Illustreret Bunker september 2011

FOKUS på valget

”Hovsa!”

”Hvis ordførerne ikke vil

vedkende sig det, de har sagt, skal jeg holde dem op på det. Ellers er journalistikken ikke neutral.”

- Uddannelsesleder INDE Da den nye kommunikationsuddannelse begyndte, var der hverken rusforløb eller rusværter. Det sociale var simpelthen blevet glemt.

UDE Hun er 31 år gammel, uddannet i 2006 og politisk redaktør på Politiken. Mette Østergaard blev headhuntet til jobbet.

FOTO Reportage fra Venstres Ungdoms valgfest.

Se hvordan festen forløb, da Venstre tabte magten.

BUNKER Side 6-7

Side 12-15

Side 10-11

ILL

Side 4

- Jens Olav Jersild

SEPTEMBER 2011//14.ÅRGANG//NR.01

Avisen er lavet af:

Camilla Thorsø Lund, Michael Lykke Hjøllund, Jesper Bo Pedersen, Marendine Krainert Ladegaard, Marie-Louise Rafn, Sarah Schannong, Sidsel Miller Hansen, Simon Bruun Fals, Martin Pedersen, Jakob Rasmussen, Thomas Hansen, Lasse Dearman, Anna Gottschalck, Mathias Koch Stræde,Janus Spøhr, Rasmus Lindkvist Bendtsen, Lasse Emil Kristiansen, Søren Knudsen, Asbjørn Andersen, Karen Løth Sass, Stine Hvid, Nanna Jespersgård, Annette Holm, Jeppe Vejlø, Mikkel Berg, Therese Rekling, Jonas Sloth Bach, Asger Gørup Nielsen, Søren Berggreen Toft og Sofie Synnøve Herschend Læs side 1-20

Ingen bylines. Kun nyheder og historier. På det engelske nyhedsmagasin The Economist skal journalisterne ikke pleje deres eget brand. Derfor er skribenternes navne helt fjernet. Hos metroXpress vidner små portrætfotos, e-mail-adresser og navne om en helt anden tilgang til brugen af bylines.

Læs Jakob Rasmussens historie på side 9

2

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

www.illbunker.dk FODBOLD Det går rigtig godt for FC Åben Modus.

Efter sæsonens første syv kampe er det blevet til fem sejre og 26 mål. Dermed indtager Journalisthøjskolens fodboldherrer 1. pladsen i serie 5. Næste kamp spilles mod FB Aarhus Omegn søndag den 2. oktober kl.

13.00 på Rosenvangsskolen.

DEBAT PÅ NETTET På www.illbunker.dk har næstformanden hos Dansk Journalistforbund, Lars Werge, skrevet semestrets første debatindlæg.

Klik ind på avisens hjemmeside, og deltag i debatten om de studerendes bijobberi.

MARIO OG RADIO-HANS Journalisthøjskolen siger farvel til to værdsatte medarbejdere. Hans Grand, også kendt som Radio-Hans, går på pension i udgangen af september måned, derudover har pedel Mario Sanchez skiftet arbejdsplads.

RETTELSE Illustreret Bunker bragte i sidste udgave Andreas Bastiansens fotoserie af Aarhus Pigegarde. I avisen blev de omtalt som Odense Pigegarde.

Redaktionen beklager fejlen.

NY LEDER DMJX har fået ny rektor. Danmark en ny re-

gering. Bunkeren en ny kommunikationslinje.

Skolen en ny radio. Nyt, nyt, nyt.

Alle vegne er der nyheder, og det er der også i Illustreret Bunker. Først og fremmest er redaktionen spritny, vi har fået nye faste skribenter, og så er sektionen PERSPEKTIV smeltet sammen med UDE. Man kan diskutere, om sammensmeltningen sker på grund af manglende perspektiv i dansk presse, men diskussioner som denne kan fremover tages op i vores nye sektion, DEBAT. På sidste semester bragte vi enkelte debatindlæg i avisen, men nu går vi hele vejen og laver en sektion til formålet. Tanken er, at vi vil skabe et rum, hvor alle kan komme til orde – studerende, undervisere og andre, der vil have deres mening ud. Vi håber, at I tager godt imod sektionen!

Redaktionen

Forandringer har man også kunnet se i den valgkampsdækning, som alle medier har været suget ind i. Seere, lyttere og læsere er blevet overøst af farverige og festlige debatter.

Nogle arrangeret som nervepirrende sportsstævner, hvor skarpe spotlys afslørede sved på panden blandt både politikere og tilskuere.

Andre som en slags politisk skyttegravskrig, hvor kun de mest modige - eller dumdristige - partiledere turde forlade talepulten og traske over til modstanderen.

Vi slap hverken for personsager, indholdsløse slagsmål på ord eller tågeskud fra Danmarks kommentatordarlings. Men blev vi klogere?

Er licenspengene godt brugt, når Per Ørum Jørgensen bliver mandsopdækket til kaffedrikning hjemme i Staby, eller når Johanne Schmidt-Nielsen tager til fest i Kødbyen?

I denne udgave kaster FOKUS lys på det overståede cirkus - mediernes valgkamp.

Det er din avis Selvom de kun har gået her i en måned, er der i denne udgave i alt seks skribenter fra 1. semester, der har kastet sig ud i skriveriet og fået deres byline i avisen. Det er sgu fedt!

Vi håber, at tendensen vil fortsætte og opfordrer alle semestre til at bidrage, så vi sammen kan lave en avis, der sætter dagsordenen.

På www.illbunker.dk kan du læse opfølgninger og deltage i den forhåbentlig sydende debat, vi er ved at kickstarte.

På Facebook vil du fremover kunne finde historielisten til den kommende udgave - du skal bare ’like’ os.

Illustreret Bunker er afhængig af dig og dine idéer. Bliv derfor ved med at hive fat i os i Vandrehallen og fortsæt med at sende os spændende tip på illbunker@mail.dmjx.dk.

Vi glæder os til at lave avis til jer! //Redaktionen

INDE Jonas S. Bach

UDE Søren B. Toft

FOKUS Therese Rekling

DEBAT/BAGSIDE Asger G. Nielsen

jsbach@mail.dmjx.dk

sbtoft@mail.dmjx.dk

trekling@mail.dmjx.dk

asgern@mail.dmjx.dk

FOTO Jeppe Vejlø

FOTO/WEB Mikkel Berg

ANSV. Sofie S. Herschend

jbvejlo@mail.dmjx.dk

mikkelbp@mail.dmjx.dk

ssherschend@mail.dmjx.dk

Vigtige datoer: • • • •

Næste idéudvikling: Tirsdag den 27. september 1. deadline: Mandag den 10. oktober 2. deadline: Onsdag den 12. oktober Næste udgivelse: Tirsdag den 18. oktober

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk www.illbunker.dk Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

FASTE SKRIBENTER: Jakob Rasmussen, Rasmus Lindkvist Bendtsen, Kristian Torp, Jesper Bo Pedersen, Marie Sjødin Græsholm, Lasse Emil Kristiansen, Sofie Dambæk Rasmussen og Steffen Møgelvang Skjærlund.

Udgivelse 27. september 2011 14. årgang - 1. udgave

Økonomi- og annonceansvarlig Sofie Synnøve Herschend ssherschend@mail.dmjx.dk Oplag 1.700 eksemplarer otte gange årligt.

Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

3

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Bunkerbesparelser og ny struktur Ændringer på journalistuddannelsen betyder, at de nystartede elever ikke får den samme uddannelse som elever på de andre semestre. Skolen skal renoveres, og pengene skal findes i en omstrukturering af uddannelsen Tekst: Camilla Thorsø Lund og Jonas Sloth Bach Illustration: Jonas Sloth Bach

Måske kan du ikke se forskel på en fra 3. semester og en på 1. semester. Men udover de paniske praktikøjne hos de ældste og den famlende fremmedhed hos de yngste er der en langt større usynlig forskel. Den forskel, der er i deres studieordninger.

Journalistuddannelsen ser i dag anderledes ud, end den gjorde for bare et år siden. Der er kommet nye fag til, portrætundervisningen bliver sparet væk, og undervisere skal være to steder på samme tid. Det hele for at få råd til omfattende ombygninger.

En løbende proces Ifølge faglig leder Solveig Schmidt er ændringen af uddannelsen en løbende proces. Hun forventer, at studieordningerne vil blive ændret hvert eneste semester det kommende halvandet år.

Ligesom tidligere får studerende undervisning i sprogkorrekthed, men nu indgår sprogvidenskab også i det nye fag ’sprog’. ’Journalistikken i samfundet’ er det andet nye fag, der minder meget om det gamle ’samfundsfag’. ”Indholdsmæssigt er der ikke mange forandringer, men vi har puttet mere journalistik ind i fagene,” siger Solveig Schmidt.

Undervisere i pendulfart Besparelserne betyder også, at der skal spares på undervisningstimer med lærere tilknyttet.

Derfor oplever studerende på 1. semester, at deres underviser har to hold på samme tid, men i hver sit lokale.

De to hold møder forskudt af hinanden og får dagens opgave, mens lærerne pendler frem og tilbage mellem lokalerne. Ellers er kommunikationen begrænset til et mobilnummer skrevet med kridt på tavlen. ”Vi skal spare penge. Kunsten er at bevare den bedste kvalitet samtidig. Havde vi flere penge, ville vi elske at øse flere underviserressourcer ned over uddannelsen,” siger Solveig Schmidt.

Formand for De Studerendes Råd, Nina Brorson, mener, at det er en skidt udvikling, at hver elev får mindre tid med læreren. ”Vi er bekymrede for, at lærerne ikke har så meget tid til hver elev, specielt i forhold til fra-

fald. Nogle problemer bliver måske ikke taget i opløbet, fordi der ikke er samme forhold mellem lærer og elev,” siger hun.

