Illustreret Bunker - 6 2009

crashede døre og lavede 3 << De udenomsaftaler.

Mød to praktikanter, der fik stillinger på den utraditionelle måde

BUNKER >> 21

Foto: Astrid Dalum

ILL

Foto: Jonathan Grevsen

Peter Mogensens analyser står side om side med journalistiske historier - men indeholder næsten aldrig direkte citater og kilder.

Mød Politikens politiske kommentator

OKTOBER 2009//11.ÅRGANG//NR.6

Foto: Jonathan Grevsen

<< 8

CLEMENT KJERSGAARD

SPILLER

LUDO - læs tre danske ordekvilibristers tanker om sproget

MAJ 2009

Foto: Morten Germund

MOD ILLUSTRERET BUNKER

Foto: Morten Germund

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

TAK FOR

HJÆLPEN

En del af jer har svaret på vores survey, og vi er i fuld gang med at tage svarene til efterretning.

I denne udgave slipper i eksempelvis for boganmeldelser, for under en procent af jer ønsker dem.

Faste skribenter

Redaktionen

Overordnet set er det Indesektionen, der er størst uenighed om. Flere mener, at de interne artikler ofte er noget ligegyldigt navlepilleri.

Omvendt ønsker andre ligefrem en følgeton om kantinemaden.

Ansv.

Inde

Ude

Fokus

Kultur/ Debat

Der findes en Facebook-gruppe mod for meget persille på kantinens “dagens ret”, men det er ikke en kritisk artikel, I finder her. Til gengæld har vi tre debatindlæg om maden på side 22.

I Indesektionen kan du læse om 3.semesters seneste uger med praktiksøgning, og så har vi tre prisvindere fra JH – og de skal hyldes. Hvor ellers end i Illustreret Bunker.

sportsjounalist på arbejde. Ellers kan du finde ud af, hvordan Politiken bruger Peter Mogensen til at spå om den politiske fremtid.

I Fokussektionen kan du læse Lasse Ellegaards dagbog fra Beirut og blive inspireret til et liv som udenrigskorrespondent.

God fornøjelse Redaktionen

Hvis du er en af dem, der i surveyen efterlyste mere sport, bør du i Udesektionen tage med en

Foto

Foto

Foto

Webmaster

Kenneth K. Knudsen kkknudsen@mail.djh.dk

Illustreret Bunker har været på studietur med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

Økonomiansvarlig Sofie Tholl sftholl@ mail.djh. dk

Sofie Marie Ottsen smohansen@mail. djh.dk

Mette Albæk malbaek@ mail.djh. dk

Kirstine BiltoftKnudsen kirstineb@ mail.djh. dk

Jens Anton Tingstrøm jatklinken@mail. djh.dk

Asbjørn Sand assand@ mail.djh. dk

Jonathan Grevsen jwkgrevsen@mail. djh.dk

Jonas Vandall Ørtvig jortvig@ mail.djh. dk

Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Annonceansvarlig Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Illustreret bunker

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www. illbunker.dk

Udgivelse Cecilie Gremaud

Lisbeth Svalgaard

Mikkel Secher

27. Oktober 2009 11. årgang - 6. udgave Thomas Vibjerg

Nikolaj Søndergaard

Anne Øllgaard

Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

Tryk

OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

Praktiksøgning kræver mod En hjemmeside fuld af opblæste floskler, gode spørgsmål til Åbent Hus, en (s)ærlig og fokuseret ansøgning samt stålnerver til praktikdagen. Sådan er normen. Sådan får man en praktikplads. To studerende fra JH er gået alternative veje Af Sofie Marie Ottsen og Jonathan Grevsen (foto)

Jeg brænder for journalistikken. Jeg er målrettet og ansvarsfuld og engageret og skarp og skæv og god og modig, og da jeg var lille, sagde mine venner og familie og bedsteforældre altid, at jeg var en fantastisk velformuleret og journalistisk baby. Trawler man gennem tredje semesters dugfriske praktikhjemmesider, er det tydeligt, at de fleste har fattet, hvad det hele handler om. Hvis man vil have en praktikplads, skal man sælge sig selv. Gennem hjemmesiden, gennem kløgtige spørgsmål til Åbent Hus, gennem en fabelagtig ansøgning og på Panikdagen. Men nogle gange kan man gøre noget andet. Sådan fik to studerende fra Journalisthøjskolen drømmepraktikpladsen.

JETTE LIN NIELSEN, 4. SEMESTER Efter 6 måneders praktik på DR Kommunikation har Jette Lin Nielsen internt sikret sig sidste års mest søgte praktikplads flere uger før panikdagen. Til februar starter hun som praktikant på DR Kultur.

Det bliver i ’Huset’ En uge før DR Kultur i år skulle sende deres opslag ind til praktikudvalget, spiste Jette Lin tilfældigvis frokost med Kultur-praktikanterne i DRs kantine. Her luftede hun ønsket om at søge DR Kultur ved efterårets Panikdag. ”Jeg skylder helt sikkert de andre praktikanter en tak. De fortalte mig om en tidligere praktikant, der også havde søgt internt før panikdagen. Og de sagde, at det skulle jeg fandeme bare gøre.

Pludselig gik det helt vildt hurtigt. Jeg tog kontakt til den gamle praktikant, de havde fortalt mig om, og efter at have fået et par fif af ham, ringede jeg til en af DR Kulturs praktikvejledere.”

Praktikvejlederen bad Jette om at sende en mail. Hvad der skulle stå i mailen, er Jette selv i tvivl om den dag i dag. ”Jeg var simpelthen så nervøs, da vi talte sammen, så da han

lagde på, kunne jeg kun huske, at jeg skulle sende en mail – og ikke, hvad der skulle stå i den. Men han var en meget nede-på-jorden type, så derfor sendte jeg ham bare en nedepå-jorden mail om, hvorfor jeg interesserede mig så meget for kultur.”

Mailen førte til en lang samtale på praktikvejlederens kontor, og lidt for mange dage efter samtalen tikkede en mail ind fra DR Kultur. ”Jeg ventede, og dagene gik. Jeg var helt overbevist om, at jeg ikke havde fået pladsen. Men så skrev de, at de gerne ville have mig som praktikant i 12 måneder. Og så blev jeg selvfølgelig helt vildt glad og lettet.

Det frække spil Den praktikplads, Jette Lin har sikret sig internt på DR, var den mest søgte praktikplads til forårets panikdag. I alt kæmpede 29 studerende om en enkelt stilling. At Jette Lin i år har fået stillingen, betyder, at DR Kultur ikke slår den populære plads op til Panikdagen. Og det faktum har medført en smule dårlig samvittighed. ”Jeg har på det seneste tænkt en del over, at hvis jeg havde søgt sammen med alle de andre på Panikdagen – så er jeg ikke sikker på, at havde fået pladsen. Mange af de praktikanter, der sidder på DR Kultur nu, har en eller anden form for kulturel ballast. Og det har jeg ikke – ikke på papiret i hvert fald. På Panikdagen kunne det sikkert godt have betydet, at jeg blev sorteret fra. Så ja, lidt moralske skrupler har jeg da haft. Men det må man tage med. Der er så forbandet meget frækhed i dette her spil, og personligt har jeg ikke altid haft lige let ved at være så meget fremme i skoene. Man skal bare være klar over, at det er alle de andre altså.”

ESBEN BJERRE HANSEN, 4. SEMESTER Ved forårets panikdag blev Esben Bjerre Hansen ikke ringet op af DR Nyheder. I stedet tog han skæbnen i sine egne svedige hænder, og bankede på døren til drømmejobbet. Og fik en 18 måneders praktikstilling på det overordentligt populære praktiksted.

Klokken havde netop slået halv ti ved forårets panikdag, da telefonen ringede. I røret var P4 Midt/Vest, der var et af Esben Bjerre Hansens højest prioriterede praktiksteder. De ville gerne have ham til samtale med det samme.

Esben Bjerre Hansen sad med muligheden for at sige ja tak til praktikpladsen på P4. Men det føltes ikke helt rigtigt. ”Jeg sad der med kuglepennen i hånden og kunne mærke, at jeg hellere ville noget andet. Så jeg sagde til dem, at jeg sgu var ked af at være sådan en idiot, men at jeg blev nødt til at give DR Nyheder en chance til.”

De to mandlige praktikvejledere var forstående, men fortalte Esben, at de højest sandsynligt ville ansætte en anden, mens han prøvede lykken hos DR. Derfor var Esben en smule shaky, da han straks efter gik over og bankede på hos DR Nyheder.

Samtale med cheferne Foran døren til DR Nyheder fik Esben lov til at stå og vente et kvarters tid. Mens Esben stod der, blev den næstsidste plads på DR Nyheder besat. Der var nu kun en enkelt tilbage.

Samtidig kunne han fra sin plads foran DR Nyheders dør se P4 Midt/Vests dør og konstatere, at de netop havde ansat en anden. ”Da jeg endelig fik lov at komme ind til samtale, var alle de andre chefer færdige med deres samtaler. Jeg endte altså med at sidde og tale min sag over for fem DR-chefer.

Samtalen kom til at handle om Silkeborg, hvor Esben er fra, hvorfor radio og hvad Esben gerne ville med journalistikken.

Undervejs fik Esben også forklaret dem, at han havde takket nej til stillingen på P4 for at kunne gatecrashe DR Nyheder.

Esben var igen henvist til den anden side af døren, mens cheferne diskuterede hans praktikfremtid. ”Jeg kan huske, at jeg sad i den der sofa på DR og rystede helt vildt. Jeg tror, jeg havde lidt posttraumatisk stress syndrom lige der. Heldigvis kom en af cheferne hurtigt ud og sagde ’Tillykke – du har fået jobbet’. Og så kunne jeg ikke lade være med at råbe lidt.”

INDE

4

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

NYHED:

Ministeriet omstøder B.T.-dom B.T. brød reglerne ved seneste Panikdag og blev straffet med udelukkelse.

Nu har Undervisningsministeriet omstødt dommen: Den var for hård Af Mikkel Secher

Når Panikdagen løber af stablen den 28. oktober, vil B.T. alligevel være at finde i puljen af praktiksteder. Det sker på trods af, at de ved Panikdagen i april brød reglerne.

B.T. blev idømt karantæne for at kontakte de praktiksøgende, før det var tilladt. Men selvom B.T. erkendte deres fejl, mente de, at straffen var for hård, og som man kunne læse i Illustreret Bunkers juniudgave, anke-

de B.T. derfor dengang sagen.

Nu har Undervisningsministeriet givet dem medhold og omstødt afgørelsen fra Praktikudvalget.

Beslutningen vækker bekymring hos Kredsen af Journaliststuderende (KaJ): ”Da der skal være en ankemulighed, giver det fint mening, at Ministeriet er der, men det er en katastrofe, at vi så tæt på Panikdagen nu ikke ved, hvad reglerne er på området,” siger Troels Gadegaard Frølich, formand for KaJ.

B.T. havde ikke til hensigt at snyde Reglerne virkede ellers klare i forbindelse med praktiksøgning. Praktikanterne må ikke kontaktes før Panikdagen. Derfor var der heller ingen tøven med sanktionerne, da det blev opdaget, at B.T. aftenen før Panikdagen ringede til flere praktiksøgende. ”De blev straffet med den eneste sanktion, der foreligger: udelukkelse ved næste

praktiksøgning,” fortæller praktikvejleder Pia Færing.

Hun forklarer, at de i Praktikudvalget foreløbigt kun har modtaget en mundtlig udmelding fra Undervisningsministeriet, hvor det blev forklaret, at de i Ministeriet ikke tror, at B.T. havde til hensigt at snyde.

Praktikudvalget afventer ved redaktionens deadline fortsat en skriftlig redegørelse, hvorefter de på næste møde i udvalget vil tage afgørelsen, op for at se på hvordan lignende situationer skal håndteres fremover. ”Som det ser ud nu, er der kun den ene sanktion. Den er for hård i dette tilfælde. Vi skal så diskutere, om vi skal have flere sanktionstyper, men problemet er, at det bliver svært at motivforske de enkelte sager,” forklarer Pia Færing om konsekvenserne af dommen.

Reglerne er et stort spørgsmålstegn

mente KaJ, at straffen ramte de forkerte, da det var de praktiksøgende, der mistede mulige praktikpladser. Alligevel vækker det bekymring, at Undervisningsministeriet nu omstøder dommen. ”Vi har en panikdag lige rundt om hjørnet. Dommen er jo sådan set en åben dør til de praktiksteder, der gerne vil overtræde de gamle regler,” siger Troels Gadegaard Frølich.

Hos KaJ frygter de, at den nye situation vil skabe usikkerhed hos de praktiksøgende på Panikdagen. ”Hvordan skal folk vide, hvad de har af muligheder? Der er ikke nogen, der ved, hvad reglerne er, for den eneste klare regel, der var, er lige blevet underkendt. Den her afgørelse gør jo, at vi lige nu ikke ved, om der rent faktisk er nogen regler på området,” siger Troels Gadegaard Frølich.

I forbindelse med den oprindelige dom

UNDERSØGELSE:

Journalister må løfte i flok Omkring 90 procent af de studerende på JH er medlem af Kredsen af Journaliststuderende (KaJ). En undersøgelse foretaget af Illustreret Bunker viser, at flere ikke-medlemmer mener, at det er for dyrt at være medlem. Andre kan ikke se fordelene som studerende Af Jens Anton Bjørnager og Henrik Dons Christensen (foto)

klar over, at de nyder godt af et stykke arbejde, der bliver finansieret af deres medstuderende,” siger Troels Gadegaard Frølich.

Et ikke-medlem begrunder sig i Illustreret Bunkers undersøgelse med, at KaJ’s arrangementer er ”ligegyldige sammenkomster for pattebørn, hvor det er sejt at drikke spiritus,” imens en anden bander hele konceptet med fagforeninger langt væk.

