Illustreret Bunker – 3 2009

RADIOEN LUKKER

Efter ti år slukker skolens ledelse for studenterradioen. I stedet er ledelsen åben for et helt nyt koncept. Men det er de studerendes eget ansvar at få stablet det på benene.

side 2

FORPRAKTIK UNFAIR FORDEL? RUC’erne skal i forpraktik kort før panikdagen. ’Unfair fordel’ siger KaJ. Men er der overhovedet sammenhæng mellem forpraktikken og RUC’ernes praktikpladser?

Illustreret Bunker afslører

side 16

Foto: Jonathan Grevsen

Mød Danmarks eneste havereporter side 22 og 23

”GODT SPROG GØR ØJNENE GLUBSKE” - læs tre danske ordekvilibristers tanker om sproget MAJ 2009

Foto: Morten Germund

SIDE

02

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

LEDER

INDE

Så fik vi overstået dette semesters Panikdag.

Og panisk blev det! Presset økonomi i mediebrachen betød for få praktikpladser, og i alt 30 studerende fra de tre journalistuddannelser stod derfor uden praktikplads efter den 22. april.

Læs mere om status på panikbarometeret i Indenfor-sektionen.

Og apropos den pressede branche, så sætter vi spot på journalistikken og uddannelsernes dystre fremtid i Fokus-sektionen. Hvorfor bliver vi egentlig ikke undervist i kommunikation her i betonbunkeren, når

det eftersigende netop er i kommunikationsbranchen, fremtidens jobmuligheder ligger gemt? Og er det nu også så etisk forkasteligt, når Politiken for tiden overvejer at bede læserne om sponsorater i bytte for redaktionel indflydelse?

- Noget skal de vel stille op for at overleve.

Illustreret Bunker overvejer selv det samme...

sider med deres vise ord om journalistik. Vi giver de store kanoner spalteplads til at komme med deres bud på, hvad godt sprog er, og vi får bogaktuelle Helle Bønløkke til at jage klichéer på tredjesemestrenes praktikhjemmesider - til skræk og advarsel, men forhåbentlig også som inspiration til, hvordan vi undgår de frygtede klichéer.

- Redaktionen

I Udenfor-sektionen holder vi kendisfest i denne udgave af Bunkeren. Skyum, Pilgaard, Ryge, Høi og Hergel - alle pryder de avisens

Studenterradioen lukker Studenterradioen har snart lavet sin sidste udsendelse.

Men ledelsen er åben for et nyt koncept, hvor de studerende kan boltre sig Teskt: Mette Munk Nielsen

I slutningen af april blev Studenterradioens fremtid afgjort. Journalisthøjskolens ledelse har valgt at lukke radioen. Samtidig blev der givet mulighed for at finde et nyt koncept, hvor de studerende kan prøve kræfter med journalistik ud over skolearbejdet.

“Det har været svært at rekruttere elever, så ”Ildhu og gåpåmod er vigtigt. Og så skal der da Thorkild stoppede, var der en anledning være en bred opbakning blandt de studerentil at revurdere radioen og finde en fremti- de,” fortsætter han. dig form,” siger Henrik W. Jørgensen, som er uddannelsesleder på Journalisthøjskolen.

Indtil videre har der været holdt et møde New Media i tankerne med en gruppe studerende, som har en idé Men hvis Journalisthøjskolen skal støtte til, hvordan fremtiden kan se ud. Samtidig økonomisk, stiller det krav til ideen. Jourhar ledelsen overvejet, om det frivillige ar- nalisthøjskolen fokuserer på New Media, bejde på radioen skal give point i undervisningen. Men Ildhu og gåpåmod er vigtigt. Og så skal der være det betyder ikke, at skolen ikke vil en bred opbakning blandt de studerende have andre forslag – tværtimod.

- Henrik W. Jørgensen, uddannelsesleder ”Det tager lang tid at udvikle et koncept, men processen er i gang. Det forhin- og hvordan de kan dække flere platforme, drer dog ikke andre initiativer. Vi venter og det vil derfor være udgangspunktet for gerne på en god idé,” understreger Henrik et nyt tilbud til de studerende. Samtidig skal W. Jørgensen. stofområdet være interessant i forhold til

Redaktionen

Fotoredaktører

Katrine Grønvald Raun (ansv.) kgraun@mail.djh.dk

Jonas Vandall Ørtvig jortvig@mail.djh.dk

Michelle Søndergaard Mikkelsen msmikkelsen@mail.djh.dk

Asbjørn Sand assand@mail.djh.dk

Kerstin Bruun-Hansen kbruun-hansen@mail.djh.dk

Webredaktør

Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk Peter Zacher Poulsen pzpoulsen@mail.djh.dk

Kenneth Konrad Knudsen kkknudsen@mail.djh.dk

Økonomiansvarlig

Michelle Søndergaard Mikkelsen msmikkelsen@mail.djh.dk

Annonceansvarlig

Peter Zacher Poulsen pzpoulsen@mail.djh.dk

Illustreret bunker Olof palmes allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

Tryk

OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Journalisthøjskolens elever. ”Det kan være stofområder om studerende, medier, mediers udvikling eller journalistik.

Det skal være relevant for de studerende, men så vil vi også gerne stille faciliteterne til rådighed,” siger Henrik W. Jørgensen.

Ingen tidsfrist

Der er som sådan ingen tidsfrist på muligheden for at komme med sin egen idé. Hvis der ikke kommer noget fra skolens elever, vil ledelsen formalisere processen lidt mere og holde møder med DSR om, hvad der skal ske. Men det er ikke for enhver pris, at Journalisthøjskolen ønsker et nyt tilbud. ”Vi skal ikke nødvendigvis have noget. Kun hvis behovet er der,” siger Henrik W. Jørgensen.

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse

12. maj 2009 11. årgang - 3. oplag Næste idéudvikling d. 18. maj 2009 Næste deadline d. 11. juni 2009 Næste udgivelse d. 16. juni 2009 Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journalisstuderende

SDU sløjfer videnstesten

Tekst: Andrea Luth Stine Eskildsen

Når 200 håbefulde journalistaspiranter hvert år tager til optagelsesprøve på Syddansk Universitet, er videnstesten for mange den mest frygtede opgave. Men i år kunne de ånde lettet op.

Den velkendte videnstest er nemlig ikke længere en del af programmet. Sammen med referatøvelsen er den blevet erstattet af en analyseopgave, hvor det handler om at vise en kreativ kunnen.

over på nogen af de andre opgaver, man skal løse for at komme ind. Opgaver, hvor kreativitet, fantasi og skøre idéer får mulighed for

Det er fjerdesemesterstuderende Troels Trier dog ikke enig i. Han mener, det er uretfærdigt, hvis der skal kigges mere på karakterer-

Det er vigtig at vide noget. Og journalister skal vide noget!

- Solveig Schmidt, studieleder at skinne igennem. Det er de opgaver, der siger noget om, hvem du er,” siger den 22-årige studerende, som læser journalistik på andet semester.

Fokus på karaktererne

Per Knudsen mener, at SDU i stedet skal kigge mere på eksamensbeviserne. ”De karakterer, der fremgår af et eksamensbevis for tre år, og som er vurderet af lærere inden for forskellige fag, siger jo meget mere om almen viden end en paratvidenstest,” siger Per Knudsen.

KAFFEOGKAGEKAFFEOGKAGEKAFFEOGKAGEKAFFEKAGEOGKAGEKAFFEOGK

IDéUDVIKLING ANDET SEMESTER HAR TRAVLT MED DERES FØRSTEÅRSOPGAVE,DERFOR HÅBER VI AT SE RIGTIG MANGE AF JER FRA FØRTSEMESTER OG TREDJESEMESTER

KOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKOMKO

Kom mandag d. 18 . Maj. klokken 15.00 Lokaleinfo følger Til søgende redaktører - kig forbi

KAFFEOGKAGEKAFFEOGKAGEKAFFEOGKAGEKAFFEKAGEOGKAGEKAFFEOGK

ne. ”Jeg synes, folk fortjener en chance for at komme ind på en videregående uddannelse, selv om de har fået dårlige karakterer i gymnasiet,” lyder det fra den unge journalistspire, som ikke mener, at videnstesten skulle have været sløjfet. ”Han er ret visionær, vores nye centerleder. Han har mange gode idéer, og jeg synes, det er rigtig godt med den nye del af testen. Men at videnstesten er helt væk, det synes jeg er ærgerligt. Man kunne måske have skåret testen ned til 25 spørgsmål i stedet – eller have målret-

tet den noget mere. For det er vigtigt for journalister at have en allround viden.”

Den nye centerleder har desuden indført brug af computer til optagelsesprøven. ”Vi vil gerne afspejle virkeligheden, som den er derude, og der er jo ingen, der sidder og skriver artikler i hånden længere,” siger Per Knudsen.

Modsat Journalisthøjskolen skal eleverne dog benytte skolens computere.

Videnstesten på JH

INDE

Da årets optagelsesprøve blev afholdt i Odense i april måned, var det uden videnstesten

Analyseopgaven minder om Journalisthøjskolens artikelopgave og skal afspejle uddannelsens akademiske side. ”Vi ser løbende på, hvordan vores opgaver er bygget op, og i år har vi vurderet, at det var mere relevant med en analytisk opgave end paratvidenstesten. Samtidig skal man huske på, at videnstesten altid har haft en meget lille betydning i den samlede optagelsesprocedure på SDU,” siger Per Knudsen, som siden 1. januar har været leder for Center for Journalistik. ”Det, der er det helt afgørende hos os på SDU, er ansøgningerne og samtalerne.

Og det er også det, der er afgørende, når man skal have praktikplads, og når man skal ud og søge job i den virkelige medieverden. Der bliver man jo ikke præsenteret for en paratvidenstest,” siger han.

Den nye optagelsesprøve falder også i god jord hos journaliststuderende Karen Straarup Møller. ”Jeg synes, det er fint. Det er med til at flytte fokus lidt

03

SIDE

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

består

Trods SDU’s fornyelse af deres optagelsesprøve, har Journalisthøjskolen ingen planer om at følge trop og afskaffe deres videnstest.

Solveig Scmidt, studieleder på JH’s journalistuddannelse, vil ikke forholde sig til SDU’ s valg. Men hun mener, at videnstesten er en helt central del af JH’s optagelsesprøve. ”Jeg synes, det er vigtigt at vide noget. Og journalister skal vide noget.”

SIDE

04

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

Det bliver ikke bedre næste år!

PANIK! Hele 30 studerende står stadig uden praktikplads efter Panikdagen i april, og ifølge Pia Færing bliver situationen endnu værre næste semester Tekst: Michelle Søndergaard Mikkelsen

INDE

Klokken er knap 9.30 onsdag den 22. april. Den første mobiltelefon ringer på DR på den anden side af Olof Palmes Allé, og den første studerende rejser sig og løber til samtale. Så ringer den næste og så endnu én. Tilbage sidder en flok studerende med deres meget stille mobiler i hånden og venter på, at de også skal ringe. ”Det var selvfølgelig ikke sjovt at høre alle de andre blive ringet op.

Men jeg havde på forhånd gjort mig klart, at det nok ville ske. Så det kom egentlig ikke så meget bag på mig, og jeg tog det stille og roligt,” siger Merete Skibelund fra 3. semester.

Merete måtte – trods en samtale hos DR København – gå tomhændet hjem fra panikdagen den 22. april og første praktikrunde sammen med 29 andre studerende fra de tre uddannelser. ”Vi vidste på forhånd, at udbuddet

af pladser ikke gik op med antallet af ansøgere. Men vi havde regnet med, at 45 studerende ville stå uden plads.

Så at det kun endte med at være 30 er en positiv overraskelse,” siger Pia Færing, praktikvejleder på JH.

Ommer

Pia Færing og resten af praktikudvalget har nu indkaldt til en ny praktikrunde i forsøget på at få skrabet de sidste praktikpladser hjem til de studerende, der stadig mangler.

Det er første gang i fem år, at så mange studerende står uden praktikplads, og at en anden praktikrunde derfor bliver taget i brug.

De sidste praktikpladser kan findes hos allerede godkendte praktiksteder, men Pia Færing regner især med at skulle finde og godkende helt nye praktiksteder for at få regnestykket til at gå op. ”Jeg tror så småt, det er ved at gå op for branchen, at når jeg skriver ’HJÆLP’, så mener jeg det,” siger hun.

Det vil primært blive kommunikati-

onsstillinger og stillinger på websider, der kommer til at præge anden runde.

Håb forude

Pia Færing er dog overbevist om, at alle kommer i praktik til august. ”Lad mig sige det sådan, at det ikke ser håbløst ud. Men det kan godt komme til at tage tid. De sidste får nok ikke deres praktikplads før juni eller juli,” siger Pia Færing.

Hun understreger samtidig, at de studerende, der stadig mangler en plads, bliver nødt til slække lidt på deres krav til en praktikplads. ”Altså, hvis man absolut vil i praktik på Politiken eller kun lave tv, så kan man godt glemme at komme i praktik til sommer,” siger Pia Færing.

Derfor regner hun heller ikke med, at det er alle 30 studerende, der søger en plads i anden praktikrunde.

Hun peger også på, at enkelte vil tage et praktikophold i udlandet i stedet for. ”Men der vil være pladser til de studerende, der rent faktisk gerne vil i

Læsevinduet - en kæmpe succes

praktik,” siger hun.

Det bliver værre

Knap så meget optimisme er der at spore, hvis spørgsmålet falder på næste semesters praktiksøgning. ”Det kommer da uden tvivl til at se værre ud. Jeg har i hvert fald ikke hørt nogen aflyse finanskrisen,” siger Pia Færing, ”Vi vil helt bestemt ikke få flere praktikpladser, end vi havde i år.

Derimod falder der nok endnu flere pladser fra, fordi situationen i branchen bliver værre.”

273 studerende fra de tre journalistuddannelser skal i praktik til august Der var 249 praktikpladser i alt I løbet af Panikdagens formiddag var 235 pladser besat 30 studerende mangler en praktikplads efter første praktikrunde, som sluttede 24. april 4 fra SDU 8 fra RUC 18 fra JH Kilde: www.journalisthojskolen.dk og Pia Færing, praktikvejleder på JH

Bestået! Praktikstederne er vilde med det nyindførte læsevindue, men rygter om tyvstart svirrer

Jeg vil simpelthen ikke se nogen af jer før kl.

9.15. Så bliver I smidt hjem igen!

Sådan sagde Pia Færing, praktikantvejleder på JH, til dette semesters praktikansøgere et par dage inden, det skulle gå løs til Panikdagen den 22. april. Normalt begynder de første telefoner ellers at kime klokken 8, men som noget nyt dette semester er der blevet indført et læsevindue på halvanden time indtil kl. 9.30, hvor praktikstederne ikke må ringe til de praktiksøgende. I stedet skal de bruge tiden på at læse ansøgninger. Og ifølge Pia Færing er den nye ordning blevet godt modtaget af praktikstederne. ”Læsevinduet har været en kæmpe succes, og vi har stort set kun modtaget positiv respons fra praktikstederne,” siger hun.

de har fået,” siger hun.