Portrættet på pension Undervisningen i den gamle kunst at skrive et portræt er blevet sparet væk, men ifølge Thomas Pallesen, koordinator for 3. semester, havde underviserne ikke noget valg. I stedet for at sænke kvaliteten på reportagen, featuren og portrættet, valgte underviserne at vinke farvel til portrættet. ”Reportagen skulle med, for den kommer mange elever til at arbejde med under deres praktik. Featuren blander elementer fra både reportagen og portrættet, og derfor vurderede vi, at det var portrættet, der bedst kunne undværes,” siger Thomas Pallesen.

Manglen på undervisningstimer gør, at der ikke er tid nok til at nå alle tre genrer. ”De studerende skulle ikke lave de samme produkter på den samme tid som før. Presset ville blive for stort. Men vi var også selv kede af det,” siger Thomas Pallesen.

stor interesse for samarbejde på tværs af semestrene. ”Det er en del af omlægningen af uddannelsen, men har intet med besparelser at gøre,” siger Solveig Schmidt.

Den nye Bunker Spørger man rektor, Jens Otto Kjær Hansen, er der god grund til at ændre på undervisningens struktur. ”Undervisningen ligner voldsomt det, der var, da jeg gik her for 40 år siden,” siger han.

Udfordringen er at drive skolen med kvalitet, men for færre penge.

“Den forrige regering pålagde os at spare ti millioner i løbet af de næste fire år. Jeg håber, at den nye regering holder deres løfte og annullerer denne besparelse,” siger Jens Otto Kjær Hansen. Samtidig vil den nyansatte rektor gerne udfordre forestillingen om, at få elever i hver klasse nødvendigvis er godt. ”Det er ikke sikkert, at det er bedre med 40 studerende end 80 på et hold, hvis undervisningen bare er tilpasset formen,” siger han.

Elevernes eget ønske

Der skal findes en million

En gruppe studerende fra 7. og 8. semester er blevet ansat af skolen til at rette opgaver skrevet af 1. semester. Jobbet som studiehjælper er ifølge Solveig Schmidt et helt almindeligt, lønnet studiejob.

Ideen kom frem i forbindelse med forårets workshops, hvor der var

Under alle omstændigheder skal der findes godt én million kroner i besparelser. Det lig-

Bunkeren, som vi kender den, holder ikke helt tæt. Pengene fosser ikke ud, men institutionens økonomiske udfordringer er så store, at der skal gøres noget nu for at lukke hullerne.

ger fast. Målet er, at der bliver råd til fysiske forandringer på skolen. Det drejer sig både om at skabe flere gruppearbejdspladser, lave flere stikkontakter og sørge for, at de tekniske øvelseslokaler findes i forskellige størrelser.

Derudover er det Jens Otto Kjær Hansens ønske at ændre på det ’tillukkede miljø’ som præger Journalisthøjskolens arkitektur. ”Vi vil gerne forsøge at åbne skolen mere op,” siger han.

Det er dog stadig uvidst, hvordan de konkrete planer kommer til at se ud. Arbejdsgruppen har ligget stille siden et møde i juni blev aflyst. Jens Otto Kjær Hansen forventer, at det møde snart bliver afholdt, og at han modtager arbejdsgruppens anbefalinger inden for en måned. På den måde vil det være muligt at sætte arbejdet i gang inden jul.

DSR frygter, at besparelserne vil forringe uddannelsen, men ifølge formanden er der ikke så meget at gøre nu. ”Det er for sent at ændre noget nu, men fremover vil vi holde øje med frafaldstal og de evalueringer, der kommer til jul,” siger Nina Brorson.

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

INDE

ILL

4

Dårlig kommunikation på linjen Rusforløbet blev glemt, da de nye kommunikatører skød deres første semester i gang. ”Hovsa,” siger de ansvarlige, mens de studerende selv vil arbejde for, at historien ikke gentager sig udfordringer i opstarten af en ny uddannelse.

Derfor var rusforløb ikke noget, der fyldte Nina Toftegaard Pedersen kæmper stadig med meget i skolens tanker op til studiestart. ”Det er noget, der er dukket op i bevidstheet få sat navn på sine 49 klassekammerater på kommunikationslinjen. Udover tyve minut- den lidt sent. Hovsa, hvad gør vi med det der ters interview med sidemanden har der ikke mere festlige islæt?” siger hun.

Hun understreger samtidig, at netop rusforværet nogen sociale arrangementer i de første løbet er noget, hun er sikker på, der bliver taget tre uger. ”Det er lidt pinligt, når man skal henvende hånd om næste år. Til den tid vil der nemlig sig til folk, og man faktisk ikke ved, hvad de være et hold ældre studerende på uddannelsen. hedder,” siger hun.

Spørger man Frederik Ross, er der heller Ninas studiekammerat David Nygaard Madsen har også problemer med at holde styr på ingen tvivl om, at det næste år bliver anderde mange nye ansigter. Han savnede et egent- ledes at være ny på kommunikationsuddanligt rus-arrangement i løbet af de første dage nelsen. ”Vi skal have lavet noget næste år, så de på uddannelsen. ”På næsten alle andre uddannelser er der et næste ikke oplever det samme. Det var sgu lidt træls,” siger han. koncentreret forLone Krogsholm løb lige i starten, fortæller, at skolen vil hvor man bare blihjælpe til, og at der ver tævet sammen næste år både er rusuden at have noget forløb og rus­værter til valg,” fortæller han. de nye.

Det var en ringe - Nina Toftegaard Pedersen ”Nu skal vi til at trøst, at de stuopbygge vores egne derende sammen kunne undre sig over det manglende rus-for- traditioner på uddannelsen,” siger hun. løb. Det fortæller Frederik Ross, der også stu- Hun er overbevist om, at det er noget, der vil komme helt af sig selv. Samtidig påpeger Lone derer på kommunikationslinjen: ”Det var noget, alle snakkede om. Det var Krogsholm, at udviklingen af nye traditioner ligesom noget, vi var fælles om. Så det var det, begyndte onsdag den 21. september, hvor snakken gik på de første par dage. At der slet kommunikationsuddannelsen drog af sted på en to dages rustur. ikke var noget,” fortæller han.

Frederik Ross mener også, at de nye studerende trods alt er kommet hinanden nærmere. ”Hvad med rus-forløb?” ”Man lærer sine medstuderende godt at Uddannelseskoordinator for uddannelsen, Lone Krogsholm, fortæller, at der er mange kende gennem gruppearbejdet og holdunder-

Tekst: Michael Lykke Hjøllund Foto: Jeppe Vejlø

”Det er lidt pinligt, når man skal henvende sig til folk, og man faktisk ikke ved, hvad de hedder”

DMJX set i bakspejlet Er det eftertragtede eksamensbevis fra Journalisthøjskolen fire års hårdt arbejde værd?

Illustreret Bunker har spurgt tre studerende, der blev færdige i 2011 Tekst: Jesper Bo Pedersen Foto: Privat

Måske sidder du lige nu og sveder over din første problemudredende artikel, en hjemmeside, praktikansøgninger eller et bachelorprojekt.

Måske er du stadig i fuld gang med rusforløbet lykkeligt uvidende om, hvad der venter forude.

Måske har du spurgt dig selv, om din uddan-

Nina Toftegaard Pedersen er indtil videre meget tilfreds med undervisningen på den nye kommunikationslinje, men savner et organiseret rusforløb.

visningen, som spiller en stor rolle på uddannelsen,” siger han.

De første uger har de nye kommunikatører haft mange timer på skolen. Undervisning fra tidlig formiddag til langt ud på eftermiddagen har ikke været unormalt.

Det faglige indhold begejstrer Ser man bort fra de haltende sociale aktiviteter, er både de tre elever og deres uddannelseskoordinator rigtig godt tilfredse med uddannelsens første to uger. Med 50 nye studerende

og en fuldstændig uprøvet uddannelse var det ekstra spændende for skolens undervisere at komme i gang, fortæller Line Krogsholm. Det har også været tydeligt for de nye studerende, at underviserne har været på hidtil ukendt grund. Ifølge Nina Toftegaard Pedersen har det dog kun været et stort plus. ”De ved virkelig, hvad målet er. Og de brænder rigtig meget for det,” siger hun.

nelse overhovedet ruster dig til den dag, hvor du selv står på den anden side af murene. Svaret skal findes derude.

Høj kvalitet Christina Rasmussen fik eksamensbeviset i hånden lige inden sommerferien. Nu er hun ansat hos DR i et tidsbegrænset vikariat.

Hun mener, at skolen er garant for et højt fagligt niveau, men også at den har en tendens til at glemme den konfronterende journalistik og konfliktjournalistik i undervisningen. ”Under praktikken havde vi en praktikantdag, hvor vi skulle lære at lave kritiske interviews. Da sad vi alle sammen og kiggede på hinanden og tænkte: Hvordan gør vi det her? ” Her savnede Christina Rasmussen mere viden om, hvordan man går direkte til en kilde uden at afsløre sit mål på forhånd.

Det er for nemt Tine Damgård fortsatte med at studere efter sin sidste eksamen. Nu læser hun nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet. Hun mener, at der er plads til forbedringer i undervisningen på Journalisthøjskolen. ”Jeg synes, det er lidt for nemt at komme igennem. Der er ikke så mange stopprøver undervejs. Der er nærmest kun 1. årsprojektet, hvor en del dumper og falder fra,” siger hun

Det var TV 2 Syd, der gaflede Christina Rasmussen som praktikant. Nu har hun selv snuppet et vikariat ved DR.

Tine Damgård tilbragte sine tre praktiksemestre på Berlingske.

og påpeger, at man på universitetet har indtil flere stopprøver på hvert semester for at teste de studerendes evner.

Samtidigt efterlyser Tine Damgård lidt mere fokus på den mere akademiske del af uddannelsen. ”De studerende bliver sendt meget i marken for at lære, og jeg synes måske, at jeg manglede lidt mere viden inden for vigtige akademiske fag som samfundsfag og historie,” siger hun.