Måske har de ret i kritikken, men så længe medlemstallet tillader det, vil KaJ arbejde for de fælles interesser for journaliststuderende og støtte de arrangementer, som skaber liv på Journalisthøjskolen. Blandt andet med økonomisk støtte til Illustreret Bunker, rusforløbet, KaJ-festerne og meget mere.

Men selvom formand Troels Gadegaard Frølich slår fast, at det selvfølgelig er folks egen sag, om de vil være medlem eller ej, så håber han, at de studerende har tænkt over det. ”Det svarer lidt til, at man spiser med nogle venner på en restaurant og så ikke vil være med til at betale regningen. De skal være

Pressekortet trækker flest

INDE

Der er mange grunde til at melde sig ind i KaJ. Pressekort, abonnement på Journalisten, forsikring, fester og faglige arrangementer er nogle af dem. Ifølge undersøgelsen foretaget af Illustreret Bunker er pressekortet den fryns, der skaffer flest nye medlemmer, selvom mange svarer, at de samlede goder og ikke mindst solidariteten med kollegerne på studiet er afgørende.

Forhandling af praktikaftalerne Til foråret er praktikaftalen mellem arbejdsgiverne og de studerendes fagforening til genforhandling. Lønstigninger er vanen tro et af de varmeste emner omkring forhandlingsbordet, men det faglige indhold i praktikperioden er også til debat. ”Vi vil gerne have større opmærksomhed på uddannelse ude på praktikstederne, så vi sikrer os, at man faktisk lærer noget, når man

Cirka 90 studerende mødte op til KaJ’s generalforsamling

kommer i praktik,” siger Troels Gadegaard Frølich og tilføjer, at KaJ sammen med studenterforeningerne i Roskilde, Odense og

Journalistforbundets forhandlere allerede nu er gået i dialog med flere af praktikstederne for at få en fordelagtig aftale i hus.

5

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

Fra bachelorprojekt til Bruxelles For Mikkel Aabenhus Hemmingsen og Silas Bay Nielsen blev bachelorprojektet sidste vinter mere og andet end afslutningen på deres studie. De har netop modtaget EU-kommissionens danske specialpris for deres historie om illegale immigranter Af Mette Albæk og Silas Bay Hansen (foto)

Hvorfor valgte I at skrive om illegale immigranter?

Silas: Vi så et kort videoklip om afrikanske immigranter på 8.semester. Jeg tænkte med det samme, at det var ret interessant, at man ikke hørte mere om illegale immigranter.

Som regel er det bare korte Ritzau-telegrammer om, at nogen er blevet dræbt. Vi ville forsøge at sætte ansigter på immigranterne.

Hvordan greb I historien an?

Silas: Vi var heldige at få kontakt til en freelance-journalist, som har skrevet en ph.d-afhandling om illegale immigranter. Han foreslog os at tage til Castel Volturno nord for Napoli. Her brugte jeg 12 dage på at tale med kilder og lave reportage. Ret hurtigt kom jeg i kontakt med en ung ghaneser, som nok kan tage æren for, at turen aldrig blev farlig for mig, selvom området omkring Napoli har ry for at være lidt brutalt.

Ghaneseren hjalp mig med at finde kilder og forslag til steder, jeg kunne tage hen.

Mikkel: Den oprindelige idé var at tage udgangspunkt i immigranternes historier. Det var først senere, vi kom ind på EU-vinklen. Da Silas var i Italien, blev jeg hjemme og researchede på EU-reglerne og en masse tal.

Hvornår vidste I, at det var en god historie?

Silas: Vi var hele tiden overbeviste om, at det var den historie, vi skulle gå efter. Vi tænkte dog meget over, om vi kunne regne med det, immigranterne sagde. De var selvfølgelig interesserede i, at udlægningen af problematikken kom dem til gode.

Derfor var der mange påstande, vi skulle tage stilling til.

Hvad skete der med historien, efter I havde været til eksamen?

Mikkel: Historien blev bragt i Danidas avis Udvikling i sommer.

Og for nogle måneder siden så jeg en notits om EU-konkurrencen, hvor jeg mere eller mindre for sjov sendte vores historie ind.

Silas: Jeg sad i bussen, da Mikkel ringede i sidste uge og fortalte, at vi havde vundet prisen. Jeg havde glemt alt om, at han havde sendt Silas Bay Nielsen tilbragte 12 dage blandt illegale immigranter i Italien historien ind, så i første omgang fattede jeg ikke rigtig noget.

I slutningen af uge 44 tager Silas Bay Nielsen og Mikkel Aabenhus Hemmingsen til Bruxelles og deltager i en EUHvad betyder det for jer, at I har vundet prisen?

Mikkel: Det er altid fedt at blive anerkendt. Og især, når konference om fattigdom og diskrimination. man er helt nyuddannet. Det er jo her, vi skal demonstrere, De er samtidig Danmarks kandidater, når vinderen af The European Journalist Award 2009 kåres senere på året. at vi har lært noget de sidste fire år.

VOX-POP:

Nyt look til Bunkeren

Skolens vinduer er punkterede og utætte, varmeanlægget trænger til en modernisering og taget har været utæt. Vidste man ikke allerede dét, kunne man for nyligt læse det i JP Århus

Af Cecilie Gremaud

På KaJ’s generalforsamling kunne rektor Anne-Marie Dohm bekræfte, at Journalisthøjskolen enten skal renoveres eller flytte til en ny adresse.

Derfor har skolens ledelse allieret sig med lærere, studerende og rådgivere fra ingeniørvirksomheden Rambøll.

Sammen skal de finde den bedst mulige løsning for skolen.

Illustreret Bunker hjælper gerne til og videregiver hermed gode råd til forbedringer: Kåre Rolf Hansen, 31 år, 3.semester Hvis du kunne ændre én ting ved skolen, hvad skulle det så være?

Jeg ville indrette Lille Audi, så det var mere komfortabelt og bedre for de bagerste rækker.

Hvis skolen får ny adresse, hvordan skal den så se ud?

Der skulle være gode lyse lokaler med et godt klima og nogle gode auditorier. Og en læsesal, for når man har små børn, kunne det være rart at læse et sted med ro.

Lise Bank Hornung, 21 år, 2.semester Hvis du kunne ændre én ting ved skolen, hvad skulle det så være?

Så ville jeg give baren en ordentlig røvfuld og få det hele lavet om.

Hvis skolen får ny adresse, hvordan skal den så se ud?

Der skulle være vinduer i kantinen, og det skulle ikke runge over det hele. Klasseværelserne skulle være større, baren skulle være større, der skulle være flere og større auditorier.

Mathias Johansen, 23 år, 1.semester Hvis du kunne ændre én ting ved skolen, hvad skulle det så være?

Så skal man flytte den et sted hen, hvor Randersvej ikke er!

Hvis skolen får ny adresse, hvordan skal den så se ud?

Der skal være meget mere lys.

Hvis ikke den var blevet helt bleggrå, så synes jeg faktisk, den er meget pæn arkitektonisk, hvis man kigger på den udefra.

INDE

6 NOTER:

OVERBLIK Af Sofie Marie Ottsen

Redaktionen vil på forhånd gerne undskylde for, at tre ud af fire noter i denne udgave handler om praktik. Men redaktøren har ikke kunnet tænke på andet og lover mere variation fremover.

3. semester går i barndom Sidste år var det hot at få taget portrætbilleder foran graffiti.

I år er det de nærmest bibelske lignelseshistorier fra barndommen, der i den grad har præget efterårets praktikhjemmesider. Faktisk kan man på 40 procent af efterårets 132 hjemmesider finde journalistisk vinklede barndomshistorier. Fantastiske beretninger om, at man for eksempel som barn var nysgerrig, hvilket det jo er de færreste børn, der er.

At man som 4-årig blev væk i Brugsen og siden da altid har gået sine egne veje. At man blev født en onsdag og derfor bliver en god journalist.

Praktikmode til Åbent Hus I uge 42 holdt landets praktiksteder Åbent Hus, og derfor kunne man hele ugen igennem møde nyvaskede og voksen-

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

klædte studerende fra Journalisthøjskolen i byer som Aalborg, København og Svendborg.

Ugen har handlet om at gøre indtryk. Stille de rigtige spørgsmål og snyde sig til at aflevere et flot visitkort, man selv har printet.

Da Politiken onsdag den 14/10 blev løbet over ende af et halvt hundrede ivrige praktiksøgende, kunne man tydeligt aflæse en trend. En form for Åbent Hus fashion DO: Striber og tern. Faktisk havde hele 16 ud af 54 fremmødte iklædt sig striber eller tern (eller begge dele).

Geniale spørgsmål Der findes mange myter om praktiksøgning. En af dem er, at man ikke skal regne med at få en praktikplads, hvis man ikke åbner munden og stiller fænomenale spørgsmål til praktikstedernes Åbent Hus-arrangementer. Her er et par guldkorn hørt under Åbent Hus-ugen: Hørt på Weekendavisen: ”Hvis man nu får en helt vildt god ide om for eksempel.... at tage et smut til Sydlibanon og lave en artikel om pan-arabisk litteratur – er der så mulighed for det?”

Hørt på Altinget: ”Skal man skrive i ansøgningen, hvis man har nogle særlige forudsætninger for at få stillingen?”

Hørt på DR P3: ”Hvis man nu har lyst til at se Mads & Monopolet blive optaget – kan man så det? Og måske hjælpe med at vælge spørgsmål?”

Hørt på Gyldendal: ”Er det et problem, hvis man har fået udgivet en bog på et andet

forlag?”

Hørt på DR2 Deadline: ”Skal man skrive i sin ansøgning, hvis man taler flydende arabisk og har læst mellemøstlig kultur?”

DSR drømmer om gratis telefoni På Journalisthøjskolen lærer man at interviewe, men hvis man har lyst til rent faktisk at lave et telefoninterview inden for de grå betonmure, skal man have motorikken i orden.

For ofte ender man med at stå i gården på biblioteket/ved 300-gangens toiletter/på en sofa i Vandrehallen med mobilen på skulderen, kilden i øret, diktafonen i den ene hånd, kuglepen i den anden og en blok klemt fast et eller andet sted mellem lår og gulv. Det skal sgu ikke være let at finde et passende sted at lave journalistisk arbejde på Journalisthøjskolen. Men nu er den koordinerede motoriks guldalder måske ovre.

De Studerendes Råd (DSR) har nemlig fået en ny ledelse, der drømmer om at få telefonerne tilbage i telefonkælderen. ”Vi mener ikke, det bør være en stor udgift for de studerende at lave deres lektier – altså tale med kilder. Derfor arbejder vi på at få telefonerne tilbage i kælderen. Helt konkret arbejder vi først på at få 10 IP-telefoner ned i kælderen, som de studerende så betaler en lille smule for at bruge. På længere sigt ser vi selvfølgelig gerne, at det blev helt gratis,” siger næstformand for DSR, Mikkel Linnemann Johansson.

REPORTAGE:

Sport Af Anders Junge Ernst og Jonathan Grevsen (foto)

Der er ikke spillet mange minutter af dagens semifinale, før kampen må afbrydes, da en bold rammer storskærmen oppe i toppen af den store arena. Det giver drikkepause til både de danske og norske landsholdspiger, men nede i det ene hjørne af banen er der travlt. Her er TV 2 Sportens håndboldreporter Stine Jørgensen i gang med at tage bestik af situationen.

Spilstoppet giver hende lidt ekstra tid til at reflektere over de første minutter af kampen. På hendes lille notesblok bliver der løbende skrevet spørgsmål, der både tager udgangspunkt i spillernes præstationer på banen og stiller skarpt på, hvorvidt de to træneres taktikker fungerer, som de skal. For at kunne stille de gode spørgsmål er det nødvendigt med stor indsigt i spillet, og det har Stine Jørgensen,. ”Jeg er vokset op i en sportsfamilie og har altid været fascineret af håndbold. Derudover har jeg en indsigt i, hvordan tingene foregår på højt plan, da jeg selv har spillet 1. divisionshåndbold i Fredericia HK,” siger Stine Jørgensen. Netop denne indsigt kan dog let blive en hæmsko, hvis ikke Stine Jørgensen er opmærksom på at bruge den rigtigt. ”Det er selvfølgelig en stor fordel at have det indblik i håndboldverdenen, men jeg skal også passe på, det hele ikke bliver for meget håndbold-teori. Det er vigtigt, at jeg stiller de spørgsmål, som seerne gerne vil have svar på.”

Før alle andre I minutterne op til kampen har flere og flere fundet vej til stolene. Længe før de første havde

INDE

7

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

skal kunne mærkes Det er er for mange følelser og for lidt saglighed i sportsjournalistik, lyder kritikken. Men hvad indebærer jobbet egentlig? Illustreret Bunker gik i fodsporene på TV 2’s håndboldreporter Stine Jørgensen til håndboldstævnet GF World Cup i Århus sat sig til rette, ankom Stine Jørgensen til Atletion.

Godt fire timer før det første fløjt rullede hun sammen med resten af det store TV 2-team ind for at gøre klar til dagens håndbolddækning. Her startede dagen med et redaktionsmøde, hvorefter Stine Jørgensen forberedte sig til dagens første interviews. Alt imens er semifinalen mellem Rumænien og Tyskland i fuld gang nede på banen.

Af og til kommer Dansk Håndbold Forbunds pressechef og briefer Stine. Det er ham, der står for kontakten med den danske spillertrup, og flere gange råber han Stine Jørgensen op med nye ændringer for interviewtidspunkterne med spillerne.

Konstant på forkant Mens Stine Jørgensen forbereder spørgsmål, skal hun hele tiden følge med i den første semifinalekamp, som kører på en fladskærm i det store presselokale. ”Hvis Tyskland ligger til at tabe til Rumænien, så tænker jeg staks på, hvem der vil være god at tale med. Det bliver sandsynligvis en bronzekamp mod Danmark, og så handler det om at finde en spiller, der har et forhold til Danmark og måske endda spiller i den danske liga og kan tale dansk,” siger hun.

