Illustreret Bunker maj 2011 (2.udgave)

ILL

BUNKER MAJ 2011//13.ÅRGANG//NR.04

I Gambia må man kigge langt efter fri og uafhængig presse, men en gruppe danskere har sat sig for at hjælpe gambierne med at uddanne sig selv og andre.

Det er heller ikke pressefriheden, der springer i øjnene, når Cecilie Maria Kallestrup beretter fra sin praktik i Dubai, eller når Berlusconi laver nye medielove i Italien.

PERSPEKTIV kigger ud over landegrænserne side 12-14

”Alt kan tolkes, alt bliver fordrejet. Journalister påvirker hele dagsordenen.”

”Hvis man bruger en hel dag på brylluppet i England, så sender man et signal om, at det er vigtigt, og det er det jo ikke.”

Georg Metz revser journalistikken side 16-17

FOKUS på fordomme om journalister side 8-9

Når mænd vinder i fodbold, krammer de åbenbart kun hinanden, og sportsbh’er er efter sigende ikke guds gave til kvindefodbolden.

Læs reportagen reportagen fra fra High-Risk High-Risk Læs side 4-5 4-5 side

2

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

NOTER:

EKSKLUSIV i Illustreret Bunker

Nyt fra Fredagsbaren Hvad sker der i fredagsbaren?

Sker der overhovedet noget?

Dato for redaktørsamtaler

Efter at Journalisten har sat fokus på Dagbladet Informations brug af døde kilder, har avisens grundlægger valgt at tage bladet fra munden i et eksklusivt interview med Illustreret Bunker.

Hvis du har søgt som redaktør på Illustreret Bunker, vil vi bede dig sætte kryds i kalenderen fredag den 10. juni. Vi sender samtaletider ud på mail, så hold øjne og ører åbne!

www.illbunker.dk

Læs Bagsiden af Bagsiden

I en ny artikel på illbunker.dk fortæller den afgående formand om både Lady Gaga, og hvem der bliver det nye kendte ansigt på væggen.

Læs det på:

www.illbunker.dk High Risk-resultater Årets største sportsbegivenhed for journaliststuderende; fodboldkampene mellem JH og SDU, er netop blevet afviklet i Odense.

Pigekampen endte med et skuffende nederlag til Ulla United på 1-2. Men nu havde træneren jo også valgt at blive hjemme.

Bedre gik det for drengene fra FC Åben Modus. Efter forlænget spilletid endte opgøret 2-1 i Modus’ favør.

Tillykke herfra!

LEDER:

”Journalister lyver, det ved enhver” Fordommene om journalister er mange. Vi ryger og drikker mere, end vi arbejder. Vi jagter kun skandaler. Vi lyver. Nogle fordomme er værre end andre, men de mest skadelige er nok dem, som rammer vores troværdighed. Blandt den brede befolkning er journalister ikke meget mere troværdige end brugtvognsforhandlere.

Derfor skyder vi os selv så uendeligt meget i foden, når vi puster til gløderne og laver ting, som vi ikke kan, eller i hvert fald ikke bør kunne, stå inde for.

For lad det være sagt først som sidst; uden troværdighed er journalistikken ingenting.

1. semester bliver moderniseret Online fra dag et. En ny medieverden. Lydog billedproduktion som en del af undervisningen. Alt det møder de nye journaliststuderende, når de begynder på 1. semester efter sommerferien, skriver journalisten.dk.

Rektor, Anne-Marie Dohm, siger, at de nye studerende skal opfordres til at tilegne sig nye kompetencer, og så skal de lidt tungere fag som økonomi og samfundsfag prioriteres højere.

Når moderniseringen af 1. semester er færdig, så kommer turen til 2. og 3. semester.

Illustreret Bunker følger udviklingen efter sommerferien.

I den seneste udgave af Journalisten kan man læse historien om, hvordan Dagbladet Information i 2009 har bragt flere artikler skrevet af journalisten og historikeren Mads Qvortrup. I disse artikler har han citeret kilder, som var døde på det tidspunkt, hvor interviewet skulle være foregået og kilder, der ikke kan mindes nogensinde at have talt med ham.

I artiklen i Journalisten siger Mark Ørsten, som er lektor i journalistik på RUC, at Information bør sætte gang i en undersøgelse af sagen. Det afviser Informations chefredaktør, Christian Jensen, imidlertid med begrundelsen, at artiklerne omhandler en sag fra fortiden.

I stedet bringer Information i avisen såvel som på dagbladets hjemmeside noten ’Citatfusk og citatsjusk’, hvor Christian Jensen skriver, at: ”fejlene giver os ikke anledning til at tro, at der er tale om bevidste og systematiske manipulationer.” I vores øjne gavner den mangelfulde og let arrogante håndtering af sagen dog hverken avisens eller standens troværdighed på nogen måde.

Sidst i noten skriver Christian Jensen: ”På Information kan vi desværre ikke garantere, at der hver dag udkommer en fejlfri avis, men vi kan garantere, at vi hver dag gør vores bedste for det.”

Deltag i debatten på journalisten.dk Siden Panikdagen den 4. maj har diskussionen raset på journalisten.dk. Det begyndte med en videoreportage, hvor man kunne se, hvordan DR tyvstartede panikken, og siden da er kommentarerne væltet ind.

I kommentarfeltet under artiklen ”Haagerup: Panikdagen har spillet falit”, kan alle give deres besyv med i debatten.

Fejl sker. I vores branche som i alle mulige andre. Men at citere døde eller opfundne kilder er ikke en fejl. Det er en journalistisk skandale, og det bør Information stå ved! Om ikke for deres egen troværdigheds skyld, så for journaliststandens skyld. Information har ry for at at være en af Danmarks mest troværdige, revsende og sandhedssøgende aviser, og det klæder på ingen måde avisen at vende det døve øre til.

Journalistik lever af modtagernes tro på, at det, vi skriver, er rigtigt og af kildernes tillid til, at vi citerer dem rigtigt. Sagen om Mads Qvortrup har påvirket begge faktorer, og derfor er det helt afgørende, at vi som journalister tydeligt kan tage afstand til sagen og sige: ”Sådan er vi ikke.”

Vi krydser fingre for og håber på, at Information flytter ud af glashuset, men til gengæld fortsætter med at kaste med sten. /Redaktionen

Redaktionen

UDE INDE UDE Asger G. Nielsen Mette Høyer asgern@mail.djh.dk

PERSPEKTIV Søren Toft

mheriksen@mail.djh.dk sbtoft@mail.djh.dk

FOKUS Sofie S. Herschend ssherschend@mail.djh.dk

Faste skribenter: Jonas Sloth Bach Rasmus Lindkvist Bendtsen Rasmus Elmelund Jakob Rasmussen Niklas Rehn Ida Hasgaard Røntorp Tatiana Tilly Illustrator: Stine Hvid, www.wix.com/stinehvid/portfolio

Kalender: FOTO Liv Høybye

FOTO Andreas Beck

lhjeppesen@mail.djh.dk abeck@mail.djh.dk

FOTO Tine S. Jakobsen

WEB & IDÉ ANSV. Robin J. Johansen Kasper Iversen

tinesj@mail.djh.dk

rjjohansen@mail.djh.dk kiversen@mail.djh.dk

• •

Næste udgave kommer til september.

God sommerferie!

Illustreret bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00 Udgivelse 25. maj 2011 13. årgang - 4. udgave Økonomi- og annonceansvarlig Kasper Iversen kiversen@mail.djh.dk

Oplag 1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

3

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Flere gennemfører på SDU

Andelen af studerende, der gennemfører journalistuddannelsen er lavere i Aarhus end i Odense. Umiddelbart ligner de studerende hinanden, men de seneste tal viser, at andelen af journaliststuderende, der fuldfører på SDU, er 12 procentpoint højere end på JH. Forskellen på optagelsesprøverne kan være forklaringen.

Tekst og grafik: Tanja Flach Hansen

Hvor det på SDU er hele 93 procent af årgangen 2009, der vil gennemførte studiet, er det tilsvarende tal for JH kun 81 procent. Det viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriet. ’Studiet indeholdt andet end forventet’, og ’vil søge ind på en anden uddannelse’, er de hyppigste årsager til en udmeldelse fra JH. Andre bliver udmeldt af administrative grunde, for eksempel hvis de dumper førsteårsprøven tre gange.

Peter Hamburger Grøngaard startede på Journalisthøjskolen i september sidste år. Men allerede efter 1. semester valgte han at droppe ud. Han fandt de andre studerendes engagement og ambitioner en smule skræmmende set i lyset af sin egen mere afslappede tilgang til studiet. ”Jeg mistede interessen. Ikke for faget, men for studiet. Der var et år til praktikken, og det var jeg ikke klar til. Jeg var for ung og umoden,” siger han.

Rasmus Kelm-Hansen, der også er stoppet på JH, siger: ”Studiet var lidt af en nødløsning, da jeg ikke havde snittet til at tage min drømmeuddannelse. Men jeg fandt ud af, at journalistuddannelsen ikke passede til mig, og jeg ville ikke bruge fire år af mit liv på at læse noget, jeg ikke brændte for.”

Samtaler kan afgøre engagement De studerende på SDU har tilsyneladende ikke i samme grad disse kvaler ved journaliststudiet. Leder af Center for Journalistik på SDU, Peter Bro, giver sit bud på, hvorfor flere stude-

Fuldførelsesprocent fordelt på institutioner

rende på det, fordi de er blevet klogere på uddannelsen, men det er prisen for at spille med åbne kort,” siger han.

Ikke alt frafald er negativt

Tallene for årgangen 2009 er udregnet ud fra en prognose, da årgangen stadig går på skolen.

De blå bjælker er JH de røde er SDU. Kilde: www.uvm.dk

rende fuldfører der. ”Vi har en meget grundig optagelsesprøve, og desuden fokuserer vi på at støtte de studerende fagligt og socialt undervejs og tage dem i hånden gennem hele 1. semester.”

Hvis man vil læse til journalist på SDU, er den første opgave at skrive en motiveret ansøgning, hvorefter kun de bedste udtages til optagelsesprøve. Selve optagelsesprøven minder meget om den på JH. Men modsat Journalisthøjskolen kalder SDU alle de ansøgere, der scorer højst til prøven, til samtale, og først da

afgøres det, om ansøgeren kan komme ind på studiet. ”Vi gør det, fordi vi mener, at forventningsafstemning er afsindigt vigtig. Vi fortæller til samtalen, at det er vigtigt for os, at man lægger tid i studiet, og vi siger det direkte, hvis vi fornemmer, at den studerende vil få et problem med at klare uddannelsen,” siger Peter Bro. Han er godt klar over, at den klare udmelding kan skræmme nogle studerende væk.

Men det, synes han, kun er fair. ”Det kan godt være, vi taber nogle stude-

Faglig leder og lektor på Journalisthøjskolen, Solveig Schmidt, havde ikke tid til at forholde sig til forskellen i frafaldet før avisens deadline.

