Illustreret Bunker Maj 2011

ILL

BUNKER MAJ 2011//13.ÅRGANG//NR.03

INDE: Martin Gottschalk fra Askov Højskole tog til Journalisthøjskolens optagelsesprøve. Illustreret Bunker fulgte den nervøse kandidat.

Side 4-5

K I N A P Båthorn, kapløb, lettelse og tårer. Onsdag den 4. maj løb forårets Panikdag ’Store Match dag’ af stablen. FOKUS behandler panikdagen på side 12-15, og redaktionen lægger op til debat i lederen.

UDE: Lolland Falsters Folketidende fik ingen ansøgninger på Panikdagen.

Illustreret Bunker besøgte redaktionen for at finde ud af, hvor kedelig journalistiken egentlig er i denne del af landet.

Side 8-9 FOKUS: Fotopanik! Ikke kun de skrivende studerende havde svedige håndflader, da praktikstederne skulle fordeles Side 14

PERSPEKTIV: Hvad gør medierne, når det brænder på, og de ikke selv kan have en mand på pletten?

TV 2 og Information låner sig frem.

Side 17

2

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

?

NOTER: GOOOOOAAAAAALLLLLLL Fredag den 13. maj er det tid til Årets High Risk fodboldkamp mellem JH og DSU Sidste år blev High Risk en kæmpe fodboldfest, hvor JH’erne vendte et truende 0-1 nederlag i pausen til en 2-1 sejr efter forlænget spilletid. Nu skal titlen forsvares.

FC Åben Modus har sørget for bustransport fra Journalisthøjskolen til Odense kl.

11.30 og hjemtransport igen klokken 02.00 om natten. Udover to fantastiske fodboldkampe mellem uddannelsernes respektive drenge- og pigehold, bliver der også en kæmpe High Risk fest på SDU. En navngiven kilde i Åben Modus beretter, at der stadig er plads i bussen. Send en tilmelding til jmmortensen@mail.djh.dk.

Turen koster kun 100 kr.

Søges: Underbetalt arbejdskraft - villig til overarbejde.

For seks år siden viste en undersøgelse, at journalister er det folk, der mister hukommelsen hurtigst. Læs mere om det i næste udgave, hvor Illustreret Bunker følger op på sagen, hvis vi husker det...

Kapløbet om praktikpladserne Vores eget fagblad Journalisten dækkede begivenhedernes gang med en videoreportage fra dagen, hvor de med bladets egne ord “fulgte både tabere og vindere i de intense timer i jagten på en praktikplads”. Tabere og vindere – den lader vi lige stå lidt.

Illustreret Bunker kan med stolthed annoncere skolens bedste look-alike.

Det blev et tæt løb, men ifølge flertallet, går Scooby Doo’s makker, Stubbe, rundt på 2. semester og løser mysterier, mens han skriver problemudredende journalistik. Han er dog blevet træt af berømmelsen og kalder sig nu for Søren Nygaard Jessen.

Stubbe, du kan afhente to kander lækker øl i Fredagsbaren. Stort tillykke fra Illustreret Bunker og Fredagsbaren.

Panikavisen. Læs den før din nabo. Årets ’Store Match-dag’ bød på både grin og gråd, smil og tårer. Og panik. Begivenhederne blev dækket af Panikavisen, som på nærmeste hold dokumenterede dagen. Læs den på www.panikavisen.dk.

Redaktionen på Panikavisen bestod af: Asger G. Nielsen, Søren B. Toft og Liv Høybye fra Illustreret Bunker og Babak Arvarnaghi, Camilla Rønde og Frederik Korfix Schultz fra Citat.

Journalisten.dk har i alt tre historier, der handler om den halvårlige ‘Store match-dag’. Ikke én af dem forholder sig kritisk til den måde, dagen foregår på. Det fremgår derimod, at Pia Færing synes, at dagen har været meget, meget effektiv.

Og effektiv er dagen, i den forstand at 70-80 procent af de studerende får deres ønsker til praktikpladser opfyldt i løbet af få timer. Både skolerne og store dele af branchen er tilsyneladende godt tilfredse med denne meget effektive dag.

Redaktionen

asgern@mail.djh.dk

ingen snyder jo blot for at snyde. De snyder, fordi målet, de bedste praktikanter, helliger midlet, Panikdagen. Praktikstederne er dermed også i panik, og vi anser snyderiet som et udtryk for, at dagen som udgangspunkt heller ikke er optimal for praktikstederne.

Det er næppe tilfældigt, at navnet ’Panikdag’ har fortrængt det officielle ’Store match-dag.’ Dagen er domineret af panik, og langt de fleste ’match’ finder sted forud for selve dagen. På hjemmesider, til Åbent Hus og forsamtaler. Et forarbejde der i langt højere grad stiller krav til vores branding- og kommunikationsegenskaber end til vores journalistiske evner. ’Panikavisen’ kunne således i år berette om, hvordan flere praktiksteder er “enormt imponerede over de studerendes hjemmesider” og begejstrede for, hvor gode vi i det hele taget er til at brande og sælge os selv.

Men er det virkelig evnen til at brande sig selv, der kendetegner en god journalist? Hvad blev der af idealet om, at journalisten ikke skal stjæle fokus fra journalistikken, som vi lærte på dag et? Og er der nogen som helst fornuft i, at denne brandingfaktor kan være udslagsgivende for, hvor vi havner i praktik?

Så hvorfor dette opråb? Fordi vi på redaktionen ikke mener, at Panikdagen er værdig over for hverken dagens ‘vindere’ eller ‘tabere’. Fordi fordelingen af praktikpladserne er et led i det, vi til daglig opfatter som en seriøs uddannelse. Fordi vi tilsyneladende er den eneste branche i den civiliserede del af verden, der fordeler jobs ved et reelt, fysisk kapløb.

Og fordi vi ikke er enige, når vores skole anbefaler Undervisningsministeriet at indføre panikmodellen på andre uddannelser.

Gammel panisk traver Diskussionen om Panikdagen er på ingen måde ny.

Et kig i Illustreret Bunkers arkiv afslører, at debatten har raset, så længe avisen har eksisteret, og det har ikke skortet på rasende vejledere, frustrerede praktikanter og forslag til ændringer af dagen.

Med tryk på panik ”Andre snyder, så det gør vi også. I hører fra os før 9.30, hvis vi er interesserede i at ansætte jer.” Så klart var meldingen fra et praktiksted ved et Åbent Hus-arrangement forud for Panikdagen.

Panik-snyd er efterhånden blevet en tradition, men

I midten af halvfemserne forsøgte man sig med en metode, hvor der blev afsat hele fjorten dage til samtaler, og flere gange har der været forslag fremme om at anonymisere ansøgningerne. ”Panikdagen er død om et år,” erklærede Pia Færing i 2006, i takt med at de studerendes hjemmesider overtog en

UDE INDE UDE Asger G. Nielsen Mette Høyer

Se Bagsiden af Bagsiden

LEDER:

Panikdagen dannede onsdag den 4. maj endnu engang rammen om forårets praktiksøgning. En dag med løbende, grædende og jublende studerende, samt den hujende praktikkoordinator Pia Færing, der med julelys i øjnene og båthorn i hånden mindede skribenter fra ‘Panikavisen’ om ikke at skabe mere panik end højst nødvendigt.

Look-alike-konkurrencen

www.illbunker.dk

PERSPEKTIV FOKUS Søren Toft Sofie S. Herschend

mheriksen@mail.djh.dk sbtoft@mail.djh.dk

ssherschend@mail.djh.dk

Faste skribenter: Jonas Sloth Bach Rasmus Lindkvist Bendtsen Rasmus Elmelund Jakob Rasmussen Niklas Rehn Ida Hasgaard Røntorp Tatiana Tilly Illustrator: Stine Hvid, www.wix.com/stinehvid/portfolio

Kalender: FOTO Liv Høybye

FOTO Andreas Beck

lhjeppesen@mail.djh.dk abeck@mail.djh.dk

FOTO WEB & IDÉ ANSV. Tine S. Jakobsen Robin J. Johansen Kasper Iversen tinesj@mail.djh.dk

rjjohansen@mail.djh.dk kiversen@mail.djh.dk

• • •

1. deadline: Tirsdag den 17. maj.

2. deadline: Torsdag den 19. maj.

Næste udgivelse: Tirsdag den 24. maj.

del af panikdagens indhold. Både hjemmesiderne og dagen overlevede som bekendt, og ændringerne har i det hele taget været minimale siden.

For et par år siden indførte man læsepausen mellem klokken 8.00 og 9.30, hvor praktikstederne har ro til at læse ansøgningerne. Et element de fleste efter sigende er glade for.

Men der er absolut ingen grund til at læne sig tilbage og tænke; ”Panikdagen, som den er nu, er vel trods alt den mindst ringe løsning.” Den er stadig forbundet med et unødvendigt stort pres på både de dygtigste og de fagligt svagere elever. Det er svært at se, at der skulle være tale om vindere eller tabere. Vi er alle gidsler, underlagt et panisk system og et umenneskeligt tidspres, der ikke er skruet sammen, så det tilgodeser de studerende.

Vi ligger ikke inde med et konkret bud på, hvordan man kan afvikle dagen optimalt. Desværre. Derimod har vi en bøn og en opfordring til vores fagforening og til skolens ledelse om at tale de studeredes sag i stedet for at hoppe med på bølgen og lade panik være panik.

Pia Færing sammenligner panikdagen med at trække et plaster af – det gør ondt, men det går hurtigt.

Det kan hun have ret i, men uanset hvor hurtigt det går, så kommer det altså også til at svie voldsomt på de kommende generationer af praktiksøgende. /Redaktionen

Illustreret bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00 Udgivelse 10. maj 2011 13. årgang - 3. udgave Økonomi- og annonceansvarlig Kasper Iversen kiversen@mail.djh.dk

Oplag 1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

3

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

INDE

ILL

NYHEDER FRA JOURNALISTHØJSKOLEN

”Vi laver radio for os selv”

Stifterne af Journalisthøjskolens nye radio, Omlüd, vil ikke lave radio for lytternes skyld, men for at skærpe deres egne journalistiske færdigheder.

Tekst: Jens Holt Hansen Foto: Liv Høybye

”Vi ved endnu ikke, hvor det vil ende henne, og hvilket produkt vi får lavet,” siger Frederik Dupont Hald.

Han er 3. semesterstuderende og sammen med Jais Pedersen og Andreas Østergaard fra 1. se-

Jais Pedersen, 1. semester.

mester har de startet den nye radio. ”Derfor har vi undgået at tænke på målgrupper og er gået efter selv at lave noget, der er interessant,” uddyber han.

De mener, at det vil smitte af på programmernes kvalitet og gøre det spændende for lytterne.

Huxi og Bertelsen lægger ud Radioen starter med at sende i slutningen af maj og kommer til at indeholde seks forskellige programmer, der udkommer forskudt af hinanden. Håbet er at have en ugentlig udsendelse klar. Men Omlüd vil hellere bruge et par dage ekstra på udsendelserne og derved sikre en højere kvalitet, end bare sende noget ufærdigt, forklarer Frederik. ”Det er en måde, hvorpå vi adskiller os fra andre medier. Vi kan tillade os at have et lidt løsere forhold til deadlines, da vi ikke har nogen at stå til ansvar over for.”

