Illustreret Bunker - 1, 2009

SEKTION

XX

RUBRIK Opfølgende tekst

SEKTION

XX

RUBRIK Opfølgende tekst

SEKTION

XX

RUBRIK Opfølgende tekst

MÅNED 2007 | 9. ÅRGANG | NR. #

Rubrik

sidehenvisning fortsættes

side 3

2

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Illustreret Bunker har fået ny hjemmeside.

Besøg den på www.illbunker.dk

LEDER |

Illustreret Bunker har fødselsdag. 10 år bliver vi - plus et halvt. Bunkerens foregående redaktion glemte at holde fest. Så det gør vi. 10 et halvt og hurra for det!

I den anledning har vi kigget lidt i gemmerne. Vi har udfrittet Illustreret Bunkers første chefredaktør og fået Dohm’en til at give sin uforbeholdne mening om avisen.

Den allerførste Bunker udkom i september 1998.

Komma og grammatik –

grund til panik og ingen praktik Et enkelt komma. Det kan blive afgørende for om seks JHstuderende på 3. semester må vinke farvel til Journalisthøjskolen og deres praktikplads

Dengang var forsidebaskeren en historie om, at hver

Tekst Berit Udbye

tiende studerende på Journalisthøjskolen snyder med kilder. Desværre tyder vores opdaterede rundspørge på, at det ikke ser meget bedre ud med moralen anno 2009. Læs mere i Fokus.

Og så fejrer vi os selv. Både os gamle og os nye. For vi er gode. 100 procent bestod mediejura og hovedopgaven, og tredje semester brillierede med den laveste dumpeprocent til førsteårsopgaven siden 1993.

Så luk op for en udgave af Bunkeren, der giver TV AVISEN og Ulrik Haagerup baghjul, når det gælder disciplinen ’Happy Journalism’.

Og til sidst; velkommen til det nye første semester lad nu vær’ med at snyde med de kilder!

- Redaktionen

Eksamen i grundlæggende sprogkorrekthed kan betyde knald eller fald for seks studerende på 3. semester, der skal bestå for at kunne fortsætte på Journalisthøjskolen og i praktik. Panikdagen ligger næsten tre uger før eksamen, så praktikstedet mister deres praktikant, hvis den studerende dumper. ”Det bliver de trætte af, men sådan er det,” siger Solveig Schmidt, studieleder for journalistuddannelsen, om praktikstedernes formodede reaktion.

Thorsten Weitling er en af de seks studerende, der skal op til prøven for tredje gang.

Han så gerne, at eksamen var placeret før Panikdagen: ”Så har vi ikke den i baghovedet på Panikdagen, for jeg kan forestille mig, at der er nogen, der stresser mere over det, end jeg gør.”

Nye kommaer

rende nu skal bestå eksamenen for at kunne starte i praktik. Da eksamen kun udbydes en gang per semester, er det til maj i år kun tredje gang, den afholdes.

Det er dermed første gang i Journalisthøjskolens historie, at kommaet kan sætte punktum for en journaliststuderendes uddannelse.

Thorsten Weitlings årgang var den første, der skulle prøve kræfter med den nye eksamensform. Hans manglende flueben ud for eksa-

men i sprogkorrekthed, sætter ham under ekstra pres til Panikdagen. ”Jeg er nødt til at gå ind til praktiksamtalen med et pokerface på og sige, ‘jeg er helt sikkert klar til at komme i praktik hos jer,’ selvom jeg ved, at det er jeg måske ikke.”

Ressourcemangel

Hvis sprogeksamen blev udbudt to gange hvert semester, ville de studerende, der er dumpet to gange, slippe

Dumpeprocenter for eksamen i grundlæggende sprogkorrekthed: Forår 2008: 21 % Efterår 2008: 14 % Hverken RUC eller SDU har en eksamen magen til kommatesten, men: RUC har en eksamen, hvor eleven skriver to artikler. Man kan dumpe udelukkende på grammatik og kommatering.

De studerende på RUC arrangerer hvert år et eksternt kommakursus for at kunne bestå kravene til den nævnte eksamen.

Kilder: RUC, SDU, studieadministrationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Solveig Schmidt

for at gennemgå praktikforløbet i uvidenhed om, hvorvidt han eller hun får mulighed for at benytte sin praktikplads. Solveig Schmidt oplyser, at det er et rent ressourcespørgsmål, at sprogeksamen kun afholdes én gang per semester. Hvis den skulle afholdes flere gange, skulle der skæres ned på noget andet journalistisk undervisning. Og det er ikke planen.

Sidste eksamensforsøg

For Thorsten Weitling er det sidste forsøg. Denne gang må de små kommaer under ingen omstændigheder ligne noget, der er affyret mod papiret fra en blind jægers haglbøsse, for der er kun ét skud tilbage. ”Nu skal jeg bestå sprogeksamen, ellers har de sidste halvandet år været til ingen verdens nytte.”

Men Solveig Schmidts holdning er klar: ”Man skal kunne sætte kommaer, ellers kan man ikke blive journalist.”

Sprogeksamen blev ændret i foråret 2008, så de stude-

Redaktionen

Fotoredaktører

Katrine Grønvald Raun (ansv.) kgraun@mail.djh.dk

Jonas Vandall Ørtvig jortvig@mail.djh.dk

Michelle Søndergaard Mikkelsen msmikkelsen@mail.djh.dk Kerstin Bruun-Hansen kbruun-hansen@mail.djh.dk

Asbjørn Sand assand@mail.djh.dk

Bagsiden

Niels Johan Schack Nørgaard njsnorgaard@mail.djh.dk

Webredaktør

Tryk

Økonomiansvarlig

Oplag

Kenneth Konrad Knudsen kkknudsen@mail.djh.dk

Michelle Søndergaard Mikkelsen msmikkelsen@mail.djh.dk

Annonceansvarlig

Peter Zacher Poulsen pzpoulsen@mail.djh.dk

Forsidefoto Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Anders Topp Thomsen atthomsen@mail.djh.dk

Jonas Vandall Ørtvig jortvig@mail.djh.dk

Illustreret bunker Peter Zacher Poulsen pzpoulsen@mail.djh.dk

Julie Marstrand Hansen jmhansen@mail.djh.dk

Journalisthøjskolen Olof palmes allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse

25. februar 2009 11. årgang - 1. oplag Næste idéudvikling d. 3. marts 2009 Næste deadline d. 19 marts Næste udgivelse d. 24. marts

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

3

Læs gamle førsteårsopgaver i bibliotekets database, Bingo, om alt fra salg af sex til hestetransporterer - Bingo og dmjx.dk

Historisk lav dumpeprocent Til førsteårsprøven i januar var dumpeprocenten 14 - næsten en halvering i forhold til et halvt år tidligere og det bedste resultat siden 90’erne. Solveig Schmidt mener, at semestret har været bedre til at bruge argumentanalyse som redskab under researchen Tekst Kresten Morten Munksgaard

”Nå, er du på 2. semester?

Så skal du jo snart op til den sindsyge førsteårsopgave, hvor en tredjedel dumper!”

Omtrent sådan kunne ordene falde en tilfældig fredag i Journalisthøjskolens dunkle kælderbar, hvor rygterne om den berygtede førsteårsopgave og dens dumpeprocent går vidt og bredt. Men rygterne er ikke sande. I hvert fald ikke mere.

Laveste dumpeprocent siden 90’erne

dumpeprocenten ved reeksamen er markant højere end ved den ordinære eksamen.

Semester dream team

Forklaringen på det nuværende tredje semesters succes ved det grønne bord er ikke blevet klarlagt. Alligevel har Solveig Schmidt et bud på, hvorfor resultatet er så godt i år. ”Jeg kan jo ikke udelukke, at det simpelthen er et dygtigere semester. Derudover var det også vores indtryk, at semestret var bedre til at bruge argumentanalysen aktivt i processen, end tidligere semestre har været,” fortæller hun.

Ifølge Solveig Schmidt betyder det, at mange af de studerende har undgået at komme ud på et sidespor og tidligere end normalt opdaget, hvis en historie ikke holdte vand.

Hun fortæller, at de i flere år har forsøgt at få bedre sammenhæng mellem forløbene

Ved efterårets førsteårsopgave var der 126 tilmeldte elever. Af dem afleverede 111, og ud af dem dumpede 16. Det giver en dumpeprocent på 14 procent blandt de studerende, der afleverede opgaven. Til sammenligning er dumpeprocenten for semestret før, det nuværende 4. semester, på hele 27 procent.

Dermed er dumpeprocenten altså Jeg har aldrig set noget lignæsten halnende i min tid på skolen veret på bare et semester.

- Solveig Schmidt. studieleder Efterårets resultat er da også historisk Indsamling og Analyse og lavt, fortæller studieleder Udredende Journalistik på andet semester, og at det Solveig Schmidt. ”Jeg har aldrig set noget lig- måske har været udslagsginende i min tid på skolen. vende på dette semestre i Den plejer altid at være over forhold til tidligere.

20 procent,” siger Solveig Solveig Schmidt understreSchmidt, hvis hukommelse ger, at den eneste ændring ifølge hende selv rækker til- fra sidste gang er, at der er indført et krav om, at de bæbage til 1990’erne.

Dumpeprocenten til reeksa- rende interviews skal være men lå på 24 procent, hvor foretaget ansigt til ansigt, fem ud af 21 dumpede prø- og at der på ingen måde er ven. Ifølge Solveig Schmidt slækket på kravene. er det dog helt normalt, at ”Vi har naturligvis spurgt

“

hinanden, om vi har været for søde i forhold til, hvad vi plejer. Men det har vi altså ikke. Vi har været nøjagtigt lige så hårde og stride, som vi altid er,” siger hun.

De dovne drenge dumper

Selvom dumpeprocenten i år er betydeligt lavere, er nogle ting også, som de plejer. Langt de fleste af dem, der dumper, er drenge.

Det var ikke muligt inden deadline at få den nøjagtige kønsfordeling på de dumpede, men et blik på listen over de tilmeldte til reeksamen antyder, at langt de fleste af de dumpede er drenge. På listen optræder kun to piger, mens hele 16 er drenge. I tallene er fraregnet dem, der var sygemeldte under den ordinære eksamen.

Solveig Schmidt har også et bud på, hvorfor det er sådan. ”Vi har en gruppe drenge, som det kommer bag på, at der skal arbejdes hårdt.

De tror, de kan klare det med venstre hånd. Når de så dumper, tænker de ’shit; jeg må hellere gøre det med højre hånd’. Gruppen, der tænker sådan, er betydeligt større hos drengene end hos pigerne,” siger studielederen.

Hun fortæller, at de vil fortsætte med at gøre det klart for drengene, at det kræver hårdt arbejde, hvis de skal bestå førsteårsopgaven, men at det er en generel tendens på alle uddannelser og ikke bare på Journalisthøjskolen.

Det var ikke muligt at få det samlede karraktergennemsnit for prøverne inden redaktionens deadline, men tallene vil blive lagt op på skolens hjemmeside

www.dmjx.dk under statistik.

Førsteårsopgaven efteråret 2008: Ordniær eksamen: - 126 studerende tilmeldte sig den ordinære eksamen - 111 afleverede - 95 bestod - 16 dumpede Dermed er dumpeprocenten 14 Reeksamen: - 27 studerende tilmeldte sig reeksamen - 21 afleverede - 16 bestod - 5 dumpede Dermed er dumpeprocenten 23 Kilde: Solveig Schmidt, fagllig leder

Ingen slagter i år Tidligere har man efter førsteårsopgaven beregnet dumpeprocent for hver enkelt vejleder, men sådan er det ikke længere Tekst Kresten Morten Munksgaard

Da Illustreret Bunker udkom første gang for ti år siden, blev John Frølich kåret som årets slagter. Det gjorde han fordi, han var den, der til førsteårsopgaven havde den klart højeste dumpeprocent blandt sine elever. Om John Frølich stadig er den største slagter blandt føsrsteårsopgavevejlederne, er det ikke længere muligt at finde ud af. Solveig Schmidt er nemlig holdt op med at opgøre dumpeprocenterne for de enkelte vejledere. ”Når de studerende ikke længere er tilfældigt fordelt, er det ikke rimeligt at opgøre for hver enkelt vejleder. På den måde risikerer en underviser at komme til at se værre ud, end han er,” siger Solveig Schmidt.

Inden førsteårsopgaven havde de studerende mulighed for at danne grupper og tilmelde sig sammen, således at en hel gruppe kunne

få den samme vejleder. ”Du kan som vejleder sidde med et hold fuld af grupper, der har styr på det hele og støtter hinanden godt. Eller du kan sidde med et hold fuld af de drenge, som ikke lige var kommet i en gruppe, og som ikke er så velforberedte. Der kan man som vejleder godt mærke forskel,” siger Solveig Schmidt om grunden til, at hun ikke vil opgøre dumpeprocent for den enkelte vejlder.

Solveig Schmidt understreger samtidig, at vejlederne bruger lang tid på at sikre, at deres bedømmelser er ens, så der ikke gøres forskel på de studerende. Det gør de ved at rette fem opgaver sammen.

Opgaverne dækker hele karakterskalaen, og her bliver vejlederne og censorerne enige om, hvilke elementer i en opgave, der skal trække op, og hvad der skal trække ned.