Der er snart kun en time til Danmarks kamp starter, og Stine Jørgensen må forlade presselokalet

i højt tempo, da hun har en aftale med Danmarks assisterende landstræner Kim Jensen. ”Det er noget af det bedste at stå foran kameraet og vide, at så mange mennesker ser det, man laver.

Den spænding elsker jeg,” siger Stine Jørgensen.

”Vores udfordring som sportsjournalister er at formidle stemningen og begejstringen. Det gælder om at få følelserne ud til seerne. Hvis det koger herinde, skal det også koge ude i stuerne.”

”Kom så Danmark!”

I Danmarks kamp blev det dog ikke til meget begejstring for hjemmepublikummet. Danmark taber 20-24, og mens tilskuerne udvandrer, er Stine Jørgensens kamp først lige gået i gang. Hun pendler frem og tilbage mellem sidelinjen og omklædningsrummene, mens hun hele tiden er i kontakt med sin producer og DHF-pressechefen for at koordinere de interviews, der skal laves efter kampen. ”I disse situationer har jeg rigtig mange bolde i luften, og så skal man kunne holde hovedet koldt og bevare overblikket. Det er noget af det, der er vigtigst i mit fag,” siger Stine Jørgensen.

Efter alle interviews er i hus, slutter Stine Jørgensen af med at være direkte igennem til de tidlige TV 2 Nyheder, hvorefter hun og resten af TV 2 Sporten-karavanen endelig kan vende snuden mod Odense efter en lang dag.

Spænding er der efterhånden også ved at komme i kampen. Efter spillet blev genoptaget, har Danmark langsomt fået kontakt, og Stine lader sig rive med. ”Kom så… scor nu!” udbryder hun fra sin plads.

Det er dog ikke noget problem for hende at have de rød-hvide briller på, når Danmark spiller.

Udfordringen ligger i at dække det journalistiske på en neutral måde. ”Som sportsjournalister er vi ligesom alle andre danskere begejstrede, når det går godt for Danmark. Men når det kommer til udførelsen af vores arbejde, skal vi jo være professionelle. Vi skal ikke være jubelglade idioter. Vi skal kunne gå til spillerne og stille de kritiske spørgsmål, hvis det er nødvendigt,” siger Stine Jørgensen.

Hun ryster på hovedet over de, som mener, at sportsjournalistik har bevæget sig ud på et sidespor.

Hun ser ikke noget problem i, at spørgsmålene ofte drejer sig om spillernes følelser.

Et puslespil

UDE

8

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

”Jeg ville også hade mig” Der er en konstant overhængende fare, når man interviewer Clement Kjersgaard. Faren for at blive trumfet af kloge fremmedord, som sendes af sted med flere hundrede kilometer i timen. Derfor udfordrede Illustreret Bunker ham i ludo.

Det er måske den eneste mulighed for at trumfe ham i noget som helst

Af Mette Albæk og Morten Germund (foto)

Du kender godt reglerne, ikke?

Clement: Nej, ikke rigtigt?

Seriøst? Skal jeg virkelig forklare dig reglerne i ludo?

Clement: Jeg kan regne dem ud jo. Ikke. Kom nu, vi begynder bare.

Det er verdens mest simple spil. Man må slå tre gange for at komme ud.

Clement: En 1’er. En 2’er. En 6’er – ja!

Det er tydeligvis længe siden, Clement Kjersgaard har spillet ludo. Måske er det ikke så underligt. For som vært på DR2-talkshowet Ugen med Clement og udgiver af det politiske magasin Ræson, har han sit at se til.

Her kan du læse, hvordan han reagerer, når han bliver slået hjem. Og om han bliver jaloux, når andre slår en globus.

Hvordan har du det med spilleregler?

Clement: Regler giver både muligheder og begrænsninger.

Det er egentlig et meget godt billede på, hvad man kan gå hen og blive dygtig til. At forstå, at hvis vi arbejder inden for et bestemt fag, så er der nogle bestemte regler.

Der er forskellige regler for forskellige spil. Der er regler i en leder. Og regler i en TV-anmeldelse. Konventioner, der passer til hver genre. Alle læsere og redaktører ved det. De tænker måske slet ikke over, hvad der er dømt inde, og hvad der er dømt ude.

Det er fint nok, hvis din faglighed kommer til at bestå af, at du kan spille efter konventionerne.

Men så kommer man til at reproducere det samme indhold igen og igen.

Vil du gerne lave dine egne spilleregler?

Ja, det vil jeg gerne. Altså, det er interessant.

Den øvelse, der ligger i at formulere et sæt regler er jo interessant. Hver gang du laver en regel.

Hver gang du beslutter dig for, at sådan skal det være. Men man skal ikke lave regler for reglernes skyld. Det skal være med henblik på, at man opnår noget andet.

Hvis tur er det?

Din, tror jeg.

En 2’er. Jeg kommer aldrig ud herfra.

Vil du altid være den bedste? Du må kun slå én gang nu.

Undskyld undskyld.

Kan du godt finde på at snyde i spil?

Nej nej - nu rykker jeg et felt tilbage for ikke at blive anklaget for det.

Men nej, jeg har aldrig lavet sport. Jeg har aldrig dyrket spil.

Mit spillergen er aldrig blevet afprøvet i den forstand.

Så, nu er det fem felter?

En, to, tre, fire, fem.

Er der andre sammenhænge, hvor du ikke kan tåle at tabe?

Om jeg gerne vil være bedre end andre?

Ja, det vil jeg gerne. Mest i trods, fordi det omvendte må være, at man ikke vil være den bedste – altså ikke gøre det godt. Og den type ydmyghed hader jeg - den ligner dovenskab og uansvarlighed. Men mine egne krav ligger et andet sted i virkeligheden.

Det, der betyder noget i mit hjertes hjerte, er, hvad jeg selv synes. Og det kan jo gå hen og blive en undskyldning for ikke at arbejde hårdt nok. Derfor prøver jeg at arbejde dobbelt: både efter mine egne standarder og andres.

Hvordan måler du, om du er god nok?

Det er svært. Og succes er meget sværere at håndtere end fiasko. Jeg havde fiasko i 10 år. Intet, af det jeg forsøgte, lykkedes.

Der er stor forskel på, om din karrierekurve starter sådan, eller om din karriere starter med succes, som den jeg har haft de sidste fem år.

Det første år med succes føltes som at have fødselsdag hver dag. Det var oplevelsen. Man var i centrum hele tiden.

Var du god til at have fødselsdag hver dag?

Ja, det synes jeg. Jeg prøvede at bruge succesen til at blive bedre. På den ene side vil man gerne fastholde og kapitalisere på succesen. Og samtidig er succesen flygtig.

Jeg tror, at alle, der opnår hurtig eller stor succes, oplever det skisma. Man bliver overrasket over, at succesen ikke fastholder sig selv. Det er nok det, der er hemmeligheden.

Hvordan reagerer du, når du bliver slået hjem? Okay, jeg holder ved mine ludoklicheer.

Yes yes, do it.

UDE

Hvad gør fiasko ved dig?

Det er meget banalt.

Det er meget betydningsfuldt for mig, hvordan mit arbejde er. At det udfordrer mig, og at jeg synes, jeg bidrager med noget.

Fiaskoen gjorde ikke noget ved mit selvværd. Jeg syntes, jeg var god.

Men fiaskoerne gav mig en fundamental fornemmelse for, hvor hårdt det er, og hvor meget umage man skal gøre sig.

Hvad er forskellen på, at du selv synes, du er god. Og at chefen og 300.000 danskere også synes, du er god?

Kun 300.000?

Hvad er forskellen?

Udfordringen er jo, at de andre kan tage fejl – at de tror, succesen har en anden forklaring, end man selv mener. Nogle taler om mine programmer, som om de bliver lavet i de 40 minutter, vi er på. De tror, jeg kan gå ind i en situation og gøre noget særligt. Hvor jeg ser programmet som en helhed, der bliver forberedt hen over en uge.

Min selvtillid ligger i forberedelserne. Arbejdet ligger dér.

Hvis tur er det? Jeg tror, det er dig igen.

Ja, det er min tur.

Hør engang. Jeg kan sagtens konstruere et argument, der siger, at hvis vi laver seriøs journalistik, så skal den stå for sig selv.

At vi kun skal invitere politikere i programmet. Og op ad en ensfarvet væg og alt det der. Men samtidig synes jeg, det er en kolossal udfordring: Vi vil lave et program, der stiller de skarpeste spørgsmål, og samtidig er det sjoveste program. Det, der er sværest at lave, er det, der interesserer mig mest.

Kan du finde på at give op?

Kan jeg det?

Det ved jeg ikke?

Nej, det kan jeg ikke. Det tror jeg ikke.

Hvorfor ikke? Det er nemt at give op. Eller, det er det nemmeste.

Jeg er nok tilbøjelig til at være den sidste, der trækker stikket.

Ja. Nej. Jeg har ikke så meget erfaring med at give op.

Har du aldrig givet op?

Jeg ved godt, at det er modstridende med det image, jeg har. Men jeg er min egen hårdeste kritiker. Det vil sige, når jeg bevæger mig ud i noget, som ikke er særlig godt, så er jeg meget usentimental med at kassere det.

Hvad betyder det?

Vi har lavet nogle ting i starten af sæsonen, som jeg ikke syntes fungerede. Min egen idé, mit eget initiativ, mit eget design. Det kasserede jeg.

Betyder det, at du ikke er for stolt til at indrømme, når du har lavet noget lort?

Eller også er jeg så stolt, at jeg aldrig laver noget lort. Og det gør jeg aldrig. Jeg kasserer tingene, hvis ikke der er gode nok.

Det, der kendetegner mit programformat er jo, at det kan gå galt, og det kan gå godt. Det er ikke sikkert, det lykkes mig at trænge politikerne op i en krog. Men jeg prøver alligevel.

Programmet handler om ambitionen. Kontrakten med seeren hedder: Clement går ud på den tynde is. Måske knækker isen, måske gør den ikke. Men det er journalistik og ikke teater.

Journalistiske TV-programmer skal ikke være så gennemdesignede, at man gætter sig til, hvad seerne føler og mener, når de ser programmet.

Knækker isen tit?

Hele tiden. Hvor ofte lykkes det mig at få skovlen under en politiker?

Det ved jeg ikke?

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

Sjældent.

Men hvis det sjældent lykkes - synes du så selv, at du er god nok?

Det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, om vi arbejder hårdt nok? Og ja, det synes jeg, vi gør.

Men ingen er forpligtet ud over sine evner.

Og så er jeg jo ret god.

Ingen er forpligtet ud over sine evner. Det er en lidt diffus sætning.

Det er et gammelt citat.

Ja ja, men det er svært at forstå.

Ingen er forpligtet ud over sine evner. Det betyder, at hvis man er ret god, så er man altså også forpligtet. Det er det, der ligger i det.

Som Kim Schumacher sagde: Det kræver et stort talent at forvalte et lille. Det er rigtigt.

Så jo mindre talent, du har, jo dygtigere skal du være.

Ved du, hvorfor det hedder ludo?

Nej, det ved jeg faktisk ikke. Er det fra latin?

Ordet betyder ”jeg leger”. Men pointen er, at pludselig sker der noget uventet.

Kan du godt lide, at man ikke ved, hvordan ting ender?

Ja! Og er det ikke interessant. Det er derfor, politik er interessant.

Det er da spændende. Hvem bliver statsminister i DK? Det er da skide sjovt.

Er det dig, eller mig?

Jeg tror, det er mig. Det er jeg ret overbevist om, det er.

Dine kolleger ville jo sige, vi snakker lidt abstrakt i øjeblikket. Det bliver jeg tit kritiseret for af journalister.

Det er fint nok, synes jeg. Jeg er ikke så god til at vinkle.

Argh, det er dumt. Så slår du mig hjem.

Jeg kunne godt finde på at snyde, hvis du går på toilettet nu.

Er det rigtigt? Det ville jeg ikke kunne.

9

Nogle spørgsmål hænger mere ved end andre. Og selvom vi forlod emnet succes for flere terningeslag siden, vender Clement Kjersgaard tilbage.

Clement: I det øjeblik, man får anerkendelse, så bliver det brændstof. Hvis der er nogle, som virkelig godt kan lide det, man laver.

En af de fineste komplimenter, jeg har fået, var i toget, hvor nogle sagde: Vi ser altid dit program, for vi skal altid se, hvad du har fundet på.

Det er det allerbedste, man kan sige. Det er den allerbedste grund til at lave tv. Fordi folk skal tænde fjernsynet og se, hvad vi har fundet på.

Altså. Den forventning arbejder jeg gerne til.

Uforudsigelighed?

Ja, at vi har gjort os umage.

Kan du - det er pisseærgerligt, at der ikke er en globus på den her terning. Kan du blive jaloux, hvis…

Svaret er ja. Hvad er resten af sætningen?

Kan du blive jaloux, hvis andre slår en globus - men det er der jo ikke på den her terning.

Ja ja ja! Jeg er jaloux på dem, jeg beundrer. Jo mere, jeg hader nogen, jo bedre tegn er det på, at jeg er jaloux på dem. Jeg er fantastisk jaloux anlagt.

Hvad gør du så?

Hader dem.

Ja, det er jo et godt udgangspunkt.

Jeg er i konkurrence med alle andre. Jeg er optændt af jalousi, hver gang nogen gør noget godt.

Er det et svaghedstegn? Hvad gør du så?

Ikke noget. Jeg ville også hade mig.

Hvorfor? Hvad er det ved dig, som du hader ved andre?

Succes. Selvtillid.

Men altså, hvis du har ligeså meget selvtillid, som jeg har, så er du af den opfattelse, at jo fornuftigere folk er, jo bedre kan de lide en.

Hvis der er en, jeg altid har haft respekt for, som kritiserer mig, så tænker jeg: Jamen han er sgu også en idiot - nu har han afsløret sig selv.

