidig årgang vil blive ansat andre steder end de traditionelle medier - som I jo i princippet er uddannet til.”

Det ”uddannelsesparadoks”, som Christian Breinholt kalder det, prøver man at undgå ved at gøre undervisningen på anden del af uddannelsen på JH mere innovativt stærk og samtidig få inddraget de markedsmæssige forhold. ”I skal selv kunne komme med en forretningsplan og sige til medierne: Jeg kan lave det her, og jeg har en idé om, at det kan finansieres sådan og sådan. Og fundraising er en del af det arbejde. I skal være bedre journalister og samtidig have udvidet kendskab til innovation og til de markedsmæssige rammer.

Det er store krav.”

Uddannelsesparadokset

Fremtidens journalister skal altså tænke i fi-

SUCCES:

Penge i det norske net På norske VG Nett kan de noget, ingen danske netaviser endnu har formået.

De har overskud på deres netudgivelse.

VG.no er Norges mest besøgte hjemmeside, og de overstiger i 2010 sidste års overskud med 55 mio. danske kroner.

Illustreret Bunker kigger mod nord for at se, hvordan man får penge i nettet.

muligheder som liveopdatering af fodboldresultater, en tomlecentral, hvor nordmænd kobles sammen og hjælper hinanden med transport og et tilbud om vægttab, hvor man for 550 kroner om året kan få hjælp til at tabe sig gennem personlig rådgivning. Et tilbud som 100.000 nordmænd har benyttet sig af de seneste fem år. Espen Egil Hansen mener, at det er vigtigt at følge tidens trend.

“Vi har opbygget en base med tjenester, der ikke berører journalistik, men som giver folk lyst til at bruge netavisen hver dag.”

Tekst: Niklas Rehn

En nyhed - en hjemmeside

“Danskerne er for konservative, når det gælder udviklingen af deres medier. I Norge er vi, som netaviser, villige til at konkurrere med vores egne papirudgaver og satse på anderledes tiltag,” forklarer VG Nett’s chefredaktør, Espen Egil Hansen.

VG Nett er økonomisk og redaktionelt uafhængig af papirudgaven, og ifølge Espen Egil Hansen gør det det nemmere at skabe en avis, der er tilpasset nettet og dets muligheder.

Verdens Gangs netavis, VG.no, har ikke kun nyheder. Den byder også på en række

Ifølge Espen Egil Hansen er journalistikken af bedre kvalitet i Norge end i Danmark. Artiklerne er oftest opbygget på samme måde som i Danmark med det vigtigste først, men VG Nett fokuserer på, at artiklerne skal være lange og give den interesserede læser mulighed for at få mere end et lille indblik i historien. Det visuelle udtryk skal være en blanding af store og små billeder med et mix mellem de forskellige nyheder.

“Mineulykken i Chile er seneste eksempel på en nyhed, der har været dækket bredt og haft enormt mange læsere,” siger Espen Egil Hansen.

Da VG Nett startede for 15 år siden, spillede debatforaene en stor rolle, men i dag har sociale medier som Facebook og Twitter delvist overtaget den funktion. Hvis der er en stor nyhed, så opretter VG Nett en selvstændig hjemmeside, så læserne har et overblik over hele historiens omfang, og så kan de debatere der. Underholdning og sport har også grupper på Facebook, hvor man kan holde sig opdateret.

Fremtiden er på plads

Desuden indeholder netavisen en omfattende tv-afdeling og mobiltjenester, ligesom man ser det på danske netaviser. Men derudover har vores norske konkurrenter dog også et par uortodokse ideer i spil i form af et aktualitetstalkshow og dokumentarfilm kun til nettet.

Fremtiden byder på endnu flere tiltag fra neatvisens side. Med iPad’ens indtog er der skabt nye behov, og derfor arbejder avisen på en særlig udgave til iPad. Annoncekonceptet er også blevet mere målrettet med tiden, og VG har løbende eksperter til at vurdere, hvad den rigtige pris er, så de ikke bliver underbetalt.

FAKTA VG.no er Norges mest besøgte hjemmeside. 1,5 millioner nordmænd besøger siden hver dag.

Netavisen er verdens mest læste set i forhold til landets indbyggertal.

VG overstiger i 2010 sidste års overskud på mere end 55 millioner danske kroner.

Danmarks bedst sælgende netavis, EB.dk, har til sammenligning underskud.

PERSPEKTIV

Hvorfor hyre de dyre, n책r de billige er villige?

En tredjedel af alle nyuddannede st책r uden job.

9

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

LOKALJOURNALISTIK:

Læseren som redaktør Lokalaviser bryster sig ofte af at være borgernes avis, men i Vestsjælland tager man det helt bogstaveligt. Borgere er blevet redaktører, og journalisterne har fået en ny genre: Dialogjournalistik.

Tekst: Ida Hasgaard Røntorp

“Vi forener de primære ressourcer: Læserne ved, hvad der foregår, og hvad de vil læse, og vi ved, hvordan man formidler. Vi er deres redskab,” siger Kristina Herlev Wulff.

Hun og to andre journalister er pr. 1. oktober ansat på henholdsvis Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad som dialogjournalister. De er de tre første i landet, der kan skrive dialogjournalist på deres visitkort.

Dialogjournalistik er, som navnet antyder, en form for journalistik, hvor journalisten går i dialog med sine læsere for at skrive historier, som læserne gerne vil have dem.

De tre dialogjournalister har 20 såkaldte dialogredaktører fordelt imellem sig. Dialogredaktørerne er udvalgte borgere fra de tre kommuner, som Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad dækker. Dialogredaktøren fortæller sin dialogjournalist, hvilke historier vedkommende kunne tænke sig at læse i avisen, og de to er i løbende kontakt med hensyn til vinkling og kilder. Tjansen som dialogredaktør er ulønnet, men bliver til gengæld honoreret med historier fra dialogredaktørens nærområde.