“

4

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Oluf Jørgensen har sit eget opslag på Wikipedia. Her oplyses det, at han i 1970 repræsenterede SF i Nordjyllands amt - wikipedia.dk

Mirakelårgang - alle består mediejura For første gang i Oluf Jørgensens tid som underviser består en hel årgang mediejura.

Glæden er stor på alle fronter - men forklaringer er der ikke mange af Tekst Karin C. Søkilde Mobilfoto Lærke Posselt

“Velkommen til mediejura.

Allerførst vil jeg fortælle, at der ikke er mødepligt til dette fag. I skal bare kunne bestå eksamen.”

Sådan var ordene, da Oluf Jørgensen bød de nuværende studerende på 2. semester op til en omgang mediejura sidste år. Det var første gang i hans levetid som underviser i faget, at man forsøgte sig med denne åbningstale.

“Det har altid været realiteterne, at der ikke var nogen kontrol med fremmødet.

Og det her er blot en erken-

delse af det. Vi ønsker også at realisere de studerendes eget ansvar for at tilegne sig viden på området,” forklarer Oluf, der har været meget tilfreds med fremmødet til forelæsninger.

Og uanset fremmødet, var resultatet til eksamen dette semester upåklageligt. Det var nemlig også første gang, at samtllige studerende afsluttede mediejuraforløbet med en båstået eksamen.

Højere kvalitet

På alle kanter er der dog stor forundring over resultatet af den skriftlige prøve, og Solveig Schmidt, studieleder for journalistuddannel-

hun ved gennemlæsningen af evalueringen af mediejuraforløbet ikke en eneste gang er stødt på en studerende, der fandt mediejura nemt. Hun stødte også på en anden tendens: “Kvaliteten af undervisningen Studerende fra ”mirakelårgangen” under en er altid forelæsning i mediejura blevet evaburde være det samme som lueret højt blandt eleverne sidste år. Altså er svaret på - mens selve undervisninbeståelsesprocenten på 100 gens form bliver evalueret lavere. Samtidig med det, er ikke at finde hér.

Solveig Schmidt fortæller, at kvaliteten af de studerendes sen, har sammen med DSR gået årets opgave igennem med det resultat, at niveauet

spørgsmål i spørgetimerne blevet bedre, og flere består mediejura Dét er da interessant!”

”Guldnoter? fedt!”

Det

lyder

De fleste studerende er bekendte med de såkaldte ‘guldnoter’, der cirkulerer på skolen og tilbydes til de nyankomne på 1. semester.

Oluf Jørgensen lyder positivt overrasket, da han bliver konfronteret med idéen om noter, der bliver givet i arv fra semester til semester: ”Guldnoter? Det lyder da fedt! Jamen, alle muligheder for at tilegne sig viden om mediejura hilser jeg hjerte-

ligt velkommen!”

Oluf mener ikke, at sådanne noter har nogen negativ effekt for de studerende, og at det derfor skulle være nemmere at bestå eksamenen: “Hvis sådanne noter rent faktisk findes, så vil jeg da gerne rette i dem og se, om der er fejl i dem. Det kunne da være spændende! Så kunne de måske blive endnu bedre?” siger han med smil på læben.

Så måske kan de nye 1. semesterstuderende gentage succesen med en beståelsesprocent på 100, hvis de får de nye forbedrede guldnoter - af Oluf!

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

5

På hjemmesiden www.bekendelse.dk kan du bekende dine synder - og endda efter forskellige katagorier. De mest populære er: Fantaserer for meget, Svigermor, ER DU LIDERLIG?, utro i julen og Negerboller - bekendelse.dk

En Elg-cowboy tager hævn Dagen før Dagen: Bekendelser fra en muldvarp Tekst Maj Susanne Junker

Jeg tror, det skyldes Mads.

Mads var fra Thy, snakkede vestjysk (mere end jeg selv) og hans journalistiske ambition var at skrive om roer i Landbrugsavisen. Vi fik en god snak om niche-journalistik og optagelsesprøven, og jeg elskede Mads med det samme. Indtil den kom.

Afsløringen. Han var muldvarp, jeg var forrådt.

Og sådan blev jeg budt velkommen til Journalisthøjskolen.

Min hævngerrighed har derfor drevet mig ud i kunsten som bedrager. Min rolle: Lettere forvirret, forsinket svensker og glad for øl. Og sådan ender jeg i et fællesrum på Ordrupvej, Dagen før Dagen, hos Hold 4. Jeg entrerer, smiler og rækker hånden frem: ”Tjena, Susanna hetar jag.”

Hej og hej, siger alle. Høfligt, hils, tag en øl og okay.

Dér sidder jeg. Og dér sidder de. Med røde ansigter om et hvidt bord. Pænt og lidt nikkende. Og jeg får lidt ondt af dem. Og af mig selv.

Ingen synes, de vil snakke med mig på trods af det åbenlyse: ”Hvorfor i alverden er du her og svensk?”Og måske netop derfor.

De fleste initiativer til en samtale bliver besvaret med et spørgsmålstegn eller et ”Mjaaaaa...”. Jeg tager en øl. ”Skål, du sidemand. Klaus, var det? Nå, du har været ude at rejse?,” ”Mjaaa..,” forsøger han. Suk, tænker jeg og kigger rundt.

Og så går det op for mig: Der er saftsusme to (TO!), der hedder Jens Anton! ”Är det inte lite ovanligt?”

Spørger jeg og tror, det starter en samtale. Ej, hvor er det morsomt. Og ”HAHAHAHA!!”. Jeg tænker over, at begge Jens Anton’er virker overraskende sane for en Jens Anton at være og tager endnu en øl.

Og så har vi gang i navneleg og fortæl-om-dig-selv runde. Der er en fyr, der hedder Olrich til mellemnavn. Dét er sejt.

Så bliver det min tur til en stand-up salgstale. Jeg tænker, jeg må fyre op under muldvarpefesten. De fleste

Jomfrufest

har brugt deres sabbattid på at tørre røv med udrevne sider fra Lonely Planet i Thailands jungle, men ikke Susanna. Hun har brugt tiden på at være Elg-cowboy i Nordsverige. Sådan siger jeg i hvert fald. Og straks kigger alle forundret på mig. ”Ja, ni vet, älg liksom. Ett jätte stort djur” Og ja, det ved de, hvad er og nikker, smiler og griner. ”Red jeg så ligefrem rodeo?” Spørger den ene Jens Anton? Og nej, forklarer jeg, man må ikke ride rodeo på elge. Heller ikke i Nordsverige. ”Men

var det sådan for turister?!” spørger Eva, og sådan begynder svenskeren at føle sig lidt interessant, gnækker indvendigt og tager en øl.

Indtil det er tid for afsløringen. Kun én er kvik nok til gennemskue plottet. Men jeg er trods alt også oppe imod to (TO!), der hedder Jens Anton. Og sådan ender jeg tilfreds og småberuset min dag som muldvarp.

Lidt naive, lidt dumme, men meget søde er I. Velkommen til Journalisthøjskolen.

PS: Mads, hvor er du?

Tekst og billeder Nikolaj Søndergaard og Nanna Muus Steffensen

Illustreret Bunker var med, da de nye studerende på første semester var til den legendariske Jomfrufest. Festlighederne udspillede sig igen i år på Heidis BierBar, hvor der traditionen tro blev danset på bordene til den lyse morgen

Kevin, 21 år, Hold 3 Hvem er din yndlingsjomfru?

Det må være mig selv. Jeg er min egen lykkes smed.

Hvad får dig ud på dansegulvet?

Anton AusTyrol. Det er fordi, det er skiferie. Har du bare været på skiferie én gang, så er det DJ Ötzi. Jeg har ikke scoret til den før, men regner med, at det sker. Skal vi ud at danse?

Hvem er/bliver fuldest fra dit hold?

Det er Frank. Han er legendarisk!

Sophie, 20 år, Hold 2 Hvem er din yndlingsjomfru?

Min kæreste. Han er ikke lige jomfru, men det er en detalje.

Hvad får dig ud på dansegulvet?

Techno, så det kommer vi nok til at vente længe på.

Hvem er/bliver fuldest fra dit hold?

Det må være Jesper. Han lagde hårdt ud og er en festlig fyr!

Hvem vil du helst slutte aftenen med?

Lad mig se. Problemet er, at der er for mange hippier og for få rigtige mænd! Der er ingen muskelbundter på den skole her!

Peter, 19 år, Hold 3 Hvem er din yndlingsjomfru?

Jette Lin. Hun har det der smil i øjnene. Hendes øjne skriger ’SEX’. Man prøver at kigge væk, men man kan ikke lade være.

Hvad får dig ud på dansegulvet?

YMCA. Det er fra den gang, jeg spillede fodbold i FC Esbjerg. Den sang og så alkohol.

Hvem er/bliver fuldest fra dit hold?

Du spørger en fra Hold 3, så selvfølgelig er det Frank.

Han er sønderjyde med stort S og talte ned til festen i Fredagsbaren for os alle sammen.

6

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Jan Dyberg sagde sin chefstilling på Nyhedsavisen op for at se mere til sin familie - Business .dk

Klummetvekampen Illustreret Bunker af bedt to skribenter om at ytre sig om mødepligt på Journalisthøjskolen

Masser af X-faktor, tak Det handler om dig Tekst Jan Dyberg, lektor, Journalisthøjskolen

”Louise?” ”Ja” ”Nicolai?” ”Ja, her” ”Peter?” ”Jep” ...

For Gud-ved-hvilken-gang læser jeg op af holdlisten for at se, om folk er til stede.

Sætter X’er ud for de tilstedeværende studerende, ”S” ved de sygemeldte ...og efterlader blankt felt ud for dem, der hverken er til stede eller har meldt sig syge. Og en del af jer ved, at jeg ikke ligefrem elsker overdrevent brug af X’er. Men afkryds-

ningen bunder i mødepligten, og hver gang mærker jeg den der lidt trælse følelse af at umyndiggøre en gruppe voksne. Der går lidt Lektor Blomme i den - bare uden maltbolcher.

For i bund og grund strider reglen om mødepligt imod nogle af de grundlæggende principper for undervisningen her på matriklen. Nemlig at studerende skal stimuleres til selv at tage ansvar.

Ansvar for læring. For studiet. For hinanden. For sig selv. Altså: Agere som selvstændige, modne, voksne mennesker.

Og her kommer mødepligten helt på tværs. Så er man tilbage på skolebænken i 4. klasse, hvor læreren af indlysende grund skulle holde styr på, om eleverne var til stede eller ej. Man er reduceret fra moden studerende til umyndig skoleelev.

Men Lektor Blomme-følelsen bliver hurtigt afløst af en anden og mere dominerende følelse: Umyndiggørelse eller ej; mødepligten er det bedste af to onder. Alternativet er total frihed til at komme eller ej. Og jeg ved,

de studerende.

Og de kommer ikke til forelæsninger og forbereder sig ikke. Og det sænker niveauet. Siger de studerende.

Og så bliver det bare ligesom at gå på uni, og se lige, hvor mange, der dropper ud på grund af mangel på studiemiljø. Siger de studerende.

Og så skal vi måske have flere eksamener i stedet.

Siger ministeriet.

Og vores viden om, at man lærer meget af (tvungent) samarbejde, kan vi arkivere lodret. Siger underviseren.

Og endelig har jeg en helt særlig grund til at krydse af.

Jeg undgår en masse bøvl.

For en gang imellem støder jeg jo på den her studerende, der rent ud sagt ikke kan finde ud af at tage sit studium alvorligt.

Fra tid til anden dukker han ikke op.

Giver ikke besked.

Hverken til mig eller kollegerne i gruppen.

Og når jeg konfronterer ham med hans fravær, hævder han, Foto: Jonas Vandall Ørtvig at andre at mange - måske de fleste - studerende har været lige af jer studerende så alligevel så meget væk. Og så er det, helst vil have mødepligten. jeg hiver mine kryds-lister Jeg ved det, for jeg har ofte frem. Nul, kammerat, se spurgt studerende om det. her: Dokumentation. Ingen Og efter lidt for-og-imod- har været så meget væk som halløj ender svaret som regel dig. med, at vi skal beholde mø- Og så er den bare ikke længere. Lektor Blomme eller depligten.

For ellers går der for meget ej. hat og briller i den. Folk kommer for sent til redaktionsmøder. Eller dukker ikke op til gruppearbejde. Siger

Tekst Simon Danneskiold-Samsøe, 3. semester

De summer i betonen. Tallene. Cool cash. 1000 kroner, 3500 kroner, 1750 kroner.

Beløb brugt på rejse og telefon til 1. årsopgaven. Og det overrasker mig. Jeg har ikke selv gjort status for økonomien omkring min egen opgave, men jeg er også typen, der aldrig beder om en kvittering fra hæveautomaten.

Men beløbenes størrelse siger noget om de elever, der har brugt pengene, og det er ikke negative adjektiver, jeg gør klar til at servere. Engagement, vilje, overbevisning, stædighed og selvstændighed er alle ord, vi kan genkende fra den spæde begyndelse på skolen.

Ord der nødvendigvis må dukke op semester efter semester, når nye elever skal pege på de egenskaber, der gør en god journalist. Og det er også egenskaber skolen konstant tester. Vi studerende bliver hurtigt sendt i byen på egen hånd, bedt om at vurdere hinandens opgaver. I det hele taget bliver vi bedt om selv at tænke, planlægge og udføre. Og hurra for det! Jeg vil ikke have det på nogen anden måde, det er i mine øjne det ansvar, der er med til at gøre vores uddannelse god.

