Illustreret Bunker - 2 2009

ID T M E R F M O S L IV V T E

SALG

RN FOR RADIONYHEDE

PÅ DAGSORDNEN Kun 54 ud af 217 studerende på Journalisthøjskolen har fået solgt en skoleopgave til medierne ude i den berømte virkelighed.

På dét punkt giver de journaliststuderende på SDU de studerende i betonbunkeren i Århus kraftigt baghjul. Cirka halvdelen af SDU’erne har nemlig solgt en eller flere artikler.

En undersøgelse tyder på, at JH-studerende ganske enkelt ikke ved nok om, hvordan de skal få solgt og publiceret deres opgaver.

side 6

Illustreret Bunker går de studerendes salg af artikler – eller mangel på samme – efter i sømmene

Foto: Lærke Posselt

MARTS 2009 | 11. ÅRGANG | NR. 2

FOKUS:

Det handler om os, og det handler om n av l e p i l l e r i

Foto: Jonas Vandall Ørtvig

“VI MANGLER 55

PRAKTIKPLADSER side 9

Pia Færing, praktikvejleder JH

ILLBUNKER.dk

LEDER Velkommen til en ny udgave af Illustreret Bunker. Og ja; den er NY! Vi blev trætte af at kigge på det gaaamle tunge logo og de strømlinede, ensartede sider. Med assistance fra Susanne Sommer og Henrik Meller tvang vi derfor os selv og hinanden i åben modus, og Jonas Vandall Ørtvig - vores ærede fotoredaktør - kreerede det nye design.

Som det fremgår er resultatet blevet grønt. Illustreret Bunker rider med på den grønne klimabølge. Vi er ikke bæredygtige, nej - men det

ligner det unægteligt, at vi er.

tid, hvor 3. semesters hjemmesider med intellektulle portrætbilleder Og nu vi snakker om bæredygtig- og klistrede klichéer popper op. I hed, så nærmer panikdagen sig Fokus kan du blandt andet læse, med hastige skridt. De klamme hvor mange af os, der har en pohænders storhedstid. Nervøsi- litisk dagsorden, og du kan møde tetsbumser og kafferysten. Og for en af de internationale journalistat det ikke skal være løgn, ja, så studerende, som jo også er en af mangler der på nuværende tids- os. Ren navlepilleri. punkt 55 praktikpladser. Læs mere om den paniske nyhed længere Og så når utilfredshed med ledelinde i avisen. sen nye højder i denne nu grønne udgave af Illustreret Bunker: I denne udgave af Bunkeren hand- Thorkild Ellerbæk er vred; Niels ler Fokus om os. Fem siders selv- Toftegaard er vred; Henrik Dons optaget egocentrisme i denne er vred; Jeppe Kondrup Adelborg selvsmagende og iscenesættende er vred; 7.-8. semester er vrede;

Lisbeth Svalgaard er vred og KaJ’s nyvalgte formand, Troels Gadegaard Frølich, er vred.

Hvis du også er en af de vrede, så husk, at du altid kan smide os et debatindlæg.

Til sidst skal der lyde en stor tak til de hjælpende hænder i layoutweekenden - de var tiltrængte.

Vi håber, I vil nyde den NYE udgave af Illustreret Bunker - Redaktionen

Afskaffet eksamen giver nervøse studerende De studerende på 8. semester mangler eksamenstræning, efter at deres mediespecialeeksamen er blevet afskaffet. De har indgivet en skriftlig klage. Derfor inviterer Dohm til kaffe og debat

De studerende har forberedt sig og holdt peptalkmøde i kantinen. Den ophidsede debat bliver nu omformuleret i lærervenlige argumenter, og mødes af forstående blikke fra ledelsen.

7.semesters mediespecialeeksamen er blevet afskaffet og erstattet af en feedback-snak på 15-30 min. Det er for dårligt, mener de studerende, er for dårligt. Undervisere peger på omlægning af økonomi som baggrund for afskaffelsen.

Tekst: Sofie Tholl

Manglende eksamenstræning

Høflighedsfraserne bliver smækket over bordet i den fancy Update-tilbygning. Repræsentanter fra 8. semester, DSR og AnneMarie Dohm med slæng debatterer den nye eksamensordning på grunduddannelsens andendel. ”Tak, fordi I ville komme.” ”Jamen, tak fordi vi måtte.” ”Ja, vi er jo altid glade for at høre fra jer studerende.” ”Ih, og tak og ja.”

Bjørn Kock Sørensen fra 8.semester er helt klar. Med overhead og i overskuelig punktform forklarer han frustrationerne. Manglende information omkring afskaffelse af eksamen er et af hovedpunkterne. ”Vi kan jo ikke læse tanker,” siger Bjørn.

Anne-Marie Dohm er enig. ”Når I ikke forstår det, jamen så har vi ikke gjort det godt nok.”

Karen Lund og Bjørn Kock Sørensen, repræsentanter for de utilfredse studerende

Redaktionen

Fotoredaktører

Katrine Grønvald Raun (ansv.) kgraun@mail.djh.dk

Jonas Vandall Ørtvig jortvig@mail.djh.dk

Michelle Søndergaard Mikkelsen msmikkelsen@mail.djh.dk

Asbjørn Sand assand@mail.djh.dk

Kerstin Bruun-Hansen kbruun-hansen@mail.djh.dk

Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Peter Zacher Poulsen pzpoulsen@mail.djh.dk

Bagsiden Niels Johan Schack Nørgaard njsnorgaard@mail.djh.dk

Anders Topp Thomsen atthomsen@mail.djh.dk

Julie Marstrand Hansen jmhansen@mail.djh.dk

påpeger, at den manglende information har ”Det er jo også i vores interesse at klargøre jer. Vi har jo ikke lyst til at kaste jer for lømedført negativ snakken i krogene. ”Det gør os til dårlige ambassadører for verne til hovedopgaven.” skolen, hvis vi går og er utilfredse, uden at få noget af vide,” siger Karen Lund.

To øjne mere, tak!

På den nuværende ordning har man som 8. Ikke nok med den manglende eksamenstræsemesterstuderende ikke været til eksamen ning, de studerende mener også, at det er i tre år, når forkert og formålsløst at bruge man står halvanden måned på en opgaover for ve for så at få en karakter og et den store kvarters frivillig feedback fra h o ve d o p én underviser. gave. ”Jeg tænkte, jeg skulle passe Tre år uden - Anne-Marie Dohm på og holde mig gode venner eksamensmed min vejleder,” siger en af træning og så den endelige finaleeksamen. de studerende. Anne-Marie Dohm påpeger, ”Vi ved jo slet ikke, hvad vi skal gøre til den at den normale klagegang fungerer, som eksamen. Mediespecialeeksamen plejer at den plejer. fungere som en generalprøve på hovedop- Parterne er enige. Eksamenstræning skal gaven. Den mangler vi nu,” siger en af de der til. Den faglige leder og rektor lover at studerende. Det er for dårligt, mener Bjørn se nærmere på sagen.

Kock Sørensen og Karen Lund. Faglig leder ”Vi er tilfredse, er vi ik’?” spørger Karen Henrik Berggren går med på ideen om mere Lund, mens hun sammen med de tilstedeeksamenstræning. Det samme gør uddan- værende studerende bevæger sig gennem nelsesleder Henrik Wilhelm Jørgensen: vandrehallen og ud af skolen.

“Når I ikke forstår det, jamen så har vi ikke gjort det godt nok.”

Webredaktør Kenneth Konrad Knudsen kkknudsen@mail.djh.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag Økonomiansvarlig Michelle Søndergaard Mikkelsen msmikkelsen@mail.djh.dk

Annonceansvarlig Peter Zacher Poulsen pzpoulsen@mail.djh.dk

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse Illustreret bunker Olof palmes allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

24. marts 2009 11. årgang - 1. oplag Næste idéudvikling d. 14. april 2009 Næste deadline d. 30. april 2009

ILLBUNKER.dk

Journaliststuderendes repræsentant beskyldt for svindel I forbindelse med sit arbejde som Formand for DUF, beskyldes journaliststuderende og repræsentant i skolens bestyrelse, Martin Justesen,for fusk og fråds Tekst: Peter Zacher Poulsen og Katrine Grønvald Raun

”Mistanke om svindel i DUF.” Sådan lød rubrikken på BT’s hjemmeside den 25. februar. Dansk Ungdoms

Fællesråd er en paraplyorganisation for foreningsaktive børn og unge, heriblandt spejdere, studenterorganisationer og kirkelige foreninger.

I artiklen beskylder tidligere generalsekretær i DUF, Kim Mørch Jacobsen, formand Martin Justesen og andre i organisationen for fusk.

Martin Justesen går til daglig på 7. semester på Journalisthøjskolen.

Han er repræsentant for de Journaliststuderende i bestyrelsen ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Martin Justesen melder klart ud og tager afstand fra beskyldningerne. ”Jeg forsøger at afvise beskyldningerne så troværdigt som muligt.

Men det irriterer mig meget at blive

udråbt som en, der snyder med midlerne,” siger han.

BT følger i løbet af dagen den 25. februar op på artiklen. Artiklerne bliver sidenhen citeret af andre medier. Allerede dagen efter følger en ny, der beskriver, hvordan Martin Justesen og næstformanden i DUF tilbagebetaler 17.000 kroner. Martin Justesen forklarer, at en del af de 17.000 kroner er blevet brugt på drikkevarer efter klokken 23 i forbindelse med politiske møder i DUF. Han er godt klar over, at tilbagebetalingen kan sende et tvetydigt signal. ”Vi vurderede, at vi skulle betale alle de beløb tilbage, som man kunne

sætte et lille bitte spørgsmålstegn ved. Så var der i hvert fald ikke noget at komme efter, velvidende at det sender et signal i retning af, at der måske er lidt om snakken,” siger Martin Justesen.

DUF har efter beskyldningerne lagt alle bilag frem til frit skue på deres hjemmeside, og reglerne for blandt andet drikkevarer efter klokken 23 er blevet ændret. ”Det, der er gået galt, er, at vi i DUF ikke har haft et klart regelsæt omkring sådan nogle ting. Det får vi så nu, så vi undgår de her beskyldninger i fremtiden,” siger Martin Justesen.

BESKYLDNINGER OM BEDRAGERI FÅR INGEN KONSEKVENSER På trods af massiv negativ mediestorm bakker DSR og formand for Danmarks Medieog Journalisthøjskoles bestyrelse, Lisbeth Knudsen, op om de studerendes bestyrelsesmedlem Tekst: Peter Zacher Poulsen og Katrine Grønvald Raun Foto: Asbjørn Sand

Fusk og fråds. BT’s beskyldninger får ingen konsekvenser for Martin Justesens arbejde i DMJH’s bestyrelse. Han fortsætter med at repræsentere de selvsamme studerende, der bestemmer om han skal fortsætte i bestyrelsen.

Det kan være sandt eller usandt. Rigtigt eller

forkert. BT har under alle omstændigheder fremsat usædvanligt hårde personlige beskyldninger imod Martin Justesen. Ud over at repræsentere de studerende på Journalisthøjskolen i DMJH’s bestyrelse er Martin Justesen også formand for paraplyorganisationen Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF. Det er i forbindelse med hans arbejde som formand for DUF, beskyldningerne er opstået. De har altså intet med hans arbejde i DMJH’s bestyrelse at gøre. Et arbejde han udfører på vegne af Journalisthøjskolens studerende – direkte udpeget af De Studerendes Råd, DSR.

De studerendes beslutning

”Det er først og fremmest et spørgsmål mellem Martin Justesen og dem, der har peget på ham som repræsentant. Jeg synes ikke, det er op til bestyrelsen at gå ind i, hvad han har gjort eller ikke gjort i den her forbindelse.”

Uden betydning for DMJH Meget tyder på, at Martin Justesen får lov til at forsætte sit arbejde i DMJH’s bestyrelse.

DSR har nemlig ikke har tænkt sig at gå ind i sagen. De mener, at Martin Justesens formandskab i DUF er et helt andet foretagende, der ikke får konsekvenser for hans arbejde for de studerende på Journalisthøjskolen. ”Martin Justesen er ikke anklaget for noget som helst med hensyn til sit arbejde i DMJH’s bestyrelse. Vi har ingen grund til at

betvivle hans evner og arbejde i bestyrelsen som repræsentant for de studerende,” siger Nadia Filt, formand for DSR. Heller ikke Lisbeth Knudsen betvivler Martin Justesens engagement i DMJH’s bestyrelse. Fra bestyrelsesmøderne har hun et positivt indtryk af de studerendes repræsentant. ”Jeg kender Martin Justesen som en meget seriøs repræsentant for de studerende fra Journalisthøjskolen. Han er utrolig engageret og blander sig meget konstruktivt i debatten i bestyrelsen,” siger hun.

Tillid til de studerende

Martin Justesen har tiltro til, at han forsat sidder med omkring bordet, når der bliver Martin Justesen håber at kunne forsætte diskuteret i DMJH’s bestyrelse. Det er på som repræsentant for de studerende i skotrods af den seneste tids negative presseomlens bestyrelsen. Men han er klar over, at tale af hans person. det ikke er hans ”Jeg er overhovedet egen beslutning. Martin Justesen, de studerenedes repræsentant i Danmarks Medie - og Journalisthøjskoles bestyrelse ikke bange for at miste Beslutningen ligger de studerendes tillid på ét sted; hos de stugrund af sagen i DUF. derende på JournaJeg er tryg ved, at dem, listhøjskolen. der interesserer sig for ”Jeg tror og håber det og ønsker at gøre ikke, at det får sig til dommere, sætter nogle konsekvenser sig ind i sagen. Når de for mit arbejde i beså gør det, er jeg egentstyrelsen, men det lig rimelig tryg ved er de studerende på deres vurdering,” siger Journalisthøjskohan. len, der bestemmer det,” siger han.

Den holdning tilslutter formand i DMJH’s bestyrelse og ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen sig.

ILLBUNKER.dk

Vi tvivler på salget En stor del af de studerende på Journalisthøjskolen føler sig ikke godt nok rustet til at sælge deres historier til branchen. Det er ikke skolens ansvar, siger studieleder. KaJ arbejder på sagen Tekst: Katrine Grønvald Raun og Michelle Søndergaard Mikkelsen

” J e g kunne g o d t b ru g e lidt vejl e d n i n g.

Måske bare en enkelt fo r e l æ s n i n g , hvor jeg kunne få gode råd til, hvordan jeg skal bære mig ad rent praktisk,” siger Kamilla Husted Bendtsen, der går på 3. semester på Journalisthøjskolen.

Og Kamilla er ikke alene.

En undersøgelse lavet af Illustreret Bunker viser, at flere studerende er i tvivl om, hvordan de skal bære sig ad, når det kommer til at afsætte et produkt. Hele 142 af 217 adspurgte var usikre. ”Det undrer mig ikke, at nogle er utrygge ved det. Vi skal selvfølgelig hjælpe bedst muligt,” siger Troels Gadegaard Frølich, formand for KaJ.

Skolen frasiger sig ansvar ”Det ville være rart med undervisning i, hvordan jeg skal henvende mig til medierne.” Sådan lyder et af svarene i Illustreret Bunkers undersøgelse.

Solveig Schmidt, studieleder på Journalisthøjskolen, gør det klart, at det ikke er skolens ansvar at undervise de studerende i at sælge deres historier. ”Det er vores opgave at gøre jer til så dygtige journalister som muligt. Om I undervejs i studiet ønsker at sælge artikler eller ej, har skolen ingen holdning til. Det er jo jeres frie valg, om I vil bruge tid og kræfter på det,” siger Solveig Schmidt. ”Man kan også bruge sin fritid på at være handicaphjælper eller kasseassistent i Føtex. Det kan langt hen ad vejen være mindst lige så journalistisk relevant som at sælge artikler,” siger hun.

Hun understreger, at det er op til fagforeningen KaJ at arrangere et tilbud til de studerende, der kan informere om, hvordan de helt praktisk sælger deres historier, og hvor meget de kan forlange for dem.

KaJ bliver glemt KaJ står netop til rådighed, når studerende har brug for vejledning - blandt andet i forbindelse med salg af historier, fortæller formanden Troels Gadegaard Frølich. Men det er de færreste, der i realiteten gør brug af dem, og kun 4 ud af 54 personer har lagt vejen forbi KaJ’s kontor i forbindelse med salg af artikler. ”Vi arbejder på at blive mere synlige

blandt andet gennem vores nyhedsbrev. Her gør vi opmærksom på, at vi er her, og at man kan bruge os,” siger han.