Politikens Christian Lindhart, der var med til at ansætte Politikens seks nye praktikanter, var også glad for at få mulighed for at nå igennem deres 66 ansøgninger, inden de skulle beslutte sig for, hvem de tog til samtale. ”Vi fik en god mulighed for at opdage folk i ansøgningsbunken, som vi ellers ikke havde lagt mærke til ud fra deres hjemmesider eller til åbent hus. Det var der ikke plads til i det gamle system,” siger Christian Lindhart.

Han fortæller, at det var tilfældet for flere af deres nyansatte praktikanter. Hele 75 ud af 77 praktiksteder har efterfølgende rost læsevinduet.

Fair chance

Tyvstart

Tekst: Michelle Søndergaard Mikkelsen

Læsevinduet blev indført for at give de studerende en mere ensartet og fair chance i praktiksøgningen og i håb om, at de tidligere forsømte ansøgninger denne gang ville blive læst. Og det er også tilfældet, hvis man spørger Pia Færing. ”Det er helt klart mit indtryk, at det er gået mere fair til denne gang, og at praktikstederne rent faktisk har læst de ansøgninger,

Pia Færing indrømmer, at det nærmest er umuligt at undgå, at enkelte steder overskrider tidsgrænsen med et par minutter. ”Men det er klart, at hvis praktikstederne

Jeg har det med læsvinduet, som med skattereformer

En ting var praktikstederne dog ikke enige om: Hvornår var det lige, at klokken var 9.30?! ”Det virkede som om, at 9.30 ikke helt var 9.30 alle steder. Da vi ringede til folk dér, var der nemlig flere, der allerede var væk, fordi de var blevet ringet op af andre medier,” siger Christian Lindhart, Politikens redaktionschef.

- Pia Færing,praktikvejleder, JH ikke tror på, at de andre overholder tidspunktet, så bliver de to minutter lige pludselig vigtige. Men vi kan jo altså ikke stå og ringe med en klokke, så de ved, hvornår de må gå i gang,” siger Pia Færing.

Hun opfordrer i stedet branchen til at overholde og værne om den nye ordning, som praktikstederne er glade for.

Læsevinduet består

Praktikudvalget skal først evaluere læsevinduet tirsdag den 12. maj. Men allerede nu mener Pia Færing at kunne sige, at næste semesters praktikansøgere også vil få glæde af læsevinduet. Til gengæld mener hun, at halvanden time er for lang tid at læse ansøgninger i. Derfor vil et nyt læsevindue kun komme til at vare en time.

”Risikoen for snyd og tyvstart er større, når hestene står for længe i startboksen,” siger Pia Færing.

Læsevinduet vil dog ifølge Pia Færing kun fungere som en del af praktiksøgningen i en midlertidig periode. ”Jeg har det med læsevinduet som med skattereformer. Det fungerer rigtig godt i nogle år, men så skal folk nok finde hullerne og bøje reglerne,” siger hun.

Samtalerunde

Der har været mange forespørgsler og forslag fra de studerende om også at indføre en samtalerunde, hvor der ikke må indgås aftaler, før alle samtaler er afholdt. Men det er ifølge Pia Færing urealistisk, at en samtalerunde bliver indført, fordi holdningerne til den ude i branchen er meget delte. ”Jeg kan ikke forestille mig, at udvalget vælger at indføre en så radikal ændring, som så mange er imod,” siger hun.

Det er primært de store praktiksteder, som er modstandere af en samtalerunde. ”Men det er ikke fordi, det er steder som Politiken, TV2 og DR, der siger nej, at vi ikke vil indføre samtalerunden. Det er nu engang bare dem, der ansætter flest praktikanter, og det må vi tage hensyn til.”

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

05

Asbestfest i Bunkeren

Tekst: Peter Pedersen Illustration: Asbjørn Sand

Det var et dramatisk syn, der mødte de studerende, da de mandag efter KaJfesten ankom til Journalisthøjskolen. En skabslåge på 200-gangen var blevet smadret til festen, og folk fra ISS-Skadeservice stod med masker på og var i gang med at pakke resterne forsvarligt ind. Samtidig viklede de advarselstape med påskriften ”ASBEST” rundt om den smadrede låge.

Store dele af Journalisthøjskolens låger og paneler er nemlig fyldt med asbest, hvilket skolen har været klar over i mange år. Asbesten er dog ikke farlig, så længe den er dækket af maling. Det er først, når der kommer rifter eller huller i malingen eller som i dette tilfælde, at lågerne bliver smadret, at asbesten kan være skadelig.

Manglende information

På trods af hændelsen til KaJ-festen har Journalisthøjskolen ikke informeret de studerende om, at der er asbest på skolen. Underviserne er blevet informeret, men alligevel har man valgt at forbigå de studerende.

Noget, som Journalisthøjskolens Økonomichef Per Boel Thomsen, chef for bygningsservice, ikke

mener er tilfredsstillende. ”Alle bør vide, at der er asbest på skolen. På den måde kan de blive mere forsigtige, når de færdes på skolen,” udtaler Per Boel Thomsen, som peger på, at ansvaret

INDE

Journalisthøjskolen er fyldt med asbest, men de studerende er ikke blevet informeret. Både formanden for KaJ og Journalisthøjskolens økonomichef er kritiske

ligger hos ledelsen.

Også KaJ’s formand, Troels Gadegaard Frølich, er utilfreds med den manglende information til de studerende. ”Hvis man gik ud og informerede de studerende om, at der er asbest på skolen, men at det er forsvarligt forseglet, så kunne man undgå den rygtedannelse, som der har været efter episoden ved KaJ-festen. Man kunne eventuelt have informeret o m ,

det ikke er tilladt at feste på gangene, når der bliver afholdt fest på skolen.

På den måde

hvad mændene med masker lavede på gangen mand a g morgen,” siger han.

Ingen grund til info

Journalisthøjskolens rektor Anne-Marie Dohm vurderer, at asbesten ikke udgør en risiko, og derfor har skolen ikke fortalt de studerende om asbesten. Anne-Marie Dohm er dog ikke afvisende over for en fremtidig information til de studerende. ”Vi vurderer løbende i vores sikkerhedsudvalg, om det er nødvendigt med en form for information. Vi har indtil

vid e r e vurderet, at det ikke er nødvendigt at inddrage de studerende,” siger Anne-Marie Dohm, der samtidig vil indskærpe over for Fredagsbaren, at

k a n man undgå en gentagelse af episoden ved KaJ-festen.

Ingen risiko for kræft

Seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, Johnni Hansen, bakker Anne-Marie Dohm op i, at der ikke er nogen risiko ved asbesten, så længe den er forsvarligt forseglet. ”For at der skal være nogen risiko for kræft ved asbest, så skal man udsættes for det i 20-30 år. Dog kan man få lungehindekræft efter få års udsættelse, men

det rammer kun omkring 100 personer om året,” siger han.

SIDE

06

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

Journaliststuderende viser deres værd Kan de studerende på Journalisthøjskolen bestå årets optagelsesprøve?

Illustreret Bunker satte sig for at undersøge sagen Tekst: Stine Eskildsen Andrea Luth

INDE

Gangene på Journalisthøjskolen fyldes. Minutter forinden har eksamensvagterne i samtlige lokaler fortalt de håbefulde deltagere, at prøven er slut.

Nogle går storsmilende med computertasken under armen, andre kryber langs væggene, askegrå i ansigtet. De kan nu kun vente på det brev, der fortæller dem, om de er optaget på Journalisthøjskolen.

Imens skolen tømmes, kommer 18 friske studerende marcherende ind gennem skydedørene. De har været igennem prøven. De har krøbet langs væggene, og de har fået brevet. De blev alle optaget. Nu har de sagt ja til at deltage i Illustreret Bunkers undersøgelse: Er vi kloge nok til at gå på skolen? De skal igennem 55 minutters sprogtest og 30 minutters videnstest, nøjagtig som de rigtige prøvedeltagere netop har været det.

De studerende bør bestå

Studieleder ved Journalisthøjskolen, Solveig Schmidt, har klare forventninger til de allerede optagede studerende. ”Jeg synes, de burde bestå. Når man går på JH, arbejder man professionelt med sproget, og det

er en del af journalistens liv at holde sig opdateret om, hvad der sker i verden.”

Kasper Søby går på andet semester. Han har meldt sig som forsøgskanin og tager det som en oplevelse. ”Jeg er ikke nervøs, men glæder mig til at finde ud af, om jeg er klog nok.”

Stilheden sænker sig over kantinen, hvor deltagerne har taget plads. Sprogtesten er netop delt ud, og de kække bemærkninger er blevet erstattet af dyb koncentration. De journaliststuderende, der altid rettwer andres stavefejl på Facebook, skal nu bevise, at de er alt blæret værd. Alle kommer godt fra start, og de fleste har kun enkelte fejl i kommatesten. Efter sprogtesten er det endelig tid til det, mange har ventet på. Videnstesten bliver delt ud, og der bliver gået ihærdigt til værks med spørgsmålene.

Linda P. er vigtigere end Obama

Da prøven er slut samles deltagerne til en lunken Tuborg. Nøjagtig som efter den rigtige optagelsesprøve bliver der udvekslet erfaringer. ”Hvad svarede I til spørgsmålet om tronarvingen?” ”Det er da klart Christian, der er næste arving.”

På andre spørgsmål er svarene dog ikke så indlysende. Under halvdelen ved, hvordan USA’s præ-

sident vælges. Til gengæld ved alle på nær en, at Linda P. fik sit gennembrud ved DM i stand-up. ”Det er foruroligende, at så få kender til præsidentvalget. Jeg gik da ud fra, at de fleste fulgte godt og grundigt med sidste år, da det stod på,” siger Solveig Schmidt.

En enkelt har svaret, at en whistleblower dyrker oralsex, men langt de fleste ved godt, at det er en person, der afslører uredelige eller ulovlige forhold. Under tre fjerdedele ved, hvem der sidder i regering. ”Hold da op,” udbryder Solveig Schmidt. ”Det er rigtig overraskende.”

Også Kasper Søby er forundret over flere ting ved prøven. ”Jeg troede, jeg var blevet klogere, men jeg er overrasket over, hvor svær videnstesten er i forhold til sidste år.”

Han er specielt træt af de statistikspørgsmål, der var, for efter hans mening har men ingen chance for at svare på dem. ”Meget af det er gætværk med krydsede fingre, men jeg tror, jeg er bestået.”

Og bestået, det er han, sammen med flertallet.

Alle bestod sprogtesten, og kun en enkelt klarede ikke videnstesten.

18 deltog i Illustreret Bunkers optagelsesprøve.

17 bestod videnstesten.

Alle bestod sprogtesten.

Kun to ud af 18 kan stave til Gletsjere. (11%) Fire ud af 18 kan stave til accelerere. (22%) 66% kunne regne sig frem til, at en milliard divideret med en million er 1000 (12 pers.).

Knap så mange havde held til at beregne stigningen i Madsens omsætning; 33% eller 6 stk. kunne klare regnestykket.

To troede, at vi får Mary som regerende dronning, hvis Frederik kradser af først. (11%) Kun 6 ud af 18 – eller 33% vidste, hvor gazastriben er placeret.

11% - 2 personer –vidste ikke, hvornår kvinder fik stemmeret.

Den person, der havde flest rigtige (41 stk) havde endda glemt at svare på de sidste tre spørgsmål.

Viden (50 og derover er bestået)

Point 100 90 80 70 60 50 40 20

Antal deltagere 1 3 3 6 3 1 1 0

Sprog (50 og derover er bestået)

Point 100 90 80 70 60 50 40 20

Antal deltagere 3 6 4 3 1 1 0 0

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

07

UDE FARVEL TIL AKTINDSIGT Lars Løkkes lov, der forhindrer pressen i at følge med i ministres aftaler, møder stor kritik. Men Oluf Jørgensen kalder den ’en sejr for pressen’ Tekst: Kristian Ruhe Thorsen Foto: Nikolai Linares Der gik en måned fra den dag, hvor Lars Løkke Rasmussen var indsat som statsminister, til et nyt forslag om indskrænkelse af muligheden for at kigge ministre over skulderen kom frem i Folketingssalen.

Det vil nemlig ikke længere være muligt at søge aktindsigt i en ministers kalender, selvom de hidtil har ligget under offentlighedsloven.

Vil undgå snagen

Netop ministerkalenderen har på det seneste været et godt redskab til afsløringer af politikernes gøren og laden. Det seneste eksempel er B.T.s historier om Bendt Bendtsens jagtture, som blandt andet var baseret på et indblik i hans kalender.

Bag Bendtsen-historierne stod især B.T.s journalister, og redaktionschef på bladet, Simon Andersen, er bestemt ikke glad for, at han mister et redskab til at holde politikerne i ørerne. ”Ministerkalenderen er hverken et avanceret eller vanvittigt vigtigt værktøj, men det er godt til at lukke huller i historier,” forklarer han og nævner sagerne om Bendtsens jagter og Løkkes uheldige druktur for skattekroner, som gode eksempler på historier, hvor ministerkalenderen har været uundværlig. ”Som borger i et åbent, demokratisk samfund, synes jeg, det er forfærdeligt at ændre

den lov. Det virker som om, politikerne bare vil undgå, at pressen snager i deres arbejde,” fortæller Andersen, der dog tror, det er tilfældigt, at det netop er den bilagsskandaletyngede Lars Løkke, der netop bliver den statsminister, der fører indsnævringen ud i livet. ”Det samme var sket, hvis det stadig havde været Anders Fogh, der var statsminister,” mener han.

Skal selv skrive om jagtture

Lektor i mediejura Oluf Jørgensen er – modsat Simon Andersen – ganske tilfreds med den politiske aftale, der ligger bag det lovforslag, som blev fremlagt den 5. maj. ”Det er i mine øjne en stor sejr for pressen, hvis aftalen holdes.

For selvom der ikke længere bliver adgang til kalenderen, får ministeren i stedet pålagt en informationspligt,” fortæller han.

Denne pligt indebærer, at ministeren selv skal lægge al information om arrangementer som fx jagtture og udgifter til repræsentation ud på nettet – oplysninger, som der tidligere skulle graves dybt for at få fat i.

Haster usædvanligt meget

Det er altså på trods af disse po-

sitive ændringer, at Simon Andersen er utilfreds med byttehandlen. ”Det ærgerlige er, at regeringen ser åbenhed som en vare. De mener, at åbenhed skal undgås, fordi det giver dem problemer, og så handler de med den. Og at Socialdemokraterne og SF går med på den, det fatter jeg slet ikke.”