Derfor var jeg også overrasket over skolens meget stramme mødepligtspolitik, da den i min optik kolliderer lidt med det ansvar, vi bliver givet. Vi er selvstændige nok til at lave opgave efter opgave, snakke med mange forskellige kilder og hjælpe hinanden, men ikke selvstændige nok til selv at møde i skole dag efter dag?

I virkeligheden handler det slet ikke om, hvad vi skal, men hvad vi vil! Vi skal ikke

møde i skole så og så meget, men vi vil gerne møde, fordi det nu engang er den uddannelse, vi har valgt. Helt frivilligt.

Vi modtager groft sagt to forskellige slags undervisning. En slags i klasserne med lavt elevtal og en anden

punkt.

Når vi har undervisning i auditorierne, er det som oftest i fag, hvor vi senere har skriftlig eksamen, og fordi vi har det, er der ingen grund til mødepligt. Eksamen er vel den test, der skal vise, om vi har forstået mate-

Foto: Jonas Vandall Ørtvig

slags i auditorierne med højt elevtal, og der er principielt mødepligt til begge. Når vi bliver undervist i klassen, er vi så få, at det må forventes at underviseren har et rimeligt overblik over hvem, der er med og har forstået hvem, der skal bruge lidt ekstra tid eller hjælp. Jeg håber, at underviseren vurderer elever individuelt og ud fra evner.

Ikke ud fra hvor mange krydser man har på en fraværsoversigt. Fravær kan selvfølgelig spille ind, men om en elev skal dumpe eller bestå bliver forhåbentligt vurderet fra et større syns-

rialet, enten ved at lytte til forelæsningerne, eller ved at læse hjemme. At have både mødepligt og eksamen er lidt tættere opdækning, end jeg bryder mig om.

Skolen kan droppe mødepligten, fordi eleverne gerne vil komme i skole. Underviserne i klasserne skal kun i særlige situationer bruge fravær til at vurdere elevernes formåen, og underviserne i auditoriene har deres eksamen, som må være test nok. Og så tror jeg altså på, at man kommer længere med gulerod end med pisk.

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

7

Der er 62 kalorier i en kop kaffe med mælk og sukker. I en kande er der 496 kalorier

- Erhvervsbladet.dk

Italiensk af begyndere Den nye kantine har styr på det klassiske danske smørrebrød. Til gengæld halter det med deres sandwich, og deres flirt med pasta og tomatsovs er tæt på en katastrofe Tekst Nikolaj Søndergaard, Tor Johannesson og Kristian Bruun Nielsen Foto Tor Johannesson

Ingen fiskefiletsandwich!

Det er det første, der falder os ind. Efter at have kommet os over chokket, smider vi fordommene over bord og springer ud i det: Vi tester tre forskellige bud på en frokost: En sandwich, 28 kr., tre stykker smørrebrød, 36 kr og dagens varme ret, pasta med kødboller og tomatsauce 33 kr.

Billigt er det ikke. Med drikkevarer nærmer vi os hastigt en halvtredser – og for den pris kan en journaliststuderende med rette kræve at blive mæt!

Sandwichen med spegepølse og soltørrede tomater er velsmagende. Salaten sprød, men brødet en anelse tørt. Mere dressing ville have klædt den - og generelt mere fyld.

En gennemsnitlig sandwich, der smagte fint, men manglede det sidste.

Det traditionelle smørrebrød må siges at være dagens mest vellykkede frokost. Æg og rejer, roastbeef og leverpostej er alle tre klassikere inden for denne genre. Anretningen er fin, raffineret uden at være overpyntet.

Et godt førstehåndsindtryk.

Det smagte, som det skulle – hverken mere eller mindre. Vi savner dog en kold øl. Forhåbentlig indser kantinen hurtigt den fejl og får

pilsneren tilbage til folket.

Dagens ret høster ikke mange roser. En alt for lille tallerken til prisen. Anretningen er også alt andet end heldig. Der er spildt sauce på tallerkenens kant. Den var dertil meget tynd.

Smagen er ganske uinteressant, og man kunne godt have gjort sig den ulejlighed at sortere tomatskindet fra.

Blot at hviske ordet ”tomatsauce” om den, ville have sendt chokbølger gennem enhver gastronomisk kyndig syd for Alperne.

Stedet skal dog roses for kødbollernes konsistens, de var faste uden at være tørre, og det trækker op.

Det, der lykkedes allerbedst er pastaen, der er kogt lige tilpas. Det kan lyde banalt at koge pasta, men det lykkes ofte kantiner at koge sin pasta så meget, at det ender tilbage på melstadiet. Her var det i orden. Og når man gør tingene ordentlig, skal man have ros for det.

Vi forlod kantinens svingende præstationer næsten mætte. På vej ud talte vi 46 personer i køen! Så vi valgte at udskyde den obligatoriske kaffe (5 kr.) til senere.

Da vi vendte tilbage senere på eftermiddagen, var der kun tre personer i køen – og tre kokkehuer er der også til Journalisthøjskolens nye kantine.

En sundere kantine

De nyansatte i skolens kantine vil give studerende og medarbejdere et sundere valg

Tekst Josefine Leegaard Riis

Sund mad er godt. Det er efterhånden slået helt fast, og nu er budskabet også nået ud til Journalisthøjskolen.

Studenterhusfonden overtog kantinen på Journalisthøjskolen 1. februar. Nu er de tre om ansvaret for kantinen, som alle er ansat af Studenterhusfonden.

Mere salat, mindre mayo

Sonja Gadeberg er én af dem. Hun er uddannet er-

næringsassistent og kommer fra et grønt køkken, hvor hjerterigtig mad og sund livsstil vægtes højt. Derfor vil hun gerne tilføre kantinen den grønne, sunde og lette stil. ”Vi vil prøve at eksperimentere os frem til, hvad de unge vil have. Jeg synes, det kunne være rart, hvis de ville spise mere salat og sundt mad,” siger Sonja Gadeberg.

En tallerken salat og laks med tilhørende brød er nogle af de sunde retter, den nye kantine forsøger sig med for at finde ud af, hvad

det er for noget mad, fremtidens journalister gerne vil have.

Der kommer stadig til at være en varm ret, lidt smørrebrød, lidt salat og sandwich. Men Sonja Gadeberg fastslår, at hun ikke kommer til at servere fed mad i kantinen. ”Jeg bruger ikke mayonnaise i salaten og ingen piskefløde i det varme mad. Al mad kan smage lige så godt uden en fedtprocent på 15,” siger Sonja Gadeberg.

Ikke helt frie tøjler

Kantinen er underlagt Stu-

denterhusfonden, og derfor har de ikke helt frie tøjler.

De bestemmer for eksempel ikke selv priserne.

En anden ting, der også bliver anderledes i kantinen, er de mange automater, der fylder indgangen til kantinen. Snart forsvinder automaterne med øl og cigaretter. Kaffeautomaten får dog lov til at blive, og man kan købe øl i kantinen.

Sonja Gadeberg håber, at medarbejdere og studerende på skolen vil komme med forslag, ris og ros til kantinen.

UDENFOR

“Et godt billede kan være smukt, alvorligt eller klamt” Blandt 21 nominerede, der kæmper om at modtage landets mest prestigefyldte fotopriser, er to studerende og to nyuddannede fotojournalister fra Journalisthøjskolen. Her kan du læse, hvad de fire nominerede synes, et godt billede er Tekst Mette Albæk

Uffe Frandsen, 29 år, praktikant på Jyllandsposten Hvad betyder det for dig at være nomineret?

Det er en stor ære. Der er mange dygtige fotografer, der ikke er blevet nomineret. Og så er det dejligt, at andre synes, det, man laver, er fedt.

Hvad er et godt billede i dine øjne?

Et godt billede siger noget, som ord ikke kan beskrive.

Hvad er dine fremtidsdrømme?

Det er at få lov til at lave de ting, jeg har lyst til.

Hvordan bliver din tale, hvis du vinder?

Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg skal sige. Men jeg har sgu ikke skrevet noget ned.

Rumle Skafte, 26 år, freelance

Mathilde Bech, 29 år, 8. semester, JH

Maria Fonfara, 31 år, freelance

Hvad betyder det for dig at være nomineret?

Jeg får en masse eksponering, og skal ikke bruge al min tid på at finde kunder.

Jeg får bekræftet, at det, jeg går rundt og laver, er godt.

Hvad betyder det for dig at være nomineret?

Det er rart med et skulderklap og især lige nu, hvor jeg er kommet tilbage fra barsel.

Jeg har ikke taget så mange billeder på det sidste, derfor betyder det rigtig meget.

Hvad betyder det for dig at være nomineret?

Jeg føler mig meget beæret.

Der er mange dygtige fotografer, som hvert år tager nogle fantastiske, stærke billeder. Jeg havde ikke forventet at blive nomineret.

Hvad er et godt billede i dine øjne?

Det er et, man ligesom bliver hængende ved. Et billede, som man får lyst til at undersøge nærmere, og som vækker følelser i dig.

Hvad er et godt billede for dig?

Det er et fotografi, som har en følelse eller et udtryk, der sætter nogle tanker og følelser i gang. Det gode billede skal nå ind under huden og udskille sig fra de mange, og ofte ligegyldige billeder, som vi fyldes med hver dag.

Hvad er et godt billede i dine øjne?

Det er et, som fanger ens opmærksomhed med det samme. Det kan være humoristisk eller alvorligt, smukt eller grimt. Eller klamt og provokerende.

Hvad er dine fremtidsdrømme?

Det er at kunne lave lige præcis de projekter, jeg har lyst til uden at skulle tænke på økonomien.

Hvordan bliver din tale, hvis du vinder?

Jeg vil nok fortælle en historie om billedet. Men jeg vil altså helst slippe for at stå deroppe og tale.

Hvad er dine fremtidsdrømme?

Jeg har ikke haft fotografiet med mig særlig længe, så det er stadig ret nyt for mig.

Jeg ved stadig ikke, om jeg vil være i avisbranchen eller være freelancer. Jeg kunne også godt tænke mig at undervise på en efterskole eller højskole. Jeg kan rigtig godt lide at formidle, så måske bliver det den vej.

Hvad er dine fremtidsdrømme?

Min største fremtidsdrøm som fotojournalist er helt sikkert at få mulighed for flere oplevelser rundt om i verden. At få lov at kigge ind i flere menneskers liv og på den måde lære flere mennesker at kende.

8

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Vidste du, at hvis du googler Pelle Dam, får du 378.000 hits. Men kun de første ti handler om Pelle Dam fra Journalisthøjskolen -google.dk

Fra SU til SF Pelle Dam er ansvarshavende redaktør på Citat, men går ikke længere på Jornalisthøjskolen. Han har skiftet journalistik ud med politik Tekst Katrine Grønvald Raun Foto Asbjørn Sand

Året er 2004. Den brostensbelagte plads er stuvende fuld af unge, der demonstrerer mod Undervisningsminister Ulla Tørnæs’ nye forslag, der vil betyde forringelser på uddannelsesområdet. En af talerne den dag er Pelle Dam. ”Nedskæringerne går ud over de svageste,” siger han til omkring 5000 unge, der med klapsalver og tilråb giver ham ret.

Til kamp mod Fogh

Demonstrationen var Pelle

Dams første store oplevelse med politik og var med til at gøre ham mere politisk bevidst. Det blev starten på et engagement, der nu har betydet orlov fra tredje semester på Journalisthøjskolen. Han stiller nemlig op til formandsposten for SF Ungdom (SFU). ”Jeg håber, at jeg kan gøre en forskel og være med til at vælte Anders Fogh,” siger den kommende formand.

Posten er nemlig allerede i hus, da ingen andre kandidater har meldt sig på banen.

Chefredaktør fra hovedstaden Pelle Dam er i skrivende stund ansvarshavende redaktør på Journalisthøjsko-

lens magasin, Citat. Selvom han nu er flyttet til København, har orloven fra skolen dog ikke haft de store konsekvenser for redaktionen.

De andre redaktionsmedlemmer har derimod bakket op om hans beslutning. ”Men til tider er det da problematisk, at jeg ikke lige kan stikke hovedet sammen med de andre. Vi kører det meste over mail og telefon, og det fungerer fint,” siger han.

På Citat vælges den ansvarshavende redaktør for to udgivelser ad gangen.

Det betyder, at Pelle Dam mangler en udgivelse som ansvarshavende for Citat.

Han afviser, at han er løbet fra posten som chefredaktør,

Pelle Dam er flygtet fra sin post som ansvarshavende redaktør på Citat for at bygge sandslot på Amager Strand og gøre politik

selvom han ikke længere har sin gang på Journalisthøjskolen. ”Jeg har taget orlov fra skolen, og det er selvfølgelig ikke en optimal løsning.

Men Citats redaktion er meget kollektiv og ansvaret er fælles. Desuden udkommer næste nummer, inden jeg starter som formand, så

kan jeg godt finde tiden til at være med.

Journalist eller politiker?

Om Pelle Dam vender tilbage til Journalisthøjskolen i fremtiden er ikke til at sige. Lige nu er fokus på formandsposten i SFU. “Lige nu glæder jeg mig til at komme i gang med arbe-

jdet. Men der har jo i tidens løb været en del politikere med journalistisk baggrund, så det ene udelukker ikke det andet,” siger Pelle Dam.

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

9

Brandene i det sydlige Australien menes at have kostet over 300 mennesker livet.