Det konkrete indhold holdes foreløbigt hemmeligt, men emnerne bliver ifølge Frederik: feature, portræt, underholdning, medier, kultur og satire. Et eksempel på et program er ’Kinamandens Chance’, der kommer til at fun-

gere som portrætprogram. Radioen har allerede portrætprogrammer klar med både Huxi Bach og Mikael Bertelsen.

Podcast er ideel Programmerne vil udkomme som podcasts, da bagmændene vurderer, at det ikke er muligt at udkomme på FM eller liveradio på nettet.

Men de mener ikke, at det bliver et problem, at brugerne selv skal opsøge udsendelserne. De sammenligner det med at surfe efter nyheder på en hjemmeside og mener faktisk, at internettet gør det nemmere at opsøge sammenlignet med en avis eller et magasin.

På længere sigt håber Omlüd at få tilladelse fra KODA til at spille musik. Derudover håber de på at få deres egen iTunes-kanal, men da Apple kræver, at udsendelserne ikke må have stødeligt indhold, kan det godt blive lidt af et problem, erkender bagmændene.

Ingen erfaring med radio Ideen til en skoleradio opstod, da Andreas og Jais i februar startede på skolen og undrede sig over, at der ikke var nogen radio tilknyttet skolen. De hev derfor fat i Frederik, der på

Andreas Østergaard, 1. semester.

det tidspunkt var deres rusvært, og sammen begyndte de at ideudvikle på projektet. Skolen tildelte projektet lokaler, mens underviser Anette Holm fungerede som coach.

Da Andreas og Jais ikke har nogen erfaring med radiomediet, er de derfor ikke en del af den endelige chefredaktion. Efter ansættelsessamtalerne består den samlede redaktion af 34 personer. Hvert enkelt af de seks programredaktioner har tilknyttet omkring fem personer for at tilgodese det pres, der indimellem vil komme i form af studierelaterede opgaver.

Skolen savner frirum Radioens redaktion ser gerne et samarbejde med skolens øvrige medier, men det er endnu på idestadiet og er ikke diskuteret med andre.

En mulighed kunne være at sende en radiomand på reportage med en af Magasinet Citats udsendte og dermed belyse samme historier fra flere vinkler. Selvom Citat bliver rost for de kulørte reportager, mener Omlüd, at radiomediet har noget at byde ind med.

Radioen giver mulighed for at putte mere af sig selv ind i produkterne i forhold til de andre elevdrevne medier, mener bagmændene.

Frederik Dupont Hald, 3. semester.

Ny studievejledning skal være synlig Joan Husted er fra den 1. juli ny studievejleder for de studerende på Journalisthøjskolen. Hun skal være med til at skabe en aktiv og synlig studievejledning.

Tekst: Martin Pedersen Foto: Liv Høybye

Journalisthøjskolens studievejledning skal opgraderes. Derfor er underviser Joan Husted fra den 1. juli blevet ansat på deltid til at varetage studievejledningen af de studerende. ”Det bliver en spændende udfordring at udvikle og skabe en studievejledning, som giver bedre rammer for de studerende. Det er vigtigt med en målsætning om at udvikle både de studerendes faglighed og deres identitet som journalister. Derfor vil jeg gerne mødes med de studerende til en snak om, hvordan det skal gøres,” siger Joan Husted.

Hun har undervist på skolen gennem flere år og har været tilknyttet forskellige dele af uddannelsen. Sammen med Christina Falkenberg kommer hun til at udgøre skolens nye studievejledning. Christina Falkenberg blev ansat som studievejleder fra den 1. april. Hun skal blandt andet tage sig af den administrative del af studievejledningen og henvendelser udefra. Det er Joan Husted, der ved siden af sin

undervisning kommer til at stå for den faglige studievejledning. Det vil sige studievejledning af de studerende på skolen.

Opgraderingen af studievejledningen hænger sammen med ønsket om et bedre studiemiljø på skolen. Og det skal studievejlederen være med til at skabe. Blandt andet skal hun hjælpe studerende med initiativer og holde styr på de tilbud, der er til de studerende ud over undervisningen.

Når det hele er faldet på plads om et par måneder, melder skolen ud, hvordan den nye studievejledning konkret kommer til at fungere og i hvilket lokale, den kan findes. Med det håber man, at skolen får en mere synlig og aktiv studievejledning.

Professionel studievejledning Tidligere er studievejledningen blevet håndteret af ’studentervejledere’, altså studerende der i fritiden vejledte andre studerende. Der var tilknyttet et fast lokale, et telefonnummer og en emailadresse, og så var der åbent enkelte formiddage og eftermiddage. Men den model

er altså ikke længere god nok, mener rektor Anne-Marie Dohm, der har diskuteret emnet med DSR. ”Der er behov for professionel vejledning, og det har der ikke været tidligere,” siger AnneMarie Dohm.

Hun peger på, at et af problemerne har været, at studievejledningen ikke har været særlig synlig. Det har haft konsekvenser for de studerende. ”Jeg har tænkt, at nogle studerende har fået lov at gå for længe med deres problemer. Med en god indsats kunne deres frafald have været forhindret,” siger Anne-Marie Dohm.

”Den kalkule skal man bare lave. For ellers tager man midler fra undervisningen,” siger Anne-Marie Dohm.

Indtil Joan Husted er på plads den 1. juli, er det faglig leder Solveig Schmidt, der vejleder de studerende. Joan Husted kommer til at stå for den faglige studievejledning, mens Christina Falkenberg blandt andet tager sig af henvendelser udefra.

Større frafald Indtil nu har frafaldet på skolen ikke været højt nok til, at man ville opgradere studievejledningen. Men et stigende frafald og en generel omstrukturering af uddannelsen gør, at det nu giver ’økonomisk mening’ at fokusere mere på studievejledningen, selvom det måske kan lyde kynisk.

Joan Husted er fra 1. juli ny studievejleder.

INDE

ILL

4

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

OPTAGELSESPRØVE

UNDER

FØR

Nu’ det fande

Lørdag den 30. april var godt 1100 håbefulde journalistaspiranter til den årlige optagelsesprøve på Journalisthøjskolen. Illustreret Bunker fulgte i hælene på en af ansøgerne. Både før, under og efter prøven.

Tekst og foto: Kristian Torp og Rasmus Lindkvist Bendtsen

M

artin Gottschalk læner sig godt tilbage i de blå sofaer i avisstuen på Askov Højskole.

Den 21-årige fynbo kniber øjnene sammen og kigger ud på højskolens have. Solen er på vej ned, og når den næste gang står op, er det lørdag – en helt specielt dag for Martin og de 44 andre elever på højskolen, der de sidste fire måneder har trænet til netop denne dag. Det er dagen, hvor alt skal kulminere, hvis en af de eftertragtede pladser på Journalisthøjskolen skal sikres. ”Jeg er egentlig meget rolig. Jeg har en god fornemmelse i maven,” siger Martin lavmælt, inden han lister af sted mod sit værelse.

I aften vil han tidligt i seng. En lang dag venter forude på Århus Statsgymnasium, hvor prøven skal finde sted for hans vedkommende.

Lørdag morgen Martin har kun lige lagt sig i sengen, før væk-

keuret igen ringer ham op. Morgenmaden indtager han i små bidder, mens madpakken klargøres. Udenfor holder en turistbus klar til at fragte ham og resten af eleverne fra Askovs journalistlinje mod Århus.

Over bussens højtaleranlæg får de den sidste peptalk. Lærer på højskolen Anne-Birthe Jarnum opmuntrer de anspændte elever og forsikrer, at der venter både grill og rødvin, når prøven er overstået. Herefter triller bussen ud i morgendisen.

Martin sidder bagerst i bussen og kigger ud ad vinduet. Med hastig fart glider Jylland forbi, mens solen sender sine første varme stråler ud over det grønne landskab. ”Det er egentlig en flot morgen,” siger Martin lidt for sig selv.

I et kort øjeblik virker det som om, han har glemt dagens alvor. Sekundet efter synker han tilbage i sædet og finder sine høretelefoner

frem. Det er den sidste mentale forberedelse, før det går løs.

Ud af det blå kommer Århus Statsgymnasium til syne. Vejen er dækket af unge mennesker, der slæber på computere og printere i alle afskygninger og biler, der holder i kø. ”Jeg ved, at det måske lyder mærkeligt, men jeg glæder mig faktisk. Jeg har det som en bokser, der snart skal i ringen,” siger Martin og kigger på mylderet. ”Nu’ det fandeme nu.”

Nu går det løs Martin finder sin plads i gymnasiets store festsal. Det er tekniske problemer, han er mest nervøs for. Ellers føler han sig godt forberedt.

Både printer og computer fungerer i dag.

Men det er langt fra alle, der har styr på elektronikken. Ved nabobordet bliver der pillet ved ledninger, genstartet computer og ringet

efter teknisk assistance forud for printertjekket klokken 9.00.

Foran hovedindgangen til gymnasiet har stilheden sænket sig. Nervøs småsnakken og kæderygning er afløst af fuglekvidder og lyden af en græsslåmaskine fra de omkringliggende kolonihavehuse. Pludselig går døren op. En yngre mand med en printer i armene kommer slukøret ud. Bag ham følger en pige, der kæmper for at stoppe tårestrømmen. Efterhånden slutter flere, hvis printere har svigtet, sig til flokken. I alt må otte-ni stykker forlade prøven, inden den rigtig er startet.

Den svære videnstest I frokostpausen giver Martin sin vurdering af opgaverne. Han er fortrøstningsfuld med hensyn til artiklen, men videnstesten var noget sværere, end han havde regnet med.

5

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE EFTER

Optagelsesprøven mister point Prøvedeltagerne får ikke længere oplyst, hvor mange point de har fået til optagelsesprøven. Det undrer KaJ, men skolen kalder det en naturlig prioritering.

Tekst: Kristian Torp og Rasmus Lindkvist Bendtsen

me nu ”Det var nogle anderledes spørgsmål, end jeg havde forventet,” siger Martin, mens han prøver at tælle antallet af spørgsmål, han er sikker på, er rigtigt besvaret.

På snakken rundt om Martin fornemmer man, at han ikke er den eneste, der har haft kvaler med de mange spørgsmål.

Nu mangler kun en kreativ opgave og sprogtesten. ”Det kan gå begge veje. Men jeg glæder mig.

Især til den kreative opgave. Men jeg frygter også lidt, at man skal skrive et digt om sin mor eller sådan noget,” siger Martin.

Øl og eftertænksomhed Klokken 16 er prøven og fire måneders forberedelse slut. Martin knapper en kold øl op, mens han fordøjer dagens oplevelser. ”Det er dejligt at være færdig, men jeg har ikke den bedste fornemmelse lige nu. Jeg synes

ikke, jeg præsterede det, som jeg kan. Så jeg er lidt skuffet,” siger han.

Martin bunder sin øl, hanker op i sine ting og går ned mod bussen, hvor festen skal begynde. Nu er der ikke andet at gøre end at vente. ”Som udgangspunkt forventer jeg ikke, at jeg kommer ind. For så kan man jo kun blive positivt overrasket,” siger Martin.

Ansøgerne får svar i uge 20.