Her er Anders K. Nielsen ikke enig. For ham er de mange praktiske opgaver en klar fordel ved journalistuddannelsen i Aarhus. Anders K. Nielsen, som i dag står uden journalistisk

arbejde, mener dog samtidig, at skolen savner lidt virkelighedsfornemmelse i undervisningen. ”Hvis man kigger på de ledige stillinger, der bliver slået op i dag, indeholder de næsten alle sammen krav til evner inden for kommunikation og grafiske færdigheder, og det synes jeg, man burde have mere fokus på i uddannelsen,” siger han.

5

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE nydhedsstrømmen. Det var ikke drømmen om at sikre demokratiet. Alt det fik jeg senere hen stor respekt for, men det var ikke drivkraften.”

Startede eget blad

Ny rektor: ”Jeg havde ingen ambitioner”

Jens Otto Kjær Hansen var ikke den mest sociale på studiet, han brugte tiden på noget andet.

I 1973 startede han distriktsbladet ’Centrum’ med vennen Ole Damgaard. ”Vi fik den lyse idé efter forskolen (1. semester red.), at det var sjovere at lære noget, hvis man kunne bruge det til noget. Vi skrev, redigerede, solgte annoncer og delte de første numre ud selv, indtil vi havde råd til at ansætte bude. Samtidig passede vi jo også skolen,” siger han.

Henover det første år fik de udgivet omkring 40 numre, og til sidst nåede de op på 10.000 eksemplarer i Aarhus midtby.

Tøjstilen blev en barriere Distriktsbladet blev indgangen til praktikplads på Jyllands-Posten, og Jens Otto Kjær Hansen blev hurtigt sendt udenlands af dagbladet. En

tur til Paris gjorde, at han besluttede sig for at ændre den flippede tøjstil. ”På den danske ambassade i Paris var der en vagt, der blev ved med at smide mig ud. Han var fuldstændig overbevist om, at jeg havde sneget mig ind, for man kunne ikke se sådan ud, hvis man var journalist.”

Jens Otto Kjær Hansen fandt ud af, at ydre fremtoning kunne skabe støj på kommunikationslinjen. Derfor blev den islandske sweater ligeså langsomt skiftet ud med en mere formel påklædning.

Fakta skal være i orden I forbindelse med sin ansættelse som rektor på DMJX blev der skrevet meget om ham. I en af de mange omtaler var næsten alle facts forkerte. ”Det generer mig, når jeg ser journalister, uanset om de er studerende eller chefredaktører, der ikke har alle facts i orden. Det er en af de små, men meget væsentlige ting i journalistikken, siger han på vej ud til kopimaskinen, hvor han tager en kopi af side 445 i Kraks Blå Bog. Her findes den bedste biografi af ham.

På studiekortet er billedet limet på. 19-årige Jens Otto Kjær Hansens skulderlange hår når lige halsen på den batikfarvede T-shirt. Det er 39 år siden, og nu er han rektor for den skole, han selv startede på. Meget har ændret sig siden Tekst: Marendine K. Ladegaard Foto: Mikkel Berg Pedersen

I 1972 var Journalisthøjskolen på Oluf Palmes Allé stadig under opbygning, så Jens Otto Kjær Hansens første semester som journaliststuderende foregik i lånte lokaler på Psykologisk Institut i Risskov.

Journalisthøjskolen og fadølsanlægget i kantinen blev først officielt indviet i efteråret 1973.

Han husker tydeligt, hvor spændende det var at være blandt de første studerende i Bunkeren. Men en stor forskel på dengang og nu er, at man ikke længere kan købe fadøl i kantinen. Redaktionsmiljøet prægede i høj grad den nye institution, og det var ikke usædvanligt at se en underviser komme gående med en øl i hånden i dagtimerne.

Et af Jens Otto Kjær Hansens tydeligste minder er fra skolens indvielse. ”Jeg sad på en af trapperne i vandrehallen,

da Anker Jørgensen holdt indvielsestalen. DR filmede den trappe, hvor jeg sad, så jeg kom i fjernsynet,” siger han, mens overskægget bevæger sig opad i begge sider.

Redaktionsmiljøet trak Jens Otto Kjær Hansen havde dengang ikke store ambitioner med journalistikken. ”Det kunne være pragtfuldt, hvis jeg kunne levere det virkelig flotte svar, at jeg havde en vision om, at jeg skulle ændre samfundet til det bedre. Sådan var det ikke for mig,” siger han.

Han ville journalistikken af helt andre grunde.

Jens Otto Kjær Hansens far fik svendebrev som journalist samme år som han selv fik sin studentereksamen. Og på den måde fik Jens Otto Kjær Hansen tjansen som redaktionsbud på Fyens Stiftstiende. ”Den særlige atmosfære på den redaktion var helt unik. Det der trak mig til journalistikken var oplevelsen, stemningen og suset fra

Intet behov for mere undervisning i kildekontakt Klager over de journaliststuderende er der ikke mange af, fortæller De Studerendes Råd og lektor Jan Dyberg. Ingen af dem kan nikke genkendende til den kritik, de studerende nogle gange bliver mødt med, når de kontakter kilder.

Tekst: Marie-Louise Rafn

De er flabede, uforberedte, og man kan risikere at snakke med omkring 30-40 stykker af dem på én dag. Det var den kritik, som Birgitte Josefsen(V) rettede mod journaliststuderende

i sidste nummer af Illustreret Bunker. Hun kunne blandt andet ikke forstå, hvorfor journalistuddannelserne ikke kunne koordinere opgaverne, så politikerne ikke bliver overrendt af alle de studerende på samme tid.

Jan Dyberg, lektor og koordinator for 2.

Ung, flippet og uidealistisk. Sådan tog den nyudnænvte rektor sig ud, da han stemplede ind på journalisthøjskolen første gang.

REKTORS BLÅ BOG Født d. 18.1.1953 i Tønder Gift med Elin Forbord Hansen, som han har fire børn med.

1976: Journalist fra DJH 1976-1979: Journalist på Jyllands-Posten; redaktionschef samme sted 1979-1984.

1978: Cavling-prisen for artikler om EDBsikkerhed 1984-1989: Kommunikationschef Jysk Teknologisk Institut 1989: Bifag i filosofi, Århus Universitet

semesterfaget ’Problemudredende journalistik’, kan sagtens forstå nogle kilders frustration over at blive kimet ned af journaliststuderende. Men spidsbelastninger på nogle tidspunkter af året kan næppe undgås. Rent logistisk kan større opgaver og eksaminer heller ikke planlægges meget anderledes. ”Så skulle vi lade nogle elever gå tidligere til eksamen end andre. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne fungere,” siger han.

De studerende skal selv tage ansvar Det står næppe højt på de professionelle kilders ønskeliste at blive ringet op af en flabet, uforberedt journaliststuderende. Formanden for De Studerendes Råd på Journalisthøjskolen, Nina Brorson Jensen, og Jan Dyberg afviser dog, at problemet skulle være omfattende.

Det skal især ses i lyset af, hvor mange kilder de journaliststuderende har kontakt til hver eneste dag. ”Selvfølgelig skal man tænke sig om, når

1994: MBA, Henley Management College 1989-2001: Stifter og direktør af Image selskabet 2002-2003: Medstifter og partner af Pluss Leadership A/S 2003: Direktør for Center for journalistisk kompetenceudvikling, DJH 2008: Direktør og institutionschef på DMJX 2011: Rektor på DMJX pr. 1. august.

man interviewer. Sådan er det jo i alle interviewsituationer, uanset hvilken kilde man taler med,” siger Nina Brorson Jensen og gentager, at DSR umiddelbart ikke er bekendt med, at der skulle være indgivet mange klager over de studerendes opførsel.

Undervisningen på Journalisthøjskolen bliver ikke fokuseret yderligere på de studerendes kildekontakt. Det bliver ifølge Jan Dyberg vægtet højt nok i forvejen. I stedet peger han på de studerendes medansvar. ”Almindelig pli og høflighed kommer man langt med. Og de studerende skal ikke stille åbenlyse faktaspørgsmål til politikere. Det ville jeg også selv blive træt af,” siger han.

Du kan læse artiklen med Birgitte Josefsens kritik på www.illbunker.dk

6

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

PORTRÆT

Headhuntet til topjobbet Mette Østergaard er bare 31 år og har allerede været politisk redaktør på Politiken i tre år.

Hun har altid vidst, at det kræver hårdt arbejde, hvis man vil frem i livet, og hun arbejder gerne ubehageligt mange timer for det Tekst: Sarah Schannong og Sidsel Miller Hansen Foto: Simon Bruun Fals

Det er søndag eftermiddag. Mette Østergaard er klædt i høje støvler og mørkt tøj. Hun trækker varm chokolade fra automaten på Politikens redaktion, selvom hun af og til ville ønske, hun drak kaffe. For som hun siger, er det søvnen, man kan skære fra, når man har travlt.

Og hun har haft travlt de seneste tre uger, hvor valgkampen har fyldt de fleste af døgnets 24 timer. Hun har i det hele taget haft travlt, siden hun i 2006 blev færdig på Journalisthøjskolen.

På bare fem år er Mette Østergaard gået fra at være reporter til politisk redaktør for otte journalister på Politiken. Sidste år nåede hun også at blive gift, og den 1. august i år kunne hun

tage endnu en kasket på, da hun afløste Peter Mogensen som politisk analytiker. ”Lige nu prioriterer jeg arbejde rigtig højt, og det er så mit valg,” siger hun.

Mette Østergaard er havnet det sted, hvor hun befinder sig bedst. Som den cirkushest, hun beskriver sig selv som. I centrum af manegen på Christiansborg.

Ung kvinde blandt garvede rotter ”Det var en kæmpe opgave at skulle ind i rollen som politisk redaktør for et hold, der både var ældre og havde mere erfaring end mig,” siger Mette Østergaard og tilføjer: ”Og så var jeg jo undertippet til jobbet.”