Hun siger dog, at ikke nødvendigvis alt frafald er dårligt. ”Jeg synes, det er i orden, at de studerende ikke ved, hvad de vil i så ung en alder, for hvor skal de vide det fra? Jeg ser det ikke som negativt, at de finder ud af, at de hellere vil tage en anden uddannelse,” siger Solveig Schmidt.

Hun ser gerne, at JH også tog alle ansøgere til samtale. De studerende, der har været til samtale på skolen, har nemlig ikke så stor frafaldsprocent som de direkte optagede. Men det har af økonomiske årsager hidtil ikke været muligt at indføre obligatoriske samtaler. Solveig Schmidt siger dog, at skolen arbejder på at ændre optagelsesprøven, så alle ansøgere kommer til samtale. Hvornår det sker, kan hun ikke sige noget om.

FAKTA: De studerende på de to uddannelser minder meget om hinanden, hvad angår alder og nationalitet. Der er en lille overrepræsentation af kvinder på SDU modsat JH, hvor der er flest mænd.

Vores evalueringer bliver taget alvorligt Evalueringsskemaer er et af Journalisthøjskolens faste midler til at vurdere undervisningen. Men selvom de til tider kan virke overflødige, er det ikke helt ligegyldigt, hvad vi skriver, fortæller Solveig Schmidt.

Tekst: Kristian Torp og Rasmus Lindkvist Bendtsen

Faglige målsætninger vægter tungest

Alle, der har haft deres faste gang på Journalisthøjskolen, kender til de evalueringsskemaer, man får tilsendt efter et afsluttet forløb. På en skala fra et til fem skal man vurdere alt fra sin undervisers præstationer til kvaliteten af de bøger, man har læst undervejs.

Men hvad sker der, når man trykker på ”afslut”-knappen, og det besvarede evalueringsskema bliver sendt retur til skolen? Har elevernes svar direkte konsekvenser for underviserne på forløbet, eller er svarene overhovedet noget, skolen skeler til, når næste forløb skal sammensættes?

”Når vi har modtaget evalueringsskemaerne, sætter alle underviserne på det respektive forløb sig ned og gennemgår besvarelserne. På den måde danner de sig et overblik over de to vigtigste spørgsmål ved evalueringen: Hvad virker – og hvad virker ikke.”

Sådan siger Solveig Schmidt, der er faglig leder på Journalisthøjskolen. Ifølge hende er der dog én faktor, der tæller særligt højt, når et forløb skal evalueres. ”Der kan være mange forskellige årsager til, at et bestemt forløb får negativ feedback. Det kan være, at forløbet har været kedeligt, men

det kan også være, at der har været for lidt tid.

Det vigtigste for os er, at eleverne har følt, at de har nået de faglige målsætninger, der har været for forløbet.”

undervisningen, som så har givet feedback til den pågældende underviser. Andre gange har vi tilbudt dem ekstra undervisning i pædagogik.”

Dårlig feedback tages til efterretning

Elever er en del af kontrollen

Journalisthøjskolens undervisere er en evig kilde til debat blandt eleverne. Og især i evalueringsskemaerne bliver de bedømt. Men hvad gør skolen, når bedømmelsen af en underviser skraber bunden?

Solveig Schmidt fortæller, at et af ankepunkterne fra eleverne kan være, at en underviser er fagligt dygtig, men også kedelig. I disse tilfælde træder Journalisthøjskolens faglige ledere til, og tager en snak med den pågældende underviser. ”Vi tager fat i underviseren og siger: ’Hør her: Substansen i din undervisning er i orden – men pædagogikken, den halter altså.’ Og vi har flere måder, vi kan hjælpe dem med det på,” siger Solveig Schmidt. ”Vi har tidligere koblet en ekstra lærer på

For at skabe mere åbenhed omkring evalueringerne, bliver DSR orienteret om resultaterne.

Men også den enkelte elev har mulighed for at se, hvad klassekammeraterne mener om det netop overståede forløb. Således kan enhver elev få udleveret de enkelte resultater hos studieadministrationen på 400-gangen.

Og netop gennemsigtigheden er noget, som Solveig Schmidt opfordrer eleverne til at gøre brug af. ”Hele idéen er jo netop, at eleverne skal kunne kontrollere, at det går rigtigt til. Så hvis man ser noget, man ikke mener, er korrekt, så har man mulighed for at kontakte DSR eller mig,” fortæller Solveig Schmidt.

INDE

ILL

4

PIGEKAMPEN:

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ÅRETS HIGH RISK

Asbjørn Andersen prøver at råbe sine amazoner op.

Hoppende patter og jammerlig fodbold Tekst: Danni Christiansen Paulsen Foto: Camilla Selch Andersen

Inden herrernes vigtige High Risk-kamp skulle der varmes op med øl, bryster, flotte stænger og fodbold. Ikke rigtig fodbold, men kvindefodbold.

Hoppende yvere og fodbold af svingende kvalitet. Det var nogenlunde den enstemmige forventning blandt tilskuerne til dagens kvindefodboldkamp, da Ulla United stødte ind i de kvindelige SDU’ere i dette års udgave af miniHigh Risk.

Hvor var træneren? ”Jeg forventer, at vi scorer mål. Jeg forventer, at vi holder målet rent. Jeg forventer en sejr.”

Sådan udtalte målmand Louise Wium Gotthardt, 1. semester, sig kækt i bussen på vej til Odense.

Store ord, idet træner Kristoffer Møldrup, 1. semester, ikke engang orkede at tage med til årets vigtigste kamp. Faktisk udtalte han i telefonen, at han ikke vidste, at det var i dag.

Man skulle tro, at sædet under træneren var sydende hedt efter sådan en fadæse - men tværtimod. ”Han er den eneste, der gider,” hed det sig.

Som reservetræner havde pigerne i stedet fundet den laveste og mest uautoritære mand på JH. KaJ-formand Asbjørn Andersen skulle i dag forsøge at styre, hvad der i hans øjne må anses som en flok amazoner.

Jo, der var i den grad lagt i kakkelovnen til en hæsblæsende affære...

SDU – Sløvt, Dovent og Uengageret Havde de tilrejsende JH’ere håbet, at de kunne hive sig selv op til en omgang kvindefodbold ved hjælp af kolde øl og god musik, så blev de svært skuffede. Det eneste, SDU’s festudvalg kunne mønstre, var fem kasser lunkne flaskeøl og en yderst udtjent boomblaster, der kun kunne høres, hvis man stod i vindretningen.

Det var i hvert fald ikke hujende tilskuere, der overdøvede det sølle musikanlæg. SDU var repræsenteret ved cirka 15 tilskuere – et sløvt fremmøde. Danmarks førende journalistuddannelse havde allerede sejret på tilskuerfronten.

Generelt et uengageret og uambitiøst setup af fynboerne – men hvad kunne man forvente? De skal retfærdigvis have ros for at have en pølsevogn stående, men såvel fagligt som festligt er JH ganske enkelt niveauer over SDU.

Hæderlig indsats Det var en klassisk og fjantende omgang indianerfodbold, som de dystende kvinder kunne præstere denne dag. Kampen havde alt det, man forventer af en fodboldkamp med østrogenfyldte kvinder, der knap nok kender til offside-reglen.

Der var tåfisere, klumpfodbold og luftspark for alle pengene. Man trak sig i tacklingerne, afleverede halvdelen af gangene til modstanderen, og da målmændene tydeligvis havde taget sæbehandskerne på, var der en reel chance for scoring, hver gang bolden nærmede sig mål – uanset fart.

Det var i sandhed en jammerlig affære, men man formåede faktisk at skabe en kamp med høj intensitet og spænding til det sidste.

I skærende kontrast til sidste års nederlag på 2-4, spillede fodboldnymferne en ganske god kamp. Højst overraskende viste det sig også, at de kunne mønstre en fortræffelig fodboldspiller i 1. semesters Sofie Dambæk Rasmussen.

Hvis det er niveauet, så går Ulla United en lys fremtid i møde.

Den vævre tekniker fik SDU’s spillere til at ligne snurretoppe, men hun kunne desværre ikke klare det hele på egen hånd. På trods af god fight og en føring ved Louise Engelst, 3. semester, måtte Ulla United endnu engang inkassere et nederlag på 2-1. Spørgsmålet er, om det ikke er tid til at kigge indad på holdet.

Det var en kamp, der kunne være gået begge veje, men med større seriøsitet i den ugentlige træning kunne det være, at JH næste år kan mønstre en totalydmygelse af SDU’s pseudojournalister.

Konklusion: Opfindelsen af sports-bh’er er en større skuffelse end nederlaget til SDU. Vil pigerne op på herrernes underholdningsniveau, må de droppe denne glædesdræber og anskaffe sig nogle mindre shorts.

Peter Søndergaard i infight med en gul SDU’er.

SDU 1:1 JH En fredag i Odense endte med, hvad nogle ville kalde en half ’n’ half - en sejr til SDU og en sejr til JH. For retfærdigt at kunne reportere fra begge kampe blev Danni og Camilla headhuntet til at dække det modsatte køns udskejelser på banen.

N.B. Alle udtalelser, vurderinger og udfald er udtryk for skribenternes egne holdninger.

Der var mere ’ben’ til tilskuerne, da pigerne spillede, end da drengene tog over bagefter.

5

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Panikken fortsætter trods kritik Snyd og ufine metoder ved årets Panikdag har affødt en heftig debat på Journalisten.dk. Ulrik Haagerup, chef for DR Nyheder, siger, at Panikdagen har spillet fallit, og flere kommer med forslag til ændring. Sekretær for Praktikudvalget, Pia Færing, afviser kritikken.

Tekst: Asger Gørup Nielsen og Mette Høyer Eriksen

”Når mænd vinder i fodbold, krammer de åbenbart kun hinanden.”

DRENGEKAMPEN:

Bare mandeben Tekst og foto: Camilla Selch Andersen

”Vi spiller for jer.”

Sådan sagde reklamen for High Risk-kampen på skolens opslagstavle. Og ja, korte, stramme shorts på pæne mandeben og -numser, en cider i solskinsvejret og senere en dans til Nik og Jay lød helt sikkert som noget for mig. Så må de da godt sparke lidt til en bold, tænkte jeg. Man har jo lov at håbe på, at man havner i et gruppekram, hvis de vinder.

Morten hvem?

Med en pose fyldt med cider og et kamera, der skulle fyldes med billeder af bare ben, mødte jeg op på skolen – på min fridag – for at tage bussen til Odense. Heldigvis tegnede det godt.

Mandeben var der nok af, og selvom hvert eneste sæt var pakket ind i langbukser, blev jeg lovet, at de ville komme i shortsene, så snart vi var fremme.

Allerede inden vi kom på bussen, hørte jeg noget, der vakte min interesse. Alle talte om en fyr, som skulle være ret ekstraordinær. Morten Bisgaard, tror jeg nok. Han skulle vist være en rigtig landsholdsspiller, og jeg har da opdaget, at de som regel er ganske pæne. Man skal vist også være ret fit for at komme med på det der landshold.