UDE

11

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

Brinch om kilder og kasketter For Niels Brinch handler det om at kende værdien af sin viden. Og han ved, hvordan jurister, politi og røvere tænker Af Mathias Johansen Foto: Pressefoto

”Jeg tror, jeg kan læse en kriminalsag bedre. Måske ser jeg hurtigere, hvad historien egentlig er, og hvad den ikke er.”

Når kasketten vender den anden vej Niels Brinch kigger hen mod Nørreport Station, der ligger en spytklat derfra. Som en læge, der hører en kighoste i teatret, siger han og smiler skævt: ”Det er jo terrormål nummer et, det her. Men der er meget symbolik i det. Lige derovre ligger Israels Plads.”

For Niels Brinch er det vigtigt at forklare, hvorfor der ryger kugler gennem luften i Hellerup, eller hvorfor vejsidebomberne brager i Afghanistan. For ham er journalistik derfor mere end korte nyheder. Gennem 30 år har han specialiseret sig inden for forsvars-, kriminal- og brændpunktsjournalistik.

At knytte de enkelte historier til en større kontekst, er det centrale i journalistikken for Niels Brinch. ”Du går fra kun at fokusere på historien, til at turde hæve dig op og sætte den ind i en sammenhæng,” siger han og kigger efter et sæt blå politiblik, der suser forbi cafeen på Frederiksborggade, hvor interviewet finder sted.

En ekspert fødes Allerede i slutningen af firserne opbyggede Niels Brinch et kildenetværk, der kan få mundvandet på de fleste journaliststuderende til at løbe. Som nyuddannet journalist i 1980 begyndte han at lære, hvordan jurister, politi og røvere tænker. ”Det var et arbejde, der krævede tid, engagement og en masse dedikation,” siger han. Nu sidder han tilbage med en omfattende viden, der i mange tilfælde har givet ham en journalistisk lugtesans, som andre ikke har:

Uden at kunne lave sensationsjournalistik om Forsvaret eller PET, ved han nok til at kunne fortælle seeren noget nyt. Det handler også om at kende værdien af sin viden. ”I gamle dage sagde man, at en god journalist altid ved mere, end han skriver.”

Niels Brinch slår fast, at han er journalist og ikke ekspert. Derfor siger han ofte nej til at udtale sig med kloge-kasketten på.

Gamle hunde skal lære nye tricks. Det gælder også for specialiserede journalister.

Niels Brinch mener, at man skal stoppe, når lysten bliver kvalt i historier, der minder om hinanden. Endnu et faresignal kan komme, når man taler med kilder: ”Man begynder at se sagen indefra og ikke udefra. Og det har jeg da også kunnet mærke på mig selv,” indrømmer han. ”Efter man er blevet dygtig på et felt, kan man være der i en årrække. Men derefter er det vigtigt ikke at sidde fast.” D isse overvejelser har Niels Brinch også haft: ”Jeg har ikke lavet kriminaljournalistik i 10 år, og jeg ville ikke kunne gå ud og lave en historie til Station 2 med engagement i dag,” siger han. I dag er Niels Brinch den garvede mand på Station 2-redaktionen, der coa-

cher de nye journalister. En rolle, der udnytter specialistens kompetencer som sparringspartner og skaber et bedre produkt.

Rollen som den garvede sparringspartner befinder han sig også godt i: ”Jeg har jo holdt fast i den baby, jeg var med til at føde.

Og det er sjovt. Det skal være sjovt at lave journalistik.”

PRAKTIKANTSTAFETTEN:

Hvor døden lurer under forsiden Den rådne banans ubønhørlige forfald udspiller sig dagligt for øjnene af Thisted Dagblads praktikant. Og den oplevelse vil han ikke bytte for noget Af David Wedege, praktikant NORDJYSKE Medier, 4. semester

Det er ikke sært, at et apotek har slået sig ned i bladhusets underetage. Selv min 40-årige forgænger i praktikantstolen var yngst her. Vi spiser rundstykker med smør hver formiddag, hver fredag er der wienerbrød og cirka hver anden uge skal noget fejres med øl, flødeskumskage og smørrebrød.

Jeg laver de historier, som har voksne kilder, de faste journalister kunne være bedsteforældre til. Jeg er ungdomsreporter, og det område er taknemmeligt at overskue. Gymnasieeleverne flytter så hurtigt, som en studenterhue kan skrues på, og alle andre skynder sig at blive voksne og går i kedeldragter med værktøj i baglommen. Eller står bag Vestergades butiksdiske. Hvis ikke man ender som misbruger på ”Pinden” og i en blandingsrus drøner sig ihjel i en stjålet Fiat uden kørekort.

Jeg skrev forrige uges mest klikkede historie. En Faktabutik genåbner. Glem det journalistiske artisteri, som ville gøre Dyberg stolt. Ingen læser det alligevel.

Man skulle nødig komme til at grave så dybt, at man opdager noget, folk helst ikke vil vide.

Så læser man avisen, får man nemt det indtryk, at ingenting sker. De gode nyheder er netop de historier, vi ikke skriver. At ingen har kørt sig ihjel mellem Frøstrup og Østerild. At ingen byrådspolitiker har opført sig tåbeligt.

Det er læsernes behov, der er i centrum. At åbne avisen og opdage ingenting. Det er jo det, de ældre vil have. Vores læsere. Dem er der færre af end nogensinde. Og det siges, der ryger en abonnent for hver dødsannonce.

Som påfaldende bringes på side 2 og ikke et stykke forbi

”

Glemt alt det journalistiske artisteri, som ville gøre Dyberg stolt. Ingen læser det alligevel.

midteropslaget. Hvad det så end betyder.

Thisted Dagblad flyttede for nylig ind i splinternyt havnebyggeri med smuk udsigt over Limfjorden og Mors. Ifølge thyboere er der dog intet smukt ved Mors. Og onde tunger hævder, at avisens nye domicil ligner en beskyttet plejebolig til en skindød. Sandheden om bladet skal man høre fra de taxachauffører, som fragter mig ud på reportager.

Debat har der været om den manglende lyst til at slå sig ned i randområder. Jeg skal ikke bilde nogen ind, det er andet, end det er. Alligevel er det sært, at unge og hippe står i kø for at rejse med Mellemfolkeligt Samvirke til Bangladesh og vaske tøj i mudderfloder, men hellere vil æde en hundelort, end at bo i Thisted.

Selv om den rådne banans forfald dagligt udspiller sig for mine øjne på disse spøgelseskanter, så ville jeg ikke bytte det for noget. Fra næste semester vil jeg sidde i Aalborg i en steril kolos nær motorvejen, og det tvivler jeg på, jeg vil huske særligt om 40 år. Derimod glemmer jeg helt sikkert ikke Thisted.

- David Wedege

UDE

12

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

FOTOPRIS:

Polen, juli 2008 - road trip ind i den polske mentalitet. Miedzyzdroje - polakkerne kalder selv byen for Polens Cannes.

Som praktikant på Politiken bestod hverdagen ofte af pressemøder og billeder af cykel-tests for fotojournaliststuderende Sara Galbiati. Men det var også unikke muligheder for udlandsreportager og fede portrætter, som hun udnyttede til at skabe sig en unik og alsidig portefølje.

I sidste uge vandt hun Informations Fotopris 2009

Hvad er historien bag dette billede?

Ikke langt fra byen Swinoujscie, hvor færgen fra Danmark til Polen ender, ligger byen Miedzyzdroje. Byen er fyldt med campingpladser, arkader, turister og diskoteker. Her kommer mange danskere i deres ferie, og på en god dag minder vejret om det sydlige Europa. Byens stolthed, en lang mole, strækker sig ud i horisonten.

Billedet er af en ung mand, som bader i havet efter en tur på et af byens mange diskoteker. Det er en darling, som aldrig endte i avisen, selvom jeg ihærdigt prøvede.

Af Mette Albæk og Sara Galbiati (foto)

”

Sara Galbiati viser selvsikre billeder, der skiller sig ud fra mængden. Man kan se, at hendes kontakt til de mennesker, som hun fotograferer, er nærværende, og at de har tillid til det, hun gør - Juryen ved overrækkelsen af fotoprisen

MIDTERSIDERNE

Skuespiller og instruktør Hella Joof var aktuel med sin nye film ”Se min kjole”. Filmen handler om at være en stærk kvinde trods modgang.

Hvorfor er du glad for det billede?

Det var en af de få gange, hvor jeg var nervøs inden. Jeg fik opgaven kort tid før, vi skulle mødes, og derfor skulle jeg hurtigt nå at planlægge. Mødet var sat i stævne på Nordisk Film i Valby - ikke en særlig fed location. Jeg nåede at sende Hella en sms, hvor jeg bad hende tage et par af sine fine kjoler med.

Det lykkedes kun, fordi Hella var super sød og gad bevæge sig uden for Nordisk Film, hvor jeg fandt en byggeplads rundt om hjørnet.

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

13

MIDTERSIDERNE

14

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

Irak, Afghanistan og Somalia. Denne udgave af Fokus handler om udenrigsjournalistik INTERVIEW:

Interview med en piratforhandler DR-journalisten Nils Giversen udfordrede skæbnen, da han tog til Djibouti for at mødes med den somaliske piratforhandler Ali Af Kirstine Høj

I Somalia findes mange eksempler på journalister, der er blevet kidnappet og dræbt. Derfor var det først efter grundige overvejelser, at DR-journalist Nils Giversen besluttede sig for at opsøge piratforhandleren Ali. Men han ville ikke til Somalia – det var for farligt. Derfor aftalte han i marts 2009 at mødes med Ali i nabolandet Djibouti.

Mødestedet blev et større hotel i hovedstaden Djibouti-ville, hvor Ali dog først dukkede op efter et døgns forsinkelse. Han undskyldte sig med transportproblemer.

Ingen forberedelse ”Når jeg normalt laver TV-interviews har jeg haft adskillige researchsamtaler inden. Man har snakket tingene igennem og lært hinanden at kende,” siger Nils Giversen. Det var ikke muligt for ham denne gang. Derfor var han spændt på at møde Ali for første gang.

Nils Giversen nåede kun en lille snak ansigt til ansigt med Ali, mens der

blev stillet lamper op og rettet mikrofoner. Mødet med Ali foregik to måneder efter Ali forhandlede på somaliske piraters vegne under kapringen af det danske fartøj, CEC Future. Nils Giversen frygtede, at Ali ville have svært ved at huske, reflektere og svare på spørgsmålene.

Uden ordentlig forberedelsestid sprang Nils Giversen ud i interviewet, uden at vide om han og piratforhandleren overhovedet havde den samme opfattelse af kapringens forløb. Heldigvis huskede Ali det hele klart. ”Det var jeg temmelig lettet over.

For det havde været uheldigt, hvis han havde en helt anden opfattelse af, hvad der var sket,” siger Nils Giversen.

Pauser med plads Når kameraet slukkedes i pauserne, rejste de sig op, drak vand, gik rundt og Ali fik rygepauser. ”I pauserne smalltalkede vi om alt muligt andet, og det gjorde vi også efter interviewet,” siger Nils Giversen.

Ali fortalte blandt andet om sin 9-årige søn, der savnede ham, mens

GUIDE:

Fra Olof Palmes Allé ti l Sådan kommer du ud at rejse som journalist Af Jesper Strudsholm, Politikens Afrika-korrespondent siden 1995

Ali var på skibet med piraterne under forhandlingen. I pauserne snakkede Ali løs, og Nils Giversen fik dermed et billede af mennesket Ali. ”Det er vigtigt, at en interviewperson får lov til at koble af og snakke om noget helt andet, hvor han ikke skal koncentrere sig. Altså et emne, som han selv vælger.”

Tryghed under interviewet ”Jeg synes ikke, man skal sætte livet på spil for en historie,” siger Nils Giversen.

Alligevel trodsede han sikkerhedseksperternes råd og forlod det sikrede hotel i Djibouti. Både Nils Giversen og fotografen tog på taxatur med Ali. For at få de gode billeder. Taxaturen forløb uden problemer. Nils Giversen og fotografen boede på ét af de større hoteller, hvor sikkerheden var god. ”Det var det mest civiliserede sted, vi kunne finde og lave interviewet,” siger han. At møde Ali i Djibouti og på dét hotel gjorde ham tryg.

Da r

fu

SAGEN KORT: 7. november 2008 bliver skibet CEC Future kapret af pirater ud for Somalias kyst.

Skibet tilhører Clipper, Danmarks næststørste rederi. Clipper indleder forhandling med piraterne om 13 søfolks liv og millioner af kroner.

Som det første tv-hold i verden følger DR Dokumentaren en piratkapring time for time. To måneder efter gidseldramaets afslutning i januar 2009, tog journalist Nils Giversen til Djibouti for at mødes med Ali piraternes forhandler.

Dokumentaren ”SOS – fanget af pirater” blev sendt første gang på DR den 16. september 2009.