Med kun lidt over to års erfaring primært fra TV 2’s politiske redaktion blev hun headhuntet til at være politisk redaktør på Politiken. 28 år gammel. Hun fornemmede da også, at der rundt omkring i branchen var en skepsis over for, at valget var faldet på hende. Og det kan hun egentlig godt forstå. Det er et område, man ellers ofte forbinder med garvede rotter som Kaare R. Skou og Henrik Qvortrup. Derfor har Mette Østergaard været ekstra bevidst om ikke at gøre et stort nummer ud af sin alder og sit køn. ”Det handler jo bare om, at jeg skal fylde den rolle ud, jeg er ansat til,” siger hun.

Selvom hun nu har været på Politiken i næsten tre år, sker det stadig, at folk er skeptiske. Under valgkampen fik hun en mail

7

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE fra en mand, der havde set hende i fjernsynet. Hans første tanke havde været, hvorfor sådan en ung pige dog skulle udtale sig om politik. Bagefter var han blevet pinlig over sin reaktion, så nu ville han bare fortælle hende, at hun er enormt sej. ”Jeg ved ikke helt, om man skal grine eller græde, men det er et fint billede på, at man vil møde nogle fordomme, indtil folk ved, hvad man kan,” siger Mette Østergaard.

Hellere på Borgen end på Cuba Når snakken falder på politik, er man ikke i tvivl om, at man er på Mette Østergaards boldgade. Hænderne bliver brugt en smule mere til at forklare, og øjnene lyser op. Det er her, hendes store interesse ligger. Med streg under interesse, for hun har nemlig aldrig været politisk aktiv.

Hun vil helst være med, når det rører på sig i den politiske verden. Som da Lene Espersen gik af som formand for De Konservative i januar, og Mette Østergaard selv sad på Cuba sammen med sin mand. ”På det tidspunkt ville jeg faktisk hellere være på Christiansborg end på Cuba,” siger hun.

”Det handler jo bare om at fylde den rolle ud, jeg er ansat til.”

-Mette Østergaard

Interessen for den politiske journalistik startede i praktiktiden. Her tilbragte hun alle 18 måneder på Jyllands-Posten, de sidste seks på deres Christiansborgredaktion. Første dag var der ministerrokade. Sidste dag var der valg. ”Det kogte og sydede simpelthen på Borgen op til valgkampen, og så havde jeg ligesom fået den politiske bacille ind under huden,” siger Mette Østergaard.

Hendes praktik var egentlig slut, inden valget var det, men hun fik lov til at være med til det sidste. Om dagen var hun på Journalisthøjskolen, om aftenen dækkede hun valgkampen omkring Aarhus. På selve valgaftenen tog hun til Christiansborg for at reportere. Næste morgen var hun igen tilbage i Aarhus.

Redaktionen er et team Egentlig føler hun sig ikke som chef i hierarkisk forstand, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at redaktionen også kører strålende, når hun ikke er der. Det vigtigste er, at redaktionen er et hold. ”Vi skriver rigtig, rigtig mange linjer, og det kan man ikke, hvis der sidder tre alfahanner med spidse albuer ovre i hjørnet.

Hvis vi skal nå det hele og stadig have det sjovt, så er vi nødt til at samarbejde enormt meget,” siger hun.

I sidste ende har hun det endelige ansvar for at træffe de beslutninger, der skal træffes. ”Jeg er kontrolfreak, så det passer mig glimrende, at beslutningerne ender hos mig,” siger hun.

Overskrider egne grænser Mette Østergaard har altid taget chancer. ”Nogle gange er det sundt at blive kastet ud i noget, hvor man ikke er tryg. Så bliver man tvunget til at vokse med opgaven, for der kommer ikke nogen og fikser det for dig,” siger hun.

Som journalist på Borgen er man nødt til at være opsøgende for at finde historien. Og det var da også grænseoverskridende at kontakte Mogens Lykketoft i starten, synes hun. ”Men det er sådan, man gør det. Man ringer op og siger: Hey, hvad sker der? – og så fisker man efter historier derfra,” siger hun.

Da Mette Østergaard for nylig startede i jobbet politisk analytiker på Politiken, var det også en udfordring. Stilen er en anden, end den nyhedsjournalistik hun er vant til at lave. Hun kan ikke længere gemme sig bag kilders udtalelser. ”Nu er det mig selv, jeg sender ud til læseren, og der er ikke nogen at skyde skylden på,” siger hun.

Mette Østergaard er nået dertil, hvor hun er i dag, meget hurtigere end hun havde troet. Derfor får hun også tit stillet spørgsmålet om, hvad næste mål er. ”Lige nu skal jeg bare bruge tid på at blive rigtig god til det, jeg laver, og som jeg lige er gået i gang med. Jeg har ingen idé om, hvor jeg er om fem år, for hver gang jeg har sat en tidshorisont, er det gået meget stærkere,” siger hun.

Blå bog: - Opvokset i Ans nær Viborg - Uddannet februar 2006 fra Journalisthøjskolen - Praktik på Jyllands-Posten - Har arbejdet på Børsen, Jyllands-Posten og TV 2, inden hun kom til Politiken

8

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Det nye, danske online-magasin TUMULT Magazine har ingen redaktionel linje, men debuten er fuld af fortællelyst, vurderer Journalisthøjskolens ekspertpanel

Plads til det skæve og uforudsigelige Tekst: Martin Pedersen Foto: TUMULT Magazine

Der er ikke plads til de skæve og uforudsigelige historier i det etablerede mediebillede. Det mente de to fotografer Jakob Carlsen og Jacob Nielsen. Derfor samlede de en redaktion og skabte TUMULT Magazine. Det første nummer er netop udgivet.

Fascinationen driver værket Der er en tydelig rød tråd, der viser sig gennem bladets historier. Det mener Nanna Jespersgård, der er lektor på Journalisthøjskolen og underviser i reportage og feature. ”I alle historierne er det fascinationen, der driver journalisten og værket, og den har det med at smitte. Det synes jeg er fedt. Ganske enkelt,” siger hun.

Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen, er enig i, at magasinet sprudler af fortællelyst og fascination.

Han mener, at de lange billedserier er af høj kvalitet, og at varierende stilarter gør det til en visuel oplevelse for læseren. Specielt imponerer en reportage fra Ohio af amerikanske Matt Eich. ”Historien fra Ohio er visuelt i verdensklasse. Den er superflot fotograferet. Variation, poesi og råhed i en flot blanding. Men der mangler navne, identifikation, fakta og så videre. Jeg vil vide noget,” siger Søren Pagter.

Grafikken lyser op Grafikken i det 128 sider lange nummer bliver

også prioriteret højt, og den får pæne ord med på vejen af Susanne Sommer. Hun er grafisk designer på Journalisthøjskolen og kan se gode takter i initiativet. ”Der er nogle voldsomme highlights ind imellem, hvor blandingen af godt skriftvalg, farver og illustrationer skubber læseren ind og skaber den balance på siderne, der skal være.

Det er den her slags initiativer, der skal til for at udvikle grafik og design,” siger hun.

Resultatet af tilfældigheder Jacob Nielsen fortæller, at produktionen af første nummer har været mere eller mindre tilfældig. ”Folk har skrevet, som de ville. Vi har hverken blandet os eller rettet særlig meget. Balancen i magasinet og fascinationen er opstået ved et tilfælde,” siger han.

For holdet bag er det vigtigt at gøre tingene anderledes og for eksempel ikke skrive billedtekster. ”Vi slækker på det journalistiske, for billederne kommer først. Her skal folk læse på en anden måde, hvor svarene ikke er givet. Vi vil gøre det på en skæv måde, fordi vi vil skille os ud,” siger Jacob Nielsen.

- TUMULT Magazine kan læses gratis på www.tumultmag.com - Se uddrag fra TUMULT Magazines billedserie ’Tæsk’ på illbunker.dk

Annonce

Ulla siger: Du har SU Fredagsbaren har øl Baren er åben hver fredag fra klokken 14.15

9

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE Skrevet af...

Hvad er vigtigst – journalisten eller produktet? Mens metroXpress profilerer deres journalister med billeder og mailadresser, kører det britiske nyhedsmagasin The Economist helt uden byline Denne artikel er skrevet af:

Jakob Rasmussen

Det er et gammelt journalistisk mantra, at journalisten selv skal stå i baggrunden, og lade sit produkt tale for sig selv. I en tid hvor journalister stjæler mere og mere fokus og efterhånden bliver superstjerner, vælger britiske The Economist at lade deres produkter stå helt alene, uden skribentens navn i byline.

Inden for journalistik handler alt om troværdighed, og når The Economist ikke skriver deres journalister i byline, handler det om hele avisens troværdighed. Journalisterne skal ikke kun stå til regning for deres egne artikler, men for hele avisen. Ikke kun passe på sit eget brand, men på hele avisens. ”Det sker, fordi det er en avis, hvis kollektive stemme og personlighed betyder mere end den enkelte journalists identitet. Det sikrer en kontinuitet af tradition og konsekvens, som få andre aviser kan matche,” skriver de på deres hjemmeside www.economist.com.

Journalisten i centrum Men det er The Economist ret alene om. Hos

metroXpress bliver journalisterne profileret så højt, at der både står navn, e-mail-adresse og et billede af journalisten i bylinen. Men ifølge penge/karriereredaktør på metroXpress, Jeppe Dong Abrahamsen, er det ikke et forsøg på at gøre journalisterne til hovedpersoner, men en måde at gøre avisen overskuelig. ”Vi bruger det til at adskille vores egne artikler fra for eksempel Ritzaus telegrammer,” siger han.

Ifølge Peter From Jacobsen, der arbejder med forsknings- og udviklingsprojekter for trykte medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er det et forsøg på at personliggøre journalistikken. ”Dagens journalistik bliver mere båret af den pågældende skribent,” siger han og peger på journalisternes færden på de sociale medier som et eksempel. Her ser man oftere og oftere, at journalister kommenterer på og deltager i debatten omkring egne artikler. En debat, som har til formål at inkludere læseren mere.

Men ifølge ham er en risiko ved den højere

deltagelse er, at det gør journalistikken mere fragmenteret. ”Læserne tager enkelte ting fra hver avis, med de journalister de bedst kan lide. Derfor bliver bylinen et varemærke,” siger han.