Brandene har ødelagt 1831 hjem, og omkring 7000 mennesker er blevet hjemløse -dr.dk

Illustreret Bunkers udsendte rapporterer fra bushen:

Bushen brændte - og alle ville være der først Pressen var på pletten, da det sydøstlige Australien brød i brand, og for en stund blev al kritisk stof lagt på hylden til fordel for gribende fortællinger om helte og ofre Tekst Rikke Bolander

Lørdag den syvende februar og dagene, der fulgte, vil for fremtiden blive kendt i Australien som ”Victoria’s darkest days”. Den varmeste dag i landets historie resulterede i mange skovbrande, der ventes at have kostet over 300 mennesker livet og gjort mange tusinder hjemløse.

Når en hel stat bliver hærget af altødelæggende brande, er det ikke svært at finde tragedierne. Og det gjorde journalisterne og de australske medier i allerhøjeste grad.

Nyhederne var dag efter dag fyldt med afbrændte huse og efterladte børnecykler, sodsværtede og udmattede brandmænd side om side med nærbilleder af grædende mænd og toppolitikere med bævende stemmer.

Skarp konkurrence om tragedien Historierne var unægtelig rørende og dramatiske, men man skulle lede længe efter et svar på, hvorfor der pludselig var gået ild i et område på størrelse med Fyn, lige-

som kritiske spørgsmål til myndighedernes behandling af katastrofen syntes fraværende.

I stedet gik en skarp journalistisk konkurrence om læserne, lytterne og seerne i gang, hvor det var historier med klare helte og ofre, der fyldte avisspalterne og nyhedsudsendelserne. I den slags katastrofejournalistik sker det ofte, at journalisterne tager tvivlsomme midler i brug, og at de selv er med til at skabe og definere katastrofen i deres jagt på de bedste historier.

Det er den kommercielle tv-kanal Chanel 9 et fremragende eksempel på. Kanalen brugte sin egen helikopter til at genforene et ældre ægtepar, der var blevet fanget på hver sin side af flammerne. Otte fotografer fra forskellige medier prøvede ihærdigt at undgå at få hinanden i billedet, da de ville filme og fotografere det hulkende par.

Chanel 9 er i det hele taget et af de medier, der er blevet kritiseret for at lægge respekt og følsomhed til side for at komme først til de gode historier. Uden tilla-

delse viste de reportager fra udbrændte huse i landsbyer, politiet stadig betragtede som gerningssteder, og som indbyggerne ikke engang selv havde fået tilladelse til at vende tilbage til. Men også mere respekterede medier er gået helt til den presseetiske

grænse – og ind imellem også over den. Blandt andet har de fortalt om dræbte med navns nævnelse, før de pårørende var informeret.

Mediernes dilemma

Efter omtrent en uges heftig mediedækning begyndte

Kravlegård for talentfulde babyer Hvis du har en studievært gemt i maven eller pusler med en idé til et programkoncept, er DR’s Talentværksted måske stedet for dig Tekst Kerstin BruunHansen

Drømmer du om at blive den nye Mikael Berthelsen eller Andrea Elisabeth Rudolf, eller har du en original idé, som du brænder i begge ender for at få lov at føre ud i livet?

I så fald spilder du måske tiden på Journalisthøjsko-

len. Der findes nemlig en smutvej og en bagdør til dine drømme: DR’s to-årige Talentværksted.

Det udefinerbare ekstra

DR har i en årrække haft et talentprogram, hvor de har fundet og udviklet morgendagens skærmtrolde, satiretalenter og radiostjerner.

Talentmaskinen har blandt andet spyttet Kristian Leth, Drengene fra Angora og Iben Maria Zeuten ud, og i næste måned søger DR endnu en håndfuld talenter. ”Det er svært at sætte ord på, hvad det er, vi søger,” fortæller talentholdets leder Christian Volfing Jacobsen. ”Men talenterne skal brænde for en idé og have noget

mange af de overlevne da også at føle sig forfulgte.

Flere satte skilte op foran deres huse med temmelig direkte budskab e r som

”Sightseers, fuck off”.

M a t t h e w Ricketson, der er medie- og kommunikationsredaktør på The Age, skriver i en kronik om mediernes svære dilemma.

Hvis journalisterne og fotograferne er der for meget, træder de ofre og pårørende over tæerne, men hvis de er

på hjertet. Og så skal de have det der udefinerbare ekstra, som gør, at de også kan brænde igennem på skærmen”.

En legeplads

Et af talenterne med det udefinerbare ekstra er 22-årige Camille Lange, som for øjeblikket får udviklet sit talent i DR’s værksted.

Sidste år søgte hun ellers ind på Journalisthøjskolen, hvor hun var blandt dem, der blev kaldt til samtale. I sidste øjeblik endte hun dog med at springe fra. ”Jeg tror faktisk, at jeg var bange for at blive alt for voksen alt for hurtigt,” for-

der for lidt, kommer sandheden ikke frem. Ifølge ham ligger nøglen i den journalistiske etik. Da tabloidavisen Herrald Sun for eksempel viste et billede af en baby dræbt i flammerne, mener Ricketson, at grænsen blev overskredet.

Journalister har ansvar for, a t

sandheden bliver afdækket med stil og respekt.

Helende historier

Men det var ikke

tæller Camille, som beskriver Talentværkstedet som en stor legeplads for kreative hoveder med karisma og gode idéer. ”Her bliver den skæve tilgang til tingene bifaldet og dyrket, og vi bliver aldrig opfordret til at følge bogen og tage den straight way,” siger Camille.

Bagdør til medieverdenen

I dag er Camille da også sikker på, at hun ikke er klar til at tage de helt seriøse journalistbriller på. Og det er ifølge hendes holdleder godt. Christian Volfing Jacobsen understreger nemlig, at Talentværkstedet ikke

kun katasrofens ofre, der blev dækket af medierne.

Heltene blev også hyldet, og historierne om familier, der havde mistet alt, medførte en imponerende tilstrømning af frivillig hjælp og donationer. En talskvinde for en beboerforening i et af de hårdest ramte områder påpegede overfor den statsejede kanal ABC, at Røde Kors aldrig ville have kunne indsamle så enorme summer, hvis ikke det var for den massive opmærksomhed fra pressen.

Pressens fokus på helte og ofre skabte en stemning af sammenhold og sympati – selv i de tabloidaviser der ellers er kendt for at grave det beskidte frem.

Michael Gawenda, som er tidligere chefredaktør på The Age, mener som udgangspunkt ikke, der er noget galt i en ensporet dækning af katastrofer. Det er svært at forestille sig, at nogen har undgået at lade sig berøre af tragedien, og de menneskelige historier er med til at hele sårene, mener han.

Læs artiklen i sin fulde længde på illbunker.dk

er endnu en journalistuddannelse. På trods af at talenterne bliver undervist i både interviewteknik og dramaturgi, er det ikke meningen, at de skal ud og lave dybdeborende journalistik og hardcore dokumentar ”Talenterne er kun babyer i DR’s kravlegård sammenlignet med husets journalistpraktikanter. Men det er en flok talentfulde babyer,” siger han.

Camille er da også godt klar over, at hun er kommet ind i varmen. For som hun siger: “Talentværkstedet er jo et fantastisk Wild Card og en bagdør til medieverdenen, der er blevet åbnet.”

10

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Facebook-gruppen ‘Stein Bagger er Genial’ har 119 fans og medlemmer

- facebook.dk

Offer for Baggers bedrageri Han fandt en praktikplads som den første af alle. Alligevel er han i dag på et halvt års orlov. Anders Frost Brandstrup mistede sin praktikplads på grund af Stein Baggers bedrageri Tekst Ditte Hedegaard Foto Henrik Dons Christensen

Fredag den 24. oktober stod Anders Frost Brandstrup og drak øl med sine medstuderende i Fredagsbaren, da han fik et opkald på sin mobil. Anders Bay, en kendt sportsjournalist, ringede for at tilbyde ham en praktikplads på den nystartede fodboldhjemmeside Fobazo.

Selvom tilbuddet kom fem dage før den berygtede Panikdag, takkede han ja på stedet. ”Hele projektet lød rigtig fedt. Jeg følte, at det var en ret stor chance at kunne komme til at arbejde sammen med Anders Bay, som er et rigtig godt navn inden for sportsbranchen”, siger han.

Fobazo var ikke opslået som praktikplads til Panikdagen,

da det var et helt nyt projekt. Trods det havde praktikvejleder, Pia Færing, sagt god for praktikpladsen, da hun kendte Anders Bay godt fra branchen.

Glæden varede dog kun i tre måneder. En morgen sidst i januar fik Anders endnu et opkald. Denne gang var det Pia Færing, der var i røret; Stein Bagger-sagen havde ramt Anders. Han havde ikke længere nogen praktikplads.

Pludselig uden praktikplads Det viste sig, at ejeren af Fobazo, var en af pengemændene bag IT-Factory.

Efter hele Stein Bagger-sagen havde lagt sig, blev det klart, at firmaet ikke kunne fortsætte på samme vilkår.

Anders Bay blev afskediget, og det samme blev godkendelsen af praktikstedet.

”Det kom som et chok.

Jeg havde været inde og se hvem, der ejede den her arbejdsplads, og jeg vidste, at det var én af mændene bag JMI-Invest. Men jeg havde samtidig hørt, at der var penge til tre år, hvor virksomheden kunne køre med underskud. Så jeg regnede egentlig ikke med, at det var noget problem,” siger Anders.

Ingen hjælp at hente

Efter at have modtaget den kedelige nyhed, begyndte Anders med hjælp fra Pia Færing at søge efter nye praktikpladser. Der var ikke megen hjælp at hente hos nogen af de praktiksteder, som efterfølgende blev kontaktet. Den økonomiske situation og den sene udmelding gjorde, at praktikstederne havde fundet andre løsninger.

De enkelte pladser der stadig søgte praktikanter, valgte Anders fra på grund af indholdsmæssige og geografiske faktorer.

Anders lægger ikke skjul på, at han er bitter. ”Det er utrolig træls at skulle vente et halvt år mere med at komme i gang. Men jeg kunne nok også have været lidt mere aktiv, lige da det skete ved selv at opsøge forskellige medier. Der troede jeg nok bare, at skolen skulle finde noget, når sådan noget skete. Det var jeg faktisk ikke i tvivl om.”

at praktiksteder viser sig økonomisk ikke at kunne holde.”

Hun siger, at flere studerende fremover vil komme i lignende situationer: ”Jeg kan jo ikke forudsige Stein Bagger eller finanskrisen. Det er, hvad der sker, og det kommer også til at ske for andre de næste par år. Han tog en chance, og ingen af os kendte de økonomiske konditioner.”

Selvom Anders nu står uden praktikplads det næste halve år, ser han fremad. ”Jeg tror bare, jeg har været ret uheldig – at det lige skulle ske nu, hvor alle prøver at spare, hvor de kan. Jeg gider ikke stå og spille sur og skælde alle mulige ud. Sådan er det bare. Så håber jeg at finde dét, jeg gerne vil næste gang”, siger han.

”Det er hvad, der sker”

Praktikvejleder Pia Færing har før oplevet lignende situationer: ”Jeg har oplevet, at vi havde praktikanter på avisen Dagen, da de lukkede, og at magasiner er gået ned.

Jeg har flere gange oplevet,

Anders Frost mistede sin praktikplads allerede inden start og må derfor vente et halvt år på næste omgang praktik

Prakkerbar i Pilestræde Tekst og Foto Jakob Andresen, DR P4 København

Lokalet er mørkt, og ikke meget anderledes end andre barer i København. Der er fadøl til en tyver og shots til tier. Men rygning er forbudt - og det er hér, stedet skiller sig mest ud fra andre ”journalist hang outs” i nationens hovedstad.

Sjus Bar - det tidligere Pilegaarden - danner rammen om fredagens prakkerbar i Pilestræde. Da jeg ankommer ved 17-tiden er alle borde optaget. Men de er optaget af venner, eller kolleger som det vel hedder nu. ”Jeg har snuppet et stort bord, for jeg regner med, at der kommer mange,” lyder det fra 4. semester-studerende på JH og praktikant

på Tipsbladet, Morten Top. Men så stort er bordet nu heller ikke, og allerede efter en times tid må flere da også

Journalisthøjskolen - og garanteret også et antal RUC’ere - til stede. Fælles for alle er, at de er ude og

Nyudklækkede praktikanter nyder billige øl til fredagsbar i København

søge tilflugt på de høje barstole.

Der er folk fra SDU og

prøve skolefærdighederne af i virkeligheden.

De fleste er her for at møde

tidligere skolekammerater, og for at høre - og fortælle om deres praktikophold. ”Det er rigtig sjovt og hyggeligt at mødes med folk fra studiet og gøre status over ugen, der er gået,” siger tidligere Bunkerredaktør og nuværende praktikant på magasinet GEAR, Jørgen Ahler fra 4. semester.

Men også lidt ældre praktikanter er mødt op. Camilla Nygaard fra TV 2 Lorry og Julie Mabeck fra DR Event, som

blandt andet laver Aftenshowet på DR1, er begge fra 6. semester på JH. ”Jeg er her fordi, jeg ikke har noget andet at lave. Jeg ville egentlig have set, hvem der røg ud af X-Faktor, men når Julie er her, så må jeg vente og se det i genudsendelsen i morgen,” siger Camilla. ”Øl og fine mennesker,” lyder det fra Julie Mabeck.