Programmet genudsendes på DR1 den 28. oktober kl. 23:20.

r

Min karriere som korrespondent startede Global gennem det lokale Opsøg heldet Indvandrermiljøer og asylcentre er fyldt med folk, der ivrigt Held er ikke for de stillesiddende. Så da Slovenien rev sig som praktikant i Hobro. Her fortalte lokal- vil diskutere deres hjemland. Lyt til dem - og få både kilder løs fra Jugoslavien, rejste jeg af sted på min første krigsog tilbud om indkvartering hos familierne derhjemme. Jeg reportage uden at være belastet af viden. Jeg tog et nattog redaktøren over en wienerschnitzel på ”Sir interviewede engang asylsøgeren bag et rasende læserbrev, ind i krigen (ja, ved siden af volden på TV er 90 procent af der beskrev en for mig ukendt konflikt. Han sprang siden en krigszone ofte ren normalitet) og endte i kupé med den Henry”, at han anså arbejde for et nødven- ud som den sudanske oprørsbevægelse SPLA’s repræsentant nye nations udenrigsminister. Jeg blev hurtigt gennemskuet i Norden og gav mig unik adgang til en af Afrikas længste i disciplinen ”interview om ukendt emne, hvor man hykler nok kendskab til at holde samtale i gang”. Men manden digt onde for at finansiere fritiden. Han viste krige. forbarmede sig og gav mig to timers historielektion og sit mobilnummer. sig dog siden som en af de mest kreative I symbiose med NGOerne Min første tur til Afrika skyldtes en artikel, der alene i journalister, jeg har mødt. Det lærte mig, tal beskrev verdens absurde uligheder. Den blev læst i en NGO, der var ved at sende et fly til Etiopien, og de spurgte at man nemt kan få verden som sin tumle- mig, om ikke jeg ville med. Uden NGOer ville der være meget lidt dækning af u-landene, og uden medieomtale ville plads, selv om man er oplært i en fordyb- der ikke være NGOer. Man kan skrive lange presseetiske afhandlinger om den symbiose. Men traditionen for at kritining i Himmerland. Man skal blot udnytte sere sine sponsorer er dog mere udbredt i bistandsverdenen end i motor- og rejsejournalistik. Så unge rejselystne reportere skal ikke holde sig tilbage. åbningerne – og skabe dem selv FOKUS

15

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

PORTRÆT:

Afhængig af oplevelser mortérgranater komme lidt for tæt på. Alligevel

skal jeg bare trykke på optageknappen, og så vælter det ud med historier rundt omkring mig. Det er derfor, der ikke er noget backgear for mig længere. Der er ingen vej tilbage, når jeg først har været dernede,” siger han.

det kaos, der hersker i et krigshærget land. ”Folk ringer sommetider og spørger, om jeg er okay, hvis der er sprunget en bombe i Afghanistan. Men det er måske 700 kilometer væk, og jeg sidder og spiser en pizza.”

kan Rasmus Tantholdt ikke forestille sig et almin-

Jordbær- eller hindbærgrød

Den ekstra mil

For nogle år siden blev Rasmus Tantholdt tilbudt et job som studievært på TV 2. Han takkede ja. Sagde til sig selv, at han skulle drosle ned. Tilbringe mere tid derhjemme. Men der gik ikke mere end et par dage, før han kunne mærke, at det var helt forkert. Han kunne ikke sidde i et studie. Han ville ud. Ud og tale med alle de mennesker, der virkelig har noget på spil. Ud og opleve. ”Jeg bliver bombarderet med oplevelser. Og det kan godt være, at jeg på et tidspunkt får brug for bare at gå derhjemme og slå græs uden at opleve andet. Det kan også være voldsomt med så mange indtryk. Faren ved jobbet er, at jeg er blevet afhængig af oplevelser. Jeg kan ikke leve i dagligdagens trummerum særlig lang tid ad gangen.”

Når man hver dag oplever noget nyt, ryger meget af det ud igen. Derfor ærgrer det Rasmus Tantholdt, at han ikke gør mere ud af at skrive de mærkelige og kuriøse oplevelser ned. At han ikke gør nok for at rumme de mange indtryk.

Han mener dog selv, at familielivet hjemme i Danmark hjælper ham til at holde begge ben på jorden. Derfor er det første, han gør, når han kommer hjem fra en rejse at tage ned til sin søn. Her er det de helt dagligdags og nære ting, han skal forholde sig til. ”Det er sundt, når jeg har skullet forholde mig til nogle meget abstrakte og store ting som verdenspolitik og krig.

Og så pludselig skal jeg kun tage stilling til, om vi skal lave jordbærgrød eller hindbærgrød.”

Rasmus Tantholdt mener ikke, der er grund til at glorificere livet som krigskorrespondent. Han vil ikke ophøjes til en heltefigur. Han taler igen og igen om jobbet som ”det ypperste” og et stort privilegium, som han er meget ydmyg overfor. Af samme grund nægter han at overdrive. At stramme et indslag, så det bliver ekstra voldsomt. ”I Irak og Afghanistan skal du nærmere underspille, for tingene er alvorlige og dramatiske nok i forvejen. At overdrive er et udtryk for svaghed, og det gør ikke din historie bedre.”

Til gengæld har han oplevet, at det er vigtigt at turde gå den ekstra mil. At gøre dét ekstra for at lave et godt indslag.

At gøre det, som de andre ikke ville gøre. ”Det kan være at stille sig op på taget af en bil for at få det billede, der gør historien bare 0,0001 procent bedre.

Eller at gå efter den kilde, vi godt ved ikke vil være med, men som vi alligevel forsøger at få fat på. Går du ikke efter guldet, får du det ikke,” siger han.

Det var den holdning, der i sin tid bragte ham ene mand til Irak, og det er den holdning, der gør, at hans ambition om at fortsætte som korrespondent mange år endnu, nok ikke er så usandsynlig endda. ”Det handler i virkeligheden om at tage ud i verden og have en stor ja-hat på. Mit journalistiske udgangspunkt er, at alt kan lade sig gøre, indtil det modsatte er bevist,” siger Rasmus Tantholdt som forklaring på sin egen succes som korrespondent.

Han har været tilbageholdt af militser og oplevet

deligt job som journalist i Danmark. ”Der er ikke længere noget backgear,” som han siger Af Kirstine Biltoft-Knudsen og Henrik Dons (foto)

Flyet taber ikke højden langsomt og støt, som det plejer, da det nærmer sig landingsbanen. I stedet fortsætter det i fuld højde ind over lufthavnsområdet. Så pludselig dykker det nedad og cirkler mod jorden i en stor spiral. Rasmus Tantholdt mærker, hvordan indvoldene snører sig sammen og bliver mindre. Det føles lidt som at sidde i en rutchebane eller være et stykke vasketøj i en centrifuge, der bare drejer rundt og rundt. Jorden er tæt på nu. Det store flys rotationer presser ham ud mod væggen og tilbage igen. Så retter flyet op og lander i Irak.

Da Rasmus Tantholdt første gang lander i Irak, er landet en krigszone. Derfor kan flyet ikke længere tabe højden langsomt af fare for at blive beskudt af missiler fra landjorden. Imellem opholdene i Irak laver han indenrigsjournalistik på TV 2, og senere arbejder han på udlandsredaktionen i Odense. Men Rasmus Tantholdt er ikke vild med skrivebordsarbejde. Og da de danske soldater et stykke tid efter bliver sendt til det sydlige Irak, er han det bedste bud på en krigskorrespondent.

Fra verdens brændpunkter I dag rapporterer Rasmus Tantholdt ikke længere fra Irak.

Han er nu TV 2’s faste korrespondent i Afghanistan sammen med Ulla Terkelsen og Simi Jan. I seks år har han rapporteret fra verdens brændpunkter, begivenhedernes centrum og de steder, alles øjne er rettet imod. Han kender til ørkensand, krigsmateriel og selvmordsbomber. Han har været ved at dø af skræk, da han blev tilbageholdt af militser. Alligevel har han ikke lyst til at lave noget som helst andet, og han kunne ikke forestille sig et job som journalist i Danmark. ”Jeg føler mig ikke for fin til at lave journalistik i Danmark. Ofte tror jeg faktisk, at det kan være meget sværere at finde de gode historier herhjemme. Når jeg er i udlandet,

Man kan godt være tryg i Afghanistan Da Rasmus Tantholdt for første gang landede i det sydlige Irak, var han kun sig selv, et videokamera og en computer.

Hotellet var mærkeligt og lydene fremmede. Han var bekymret. Ikke så meget for sin egen sikkerhed, men over det ansvar han følte, der hvilede på hans skuldre. Hvordan skulle han helt alene kunne levere nyhederne hjem til Danmark?

I dag foregår det meste af arbejdet på TV 2’s kontor i Kabul. Og Rasmus Tantholdt er ikke længere alene afsted.

I det hele taget er hverdagen i et af verdens brændpunkter ikke præget af hverken angst eller usikkerhed. Her går livet sin vante gang.

På kontoret i Kabul spiller han Guitar Hero, læser bøger, går på restauranter, spiser god mad og får måske en øl. Hver anden dag spiller han tennis med fotografen. Han mener selv, at han er god til at få en hverdag til at hænge sammen i

Menneskeskæbner Derfor er der ikke længere noget backgear for Rasmus Tantholdt. Det var mennesker, der virkelig havde noget på spil, der i sin tid drev ham til gang på gang at tage den vilde flyvetur ned mod Iraks landingsbaner. Det er de samme skæbner, der i dag driver ham til Afghanistan 10 dage om måneden. ”Jeg har lært, at når det kommer til stykket, så er der langt flere ligheder end forskelle mellem de mennesker, jeg møder og mig selv. Men jeg, og alle andre journalister, har en tendens til at fokusere på forskellene frem for lighederne.

For det er i forskellene, at konflikterne, og dermed også de gode historier, ligger.”

FOKUS

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

16

TRE AF EN SLAGS:

Der sker aldrig noget i Danmark

privatfoto

Af Lisbeth Svalgaard og Asbjørn Sand (Illustration)

Monir Almajid Journalist fra Syrien. Har været udenrigskorrspondent i Danmark siden 1983. Freelancer for den arabiske avis, Al-Quds Al- Arabi, der grundet censur har base i London.

Hvilke historier fra Danmark rapporterer du oftest om? ”Jeg skriver mest om danske film og kultur til avisen.

Det kan jeg godt lide at skrive om, og det er noget, jeg går meget op i. Jeg interesserer mig faktisk ikke særligt meget for politik og nyheder. Det er kun, hvis min redaktør kræver det, at jeg dækker nyhedsstof for AlQuds. Og der sker jo ikke så meget i Danmark. Men hvis der sker noget rigtig stort, så rapporterer jeg til avisen om det. For eksempel skal jeg dække Klimatopmødet i december. Men det er altså kun, når der virke-

FOKUS

lig sker noget af international interesse.”

Hvad er den vigtigste historie, du har dækket i Danmark?

hvis de er uenige i mine perspektiver. Men diskussion er godt!”

”Muhammedkrisen. Jeg var faktisk den første, der skrev historien i de arabiske medier. Det var fjollet, at den arabiske verden hidsede sig sådan op over en lille tegning, så jeg gjorde mit bedste for at forklare læserne, hvordan det hele hang sammen. Jeg talte med imamerne, fik overblik over forløbet og rapporterede det hele til Al-Quds i London, hvorfra arabiske læsere kunne læse nyhederne om Muhammedkrisen – uden censur. Jeg forsøgte lidt at mane til ro i de artikler. Jeg fik både meget ros og meget skældud for artiklerne om Muhammedkrisen. Der var for eksempel rigtig mange, der ikke syntes, jeg talte deres sag. De artikler var der rigtig mange læsere, der kommenterede på nettet. Der er nu altid nogen, der kommenterer på mine artikler,

Hvor længe bliver du som udenrigskorrespondent i Danmark? ”Jeg bliver i hvert fald i Danmark resten af livet. Mine børn bor her jo nu, og jeg har fået børnebørn, der også hører til her. Jeg bliver ved med at være udenrigskorrespondent et stykke tid endnu. Men jeg arbejder for tiden også på at få en dansk-arabisk avis op at køre igen.

Den lukkede sidste år, fordi vi manglede penge. Den hedder Alkhavar, det er arabisk for nyheder, og det er sådan lidt en ”Politiken på arabisk” avis. Det skal jeg arbejde på det næste stykke tid.”

17

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

Monir Almajid, Jerry Bergman og Monika Wallgren er alle udenrigskorrespondenter i Danmark. Men der er langt til live stand-up’s i skudsikker vest. Og der sker stort set aldrig noget af international relevans i Danmark

Jerry Bergman Tidligere pressefotograf fra USA. Har været udenrigskorrespondent i Danmark i over 30 år. Freelancer for bl.a.

New York Times, Herald Tribune og Time Magazine.

Hvilke historier fra Danmark rapporterede du oftest om?

Alt muligt. Alt. Turisthistorie den ene dag, politisk historie den næste. Der er jo ikke så mange mennesker i Danmark, så der sker ikke så meget. Jeg har dækket meget royalt stof, og så var jeg i Folketinget næsten hver dag. Men det var meget dit og dat - alt efter, hvad jeg fik besked på. Og hvad jeg selv har haft lyst til at lave.

Hvad er den vigtigste historie, du har dækket i Danmark?

Det er svært at vælge en specifik. Jeg har generelt været glad for alt, jeg har lavet i Danmark. Jeg kan ikke lige sætte fingeren på én historie, der har været særlig vigtig.

Men nej, ingen bestemt historie. Jeg har været glad for det hele.

Hvad skal du lave i Danmark, når nu du ikke arbejder?

Jeg skal slappe af! Det har været et stresset job, og man bliver træt til sidst. Det var det, der skete for mig. Jeg har haft for travlt. Nu skal jeg bare slappe af. I lang tid. Men når alt det her stress er væk, så tror jeg, at jeg vil arbejde lidt freelance igen. På halv tid.

privatfoto

Monika Wallgren Journalist fra Sverige. Udenrigskorrespondent i Danmark i seks år. Arbejder freelance for svenske aviser, magasiner og fagblade.

Hvilke historier fra Danmark rapporterer du oftest om?

privatfoto

”Det kommer meget i bølger, alt efter hvad der lige er oppe i tiden. Hvis der er fokus på en bestemt sag eller et bestemt fænomen, så skriver jeg selvfølgelig mest om det. Det kan for eksempel være Klimatopmødet nu her, eller da Muhammedkrisen prægede mediebilledet. Ellers bestemmer jeg lidt selv. Det kan både være politiske, erhvervsmæssige eller sociale temaer, jeg skriver om.

Senest har jeg skrevet om de hjemløse i København. Og så skriver jeg meget om Øresundsregionen – jeg er jo svensker.”