Med noget på hjerte En stor forskel på metroXpress og The Economist er, at The Economist i højere grad tager et standpunkt og skriver kommenterende og analyserende artikler.

Et eksempel herpå er deres artikel ’On the march’ fra den 17. marts 2011, som handler om højrefløjens fremgang i Europa. Her tager skribenten i høj grad stilling til artiklens indhold, men står ikke personligt til ansvar for noget, da artiklen står uden byline.

Inden for vore egne landegrænser har vi flere aviser, der, ligesom The Economist, leverer analyserende artikler. Politiken er en af dem, og her er bylinen i hvert fald kommet for at blive. ”Vi leverer mere end nyheder – allerede idet vi vinkler. Derfor er en byline relevant. Også fordi vi gerne vil vise, hvem der står bag en markant journalistik,” siger Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard.

Både han og Peter From Jacobsen mener, at

man skal sondre mellem kommenterende og refererende journalistik, når man vurderer bylinens relevans.

På Politiken følger redaktionen journalisternes arbejde hele vejen igennem processen for at sikre kontinuitet i profilen, fortæller Bo Lidegaard.

Det er også netop profilen, der let kan udviskes, når ansvaret splittes op, så researchen og ordene i højere grad står for journalistens egen regning, mener Peter From Jacobsen. ”Netop dét skal medierne forholde sig til, og de skal sikre, at deres ansatte forbliver loyale overfor avisens profil. Redaktørerne må så bide i sig, at det er journalisterne, der sælger, ikke dem,” siger han og uddyber, at journalisterne her skal opbygge deres eget brand modsat på The Economist, hvor det er avisen, der skal brandes.

PRAKTIKANTSTAFET:

Bondsk forbandelse hviler over praktikken Har du travlt? Så nøjes med at læse næste sætning. Praktik styrer, men sydsjællandsk dialekt er noget pis. Har du lidt mere tid, så læs videre Tekst: Thomas Hansen Foto: Privat

På sydsjælland har folk en tåkrummende bondsk dialekt. Jeg er fra Næstved, så sådan én har jeg. Forestil dig en hverdag, hvor alle taler som Fifi Jørgensen fra Nissebanden, og så ved du, hvordan min barndom har været.

Det vil man gerne være foruden. Men i mit halvandet år i Aarhus på Journalisthøjskolen blev det ikke meget bedre af, at min fødedialekt fik et stænk af jysk. Tværtimod. Gutterne hjemmefra truede mig med tæv, hvis jeg talte jysk, når jeg var hjemme på besøg.

Derfor håbede jeg inderligt, at jeg kunne få mig en trendy københavnsk dialekt, når jeg flyttede til hovedstaden i forbindelse med min praktik hos Danmarks Idræts-Forbund.

Chok på kontoret Håbet var stadig lysegrønt, da jeg mødte op første dag i Idrættens Hus lige ved siden af Brøndby Stadion. Det varede, lige indtil jeg mødte de (derudover skønne) kollegaer, som jeg deler kontor med. Sekretæren bor i Næstved, og min vejleder, som var på orlov i Grønland til panikdagen, stammer fra byen og er glødende fan af det lokale fodboldhold.

Så nu smitter vi dagligt hinanden med lange vokaler. Vi drikker ’te-e’ i to stavelser og ’kaf ’ i én. Det har en række mildest talt uheldige bivirkninger.

Alverdens dårligdom Selvom jeg har frihed til at lave lige så fede indslag til vores web-tv-kanal on-sport.dk, som jeg har fantasi og lyst til, så gennemsyres min speak med en bondskhed, der kan fornægtes.

Jeg har stået lige ved målstregen, kun en armslængde fra Fabian Cancellara og Tony Martin, til VM i landevejscykling, jeg får fribilletter til alle Danmarks landskampe i Parken.

Men den glæde bliver hurtigt overskygget af, at jeg hver mandag skal mobbes med Næstved Boldklubs kummerlige resultater i 1. division, fordi jeg er sat i bås som Næstved-tilhænger.

Og nok ligger jeg inde med hemmelig insiderviden om landets kommende OL-deltagere og er nu ude i det virkelige liv langt væk fra Bunkeren, hvor det hele bare er federe. Men virkeligheden rammer hårdt i det københavnske natteliv, når søde unge damer spørger, om man kommer fra København. Sætningen ”jeg kommer fra Næ-æstved,” er den sikreste metode til at skræmme det modsatte køn væk.

”Hvorfor bliver jeg kaldt bondsk? Jeg bor jo i Indre By.”

10

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOTO

Venstres Ungdoms valgfest Af Lasse Dearman

11

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOTO

12

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

MEDIERNES VALGKAMP

Så gik der sport i d I et inferno af hujende publikummer, projektørlys og måltavler er den politiske debat umiddelbart på udebane.

Alligevel har sportens verden sat sit præg på den politiske debat. På godt og ondt.

Tekst: Anna Gottschalck

Banen er kridtet op. Måltavlen tændt. Tribunerne er proppet til bristepunktet og dækket af blå og røde farver. To hold står klar. Jubel, buh-råb og slagsange gjalder i hallen. Nede på sidelinjen bliver der uddelt flyvende high fives og opmuntrende råb. Engagementet blandt publikum i hallen er til at tage og føle på.

Stemning på kogepunktet Kulissen var sat til en stor sportsbegivenhed i Silkeborghallerne torsdag den 1. september.

De lokale håndbolddrenge var skiftet ud med folketingspolitikere, da TV 2s valgarrangement ”Kampen om din stemme” blev transmitteret direkte fra hallerne. ”Der var bedre stemning end ved de fleste fodbold- og håndboldkampe, jeg har været til,” fortæller Anders Grue Johansen, der oplevede arrangementet på tæt hold som praktikant på TV 2.

John Jäger, der var redaktør på program-

met, og som til dagligt har sin gang på TV 2 Sporten, var ligefrem nødt til at tysse på publikum inden kick-off for at sikre, at politikerne kunne høres hjemme i stuerne. ”Jeg var overrasket over, hvor energiske tilskuerne var,” fortæller han.

Henrik W. Jørgensen, valgekspert på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med speciale i mediernes valgdækning under valgkampen, mener, at debattens sportslige ramme er en del af en generel tendens, der integrerer politiske debatter i en sportslig kontekst. Inspirationen kommer fra amerikanske valgkampe, men har først fundet vej til de danske tv-medier, efter at opdelingen i rød og blå blok blev etableret.

Holdinddelingen udvisker ­nuancerne Ifølge Henrik W. Jørgensen skaber tendensen en simplificering af politik. ”Nuancerne mellem de enkelte partier optræder ikke så tydeligt, men det er hele tiden et

Usikre meningsmålinger flytter vælgere 44 17

16

12

89 mandater Under valget spåede DR hver dag om udsigterne for rød og blå blok, men glemte flere gange at gøre opmærksom på, hvor usikre meningsmålinger er. Det kan være et problem, siger valgforsker.

Tekst: Mathias Koch Stræde

På dr.dk kunne man i valgkampen se overskrifter, der spåede om vinderchancerne for de politiske blokke.

“Rød blok mister endnu et mandat” Bag den første overskrift gemmer sig en sammenligning af en meningsmåling fra 5. september og dagen før. Her rykkede befolk-

ningen sig, ifølge målingen, 0,3 procentpoint tættere mod blå blok, og rød blok tabte derfor et mandat.

“Tre mandater mere til rød blok.”

Logikken er den samme, når DR den 8. september fortæller, at rød blok er gået tre mandater frem. Her har de sammenlignet tallene

med dagen før, hvor forskellen er 1,2 procentpoint.

Ifølge Kresten Roland, Journalisthøjskolens ekspert i meningsmålinger, er det dog ikke nok til at sige noget om, hvordan det går for de politiske fløje.

“Hvis man skal skære ind til benet, så har

man intet belæg for at sige noget, når man taler om småændringer fra dag til dag i enkeltmålinger, ” siger han, “Tommelfingerreglen er, at du har en usikkerhed på tre procentpoint i målingerne, når du ser på rød og blå blok, hvis de svinger omkring 50 procent til hver blok.”

13

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

den politiske debat

spørgsmål om, hvem der vinder – rød eller blå blok? Det giver en polarisering og et knapt så nuanceret billede,” forklarer han.

Henrik W. Jørgensen mener dog ikke, at formatet dræber den politiske substans ved sin simplificering. Han påpeger, at valgkampen i princippet har varet i mere end to år, og at mange emner allerede er blevet debatteret forud for den egentlige valgkamp. Derfor kan tilskueren få det indtryk, at den politiske substans træder i baggrunden i selve valgkampen.

Mødre til teenagere jubler John Jäger erkender, at programmet udvisker politiske nuancer. Simplificeringen er en del af konceptet, og han mener, at programmet faktisk gør demokratiet en tjeneste, fordi det kan nå et segment, som ellers ikke ville se en traditionel politisk debat. ”Vi har fået henvendelser fra flere mødre til teenagebørn, der var meget begejstrede, fordi

deres teenagere for første gang faktisk så et politisk program,” fortæller John Jäger.

Desuden påpeger han, at politikerne i programmet optræder mere naturligt, end vi er vant til, fordi de er tidsbegrænsede og derfor skal svare præcist og umiddelbart. Det giver seeren et mere reelt billede af den enkelte politiker og giver programmet tyngde. Et synspunkt som Henrik W. Jørgensen deler. På TV 2’s hjemmeside fremgår det, at programmet på trods af kritik og skæld ud, viste sig at være et seerhit, der blev set af 474.000 seere torsdag aften.

Henrik W. Jørgensen og John Jäger ser derfor begge den sportslige ramme om en politisk debat som et supplement til den klassiske valgdækning snarere end som et egentligt alternativ.

På tv2.dk er de godt tilfredse med det ellers udskældte initiativ. Kilde: tvtid.tv2.dk

47

0

dr.dk har lavet nyhederne ud fra Epinions meningsmålinger, men artiklerne forklare ikke noget om, hvor usikre målingerne er. Hvis man vil lede efter usikkerheden, skal man dykke længere ind på DR’s selvstændige side om meningsmålinger.