Lovforslaget er nemlig ikke bare regeringens glade idé. Det får bred opbakning fra alle sider af Folketinget: Både Dansk Fol-

keparti, De Radikale, Socialdemokraterne og SF står sammen om aftalen. Og forslaget hastes igennem Folketinget uden først at komme til høring i eksempelvis Offentlighedskommissionen.

En fremgangsmåde som Oluf Jørgensen, der er medlem af kommissionen, kalder for ’helt usædvanligt’ i sådan en sag.

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

UDE

SIDE

08

Tre danske journalister om

DET GO

Der findes ingen opskift, der fortæller os, hvordan vi som journalister skal dosere ordene for at skrive godt. Vi har alle hver vores mening om, hvad der er godt og dårligt sprog, men nogle journalister er alligevel særligt anerkendte for at mestre ordene. Illustreret Bunker har talt med tre af dem Tekst: Anja Bencke Foto: Morten Germund

Rune Skyum-Nielsen (født 1978) er

uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han har tidligere været ansat på Dagen, Information, Jyllandsposten og Nyhedsavisen. Han har udgivet bogen Nr. 1 – dansk hiphopkultur siden 1983 og er medforfatter og redaktør på bogen Alt går efter planen sagaen om Nyhedsavisen. I dag er han musikanmelder på Information og redaktionsmedlem og portrætmager på Ud & Se. Han arbejder desuden freelance, hvor han blandt andet skriver til Journalisten og Cover.

Hvad er godt sprog?

Godt sprog gør øjnene glubske. Frem for at dræne læseren for energi, så tilføjer det læseren noget. Det er godt sprog, når den ene sætning tager den næste, og når alle de stilistiske træk har en funktion i forhold til fortællingen. Det er utroligt vigtigt, at formen er i orden, men hvis det ikke giver me-

ning for indholdet, at man bruger formen, så bliver det ligegyldigt. Formen er konge, men ikke mere konge end at indholdet er gud. Og man skal huske, at sproget er til for læseren.

På Journalisthøjskolen lærer vi, at det er vigtigt at finde sit eget sprog. Hvordan fandt du frem til din personlige skrivestil?

Jeg ved ikke, om jeg har fundet min stil, men jeg har nok nogle karakteristika. Mit sprog udvikler sig stadig, og det håber jeg, at det bliver ved med. Jeg tror, det kan være farligt at gå i stå med sit sprog eller at være tilfreds med, hvordan man bruger det. Derfor eksperimenterer jeg meget både med form og indhold. Nogle gange får jeg en særlig dille, som jeg dyrker. På et tidspunkt var jeg helt vild med æ’er, og jeg brugte så mange ord med æ, som jeg overhovedet kunne i mine artikler. En anden gang var det dobbeltkonsonanter. Efter et stykke tid slipper jeg det igen, men så har det givet mig noget ekstra arsenal, fordi det stadig ligger i baghovedet og popper op af og til. Jeg er dog ikke længere så formbevidst, som jeg var før i tiden.

Engang mente jeg, at formen var det mest

spændende. Nu tænker jeg mere på, at formen skal klæde og forstærke indholdet og ikke overskygge det.

Falder det dig let at arbejde med sproget, eller er det hårdt arbejde?

Jeg kan godt lide at arbejde med sproget, og det er en vigtig forudsætning. Men det kan både gøre mig glad og frustreret. Det kan være lidt som en kæreste, der ikke altid er med på den værste - nøj, det var plat sagt!

Nogle dage kommer tingene let til mig, men selv når sætningerne sprøjter ud, så arbejder jeg videre med teksten. Jeg synes altid, det kræver hårdt arbejde at skrive, ellers bliver en tekst ikke god.

Hvilke sproglige inspirationskilder og forbilleder har du?

Jeg er fascineret af dygtige rapperes komprimerede ordlege. Det kan være rim og referencer, eller at ordene bliver drejet til noget nyt eller fordansket. Det er Malk de Koijn eksempelvis rigtig gode til. Jeg kan også få en masse ud af at læse romantiske digtere, hvis ord har en særlig poetisk klang. Forfatter Inger Christensen har en sanselig dybde,

som jeg godt kan lide, og jeg læser Svend Åge Madsen, fordi han har en filosofisk humor.

Sportsklichéer lader jeg mig også inspirere af i den forstand, at det er skrækeksempler på vanesprog, hvor man skamrider noget, der måske var originalt i 1974. Og så læser jeg Mads Brügger for hans originalitet, Oliver Stilling for hans underspillede sprog og Poul Høi for hans evne til at slå sløjfe på en historie.

Hvad er din vurdering af sproget i de danske trykte medier?

Jeg synes, der er en tendens til, at man kun gør sig umage med sproget i nogle former for journalistik. Når der skal laves en reportage, et stort featureinterview eller en tendensartikel, så giver man los, men ellers holder man sig til at skrive på rygraden.

Særligt nyhedsjournalistikken lider under, at journalisterne ikke udfordrer sig selv, når de skriver. Man bør gøre det så godt, man kan, hver gang man skriver en historie. Det er den eneste måde, man højner sit bundniveau på.

Poul Høi (født 1964) er uddannet jour-

nalist fra Journalisthøjskolen. Han har tidligere været ansat på B.T. og Ringkøbing Amts Dagblad. Han har siden 1996 arbejdet som korrespondent for Berlingske Tidende, hvor han har rapporteret fra New York, London, Washington og nu Santa Fe. I 2001 vandt han Cavlingprisen for at skrive fremtidssikret avisjournalistik. Han er forfatter til artikelsamlingerne Nummer to er den første taber og Der er dage…

Hvordan fandt du frem til din personlige skrivestil?

Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet den endnu. Men det er nok noget personligt med mig, der bunder i mit vestjyske ophav.

Jeg står stadig op hver morgen og tror, at jeg skal forsvare mit job, og hvis jeg ikke gør det godt nok i dag, så bliver jeg fyret i morgen. Derfor arbejder jeg stadig med at udvikle min journalistik. Da jeg startede på

Hvordan arbejder du med at udvikle din journalistik?

Min karriere har på mange måder været stillestående. Jeg har haft en stilling som korrespondent siden 1996, og jeg har med undtagelse af et enkelt år arbejdet med samme emne, nemlig Amerika. Det er derfor vigtigt for mig, at jeg udvikler mig på andre områder, så jeg arbejder meget med at udvikle mig sprogligt og fortællemæssigt. For tiden arbejder jeg med en fortællemodel, der er inspireret af film som Crash og Once Upon a Time in the West. Det er en opbygning, hvor der er abrupte skift mellem tre eller fire parallelle historier. Den slags fordrer meget af læseren, der selv må bidrage til historien ved at forbinde det hele i hovedet.

Hvornår er det sprogligt gået op i en højere enhed for dig?

Det ville være mest oplagt at sige, at det er artiklen, jeg skrev efter 9/11, for det er den, jeg har hørt mest for. Men det er faktisk ikke den, som jeg er gladest for. Jeg kan bedst lide at være der, hvor folk ikke er, og jeg kan lide at gøre opmærksom på det, som andre ikke er opmærksomme på. Artiklen om 9/11 lever også på grund af selve terrorangrebet og det tidehverv, der kom efterfølgende. Det sværeste er at få en historie til at stå alene, mens hele verden taler om noget andet. Jeg skrev for otte år siden en historie om en henrettelse i Indiana, der hedder Klokken er 7.14 Timothy James McVeigh er død.

Den er jeg glad for, og den står alene - særligt nu, hvor verden har glemt ham.

Hvilke sproglige inspirationskilder og forbilleder har du?

Som ung var jeg meget inspireret af tidsskriftet Levende Billeder.

Der skrev alle de gode journalister, og der var noget nyt og opsigtsvækkende i stort set hvert nummer. I dag læser jeg, hvad Mads Kastrup skriver. Hans sprog er skidegodt, men hans

indhold er endnu bedre.

Olav Hergel, Mikkel Hertz og amerikanerne Rick Bragg og Mark Bowden er også inspirationskilder.

09

UDE

Hvad er godt sprog?

Det er godt sprog, når skribenten har gjort sig umage. Når det ikke bare er den sædvanlige kartoffelmos, men derimod kartoffelmos tilsat nogle krydderier, som man ikke havde forventet. Der findes ingen skabelon for godt sprog, for det er noget meget individuelt. Nogen laver store faldballader, mens andre laver små subtile drejninger, for eksempel i slutningen af en tekst. Men jeg synes altid, at det fremgår tydeligt, når skribenten har gjort sig umage.

Journalisthøjskolen, var jeg meget optaget af godt sprog, og jeg fandt på emner, hvor jeg kunne brillere med sproget. Det var temmelig dumt, for på den måde giver du kun læseren en masse tomme kulhydrater og ingen proteiner. Min underviser sagde til mig, at det var mig, der skulle styre sproget og ikke omvendt. Derefter fik jeg et mere forbrugervenligt forhold til sproget, og jeg begyndte at fokusere mere på indhold. I min praktiktid begyndte jeg vist for alvor at arbejde med at bryde nogle rammer. Helt generelt tror jeg, at det er vigtigt at have en vis selvsikkerhed. Man skal simpelthen turde skrive sit eget sprog.

SIDE

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

ODE SPROG Olav Hergel (født 1956) er uddannet

journalist fra JH Han har arbejdet på Berlingske Tidende i 18 år, men skiftede i 2005 til Politiken. I 2006 debuterede han som forfatter med romanen Flygtningen. Samme år vandt han sammen med fotojournalist Miriam Dalsgaard Cavling-prisen for en serie om flygtninges forhold på danske asylcentre.

Hvad er godt sprog?

Det er fuldstændig individuelt. Men der er én ting, der altid gør sprog bedre, og det er, når journalisten kommer ud af røret. I bogstaveligste forstand. Vi sidder alt for ofte på redaktionerne og laver vores historier. Der finder du hverken de mennesker, lugte eller lyde, som er ude i virkeligheden, og det er altså den slags, der gør sproget godt. Jeg

plejer at sige, at ude i virkeligheden bliver den almindelige skribent god, den gode skribent bliver rigtig god, og den rigtig gode skribent bliver fremragende.

Eksperimenterer du med sproget?

Det gør jeg alt for lidt. Jeg tænker tit på, at jeg gerne vil kaste mig ud i noget nyt. Jeg gør det også af og til, men jeg ender ofte ved det, som jeg er sikker på. For ti år siden eksperimenterede jeg langt mere med sproget.

Falder det dig let at arbejde med sproget, eller er det hårdt arbejde?

Det er lidt forskelligt, men det er meget typisk, at hvis jeg har en klar vinkel, så falder sproget mig let. Det er vinklen, som fører mit sprog frem og gør mig velskrivende. Derudover hjælper det, hvis historien har en form for aktualitet.

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det gør sproget mere spændstigt. Derfor forsøger jeg at gribe øjeblikket og finde de underlig-

gende historier i nyhedsdagsordenen. Så bliver sproget bedre. For mig i hvert fald.

Hvornår er det sprogligt gået op i en højere enhed for dig?

Det oplevede jeg blandt andet for fem-seks år siden, hvor jeg var i Israel for at skrive om daværende premierminister Ariel Sharon. Nyheden var, at 70 procent af israelerne støttede ham, selvom han andre steder blev betragtet som ondskaben selv. Jeg lavede historien om, hvorfor de støttede ham.

Næsten alt jeg oplevede passende ind i min historie, så jeg havde meget at arbejde med, da jeg skrev den, og jeg blev meget tilfreds.

Hvilke sproglige inspirationskilder og forbilleder har du?

Jeg synes stadig, at Morten Sabroe er landets bedste skribent. Når det kører for ham, har han et utroligt højt niveau. Men jeg vil ikke sige, at jeg direkte lader mig inspirere af ham, for han bruger sig selv hæmningsløst, og det gør jeg ikke. Jeg synes også, at Hanne-Vibeke Holst er god både som journalist og forfatter. Det er ikke alt, hun skriver, der er godt, men det kan til tider være ret blændende. Og Poul Høi er virkelig dygtig, særligt når han er ude i virkeligheden. Helt generelt synes jeg faktisk, at der er mange gode skribenter på de store dagblade.

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

10 Klichéerne kradser på JH De er nærmest ikke til at ramme uden om på tastaturet. Klichéerne.

Heller ikke for journaliststuderende. Illustreret Bunker har været på klichéjagt på 3. semestrenes praktikhjemmesider

UDE

Tekst: Marie Louise Albers Foto: Asbjørn Sand En lyserøde notesbog. Umiddelbart en typisk pigeting. Men for Helle Bønløkke, der er forfatter til bogen ”Smid klichésproget ud”, er det mere end blot en pigekliché. Bogen er proppet med avisudklip, nedskrevne ord fra tv-nyhederne og venner og families fund. Hun samler på klichéer. Men i virkeligheden så hun gerne, at de blev skrevet ud af det danske sprog. Illustreret Bunker har sendt hende på et klichétjek på ti praktikhjemmesider.

Alt for mange bolde i luften

En af de første og mest brugte klichéer, som Helle stødte på, var at have mange bolde i luften.

”For mig er det helt forbudt som journalist at skrive ’mange bolde i luften’,” siger Helle Bønløkke.

Derudover var det at prøve kræfter med noget, og at komme ud i den virkelig verden også ordvendinger, der gik igen hos de studerende. ”Klichéer gør tingene meget overfladiske og generelle. Vi bruger dem i håb om at være originale, men i virkeligheden er det blot stilistisk snyd,” siger Helle Bønløkke.

De journaliststuderendes fornemmelser for udfordringer

’Jeg søger nye udfordringer’ ’jeg vil udfordres’, og ’jeg elsker udfordringer.’ Forskellige varianter over ordet udfordringer går igen på de fleste hjemmesider. Men en typisk kliché som denne kan sagtens undgås. Helle Bønløkke peger på, at det er vigtigt at komme med et eksempel på en udfordring i stedet for. Det siger meget mere, hvis man gør sit sprog konkret: ”Vis, hvad det vil sige at blive udfordret, i stedet for bare at skrive det. Man kan sagtens skrive om at blive udfordret uden overhovedet at nævne ordet en eneste gang,” siger Helle Bønløkke og tager et afsnit fra journaliststuderende Esben Bjerre Hansens hjemmeside frem: ”...Egentlig er det, det jeg får det største kick ud af. At komme ud, hvor jeg ikke har været før. Komme inden for murerne på Herlufsholm, ringe og vække Birthe Rønn Hornbech eller være med i styrehuset på et IC3 tog.” ”Esben Bjerre Hansen skriver om udfordringerne på sin hjemmeside; han bruger bare ikke ordet og falder dermed ikke i klichéfælden,” forklarer Helle Bønløkke.

På sporet af den omvendte kliché

Et godt råd fra Helle Bønløkke er at tænke i omvendte klichéer. ”Det giver en rigtig god effekt, når man vender klichéerne på hovedet.