Jeg begyndte derfor straks at spørge mig omkring efter ham, men han var ikke i bussen. Det viste sig, at han spillede for det andet hold, men jeg blev lovet, at de andre spillere ville sige, hvilket nummer der stod på ryggen af ham, når vi kom til Odense.

10 centimeter hud Efter hvad der minder om en pilgrimsvandring fra bussen til de grønne områder, kunne kampen snart begynde. Sammen med en lille gruppe piger satte jeg mig godt til rette, åbnede en cider og gjorde mig klar til showet.

Så kom de traskende. Altså mændene. Der var ikke meget kampgejst, men måske var det på grund af ham Morten, de virkede så bange.

Hvor var han i øvrigt?

Om det var kameraet, jeg kampklart knugede i mine hænder, der skræmte dem væk, ved jeg ikke, men fyrene begyndte i hvert fald at varme op i den modsatte ende af, hvor vi piger sad. Og hvad, der gjorde min ærgrelse større, var, at både deres strømper og shorts

gik til knæene, så det var ikke meget hud, mit kamera og jeg kunne fange.

110 minutter, en røgsky fra SDU-fansene og to sortklædte jubelscener senere var kampen slut, og jeg var efterladt med en følelse, der gjorde det muligt for mig at identificere mig med ballon, luften langsomt var sivet ud af.

Det er svært at sige, hvad der var mest skuffende. Om det var fordi, at den meget omtalte Morten bedst kunne sammenlignes med Tintin, eller om det var det faktum, at den lækreste på banen var knægten med det lille flag på den hvide streg, ved jeg ikke. Måske var det mest skuffende i virkeligheden, at når mænd vinder i fodbold, krammer de åbenbart kun hinanden. Det er derfor, at sport er uinteressant for piger. Mænd bliver glade for to ting, når de vinder: Hinanden og øl. De første spillere vendte derfor hurtigt næsen mod omklædningsrummet og bajerne.

Trist over udsigten til at tage hjem efter kun at have set 10 centimeter hud og ingen lækre landsholdsspillere begyndte jeg at følge menneskemængden tilbage mod skolen. Men måske var der stadig håb. Det lykkedes mig nemlig – i ekstasen over sejren – at overtale assistenttræneren til at tage kameraet med ud i omklædningen. Så kunne jeg kun krydse fingre.

Med i omklædningen Både pigerne og drengene var begejstrede for, at der var billeder fra omklædningsrummet.

Der blev hvinet og kæmpet om et kig på kameraets lille skærm, da spillerne stolt ankom til festen med kameraet.

Spørgsmålet er så bare, om man kan kalde det en fest. Fremmødet fra SDU’erne var i hvert fald pinligt dårligt, men efter at have tabt i hvad der lignede svensk landsholdstøj, var det måske endnu mere pinligt for dem at møde op. Og ham Morten dér, ham så jeg heller aldrig igen.

Men på trods af en tam indsats fra SDU’ernes side, på trods af dårligt vejr og på trods af alt for lange strømper og shorts, så lykkedes missionen. Jeg kunne glad tage hjem med et kamera med mere hud på, end jeg kunne have håbet. Langt de fleste af de billeder kan jeg desværre ikke give Bunkeren. Men måske kan jeg tjene en lille mønt på dem. Drengene er i hvert fald væsentligt pænere uden tøj end med.

Efter forårets Panikdag har først Illustreret Bunker og siden Journalisten.dk lagt op til debat omkring afviklingen af dagen. Siden har debatten om Panikdagen raset i journalistiske kredse. I artiklen ”Panikdagen har spillet fallit” på journalisten.dk siger Ulrik Haagerup, DR’s nyhedschef, blandt andet, at ”det nuværende system er uholdbart,” og at ”vi bliver nødt til at finde et andet system.”

Og Ulrik Haagerup er ikke den eneste, der efterspørger ændringer af Match-dagen. Studerende, praktikanter, undervisere og tidligere studerende har meldt sig i debatten. Langt de fleste er utilfredse med det nuværende system. Flere foreslår et såkaldt samtalevindue på nogle timer, hvor parterne ikke må underskrive kontrakter. Det kan sikre, at udbyderne og praktikanterne får mulighed for at mødes ansigt til ansigt og tid til at tale sammen, før den endelige beslutning er taget.

På trods af den massive kritik af dagens forløb har Pia Færing, sekretær for Praktikudvalget, ingen planer om at ændre Match-dagen.

Ifølge hende er problemet ikke rammerne for

dagen, men parternes opførsel. ”Problemet er jo, at det her system lever af, at man tror på det. Hver eneste gang der er nogen, der betvivler systemet, så har jeg et problem,” siger hun.

Pia Færing mener derfor heller ikke, at der vil være ændringer at spore, når Store Matchdag igen afvikles til efteråret. ”Lige i øjeblikket kan jeg ikke forestille mig, hvad der skulle ændres,” siger hun.

Ifølge Pia Færing er der kun to muligheder: Man kan stramme reglerne, eller man kan fjerne dem. ”Idéen om at lægge regler oven på regler som folk i forvejen ikke vil overholde, tror jeg ikke på,” siger hun til forslaget om at indføre plads til samtaler på Match-dagen. ”Altså samtalevinduet - Jeg tror ikke på det,” siger hun.

Praktikudvalget, som består af både studerende og folk fra branchen, holder møde næste gang den 7. juni. Et af punkterne på mødet bliver afviklingen af Store Match-dag.

Uddrag af debatten på journalisten.dk: ”Uddannelserne bør indkalde til møde for at finde en løsning, som alle kan være tjent med.”

- Jens Holt Hansen, 2. semester, JH. ”Når man står der på Journalisthøjskolens gange og ’frygter for sit liv’ er det ikke retfærdigt, at dagen på få minutter udvikler sig til det kaos, vi ser hvert eneste semester.”

- Mia Jo, formand for de journaliststuderende på RUC. ”Det nuværende gedemarked sætter de studerende i højeste alarmberedskab adskillige uger før dagen, det har en masse bivirkninger, som først og fremmest går ud over de studerende, og det må kunne gøres bedre.”

– Susanne Sayers, lektor på Journalisthøjskolen og tidligere chefredaktør på 24timer. ”Det ville da i udpræget grad skabe stress hos både studerende og medier, at man skal booke sine praktikanter mere end et år før praktikken starter, hvis man vil være sikker på at få én.”

- Kerstin Bruun-Hansen, kommentar til forslaget om at lade praktikstederne og praktikanter indgå aftaler allerede fra 1. semester. ”Til gengæld tror jeg ikke, at journaliststuderendes fantasi adskiller sig væsentligt fra medicinstuderendes, så lodtrækningen ville sikkert ganske hurtigt medføre en blomstrende sortbørsøkonomi, som kan sørge for en alternativ fordeling af pladserne udenom studierne.”

- Peter Hammer, redaktionssekretær, DR Ung, kommentar til forslaget om lodtrækning som fordelingsmetode. ”Det er ikke sikkert, at det ville være nogle andre, der blev ansat de forskellige steder, hvis der blev holdt samtaler, men det er sikkert, at de ville blive ansat på et ordentligt grundlag. Og det må, efter min mening, være det, der skal tilstræbes.”

- Tobias Dinnesen ”Hvordan sørger vi så for, at ingen praktiksteder og studerende skriver kontrakter før tid? Meget simpelt: Praktikkontrakterne må kun blive indgået, hvis de er trykt på et bestemt papir, som skifter fra år til år. Efter 3 timer, får praktikstederne udleveret sine ansættelseskontrakter på samme måde, som de får udleveret ansøgningerne.”

- Rasmus Mark Pedersen, journalist, uddybning til forslaget om et samtalevindue. ”Lad os nu igen få fokus på, at praktikken er et UDDANNELSESforløb, der går ud på at løfte den enkelte studerende fra et niveau til et andet - uanset start-niveauet.”

- Jan Dyberg, lektor på Journalisthøjskolen ”Det er fordi, det ikke er systemet, der er tåbeligt – men parternes egen opførsel.”

- Pia Færing, sekretær for Praktikudvalget

6

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE d Ull

a

Cita t

ite Un

FC Åben Mod

us 200

sen 5 00

Pa n i k a vi

Om

lüd

Ill. Bunker 1500 kr.

130

.

0 kr

kr.

Der er meget få penge til alle de aktiviteter, skolens engagerede studerende går og sysler med. Det stod soleklart på DSR’s seneste bestyrelsesmøde. Skolens organisationer havde tilsammen søgt om mere end 35.000 kroner, mens pengekassen ikke rummede mere end 7500 kroner. Men hvorfor er studenteraktiviteter overhovedet vigtige, og er det engagement eller CV-rytteri, der driver skolens mange aktiviteter?

Her kommer de ærlige svar fra dem, det handler om.

Tekst: Ida Hasgaard Røntorp Illustration: Stine Hvid

100 0 kr .

0 120

kr.

Små penge stort engagement

Fakta: DSR – De Studerendes Råd – er en paraplyorganisation for skolens andre organisationer. Hvert semester får DSR tildelt 10.000 kroner af Journalisthøjskolen.

Pengene er øremærket studieaktiviteter. Heraf går 3.500 kroner til Danske Studerendes Fællesråd, fordi det siger loven. Reelt har DSR altså 6.500 kroner at rutte med, når der skal deles penge ud til skolens mange organisationer.

N.B. Der var lidt penge tilbage fra sidste semester, derfor havde DSR mulighed for at støtte med ekstra 1000 kroner i denne omgang.

De sjove Christian Munk Jensen, formand for Fredagsbaren - Hvorfor har du valgt at engagere dig i Fredagsbaren?

Da jeg startede, tænkte jeg, at jeg gerne ville lave en studenteraktivitet. Fredagsbaren virkede som et sted med gang i den i forhold til de andre ting. Jeg synes, det er vigtigt at engagere sig i sin uddannelse ud over bare at komme i skole. Det er jo der, man skaber sig nogle gode forbindelser. Dem, jeg er i baren med, er klart dem, jeg snakker mest med på skolen.

- Hvorfor er det vigtigt at have en fredagsbar?

Fordi der foregår en masse fagligt arbejde i hverdagen, og der er brug for et pusterum, hvor man kan samles med andre journalister.

Hvis vi ikke havde baren, ville vi være tvunget til at tage ned i byen og mødes, og så ville mange falde fra. Det er et vigtigt, at vi har et samlingssted på skolen.

- Hvad er din oplevelse af fremmødet i Fredagsbaren?

Det går skide godt i starten af semestret, hvor vi næsten ikke har plads til at huse alle de mennesker. Men i takt med at opgaverne bliver større i løbet af semestret, og der kommer fridage til at lave opgaver, så er der et frafald.

Men vi er begyndt at lave tema-fredagsbarer, og når vi gider at gøre noget ud af det, så dukker folk også op.

- Har du brugt dit formandskab til at brande dig selv i sin praktiksøgning?

Ja, det har jeg. Jeg har skrevet det på mit CV. Frivilligt arbejde er altid skidegodt, for det viser, at du engagerer dig, selvom der ikke er et økonomisk afkast.