Vælgere hopper med på vognen Når DR og andre medier kårer vindere og tabere i valgkampen uden at skilte med usikkerheden, kan det have en betydning for vælgerne.

8

9

I USA er begrebet ‘bandwagon-effekt’ en del af den politiske jargon. Udtrykket stammer fra

”Nogle folk opfatter et valg som at spille på væddeløbsbanen,” - Palle Svensson, valgforsker ældre tiders valgkampe, hvor kandidater kørte rundt i landet i tog med en åben vogn. På vog-

22 86 mandater

nen spillede et band festlig musik for at skabe god, politisk reklame.

Nu bruges begrebet, når politikere oplever en selvforstærkende fremgang, hvor vælgere flokkes om de partier eller kandidater, der ser ud til at vinde.

Palle Svensson, valgforsker ved Aarhus Universitet, mener, at denne effekt spiller en rolle, når krydset sættes. ”Nogle folk opfatter et valg som at spille på væddeløbsbanen, hvor det handler om at

holde med det ‘the winning team’,” forklarer han.

Valgforskeren tilføjer, at man ikke ved, hvor stor indflydelse effekten har, og at befolkningens stemmer præges af mange forskellige faktorer: ”Bandwagon-effekten er én af dem, og den virker nok mest på unge og på folk, der ikke er så interesserede i politik,” siger han.

14

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

MEDIERNES VALGKAMP

Praktikanter til valgkamp 25 dage. Så lang tid havde Katrine Jo Andersen og Anders Eriksen Stegger fra Journalisthøjskolen været i praktik hos henholdsvis Politiken og DR P3, da valget blev udskrevet. Det blev en oplevelse, som de begge kan tage med sig i erfaringstasken Anders Eriksen Stegger taler med DFs tidligere udlændinge- og intergrationsordfører, Jesper Langballe.

Tekst: Janus Spøhr

Katrine Jo Andersen sad og tastede på sin computer på Politikens nyhedssektion, da valg­et blev udskrevet. ”DR kom løbende ind og filmede os på redaktionen og ville snakke med vores politiske redaktør,” siger hun og fortæller, at hendes arbejdsopgave har været at følge valgkampen.

En dag fulgte hun Pia Kjærsgaard på vælgeroffensiv, en anden dag var hun med Özlem Cekic på jagt efter vælgere på Trianglen i København. Katrine har haft meget overarbejde, og nogle aftener har hun siddet alene tilbage på Politikens valgkontor.

”En stor udfordring,” siger hun. Det at være en Katrine fortæller, at det er svært at interviewe del af valgkampen har givet hende en smags- politikere. ”Man skal være kritisk og prøve på politisk journalytte til, hvad de siger mellistik. lem linjerne. De svarer aldrig ”Jeg skulle bruge den på, hvad man spørger dem første uge på at sætte om, så man skal være snedig; mig ind i, hvordan Pospørge på forskellige måder litikens valgkampsog holde dem op på, hvad de dækning foregår, men tidligere har sagt,” siger hun. jeg har lært sindssygt Hun er overrasket meget af det,” siger hun, ”for eksempel har vi - Anders E. Stegger, praktikant over, hvor meget politikerne selv ringer og i valgkampen skullet opbygge historierne fra bunden med kontakter journalisterne. ”Når man ringer som studerende fra Jourinterviews, historier og reportager.”

”Under P3s partilederrunde stod PET og kiggede skeptisk på os alle sammen.”

Foto: Nicole Terte Andersen

nalisthøjskolen, gider de ikke snakke med én, men nu, hvor jeg er praktikant på en avis, ringer politikerne selv,” siger hun og fortæller, at Margrethe Vestager en dag ringede til hende fem gange inden for kort tid.

Klovn for lytternes skyld Anders Eriksen Stegger har også fulgt valgkampen tæt. Han fortæller, at alt har handlet om valget, efter det blev udskrevet. ”Vi snakkede på redaktionen om, hvordan vi kunne lave valg på en underholdende måde,” siger han. ”Under P3s partilederrunde stod PET og kiggede skeptisk på os alle sammen,” siger Anders og fortæller, at det overraskede ham, at der var så stor sikkerhed om partilederne.

På valgdagen var Anders Eriksen Stegger på Christiansborg. Hans opgave var at opfylde lytterønsker. ”Jeg rendte rundt med et skilt bag Johanne Schmidt Nielsen, hvor der stod, at hun ligner Jay Leno,” siger Anders Eriksen Stegger.

Han fik også DFs Jesper Langballe til at indrømme, at han faldt i søvn under sidste års åbningsdebat i Folketinget. ”Det er vist første gang, at Langballe har indrømmet det,” fortæller han og fortsætter: ”Man kan sige, at jeg har været en klovn for lytternes skyld.”

Praktikanten siger, at han var lidt nervøs for at gøre de ting, lytterne opfordrede ham til, men slår samtidig fast, at han gjorde alt, hvad lytterne bad ham om. Nogle dage valgte han at blive længere på redaktionen af egen fri vilje. ”Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg fik lov til at være en del af dækningen. Der har ikke været slaveopgaver, jeg har været en del af redaktionen på lige fod med de andre,” siger han.

Anders Eriksen Stegger fjoller bag Johanne Schmidt-Nielsen, mens hun bliver interviewet til TV 2.

Foto: Nicole Terte Andersen

/Redaktionen undskylder billedkvaliteten

15

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS Journalisten som debattens dirigent

For journalisten er neutralitet og objektivitet altafgørende for troværdigheden. Men hvordan håndterer man at stå over for politikerne i direkte tv? Illustreret Bunker har kigget nærmere på journalisternes rolle i valgkampens tv-debatter Af Jakob Rasmussen og Rasmus Lindkvist Bendtsen

Valget er knap overstået. Tv-værterne Cecilie Beck fra TV 2 og Jens Olaf Jersild fra DR har flere gange undervejs stået ansigt til ansigt med valgets hovedpersoner. Direkte på Tv og uden mulighed for at tage det om. Og de er ikke altid kommet helskindet igennem. De har begge modtaget en del kritik for deres optrædener. Jens Olaf Jersild for at gå i kødet på Liberal Alliance i programmet ‘Mød partierne’, og Cecilie Beck for at afbryde for meget under partilederrunderne. Men handler neutralitet om balancen mellem fløjlshandsker og tamburmajorens faste stok?

Medierne fokuserer på konflikter ’Man skal behandle folk forskelligt for at behandle dem lige’ skrev Piet Hein. Men når journalister skal lede debatten på Tv, bedømmes de sjældent på første del af sætningen. Det ligger i alle journalisters tykkeste rygmarv, at objektivitet skal tilstræbes og derved også neutralitet. Derfor springer den mindste afvigelse i øjnene. ”Neutralitet er vigtigt. Taletiden og afbrydelserne skal være lige fordelt. I en situation som med Jens Olav Jersild, fylder neutraliteten dog ikke så meget, da der kun er et parti. Derimod skal partilederunder håndteres mere fint-

følende,” siger Michael Bruun Andersen, lek- de har sagt, skal jeg holde dem op på det. Ellers tor i kommunikation og journalistik ved RUC. er journalistikken ikke neutral,” siger Jens Olav Ifølge ham er der sket en udvikling de se- Jersild og tilføjer, at det jo ikke forhindrer dem neste par år, hvor medierne fokuserer mere på i at bruge det politisk. at fremstille konflikter, end de gjorde tidligere.

Hos TV 2-værten Cecilie Beck er meldingen Det handler om politikernes manøvrering og den samme. Her tæller minutter ikke, det vigknap så meget om selve politikken. Derved bli- tigste er, at alle kommer til orde. Hun har fået ver tiden og afbrydelserne fordelt anderledes, en del kritik fra TV 2’s seere under valgkammener han. pen. Specielt for at ”For bare få år ”Hvis en politiker står med en dårlig sag, afbryde. siden var der stop”Det er mere inur på taletiden,” så er det min pligt at bore. Og hvis vedteressant, at give siger han. taletid til dem, der kommende ikke svarer godt nok, så kan For Jens Olaf enten bliver angreJersild er det ikke det godt komme til at fremstå som om, at bet eller dem, der taletid og antallet jeg er ekstra hård” bidrager med noget af afbrydelser, der nyt,” siger hun. sikrer neutralitet.

- Cecilie Beck, vært på TV 2 ”Hvis en poliDet er, hvad polititiker står med en kerne siger og vil stå ved – og hvad de helst vil dårlig sag, så er det min pligt at bore. Og hvis udenom. vedkommende ikke svarer godt nok, så kan det ”Vi er jo seerens eneste garanti for, at politi- godt komme til at fremstå som om, at jeg er kerne ikke siger noget faktuelt forkert. Vi skal ekstra hård,” siger hun. sikre, at seeren kan finde hoved og hale i meningerne,” siger Jens Olaf Jersild.

Kritik er en del af jobbet Ligefrem at snakke om et politisk ærinde, hvilket de to værter er ”Det er vores pligt at bore” Faktatjek er for både Jens Olaf Jersild og Ceci- blevet beskyldt for, mener Michael Bruun Andersen, ikke er lie Beck helt uerstatteligt. ”Hvis ordførerne ikke vil vedkende sig det, korrekt. Han mener dog, at

Jens Olav Jersild jagtede for længe i stedet for at lade seeren bedømme, og at Cecilie Beck kunne have håndteret det bedre. Men samtidig mener han ikke, at det er journalisternes fejl. ”Det er mediehusenes ansvar. De lægger den konfliktsøgende linje, som ikke bringer ret meget indhold frem,” siger Michael Bruun Andersen.

For både Cecilie Beck og Jens Olav Jersild er klager blevet en del af jobbet. ”Man kan jo ikke læse et telegram højt uden at få klager,” siger Cecilie Beck.

Jens Olaf Jersild bliver næsten skuffet, hvis ikke han bliver rakket ned. ”Så er der jo ingen, der ser programmet,” siger han.