“Dialogredaktørerne skal ikke have et ansættelsesforhold til os, og de skal ikke være

opsøgende med historier. De skal være interesserede borgere, der bruger deres hverdag og reagerer, som de læsere de er,” siger Mogens Flyvholm, der er chefredaktør for Holbæk Amts Venstreblad og manden bag projektet.

Ingen kæpheste tilladt

Ideerne skal komme fra dialogredaktøren, mens dialogjournalisten skal hjælpe med at skærpe vinklen. I sidste ende er det dialogredaktørerne, der ene og alene bestemmer, hvilke historier dialogjournalisterne skal skrive. Dialogredaktørerne er blevet instrueret i ikke udelukkende at ride deres egne kæpheste. Men de er udvalgt på baggrund af deres interesser og netværk, og pointen er netop, at historierne skal handle om det, der sker i deres nærområde. Med det formål for øje at borgerne får præcis det, de gerne vil læse. Og ifølge dialogjournalist Kristina Herlev Wulff skorter det ikke på ideer.

“Når jeg møder ind mandag morgen, ved jeg godt, hvad jeg skal lave. Jeg behøver ikke at sidde og kigge forlegent ned i bordet til et redaktionsmøde, som det ellers godt kunne være sket før i tiden. Nu ved jeg altid, hvad jeg skal lave, og jeg har historier nok til resten af året,” siger hun.

På de to aviser er der nedskrevet en række dogmer, som de tre nye dialogjournalister skal holde sig til. Deriblandt at være 100 procent tro mod den vinkel, deres dialogredaktør udstikker. Hvis vinklen viser sig ikke at holde, men en anden side af historien toner frem, er dialogjournalisten forpligtet til at få den nye vinkel godkendt af den pågældende dialogredaktør. Kristina Herlev Wulff er godt tilfreds med den måde at arbejde på.

“Før tænkte jeg, at det, jeg lavede interesserede læserne. Nu ved jeg, det interesser dem,” siger hun.

Kristina Herlev Wulff og hendes to kolleger er kun halvanden måned gammel i jobbet, men allerede nu fornemmer hun, at det især er det helt nære, der er interessant for læserne. Og de, der kender de nære historier, er de mennesker, der bor, hvor de historier udspiller sig.

“Der var for eksempel nogen, der havde bygget en jernbane i deres have, som børnene i byen kunne tøffe rundt på. Vi kunne ikke vide, den var der. Vi kunne jo ikke se den bag hækken,” siger Kristina Herlev Wulff

Amerikansk forbillede

Chefredaktør Mogens Flyvholm blev inspireret til at indføre dialogjournalistik fra den

amerikanske hjemmeside http://spot.us. Her kan brugerne foreslå en historie, som en freelancejournalist kan vælge at skrive. Spot.us bestemmer så, hvor meget journalisten skal betales for historien, og når brugerne har doneret beløbet, bliver historien lagt gratis ud på nettet. Han var klar over, at den kunne være svær at få danskerne til at hoppe med på, så han drejede den lidt og spurgte i stedet sine læsere: Er der noget, I godt kunne tænke jer, at vi skrev? Og det var der. Salgsafdelingen melder om nye abonnenter i forbindelse med den markedsføring af dialogjournalistik, de to aviser har kørt.

Han slår fast, at der ikke er andre områder, der har måtte lade livet for at få plads til dialogjournalistikken. Aviserne indeholder, hvad de plejer, men dialogjournalistikken går på tværs af stofområder og er en bonus til dem, der køber den trykte avis.

“Hvis vi skal overleve som nicheavis, så skal vi levere noget, som er anderledes, som man ikke kan få andre steder. Det kan vi med dialogjournalistik, og derfor kan man heller ikke finde det på nettet,” siger Mogens Flyvholm.

INTIME LYDOPTAGELSER:

Radiodagbøger kommer tættere på Du skal glemme de traditionelle interviewteknikker og turde slippe kontrollen for et øjeblik. Til gengæld får du måske et radioindslag, der kommer meget tættere på.

“Radiodagbøger” er en ny tendens inden for journalistisk radio, og her stiller journalisten ingen spørgsmål.

Tekst: Tatiana Tilly Foto: Jan Dagø

Når man laver en radiodagbog, udleverer man en digital optager til de personer, som man normalt ville have interviewet. De opfordres til at optage hverdagssituationer og fortælle om deres tanker og følelser.

Jeanett Thomassen, sergent i Forsvaret, havde en optager i rygsækken, da hun drog i krig i Irak. Men Sergent Thomassen lavede ikke en eneste dagbog, mens hun var i Irak.

Hun havde været tæt på at miste livet og endte med at miste tilliden til systemet. Det tog så hårdt på hende, at hun ikke var i stand til at optage noget, i al den tid hun var i Irak.

“Da hun endelig indspillede noget, efter at

være kommet hjem, var det tre gribende timer, hvor hun fortalte og reflekterede over, hvad der var sket dernede. Det var meget powerful,” siger Jack Jackson med tydelig amerikansk accent.

Han er freelancejournalist og har blandt andet lavet radio til P1 og ThirdEar. Og det var ham, der gav Jeanett Thomassen optageren med.

I seng med sin kilde

Selvom Jack Jackson har haft flere dårlige erfaringer med kilder, der ikke brugte dagbogen, er han alligevel begejstret for de muligheder, som radiodagbogen giver. ”Det er meget mere intimt, fordi man hører en andens tanker og refleksioner. Man kommer tæt på et menneskes liv, og ofte er det mennesker, som man ikke hører om i medierne.”

Her fremhæver Jack Jackson indslaget ”Rasmus skal konfirmeres”, som han lavede­ til P1 sammen med Søren Prehn, freelancejournalist og underviser på JH. Natten før sin konfirmation tændte Rasmus sin optager klokken 01.00 om natten og sagde: ”I dag skal jeg konfirmeres. Det er ti timer til, og jeg kan ikke sove.” ”Sådan en optagelse vil du aldrig få ellers.

Så skal journalisten sove med ham, og det vil være meget besværligt,” siger Jack Jackson.