Pølsehorn

og

fadøl

Et stort antal praktikanter finder i løbet af aftenen vej til Sjus Bar, men mange af dem har lavet andre aftaler, så allerede omkring klokken 20.30 begynder det at tynde ud i flokken af journalistspirer.

Mere tilfældige personager (læs: ikke-journalister, red.) overtager langsomt baren og fortrænger de tilbageværende praktikanter - som

blandt andet søger over til 7-Eleven på den anden side af Pilestræde. Her fristes der nemlig med to pølsehorn for 15 kr. Og det kan hverken Mads Trolle fra Ekstra Bladet, Camilla Nygaard eller undertegnede ignorere.

Men opholdet i pølsehornshimlen er kort, for Sjus Bars fadøl til en tyver er ikke glemt. Derfor vender vi tilbage i et par timer. Herefter bringer Metroen Bunkerens udsendte til hjemmet på Frederiksberg. En smule beruset, temmelig træt og ret godt tilfreds.

Endnu er tidspunktet for den næste prakkerbar ikke annonceret. Men vi glæder os.

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

11

To piger fra 5. semester blogger om deres praktidtid på www.copenminded.wordpress.com

Studerende vært på P3 David Mandel er fast vært på P3, selvom han ikke er færdig på Journalisthøjskolen. Han har nemlig valgt at tage orlov. Igen Tekst Kristine Liv Lund-Pedersen

ӯh hej, godaften og velkommen til. Sikken en dag!

Du lytter til David Mandel på P3.”

Manden bag denne stemme burde sidde ved siden af dig i kantinen. I stedet har David Mandel nu sin faste gang på P3 - praktikpladsen der gjorde hans drømme mulige, og som endnu en gang har udskudt den dag, hvor han endelig kan stå med sit eksamensbevis fra Journalisthøjskolen i hånden.

Underholdning i højsædet

David var i sin tid ikke i tvivl om, hvor han helst ville i praktik. Det var P3, der trak.

Det at lave relevant og underholdende radio har altid været en drøm for ham. ”Jeg har sgu altid gerne ville have det sjovt. Derfor tror jeg, jeg egner mig rigtig godt til underholdningsradio med en vis dybde,” siger David og tilføjer, at underholdningsbranchen også

arbejde som studievært af, og han blev endnu engang bekræftet i, at han som radiovært befinder sig i sit rette element.

blev hans valg, fordi hans frustration imod hardcore nyhedsjournalistik steg på journalisthøjskolen: ”At man nogle gange blev nødt til at udelade dele af en historie, for at modtageren skal kunne forstå det, syntes jeg, var vildt utilfredsstillende,” siger David.

Morgendagens stjerne

Fra Godmorgen P3 til De Sorte Spejdere I sin praktiktid på P3 fik David lov til at prøve kræfter med næsten alle programmer. Det ser han som en af fordelene ved sit praktiksted, hvor han både oplevede at skulle være den, der ringer og vækker folk klokken seks om morgenen på Godmorgen P3, men samtidig også fik æren af at være ”De Sorte Spejderes” udsendte i marken.

Praktikperioden på De Sorte Spejdere står da også som det klart bedste for Davids vedkommende. ”Der er ikke nogen tvivl om, at De Sorte Spejdere altid vil stå som en meget stor oplevelse. Jeg føler mig heldig

David Mandel er endnu ikke færdiguddannet fra Journalisthøjskolen, men har allerede job i branchen og er på orlov

og privilegeret over at have været en del af programmet.

Det er jo allerede legendarisk,” siger David.

Sommer på P3

I februar sidste år vendte David tilbage til Journalisthøjskolen og gennemførte 7. semester. Han var glad for at være på skolen igen, men det var langt fra det samme som ude i “den virkelige verden”.

Det halve år i Århus gik hurtigt, og i sommer var David tilbage i København, hvor han havde feriejob på

P3. Han fik blandt andet til opgave at sidde i studiet fra klokken 3:00-6:00 om natten under De Olympiske Lege i Beijing. ”Jeg havde en fed sommer i København og ville virkelig ikke tilbage til Århus.

Derfor ringede jeg til P3 og spurgte, om de kunne skaffe noget arbejde til mig,” fortæller han.

Og det kunne de. P3 tilbød David et job efter sommerferien, og han tog straks orlov fra 8. semester. Det valg har han ikke fortrudt.

Her fik han i endnu et halvt år lov til at prøve en masse

For få uger siden vendte David så for anden gang tilbage til lektier, SU og livet i Bunkeren for at fuldføre 8. semester. Der gik dog ikke mange dage, før han indså, at trangen til at komme ud i den virkelig verden og arbejde med radio endnu engang havde overmandet ham. ”Efter nogle dage sad jeg og trippede og syntes, at det hele var spild af tid,” siger David, som derfor fulgte sin lyst og mavefornemmelse og endnu en gang kontaktede P3, som gav ham lovning på et job.

Selvom valget var svært, er David i dag sikker på, at han har truffet det rette valg ved at tage endnu en orlov og udskyde 8. semester til efter sommerferien.

Det gik op for ham på en kold og klar vintermorgen for nylig, hvor det hele en-

delig gik op i en højere enhed for ham. ”Jeg stod der på min altan og tænkte; livet er dejligt”, fortæller han og tilføjer: ”Der var så mange ting, som skulle passe sammen, for at jeg kunne komme til at lave det, jeg gerne vil, men i dag føler jeg mig meget priviligeret og heldig” siger han.

Faktaboks Februar 2005: Startede på Journalisthøjskolen April 2006: Var til Panikdag August 2006: Praktik på P3 Februar 2008: Startede på 7. semester August 2008: Orlov Februar 2009: Startede på 8. semester Februar 2009: Orlov igen

PRAKTIKANTSTAFETTEN Følg med i praktikanternes bekendelser. Fremover vil Illustreret Bunker i hver udgivelse give praktikantstaffetten videre til en af Journalisthøjskolens mænd i marken.

Karoline Amalie Markholst, 5. semester, praktikant på Berlingske Tidende, er den første med stafetten i hånden

Sex, vold og faglig selvtillid på samlebånd Tekst Karoline A. Markholst

Kender du de dage, hvor man glemmer at børste tænder? Og hvor man i et anfald af indisk zen beslutter sig for at fucke makeuppen og bare går fersk på arbejde med fiskeøjne? Og så bliver det samtidig dagen, hvor man ikke kan få lov at slippe ind på sit arbejde, fordi en meganar af en magtliderlig

receptionist insisterer på, at jeg altså lige præcis i dag ikke kan trække den længere. Nu skal jeg altså have taget det personalebillede.

Sådan en dag er i dag.

Fuck. Nu med up-closeand-evil personalekort.

Men jeg kan klare hele verden. I hvert fald mediedelen af den.

For første gang siden 1. semester skriver jeg i dag om

ting, der interesserer og rører mig så meget, at telefonskrækken (som henover førsteårsprøven voksede sig op på størrelse med Lisbeth Knudsens hjørnekontor) kan rende og skide. For jeg sidder nu på en redaktion, hvor der skal rykkes hurtigt.

Når Brian Sandberg forsøges pløkket ned i en juicebar halvtreds meter fra redaktionens lokaler, og det er

mig, der skal afæske drabscheferne et svar.

Her hvor en spændende historie er ligegyldig, hvis ikke der er sex, vold eller børneporno i rubrikken. Hvor man her-og-nu skal få Brian Mikkelsens kommentar til sin seneste fortalelse. I stedet får man hans presserådgiver i røret, som har givet sin minister mundkurv på og taler til pressen i et tone-

fald, som om Brian har stuearrest og ikke må komme ud og lege.

Da jeg i sin tid skrev under på kontrakten med mit praktiksted, tænkte jeg, at det var et sats. At jeg måtte kaste mig ud i det der praktik, men at det lige så godt kunne briste, som det kunne bære.

Ikke på vilkår om min telefonskræk nogensinde ville dø, men måske kunne jeg

være så heldig at lære at leve med den. Ikke på vilkår om jeg kunne lære at holde af nyheder – men måske kunne det komme dertil, at jeg i det mindste fulgte med i dem.

Men telefonskrækken døde.

Og nu sidder jeg midt i den pølsefabrik, der er nyhedsstrømmen og giver mit besyv med.

And I freakin’ love it.

12 ILLUSTRERET BUNKER

FOTO

FEBRUAR 2009

Obamania Jeg var i starten af 2009 i USA. I den forbindelse tog jeg turen fra New York til Washington DC for at overvære indsættelsen af Barack Obama, USA’s nye præsident Tekst og Foto Nikolaj Linares

Kort efter det amerikanske valg googlede jeg “Obama Inaguration busstrip New York-Washington”, og efter nogle blindgyder endte jeg pludselig på en side, hvor alt passede med mine planer.

Det viste sig at blive arrangeret af Black Singles Maga-

zine. En mindre detalje jeg ikke lige havde opdaget. Det gjorde jeg først, da jeg skulle hente min billet i Harlem.

Selvom jeg hverken er sort eller single, blev jeg selvfølgelig budt velkommen og sendt af sted med en af de 10 busser.

Jo tættere vi kom Capitol Hill og the Mall, des mere hektiske blev gangarterne på gaden. Før jeg vidste af

det, befandt jeg mig midt på en afspærret motorvej – gående i raskt tempo. Og jeg var ikke tilnærmelsesvis alene. Fra himlen må det have lignet millioner af myrer. I fantastisk enighed, mod det samme mål. Vi gik til tider skulder mod skulder, og fyldte den tresporede motorvej ud. Igennem en tunnel, rundt om nogle ministerier og pludselig var

vi der – På the Mall. Plænen hvorfra vi alle ville være klar med flag og skrig. Men først om fem timer.

Jeg stod ikke helt skidt med kun en lille million folk foran mig og en million bag mig. Det var koldt, og i takt med at jeg mistede følelsen i fødderne, satte en gruppe gospelkvinder i sang. En “oh Lord”-sang. Også med dans. Den var vi alle med på

og langsomt kom følelsen tilbage.

Alle havde flag. Nogle så mange, at de dårlig nok gad samle dem op igen, hvis de tabte et par stykker.

Klokken 12 sprang det hele i luften. Vi jublede og svingede vores flag mere febrilsk end nogensinde før.

Vi krammede, og der blev grædt. En hel del. Især blandt gospelkvinderne.

Stilheden var forbilledlig, da han talte. Ekkoet, der kom helt nede fra Lincoln Memorial og havde suset over hovederne på flere millioner håbefulde mennesker, gav mig kuldegysning. Og det gjorde kulden også.

ILLUSTRERET BUNKER

FOTO

FEBRUAR 2009

13

14 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

FEBRUAR 2009

Facebook som journalistisk værktøj

Facebook opfattes af mange som en underholdningsportal, men det kan også bruges til at finde idéer til historier eller til at finde svært tilgængelige kilder

Tekst Laura Aggernæs Foto Sofie Amalie Klougart

Hvis du vil finde interessante historier på Facebook, er der gode muligheder for gevinst, mener Abelone Glahn, journalist med speciale i onlinenetværk og online-communities.

Grupperne

En mulighed er at følge løbende med i hvilke grupper, der dannes på Facebook.

Dem der opstår som reaktion på upopulære lokalpolitiske tiltag, større politiske beslutninger eller de grup-

per, der opstår i protest mod eller som støtte for begivenheder eller personer. ”For mig at se, er Facebook blevet en ny form for Speakers Corner. Et hurtigt læserbrev, der kan samle rigtig mange underskrifter. Måden at samle mennesker på er blevet så effektiv, at nogle politiske instanser mener, det er blevet for let at samle underskrifter via Facebook,” siger Abelone Glahn. ”En journalist kan ved at følge med i hvad, der foregår i for eksempel politiske aktionsgrupper, få en masse historier foræret om praktiske aktioner, eventuelle uenigheder eller nye synspunkter.”

Det er dog vigtigt at vurdere de forskellige grupper, da ikke alle grupper er lige troværdige.

Om pages

En page kan bruges til at promovere alt fra medieredaktioner over virksomheder til politiske partier.

Du kan bruge dette redskab på tre måder: For det første kan man følge med i oprettelser af nye pages, der ligesom grupper, kan opstå i kølvandet på forskellige politiske begivenheder. Derudover kan man bruge pages til at få indblik i virksomhedernes eller partiernes forskellige holdnin-

ger.

Den sidste måde du kan bruge pages på, er ved selv at oprette en page og igennem den skabe dialog mellem læserne/lytterne og en redaktion.

Kildesøgning

Du kan også bruge Facebook til at søge kilder og cases. Én måde at gøre det på, er ved at ændre din status-update, så den indeholder en efterlysning af en specifik kilde eller et spørgsmål, du ønsker besvaret.

På samme måde kan du sende mails rundt i din vennekreds, eller oprette en åben gruppe, hvor du beder

andre om hjælp til at finde kilder og cases.

Hanne Paludan Kristensen, der arbejder som professionel fotograf, har oprettet en gruppe, der skaber netværk mellem fotografer, journalister og almindelige mennesker.Den hedder ‘Netværk for netværkets skyld’ og kan findes, hvis du søger efter den på Facebook.

Facebooks faldgruber

Der er dog visse ting, der bør overvejes, inden du går i gang med at bruge Facebook professionelt.

Du skal overveje dine private indstillinger på facebook, tag en beslutning om, hvem

der kan se hvilke oplysninger, du lægger ud på din profil.