Jonas Majcherek, bestyrelsesformand for FC Åben Modus - Hvorfor er det vigtigt, at skolen har et fodboldhold?

Det er med til at skabe et godt fællesskab mellem dem, der spiller. Det giver et godt netværk på tværs af semestrene.

- Hvorfor har du valgt at engagere dig i skolens fodboldhold?

Jeg manglede et sted at spille fodbold i Aarhus, og så var det meget oplagt at spille et sted, hvor jeg var sammen med de andre, jeg studerede med og forhåbentlig ville få et godt sammenhold med. Og så er kontingentet billigt. Jeg tog formandsposten, fordi der ikke var andre, der ville.

- Er det svært at få folk til at spille i FC Åben Modus?

Overhovedet ikke. Der er masser af mennesker, der gerne vil spille.

- Har du brugt det, at du er bestyrelsesformand for FC Åben Modus til at brande dig selv i din praktiksøgning?

Ikke andet end at det står på mit CV.

De faglige Katrine Andersen, ansvarshavende redaktør på Citat - Hvorfor er Citat vigtigt?

Uden Citat ville skolen mangle en kreativ platform for skriftmediet.

- Hvorfor har du valgt at engagere dig i Citat?

Jeg ville gerne lave magasinjournalistik: Underlige, skøre og lange historier. Og så ville jeg gerne sidde på den anden side af bordet og coache og lære at redigere. Jeg tror, at det tiltalte mig at være en gruppe, der arbejder på det samme produkt og har det vildt fedt sammen.

- Er det svært at få andre til at engagere sig i Citat?

Da vi startede, var vi nogle gange nødt til at gå ud at kapre skribenter, men nu gør vi egentlig ikke noget aktivt for det. Vi får masser af synopser og godkender dem, der er fede.

- Har du brugt det, at du er ansvarshavende redaktør på Citat til at brande dig i din praktiksøgning?

Ja, helt sikkert. Det har jeg selvfølgelig nævnt…

Det skal man jo.

INDE

ILL

00 kr.

7

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

DSR’s fordeling af penge i foråret 2011 De (studenter)politiske Nina Brorson, formand for DSR

Asbjørn Andersen, formand for KaJ

- Hvorfor er det vigtigt at have DSR? Det er vigtigt, at der er nogen, der kan tale de studerendes sag. Skolen skal bygges om i 2012, og der er en ny studieordning på vej, og det synes DSR, at de studerende skal have indflydelse på.

Vi er de studerendes stemme og hjælp.

- Hvorfor har du valgt at engagere dig i DSR? Jeg har lidt en last med engagere mig i min dagligdag. Jeg synes DSR virkede meget rodet, så det var meget spændende for mig, at jeg kunne få lov til at være med til at bygge det op fra bunden og være med til at præge det.

- Er det svært at få andre til at engagere sig?

Fordi vi har bygget det op fra bunden, har vi brugt langt tid på at definere, hvad DSR er, og hvad vi skal påtage os af opgaver. Det har ikke været svært at få pladserne i bestyrelsen besat, men der har heller ikke været kamp om dem. Og det er jo klart, når folk ikke ved, hvad DSR er. Det vil jeg gerne prøve at gøre op med.

- Vil du bruge dit formandskab i DSR til at brande dig selv i din praktiksøgning?

Det ville være dumt ikke at skrive det, men jeg tror ikke, det kommer til at være afgørende.

- Hvorfor er det vigtigt at have KaJ? Det er sindssygt vigtigt! Vi varetager de studerendes rettigheder. For eksempel forhandler vi overenskomst med branchefolkene, så vi studerende er sikret en god løn i praktiktiden. Vi har lige fået valgt en mand ind i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse, der vil arbejde for at organisere en efteruddannelse af praktikantvejlederne. KaJ er de studerendes mulighed for at kommunikere med mediebranchen - Hvorfor har du valgt at engagere dig i KaJ? Hovedårsagen var, at der var nogle ting, jeg gerne ville ændre på mine egne og mine medstuderendes vegne. Jeg har tidligere været politisk aktiv, så det lå ikke så langt fra mig også at være det her på skolen.

- Er det svært at få andre til at engagere sig i KaJ? Jeg synes, det er blevet sværere. Men jeg tror, det er fordi, vi har været for dårlige til at fortælle, hvad vi opnår helt konkret. Jeg vil gerne have, at den enkelte elev på skolen rent faktisk kan mærke, at der er et KaJ, der arbejder for dem.

- Har du brugt det, at du er formand for KaJ til at brande dig selv i din praktiksøgning?

Jeg har da skrevet det på min hjemmeside.

Men det er jo fordi, det er spændende og interessant for mig, og fordi jeg synes, det er vanvittig vigtigt.

Ny rektor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skærer ledelsen ned fra fire til to.

Ifølge bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen er der 16 ansøgere til den nye stillingen som rektor.

Tekst: Jesper Hvass

Siden Journalisthøjskolen og Mediehøjskolen fusionerede i 2008, har det været meningen, at ledelsen skulle samles, og derfor bliver antallet af chefer og bestyrelsesmedlemmer nu skåret ned.

I øjeblikket er der fire chefer for DMJX. Det er ordførende direktør Jens Otto Kjær Hansen, rektor for Journalisthøjskolen AnneMarie Dohm, rektor for Mediehøjskolen Anne-Marie Wivel og ressourcedirektør Svend Lawaetz.

Fremover skal hele institutionen ledes af et rektorat bestående af en rektor og en prorektor.

Bestyrelsen leder efter et rektorat med en række kompetencer. Ifølge Lisbeth Knudsen står skolen overfor mange vigtige opgaver med nye uddannelser, ombygninger og strategiske udfordringer. ”Jeg håber, at vi får et meget stærkt rektorat med faglige, strategiske, økonomiske og administrative kompetencer,” siger Lisbeth Knudsen.

Ingen kommentarer

Andreas Østergaard, Omlüd

Kasper Iversen, ansvarshavende redaktør på Illustreret Bunker - Hvorfor er det vigtig at have Illustreret Bunker?

Der findes jo mange skoleaviser rundt omkring. Hvis Journalisthøjskolen ikke skulle have en, hvem skulle så? Det er jo det, vi skal leve af.

- Hvad fik dig til at engagere dig i Illustreret Bunker?

Jeg blev headhuntet. Jeg havde tænkt på at søge en redaktørstilling, men tænkte, at det ville tage for meget tid. Men da jeg blev spurgt, tænkte jeg, at det kunne være rigtig spændende.

- Er det svært at få folk til at engagere sig i Illustreret Bunker?

Der er mange, der søger om at blive redaktører. Men tit kan man godt fornemme, at der er nogle, der søger mere af navn end af gavn. Og hvis det er det, man går efter, så kan det aldrig betale sig, for det er der for meget arbejde i det til. Så dem frasorterer vi. Hvad skribenter angår, så er der altid rigtig mange i starten af semestret, og så daler interessen lidt. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at folk får mere og mere travlt i løbet af semestret.

- Har du brugt det, at du er ansvarshavende redaktør til at brande dig selv i din praktiksøgning?

Ja!

Christian Moselund Aaby, redaktør på ComingUp - Hvorfor er det vigtigt at have ComingUp? Fordi man kan få lov til at lave nogle lidt mere skæve ting, hvor der ikke er krav til længde eller berettermodel. Hvis man kan lide at lave tv, så er det en god mulighed for at specialisere sig.

- Hvorfor har du valgt at engagere dig i ComingUp? Jeg ville gerne lave tv. Der skal slet ikke herske nogen tvivl om, at jeg havde mit CV i bagtankerne, da jeg skrev min ansøgning til ComingUp, men det var ikke den overvejende grund.

- Er det svært at få andre til at engagere sig i ComingUp? Sidst havde vi 20-30 ansøgere til 10-12 pladser, så det er jo ret godt.

- Har du brugt det, at du er redaktør på ComingUp til at brande dig selv i din praktiksøgning?

Det er klart, at jeg har skrevet det på mit CV og på min hjemmeside. Men jeg valgte faktisk ikke at skrive det i mine ansøgninger, fordi jeg tænkte, at det var bedre at være lidt ydmyg, og så kunne de jo læse det på mit CV.

- Hvorfor er det vigtigt for skolen at have en radio?

Fordi vi blandt andet bliver uddannede til at skulle lave radio. Derfor er det en ret naturlig studieaktivitet at have på skolen. Og så har vi jo slet ikke noget med hverken lyd eller video at gøre på første semester, og det synes jeg, at jeg mangler. Det er praktisk erfaring ved siden af den viden, man får i timerne.

- Hvorfor har du valgt at være med til at starte Omlüd?

Først og fremmest af interesse, fordi jeg synes, det er sjovt. For det andet for at få noget på CV’et. Altså for at få et bevis på, at jeg er arbejdsom, selvstændig og brænder for det her. Men det er jo ikke enten eller, for et CV-boost er jo en konsekvens af studieengagement. Så det kommer ligesom med hinanden - I er ikke gået i luften endnu, men hvad er din umiddelbare oplevelse af andres interesse for Omlüd?

Vi havde mere end halvtreds ansøgere, og vi er 34 med på radioen, så der er rigtig stor interesse. Meget større, end jeg havde regnet med.

- Vil du bruge det, at du er med i Omlüd til at brande dig selv i din praktiksøgning?

Jeg ved ikke, om jeg har tænkt mig at skære det ud i pap i en ansøgning, men jeg forestiller mig, at jeg vil bruge det i min praktiksøgning.

Illustreret Bunker ville gerne vide, om de nuværende chefer har søgt stillingen, men fra tre ud af fire lyder svaret: ’Ingen kommentarer.’

Ordførende direktør Jens Otto Kjær Hansen deler dog gerne sine visioner for DMJX. ”Vi skal være en flot skov af eliteuddannelser rettet mod mediebranchen, og vi skal rendyrke, at denne institution arbejder meget tæt sammen med den omverden, som vi er en del af. Det er en opgave, jeg gerne vil være med til at løse, hvis jeg er en del af den fremtidige ledelse,” siger Jens Otto Kjær Hansen.

Lønnen motiverer ikke Lønnen som rektor for DMJX ligger på 54.250 kroner, og ifølge Lisbeth Knudsen kan lønnen ikke matche mediebranchens toplederlønninger. ”Det er i høj grad arbejdet, der skal drive ansøgerne. Det, at få den unikke mulighed at være med til at forme fremtidens journalister, kommunikationsmedarbejdere, grafiske designere og så videre. Og der er en lang række meget kvalificerede mennesker, som har vist interesse for stillingen. Det gælder både inden for og uden for de brancher, vi arbejder med,” siger Lisbeth Knudsen.

Ansøgningsfristen for stillingen som skolens nye rektor udløb mandag den 15. maj, og 16 personer har ifølge Lisbeth Knudsen søgt stillingen.

Nu er det planen, at ansættelsesudvalget i bestyrelsen holder samtaler med udvalgte ansøgere de næste uger. På et bestyrelsesmøde mandag den 20. juni beslutter bestyrelsen, hvem der bliver ny rektor.