Hvad er den vigtigste historie, du har dækket i Danmark? ”Da jeg skrev en artikel om, hvordan man i

Danmark bruger en ny metode til behandling af Alzheimers, fik jeg en overvældende respons fra læserne i Sverige. Man havde ikke hørt om metoden i Sverige før, og jeg blev ringet direkte op af læsere, der ville vide, hvor og på hvilke plejehjem i Danmark metoden blev brugt. Der var endda en, der ville lave en slags studierejse for at observere fordelene ved metoden. Når sådan noget sker, er det virkelig dejligt, at man kan hjælpe sine læsere. Det var ikke en politisk historie, men den var vigtig for læserne. Og den kæmpe respons var vigtig for mig.”

Hvor længe bliver du som udenrigskorrespondent i Danmark? ”Så længe jeg kan få mine artikler afsat.

Freelancere er jo en truet race i disse tider.

Budgettet til freelance-journalister er det første, de skærer i på redaktionerne, og det kan jo nemt komme til at gå ud over mig.

Men så længe jeg kan sælge mine artikler, bliver jeg ved med at skrive fra Danmark.”

FOKUS

18

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

DAGBOG:

To døgn i en pryglet korrespondents liv Om at arbejde i Mellemøsten, ikke kun med det formål at forstyrre læserne med stof, de helst var fri for at stifte bekendtskab med. Men også som overlevelsesøvelse i en metier præget af omstændelighed og tusind detaljer, der skal dribles rundt om for at selve arbejdsprocessen virker Af Lasse Ellegaard Informations korrespondent i Beirut Foto: Carsten Ingemann (venstre) og Sofie Tholl (højre)

Døgn I: Flyet lander ved tre-tiden om morgenen i ’Rafik Hariri,’ Beiruts internationale lufthavn – jeg er jo ikke diplomat, ikke officielt udsendt for Danida eller en anden af de godgørende organisationer, der vil lære araberne demokrati og gode manerer. Desuden skriver jeg ikke længere for Jyllands-Posten, der, hvad angår medarbejder-pleje, er en fremragende avis.

Denne gang fik jeg dog sovet i flysædet efter at have drøvtygget Informations weekendudgave og takket Gud – hvis det da er ham, der administrerer heldet – for, at jeg ikke skulle dele sæde med en børnefamilie på vej fra Vollsmose, Kokkedal, ydre Nørrebro, Gellerup eller en helt femte ghetto for at besøge fætre og kusiner i en af de 12 palæstinensiske flygtningelejre.

Jeg ringer til mit normale taxa-selskab, der sender en vogn med det samme – Gud er på min side denne morgen – og spekulerer undervejs gennem politiets kontrolposter på motorvejen om min lejlighed i det hele taget er beboelig.

Medens jeg var i Europa i anden anledning – en serie om Murens Fald – blev jeg ringet op af husværtens søn, Sulei-

man (han er den i familien, der kan et kendt sprog udover arabisk), som fortalte mig, at lejligheden stod under vand efter et kraftigt regnvejr, og at jeg ikke havde lagt en nøgle. ”Naboerne er nervøse,” lød hans afsluttende melding.

Jeg sagde, at jeg havde lagt en nøgle i hans fars supermarked – i netop den hensigt at tage højde for uventede uheld – og at nøglen burde være i en stor kuvert i skuffen under kasseapparatet. ”Vi kan ikke finde nogen nøgle,” sagde Suleiman. ”Og vi har et problem.” Han lød som om, jeg havde et problem.

Jeg gav ham nummeret til min rengøringsdame, Elsa, en etiopisk kvinde, der sender de fleste penge hjem til Adis Abeba. Resten bruger hun, så vidt jeg kan skønne, på en damefrisør, der stiver hendes krusede hår og farver det rustrødt, så hun ikke ligner en kvinde fra Etiopien, hvilket får hende til at ligne en kvinde fra Etiopien, der ikke vil ligne sig selv.

Lejligheden er tør, men absolut vandskadet. De to små tæpper er smidt over altanens havemøbler. Deres hjørner er blevet æselører. I køleskabet står en glemt øl og to dåser tonic. Jeg tør ikke drikke den slat vand, der er tilbage i en plastickande i køleskabet – jeg har været væk i ca. seks uger.

På køkkengulvets klinker har to kakerlakker, store som en dansk femkrones diameter, fundet et sidste hvilested.

Den enes følehorn er stadig aktive – jeg træder på den og tænker på Uffe Ellemann Jensens karakteristik af Dansk Folkeparti, da han var Venstres formand. Tager dem med en serviet og smider dem i skraldespanden. Fjernsynet vir-

ker. Al Jazeera rapporterer om selvmordsbomber i Kabul og Islamabad, men har ingen nyheder fra mit nærområde. Jeg drikker øllen og lægger mig efter en hurtig skylning under bruseren.

Jeg er tilbage på pinden.

Døgn II: Morgenen er varm, men der er ting, der skal gøres. Opdatering af internet-forbindelsen, mere taletid til mobiltelefonen, begge dele tager tid i hver ende af Hamra-kvarteret, hvor jeg bor. Jeg sms’er Zeinab, min fikser og kammerat, som er radiojournalist og barnebarn af en agtet og frygtet shia-imam i Sydlibanon. Denne mand interesserer mig, eftersom han var forløber for de to politiske bevægelser, der i dag er faktorer i de politiske spilfægterier – Amal og Hizbollah. Men han har siden 1958 ligget begravet i Najaf i Irak, side om side med den fjerde kalif, Ali, Profetens fætter og svigersøn, så han har undgået at se sin søns datter vokse op som sekulær kvinde og enlig mor. Zeinab, der er navngivet efter hele to af Profetens ni hustruer, lever sammen med en surmulende og seriøs irsk journalist, som dementerer enhver myte om irernes begejstring for alkohol.

Bagdad, Irak: Lasse Ellegard venter på nye pasfotos til de utal af tilladelser, man skulle have i Saddam Husseins Irak, for at kunne komme rundt. Billedet er taget et par måneder inden amerikanerne kører over grænsen for at befri det irakiske folk for Saddam Hussein.

FOKUS

19

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

Hotel Holiday Inn som ses i baggrunden af billedet plettet af miner. Hotellet blev under borgerkrigen i Libanon (1975-1990) brugt som tilholdssted for enten muslimerne eller de kristne. Alt afhængigt af, hvem der havde magten over downtownområdet.

Hun ringer tilbage og siger, at hun kommer forbi senere for at planlægge de næste par ugers aktiviteter – hun når lige at fortælle, at hendes fætter, som jeg interviewede om hendes farfars meriter for et par måneder siden, er faldet død om af et slagtilfælde, mens jeg har været væk. Han var en glad mand, der lod sig opvarte af en kone, der virkede som om, hun fandt det naturligt at blive kostet rundt med.

Da jeg ikke har en krumme i huset, spiser jeg morgenmad på en café om hjørnet, der har æg og bacon på programmet. Jeg spiser der også, når jeg har en krumme i huset, for jeg kan lide tjeneren og bestyreren. Tjeneren kender mine morgenmadsvaner, men bliver aldrig familiær.

Bestyreren er interesseret i italiensk fodbold, så det taler vi om hver mandag. Jeg siger ikke, at jeg anser Serie A for at være en bøsseliga, hvor typer som Totti og Inzhagi er mere fokuserede på deres frisurer end på det arbejde, de får mange penge for at udføre. Bestyreren ville ikke bryde sig om det, og jeg bryder mig ikke om at forulempe bestyreren, der kender til mange genveje, når jeg har brug for kontakter, der ikke er akademikere eller eksperter, men kontakter der ved, hvad der foregår i byen.

I min mail, som jeg læser på caféens trådløse net, er der snesevis af gode råd fra Informations læsere om, hvordan jeg kan komme videre med min dækning af Goldstone-rapporten – FN’s redegørelse for de begåede krigsforbrydelser i Gaza under krigen i december-januar.

Nogle korrigerer det, jeg allerede har skrevet, andre har bud på, hvad de synes, jeg skal skrive. Den israelske ambassade i København har sendt to mails med presseklip til støtte for Israels totale afvisning af FN-rapporten som fordrejet og fordomsfuld – underforstået: Antisemitisk. En kontakt fra en menneskerettigheds-organisation i Danmark har været til seminar om samme rapport. Hun mere end antyder, at den indeholder elementer, hun mener, jeg har overset, og lægger sit telefonnummer. Jeg svarer, at jeg ringer.

I det samme ringer min mobiltelefon. Det er Karsten Tveit, NRK’s gamle mellemøst-korrespondent og en journalist-legende ikke kun i Norge, men her i regionen. Han

bor i disse dage på Hotel Mayflower, et ramponeret journalist-hotel henne om hjørnet fra min gadedør, hvor han skriver på sit fjerde mastodont-værk om den israelsk-arabiske konflikt med forskerens mani for akkuratesse i detaljen og kildehenvisninger, der er nøjagtige.

”

Jeg træder på den ene kakerlak og tænker på Uffe Ellemann Jensens karakteristik af Dansk Folkeparti, da han var Venstres formand.

- Lasse Ellegaard

Han slår et slag forbi caféen til et glas juice, og vi foretager øvelsen ’at udveksle iagttagelser af udviklingen’, der stort set går ud på, at jeg interviewer ham om, hvad han har hørt og set, og hvad han mener om det. Det tager han pænt.

Han er generøs overfor parasitter, hvilket også bidrager til at gøre ham til en god kollega, og gør mig opmærksom på en bog – ’Distant Relations – Iran and Lebanon in the last 500 years’ – som kan købes hos en armensk boghandler her i kvarteret.

Jeg køber bogen på mit Visa-kort, som boghandleren selvfølgelig fucker op – det tager tre kvarter at udrede fejlen, hvorefter jeg betaler kontant.

På hjemvejen henter jeg aviser hos Sultan, min normale bladhandler, der virker glad for at gense mig – eller måske er han bare glad for den daglige indtægt.

Sultan er en daglig samtalepartner, der kommenterer vejret og libanesisk politik med samme grad af resigneret beklagelse. Men da han også er en dannet person på omkring en meter og tres, der har tonet sin efterhånden sparsomme krans af hår i kastanie-kulør, lader han aldrig sit generelt melankolske humør udarte, uanset om han formidler det på engelsk, fransk eller arabisk, som han taler med lige stor

selvfølgelighed. Dertil har han for meget stil, er for meget en Badawi, en beduin-slægt fra det nuværende Saudi-Arabien, der leverede de mest opfindsomme militære ledere til Lawrence of Arabia’s felttog mod tyrkerne under 1. verdenskrig. Hans bror var i årevis taleskriver – i dag ville vi sige spindoktor – for skiftende libanesiske premierministre, hans familie er fra Sidon og var nabo til Rafik Hariri, der den gang i 50’erne og 60’erne var en fattig håndværker, der – som Sultan udtrykker det – ’gjorde det godt på den måde, han nu gjorde det’.

Hvorfor fortæller jeg alle disse detaljer? Fordi de er vigtige i mine daglige manøvrer i et i sagens natur fremmedartet rum, hvor kendskab til personers baggrund er mindst lige så vigtig, som en telefonliste med numre på magtfulde politikere og vidende eksperter.

Hvis jeg vil vide, hvad der ligger bag de politiske beslutninger eller militære handlinger eller økonomiske transaktioner, jeg dækker i det daglige, er jeg nødt til at have et netværk af folk, der følger med ’fra gulvet’ om jeg så må sige – som ved, hvem der også kan have en vinkel på en sag, selvom vedkommende ikke er så synlig i det offentlige rum, som dem, der ytrer sig i fjernsynet.

Alle småtingene, som tager tid hver eneste dag, er med til at danne den virkeligheds-platform, jeg skriver fra og på.

Uden hvilken jeg lige så godt kunne gå på nettet i København. Den daglige kontakt med den mellemøstlige virkelighed kan undertiden kun ses i en bisætning – men forståelsesrammen for det, der foregår, kan ikke etableres uden tilstedeværelsen.

Jeg har en stol på en avis i Beirut, som Information har et samarbejde med, og jeg går derop en eller to gange om ugen – ikke for at arbejde, det gør jeg på hjemmeadressen, men for at orientere mig i det rum, der er mine arabiske kollegers. Og deres syn på verden varierer fra et dansk-europæisk.

Mildest talt.

Og her slutter jeg, for lige om lidt skal jeg mødes med to danske kolleger, der er i færd med at skrive en guide til Libanon. Jeg vil sige til dem, at de skal tale med libaneserne.

FOKUS

20

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

DEBAT:

Vi tager ansvar for det hele!

Af Anne-Marie Dohm, rektor på Journalisthøjskolen

I sidste nummer af Illustreret Bunker skrev Kerstin Bruun-Hansen i debatindlægget ”Så tag dog selv ansvar, Anne-Marie!”, at undervisningen i medier og målgrupper er nærmest ikke eksisterende på Journalisthøjskolen. Og i samme nummer kunne jeg i artiklen ”Tillykke og velkommen til A-kassen” læse, at vi her på Journalisthøjskolen ikke klæder dimittenderne ordentligt på til tidens jobmarked.

Ingen af delene er korrekte.

Selvfølgelig underviser vi på Journalisthøjskolen i medier og målgrupper. Vi har samtidig en så god praktikordning, at alle vores studerende får både praktisk erfaring og godt kendskab til arbejdet og vilkårene på fremtidens jobmarked efter endt uddannelse.

Men som studerende kan I bare ikke nå igennem det hele på

de tre første semestre.

Vores journalistuddannelse er en professionsbachelor, hvor vi på den første del (1.-3. semester) især går i dybden med grundlæggende journalistik, argumentationsanalyse, researchmetoder, sprog og vinkling. Naturligvis kommer vi her også omkring målgrupper og medier.

Når vi netop går i dybden med ovennævnte, skyldes det, at vi ønsker at gøre jer stærke i grundlæggende journalistik inden jeres praktikperiode. I den periode skal I videreudvikle jeres journalistiske færdigheder, afprøve dem på flere platforme, oparbejde rutine og prøve jer selv af og få et indgående kendskab til tidens medier og jobmarked.