På den måde håber KaJ, at de studerende vil blive mere flittige til at opsøge dem, når de har brug for hjælp.

KaJ arrangerer oplæg Derudover påpeger Troels Gadegaard Frølich,at KaJ er ved at opstarte et samarbejde med Freelancegruppen under Dansk Journalistforbund. De håber på at kunne arrangere et oplæg med en freelancejournalist, der kan give de studerende en idé om, hvordan man sælger sine historier. Samtidig håber Troels Gadegaard Frølich også, at oplægget kan gøre folk mere opmærksomme på, at muligheden rent faktisk er der. ”Det er jo i virkeligheden dem, der sidder med den store viden om, hvordan man egentlig gør det her,” siger han. Ét oplæg hvert semester er planen, og her er alle interesserede velkomne, om man går på 1. eller 8. semester. KaJ har møde med bestyrelsen i næste weekend og vil tage forslaget med. Og Troels Gadegaard Frølich er fortrøstningsfuld. ”Jeg håber, at der kommer et oplæg allerede på dette semester,” siger han.

Gode råd når du vil sælge: Tekst: Michelle Søndergaard Mikkelsen og Katrine Grønvald Raun

TILPAS DIT PRODUKT - Du skal gøre dig klart, hvilket medie du vil sælge til og tilpasse dit produkt herefter FÅ HJÆLP - Kontakt KaJ eller Dansk Journalistforbund, DJ, for at få vejledning. De kan guide dig på rette spor FREELANCE - Når du vil sælge en historie, er du ikke studerende men freelancer. Derfor skal prisen matche freelancetaksten. DJ anbefaler en mindstepris på 701 kroner i timen! Men forvent, at de forskellige medier har forskellige markedspriser for freelanceprodukter. Derfor kan den pris, du får tilbudt, godt være mindre end anbefalet BRUG TELEFONEN - Find ud af hvem, der sidder på den pågældende redaktion, som du vil sælge til. Tag direkte kontakt per telefon MAIL - Du kan også sende en mail, bare du husker at ringe efterfølgende FØLG OP – Så er du sikker på, at dit produkt ikke bliver glemt i mængden PAS PÅ – Når du tager kontakt til mediet første gang, udlevér da ikke mere end en appetitvækker, før nærmere aftale er på plads BESKYT DIT PRODUKT – Send en kopi af din historie til DJ. Så bliver den arkiveret, og på den måde kan DJ bevidne i en eventuel sag om plagiat Kilder: KaJ, DJ og Jyllandsposten På Journalistforbundets hjemmeside

zkan du finde mange flere forslag til fremgangsmåden, når du skal sælge din historie - journalistforbundet.dk

Kom nu, det er ikke så svært På SDU har alle studerende bil til rådighed, og de samarbejder med TV2 Fyn. Ja, rygterne går. Det gør de også, når det gælder undervisning i artikelsalg Tekst: Josefine Riis og Kathrine Hermann

Rygterne svirrer på Journalisthøjskolen. Et rygte om, at de på SDU bliver undervist i at sælge deres artikler. Det er snyd! Hvis der er noget, der kan få JH-studerende op af stolene, så er det, når konkurrenterne fra Fyn har fordele.

På SDU afviser studieleder Karsten Prinds rygtet blankt. ”Undervisning i artikelsalg er ikke en del af undervisningsforløbet her, og det bliver det heller ikke,” slår han fast.

De deler erfaringer De studerende på SDU deler deres erfaringer, og der er ingen tvivl om, at der er mu-

lighed for at sælge artikler. Det bliver der ofte snakket om i fredagsbaren. ”Jeg vil tro, at 50 procent på mit semester har solgt en artikel. Især Fyens Stiftstidende køber mange. Jeg har eksempelvis solgt et portræt til Q,” siger Troels Hassel Trier.

Der er ingen statistik over, hvor mange artikler de studerende på SDU sælger, men ifølge Karsten Prinds sker det jævnligt.

På forsiden i første forsøg Illustreret Bunkers undersøgelse viser, at Journalisthøjskolens studerende er knap så aktive med at få publiceret deres opgaver.

Kun 54 ud af 217 studerende, der har svaret på undersøgelsen, har prøvet det.

Stine Charlotte Hansen er en af de få studerende, der har solgt en artikel. ”Jeg præsenterede mig helt forkert. Han grinede også af mig. Det var lidt pinligt, men

jeg fik da sagt, hvad jeg ville til sidst. Og det virkede jo,” siger Stine Charlotte Hansen fra 3. semester på Journalisthøjskolen. Hun solgte sin førsteårsopgave til Politiken og fik den på forsiden samme dag som Obamas indsættelse.

Undervisning unødvendigt Troels Hassel Trier, der går på 4. semester på SDU forstår ikke, hvorfor de studerende på Journalisthøjskolen overhovedet synes, de har et behov for undervisningen.

“Vi får ingen undervisning, men vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden med, hvordan vi skal gribe det hele an. Men så er det jo heller ikke sværere at gribe knoglen,” siger Troels Hassel Trier.

Studieleder på SDU Karsten Prinds giver ham ret.

“Det ville være overkill at bruge undervis-

ningstimer på noget, som de studerende godt ved i forvejen,”siger Karsten Prinds.

Hvis de studerende på SDU har brug for hjælp til, hvor meget de skal forlange for deres artikler, og hvordan de griber det an, kan de få råd hos KaJO, på samme måde som JH-studerende kan hente hjælp hos KaJ. Efter Stine Charlotte Hansen har haft en byline på forsiden af Politiken, har hun fået mere mod på at kontakte branchen igen.

“Jeg skrev jo bare en mail til en redaktør på Politiken. Og to dage senere, da jeg stod i en telebutik i Åbenrå, ringede han og fortalte, at de ville købe min artikel,” siger Stine Charlotte Hansen.

ILLBUNKER.dk

Bare stjæl løs:

Ophavsretten beskytter ikke ideer

Må man stjæle andres ideer? Ja, det må man gerne. Studerende skal være klar på, at medierne gerne må nappe deres idé, når de prøver at sælge en historie.

Sker det, er der bare ikke noget at gøre Tekst: Katrine Grønvald Raun Michelle Søndergaard Mikkelsen Foto: Asbjørn Sand

”Til rette vedkommende. Jeg skriver, fordi jeg har skrevet et par artikler, som har interesse for jer. Jeg går på Journalisthøjskolen, og afleverede i december førsteårsopgave, som jeg fik et 10-tal for.”

Sådan skrev Martin Davidsen fra 3. semester på Journalisthøjskolen i en mail til Jyllandsposten og ni andre store dagblade den 24. februar 2009.

”Min opgave handler om brugen af elektroniske hjælpemidler som GPS-udstyr til demente” Nedenunder satte han artiklernes forsidehenvisning i håb om at tease medierne til at købe sin artikel. Halvdelen af medierne mailede tilbage med et ’nej tak’, mens Martin Davidsen ikke hørte fra resten af medierne.

Men 12 dage senere slår han op på siderne i Jyllandspostens søndagsudgave og finder en artikel med overskriften: Lettere at udstyre demente med GPS. ”Det var et chok. Jeg følte virkelig, at de havde stjålet min idé. Deres artikel er sgu for tæt på min mail, til at det kan være et tilfælde,” fortæller Martin Davidsen.

Ingen på Jyllandsposten kan tage konkret stilling til Martin Davidsens sag, da de ikke har set mailen. Indlandsredaktør Pierre Collignon, der tager stilling til tilbud fra freelancejournalister og studerende, er bortrejst. Derfor er det svært at sige for Jyllandsposten, hvad der er sket med Martin Davidsens mail. Men søndagsredaktør på Indblik, Peter Rosendal, påpeger, at Jyllandsposten ikke praktiserer at stjæle idéer fra studerende og altså heller ikke Martins idé. ”Vi får nogle gange tilbud fra studerende, som vi allerede selv dækker redaktionelt på avisen. Og der melder jeg typisk tilbage, at det her er jeg ikke interesseret i at købe, fordi det er noget, vi som redaktion selv kan håndtere,” siger han.

JP: vi har ikke set mailen

Glem alt om ophavsretten

Martin Davidsen var på bar bund, da han først besluttede sig for at sælge sin historie. ”Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle sende mails eller ringe til medierne,” siger han.

Men mailen til Jyllandsposten fik Martin Davidsen aldrig svar på.

Ophavsretten beskytter ikke idéer. Det er først, når ideen bliver til et produkt, at man kan tale om at plagiere. ”Hvis en studerende eller en anden kreativ person får en god idé, så vil andre, der hører eller læser det kunne sige; ’hov, det var da

Færre besøgende til Åbent Hus Sidste år var Journalisthøjskolen pakket med gæster til Åbent Hus. I år var der, som forventet, langt færre besøgende

var der til tider mulighed for at mandsopdække de, der var interesserede.

I løbet af aftenen gik der rygter om, at en bombetrussel mod Århus Hovedbanegård var skyld i det lave besøgstal. Men eftersom den blev afblæst tidligere på eftermiddagen, holder teorien nok ikke til en argumentanalyse af Lars Bjerg’ske dimensioner.

Tekst: Sofie Marie Ottsen Hansen og Lisbeth Svalgaard

Indflydelse på optagelsesprøven uvis I Vandrehallen var der masser af plads. Mere end sædvanlig til Åbent Hus. Med næsten en journaliststuderende per to besøgende,

Selvom der var betydeligt færre gæster end sidste år, er pressechef på Journalisthøjskolen, Karen Balling Radmer, ikke bekymret.

Hun mener ikke, det nødvendigvis vil påvirke antallet af ansøgere til årets optagelsesprøve. ”Det er ikke mit indtryk, at de besøgende til Åbent Hus beslutter sig for, om de vil til optagelsesprøve eller ej, mens de er på skolen.

De, der gerne vil være journalister, skal nok søge ind. Efter min mening, påvirker Åbent Hus ikke direkte antallet af ansøgere til optagelsesprøven”.

Til april skal Åbent Hus-arrangementet evalueres. Her vil man måske finde svaret på, hvorfor Åbent Hus 2009 havde så mager en tilslutning. Indtil da kan Karen Balling Radmer kun gisne om, hvad årsagen til det lave besøgstal er. Ifølge pressechefen kan det være fordi, det nu er de små årgange, der

en god idé, den laver jeg.’

Sådan er vilkårene,” siger Oluf Jørgensen, afdelingsforstander i informationsog forvaltningsret på Journalisthøjskolen.

Og det er også holdningen hos Dansk Journalistforbund. ”Det er jo egentlig ikke anderledes, end hvis en journaliststuderende havde siddet på et eller andet værtshus i Århus og fortalt om sin idé, mens en anden journalist - der tilfældigvis sidder ved et af de andre borde - hører ideen,” siger Henrik Bruun, faglig konsulent i DJ.

Ikke noget at komme efter Henrik Bruun understreger, at der altså ikke er så meget at gøre for Martin eller andre, der står i samme situation. ”Det er selvfølgeligt pisseærgerligt, for den det går ud over. Men det er sådan, det er,” siger Henrik Bruun, faglig konsulent i DJ. ”Man kan altid diskutere, om det er moralsk i orden, men moral bliver der bare sjældent lovgivet om,” siger Henrik Bruun. ”Frustrerende og ærgerligt!” siger Martin Davidsen.

Han er ikke i tvivl om, hvad han synes om, at studerende og andre freelancer risikerer at få stjålet sin idé, når de henvender sig til medierne. ”Jeg har fuldstædig mistet motivationen til at sælge noget nu. Der er jo risiko for, at man enten bliver ignoreret, eller at de bare tager ideen og skriver historien selv.”

søger ind på uddannelserne.

Var de i Radioland?

På trods af den lettere affolkede bunker, var Åben Hus-stemningen i Radioland anderledes positiv. 14 besøgende sad bænket i de lydabsorberende lokaler, og flere stod og ventede udenfor, da Illustreret Bunkers udsendte kiggede forbi. Hernede havde man ikke mærket det lave besøgstal. ”Før sad der 50 mennesker hernede, mens en gruppe på 20 ventede udenfor. Hvis der er tomt i Vandrehallen, så er det, fordi de alle sammen er hernede,” forklarede cheftekniker i Radioland, Hans Grand, henrykt.

ILLBUNKER.dk

Radioredaktør kritiserer ledelsen:

”DET ER RESPEKTLØST” Efter ti år med Studenterradioen siger Thorkild Ellerbæk stop. Men han kan ikke få at vide , hvad der sker med radioen efter sommer

på, hvad der skal ske med radioen. ”Det er frustrerende, og jeg er skidesur. Jeg kan ikke forstå, at ledelsen ikke tager det alvorligt, når de studerende gør det. Det er en meget dårlig behandling af Studenterradioen og uden respekt for de studerende,” siger

sluttet, hvad der skal ske med Studenterradioen.

Afklaring til april

Det er ikke fordi, de ikke har haft tid. I foråret 2008 bad ledelsen Thorkild Ellerbæk udarbejde en rapport om Studenterradioen, så ledelsen kunne træffe en beFor ti år siden tog Thorkild Elslutning om fremtiden, lerbæk initiativ inden han siger farvel til Studenterradioen. Om- ”Det er frustrerende, og jeg er skidesur. til skolen ved udgankring 5-600 Jeg kan ikke forstå, at ledelsen ikke tager gen af denne uge. Men beslutningen er blevet studerende har det alvorligt, når de studerende gør det ” udskudt gang på gang. været med til at Uddannelsesleder producere ny- Thorkild Ellerbæk Henrik W. Jørgensen hederne genafviser Thorkild Ellebæks kritik. nem tidens løb, men fremtiden Thorkild Ellerbæk. er usikker. Thorkild Ellerbæk Han kan ikke give sine redaktø- ”Beslutningsprocessen har ikke stopper nemlig som ansvarsha- rer og medarbejdere klar besked stået stille. Vi har bare haft andre vende redaktør, og det sker uden om fremtiden, fordi ledelsen på beslutninger at tage før denne,” en afklaring fra skolens ledelse Journalisthøjskolen ikke har be- siger Henrik W. Jørgensen, som Tekst: Mette Munk Nielsen Fotos: Lærke Posselt

Da fadøllen flød i Frøberts

Det kommer på dagsordnen, når overenskomstaftalen for praktiktiden skal genforhandles i starten af 2010.

Og mens generalforsamlingen lakker mod enden og de fremmødte tømmer deres sidDer var højtbelagt smørebrød, bugnende kagebord og hakkebøf med sovs og bløde løg, da Kredsen af Jour- ste fadøl, melder ét spørgsmål sig hos folket i nalistuderende – i daglig tale KaJ - den 14. marts afholdt banebrydende gammeldags generalforsamling med Frøberts: Vil onkel KaJ også skænke fri fadøl til næste generalforsamling? masser af pamp og fadøl i Frøberts ”Jeg synes, det har fungeret rigtig godt i år, så det vil jeg bestemt ikke afvise,” siger den nyTekst: Kerstin Bruun-Hansen og Peter Zacher historie med beskrivelsen: ’Hvad laver KaJ Fagfestival, der blev en dyr fornøjese. KaJ valgte formand Troels Gadegaard Frølich.