Da Jack Jackson kom til Danmark for 15 år siden, hørte han for første gang en amerikansk radiodagbog. Han blev med det samme grebet af det, og lavede en dansk udgave sammen med kollegaen Søren Prehn. ”Fordelen ved at bruge radiodagbøger frem for almindelige interviews er, at man kan komme helt tæt på. Radiomediet er et intimt medie, man får stemmen lige ind i ørerne, og det er især derfor, at radiodagbøger virker så godt.”

lave en dagbog, selvom deres oplevelser ikke gik som planlagt, og det var svært at fortælle. ”De skal lave dagbogen alligevel, for folk kan godt relatere til, at noget går dårligt.”

Modgang er godt

Eksemplet med Sergent Thomassen viser en klar ulempe ved radiodagbøger, nemlig at journalisten er totalt afhængig af kilden. Derfor er castingen meget vigtig. Det kan betale sig at bruge tid på at finde den rigtige person.

Som journalist mister man i høj grad de muligheder, som et interview giver. Dog påpeger Jack Jackson, at radiodagbøger ikke behøver at være ukritisk mikrofonholderi. ”Man kan sende dem uddybende spørgsmål, efter de er blevet færdige og få dem til at optage igen, hvis der er noget, der mangler. Det er journalistens mulighed for at styre processen.”

Jack Jackson understreger, hvor vigtigt, det er at instruere sine kilder grundigt, inden man går i gang, for han har flere gange oplevet, at kilder ikke laver dagbog eller svarer på hans spørgsmål. Han har flere gange bedt folk om at

Jack Jackson var blandt de første, der lavede radiodagbøger i Danmark.

PERSPEKTIV

10

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

Malte Kristiansen har gennem en uge udforsket Bornholms lufthavn, hvor 500 passagerer bevæger sig igennem hver dag.

Andreas Beck har portrætteret bådbyggeren Raffaello Bartolini, som har forfulgt sin drøm hele vejen til Bornholm.

Magnus Holm har lavet historien om zenbuddihsten John, som angiveligt har fundet lykken på Bornholm.

Foto: Malte Kristiansen

Foto: Andreas Beck

Foto: Magnus Holm

Liv Høybye har kørt i de bornholmske busser i en uge og har blandt andre mødt Johannes, som er på en sidste rejse.

Camilla Rønde har været til banko på Bornholm fire aftner i træk og har blandt andet mødt Lisbeth, som har spillet banko i 30 år.

Foto: Liv Høybye

Foto: Camilla Rønde

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

Lasse Bak Mejlvang har sejlet med Danmarks sidste natfærge, som sejler mellem Køge og Rønne.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Andreas Bastiansen brugte tiden på Christiansø. Det tager en time at komme dertil med Postbåden Peter.

11

Foto: Andreas Bastiansen

Bornholm 2. semesters fotojournaliststuderende har lavet magasin på Bornholm. Her er et lille udsnit fra de forskellige projekter. I Journalisthøjskolens vandrehal kan du se det færdige magasin, som hedder ’Længst mod øst’.

Sisse Dupont har lavet projekt fra Danmarks mindste fødestue. Her tog hun det allerførste billede af nyfødte Cirkeline.

Foto: Sisse Dupont

12

ILL

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

FOKUS

Det hele starter med den gode idé.

Vejen til den gode idé Om en måned er de studerende på andet semester i fuld gang med 1. årsopgaven. Til den tid bliver der researchet, ringet, læst, spurgt og skrevet løs. Alt sammen på baggrund af en idé. Men hvordan får man den gode idé, og hvorfor skal det være så svært at finde den?

Tekst: Simon Degn og Rune Wolfhagen

Palle Steffensen er tidligere redaktionschef på TV-Avisen og udviklingsredaktør på TV2 Nyhederne, og så har han skrevet bogen ”Flere og bedre ideer”, som er pensum på første semester. Ifølge ham er vi ikke blevet dårligere til at få nye ideer. Vi bruger bare alt for lidt tid på det. Og så er der er for meget rutinetænkning.

Refleksjournalistik

Han mener, at branchen er­­­ ­ra­mt af det, han kalder ­refleksjournalistik, hvor alle løber i samme retning og bygger videre på de samme historier. ”Der er ikke nogen, der tænker, hvordan vi kan gøre det anderledes.”

Derfor mener Palle Steffensen, at alt for mange går fra redaktionsmøder

med automatideer, i stedet for noget der rækker fremad, som er nyt og sjovt. ”Journalistik bliver til en bogholderfunktion, hvor man har mere travlt med, hvem der gør hvad end med at få nye ideer.”

”Som journalist er man i et fag, hvor man registrerer verden, og det er der, ideerne kommer fra. Fra det du tænker og føler. Det der forarger og imponerer,” fortæller han.

Brug verden

Det handler for Palle Steffensen om at gå med på præmisserne om en kort åben proces, hvor man smider alt på bordet. Også selvom det ikke er en færdig idé, for der er altid en vej derhen. ”Det handler om at gå vejen derhen, frem for at tro at den bare lige sidder i skabet.”

Han mener, at der ville opstå mange gode ideer, hvis vi turde gå den modsatte vej. ”Tænk over, hvad det modsatte af det oplagte er. I stedet for at tænke over, hvor de gode billeder er, når man laver TV, kunne man gøre det modsatte. Hvordan gør vi det, der intet TV er i, til rigtig god TV?”

En ting er, hvorfor branchen har problemer med at få de forkromede ideer. En anden er, hvorfor vi studerende har svært ved det. Vi burde have tiden til at idéudvikle.

Ifølge Palle Steffensen er et af problemerne, at vi tror, ideerne starter på et møde, hvor vi sidder klar til at ideudvikle.