Det er slut med at få oplyst pointene for delprøver ved optagelsesprøven til Journalisthøjskolen. Fra i år bliver kun den samlede bedømmelse angivet, når ansøgerne senere på måneden får resultatet af årets prøve. Det kan enten være optaget, ikke optaget eller tilbud om samtale. Ændringen sker ifølge skolen, fordi der ikke længere er det samme behov for oplysningen. Tidligere var det almindeligt, at ansøgere gik til optagelsesprøven flere gange, før de kom gennem nåleøjet. I dag ser billedet anderledes ud. Tre fjerdedele af de elever der begynder på Journalisthøjskolen, kommer ind i første forsøg. Det har fået skolen til at prioritere ressourcerne anderledes. ”Hvis vi havde penge nok og ikke skulle spare på uddannelserne, så kunne det være ligegyldigt. Men i forhold til den situation, vi er i, er vi nødt til at se på, hvor vi bruger vores ressourcer henne. Og ressourcerne er ikke ret godt givet ud her. Vi vil hellere bruge dem på noget andet. Undervisning for eksempel,” siger Solveig Schmidt, faglig leder på Journalisthøjskolen, og henviser til brugen af lærertimer.

Hos Kredsen af Journaliststuderende, KaJ, er næstformand Nicolaj Søndergaard uforstående over for ændringerne. ”Det burde være ren logik, at man får at vide, hvordan man har klaret sig, og hvor man kan forbedre sig,” siger han.

Han frygter, at de manglende oplysninger vil afholde ansøgere fra at søge optagelse flere gange.

”Det kan godt være, det gavner færre end tidligere, men vi risikerer, at der er nogle, der ikke søger igen, fordi de ikke ved, hvad de skal fokusere på,” siger Nicolaj Søndergaard.

En stor hjælp En af dem, der aktivt har brugt resultaterne fra delprøverne, er Nicolaj Simonsen. Han var i år til optagelsesprøve for anden gang, og det har været en stor hjælp, at han vidste, hvor energien skulle lægges. ”Jeg kunne se, hvor jeg var svagest. Så derfor har jeg lagt mit fokus anderledes i år, end jeg gjorde første gang, jeg var oppe. Det er et handicap for dem, der skal op igen. Jeg så helst, at man fortsat kunne se pointene,” siger han.

På Journalisthøjskolen forsikrer Solveig Schmidt, at ændringen ikke får betydning for, hvem der bliver optaget. Det eneste nye er, at ansøgerne ikke længere får rettet alle opgaver, hvis enten videns- eller sprogtesten er dumpet. De bliver i stedet sorteret fra inden ’Store Rettedag’. ”Der er ingen ændringer i, hvem der kommer ind, eller hvordan vi giver point. Det, vi ikke tidligere har gjort, er, at vi piller dumperne ud før store rettedag. Der har vi sagt: Det er ikke god brug af vores ressourcer,” siger Solveig Schmidt.

Fakta Andelen af elever der kommer direkte ind på JH: - Forår 2009: 77,6 % - Efterår 2009: 71,3 % - Forår 2010: 86,6 % - Efterår 2010: 67 %

6

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

DEBAT

Anonyme evalueringer, tak Af De Studerendes Råd

Det kræver ikke lang tids skolegang på Journalisthøjskolen, før de fleste har opdaget, hvor stor en rolle evalueringer, feedback og konstruktiv kritik spiller. Hvor andre uddannelsesinstitutioner nøjes med at tildele de studerende en karakter, får vi intensiv feedback fra vores undervisere, vi udveksler den med vores medstuderende, og hver eneste gang et undervisningsforløb er slut, skal det evalueres.

Og det giver rigtig god mening at evaluere undervisningen – men hvorfor får de studerende ikke lov til at være anonyme imens?

Det har en del studerende på Journalisthøjskolen efterhånden undret sig over. Og med god grund.

Anonyme evalueringer er med til at beskytte både studerende og undervisere: De studerende behøver ikke at overveje, om deres ærlige opfattelse af undervisningen kan få negative konsekvenser. Og underviserne kan på ingen måde beskyldes for at lade en evaluering påvirke forholdet til de studerende.

faktisk et helt almindeligt demokratisk princip, at vi ikke indretter vores systemer, så et ulige magtforhold risikerer at blive misbrugt.

Uanset hvor usandsynligt det måtte være.

Som studerende er vi den svage part i magtforholdet med underviserne. Og blandt de studerende findes der faktisk folk, der er betænkelige ved at skulle sætte navn på deres evalueringer. Det er synd. For uddannelsen, for de studerende og for underviserne.

Studerende er den svage part Enkelte gange har man kunnet høre modar-

gumentet, at ’journalister skal stå ved det, de skriver’. Og det skal journalister naturligvis det har bare ikke noget med vores evalueringer at gøre.

Det er rendyrket Erasmus Montanus-logik at påstå, at man skal sætte sin underskrift på en evaluering, fordi man er ved at uddanne sig til journalist. Vi er kun journalister, når vi laver journalistik. Når vi er hos lægen, er vi patienter, når vi sidder i undervisningslokalet, er vi studerende, og når vi står i stemmeboksen, er vi vælgere. Og naturligvis skal man ikke skrive sit navn på stemmesedlen, bare fordi man er

journalist.

Der er ingen gode argumenter, hverken principielle eller praktiske, for, at de studerende skal kunne identificeres i evalueringerne.

Til gengæld er der gode argumenter i begge kategorier for at lade dem være anonyme.

Og netop derfor håber vi også, at Journalisthøjskolen vil tage kritikken til efterretning og ændre systemet.

Risikoen for magtmisbrug er nok Men sådan fungerer det ikke på Journalisthøjskolen. Her skal studerende sætte deres navn på evalueringerne. Resultatet giver sig selv: Evalueringerne risikerer at male et billede af undervisningen, der er smukkere end virkeligheden, fordi de studerende holder igen. Og her er det ikke afgørende, om der rent faktisk findes undervisere på Journalist-

”Der er ingen grund til at tro, at underviserne på Journalisthøjskolen er bedre eller dårligere mennesker end alle andre.”

- De Studerendes Råd højskolen, som kunne finde på at lade sig påvirke af en dårlig evaluering.

Der er ingen grund til at tro, at underviserne på Journalisthøjskolen er bedre eller dårligere mennesker end alle andre. Men alene den teoretiske risiko for misbrug er grund nok til at gøre evalueringerne anonyme. Det er

Illustration: Stine Hvid Skader det de studerendes retssikkerhed, at undervisere kan se, hvem der eventuelt har givet dem en dårlig evaluering?

’Man forholder sig professionelt til kritik’ Af Solveig Schmidt, faglig leder

Kære DSR Jeg er glad for, at I tydeligt fornemmer, hvor vigtige evalueringer er for skolen. Vi forsøger hele tiden at blive bedre, og når vi løbende ændrer på tingene, er det vigtigt at vide, hvad I oplever som godt og skidt.

I skriver, at I ønsker anonyme evalueringer, fordi det vil ”beskytte både studerende og undervisere”. Det udsagn må bygge på præmissen, at dårlige evalueringer er uønskede. Det er de ikke. Vi bliver kun bedre, hvis I sætter fingeren på de ømme punkter. Vi har ikke et

ønske om at undgå kritik. Vi har et ønske om at få kritikken formuleret så konkret og konstruktivt, at vi kan tage stilling til, om den skal føre til, at vi ændrer noget.

Det er vores job at tilrettelægge undervisning, og som underviser forholder man sig professionelt til den kritik, man får. I er forskellige og vurderer tingene forskelligt, så vi er på det rene med, at vi ikke kan gøre alle glade.

Men vi skulle gerne nå målet med undervisningen, og det er med de briller på, at vi læser/ lytter til evalueringerne.

I har ret i, at mennesker kun er mennesker, og mennesker kan handle dumt og være bange for, at andre gør det. Det er tænkt ind i syste-

met for både underviseres og studerendes vedkommende. For at give de studerende tryghed,

”Jeg er ked af at læse, at nogle holder sig tilbage med kritik.”

- Solveig Schmidt har vi en regel om, at underviserne ikke ser evalueringerne før efter en eksamen, hvis forløbet afsluttes med sådan en. Og vi har sikret os, at det kan kontrolleres, hvis tvivlen skulle opstå. For at sikre underviserne at de ikke skal stå med en usaglig kritik, de ikke kan forholde

sig til, vil vi ikke have anonyme evalueringer.

Jeg er ked af at læse, at nogle holder sig tilbage med kritik, fordi de er bange for negative reaktioner. Hvis nogen har grund til at reagere sådan, vil jeg opfordre jer til at henvende jer til mig, for så har I fået en uprofessionel behandling, og det skal selvfølgelig ikke accepteres.

Vi har meget stort udbytte af evalueringerne, så vi har ingen planer om at skrue ned på niveauet, men vi har snakket om, om vi kunne blive bedre også til det. Så måske kommer der flere måder at evaluere på fremover.

7

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Anti-journalist med journalistiske gener Ane Cortzen er ud af en familie med store journalistiske traditioner. Men værten på DR2’s nye program om fjernsyn, TV!TV!TV! er uddannet arkitekt og har altid været sikker på, at hun ikke skulle lave det samme som sine forældre. I dag har hun alligevel sin gang blandt mediefolk og journalister i DR’s betonby i Ørestaden.

Ane Cortzen i sit velovervejede, androgyne look, som vi kender det fra DR2.

Tekst: Rasmus Elmelund Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Cortzen. Brügger Cortzen for at det ikke skal være løgn. To efternavne der uundgåeligt vil ringe en klokke i journalistkredse.

Brügger har hun efter sin mor, portrætjournalisten Ingeborg Brügger, og Cortzen efter sin far, den mangeårige chefredaktør på Børsen, Jan Cortzen. Nå, ja. Så hedder hendes bror Mads Brügger. Men hvis man spørger hovedpersonen selv, føler hun ikke, at hun skal leve op til efternavnene. I hvert fald ikke med store journalistiske udfoldelser. ”Jeg har altid været sikker på én ting: At jeg ikke skulle være journalist. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv sidde og skrive artikler hele mit liv. Det ville simpelthen være for uopfindsomt,” siger hun med et smil. Hendes lyse stemme giver svagt genlyd i det store rum. Vi er i DR Byen, nærmere bestemt Segment 1, som er den fysiske ramme for DR’s tv-produktioner, herunder Ane Cortzens eget program ‘TV!TV!TV!’. Her er højt til loftet, og bagved de brunorange stole står et bordtennisbord, der under snakken flittigt bliver anvendt af nogle af Ane Cortzens tusindvis af kolleger. De fleste af dem journalister. ”Journalistik har jeg altid forbundet med at sidde og ryge King’s uden filter og skrive og skrive. Og samtidig forbandt jeg det med mine forældre, som mere eller mindre havde haft det samme job i hele deres liv. Den tanke kunne jeg ikke lide.”

videre fra det ene projekt til det andet. ”Jeg ved ikke, om det er en form for rastløshed, men jeg begynder at kede mig efter et par år. Og det gør jeg altså, uanset hvad jeg laver,” forklarer hun.

’En del af opdragelsen’ Der blev skrevet verdenshistorie den 8. august 1974, da Richard M. Nixon, som den første amerikanske præsident nogensinde, trådte tilbage fra sit embede. Det skete som følge af prisværdigt, dybdeborende journalistisk arbejde. Knap to måneder senere kom Ane Cortzen til verden i en stor villa på Bukkeballevej i Rungsted nord for København.

I Rungsted blev Ane opdraget ud fra en ‘journalistisk grundopfattelse’, som hun kalder det, hvor det gjaldt om at forholde sig kritisk til alting, være velinformeret og følge med. Det var vigtigt for familien, at man undersøgte tingene og ikke altid bare tog dem for givet. Og at man i øvrigt som udgangspunkt dannede sig sin egen mening.