Det får en til at standse op, og man når at tænke ’åh nej!’ Men så bliver man helt vildt overrasket..”

3. semesterstuderende Kirstine Dalsgaard Larsen benytter sig blandt andet af en omvendt kliché i sin indledning. Hun skriver ’Jeg har aldrig villet være journalist.’ I modsætning til de fleste andre, der

lægger ud med at skrive ’jeg har altid villet være journalist.’ Netop det gør sproget mere personligt og kreativt, siger Helle Bønløkke.

Kunsten at observere

For Helle Bønløkke handler det om at sætte de rigtige ord på de observationer, man gør sig som journalist: ”Sæt dig ned og tænk efter. Blafrede flaget virkelig, eller gjorde det rent faktisk ikke noget andet, da du så på det?” Observationerne er vigtige, hvis man skal grave sit inderste sprogguld frem. ”Det behøver ikke være hele artiklen, der er gennembombet med personlige ord. Men det kan være rubrikken, indledningen eller blot en sammenligning, der gør den lille forskel,” siger Helle Bønløkke.

Midt i en klichétid

’Krisen kradser’ , ’aktiekurserne er i frit fald’ og ’arbejdsløsheden eksploderer.’ Klichéer er der nok af. Hvis bare vi er bevidste om, at de er der, så kan vi også udrydde dem, mener Helle Bønløkke: ”Det er en træningssag. Giv dig selv fem til ti minutter ekstra til at lave et klichétjek på dine tekster, for det virker jo!”

Hvis det stod til Helle Bønløkke, kunne praktikhjemmesiderne godt have haft flere originale vendinger. Der er altså ikke noget i vejen for et ekstra klichétjek. Det ligger lige til højrebenet og tar’ kun fem minutter.

OM HELLE BØNLØKKE: Cand. mag. I Dansk og Kultur journalistik fra Københavns Universitet.

Arbejder nu som kommunikationsrådgiver i Københavns Kommune.

Skrev speciale om klichéssprog i kulturjournalistik. Specialet byggede på en undersøgelse af sproget i Politiken, Jyllandspsten og Information.

Forfatter til bogen ’Smid kliché sproget ud - og få plads til dit eget’, udgivet af Ajour (kan købes i informationen)

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

11

SIDE

KRAV L I N G MING L I N G

-

Tekst: Kirstine Biltoft Foto: Johan Bertil Winther/SDU Man kan høre summen af stemmer på lang afstand. Selv om klokken kun er halv syv, snor køen foran Pressens Hus sig allerede langt ud på fortovet. Snakken går, for køen er spækket med feststemte og festklædte journaliststuderende. Silkebløde kjoler, der falder smukt langs kroppen. Høje stilletter.

Håret sat op. ”Heeej, lang tid siden – har du det godt?” hviner en lyshåret pige i en lang sort silkekjole til fyren bagerst i køen. ”Går det godt med praktikken?” udbryder en anden. Det virker som om, alle kender hinanden her, men det er også årets Kravling og de journaliststuderendes branchefest.

På en club i det indre København

Fra trappen er der udsigt udover hele det store lokale, der mest af alt minder om en smart club i det indre København. Hvide stole, lounge-borde fyldt med farverige cocktails og champagneflasker, en propfyldt bar og høj musik fylder stedet.

Det eneste der bryder den diskoteksagtige stemning, er de lange lige stolerækker til højre for baren og det store lærred for enden med ordene ”Kravling 2009”. Et seriøst konferencelokale parret med øl, drinks og feststemning. Så rykker køen endelig. ”Prisuddelingen starter om fem minutter,” lyder det med ét fra højttaleren. Med en Stein Bagger-drink i den ene hånd (Filur) og en Jeppe Kofoed (Sex on the beach) i den anden bevæger vi os over mod stolerækker-

ne. Vi lander imellem en gruppe SDU’er og fem DJH-studerende. ”Fonfara” brøler flokken af DJH’ere. De svinger deres øl højt op i luften og retter dem mod scenen. ”Maria Fonfaraaaa”. De griner og spilder halvdelen af de overfyldte ølglas ned ad deres hvide skjorter og flotte jakkesæt. Flokken af SDU’ere på rækken foran vender sig om og skåler med, mens de råber navnet på deres kandidat til kravlingprisen, Sara Glanowski.

Sådan kører råbene frem og tilbage, indtil Morten Resen fra Go’morgen Danmark banker på mikrofonen. Der bliver stille et kort øjeblik, mens han byder velkommen til dette års Kravling uddeling.

Årets tørreste telegram

Den første til at modtage en pris er Mathias Stigsgaard fra Nyhedsbureauet Direkt.

Han modtager årets særpris for det, bladet Journalisten senere har kaldt årets nok tørreste og mest indforståede telegram: ”IC Companys annullerer stort antal aktier”.

Salen skriger og klapper, da han kommer på scenen. JH’erne ved siden af mig pifter og hujer. De er færdige af grin. Mathias holder selv masken, mens han alvorligt læser op af sin takketale. Kun engang imellem knækker den seriøse facade og bliver erstattet af et halvkvalt grin. Da han er færdig, kan han modtage præmien: en stor kasse øl. Sådan.

Festen er i gang. Næste kvinde på scenen

Saras rejse tilbage Tekst: Kirstine Biltoft Den lille mørkhårede pige, der træder ud på scenen er Sara Maria Glanowski. Hun har vundet årets kravlingpris, og skal dele de 25.000 kroner med praktikantgruppen fra Nordjyske medier. ”Sara Maria Glanowski vælger til sin reportage den klassiske ”rejse tilbage” til sin tabte familie, og med denne i udgangspunktet snævert personlige indgangsvinkel får hun skrevet en meget større historie”, lyder dommerkomiteens begrundelse.

Udleverer lidt af mig selv

Sara Maria Glanowski vinder kravlingprisen 2009 for en meget personlig artikelserie i

Politiken om gensynet med sin polske fa milie, konfrontationen med sine egne fordomme og mødet med det fremmede. ”Det sværeste ved projektet har været at skulle skrive i jeg-form, fortæller Sara Maria Glanowski. ”Jeg udleverer jo lidt mig selv og min familie, når jeg skriver i jeg-form, og jeg tror, at det var det allermest grænseoverskridende for mig”, siger hun. Efter hver endt dag i Polen interviewede hun derfor sig selv om de tanker og følelser dagens oplevelser og forskellige situationer havde fremkaldt hos hende. Det gjorde hun for at skabe en forbindelse til læseren.

Historien skal diktere formen

Ifølge Sara Maria Glanowski var hendes

er Maria Fonfara, fotojournalist fra Journalisthøjskolen. Hun vinder årets fotokravling for sin fortælling om ”Krop, kærlighed og sex i den tredje alder”. Og flokken af JH’ere skåler igen.

Og vinderen er....

Salen klapper, og Morten Resen kommer igen frem på scenen. ”Og nu til årets Kravling 2009,” fortsætter han. Snakken i salen forstummer. Det er dette øjeblik, alle har ventet på. Pernille Aalund fra dommerkomiteen skal præsentere de nominerede. Hun træder smilende frem på scenen og indleder med ordene: ”Og de nominerede er...”

For hver gang en af de nomineredes navne popper op på storskærmen, bryder salen ud i jubelråb. Enkelte grupper rejser sig, klapper og hujer. ”Og Sara Glanowski for sin ....”. ”JAAAAAAH,” brøler gruppen af SDU’er.

De skåler, og de vilde jubelråb bliver afløst af et taktfast ”Glanowski, Glanowski”. En af dommerne fra komiteen toner frem på skærmen for at afgive begrundelse, men det er svært at høre, hvad han siger. ”Glanowski, Glanowski” hepper de halvfulde SDU’er videre. Afgørelsens time er inde, og alle de nominerede samles på scenen. Pernille Aalund træder frem. Hun sætter munden helt tæt på mikrofonen for at overdøve forsamlingen: ”Og vinderen er....Sara Glanowski.”

egne reflektioner nemlig med til at skabe identifikation hos læseren og gøre artiklen nærværende, og hun har efterfølgende fået mange henvendelser fra læsere, der er blevet rørt af historien. Alligevel er hun ikke sikker på, at hun vil skrive så personligt i fremtiden. ”Det kommer meget an på historien.

Jeg mener, at det er historien, der skal diktere formen og ikke omvendt. Ellers kommer det meget nemt til at blive sådan noget navlebeskuende journalistik, hvor journalisten sætter sig selv i centrum, selvom der ikke er nogen grund til det”.

Kilden til overlevelse

Sara Maria Glanowski mener selv, at det var det skæve og originale ved hendes historie, der fangede dommernes opmærksomhed.

At en personlig indgangsvinkel fortæller en større historie om væsentlige emner som mødet med det fremmede og rejsen tilbage.

Hun er sikker på, at den skæve og originale

UDE

Der blev minglet med de kendte, drukket adskillige Stein Bagger-cocktails i baren og festet natten lang, da de journaliststuderende var til Kravlinguddeling den 17. april 2009

”Er det ikke ham fra BT”

En lille mørkhåret pige træder ud på scenen til store klapsalver. Men dommerkomiteen har en overraskelse. I år er der to vindere. ”Buuuuuh,” lyder det misbilligende fra gruppen af SDU’er. Sara Glanowski skal dele prisen med praktikantgruppen fra Nordjyske Medier, der vinder deres Kravling for artikelserien ”Børn på kanten”. 500 journaliststuderende bryder igen ud i glad hujen, og de vrede buh-råb synes glemt, da de 16 praktikanter fra Nordjyske Medier træder ud på scenen. To minutter senere slutter dette års prisuddeling. Stolene skraber mod gulvet, og baren fyldes hurtigt op igen. ”Var det ikke ham der fra BT”, hvisker en ung fyr til sin ven og peger diskret mod dansegulvet.

De drejer begge rundt og forsvinder ud i den store menneskemængde for at lede efter ”ham fra BT”. Det er blevet tid til at mingle blandt de kendte, drikke Stein Bagger -cocktails fra baren og feste natten lang.

ide også vil følge hende i fremtiden. ”Det er de skæve og originale indfaldsvinkler til vigtige emner, der virkelig tænder mig. Jeg tror, at det er sådanne artikler, der bliver dagbladenes kilde til overlevelse”.

Valgt af Øvig

Udover at give hende mere lyst til at skrive de personlige historier, tror Sara Maria Glanowski ikke, at kravlingprisen kommer til at få den store betydning for hendes fremtidige karriere. Alligevel mener hun, at prisen kan være et godt trumfkort i hendes ansøgninger. ”At vinde Kravlingprisen kan selvfølgelig være med til at åbne nogle døre, og det giver også lidt pondus, at dommere som Lisbeth Knudsen og Peter Øvig har været med til at vælge mig til vinder. Det vil måske gøre, at jeg vil lyse mere op i en bunke af ansøgninger, og at de derfor vil huske mit navn”, siger hun.

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

Maria Fonfara har vundet årets fotokravling. I den anledning har Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen, kommenteret på vinderserien Det er umuligt at sætte en formel på den gode fotojournalistiske hovedopgave - heldigvis. Hvis der fandtes en formel, ville alle muligheder for overraskelser, personligt engagement, reflektioner til eksamen og så videre være ligegyldige.

Og det er det ikke.

Men første skridt er en god ide - som altid. Det kan være noget svært tilgængeligt, noget overraskende, den væsentlige historie eller noget helt andet. Herefter er det nødven-

digt at kunne formidle den historie til læseren. Som studerende, vejleder og censor har vi ofte større viden end den læseren, som skal modtage projektet. Vi har jo talt sammen på forhånd, researchet og læst arbejdsrapporten. Det har læserne ikke. Så den gode hovedopgave skal kunne uddrage det nødvendige perspektiv fra researchen og formidle det videre til læserene - sammen med den visuelle og nærværende oplevelse. Det er med andre ord ikke nok at have en god ide, hvis ikke læseren forstår baggrunden. Og det er heller ikke nok kun at lave flotte billeder, hvis de ikke sættes i en form for sammenhæng.

I tilfældet med Maria Fonfaras opgave havde vi det hele.

Historien er et tabu og samtidig overraskende. Den nedbryder nogle fordomme og bringer læseren tæt på personerne i opgaven - både i skrift og foto. Samtidig er det en væsentlig historie i et samfund, hvor borgerne bliver ældre og ældre - og derfor kræver mere af den sidste del af livet. Den sammenhæng mellem case-personerne og den overordnede vinkel, får Maria Fonfara fortalt. Både til læserne og i ar-

bejdsrapporten.

Fotografierne er også med til at bryde vores fordomme om, hvordan ældre skal fotograferes. Maria Fonfara fotograferer intime situationer og nære portrætter på en nænsom måde.

Det bliver aldrig udstillende. Hendes fotografier kommunikerer med læserne.

Samtidig har hun et sprudlende billedsprog. Det samlede indtryk af fotografierne og layoutet er meget varierende og levende, hvilket passer til den historie, hun vil fortælle. Ofte bliver lignende indsamlinger af portrætter lavet meget konceptuelt. Det undgår Maria Fonfara, og det virker godt til denne historie.

Til sidst betyder selve eksaminationen selvfølgelig også noget, når man skal opnå en topkarakter. Her skal man kunne argumentere for sine valg, hvilket Maria Fonfara var god til. Specielt med denne opgave var der også nogle etiske diskussioner, som hun tog fat i.

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

14

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

Fear and loathing på Nyborg Strand Fjerdesemesterstuderende Morten Top skriver sine bagfaglige erindringer fra Delegeret Møde i Dansk Journalistforbund. To dage, der bød på andet og mere end tørre debatter og kedelige afsteminger Tekst: Morten Top

UDE

Første tanke: Hvor er det fedt med to fridage. Nu skal jeg på ekskursion til Nyborg Strand med de andre pampere - og den skal ikke have for lidt. Næste tanke: Der er en time til vækkeuret normalt ringer, og alligevel står jeg her og har gang i en pletvis barbering, mens jeg brænder mig på kaffen, og de spiller GNAGS i radioen. Hvad har jeg dog rodet mig ud i!

Free stuff!