8

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

FORDOMME OM JOURNALISTIK

Fordomme om journalister I denne udgave har vi FOKUS på fordomme om journalister og journalistik.

På gaden i Aarhus var meningerne mange, da folk blev spurgt: ”Hvad tænker du, når jeg siger journalist?”

Tekst: Kasper Iversen Foto: Andreas Beck

Jan Munch, Blomsterdekoratør: ”Jeg tror, at journalister er med til at skræmme kommende politikere væk. Alt kan tolkes, alt bliver fordrejet. Journalister kan påvirke hele dagsordenen. Det tror jeg må være anstrengende for politikerne. Journalisters kritiske sans er både god og dårlig; når de kommer ud i petitesser og egentlig ikke har særlig meget hold i deres sag, så ændres virkelighedsbilledet.

Else Fænger, SFO-leder: ”Nu er jeg selv blevet interviewet flere gange, hvor jeg er blevet fejlciteret i avisen. Jeg tror ikke, det er for at genere mig, men journalister har også deres holdninger og meninger, og jeg tror ikke, man kan undgå at være farvet - selvom jeg tror, de gør, hvad de kan for at være objektive.”

Journalister vælger vinklen på forhånd. De ringer rundt, til de får den rigtige ekspertudtalelse, siger professor og bekræfter dermed mange læseres fordomme.

Vi søger eksperter, der passer Af Sofie Synnøve Herschend

Som vox-poppen viser, er fordommene om journalister mange. På gaden i Aarhus er det ord som: ’utroværdige’, ’selviscenesættende’ og ’sensations-mindede’, der går igen.

Ifølge Jørgen Grønnegaard Christensen, professor i Offentlig Forvaltning på Aarhus Universitet, er det ikke usædvanligt, at journalister vælger deres vinkel på forhånd og ringer rundt til eksperter, til de får den udtalelse, der bedst passer ind i vinklen. ”De siger det jo ikke direkte, men hvis ikke lige min - eller mine mange kollegers - udtalelse passer ind i vinklen, så aftager interessen hurtigt undervejs i interviewet. Det viser sig tydeligt. Dagen efter kan jeg se i den pågældende avis, at en anden ekspert, som havde den rette vinkel, er blevet citeret,” siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

I februar skrev han sammen med Poul Erik Mouritzen, professor på Syddansk Universitet, en kronik i Jyllands-Posten, hvor han blandt andet kommenterer mediernes udvælgelse af eksperter. Jørgen Grønnegaard har talrige eksempler på, hvordan journalister efter hans vurdering bruger eksperter forkert.

sig med før, så er ekspertudtalelser svære at give, siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Kan man ikke sige, at eksperterne så også bør være mere kritiske? ”Jo, uden tvivl. Eksperterne skal være mere selvbevidste, og de skal sørge for ikke at udtale sig til journalisterne, hvis ikke de har nogen præcis viden på området.”

Hvis fordommene omkring journalisters utroværdighed skal viskes ud, mener professoren, at der også skal ske en ændring på redaktionerne. ” I min optik bør man få sig nogle chefredaktører eller redaktionschefer, der er mere håndfaste og stiller større krav til journalisternes kvalitet og metoder,” siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Eksperterne har også et ansvar

Ella Skou, Art-director: ”Jeg synes, der er en tendens til, at journalister sætter sig selv i fokus i stedet for det emne, han/hun behandler. Det handler jo ikke om journalisten men om temaet.”

”En gang imellem kører der for eksempel historier i medierne om, at offentligt ansatte bliver begrænset i deres ytringsfrihed. Det er ofte personaleorganisationer af en slags, som starter sagen, og så kører det ellers derudaf.

Medierne kører af sted, til de finder den ekspert, der også synes, at der er et problem,” siger professoren.

Han har oplevet flere hundrede tilfælde, hvor journalister fisker efter eksperter. ”Men når det for eksempel handler om et problem, som ingen forskere har beskæftiget

DE RODER En af fordommene om jo

hos Norcjyske findes bev

Thomas Bjørn, Avissælger: ”Nogle journalister sætter deres arbejde over menneskelige relationer. For eksempel presser de højtstående mennesker til at udlevere oplysninger, som de egentlig ikke må, mod til gengæld ikke at publicere nyheder, der kan skade deres ry. ”

Sigurd Aaes, Efterlønner og tidligere folkeskolelærer: ”Journalister har det med at overskride nogle etiske regler, når det kommer til, hvor langt de kan gå over for offentlige personer. Nogle medier er værre end andre.

Hvis jeg læser Ekstra Bladet, ved jeg, at jeg skal tage nyedsstrømmen med et gran salt, for sensationer er det, de sælger deres blade på. Jeg billiger heller ikke de sager, hvor journalister roder i politikeres skraldespande. Er man seriøs journalist, så ved man godt, hvor man ikke skal jokke rundt.”

Politiker: ”Nej, jeg har i Christiansborgpolitikere oplever i perioder at blive kimet ned af journaliststuderende. Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, har prøvet at blive ringet op af 47 studerende - på én dag. Det er for meget af det gode, mener hun og lægger ikke skjul på sin irritation.

Tekst: Sofie Synnøve Herschend Foto: www.ft.dk

”Du skal have tak, fordi du tog dig tid til mig,” siger den journaliststuderende. ”Velbekomme, men nu lukker jeg min telefon. Nu gider jeg simpelthen ikke mere. Nogle gange er det altså bare sådan, at vi er ved at kaste op, når journaliststuderende nummer 47 eller 57 ringer i løbet af en dag og mener, at de skal have et interview på en halv time. Vi har altså andet at lave som folketingspolitikere,” lyder det i den anden ende af røret.

For eleverne på 2. semester står et 1. års-projekt for døren. Det betyder, at flere politikere kan forvente sig et opkald eller to.

Birgitte Josefsen, folketingspolitiker fra Venstre, har arbejdet med politik i mange år, og hun er træt af de mange studerende, der ringer til hende og forventer et interview på 15-20

9

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

FOKUS

ILL

FORDOMME OM JOURNALISTIK

Journalister mister hukommelsen Stramme deadlines, post-its fulde af aftaler og mange informationer, der skal lagres på kort tid.

En undersøgelse viser, at journalister er blandt det folk, der risikerer at miste tråden hurtigst.

Tekst: Karoline Rahbek Juncker Illustration: Stine Hvid

Hvis du pludselig står i 14’eren med en skraldepose i hånden og din sweater omvendt på - igen. Hvis bussen for længst har passeret Bunkeren, uden at du har opdaget det, og du har glemt din interviewaftale – igen. Så skal du være opmærksom. Måske er din hukommel-

sen røget på skrump. Det sker nemlig ofte for journalister.

Stress på hjernen En undersøgelse foretaget af Einar Baldursson, arbejdspsykolog og fagligt ansvarlig ved Center for arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet, viste for fem år siden, at journalister er særligt udsatte for at få en speciel type stress, der sætter sig på hjernen og slækker på koncentrationsevnen og hukommelsen.

Der er set mange eksempler på, at journalister glemmer interviewaftaler, blok og pen.

Den specielle type stress der driller hukommelsen hedder hyperstress, og journalister er særligt udsatte, fordi hjernen hver dag skal sortere store mængder viden under research og interviews.

Depression og angstanfald Anton Eg Andersen, der er psykolog på Arbejdspsykologisk Center, siger, at stressniveauet fortsat er højt hos journalister. ”Journalister er en af de faggrupper, der kører med et meget højt aktivitetsniveau for hjernen. De skal arbejde hurtigt, levere til tiden og holde styr på rigtig mange ting på én gang. Derfor er de en af de faggrupper, der er mest udsatte for denne her type stress,” siger

psykologen.

Står symptomerne på i for lang tid, kan det i sidste ende føre til depression og angstanfald. ”Når folk ikke kan sove om natten længere, så plejer de at reagere. De kan slet ikke geare ned, når de kommer hjem fra arbejde. Det er et tegn på, at man har været stresset i længere tid,” forklarer Anton Eg Andersen.

Lidt stress er god stress Nu sidder du og klør dig selv i håret. Du har glemt, hvad du skal. Deadline nærmer sig, men hvem var det nu, du skulle ringe til for at få den sidste kommentar? Frustrationerne begynder at banke på, men ifølge psykologen er der ingen grund til at sætte det store alarmberedskab i gang ved de mindste tegn på stress.

Lidt stress er nemlig god stress. ”Vi oplever alle sammen de her symptomer en gang imellem, når vi har travlt, og det er

godt. Det er stress, der gør vores arbejde sjovt og spændende. Men hvis du stresser konstant i en længere periode og oplever at symptomerne overtager din hverdag, så skal du slappe af og geare ned,” siger psykolog Anton Eg Andersen.

De typiske symptomer: - Du glemmer aftaler - Du kan ikke koncentrere dig i længere tid - Du kan ikke tænke rationelt - Det bliver svært for dig at træffe beslutninger - Du bliver hurtigt irritabel

ournalister er, at de roder. På redaktionen viset. Foto: Marcus Trappaud Bjørn

ikke lige 20 minutter...” minutter. Nogle af de studerende forbereder sig ikke godt nok, før de ringer, de bruger politikere som leksika, og de har ikke styr på den almindelige omgangstone, mener hun.

Venstrepolitikeren er efter sigende ikke den eneste ordfører på Christiansborg, der i perioder oplever at blive kimet ned af journaliststuderende.

“Det er ikke bare mig, der finder det problematisk. Vi er mange ordførere på Christiansborg, der taler om det, på tværs af partierne.

Jeg forstår ikke, hvorfor journalistuddannelserne laver opgaverne på samme tid,” siger Birgitte Josefsen.

“Flabede ad helvede til” Men det er ikke bare det faktum, at mange studerende ringer på én gang, der generer Birgitte Josefsen. Også måden interviewene foregår på bliver kritiseret. Og selvom det langt fra er alle

studerende, Birgitte Josefsen savner forståelse fra, så overskygger de negative oplevelser de positive.

“Jeg gider ikke at være et leksikon for de studerende. Hvis ikke de har deres research i orden og ellers bare er flabede ad helvede til, så gider jeg simpelthen ikke at bruge min tid på dem,” siger hun.

Hvordan mener du, at de studerende er flabede?

“Det er langt fra alle, men der er nogen, der ikke præsenterer sig ordentligt og forlanger et svar, selvom jeg er på vej ind i Folketingssalen.

De har ingen forståelse for, at jeg har andre arbejdsopgaver,” forklarer Birgitte Josefsen.

Men kan du forstå, at det er nødvendigt for de studerende at få en kommentar fra dig til deres artikler, og at interviews med politikere kan være nyt for dem?

“Det kan jeg sagtens forstå, og de må gerne

ringe. Jeg synes, jeg prøver at være sød og behjælpelig, og de fleste er da også forståelige, når jeg fortæller, at jeg har travlt. De skal bare præsentere sig ordentligt og så komme til sagen hurtigere. Nogle gange kan jeg godt undre mig over, hvad man lærer på journalistuddannelserne. Tit stiller de de samme spørgsmål ti gange,” siger hun.