Hun fik aldrig at vide, at hun skulle være hjemme før klokken 1. Eller at der i det hele taget var noget, hun ikke måtte.

- Ane Cortzen Så modsat storebroderen, Mads, der med hendes ord havde ‘alle mulige rebelske perioder’, var der aldrig noget besvær med Ane. Hun trivedes godt i Rungsted, selv om hendes venner syntes, at det var mærkeligt at være til middag hos hendes familie. Der blev diskuteret meget, og man kunne ikke bare sidde og spise. Jan Cortzen gik til alle. Det var en del af opdragelsen. ”Både min bror og jeg er enormt gode til at argumentere. Så det var ligesom bare forventet, at man fulgte med i debatten.

Hvis man kom med en påstand, skulle man kunne underbygge den. Også selv om man endnu ikke var teenager. Eller boede i huset,” fortæller hun.

”Jeg har altid været sikker på én ting: At jeg ikke skulle være journalist. Det ville simpelthen være for uopfindsomt.”

Rastløs arbejdsnarkoman Et kig på den 36-årige værtindes CV antyder heller ikke ligefrem, at hun skulle lide af nogen form for tryghedsnarkomani.

Tværtimod. Mens hun gik på arkitektskolen, nåede hun blandt andet at arbejde for TV 2 Design, reklamebureauet Propaganda og Bodums hovedkvarter i Schweiz. Efter skolen var hun med til at starte firmaet TimeLine, hun arbejdede som kreativ leder i DR Design og senest har hun siddet i den tværgående stilling som designredaktør i hele DR. ”Jeg har mere eller mindre skiftet job hvert tredje år. Jeg er bare ikke typen, der laver det samme hele tiden,” siger hun.

Og det har da heller aldrig været svært for hende at komme

Figuren Ane Cortzen En løs skjorte i sarte lilla nuancer blafrer langs hendes krop.

Hun har sorte jeans og matchende læderstøvler på, og om halsen har hun bundet et pastelgrønt halstørklæde. Der er langt til det androgyne look, hun lægger for dagen, når hun er på skærmen, og hvis det ikke havde været for den karakteristiske

Tin Tin-frisure, havde hun faktisk været svær at genkende. ”For mig har det været vigtigt, at jeg er en genkendelig karakter på skærmen,” siger hun og forklarer, at det hele tiden har været planen, at hun skal have jakkesæt på i alle udsendelserne.

“Det irriterer mig lidt, at kvindelige værter altid skal have alt muligt nyt tøj på hele tiden. Som om de ikke har nok personlighed i sig selv. Mandlige værter som Mikael Bertelsen og Clement Kjersgaard; dem kan du genkende, selv om de altid mere eller mindre har det samme på,” forklarer hun. Hun har længe arbejdet professionelt med tv-programmer og -kanalers visuelle udtryk, og det er tydeligt, at hun ved, hvad hun taler om. ”Figuren Ane Cortzen skal være nem at genkende. Det er hendes holdninger, der er vigtige. Ikke det at hun er kvinde.

Og så har jeg tænkt, at jeg skulle være lidt androgyn. Hverken kvinde eller mand. Det ville irritere mig selv, hvis der var en kvindelig vært, der spillede for meget på kvindeligheden.”

Måske et lille oprør Et subtilt smil bevæger sig hvileløst rundt mellem de mange ord. Som seer af TV!TV!TV! kan man undertiden føle sig underlagt en lidt for stram manuskriptoplæsning krydret med pludselige lydeffekter, skarpe klip og skæve billedbeskæringer.

At være i selskab med Ane Cortzen er imidlertid en ganske anden oplevelse. Hendes sproglige forståelse er ikke noget filmtrick, men hendes formuleringer er anderledes umiddelbare, når hun sidder her og vipper på stolen, end når hun er på skærmen. Måske er de ikke så skarpe som på tv, men de er mere ægte. Og nærværende. ”Jeg er efterhånden ikke i tvivl om, at jeg nok skulle være blevet en god journalist. Min far sagde også altid, ‘du bliver en skidegod journalist’ og alt der der.”

Hun har svært ved at kvæle et grin, mens hun parodierer sin far med dyb, alvorlig stemme. ”Men altså. Jeg ville bare ikke være det samme som dem. Jeg valgte hele tiden ting fra bevidst. Jeg ville for eksempel have været rigtig god til samfundsfag i gymnasiet, men jeg valgte musik på højt niveau. Selv om jeg ikke er spor musikalsk,” siger hun. ”Det kan være, at det har været mit lille oprør.”

8

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

REPORTAGE

For anden gang i træk har Lolland-Falsters Folketidende ikke fået nogen praktikansøgere overhov finde ud af, om journalistikken på disse kanter virkelig kun handler om bortløbne katte, eller om

Op af stolen og ud i Nykøbing Falster Tekst: Signe Sørensen Foto: Simon Bruun Fals

Solens stråler falder ind gennem vinduerne og oplyser det ellers let dunkle kontormiljø på Lolland-Falsters Folketidendes hovedredaktion i Nykøbing Falster. Hovedredaktionen huser både webredaktionen, som også sender direkte nyheder til den populære lokalradio og Guldborgsundredaktionen, som har ansvaret for dækningen af området omkring Nykøbing Falster i den trykte avis. Resten af landsdelen dækkes af mindre redaktioner i Maribo og Nakskov. Men hvad sker der egentlig i løbet af en onsdag på hovedredaktionen?

Kl. 09.00: Guldborgsundredaktionen løser puslespil ”Jeg tror, jeg tager nogle billeder af nogle børn, der hopper, så har jeg vindmøllerne, og så ser jeg, om Claus Meyer møder op med nogle pølser,” siger journalist Peter Foersom, og der smiles skævt rundt omkring.

Redaktionsmødet på Gulborgsundredaktionen foregår stående rundt om et højt bord.

Alle kigger på et stort whiteboard fyldt med firkanter, som igen er fyldt med kryptiske forkortelser og noter. Firkanterne repræsenterer avisens sider. Forkortelserne og noterne viser, hvad der skal være på hver enkelt side. Hvis der skal være en reklame, noteres det, hvor meget den kommer til at fylde, så journalisterne ved, hvor meget deres artikler kan og skal fylde. Det ligner et puslespil, men det løser sig, efterhånden som journalisterne fortæller, hvad de har af planer for deres sider.

Nogle historier vender tilbage til avisen uge efter uge, blandt andet de mange skolelukninger. Børn og forældre mangler svar fra kommunen. 200 børn kan fortsætte på deres sædvanlige skole, hvis kommunen accepterer en privatskoles tilbud om at opkøbe skolebygningerne. Men kommunen har endnu ikke givet

9

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

vedet. Illustreret Bunker er taget på besøg på redaktionen, der holder til i Nykøbing F. for at m der kunne være god grund til at overveje en praktikplads i det danske øhav.

lyd fra sig. ”Jeg må snart op og vride armen om på nogen fra kommunen,” siger journalist Erik Holm, og kollegerne nikker.

Den energiske iværksætter og tv-kok Claus Meyer er en anden tilbagevendende historie.

Hans nyeste projekt handler efter sigende om, at de traditionelle svinekødspølser fra pølsevognen på torvet skal erstattes med oksekødspølser. Og det skal dækkes.

Kl. 09.30: Fra læser til avis Journalistik er som regel envejskommunikation, men på Lolland-Falsters Folketidende nyder journalisterne godt af mange læsertips.

Kort efter redaktionsmødet er hævet, får Guldborgsundredaktionen et tip fra en læser, som fortæller, at mobiltelefonnettet og mange dankortterminaler har været nede på grund af et lokalt strømsvigt om natten. Efter lidt yderligere research, dukker nyheden op på avisens hjemmeside klokken 09.41, og når dagens avis udkommer i eftermiddag, vil historien også

være at finde dér.

Kl. 11.00: Raptussen vender næbbet mod Marielyst Fotograf Anders Knudsen og journalist Erik Holm har begge været ansat ved avisen siden 1970’erne. De er på vej til Marielyst i fotografens mørke Nissan, der ifølge bilens nummerplade bærer navnet ”Raptussen”. Kælenavnet skyldes Anders Knudsens egenskaber som chauffør, forklarer journalist Bjarne Arildsen: ”Raptussen kører ikke hurtigt, han flyver lavt.”

Humøret er højt, og de to kolleger formår at gøre kål på et imponerende stort antal cigaretter, alt imens de på den korte tur får diskuteret branchens udvikling, Femern-forbindelsen, og fordelene ved lokale medier.

Utallige smøger og skarpe pointer senere lander de i Marielyst, hvor de skal lave en historie om en campingplads, som egentlig lukkede sidste år, men som nu tager en sæson mere. Ejeren er mediesky, men i selskab med Erik Holm og Anders Knudsen forløber in-

terviewet smertefrit. En halv time senere er Raptussen igen på vej mod Nykøbing Falsters hjemlige himmelstrøg.

Kl. 12.00: Deadline med sejrsøl Avisen er i trykken, deadline overholdt, og redaktionen samles for at fejre denne hverdagens lille sejr med øl, sodavand og løssluppen stemning, før arbejdet med næste dags avis starter umiddelbart efter.

Kl. 13:30: Cykelhandler giver cykelråd Over middag vælger journalist Bjarne Arildsen at gå ned til cykelbutikken Vulkan Cykler.

Solen skinner, og det er ”trods alt lige rundt om hjørnet”. På vejen derned møder Bjarne Arildsen et byrådsmedlem, som han hurtigt hilser på - han har ikke tid til at snakke lige nu.

Cykelværkstedets indehaver hedder egentlig Finn Petersen, men går under navnet Finn Vulkan. I dag vil han fortælle, hvordan man gør cyklen klar til sommerens strabadser. Den

forbrugervenlige artikel vil blive bragt i avisen efter påske.

Anders Knudsen står igen for at tage ‘bil´der’, som man siger med god, lokal dialekt.

Mens bossen snakker, arbejder to rødklædte cykelmekanikere i værkstedet, så Anders Knudsen har noget at tage billeder af.

“Du laver aldrig noget, gør du?” griner fotografen i retning af den snakkende Finn Vulkan, som griner stort tilbage og svarer med et “Næh.”

Værkstedet oplyses glimtvis af blitzen, mens Bjarne Arildsen og Finn Vulkan fortsætter snakken. Om cykler, livet og Lolland-Falster, som nok kategoriseres som Udkantsdanmark af regeringen, men som har sit eget liv med masser af historier.

10

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

PANIKDAGEN Bølgerne gik højt på den længe ventede Panikdag. Mens jubelskrig og panisk angst gjaldede gennem bunkeren, var Panikavisens fotografer på jagt efter dagens betydningsfulde øjeblikke.

Foto : Sisse Dupontog og Frederik Korfix Schultz

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

11

12

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS NIK PA

I år var der 22 praktikpladser for lidt. En forbedring i forhold til de 50, der var for lidt sidste gang. Men hvad gør man, hvis favoritpladsen ryger?

Forbered dig på nederlag Tekst: Bo Nørgaard Foto: Panikavisen

Drømmestedet findes ikke

Panikdag. Et ord der kan udløse nervøs mave og koldsved hos selv den mest hærdede journaliststuderende. I år var det onsdag den 4. maj, at hundredevis af håbefulde studerende fra DMJX, RUC og SDU jagtede praktikpladser ved landets medier.