SÅDAN FÅR DE GODE IDEER PÅ ANDRE STUDIER

e d n e r e d u t kts e t i k r a , u o ch

Iben S

ed at m r e t r a t s i v e, så når ll e igt. u d is i v t t m e a g s e r m e n r g e e Vi ltid og t a g e j r e med d d i s ideudvikle, i virkeligheden og snakker r mine d e Så tager jeg u hvor tingene sker. Jeg brug vigtig n mennesker, der fornemmer og iagttager. E deer. i sanser meget, vi kommer op med alle frem i l at ting er også, e dem for os selv, de ska old Vi må ikke h s. le lyset og udvik

FOKUS

Gå den modsatte vej

Tag udgangspunkt i dig selv

Palle Steffensen har for længst skrevet sin 1. årsopgave og fået mange ideer siden, men hvis han skulle skrive 1. årsopgave igen, ved han godt, hvordan han ville gribe det an. ”Jeg ville tage fat i det, der optager mig allermest. I øjeblikket er det familiestrukturer.

Jeg ville sætte mig med en anden i tre minutter, knalde ordet op på tavlen og skrive det, jeg tænker på og derefter researche.

En anden mulighed er at se på, hvornår man sidst er blevet indigneret eller forarget. ”Man bliver ligesom nødt til at komme med noget for at finde ud af, om der er noget galt, og så er der altid en vej til den gode idé,” siger Palle Steffensen.

Gorm Just,læser

medievidenskab

Den første idé, man får, er aldrig den bedst e. Jeg tager tit udgangspunkt i en god idé, nogle an dre har fået. Så videreudvikler jeg sa mmen med en makker på den, indtil vi er ko mmet frem med en ny god ide, som er vores egen .

13

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

Gode ideer udspringer af de dårlige Freelanceren Stig Olesen holder medarbejderudviklingssamtale med sig selv i denne måneds Ud og Se. Han har skrevet en artikelserie i Jyllands-Posten om spelt-ghettoen på Østerbro og parcelhus-ghettoen i Tilst. Han får de ideer, vi andre ikke får, fordi han tager udgangspunkt i det allerkedeligste.

Tekst: Kirstine Høj

Skæve idéer har det med at komme til Stig Olesen. Selv bryder han sig ikke om udtrykket ”en skæv idé”. Typisk daler idéerne ikke ned fra himlen, når Stig Olesen prøver at tvinge dem frem til idémøder. Ideerne kommer dumpende de efterfølgende timer og dage på helt uventede tidspunkter og i andre sammenhænge. Som når han går en tur eller vasker sig under bruseren. ”Der er ikke noget mønster i, hvornår idéerne kommer. Det kan ikke forudses,” siger Stig Olesen.

Nu siger jeg et ord, som du skal prøve at få en journalistisk idé af.

Jeg siger ’kabaret’.

”Så tænker jeg uvilkårligt på Liza Minnelli.

(Amerikansk skuespillerinde, som spillede hovedrollen i musicalfilmen Cabaret fra 1972, red.) Hende er jeg fuldstændig vild med. Jeg ville tage udgangspunkt i Liza Minnelli, og så ville jeg se, hvad der blev af genren kabaret.

Er der kabareter mere overhovedet? Eller er de døde ligesom stepdans, parløb, rulleskøjteløb og så videre. Der er meget underholdning, der er forsvundet, og jeg tror, at kabareten er noget af det.”

Du er freelancejournalist. Laver du idéudvikling alene?

”Ja, men ofte med fotografen Carsten ­Ingemann, som jeg arbejder meget sammen med. Vi er gode til at få idéer sammen. Det foregår på den måde, at vi sætter os overfor hinanden og begynder at snakke om, hvad den dårligste idé, vi kan få lige nu, er. Hvad ville være mest kedsommeligt for læseren?

Så skriver vi små stikord ned, og så starter vi derfra. Vi har begge to en forkærlighed for at skrive om det minimalistiske. I mange år, da vi arbejdede sammen på Jyllands-Posten, lavede vi noget, som vi kaldte for ”jysk minimaljournalistik”. Vi fandt nogle emner, der var

så små som overhovedet muligt. Og så lavede vi historier ud fra det. For eksempel lavede vi en serie om mænd på kasseknallerter, hvor vi kørte rundt i Danmark og interviewede.”

Er der bestemte kriterier, som en god idé skal leve op til?

”For mig skal det være interessant, og jeg skal være nysgerrig for at finde ud af, om det holder. Det er nysgerrighed, der driver mig: Hvordan kan det hænge sammen? Hvordan foregår det? Og så må der ikke være nogen, der har fået den idé i forvejen. Eller i hvert fald inden for de sidste par år. Jeg vil gerne skrive nogle historier, som andre ikke skriver, og jeg vil gerne skrive nogle interessante sætninger i de historier.”

Stig Olesen har været på kursus i at få ideer, men han synes, der skal noget andet til. ”Det er ligesom at være på kursus i at trække vejret. Man kan ikke lære det som sådan.

Man skal gøre sig åben for det ved at læse alt, man overhovedet kan – og så være nysgerrig, helvedes nysgerrig,” siger Stig Olesen

SEN: E L O STIG hus. Danmarks r Å i r o a

r og b ournalist fr 5. å 1 n 6 e s j 7 i 9 t v 1 e a le i ann gen - Udd alisthøjsko ær på Mor

t n Jour ktionssekre ndtil 1982. jder ofte e i a - Red ds-Posten rnalist. Arb mann. n u e Jylla freelancejo arsten Ing C - I dag fotografen med

Alex Jø vatorie nsson, LÆSER T Tit tager I ÅRHUS PÅ musikkons

erjeg skønt, for udgangspunkt i en fær føl udfordrin deligt eller interess else. Noget gen ant opsøger ik at omsætte følels . Så er en ke altid at h idéer som sådan, til musik. Jeg ave m glemmer en notesbog med en forsøger gode ideer mig, så je . g ikke

t:o il sp o a k , r e l Ad Adrian STUDERENDE ir,

lim, pap e, ks sa , r he sc tu ed m er jd Vi arbe et legetøj eg m så s ok rv le el od m legoklodser og at få det ud om t de r le nd ha så g O . igt som mul ts filter. M an må de ve ho n de u ne er nd hæ gennem ideerne år sl t de r fo k, is st ni io kt fe ikke blive per ihjel.