Top 5 over valghistorier med kød på 20 dages valgkamp er slut, og det er tid til at gøre status. Hvilke historier har haft betydning, og hvilke husker vi om 5, 10 og 20 år? Forskningschef Roger Buch og Journalisthøjskolens rektor, Jens Otto Kjær Hansen, kommer her med deres bud på valgkampens fem vigtigste historier Tekst: Lasse Emil Kristiansen Illustration: Jeppe Vejlø og Therese Rekling

i en vis forstand har fået vredet armen om på medierne,” vurderer Jens Otto Kjær Hansen.

1. De Radikale og Konservative flirter

3. At trække en gul seddel op af inderlommen

Det lyder som en kliché, når to partier giver håndslag på at arbejde bredt over midten, men ikke i dette tilfælde. For første gang i danmarkshistorien rækker et parti i regeringen hånden over midten og snakker om samarbejde med et parti, som ønsker en anden statsminister. Udefra ser det ud til, at De Konservative erkender, at de på forhånd har tabt, og at aftalen ikke gavner dem. Tværtimod. ”Det er ikke bare noget, der bliver husket om fire år, men også om 10 og 20 år,” spår Roger Buch.

2. Skattesagen genopstår En uge før valget prøver B.T. at påvirke slagets gang. De graver nye oplysninger frem i Helle Thorning-Schmidts skattesag, og smækker det på forsiden. De andre medier hopper med, og dækningen bliver massiv. ”Det var som om, at der var en kollektiv enighed i medierne om, at dette var stort. Men det greb ikke befolkningen, og det greb ikke politikerne, så det var ikke stort. Og det er ret interessant, fordi befolkningen og politikerne

Lars Løkke Rasmussen trækker en gul huskeseddel op af lommen og giver den til sin modstander, Helle Thorning-Schmidt, i en tvdebat. Den fortæller om de løgne og fejl, hun, ifølge Lars Løkke, spreder i valgkampen.

Historien rykker ikke vælgerne, men den er grobund for andre sjove sedler, og ender med at få en stor dækning i medierne. ”Det er noget, vi vil kunne huske. Ligesom vi siger om Erhard Jakobsen, at han var god til at trække en hvid kanin op af hatten, så kan det være, at vi om ti år siger, at man måske skal prøve på, ligesom Lars Løkke, at trække en gul seddel eller post-it op af inderlommen,” siger Roger Buch.

4. Johanne Schmidt-Nielsens stormer frem Meget tyder på, at det er Johanne SchmidtNielsens fortjeneste, at Enhedslisten har tredoblet sine mandater. ”Hvis Keld Albrechtsen havde været den, der skulle være ansigtet for Enhedslisten,

hvor meget mon de så ville være gået frem?” spørger Roger Buch.

Johanne SchmidtNielsen har med sin begavelse, timing og ”rigtige” holdninger fået mange unge vælgere op af sofaen. ”Hun har trukket rigtig mange unge vælgere, der pludselig tænker, at de kan se en mening i politik og en mening i at engagere sig.

Det er supergodt for demokratiet,” siger Jens Otto Kjær Hansen.

5. Pia Kjærsgaard overlever uden udlændingedebat De sidste ti års valgkampe har været præget af udlændingedebat, men i denne omgang handlede alt om økonomi. Det klarede DF overraskende godt, og det er et resultat af en beslutning, som blev taget i 1995, da DF blev stiftet. ”De lagde en strategi i 1995, der sagde: ’Vi skal gå på to ben. Vi skal gå videre på det ene ben med kritisk flygtninge- og indvandrerpolitik, og så skal vi bygge et nyt ben op. Vi skal være et velfærdsparti, vi skal være skeptiske over for skattelettelser, vi skal forsvare velfærd på mange forskellige områder, vi skal

være gode ved de ældre’. Og der kan man egentlig bare konstatere i dag, at det er lykkedes,” siger Roger Buch.

Alt i alt har vi set en valgkamp, som var langt mere spændende end tidligere, vurderer Roger Buch. Løbet var tæt, men blå blok manglede gnisten fra begyndelsen. Vi skulle til de sidste dage i valgkampen, før Lars Barfoeds puls kom over 80. ”Hvis man kigger på de fire udfordrerpartier over for de fire forsvarende i den blå blok, så synes jeg egentlig visuelt, at der i den røde blok har været mere kampgejst og mere udstråling, som sagde, at ’det her vil vi, og det her tror vi på’. Hvor stemningen på den anden fløj mere har været ’Det ser svært ud, og selvfølgelig vil vi gerne, men kan vi nu også klare den?’” siger Roger Buch.

16

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

DEBAT

Ny sektion, gammel debat Af Asger G. Nielsen, redaktør Ill. DEBAT

Alle har en holdning til Panikdagen. Og ja, så længe de studerende allerede fra 1. semester tænker over, hvordan de sælger sig selv bedst, er det panikken, der hersker. Derfor kalder vi den Panikdagen – og ikke Store Match-dag.

I foråret til den seneste Panikdag var der stort drama. Børsen erklærede, at de snyder hver gang ved at ringe for tidligt, og journalisten.dk fangede i deres web-reportage DR i samme forseelse. Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør på DR, sammenlignede derefter dagen med noget, der kun kunne finde sted i Nordkorea. På journalisten.dk kørte debatten heftigt, men bare 17 dage senere kom sidste indlæg - skrevet af Illustreret Bunker redaktionen.

Problemet med den hurtige debat er, at panikken ikke forsvinder sammen med diskussionen. For at holde gryden i kog og debatten kørende har Illustreret Bunker derfor bedt repræsentanter fra alle tre parter; de studerende, praktikstederne og uddannelsesinstitutionerne, spinde over dagen. De er blevet bedt om at forholde sig til følgende: - Umiddelbar holdning til Panikdagen - Hvem dagen er til fordel for?

- Og hvem der har ansvaret for dagens ud- formning?

Når Pia Færing trykker på hornet, må praktikstede kontakte de studerende, og panikken bryder løs.

Høje lyde dulmer som bekendt flossede nerver...

God læselyst.

Studerende i panik Af Søren Knudsen, chefredaktør på Lolland-Falsters Folketidende og DDFs repræsentant i Praktikudvalget

Mediebranchens praktiksystem er helt enestående i verden og sikrer alle journaliststuderende en praktikplads på en ordentlig måde.

Alene ordet giver en indikation af, hvordan dagen opleves. En dag i panik, og hvor det primært er de studerende, der er gået i panik over udsigten til at skulle foretage et valg. Vel er valget vigtigt, når man som studerende skal finde sig en praktikplads. Men panikniveauet er skruet helt op til hysteriske højder, hvor det kun kan gå galt. En praktikplads er ikke et valg for livet, og de professionelle muligheder ligger fortsat åbne, selvom den studerende har

” Det er en spændende dag med mange glæder og skuffelser. Sådan er livet, og sådan er det at søge i praktik.”

- Søren Knudsen, chefredaktør Lolland-Falsters Folketidende måttet tage til takke med en praktikplads på en mediearbejdsplads i provinsen.

Derfor er panikken til dels selvforskyldt blandt de studerende, der opfordres til at have noget mere is i maven. Det er ikke alle, der kan komme i praktik på Politiken eller DR Nyheder. Danmark er kendetegnet ved et meget stort og bredt udvalg af mediearbejdspladser.

Nogle ligger i de store byer, mens resten ligger derude i provinsen. En praktikplads er vigtig, men ikke for karrieren. Den er vigtig for den studerendes uddannelse som journalist, og her findes der et utal af fremragende uddannelsespladser på lokale og regionale medier.

Det er rigtigt, at det sikkert giver mere prestige blandt studiekammerater og venner at være i praktik på Politiken, end det giver, at være på Folketidende i Nykøbing Falster.

Men alle studerende og arbejdsgivere skal huske, at det er uddannelse, det handler om – ikke prestige og fremtidig karriere.

Panikken hos de store mediearbejdspladser er også selvforskyldt. I stedet for at fokusere på at finde studerende, de kan give en god uddannelse, er de gået i den helt anden grøft.

Sat på spidsen er de på jagt efter flyvefærdig arbejdskraft, og det er med til at forstærke panikken på begge sider af bordet.

Som repræsentant for Danske Dagblades Forening i mediebranchens praktikudvalg vil jeg godt slå fast, at vi i dag har et praktiksøgningssystem, der aldrig har fungeret bedre. Systemet bliver hele tiden justeret og forbedret, da det er et dynamisk system. Systemet kan ikke fjerne den spænding og usikkerhed, der kommer, når man skal søge et job. Får jeg jobbet, eller bliver det et afslag? Vælger jeg nu rigtigt? Kan jeg lide arbejdspladsen, og kan de lide mig?

At systemet kan blive bedre, er der ingen tvivl om. Praktikudvalget bruger meget tid på at evaluere praktikrunderne for at gøre dem bedre. For tiden diskuteres et såkaldt samtalevindue som en nyskabelse et tidsrum efter læsevinduet, hvor arbejdspladserne kan kalde de studerende til samtale, men hvor man ikke må indgå ansættelser.

Processen er ikke bedre end de mennesker, der bruger systemet. Især hvis de snyder. Men snyd betyder nødvendigvis ikke, at der er noget galt med systemet, men noget galt med det pågældende medies moral og ansvar.

Store Matchdag er til fordel for alle og det er en spændende dag med mange glæder og skuffelser. Sådan er livet, og sådan er det at søge i praktik.

Panikdagen er vigtig f Af Asbjørn Andersen, formand i KaJ

Praktikken opfattes af mange studerende som noget af det vigtigste i uddannelsen. Det er praktiktiden også. I KaJ vil vi gerne give de studerende bedst mulig chance for at få den praktikplads, som man ønsker. Det er dog ikke altid det, der sker, når Panikdagen kommer.

Det er ikke sjovt at blive valgt fra, og specielt ikke på en dag, der betyder så meget.