Erhvervslivet er den nye udkant

Hvis du har sat Politiken, Berlingske, DR eller et af de andre store medier som førsteprioritet, kan du godt skrue forventningerne ned igen, mener Pia Færing. I år var der 75 ansøgere til syv pladser på Politiken, der i år var topscorer blandt ansøgerne. ”Derfor er der også statistisk set 68 tabere, og det kan man ligeså godt forberede sig på,” siger Pia Færing.

Ikke, at man derfor skal lade være med at søge. Man skal bare forberede sig på et muligt nederlag.

Men hvad gør man, når panikdagen ikke forløber helt som planlagt? Nogle tager en af de praktikpladser, de havde fravalgt. Nogle tager til udlandet. Og nogle tager bare orlov. Som Pia Færing, der er praktikansvarlig på Journa- Råd fra Færingen listhøjskolen, siger: Dermed ikke sagt at ansøgeren ligeså godt kan ”Det sker jo ind imellem, at nogle siger nej opgive på forhånd. Du skal bare sørge for, at til en praktikplads, og så er det et frit land. Så den ansøgning du skiber afsted til dit måske kan man gå i gang med lige, hvad man har lyst kommende praktiksted viser, at du vil være til.” lige præcis dér.

Dilemmaet for Pia Færing og resten af prak”Hvis du bare skriver: ’Jeg vil gerne på Potikudvalget er, at der sådan set er praktikplad- litiken, fordi den har jeg altid læst,’ så får du ser nok til alle studerende. ikke pladsen,” siger F.eks. valgte ti medier i år Pia Færing og unat ansætte en eller to prakderstreger, at det er tikanter ekstra. De studevigtigt for praktikrende er bare for kræsne. stedet, at de kan se, I år blev en af de tidat ansøgeren virkelig ligere års kæpheste, udvil dem.

- Pia Færing, praktikansvarlig på JH kantsdanmark, aflivet. Det Hun påpeger også, skete gennem en ihærdig at det faktisk aldrig indsats fra både uddannelserne og medierne er sket, at en studerende ikke har fået en prakselv. Alle medierne i Aabenraa, Svendborg og tikplads. Kun at en studerende har sagt nej til Lolland har i år fået praktikanter. Denne gang en. Der er med andre ord praktikpladser til er det erhvervslivet, der mangler praktikanter dem, der vil have dem. Hvis man altså er ligeog steder som HK og Komputer for Alle skal glad med, hvor man kommer hen. ifølge Pia Færing kigge langt efter de kræsne praktikanter: Når hornet lyder, går praktikplads”Jeg har aldrig hørt om en, der havde drømt jagten i gang. Men ikke alle får om at komme i praktik hos HK,” siger hun. deres drømmeplads. JH’s prakOgså FDB/Samvirke er i skrivende stund på tikansvarlige, Pia Færing, råder jagt efter praktikanter, selvom de faktisk fik 15 ansøgerne til at skrue forventninansøgninger. De mange ansøgere havde fået gerne ned. plads et andet sted.

”Der er statistisk set 68 tabere, og det kan man ligeså godt forberede sig på”

LÆSERBREV:

Der skal være tid til jobsamtaler på Panikdagen Af Jakob Groth, journaliststuderende, 3. semester JH

Lad mig gøre det helt klart; det er ikke et surt opstød fra en studerende, der blev offer for

panikdagens mange tilfældigheder. Jeg er derimod ganske tilfreds med min kommende arbejdsgiver. Jeg er blot forundret over, hvorfor dagen netop skal forløbe så panisk, som det er tilfældet, og hvorfor der er så mange

tilfældigheder i spil, der kan afgøre praktikanternes skæbne.

Match eller Panik?

Den 4. maj var det endnu engang tid til, at journaliststuderende skulle finde deres kommende praktiksted. Endnu engang var der både glæde og ærgrelse. Og endnu engang levede dagen til fulde op til sit velfortjente øgenavn – Panikdagen.

Til dem der ikke har været en del af spillet endnu, er her en kort opridsning af dagens forløb: Praktikstederne får uddelt ansøgningerne klokken otte og har halvanden time til at læse dem. Derefter lyder hornet, og de må begynde

at kalde de studerende til samtale og ansætte dem med det samme.

Allerede her hopper kæden af. For en egentlig samtale er langtfra hverdagskost på Panikdagen. Medierne har nemlig så travlt med at få besat deres stillinger, at de ikke vil spilde dyrebare minutter med det.

Omvendt er der andre, der rent faktisk tager sig tid til at tale med folk for at finde ud af, om den studerende nu også er egnet til jobbet. Men hvis der er noget, vi studerende ikke har på Panikdagen, er det tid. Derfor skaber det en unødvendig skævvridning, at det kun er nogle af praktikstederne, der vælger at holde samtaler.

Jeg er bekendt med mindst to tilfælde(og

13

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS K I N A P

Illustreret Bunker får psykologhjælp For de fleste betød ’Store Matchdag’ stress, pres og panik. Undertegnede var ingen undtagelse. Derfor besluttede Illustreret Bunker at sende mig til psykolog for at finde ud af, hvorfor vi praktiksøgende reagerer, som vi gør, og hvad vi kan lære af det.

Tekst: Tatiana Tilly Foto: Panikavisen

Jeg har helt mistet tidsfornemmelsen, men klokken er nok omkring 09.45. For et øjeblik siden forlod jeg samtalen hos Politiken med besked om, at de lige skulle have tre minutter til at bestemme sig. Da jeg forlader rummet, ser jeg, at de tager min kæreste ind til samtale. Jeg er meget bleg, får jeg senere at vide.

Sådan begynder min fortælling til Flemming Lerche Olsen, der er autoriseret psykolog i Aarhus. Han forklarer, at min reaktion er helt naturlig. ”Pres kan give en masse fysiske symptomer, men også en masse psykologiske. Dét at være presset er flere ting. Der er en del af det, der kommer fra en selv, og så er der noget, der kommer fra den kultur, vi lever i.Vores kultur er meget præstationspræget. Det vil sige, at vi har det svært, hvis vi kommer i kontakt med følelsen af nederlag.”

Mens jeg venter på Politikens beslutning, ringer min telefon. Det er Jens Grund, der vil have mig til samtale hos Berlingske. Mit hjerte hamrer. Politiken havde udtrykkeligt bedt mig om ikke at gå i panik. De skulle bare have tre minutter. Hvor lang tid er der gået nu?

Jeg siger til Berlingske, at jeg måske kan komme senere. Jeg venter.

Ifølge Flemming Lerche Olsen handler jeg i dette øjeblik mere rationelt, end jeg ellers har gjort. For eksempel nærmest løb jeg, da Politiken ringede, og da min veninde ville spørge,

der er ganske sikkert flere) fra den 4. maj, hvor en praktikant har været til samtale et sted og er blevet ringet op af andre imens.

Praktikanten finder efter samtalen ud af, at vedkommende ikke har fået jobbet, hvorefter man skal spurte videre til de andre steder, der har ringet. Problemet er, at praktikstederne, som systemet fungerer i dag, ikke har tid til at vente på folk, der måske kan komme til samtale senere. Derfor kan det være en særdeles ugunstig position at være til jobsamtale, da ens andre muligheder kan smuldre i takt med, at samtalen trækker ud.

Det er jo en fuldstændig absurd situation.

Og den må være ligeså utilfredsstillende for praktikstederne som for de studerende. Jeg

Sekunderne farer afsted på Panikdagen. Tatiana Tilly er stadig ikke faldet ned, men det er helt naturligt, mener en psykolog.

hvordan det gik, viftede jeg hende væk. Flemming Lerche Olsen forklarer, at det er et eksempel på to forskellige måder, man kan reagere på, når man er bange. ”Den belastning, du oplever der, er så stor, at du går i det, der hedder ’kamp’, ’flugt’ eller ’stivne’. Det er de tre basale reaktionsmønstre.

Da din veninde kommer hen til dig, hører jeg det som om, at du er stivnet. Da du begynder at løbe, er du i kamp. Du skal nå hen til den dør. Da du stod ved døren, var du mere rationel. Du holdt op med at kæmpe og accepterede at du måtte vente.”

Reagerer som et barn Jeg ved ikke, hvor længe jeg har ventet. Måske er de tre minutter gået. I hvert fald bliver døren åbnet, og jeg bliver budt indenfor. ”Velkommen på Politiken!”

Normalt anser jeg mig selv som en høflig person med en god situationsfornemmelse. Men det er jeg ikke nu. I stedet for at sige pænt tak udbryder jeg: ”FUCKING!”, hvorefter jeg plaprer løs og stiller alt for mange spørgsmål: ”Hvor mange har I valgt?”, ”Hvorfor har I valgt mig?”, ”Ih, hvor spændende!” De griner mig ud ad døren.

tvivler på, at de ansætter uddannede journalister uden at have dem til samtale inden. Men det er der bare ikke tid til på Panikdagen.

Flere og længere samtaler Skylden kan hverken placeres hos de studerende eller hos praktikstederne. Den skal i stedet findes i måden, som dagen afvikles på.

Hvorfor ikke give praktikstederne mulighed for at holde samtaler med flere folk, inden de ansætter? Og hvorfor ikke give de studerende mulighed for at tage til flere samtaler - uden frygt for at stå uden job på grund af det?

Der skal ske ændringer i måden, dagen afholdes på, hvis jobsamtalen skal være en

Flemming Lerche Olsen fortolker reaktionen som, at jeg ikke længere kunne kontrollere mine følelser, og at jeg derfor gik tilbage i et tidligere psykisk stadie. ”Da du var et barn var du også upassende.

Der var tidspunkter, hvor du ikke havde nogen situationsfornemmelse. Der havde du kun blik for din egen indre verden. Og det var det, der udspillede sig, fordi du har haft den her enorme belastning over længere tid.”

I det hele taget bedømmer Flemming Lerche Olsen, at det pres og den panik, der florerer blandt ansøgerne på Panikdagen, kan påvirke på mange måder; for eksempel kan det påvirke praktiksøgerens perspektiv. ”Man kan simpelthen miste det. For det her er altså ikke livsafgørende. Det vil kunne betyde, at du måske skal tage orlov og bruge et halvt år ekstra, og måske vil det have nogle sociale konsekvenser. Men du dør ikke af det.

Når du står midt i den her proces, så mister du perspektivet.”

”Hvis du kan udholde tanken om, at der vil være tidspunkter, hvor du ikke får det, som du drømmer om, eller ikke kan leve op til andres krav, så vil du måske ikke reagere så stærkt igen.”

Selv for de ansøgere, der gik hjem uden en praktikplads, mener psykologen, at erfaringen kan bruges. ”Du kan bruge den proces sådan, at du tænker ’her og nu møder jeg modgang, kan jeg finde en ro i det?’ Kan man så finde en ro i det, så vil jeg påstå, at man begynder at have en mere moden måde at være på,” slutter Flemming Lerche Olsen.

Jeg havde troet, at jeg ville juble eller tude, hvis jeg faktisk fik en plads på Politiken. Ingen af delene skete. Selv nu hvor Panikdagen er overstået, har jeg ikke forstået, hvad der er sket. Ifølge psykologen sker det nok først den 1. august, når Politiken tager imod de nye praktikanter.