Poulsen egentlig?’ - Og det er desværre en historie, har derfor været ude og låne penge, men Foto: Asbjørn Sand jeg har set før. KaJ er nemlig ikke synlig satser på at være gældfrie i løbet af et par og kommunikerende nok, og de færreste måneder. Underskuddet bekymrer ikke af vores medlemmer ved, at vi er andet og bestyrelsen, da egenkapitalen i lang tid har været for stor, og der derfor har været gjort Det er lørdag middag i Frøberts. Men mere end bare en pengekasse,” siger han. en indsats for at putte pengene tilbage i Dét skal der laves om på, for KaJ har i virdet er ikke en almindelig weekendforladt lørdag af slagsen. Denne lørdag har KaJ keligheden gang i mange andre ting, end at medlemmernes lommer. Bestyrelsen regnemlig inviteret til sin halvårlige general- dele støttekroner ud. Siden sidste general- ner med, at hullet vil være dækket i løbet af forsamling i det søvndyssende auditorium, forsamling har KaJ blandt andet arbejdet det næste halve år. hvor mediejura, argumentationsanalyse og på at få stablet en smiley-ordning på bepraktikarrangementer i dagens anledning nene, der kan hjælpe de studerende med at Ny mussemåtte til onkel KaJ er skiftet ud med budgetgodkendelser, for- vurdere kvaliteten af praktikstederne. KaJ Og mens fadølsanlægget arbejder på højmandens beretning og valg til bestyrelsen. har fået indført det såkaldte ’læsevindue’ på tryk og summer, så de fremmødte i neFremmødet er flottere end sædvanligt, og Panikdagen, så der nu er reserveret halvan- derste halvdel af Frøberts må spidse ører, den time til læsning, før praktikstederne må bliver Troels Gadegaard Frølich fra tredje man får hurtigt et bud på en forklaring: ”Hvis I vil have fadølsopfyldning undervejs kontakte ansøgerne. Og KaJ arbejder fort- semester valgt til KaJ’s nye formand - skål, i generalforsamlingen, så skal I bare sørge sat på at få sat en stopper for RUC’ernes to skål og klap, klap. for at få diskret øjenkontakt med Peter; så ugers forpraktik op til Panikdagen.

Troels Gadegaard Frølich har kun siddet i kommer han og serverer for jer,” forkla- ”Og skål på det,” siger formanden, hvoref- bestyrelsen i et år, og han tror derfor selv, rer KaJ’s næstformand, Esben Christensen ter der skåles, klappes og skåles igen, inden at valget af ham som formand vil komme til indledningsvis og peger hen på sit bestyrel- det er blevet tid til at halvårsregnskab og at ændre på strukturen: sesmedlem bag fadølsanlægget i ”Pamper- budgetgodkendelse. ”Jeg får i højere grad end den tidligere forbaren” til venstre for talerstolen. mand brug for de øvrige bestyrelsesmedlemmer, fordi flere af dem har siddet i KaJ Ingen bekymring Hvad laver KaJ egentlig? ”Ja, nu er jeg jo sproglig student, men jeg i længere tid, end jeg selv har. På den måde Efter den første fadølsudskænkning og en håber alligevel, jeg har regnet rigtigt,” ind- bliver der nok åbnet op for et bestyrelseshurtig håndsoprækning, der afslører, at leder KaJ’s økonomiansvarlige og klør sig i arbejde, som i højere grad involverer alle ikke én eneste af vores fusionsvenner fra håret, hvilket resulterer i grin og mere fad- medlemmer,” forklarer han.

Udover at investere i en ny musemåtte til Mediehøjskolen er mødt op til generalfor- ølsskål. samlingen, er det blevet tid til den afgående Trods dét forbehold bliver både regnskabet KaJ-kontoret, vil den nye formand arbejde og de kommende halve års budget god- for, at der kommer mere formelle krav om, formands beretning. at praktikanterne har ret til en vis mængde ”For nylig kastede jeg et blik på Illustreret kendt af forsamlingen.

Bunkers historieliste,” begynder Håkon Det nuværende underskud på omtrent feedback og efterkritik under praktikken.

Stolberg og fortsætter: ”På listen var der en 60.000 kroner skyldes i høj grad efterårets

ILLBUNKER.dk

ikke mener, at ledelsen er sent ude: ”Jeg har sat en deadline i slutningen af april, så vi ved hvilken retning, vi skal gå i.

Vi skal holde nogle møder, og på den baggrund træffer vi en beslutning,” siger han og understreger, at beslutningen nok skal blive taget rettidigt.

Ingen oplæring Indtil sommer overtager to syvendesemesterstuderende ansvaret for radioen, men på lang sigt er Thorkild Ellerbæk ikke sikker på, at det er løsningen. ”Jeg vil ikke udelukke den løsning. Men man mangler en tovholder, som kan overlevere tingene hvert semester. Det er jo ikke blot at producere noget lyd. Det er et unikt apparat, der er udviklet til Nyhederne,” siger han.

Stolthed over radioen Thorkild Ellerbæk mener, at der mangler støtte og interesse fra ledelsens side til at drive radioen videre.

En radio, som han mener, skolen kan være stolt af.

Den var blandt de første i Skandinavien, som udkom på nettet, og skolen har blandt andre haft besøg fra Microsoft for at se, hvordan radioen fungerede. ”Der har været et stort udviklingsarbejde bag, men det har man ikke fattet her på stedet. Det er rigtig dårlig stil, at vi ikke bliver tager alvorligt. Nyhederne er det eneste reelle multimediale produkt Journalisthøjskolen kan tilbyde de studerende,” siger Thorkild Ellerbæk

Tab for studerende Men hvem vil lide det største tab, hvis radioen stopper? Thorkild Ellerbæk er ikke i tvivl: ”Skolen lider intet prestigetab, fordi man ikke har profileret sig på radioen. Men de studerende har fået nogle rutiner og erfaringer med nyheder, som man ikke får gennem tre ugers nyhedsjournalistik. På radioen arbejder man 10-12 uger med to vagter i ugen. Man får en

oplevelse af at blive publiceret, og det vil de studerende miste, hvis Studenterradioen ikke fortsætter.”

Ingen klar holdning hos ledelsen Men en klar holdning er ikke at finde hos ledelsen. Henrik W. Jørgensen understreger dog, at Journalisthøjskolen er meget glad for radioen, og han roser de studerende, som har været med til at skabe succesen omkring Studenterradioen.

Men ledelsen vil se fremad. ”Radioen er som medie meget presset, og vi må tage bestik af forandringerne, der sker i medieverdenen. Vi er en dynamisk institution, som ikke kan holde fast i en historisk succes. Men vi vil se med åbne øjne på radioens fremtid,” siger Henrik W. Jørgensen.

Thorkild Ellerbæk påpeger dog, at der i lige så høj grad er tale om et webmedie. ”Men jeg tror ikke, nogen i ledelsen overhovedet kender Nyhedernes webadresse,” siger Thorkild Ellerbæk.

Pa n i k k e n b r e d e r s i g t i l D e l e g e r e t m ø d e Panikdagen kolliderer igen i år med Delegeretmøde i Journalistforbundet, DJ. Det er ikke første gang, at de praktiksøgende bliver udelukket fra Delegeretmøde – og formentlig heller ikke den sidste Tekst: Peter Zacher Poulsen

De medlemmer af KaJ, der skal til Panikdagen i KaJ, Troels Gadegaard Frølich, ikke kan delapril, har ikke mulighed for at deltage i DJ’s De- tage Journalistforbundets vigtigste begivenhed legeretmøde. Dermed har de ikke medbestem- i år. Han går på tredje semester og skal den 22. melse til konferencen, der løber af staben den april forsøge at sikre sig en praktikplads. Han er langt fra til21-22. april, freds med tinhvor alle de nuværende ”Jeg går ikke efter, at Panikdagen skal ramle genes tilstand.

15 medlem- sammen med Delegeretmøde. Men jeg gør ”Det er enormt frustrerende, mer af DJ’s heller ingenting for at undgå det” at alle medhovedbesty- Pia Færing lemmer af KaJ relse er på ikke har muvalg.

Fra Journalisthøjskolens side bliver der ikke lighed for at deltage på Delegeretmøde,” siger gjort noget for at undgå det og dermed give han. samtlige af KaJ’s medlemmer mulighed for at Han er desuden skuffet over, at det ikke er lykkedes Journalistforbundet og Pia Færing at lære søge indflydelse til DJ’s højeste myndighed. ”Jeg går ikke efter, at Panikdagen skal ramle af fejlen, der blev begået, så sent som ved sidste sammen med Delegeretmøde. Men jeg gør hel- Delegeretmøde. ler ingenting for at undgå det,” siger Pia Færing, ”For to år siden blev vi lovet, at det ikke ville ske. Derfor er vi meget skuffede. Det må og skal som er praktikvejleder på Journalisthøjskolen. simpelthen kunnne koordineres bedre imellem DJ og Praktikudvalget,” siger Troels GadegaFagligt aktive udelukkes Næstformand i DJ’s hovedbestyrelse, Fred Ja- ard Frølich. cobsen, er ærgerlig over, at de studerende ikke Fred Jacobsen vil gerne forsøge at løse problehar mulighed for at deltage og mener, at det er met til det kommende Delegeretmøde om to år og er indstillet på at indgå en dialog med Pia et uheldigt sammentræf. ”Det er skideærgerligt for de fagligt aktive, som Færing. Selvom datoerne allerede er fastlagt ikke kan deltage i Delegeretmøde på grund af frem til 2015 – og tilmed allerede hænger på Panikdagen. Men det er jo ikke første gang det Pia Færings opslagstavle - er det dog ikke siksker,” siger han med henvisning til tidligere år, kert, at DJ og Praktikudvalget formår at finde en løsning. Færing tvivler. hvor der har været samme problem.

Sammenfaldet imellem Panikdagen og Delege- ”Jeg kan ikke udelukke, at det kommer til at ske retmøde betyder, at den nyvalgte formand for igen. Det gør det sikkert,” siger hun.

ILLBUNKER.dk

Meget mindre brok på bloggen Aktiviteten på undervisernes blog er styrtdykket, men en kommende omlægning skal puste helt nyt liv i Mediebrokker Tekst: David Wedege Illustration: Asbjørn Sand

Cirka ét indlæg om dagen for halvandet år siden. Hele 72 indlæg i sidste kvartal i 2007. Og bare 8 indlæg ind til videre i 2009.

Kaster man et blik på indlægsfrekvensen gennem

Mediebrokkers levetid, ser man en rutchetur af rang. Især i 2008 gik antallet af indlæg bare ned ad bakke.

Lektor Ole H. B. Andreesen var blandt de mest aktive bloggere under storhedstiden i slutningen af 2007 og med 43 indlæg i alt, er han kun overgået af Roger Buch. ”Det har været sjovt at udforske en helt ny platform, som for mig er bøvlet. På bloggen er det okay at skrive noget, selv om man ikke ved alt, hvad man som journalist skal vide for at kunne åbne munden,” siger han

om sine blogbedrifter. Men midt i storhedstiden, i november 2007, slap han bloggen brat og har siden været tavs. Det forklarer han med, at han på daværende tidspunkt fik ny jobfunktion, som krævede al den tid, han tidligere kunne afse til blogskrivning. Han kom ud af rytmen og har siden ikke fundet den igen.

Klikker man på billedet af O l e H. B. Andressen, ser man straks i datofeltet, hvor længe siden det er, h a n sidst bidrog. Og han erkender, at det ikke ser pænt ud. ”Det er da lidt pinligt, at vi ikke har fundet ud af at redigere mig ud af oversigten over bloggere.

For en blog uden indlæg er bare en død sild,” siger han, mens han for øvrigt overvejer at genoptage aktiviteten.

Det nyeste skrig fra 2005 Tidligere rektor på Danmarks Journalisthøjskole Kim Minke tog initiativet til bloggen i 2005.

“Blogs - det var jo ‘the new hot thing’ dengang, og jeg tror bare, vi kastede os ud i det,” siger han og ser tilbage på opstarten af Mediebrokker. Lanceringen af bloggen var

ifølge Kim Minke en del af en bred indsats for at gøre skolen mere kendt som institution. ”Men det var nok mere modebaseret end gennemanalyseret,” erkender han.

Han forestillede sig, at bloggen kunne være med til at skabe mere debat på internett e t blandt ansatte og studerende. ”Og så havde vi måske også en forventning om, at hele den danske med i e verden ville kaste sig o v e r den, men det skete jo ikke.”

Trods den begrænsede opmærksomhed synes han, at bloggen indholdsmæssigt har været god. De har til gengæld ikke formået at få tilstrækkeligt mange læsere til at kommentere indlæggene og dermed skabe den ønskede debat.

Nyt liv på vej Skolens pressechef Karen Balling Radmer er forholdsvis ny som ansvarshavende redaktør på Mediebrokker. Hun varsler nu en snarlig omlægning af bloggen. Den har ifølge hende været en succes til at fremvise hvilke videnspersoner, man har på skolen.

Hun tror, at den faldende aktivitet skyldes, at Mediebrokker har været emnemæssigt for bred: ”I dag har man på Mediebrokker frit valg til at skrive om hvad som helst. Men frit valg bliver alt for nemt til intet valg.”

Hun tror, at erfaringer fra succesfulde blogs ude i verden kan bruges til at revitalisere bloggen. I stedet for at præsentere bloggen som en parade af ansatte, mener hun, at bloggen skal inddeles i udvalgte emneområder, som for eksempel aktindsigt og interviewteknik. ”Idéen er at skabe et sted, hvor man kan læse om sin branche og blive inspireret, fordi det er her eksperterne bor,” siger hun og nævner, at formålet er at synliggøre skolens kompetencer som ekspertinstitution.

Hun tror, at det blot er 5-10 intelligente linjer, der skal til i stedet for de nuværende lange kronikagtige indlæg. Ved at lægge op til at blogge kortfattet om de områder, bloggerne dagligt er i berøring med, tror hun, at indlæggene vil dukke op så hyppigt, at bloggen vil blive besøgt og kommenteret af mange læsere.

Den varslede omlægning, som endnu ikke kender nogen dato, skal foregå i samarbejde med de bloggere, som kunne tænke sig at medvirke. ”Jeg skal ikke komme anstigend e og lave regler. Det er bloggernes lyst, der skal drive værket.”

MEDIEBROKKER er et blogunivers på Journalisthøjskolens hjemmeside, som har eksisteret siden 2005.

18 forskellige ansatte på skolen blogger om emner, der er relateret til skolen, faget og til mediebranchen.

Webadresse: domino.djh.dk/blog

ILLBUNKER.dk

Grund til PANIK: Dårlig økonomi tvinger praktiksteder til at skære ned i antallet af praktikpladser. Lige nu er der ifølge Pia Færing 55 færre pladser, end der er ansøgere

R E S D A L P K KTI

A R P K O N E K IK

Tekst: Michelle Søndergaard Mikkelsen Foto: Lærke Posselt

Svedige håndflader, kvalme og skælvende kroppe. Panikdagen truer forude. Den 22. april går det løs. Men denne gang ser det ud til, at der er endnu mere grund til panik.

I de seneste år har store dele af medieverden nemlig været præget af nedskæringer, fyringsrunder og et vigende annoncemarked, og nu rammer den dårlige økonomi sommerens kommende praktikanter.

“Det er en ekstrem situation, vi står i. Og vi kan godt indstille os på, at vi kommer til at mangle 30-40 praktikpladser i forhold til ansøgertallet til Panikdagen om en måned,” siger Pia Færing, praktikvejleder på Journalisthøjskolen.

Samtidig understreger hun risikoen for, at nogle praktiksteder trækker deres praktikpladser tilbage igen inden Panikdagen, på grund af den usikre økonomiske situation i medieverdenen.

Mangler 55 praktikpladser Dårlig økonomi har fået flere medier til at skære ned på de praktikpladser, de ellers plejer at udbyde. Nogle steder vælger helt at springe dette semester over og droppe at tage praktikanter.

“De er kede af det, men deres økonomi rækker bare ikke længere til det samme antal praktikanter,” siger Pia Færing. Ifølge hende er stederne glade for at have praktikanter, og det er udelukkende af økonomiske grunde, at de dropper praktikpladser.

Lige nu er tallet helt oppe på 55 færre pladser end ansøgere. Men Pia Færing regner

med kun at mangle 30-40 p l a d s e r, når Panikdagen løber af stablen.

Mandag den 16. m a r t s udløb praktikstedernes deadline for at indmelde praktikopslag, men mangler 40 pladser til første praktikrunde, ikke alle stederne har overholdt deadlinen. er ikke usædvanligt,” siger Pia Færing.

“Der er stadig ti steder, der er ikke har afle- Bare fire år tilbage i Panikdagens historie veret deres stod 50-60 praktikommende k o p s l a g , ”Det er en ekstrem situation, vi står i. Og vi praktikansom lovet. kan godt indstille os på, at vi kommer til at ter uden Men de er mangle 30-40 praktikpladser” praktikpå vej, og plads efter jeg regner f ø r s t e - Pia Færing med, at runde, som det burde er den orgive omkring 15 pladser mere,” siger Pia dinære runde for praktiksøgningen med Færing. indkaldelse for praktikstedernes praktikopslag, ansøgningsskrivning og panikdag.