Selvom min morgen havde været umenneskeligt hård og tidlig, vendte morgenmulen alligevel smilehullerne opad, da jeg med B.T. og en kop kaffe (kaffen kostede kun to kroner, ved køb af B.T.) kunne tage plads foran stationsbygningen i Nyborg og se velkendte ansigter komme sivende fra øst og vest. I samlet flok sivede vi kort efter videre ind i aulaen på Hotel Nyborg Strand, hvor der blev udleveret navneskilte, programmer og andet DJ-merchandise, og stemningen tangerede tyrkisk basar. Kåde som legesyge vårharer farede dele af flokken – tydeligvis studerende – hen imod det første synlige bord med kaffe og kage. Yes, free stuff! Men en småkage, to rap over nallerne og tre formanende ord senere var de færreste i tvivl om, at den kaffe og de småkager tilhørte Integrationsministeriet, der åbenbart også huserede på dette hotel. Efter til gengæld at have inhaleret et bekymrende stort antal af de lækreste små croissanter begyndte folk langsomt at bevæge sig ind i den store konferencesal, der i denne weekend var reserveret til journalister fra nær og fjern. Borde op og borde ned med journalister i alle aldre, højder og vægtklasser var sat op i et sindrigt system, der

af en eller anden grund placerede DR og Ekstra Bladet på første række, mens DJStud, bestående af KaJ, KaJO og JR, måtte finde sig til rette på nogle - bevares, udmærkede men – noget billigere pladser. Vi unge repræsentanter til mødet nåede ikke engang at kede os, inden vi havde fået det første forslag igennem: Fra nu af skal vi ikke længere behandles som billig arbejdskraft på praktikstederne. Vi er individer under uddannelse og skal behandles derefter. Også når det gælder retten til at begå fejl. Slut med slavearbejde og lortevagter.

Badekar med øl

Resten af tiden indtil frokost føltes som en evighed. Jeg tror, det er umuligt for folk, der ikke var der, at forstå, hvor mange mennesker, der havde en mening. Der var så mange meninger tilstede, at de nærmest opildnede hinanden til at få nogle flere meninger. Alt imens vi gratister blev mere og mere passive og stemte for og imod alt efter, hvad resten af bordet signalerede. Højdepunktet var, da et legat ved navn Carsten Nielsen blev uddelt til en TV2-journalist ved navn Claus Birch. Han græd lidt…

GONG! Så var der frokost, og det er vist ikke relevant i denne artikel at nævne rødspættefileten, mørbraden eller for den sags skyld de dugkolde øl. Eftermiddagens øvrige faglige møder var undertegnede beklageligvis forhindret i at deltage i, da et mindst lige så vigtigt ærinde skulle løbes et andet sted i Nyborg. Mens journalisterne med de mange meninger fik debatteret og stemt om flere punkter på dagsordenen, trillede en lille bil udstyret med tre handlekraftige og investeringsstærke studerende ind på Faktas parkeringsplads. Her blev to indkøbsvogne fyldt med dåseøl, der senere blev nedsænket i et badekar med iskoldt vand. Og da de delegerede hen på eftermiddagen havde gennemdiskuteret de næste to års handlingsprogram i DJ, var værelse 397 således pakket og klart til de delegeredes natlige eskapader. Og netop aftenen og natten er i hukommel-

sen en smule sløret. Sikkert er dog, at de ældre delegerede ikke var til at få i seng, da først hotellet åbnede Guldbaren i kælderen; at der blev danset og røget cigaretter, som kun journalister kan gøre det; at badekarret manglede de fleste øl næste morgen.

Mafiansk studehandel

Den efterfølgende dag bød på endnu mere faglighed, om end det var tydeligt, at de fleste delegerede i løbet af natten havde udnyttet firmakortet. Et andet kort, folk havde medbragt, var pressekortet, og det var oppe til debat. De studerendes forslag om kortere udløbstid blev skudt ned af forbundslederen med resten af salen i ryggen. Til gengæld afgjorde en afstemning, at nye DJ-medlemmer ikke automatisk får et pressekort. Man skal nu aktivt ønske det.

Hele delegeretmødets absolutte højdepunkt og mest kontroversielle forslag var spørgsmålet om kønskvottering i hovedbestyrelsen.

Adskilllige journalister gik til talerstolen, og de fleste havde meget stærke følelser og holdninger for eller imod. Det er indiskutabelt, at hovedbestyrelsen primært tiltrækker aldrende mænd, så nu ønskede man altså, at der ved hvert valg skal vælges seks kvinder. Afstemningen afgjorde dog, at der ikke kommer kønskvottering i denne omgang. Derefter blev der diskuteret mediestrategi. Forbundet skal åbenbart kæmpe for mere statsstøtte til de gamle medier. Jeg vil da også have penge, så jeg slipper for at følge med tiden!

Valget til hovedbestyrelsen forløb med DJStud-øjne ganske perfekt. Vores kandidat, Anders Dollerup fra RUC, fik rigeligt med stemmer og blev klart valgt ind. Dette skyldes ikke mindst et fremragende lobbyarbejde af de studerendes delegationsleder Håkon Stolberg. Via hemmelige møder med kandidater fra blandt andet Freelance-gruppen, lykkedes det Stolberg at ’bytte’ stemmer med de mange freelancere.

I sandhed en studehandel, der på trods af at være fuldt ud legitim, ville have imponeret Kaj Ikast, Svend Heiselberg og hele den gamle motorvejsmafia.

Bagfaglig og bagstiv

Godt mætte og efterhånden også fagligt fyldte kunne salen af delegerede afslutningsvist se KaJ’s egen næstformand Esben Christensen gå på talerstolen. Med en alvorlig mine fulgte han op på aftenens (fulde)snak om 30.000 kroner som mindsteløn for nyuddannede journalister. Christensen følte imidlertid behov for at korrigere sine tidligere udtalelser: mindstelønnen skal naturligvis være 35.000. Praktikanten fra Ekstra Bladet fik sagt en masse sjove ting - det syntes 99% af salen desværre bare ikke.

Træt, mæt og tilfreds famlede jeg mig vej ind i kupéen. Sikke en tur og sikke et forbund.

Nu var det tid til at komme hjem og være bagfaglig og –fuld. Der er to år til næste delegeretmøde og jeg glæder mig allerede til forhåbentlig at få lov at være med igen. Det kan varmt anbefales. Og så er det gratis!

En horde af journaliststuderende var stimlet sammen i baren, da Hans Pilgaard for et par uger siden gæstede Journalisthøjskolens ildelugtende kælder, hvor hans portræt blev afsløret

Mandagschancen, Hvem vil være millionær, Den store klassefest og Go’ aften Danmark. Listen over programmer, Hans Pilgaard har været vært for, er efterhånden lang. Men hvordan ser underholdningskongen egentlig på dansk journalistik?

Tekst: Kresten Morten Munksgaard Foto: Jonas Vandall Ørtvig

”Lyder det højrøvet?” Spørger Hans Pilgaard. Vi er tyve minutter inde i en lang samtale, der handler om journalistik. Flere gange har Hans Pilgaard sagt ”forstår du, hvad jeg mener?” ”Er du med?” Og ”Lyder det dumt?”

Og det kan faktisk godt være svært at følge med, når Hans Pilgaard snakker om den branche og det fag, han har været en del af i mere end 20 år. For det går stærkt, når han fortæller om sine holdninger til god journalistsik, og hvad han mener om dem, der ser ned på underholdningsjournalistsik.

Han bruger ord som ”sgu” ”fandeme´” og ”kraftedeme”, når han snakker om journalistik. Ikke fordi den venlige mand fra skærmen er blevet vred, men fordi han er passioneret, og fordi han mener, at vi skal gøre det bedre.

Et magtfuldt talerør

Hans Pilgaard er godt klar over, at han aldrig vinder en Cavling. Han ved også godt, at den form for journalistik, han laver, ofte er ilde set blandt mange journalister og journaliststuderende. Og det ærgrer ham.

Han mener, at folk bør have lige så meget respekt for underholdning som for nyheder. Begge dele kræver meget af journalisten, hvis det skal blive godt. Og han tror, at begge dele virker - på hver sin måde. ”Nogle gange kan man nå længere med folk ved at tale med dem i øjenhøjde og prøve at forstå, hvad der driver dem i stedet for

at klaske dem op af væggen med en knyttet næve og råbe ’hvad fanden bilder du dig ind?’ Det er der masser af mennesker, der er skidegode til. Men jeg er i et andet lag og er god til noget andet. Og så er jeg heller ikke modig nok til det,” siger Hans Pilgaard med et lille smil på læben og fortsætter: ”Når du laver Hvem vil være millionær eller Go’ aften Danmark, kan du formidle tolerance og større respekt for hinanden over for 1-2 millioner seere. Det er da et enormt magtfuldt talerør at sidde med. Så kan det godt være, det er finere at skrive otte sider i Information. Men hvis der kun er 12 mennesker, der når at læse det igennem - deriblandt din mor - så kan det være ligegyldigt.

Det kan give bagslag at have fine fornemmelser, for det handler jo om at komme ud med dit budskab,” siger Hans Pilgaard.

Der, hvor det bliver ægte

Hans Pilgaard startede sin TV-karierre på TV2/Nord og arbejdede fra 1995 til 2008 på Nordisk Film. I dag er han ansat på TV2.

Han blev så sent som i 2008 kåret til årest TV-vært af Billed-Bladet og er med sine jobs som vært på forskellige underholdningsprogrammer og Go aften Danmark, en af de mest populære TV-værter i Danmark. Det er en rolle, som han er meget ydmyg over for. ”Det er vigtigt, at jeg har respekt for alt, hvad jeg laver. Hvis jeg er i tvivl, siger jeg fra. Når man har inviteret folk ind, skal man gøre alt for at have respekt for dem og behandle dem ordentligt. Det gjorde jeg altid mit ypperste for,” fortæller Hans Pilgaard om sit nok mest kendte job som vært for God aften Danmark.

Et program han valgte at sige farvel til i marts 2008 efter seks år i jobbet. Han valgte blandt andet at forlade jobbet, fordi han ikke længere kunne klare de til tider meget forfærdelige historier, som programmets gæster kunne fortælle. ”Man skal tage sig selv og sine egne reaktioner alvorligt. Man skal respektere, når der er noget, der gør en ked af det eller vred – og så give sig selv lov til at være det. For det gør indtryk på mig, når en 13-årig dreng sidder og fortæller, at han var ved at dø af kræft.

Det gør det sgu. Og det skal man give sig selv lov til. For det er fandeme der, folk kan mærke, at det bliver ægte. Og at rigtig journalistik opstår,” siger Hans Pilgaard

Dovenhans

Hans Pilgaard er ikke bare vært men også journalist. Det kommer tydeligt til udtryk, når man spørger ham om hans holdning til dansk journalistik. Han svarer ivrigt. Og viser, at det ikke kun er hans egen genre, han brænder for og har en mening om. ”Jeg savner noget mod - specielt på TV-siden. Nogle, der tør tage chancer og se tingene fra en anden vinkel.

Det irriterer mig, at folk er så forar- Hans Pilgaard gede over Se og Hør og Ekstra Bladet, når de citerer dem i et væk. Egentlig har jeg intet imod gossip-journalistik. Men der er sgu meget af det, de skriver, der ikke er tjekket og researchet ordentligt. De må sgu skrive, hvad de vil. Men jeg synes, det er pisseirriterende, når de skriver noget, der er forkert eller løgn. Du skal lave et ordentligt professionelt stykke arbejde, uanset hvor du er ansat. Præsentationen er selvfølgelig forskellig, men fakta skal sgu være i orden,

Nogle gange kan man nå længere med folk ved at tale med dem i øjenhøjde

UDE

HANS PILGAARD I ØJENHØJDE

15

SIDE

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

for ellers bliver det ligegyldigt,” revser TVværten danske journalister.

Hans Pilgaard tror, at meget af den dårlige journalistik skyldes dovenskab og mangel på originalitet. Ting, som han selv kæmper med i sit job. ”Dovenskab er klart en af mine svage sider.

Jeg er også doven anlagt, men jeg forsøger at gøre mig umage for at lægge dovenskaben til side. Være ihærdig og gøre en indsats hver gang, så det ikke bliver ligeyldigt.”

Den berømte skæve vinkel

Selv om Hans Pilgaard har en lang karriere som journalist bag sig, adskiller hans drømme for fremtiden sig ikke synderligt fra de fleste journaliststuderendes. Han vil gerne lave det unikke. Det, der skiller sig ud. Det lyder måske klichefyldt og banalt, men man er ikke i tvivl om, at han brænder for den skæve vinkel, når han drømmende fortæller om det TV-program, han gerne vil lave engang. Et program, der er så specielt, at folk bliver nødt til at se det uge efter uge. ”Jeg elsker at blive forført og at blive taget nye steder hen, og sådan kunne jeg godt tænke mig, at der var mere journalistik, der var. At folk turde tage den chance, der sparker mig i røven på en ny måde. Alt skal selvfølgelig ikke gå op i gøgl, men der mangler sgu noget mod til at se tingene fra den anden side. Jeg vil gerne være ham, der har det mod,” fortæller Hans Pilgaard om den retning, han forsøger at bevæge sig i. Skal den garvede tv-vært give et godt råd med på vejen, er han ikke i tvivl. ”Nyd det. Tag nogle chancer og lad være med at gøre som alle andre. Der er alt for meget lemmingeffekt i dansk presse. Det behøver ikke at være fis og ballade det hele, men prøv at tage det fra en anden vinkel.

For vi trænger sgu til, der sker noget nyt.

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

16

LIXtal - det nye regime Jeg hiver efter vejret og får små, blå prikker for øjnene. Jeg har lige pløjet mig gennem et interview i Weekend-avisen. Jeg langer ud efter øjendråber og skærpende nikotin

UDE

Tekst: Frank Rasmussen, praktikant på Fagbladet 3F At læse et nyhedsbrev fra et fagblad på web, er jo derimod ingen udfordring. Det kræver ej heller akademisk grad at læse en regulær reportage fra gadebandernes Nørrebro i et trykfrisk Ekstra Bladet.

Og hvad vil jeg så sige med det?

Velkommen til virkeligheden, hvor segmentinfluenzaen raser, eyetrackundersøgelser er et selvskrevet indslag på selvransagende mediekurser

og annoncørmammon er i aftagende. Velkommen til et regime, hvor lixtallet (læsbarhedsindexet) skal være under 40 og nyheder højst må fylde, hvad der svarer til ét scroll.

Og hvorfor vil jeg nu sige det?

Indrømmet. Det er langt fra alle medier, der strammer formatet så meget op. Men det er nu engang virkeligheden, når man skærer journalistik til web, fagblade, boulevardaviser og medlemsblade. Den trykte presse er presset på trygheden, og budskabet skal stå tydeligt frem på kortest mulige tid – der skal jo også

være tid til at kigge på flashannoncerne i højre side, inden der klikkes videre til næste indslag.

Men er der noget lyspunkt for håbefulde aspiranter med skrivekløe og hede drømme om alenlange fabulader?

Nej, i hvert fald ikke i fremtiden. De fleste webmedier vil skære formatet så stramt til, at jeg kun kan henvise til Filmskolens mantra fra 80’erne.

Det dikterede, at snævre rammer fremmer kreativiteten. En øvelse jeg til daglig er igennem, og som – indrømmet – sætter gang i de små grå.

Egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg tog hul på praktikken.

Men det skærper koncentrationen.

Budskabet tvinges tydeligere frem, og besværlige teknikaliteter kan ved kreativ mellemkomst blomstre op og blive forståelige for lægmand.