Panik er god læring Ifølge Flemming Lerche Olsen kan de praktiksøgende lære meget af panikoplevelsen.

mulighed for fremtidige praktikanter. Og jeg kan kun se fordele for både praktikanterne og medierne ved en ændring.

Det er fantastisk, at der er tid til at læse ansøgningerne igennem. Men der skal også være tid til at have folk til samtale – også folk man ikke nødvendigvis har tænkt sig at ansætte.

Derfor burde man lave et tidsrum på to eller tre timer, efter ansøgningerne er læst, hvor der kan afholdes samtaler, men ikke kan ansættes. Det vil give praktikanterne mulighed for at gå til samtale flere steder uden at risikere at stå uden praktiksted.

Derudover vil det være en kæmpe hjælp til praktikstederne, da de naturligvis vil have langt bedre forudsætninger for at vide, hvil-

ke praktikanter de helst vil have. Mange af praktikstederne vil sandsynligvis ansætte de samme - selv hvis de holder samtaler - men det vil alligevel give alle involverede bedre forudsætninger for at se hinanden an.

14

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS IK PAN

En fotofamilie sat på spids

Ni pladser. Ni mennesker. Fotojournalisterne oplevede i den grad panik, da praktikpladser Læs her, hvordan otte venner oplevede at blive kastet rundt mellem medier Tekst: Camilla Rønde Tekst: Camilla Rønde Foto: Sisse Dupont Foto: Sisse Dupont

06.25: Vækkeuret ringer Jeg er træt, da jeg vågner. Det er ikke blevet til meget søvn i nat. Samme øjeblik får jeg en sms fra en tidligere kilde, som jeg ikke har haft kontakt med i snart et halvt år. Han skriver, at jeg skal huske, at Guds tillid er stor, og at jeg ikke må opgive min frihed. Jeg sidder med mobilen i hånden og stirrer skræmt på skærmen. I går eftermiddags fik jeg en fugleklat på skulderen, mens jeg lå ved stranden. Nogen ville sige, at det bringer held og lykke, men nu begynder det hele at blive lidt for mærkeligt.

07.25: På vej ud ad døren Jeg har aftalt med de andre fotojournalister, at vi spiser morgenmad sammen hos Sisse, så vi alle kan følge med, når praktikstederne begynder at ringe kl. 8.00.

Vi ved, at det er et puslespil. Spørgsmålet er bare, hvor mange brikker der reelt mangler at blive lagt. Rygterne lever deres eget liv.

Er der allerede blevet tilbudt praktikpladser i krogene? Færingen(Pia Færing, red.) har i påsken haft fat i Jyllands-Posten, hvor fotochefen fik en overhaling for at udlove kontrakter på forhånd, og hvad med de andre store praktiksteder?

07.53: Pøj pøj og panik Aldrig har der været så stille omkring bordet, når vi alle er samlet. Til daglig er luften tyk af hurtige, men kærlige fornærmelser og snappy comebacks, men ikke nu. Blikkene flakker mellem mobiltelefonerne og vores nervøse bevægelser. Liv er gået ud i vaskerummet. Hun magter ikke at sidde med der, hvor spændingen er mest intens. Min mobil bipper. Alles opmærksomhed er rettet mod den sms, der lige er tikket ind på min mobil. ”Held og lykke for fanden!!!”

En Citat-redaktør sender positive tanker.

Flokken løsner op igen. Det var ikke en praktikplads, der gav lyd fra sig.

Jeg hælder en god slat Bailey’s i min kaffe og forsøger at koncentrere mig om at spise min morgenmad.

07.59 Telefonerne begynder at ringe Sisse griber efter mobilen på bordet, tjekker nummeret og svarer. Der bliver sagt ”ja” og ”Det vil jeg gerne,” før hun løfter blikket og fortæller, at nu har hun en aftale med MetroXpress om en samtale torsdag. Malte har JP i røret og takker ja til en plads med det samme.

Min første prioritet er så småt ved at forsvinde for øjnene af mig.

FAKTA: • • • •

08.03 MetroXpress ringer Forvirring. Har Sisse ikke lige sagt ja til MetroXpress? Hvorfor ringer de nu til mig? Jeg svarer telefonen og går ind i rummet ved siden af. Samtalen føles underlig. De spørger, om jeg vil komme til samtale efter Sisse. Jeg svarer ja, men de var ikke min førsteprioritet.

Tilbage i stuen sidder folk stadig bænket omkring bordet. Magnus hyggesnakker med Politiken. Jeg sætter mig ved siden af Malte og spørger ham, om han så vil sige nej til Berlingske, hvis de ringer. Han kigger på mig, men svarer aldrig. Jeg ved, hvad han tænker.

Og så bliver der stille. Klokken nærmer sig fem minutter over otte. Hvorfor har Berlingske ikke kontaktet nogen endnu?

Det går op for os, at Liv jo sagtens kunne have haft dem alle igennem ude i vaskerummet. Sekundet efter kommer hun stormende ind i stuen. JP er i hus, men hun måtte afvise BT i forbifarten. Glæden spreder sig mellem os, men bliver afbrudt af en klingende telefon i hænderne på Beck.

“Det er BT,” siger han.

“Så det betyder, at jeg ikke bliver ringet op af Berlingske?” spørger Beck. Øjeblikket efter har han takket ja til pladsen, men lægger ikke skjul på skuffelsen over at miste sin førsteprioritet.

08.09 Orlov?

Telefonen ringer. Malte kigger ned. Det er Berlingske. Jeg ved, at han ender med at sige ja.

Han rejser sig fra morgenbordet og besvarer opkaldet. Jeg hører ham brokke sig over, at de først ringer nu. Nu er JP ledig igen.

Ved siden af mig sidder Lasse og kigger over mod sedlen med praktikpladser.

“Nå. Det ser ud til, at jeg skal på orlov,” siger han afdæmpet.

En praktikplads i København har været hans vigtigste mål - og han er endnu ikke blevet ringet op af nogen praktikpladser. Malte kommer tilbage til bordet og fortæller, at han har sagt ja til Berlingske.

“Han trak sgu københavner-kortet,” siger Malte med et grin.

08.15 Fotochefen fra Berlingske indleder en charmeoffensiv

Lasse ved godt, hvad klokken har slået, da fotochefen for Berlingske Media ringer. De vil tilbyde ham en stilling som praktikant hos BT - en plads han ikke har søgt.

Omkring bordet begynder det at gå stærkt.

Malte ringer op til JP for at forklare situationen. De ringer hurtigt bagefter til en lykkelig Sisse, der nu kan sige ja til sin førsteprioritet.

Sisse må fortælle Metro, at de ikke får hende, men at Lasse og jeg stadig er i spil. I løbet af

få minutter er hele situationen i stuen vendt på hovedet, og jeg sidder stille på min stol og ryster.

Lasse står inde på kontoret og snakker i telefon med skiftevis BT og MetroXpress. Jeg ved, at han brænder for Metro, og at jeg ville elske en plads på BT. Det virker oplagt, at vi bytter aftaler. Men Lasse er ikke til at komme i kontakt med. Gang på gang lukker han døren ind til det lille rum, hvor vi gennem glasset kan se, hvordan han trasker rundt i urolige mønstre.

Jeg er frustreret. Føler mig fanget og overladt til tilfældigheder. Det er en forfærdelig følelse, at det er en anden, der er ved at afgøre, hvor jeg skal hen i praktik. Og hvem siger, at BT overhovedet vil have mig, hvis Lasse tager Metro? Jeg går i pendulfart mellem min stol og døren ind til Lasse.

Omkring mig kan jeg mærke, hvordan min stilhed påvirker de andre. Sisse kommer over for at holde om mig.

“Det er ikke rart for dig,” siger hun med

Der har i år været ni pladser til ni praktiksøgende.

Soffi Chanchira har haft et semester i udlandet og sad i Bangkok på panikdagen. I løbet af uge 15 og 16 har de otte fotojournaliststuderende været til åbent hus hos alle praktikstederne, hvor fotocheferne hav De studerende havde forberedt portfolier, hjemmesider og ansøgninger, som blev vist frem til en personlig samtale.

Som regel falder alle aftaler på plads over telefonen på panikdagen. Hvis ikke skal der afholdes samtaler dagen efter på Journalisthøjskolen.

15

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

sen

rne skulle uddeles. rne. et blik, der har svært ved at skjule hendes bekymring. Selv nægter jeg at falde i hullet og give op. Et kort øjeblik overvejer jeg at ringe til Jydske Vestkysten.

08.31 Lasse tager Metro

Døren går op. Lasse kommer ud fra kontoret og ligner en mand, der lige har løbet et marathon.

“Jeg har sagt ja til Metro,” siger han kort.

Han ved godt, at det betyder, at jeg ikke længere har nogen praktikplads. Jeg griber efter telefonen, mens jeg forsøger at grave en form for mod frem fra panikken.

08.34 Jeg ringer til BT

Mit åndedræt står stille, mens jeg taster nummeret til praktikantvejlederen på BT og går ud i vaskerummet. Jeg ved, at de har en ledig plads - og jeg vil ha’ den. I den anden ende af røret er der intet svar. Jeg tæller de første tre ring. For hver gang jeg hører endnu en tone, taber jeg modet en lille smule. Hvorfor tager han ikke bare den fandens telefon?

En stemme svarer mig, og jeg forsøger at fremstamme et forståeligt navn i håbet om, at han ved nogenlunde, hvem jeg er. Bax Lindhardt fra BT er rolig, alt for rolig. ”Ja, du kan vel godt fornemme, at det også har været en kaotisk dag inde hos os,” forklarer han i sætninger, der føles unaturligt langsomme og tøvende.

“Men du skal have point for selv at ringe herind, så jeg synes bare, at vi laver en aftale.”

Med armene hævet over hovedet og en boblende glæde i maven løber jeg hen ad gangen, tilbage til stuen, hvor resten af holdet venter.

Det eneste, jeg husker, er lettelsen i Sisses øjne, da hun ser mit smil, hvorefter jeg bliver begravet i arme og krammere fra Malte og Beck.

Lettelsen overvælder mig. Spændingen er forbi. Jeg har fået en praktikplads.

Fra den anden side af rummet møder mine øjne Bastiansen, der står og nikker. Mens jeg var gået i vaskerummet for at ringe til BT, snakkede han med Fyens Stiftstidende og lavede en aftale med dem.

Puslespillet er gået op, og alle virker tilfredse.

PANIK

ILL

FOKUS

Det er ikke kun blandt de studerende, at panikken breder sig, når praktikpladserne skal besættes. Også hos mediernes udsendte er spændingen næsten alarmerende. Illustreret Bunker har talt med en håndfuld af praktikudbyderne.

Panik på toppen Tekst: Rasmus Lindkvist Bendtsen og Jakob Rasmussen Foto: Panikavisen

Når journaliststuderende rammer skolen til den halvårlige panikdag, giver nervøsiteten genlyd i de grå gange. Kaos lurer om hjørnet. Alle lokaler er optagede af mediernes praktikvejledere. Dagen for den helt store beslutning er kommet. Hvem får hvem?

Og hvem må hænge på gangen i timer, med panik til op over begge ører, fordi telefonen ikke ringer.

Men de studerende er ikke de eneste, der mærker hårene rejse sig af nervøs panik.

Mediernes udsendte er også påvirkede af situationen, for hvem skal de hænge ud med de næste seks, tolv eller atten måneder?