Kollega bakker op Birgitte Josefsen fortæller, at også en politikerkollega har rettet henvendelse til en af journalistuddannelserne for at belyse problematikken med, at så mange studerende hiver fat i politikerne på én gang.

“Vi er ved at gå op i sømmene. Det er mange af politikerne i Folketinget, der ikke vil belemres med faktuelle spørgsmål, hvis svar kan findes på nettet,” siger Birgitte Josefsen.

Vi følger op på sagen på www.illbunker.dk, hvor du også kan høre et lydklip med Birgitte Josefsen, der forklarer, hvorfor hun finder de mange opringninger så problematiske.

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ODENSE

P I G E G A R D E

Foto : Andreas Bastiansen

10

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

11

12

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV

Nyheder er for de rige, og kritiske journalister er jaget vildt. I Gambia er pressefrihed og god presseskik ikke ligefrem øverst på den politiske dagsorden, men det kæmper det danske projekt Gambia Media Support for at ændre på.

Diktatoren har det sidste ord

Foto: Pernille Nørregaard Tekst: Rasmus Elmelund

Olof Palmes Allés ukronede layout-dronning, Susanne Sommer, er i Gambia. Det er sommeren 2007, og hun sidder på en lokal nyhedsredaktion. På gulvene ligger der ledninger spredt ud over det hele, møblerne er sammenbragte, og væggene helt tomme. Og så er det hele lidt hemmeligt og tys-tys. Strømmen er lige gået, men de gambiske journalister og medarbejdere på redaktionen tager det stille og roligt. ”Jeg er praktisk talt den eneste, der overhovedet ænser, at

strømmen er gået, og at alle vores skærmbilleder er sorte,” fortæller Susanne Sommer.

Der er en grund til, at hun sidder på denne lyssky bambusredaktion i Gambia. Grunden hedder Lars Møller. Han er journalist og en af ophavsmændene bag International Media Support (IMS). Med støtte fra IMS har han søsat projektet Gambia Media Support. Eller bare Games.

Diktatoren laver nyheder I Gambia, der er et land på størrelse med Sjælland, tog løjtnant

Yahya Jammeh magten i 1994. Han er diktator, men han er flere gange blevet valgt og genvalgt under demokratiske omstændigheder. Befolkningen kan godt lide ham, fordi han bygger veje og hospitaler. Det ser de jo i fjernsynet. Men når de kigger ud ad vinduet, ser de huller i vejene og gadebørn, der har brug for lægebehandling.

Der er ikke nogen oplyst valgkamp i Gambia, men ifølge Lars Møller er der masser af statskontrolleret propaganda. Kritiske medier bliver saboteret, lukket og brændt af. Journalister bliver forfulgt, sat i fængsel og i de værste tilfælde skudt.

13

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV ”Det er forbudt at lave nyheder på lokalsprog. Det står præsidenten selv for. Men de fleste kan ikke tale engelsk, og fattigdommen er så stor, at folk ikke har råd til at købe aviser. Så de frie medier er nogle engelsksprogede aviser, som kun nogle få i eliten har råd til,” siger Lars Møller og kalder styret et ’lortedemokrati’.

Et overset land I 2005 var Lars Møller i Gambia. Han mødte blandt andet formanden for det gambiske journalistforbund, Gambia Press Union, som ville høre, om ikke Lars Møller kunne hjælpe Gambia. Formanden ville højne kvaliteten i nyhedsstrømmen, og Lars Møller kunne gøre redaktørerne på landets engelsksprogede avisers evne bedre. Men da Lars Møller igen kom til Gambia, var formanden blevet skudt, fordi han havde udtalt sig kritisk om den restriktive medielov. ”Grunden til, at et land som Gambia har brug for hjælp, er, at det bliver ret overset. Gambia var på den amerikanske side i kølvandet på Den Kolde Krig og igen i krigen mod terror. Så er de bare ’okay’, og ingen interesserer sig rigtigt for at hjælpe dem,” siger Lars Møller.

Derfor besluttede han sig for at hjælpe landet. Ikke med nødhjælp, men med mediehjælp. Han samlede et hold af danske kolleger, herunder Susanne Sommer og den tidligere rektor på JH Kim Minke. ”Vi coacher journalisterne på de engelsksprogede aviser og giver dem medietræning. Nogle fokuserer på billeder, andre på layout og andre på mere redaktionelle ting,” siger han.

De gambiske journalister bliver blandt andet trænet i valgdækning og i noget, som Lars Møller kalder ’udviklingsjournalistik’. Men det er kun de elitære, engelsksprogede aviser, som Games når, og de fleste af dem er endda regeringskontrollerede. ”Men hvis vi kan lære dem, hvad god journalistik er, kan de lære at udvikle deres land,” siger han.

Enige om dagsordenen Nu er Games så ved at etablere en decideret journalistuddannelse i Gambia. 14 unge, ambitiøse mænd og kvinder er tilmeldt uddannelsen. Meningen er at uddanne nogle unge gambiere til at blive gode journalister, så de kan uddanne andre eller indgå i teams, blive redaktører og videreføre den gode journalistik. Og selv om pressefrihed er en by i Rusland for gambiere, kæmper de lokale journalister for den samme sag som vestlige journalister. ”De kæmper hårdt for pressefrihed. Vi er enige om dagsordenen. Men vi kan ikke tage politisk journalistik op på uddannelsen; vi undersøger ikke korruption. Til gengæld bruger vi meget tid på udviklingsjournalistikken. For eksempel bruger vi en masse kræfter på at undersøge, hvordan man bedst kan beskytte sig mod malaria, og hvad der skal til for at få informationskampagnerne til at virke. På den måde er det svært at undgå, at det bliver lidt kritisk,” siger Lars Møller.

Selv om han pusler med planer om at oprette en egentlig efteruddannelse, lægger han ikke skjul på, at Games skal være drevet af frivillige kræfter. ”Vi må gerne vokse, men vi skal ikke vokse opad. For så skal vi jo til at ansætte lønnede direktører og alt muligt,” siger han.

Foto: Pernille Nørregaard

”Hvis vi kan lære dem, hvad god journalistik er, kan de lære at udvikle deres land.”

Lars Møller, journalist og medstifter af International Media Support (IMS)

Ikke idealistisk kliché Indtil videre er det altså kun danske journalister og mediefolk på frivillig basis, der har været repræsenteret i Games.

Og blandt de mange danskere, som har været med, er Susanne Sommer. Hun sidder i dag i Aarhus og tænker tilbage på udstationeringen i Gambia. Redaktionerne, hun dengang arbejdede på, så helt anderledes ud, end dem hun kender fra Danmark. Men det er langt fra det første, der slår hende, når hun tænker tilbage. ”Det interessante var menneskerne, pauserne og alt det, der foregik. Det primitive interiør trådte lynhurtigt i baggrunden, når man var dernede,” siger Susanne Sommer.

Hun fortæller om en kvindelig layouter, der var blevet truet og forfulgt, fordi hendes avis havde trykt nogle kontroversielle artikler. Året forinden var hendes chefredaktør blevet skudt. ”Men jeg tager ikke derned for eventyret. Jeg tager derned for at gøre en forskel. Det kan godt lyde lidt idealistisk og klichéagtigt, men jeg mener det faktisk,” siger hun.

Foto: Liv Høybye

14

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV

Ytringsfrihed på verdensplan Det er ikke alle steder, vilkårene for journalistik er lige så gode som herhjemme. Den begrænsede frihed til at ytre sig og frygten for at miste livet skaber andre normer for journalistik, og det er ikke altid journalisten, der får det sidste ord.

Tekst: Jonas Sloth Bach Foto: Privat

rer livligt og bliver mere og mere modig. Han har takker i fortænderne, og hans sorte skæg sidder Cecilie Maria Kallestrup arbejder i de For- mest på overlæben.

Alis lærer overværer debatten fra en stol baenede Arabiske Emirater. Nærmere bestemt i Dubai. Siden februar har hun været i praktik gerst i lokalet. Hans opmærksomhed er skarpt på Gulf News, landets største dagblad. Mel- rettet mod hans unge elev og det kamera, der har lem olieboringer, burkaer og skyskrabere be- ham på kornet.

Den unge araber er med lysende øjne og et retter hun om alt fra moderne madlavning til demokratisering. En afvekslende hverdag, der hemmelighedsfuldt tonefald begyndt at fortælle på overfladen kunne minde om at arbejde i om bloggerne, der forsvandt. Læreren retter sig i Politikens Hus på rådhuspladsen. Men der er stolen. Ali ænser ingenting. Han fortsætter uforen verden til forskel. Hun befinder sig ikke trødent sin talestrøm til han når sit klimaks - at bare mange kilometer mod syd, men også 76 Emiraterne ikke tillader, at man siger det, man pladser længere nede på ranglisten over landes vil.

Læreren fanger lynhurtigt Hudas blik. Lader pressefrihed. Her er hendes beretning. en pegefinger stryge henover halsen. Hudas blik Huda sidder i talerstolen, og otte kandouraklæd- flakker et øjeblik, og Ali opdager endelig, at der te mænd er samlet rundt om bordet. Stemnin- er noget i vejen. Bliver pludselig urolig. Han ger i mødelokale fem sitrer, mens jeg indstiller synker og overvejer sin situation. “Jeg siger jo ikke, at jeg nødvendigdet andet videokamera. vis sympatiserer med Dagens debat er anderlenogen,” begynder han des end de tidligere. Delud over bordet. Og så tagerne skal diskutere vender han sig i trods muligheden for at indføre mod Huda og siger demokrati i Mellemøsten. med indtrængende Min redaktør har adstemme: ”men det er varet os. Debattens omdrejningspunkt skal være -uddrag fra Cecilie Maria Kallestrups blog jo sådan, det er.”

Debatten er veloverurolighederne i de andre stået, og debatørerne lande. Men alle ved, at ordlyden har undertoner, og at disse læner sig har trukket sig. Hudas telefon ringer. Det er Alis op ad udsigterne for demokrati i medlemslan- medielærer. Han ville bare lige sige tak for en dende i Gulf Cooperation Council, GCC, og i god debat, det var jo et spændende emne, meget de Forenede Emirater. Tankerne er ikke nye. For lærerigt og så videre… Nåh ja, for øvrigt: Ali var tre dage siden forsvandt fire lokale bloggere, der lidt oppe og køre i dag. Kan I ikke lige sørge for skrev om frihed og rettigheder. Ingen har set dem at… øhm… ”Jo, hr. Selvfølgelig kan vi det.” siden.

Huda begynder at kaste spørgsmål på bordet, og stemningen løsner op. Vi er bare ti personer i Oprindeligt er historien skrevet til Cecilies et konferencelokale, og det er let at glemme, at blog, som hun holder opdateret med oplevelkameraer og diktafoner samler deltagernes hold- ser og indtryk fra sin nye journalistiske tilvæninger op, og sender dem direkte ud i verdens relse. Men efter et par dage fik hun kolde fødder. Indlægget blev hevet ned igen. Man skulle uoverskuelige nyhedsrum.