Tilbage på skolen på anden del går vi i dybden og giver jer mulighed for en specialisering, fordi I nu skal udvikle journalistikken og jeres rolle.

På 7. semester støder alle på medieteori og dermed også medier og målgrupper. På samme semester tilbyder vi en specialisering via workshops i enten skribent, online, tv eller kommunikation. Dermed har man som studerende alle muligheder for at klæde sig på til et foranderligt jobmarked.

Som en meget væsentlig del af 8. semester indgår 8 ugers udviklingsprojekt. Her er både teori og forelæsninger i målgruppeanalyser, undervisning i fokusgrupper og opbygning af koncepter. Workshoppen tvinger den enkelte studerende til at tilegne sig teori og samtidig i praksis afprøve opbygning af koncepter rettet mod endog meget snævre målgrupper.

Kerstin Bruun-Hansen, du har simpelthen ikke ret i, at I ikke klædes på til at håndtere forskellige målgrupper. Men det er klart, at hvis man dykker ned på et bestemt semester eller en bestemt del af uddannelsen, vil man til enhver tid kunne sige, at der er noget I ikke lærer lige nu. Jeres uddannelse er sammenhængende i elementer, som bygges ovenpå hinanden.

Men der er specialiseringsmuligheder man som studerende her på skolen kan gå uden om.

Det er også derfor vi har opbygget et vidt forgrenet efterog videreuddannelsestilbud, som netop gør, at man også efter uddannelsen kan blive ved med at specialisere og dygtiggøre sig.

FREMTID FOR JOURNALISTER:

Tillykke - du bliver redaktør...

Hvad skal journalisterne lave, når næsten al kommunikation bliver overtaget af mobiltelefoner?

Af Mads Olrik Berthelsen

Vi starter i Japan. Harry Potter bliver læst på sms, nyhederne ses på mobilen og YouTube er det store hit i metroen.

Japan er forrest i feltet, når det kommer til mobilteknologi.

Her ser man nyheder på mobilen i stedet for at læse dem i avisen.

Mobiltelefonen kan meget vel ende med at blive det centrale medie for fremtidens mediehuse, også i Danmark. Det skaber nye arbejdsbetingelser for journalisterne. For i takt med de nye smartphones kommer også krav om journalistik rettet ekstremt præcist mod brugeren og krav om nye rammer, som folk selv kan udfylde.

Fremtid er med smartphone ”I fremtiden bliver meget af det journalistiske indhold designet til smartphones. Det betyder, at journalisten i højere grad skal skabe rammer og redigere for almindelige mennesker frem for selv at bidrage med indhold,” fortæller Lars Kabel, lektor på Journalisthøjskolens efteruddannelse Update.

Det, folk køber af medierne, bliver ikke nødvendigvis nyheder - dem kan man få overalt. Folk kommer til at købe skræddersyede pakker, der passer til deres hverdag.

Når man for eksempel sidder i S-toget, vil man gerne have pendlernyheder. Når man står på gågaden i Århus, vil man gerne have informationer om begivenheder i nærheden. ”I fremtiden kan kravet blive, at journalisterne skal tænke i oplevelser i stedet for formidling. Det handler ikke om byline, det handler om at give brugerne nogle oplevelser. Kunsten bliver at engagere folk,” siger Anja Petersen, medieforsker ved Aarhus Universitet.

blandt andet Facebook og Google. ”Det handler nemlig ikke om indhold, det handler om indpakning.”

TV, videoer, musik og sociale muligheder kan blive det, der driver mediernes omsætning i fremtiden. Derfor skal nyhederne være en del af en større pakke, så indtjeningen fra andre ting kan drive nyhedsformidlingen. En formidling, som medierne altså ikke tjener penge på i dag. Men de danske aviser er ikke ligefrem frontløbere for denne udvikling.

Langsomme medier ”Hvordan skal jeg sige det her pænt… der er en vis træghed i avisbranchen. Mulighederne i mobilkulturen bliver simpelthen ikke grebet,” fortæller Anja Petersen, der ikke forstår, at medierne ikke gør noget mere ved mulighederne

for mobilkommunikation. ”Mønstret er noget af det samme, som man så ved internettet tilbage i 1990’erne: For medierne handler det bare om at være tilstede på platformen, danne sig noget know how og ikke komme for sent ind på markedet.”

Medierne tøver med at udnytte de nye muligheder i mobilen. Men det kunne hænge sammen med, at der simpelthen ikke er penge i det endnu. ”Medierne tjener ingen penge på mobilkulturen, på trods af at det er dem, der leverer indholdet. Derfor bliver 2010 nok det år, hvor vi igen ser, at medierne begynder at tage penge for det digitale indhold på nettet og mobilen,” siger Lars Kabel.

Ta’ bussen mellem Jylland og København

LINI

E 88

når pengene skal række tværs over Danmark - også sidst på måneden

8

140 kr.

Fra

Pak ind Aviserne skal søge inspiration uden for de traditionelle medier, hvis de vil se, hvordan man tjener penge i den moderne medievirkelighed. Anja Petersen opfordrer til at skæve til

KULTUR & DEBAT

Telefon 70 210 888 · Online booking: www.linie888.dk

Nemt, hurtigt og behageligt i topmoderne busser og med Mols-Linien over Kattegat.

Rabat for studerende – også fre.-lør.-søn.

Stoppesteder: se www.linie888.dk

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

21

INTERVIEW:

Uindskrænket ret til at lyde som en klog mand Politiske kommentatorer fylder medierne med forudsigelser, motivanalyser og meninger om den politiske verden. De beskyldes for at fjerne fokus fra politisk substans og arbejder med andre krav til kilder og dokumentation end journalisterne. Og det sker ofte, at de tager fejl af den politiske situation Af Jens Anton Tingstrøm og Astrid Dalum (foto)

Peter Mogensens opslagstavle har en liste med navne: ”Thulesen Dahl”, ”Villy” og ”Kristian Jensen.” De står halvt visket ud som en to do-liste, der lige er blevet kørt igennem. På bordet er der udenlandske og danske aviser, bøger om politikere og spindoktorer samt ikke mindst hans egen bog, der i dagbogsform fortæller om et år i det politiske liv. ”Køb den mand og lær noget om politik!” udbryder han. Det er hans maskinrum, hvorfra han spytter politiske analyser ud, der bringes i Politiken og i hans TV-show på TV2 NEWS, Mogensen og Kristiansen.

Hvordan kan man for eksempel tale om, hvem der skal have aben for problemer med politireformen uden at inddrage årsagerne til problemerne?” svarer Mogensen igen.

Ifølge Peter Mogensen har der altid været politisk analyse tilstede i medierne, men i dag er den blot blevet mere poppet. Og der er større fokus på de nu relativt kendte exspindokterer end tidligere. ”Politikerne synes selvfølgelig ikke, det er sjovt at blive kigget i kortene, men de ringer altså tit selv for at komme i avisen,” siger Mogensen og peger på sin åbne mailboks, hvor Venstres pressetjeneste netop har mailet ham noget ’snavs’ om Socialdemokraternes støtte fra den lokale LO-fagbevægelse.

JH er pølsefabrik Peter Mogensen har ligesom de fleste politiske kommentatorer en fortid i det politiske liv.

Han har været aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og været tæt på både Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen i 90’ernes socialdemokratiske regeringer. Kommentatorernes baggrund bliver ofte mistænkeliggjort, men han ser den som sin fordel. ”Jeg har en særlig baggrund, som man køber – på godt og ondt. Hvis I, der uddannes fra pølsefabrikken, kunne skrive ligesom mig, var min løn intet værd.”

”Ofte tager jeg fejl” Peter Mogensen erkender selv, at han kan fejlvurdere den politiske situation. Og dermed giver han ’Karen-Maren fra Bølleby-Oure’ en forkert afdækning af politikernes intentioner og udfald af de politiske processer. Men sådan er vilkårene. ”Ofte tager jeg fejl, fordi det politiske spil er kompliceret. Det er hovedårsagen. Det hele står jo ikke i en drejebog, så man kan let vurdere komplicerede forløb forkert. Men det vigtigste for mig er ikke at lave grundlæggende faktuelle fejl.”

Læserne har ifølge Mogensen krav på at få analyseret det næste skridt for politikerne.

Og det er så her, han går planken ud og kan ramme forkert.

Karen-Maren i Bølleby-Oure Peter Mogensen er økonom fra Aarhus Universitet, og han har baggrund i det private erhvervsliv og som ministersekretær og sekretariatschef i henholdsvis Finansministeriet og Statsministeriet. Hans mål er at gøre komplicerede sammenhænge letforståelige for Politikens læsere. ”Det skal være underholdende at læse mine analyser. Det må aldrig være forkert. Det skal være skarpt. En tand mere - to the point.”

Han forsøger at give læserne et bud på, hvad politikernes intentioner bag en handling er, og hvad de næste skridt bliver. ”Jeg skriver ikke lange analyser for folk på universiteterne eller mig selv. Udgangspunktet for mig er: ’Hvad er det Karen-Maren i Bølleby-Oure vil læse, og hvad er spændende for hende?’”

Hemmeligheder og baggrundssnak ”Jeg er ikke journalist – slet ikke.”

Nyhederne afleveres i nyhedsafdelingen. Peter Mogensen kommenterer og analyserer på baggrund af begivenhederne.

Mogensens analyser står side om side med journalistiske historier, men genren er helt anderledes. Man finder aldrig direkte kilder og højst et anonymt citat, hvis man læser hans analyser af oppositionens strategi, spillet om klimatopmødet eller den økonomiske situation. ”De taler ALTID til baggrund. Jeg taler med uindskrænket ret til at lyde som en klog mand. Man kan godt fortælle mig en hemmelighed, som jeg ikke fortæller videre til de andre journalister på redaktionen.”

Bullshit-detektoren skal køre Når journalister formidler nyhedsstof er der krav til, at man fremlægger sine kilder og dokumentation. Det samme gælder ikke for Peter Mogensen og de politiske kommentatorer, men det ser han ikke som et problem. ”Det er selvregulerende. Hvis jeg voldtager mine kilder og gang på gang skriver regulært vrøvl, vil folk komme efter mig. Men man kan selvfølgelig vurdere tingene forskelligt.”

Han taler med baggrundskilder for at få fakta på plads om de politiske aktørers strategier. Og så handler det om at sætte ’bullshit-detektoren’ til. ”Det vil jo være tydeligt for enhver, hvis jeg kun benyttede kilder fra en bestemt fløj i Socialdemokratiet for eksempel. Det er vigtigt at have mange aktører med inde over.”

Der er spin i alt Kritikken af de pensionerede spindoktorer er taget til det seneste år. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, en række mediepersonligheder og en chefredaktør helt fra Norge har fået øjnene op for Mogensen og hans kollegaer. De beskylder dem for at fjerne fokus fra politisk substans til fordel for spin. ”Man kan simpelthen ikke adskille politisk substans fra spin. Det hænger nøje sammen.

Peter Mogensen mener. at borgerne har krav på at få analyseret politikernes handlinger.

Politikens kloge mand har fortid i Stats- og Finansministeriet og har i dag sit eget show på TV2 NEWS

KULTUR & DEBAT

22

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

STUDERENDE MENER:

Osten er for dyr!

Af Line Scheibel Mitchell, 7. semester

Forleden kom jeg hjemmefra uden madpakke og efter tre timer med kildekritik og diskursanalyse, trængte jeg til en pause og gik ned i kantinen for at få lidt frokost.

Jeg var ikke vildt sulten, så jeg tog en müslibolle med ost - en skive til hver halvdel vel at mærke. En beslutning jeg sent skal glemme, og som jeg har fortrudt lige siden.

For da prisen blev gjort op - jeg havde også taget en lille brikjuice - lød beløbet på 29 kroner.

Kantinedamen kunne godt se, at jeg undrede mig og forklarede undskyldende, at hun godt vidste, det var dyrt, men at en skive ost altså kostede seks kroner.

Jeg lader prisen tale for sig selv og spørger: Hvordan kan skolens ledelse acceptere kantinepriserne og i det hele taget argumentere meningsgivende for, at vi studerende skal rippes for penge, hvis vi skulle få lyst til at handle i kantinen?

SKOLEN SVARER:

Kantinepriser skal være rimelige Af Svend Lawaetz, ressourcedirektør for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Lad mig med det samme slå fast, at kantinepriser på en uddannelsesinstitution naturligvis skal være rimelige. Og her mener jeg, at seks kroner for en skive ost er i overkanten.

Kantinen i Århus drives af Studenterhusfonden af 1991, som vi i 2008 besluttede at outsource kantinedriften til. Det besluttede vi på baggrund af et underskud på kantinen på næsten 800.000 kr. i regnskabsåret 2008 og ud fra en vurdering af, at vores fokus skal

være på uddannelse og ikke på kantinedrift.

I forbindelse med beslutningen om at outsource kantinedriften, blev der forhandlet en aftale med Studenterhusfonden af 1991 på plads, og denne forhandling indeholdt ikke en drøftelse af de specifikke priser for de varer, der sælges men på den overordnede kvalitet og stabilitet. Når kontrakten skal genforhandles, vil vi tage Line Scheibel Mitchells kommentarer med, for kantinepriser skal naturligvis være rimelige, selvom vi også skal have forståelse for, at en kantine skal være økonomisk rentabel for dem, der driver den.

MADANMELDELSE:

Selv Søren Ryge gør det Engang var du tit træt og deprimeret, men så prøvede du kantinen på DR, og så fik du det straks meget bedre Af Kristine Liv Lund-Pedersen og Annelise Hartmann Eskesen

skab med dine medstuderende og slår gluggerne op, for det kan jo være, at du er heldig at spotte en vaskeægte kendis.

Kendis-faktor Din sidemand i Frøberts rynker på næsen. Din makrelmad er splattet ud i tasken som sædvanlig. En nasty dunst fylder hele auditoriet, og dine medstuderende finder hurtigt ud af, at lugten kommer fra dig. Du orker det ikke mere! Du drømmer dig væk til et sted med god frokost til rimelige priser.