Dengang var kravene til de praktiksøgende Ikke udsædvanligt I de sidste tre år har der været flere praktik- dog anderledes. De studerende havde blandt pladser end journaliststuderende, der skulle andet et begrænset antal ansøgninger. i praktik.

“Det har været et privilegium, at vi har haft Usikre udsigter pladser nok til alle de seneste år. Men at vi Pia Færing overvejer allerede nu, om det er

tid til, at en anden runde praktiksøgning skal genindføres. Det vil sige, at der simpelthen afholdes en helt ny omgang praktiksøgning efter den ordinære runde. Men Pia Færing venter med at træffe nogen endelige beslutninger, indtil udfaldet af Panikdagen står klart. Hun tror dog stadig på, at hun nok skal få sendt alle praktiksøgende ud i praktik til august.

“Sådan plejer det i hvert fald at gå,” siger hun og tilføjer: “Men jeg kan jo ikke vide, om økonomien ser endnu værre ud om tre måneder. Og hvis den gør det, kan det blive svært.”

Alle praktikopslag offentliggøres fredag den 27. marts på journalisteripraktik.dk

Store dagblade dropper praktikpladser Tekst: Michelle Søndergaard Mikkelsen

Sidste år fik de store dagblade 275 ansøgere til blot 50 praktikpladser. Det svarer til, at hver sjette af de håbefulde ansøgere kunne sætte sin krudsedulle på en praktikkontrakt med et af dagbladene. Og som om det ikke var svært nok, at få kæmpet sig til en af de eftertragtede praktikpladser, ser udfordringen nu ud til at blive endnu større.

Pia Færing afslører nemlig nu, at fire af de store dagblade har skåret kraftig i antallet

af praktikpladser. Et af dem er Nordjyske. praktikanter på samme måde som i antallet medGennem arbejde seneste år har me- ”Vi bliver nødt til at skære i antallet af prak- d e r e . d i e h u s e t tikanter på samme måde som i antallet med- Vi kan i k k e haft ansæt- arbejdere” tilbyde telsesstop - Nordjydske medier d e n på grund af dårlig økonomi, og det viser sig nu tyde- uddannelse, som vi ellers ville kunne tilbyde, når der er færre medarbejdere per ligt på deres praktikopslag. ”Vi bliver nødt til at skære i antallet af praktikant,” siger Mikkel B. Ottesen, re-

daktionschef på Nordjyske. Det nordjyske mediehus har ellers haft utrolig positive erfaringer med deres praktikanter og ærgrer sig over, at der er udsigter til meget færre nye praktikanter dette semester end sædvanlig. ”De fungerer som et friskt pust i hverdagen, og er den eneste nye journalistiske energi, vi får ind i huset, når vi nu har ansættelsesstop,” siger Mikkel B. Ottesen.

ILLBUNKER.dk

UDLANDSPRAKTIK UDEN TVIVL Radioredaktør i Chile eller reporter i Cambodja? Udlandspraktik lyder eksotisk, men kun få tager springet. ”Man skal vide, hvad man vil med det. Hvis det bare er rejselyst, så glem det!” siger praktikvejleder Pia Færing

af alt et mål med at gøre det. Det er ifølge praktikvejleder Pia Færing grunden til, at der de sidste tre år kun er fire-fem ud af omkring 150 journaliststuderende, der har valgt udlandspraktik. ”Jeg synes, jeg møder for mange,

der har en urealistisk forventning og tænker: ’Ej, jeg vil ud i verden.’ Dér kommer jeg så med alle advarslerne: ’Hvad vil du med det?’, ’Hvad vil du skrive om?’, ’Kan du sproget?’, og ’har du tænkt over økonomien?’” fortæller hun.

Tekst: Cecilie Gremaud

En svedende varm dag. Et mylder af mennesker. Det cambodjanske parlamentsvalg er skudt i gang i Phnom Pen. Et medlem af den royale familie afgiver sin stemme, mens der svirrer rygter om korruption i oppositionslejren. Forvirringen er total og sproget uforståeligt, men Thomas Gam Nielsen holder målrettet fast i blyanten. Det er nemlig hans første praktikdag.

At skulle ud på en rigtig arbejdsplads er i forvejen overvældende.

Men at tage i praktik i et fremmed land kræver mod, og vigtigst

Dem, der aldrig vender tilbage For nogle studerende bliver praktikperioden endestationen for journalistuddannelsen. Det er dem, der aldrig kommer tilbage, og som aldrig kan kalde sig journalist på papiret Tekst: Kirstine Biltoft-Knudsen

For nylig fandt BT-journalist Bertel H. Jensen et lille stykke regnskov på sit køkkenbord. Det lå i en af de bunker af papirer, som han aldrig rigtig får taget sig af. Det var hans eksamensbevis fra Journalisthøjskolen. ”Det lå i en stor tyk kuvert, som man ikke kan bruge til en skid. ”Det er bare et lille stykke regnskov.”

Så drop da den skide skole Bertel H. Jensen er en af dem, der var tæt på aldrig at vende tilbage fra praktikken.

Sommeren efter sin praktik på BT blev han nemlig tilbudt en fast stilling på BT’s nye blad Dato. Han husker, at det var en svær beslutning at forlade skolen. ”Jeg søgte svar hos journalister, praktikanter og højt placerede folk i medieverdenen. Alle steder mødte jeg det samme svar. De sagde: ”Drop da den skide skole. Vi er pisseligeglade”. Og jeg må indrømme, at hvis der var nogen, der kom og spurgte mig i dag, så ville jeg sige det samme.”

Alligevel valgte Bertel at vende tilbage til Journalisthøjskolen efter halvandet års forlænget praktik. Han mener bare ikke, at det

sidste år på skolen har gjort ham til en bedre journalist.

Uuddannede er enormt sårbare Det er tre år siden, at Jesper Zølck takkede ja til jobbet på TV 2 News. Han er en af dem, der aldrig kom tilbage.

I dag er han redaktør, og han har aldrig fortrudt, at han ikke fik et eksamensbevis: ”Hvis jeg skal søge et job på en avis eller et andet tv-medie, så er de ligeglade med, om jeg har et bevis fra Journalisthøjskolen. De vil kun kigge på, hvad jeg har lavet på TV 2.”

Pia Færing, der står for praktikken på Journalisthøjskolen, erkender, at den danske mediebranche i dag er ligeglad med de studerendes eksamensbevis. Alligevel mener hun, det godt kan betale sig at færdiggøre uddannelsen: ”Jesper bliver enormt sårbar den dag, han vil prøve noget andet end TV 2, eller den dag TV 2 ikke længere har brug for ham. Når man ikke har de færdigheder, man lærer på uddannelsens sidste år, får man svært ved at klare sig i fremtidens medieverden,” siger hun.

At lave opgaver til ingenting Indtil videre har Jesper Zølck dog ikke haft problemer med at klare sig i medieverdenen, selvom han ikke kan kalde sig journalist på papiret. Tværtimod.

Kort tid efter han afsluttede sin praktik på

TV 2, eksploderede mediebilledet med gratisaviser og nye nyhedskanaler. Jobmulighederne var store, TV 2 News var i opstartsfasen, og Jesper Zølck blev hurtigt tilbudt at ride med på mediebølgen. Jobbet var en mulighed, han ikke kunne sige nej til, og han kan ikke se, hvorfor han skulle være blevet på skolen: ”Der var så mange gode muligheder ved jobbet, der vejede tungere end at skulle tilbage på skolen og ikke komme med på den bølge, der var. På det tidspunkt var det vigtigere for mig end at sidde på skolen og lave opgaver til ingenting.”

Flere ambitioner, tak At lave opgaver til ingenting er også noget, Bertel H. Jensen kender til. Han mener nemlig, de studerende vælger skolen fra, fordi det ikke motiverer at skrive til skraldespanden. ”Journalisthøjskolen skal have flere ambitioner om at publicere noget af det, de studerende laver på 7. og 8. semester.”

Det er Pia Færing komplet uenig i. ”Det har slet ikke noget med det at gøre.

Det handler om hans egen mangel på forståelse for personlig udvikling.”

Det sidste år på skolen bliver nemlig brugt på at gå tilbage og kigge på processen og reflektere over det, man har lavet i praktikken,” siger hun.

Pia Færing mener ikke selv, at hun taler de studerende fra at vælge et udlandsophold. De skal bare vide, hvad de går ind til.

”Anne Pallisgaard, Santiago Times” For Anne Pallisgaard var der ingen tvivl. Hun havde tidligere rejst i Sydamerika og går nu på Journalisthøjskolens internationale linje for også at komme på udveksling på 8. semester. ”At rejse er noget jeg plejer at gøre, men i praktikken ville jeg gerne lære at arbejde i et andet land som journalist og forbedre mit spansk,”siger hun.

Anne Pallisgaard kom på en redaktion i Chile, hvor hun fik lov til det meste.

For eksempel var hun redaktør på sit eget radioprogram og sendte live en gang om ugen. Men hendes mod blev først rigtig testet, da hun var udsendt ved en FN-konference om kvinders rettigheder: ”Jeg sad og tænkte: Nu skal jeg altså stille et spørgsmål, for jeg har taget mine briller på og sidder og ser rigtig dygtig ud. Så jeg rakte hånden op og sagde: ”Anne Pallisgaard, Santiago Times” og spurgte til, hvad FN gør for at undgå, at mænd banker deres koner.

Svaret hørte jeg ikke engang. Jeg sad bare og følte mig så fed, fordi jeg turde spørge.”

Uden rejsebureau Ligesom Anne Pallisgaard fandt Thomas Gam også hurtigt ud af, at man skal være opsøgende, når man er ude på fremmed grund. ”Derude bliver man boostet i at finde historier og være kreativ, for der er jo en masse ting, man ikke forstår og kender til,” siger Thomas Gam, som på sit 4. semester var på en avis i Cambodja.

Han er stadig sikker på, at beslutningen om udlandspraktik var den rigtige, men mener, at det kræver meget selvstændighed - også inden man skal af sted. ”Jeg synes, det er fint, at man skal stå for det meste selv. For hvis man ikke engang selv kan planlægge det og finde ud af at få kontakterne, så skal man nok heller ikke tage derud,” siger han.

Pia Færing ser også vigtigheden i, at de studerende selv tager ansvar for udbyttet af deres praktik. ”Hvis det er fordi, man vil ud i verden, hvorfor så ikke passe børn på et børnehjem i Bolivia i seks måneder? Der spiller man ikke hasard med sin faglighed,” siger hun og tilføjer ”Skolen er meget påpasselig med ikke at være de studerendes rejsebureau.”

ILLBUNKER.dk

Vil du også have Heidi Frederikkes telefonnummer?

Tekst: Søren Andersen 4. semester Praktikant, TV2 Sportem

For få måneder siden hang arbejdsrapporter og stillesiddende auditorieundervisning mig langt ud af halsen. Nu er jeg en del af, TV2 Sporten. Og for fanden hvor er det fedt.

Hvor jeg i december lavede historier, der aldrig nåede længere end til en underviser, så bliver mine indslag nu bragt i landsdækkende tv. Jeg får feedback fra garvede tv-journalister og jeg bliver tildelt fede opgaver.

Men vigtigst af alt; der bliver sgu lyttet til mig.

Kommer jeg med en brugbar ide, så får jeg også lov til at køre ud i verden og få den i kassen. Ikke noget med at de rutinerede har førstevalg på de sjove opgaver. Jeg har sat dagsordenen med en historie om ti minutters straffe for gule kort. Jeg har været i Esbjerg og følge en flok gamle landsholdsspillere, og jeg har været i Århus og dække en håndboldkamp, jeg ikke vidste en skid om. Fælles for alle opgaver er, at jeg har lavet dem, fordi jeg har budt ind. Og når det sker, vises der også en tillid og en tro på, at jeg - på trods af få dage i faget -

er i stand til at levere et produkt, der er godt nok til at være tophistorie i de sene nyheder.

Det er derfor, det er så fedt at være i praktik. Men på en stor station som TV2, går det til gengæld heller ikke at gå og gemme sig. Albuerne i øjenhøjde og så ellers fremad. Det er taktikken, hvis man som prakker på TV2 Sporten vil lave de sjove ting hver dag. Det gælder om at byde ind med forslag til historier hver dag og presse på. Det har jeg lært. Jeg har haft dage, hvor jeg ikke har haft den fede ide, dage hvor jeg ikke lige tændte på dagens tophistorie. På de dage bliver man hurtigt gemt væk og

får lov til at klippe 25 sekunders storslalom fra Val de Something. Det er sgu ikke fedt. Men med så mange stærke kolleger, så får den, der er mest stille, sgu’ opgaven.

Når det er sagt, så skal du - ligegyldigt hvilket semester du går på - glæde dig helt vildt til at komme ud i den virkelige medieverden og få rigtig snavs under neglene. For det er sgu det fedeste! Og nej drenge, I får ikke Heidi Frederikkes telefonnummer – med mindre I selvfølgelig vælger TV2 Sporten!

Mig og Josef Fritzl I sidste uge var fjerdesemesterstuderende Mads Møller Lauritsen en del af et mediecirkus af de helt store, da han som praktikant på Ekstra Bladet var i Østrig for at dække Fritzl-sagen. Her kan du læse om hans oplevelse Tekst: Mads Møller Lauritsen 4. semester Praktikant, Ekstra Bladet

Fredag d. 13 marts kl. 07.30 satte jeg mig ind i Ekstra Bladets tv-bil og satte kursen mod St. Pölten i Østrig. 14 timer senere startede mit livs hidtil største journalistiske oplevelse.

Jeg skulle sammen med journalist og mentor Heine Jørgensen dække retssagen mod sexmonsteret Josef Fritzl for web tv-redak-

tionen.

Jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg stod pludselig som artist i et 300 mand stort mediecirkus, hvor jeg mest af alt følte mig som den jonglerende hund, man kun sender ind, når elefanterne nægter at danse på bagben.

Live ”Mads, her om en halv times tid tester vi lige live-signalet. Så forestiller jeg mig, at du står med mikrofonen i morgen tidlig, når vi

sender live på nettet,” sagde Heine søndag aften.

Han er ikke typen, man siger nej til, så jeg nikkede pænt og sagde ”ja, det’ super”.

Efter fem timers søvn stod jeg igen foran kameraet, og inden jeg havde set mig om, havde jeg fortalt mere eller mindre alt, jeg vidste om Josef Fritzl og sagen mod ham.

Det var en bragende succes, som medførte personlig ros fra både mor og øverste chef.

Pludselig kunne jeg se en mening i at bruge de ting, jeg havde fået smidt i hovedet på Journalisthøjskolen. En af de ting, som nemlig ikke var druknet på Kurts Mor, var, at det som praktikant er en fantastisk idé at sige ’JA’ til alt. Og med frygt for at lyde som en præmiestræber af en jubelnar, blev det mit mantra.

Jeg står her foran Fritzls hus De efterfølgende dage stod

den på historiejagt. Fritzl-sagen er en af de få, som i sandhed er gennempulet på alle leder og kanter af samtlige medier i hele verden. Det virkede umuligt. Mens jeg gik i et runners high af ren begejstring over at have fået lov til at komme med til Østrig, interviewede jeg gud og hver mand – på tysk. I den katolske kirke i Fritzl-familiens hjemby, Amstetten, sad jeg med foldede hænder i skødet, salmebogen ved siden af mig og min historiesult foran mig. Jeg bad til gud for, at præsten ville nævne Fritzl i sin prædiken.

Så ville jeg i det mindste have en halvskidt sidehistorie.

Kein kommentar!, sagde præsten, da jeg efter gudstjenesten spurgte ham, hvorfor han ikke nævnte manden, som han ellers tidligere har kaldt ”en god katolik”.

Turen gik derefter tilbage til St. Pölten, hvor en lokal restauratør havde udset sig Fritzlsagen til at være den helt store gevinst. Han havde lanceret en ny ret, som han kaldte ”Fritzl Schnitzl”. Heller ikke han kunne bidrage med noget til hverken blok eller video. Han var nemlig blevet sagsøgt langt ned i helvede for at bruge brandet ”Fritzl” kommercielt og var derfor fanget i sin helt egen Fritzl-sag.