Ali, en mediestuderende fra et lokalt universi- jo nødig blive misforstået. Der kunne jo være tet, begynder at få liv i øjnene. Han argumente- en fare for at ende som de lokale bloggere. Der er liv og død på spil.

”Læreren fanger lynhurtigt Hudas blik. Lader en pegefinger stryge henover halsen”

Europas sorte får

Under sit praktikophold i Dubai har Cecilie Maria Kallestrup oplevet selvcensuren på nærmeste hold.

I Danmark er det mere omkostningsfrit at råbe på ytringsfrihed til medierne.

Herhjemme handler mediernes ytringsfrihed om karikaturtegninger og Wikileaks, men vi skal ikke kigge langt mod syd for at finde ganske andre statsejede forhold.

Nogle pladser over De Forenede Arabiske Emirater på listen over pressefrihed ligger Italien. De er nummer 49.

Foran dem finder man både Burkina Faso, Taiwan og Tanzania. Forklaringen er på én gang enkel og skræmmende,

Illustration: www.at-rejse-er-at-leve.dk

mener Elisa Chessa, der er bachelor i internationale forhold ved det anerkendte La Sapienza Universitet i Rom. ”Placeringen skyldes den velkendte interessekonflikt mellem medierne og Berlusconi, der ejer størsteparten af både de offentlige og private medier,” siger hun. ”Gennem sin regeringsperiode har han vedtaget en lang række love, der underminerer pressens aktiviteter,” siger hun. Det medfører, ifølge Elisa Chessa, at medierne ikke har anden mulighed end at underkaste sig Berlusconis vilje, hvis de ansatte vil beholde deres job. Og ikke nok med det, er endnu en lovændring på vej. ”Det næste skridt er at indføre en lov, der tvinger journalister til at udlevere kritisk materiale uden anklage og til at oplyse kilder og kontakter,” fortæller Elisa Chessa.

På den måde vil der i realiteten kun være en overlevende kilde til information; internettet.

Og her må man nøjes med farvede bloggere, mens den aktuelle nyhedsformidling vil være en direkte forlængelse af Berlusconis statsapparat. ”Jeg kan godt være misundelig på Danmark.

Rammerne for jeres journalistik er meget frie

og I har mulighed for at give befolkningen de rigtige oplysninger,” siger Elisa Chessa og minder om, at danskerne bør være taknemmelige for, at vi har frihed til at skrive, hvad vi vil og frihed fra at betale for det med vores sikkerhed.

Cecilie Maria Kallestrups første blogindlæg tilbage i februar hed simpelthen ”Glem alt, hvad du har lært om journalistik.” Men i Dubai har hun efterhånden vænnet sig til de store omvæltninger og udfordringer.

Cecilie Maria Kallestrups blog kan læses på www.dubaiforbegyndere.blogspot.com

15

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

Kongelig dobbeltdækning

Når medlemmerne af royale familier bliver gift, skilt eller døbt, rydder både DR og TV 2 sendefladen og koncentrerer sig om én ting. Kanalernes ansvarlige redaktører fortæller hvordan og hvorfor.

Tekst: Niklas Rehn Foto: dr.dk

Hvordan kan det være, I satser så meget på royale begivenheder som det engelske bryllup og tvillinge-barnedåben?

Lau Rabjerg-Eriksen (DR): ”Det ville være underligt, hvis vi ikke gjorde det. Vi ved, det er noget, der interesserer mange mennesker.

Det er en del af vores forpligtelse at vise fest og glade dage, når det danske kongehus afholder begivenheder. Ved brylluppet skal vi også være til stede.

Når vi har sat et studie op foran Holmens Kirke, så er der ikke den store forskel på, om vi sender to eller seks timer. Folk ser jo heller ikke 12 timer i træk, og mange kommer på i løbet af dagen, og så er det jo vigtigt, at vi er i gang.”

Ulla Pors (TV 2): ”Det ville være mærkeligt, hvis TV 2 ikke dækker noget, som danskerne går så meget op i. Det er en del af den danske kultur og fylder meget i danskernes hverdag, og derfor dækker vi det, når der er en historie at dække. Med det engelske bryllup er det en anden historie. Det engelske kongehus er det kongehus, hele verden går mest op i. Det er en god historie med fantastiske billeder, og derfor dækker vi det for fulde hammer. Som Ulla Terkelsen siger: ’Man har sit eget kongehus, og det engelske som nummer to. Og hvis man ikke har et, så er det engelske størst.’”

Hvordan adskiller jeres dækning sig fra den konkurrerende tv-stations?

Lau Rabjerg-Eriksen (DR): ”Vi synes, at vi laver en anden dækning, end det TV 2 gør.

Vi fortæller om kirkens historie og kon-

ANNONCE:

gerækken og har altid en historie bygget ovenpå, det er en public service-forpligtelse. TV 2 baserer deres programmer mere på følelser, mens vi kører på mere faktuelle ting. Det er helt bevidst. Vi vil gerne gøre folk klogere, mens vi er med til en festlig begivenhed. Dagen inden sendte vi en hel udsendelse Horisont med fokus på det britiske kongehus’ betydning og status nu. På TV 2 vil man ofte se en mere følelsesladet tilgang.”

Ulla Pors (TV 2): ”DR er en public servicekanal, og vi gør det på to meget forskellige måder. Vi går til den med meget stor begejstring for at fortælle historien. Både med følelser og viden. Hvis vi tager det engelske bryllup, så har vi gæster i studiet, som kender London, kirken eller brudekjolen.

Vi blander ekspertviden med følelser og begejstring for at fortælle historien. Vi har et helt unikt værtshold i Jes Dorph-Petersen, Natasja Crone og Ulla Terkelsen.

De har respekt for stoffet, og samti-

dig er de frække, så de ikke har næsegrus beundring for det, men har en fræk og humoristisk tone. De går lige til kanten, og det tror jeg også, at seerne synes.”

FAKTA

- 1,8 millioner danskere så mindst fem uafbrudte minutter af det britiske bryllup mellem prins William og Kate Middleton den 29. april.

- 389.000 danskere (36 procent) valgte DR, da de royale tvillinger blev døbt Vincent og Josephine, mens seertallet for TV2 lå på 681.000 (64 procent).

- DR og TV 2 deltes om omkostningerne i forbindelse med barnedåben, så DR stod for kameraerne ved Holmens Kirke og TV 2 for ankomsten til Amalienborg.

ILL

UDE Når Løkke trykker på knappen...

Spekulationerne, om hvornår valget udskrives, har optaget medierne i månedsvis.

Og den dag valget udskrives, har de fleste redaktioner et helt lager af historier, de bare venter på at bringe.

Tekst: Kasper Iversen og Mette Høyer Eriksen

Der er travlhed og hemmelighedskræmmerier i gang på de politiske redaktioner. Alle venter i spænding på forløsningen, når valget udskrives, og de historier, der har været færdige i ugevis, endelig kan få lov at forlade skufferne og se dagens lys.

På Berlingske har man for eksempel allerede forberedt, hvordan avisen skal se ud i ugerne op til valget. Hvor mange sider, der skal gå til faktatjek af partiernes valgløfter og til portrætter af partierne. Det fortæller praktikant på Berlingskes Christiansborgredaktion Nikolaj Søndergaard. På Politiken tegner sig det samme billede. ”På hele indlandsdelen ved vi stort set, hvordan avisen skal se ud, både dagen efter valget udskrives og dagen efter selve valget,” siger Annelise Hartmann Eskesen, der er Christiansborg-praktikant på Politiken.

På begge redaktioner ligger der en stor bunke valghistorier klar, som stort set er færdige, og som løbende rettes til for hele tiden at være aktuelle, når valget sættes i gang: Voxpopper med vælgere, portrætter af Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke og analyser af de formodede valgløfter.

Kampen om vælgerne - og seerne Det store forberedelsesarbejde har flere steder stået på i månedsvis. På TV 2 har man nedsat en decideret valg-task force, som det sidste halve års tid har haft et eneste formål - at producere valghistorier. For udover ambitionerne om en god valgdækning, så er der også hensynet til seertallet, fortæller Cecilie Gremaud, som er praktikant på TV 2’s Christiansborgredaktion. ”Valget bliver et kapløb mellem DR og TV 2, og TV 2 vil vinde den her gang,” siger Cecilie Gremaud. ”Det er den gængse opfattelse på redaktionen, at det var DR, der vandt sidste gang, så TV 2 har virkelig lagt sig i selen,” siger hun.

Og det smitter af på stemningen på redaktionen, når man hver dag skal være forberedt på at sætte hele valgberedskabet i gang. Praktikanterne fortæller, hvordan der på redaktionerne dagligt indgås væddemål og snakkes i krogene om, hvornår valget udskrives. ”Der er virkelig en vild stemning på redaktionen.

De folk, der har været her i 20 år, siger alle sammen, at det her bliver det mest spændende valg i deres tid,” siger Cecilie Gremaud fra TV 2 med henvisning til de tætte udsigter i prognoser og meningsmålinger.

Den intense stemning af nedtælling til valget præger også Politikens Christiansborg-redaktion, fortæller Annelise Hartmann Eskesen. Stod det til hende blev stemningen snart forløst: “Jeg håber, valget kommer, inden jeg stopper på Borgen til august, men det indgår nok desværre ikke i Løkkes overvejelser.”

16

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE Georg Metz er kendt for at have meninger om alt - ofte markante. Journalistikk som fag får selvfølgelig også et par kritiske ord med på vejen. Mød ham her.

Tekst: Jakob Rasmussen Foto: Asger Ladefoged

Georg Metz har flere gange ytret, at dansk journalistik er i krise, og det står han ved. Men det er sådan set ikke journalisterne, der er noget i vejen med. De kommer fra gode uddannelser og kommer ud med et højt fagligt niveau, mener han. Det er derimod de etablerede medier og deres mediechefer, som gør udsigterne grå. ”Det er de terminaler, journalisterne kommer ud til. Det er ikke altid de heldigste krav, man stiller til dem her, når aftenerne består af middagsprogrammer,” siger han med henvisning til de bløde journalistiske programmer, der fylder sendefladen.

En ligegyldig dåb ”Når vi transmitterer fra diverse barnedåbsseancer og bryllupper fra både indland og udland, så er det dårlig journalistik, vi får. Journalistik, som bare følger med og ikke forholder sig kritisk. Hvis man bruger en hel dag på brylluppet i England, så sender man et signal om, at det er vigtigt, og det er det jo ikke. Ud fra

et almindeligt journalistisk kriterium kan man ikke argumentere for, at det er vigtigt,” siger Georg Metz.

Et liv med meninger Georg Metz er netop kendt for at have meget at sige og mange meninger. Og sådan har det altid været. Som dreng sad han tit ved radioen og tænkte, at det kunne han vel nok godt tænke sig at lave. Tanken om bare at sidde der og snakke, var helt vidunderlig for ham.