Derudover bør du inddele dine venner i forskellige grupperinger og tildele nogle af dem det, der hedder en ‘limited profile’.

Hvis ikke du gør dette, kan det betyde, at folk du kender fagligt, professionelt eller arbejdsmæssigt pludseligt får indsigt i dit privatliv og ligeledes kan få indsigt i, hvem du har dine historier fra, hvilket potentielt kan skade dine kilder.

Et spejl for tidsånden

I år kunne Troldspejlet fejre 20 år som samlingspunkt for børn, unge og voksne med hang til fantasy. Illustreret Bunker tog en snak med Jacob Stegelmann om årsagerne til programmets lange levetid og fortsatte succes Tekst Eva Aagaard Illustration DR.DK/TROLDSPEJLET

”Velkommen til Troldspejlet. Her mødes vi en gang om ugen for at se på nyt fra eventyrets og fantasiens verden.” Stemmen er Jakob Stegelmanns og året 1989.

Ordene indleder første afsnit af Troldspejlet, som senere skal blive det ultimative tv-magasin for nørder i alle aldre.

Troldspejlet, som ugentligt følges af 200.000 seere, kunne den 3. februar 2009 fejre tyve år på skærmen.

Fans hylder Troldspejlet

Siden første afsnit har Troldspejlet, med vært og redaktør Jakob Stegelmann i spidsen, dækket alt, hvad der rørte sig inden for fantasy og science fiction. I en tv-verden fuld af døgnfluer må det betegnes som lidt af en bedrift, når et program

gennem så mange år formår at reflektere tidsånden. Og i forbindelse med jubilæet har det da heller ikke skortet på begejstrede tilkendegivelser fra seerne. ”Vi fik utrolig mange breve,” fortæller Jakob Stegelmann. ”På dr.dk’s hovedside var nyheden om jubilæet den mest læste i over et døgn. Det var utroligt overstrømmende. Hvis jeg har en dårlig dag, går jeg altid ind og læser det.”

En dedikeret seer

En af de fans, som har slugt hvert eneste minut med entusiasme, er Thomas Daugaard. Som barn opdagede han Troldspejlet, der blev det frirum, hvor han kunne dyrke sin noget nicheprægede interesse for Dungeons & Dragons og diverse

rollespil. I dag er han ligeså begejstret for programmet, som han var som ti-årig. ”Det er tidløst. Blandt andet fordi

Jakob Stegelmann gør det så godt. Han er meget uprætentiøs og afslappet. Han snakker direkte til folk i stedet for at henvende sig fra et højere niveau.”

Vært ved tilfælde

Rollen som vært endte Jakob Stegelmann med at påtage sig ved et rent tilfælde. Da han sendte et programforslag ind til DR om at lave et fantasymagasin, blev han tilbudt jobbet som studievært.

Han accepterede tøvende, og i dag er den uprætentiøse vært med den rolige stemmeføring et ikon for alle, som interesserer sig for de ældste spil-

lekonsoller eller de nyeste mangaudgivelser.

Ikke skabt til X-Faktor

Jakob Stegelmann betegner sig selv som en atypisk vært, fordi han i virkeligheden ikke gider stå foran et kamera. ”Jeg er en anderledes slags studievært, fordi jeg i virkeligheden ikke vil være det.

Jeg er en specialist, som kun kan være vært i lige præcis der her program.

Jeg kunne jo ikke være studievært i X-Faktor.”

Nøgtern servering

Evnen til at sætte sig i børnenes sted er meget vigtig for Jakob Stegelmann. Den 10-årige dreng, som stadig er hovedrepræsentanten for målgruppen, skal have en fornemmelse af, at han ikke bliver talt ned til, når han, som Stegelmann formulerer det i første afsnit, bliver gui-

det gennem eventyrets og fantasiens verden. Af samme grund afpasses sproget heller ikke efter målgruppen. ”Det skal være et program, hvor vi taler direkte til seeren. Jeg laver ikke om på mit sprog, fordi jeg taler til børn. Det er en forholdsvis nøgtern servering af tingene, så folk selv får mulighed for at vurdere, hvad de kan lide.”

Pletskud

Noget tyder på, at stilen har ramt plet. I hvert fald er strømmen af passionerede jubilæumshilsener endnu ikke stilnet af. Jacob Stegelmanns egen forklaring på den store interesse fra seerne er ganske jordnær: ”Det er simpelthen bare nogle spændende emner. Så længe der findes spil og fantasyfilm, er der behov for at orientere om det. Og derfor er der stadig brug for Troldspejlet.”

ILLUSTRERET BUNKER

FOKUS

FEBRUAR 2009

KÆRE ILLUSTRERET BUNKER TILLYKKE MED DE 10 ÅR.

- OG ET HALVT....

15

16 ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

FOKUS

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

17

For 10 år siden havde hver tiende studerende på 3. semester opdigtet interwievs eller citeret fiktive kilder. Undersøgelsen blev dengang foretaget anonymt og skriftligt under en foreløsning i Frøberts

- Otte ud af ti har selv opdigtet en kilde - 24 ud af 100 har én eller flere gange overvejet at opdigte en kilde - 54 ud af 100 har flere gange interviewet en

- 1. udgave af Illustreret Bunker, september 1998

- Rundspørge blandt 100 studerende på 2., 3., 7., og 8. semester

Studerende snyder med kilder Da Illustreret Bunker for 10 år siden så dagens lys, kunne man på forsiden læse om elevernes brug af opdigtede kilder. 10 år senere har otte ud af 100 elever prøvet det. Det er otte for mange, mener skolen Nikolaj Søndergaard

”Det svarer til at være bankelev og tage af kassen.”

Så alvorligt betegner studieleder på journalistuddannelsen, Solveig Schmidt, det at opfinde sine egne kilder til brug i skoleopgaver på Journalisthøjskolen. Men det finder sted alligevel.

En survey-undersøgelse, som Illustreret Bunker har foretaget, viser, at otte ud af 100 adspurgte elever på andet og tredje, samt syvende og ottende semester selv har prøvet at opfinde en

kilde til brug i en opgave på skolen.

”Det gør man bare ikke”

Solveig Schmidt ser snyderiet som et problem på flere punkter. Allervigtigst er det dog, at det at opdigte kilder og citater dybest set strider imod et helt grundlæggende princip for professionen. ”Det gør man bare ikke som journalist. Man lyver ikke, og man digter ikke,” slår hun fast.

Mange strejfes af tanken

I en presset situation kan det være fristende at snyde, og

en fjerdedel af de adspurgte elever har da også tænkt tanken. Selvom Solveig Schmidt mener, at ordet alvorligt er mildt, når man skal betegne den form for snyd, kan hun

“

At snyde med kilder svarer til at være bankelev og tage af kassen - Solveig Schmidt, studieleder

godt acceptere, at tanken farer igennem hovedet på nogle af de studerende. ”Hvis man sidder klokken 22 om aftenen og ikke har fået ringet endnu, så kan tanken måske virke fristende. Det er

Det rammer dig selv Lars har flere gange opdigtet kilder og citater, når han har skrevet artikler på Journalisthøjskolen Nikolaj Søndergaard

Dårlig samvittighed er ikke noget, der får Lars til at ligge vågen om natten, selvom han op til flere gange har opdigtet kilder og citater til artikler, han har skrevet på Journalisthøjskolen.

Hvis følelsen alligevel strejfer ham i ny og næ, er det ikke samvittigheden over for skolen, der trykker. For som han siger: ”Det er jo én selv, der kommer til at stå til regnskab.”

Lidt ekstra krydderi

Lars har ligesom de fleste andre af og til stået i den situation, hvor han manglede det saftige citat, der kunne give den tynde historie tyngde. Og et par gange har fristelsen været for stor, og Lars har brudt reglerne. ”Det er ikke bare sådan, at

jeg har taget et rigtigt citat og så strammet det lidt. Jeg finder simpelthen selv på det,” fortæller han.

Lars ved godt, at underviserne kan finde på at ringe til kilderne, så det har han på bedste vis sikret sig mod.

Han har flere gange skrevet en af sine venner på kildeli-

“

”Det er ikke de helt store luftkasteller, jeg har bygget.

Det er lidt ekstra krydderi,” fortæller han.

Derfor har Lars heller aldrig været bange for at blive taget i snyd. Han mener, at hvis folk vil snyde, er det svært for skolen at stoppe dem.

Det er ikke de helt store luftkasteller, jeg har bygget. Det er bare lidt ekstra krydderi.

- Lars

sten og aftalt, hvad vedkommende skulle sige, hvis han blev ringet op. Men det er aldrig sket.

Ingen søvnløse nætter

Dette forklarer han med, at han kun har snydt ved mindre reportageopgaver og lignende og ikke har opfundet større personligheder til brug i casehistorier.

“

Tekst

sikkert forståeligt. Man kan tilgive mange sjove tanker, mennesker kan have – bare de ikke handler derefter,” siger hun.

At otte ud af hundrede har

Når snakken falder på samvittigheden, peger Lars på sig selv. ”Det er jo et eller andet sted et tegn på ens egen utilstrækkelighed,” siger Lars og fortsætter, ”men jeg ligger ikke søvnløs over det.”

Lars er et opdigtet navn Hans sande identitet er kendt af redaktionen.

“

Tekst

prøvet at opdigte en kilde, ser Solveig Schmidt som et højt tal. ”Det er uhyggeligt, at der er otte, der har opdigtet kilder. Det bryder jeg mig ikke om,” siger hun og på-

peger, at det jo svarer til, at mindst én på hvert hold kan finde på det

Næsten umuligt at opdage

Tjek af kilderne er den eneste mulighed skolen har får at opdage snyderi. Underviserne ringer derfor til nogle kilder og tjekker, om alt er, som det skal være. Her opdager de mange forskellige typer fejl, men ikke kilder, der ikke eksisterer.

Det gør det svært for skolen at løse problemet. ”Vi skulle nødigt få det ry her på skolen, at eleverne ikke vægter troværdighed.

Vi vil derfor slå knaldhårdt

ned på dem, vi rent faktisk finder, der gør det her,” siger Solveig Schmidt.

Hun fortæller, at skolen vil bruge Illustreret Bunkers undersøgelse som anledning til på ny at gennemgå systemerne, for at se om noget kan gøres bedre. Og hvis man på et tidspunkt opdager en elev, der bruger selvopfundne kilder, vil det have konsekvenser, siger Solveig Schmidt: ”Fandt vi sådan en, så er det er en sanktion uden lige.

Jeg vil mene, at man skulle bortvises fra semestret. Ud, simpelthen.”

18

FOKUS

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Illustreret Bunkers begyndelse:

10 hurtige til Bunkerens første chefredaktør

Dohm: Illustreret Bunker trænger til modernisering

Illustreret Bunker kan skrive interessante historier – for det meste på et højt journalistisk niveau. Men avisen er for 10 år er gået, siden Illustreret Bunker kom til verden, men livet i bun- gammeldags, mener Anne-Marie Dohm kerens beskyttende rum er ikke glemt. Tidligere chefredaktør, Peter Juncker-Mikkelsen, fortæller her om ambitionerne, der var med til at skabe Journalisthøjskolens avis, som vi kender den i dag Tekst Thea Berg Johansen og Marie Louise Albers

Han overtog stort set skolens tidligere avis, måske et blad, i en plasticpose med få noter om arbejdet på avisen.

Derfor måtte han, sammen med sin redaktion, redefinere avisen og gøre den til den avis, vi kender i dag.

Da avisen i slutningen af 1998 ændrede navn til Illustreret Bunker, var det ikke kun et navn, man skiftede. Den nye chefredaktør og hans redaktion havde også klare idéer om, at Journalisthøjskolens nye avis skulle være mere struktureret, kritisk og uafhængig.

Man kan desuden se det som ’en oplyst bunker’.

Hvad var visionen med den nye avis?

Visionen var at opbygge et uafhængigt, selvstændigt blad, der kunne løbe rundt.

“ Avisen skulle ikke undlade

Hvorfor navnet Illustreret Bunker?

Skolen er jo kendt som bunkeren, og så spiller det også på bunker – som i ’bunker af papir.’ Samtidig var der på et tidspunkt et kunstprojekt i Nordjylland, som hed ’The Bunker Secret Society.’ Der er blevet gemt et kunstværk i en bunker i Hirtshals, som først bliver fundet frem igen i 2050. Så det var også en catch på det.

Skolens foregående avis, Måske et blad, synes vi var ret defensiv. Vi ville signalere noget helt andet; noget lidt smart, og noget alle kunne forholde sig til.

-Peter Juncker-Mikkelsen

“

I anledningen af Illustreret Bunkers 10 års jubilæum har vi stillet Peter JunckerMikkelsen 10 spørgsmål om livet i og efter Bunkeren:

at skrive de historier, som ledelsen helst ikke ville høre om

Som ikke skulle undlade at skrive de historier, som ledelsen helst ikke ville høre om. Og som heller ikke skulle please eleverne. Vi ville være et frit og uafhængigt medie og gøre avisen mere struktureret.

Hvad drømte du om dengang?

Det var da et skrækkeligt spørgsmål (griner). Ej, jeg drømte da om at lave noget god journalistik.

Hvad er dit bedste minde fra ’Bunkertiden’?

Jeg har mange minder, men jeg husker især, da det første blad blev lavet færdigt og udgivet. Det var fedt at være engageret i noget og opleve, at det lykkedes.