122 arbejdstimer senere Jeg var i Østrig i syv dage. I løbet af de dage fik jeg mig sådan én på opleveren, at jeg aldrig glemmer det – og oven i købet blev jeg en dygtigere journalist. Alt sammen takket være Ekstra Bladet, der gav den nyudsprungne praktikant lov til dække Fritzlsagen sammen med landets - efter min mening - absolut mest ambitiøse mentor.

ILLBUNKER.dk

Å R E T S

P R E

Dommerne valgte Maria Fonfaras vinderbillede på denne baggrund: ”Livsglæden i Maria Fonfaras billede af pigen, der rider ud i køkkenet på ryggen af sin far, fik dommerne til at klukle flere gange. Det viser det dagligliv i Danmark, som heldigvis ikke altid er i faste rammer med arbejde, aftensmad, lektier og jagten på materielle goder. Dette billede handler om liv; helt konkret mellem far og datter.”

Hverdagsbillede blev Maria Fonfaras første pris ved Årets Pressefoto Tekst: Henrik Dons Christensen

Det går godt for Maria Fonfara. Hendes netop afsluttede hovedopgave om ældre menneskers sexliv fik et 12-tal til eksamen, hvilket også medførte, at hun vandt Scanpix’ pris.

Nu kan hun også bryste sig af titlen Årets Hverdagsbillede. Dog med et helt andet billede. ”Jeg var meget spændt op til Årets Pressefoto. Jeg havde fået så meget ros for hovedopgaven, så jeg troede, at det var de billeder, der ville vinde,” siger hun og tilføjer: ”Men da jeg viste Jonathan Bjerg Møller (fotograf, red.) billederne, sagde han, at billedet med pigen ville vinde Årets Pressefoto.”

Billedet fra Fejø stammer fra en serie, som Maria Fonfara lavede i de sidste tre uger af sin praktiktid på Politiken.

Der bliver dog ikke meget tid til billeder i den nærmeste fremtid. Den 31-årige fotograf venter barn, så der har ikke været meget at lave, fortæller hun: ”Det er helt umuligt i min situation at få job, så jeg tager de små opgaver, jeg kan få.”

Portrætfoto: Lærke Posselt

Maria Fonfara rider på en bølge

ILLBUNKER.dk

S S E F O T O

Rumle Skaftes vinderbillede fik følgernde ord med på vejen af dommerne: ”Der er action og energi i Rumle Tornhøj Skaftes billede, hvor både tåregas og helikoptere flyver gennem luften. Det er godt fanget og har samtidig en stærk komposition og et stærkt udtryk. I et enkelt skud fortælles hele historien om vores demokratiske rettighed til at demonstrere. Fotoet er i øjeblikket, og det hele er i et enkelt billede. Mens fotografen er udsat for samme tåregas som demonstranterne.”

Demonstrant sikrer Rumle Skafte pris På trods af at Rumle Skafte ikke ser sig selv som den typiske nyhedsfotograf,vandt han prisen for Årets Nyhedsbillede

De øvrige vindere ved Årets Pressefoto 2009 var: Årets Pressefotograf: Jan Grarup Årets Pressefoto: Peter Hove Olesen Årets Tv-Fotograf/TV Dokumentar: Jørn Stjerneklars og Stig Stasig

Tekst: Henrik Dons Christensen

Årets Visuelle Journalistik på Internettet: Henrik Kastenskov

Billedet af den tårevædede demonstrant fra ”Befri Lejren”-demonstrationen, taget af den nyligt uddannede fotojournalist Rumle Skafte, vandt i den første weekend af marts prisen for årets nyhedsbillede ved Årets Pressefoto i Odense.

Portræt: David Høgsholt

Valget kom som en overraskelse for den 26-årige fotograf. ”Jeg havde ikke regnet med, at det var det billede, der skulle løbe med prisen. Men billedet er meget klassisk fotojournalistik i forhold til mine andre billeder fra demonstrationen, og det er muligvis derfor, det blev valgt,” siger han.

Billedet stammer fra en serie fotos fra demonstrationen, der blev skildret som et krigsslag. ”Hvis man har set mine billeder, ved man, at nyhedsbilleder ikke er mig. Derfor havde jeg håbet på, at det var mine portrætter, som jeg var blevet nomineret for. Til gengæld kan prisen bruges, hvis jeg skal søge arbejde et sted,” siger han.

Det er ikke første gang, Rumle Skafte har billeder hængende ved Årets Pressefoto. Sidste år var han også repræsenteret ved et billede fra en serie om en S/M-klub i Odense.

Sport Action: Lars Krabbe

Udenlandske nyheder: Peter Hove Olesen

Sport reportage: Nanna Kreutzmann Reportage udland: Jan Grarup Reportage Danmark: Thomas Lekfeldt Åben klasse: Linda Henriksen

ILLBUNKER.dk

Hvaffor en fusion?

For lidt over et år siden slog Den Grafiske Højskole og Danmarks Journalisthøjskole pjalterne sammen. De studerende har ikke mærket fusionen, og det faglige samarbejde lader vente på sig Tekst: Sofie Marie Ottsen Hansen

rede. Journalisthøjskolen og Mediehøjskolen ligger stadig med to bælter og en halvstor fynsk ø imellem sig, og indtil videre har den største debat handlet om et x. Hvis ikke det var fordi, netop x’et havde fået en prominent plads på skolens nye glasdøre i vandrehallen, havde vi måske helt glemt, at vi var fusioneret. For de studerende har der endnu ikke været et egentligt fagligt samarbejde eller udbytte af langdistanceforholdet til grafikerne i Emdrup. Ifølge faglig leder på Journalisthøjskolen Henrik Berggren kan et sammenfald af tilfældigheder være årsagen til, at den faglige fusion lader vente på sig: ”Et magasinforløb, der for indtil et halvt år siden kørte på grunduddannelsen, ville have været et oplagt

Fusionen mellem Den Grafiske Højskole og Danmarks Journalisthøjskole skete ikke uden ballade.

Det var langt fra kærlighed ved første blik. Medarbejdere fra den Journalistiske Højbunker gik på barrikaderne, fordi de var bange for, at Mediehøjskolen ville få for meget indflydelse bag betonmurene på Olof Palmes Allé. Det var derfor ikke udelukkende en glædens dag, da Danmarks Medie- og Journalisthøjskole den 1. januar 2008 var en realitet.

Faglig fusion må vente Et år og tre måneder senere har roen sænket sig blandt de fusione-

STOR erfaring =

HØJløn

16.000 kroner. Så stor er forskellen mellem den højeste og den laveste gennemsnitlige månedsløn til journalisterne på de danske aviser. Men de store forskelle har naturlige forklaringer, lyder det fra aviserne Tekst: Mette Albæk

I januar måned dumpede der sammen med fagbladet Journalisten et løntillæg ind ad brevsprækken hos Journalistforbundets medlemmer. Lønstatistikken, som Journalisten selv har udarbejdet, viser blandt andet, at der er store forskelle på, hvor meget de danske journalister på de forskellige dagblade tjener.

Jakob Høyer er chefredaktør på metroXpress, som ligger blandt aviserne med de laveste gennemsnitlige månedslønninger.

Ifølge ham tager de relativt lave lønninger udgangspunkt i avisens historie: ”Helt fra starten har vi villet lave en langtidsholdbar forretning med lavere lønninger og sparsomme budgetter,” fortæller han og tilføjer, at de lave lønnninger også skyldes, at en stor del af avisens medarbejderstab er nyud-

dannede journalister. ”Vi satser meget på unge, nyuddannede journalister. De passer til vores målgruppe, og så er de ofte mere dynamiske og engagerede.”

Erfaring koster På Jyllands-Posten får journalisterne i gennemsnit lidt over 43.000 kroner om måneden, og det placerer avisen i toppen af lønningslisten. En placering man skal tilbage til 1970’erne for at forstå. ”JP var en af de eneste aviser, som dengang stod uden for Dansk Arbejdsgiverforening, så vi fik forhandlet gode overenskomster,” fortæller Bo Jørgensen, tillidsrepræsentant på Jyllands-Posten.

I forhold til lønniveauet på metroXpress er det afgørende på Jyllands-Posten, at mange journalister har en høj anciennitet.

Det vil sige, at de har været i en

journalistisk stilling i flere år. Jo mere erfaring, desto højere løn. ”Det er klart, at vores mange erfarne journalister vejer tungt i statistikken. Desuden satser vi hårdt på erhvervsjournalistik, og her har efterspørgslen på journalister været stor,” forklarer Bo Jørgensen.

sted at samarbejde med Mediehøjskolen. Men det forsvandt i forbindelse med omlægningen af 7. semester, som vi lige nu er ved at køre ind. Man kan sige, at vi for tiden har hænderne fulde,” forklarer Henrik Berggren. Han håber, at et egentligt samarbejde mellem de to skolers grunduddannelser kan realiseres inden for et års tid.

Danmarks Medie- og Sygeplejeskole På den anden side af Fyn går vore søskende-studerende rundt uden at skænke os en tanke.

Journalisthøjskolen er i hvert fald ikke noget, der ligger Sofie Ellebæk meget på sinde. Hun er 22 år og kan i 2010 forlade Mediehøjskolen som færdiguddannet grafisk designer. ”Vi tænker helt ærligt ikke så meget på jer derovre i Jylland. Faktisk slet ikke. Det eneste, der har været lidt irriterende ved fusionen, er at vores økonomiafdeling er flyttet til Århus.

Logistisk kan det være besværligt, når man, som mig og min klasse, lige nu er i gang med at spare op til en studietur til New York,” fortæller Sofie Ellebæk og tilføjer: ”Jeg hørte rygter om, at vi enten skulle have fusioneret med Journalisthøjskolen eller Sygeplejeskolen, og så kan man da sige, at vi har mest til fælles med jer.”

Fornuft eller følelse Fusionen i 2008 var en fornuftig beslutning. Fornuftig for Journalisthøjskolen og Mediehøjskolen, der dermed begge slap for at blive indlemmet i regeringens forlig om at samle landets professionsrettede videregående uddannelser på syv

store professionshøjskoler. Men om fusionen bliver mere end blot et fornuftsægteskab, er det endnu for tidligt at sige. Henrik Berggren nærer stadig store håb for de fremtidige muligheder, samarbejdet med Mediehøjskolen giver. ”Det kunne jo være fantastisk, hvis vi havde mulighed for at flytte en klasse journaliststuderende til København en måned og så have et redaktionslokale på Mediehøjskolen.

Der er mange spændende ideer for fremtiden, men lige nu er det det rent praktiske, der sætterbegræns-

ninger. Hvis vi skal have et helt nyt forløb ind i grunduddannelsen, vil det være på bekostning af noget andet, og det ved jeg ikke, hvad skulle være,” siger Henrik Berggren.

Hvad laver de egentlig?

På Mediehøjskolen kan man blandt andet uddanne sig til: Grafisk designer Layouter Web-designer Art director Konceptudvikler Projektleder Produktionsleder Konsulent

Gennemsnitsløn for alle medlemmer af Dansk Journalistforbund: 38.302 kr.

Arbejdsløshedsprocent blandt journalister 2008: 5 procent Top 3 lønsteder Weekendavisen: 48.389 kr.

Ekstra Bladet: 43.762 kr.

Jyllandsposten: 43.423 kr.

Bund 3 lønsteder DagbladetHolstebro: 31.531 kr.

Herning Folkeblad: 32.106 kr.

MetroXpress: 32.208 kr.

ILLBUNKER.dk

Journalistuddannelserne er lige gode Dine undervisere fortæller dig, at du går på landets bedste journalistuddannelse.

Men praktikstederne er fuldstændig ligeglade med, hvor du kommer fra Tekst: Thomas Klose Jensen og Nikolaj Søndergaard

Dem fra Journalisthøjskolen kan håndværket, dem fra Syddansk Universitet kan arbejde på alle platforme og dem fra RUC er akademikere til benet. Argumenterne for hvilken journalistisk uddannelse, der er bedst, er mange. Men i realiteten er der ingen forskel, når praktikstederne skal vælge, hvem de vil have.

Uddannelserne Ifølge RUCs hjemmeside ligger deres styrke i de studerendes aka-

demiske færdigheder. Uddannelsen foregår på et universitet og er derfor på et fagligt højt niveau.

Men det samme siger de på SDU, der som bekendt også er et universitet. ”Dem, der underviser her, er forskere. Det vil sige, at det er forskningsbaseret undervisning,” siger studieleder på Center for Journalistik, Karsten Prindts. Undervisningen skal gøre de studerende på Syddansk bedre til at behandle data. ”Det skulle gerne give vores studerende en naturlig kritisk tilgang til viden, da de er opdraget til at håndtere viden kritisk,” siger Karsten Prinds om undervisningen på SDU. Dette skulle blandt andet sørge for, at de studerende undgår at lave ”en ny undersøgelse viser”-historier uden ordentlig argumentation. Derudover lærer de studerende på SDU de håndværksmæssige kvaliteter.

Kvaliteter, som Journalisthøjskolen påstår at fokusere på.

Forskellene i praksis Vi burde stå med tre forskellige journalistuddannelser, men er de studerende og kommende praktikanter så forskellige? ”Ja,” siger Kasper Birk, der er praktikantvejleder på NORDJYSKE Medier. Han uddyber: ”De er alle sammen forskellige individer.”

Til gengæld mener han ikke, at der er nogen forskel på de studerendes kompetencer. ”Overhovedet ikke,” siger han.

Svaret er det samme, hvis man spørger praktikantvejlederen på Politiken, Trine Lundager. ”Vi kan få gode praktikanter fra alle tre steder, og vi kan få praktikanter, vi bliver skuffede over fra alle tre steder,” siger hun. Det, de kigger

Politiken viser Politiken har ændret sin relativt restriktive billedpolitik. Det betyder, at der nu er åbnet op for at kunne bringe mere voldsomme billeder af død og lemlæstelse i avisen Tekst: Jeppe Bøje Nielsen Foto: Tobias Selnæs Markussen

Da beslutningen om at ændre Politikens mangeårige billedpolitik blev truffet den 17. januar i år, havde den israelske hær i to uger befundet sig i Gaza i et internationalt magtvakuum. Der var endnu tre uger til, at USAs nuværende præsident skulle indsættes, og Gaza havde i flere måneder været lukket land for journalister. Samtlige medier var afhængige af de palæstinensiske fotografer, der befandt sig i Gaza og leverede meget voldsomme billeder til den internationale presse.

Alligevel bedyrer Politikens fotochef Per Folkver, at avisens nye billedpolitik, som blev offentliggjort i krigens sidste dage, ikke havde noget med Israels invasion at gøre.

Han fortæller, at beslutningen har været under opsejling i lang tid, og at den blev revideret mange gange inden den endelige offentliggørelse. ”Beslutningen blev truffet, så vi kunne tilpasse os virkeligheden efter den 11. september 2001. Med internettets fremmarch er der sket en forråelse af mediebilledet, som gør, at vi ikke længere kan fastholde vores gamle billedpolitik,” forklarer han og understreger, at avisen ikke må blive et reservat, hvor man ikke møder virkeligheden.

keligheden, er et brud med en mangeårig tendens i de danske medier om ikke at ville bruge krigsbilleder, fordi de er for voldsomme.

Det fortæller Søren Pagter, der er leder af fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen.

Han mener, at det er på høje tid, at Politiken ændrer sine

Brud med mangeårig tendens Politikens beslutning, om i højere grad at ville dokumentere de uskønne dele af vir-

Per Folkver, fotochef på Dagbladet Politiken

på, er den enkelte person og ikke uddannelsesinstitutionen.

Det samme får man at vide, hvis man spørger på JydskeVestkysten. ”De kan det samme,” siger praktikvejleder Jesper Rasmussen.

På ingen af de medier, Illustreret Bunker har talt med, mener praktikvejlederne, at man kan mærke forskel i de journalistiske kompetencer fra de tre journalistuddannelser.

Du står altså ikke forrest i køen hos praktikstederne, selvom du kommer fra den ”rigtige” journalistuddannelse.

virkeligheden retningslinjer på området. ”Det er n ø d ve n digt at vise folk, at man d ø r rundt om i verden.