FOKUS

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

UDE

ILL

14

PRAKTIKANTSTAFET:

Bombemænd og Marys ben Tekst: Rikke Bolander, praktikant på Newspaq Foto: Newspaq

Jeg havde ingen anelse om, hvad Newspaq var, da jeg stod der i køen langt, langt nede på tv-gangen og ventede på at komme til samtale. Derfor sendte jeg en taknemmelig tanke til min iPhone, da jeg rystende og hektisk koldsvedende sad der foran de voksne og blev mødt af spørgsmålet, ”når jeg siger Newspaq, hvad siger du så?”

Det lykkedes mig tilsyneladende at omdanne min desperation til nogenlunde tjekket charme, og jeg fik tilbudt 18 måneder, som jeg med glædestårer (vitterligt) modtog. Men

jeg havde ingen anelse om, hvad pokker man laver på et nyhedsbureau.

Det er noget med...

Det er jeg egentlig stadig heller ikke helt sikker på. Det er noget med at skrive en masse ord på kort tid. Og nogle gange er det noget med at stå med regntøj på og prøve at få dyngvåde og dødirriterede politibetjente til at fortælle, om det er rigtigt, at der var en mand, der sprang sig selv i luften på et toilet på et hotel lige for lidt siden. Nogle gange er det også noget med at lave live stand-up til radioen inde fra Amalienborg om Kronprinsesse Marys stænger, som på ingen måde afslører, at hun bærer på tvillinger. Og det er noget med at ringe til politikere og spørge dem, hvad de

mener om dette og hint, og så er det faktisk også noget med at lave to minutters radionyheder hver time, som bliver sendt til 1,3 millioner lyttere i provinsen.

”Hvad fanden er en nyhed?”

Men nyheder giver ikke altid sig selv, som når bombemænd eller sexmonstre huserer. Nogle gange skal man selv finde på dem, og det er klart det sværeste. Jeg kan stadig have helt ondt i maven, når jeg cykler på arbejde med et hoved, der er ligeså tomt som min blok. Men ideerne kommer sgu ikke altid, og det kan stadig gøre mig nervøs.

Følelsen i maven er til gengæld noget så dejlig, når jeg en gang imellem ser min historie gå hele møllen rundt og pludselig være i både

Radioavisen og på alle netmedier. Det giver mening, når man pludselig har været med til at sætte en dagsorden og har fået indflydelse på, hvad læsere, lyttere og beslutningstagere taler om.

Så kan jeg godt forstå, hvad Newspaq drejer sig om. Men dagen efter sidder jeg igen og stirrer ind i skærmen og tænker, ”hvad fanden er en nyhed?” Og bagefter kommer tanken ”hvornår mon de opdager, at jeg ikke aner, hvad en nyhed er?”

Men sådan er det nok. Og det bliver nok bedre. Og selvom jeg ikke helt har fattet, hvad det er, man laver, når man arbejder på et nyhedsbureau, så synes jeg faktisk, det er sjovt.

Og mere kan man vel næsten ikke ønske sig.

ILL

Ps. Billedet er mit bylinebillede. Det er ikke mig selv, der har bestemt, at jeg skal sidde så underligt med hovedet og kigge op. Min næse er slet ikke så stor i virkeligheden. Ok, det er den så. Men vinklen gør det altså ikke bedre.

BUNKER søger nye redaktører

Er det noget for dig at coache skribenter, skrive, redigere og layoute skolens avis? Og har du samtidig lyst til at drikke, hygge og hore med skolens lækreste mennesker?

Så skal du søge om at blive redaktør på Illustreret Bunker! I ansøgingen skal du fortælle om dig selv, hvorfor du vil være en god redaktør, og hvordan du synes, Illustreret Bun­ ker skal udvikle sig. Som redaktør bliver du bedre til at opdage en god historie, skære en tekst skarpt, layoute i InDesign og argumentere for netop din historie og idé.

Til gengæld skal du være klar til at bruge den tid, arbejdet kræver. Du skal være med til at planlægge, idéudvikle, arbejde med skribenterne og afsætte en weekend cirka hver femte uge til at layoute avisen.

Lyder det som noget for dig?

Send en ansøgning til ib@mail.djh.dk senest den 23. november Vi holder samtaler den 24. og 25. november.

UDE

klokken 15.00. Du er velkommen til at kontakte nuværende redaktører, hvis du har spørgsmål.

15

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

Jyllands-Postens bladhus tårner op som en uigennemtrængelig fæstning i udkanten af Viby. Men vil terroristerne ind, skal de nok komme det, mener Maria Dalhoff, journalist og sikkerhedsrepræsentant på Jyllands-Posten. Alligevel er redaktionen ikke på randen af nervesammenbrud. Bombetrusler er blevet en del af dagligdagen.

Hverdagen på et

Terrormal Tekst: Sofie Synnøve Herschend Foto: Tine Sletting Jakobsen

”Hallo! Det her er privat grund. Hvad har I gang i?”

En vagt stormer ud af Jyllands-Postens vagthus. Han flyver ned ad trappetrinnene med blikket fast rettet mod kameraet. ”Har du taget nogen billeder? Lad mig se.”

Det har vi ikke. Men vi har heller ingen gæstekort. Derfor bliver vi med et bestemt puf henvist til fortorvet.

Jyllands-Posten i Viby tager sine forbehold.

Og med god grund. Ifølge chefen for PET, Jakob Scharf, er Danmark et højt prioriteret terrormål, og efter genoptrykningen af Muhammedtegningerne i 2008 er bladhuset i Viby særligt udsat.

Bombetrusler, hate-crime mails og brevbomber er blot nogle af de trusler, der har været rettet mod redaktionen. Situationen blev ikke bedre, da Al Qaeda i sommer publicerede en engelsk oversættelse af deres internetmagasin ”Inspire”. Heri har de trykt en liste med navne på ti personer i verden, som det er ”tilladt” at hævne sig på. ”Tilladt” at dræbe. Tre ud af de ti er danske, og alle tre har tilknytning til Jyllands-Posten. Det tager PET meget alvorligt.