Hvilken historie husker du bedst?

Jeg husker bedst vores citathistorie. Den handlede

om journaliststuderende, der brugte opdigtede kilder.

Jeg lavede ikke historien selv, for jeg var jo chefredaktør, men det var en god historie.

Desuden havde vi siderne ”Sandheden er grov” (red. satiresider), som skabte en del røre blandt elever og lærere.

Tekst Emilie Conradsen

Rå, direkte og konfronterende - en skolebladsversion af Ekstra Bladet. Sådan husker Anne-Marie Dohm den journalistiske stil fra Illustreret Bunkers første tid.

Godt nok var avisen allerede en fuldvoksen sag, da hun blev rektor i 2007. Men fra redaktionsniveau har hun fulgt avisens fødsel.

Og hvad mener rektor så om Illustreret Bunker i dag?

Hvor scorer avisen point, og hvor er der udfordringer? ”Der har været nogle rig-

ker, der er udkommet på de seneste semestre.

Plads til dårlige historier – med måde Når det er sagt, er der stor forskel på de enkelte artikler, som ifølge Dohm spænder bredt – lige fra faglige diskussioner til petitesseroderi og fra anderledes, nytænkende historier til artikler, der er direkte dårlige: ”I nogle historier kommer skribenterne ikke ind til

Hvad har Illustreret Bunker givet dig af erfaringer?

Det har givet mig en evne til at planlægge. Og så har det givet mig en tro og viden om, at tingene kan lade sig gøre.

Hvad laver du nu?

I dag beskæftiger jeg mig mere med kommunikation.

Jeg arbejder som kommunikationskonsulent hos AKF, der forsker i den offentlige sektor og dens brugere.

Læser du stadig Illustreret Bunker?

Ja, faktisk har jeg lige været inde og rode lidt på hjemmesiden. Men avisen bliver desværre ikke sendt ud på min arbejdsplads.

Et råd til avisen i dag?

Klø på! Gør det, I synes, er sjovt, og det, der flytter jer..

Hvad drømmer du om nu?

Jeg drømmer selvfølgelig om at komme tilbage og arbejde på Bunkeren!

tig gode Illustrerede Bunkere. Avisen har bevæget sig meget uden for skolen og set på, hvad der sker i medieverdenen lige nu. Der bliver talt med interessante mennesker og med journalister, der kan fortælle, hvordan de fagligt har flyttet sig.”

Det mener Anne-Marie Dohm om indholdet i de udgaver af Illustreret Bun-

kernen, og artiklerne har for mange faktuelle fejl. Det skal der også være rum og plads til, når det er et studieprojekt,” siger hun.

Dog er det også vigtigt at være opmærksom på, at Illustreret Bunker netop ikke kun er et skoleblad: ”Avisen er ikke kun en sandkasse – den bliver sendt ud til alle praktikstederne. Og så er

det problematisk, hvis den er fyldt med fejl.”

Derfor er det til tider nødvendigt for Dohm at gribe fat i de studerende, hvis de har lavet noget, der ikke er godt nok.

Tid til modernisering?

Når Illustreret Bunker udkommer til centrale virksomheder i medieverdenen, sender den desuden tvetydige signaler til sine læsere.

På den ene side er det tydeligt, at dygtige skribenter står bag, på den anden side er layoutet og distributionen gammeldags. ”Det er en opgave og en udfordring, som Illustreret Bunker skal løse.” Og det burde ikke være noget problem, mener Dohm: ”I får som studerende en topmoderne uddannelse.” ”Det gammeldags præg er også tydeligt på hjemmesiden, som er meget minimalistisk. Det er stadig den trykte udgave af Illustreret Bunker, der er den primære udtryksform, og det ser Dohm absolut ikke som en fordel: ”Der er ingen tvivl om, at hvis man skal være et moderne medie på en moderne institution, så skal man inddrage sine læsere, og de ting man laver, skal præsenteres på web.” Så vil flere ifølge Anne-Marie Dohm involvere sig: ”Hvis det var et elektronisk medie, ville jeg bruge det meget mere aktivt.”

Hvis man for blot en uge siden gik forbi avisholderne med Illustreret Bunker, stod der november 2008 på aviserne. I februar måned. ”Det virker umoderne i en elektronisk, digital tidsalder,” mener Anne-Marie Dohm.

FOKUS

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

19

If your mother says she loves you, check it out - Jan Dyberg Larsen, Lektor Journalisthøjskolen

10 år med de samme gamle travere:

Dræb nu de der darlings Vi får smæk, hvis vi bruger dem for meget. Eller hvis vi bruger dem overhovedet. Alligevel lever de sproglige floskler og fimsede klichéer et fedt liv på Journalisthøjskolen Kvalmen presser i halsen. Ørerne bløder. Det drypper rødt ned på gulvet under sæderne i Frøberts.

Nu gjorde han det igen. Det gør ondt over det hele. ”Husk det nu. Show it, don’t tell it. Og kill your darlings, så vi andre ikke skal gøre det.”

Han spytter ordene ud over forsamlingen på samme måde, som de er blevet spyttet ud de sidste hundrede gange. Tusind gange. Overflødigt allerede gang numTekst Thea Berg og Marie Louise Albers

mer to. Deraf ørepinen.

For vi ved det godt. Og de hverken ægger eller vækker nogen form for skrivelyst.

Overhovedet.

Velklædte vinkler

Det er de der klichéer. De på overfladen små uskyldige fraser, som lever livet i sus og dus. Som små myg fiser de rundt, sniger sig ind alle steder i alle sammenhænge, og hvem der bare havde en eller anden insektspray, så man kunne sprøjte stolper op og ned over det hele og slippe af med dem.

Eventuelt give underviserne på Journalisthøjskolen et lille pust i ansigtet samtidig.

Eller hvad? Kan vi i virkeligheden godt lide dem?

Klichéerne altså?

Disse velmenende læresætninger, som kloge mennesker såsom Aristoteles, Gitte Luk og Lars Bjerg er så rørende enige om, er eviggyldige og evigt anvendelige.

Hvis bare vi har orden i den journalistiske værktøjskasse og ifører os en vinkel som en nederdel (altså kort, men som alligevel dækker det vigtigste), så skal vi nok kunne levere kornfede, sprængfar-

lige artikler, tv-programmer eller radio-reportager, som,

anvende disse words of wissdom så konsekvent. Skal de indgå i hvert formanende oplæg i klassen eller i Frøberts, og Hvor spids skal en vinkel mon giver de overhovære, før den kan passe ind i vedet mening? måsen på en spurv?

Kan man egentlig leve op til de tre berømte tja.. vælter verden. Måske er K’er og på én og samme tid de faktisk til hjælp. Nogle være både kærlig, kritisk og gange. konstruktiv, når man laver feedback? Hvor spids skal en vinkel mon være, før den kan passe ind i måsen på en Fisk?

Det som kan undre er, om spurv, og hvad har det overdet virkelig er nødvendigt at hovedet med min historie

“

“

Tekst Fie Krøyer Dahl

at gøre, at fisken har et indbydende hoved, en såkaldt kødfuld krop og helst skal lave et svirp med halen til sidst?

Tænd mig, din lille djævel, står der i en bog. Men ikke så ens ører bløder, og man må vakle ud på toilettet, fordi man skal kaste op. Find på noget nyt. Vi skal nok huske det, vi kan bruge til noget.

Resten er bare regler. Og den største kliché af dem alle er jo som bekendt, at de er til for at brydes. Så lad os gøre det.

10! 10! 10! 10! 10! 10! 10! 10! 10!

10 år på bagen har Bunkeren. I den anledning har vi kigget nærmere på, hvilke 10 ting du ikke kan undvære på Journalisthøjskolen. 10 journalister der mangler i fredagsbaren, og 10 ting vi savner i kantinen 10 ting du ikke kan undvære på Journalisthøjskolen: 1. Praktisk termokande med kaffe

2. Forlængerledning (skolen er åbenbart bevaret i ægte frilandsmuseumsstil; stort set uden elektronisk omtanke) 3. Stor kærlighed for gruppearbejde (Du hænger på de andre 5-6 stykker, learn to love it!)

4. De fire K’er: Kurt Strand, Kurt’s Mor, Køkultur og Kaffe 5. Så meget elektronisk udstyr som muligt (Det giver prestige, sådan er det bare)

10 journalister der mangler på væggen i Fredagsbaren:

10 ting der mangler i kantinen:

2. Jørgen Leth (Livsnyderen Leth har bjergtaget os alle, poetisk cykelkommentator, journalist og forfatter. Til enhver bar hører en rødvinsdrikkende verdensmand)

2. Mængderabat (fx. på kaffe)

3.Søren Ryge (Han er stået af nyhedsræset, opfinderen af dogme-tv. Altså; no stess, afslappet og oldscool journalistik).

4. Billige smøger (Rød LM for eksempel. De er SU-venlige!)

1. Kurt Strand (Han er skarp, voksen-lækker og helt vildt høj)

4. Ibi Støving (Alle elsker Paradise Hotel)

1. Bland selv slik (100g for 7,50) og endnu mere kage (vi har brug for sukker)

3. Temauger (fx. grillmad eller ostebord)

5. Dagslys 6. Fadølsanlæg (med Thy pilsner og lækre udenlandske hvedeøl)

6. Cykelhjelm (Oluf Palmes Allé er drønfarlig)

5. Jes Dorph-Petersen (Den ældre lune skærmtrold med royal ekspertise og skønne bløde træk)

7. Den elskede (?) Undre-kinabog med kaffepletter og krusseduller

6. Cecilie Frøkjær (Ikke til at komme udenom. Charmetrolden, som hele Danmark elsker)

8. Tetris, GeoChallenge og kaffe til de lange dage i Frøberts

7. Jeppe Nybroe (har bidraget med mange indslag til undervisningen)

9. Flere maskiner; slush-ice maskine, popcornsmaskine, soft-ice maskine og sodastreamer.

9. Nyheds-sms-service (vær opdateret – konstant!)

8. Mette Mørk (To know her, is to love her)

10. Udbringning til Biblioteket og 700-gangen

10. En stor madpakke eller et ordentligt SU-lån til at købe frokost i kantinen for.

9. Chalotte Birchow (Baller af stål, du skal nå dine mål!)

10. Clement Kjersgaard (Love him or hate him. Han er helt sikkert let at tegne)

7. Ugentlige madanmeldelser fra kantinens brugere 8. Noget i automaterne

20 ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Læs tidligere udgaver af Illustreret Bunker på www.illbunker.dk

DEN MODERNE BUNKER – Nu på nettet!

Går du og roder med en historie, der ville være god til Bunkeren? Og er der lang tid til næste udgivelse? Så få din historie publiceret på Illustreret Bunkers NYE hjemmeside

www.illbunker.dk Skriv din idé og historie til Illustreret Bunker: ib@mail.djh.dk

K U LT U R

FEBRUAR 2009

21

Hvis du er under 27, kan du kommer billigt ind på ARoS. Hvis du har pressekort, kommer du gratis ind

- ARoS

Digital hjertebanken på ARoS

Man bliver glad af at se udstillingen ’Enter action’ på ARoS, der sætter fokus på de menneskelige vilkår i en digital tidsalder

Tekst Cecilie Gremaud Foto Jonas V. Ørtvig

Der er tydeligvis fest, for folk danser, og der er musik.

Men helt uberørt af omgivelserne står en nøgen mand og kvinde og kigger tomt på hinanden. En Hello Kitty maser sig irriteret i mellem dem og siger noget på japansk. Men de to nøgne bliver uanfægtet stående.

De venter på at blive taget i brug og gjort levende af kunstnerne, Eva og Franco Mattes, som har designet dem i ’Second Life’.

Videoinstallationen ville virke både bizar og komisk, hvis ikke det var fordi, at mange mennesker faktisk udlever deres drømmeidentitet i parallelverdener som ’Second Life’. Man bliver altså tilskuer til et mærkeligt, men eksisterende uni-

vers, hvor kunstnerne leger med ens opfattelse af, hvad der er virkeligt, og hvad der er menneskeligt.

Livsbekræftende pærer

gløde-

Installationerne er lavet af internationale kunstnere

øjeblik. Ideen er helt enkel, men netop derfor er den også effektfuld. Især idet øjeblik man opdager, at enkelte pærer er sprunget.

I like ninjas. I like mushrooms. I love you, peaches!

Udstillingen spænder lige fra det absurde, over i det Men de to nøgne bliver uansmukke, til det fægtet stående. De venter på humoristiske. I at blive taget i brug og gjort leListening Post vende er et bælgmørkt rum oplyst af en væg uafhængigt af hinanden og med miniskærme, der i ægte har derfor meget forskel- Matrixstil viser brudstyklige udtryk. Man går ikke ker af internetsamtaler fra bare rundt og er passiv be- nuet. Alt lige fra mystiske søgende. Man deltager også seksuelle fantasier til næsten fysisk. Som for eksempel i chatlignende kærlighedserPulse Room hvor loftet er klæringer kommer til syne. et ildhav af blinkende glø- En fremstilling af internetdepærer. Ved at lægge hæn- tets pseudoagtige kommuderne på en sensor, bliver nikation, der næsten virker ens puls gengivet i blink, skræmmende. Men ligesom så hver glødepære viser ét resten af udstillingen forliv, én forbipasserende i ét nemmer man noget menneskeligt og varmt. Noget der får én til at forlade ARoS i bedre humør, end man var, da man kom.