Der er billeder, som er nødvendige at bringe,” siger han, men understreger, at man ikke n ø d -

vendigvis skal bringe billeder af døde mennesker bare for effektens skyld. ”At turde vise grusomme billeder er et fortællemæssigt redskab som så mange andre.

Og hvis man ikke vil skåne sine læsere for de grimme aspekter af virkeligheden, bliver man nødt til også at vise krigens grusomhed i billeder.”

Det må ikke blive et rædselskabinet For den danske fotograf Jan Grarup, der er ansat ved Politiken og netop kåret som årets pressefotograf, har den nye billedpolitik dog ikke har ændret på hans tilgang til sit arbejde. For som han siger: ”Jeg tager de billeder, der skal tages.”

Han fortæller, at han efter Israels invasion af Gaza tog nogle meget voldsomme billeder, som muligvis kommer til at se dagens lys i en multimedieproduktion. ”Billeder, som er så voldsomme, skal nemlig bruges med forsigtighed. Læserne skal kunne vælge dem fra, og det kan de ikke, hvis de bliver bragt i en avis,” siger han.

Det er Politikens billedchef Per Folkver enig i. Han understreger, at selvom avisen har åbnet for muligheden for at bringe voldsomme billeder, så betyder det ikke, at avisens læsere skal forberede sig på at se billeder af døde mennesker, hver gang de åbner avisen. Enhver beslutning om at bringe voldsomme billeder vil nemlig blive overvejet meget nøje i forhold til den journalistiske kontekst. ”Det er aldrig nemt at træffe disse beslutninger, og jeg er altid selv enormt i tvivl,” siger Per Folkvert.

ILLBUNKER.dk

Denne udgaves klummetvekamp og fokus handler om os og hvem vi er - RENT NAVLEPILLERI

Journalistman Der er ingen, der er to the rescue! sejere end os - synes vi selv Tekst: Mikkel Noel Lanzky, journ(ide)alist

Journalister er seje.

Lad ingen fortælle jer andet.

De fleste af os har formentlig brug for en kugleramme, hvis det skal gøres op, hvor mange gange vi har hørt ideen om journalisterne som ”demokratiets vagthunde”.

For tærsket, simplificerende og skudt ved siden af. Og dog. For selvom de højtprofilerede studieværter hæver millionlønninger, og idealerne, for det vi publicerer, daler i takt med prisen på en helsidesannonce, er det stadig journalisterne, der fortæller verden, hvordan den ser ud.

Vores profession er defineret af de folk, der udøver den. Det er dumdristige journalister, der lader hånt om flakveste og render rundt under mortérild for at lave portrættet af den lige så dumdristige nødhjælpsarbejder. Det er journalister, der holder magthavernes fødder til ilden og stiller de næsvise spørgsmål igen og igen. Det er journalister, der bryder kompleks information ned og formidler det på en forståelig måde.

ver den nye Heidegger (og de er endda bedre til at føre argumenter ad absurdum).

Journalister er død og pine nødvendige. Hvor skal den næste Frank Grevil gå harmdirrende hen, når magten bliver for fuldkommen og ikke besværliggør sig med at overholde spillereglerne?

Journalisterne har den privilegerede og fordrende rolle at skulle knibe øjnene skeptisk sammen og være mistroiske over for alt, hvad vi møder. I striden balancerer vi på hegnet, indsamler, vurderer, fortolker og formidler. Var der sprængladninger i tårn syv? Og var de plantet af Londons finansverden? Not fucking likely. Men lad os da undersøge det med et frit og uhildet sind. Det er den unikke position, journalister har – vi er historikere i nuet, og vores fineste våben er nysgerrighed og kritisk sans.

Det kan godt være at journalistikken ikke er perfekt. Men hvem bedre end journalisterne til at sørge for, at den bliver det? Kan I så komme ud at redde verden!

Er der nogen, der gør det for hæder og ære? Ja, sgu!

Man kommer ikke langt uden ærgerrighed. Men det bibringer værdi, gør folk klogere og giver dem et oplyst grundlag at træffe beslutninger på.

Er der journalister, der ikke tilfører merværdi? Ja, sgu!

Men at affærdige branchen på den baggrund svarer til at stoppe al uddannelse af filosoffer, fordi ikke alle bliFoto: Jonas Vandall Ørtvig

Tekst: Lisbeth Svalgaard

”I får verdens bedste job. Journalistik er den bedste profession i verden!”

Sådan gjalder det gang på gang ud over auditoriets nedklappede, blå sæder. Indoktrinering af den fineste slags. Man behøver ikke engang overtale folk til at tro på det. Hvis man får at vide, at man har valgt verdens bedste profession, så tror man da på det. Det er navlepilleri på højt niveau.

På Journalisthøjskolen er det nok de færreste, der er i tvivl om, at de befinder sig på den sejeste uddannelse i hele verden. Det foregår muligvis på det grimmeste uddannelsessted i verden, men det er i hvert fald sejt. Og hverken studerende eller undervisere er blege for at minde hinanden om det.

Vi er så meget ovre det der ”erkendeapparat-pjat”, der fortælles om de første uger. Vi er den fjerde statsmagt! Og når man nu kun lige akkurat fik røven med sig i mediejura, så er det egentlig ret godt gået.

Det begynder ellers så ydmygt, når man den første dag træder ind i bunkeren. Helt overvældet undrer man sig over, hvordan man nogensinde skal blive en dygtig

journalist. Personligt havde jeg et lettere neurotisk øje-tic under hele JMU-forløbet. Ægte stress.

Men så begyndte de at stå og galpe derinde i auditoriet. Om hvor pissedygtige vi bliver i forhold til de gamle rotter i faget. Om verdens bedste job. Om alt det man får lov til, når man er journalist. Om at folk svarer på alt, hvad du spørger om, bare fordi du er journalist.

Fedt-fedt-fedt, tænker man. Helt selvtilfreds.

Og pludselig stod alle, uden selv at opdage det, med en tredjedel af den ene pegefinger solidt plantet lige midt i navlen.

Pilleriet begyndte.

Som med et lille kækt fingerknips, er man i stand til at affeje Ekstra Bladets journalistik som en billedbog for voksne og afskrive Aftenshowet som pinligt, fordi værterne ikke kan stille åbne spørgsmål.

Ryste på hovedet af alle de ufaglærte nyheds- og tv-værter. Vi kan jo alt det der meget bedre.

Vores uddannelse er jo totalt opdateret, venner! Vi kan vælte regeringen, hver gang vi laver en historie. Også selv om den handler om bilmåtter af bast. Eller - måske kan vi vælte en mindre kommune.

Cavling kigger i hvert fald forbi en dag, det er helt sikkert.

Vi sætter griller i hovedet på os selv. Vi har for fanden en hel avis, der kun handler om os, bliver skrevet af os, så det til sidst kan læses af os! (Og ja, det er den avis du læser i nu!)

Faktisk er vores uddannelse så sej, at vi bliver verdensmestre i at pille i både vores egen og vores medstuderendes navler.

Mon vi får en pris for det?

ILLBUNKER.dk

Journaliststuderende er en forkælet race

Journaliststuderendes sociale baggrund har konsekvenser for journalistikken, lyder det fra fagfolk.

Studieleder på Journalisthøjskolen ønsker sig en bus med studerende, der udforsker vestkysten Tekst: Jens Anton Bjørnager og Jens Anton Tingstrøm

”Hvis jeg kunne få et af mine ønsker opfyldt, ville jeg gerne sætte de studerende ind i en bus og køre hele vejen op langs Danmarks vestkyst og tale med folk, der har boet der hele livet,” siger Solveig Schmidt, studieleder på Journalisthøjskolen. Hun synes, at alle kommende journalister bør blive bevidste om deres egen sociale klasse. Det skal undgås, at de studerende trækker deres egen forestilling om et normalt liv ned over hovedet på interviewpersonen.

En undersøgelse af 1. semester viser, at de studerende kommer fra familier med et langt højere uddannelsesniveau end resten af befolkningen. For eksempel har 21

procent af de studerendes forældre en lang videregående uddannelse, mens kun 5,4 procent af befolkningen har samme uddannelsesniveau.

Sammenhæng mellem vinkling og social baggrund Palle Smed, chefredaktør på 3F’s Fagbladet, er overbevist om, at journalisternes sociale baggrund har en indflydelse på vinklerne i historierne.

Han nævner den finansielle krise som et eksempel. Dækningen, der koncentrerer sig om bankpakker og behovet for skattelettelser, vækker sikkert genklang hos mange journalister. Men få beskæftiger sig reelt og kvalificeret med, at tusinder hver uge bliver

arbejdsløse. ”Der er selvfølgelig intet, der er sort og hvidt i denne sammenhæng, men vi kan mærke det på de praktikanter, vi har på Fagbladet.

Deres baggrund har betydning for, hvordan de griber stoffet an,” forklarer Palle Smed.

Journalistik for eliten Inger Lise Jønsson, redaktør på NORDJYSKE Medier, tror, at den sociale skævhed betyder meget for valget af emner på redaktionerne. ”Vi kommer nemt til at skrive for eliten og meningsdannerne,” siger hun og fortsætter: ”Det er ikke kun på Christiansborg og Det Kongelige Teater, der sker ting og sager.

Det har også interesse. Men man skal sørge for at gå ud og følge folk i den hverdag, de har.”

Palle Smed påpeger, at journalisternes arbejdsforhold adskiller sig væsentligt fra 3F’s bygnings- og industriarbejdere. ”Journalister er en forkælet race. De er højtlønnede og har job med høj status.”

Ingen bevidsthed om virkeligheden Hvis man spørger Solveig Schmidt, tænkes skævheden ind i undervisningen på Journalisthøjskolen.

”Den største udfordring er, at I ikke selv ved det,” siger hun og fortæller, at de studerende ofte ingen bevidsthed har om, at de rent faktisk repræsenterer en beskeden del af de sociale lag i samfundet.

Problematikken er derfor arbejdet ind i 1. semesters første forløb, JMU. Nogle gange forsøger underviserne at teste de studerende i, hvordan resten af samfundet ser ud. ”Klassikeren er, at de studerende tror, at 30-40 procent har en videregående uddannelse. Men det er altså kun 5 procent af befolkningen, der har en lang videregående uddannelse,” fortæller hun.

Drikker vagthunde sig fulde?

Tekst: Kirstine Høj Illustration: Asbjørn Sand

Kan vi, kommende vagthunde, skæres over én kam? Er vi alle sammen børn af Familien Danmark, hvor mor og far har mellemlange videregående uddannelser? Er vi en selvsikker, spørgelysten flok af københavnere og århusianere med trang til fredagsbar, fest og fancy mixede drinks? Er vi virkelig så vilde med at høre os selv tale? Vil vi til enhver tid demonstrere i Villys navn iført moderigtigt, afslappet tøj og en øl i hånden? Og vigtigst af alt: Hvad spiser sårn nogle som os?

Kun én kender os; Anne-Marie Dohm, rektor på Danmarks Medieog Journalisthøjskole: Hvor i landet kommer en journaliststuderende fra?

En typisk journaliststuderende kommer fra hele landet, fordi vi er en landsdækkende uddannelsesinstitution.

Hvad arbejder journaliststuderendes forældre med?

Undervisning, eller i hvert fald et

fag, hvor man som minimum har en mellemlang videregående uddannelse.

Hvad spiser en journaliststuderende?

Mængden af pasta, havregryn og pizza er formodenlig relativ stor.

Hvad drikker en journaliststuderende?

I gamle dage ville jeg jo nok have sagt øl, men den holder jo ikke nogen steder - hverken på studiet eller i fagene. Der er nok gået kildevand i den.

må gerne have været en tur i genbrugsbutikken.

Hvad stemmer en journaliststuderende?

Journaliststuderende ligger lidt tættere på midten end studerende generelt med den samme uddannelsesbaggrund.

Hvordan ser en journaliststuderende sin faglige identitet?

Vagthunden: den kritiske person, som stiller spørgsmålstegn ved tingene, som skal grave og undersøge med en vis skepsis.

Hvor tit drikker en journaliststuderende sig fuld?

Det er jo nok en gang eller to om ugen, måske. Jeg tror ikke, en journaliststuderende adskiller sig fra andre studerende.

Hvad er det mest karakteristiske træk ved en journaliststuderende?

Nysgerrigheden.

Hvilken frisure har en journaliststuderende?

De er ret moderigtige i virkeligheden.

Journaliststuderendes mest karakteristiske træk:

Hvilken tøjstil har en journaliststuderende?

Der er gået sådan lidt retro og vintage i den. Det er jo tydeligt. Man

Journaliststuderendes mest karakteristiske træk

Mandlige journaliststuderendes tøjstil:

”At ville frem i verden, opleve og opdage”

”Med drengene er det hele stramt”

- Greta Geir Nielsen, Danmarks Radio, Århus

- Christina Egelund Christensen, Aarhus Akademi

”En ivrig, nysgerrig person” - Malene Bech Christensen, Sygeplejeskolen, Århus

ILLBUNKER.dk

Journaliststuderende er politisk aktive Er det muligt at bedrive objektiv journalistik, samtidig med at man skilter med sine holdninger i et politisk parti? Ja mener ekspert, nej mener to store praktisksteder Tekst: Kresten Morten Munksgaard

At studerende på Journalisthøjskolen har en holdning til det meste, kan ikke overraske mange, der har deres daglige gang på skolen. En rundspørge blandt de studerende viser, at en fjerdedel tidligere har været medlem af et politisk parti.

Ni procent er det stadig. Blot fem procent af den danske befolkning er medlem af et parti. Det vil sige, at næsten dobbelt så mange journaliststuderende er politisk aktive i forhold til resten af befolkningen.

Tallene overrasker ikke David Nicolas Hopmann, der har skrevet en ph.d.-afhandling på SDU om balance og upartiskhed i politisk journalistik. ”Hvis man kigger på partimedlemmer, vil der oftest være en overrepræsentation af højtuddannede.

Derfor har det ikke nødvendigvis

noget at gøre med journalistuddannelsen,” siger David Nicolas Hopmann. Han påpeger desuden, at det ofte sker, at folk, der interesserer sig for politik ønsker at blive journalister.

sin politiske holdning, men han understreger, at det ikke er noget de kan eller vil kontrollere.

Begge medier understreger, at et partimedlemskab ikke udelukker en praktikplads, hvis blot praktikanten melder sig ud af partiet, inden praktikken starter.

Medlemskab kan blive et problem Hos to af de store praktiksteder har man en klar holdning til de medarbejdere, der er medlem af et politisk parti. ”Du kan ikke arbejde på TV2, hvis du samtidig er medlem af et parti.

Det går ikke, at vi mistænkes for at være i lommen på nogen, når vi formidler nyheder. Både for vores egen og journalistens skyld,” siger redaktionschef for TV2 Nyhederne, Jacob Nybroe.

Næsten samme melding lyder fra Søren Holm-Hansen, praktikvejleder på Jyllandsposten. Her er det heller ikke velset, at man skilter med

Politisk aktive studerende Anne Bjerregaard Kristensen på 5. semester er tidligere folketingskandidat for Kristendemokraterne og er i dag aktiv i Cura ungdom, som er en politisk tænketank, for unge med kristendemokratiske holdninger. Hun arbejder til dagligt på Altinget.dk hvor hun er i praktik. Hun mener ikke, det politiske engagement skaber problemer for hendes objektivitet. ”Jeg kan godt skille tingene ad. Jeg er journalist og ikke politiker, så det er ikke et problem. Faktisk har mit

politiske engagementet givet mig bedre indsigt og et større netværk, som jeg bruger i mit arbejde,” siger Anne Bjerregaard Kristensen.

Forfejlet diskussion David Nicolas Hopmann mener hele diskussionen om partimedlemskab er helt forfejlet. ”Bare fordi du melder dig ud af et parti, ændrer du jo ikke holdninger.

Der findes ikke en knap, man kan trykke på, og så bliver man objektiv,” siger han.

Han mener ikke, at det er et problem, at så mange journaliststuderende er eller har været politisk aktive. ”Der er ingen entydige beviser for, at journalistikken i Danmark er skævvredet, og jeg tror, at hele diskussionen bunder i en grundlæggende skepsis over for journalister,” siger David Nicolas Hopmann.

The Danes are not as reserved as they think they are ”Danes can be a little reserved, so be prepared to take the first step.” So says the Handbook for International Programs at DSJ. This semester there are 49 exchange students at Journalisthøjskolen.