Georg Metz studerede som ung historie på Københavns Universitet, men han havde for meget på hjerte til at kunne gemme sig bag historiebøgerne. Og derfor gik han ind i journalistikken. Med sig i rygsækken havde han kildekritikken fra historiestudierne. Og en stor trang til at fortælle. ”Enten har man meddelertrang, eller også har man ikke,” siger han. ”Man skal have en trang til at fortælle historier. Formidle noget. Omforme noget. Påvirke noget ved at forholde sig kritisk. Det er det journalistik handler om.”

Efter studierne på Københavns Universitet startede han med at skrive for Politiken. Hvor han, med egne ord, blev journalist by doing.

Fra midt i 70’erne til sidst i 80’erne tog Georg Metz turen rundt i Danmarks Radio. Først forbi radioen, hvor blev han sat til at læse radioaviser højt. Senere blev han kommentator og politisk medarbejder. Så blev han hentet ind i tv-afdelingen, hvor han blandt andet var politisk reporter. Derefter bestred han i en årrække redaktørposten på Dagbladet Information. Han forlod posten i midten af 90’erne, men ikke stedet. Ugentligt leverer han både klummer og ledere til avisen. Simpelthen fordi han ikke kan lade være. ”Jeg kan ikke undvære at komme af med det, jeg har på hjerte. Det skal jeg. Det er med journalistik, som med mad. Jo mere man spiser, jo mere appetit får man. Og hvis man ikke har trangen til at meddele og ikke er flittig ved tasterne. Ja, så skal man nok ikke blive journalist,” siger han.

Spejlet er din bedste kollega Et langt liv med journalistik har givet Georg Metz indblik i branchens udvikling over tid.

En stor udfordring, som nutidens journalister står overfor, er det øgede antal publiceringer og de mange platforme, som man forventes at kunne beherske. Det stiller store krav til journalisternes evner til faglig evaluering, hvis kvaliteten af de mange, hurtigt producerede historier skal være god nok. ”Det er let nok at se frem. Her får det næste projekt altid Cavling-prisen. Men det er bare så vigtigt at kigge tilbage på det bagefter, når den ikke har fået noget som helst,” siger han.

17

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Et oprør skabt af de unge er der altid plads til

Derfor er selvkritik, efterkritik og feedback afgørende, siger Georg Metz.

Vejen ud af krisen Georg Metz er af den mening, at det er mediedirektørerne, der skal tage ansvaret for bedre uddannelse af journalisterne. Det er mediecheferne, der skal sikre den supplerende uddannelse. ”Men mediecheferne er desværre sjældent kvalificerede, og hvis ikke de ved, hvad gode journalistiske redskaber er, kan de heller ikke ansætte nogen, der har dem. Så stopper udviklingen, og produkternes kvalitet falder,” siger han.

Mens Georg Metz kun har ringe tiltro til, at medieredaktørerne tager fat, er det hans håb, at de unge journalister vil gøre det. For et oprør skabt af de unge, er der altid plads til. ”Altså som dengang, hvor der var plads til Poul Nesgaard og Thomas Vinding. De turde at være kritiske overfor det journalistiske og lavede satire, der virkeligt sved,” siger han. ’Oprøret’ bragte en del klager med sig, men det ser Georg Metz udelukkende som et sundhedstegn. Perioden blev senere kendt som de røde lejesvendes tid. Ifølge Georg Metz var perioden en storhedstid for kritisk sans og højt fagligt miljø.

Han mener dog, at den seneste tids tilkomne redaktører lover lysere tider, og han synes, det virker som om, det faglige indhold igen er i højsædet. Det vil tiltrække begavede folk, også gerne nogle med lidt krøllede hoveder, der vil kunne skabe udvikling, forudser han. ”Det er ikke, fordi alting går ad helvede til i dag, men vi er midt i krisen, og den skal vi ud af,” siger Georg Metz.

A

XXXX 2011 ILLBUNKER.dk

19

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

BAG S I D E N A F N BAG E D SI SI D G AE NB Mis-Information

Oven på den seneste tids afsløringer af Informations lemfældige omgang med døde kilder har Bagsiden af Bagsidenredaktionen sat Informations grundlægger, Børge Outze, stævne for at få svar på avisens nye troværdighedspolitik.

Tekst: Asger Gørup Nielsen, BaB-redaktør

Det er onsdag eftermiddag, og Børge sidder allerede og venter med en dampende latte, da jeg træder ind på Sebastopol på Sankt Hans Torv.

Hans øjne løber hurtigt over iPad’ens blanke overflade, før han opdager, at jeg er kommet.

Hurtigt rækker han hånden frem for at byde mig velkommen. ”Godt du kunne komme. Jeg har masser at

fortælle,” siger han begejstret.

Jeg slipper hans store nævne, og ser undrende på ham. Jeg troede ikke, at han ville være så frisk. Inden jeg får sat mig til rette, plaprer han allerede løs. ”Vi har besluttet at køre en ny redaktionel linje på Information. Det kommer til at tage kegler!” siger Børge begejstret.

- Hvad kommer det til at gå ud på, Børge? Er det

i øvrigt i orden, at jeg kalder dig Børge? ”Ja da, jeg er nede med ungdommen. Altså, først og fremmest skal vi have et nyt slogan.

Folk er ved at blive trætte af det der ’Uden partipolitiske interesser’ og alt det andet. Nej du, graverjournalistik er hvad folket vil ha’!” nærmest råber Børge O. Jeg nikker anerkendende. Hans argument virker dødgodt. ”Information – vi graver dybere!” siger han, og prøver med fagter at vise, hvordan det nye slogan skal udformes i neon på avisens facade. ”Vi skal grave selv de værste skeletter frem.”

- Men Børge, kan der ikke være et juridisk problem i, at I vil have skeletter i avisen? ”Nu skal vi jo først se, hvordan læserne reagerer på vores nye stil. Så må juraen komme

bagefter. Vi kan vel heller ikke tage ansvar for, hvad de døde kilder siger, så jeg synes da, at vores ryg er fri,” forklarer Børge med luftig stemme og ser med uskyldige øjne på mig.

Vores samtale slutter lidt underligt, da Børge pludselig bliver mere og mere gennemsigtig, og til sidste forsvinder i en støvsky, der bliver suget ind i caféens ventilationssystem.

Det har ikke været muligt at få en pressejuridisk kommentar fra Oluf Jørgensen, da han stadig er i live.

Efterskrift: Kære Børge (1912 - 1980).

Du svarede aldrig på min mail med citattjek, men jeg går ud fra, at alt er okay.

LÆRERSTAFETTEN: Gitte Luk gav i sidste udgave tips og tricks til, hvordan man skriver en ægte bestseller. Bogen om kommaet. Stafetten er nu gået videre til Nanna Jespersgård. Hun er kendt for et være from som et lam - men prøv bare at læse med her.

- Du underviser både i problemudredende journalistik og i den mere bløde reportage- og portrætjournalistik. Er det sådan noget generelt for dig, at du er både til det hårde og det bløde? Og er der en af de sider, der tiltrækker dig mere end den anden?

Det er yin og yang-agtigt med hård og blød: Reportager og features skal skarpvinkles og have substans, hvis andre end journalisten selv skal gide læse, se eller høre dem. Omvendt skal de hårde tal- og faktabaserede historier formidles med den bløde journalistiks virkemidler, altså identifikation og fascination, hvis de ikke skal blive afsindig kedelige. 2. og 3. semester fokuserer på hver deres firkantede discipliner, men den fede journalistik trækker på det bedste fra de to verdener, synes jeg.

- Jeg har flere gange hørt dig fortælle om en svedehytte oppe i Thy. Og en indianer.

Hvad handler det EGENTLIG om, som vi ynder at spørge her på stedet?

En svedehytte handler om at svede, så man er ved at dø af det. Men man dør ikke helt.

Man kommer ud af svedehytten som taknemmelig genfødt – mentalt, følelsesmæssigt, fysisk og spirituelt. Indianeren hedder Hawk of The Yellow Wind, og af ham har jeg lært, at man kan vælge en af to positioner i tilværelsen: kriger eller offer. Vælger man at være kriger, bliver man stående på sine ben, uanset hvad der rammer én af vrede, glæde, sorg eller smerte. Vælger man at være offer, lægger man sig ned og venter på, at nogen kommer og rejser én op igen. Men man risikerer jo at blive liggende dér et helt langt liv uden at blive rejst op. Og det gider jeg alligevel ikke...

- Når jeg kigger ind på dit kontor, slår det mig altid, hvor ryddeligt det er i forhold til mit eget. Pæne stakke, ringbind i farve- og størrelsesorden og et skrivebord, der er så ryddeligt, at man skulle tro…... Laver du overhovedet noget derinde? Nogle gange har du endda tændt stearinlys! Holder du i virkeligheden terapisessioner med de studerende, selv om der står coaching på opslaget uden for døren?

Jeg laver ikke en skid derinde. Brænder røgelse af, chanter lidt, tjekker nyhedsbreve fra Leeds United…

Nej, jeg tænker bare bedst i orden. Privat lever jeg i larm og rod med en teenagedatter og hendes hyppigt overnattende venner.

Plus jeg har en otte-årig søn, der spreder lego og snitter pinde selv på lokummet. I kontor 220 er det mig, der bestemmer graden af rod, og den er stærkt begrænset. Men måske skulle jeg sprede nogle kaffeplettede kloge-bunker, for jeg kender selvfølgelig talemåden ”if a messy desk indicates a messy mind, what does an empty desk indicate?”

- Du er jo et menneske, der med et indtagende smil kan sige de grummeste ting til folk, når det er nødvendigt. Og oven i købet få dem til at synes, at du har helt ret. Hvad er dit hemmelige våben?

Jeg ville da gerne kunne sige, at det handler om min empati og faglige skarphed :-) men så selvfed er jeg heller ikke. Jeg ved dog, at pædagogik ikke er lutter urte-te på gul stue. Pædagogik er også at sige ”æd din lort”, hvis en studerende har kvajet sig i en given sammenhæng – en håbløs opgaveløsning, en dumpet eksamen eller hvad det nu kan være. Ofte er det en forudsætning for at komme videre, at man æder sin lort. Det råd kan sagtens videregives på en respektfuld måde, hvis forholdet i øvrigt er ordentligt. Det vil sige præget af gensidig tillid.

- Den franske forfatter Marcel Proust udviklede efter sigende en lang række spørgsmål, som skulle kunne afsløre ethvert menneskes inderste tanker. Der er nu ikke meget, der tyder på, at det faktisk var ham, der udviklede dem, men derfor kan de jo være gode nok. Her er i hvert fald et, vi passende kan runde af med: Hvad er din sindstilstand lige nu?

Rebelsk som ind i helvede. Og det kan føre til så meget, såmænd.

I næste udgave går stafetten videre til underviser Annette Holm.

Illustration: Redaktionen

20

Portrætserie: Pels

MAJ 2011 ILLBUNKER.dk

Foto : Marcus Trappaud Bjørn, 2. semester