Dette indlæg må siges at være sat på spidsen, og der er stadig plads til forskellige formater, hvis man vil begå sig som journalist i den trykte/digitale presse. Men konturerne af en anden redaktionel dagsorden tegner sig. LIXtallet er det ny regime.

RUC’ernes forpraktik:

INGEN GRUND TIL ONDT I RØVEN Det er snyd, det er unfair, og det stiller RUC’erne bedre på Panikdagen. Rygterne om den såkaldte forpraktik er mange, og Illustreret Bunker satte sig derfor for at undersøge, om de egentlig har noget på sig Tekst: Kerstin Bruun-Hansen

”Rikke er meget opsøgende, og hun har fået det optimale ud af sin tid her på TV2/Øst.”

Sådan står der i et citat på Rikke Hartmanns praktikhjemmeside, journaliststuderende fra RUC. Ordene stammer fra kanalens nyhedsredaktør Karin Laursen, og de er givet i forbindelse med, at

Rikke Hartmann – som et led i sin uddannelse – få uger inden årets praktiksøgning var i 14 dages medieværksted på TV2/Øst. Da Panikdagen løb af stablen en lille måned senere, blev hun ansat på TV2/Øst. ’Selvfølgelig’, ’klart’ og ’naturligvis’, vil de fleste formentlig tænke – men ifølge Illustreret Bunkers undersøgelse er det overraskende nok ganske enestående.

slet ikke har så meget grund til at føle os snydt og forfordelt, som

knap så stor. Flere af de studerende giver udtryk for, at de ikke ser de 14 dage ude i branchen som en mulighed for at gøre deres hoser grønne og indynde sig på praktik- Palle Høi, Frederiksborg Amtsavis stedet. Én af dem er Jonas Nyeng, der livi ellers gik og troede. Avisen gesom Rikke Hartmann var i mehar været i kontakt med samtlige diepraktik på TV2/Øst. Alligevel 37 RUC’ere fra denne omgangs søgte han ikke regionalstationen praktiksøgning, og det viser sig, på Panikdagen. at Rikke Hartmann faktisk er den ”Jeg brugte medieværkstedet til at eneste, der er blevet ansat samme finde ud af, om elektroniske medisted, som hun var i medieværksted. er overhovedet var noget for mig. Én ud af 37.

Det fandt jeg så ud af, at det ikke Troels Gadegaard Frølich, som er var,” fortæller Jonas Nyeng, der i formand for KaJ, kalder undersø- stedet blev ansat på Fyns Stiftstigelsens resultat for en positiv over- dende. raskelse. KaJ har nemlig længe Og han er ikke den eneste, der slet ment, at ordningen er unfair. ikke søgte praktik på det sted, hvor ”Jeg er da glad for, at de studeren- han var i medieværksted. Faktisk de fra RUC og medierne ikke har gælder det for over halvdelen af benyttet forpraktikken til at skaffe RUC’erne. Ifølge Anna Foss, som sig en fordel i praktiksøgningen”, står for medieværkstedet på RUC, siger han. skyldes det formentlig, at de studerende ikke selv bestemmer, hvor de vil i medieværksted. De kan ønske, om de vil på tv, radio eller Vilkårligt placeret Blandt RUC’erne er overraskelsen skriftlige medier, men derefter over resultatet af undersøgelsen bliver de placeret vilkårligt. Efter

Selvfølgelig bruger vi de 14 dage til at gå og kigge hinanden lidt an

Én ud af 37

Overraskende, fordi rygterne om RUC’ernes medieværksted de seneste år har floreret på både SDU og Journalisthøjskolen under den rygteopildnende betegnelse ’forpraktik’. Gang på gang har både praktikvejledere og studienævnssekretærer på RUC afvist at udlevere lister over, hvor deres studerende har været i medieværksted. På den måde er der for hvert semester blevet smidt yderligere brænde på rygtebålet, og den ene mavesure forpraktik-artikel har derfor fulgt den anden i både, Panikavisen, Lixen og her på siderne.

Men nu viser Illustreret Bunkers egen undersøgelse, at vi faktisk

de 14 dage er det meningen, at de studerende skal bruge deres viden fra medieværkstedet i den medieteoretiske undervisning og derefter aflevere en opgave, som tager udgangspunkt i erfaringerne fra de 14 dage.

Unødig mistænkeliggørelse

Illustreret Bunkers undersøgelse fra i år afkræfter altså rygtet om, at der skulle være en sammenhæng mellem, hvor RUC’erne er i medieværksted, og hvor de ender med at blive ansat. Alligevel erkender flere af de ansvarlige på medierne, at de 14 dage naturligvis har noget at skulle have sagt. Én af dem er Palle Høi, som er chefredaktør på Frederiksborg Amtsavis, hvor der også har været RUC’ere i medieværksted. ”Selvfølgelig bruger vi de 14 dage til at gå og kigge hinanden lidt an, for at finde ud af om vi kunne være et godt match, hvis de skulle vælge at søge os”, siger han.

Og netop derfor vil KaJ fortsat kæmpe for, at medieværkstedet bliver flyttet, så det ikke ligger så kort før Panikdagen. ”Selvom resultatet er positivt i denne omgang, så mener vi stadig, at de 14 dage er placeret på et

Hvordan skal fremtidens journalistuddannelse se ud? Illustreret Bunker har bedt to medlemmer af Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse om at give deres bud

Af Ebbe Dal Adm. direktør for DDF og medlem af bestyrelsen for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Det overrasker mig, at Mogens Blicher Bjerregård rejser rundt med opfordringen til at akademisere Journalisthøjskolen mere, end det allerede er sket.

Mogens Blicher Bjerregård har ret i, at der stilles store krav til fremtidens journalister. Det er ikke alene manglen på historisk paratviden, der gør, at vi tror, vores egen tid er mere kompliceret end tidligere tider. Befolkningssammensætningen, klimaoverliggeren på verdens problemer, den digitale revolution, EU-systemet som supplement til de gamle demokratiske institutioner, bedre

uddannede mediebrugere og meget andet gør det vitterligt vanskeligt at være journalist i dag.

Men alligevel: For nogle år siden lavede DDF en undersøgelse af almindelige menneskers perception af avisnyheder. En af respondenterne var højtuddannet biolog. Men undersøgelsen viste klart, at fordi man kan redegøre for biotopsystemerne på Saltholm, så er man altså ikke klogere på EU-systemet, hvis man ikke får det forklaret i jordnære vendinger.

I dag ligger tre journalistuddannelser i sund konkurrence. De har forskellige karakteristika og vægtninger af det akademiske islæt over for det journalistiske håndværk.

Journalisthøjskolen er utvivlsomt

ILLUSTRERET BUNKER SØGER NYE REDAKTØRER Har du lyst til at være en del af redaktionen på Illustreret Bunker?

Du skal idéudvikle, organisere, skrive, redigere, layoute og så skal du være villig til at sætte tid af til avisen Vi søger fire skrivende redaktører og to fotoredaktører Send os en ansøgning; I den skal du beskrive hvem du er, hvad du vil med Illustreret Bunker, og hvorfor lige præcis du ville være en god redaktør Ansøgningen skal vi have senest lørdag d. 6. juni send den til ib@mail.djh.dk og mærk den ’redaktøransøgning’

den institution, der – uden at forsømme teorien – hæger særligt om håndværket. Hertil medvirker de 18 måneders praktik, som giver særlige forudsætninger i det praktiske arbejde. I JHs bestyrelse havde vi et godt og enigt samarbejde, der også omfattede en særdeles aktiv Mogens Blicher Bjerregård, da vi for få år siden besluttede os for reformen med fusionen med Den Grafiske Højskole. Sammenlægningen skabte en enestående bredde i skolens muligheder. I fremtiden vil de færdige journalister fra Højskolen have udbygget deres meget praksisorienterede færdigheder med en yderligere forstærket forståelse for mediernes vilkår og dermed tilpasningsevne i en kompliceret og lynhurtigt ændret medievirkelighed.

Erfaringen har vist, at flere ambitiø-

TVEKAMP

Bevar den lille forskel

17

SIDE

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

se uddannelsesformer skaber mere konkurrence og dermed større udvikling i uddannelsesmiljøerne. Forskelligheden giver mediebranchen et større og mere attraktivt udbud af journalister.

Hertil kommer, at der er skabt mulighed for akademisk videreuddannelse for JH-folkene på linje med Odense- og Roskildefolkene.

Jeg er sikker på, at Højskolens dimittender i det fremtidige mediemiljø i høj grad vil stå distancen i et godt samarbejde med kandidater fra universiteterne.

Århus som internationalt begreb Af Mogens Blicher Bjerregård Formand for Dansk Journalistforbund og medlem af bestyrlesen for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Når medier og journalister rundt om i verden taler om Århus, skal det selvfølgelig være fordi, det er blevet et begreb, nemlig en medie- og journalistuddannelse, man taler om på lige fod med for eksempel Harvard.

Danmarks Medie og Journalisthøjskole (DMJ) har en helt unik mulighed for at videreudvikle en i forvejen fantastisk uddannelsesinstitution.

Når jeg tidligere har anvendt ordet universitet om Danmarks Medieog Journalisthøjskole i Århus, er forsvarsparaderne kommet op med det samme. Vi er gode nok, som vi er. Vi vil ikke laves om, lyder det.

Det ville da også være tos-

set at fjerne alle de gode elementer fra journalistuddannelsen, som den er i dag, men hvorfor er det så forfærdeligt at have visioner for at gøre den endnu bedre? Vi i bestyrelsen har sikret DMJ en særlovgivning, og det skal også være med den særlovgivning, at vi skal løfte skolen op på et endnu højere niveau næste gang, der er tid og plads til reformer.

den nyfusionerede institution har en kolossal bredde på hele medieområdet og dermed også et potentiale for både videreudvikling af eksisterende uddannelser og udvikling af nye. Her bliver medietilrettelæggeruddannelsen langt fra den sidste. Tværtimod kan den blive forløber for en række nye projekter, hvor fotoområdet meget vel kan blive det næste.

Det er præcis også på den måde, det bør være muligt at forene de håndværksmæssige journalistiske kompetencer med et akademisk miljø og oven i købet bevare brancheindfly-

Ambitionen er et institutionsmiljø, der er gearet til omstillinger og til at tænke nyt på tværs af uddannelser, og som er internationalt attraktivt.

Med det kolossale netværk, DMJ allerede har internationalt, ligger det lige for at have Blicher Bjerregård a m b i t i o n e n , at ”Århus”, forstået som hele den samlede institution med aktiviteter i både København og Århus blandt journalister, mediefolk og på det grafiske område internationalt, kan blive identisk med et selvstændigt ”The Danish University of Journalism and Media”.

Ambitionen er et institutionsmiljø, der er gearet til omstillinger - Mogens delsen. Og ja, vi skal hele tiden tænke i udvikling, for hvad er alternativet?

Der findes to veje: udvikling og afvikling. Jeg går naturligvis ind for det første.

Når DMJ har potentialet til at blive et internationalt begreb, er det fordi

Håndværker med akademikerviden Fremtidens mediebranche vil have journalister med viden og akademisk baggrund. Allround journalisternes dage er derfor talte, men alligevel bliver hverken SDU’s eller Journalisthøjskolens kanditatoverbygninger overrendt af studerende

FOKUS

SIDE

18

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

Tekst: Lisbeth Svalgaard Efter knap seks dage som nyuddannet journalist fra Journalisthøjskolen, satte Marie Hauberg Pedersen først i februar kursen mod Odense og SDU’s to-årige cand. public. uddannelse. Hver morgen hopper hun nu på toget fra Århus for at tilbagelægge de godt 140 km til Odense.

Begrundelsen er nem nok. ”Allerede efter 1. semester på kandidatuddannelsen har jeg en følelse af at være blevet meget klogere på politik og medier. Det er brugbart i forhold til at forstå akademikeres tankegang bedre, og det giver også et større overskud rent research- og formidlingsmæssigt,” siger Marie Hauberg Pedersen.

IT, Psykologi og indvandrerspørgsmål

Cand.public. er en 2-årig kandidatuddannelse, hvor færdiguddannede journalister kan fordybe sig i journalistikken og fag, der er journalistisk relevante. Både SDU og Journalisthøjskolen (i samarbejde med Århus Universitet) udbyder uddannelsen,

men det er ikke helt den samme retning, de to uddannelsessteder følger. På SDU er 1. semester et såkaldt indskolingssemester, og 2. og 3. semester er helliget fagspeciale, hvor man kan specialisere sig i alt fra IT til psykologi eller udviklingsøkonomi. Det 4. og sidste semester er til specialeskrivning.

I Århus bruges cand. public’ens første år på samfunds- og kulturvidenskabelige teorier og metoder. På 3. semester kan man, som på SDU, vælge en fagpakke, der giver mulighed for at udforske blandt andet indvandrerspørgsmål eller oplevelsesøkonomi. Og i Århus er det sidste semester ligeledes tilegnet specialeskrivning.

Mere viden, tak

Marie Hauberg Pedersen er ikke den eneste, der har et ønske om at få en større indsigt i politik og samfund.

Kristian Larsen blev færdiguddannet fra Journalisthøjskolen i 2003, og efter tre år på arbejdsmarkedet valgte han også at tage kandidatuddannelsen. ”Jeg manglede samfundsteoretisk viden, da jeg var færdig på Jour-

nalisthøjskolen. Derfor valgte jeg kandidatuddannelsen med speciale i netop det. Man lærer at sætte sig ind i mere komplicerede problemstillinger, og man begynder derfor at researche på et højere niveau end ellers,” siger Kristian Larsen.

Netop teoretisk grundviden og plads til fordybelse er det, der dygtiggører journalisterne. Fagpakker og fagspecialer gør, at journalisterne får særlig viden på fagområder, de kan behandle i medierne. En tendens, der haster frem i journalistikken. ”Journalisternes arbejdsmarked er i forandring, og derfor er det en god idé at dygtiggøre sig på cand. public., så man kan leve op til udviklingen,” siger Henrik W. Jørgensen, uddannelsesleder på Journalisthøjskolen.

Nichéviden til nichémedier

I takt med at medierne henvender sig mere til målgrupper med særlige interesser end tidligere, må journalisterne også have mere specialviden, så de kan formidle bedre og mere præcist til de målgrupper. ”Jeg kan få en fordel i de mange nichemedier, som jeg tror, vil have lettest ved at overleve. Det giver noget

ekstra, når der står på CV’et, at man er journalist med speciale i dansk og europæisk politik. Det tror jeg også, at medierne kan forholde sig til,” siger Marie Hauberg Pedersen.

Ifølge Henrik W. Jørgensen, kræver udviklingen i medierne, at man kvalificerer sig. ”I fremtiden vil der være behov for journalister med en akademisk profil. Blandt andet fordi mange af fremtidens journalister vil få kolleger med en anden akademisk baggrund, som de så skal leve op til,” siger han.