One of them is 28-year-old Antonia Zennaro, who doesn’t think this description fits the Danes Text: Thea Berg Johansen Photo: Lærke Posselt

It’s wednesday. As the sun is setting over Brabrand, Antonia makes Italian coffee on the ceramic stove. The bare walls in the apartment show that the four girls who live here haven’t been living here for long. The entry phone at the door says ”Journalisthøjskolen 3. th.” They all moved in late January or the beginning of February to attend a photo journalism program at Journalisthøjskolen.

For the time being she is the only one who is at home but it won’t be long before Antonia’s kitchen is filled with people.

The Danes Antonia was born in Germany but grew up in Northern Italy. She moved to Århus from Hamburg, and the difference between the Danes and the German people, who she knows so well, is striking. ”The Germans can be uptight and want to have things their way. The Danes are more easy going,” Antonia says and continues, ”I like that the Danes want to taste life, and that they know how to do so.”

The espresso can on the stove is boiling as the first people show up at the apartment on Emmasvej. Today a Danish girl, Katrine, is

coming to teach Antonia Danish, and two guys from Antonia’s photo class is coming to dinner. ”I really want to learn Danish, now that I have the opportunity,” Antonia says. As the kitchen is filling up with people, Antonia starts cooking. ”This is why Italian women have such big arms,” Antonia smiles, stirring polenta, a heavy Italian maise porridge.

Coming to Århus It has been almost two months since Antonia moved to Denmark.

After living in Paris, Rome and Hamburg, Antonia knows what it’s like to start a life in a new city, ”Changing town is always fucking hard.

It takes some time to integrate yourself.” All the international students in the kitchen agree that the school has done a lot to make them feel welcome. ”We didn’t have to think of

anything when we came here,” Antonia says and continues, ”We were picked up at the train station, and they drove us to the place where they had arranged for us to live.”

The past ten years Antonia has not been living at home in the North Italian mountains. Her passion for photography has made her move around quite a bit. Journalisthøjskolen is hopefully the professional school for photography that she could not find in her home country. ”So far I like the school and Denmark a lot.

I might consider moving here but I have only been here two months, and maybe I won’t find it as great after living here for five years,” Antonia wonders. But right now she values her time in Århus. ”I don’t think the Danes should have such a negative view on themselves,” Antonia says and continues, ” I really like the honesty of a Danish handshake.”

ILLBUNKER.dk

Temposkift på 7. semester Halvandet år i praktik gør dig ikke til journalist. Tilbage på 7. semester giver tiden plads til fordybelse, mens teorien udfordrer Tekst: Mette Albæk

”Det føles som en maveplasker at komme tilbage fra praktik, hvor jeg har været vant til at svømme, så stærkt jeg kunne. Nu skal jeg pludselig lære at svømme på ryggen,” siger Jonas Fjordside.

Han er en blandt de studerende på 7. semester, som netop er vendt tilbage til Journalisthøjskolen efter halvandet år i praktik. For Jonas Fjordside er det både frustrerende og udfordrende at komme tilbage fra det journalistiske liv på Nordisk Film.

Og et kapitel mere af studielivet kræver tilvænning, bekræfter Håkon Stolberg, hjemvendt praktikant fra DR: ”Jeg havde hørt mange dystre ting om at komme tilbage, men 6. semester kan godt begynde at glæde sig.

Jeg synes, det er rigtig godt at få banket noget viden ind i hovedet igen.”

Mindre arbejdspres Mange har været væk fra Århus i praktiktiden. Den største ændring i de studerendes hverdag er dog, at arbejdspresset er væsentligt mindre.

Vi har ikke en deadline hæn-

gende over hovedet hver eneste dag, og vi slapper lidt mere af med opgaverne,” siger Jonas Fjordside.

Fra Journalisthøjskolens side er det helt bevidst, at tempoet på 7. semester ikke er lige så højt, som de studerende oplever det i praktikken. ”Når du er i praktik, har du måske en halv time til at lave en nyhed. Du er i fuldt løb.

Du skulle gerne fortsætte dit løb på 7. semester, dog lidt langsommere, så du tænker dig om imens,” siger Henrik Berggren, faglig leder på Journalisthøjskolen.

Små, hurtige nyheder med tilhørende kort deadline er skiftet ud med lange forløb, hvor de studerende kan fordybe sig, og det har sine fordele. ”Det passer mig rigtig godt, at der nu er tid til at lave tingene ordentligt. Det giver nogle helt andre muligheder,” siger Håkon Stolberg.

Fra deadline til teori Jonas Fjordside og Håkon Stolberg har sammen med deres semesterkammerater siddet tungt i Frøberts dybblå stolerækker de seneste uger. De er bogstaveligt talt tilbage på skolebænken, og det finder de hurtigt ud af. ”Tempoet er lavt, for det er svært materiale, vi sidder

med. Og så skal man lige lære at lære igen,” siger Jonas Fjordside.

Ifølge Henrik Berggren er det Journalisthøjskolens pligt at udfordre de studerende, og derfor må teorien gerne være tung: ”Det er vigtigt at skelne mellem analytiske opgaver og journalistiske opgaver. De studerende har vist ude i praktikken, at de for eksempel kan lave nyheder.

Det er vores udfordring at udfordre dem.”

KAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGE

IDÈUDVIKLING TIRSDAG DEN 14. APRIL kaffekagekaffekagekaffekagekaffekagekaffekage Kl. 15.00 kaffekagekagekaffekagekaffekagekaffekagekaffekagekaffekagekaf LOKALEINFO FØLGER kaffekagekaffekagekaffekagekaffekagekaffekagekaffe KOM OG VÆR MED- Det er sjovt! kaffekagekaffekagekaffekagekaffekagekaffe

KAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAFFEKAGEKAGEKAFFE

ILLBUNKER.dk

Fra bylines til bogomslag Journalister udgiver flere bøger end førhen, og mange af tidens mest populære forfattere er uddannede journalister. På Journalisthøjskolen drømmer hver fjerde studerende om at gøre dem kunsten efter Tekst: Anja Bencke

Mange danskere har i de senere år været opslugt af bøger, skrevet af journalister.

Læserne har ladet sig begrave levende med Lisbeth Salander fra bogen ”Mænd der hader kvinder”. De er rejst med ”stemmen” gennem fortællingen om Blekingegadebanden. De er trådt henover Christiansborgs bonede gulve på høje hæle, og de har fulgt tempelridderen Arns kampe i middelalderen.

Fortællingernes forfattere Stieg Larsson, Peter Øvig Knudsen, Hanne-Vibeke Holst

og Jan Guillou er blot et udpluk af de uddannede journalister, der har ladet ordene flyde, og teksterne blive flere hundrede sider lange. Flere og flere journalister bliver forfattere, og de er populære som aldrig før.

Studerende med forfatterdrømme Den tendens har potentiale til at fortsætte, for på Journalisthøjskolen lever forfatterdrømmene i bedste velgående. Illustreret Bunker har lavet en rundspørge blandt de studerende, der viser, at mange går rundt med en bog i maven. Hele 76 procent af de studerende drømmer om at begrave slagsbegrænsningerne og udgive en bog i løbet af deres karriere. Og 26 procent vil hellere udelukkende have deres navn stående på bogomslag end på bylines.

Forfatteren, der blev journalist Sådan var det også for journalist og forfatter Leif Davidsen, da han gik på Journalisthøjskolen i starten af 1970’erne. Han betegner sig selv som en forfatter, der blev journalist, fordi han allerede som ung ville skrive bøger og senere valgte journalistikken som et kompromis, der gav ham en levevej.

”Jeg ville skrive og fortælle historier. Selvom journalistik og fiktionslitteratur er to meget forskellige ting, så er begge dele historiefortælling,” siger han.

Leif Davidsen arbejdede i tyve år på Danmarks Radio og holdt ved journalistikken i mange år, selvom han fik sit gennembrud som forfatter. ”Jeg kunne godt lide vekselvirkningen mellem at være journalist og forfatter,” siger han.

Populære genrer og hurtige bøger Nils Bjervig er chefredaktør på BogMarkedet, der er tidsskrift for den danske bogbranche. Han har lagt mærke til det stigende antal journalister, der udgiver bøger, og at der hyppigt optræder journalistforfattere på boghandlernes bestsellerlister. Han mener, at journalistforfatternes succes i høj grad skyldes, at de ofte skriver bøger i genrerne spændingsroman og biografi, der er meget populære blandt danskerne. Men der er også sket et stilskift inden for journalistik. ”Journalister er blevet bedre til at fortælle personlige historier, og derfor kan flere også skrive bøger,” siger han.

Nils Bjervig fortæller, at journalistforfatterne skriver mere faglitteratur end skønlit-

teratur, og her kan evnen til at arbejde med korte deadlines være en stor fordel i aktuelle sager. ”Tag Stein Bagger-bøgerne som eksempel.

Det er et aktuelt emne, og de skal skrives hurtigt. De bliver alle sammen skrevet af journalister,” siger han.

Fiktion og samfundsspejl Leif Davidsen skriver netop spændingsromaner, og han fik i 2007 Bog og Idé-prisen, der kårede ham som danskernes yndlingsforfatter.

For ti år siden valgte han journalistikken fra og har siden været forfatter på fuld tid. Men han har gennem hele sit forfatterskab haft stor glæde af sin journalistiske baggrund, og hans bøger er et produkt heraf. Særligt journalistikkens researchteknikker åbnede hans øjne for en masse muligheder, og det har hjulpet ham frem til den genre, han skriver i dag – nemlig den politiske spændingsroman, der er en blanding af fiktion og en afspejling af samfundet. ”Hvis ikke jeg var blevet journalist, så ville jeg sikkert skrive anderledes i dag. Jeg var nok blevet forfatter alligevel, men en helt anden slags,” siger Leif Davidsen.

Bodegaernes gallaaften: De gyldne toiletruller uddeles Det var blevet tid til uddelingen af De Gyldne Toiletruller.

Afgørende kriterier

Tekst: Ditte Hedegaard og Merete Skibelund Foto: Melissa Ørnstrup

Vi havner der alle – før eller siden – på én af de mere eller mindre skumle bodegaer i Århus midtby. Selvom det kun er et kort visit, vi aflægger, er der andet, der for nogle

af os er mindst lige så vigtigt som prisen for en kold pilsner. Nemlig toiletforholdene.

En højhellig onsdag aften drog vi ud på vores jernheste, fast besluttede på at bedømme toiletfaciliteterne på fem nøje udvalgte bodegaer i Århus midtby. Med os bragte vi pen, blok og gode venner med lysvågne øjne og en forfinet lugtesans.

Bedømmelseskriterierne var lugt, rengøringsniveau og kønsopdeling af toiletterne. Vi lagde desuden vægt på, om der var sæbe, reservetoiletruller og mulighed for afsluttende fingertørring.

Vi kunne fra start konstatere, at toiletniveauet var forbløffende højt i forhold til det umiddelbare indtryk, bodegaernes stuemiljø gav. Det var dog ikke alt, der var fryd, gammen og blomsterduft. Selv Fredagsbarens uhumskheder af toiletter er lækre ved siden af det, vi oplevede denne aften. På Passage Vinstuen lå det i forvejen ikke så lækre håndklæde i skraldespanden.

Kurts Mor kunne præsentere en grusom lugt samt masser af urin omkring – og ikke i - toilettet. Celinas Bar på Nørre Allé bød på vægfliser a la karakteristisk lortebrun 70'er-farve, og det kneb med reservetoiletruller samt en næsten tom sæbedispenser.

Vatpinde til hjørnerne Hjorten havde utroligt meget at byde på – bare ikke et egentligt toilet til mændene.

Så hvis der kommer en mand ud fra dametoilettet, er det et ildevarslende tegn, der lige så godt kan betyde ”Ingen adgang”.

Bedst var det på Cirkuskroen, hvor toiletterne skinnede, og alt så ud til at være gjort rent med en vatpind. Eneste minus er (for drengene), at tøserne kan se direkte ind i pissoiret.

Hermed en opfordring til at besøge de mange hyggelige bodegaer, som Århus har at byde på. Ud over nogenlunde hygiejniske toiletforhold smagte øllene usædvanligt godt alle fem steder.

Skål – og god tur på toilettet.

Uddeling af De Gyldne Toiletruller Cirkuskroen: Kurts Mor: Passage Vinstuen: Hjorten: Celinas Bar:

ILLBUNKER.dk

Et bandemedlem taler ud Bo Weymann står frem som ”Stemmen” fra bøgerne i filmen om Blekingegadebanden. Hans historie er både vedrørende og dybt fascinerende, men desværre sker det på bekostning af andre vigtige journalistiske elementer Tekst: Nicolai Lisberg Larsen

Købmagergade 1988. Den 22-årige Jesper Egtved Hansen bliver ramt af et skud og dør få timer senere.

Det er stadig en gåde hvem, der affyrede det dødbringede skud. Det laver denne film ikke om på - og godt det samme! For instruktør An-

ders Riis-Hansen er det vigtigere at fokusere på spørgsmålet omkring, hvad der drev en lille flok tilsyneladende helt almindelige danskere ud i voldsom kriminalitet og indirekte medvirken til terroraktioner.

En sympatisk familiefar I Peter Øvig Knudsens Cavlingvindende bøger om Blekingegadebanden hører vi ”Stemmen”, der fortæller om de tanker, der gik gennem hovederne på medlemmerne af Blekingegadebanden. I filmen afsløres den 53-årige familiefar og IT-direktør, Bo Weymann, som ”Stemmen”.

Han fortæller åbenhjertigt om sine

oplevelser og overvejelser i forbindelse med sin medvirken i banden.

Det, at Bo Weymann står frem, giver filmen en enorm berettigelse, da det bliver en meget personlig og følsom beretning om tiden under og efter Blekingegadebanden. Til tider bliver beretningen endda så følsom, at man må huske sig selv på, at manden, der sidder med tårer i øjnene, har været ophavsmand til en lang række voldsomme kriminelle handlinger, for ikke at fatte sympati for ham.

Der mangler noget Selvom det dybdegående interview

med Bo Weymann er fantastisk, ændrer det ikke ved, at filmen kryber uden om andre vigtige aspekter ved hele Blekingegadebandesagen.

I bøgerne kommer det frem, at kriminalpolitiet allerede i 1983 er tæt på at opklare nogle af gruppens røverier, men at efterforskningen i al diskretion bliver stoppet fra højeste sted i Justitsministeriet. Det fik Uffe Ellemann til at forlange en kulegravning af sagen, da bøgerne kom frem.

Men alligevel bliver problemstillingen ingenlunde berørt i filmen.

Derfor kan filmen, der kan opleves i Cinemaxx, også kun ses som et supplement og ikke en erstatning for bøgerne.

Lokkende læsesteder

Lær at samarbejde

Nu er tiden kommet – den tid, der betyder decideret og uundgåelig lektielæsning for både første og tredje semester. Mediejura og samfundsfag. De studerende kryber mellem Frøberts og bunker-biblioteket som små, flittige bogorme.

Men for nogle af os er det hårdt sådan at være kastet i de tykke bøgers vold. Og skolens bibliotek kan ikke ligefrem beskrives som åsted for koncentration og fordybelse. Derfor denne guide for de bogorme, der savner luftforandring.

- Hvis du er heldig Om forfordeling af nogle studerende Tekst: Jeppe Kondrup Adelborg

3. Semester og medierum – Hurra! Nu skal jeg gå i klasse og samarbejde med de vidunderlige fotojournalister igen.

Eller det troede jeg i hvert fald, indtil jeg så klasseopdelingen. Syv fotojournalister på hold 1. Nul fotojournalister på hold 2. Gæt selv, hvilket hold jeg var på.

Jeg så positivt på sagen og tænkte; ’Nåh, men jeg kan vel stadig samarbejde med nogle af dem, når jeg skal lave opgaverne’. Eller det troede jeg i hvert fald, indtil jeg så den første opgaveformulering: FOTOJOURNALISTERNE MÅ IKKE ARBEJDE PÅ TVÆRS AF HOLDENE.

Tekst: Merete Skibelund Foto: Henrik Dons

Musikhusets balkon Her er både lyst, varmt og god plads til lidt gymnastisk udfoldelse, når blodet ikke længere cirkulerer med passende fart i hjernen og kroppen. Og så er her en fantastisk udsigt!