”Hvis de vil ind, så kommer de det”

I hjertet af JP-redaktionen sidder Maria Dalhoff. Hun har arbejdet som journalist på Jyllands-Posten i 13 år og fungerer som sikkerhedsrepræsentant. Det giver et gib i hende, når hun hører, at hendes arbejdsplads endnu engang har været mål for bombetrusler: ”Min første tanke er: ‘Åh nej, ikke igen!’

Men de pårørende har det nok værre end os.

Min familie spørger, om ikke jeg bliver vred.

Min mor synes, jeg skulle tage nogle flere hjemmearbejdsdage. Men det er bare blevet et livsvilkår på Jyllands-Posten. Truslen går aldrig væk, og det er trist,” siger hun.

Rundt om bladhuset tårner et to meter højt ståltrådshegn. Få meter fra det er endnu et massivt hegn. Det mandsopdækker hele bygningen, og på hvert et hjørne holder videokameraer øje med mistænkelige bevægelser. Den brune murstensbygning ligner mest af alt en fæstning. En slags kriminel institution, hvor det er umuligt at slippe ud – eller ind. ”Vi oplever alle sammen, at hegnet er med til at passe på os. Uden at lyde kynisk så er truslerne blevet en del af hverdagen. Det eneste tidspunkt, jeg bliver konfronteret med virkeligheden, er, når jeg om morgenen kører ind gennem porten. Den har ikke altid været nødvendig,” siger Maria Dalhoff.

Før var JP-redaktionen et sted, hvor gæster rendte frit ind og ud. Nu skal de registreres og godkendes på forhånd. ”Jeg ved godt, at hegnet ikke vil kunne holde terrorister ude, men det forsinker dem. Og hvad er alternativet? Du kan ikke gardere dig mod alt. Hvis de vil ind, så skal de nok komme det. Men jeg håber, at de ekstra sikkerhedsfolk får eventuelle terrorister til at overveje deres planer en ekstra gang,” siger hun.

Galgenhumor og trusler

Inde i huset hersker der ifølge sikkerhedsrepræsentanten ingen konstant frygt. Maria Dalhoff har ikke hørt om kolleger, der overvejer at sige deres job op. I stedet sørger journalisterne for at tale sammen om den særlige situation, de er i. ”De terrorister, der har haft planer mod Jyllands-Posten, er jo blevet fanget. Hvis en terrorist pludselig stod i døren, ville jeg nok reagere meget anderledes. Det er klart, at vi tænker mere over tingene, men jeg har ikke hørt om nogen, der er på randen af et sammenbrud.”

Der er i stedet kommet en slags galgenhumor på redaktionen.

“Vi bruger vores humoristiske sans, når vi stikker hovedet ind til hinanden, men selvfølgelig er der en vis alvor bag smilene. Det

er nok en meget dansk måde at klare det på,” siger Maria Dalhoff.

Information giver tryghed

Dansk Journalistforbund er i tæt dialog med Jyllands-Postens redaktioner i både Viby og København. De forsøger at skabe tryghed og lytter til deres behov. Men hvordan giver man medarbejderne tryghed, når trusselsniveauet er det højeste nogensinde?

“Information og kommunikation er det vigtigste. Forkert information skaber utryghed, men vi er desværre inde i et felt, hvor vi ikke får tingene at vide før i sidste øjeblik. Vi skal selvfølgelig meddele journalisterne om sikkerhedssituationen, før de hører om det i medierne. Det skete ikke ved de to tilfælde i september - det skal vi have ændret på,” siger Mogens Blicher, formand i DJ. Forbundet er i tæt kontakt med ledelsen. De spørger til redaktionens behov, men vil heller ikke puste til ilden.

“Vi har heldigvis ikke prøvet noget lignende før, men derfor ved vi heller ikke helt, hvordan vi skal reagere. Intet er sikkert i den her verden, men PET har gjort, som de skal. De har afværget nogle uhyggelige planer og gjort os opmærksomme på, at vi skal passe på,” siger formanden.

UDE

16

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

PORTRÆT:

RAMASJANG I BLODET Hun var det første barn på voksenløn i Danmarks Radio. I 20 år har Signe Lindkvist lavet børnefjernsyn med voksent indhold. I dag er hun kanaldirektør for DR Ramasjang.

Tekst: Marie Torp Christensen Foto: Dennis Lehmann

”Jeg tror, det rangerede med at være parkeringsvagt i hendes verden,” griner Signe Lindkvist.

Hendes mor mente, at fjernsyn var noget amerikansk propagandapis, som man bliver dum af.

Signe Lindkvists holdning til fjernsyn lå ikke langt fra morens. Måske fordi hun voksede op i et kvindekollektiv uden fjernsyn. Til sin casting på DR sagde hun, at børn skal slukke for fjernsynet og gå ud på marken og lege.

Det var Bjarne Reuter, der ændrede morens opfattelse. Han skrev en anmeldelse af programmet ’Hvaffor en hånd’, hvor han roste

”Hvis nu jeg havde et overordnet mål og nåede det, inden min karriere var forbi, hvad fanden skulle jeg så lave?”

Lige nu er Signe Lindkvists mål at udvikle det nye MGP og gøre Ramasjang Live til et endnu bedre program. Hvad der skal komme efter, ved hun ikke endnu.

”Det ved jeg sgu ikke lige”

”Hvad skal du have at spise, Signe?” spørger en pige fra sin barnevogn, mens Signe Lindkvist står med hovedet begravet i en køledisk.