Medierne møder velforberedte Forberedelserne fylder flere dage i mediernes ellers propfyldte kalendere. De fleste

praktiksteder holder åbent hus, hvor de studerende kan tjekke stedet ud og få svar på deres spørgsmål. Et af de velbesøgte steder er Berlingske. Her opfordres alle til at aflevere et visitkort. ”Det bruger vi til at gå ind og kigge på de studerendes hjemmesider og finde dem, vi finder interessante,” lyder det fra Elisabeth Haslund fra Berlingske Media.

På Sporten.dk lægger de også en skarp taktik til den store Panikdag. Blandt andet sørger de for at besøge alle hjemmesider, så de på forhånd har et par interessante kandidater på hånden. ”Når så ansøgningerne dumper ind ad døren, læser vi også alle dem. Vi finder de kandidater, vi vil have, trykker nummeret ind på telefonen, og i det sekund hornet lyder, ringer vi op,” siger Flemming Fjeldgaard.

Ekkoet af det horn, alle er opmærksom-

me på, høres på gangene. Panikken breder sig blandt de studerende. Men for Berlingske Media er denne runde lidt anderledes. ”Normalt er vi ligeså paniske som de studerende, men i år det et meget stærkt ansøgerfelt, og det har givet os lidt ro på,” siger Elisabeth Haslund.

Panik Hos MetroXpress/24timer har situationens alvor sat sit spor. ”Selvfølgelig bliver vi grebet af stemningen, der er lidt kaotisk. Og så er vi jo helt vildt bange for, at vi overser én i mængden.

Vi vil gerne have nogle, der passer ind,” siger Nina Azoulay.

Dagens mest søgte sted, Politiken, oplever minutterne op til hornets brøl som en slags stilhed før stormen. Nu er der panik. ”Vi er også nervøse, og vil også gerne sikre os de dygtigste,” siger Christian Lindhardt fra Politiken.

Langt nede af 300-gangen er stilheden larmende. Henrik Boesen fra Fagbladet Sygeplejersken sidder tålmodigt med målet for øje. ”Normalt har vi kun én plads, men i år har vi udvidet til to.

Vi har dog også kun fået to ansøgninger.

Og de er nok allerede afsat til anden side.

Men jeg skal nok komme hjem med i hvert fald en,” siger han.

Alternativet er svært at se Panikdagen bliver ofte kritiseret, fordi de vigtige beslutninger bliver truffet under stress og pres. Og hos flere praktiksteder kunne man godt tænke sig, at situationen måske blev grebet anderledes an. Sporten. dk har et konkret ønske til, hvordan det kunne håndteres i fremtiden. ”Man kunne give ansøgerne mulighed for at gå til flere samtaler, før kontrakten skulle underskrives. For eksempel kunne man vente en times tid efter hornet har lydt, før man måtte skrive under,” siger Flemming Fjeldgaard.

Christian Lindhardt fra Politiken er ikke enig i den betragtning. ”Når den time så er gået, vil vi jo være tilbage ved den samme situation. Jeg synes egentligt, det er en fin måde, det foregår på.

Men vi kunne godt bruge en halv time mere til at læse ansøgningerne.”

På Berlingske kan man ikke umiddelbart pege på en bedre løsning. Men de medgiver, at tingene godt kunne være anderledes. ” Jeg kan ikke finde på en bedre måde.

Sådan som det er nu, fungerer det vel … godt nok,” siger Berlingske Medias udsendte, Elisabeth Haslund.

09.03 Fakta åbner

Drengene står nede på gaden og ryger. Sms’erne er sendt afsted til de nærmeste venner og min familie. Jeg har lige snakket med min kommende chef og forsøger nu at bekæmpe en omgang kuldegysninger med kanelgifler.

En eller anden konstaterer, at nu er Fakta vist åben. Malte skylder en kasse øl for et væddemål. Panikken er slut. Festen er begyndt.

vde en mulighed for at vise deres redaktion frem.

Måske Miki Mistrati er bange for at brænde nallerne, når han tager imod Ekstra Bladets 21 ansøgninger.

16

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV

PRAKTIKANTSTAFET:

Pik, patter og analsex Christoffer Bagge er i praktik på dansk jornalistiks slemme dreng, Ekstra Bladet. Det er ikke dyb journalistik, men det er meget sjovt.

Tekst: Christoffer Bagge Foto: Asger Ladefoged

- Hvorfor fanden ville du på Ekstra Bladet, det er sgu da en lorteavis?

Der gik ikke mange timer fra kontrakten lå på Pia Færings bord til det spørgsmål kom fra medstuderende og venner. Og selv mine forældre har skullet forsvare mit valg over for deres venner og bekendte.

Efterhånden er svaret på, hvorfor jeg valgte Ekstra Bladet blevet lidt en standart frase a la: - Det er et godt praktiksted. Man får lov at komme rundt på en masse forskellige redaktioner, og man er der på lige fod med de faste journalister.

Efter at have været på bladet i godt tre måneder, bliver jeg kun mere og mere glad for mit valg. Ikke kun på grund af førnævnte, men i lige så høj grad fordi det at være på Ekstra Bladet skiller sig så meget ud i forhold til andre medier.

Her handler det ikke altid om store samfundsmæssige problemer, nogle gange nok nærmere tværtimod. Som for eksempel Peter og Amalie-sagaen. Det ville være synd at påstå, at det var et samfundsproblem. Men til forskel for andre og mere seriøse medier, så er det den

sag, jeg har været med til, som blev dækket mest massivt.

Vi ringede til Peter og Amalie skiftevis flere gange i døgnet, og alt kom med. Lige fra smsbeskeder til større anlagte produktioner, hvor Peter talte ud til vores web-tv-redaktion.

En sag som Peter og Amalie ligger meget langt fra de opgaver og oplevelser, jeg fik i min tid på Journalisthøjskolen. Det har været med til at skubbe nogle grænser for, hvad man tør spørge om. Noget jeg især kan mærke, når jeg mødes med vennerne fra skolen. Man bliver en smule mere direkte i sine vendinger, når man har været lidt tid på Ekstra Bladet.

Der er dog også negative ting at sige om Ekstra Bladet. Naturligvis. Jeg har udviklet mig i en skidt retning, når det kommer til læserliderlighed.

Den kommer og går. Kommer mest, når man kigger statistik over, hvad folk klikker på.

Læserliderligheden er farlig, for det er den, der får dig til at skrive rubrikker, som indeholder unødig brug af ord som patter, analsex og nøgen.

En kombination af de tre ord i en rubrik, kan give op mod 80.000 klik i løbet af en dag.

Og selvom det kan virke plat, så bliver arbejdsdagen bare lidt sjovere.

At der så kommer mails fra læsere som: ’Stop nu med at skrive om Peter og Amalie, der er ingen, der gider læser om det, din fucking idiot. Hilsen pik.’ betyder mindre.

Og når man har fået 10 af dem på en dag, begynder man efterhånden at være ligeglad, og blandt praktikanterne går der ofte sport i at have de mest rabiate mails.

Men omvendt kan man jo heller ikke være uenig med læserne altid. For ord som ’pik’,

’patter’ og ’analsex’ er godt nok sjove at kunne smide i rubrikken, men dyb journalistik er det ikke. Og derfor kan jeg nok også bedre forlige mig med tanken om, at det nok ikke er sidste gang, at jeg får spørgsmålet, om hvorfor jeg valgte den lorteavis.

For selvom folk elsker at læse lortet, så kan de bedst lide at tage afstand fra det.

Christoffer Bagges arbejde på Ekstra Bladet adskiller sig meget fra, hvad han har lært på JH.

Pros and Cons for the need of Foreign Correspondents Once a year the cream of the Italian journalists and some world-renowned media makers are gathered at the International Journalism Festival in Perugia, Italy.

Text: Dobriyana Tropankeva Festival in Perugia extra special is the unique It was only the 5th edition of the Internatio- opportunity to connect young perspective nal Journalism Festival, but despite its “young” journalists and professional media makers. age, it has proven to be the most influential on The festival hosts more than 220 youth volunthe Italian peninsula. The program consists teers from the whole world. Their task? To get of more than 300 events, which are separated interview in video, radio and print from the in twelve sections such as panel discussions, best of the best in the media business and publish it on the festival webpage: documentaries’ and www.journalismfestival.com. books’ presentations, One of the major topics journalism labs and that were discussed during workshops exhibitithe festival was the ’death of ons, many of which the foreign correspondent’. were translated biCharlie Beckett, director of lingually in Italian the London School of Econoand English. But the mics journalists’ organization true stars of the fePOLIS, gave a special interstival were the Italian view for the readers of Illujournalists Roberto - Charlie Beckett streret Bunker.

Saviano, author of the book Gomorrah (2006), about the Neapolitan mafia and Beppe Severgnini, author The Devil’s Advocate of the book ’Berlusconi explained to poste- You were the devil’s advocate and spoke about rity and friends abroad’, which introduced the the reasons behind the decreased number of term ’Berlusconi-ism’. foreign correspondents. Can you share them What makes the International Journalism with our readers?

”Of course I do think it

is important that we have journalism about the rest of the world

”

“I was the devil’s advocate because of course I do think it is important that we have journalism about the rest of the world. But I believe that there are four problems about the way we do it.”

1. The price “It is very expensive, to send people from here, from our country to somewhere else. It is quite slow as well.”

2. The fame chasing “The trouble as well is that the person you send is often a lot more interested in their own ego, than the story. Especially the TV reporters want to be seen or heard and they want to be the star of an exciting situation. They are often chasing after the most dramatic bangs and most awful human stories, rather than trying to explain what is really happening.”

3. The Neocolonialistic perspective “And when they do explain there is sometimes a kind of neocolonialism on their mind instead of really trying to understand what

is happening, they will just tell the audience what they are interested in about that kind of place.”

4. New technologies “And then of course finally it is all about new technologies: why are we sending all of these people somewhere else to report on the world when we can use new technology to hear the story from the people and the journalists who live there. Why don’t we spend more money on supporting journalists in those places and using them to tell us the news from where they happen?”

Then what are the pros of keeping the foreign correspondents?

“I think that what will happen is that the foreign correspondents will become much more networked, much more able to tap into the social media and the traditional media in the places they go to. There will be much more of a partnership.”

17

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV

Hjælp, vi har ikke en mand på stedet Det sker, at danske medier ikke har en korrespondent ved brændpunktet fra dag et. I disse tilfælde kan det være nødvendigt at bruge eksterne korrespondenter enten fra andre medier eller freelancere.

op, som vi ikke kender så godt. Så vil vi oftest bruge dem i lidt grovere vendinger, da det kan være svært at vurdere deres troværdighed.

Men hvad de faktuelt har set, er der ingen, der lyver om,” siger Jacob Nybroe, Nyhedschef for TV 2.

Korrespondentens roller Troværdighedsbegrebet kommer især i spil, når korrespondentens rolle skal defineres. Man kan

enten bruge vedkommendes iagtagelser eller hans analyser. Men hvis man skal bruge en fremmed korrespondents analyser, så kræver det stor troværdighed.”

Omkring gidseltagningen i Somalia, hvor vi har svært ved at færdes, har vi brugt somaliske journalister til at fortælle os faktuelle ting og i en mindre grad til analyse, fordi vi ikke kan vurdere deres baggrund godt nok,” siger Jacob Nybroe.