Udstillingen kører frem til 26. april 2009.

“

“

ILLUSTRERET BUNKER

Der er i følge ARoS gratis adgang med pressekort.

22

K U LT U R

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

Mænd der hader kvinder har premiere i en biograf nær dig fredag den 27. febrear 2009 - biocity.dk

FROST/NIXON

Journalisten og særlingen

Når en antihelt og en antiskurk slås, bliver de begge til menne- 440.000 danskere ejer et eksemplar af bogen ”Mænd der hader sker kvinder”. Filmen følger succesen op med stil Tekst

Ditte Lilholm Post

Korruption. Magtmisbrug.

Aflytning. Præsident Richard M. Nixon var en del af det hele. Han svigtede sit embede, sit folk og sit land, men kom aldrig for retten. Endelig, tre år efter sin aftrædelse, giver han interviews. Men skurken bag Watergate er en lun og lynende intelligent nørd.

Journalist og talkshow-vært David Frost vil afsløre USA’s største politiske skurk. Men helten, der vil knækkede Nixon, er en dameglad jetsetter med stjernedrømme.

Anti

FROST/NIXON har ikke været i gang mere end et par minutter, inden det står klart, at der er tale om en

film, som går udenom stereotype karikaturer. Instruktør Ron Howard har skabt et intenst dokudrama, hvor Frank Langella (Nixon) og Michael Sheen (Frost) begge leverer imponerende skuespilpræstationer.

Frank Langella skaber i rollen som Nixon et helstøbt og sympatisk menneske, der ædes op af fortrydelse over sit mislykkede livsprojekt.

En forsmået, men passioneret mand, der helhjertet kæmper for sit og nationens bedste.

Over for antiskurken, sidder velsmurte David Frost, som på ingen måde har nationens bedste på sinde. Frost er åleglat og entusiastisk, men Michael Sheen spiller på detaljerne, og man kan hele tiden mærke, at der er røre under den optimistiske overflade. Frost satser alt, og jo nærmere han kommer interviewene, jo mere

krakelerer facaden. Lav arbejdsmoral og manglende journalistisk erfaring gør ham til et let offer for Nixons velforberedte spin.

Antihelten taber de tre første runder, men vinder som bekendt i sidste. Udelukkende på grund af sit research-team.

Se den!

Der er ingen tvivl om, at FROST/NIXON er en biograftur værd, og manglende kendskab til Watergateskandalen er ingen hindring.

FROST/NIXON holder spændingen hele vejen igennem, selvom slutningen er givet på forhånd, og det kan kun anbefales at se den. Der er store tanker, store følelser, udstillede journalistiske og politiske tricks og stort skuespil.

Tekst Signe Kammersgaard

Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. Et umage par og et fiktivt pragteksemplar af den evigtgyldige kliché; modsætninger mødes.

Det er efterhånden ligeså sikkert som rock på Roskilde Festival, at en bogsucces skal konverteres til det hvide lærred. Det er dog altid mindre sikkert, hvor succesfuldt det sker. Men Stieg Larsson kan godt tillade sig at juble i sin grav over denne filmatisering. Manuskriptet er respektfuldt over for bogens plot og skuespillerne bringer personerne til live på troværdig vis.

Første del af filmen følger de to hovedpersoner hver for sig, indtil en pensioneret koncernchef og en fyrre år gammel mordgåde bringer dem sammen og lader dem

fatte sympati for hinanden trods deres forskelligheder.

Noomi Rapace får lov at folde rollen som Lisbeth Salander helt ud. Vi ser hende blive udnyttet og ydmyget af sin sataniske formynder, og vi oplever hende tatovere sin hævn hen over hans mave.

Vi fornemmer også hendes forvirring over de følelser, som Mikael Blomkvist bringer op i hende. Hele hendes komplekse væsen bliver stillet til skue på fremragende vis.

Samspillet mellem de to hovedpersoner er vittigt og elskeligt, og skuespilleren Michael Nyqvist er glimrende som den midaldrende, fem kilo for tunge graver-journalist Mikael Blomkvist.

Men han får ikke mulighed for også at udfolde sig som den storcharmør og kvindebedårer, som ellers er et essentielt karaktertræk ved ham i bogen. Udover Lis-

beth Salander er alle hans forhold til kvinder skåret væk i filmen, hvilket er rigtig ærgerligt. Hvor er den Mikael Blomkvist, der trods de fem ekstra kilo og sin status af midaldrende kan trylle trussen af enhver kvinde?

Ham, der bare elsker kvinder i en historie, hvor det ellers vrimler med mænd, der hader dem? Ham savner man.

Men det ændrer ikke ved, at vi har at gøre med en ualmindeligt vellykket film.

Selvom man har læst bogen, keder man sig ikke et sekund af de to timer og 35 minutter - ikke mindst på grund af de gode skuespilpræstationer. Har man ikke læst bogen, er man gået glip af en fremragende historie med et uovertruffet plot, men nu er der mulighed for at råde bod på det uden at tage læsebrillerne på.

Store armbevægelser i FC Åben Modus Efter opbrud med FC Jura, hundeslagsmål med kommunen og et svingende efterår, står Journalisthøjskolens stolthed, fodboldholdet FC Åben Modus, nu over for en spændende sæson Tekst FC Åben Modus

Foråret er lige om hjørnet, og det er den tid på året, hvor unge danske mænd bliver fodboldliderlige. Hos Journalisthøjskolens fodboldhold, FC Åben Modus, finder man ingen undtagelse. Efter et turbulent efterår, hvor samarbejdet med FC Jura fik en dramatisk og brat afslutning, står FC Åben Modus nu på egne ben som selvstændig klub. En spændende sæson er i vente. ”FC Jura ville ikke længere give os lov til at være deres andethold, og vi måtte starte et hundeslagsmål med kommunen for at blive oprettet som forening. Det tog flere måneder at komme ind i varmen hos kommunen,”

siger nuværende formand Sebastian Stanbury, der også var med i bestyrelsen i efteråret.

Inde i varmen

FC Åben Modus er nu inde den kommunale i varme, klubben er registreret i JBU, og nye medlemmer har vist interesse. ”Jeg er glad for at sige, at det er lykkedes at få styr på det hele. Vi har fået baner i Århus Nord til træning og kamp, og det er kun en formsag at få meldt holdet til serie 5 i foråret,” siger Sebastian Stanbury.

Operation oprykning

Det sportslige er altså i fokus, selvom FC Åben Modus har gjort fint opmærksom på sig selv ved at hænge nye bille-

der af sig selv op i fredagsbaren. Træner for holdet er for anden sæson i træk Martin Davidsen, og han har store ambitioner for det kommende forår. ”Vi har tilmeldt os Serie 5, og vi spiller selvfølgelig for at vinde. Derfor går vi også målrettet efter oprykning i første forsøg. Det er bestemt ikke umuligt,” siger Martin.

Forberedelserne til sæsonen er i fuld gang.

Holdet træner indendørs hver onsdag på de bonede gulve i Trige, og det er også blevet til en testkamp mod den faste sparringspartner fra Idrætshøjskolen, som styres af den tidligere Superligastjerne Morten Bruun.

Og der skal god modstand til at gøre FC Åben Modus klar til sæsonen, som byder på mange udfordringer.

”Vi tilmelder os også Landspokalturneringen, og så glæder vi os til vores revanchekamp på udebane mod SDU’s journalister, AC Jourventus,” siger formand Sebastian Stanbury.

Træner Martin Davidsen er ikke nervøs før sæsonen

”Jeg er sikker på, at vi får stablet et godt hold på benene. Det bliver ikke nemt, men jeg er ikke i tvivl om, at vi når vores mål. Bolden er jo rund, så vi skal bare sparke den i kassen,” siger Martin.

D E B AT

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2009

23

DEBATTÈR DOG! Skriv et debatindlæg til Illustreret Bunker Send din idé og dit indlæg til ib@mail.djh.dk

Søges: Erfaren Kaptajn til JMU-sejlads

KaJ kender vejen til et lykkeligt artikelsalg

Om eksterne undervisere på JMU-forløbet på 1. semester

Om KaJ og JH-studerendes salg af artikler

Tekst Kasper Thulstrup Tekst Asger Rasmussen

Endelig kom dagen.

Vi gik ombord på skoleskibet Journalisthøjskolen, der forhåbentlig om fire år vil have klædt os på til at kunne overleve på det store åbne mediehav.

Derfor var forventningerne store, og det samme var spændingen, da vi lettede anker og drog fra sikker havn for at prøve kræfter med JMU-forløbet.

Som nye ombord på skoleskibet Journalisthøjskolen uden kendskab til skibet og dets besætning har underviseren en stor betydning, når sejlene rigges til, og kursen stikkes ud. Underviseren skal vel fungere som en form for kaptajn, der med erfaren hånd skal holde skibet på rette kurs – også selvom bølgerne er høje.

Det medfører, i vores optik, en række problemer, hvis kaptajnen er lige så ukendt med det lokale farvand som os andre landkrabber. Det må være svært at lede et skib, når man ikke kender forskel på styr- og bagbord og ikke har et ordentlig tag i roret.

Man bliver som gast ombord nemt søsyg, når kaptajnen er hentet ind udefra til lejligheden og ikke virker til at kende kursen.

Det blev fremlagt fra skibets øverste ledelse på afrejsedagen, at de udefrakommende kaptajner på broen skulle være med til at give et frisk pust.

Men hvis det friske pust i stedet udvikler sig til en storm af undren, forvirring og usikkerhed hos os nye gaster, ja, så må skibets ledelse overveje, om JMU-forløbet er stedet for en uvant kaptajn at sejle. En erfaren søulk med en større ballast, som kender skoleskibet JH og dets kurs, har mere overblik og vil derfor bedre kunne

råde og styre sin besætning – også i høj sø.

Desuden har der været rigeligt med briser de første par uger. Hver dag har været fyldt med nye indtryk, informationer og invitationer til forskellige arrangementer.

Når vinden har lagt sig lidt, og vi kender skibet bedre, er vi overbeviste om, at nye kaptajner ville kunne lære os meget. Dette indlæg er altså ikke ment som et mytteri 50 sømil fra land, men mere som en tilkendegivelse af, at man som ny på dækket, har brug for en kaptajn, der kender skibet på forhånd og er udstyret med de rette værktøjer, så skibet ikke får slagside.

Det må trods alt være i skibets ledelses interesse, at nye ombord kommer godt fra land – uden alt for meget søsyge.

Forude kan vi nu skimte et hav af muligheder, som vi sammen skal udforske - og vi glæder os!

Tekst Esben Christensen, næstformand i KaJ

”Hej, jeg ringer til dig, fordi du er næstformand i KaJ. Jeg har problemer med betalingen af et job – de vil have mig til at lave billederne igen, selvom det er præcis, som vi aftalte. Nu vil de have billederne med flash, men jeg har allerede lavet det job, vi aftalte, hvad skal jeg gøre?”

Da jeg blev ringet op af en fotojournalist-studerende, som var i vildrede, havde jeg en klar fornemmelse af, hvad der skulle gøres – hun skulle naturligvis have dobbelt betaling for dobbelt arbejde – men jeg var ikke sikker. Til gengæld var jeg sikker på, hvor jeg kunne få fat på den faglige ekspertise.

I Danmarks Journalistforbund har vi et kæmpe embedsapparat, der kan hjælpe, og vi kan altid finde de relevante embedsmænd. Embedsmænd, som kan komme

med de gode argumenter, når arbejdsgiveren skal rives for de penge, han skylder.

Da Ungdomshuset blev ryddet, tog jeg til København.

Min makker og jeg fandt en god historie – betjentene arbejdede sindssygt mange timer, hvilket havde en lang række negative konsekvenser, som de fortalte os om – den historie ville vi naturligvis sælge.

Vi ringede til Politiken, og de ville gerne købe historien, vi aftalte, de skulle betale 2.000 kroner for vores arbejde. Politiken ville have deres egen journalist til at kigge på historien, han kunne ikke løfte den, og den endte ikke i spalterne.

Vi fik ikke besked, og et par dage senere kørte vores historie i andre medier, mens vi stadig gik og regnede med Politiken.

Bittert – vi fik i øvrigt aldrig en krone.

Hvis vi dengang havde kontaktet KaJ, ville vi have haft noget at skyde med i forhandlingerne. KaJ kan ikke

tvinge nogen til at trykke noget, men vi kan hjælpe jer til at kræve betaling for arbejdet.

Når du har en historie, der er klar til salg, er der en række enkle råd, du kan følge, så tingene ender lykkeligt – med navn i spalterne og penge på bogen: - Kontakt modtagermediets tillidsmand, vedkommende vil vide, hvordan freelancere bliver betalt på stedet.

- Aftal en pris på forhånd, det er svært at forhandle bagud.

- Få din aftale skriftligt, så de ikke senere kan trække i land.

- Kontakt KaJ, hvis du er tvivl om noget, vi kan finde svaret.

Vh, Esben Christensen, næstformand i KaJ og praktikant på Ekstra Bladet, 51 26 13 13 Læs mere om salg af artikler i næste udgave af Illustreret Bunker

IDÉUDVIKLING 3. MARTS 15.00 LILLE AUDI kl.

KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE

KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE

KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE

KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE

i

KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE KAFFEKAGE

BYLINEFOTO

11.30 til 12.30

TELEFONKÆLDEREN