Efter programmerne ’Hvaffor en hånd’, er Signe Lindkvist blevet et kendt ansigt hos ungerne. Selv når hun køber ind, fanger hun deres opmærksomhed. ”Det ved jeg sgu ikke lige,” svarer Signe

Hun lavede også programmer om krig, et om lort og nogle om energibesparing. ”Jeg brænder for målgruppen og for indholdet,” siger Signe Lindkvist, mens hun forklarer, at hun dagligt kæmper med ikke at lade sig styre af politik og medieforlig. Og hun bryder sig egentlig ikke om at hedde kanaldirektør. ”Jeg tror ikke, at der er nogen, der opfatter mig som chef. Jeg er nok mere en coach,” siger Signe Lindkvist, som hverken har behov for at være politisk korrekt eller overtage Plummers plads som generaldirektør.

Bamse vs. Bruno

Til en julekalender opfandt Signe Lindkvist og medværten Anders Lund Madsen bamsen Bruno. Han er modstykket til den gamle, gule

selv ville have gjort det” siger hun og referer til udtrykket ”Det er bedre at bede om tilgivelse end tilladelse”, som den tidligere B&Uchef Mogens Vem­mer lærte hende.

Prinsesse eller ej

Cirkusdirektøren præsenterer stolt Signe Lindkvist som prinsesse i børneprogrammet Cirkus Summarum. Hendes afblegede hår er sat op med en lyserød kæmpefjer, korsettet er lyserødt, og det samme er det struttende tylskørt. Hun bliver spændt fast, for nu skal hun gå på line i luften. ”Det fungerer for mig at være prinsessepigen, fordi jeg ikke er specielt prinsesset,” siger hun med sin grove stemme og forklarer, at havde hun været en lækker prinsessepige

Bare der aldrig går Bubber i hende -Bjarne Reuter

Signe Lindkvist til skyerne og afsluttede: ”Bare der aldrig går Bubber i hende.”

En lysende idé

Efter en tid som freelancer i DR’s B&U-afdeling ville Signe Lindkvist fastansættes. DR oprettede to stillinger, som freelancerne kunne søge, og kravet var at blive bemærket mellem de andre freelancere. Da B&U-afdelingen havde jubilæum, syede Signe Lindkvist en lyskæde ind i kjolen til gallamiddagen. Under middagen skruede hun ned for lyset, når hun dansede skruede hun op og under toiletbesøg blinkede pærerne. Efter festen havde alle 300 gæster lagt mærke til hende. ”Hvad med hende med lys i kjolen, hun er da meget sjov,” lød ordene nogle dage senere ved beslutningsbordet. ”Jeg har altid taget et mål ad gangen og så fuldført det,” siger Signe Lindkvist, som altid har været bange for at sætte sig for store mål.

UDE

Lindkvist.

De snakker lidt, og hun går videre. Et par minutter senere mødes de igen. Moren stopper barnevognen og hvisker til barnet: ”SE! Se, hvem det er, der er derovre.”

Barnet kigger op og smiler. ”Ja, det er Signe, hende har jeg snakket med,” svarer hun.

Ikke børnerigtige emner

Den umiddelbare og direkte kærlighed fra børn, betyder rigtig meget for Signe Lindkvist.

Hun er drevet af lysten til at lave godt fjernsyn til børn, og hun har aldrig været bange for at tale op til dem. Derfor handlede flere af hendes programmer i ’Hvaffor en hånd’ ikke om børnerigtige emner. ”Jeg ville hellere klæde mig ud som sultan og fortælle om verdens religioner end klistre pasta på en paptallerken,” siger Signe Lindkvist.

bamse. Når Bruno får en bolle, spørger han, ”Hvad skal jeg med den? Jeg har jo ingen mund.” Når han slår sig, siger værten, ”Hold nu op! Du er jo lavet af hø.”

Han er et modstykke til den tossegode, gule bamse, vi alle er vokset op med. Ham, der ikke har honning i krukken, ingen mund at spise med, og som siger av, når han slår sig, selvom han er lavet af plys. Det var Signe Lindkvists provokation af Bamse, som skabte Bruno. I dag er han en af de mest elskede børnefigurer.

Ifølge hende selv er det noget af det største, der er sket i hendes karriere.

Det er ikke kun brune bamser, som er skabt af hendes indre provokatør. Trods store protester fra ledelsen fandt Signe Lindkvist en teknikker, som med 42 minutters båndsløjfe gjorde, at fjernsynsfigurerne nu sover om natten på Ramasjang. ”Jeg får vendt min irritation til et spørgsmålstegn, og så tænker jeg over, hvordan jeg

med lys stemme, var det nok blevet kvalmt. ”Jeg skiller tingene ad. Der er børne-Signe og den anden Signe.”

Hun synes, at det er vigtigt med en afløbskanal, når man laver børnefjernsyn. ”Jeg har et behov for ikke at være korrekt altid,” griner hun og fortæller om et behov for at gå i byen og måske blive ugens brandert i Se og Hør.

Hendes rigtige hårfarve blev afbleget, og i sin lejlighed ryger hun nogle gange i smug ud af vinduet. Hun ville aldrig ryge på gaden. ”Jeg er mit ansvar meget bevidst, og jeg er bevidst om, hvem jeg er. Det kan man ikke undgå, når børnene kaster så meget kærlighed på en,” siger hun.

Måske var det også det, der efter Bjarne Reuters mening, adskilte Signe Lindkvist fra hendes kollega i badekarret.

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

17

UDE

19

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

NEDISGAB BAGSIDEN AF BAGSIDEN

En plettet ansøgningsattest Panikken har lagt sig, og langt de fleste på tredje semester har deres kommende praktik på plads.

Men for nogen krævede det ar på sjælen - og pletter på tøjet at nå dertil. Christoffer Bagge fortæller åbenhjertigt om sine oplevelser med at skrive ansøgninger Lørdag

12:03: Ankommer til Bunkeren. Elmoland indtages. Har medbragt gryde, toaster og el-kedel til skolen. Toast og vand til kaffen bliver sat over. Kaffebeholdningen er i orden. Joggingbukserne sidder løst om røven, som de plejer. Lugter lidt af sved, men det er okay.

12:14: Toastkrise. Årsag: Har glemt kaffefiltre til at holde toasten med og har endnu ikke tænkt på at smide en serviet omkring.