Kristian Larsen ser også klare fordele ved kandidatuddannelsen i forhold til det kommende mediebillede. ”Jeg bliver en journalist, der ved noget mere. Jeg håber, det forbedrer mine muligheder for at lave bedre historier. Andre historier,” siger han.

Til trods for mediernes efterspørgsel, er cand. public. uddannelserne ikke overrendt af journalister. 13 studerende er tilmeldt cand. public. uddannelsen i Århus. I Odense er der ca. 30 studerende på kandidatuddannelsen.

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

19 Få Updateret inspiration

FOKUS

Når en uges efteruddannelse på Update er lig verdens bedste dokumentarfilm, ny inspiration, hygge, fodboldkampe og lækker mad, er der ingen undskyldning for at blive hjemme. Det er underviser Torben Schou, kursist Mikkel Schou og DJ’s næstformand Fred Jacobsen enige om Tekst: Kirstine Høj Foto: Jonathan Grevsen

Journalisterne Torben Schou og Anders Agger underviser i det ugelange kursus Fortæl fjernsyns-historier for fanden på Update i Århus og København. Kurset henvender sig primært til tv-journalister og handler om at huske fortælleglæden i en deadlinepresset hverdag. Torben Schou strutter af entusiasme, når snakken falder på hans elskede tv-medie. ”Fjernsyn skal være fyldt med lyd - for lyd sætter en scene,” opildner han.

Som følge deraf vises der i undervisningen eksempler på indslag med fokus på lyd, der virker og skaber rød tråd mellem start, midte og slutning.

Han prøver at overføre sin grundlæggende levemåde til kursisterne: Er du i tvivl; så gør det! ”Der er mange kursister, der skriver til os efterfølgende – for det har vi jo sagt; når de forlader det her, så holder vi øje med dem,” siger Torben Schou med et glimt i øjet signalerende, at han er en kærligt interesseret version af Big Brother.

Torben Schou underviser for tiden sammen med Anders Agger på kurset Fortæl fjernsyns-historier for fanden på Update i Århus og København givet mig en glæde og en gejst,” siger Mikkel Schou.

Støtte til efteruddannelse

Update mærker ikke til krisen i mediebranchen, men kan tværtimod melde om fulde huse og ventelister. ”Det er godt nok et svaghedstegn, hvis man sparer på efteruddannelse. Min fornemmelse er ikke, at efteruddannelse er blevet

nedprioriteret,” siger Torben Schou.

Der er opbakning i sagen fra baglandet i Dansk Journalistforbund. Under overskriften ”Er efteruddannelse ikke både en ret og en pligt?” skrev næstformand Fred Jacobsen den 27. april således i Børsen: ”Der er stor enighed om, at efteruddannelse er en hjørnesten i vores samfund. Hvis ikke vi efteruddanner os vil både landets og individets velfærd være truet. Derfor bruger vi masser af penge på efteruddannelse.”

En ny undersøgelse blandt 1904 medlemmer af Dansk Journalistforbund viser, at kun fire ud af ti har været på efteruddannelse inden for de sidste to år. Grundene er arbejdspres, og at man bare ikke lige får det gjort. Journalist Mikkel Schou anbefaler også efteruddannelse som kilde til ny inspiration. Ergo: Der er ingen undskyldninger for at fravælge efteruddannelse!

Commited til kvalitets-tv

”Vi beder hver enkelt kursist om at lave et commitment statement: Det betyder, at vedkommende til sidst på kurset skal dedikere sig til et eller andet,” fortæller Torben Schou. At bruge flere nærbilleder er Mikkel Schous statement commitment. Han nyder kursistlivet i inspirations-oasen. At komme væk fra hverdagen som freelancejournalist og ansvarshavende chefredaktør på www. tvflux.dk. ”I enhver læreproces er det største at få en smule mere erkendelse om sig selv,” siger Mikkel Schou. Fagligt har han fået en masse input til, hvordan man laver godt tv. ”To aftener har vi set gode dokumentarfilm sammen som eksempler på det, vi er blevet undervist i,” fortæller han.

Socialt har kurset været festligt med samvær og fodboldkampe. Over festmiddagen sidste aften erstattes tv-tørsten af tørst efter kolde øl og rødvin, mens det fyger med fag- og hyggesnak hen over bordet. ”Kurset har

På kurset var der også tid til at nyde cigaretter og øl i solen og diskutere indhold og journalistik

SIDE

20

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

Sponsorjournalistik – trussel eller god idé?

En journalistisk falliterklæring og mord på den uafhængige, kritiske journalistik. Debatten om sponsorjournalistik har været hed de seneste uger

FOKUS

Tekst: Mette Albæk

Forestil dig, at Shell betaler en håndfuld journalister på et stort dansk dagblad for i fire uger at undersøge energikonkurrenten Vestas’ årsregnskab og skrive en kristisk artikel om emnet. Umiddelbart etisk og journalistisk problematisk, vil de fleste nok tænke - men allerede til efteråret kan det blive en realitet på Dagbladet Politiken. Avisen overvejer nemlig at bede læserne om sponsorater i bytte for redaktionel indflydelse.

Og debatten er vigtig og relevant at tage, mener Peter Bro, som forsker i journalistik ved Syddansk Universitet. ”Der er færre, der køber avis. Lige nu oplever vi, at medierne gradvist bliver sat under pres. Dermed kommer sponsorjournalistik et skridt tættere på. Det er vigtigt for læserne, lytterne og seerne at de ved,

hvad der foregår i branchen,” siger Peter Bro.

Annoncer på en ny måde

På Information vil man hellere end gerne forklare, hvad der foregår.

Avisen er på det seneste blevet beskyldt for at slække på pressefriheden ved at give deres annoncører mulighed for at placere deres logo efter bestemte ”searchwords” på hjemmesiden. ”Debatten er overophedet, og det, vi gør, har intet med sponsorjournalistik at gøre. Det er jo ikke artikler, der bliver sponsoreret. Vi har altid solgt annoncer, og nu ligger de bare som features på artikelindgangen i stedet for,” siger Morten Hesseldahl, direktør på Information.

Konceptet har Information hentet fra New York Times’ hjemmeside, og Morten Hessedahl understreger, at avisen aldrig vil sætte redaktionel indflydelse til salg. ”Det er fuldstændig livsfarligt for journalistikken, hvis vi forestiller os,

at man kan købe et stykke journalistisk gravearbejde. Det er slet ikke der, vi vil hen. Vi vil bare gerne have annoncører,” siger han.

Vandtætte skotter

Og netop forskellen på annoncering og decideret sponsorjournalistik er vigtig at klargøre, mener forsker i journalistik Peter Bro. ”Det er på de kommercielle rammer, at medierne bliver presset. Så det er klart, at man vil ty til nye metoder og annoncering. Derfor er det meget vigtigt, at der er vandtætte skotter mellem de økonomiske og journalistiske midler. Og branchen skal fægte med åben pande for at folk kan gennemskue, hvad der foregår” siger Peter Bro. Som situationen er nu, er Peter Bro dog ikke bekymret for den danske pressefrihed. ”Den nyeste undersøgelse viser, at Danmark ligger nummer tre på listen over lande med størst pressefrihed. Så set i et internationalt

perspektiv, har pressefriheden det godt,” siger han.

”Pro-am”

Peter Bro ser heller ingen problemer i at tænke nyt og anderledes, for at sikre den trykte presses fremtid.

De seneste år er det blevet mere og mere populært at inddrage læserne, lytterne og seerne i mediernes produktion. Med mulighed for blandt andet at lave blogindlæg, tilføje punkter på Google-maps og uploade billeder på diverse mediers hjemmesider, er brugerne blevet medspillere. Og tendensens kan anvendes positivt uden at blive sponsorjournalistik. ”I USA har man indført pro-am begrebet. Det betyder, at professionelle journalister samarbejder med almindelige borgere. Vi skal passe på, at vi bliver ikke alt for hellige.

Vi ville sikkert have meget godt af at udvide vores nyhedsnet, i stedet for kun at være afhængige af koncerner og partier,” siger Peter Bro.

Undervisning i kommunikation nedprioriteres

Mange journalister ender i kommunikationsstillinger, og det afspejles i de udbudte praktikstillinger på Journalisthøjskolen. Journalisthøjskolen skal først og fremmest uddanne i journalistiske færdigheder, men ”Vi kan ikke sætte os i et elfenbenstårn,” siger rektor på JH, Anne-Marie Dohm Tekst: Jens AntonTingstrøm Jens Anton Bjørnager ”Andelen af undervisning på Journalisthøjskolens førstedel i kommunikationsstrategier, pressekontakt, medietræning og spin er lig: 0 %.” Sådan lød den kontante kritik fra Niels Toftegaard i sidste udgave af Illustreret Bunker. Journalisthøjskolen er både middelmådig og mangelfuld, hvis man spørger Niels Toftegaard, 5. Semester-praktikant fra Flyvertaktisk Kommando. En stor del af hans arbejde er kommunikationsopgaver, som han ikke har følt sig rustet til med sin foreløbige journalistiske uddannelse.

Først og fremmest journalistik

Ifølge Anne-Marie Dohm skal man først og fremmest lære journalistik på førstedelen på JH. Meningen med praktikpladserne i kommunikationsafdelingerne er ikke, at man skal i praktik som kommunikationsmedarbejder, men som journalist. ”Vi stiller krav til praktikstederne, om at det skal være stillinger med et journalistiske indhold,” siger hun.

Anne-Marie Dohm peger på, at man kun har halvandet år inden praktikken, og at det

her er vigtigt at få de basale journalistiske færdigheder på plads. Den egentlig specialisering foregår på sidste del af uddannelsen.

Hun mener samtidig, at det er fint, at studerende får kendskab til kommunikationsarbejdet i praktikken, men det er de journalistiske opgaver, som skal være centrale.

Masser af kommunikation

Det stiller krav til JH, at mange journalister ender i kommunikationsstillinger. Skolen må tage stilling til denne udvikling. Ifølge Dansk Journalistforbund har antallet af journalistiske stillinger og praktikpladser været stagnerende de seneste år. Dog er det ifølge DJ en vigtig pointe, at man med rimelig sikkerhed kan sige, at journalister udgør en stor, men ikke dominerende, gruppe af landets kommunikatører.

Brian Rasmussen, presseansvarlig for blandt andet landsholdet i roning og taekwondo, fra Journalisthøjskolens afgangsklasse januar 2008, har arbejdet selvlært med kommunikation siden starten af 7. Semester. Han fravalgte kommunikationsspecialiseringen

på sidste del af uddannelsen, men forklarer til Illustreret Bunker, at han fandt mange af hans journalistiske evner brugbare i kommunikationsarbejdet. ”Det giver mig en stor fordel i kommunikationsarbejdet, når jeg ved, hvordan en journalist tænker, og hvordan medierne fungerer,” siger han.

Det står altså klart, at de journalistuddannede, med deres professionelle tilgang til kommunikationen, er attraktive i kommunikationsbranchen. ”Journalister kan forholde sig kritisk til samfundet og til den virksomhed eller myndighed, de befinder sig i. De kan navigere, analysere, researche, og samtidig kan de have hænderne på styret,” siger Anne-Marie Dohm.

Dohm løfter slørret for ny kandidatuddannelse

Anne-Marie Dohm er indstillet på, at skolen må forholde sig til virkeligheden. ”Vi kan ikke bare sætte os i et elfenbenstårn og sige; ’det er en branche, vi slet ikke vil

have noget med at gøre’. For en stor del af vores studerende, der ender derude, og som gnidningsløst skifter mellem journalistik og kommunikation,” siger hun og løfter sløret for, at nye uddannelser måske er på vej.

Hun åbner op for muligheden for at udnytte skolens store mediekendskab og mediesamarbejde i en ny kandidatuddannelse i kommunikation. ”Vi har en kandidatuddannelse for journalister, i journalistik og i samfundsfag. Sådan en kunne man jo overveje at gå i kommunikationsretning med. Så lige nu gør vi os en masse overvejelser om vores udbud af uddannelser i forhold til det her marked.”

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

Skæbnekamp med høj risiko 21

Tekst: FC Åben Modus

Stolthed og ære er på spil, når FC Åben Modus fredag eftermiddag tørner sammen med AC Jourventus

Mere end en fodboldkamp

Men der er ikke bare tale om en fodboldkamp i Odense. Ligesom sidste år er der arrangeret grill, øl, kommentatorer og afterparty i Odense.

Derfor er det ikke kun fodboldholdet, der drager til Odense. I samarbejde med KaJ, DSR og Fredagsbaren har FC Åben Modus arrangeret bustur til Fyn fredag eftermiddag. Formand for FC Åben Modus, Sebastian Stan-

bury, glæder sig til arrangementet. ”Det er en traditionsrig begivenhed, som betyder rigtig meget for hele skolen. Vi har chancen for at vise, at Journalisthøjskolen er en enhed. Vi har spillere fra første, andet, tredje og syvende semester, og vi har et rigtigt godt holdfællesskab på tværs af alder og journalistisk rutine, siger Sebastian Stanbury.

Halvdelen af billetterne til turen er solgt, men formanden forventer udsolgt, når det bliver fredag. ”Vi har oplevet stor interesse for det, og vi håber på mange tilrejsende JH’ere, der vil støtte FC Åben Modus og dermed skolen. Samtidig glæder vi os meget til at nyde et SDU-arrangement, der tegner til at blive flot, professionelt og underholdende,” lyder det fra Sebastian Stanbury.

Med hjerne og hjerte

Trods de store armbevægelser forud for kampen, er der bekymrede miner i Modus-lejren. De lyseblå helte har

KULTUR

Journalisthøjskolens fodboldhold FC Åben Modus møder journalistuddannelsen på SDU i årets højrisikokamp. Kampen spilles under stor ståhej i Odense fredag den 15.maj

fra Journalistuddannelsen på SDU i Odense. Årets højrisikokamp står for døren, og der er meget på spil for de to hold. Sidste år vandt fynboerne 3-1 i Århus, men nu er det tid til revanche. Træner for FC Åben Modus, Martin Davidsen, ser frem til kampen. ”Det er en enormt vigtig kamp, som man vel kan sammenligne med en hovedopgave på uddannelsen. Det er sæsonens højdepunkt, og vi glæder os, selv om det bliver en stor udfordring for holdet. Odense er gode,” siger Martin Davidsen.

fået en forfærdelig start på sæsonen i Serie 5, hvor holdet kæmper i bunden af rækken. ”Jeg er overrasket over, at det er gået så skidt indtil videre. Vi har egentlig spillet godt, men vi har lavet mange hovedløse fejl, som har kostet dumme nederlag,” siger træner Martin Davidsen.

Selvom resultaterne har svinget, tror træneren på sit hold i kampen mod SDU. ”Jeg er sikker på, at vi rejser os mod SDU, for det er en kamp, som betyder så meget for klubben.