Panikdagen er formet som en dag, hvor studerende kæmper om pladserne. Jeg er af den opfattelse, at KaJ vil gøre det til den mest lige

konkurrence overhovedet, men spørgsmålet er; hvordan? I dag er det medierne, der suverænt bestemmer mest over den dag.

På dagen har medierne magten, og når de så ikke engang kan overholde reglerne, så er det klart, at flere studerende bliver endnu mere nervøse. I mit eget tilfælde rystede jeg så meget, at jeg ikke kunne udfylde den seddel, som skulle udfyldes efter samtalen.

Jeg mener, at panikdagen kan gøres meget bedre og give de studerende markant mere

17

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

DEBAT

Uddanne – ikke rekruttere

erne

Af Karen Løth Sass, praktikvejleder på SDU

Rædselsfuld, stresset og helt igennem out of control! Sådan opleves Panikdagen. Noget skal laves om, men spørgsmålet er, hvem der skal og kan ændre noget?

Først det positive: På 4-5 timer skaffer stort set alle en praktikplads. Oven i købet viser en spørgerunde, at 70-75 procent af de studerende oplever, at de får en af de pladser, som de har ønsket sig.

Og når jeg ser på listen over, hvor SDU’s praktikanter lander efter den halvårlige mentale rutchetur i Aarhus, så får de faktisk plads på medier, hvor de efter vores mening passer rigtig godt.

Tilfredsheden indfinder sig altså efterfølgende.

Men frustrationen er der, mens det står på. Den er der, fordi både studerende og mange arbejdspladser er så sindssygt opsatte på at få, hvad de kom efter. Så opsatte, at vi år efter år oplever brud på de meget få og enkle regler, der findes for dagen. Vi kan indføre flere regler, et samtalevindue, men hvis dagen skal ændre karakter, så kræver det en radikal ændring i tankegangen omkring ansættelse af praktikanter.

Vi kan ikke med rimelighed forlange, at de studerende skal dæmpe deres adfærd og nervøsitet. De er i denne sammenhæng den svage part, der naturligt nok er optaget af at få en

fod indenfor på redaktionerne. Vi kan appellere til en adfærdsændring, men må ikke forvente det.

Til gengæld synes jeg, at branchen bør holde op med at pege fingre ad andre og i stedet minde sig selv om, at de er en del af uddannelsen. De er der for at tilbyde uddannelse, ikke for at ansætte og rekruttere fremtidige medarbejdere. Får man ikke favoritten, så får man den næste, som også kan udvikles og flyttes videre i sin uddannelse. Det vilkår lever de mindre søgte steder under næsten hver gang, og de formår at få gode praktikanter og uddannelsesforløb ud af det alligevel.

Vi kan sagtens snakke videre om et samtalevindue og bygge flere regler ovenpå de gamle.

Men giver det mening, hvis dele af branchen alligevel presser sig selv og hinanden ud i brud på reglerne? Og det nytter altså ikke at bede praktikudvalget om at straffe de slemme. For vi har ikke bemyndigelse til det.

Det mest sørgelige er, at tankegangen og den hårde retorik siver ind på uddannelserne.

Studerende på 1. semester er allerede skingrende nervøse for praktikken og deres chancer for succes på dagen. De flytter fokus fra opgaver og uddannelse til aktiviteter, der brander dem i forhold til branchen. Det har vi som undervisere – og vel heller ikke andre – nogen interesse i?

”Branchen bør holde op med at pege fingre ad andre og i stedet minde sig selv om, at de er en del af uddannelsen.”

- Karen Løth Sass, praktikvejleder på SDU

Illustration: Stine Hvid

for alle parter indflydelse på, hvor praktiktiden skal tilbringes. Samtidig skal vi også høre medlemmernes ønsker til en forbedret praktiksøgning. Derfor sender KaJ nu Panikdagen til debat. Til generalforsamlingen vil vi gerne høre medlemmerne om, hvad der er vigtigt for dem.

Tanken bag debatten er, at vi gerne vil tage meningerne med, når vi efterfølgende skal finde ud af, hvordan vi mener, at dagen kan blive en bedre oplevelse for de studerende.

Forhåbentlig kan vi stille et forslag efterføl-

gende, hvor vi klart kan sige, hvad vi ønsker af en fair Panikdag.

Derfor vil vi opfordre til, at så mange studerende som muligt vil deltage i den debat, der kan give flere en langt bedre oplevelse af Panikdagen. Så kan vi i fællesskab give flere studerende en bedre dag, for det vigtigste er, at alle får den kvalitet i praktikken, som de ønsker.

Ill. DEBAT søger holdninger Sektionen skal være holdningernes legeplads.

Alle er velkomne til at sende læserbreve og forslag til debatemner.

Skriv til illbunker@mail.dmjx.dk

19

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

BAG S I D E N A F N E D I S G A B

Stem på B.T.

B.T. er kendt for mange ting – også læserinteraktion.

Jævnligt har man som bruger af bt.dk derfor ­mulighed for at give sit besyv med på alverdens ­aktualiteter. ­Bagsiden af Bagsiden bringer her et udpluk af ­berigende, neutrale afstemninger

LÆRERSTAFETTEN:

Illustration: Redaktionen

Den tvetydige:

Den komplet uundværdlige:

Før sommerferien havde Nanna Jespersgård sidste ord i Lærer­ stafetten. Siden da har hun sendt tjansen videre til slyngveninden Annette Holm. Læs den fulde udgave af damernes fablerier på illbunker.dk, hvis uddraget her ikke er nok - Du underviser i radio, interview og – som noget nyt – stereotyper i journalistikken. Et emne, du har specialiseret dig i med egne kvantitative og kvalitative undersøgelser.

Hvorfor er det så vigtigt?

Nyt og nyt, jeg har på den ene eller anden måde undervist i stereotyper i nogle år efterhånden, men ja, jeg synes, det er vigtigt, at ikke mindst journalister er bevidste om stereotyper og egne forudfattede forestillinger. Jeg tror, at vi ofte tror, at vi ved, hvordan folk tænker, lever og prioriterer uden egentlig at gøre det.

Og når vi rapporterer på baggrund af antagelser, kommer vi let til at tegne et fordrejet billede.

- Hvordan er vores egne studerende stereotype?

Er de det? Jeg synes, de er meget forskellige.

Hvis jeg alligevel skal nævne noget, så synes jeg, at de er hurtige til at komme ud af starthullerne, når der skal produceres journalistik og ret uvillige til at bruge tid på at læse og forstå akademiske tekster. Lidt rastløse og utålmodige.

- Af ydre er du en underviser, der adskiller sig fra os andre middelaldrende, som de studerende ynder at skrive, ved at være cirka 400 procent mere fashionista-lækkert klædt end stereotypen ”kvindelig underviser på Journalisthøjskolen”. Jeg mener – du har ikke pagehår og højtaljede bukser af hør eller cowboystof (ikke at forveksle med jeans). Hvad er dit hemmelige trick?

Ha, ha. Der er nu rigtig mange morgener, hvor jeg ikke føler mig særlig fashionista med håret strittende ud til alle sider og fødderne i et par kasserede løbesko. Men jeg elsker at gå på tøj-jagt på nettet på Trendsales.dk, hvor min elektroniske personal shopper guider mig hen til tøj, jeg kan lide; gerne vintage, gerne med strut, gerne med et lille twist. Jeg finder også meget tøj på loppemarkeder, senest en fed læder-nederdel. Når jeg en sjælden gang finder noget i en butik, som jeg kan mærke, at jeg ikke kan leve foruden, køber jeg det – uanset

prisen. Min erfaring siger mig, at jeg skal slå til, I modsat fald ærgrer jeg mig i flere år. Det er sjovt at klæde sig på og klæde sig ud.

- I en litteraturklub, vi begge frekventerer, gør du dig bemærket som en passioneret læser, der især brænder for historier fra eksotiske steder. Knald på handlingen, magisk realisme og store lidenskaber. Undervisning i radio-speak må være sådan lidt mere, øh...

Helle Helle-hverdagsagtig. Hvordan hænger det lige sammen?

Hver ting til sin tid. Speaken i en radio-fortælling skal jo gøre interviewpersonerne bedre, lægge op til dem, så deres udtalelser får fuld udblæsning, eller også skal speaken tegne et miljø eller skabe en stemning, og når det er tilfældet, må penslen gerne svinges i store strøg og stærke farver.

På sofaen derhjemme får jeg klaustrofobi af Helle Helle og indestængtheden. Jeg foretrækker litteratur, der rykker i kroppen. Lige nu er jeg i gang med Thea Obrehts “The Tigers Wife”, som allerede i løbet de første sider fik tag i mig med en handling, der pludselig spurter derudaf for så at sagtne farten og skifte bane til fabler fra det tidligere Jugoslavien. Jeg falder for litteratur med store armbevægelser, store persongallerier, højt til loftet. Det er dejlig langt væk fra det blodfattige, hverdagen og navlepilleriet. Og det kan man godt trænge til.

Den lidt latterlige:

Den sprogligt udfordrede:

- Vi lærer de studerede, at journalister ind imellem bør lægge metodeovervejelser åbent frem for modtageren. På skrift kunne det være i en lille boks under artiklen. Har man særlige relationer til kilder eller emne, skal læseren som regel også vide det. Hvis du skulle præsentere din og min relation for Bunkerlæseren, hvad skulle der så stå?

Først og fremmest er vi er jo i familie med hinanden – dog uden blodsbånd mellem dig og mig, men det er der i den grad mellem vores respektive mænd. De er nemlig brødre, hvilket gør os til svigerinder.

Så mødes vi jævnligt i vores bogklub – men det har du jo nævnt. Og så er der det løse; rødvin, grin, snak, biografture og andet skønt.

Kilde: bt.dk

SEPTEMBER 2011 ILLBUNKER.dk

20

”Maybe this picture is so boring for Danes but for me, and I think Egyptians also, it’s special. Still, I can’t believe it’s that easy to photograph this special situation which is the most important at the elections day: The counting of the votes!”

- Ahmed Hayman, Egyptian and internationnal student at the Danish School of Media and Journalism

Photo: Ahmed Hayman