Konsekvens: Spilder smeltet ost på mine joggingbukser.

Løsning: Bruger min højre pegefinger til at fjerne osten med, men osten, der er blevet kombineret med lækker grøn basilikumpesto, efterlader en hvid plet med en snert af grøn. Pis. 13:00: Har drukket to kopper kaffe, en øl og spist tre toasts og er nu klar til at gå i gang med første ansøgning.

17:00: Tror jeg er færdig med første ansøgning og går i gang med den næste. Har i øvrigt spist en god omgang nudler. Fem kroner i Netto, og så endda med spinatsmag – lækkert.

17:01: Finder ud af, at jeg har noget, der ligner ketchup siddende på min hvide hættetrøje. Tror det stammer fra toasten tidligere. Forsøger at fjerne det, men ender med en endnu større plet.

21:10: Har mistet motivationen til skrive. Er i stedet begyndt at drikke. Først kaffe og så øl på repeat, mens jeg har copy-pastet mig til yderligere to ansøgninger. Smart. Er nu tilfreds og drager hjem.

21:14: Cykler ikke hjem alligevel. Ender ved min ven Magnus. Drikker en lækker smoothie bestående af banan, kakaomælk, Daim og trefarvet is, mens jeg ser en super film med Matthew McConaughey og hende der fra SATC. Hun ser gammel og tarvelig ud. Ender med at falde i søvn på sofaen under Jan Gintbergs utroligt sjove show.

Søndag

09:38: Vågner op på sofaen. Har sovet med mit tøj på og tænker, at jeg vil drage fordel af det og spare tid. Dropper bad og andet godt som et toilet kan byde på og cykler af sted til Bunkeren.

09:54: Er tilbage i Elmoland. Der er næsten ikke mere kaffe. Mælken fra i går er der dog endnu.

Den har ikke været i køleskab natten over, men den dufter okay, og jeg spæder den i kaffen.

Vurdering af gårsdagens ansøgninger: Ikke overbevisende. På den igen.

15:06: Er begyndt at arbejde i InDesign. Jeg har jo skrevet på mit CV, at jeg kan det pis. Der går ikke længe, før jeg må bede om hjælp til at lægge farve på og vælge skrifttype. Overvejer igen mit CV.

Det kostede Christoffer Bagge ost, sved og en tår øl at få skrevet praktikansøgningerne færdige.

Foto: Asger Ladefoged

Hvem har ikke været redaktør?

Startskuddet, Illusteret Bunker og ComingUp har hver en række redaktører, men ingen overgår Praktikavisen.

Den udgives én gang til de praktiksøgende. 12 redaktører og ingen skribenter står bag udgivelsen. Bagsiden af Bagsiden har konfronteret redaktør Thomas Foght.

15:08: Vi er løbet tør for kaffe. FOR HELVEDE! 23:05:Finder et klamt kaffelignende produkt fra Tyskland. “Caro.. natürlich geniessen! Extra Kräftig”. Det smager lidt af nødder.

23:20: Tager for første gang mine joggingsko af. Får en blandet modtagelse.

00:00: Lægger sidste hånd på ansøgningerne. Der bliver læst lidt korrektur. Det er ikke lige mig.

02:02: Spiser en toast. Den smager surt. Burde virkelig tage hjem 04.00: Tager endelig hjem. Et par timer på ryggen vil være godt for mig. Resten af banden i Elmoland bliver siddende natten over.

Mandag

09:08: Vækkeuret ringer for anden gang. Står op og børster tænder. Det er satme rart.

09:30: Er tilbage på skolen. Printer og afleverer kort efter til en ung kvinde. Jeg er virkelig i tvivl, om hun går i folkeskole. Havde håbet på en ældre og mere fast kvinde. Det ville bare give mig en anden tryghed.

10:10: Løber op og henter mine afleverede ansøgninger. Har glemt at skrive dem under og må åbne dem alle sammen igen.

10:30: Afleverer igen. Denne gang for alvor. Nu er folkeskoleeleven blevet skiftet ud, det føles rigtigt.

Tekst: Simon Degn

Hvordan bliver man redaktør?

Det gør man ved at henvende sig til Pia (Færing red.) Hun skulle bruge et praktikudvalg.

Hun spurgte hele årgangen inde i Audi (Frøberts red.). Vi var en 8-10 stykker, der meldte os, og så var det også os, der lavede avis.

Hvad gør man, hvis man nu bare vil være skribent?

Hvis man bare vil være skribent....... Øh, jamen det siger man bare. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor vi alle sammen kom til at hedde det der redaktør. Der var to ansvarshavende redaktører, men jeg forstod sgu aldrig helt, hvorfor vi alle sammen kom til at hedde redaktører.

Hvad er dine ansvarsområder? Øhhhh, jamen vi lavede bare en brainstorm over, hvad vi gerne ville have med, og hvad vi gerne ville genbruge fra tidligere aviser, og så sagde vi bare, hvad vi gerne ville lave. Der var ikke nogen, der fik nogle specifikke områder.

Vi tog bare, det vi gerne ville lave.

Men hvem er det egentlig, der har skrevet avisen?

Jamen det var os. Det var os alle sammen. Jeg forstod det sgu ikke helt det med redaktører, men det er da meget fedt, at kunne sige man har været redaktør.

Er der ikke rivalisering, når der er så mange redaktører?

Det ved jeg sgu ikke helt, om der er rivalisering øhhh..... Det synes jeg sgu ikke helt, at der var.

Praktikavisen har et oplag på 350 eksemplarer. Til sammenligning har Jyllands-Posten et oplag på næsten 112.000. Hvis JyllandsPosten skulle have samme redaktørfrekvens skulle de i alt have 3862 redaktører.

NOVEMBER 2010 ILLBUNKER.dk

20

Lærke Posselt har vundet sølv for sit portræt af Jørgen Leth ved konkurrencen CPOY (College Photographer of the Year). Lærke Posselt er fotojournaliststuderende og i praktik på Politiken.

Foto: Lærke Posselt