Størrelsen er afgørende

Tekst: Jakob Rasmussen Illustration: Stine Hvid

En dansk familie er kidnappet af somaliske pirater. Historien fylder alle dagens spisesedler. Forløbet, følelserne, anspændtheden. Men ingen af de danske medier har en mand på stedet, og det får de nok heller ikke foreløbig.

Hvad gør man så?

Indimellem sker det, at danske medier simpelthen ikke når frem i tide, eller måske slet ikke kan færdes på stedet. Her benytter flere medier sig af andre mediers korrespondenter ved brændpunktet eller måske endda lokale journalister. ”Alting handler om troværdighed. Nogle gange ringer vi korrespondenter eller medier

Både TV 2 og Information benytter sig af andre mediers korrespondenter, men på vidt forskellige måder.

Langsomt, norsk magasin skuffer I Norge har et nyt magasin set dagens lys. Det hedder Plot. Her vælger man først artiklens form og definerer så indholdet. Men holder det? Vi har spurgt Gitte Luk. Tekst: Martin Pedersen Foto: Plot

Det nye magasin Plot er indbydende, flot og banebrydende. Det er et godt initiativ, men det mangler fremdrift og redaktionelt mod. Det mener Gitte Luk, der underviser i fortælleteknik og brug af reportageelementer på Journalisthøjskolen.

Nordmændene vil gå i dybden med emner og fortælle ’hele historien’. Men det betyder ifølge Gitte Luk ikke, at de skal fortælle alt om emnerne. ”Emnerne er interessante og historierne gode, men det kunne fortælles mindst lige så godt på den halve plads. De giver hele historien, men i en grad, så man bliver stopmæt,” siger hun.

Det nye, norske magasin Plot er en del af trenden med langsom journalistik, som man for eksempel også kender fra svenske Filter.

Det betyder, at deres bærende historier er på 20-35 sider.

Information har kun to faste korrespondenter, en i USA og en i Mellemøsten. Derfor er de meget afhængige af andre medier, specielt The Guardian. Information arbejder dog med flere ’fastlancerer’, journalister, som dagbladet betaler en månedlig ydelse, hvorimod de så forpligter sig til at dække et bestemt område.

I styrkelsen af troværdigheden, går Information også meget op i korrespondenternes baggrund og tradition. ”Man skal kunne kende forskel på reportage og kommentar. Vi entrerer helst med folk, vi kender. Som på den ene eller den anden måde er anbefalelsesværdige. Det sker næsten ikke, at vi køber fra ukendt side,” siger Charlotte Aagaard, der er journalist ved Information og har over 20 års erfaring med udenrigsjournalistik.

Men når historierne er den længde, stiller det store krav til fortælleteknikken. De krav opfylder magasinet ikke. ”De udnytter ikke fortælleteknikken nok, for eksempel reportagens mulighed for at være en del af grundhistorien. Det gør, at det fortælleteknisk ikke er interessant,” siger Gitte Luk. En anden ting er sproget, som også lader noget tilbage at ønske. ”Sprogligt er det godt og redeligt, men det er ikke særlig veloplagt. Derfor er det lidt kedeligt,” siger Gitte Luk.

Formatets muligheder udnyttes ikke Plot skriver, at de forsøger at gå hele vejen med magasinet. Det vil sige lange historier og mange billeder i A5-format. Men det mener Gitte Luk ikke, at de gør. ”Det undrer mig, at de ikke dyrker formatets muligheder. Hvorfor er formatet for eksempel ikke stort? De kunne lave et format, hvor man kunne dvæle ved billederne, men i stedet presser man det sammen,” siger hun.

Desuden mener hun, at det er farligt at definere historiernes form, inden man finder indholdet. ”Man bør lade indholdet finde sin form. Det andet er en farlig taktik. For lange historier, som kræver fremdrift, kræver også, at der er en ’motor’ i historien. Men det er jo ikke sikkert, at der er det,” siger Gitte Luk. Magasinet har dog også nogle styrker. ”Det er et flot layout, som er indbydende. Idéen er afsindigt god, og det er et godt initiativ.

Der er nogle begynderproblemer, men jeg er spændt på, om det kan overleve. Jeg ville ønske, der var flere penge i det, så flere folk turde kaste sig ud i det,” siger Gitte Luk.

Hvor TV 2 er så stort et medie, at de som oftest er hurtigt fremme, så de selv kan producere nyheden, er Information, på grund af deres noget mindre størrelse, nødt til at benytte produkter fra eksterne journalister. Det er derfor vigtigt, at de selv kan producere, så udlandsredaktionen blot skal redigere artiklen, før avisen går i trykken. ”Vi citerer ikke bare eksterne korrespondenter, de skal kunne selv. Vi har ikke ressourcer til at bearbejde deres produkter meget, og for eksempel selv spæde til med kilder. Hvis ikke den er der i første hug, så må vi sige nej tak,” siger Charlotte Aagaard.

TV 2 kan, og foretrækker, derfor på baggrund af deres store udlandsredaktion selv at fortælle historien ved brug af den eksterne korrespondents øjenvidneberetninger. ”Det er jo os, der stiller spørgsmålene. Troværdigheden er kun et problem i analysen, og der vil vi kende journalisten,” siger Jacob Nybroe.

19

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

BAG S I D E N A F N BAG E D SI SI D G AE NB

LÆRERSTAFETTEN: For en måned siden fablede Lars Bjerg løs om spørgeteknik og korsveje. Den skaldede Duracell-kanin har sendt stafetten videre til den altid ungdommelige Gitte Luk. Læs her, hvad deres fælles fablerier er endt med.

- Inspireret af vores fælles halvhelt Nils Thorsen: Hvis du pludselig i en fodgængerovergang mødte dig selv, ung, sprød og på vej ind i journalistikken, hvilket råd ville du så give dig i forbifarten?

Nu er jeg jo ikke typen, der overhovedet bruger fodgængerovergangen. Endsige lytter til mine egne gode råd! Men skulle det ske, at jeg antraf mig selv på de hvide striber, ville jeg nok sige: ”Go for the money”.

Så ville jeg måske være gift med Rupert Murdoch eller Axel Springer (og ja, jeg ved godt, at han er død) og sidde på aktiemajoriteten i et eller andet moralsk flosset, men velkonsolideret bladhus – hvis de stadig findes. Jeg har gennemgående truffet for få af den slags valg.

Måske skulle jeg bare nøjes med at råbe ”Hav en plan B”, mens jeg passerede mit ungdommeligt naive selv. Den har jeg i hvert fald tit haft brug for.

- Jeg kender ingen, der kan svirpe et citat eller en hjemmelavet metafor af sted så yppigt, hyppigt og overrumplende som dig. Og når den sidder, ligner du mest af alt en dekadent fransk adelsmand fra 1752, der lige har plantet sin kårde oppe i venstre næsebor på sin duelmodstander. Underspillet, men dog tydeligt tilfreds.

Jeg vil bede dig divertere bladets læsere med

et eksempel og for at gøre dig tryg, vil jeg give dig en ramme: ’Undervisning’!

Jeg er altså ikke en dresseret abe, der bare fisker godbidder op af posen med Metafor-Mix, hver gang pøbelen vil diverteres. En velturneret metafor kræver, at man er på rette sted, i den rette situation. Det er jeg så til gengæld ret tit, sådan metaforisk i hvert fald, men lige nu har jeg påskeferie og nyder, at jeg ikke skal hænges op på noget som helst.

Til gengæld lover jeg, at du efter påske får et årsabonnement på en personlig daglig metafor-cookie, som du frit kan bruge i undervisningen - uden kildeangivelse.

- Jeg oplever jævnligt, at en af mine bøger er med på en lang liste over ’bøger til salg’ på en af skolens opslagstavler, som regel billig og med anmærkning om ’helt ubrugt’. Nu er jeg jo ellers ikke nøjeregnende, men jeg har bemærket, at din pixi-kommabog vist aldrig er med på de lister. Tværtimod ligger den helt fremme hos alle mulige boghandlere. Hvorfor findes der ingen retfærdigh… Nej. Lad mig spørge på en anden måde, hvordan gør du? Eller rettere: Hvilket stjernetegn er du født i - nej, jeg tager den ubeset: Vil du bytte, altså fødselsdag?

jeg efterhånden forstået. Men jeg har også forstået begrebet BESTSELLER. Nogle tror, det handler om en akademiseret udgave af Spørge Jørgen eller fortænkt Godhedsfilosofi, men de tager fejl, gør de. Indhold er yt. Det er tegnene, der tæller. Små fluelorte, så regelbundne, som kun en sproglig analkarakter kan ønske det. Og hver gang Dansk Sprognævn ændrer et komma, reviderer jeg pixibogen og høvler flere penge ind.

Så måske har jeg alligevel givet mig selv det der råd om Go For The Money midt i en fodgængerovergang. Jeg kan bare ikke huske det.

PS: En løve kunne i øvrigt aldrig drømme om at bytte fødselsdag med en tyr.

Heller ikke som plan B! Redaktionens PS: Lars, du har skrevet flere bøger om spørgeteknik, hvor henne står det at spørsgmål skal blive længere og længere i løbet af interviewet?

Til dem der ikke kan få nok af Lars og Gitte så ligger den fulde, uredigerede udgave af denne måneds lærerstafet på illbunker.dk

Kan du gætte, hvem det er? Gitte Luk er ung med de unge - også på facebook, hvor denne ungdommelige version af Gitte florerer.

I næste udgave går stafetten videre til underviser Nanna Jespersgård.

Der findes ingen retfærdighed, Lars. Det har

Illustreret Bunker søger nye redaktører!

Og måske er det dig? Vi søger ÉN foto og TRE skrivende.

Besvar nedenstående spørgsmål, og benyt chancen for at komme i betragtning.

Helt sikkert

JA

Meget enig

Hell yeah!

- Jeg keder mig tit og ved ikke, hvordan jeg skal få weekenderne til at gå…

- Søndag formiddag vil jeg hellere være på skolen end i min seng.

- Instant-kaffe er min livret, og min mave holder til lidt af hvert.

- Jeg er den engagerede type, men blev aldrig til noget i KaJ eller DSR. - Jeg vil gerne i praktik på Politiken og tror, redaktørjobbet er den nemmeste vej dertil.

- Jeg har ofte siddet og kedet mig i fredagsbaren og i stedet haft lyst til at læse korrektur.

- Mange siger, jeg virker bedrevidende og belærende. Faktisk tilhører jeg bare den intellektuelle kulturelite.

- Magasiner er vildt useriøse, og jeg foretrækker Bunker frem for Citat. Så fede er billedtekster heller ikke…

- Mit CV trænger til et boost, og KUN derfor har jeg læst hele denne annonce.

Sæt kryds ud fra det svar, der passer bedst på dig (og som du tror, vi helst vil høre), klip siden ud, og put den i en kuvert sammen med en ansøgning, et billede og et link til en stalker-venlig facebook-profil. Aflever den i Informationen senest tirsdag den 24. maj. Mærk kuverten “Illustreret Bunker”. med frivilligt arbejde, Hvis du vil se, hvor meget vi hygger os e, så holder vi Åben mens pøblen slikker sol i Botanisk Hav Bunker, når vi layouter d. 20.-22. maj.

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

20

Fotoholdet fra 2. semester har været på Orø. Resultatet er blevet et magasin. Der er fernisering fredag den 13. maj i Vandrehallen.

Foto : Ditte Lysgaard Holm