Jeg håber, at spillerne både vil tage hjerne og hjerte med til kampen.

Vi får brug for begge dele,” siger Martin Davidsen.

Billetsalget til højrisikokampen er i fuld gang. Billetterne koster 50 kroner og kan købes hver dag klokken 12.00 i kantinen på Journalisthøjskolen.

ANMELDELSE:

Planen der aldrig blev fulgt til dørs Vi husker alle Nyhedsavisen og dens indtog på det danske avismarked.

En husstandsomdelt gratisavis med substans, der i sidste ende skulle blive en storkonkurrent til de store danske dagblade – eller det var i hvert fald planen Tekst: Katrine Grønvald Raun ”Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen” er skrevet af fire tidligere journalister på Nyhedsavisen; Rune SkyumNielsen, Rasmus Karkov, Morten Runge og Niels Holst. Det er en historie om succesrige pengemænds fald. En historie om en redaktionel og journalistisk kamp for Nyhedsavisen.

En kamp, som mange tvivlede på, var værd at kæmpe, men som islandske investorer startede i håb om at overtage det danske avismarked. En drøm der virkede ligetil og inden for rækkevidde, men som langsomt smuldrede mellem fingrene på dem sammen med mange millioner kroner.

Islændingenes motiv, avisens opstartsfase og kamp for overlevelse. Alt dette og meget mere er beskrevet i den let-

læselige bog. Selvom de fire forfattere til bogen alle er tidligere medarbejdere på Nyhedsavisen, er bogen skrevet i en objektiv tone, der gør den til meget troværdig læsning og giver et unikt indblik i hovedpersonernes tanker om projektet. Det hentydes blandt andet, at Nyhedsavisens skæbne blev beseglet, da det mislykkedes at få en distributionsaftale med Post Danmark i hus. Hvis aftalen var kommet på plads, havde Nyhedsavisen haft adgang til etageejendomme i Odense, Århus og København, og det havde gjort distributionen af avisen nem og overskuelig. I stedet mistede avisen i en lang periode utallige aviser, da polske bude dumpede eller brændte dem af.

Man kan som læser ikke undgå at leve sig ind i den mistrøstige stemning, der følger projektets hovedpersoner. Og det er til tider tåkrummende læsning,

der mest af alt minder om en sæbeopera. Her finder man det hele; løgne, intriger og en strøm af penge. En nøje opbygget og glamourøs facade, der til sidst ender med at fælde de implicerede.

Selv om Nyhedsavisens skæbne er kendt for enhver, er fortællingen fra den tætte midte fængende. Så hvis du vil læse om alt det, der ikke blev skrevet i pressen efter avisens lukning, er ”Sagaen om Nyhedsavisen” god og interessant læsning, som er svær at lægge fra sig igen.

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

KULTUR

SIDE

22 På besøg i Søren Ryges VIRKELIGHED Tekst: Christian Møller Nielsen Foto: Jonathan Grevsen

En halv time i bus uden for Århus ligger Rønde, og der på busterminalen holder en mand med uglet hår og fleecetrøje parkeret i sin grå stationcar. Han kører fotografen og jeg væk fra bebyggelsen, ud mod markerne med bølgende græs og næsten selvlysende raps. Vi overhaler en traktor, drejer fra og følger en markvej, der snor sig ud over det flade land som et barns tuschstreg over en bordplade. I det fjerne rejser rullende bakker sig, og det ligner et gigantisk amfiteater. En scene, hvor Søren Ryge stadig tumler rundt med et enkelt kamera, sin store have og de mange mennesker, han har taget med sig ind i billedet i 25 år. Og lige der, midt i det hele, møder Illustreret Bunker ham til en snak om virkeligheden.

Både den, der begrænser sig til haven og den, der trænger sig på ude bag bakkerne.

Virkeligheden og haven

Vi skriver 1976, og Haveselskabets medlemsblad, Haven, har just ansat en ilter herre på baggrund af et brev, der kritiserede hele den redaktionelle linje for at handle for meget om havens planter og for lidt om menneskerne, der passede dem.

Den iltre herre hedder Søren Ryge Petersen, og den dengang 31-årige skribents første job blev at følge en fotokonkurrence og skrive om de billeder, han var faldet for: ”Når man lige har set over 300 lysbilleder fra Danmarks haver, så er det næsten ikke til at lade være med at vise noget af det frem, som dommerne ikke valgte. Vise nogle af de billeder, der gjorde en umiddelbart glad, fordi de bare viste noget godt. Ikke på grund af pragt eller fornemhed, ej heller fordi det er teknisk fuldendt eller botanisk uhyre sjældent. Nej, bare fordi der var nogle billeder, der af uforklarlige årsager gik lige til hjertet. Sødt, yndigt, romantisk, vil nogen sige. Jeg kalder det liv!”

I dag kalder han tekststykket for en ”programerklæring”, for det kom til at følge ham latent de følgende 33 år. Og som han sidder her i sin vinterstue i forlængelse af det orangekalkede hus - som alle danskere kender - har han ingen planer om at ændre kurs. Haven er stadig et mikrokosmos af livet og dermed et uudtømmeligt reservoir af fortællinger. ”For 30 år siden skulle jeg være den, der gav folk gode råd. Når jeg ser de programmer nu, krummer jeg tæer. Jeg ville vise ”den perfekte have” frem,” husker han og ryster på hovedet af sin selvopfattelse som overdommer. ”At have en have er også en skuffelse - der er ukrudt og skidt og lort. Det har jeg jo også med. I den forbindelse er min have slet ikke nogen drømmehave. Min have er stor, og der er meget i den, men den er ikke perfekt.”

Søren Ryge sætter piben tilbage mellem tænderne og ruger et øjeblik. ”Haven er altid en gentagelse. Det ligger i havens natur. Måske har jeg lavet et nyt bed, men grundlæggende er det det samme. Man skulle ikke tro, at jeg kunne grave nye kartofler op hver Sankt Hans og være skideglad hver gang, men gu’ kan jeg det. For det er vi jo!” råber han begejstret, så glaspartierne i vinterstuen giver efter. ”Jeg har lært, at tingene gerne må gentage sig.”

Virkeligheden og journalistik

For journalister opdraget med CNN-pulsen drønende i blodet, kan Søren Ryge forekomme som en verdensfjern havemand, der vender blikket mod det nære og lytter til fuglene. Men det lægger han heller ikke skjul på. Flere gange i løbet af eftermiddagen, omtrent en gang for hver kop kaffe, harcelerer han over nyheder, og at ”det er slet ikke min opgave at fortælle den slags.” Han har i stedet prikket hul på en usynlig verden, hvor han stort set har patent på at fortælle om dem, han kalder ”almindelige mennesker”. Når han gør det, skal det gerne være med ”guldstøv i sproget, men kun engang imellem – der skal jo ikke gå Møllehave i den”.

Søren Ryge arbejder uden egentligt manuskript, for virkeligheden ligger i det naturlige. ”Der, hvor der er lavet manuskripter for interviews og optagelser, er sproget ofte intetsigende eller kedeligt. Journalisterne har indlært en masse fra møder og whiteboards - og så sætter de sig ned ved deres computere og skriver alt, hvad de skal gøre eller sige. Om de skal sige det direkte eller som speak. Om det varer ti eller femten sekunder. Og så tager de ud og filmer - efter manuskriptet!”

Han spærrer øjnene op, stemmen knækker i falset og armene flagrer, som for at styrke pointen. ”Redigeringen er også efter manuskript, og det her manuskript kommer altså ind som en løsrevet sag. Når jeg snakker, så kigger jeg jo på dig. Brugen af sproget foregår altid i en sammenhæng, hvor andre elementer også er på spil. Hvor der typisk er andre mennesker på spil. Og det er man jo løsrevet fra, når man sidder ved sin computer og skal skrive det, der skal forestille at være talesprog!”

Søren Ryge er blevet berømt for sit DR Derude direkte – udsendelser uden hverken manuskript eller klip. Selv når han skal skrive manuskript, sætter han en ære i spontaniteten. I programmet ”På tur med hunden” gik han med foxterrieren Yo-Yo og en fotograf, der filmede dem i engene, ved grøfterne, under himlen. ”I stedet for at have mikrofon på, ville jeg lave en speak efter optagelserne. Den skulle være stream of consciousness. For når man går alene eller sidder i sin bil, kan tankerne springe fra den ene yderlighed til den anden. Så jeg lavede en speak, der skulle efterligne min stream of consciousness under gåturen. Jeg satte mig ned bagefter og rekapitulerede: ’hvad tænkte du, da du gik derude?’ Bagefter tog jeg ind på DR og indspillede speaken, samlede mine fire-fem bedste kolleger og bad dem sige deres mening. De hørte det og de klappede nærmest i deres hænder. Men mit sprog var jo ikke lige pludselig anderledes end det, jeg plejer at bruge. Mit tankesprog og mit talesprog og mit skriftsprog er i nær, nær familie med hinanden.”

Virkelighedens begrænsninger

Søren Ryge er ikke meget for at sætte sig selv i konventionelle kategorier. Men han vil gerne erkende, at hans journalistiske udgangspunkt er virkeligheden. Hans egen virkelighed. Og han kender dens begrænsninger.

23

SIDE

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

KULTUR Søren Ryge er 64 år og døjer lidt med dårlig ryg. Derfor kommer der i ny og næ en kvinde på efterløn og hjælper med grave- og lugearbejdet i haven

”Jeg laver aldrig programmer fra byen. For i byen er jeg en total fremmed. Byen interesserer mig ikke, den keder mig efter meget kort tid. Derfor opsøger jeg heller ikke historier i byen, for jeg ville ikke kunne skrive dem.”

En dag ringede Politiken og foreslog ham at tage til byen og skrive artikler om det. ”’Hvilken by,’ spurgte jeg. ’New York,’ sagde de. Og jeg var ved at falde ned fra stolen.”

Men han gjorde det – seks dage i storbyens inferno. Og gentog det et par år senere i København, hvor vennen, fotografen Nicolai Howalt, havde tilrettelagt en ”dødsrute” rundt på Vesterbros værtshuse. Vantroen lyser stadig ud af havemandens solbrændte ansigt. ”Det var sgu meget sjovt. For jeg skriver det jo på min måde. Men jeg gør det kun én gang. Herhjemme graver jeg kartofler op hvert år, men jeg tager fandeme ikke på dødsruten i København hvert år.”

Virkeligheden og Djursland

Og så er vi tilbage på Djursland. I Søren Ryges amfiteater. Her, hvor han forstår sproget og finder historier blandt sine ligesindede. Journalistikken fungerer bedst her hvor tankerne og talen og skriften er så tæt på hinanden som muligt. ”Indforståetheden herude kan åbne nogle døre, der ellers ikke ville have åbnet sig. Når jeg kommer hos andre bønder, så snakker jeg med dem om deres verden og kommenterer deres verden. Det gør det hele ufatteligt meget nemmere. For det første opstår der en sympati og en tillid.

Hvis jeg kom over til min nabo Anders og talte om en ko og kaldte det en kvie, så ville han straks korrekse mig og tænke ’vorherre bevares’. Hvis jeg ikke kan kende forskel på en hvedemark og en rugmark og en bygmark - alle de ting, vi kan på rygmarven, og som jeg selvfølgelig registrerer. Det, at man kan dem og ikke rynker på næsen, fordi der lugter af lort i stalden. At man springer til side, fordi man kan se på koens hale, at om lidt kommer der en stråle af lort ud af røven på den. Sådan noget aftvinger nærmest respekt. ’Okay, ham der har styr på det’.”

Søren Ryge har styr på sin verden. Han har efter eget udsagn tilbagelagt markvejen hen over engene mindst 20.000 gange. Den markvej, der løber mellem hans have og verden derude bag bakkerne.

Ikke alt er overladt til tilfældigheder, når Søren Ryge sender DR Derude direkte. På turen gennem haven samlede han stæreæg og placerede dem på nøje udvalgte steder, så han “tilfældigvis” kan finde dem i løbet af programmet

MAJ 2009 ILLBUNKER.dk

Bunkerens Nye Klæder I

2009 lever en Rektor, som holder saa uhyre meget af smukke nye Brands, at hun giver alle sine Penge ud for ret at blive pyntet.

Hun brød sig ikke om sine Elever, brød sig ei om Journalistik eller om at begå sig i Medieverdenen, uden alene for at vise sine nye Brands. Hun har et X for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet, saa sagde man altid her: ”Rektoren er i Xpansion”.

I

den smilende Stad, hvor hun bor, går det meget fornøieligt til, hver dag kommer der mange Fremmede. Én dag kom der to Bedragere; de gav sig ud for at være Logodesignere og sagde, at de forstod at lave det dejligste Brand, man kunne tænke sig. Ikke alene Farverne og Mønstret var noget usædvanligt smukt, men de Brands, som blev lavet i Computerprogrammet, havde den forunderlige Egenskab, at de skulle gøre Skolen synlig for hvert Menneske, og de, som ikke kunde se forbedringen, duede ikke i sit Embede, eller ogsaa var de utilladelig dumme. ”Det var jo nogle dejlige Brands,” tænkte Rektoren; Og hun gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at de skulde begynde på deres Arbejde.

H

ele natten før den Formiddag Panikdagen skulde være, sad Bedragerne oppe og havde over seXten Lys tændt.

Folk kunde see, de havde travlt med at faae Rektorens nye Hovedindgang færdig. De malede betonen, de skrev Bogstaver, de satte dem på med Lim og Skruer og sagde til sidst: ”see nu er Brandet færdigt!”

R

ektoren, med sine fornemste Mediemennesker, kom selv derhen, og begge Bedragerne løftede den ene Arm i Veiret, ligesom om de holdt noget og sagde: ”see her er X´erne! Her er det nye! her er Brandet!” og saaledes videre fort. ”Det er saa blåt, som Havet! man skulde troe, Bunkeren ikke var af cement og grå, men det er just Dyden ved det!” ”Gud hvor de klæder godt! hvor sidder det deiligt!” sagde de allesammen. ”Hvilket Mønster! hvilke Farver! Det er en kostbar indgang!” – ”Ja, jeg er jo istand!” sagde Rektoren. ”Sidder det ikke godt?” og saa vendte hun sig nok engang for Brandet! Og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Bunkerens nye Klæder er mageløse! Hvilket dejligt Hylster hun har lagt paa Skolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde se igennem det synlige, for saa havde de jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dumme. ”Men der er jo ikke noget bag Brandet”.

Sagde en Elev fra den røde Kantine. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Læreren fra den hvide Kantine; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Eleven sagde.

”M

en der er jo ikke noget bag Brandet,” raabte tilsidst hele Skolen. Det krøb i Rektoren, thi hun vidste, de havde Ret, men hun tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Lærerne gik og bar den ”forbedrede” Uddannelsesinstitution, som der slet ikke var.

Af Therese Rokkjær Birch