Vågn op, grib din overfrakke, trods regn og rusk og kig ind i varmen hos bunkeren på den anden side af vejen. Her findes et sted, der indfrier alle dine våde drømme: DR’s kantine.

Billigere end du tror I bedste 90210-stil nupper du en bakke, skovler dagens varme ret og alt det salat, du kan spise over på din DRtallerken. ”Så skal jeg bede om 30 kroner,” smiler Grete, der står bag disken. Du stirrer vantro på Grete, for det var da billigere, end du havde regnet med.

På vej ud på toilettet stopper du op, for så langt behøver du slet ikke at gå for at hente vand til maden. DR’s kantine har nemlig en isvands-automat. Nemt og forfriskende! Du sætter dig til rette i en af de små kroge, nyder din mad i sel-

KULTUR & DEBAT

Pålidelige kilder påstår at have set the one and only Søren Ryge sætte tænderne i en juicy fiskedelle med remo. Men festen stopper ikke her. Næ nej, for også Peter Ingemann fra Hammerslag kigger en gang i mellem forbi DR’s kantine, som kan bryste sig af at have en elite-smiley.

Sprødt I kantinen er et stort udvalg af smørrebrød, som du sammensætter efter behov. Laks, kylling, skinke, frikadeller og leverpostej med virkelig sprød bacon. Ofte kan du høre variationer over sætningen ”jeg dykker lige i silden,” og det er ikke for meget sagt, for der er mange slags sild at vælge imellem. Hver dag byder Grete og kompagni desuden på en varm ret som for eksempel lasagne, suppe, spareribs, taco, indbagt fisk eller indonesisk kylling. Hvis du har tid og lyst, er der også 1 krones-slik, kaffe til fire og en halv og et udvalg af cigaretter.

Velbekomme.

DR’s kantine Oluf Palmes Allé 10-12, 8200 Århus N Tip!! Bare sig du er fra Journalisthøjskolen i receptionen, så er der fri adgang til DRs gyldne madbjerge.

23

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

Kold Facebook-tyrker

Farvel til status-updates, friend requests og medlemsskab af Stein Baggers støttegruppe Af Klaus Kristensen

BAGSIDEREDAKTØRERNE Charlotte Price Pehrsson

Mette Kjær Nielsen

TOP 10:

Søvndal til magten Villy Søvndal har omtrent dobbelt så mange venner på Facebook som vores nuværende statsminister. Men hvad ville der egentlig ske, hvis Villy Søvndal kom til magten i Danmark?

1. Fra nu af skal man ikke længere have Brobizz for at køre over Storebæltsbroen. Til gengæld skal man holde ind og fortælle vagten en rigtig god anekdote over en pibe tobak.

2. Der bliver indført kageordning i Folketinget. Det udvikler sig til håndgemæng, da Naser Khader ikke tager hjemmelavet drømmekage med, som han havde lovet, men i stedet har købt en citronmåne i Aldi.

3. Søvndals kone deltager i Vild med Dans, hvorefter han meget vredt ringer Anders Lund Madsen op og vil have en udførlig forklaring på, hvorfor hun ikke gør nogen våde.

4. Rygeloven bliver omskrevet fra dens nuværende ordlyd til: ”Go nuts!”

5. Han bliver af udenlandske statsledere kendt som: ”That guy in the bar that just won’t stop talking about Woodstock.”

6. Alle menneskers lønindkomst bliver lagt ned i en stor skotøjsæske, og så kan man bare lige tage, når man skal i kiosken… Så længe man køber piber med.

7. Det kommer frem, at SF slet ikke skulle have været et parti. Villy var bare utrolig glad for at starte alle sine SMS’er til Anders Fogh med ”smiler frækt”.

Jeg havde det hele.

286 venner, billeder fra familiefester, applications ad libitum og en lind strøm af humoristiske statusopdateringer fra alle mine dejlige virtuelle venner.

Jeg havde alt, hvad en die hard Facebook-junkie kunne ønske sig, og jeg gav slip på det, da jeg lukkede min profil for næsten 5 måneder siden.

Ung og naiv som jeg var, troede jeg på, at den virkelige verden havde mere at byde på.

I ugerne efter jeg lukkede min profil, vågnede jeg midt om natten, badet i koldsved, mens jeg skreg: “STATUSUPDATE!!” ud i mørket.

Under desperate forsøg på at føre rigtige samtaler, tog jeg mig selv i at slutte hver eneste sætning med et thumbs up, og ordene: “Klaus Kristensen likes this”.

Rystende af abstinenser sad jeg i Frøberts og kiggede misundeligt mine medstuderende over skulderen, mens de mæskede sig i quizzer, om hvem der sagde hvad, dengang i det 217. afsnit af Beverly Hills.

Jeg var hooked på Facebook.

Bare et lille fix mere.

Afhængig af statusopdateringer.

Afhængig som pøblen må have været det af kirken, da Karl Marx konkluderede, at religion var opium for folket for mere end halvandet århundrede siden.

Tænk over følgende Kære Læser; Hvis du er på Facebook tre timer hver dag, bruger du sammenlagt 46 dage om året i denne virtuelle hønsegård.

(Hvis 3 timers dagligt misbrug lyder overdrevet, så tjek hvem der er på Faceren, næste gang du logger ind. Jeg garanterer, at en håndfuld af dine venner er online, HVER gang du kigger forbi.)

46 dage.

Kunne den tid ikke bruges bedre?

Måske på en ekstra halv time under dynen om morgenen?

Måske på at gå til yoga onsdag aften og fodbold lørdag formiddag?

Eller måske kunne du endelig få inviteret den søde pige eller fyr, som du har et godt øje til ud at fodre ænder i Universitetsparken.

Hey, har I hørt om det helt nye? De kalder det DEN VIRKELIGE VERDEN.

Pistoler og uniformer til journalister – NU! Af Mikkel Rask og Melissa Ørnstrup (foto)

Problem: Det siges, at journalister altid er først på stedet, når ulovligheder skal afsløres, og forbrydere sættes bag tremmer, mens politiet derimod er 10 skridt bagud (en uheldig effekt af overforbrug af donuts).

Konsekvens: Pistoler og uniformer til journalister NU! Effekt: Operation X ville ikke behøve dramatiske kameravinkler, hvis oberst Spiegelhauer og løjtnant Terkelsen selv udførte razziaer mod rockerborge og suspekte pizzariaer.

Selv de mest medievante kilder ville knække hurtigere, hvis Niels Sandøe måtte uddele mikrofonprygl.

Få ville magte et ”ingen kommentar” efter tåregas og fireogtyve timers isolation i kældrene under JH (Går ud fra, det er det, de oprindeligt er bygget til) Spørgsmålet er blot, om optagelsesprøven er hård nok uden politiets Cooper-test? Bah, hvis man ikke kan skrive en klumme efter ti rullefald, ved jeg ikke, hvorfor man kalder sig journalist.

Åbent spørgsmål ”Hvordan er vejret i dag?”

Lukket spørgsmål ”Er vejret godt i dag?”

Meget lukket spørgsmål ”DU ER IKKE MIN FAR!!”

8. Søvndal får ikke så mange lovforslag igennem, fordi han har travlt med at sidde på Facebook og poke Anders Samuelsen.

9. Aldersgrænsen på tobak bliver fjernet… De unge skal bare fortælle kioskejeren, at det er til morfar.

10. Sikrer sit eftermæle ved at omdøbe København til Villyby, H.C. Andersens Boulevard til Villyvej og Folketinget til Villyhus…. Hvor man ude foran forresten kan få en Villy i svøb.

BAGSIDEN AF NEDISGAB

24

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

Tidligere læste han nyheder op og var redaktør på TV-Avisen.

I dag ser han aldrig programmet. Kvaliteten er så dårlig, at hans læge har forbudt ham det, siger han. Illustreret Bunker har mødt Georg Metz, som kræver Kenneth Plummer og de andre chefer på DR skiftet ud med fortidens tosser DEBATINTERVIEW:

Tossernes talsmand Af Thomas Vibjerg og Morten Germund (foto)

”Forleden var jeg sgu lige ved at falde i badekaret, og slå hjernen i stykker, da jeg hørte Radioavisen. Jeg tabte sæbe og det hele, så rasende blev jeg.”

Georg Metz forstår ikke, hvordan hovedhistorien i Radioavisen kunne være, at danskerne går for lidt til hundetræning: ”Redaktionen skal måske selv have halsbånd på, for der er noget helt galt, når det bliver en prioriteret historie,” siger han.

Den forhenværende vært og nyhedsredaktør på TVAvisen gør det i løbet af de næste timers samtale klart, at mediemastodonten fra Ørestaden vil gå i hundene, medmindre man skifter Kenneth Plummer og de øvrige chefer ud med den slags tosser, som prægede kanalen, da han selv var ansat.

Kulturradikal fra barn Georg Metz havde efter eget udsagn en kulturradikal opvækst. Barndomshjemmet var præget af de grundværdier, han stadig holder ved. Udsyn, derfor gik man ind for et europæisk samarbejde. Samfundskritik, derfor tog man til revy. Frisind, derfor kravlede man ikke langs panelerne, hver gang man kiggede efter en pige. Det var også vigtigt, at man højnedes, og derfor besøgte familien ofte teatret. Der var kun én ulempe ved kulturradikalismen: ”Der var en tilbøjelighed til at sige, at alle andre også måtte kende til de gode ting, vi kendte. I det kom der et vist mål af formyndere,” erkender Metz.

Georg Metz er en central figur i den kulturkamp, som VKO-flertallet lancerede i 2001. Få dage før dette interview har en række af kulturradikalismens største kritikere, debattører fra højrefløjen, udpeget den kulturradikale elite i en afstemning foretaget af Politiken. Debattørerne, som blandt andet tæller DF-trioen Langballe, Espersen og Hyltoft, har sendt Metz i top otte. En placering han selv er stolt af, selv-

KULTUR & DEBAT

om de stemmeberettigede med garanti ikke synes, det skal opfattes som en cadeau: ”Det er jo latterligt at tage afstand fra kulturradikalismen, og Dansk Folkeparti tør jo heller ikke tage den fulde afstand. De tør for eksempel ikke at genoptage konservatismens kønsmoral inden for seksualområdet. Det er der sgu for mange af deres medlemmer, der har det for sjovt til,” siger Metz.

God journalistik overrasker Metz står gerne ved arven fra kulturradikalismen og mener, at Danmarks Radio har et ansvar for at højne befolkningen: ”Det er jo forfærdeligt, at unge mennesker vokser op uden at kende til Henrik Ibsen, Shakespeare og Strindberg,” siger han.

Står det til Metz, burde Danmarks Radio give seerne flere overraskelser. Han synes, det er menneskeforagt at give folk det, de vil have. God journalistik er at give dem det, de endnu ikke ved, at de har brug for.

Hvem bestemmer, hvad det er, folk endnu ikke ved, de har brug for? ”Det gør redaktørerne. Ligesom vi ansætter folk, der bestemmer, hvad museerne skal vise. Ellers ville det jo være det samme, som hvis Statens Museum for Kunst solgte alle billeder og i stedet hang nogle kroge op. Så kunne folk komme med deres egne billeder og hænge dem op, stå og kigge lidt på dem, for at tage dem ned og gå igen. Det er jo den eneste logiske udgang på det her,” siger han.

Dronningen skulle dumpes TV-Avisen viser ifølge Metz alt for ofte det, man tror, seerne vil have. Da han selv var ansat, var nyhedskriterierne anderledes end i dag. Alt om kongehuset blev sorteret fra.

Med en enkelt undtagelse, som han stadig erindrer: ”Jeg var selv nyhedsvært og min kollega Steen Bostrup sad som redaktionschef den aften, hvor Dronning Margrethe fyldte år. Produceren på udsendelsen var meget kongetro og havde derfor ønsket et indslag om den royale fødselar,

men det havde vi afvist. Uden vores viden listede hun alligevel et billede ind i vejrafslutningen af Margrethe vinkende på balkonen. Ingen af os havde givet hende lov, men da vi så det, tænkte vi ’nå, hvad fanden, det går nok.’ Dagen efter kom chefredaktøren fisende ind i vores redaktionslokale, blå i hovedet af raseri, og råbte ’hvad fanden er det for noget med Dronning Margrethe?’ Jeg forklarede, at det var fordi, hun havde fødselsdag. ’Så vil jeg meget gerne understrege, at hvis dronningen ikke har fødselsdag, kan vi bruge det som en nyhed, men ikke at hun har fødselsdag.’”

Høj latter afslutter fortællingen, men samtidig står historien som et tegn på, at prioriteterne har ændret sig: ”Hver gang et eller andet kongeligt pattebarn har fået kighoste, rydder det jo udsendelsen,” siger han irriteret om dagens dækning.

Derfor ser han ikke længere TV-Avisen: ”Min læge har forbudt mig at se den, plejer jeg at sige, for jeg synes simpelthen, den er så dårlig,” fortæller han.

Efterlyser fortidens tosser Den afgørende forskel på dengang og nu er ifølge Metz, at den daværende generaldirektør Hans Juul Sølvhøj turde at ansætte folk, som han selv var uenig med: ”Han ansatte den ene tosse efter den anden som programchef. Og tosserne i chefstolene ansatte så selv tosser nedefter, så det var en vild anstalt dengang,” fortæller Metz.

Forskelligheden blandt de ansatte var ifølge Metz årsagen til datidens høje kvalitet: ”Man var nødt til at kunne forklare vigtigheden af ethvert indslag, for ellers var der ballade,” erindrer han.

Han mener kun, DR har en fremtid, hvis man igen ansætter nogle chefer, der er vilde i knolden: ”Men det fordrer jo i virkeligheden en anden generaldirektør, og så har jeg vel sagt, at jeg ikke tror på det,” siger han.