Toiletterne er i en klasse for sig og fortjener også et lille besøg, når nu du er her.

LYNfabrikken

På intet tidspunkt har vi skrivende journalister haft mulighed for at sætte flueben ved, om vi vil på hold med de syv Canonbærere eller ej. Den valgmulighed burde under alle omstændigheder være der, når medie(rum) skal vælges. Det kan kun blive en fordel. For både lærer og studerende.

Et samarbejde med en fotograf er velsagtens en situation, vi alle kommer til at stå i, når vi, om ikke så forfærdeligt længe, (måske) skal ud skrive til den RIGTIGE verden. Vil nogle så ikke stå bedre rustet til det samarbejde end andre?

Når nu de har prøvet det i skoleøjemed.

Desværre kan Søren Pagter ikke gensplejses, så han er i stand til at undervise to hold med fotografer. Men kunne man i det mindste ikke give alle elever lige stor mulighed for at få en fotograf med på tur? Og så blot afvikle fotofeedback på det ene hold?

Caféen i LYNfabrikken er et fantastisk sted, hvor du kan dulme dine journalistiske nerver med koffein. Stedets indretning betyder, at du har valget mellem at isolere dig selv ved vinduesbaren eller tage læsegruppen med og snuppe et af de lange arbejdsborde. Hvis vejret er godt, er her en tagterrasse, så du kan få lidt kulør i kinderne, selvom hovedet er begravet i bøgerne. Du finder LYNfabrikken i baggården i Vestergade 49.

Hovedbiblioteket Biblioteket i midtbyen byder på mange læsesteder. Favoritten er dog rummet lige til venstre, når du er gået gennem svingdørene. Mindspot, hedder det. Det er lavet til unge under 20 år, men her er sjældent nogen, så feel free til at slænge dig i sækkestolene. Her er der både mulighed for at være flittig og for at tage en slapper, når behovet uvægerligt melder sig.

Domkirken

Café Under Masken

Kniber det med læselysten, og trænger du til hjælp fra oven, er byens domkirke svaret. Her er SÅ meget plads! Faktisk er der frit valg på alle bænke. Og et mere stille sted finder du næppe. N.B. Forbered dig dog på, at når der er børnehavebesøg, så er det nødvendigt at droppe bøgerne for en stund – til gengæld er det glimrende underholdning.

Dette er ikke stedet for dig, der behøver ro for at læse.

Espressomaskinen sprutter, gæsterne taler ivrigt, og musikken er ikke just dæmpet. Men her i kælderen er der en helt særlig atmosfære, der gør, at du hurtigt får bekæmpet dagens lektiebyrde, så tiden i stedet kan bruges til at dagdrømme dig væk til en balinesisk sandstrand med en velfortjent pilsner foran dig. Og så må her ryges.

I et forløb, hvor mantraet har lydt noget i nærheden af: ”Skriv billeder frem for læseren” ville det måske være meget rart at sparre med en person, der skal leve af at se billeder i alting. Til trods for hans ikke prangende hårpragt, ville jeg da gerne have haft fotojournalist Nikolaj Svennevig med på reportage, for jeg tror på, at jeg kunne lære noget af ham. Og forhåbentlig også omvendt.

Under alle omstændigheder må det ene holds studerende lære noget konkret, som det andet holds ditto ikke lærer.

Det er vel ikke hensigtsmæssigt. Derfor spørger jeg; er det ikke en urimelig fordel til de studerende, der går op og ned ad fotograferne i fire uger? Jeg ved det ikke. For jeg var på hold 2.

ILLBUNKER.dk

Journalisthøjskolen er en MIDDELMÅDIG og MANGELFULD uddannelsesinstitution Tekst: Niels Toftegaard, 5. semester i praktik i Flyvertaktisk Kommando

Advarsel: Dette læserbrev har to vinkler!

Vinkel et: Journalisthøjskolen er ikke en top-moderne uddannelse, selvom rektor Anne-Marie Dohm påstår det i sidste udgave af Illustreret Bunker.

Det er jo nemt nok at sige. Der er ikke så mange, der har prøvet andre journalistuddannelser. Jeg er dog kvalificeret uenig i, at Journalisthøjskolen tilbyder så topmoderne en uddannelse.

38 % af praktikstederne – 77 ud af 203, ansætter praktikanter i kommunikationsstillinger. Det fremgår af journalisteripraktik.dk. Andelen af undervisning på Journalisthøjskolens førstedel i kommunikationsstra-

tegier, pressekontakt, medietræning og spin er lig: 0 %.

Fotojournalisterne kommer i praktik på de store dagblade. Hvem tager billeder de øvrige steder? Det kan journalistpraktikanterne være heldige at komme til. Men undervisning i at tænke i foto er begrænset til et par timer på 1. semester.

En top-uddannelse får vel også topkarakterer af de studerende i deres evalueringer af undervisningen. Det skete ikke, da jeg gik på skolen. Jeg tvivler på, at det er sket i løbet af det semester, jeg har været lukket ud af det lukkede værksted.

Det er hænger ikke sammen med Anne-Marie Dohms påstand om en top-moderne uddannelse.

Vinkel to: Illustreret Bunker drives, og er tidligere blevet drevet, af fri-

villige ildsjæle, der bruger en masse tid og kræfter på at skabe en avis. Jeg synes, det er flabet af Anne-Marie Dohm at kalde layout og distribution gammeldags og nærmest opfordre til at droppe papirudgaven og udelukkende udkomme online. ’Hvis ikke journaliststuderende skal have en avis – hvem skal så?’ spurgte redaktør Peter Zacher mig til den nyligt overståede KaJ-fest. Tidligt på aftenen.

Journalisthøjskolen lærer os ikke at skabe en avis før allersidst på 3. semester. Undervisning i layoutprincipper og InDesign er kun for det fåtal af studerende, der vælger trykte medier på medierum 1. Forudsætningerne for at gøre noget ved Illustreret Bunker rent visuelt skal komme på redaktører og bun-

ker-hangarounds’ eget initiativ og tidligere erfaringer – selvom Journalisthøjskolen gennem to år har været fusioneret med Den Grafiske Højskole. Endnu en gang er jeg begrænset i min viden, da jeg har været væk i et semester. Men jeg har endnu ikke hørt om et konkret udbytte af fusionen. Ud over XXX. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive dette læserbrev med en humoristisk og konstruktiv tilgangsvinkel.

Nu er jeg bare blevet mavesur.

DE NYE STUDIEKORT STINKER! Tekst: Henrik Dons Christensen, Fotojournalist, 2. semester

Jeg fatter virkelig ikke, at skolen får lavet studiekort til os studerende, hvor man ingen steder kan se, at det faktisk er et studiekort.

I stedet har skolen - igen - valgt at gøre lidt for meget ud af deres visuelle profil med en hel side dedikeret til smarte ord og X’er.

Det ser flot ud, men jeg tror bare ikke, at

det hjælper, hvis vi gerne vil lave journalistik eller have studierabat, for ingen kan se, at det er studiekort for studerende på Journalisthøjskolen. Tværtimod. Det gavner ikke nogen steder, at man skal overbevise folk om, at det er et studiekort, som jeg eksempelvis var nødt til for at få studierabat på en tur til Berlin. Så er der et eller andet galt med det kort.

Samtidig undrer jeg mig over, at skolen vælger at sætte en maskine op til at tage bille-

derne til studiekortene, når vi er en årgang fotojournalister, som netop står og laver det samme nede i den anden ende af bygningen.

Det er sådan en situation, fotografer bliver udsat for, når de kommer ud i arbejde. De skal tage portrætter med det samme lys og det samme udtryk. Hvorfor kan der så ikke være mulighed for at gøre det som en opgave på skolen i begyndelsen af det andet semester, hvor vi alligevel arbejder med lys og portrætter? På mit hold valgte vi selv at

lægge lys og baggrund på billederne til studiekortet og fik nogle nogenlunde hæderlige billeder ud af det.

I stedet vælger jeg at lade være med at benytte mig af det nye ”studiekort”. De samme oplysninger står på det gamle, inklusiv den engelske formulering af ordet studiekort.

Så må skolens visuelle profil altså komme i anden række.

ILLBUNKER.dk

Afsløring: Dohm på vej til NATO Hun rejser meget, hun har aldrig tid til spørgsmål, og når hun endelig bliver konfronteret, så svarer hun ikke.

Konklusionen er soleklar: Anne-Marie Dohm kandiderer til topposten som NATO’s nye generalsekretær

Er du klar over, at NATO søger ny generalsekretær? ”Jeg kommenterer kun på ting vedrørende journalistik i dag”.

Ved du, hvad NATO er? ”Jeg kommenterer kun på ting vedrørende journalistik i dag”.

Er du kandidat til topjobbet i NATO? ”Jeg kommenterer kun på ting vedrørende journalistik i dag.”

Halvandet år i jobbet som rektor er åbenbart nok for Dohm. Nu skal studerende skiftes ud med soldater, Frøberts med frømænd og lærere med, hmm… lasertanks måske.

Var det nogen fra NATO, som du snakkede med før? ”Ingen kommentar.”

Vi bankede på hos Dohm. [’Am-ster-dam] – sådan gør man i militære kredse. Dohm åbnede døren, men undskyldte sig med, at hun sad i samtale. Hårdt presset måtte hun erkende, at hun havde tid igen 15 minutter senere.

Bagsiden har talt med et højtplaceret medlem af lærerstaben på Journalisthøjskolen. Vedkommende optræder anonymt som ”L.B.”, men hans rigtige navn er Bagsiden bekendt.

Det lader til, at andre ansatte på skolen allerede står klar i kulissen til at overtage rektors plads, fortæller L.B, der dog ikke vil nævne nogen navne – udover Jan Dyberg. Det er faktisk kun Dyberg, siger L.B.

Bagsiden mødte op til den aftalte tid og fandt Dohm siddende alene på sit kontor. Som den trænede debattør hun er, forsøgte hun at anfægte vor journalistiske troværdighed – en kildeaftale skal åbenbart forelægges for kilden også. Nuvel.

Dohm lyver.

Rektor havde sat sig selv på repeat, da Bagsiden konfronterede hende. Den storgrinende facade dækker over mere.

Bagsiden analyserer: manisk latter: tegn på løgn.

Lige øjenbryn: tegn på dårlig samvittighed. Sved på panden: en presset kvinde.

Bagsiden laves af: Niels Schack Anders Topp Thomsen Julie Marstrand Hansen

Bagsiden udfordrer dødssynderne Stil et lukket spørgsmål og brænd i helvede.

Interviewets mester, Lars Bjerg, kunne formentlig aldrig finde på at stille et dårligt spørgsmål. Men hvordan reagerer han, når man interviewer ham og konsekvent bryder de syv dødssynder, han har opstillet i sin bog ”Som man spørger”?

Bagsiden udfordrede dødssynderne og overlevede.

Vi bringer her et uddrag af verdens måske dårligste interview Hvorfor har du skrevet “Som man spørger”?

står med i hånden. Arh, det var et dårligt eksempel.

Det har jeg strengt taget ikke. Det startede som et kompendium, som Roskilde Universitets Forlag gerne ville udgive som bog.

Bliver du ikke for ensporet, når du underviser i din egen bog? Det havde jeg en gymnasielærer, der gjorde. Er det noget du er opmærksom på? Eller..?

Du har skrevet den her bog om interviewteknik. Er det fordi, du synes, det er en af journalistens vigtigste redskaber?

En hammer er en skidevigtig ting for en tømrer, men han skal også forstå, hvad han

Jeg underviser ikke i min egen bog. Det ved jeg ikke, hvor I har fra.

Der findes jo også andre bøger om interviewteknik...

-Lang pause- Gør der?

Din bog er meget god. Den er også verdens korteste. Det er måske derfor, vi godt kan lide den...

Ja, jeg har tit hørt, at den er dejlig kort. Det er måske, fordi den ikke er skrevet som en bog.

Du er forholdsvis uerfaren i praktisk journalistik. Hvordan kan du så skrive en bog om det?

Jeg er slet ikke uerfaren. Det ved jeg ikke, hvor I har fra. Jeg har syv års erfaring som

journalist. Hvor meget skal man have?

Øhh... Tak for interviewet, Lars.

Bagsiden valgte her at afsløre missionen, og Lars måtte erkende, at vi, på trods af vores elendige spørgemål, stadig havde livet i behold. “Jeg er blevet Bunk’d,” indrømmede L.B.

ILLBUNKER.dk

Langt fra Frøber ts og argumentanalyse Efter en hel uge med researchprojekt sker transformationen: Fra journaliststuderende Thea til The Tambourine Tease. Nogle kalder hende Sex on Legs. Og det forstår man efter syv timer i selskab med rockbandet ”Emily and The Orgasm Addicts” Tekst: Sofie Tholl Fotos: Lærke Posselt

”Det handler om at skille tingene ad,” fortæller Thea Berg, percussionist og studerende på 2. semester, på vej over til kollektivet, som huser to tredjedele af bandets medlemmer. Det er her de hænger ud, og de har aftalt at mødes i god tid til kaffe og en smøg.

Hun er usminket og har hevet en sort hue ned over det stride, hvide hår. Hele dagen har hun siddet i sin lille lejlighed på Fynsgade og

arbejdet på en artikel. ”Jeg skal altid være færdig med mine skoleting, inden jeg skal ud og spille, så jeg kan være helt klar,” siger hun. Bandet har øvet tre timer hver tirsdag i tre år, og næsten alle weekender er afsat til at spille koncerter. Thea Berg har en stram kalender, i maj måned skal bandet på SPOT-festival.

Kollektivet er spækket med gamle møbler, en motionscykel, et klaver og en kasse med Lego. Der er ting overalt, og musikken strømmer ud fra de forskellige værelser i lejlig-

heden. Katten Lone smyger sig om benene på trommeslager Silas. ”Vi er simpelthen så dårlige til at komme til tiden, derfor bliver vi nødt til at mødes her først,” siger Thea og tager et sug af sin tredje smøg.

Så kommer Emily, melodiforfatter og forsanger i bandet. ”Fuck, jeg har været nervøs i to dage nu. Jeg har fucking fået et forkølelsessår af det,” siger hun, tager en smøg og sætter sig i sofaen. I aften skal ”Emily and The Orgasm Addicts” spille på Musikcaféen i Århus.

P3 og Roskilde Festival afholder en konkurrence om airplay på P3 og retten til at smadre sin musik ud over plænen på Roskilde Festival.

Sammen med fire andre bands skal de spille om retten til at gå videre i konkurrencen.

Stramme jeans og afmålte blikke ”Nu går vi fandeme,” siger Silas stresset, mens bassisten Fillip kommer daskende ud af et værelse.

Der bliver ingen taxa: Turen fra Trøjborg til Mejlgade tages til fods.

Med en sportstaske fuld af kabler, en taske med en lilletromme, guitarer på ryggen og en kuffert fuld af gear går de mod spillestedet.

De fem forskellige bands tjekker hinanden ud. Det er stramme jeans og afmålte blikke. De vil alle sammen vinde den airplay. ”Man må fucking ik’ ryge herinde,” siger guitar- Joe, mens han kigger sig omkring i det lille backstagelokale. ”Det plejer man da at må’. De andre bands er nok nogle tightasspussies,” siger Silas og griner.

Thea tager en øl. ”Jeg spiller bedst på fire øl; sådan lidt snaldret, men ikke rigtig fuld,” fortæller hun og hiver en artikel op af tasken. Den er på engelsk. Derfor skal Emily som er halvt englænder - lige læse den igennem.

Imens indtager Thea badeværelset.

Læbestift og sort kohl, hårspray og nylons.

Splintrende trommestik ”Emily and The Orgasm Addicts” skal på scenen.

Der står splinter fra trommestikken, når Thea smadrer den mod koklokken. Hun er transformeret.

Hendes rødmalede læber vrænger koret ud. Den stramme røde kjole dækker næsten det, den skal.

Som hun står på scenen, er hun langt fra Frøberts og argumentanalyse. Skiftevis hiver hun den meget korte røde kjole op og ned, og tambourinen rystes. Pludselig giver det mening, at hun går under navnet Sex on Legs.

I morgen klokken ni venter feedback tilbage i betonen. Men lige nu er hun Thea - The Tambourine Tease.